En spændende helleristningssten fra Langtved ved Ryegaard

Transkript

1 En spændende helleristningssten fra Langtved ved Ryegaard Af Flemming Kaul Indledning Selvom mængden af helleristninger fra bronzealderen i Danmark ikke kan måle sig med, hvad der kendes fra vore nordiske nabolande Sverige og Norge, så bliver der dog til stadighed gjort interessante nyfund af denne art. Siden P.V. Globs store oversigtsværk over Danmarks helleristninger udkom i , er der næsten overalt i landet fremkommet yderligere eksempler på bronzealderens fascinerende stenkunst. En sten med ristninger fra Langtved nær Rye, der fandtes i foråret 2001, slutter sig til disse nyfund. Den hører med sine komplekse motiver til blandt de mere spændende, men også vanskeligt forståelige af disse sten. Ordet helleristning benyttes som betegnelse for motiver det være sig egentlige billeder eller runde, skålformede fordybninger, skåltegn indhugget på løse sten eller faste klipper. Langt de fleste helleristninger dateres til bronzealderen (ca f.kr.). Ristningerne er at betragte som kunst knyttet til udøvelsen af bronzealderens religion. Hvad der kendetegner bronzealderen som periode er en særlig billedrigdom, et særligt ønske om at udtrykke forhold ved religionen gennem billeder. Ordet helleristning (svensk hällristning) er måske ikke den bedste betegnelse for disse stenbilleder. Det gamle ord ristning eller at riste ligger i sin betydning ganske tæt på verbet at ridse, og det betyder derved egentlig indridsede billeder. Bronzealderens skåltegn og billeder er næsten aldrig ridsede, men derimod indhugggede. Der er formentlig brugt en mere eller mindre spids eller afrundet sten til at hugge disse billeder ind i klippen. Derfor ville en betegnelse som hellehugninger egentlig have været bedre, men nu tales og skrives der overalt i Norden om helleristninger, så det vil næppe være muligt at ændre denne betegnelse. Hvad angår den første del af ordet, helle, er der ikke sådanne problemer. En helle betegner blot en flad sten eller en klippe med en jævn flade. Vi finder ordet i hellekiste, som er en gravkiste dan- 29

2 Fig. 1. Den nyfundne helleristningssten fra Langtved, antagelig yngre bronzealder ( f.kr.), hvor motiverne er opmalet, opmaling ved G. Milstreu, Foto F. Kaul. net af flade, fliselignende sten. I ældre dansk optræder ordet helle også med betydningen større træplanke, altså noget med en jævn flade. Af gode grunde optræder størstedelen af de danske helleristninger på løse sten, som blev bragt til landet med istidens bæer. Kun på Bornholm findes faste klipper og derved egentlige helleristningsfelter, som kan sammenlignes med Sveriges og Norges felter. Helleristninger kan findes på mindre sten, hvor det i flere tilfælde er påvist, at de har indgået i bronzealderens grave, enten som gravhøjenes randsten eller som sten i eller ved en kiste i gravhøjen, altså tæt ved den døde. Andre sten er så store, at de må sidestilles med de mere åbne helleristningsfelter fra Bornholm, Sverige og Norge. I flere tilfælde har bronzealderens mennesker benyttet dæksten og randsten i de langt ældre dysser og jættestuer fra stenalderen som flader for helleristninger. 30

3 Den største koncentration af ristninger med egentlige figurer altså ikke skåltegn alene udenfor Bornholm findes i Nordsjælland, først og fremmest i Odsherred, Hornsherred (inkl. Volborg Herred) og langs Sjællands nordkyst. Det er fra disse fjordnære og havnære landskaber, at ikke alene den største mængde figurristninger stammer, men også de fleste komplekse sammensætninger af motiver. Det er også herfra, at en væsentlig del af de helleristninger stammer, som er fundet efter at Globs oversigtsværk udkom i Fundet af Langtvedstenen. Fundstedet og dets omgivelser Helleristningsstenen fra Langtved hører til blandt de mange fund fra vor oldtid, som er fremkommet tilfældigt ved markarbejde, og hvor finderen har haft øjnene med sig. D. 6. april 2001 arbejdedes der på Ryegaard Gods med at tage sten op fra marken, og da en sten blev vendt rundt opdagede traktorfører Poul Erik Thomsen to hjulkors. Han besluttede at bringe stenen over til avlsgården. Bramsnæs Museum og Arkiv blev kontaktet. Det så meget interessant ud, og også arkæologer fra Roskilde Museum og Nationalmuseet blev inddraget. Stenen blev snart bragt til Bramsnæs Museum og Arkiv i Sæby, hvor publikum kunne bese det spændende nyfund. Undertegnede og museumsleder Gerhard Milstreu, Tanums Hällristningsmuseum, Bohuslän, fik lejlighed til at foretage nærmere studier af stenen og dens motiver. I december blev stenen bragt til Nationalmuseet til danefæ-vurdering, og den blev af Rigsantikvaren erklæret for danefæ. Efter endt registrering og fotografering bliver den uddeponeret til Roskilde Museum til udstilling på Bramsnæs Museum og Arkiv 3. Stenen blev fundet på en ret flad mark tæt øst for Elverdamsvej, nord for Munkholmvej og udfor de nordligste bygninger i Langtved landsby. Lige her er der ikke kendt eller registreret hverken bopladsfund eller gravhøje fra bronzealderen. Meget tyder på, at stenen tidligere er blevet fjernet fra, hvor den oprindelig blev sat i bronzealderen. Museumsinspektør Anette Tonn-Petersen fra Bramsnæs Museum og Arkiv har studeret ældre kortmateriale over findestedet. Det viser sig, at tæt ved har der tidligere gået et skel og et dige samt en markvej, der forbandt det nu forsvundne Bjørnemosehus med Langtved landsby. Det er ikke umuligt, at vor sten er blevet hentet andetsteds for at blive 31

4 brugt i et stengærde. Denne antagelse bestyrkes af, at den på et tidspunkt senere end indhugningen af billederne er blevet afkløvet på to af siderne, hvorved der er fremkommet en firskåren blok, som kunne passe godt som bundsten i et stendige. Hvis vi antager, at stenen i 1800-tallet er fjernet fra sin oprindelige position til brug i et stengærde, så kunne man spørge, hvor den så oprindeligt har været. Der kan naturligvis kun blive tale om gisninger. Men når vi ved, at en del helleristningssten har indgået i bronzealderens gravhøje, enten som randsten eller i en stenkiste, er det ikke urimeligt at knytte den til en af de mange gravhøje, der er registreret på det lidt højere og mere kuperede land nogle hundrede meter øst og sydøst for findestedet. Fra Ryegaards jorder kendes temmelig mange gravhøje, hvor størstedelen må hidrøre fra bronzealderen. Flere gravhøje findes bevaret i godsets skovområder, men sydvest for Ryegaard, på åben mark, findes tre store og smukt beliggende gravhøje ved navn Sakshøje. Netop i omegnen omkring findestedet for Langtvedstenen er der talrige spor af bronzealders aktivitet, og bronzealderens mennesker har tydeligvis sat præg på landskabet. Når det er bronzealderens billeder, der er i fokus, skal det nævnes, at i Rye Sogn og fra Ryegaard stammer to rageknive med skibsbilleder, der må hidrøre fra yngre bronzealders grave i gravhøje 4. Det er således ikke alene på sten, at vi finder bronzealderens hellige billeder, herunder det i Norden så vidt udbredte skibsmotiv, men også på bronzegenstande som f.eks. rageknive og halsringe 5. Omkring 1 /2 km syd for Ryegaard, ved Enghave Skov, fandtes i 1899 en sten med et indhugget hjul med otte eger samt enkelte skåltegn, så Langtvedstenen er ikke den eneste helleristningssten fra Ryegaards jorder 6. Skibsbilleder på sten, det almindeligste af alle bronzealderens figurmotiver, findes også i området. Her skal vi dog en smule længere mod syd, til Kirke Såby, hvor der i kirkens våbenhus østgavl findes en større sten indmuret med et over 1 meter langt skibsbillede samt mængder af skåltegn 7. Både nord og syd for vor nyfundne helleristningssten fra Langtved findes flere sten med hjulkors, se nedenfor. 32

5 Fig. 2. Skrålysfoto af de centrale dele af motiverne på Langtvedstenen. I dette tilfælde er billedet taget indendørs, men i halvmørke, således at samme skrålyseffekt opnås som ved natfotos. Foto F. Kaul Sådan dokumenteres en helleristning Når en helleristning beskrives og motiverne dokumenteres, er det en fordel at kombinere flere metoder, for at det mest pålidelige resultat kan opnås 8. Først undersøges klippen eller stenen ved skrålys om natten. En generator og en stærk lampe er en fordel, suppleret med mindre håndlygter. Ved at lægge lyset på forskellige måder kan man ved hjælp af skyggevirkningen få afsløret ganske lavt indhuggede motiver eller motiver, der er næsten forvitret helt bort. Man kan også med fordel fotografere særlige detaljer ved stenen med skrålys. Derefter udføres der gnidebilleder eller frottager af stenen. Sådanne frottager afslører som natfotoraferingen ofte træk, der ikke kan ses blot ved at kigge på stenen. Hvis der er tale om en større ristningsflade, så kan tegneark med papir af størrelsen 70 x 100 cm udlægges i et slags koordinatsystem, og derved bliver frottagerne den bedste målfaste dokumentation af klippens overflade og dens motiver. Frottagerne kan scannes på computer og de enkelte ark kan formindskes og sammensættes. Ved at kombinere, hvad der kan ses på frottagerne, iagttagelserne ved skrålys, hvad man iøvrigt kan iagttage og føle med fingrene, males motiverne op, således at billederne i højere grad bliver synliggjort. Til 33

6 Fig. 3. Frottage af stenen fra Langtved, frottagen udført af G. Milstreu. denne opmaling bruges en hvid kalkopløsning, der ikke skader stenen, og som regner bort efter kort tid. Det opmalede billede er ikke i sig selv den egentlige dokumentation (det er skrålysfotos og frottager), men skal derimod betragtes som en grafisk illustration af de indvundne resultater, hvor der i enkelte tilfælde kan være tale om en vis usikkerhed. Ved stenen fra Langtved var der således usikkerhed om, hvorvidt en linje bag på personen skulle males op eller ej; der kunne være tale om en bagudvendt sværdskede, men her valgtes det ikke at male den op, idet man skal holde sig til, hvad man mener er helt sikkert. Der var også en smule usikkerhed ved figurens venstre arm; her blev der malet op, også hvor motivet var ødelagt af plovskaden. Der er således ved opmalingen tale om en tolkning, som kan diskuteres, men hvor man kan vende tilbage til skrålysfotos og frottager for en videre diskussion. De opmalede billeder fotograferes med almindeligt kamera og digitalkamera. Digitalfotos kan bearbejdes i computeren, billedet kan renses og vendes, således at helleristningen til slut fremstår som overskuelig grafik. 34

7 Fig. 4. Grafisk bearbejdning af digitalfoto af de opmalede motiver på helleristningsstenen fra Langtved. Langtvedstenen, beskrivelse Stenen af grålig, finkornet granit måler 52 x 40 x 35 cm. På dens ene bredside, en naturlig glat og jævn flade, findes de indhuggede billeder. Fladen med ristningerne måler 35 x 33 cm, men har oprindelig været større, idet to af stenens sider er afspaltede. Udover ristningerne har stenen et par furer henover fladen, som må være skader sket ved, at ploven har kørt henover den. Stenens vægt anslås til at være omkring eller lidt over 100 kg. De fleste af motiverne er dannet af fine, forholdvis tynde linjer, hvor de enkelte små, rundagtige hugspor står tydeligt. Noget bredere er to parallelle bånd, der løber hen over stenens venstre del, og som er afbrudt ved dens kløvning. Det er ikke muligt at afgøre, om disse to parallele furer skal forstås som udført i samme arbejdsgang og fuldt ud indgående i motivernes komposition, eller om de er lidt senere eller lidt tidligere end de øvrige motiver. De synes indhugget med samme slags redskab og i samme teknik som de øvrige motiver. Der ses ingen forvitring af stenen og dens indhugninger. Selv hvor indhugningerne næsten ingen dybde har, kan de alligevel erkendes. 35

8 Fig. 5. Detailfoto af menneskefiguren på Langtvedstenen, ikke opmalet. Foto F. Kaul. Den meget fine bevaringstilstand kan betyde, at stenen i ganske lang tid har været dækket af jord og næppe i meget lang tid har været udsat for naturlig erosion ved vind og vejr, frost og tø. Det er derfor sandsynligt, at stenen faktisk stammer fra en gravhøj, således som antydet ovenfor, enten indgående i en større eller mindre stenkiste (måske omkring en urne) eller indhugget på en gravhøjs randsten, som så senere er blevet dækket af nedskredent højmateriale. Stenens tydeligste og klarest definerbare motiver er to hjulkors nederst på fladen. De er nydeligt og regelmæssigt hugget, de enkelte hug står klart og tydeligt. Hjulkorsenes midte er dybere indhugget. Dele af det venstre hjulkors en kvart mangler; forsvundet ved afkløvningen. Hjulkorsenes linjer er ca. 0,5 cm brede, og de er henholdsvis 10,5 og 11,5 cm i diameter. Fra hvert af hjulkorsenes øvre del udgår en linje med samme bredde som disse. De to linjer mødes og fortsætter i ét buet og nærmest spørgsmålstegns-formet linjeforløb, 36

9 som øverst afsluttes af, hvad der regnes for et stiliseret, nedadbuet hestehoved med to ører og en anelse bredere mule. Til højre for den stiliserede hestefigur står en menneskefigur. Kroppen og de øvre dele af benene er forholdsvis dybt indhugget. Især hoved, armene og hænderne er lavere indhugget. Kroppen udgøres af en lodret linje, mens den øvre del af benene er let buede og en anelse fortykket midt på forløbet. Fødder/underben markeres af et knæk og danner selv et buet forløb. Hovedet udgøres af en cirkel, armene er udstrakt vinkelret på kroppen. Til højre afsluttes armen af en lille håndflade, hvorfra udgår fem temmelig lange fingre, til venstre ses en lidt længere arm, hvor der kun kunne erkendes to fingre som afslutning på armen. Der er visse problemer med armene: de er dels ganske lavt indhuggede, dels falder armenes forløb sammen med en fure, der regnes for en nyere plovskade, og især den venstre arm lader sig kun vanskeligt erkende. Hvor armen er næsten helt ødelagt af plovskaden, kan dens øverste afgrænsning dog erkendes ved en række tydelige hugspor. Umiddelbart til venstre for figuren findes en lidt uregelmæssigt indhugget linje, der kunne være figurens fallos. Til højre for figuren findes en let nedadvendt linje, der som nævnt kunne være den bagudvendte sværdskede. Menneskefigurens højde er fra fod til højeste fingerspids 15 cm, fra fingerspids til fingerspids er bredden 11,5 cm. De øvrige motiver udgøres af følgende: to mindre, buede figurer, ca. 3,5 cm lange og ca. 0,5 cm brede. Længst til højre, bag menneskefiguren findes et lille skåltegn, 2,5 cm i diameter. Til venstre for det yderst stiliserede hestehoved ses to parallelle furer, der med en bredde af 2,5 cm er væsentligt bredere end de øvrige motiver. Furerne er afbrudt til venstre ved stenens afkløvede kant noget mangler således. Begge furer afsluttes til højre af et skåltegn med en diameter på ca. 4 cm. I det ene tilfælde er skåltegnet i direkte forlængelse af furen, i det andet tilfælde er skåltegnet adskilt en smule fra furen. Mellem de to skåltegn findes en let buet figur ca. 3 cm lang, der kunne betegnes som et skåltegn, som ikke er helt cirkulært. Endelig fremviser stenen flere steder partier med en ganske lav behugning eller prikhugning, men uden gentagen behugning eller dybde som de egentlige motiver. Denne behugning findes især i og omkring hjulkorsene samt omkring menneskefi- 37

10 guren, men ses iøvrigt på hele fladen. Der er ikke spor af ristninger på de øvrige af stenens flader. Motiverne på billedstenen fra Langtved kan sammenfattes som følger: to hjulkors, i forbindelse med hjulkorsene en kurvet figur, der afsluttes af et stiliseret hestehoved, en menneskefigur med udstrakte arme og en særlig stor hånd, tre halvbueformede motiver, to brede, parallelle furer og tre skåltegn, de to i nær forbindelse med furerne. Hjulkors Hjulkorset, d.v.s. en cirkelfigur forbundet med fire eger, er et vidt udbredt motiv, som kendes fra alle de vigtige helleristningsområder i Danmark, Sverige og Norge. Fra Volborg Herred kendes en sten af dimensioner som Langtved-stenen. Den er udsmykket med tre eller fire firegede hjulkors, et otte-eget hjulmotiv samt otte skåltegn. Stenen er afkløvet og noget mangler. Den er blevet genbrugt i nyere tid, idet den fandtes som underlag for en af de bjælker, der bar vandrenden, som ledte vand ind i vandmøllen Plambechs Mølle. Stenen findes på Holbæk Museum. I en nu helt sløjfet jættestue ved navn Høbbehøj ved V. Såby var en af kammerets dæksten udsmykket med ni hjulkors og to halvbueformede figurer. Stenen er sprængt og borte, så det eneste, der er tilbage, er et par gamle tegninger. En større sten med hjulkors og skåltegn er til gengæld den dag i dag bevaret og i høj grad synlig. Den er fundet ved en mose nær Lindegård ved Lyndby. I 1920 erne blev den anvendt som genforeningssten, hvor den idag står i et lille anlæg i Lyndby. Stenens ene flade er oversået med skåltegn, næsten 300, hvor flere ligger så tæt, at de danner sammenhængende linjeforløb. Et regulært hjulkors ses også, og nogle buede linjer og skåltegnsforløb danner et mere irregulært hjulkors. I Horns Herred, ved Venslev Huse nordvest for Skibby, findes en større sten med hjulkors, der står som et fredet mindesmærke lige ved fundstedet. På stenen findes fire regulære, firegede hjulkors. Stenen er fundet ved en overpløjet gravhøj, hvor den liggende kan have været en del af randstenskæden, eller den kan have stået frit ved gravhøjen som en egentlig bautasten 9. Et interessant nyt fund af en hjulkorssten blev i 1999 gjort på gården Moselund ved Jægerspris, Horns Herred. Her står vi ikke blot 38

11 overfor et fladt indhugget hjulkors, idet stenen er nærmest kugleformet (af størrelse som en fodbold, 18 cm i diameter), hvorfor der kan tales om en egentlig plastisk skulptur. Da denne sten er af en størrelse, som gør det muligt at bære rundt med den, og da den også er tilhugget, så den kan stå på en pæl eller piedestal, kan det formodes, at vi her står overfor et bærbart hjulkors til brug i bronzealderens ritualer. Fra områderne ved Sjællands nordkyst kan nævnes nyere fund af hjulkors på større helleristningssten fra Græsted og fra Hyllingebjeg ved Frederiksværk, i begge tilfælde sammen med skibsbilleder 10. Tolkningen af hjulkorset har været diskuteret i mere end hundrede år, men der er stort set enighed om, at det skal opfattes som et solsymbol, en slags gengivelse af solen. Nogle gange ses på helleristningerne heste, der trækker et hjulkors, altså en pendant til billedet af hesten, der trækker solen på Solvognen. Udover at være et solbillede eller solsymbol kan hjulkorset tillige opfattes som et sindbillede på hele solens cykliske rejse, hvor jorden var flad, og hvor det var solens bevægelse, der var det cirkulære. Solens rejse om dagen kan danne en halvcirkel over himlen, og solens tænkte rejse om natten under den flade jord, kan danne en tilsvarende halvcirkel. Herved får solens rejse nat og dag et cirkulært forløb. En betydningsfuld linje eller lineært udtryk bliver da jorden eller jordoverfladen, der skiller himlen fra underverdenen. Denne linje kan også opfattes som horisonten, der skiller nat og dag ad, og denne linjes berøringspunkter med cirklen kan derved angive de vigtige tidspunkter solopgang og solnedgang, morgen og aften. Ydermere antages middag solens højeste punkt og midnat døgnets mørkeste tid også at have været af stor betydning. Hvis vi trækker linjer mellem disse punkter igennem cirklen, fremkommer et hjulkors, og vi kan da forstå hjulkorset som et udtryk for hele verdensbilledet og som et sindbillede på tidens cykliske forløb 11. Hjulkorset kan tillige opfattes som en gengivelse af det firegede hjul, som bl.a. benyttedes som hjul for Solvognen. Da hjulet i sig selv udmærket kan opfattes som udtryk for bevægelse og cirkulær bevægelse, vil betydningen som hjul og som solens evige cirkulære bevægelse ikke stå i modsætning til hverandre. Ydermere kan hjulkorset formodes at symbolisere årstidernes cykliske gang, tidens cykliske gang i 39

12 Fig. 6. Mandsfiguren på stenen fra Truehøjgård, Himmerland, i forgrunden anes skibene på stenens lange flade. Opmaling ved G. Milstreu, Foto F. Kaul. det hele taget, solens rejse gennem dagen og gennem natten, solens genfødsel hver morgen, men tillige altings død og genfødsel gennem døgnet og gennem årstiderne. Med andre ord kan hjulkorset forstås som et symbol med en række forbundne betydninger. Hjulkorset kan både betyde sol, hjul, cirkulær bevægelse, solens evige rejse, døgnets og årstidernes gang og kosmisk orden, uden at disse betydninger kommer til at stå i modsætning til hinanden. Denne forståelse af hjulkorsets flertydighed er af betydning, når Langtvedstenens motiver i deres helhed skal tolkes (se nedenfor). 40

13 Fig. 7. Tegning af manden og hesten i jættestuen Lundehøj, Thy. Efter S. I. Hansen Menneskefigurer Mens hjulkorset er hyppigt forekommende på danske helleristninger, er menneskefigurer sjældne. Det er næsten 60 år siden, at der i Danmark er fundet en sten med en indhugget menneskefigur, så Langtvedstenen yder et kærkomment supplement. Den seneste fundne sten med en menneskefigur fandtes i 1944 i en gravhøj ved Truehøjgård i Himmerland. Lige ved nordsiden af en stenkistes sten lå den fine kun 27,5 cm lange helleristningssten. Den bærer på den ene side to skibsbilleder samt nogle skåltegn, på den anden side ses tre fodspor, og på en smalside findes en fallisk mandsfigur. Den lille mandsfigur med et hoved med markeret næse og hage ser ud til at spankulere afsted med to let udstrakte arme, hvor fingrene på den ene hånd er antydet. Denne sten dateres til første halvdel af ældre bronzealder 12. Fra det indre af jættestuen Lundehøj i Thy kendes endnu en mandsfigur. På en af kammerets bæresten ses en svagt indhugget figur med udstrakte arme og fem tydeligt markerede fingre på hver arm. Han har et cirkulært hoved, en tværstreg, der markerer sværdskede og fallos; 41

14 Fig. 8. Stenen fra Maltegård, Gentofte, formentlig urnelåg fra yngre bronzealder. Foto Nationalmuseet. benene har svagt markerede fødder. Lige til højre ses et dyr med fire ben, hale og rejst hoved, formentlig en hest 13. Selvom dette billede findes inde i en jættestue fra stenalderen er der ingen grund til at tro, at det hører stenalderen til. De gamle jættestuer blev også i bronzealderen anvendt til begravelser, og figuren bør placeres i bronzealderen, udfra hestens form måske snarest i yngre bronzealder. Manden fra Lundehøj fremviser visse lighedspunkter med menneskefiguren på Langtvedstenen, den har de udstrakte arme med markerede fingre, et rundt hoved og er tillige tilknyttet, hvad der ligner en hestefigur. En cirkulær, fint dekoreret sandstensflise 1,5 cm tyk og med en diameter på 11,4-12,1 cm fra Maltegårdens Mark i Gentofte ved København må ligeledes regnes blandt de ristninger, som skal knyttes til graven. Selvom de nærmere fundomstændigheder ikke kendes, må det antages at stenen er et urnelåg, altså nært knyttet til den døde. Der ses to menneskefigurer på hver side af et 0,9 cm bredt, centralt hul. Figuren til venstre er uden tvivl en mand, hvor såvel penis som to testikler er gengivet, mens figuren til højre må være en kvinde, hvor kønnet er angivet ved en fure mellem benene. De to figurer rækker hæn- 42

15 Fig. 9. Helleristningen fra Engelstrup Odsherred med landets måske mest komplekse gengivelser af skibe, mennesker og ritualer. Foto Nationalmuseet. derne frem mod hverandre, som for at indlede en omfavnelse, og hvad deraf kommer. Bag kvinden ses et træ. Det hele er omgivet af en ring, som nærmest ligner en flettet krans af blade. På bagsiden er der et svagt hjulkors, hvor der desuden ses mindre strålekranslignende streger 14. Billederne kan tolkes som udtryk for en frugtbarhedskult, hvad også den flettede krans og træet kunne understøtte. Men da der efter alt at dømme er tale om en ristning nært knyttet til den døde, så kunne man spørge, hvad nytte den døde eller den dødes sjæl kunne have haft af et sådant motiv. Hvis det antydede samlejemotiv i sammenhæng med træet og bladkransen skal ses som udtryk for liv, frugtbarhed og vækst, for livets genkomst eller genfødsel om foråret, og hermed også for solens stigende kraft og genfødsel om foråret, da får dette motiv en betydning for den dødes sjæl. Den dødes sjæl kan da formodes at skulle knyttes til solen, og motivet kan derved tænkes at skulle hjælpe den dødes sjæl til at komme nærmere solen og dens evige genfødsel hver morgen. At der på den anden side af samme stenflise findes et hjulkors med dette motivs referencer til solen og solens evige cykliske gang kunne understøtte en sådan læsning. 43

16 Fig. 10. Mandsfigur på den store helleristningssten fra Herrestrup, Odsherred. Opmaling ved G. Milstreu, Foto F. Kaul De ovenfor nævnte menneskefigurer er snævert knyttet til grave, og de har næppe været beregnet for at kunne ses mange gange af de levende; de må først og fremmest have været til gavn for den døde. På de store norske og svenske helleristningsfelter på åbne klipper ses mange menneskefigurer, hvor de især i det vestsvenske landskab Bohuslän er talrige. De skal ikke på samme måde forstås som snævert knyttet de døde, men som udtryk for og afbildninger af de levendes ritualer, formentlig udført til ære for solen og den kosmiske magt, der lå bag solens bevægelse. Billederne viser, at der i disse ritualer indgik lurblæsning og frembæring af kultøkser, og ofte foregik ritualerne ved eller ombord på skibe. På Bornholm, hvor der findes større flader af fast klippe, findes der et par gengivelser af mennesker. På et felt ved Blåholt nær Hammershus ses et menneske på et skib, som bærer en 44

17 buet genstand. Den buede genstand er formentlig en lur, der blæses på i forbindelse med ritualernes udførelse. På et bortsprængt helleristningsfelt ved Allinge har der været en menneskefigur ved siden af et skib. Vi kender kun dette felt gennem tegninger fra 1800-tallet. Selvom mange helleristninger fra Danmark udenfor Bornholm snævert kan knyttes til grave, så er der dog også nogle selvom fundforholdene ofte er usikre der må opfattes og forstås som åbne ristninger på linje med de bornholmske, svenske og norske klippeflader, hvor det først og fremmest er de levendes ritualer, der gengives. Den velkendte helleristningssten fra Engelstrup i Odsherred må høre til denne kategori. Her ses mennesker omkring og over skibe, og en mand og en kvinde synes i færd med at udføre en rituel dans omkring et solbillede. På den tonstunge sten fra Herrestrup, ligeledes Odsherred, ses en enkelt mandsfigur med fallos og bagudvendt sværdskede på dens endeflade sammen med en dyrefigur og en lille spiral 15. Menneskefiguren kan minde om menneskefiguren på Langtvedstenen med dens udstrakte arme. Hest, sol og hjul. Muligheder for tolkning af Langtvedstenens billeder Langtvedstenens centrale motiv udgøres af en yderst stiliseret hestefigur eller snarere et hestehoved med store ører og nedaddrejet mule, som afslutter en linje, der gafler sig ud og er forbundet med de to hjulkors. Især i yngre bronzealder kendes der på bronzegenstande som bæltesmykker til kvinder og rageknive til mænd helt stiliserede hestegengivelser, hvor blot hestehovedet er til stede som en buet krølle med ører. Man kan følge stiliseringen trin for trin fra ret naturalistiske hestegengivelser til sådanne næsten abstrakte tegn. Selv i sin næsten abstrakte og stiliserede form som på Langtvedstenen er der næppe tvivl om, at vi står overfor en hest. Igennem størstedelen af hele den nordiske bronzealder optrådte hesten som et af de vigtigste motiver. Hestens betydning i bronzealderens kunst afspejler dens centrale rolle i tidens religion i bronzealderens kosmologi. Ved at studere de ikonografiske sammenhænge, hvori afbildninger af hesten indgår, kan vi forstå den rolle, som dette prægtige dyr havde i bronzealderens religion. Bronzealderens religion 45

18 Fig. 11. Solvognen fra Trundholm Mose, en smuk solhest på hjul. Foto Nationalmuseet. var centreret omkring solens daglige og natlige rejse over himlen og under jord eller vand og hesten var igennem næsten hele bronzealderen en af solens vigtigste hjælpere eller følgesvende på denne evige cykliske rejse. Hesten var i myterne ikke blot en hest, den var Solhesten. Den smukkeste og mest fuldendte gengivelse af Solhesten er Solvognen fra Trundholm Mose i Odsherred, ældre bronzealder, ca f.kr. Navnet Solvognen er dog misvisende thi Solvognen er ej nogen solvogn. Den gengiver forestillingen om hesten Solhesten der ledsagede solen på dens rejse. Understellet med de seks hjul hørte ikke med til myten om solens færd. Hjulene er en praktisk tilføjelse, for at sol og hest kunne køres frem og tilbage ved udførelsen af bronzealderens ritualer, for hermed i kulten at levendegøre myten. 46

19 Fig. 12. Solheste på parade, udtegnet fra danske rageknive, de fleste fra Jylland. Bemærk nr. 7 fra Neder Hvolris nord for Viborg, der er den smukkeste og mindst stiliserede af solhestene på rageknivene. Bemærk også nr. 9, uden kendt findested, hvor en yderst stiliseret solhest faktisk kun udgøres af et nedadbøjet hoved med ører, som via en kort linje, halsen og kroppen er forbundet med et solbillede. Bemærk endelig nr. 11, fra Horsens-egnen, hvor solhesten, som har fået et hoved, der minder om en svømmefugls, synes udstyret med to sole. Efter Kaul 1998 b. Når vi ser nærmere på Solvognen, da kan den fortælle om bronzealderens forestillinger om solens rejse. Solskiven, som hesten trækker, har en forgyldt side, hvor der langs kanten er gengivet en strålekrans, og en side der aldrig har været forgyldt, og som er uden strålekrans. Når man ser på den gyldne side, da trækker hesten solen fra venstre mod højre, men når man vender Solvognen om, så man ser på solskivens mørke side, da trækker hesten solen fra højre mod venstre. Om vi nu glemmer alt om verdenshjørner og kort, og regner med at jorden 47

20 er flad, så er det vigtigt at fastslå, at solen altid bevæger sig fra venstre mod højre over himlen det er simpelthen solens rejseretning om dagen. Når vi således ser på solens gyldne skinnende skive, så trækker solhesten solen over himlen mod højre dagens lysende sol. Men solen skal tilbage til udgangspunktet ved solopgang, og for at komme tilbage dertil må den gennem underverdenen transporteres fra højre mod venstre. Det er hvad der bliver anskueliggjort, når man ser på solskivens ikke forgyldte, mørkere side. Her er det den slukkede sol, der af solhesten hjælpes gennem underverdenen. Ved hjælp af understellet og hjulene kunne myten om solens daglige og natlige færd fortælles ganske pædagogisk i rituel form. Flere gengivelser af heste, der trækker solen, dels på danske rageknive fra yngre bronzealder, dels fra helleristninger, kendes. Her er der ikke hjul på her afbildes den rene trosforestilling. Hvad der karakteriserer solhesten er, at den trækker solen i en snor eller line, eller måske rettere, at den guddommelige sol kontrollerer hesten gennem denne line. Selvom denne line ikke er bevaret ved Solvognen fra Trundholm Mose, må den have været der: på hestens hals er der en stump af en øsken, og på solskiven er der en tilsvarende øsken, begge markerende at en line gik fra solhest til sol på Solvognen. På danske rigt udsmykkede rageknive fra yngre bronzealder (ca f.kr) kan der identificeres ialt 11 solheste, nogle mere stiliserede end andre. 10 af disse solheste bevæger sig mod højre, og de optræder alle i forbindelse med gengivelser af skibe, solskibe. Solhesten og solskibet skiftedes til at være solens ledsager eller hjælper på sin rejse over himlen 16. Også på helleristningerne træffes solhesten, men de optræder stort set kun i Bohuslän. På grundlag af gengivelserne af disse solheste kunne det centrale motiv på Langtvedstenen meget vel forstås som en yderst stiliseret sol- 48 Fig. 13. To modsatvendte solheste fra et helleristningsfelt ved Askum i Bohuslän, Vestsverige, hvor solen i dette tilfælde udgøres af et hjulkors. Efter Bengtsson 1997.

21 hest, der trækker solen, her ikke alene i form af ét hjulkors, men to hjulkors. Den helt forenklede gengivelse af hesten på Langtvedstenen minder om den solhest, der ses som nr. 9 på Fig. 12; i begge tilfælde mangler hesten benene, og formen af hals og krop er nærmest spørgsmålstegnsformet. Man kunne dog ved denne tolkning indvende, at såfremt hesten på Langtvedstenen skal opfattes som en solhest, da kunne det være problematisk, at der findes to sole, som hesten trækker eller hjælper. Dette behøver dog ikke at udgøre et stort problem. Det er ovenfor fremhævet, at den berømte Solvogn fra Trundholm ikke kun betegner én sol eller solposition, men gengiver solen både om dagen og om natten, ja faktisk kan man tale om to forskellige solbilleder, dagens sol, som ved solhesten bevæges mod højre, og nattens sol, som ved solhesten bevæges mod venstre; men det er dog den samme sol. Med andre ord kunne motivet med hest og de to hjulkors eller solbilleder på Langtvedstenen ses som en flad, ikke plastisk og vendbar pendant til Solvognen, og Langtvedstenens centrale motiv kan opfattes som en solhest, der både hjælper natsolen og dagsolen. En af solhestene på rageknivene, der ses som nr. 11 på Fig. 12, synes at trække to sole. På en nyligt funden ristning fra Askum i Bohuslän optræder to modsatstillede solheste med hjulkors, hvor den ene af disse kan betegne dagens sol og solhest, den anden kunne betegne nattens sol og solhest, der bevæger sig henholdsvis mod højre og mod venstre 17. En sådan tolkning af Langtvedstenens centrale motiv forklarer imidlertid ikke de omgivende motiver, menneskefiguren og de to brede furer. Sidstnævnte kunne måske være agterdelen af et skib, hvor den ene fure markerer rælingslinjen, den anden køllinjen et solskib men dette er dog tvivlsomt, idet vi ikke ved, hvorledes disse furer måtte afsluttes mod venstre, noget mangler jo, og desuden ville det være forventeligt, hvis der var tale om et skib, at såvel rælingslinje og køllinje rejser sig op, også mod højre, som vanligt ved bronzealderens skibsgengivelser, og ikke blot ender fladt. Det kan også være vanskeligt at forstå, hvad menneskefiguren laver til højre for solhesten. Der kunne være tale om en person i en form for rituel dans til ære for solen og solens gang, solens evige cyklus gennem nat og dag, men der kunne også være tale om en gengivelse af den døde eller den dødes sjæl, som ønskes knyttet til solen og solens gang, solhesten, dagens og nattens sol. 49

22 1 2 5 Fig. 14. Udtegninger af svenske tohjulede hestetrukne vogne. 1: Vilfarastenen, Skåne; 2: Kivik-graven, Skåne; 3: Rished, Bohuslän; 4: Disåsen, Bohuslän; 5: Frännarp, Skåne. Efter Marstrander En alternativ tolkning af Langtvedstenens centrale motiv mere rituel, mere jordisk kunne tænkes. De to hjulkors skal så ikke opfattes som solgengivelser, men som gengivelser af firegede hjul. Hest og hjul kunne i så fald tænkes at være en yderst stiliseret afbildning af en hestetrukken tohjulet vogn. Fra svenske ristninger kendes afbildninger af tohjulede vogne. Blandt de kendteste er en vogn på en af gravkammerets heller i den store Kivikgrav i Østskåne. Her står en vognstyrer med tømmerne i hånden på en lille vognkasse. Denne vogn skal som en lignende vognafbildning ved Vilfarahøjen, også Østskåne, dateres til ældre bronzealder. De fleste andre vogne fra svenske og norske helleristninger er afbildet uden vognstyrer, men man kan stadig se en vognstang mellem de to heste, som trækker vognen, og en vognkasse bag vognstangen. Nogle af disse vogne skal formentlig dateres til yngre bronzealder. Tohjulede vogne trukket af heste betegnes gerne

23 som stridsvogne, idet sådanne kendes fra bronzealderen i Middelhavsområdet. Der er næppe tvivl om, at ideen til disse vogne er kommet langt borte fra, men det er dog højst usikkert, om de heroppe har været anvendt som stridsvogne, snarere til brug i ritualer og processioner. Hvis der er tale om en tohjulet (strids)vogn, så står vi overfor den hidtil eneste gengivelse af en sådan fra Danmark. Der er imidlertid det problem med en sådan forståelse af motivet fra Langtvedstenen, at det ikke minder særligt godt om disse tohjulede vogne. Vognstangen og vognkassen mangler, og der er kun én hest eller snarere hestehoved, her direkte forbundet med hjulene. Man kunne hævde, at der er tale om en yderst stiliseret gengivelse af en vogn, hvor hestene og vognen er smeltet sammen. Eller man kunne opfatte hele motivet fra hjulene og opad som vognstangen, der selv ender i et stiliseret hestehoved. I det tilfælde er vognstangen set i et lidt andet perspektiv end hjulene. Menneskefiguren ved siden af kunne i så fald være vognstyreren. Det må indrømmes, at ligheden til en hel vogn, som de kendes afbildet fra Sverige og Norge, ikke virker overbevisende. Der kan peges på endnu en slags vogn, som måske passer bedre til motivet på Langtvedstenen. I det østlige Tyskland og i Polen på hver side af mellem Oder er der fundet en række underlige vogne af bronze, som kun har én aksel med to eller tre hjul. Disse vogne dateres til yngre bronzealder. Fra akslen udgår en slags vognstang, der er ret kort og ender i en åben dølle, beregnet på at optage en stang af træ. Disse underlige miniaturevogne er udsmykket med stiliserede fugle og i nogle tilfælde fuglehoveder med horn på en buet hals. De antages at være brugt i forbindelse med ritualer, hvor man kørte dem frem og tilbage som en lille trillebør uden lad. Svømmefuglen var Mellemeuropas foretrukne solsymbol eller solhjælper, og den synes at have haft samme betydning som hesten eller solhesten i Norden. Ved at udføre ritualer med sådanne vogne ville hjulenes bevægelse symbolisere solens gang samtidig med, at de virkede som hjul, og placeringen af solfugle på vognen understreger en tilknytning til solkulten. Disse mærkelige vogne kunne ses som en slags forenklede solvogne. Er det muligt, at Langtvedstenens motiv kunne være en gengivelse af en sådan vogn, hvor det er et hestehoved, det nordiske solsymbol, der 51

24 Fig. 15: Trehjulet kultvogn fra Oder-Drossen i Nordtyskland. Efter Kossack udsmykker den? I så fald kunne Langtvedstenen give et fingerpeg om, at lignende kultvogne også har eksisteret i Norden, men i en særlig nordisk udgave med hesten som udsmykning. Menneskefiguren kunne være den person, vel præsten, der stod for kørslen med en sådan vogn. Langtvedstenen, sammenfatning, afslutning. Det spændende motiv på den nyfyndne helleristningssten fra Langtved kan således tolkes på lidt forskellige måder. 1: Solhesten, der trækker to sole, en dagsol og en natsol. De to brede furer kunne måske tolkes som en del af et solskib, men dette er højst usikkert. 2: En tohjulet vogn, dog yderst stiliseret, hvor vognstang og de trækkende heste er smeltet sammen. 3: En lille enakslet kultvogn, udsmykket med et hestehoved. Mens løsning 1 kan forstås som en gengivelse af noget mytologisk, noget ikke-faktisk, kan løsning 2 og 3 forstås som en gengivelse af noget faktisk, noget fra den jordiske verden, knyttet til udøvelsen af religionen, til processioner eller ritualer. Løsning 1 refererer til religionens mytologiske side, mens de to andre muligheder refererer til udøvelsen af religionen. Den ærede læser er velkommen til selv at vælge. Jeg vil nok foretrække løsning 1 eller løsning 3. Men om vi væl- 52

25 ger løsning 3, da behøver dette ikke at udelukke løsning 1. Kultgenstande brugt i virkelige ritualer er i visse tilfælde udformet, så de også var en gengivelse af noget fra myternes verden. Solvognen fra Trundholm Mose udgør et glimrende eksempel. Den er såvel en faktisk genstand brugt til udførelse af ritualerne som en gengivelse af forestillingen om, at solen blev trukket over himlen af en hest. Med andre ord kan et billede som Langtvedstenens henvise til såvel det mytologiske som til faktisk eksisterende kultgenstande. Om vi vælger løsning 1, den himmelske løsning, da kunne menneskefiguren ses som et billede af en død eller den dødes sjæl, som i døden søges knyttet til solens evige færd og solhesten. Om vi vælger de øvrige løsninger, kunne personen opfattes som en præst, der står for kørslen med vognen eller kultvognen; men denne kunne jo være en nylig afdød, hvor forhold omkring solens gang var af betydning for den pågældendes sjæl. Udfra hestens og hestehovedets meget stiliserede udformning, der kan sammenlignes med udformningen af stiliserede heste afbildet på bl.a. rageknivene, er en datering til yngre bronzealder ( f.kr.) sandsynlig. I denne periode blev de døde brændt og de dødes knogler nedlagdes i en stenkiste eller i en urne, hvor urnen oftest er omgivet af en stenkiste. Som nævnt ovenfor, er det ikke usandsynligt, at Langtvedstenen var fra en gravhøj, måske i en stenkiste tæt på den døde (en kiste omkring en urne), måske i højens randstenskæde. Hvis stenen var snævert knyttet til den døde og til bedste for den dødes sjæl, er det måske mest sandsynligt, at dens motiver var af nærmest mytologisk art (løsning 1). Hvis stenens billeder har været anbragt på en randsten, mere synlig for de levende, kan den måske forstås som nærmere knyttet til de levendes åbne ritualer (løsning 2 eller 3). Langtvedstenen udgør et væsentligt supplement til de forholdsvis få danske figurristninger, hvor vi her endda står overfor en af de sjældne menneskefigurer. Det kan ofte være vanskeligt at forsøge at læse bronzealderens symbolsprog, hvor motiverne, her i en forenklet form, nærmest er at opfatte som en slags hieroglypher, der kan indeholde flere lidt forskellige men til hinanden knyttede betydninger. Der er næppe tvivl om, at tolkningen af Langtvedstenens spændende motiver også fremover vil give anledning til debat. 53

26 NOTER 1. Glob Glob 1969; Gregersen 1987; Kaul 1987; Kaul 1988; Kaul 1993; Kaul 2000; Milstreu 1995; Pedersen 1992; Pedersen Stenen fra Langtved er fundet på Ryegaard Gods jorder, Rye Sogn, Volborg Herred, Roskilde Amt (tidligere Københavns Amt), Bramsnæs Kommune. Den har Nationalmuseets inv. nr. B De to rageknive fra Rye Sogn med skibsbilleder findes på Nationalmuseet (inv. nr. B 6683 & inv. nr. B 17668; se Kaul 1998 b, cat. nr. 38 & 39). De kan begge dateres til bronzealderens per. V, ca f.kr., den ene skal formentlig placeres tidligt indenfor dette spand. 5. Se f.eks. Kaul 1998 a & Kaul Glob 1969, s. 214 & fig. 71. Stenen findes på Nationalmuseet (inv. nr. B 7911). 7. Glob 1969, s. 213 & fig Metoden udviklet på Tanums Hällristningsmuseum, Bohuslän. Se Milstreu & Prøhl Glob 1969, s & s Kaul 2000; Pedersen 1993; Milstreu Kaul 1999; Kaul Glob 1969, s & Hansen Glob 1969, s & s Menneskefigurer fra Blåholt, Allinge, Engelstrup og Herrestrup er alle afbildet og beskrevet i Glob Det skal, hvad angår Herrestrup-stenen, nævnes, at en fornyet undersøgelse og dokumentation af stenens motiver ved G. Milstreu og F. Kaul i 1998 har medført enkelte ændringer i forhold til Globs opmaling/tolkning som gengivet hos Glob 1969, fig Kaul 1998 b; Kaul 1998 c. 17. Solhestene fra Askum ses her på Fig. 13; se iøvrigt Bengtsson 1997 & Kaul 1998 c. 18. Disse besynderlige vogne kaldes på tysk Deichselwagen. Se f.eks. Maraszek 1997 & Kossack 1999, s

27 LITTERATUR. Bengtsson, L., 1997: Arkeologisk Rapport 3 från Vitlycke Museum, Hällristningar från Askums Socken Bohuslän, Redaktion: Lasse Bengtsson, Tanumshede. Glob, P.V., 1969: Helleristninger i Danmark, Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter Bind VII København. Gregersen, S., 1987: Odsherreds Helleristninger, Lyngby. Hansen, S.I., 1997: The Man in Lundehøj. Adoranten, Årsskrift för Scandinavian Society for Prehistoric Art 1997, Underslös. Kaul, F., 1987: Kultbygning fra bronzealderen med helleristningssten, bautasten og urnegrave. Nationalmuseets Arbejdsmark 1987, København. Kaul, F., 1988: Nogle nye sjællandske helleristningsfund. Adoranten, Årsskriftför Scandinavian Society for Prehistoric Art 1988, Underslös. Kaul, F., 1993: Nogle nye helleristningsfund. Adoranten, Årsskrift 1993 för Scandinavian Society for Prehistoric Art, Underslös. Kaul, F., 1998 a: Bronzealderens både, Billeder på bronzer og sten. Vikingeskibshallen, Roskilde. Kaul, F., 1998 b: Ships on Bronzes. A study in Bronze Age Religion and Iconography. Publications from the National Museum, Studies in Archaeology and History Vol. 3:1 & 3:2, Nationalmuseet, København. Kaul, F., 1998 c: Solhesten på bronzer og på sten. Adoranten, Årsskrift för Scandinavian Society for Prehistoric Art 1998, Underslös. Kaul, F., 1999: I Østen stiger solen op. Skalk nr. 5, 1999, Højbjerg. Kaul, F., 2000: Solsymbolet. Skalk nr. 6, 2000, Højbjerg. Kossack, G., 1999: Religiöses Denken in dinglicher und bildlicher Überlieferung Alteuropas aus der Spätbronze- und frühen Eisenzeit (9.-6. Jahrhundert v. Chr. Geb), Bayerische Akademie der Wissenschaften, Philosophisch-Historische Klasse, Abhandlungen, Neue Folge, Heft 116, München. Maraszek, R., 1997: Kultgerät im mittleren Oderraum. Die Deichselwagen. Gaben an die Götter, Schätze der Bronzezeit Europas, Freie Universität und Museum für Vor- und Urgeschichte, Bestandkataloge Band 4, Alix und Bernhard Hänsel Redaktion, Berlin. Marstrander, S., 1963: Østfolds Jordbruksristninger, Instituttet for Sammenlignende Kulturforskning, Serie B: Skrifter LIII, Oslo. Milstreu, G., 1995: Hjulkors og skibe. Skalk nr. 3, 1995, Højbjerg. Milstreu, G. & Prøhl, H., 1999: Dokumentation och registrering av hällristningar i Tanum, No. 2 Fossum, Tanumshede. 55

28 Müller, S., 1921: Bronzealderens Kunst i Danmark, København. Pedersen, J.Aa.,1992: En gravhøj på Hesbjerg. Gilleleje Museum, Årbog 29, 1992, Gilleleje. Pedersen, J.Aa., 1993: Græsted-stenen. En ny helleristning fra Gilleleje Museums Arbejdsmark. Gilleleje Museum, Årbog 30, 1993, Gilleleje. 56