Møn kulturarvsatlas Karakteristik af hovedtræk natur, landskab, kulturhistorie og arkitektur

Transkript

1 Arbejdsrapport Møn kulturarvsatlas Karakteristik af hovedtræk natur, landskab, kulturhistorie og arkitektur Foreløbigt UDKAST November 2005 KULTURARVSSTYRELSEN

2 KARAKTERISTIK AF MØN KOMMUNES HOVEDTRÆK ARBEJDSRAPPORT foreløbigt udkast af 18. november 2005

3 Naturgrundlagets hovedtræk - afsnit er foreløbigt og illustrationer vil senere bliver tilføjet. Ved Busene Naturgrundlaget på Møn Som for den øvrige del af Danmark er det mønske landskab, som vi ser i dag, i altovervejende grad formet af begivenhederne under og efter sidste istid Weichsel istiden. Tilbagesmeltning samt diverse genfremstød af isen har formet og omformet landskabet på Møn. Under hovedfremstødet og det efterfølgende genfremstød blev afsat en leret moræne over hele øen. Således er jordbunden altovervejende leret, med enkelte områder med enten svær lerjord eller sandblandet lerjord. Dette morænelag ligger ovenpå aflejringer fra tidligere istider, som igen ligger ovenpå de lag af kridt, som blev aflejret for omkring 70 millioner år siden. Tykkelsen af de kvartære lag varierer således, at kridtet nogle steder ligger ganske tæt ved jordoverfladen. På den østligste del af Møn kan kridtaflejringerne erkendes i jordoverfladen på dyrkede marker og overdrev. Som følge heraf findes her områder, hvor jordbunden er rig på kalk (Nørrevang, 1967). Området øst for Borre Sømose rejser sig fra 0 m.o.h. ved Sømosen og op til en højde på 143 m.o.h. på det højeste punkt ved Aborrebjerg, for at ende ved klinten, der overordnet når en højde på omkring 100 meter.

4 Deformationen af kridtundergrunden fandt sted under sidste istid i forbindelse med det Ungbaltiske isfremstød. En istunge, som lå i Hjelm Bugt, påvirkede kridtundergrunden her så kraftigt, at store flager af kridt blev presset op og "stablet" som dominobrikker i skråtstående stilling. Ryggene af disse foldninger strækker sig ind i landet og er med til at give det bagvedliggende landskab dets bakkede terræn. Det er ofte i forbindelse med ryggene på disse foldninger, at kridtet ligger så nær jordoverfladen, at det er synligt. Som følge af erosion er jordbunden i dalsænkningerne imellem de opskudte kridtflager hyppigst ganske lerholdig, og jordprofilet tykt. Efter det første isfremstød blev den nordlige del af klinteområdet påvirket af endnu et isfremstød fra stik øst. Her er foldningerne således knap så markante som i den sydlige del af klinteområdet (Nørrevang, 1967). Foldningerne i kridtflagerne samt formen af det bagvedliggende landskab kan deles op i tre zoner: Fra fyret i syd og op til Maglevandsfald hælder de opskudte kridtflager kraftigt imod syd. I det bagvedliggende landskab findes et kompleks af bakkerygge, som ligger i en stor konkav bueform, der krummer sammen mod syd. Disse krumme bakkerygge strækker sig vest over til omkring Mandemarke. Omkring Dronningestolen ligger kridtflagerne stablet ovenpå hinanden. Fra denne del af klinten strækker en kuperet bakkeryg sig ind i det bagvedliggende landskab mod nordvest. Fra Vitmunds Nakke og til Slotsgavlene i nord danner foldningerne i de opskudte kridtflager ved Klinten et komplekst mønster uden overordnet orientering. Det bagvedliggende landskab består af en række bakkerygge, der tilsammen danner en bueform, som strækker sig ind i landet til omkring Aborre Sø og Huno Sø (Damholt, 2002). Formen af det østmønske landskab er ikke kun betinget af de opskudte kridtflager. Et større sammenhængende randmorænestrøg ligger langs nord-, øst- og sydkysten af Østmøn. Dog trukket omkring 1 km ind i landet ved den sydlige kyst. Imod vest følger grænsen for randmorænestrøget en linie, som løber fra Brunshoved ved nordkysten, ind til Magleby og herfra vestover til Busemarke Sandlodder. Topografien på Østmøn er således en kombination af de opskudte kridtflager og randmorænestrøg. Sammenholdes koteforløb med kort fra DJF i 1: over forekomst af lavbundsjorde, er det nærliggende at antage, at den nordlige del af randmorænestrøget er delvist påvirket af dødis. Vest for Borre Sømose er landskabet mindre dramatisk. I den største del af området er terrænet jævnt og består af en leret moræne. Lige vest for Sømosen ligger imidlertid to mindre randmorænestrøg, som tilsammen danner et højereliggende område, hvor terrænet er mere kuperet. Området ligger i en højde over havet på omkring meter. Dette område strækker sig fra Bushøj syd for Søndre Landevej i syd og til Nordfelts jorder i nord, mens det strækker sig fra Hjertebjerg i vest til Nørre og Sønder Vestud i øst. Ud fra samme overvejelser, som beskrevet ovenfor, har området, især i den nordlige del, karakter af dødislandskab. Møn ligger nord for den akse, som Danmark tipper omkring. D.v.s. at øen ligger i et område, hvor landet relativt har hævet sig et sted mellem 0 og 1 meter siden Littorinahavets maximum (Vejre et al., 1999). Borre Sømose, Busemarke Mose/Råby Sø og Maglemose er alle områder, der ligger lavt i terrænet med forbindelse til kysten. Det er således nærliggende at antage, at der er tale om hævet havbund. Jordbunden på disse tre lokaliteter udgøres af humusholdige ferskvandsaflejringer. Borre

5 Sømose og Busemarke Mose/Råby Sø adskilles kun af en smal stribe højereliggende lerblandet sandjord. Dannelseshistorien bag Ulvshale, som strækker sig fra Hegnede bakke og nordvest over, adskiller sig markant fra den øvrige del af Møn. Jordbunden består her af marine aflejringer, og er således skabt i perioden efter sidste istid. Det materiale, som aflejres her, transporteres til området langs øens nordkyst fra Møns Klint. Der er blandt andet tale om kugleflint fra klinten, der aflejres som strandvolde. De ældste strandvolde findes nær Hegnede bakke og de yngste på den nordligste del af Ulvshale. De ældste strandvolde, nær Hegnede Bakke eroderes af havet, mens der lægges til de yngste strandvolde i den nordlige del. Herved bliver den inderste del af Ulvshale betydeligt smallere end den yderste, hvilket giver området den form, som karakteriserer et fed. Strandvoldene er ganske markante i området, og flinten er kun overlejret af et tyndt lag jord. Den nordlige del samt sydsiden af Ulvshale udgøres af store strandenge og tagrørsdominerede områder. Havområdet omkring Ulvshale og Nyord er lavvandet kun afbrudt af de områder, hvor strømmen skaber passager. Imellem Ulvshale og strandengene ved Nyord findes en sådan strømrende (Nørrevang, 1969). Nyord er en lille morænebakke på ca. 1,4 km 2, som ligger nordvest for Ulvshale. Medregnes strandengene på øens østlige side udgør selve øen kun 2/3 af det samlede areal. Strandengsområdet når nogle steder en højde af 1 m.o.h, hvilket også gør sig gældende for strandengene ved Ulvshale. Det må antages, at den relative landhævning har haft betydning for dannelsen af disse områder. Tilsammen udgør strandengene omkring Ulvshale og Nyord det største sammenhængende strandengsområde i Østdanmark. Sammenholdes et nutidigt 4-cm kort over området med et historisk kort fra omkring 1888, fremgår det, at naturgrundlaget i området er ændret som følge af antropogen påvirkning. På det historiske kort gennemskæres strandengene af brede vandløb, åer og småsøer. Disse vandforekomster er på 4- cm kortet blevet erstattet af gravede kanaler, som ligger i en velorganiseret stjerneform. Hertil kommer, at der er blevet etableret en dæmning fra Ulvshale til Nyord Enge i 1968 (Kampp, 1979). Som følge af de ændringer i strømforholdene, som denne dæmning har medført, antages det, at dens anlæggelse er årsagen til den øgede udstrækning af strandengsarealerne, som kan iagttages ved at sammenholde kortmateriale fra 1941 med et nutidigt 4-cm kort. Strandengsarealet er vokset både i vestlig og østlig retning.

6 De landskabelige hovedtræk Teksten er lånt fra Landskabsanalyse, udarbejdet for Pilotprojekt Nationalpark Møn, og tjener som foreløbig redegørelse. Det mønske landskab i dag Kulturhistorisk er det mønske landskab præget dels af begivenhederne i forbindelse med krongodssalget, og de godser, der opstod som følge heraf, dels af begivenhederne i forbindelse med landboreformerne omkring Disse begivenheder samt udviklingen i årene efter har betydet, at det mønske landskab i dag er præget dels af landbrug dels herregårdslandskabet. Variationen i naturgrundlaget har betinget en vis grad af variation i denne arealanvendelse. På Høje Møn - Klinten og det bagvedliggende landskab - samt på Ulvshale og Nyord er denne naturbetingede variation særlig markant. Som beskrevet under hovedtræk for naturgrundlaget er Høje Møn formet af de opskubbede kridtflager, hvorved dramatiske terrænforhold er skabt. Områdets højeste punkt ligger 143 m.o.h., og skrænter med markante hældninger er hyppigt forekommende. Disse forhold har betinget, at området domineres af ekstensivt udnyttede arealer som skov og overdrev med lang kontinuitet. Området indeholder således store naturkvalitetsmæssige værdier. Som kontrast til det kuperede og varierede landskab afgrænses denne del af Møn af Østersøen imod syd og øst, og da området ligger højt i terræn findes vide udsigter over havet. Selve Klinten danner den østligste grænse ud mod Østersøen. Den rejser sig 100 meter lodret op fra strandkanten. I den sydlige del af Høje Møn ligger Klintholm gods. Jorden til Klintholm domineres af lange sammenhængende forløb af stendiger og en markant lindetræsallé. Størstedelen af ejerlavet til Klintholm gods udgøres af skovbevoksede arealer. Vest for Høje Møn domineres landskabet af landbrugsmæssig drift. Variation i naturgrundlaget betinger dog en vis grad af variation. Landskabet omkring landsbyen Sømarke, som ligger mellem Høje Møn og Borre lavningen i vest, består af et bakket randmoræneområde domineret af landbrug. På vestsiden skråner dette randmorænestrøg jævnt ned mod Borre Sømose, som strækker sig fra nordkysten af øen og omkring 4,5 km ind i landet imod syd, således at Møn tilnærmelsesvis deles over af denne lavning. Borre Sømose, som oprindeligt er hævet havbund, er drænet og opdyrket lavbundsareal. På vestsiden af Borre Sømose hæver terrænet sig atter op til en højde på omkring 50 m.o.h. mod endnu et bakket randmorænestrøg. Fra begge dalskråninger er lange udsigter over Sømosen til den modsat liggende dalside.

7 Det bakkede randmoræneområde med spredte gårde strækker sig mod vest, hvor det går over i en mere jævn landbrugsflade, som strækker sig til Stege Bugt i vest. Ved nordkysten af denne del af Møn ligger Nordfeld gods. Dette kystnære herregårdslandskab er domineret af lange sammenhængende hegnsforløb, som inddeler landskabet i store lukkede landskabsrum. Langs sydkysten strækker sig et lavbundsområde med dels rørskov dels drænede ekstensivt udnyttede arealer. Dette område suppleres af et jordbygningspåvirket område, der ligger lige nord herfor. Fra det nordvestligste hjørne af moræneaflejringerne, som udgør øen Møn, strækker sig et marint forland bestående af strandvoldssystemer af flint fra Klinten. Arealanvendelsen af dette område udgøres af græssede strandenge og gammel græsningsskov. Øen Nyord, som ligger nordvest for Ulvshale, består dels af strandengsarealer dels af en opdyrket moræneflade. Gårde og huse ligger samlet i landsbyen omkring snævre og bugtede stræder, som i tiden før udskiftningen. Den tidligere lodsaktivitet samt fiskeriet gør at tilknytningen til havet er særlig tydelig på Nyord. En nærmere beskrivelse af Farø/Bogø og det vestmønske landskab vil her blive tilføjet. Efterfølgende er noter. Udsigt til Fanefjord. Naturhavne: Skillingebæks Bugt. Noret. Fanefjord indsø. Kugleflintudvinding ved Ulvshale, marint forland med materialetilførsel fra Klinten, Hårbølle også strandvoldssystemer med materialetilførsel fra Klinten.

8 Målerhøj. Landskabelige kontraster, kulturen accentuerer naturen: I anlægget af kirkerne, og før dem gravhøjene, forstod mennesket at udnytte de terrænmæssige forhold til høj beliggenhed for de rituelle steder. I det i øvrigt ret flade landskab mellem Hårbølle og Vindebæk ligger den vældige Målerhøj som en meget markant, græsklædt bakke med gravhøj på toppen. Og området med Kong Asgers Høj står i kontrast til Kostervigs flade terræn. I dette område ligger også den høje bakkeformation, Borren, der har etymologisk nært slægtskab med Borre på Østmøn. I begge tilfælde henviser navnet til en borg og er eksempler på forsvarsmæssig udnyttelse af terrænet.

9 De kulturhistoriske hovedtræk Afsnittet er foreløbigt og delafsnit vil blive tilføjet senere. Høj ved Sømarke. Fra Møn kommune er der kendskab til små 1500 fortidsminder, der gennem tiderne er blevet indregistreret i det centrale register for fortidsminder. Af disse er omkring 1100 stedfæstede 979 på Møn og 100 på Bogø og Farø. Men et stort antal fortidsminder venter endnu på at blive registreret. Det drejer sig om private samlinger, både hos lokale amatørarkæologer og hos sommerhusbrugerne. Fortidsmindefund på Møn og Bogø.

10 En ting der særligt karakteriserer fortidsminderne i Møn kommune, er de mange gravhøje. Godt 800 stk. kendes der fra hele kommunen. Hovedparten af disse er udaterede, men 126 er dysser og jættestuer fra Yngre Stenalder ( f.kr.). Generelt er tilstanden af gravhøjene temmelig dårlig. Det er et træk der går igen for Danmark som helhed. Gravhøje blev på Møn og Bogø første gang samlet registreret i 1880, og siden dengang er 90-95% forsvundet, dvs. overpløjet eller fjernet. Men der er siden 1970 erne gjort en aktiv indsats for at bevare storstensgravene, og det er bl.a. resulteret i flere flotte restaureringer af jættestuer på Møn, bl.a. Klekkende-høj. Restaureringerne viste, at der var et særligt arkitektonisk træk ved flere af de mønske jættestuer, nemlig at selve gravkamrene var sålformede. Stenalder Bebyggelsesbilledet på Møn gennem forhistorien bærer præg af at vandet hele tiden er tæt på. I ældre stenalder ( f.kr.) findes bopladserne ved de tidligere kyststrækninger, ofte områder, der i dag - som følge af at Møn har hævet sig siden istiden - ligger længere indlands eller i dag er inddæmmede: Koster Vig, Maglemosen, Oddermosen, Busemarke Mose og Borre Sømose, foruden naturligvis selve Noret. Yngre Stenalders bebyggelse kendes ligeledes fra kystegnene, men også fra de indre egne i form af gravhøje. Enkelte formodede stenalderbygder kan udskilles, bl.a. ved Marienborg og ved Røddinge. Hovedparten af de registrerede gravhøje må formodes at være fra Ældre Bronzealder. De findes koncentrerede flere steder, bl.a. ved Hårbølle og Frenderup. Da de første landbrug begynder at vise sig på Møn (3900 f.kr.) rykker bebyggelsen naturligt indlands til den gode landbrugsjord. Landet var dækket af skov, så de mange slebne økser, der stadig kan findes på markerne, var ikke kun til pynt. Således optræder i slutningen af jægerstenalderen de såkaldte Møn-økser, der er en særlig type skiveøkser af flint, med en bred udsvunget æg, og disse økser kan beskrives som endnu et egnskarakteristika for Møn. Gravhøje på Møn og Bogø.

11 Bronzealder, jernalder og vikingetid Fundene fra bronzealder ( f.kr.) og jernalder/vikingetid (500 f.kr e.kr.) drejer sig især om løsfundne oldsager fra grave. Bronzealderfundene stammer hovedsageligt fra de overpløjede gravhøje. Og udbredelsen af fund fra disse to perioder viser, at det drejer sig om levn fra jordbrugere; de indre dele af landet er også taget i brug. Områder med koncentration af forhistoriske kulturmiljøer

12 Middelalder samt perioden ca Der er to middelalderlige bykerner på Møn: Stege og Borre. De middelalderlige ( e.kr.) arkæologiske vidnesbyrd stammer hovedsageligt fra Stege. Købstaden nævnes første gang 1268, hvor byen får sine privilegier. Kirken er opført før dette tidspunkt, omkring e.kr. Borre, den anden købstad fra Møn med middelalderlig bykerne, nævnes første gang omkring Borre kirke menes dog at være opført omkring Af andre vigtige steder fra middelalderen skal nævnes kirkerne i Elmelunde, Keldby og Fanefjord, der alle er udsmykket af Elmelunde-mesteren. Denne koncentration af kalkmalerier af samme mester er egnsspecifik. Steges sildefiskeri Sildefiskeriet i middelalderen gav rigdom til Stege. Grundstørrelserne i Stege og fordelingen af grundene er særligt udtryk for den velstand som sildefiskeriet bragte med til Stege. Det er karakteristisk, at myten om Steges velstand holdes ved lige i symboler på kilden = silden som i det gamle herredsvåben og i nutidig bevidsthed for befolkningen på hele Møn f.eks. materialiseret i turismetiltag som silderuten. Øresunds sydlige del med Skanør og Møn.

13 Von Plessens hærgen Von Plessen og bonde. I 1685 blev den kongelige hestegarde indkvarteret på Møn. Hestegarden bestod af ca. 450 mand med tilhørende familier - under ledelse af gardens chef, oberst Samuel Christopher von Plessen ( ). De mønske bøndergårde skulle nu finansiere hestegardens forplejning. Øens bedste græsarealer blev udlagt til græsning for gardens heste. Områderne kaldtes kobler, og ses endnu i mønske stednavne fx Hjelm Kobbel. Under Plessens regimente blev mønboerne ekstremt forarmet. Von Plessen forlangte meget kørsel og hoveri - ikke mindst til opførelsen af sit eget sæde, Nygaard. Til garderne opførte bønderne tillige 395 huse. I igangsatte Christian den 5. en undersøgelse af de mønske forhold. Hestegarden blev forflyttet, og von Plessen fik et kongeligt embede i udlandet. Da garden forlod Møn, modtog kongen mange klagebreve over von Plessen. Klagerne handlede om voldsomme gardister, fæstebønder der blev sat af gården, meget høje afgifter samt ulovligt hoveri og kørsel. Der var alvorlige problemer med at skaffe mad til mennesker og dyr. Også fra garderne indløb der klager over dårlige forplejningsforhold og hårdhændet behandling. Von Plessen havde gjort lynkarriere hos Christian d.5. I 1689 blev han uventet general løjtnant og inspektør for ryttergodset, og i 1693 hædredes han med Dannebrogsordnen det hvide ridderkors. Von Plessen stod på god fod med kongen. Ved Christian d. 5.s død i 1699 blev sagen mod von Plessen genoptaget. Von Plessen blev idømt husarrast i eget palæ i København, hvor han døde i førend der blev afsagt dom over hans barske hærgen. Det særlige egnsspecifikke er, at von Plessen forarmede Møns befolkning i en sådan grad, at det tog flere generationer før Møn fik samme levevilkår igen. Von Plessen brugte Mølleporten som fængsel for opsætsige bønder.

14 Perioden ca ( Udskiftningstid ) Mindesten over H.H.Barfod. Krongodssalg Chr.7 solgte ud af krongodset for at få penge men også for at imødekomme bøndernes ønsker om at få selveje. På Møn fik salget til resultat, at der dannedes godser uden bygninger. Det var nr. 2 og 3 i de søndre sogne Tostrup, Svensmarke, Keldbylille, Raabylille og Pollerup og gods nr. 4 i Fanefjord. Juristen og forvalteren Hans Hermann Barfod kaldet Møns Engel hjalp bønderne til selveje i H.H. Barfod styrede godserne til sin død i Mindestenen er rejst i 1919 af arvinger i 5.te led på gods nr. 3. Godser med bygninger var Marienborg, Nordfelt og Klintholm.

15 Fanefjord Skov Bønderne i Fanefjord sogn fik tillagt gården anpart i godsets skov. Det ses her i skødet for Brøndegården mtr.nr. 18 i Hårbølle. Fællesskoven er et egnsspecifikt særtræk opstået ud fra godsstrukturen på Møn. Bønderne i Fanefjord sogn ejer Fanefjord Skovpavillon. Kulturpræget viser sig i bøndernes forvaltning af skovpavillonen, som blev forpagtet ud. Bønderne bruger fortsat skovpavillonen. Ca i dag ( Industrisamfundet ) Mindeblade fra en Udflugt til Møens Klint i Aaret 1845, Udsigt til guldalderen omtale af Møns Klints særstilling. Turisme til Møns Klint Møns Klint er en geografisk lokalitet særlig for Møn som i sammenhæng med befolkningens brug af Møns Klint bliver et egnsspecifikt træk. Det er ikke kun lokalbefolkningen, men regionalt og nationalt og internationalt at Møns Klint bliver et udflugtsmål og indgår i social sammenhæng. Dette kulturpræg er sammen med kalkmalerierne og Nyord Møns kendteste egnsspecifikke træk i dag. Kulturpræget vedr. Møns Klints særstilling holdes f.eks. ved lige på programfolder for særudstillingen Udsigt til guldalderen 2005 ved Storstrøms Kunstmuseum.

16 Planer for ny anvendelse af området omkring Sukkerfabrikken og havn. Landbrugsrelateret industri Det er særligt for industriens gennemslagskraft på Møn, at kulturpræget kommer fra den landbrugsrelaterede industri. Det er sukkerfabrikken i Lendemarke, og virksomheder som mejerier, ægpakkerier, tørmælksfabrik og småkager. Det egnsspecifikke præg har fået betydning for erhvervsudvikling, befolkningens levevilkår og dagligdag og økonomi.

17 Kort over dyrkningsforhold Møn Kulturlandskab Det er karakteristisk, at Møn var præget af skovbrug og landbrug her set på fordelingen af dyrkningsemner på dyrkningssystemet i Landskabet ændres undervejs ved menneskers indgriben. Det kan ses over tid i forandringen af landskabet som ved inddæmning og afvikling af dyrkede arealer som skov og ager til fordel for udlægning til anden brug. Et eksempel på inddæmmet landskab på Møn er Koster Vig. Eksempel på det rekreative landskab er Ulvshale. Kulturlandskabet på Møn er under omdannelse fra at være erhvervsrelateret til at blive anvendt til rekreative formål. Smedjens vartegn vindfløjen med fire emner i Møns Klint, Liselund, Sommerspiret og Mølleporten symboliserer vartegn for Møn. Erhverv Egnspecifik eksempel inden for Møn Kommune som har gennemgået udvikling og afvikling er øen Nyord. Nyord fremhæves tidligt i kulturhistorien som et reliktsamfund som i forhold til det omgivende samfund er båret af tradition frem for forandring. I dag ser vi traditionen vist i Nyords veje og stræder som har præg af middelalderlig landsbystruktur. Det er et egnsspecifikt træk inden for Nyord, som ikke findes på Møn.

18 Befolkningstal Møn Møn og Nyord, Bogø, Farø, Lindholm i dag Det er alment at der var befolkningstilvækst i hele landet fra 1800 til Det er særligt, at befolkningstallet stort set er konstant i 2.halvdel af 1900 op til i dag i forhold til afvikling af traditionelle erhverv i et landdistriktsområde. I dag er det karakteristisk, at fordelingen i forhold til aldre viser et billede med flere ældre og færre yngre en såkaldt timeglasfordeling. I 2004 var gennemsnitsalderen i Møn Kommune ifølge antropolog Jan Kanne Petersen under Pilotprojekt Nationalpark Møn 55 år. Bevidsthed Det er den traditionsbærende bonde som står for traditionens videreførelse inden for bondesamfundets skikke. Med traditionsbærende menes også evne og vilje til at lade resurserne blive præget af forandringer. Skolen har som kulturbærende institution været med til at påvirke bondesamfundet til, at bondesamfundet kunne føres ind i og ændres til industrisamfund. Uddannelse har været med til at uddanne og socialisere børn og unge til at påtage sig andre erhverv og andre tænkemåder over bondesamfund til industri- og vidensamfund. Det har været muligt for det mønske samfund at optage og acceptere tankemåder fra tilflyttere ligesom der i dag er tegn på den mønske befolkning optager træk af globaliseringstendenser. Det er navnlig adskillelsen mellem hjem og arbejde som set over flere hundrede år er forskelligt fra bondesamfundets erhvervs- og boligstruktur.

19 Arkitektoniske hovedtræk Afsnittet er foreløbigt og delafsnit vil blive tilføjet senere. Farøbroerne Den overordnede infrastruktur Møn via Farø, Bogø - ligger som hængslet på motorvejen. Det store bygningsanlæg, som Farøbroerne med opkørselsramper udgør, dominerer aldeles Farø, ligesom broanlægget tydeligt ses fra Bogø, hvis terræn og andet ikke forhindrer det. Dronning Alexandrines bro, Møns egen fastlandsforbindelse, dukker tilsvarende op i horisonten i flere kig, når man færdes på Vestmøn og Nyord. Vejforbindelsen på langs af kommunen øst/vest - er den primære. I vest er den splittet i to med hovedvej 59 fra Kalvehave via Dronning Alexandrines bro og amtsvej 287 fra Farø, via Bogø, til Møn. De to veje mødes ved lokaliteten De hvide Sten og fortsætter gennem Stege, Keldby, Hjertebjerg Elmelunde, Borre og Magleby til Klinten i øst. Det overordnede vejnet og broer. Disse store veje strukturerer øen i et på den ene side af og på den anden i næsten lige så høj grad som de naturskabte elementer: havneløbet, Noret, Borre Sømose, m.v.

20 De dominerende bygningsanlæg De dominerende bygningsanlæg i landskabet er kirkerne og de store fabriksanlæg, særligt siloerne. To kirker ligger har særlig beliggenhed og dukker op i landskabet igen og igen: Elmelunde kirke og Fanefjord kirke. Deres beliggenhed udgør to modsætninger: Fanefjord er fritliggende i landskabet, Elmelunde indgår landsbybebyggelsen. Men de har topografien med sig og ligger højt i landskabet. Siloen og kirken i Borre udgør lokale landemærker i det flade landskab nord og syd for byen. Både kirke og silo ligger på et lokalt højdepunkt: Kirken ligger som på en ø midt i det inddæmmede område, mens siloen ligger på noget man kunne beskrive som et næs, der stikker ud i det lave område fra sydøst. Også i Stege/Lendemarke dominerer siloer og kirketårn bebyggelsen. Sukkerfabrikkens to store siloer har selskab af et par skorstene, ligesom en fabriksskorsten i Lendemarkes sydlige del (fabrik???) markerer sig i byprofilet. Udsigt til Borre med kirke og silo.

21 Bogø Fyr. Industrianlæg. Siloer. Herregårde/store gårde. Møller. Fyr. uddybes senere.

22 Byen Byen og landskabet Når man beskriver byens møde med landskabet er det nærliggende at betragte Stege og Lendemarke som et hele, selvom det kulturhistorisk set er to. De udgør et samlet område med høj bymæssighed og den ene bydels dominerende bygninger spiller sammen med den andens, når man bevæger sig rundt i bybilledet.

23 Byskiltet står da også på vestsiden af Lendemarke og signalerer, at nu begynder byen. Den landskabelige karakter underbygger ligeledes foreningen: en bakke umiddelbart vest for bygrænsen afgrænser bybebyggelsen. Fra bakken får man et godt overblik over byen, der ligger for foden, dybt i landskabet: Forrest i billedet plejehjemmet, der udgør den ydre grænse for bybebyggelsen; de lange bygninger står næsten som en bymur og holder byen inde. Dernæst Lendemarke, hvor de små villaer danner forgrund for Sukkerfabrikkens vældige bygningskompleks. Længst tilbage i baggrunden Stege kirkes massive tårn og bygningsryg, der hviler over bymidten. I øst afgrænses Stege af en større villa vinkelret på vejen og af de øvrige villahavers præcist klippede hække - både syd og nord for vejen. Boligbebyggelsen Noret opleves derfor beliggende udenfor byen. Fra nord glider enge og marker lige så stille over i industrikvarter og boligområde. Det flade land udgør ikke en landskabeligt afgrænsende faktor. Boligkvarteret er ikke umiddelbart synligt fra vejen, men skjult bag et højt, levende hegn. Området har forstadskarakter. Den mest præcise afgrænsning af byen opleves i syd, hvor Noret udgør et naturligt og forholdsvis brat ophør for bebyggelse. Byen vender bagsiden til Noret i modsætning til relationen til havneindløbet, hvor byen præsenterer sig med strandvejsvillaer og Storegade. Byen og havnen Storegade møder havnen med flere fint udsmykkede bygninger i klassicistisk formsprog. Et par af dem er gule, f.eks. Hages Gård og turistinformationen; andre er rosa. Men bygningerne bindes sammen af de hvidmalede, dekorativt udformede gesimser og bånd, der giver et delikat førsthåndsindtryk af byen, når man ankommer vestfra.

24 Havnen har forskellige karakter på hver side af brofæstet: Mod syd en praktisk betonet side med rutebiler, supermarked/boliger, et lille værft og privat virksomhed i nær kontakt til bolværket. Mod nord en mere åben og rekreativ side med lystbådehavn, cabarethotel, hospital og en stribe strandvejsvillaer. Husfacaderne trækker sig tilbage fra kystlinjen og lader et stort område frit til promenade, parkering og den efterfølgende lystbådehavn. Begge sider har her og der en lidt slidt og rodet karakter: Værftsområdet er råt i udtrykket med ukrudt gennem asfalten og nedslidte bygninger man overvejer om stedet er lukket, men færgen er på bedding, så i brug er det. På nordsiden titter byens bagside frem med mure, skilte og master og danner en rodet forgrund for kigget op til kirken. De nyplantede træers kroner vil med tiden samle indtrykket - om sommeren.

25 Og måske er det godt, at det ikke er så alt for pænt de nette, pudsede facader, som før blev omtalt, holder jo fint på formerne. Ida på bedding.

26 Lendemarkesiden har samme tvedelte karakter med tømmerhandelen i solide røde sten med stor forplads ved kajen på nordsiden af brofæstet. Og små, lette træbygninger på sydsiden til fiskere og sejlere. En cafe er fint tilpasset det uhøjtidelige miljø. Denne kajside er meget stemningsfuld og de bagvedliggende store bygninger med supermarkeder udgør et vældigt spring i skala. Som altdominerende baggrund står Sukkerfabrikkens vældige bygninger og siloer.

27 Byen og Noret Mens havneløbet nord for byen har karakter af et større farvand, opleves Noret i højere grad som en stor sø, sydøst for byen. Man kan ubesværet se fra Stege over til den anden side, og bygninger på den modsatte bred fanger blikket blandt andet en korn- eller gyllesilo. Samme forhold er der den anden vej med flot udsyn til byens skyline, med kirken, skorstene og Sukkerfabrikkens siloer som vartegn og fixpunkter i kigget henover vandet. Vandspejlet ligger som en smuk forgrund for byen, deres domineres af røde tegltage, der står i farvekontrast til Volden frodige beplantning. Og Lendemarke er overraskende grøn.

28 Stege og kirken Ved ankomsten til Stege ligger kirken massiv og stor over byen. Den er enkelt detaljeret med præcise former og med striber af sandsten. Den opleves næsten som var den i en anden, større skala set i relation til de omkringliggende pyntelige købstadshuse med fine, hvidpudsede detaljer. Disse detaljer tilføjer bygningerne en kniplingsfin lethed, der står i kontrast til den store kirke, som danner en solid ryg ovenover. Flere steder danner kirken fixpunkt for kigget: ved Sdr. Kirkestræde, Langgade og Torvet. Kirken er en udpræget bykirke, pakket til med bebyggelse tæt på, næsten hele vejen rundt. Nogle steder adskiller en mur eller hæk kirkepladsen fra husene, andre steder står husene i stedet for

29 kirkemuren. Kirkepladsen opleves derfor som endnu et pladsrum i byens bebyggelse, selv om kirkemassivet ikke tillader, at den overskues i et hele.

30 Volden Afsnittet er under udarbejdelse

31 Byens bebyggelsesmønster Steges gadenet Det overordnede gadenet i Stege by, Storegade med sidegaderne Langgade og Rådhusgade, står ridset meget præcist op ved at have en sammenhængende randbebyggelse, der danner et fast og

32 lukket greb om gaderummet. Det giver et klart byrum og urban karakter, trods den lille provinsskala bygningsmæssigt. Det faste greb om gaden løsnes på den sidste tredjedel af Langgade og Rådhusgade, og bebyggelsen bliver fritliggende villaer og sygehus. Denne løsagtighed holdes til gengæld på plads af volden, som ved sin krumning sydøst over trækker villaerne med sig, så husrækken i Møllebrøndsstræde bliver ganske kort og allerede knap midtvejs løsnes op og bliver til småvillaer. Det overordnede vejnet underdeles af stræder, stier og endda en rende (Peblingerenden) - den sekundære karakter afspejles i suffikserne. Storegade. Kirkepladsen opleves som en udsparring inde i bebyggelsen bag Torvet i højere grad end en udposning på vejforløbet Langgade/Sønder Kirkestræde: Kirkemuren lukker sig om kirke og omkringliggende plads og trafikken ledes i stedet ad stræderne udenom, rundt om kirkemuren.

33 Matrikuleringen Et andet karakteristika for byen er de smalle og lange matrikler, der falder ned mod vandet. Fra Storegade og ned mod Noret i syd og fra Langgade ned mod Stege Bugt i vest. De giver ganske korte facadelængder, som bygningerne kompenserer for ved at have side- og baghuse.

34 Stier deler de lange matrikler i to, men de langsgående skel fortsætter i samme flugt på hver side af det opdelende stræde. Nørresti

35 Opfatter man hovedhus, sidehus og baghus under ét, er forbindelsen ned til vandet visuelt uhindret for den sydlige udmatrikulering, bortset fra nogle småskure og haver. Men i vest skyder nogle huse sig ind foran og hindrer flere steder det direkte udblik til vandet. De langsgående sideskel genfindes, selvom der er sammenlægninger af grunde, men disse nyere huse er simpelthen bygget i den frastykkede, fjerneste ende af de oprindelige, lange matrikler - med god beliggenhed som Steges Langelinie. Bebyggelsen ud til stræderne der langs de lange matrikler i byens nordlige del udgør en underdeling på tværs af de yderste lange matrikler, ligesom de lange matrikler underdeles på tværs hvor randbebyggelsen møder villaerne før volden. Her udgør Hagesvej og Sofievej en yngre tværgående struktur ligesom Skolegade, der dog er af ældre dato, hvilket den sammenhængende randbebyggelse på nordsiden af vejen vidner om. Udenfor volden Afsnittet er under udarbejdelse Voldens form genspejlet i tangentgaden. Falck. Skorsten. Etagebyggeri. Villaer. Parcelhuse, velhaverboliger, kolonihaver, de gamle landhuse?

36 Lendemarke Afsnittet er under udarbejdelse Tømmerhandlens åbne areal og området med dagligvarebutikker danner en pause mellem Stege by og Lendemarkes tætte hovedgade. Bydelen er stærkt domineret af Sukkerfabrikkens store massiv af høje rødstensbygninger. De står i stor kontrast til den omkringliggende bebyggelse af lave, små villaer og arbejderboliger. Efter et grønt område på venstre hånd går indfaldsvejen fra nordvest ind gennem bydelen med småvillaer på begge sider. Husene ligger ganske tæt på vejflugten og gaderummet er sluttet. Fabriksgade. Fabriksområdet på den ene side og boligområdet på den anden. Tvedelt hovedgade: forretningsstrøg i syddel. De små snørklede stræder med småvillaer. Forholdet til vandet.

37 Steges torve- og pladsdannelser En mindre pladsdannelse med et træ og fine facader omkring tager imod, når man ankommer fra broen fra Lendemarke. Pladsen er en udvidelse af gaden, og gade og plads danner tilsammen en tragt, der trækker opmærksomheden op i Storegade. Storegade skifter gentagne gange retning, vækker nysgerrighed og leder videre. Gaderummet er overskueligt. Først ved Torvet er der fuldt overblik - helt til Faktas bygninger længst mod øst, som danner en fjern afslutning for Torvet. Torvet udgør en trekantform på Storegades forløb: Storegades nordside går om hjørnet, og udgør en kort facaderække mellem Torvestræde og Farverstræde. Herved udvides rummet - mens sydsiden blot er en let krummende fortsættelse af Storegades facaderække. Midt på Torvet står en moderne, kubisk pavillon i glas. Den lille bygning danner et neutralt element, som lader de fine facader omkring Torvet komme til sin ret: den store gule Kammerrådsgård med empireportal, den hvide, statelige bankbygning, politigården i det gamle rådhus og overfor apoteket.

38 Torvet Torvet snævres sagte ind igen, jo længere mod øst man kommer. Længst mod øst, foran Fakta, opstår endnu en mindre pladsdannelse, Gåsetorvet, ved retningsskiftet op mod Mølleporten. Dette pladsrum er ganske pragmatisk udnyttet til parkering. Gåsetorvet oppe for enden af Storegade.

39 Baggårde Afsnittet er under udarbejdelse Gode eksempler. Kammerrådsgården Støberiet. Luffes gård

40

41 Hovedtræk i landsbybebyggelsen Hovedvejsbyerne Et fællestræk for byerne langs hovedvejene er, at vejen opdeler byen ved sin bredde og trafik. Et særtræk for Møn er landevejsbyerne. Fra Stege og østpå, ad Klintevejen, ligger landsbyerne en efter en: Keldby, Hjertebjerg, Elmelunde, Borre, Magleby. Og fra Stege og nordvestpå: Tjørnemarke, Koster. Fra Bogødæmningen og mod Stege, ad hovedvej 287, går vejen først gennem bebyggelse ved Damsholte og derefter Neble eller Æblenæs, alt efter ruten. Hovedvejen danner omfartsvej for den gamle landevej, som går gennem Damme/Askeby. Selv om disse byer i dag opleves primært i bevægelsen øst-vest, så har flere af dem en oprindelig bebyggelsesstruktur, der går på den anden led: Elmelunde har en gammel landsbykerne nord for landvejen. Borre har i vest Nørreby/ Sønderby og i øst Nyborre. Landsbyer med FED vil blive mere uddybende beskrevet Keldby Hjertebjerg Elmelunde Borre Nørreby/ Sønderby og Nyborre. Magleby Tjørnemarke Koster

42 Damsholte Neble Æblenæs Askeby/Damme Store Dammes oprindelige landsbykerne går nord-syd og krydser begge landeveje, både den gamle og 287, og får næsten forbindelse til landsbyen Tostenæs i nord og Vollerup i syd. Tostenæs Vollerup De øvrige landsbyer De øvrige landsbyer ligger mere isoleret i forhold til den overordnede infrastruktur. De ligger naturligvis også langs en vejforbindelse, men denne kan oftest karakteriseres som, ikke en vej, men en gade - med et smallere, måske kurvet forløb og tæthed mellem husene på tværs af gaderummet. Beplantning og træer kan også medvirke til at samle indtrykket af bebyggelsen. Landsbyerne i vest Sprove/Røddinge udgør et næsten samlet, langt bånd af bebyggelse langs landsbygaden og glider næsten sammen i ét til trods for de to stednavne. Hårbølle udgør ligeledes en langstrakt bebyggelse, men med et centrum ved købmanden og et indeliggende, bebygget areal bagved købmanden, omkranset af vej på alle sider. Byen ligger for sig selv i sydvesthjørnet af Vestmøn, og udgør sit eget centrum med vejene som stråler ud fra sig: mod sydkysten, mod Vindebæk, Hårbølle Havn, Fanefjord kirke og nordpå. Sommerhusområdet ved Hårbølle Havn viser udviklingen for en kystnær strækning med en lille havn og industri, der gradvist bebygges med sommerhuse og tilføjes lystbådehavn. Flere generationers brug af kysten afspejles i bygningsmassen. Bebyggelsesformen med bebyggelse rundt om et indre rum i landsbyen ses også i Store Lind, der ligger som en lille, sluttet bebyggelse af småhuse og større gårde omkring et åbent markstykke. Længere mod øst ligger en samling huse, Liseby, i læ af Fanefjord Skov i forhold til Hjelm Bugt. I modsætning til Hjelm lidt længere mod øst, der ligger mere åbent, på en lille top i landskabet, sikkert med stednavnet afledt deraf (hjelm som hat, som højt sted). Sprove/Røddinge Hårbølle Store Lind Hjelm Vindebæk Landsbyer langs den gamle landevej syd om Noret. Således ligger en kæde af mindre landsbyer langs den gamle landevej på det smalle stykke mellem Stege Nor og Hjelm Bugt: først Lille Bissinge, Bissinge og Tøvelde, dernæst Svensmarke, Tåstrup og Keldbylille. Lille Bissinge Bissinge

43 Tøvelde Svensmarke Tåstrup Keldbylille Landsbyerne langs den sydøstlige landevej. Ved landsled møder landevejen syd om Noret Klintevejen. Men straks efter kan vælge at dreje fra igen og lade vejen gå sydøst på af gammel, mindre befærdet landevej. Her går turen gennem landsbyerne Råbymagle, Busemarke, Mandemarke og Busene - og sydom, tilbage mod vest: Kraneled og Klintholm Havn. Råbylille passeres på vejen og udgør en overskuelig samling huse på hver side af dens smalle landsbygade, der slynger sig let ned ad det faldende terræn mod mosedraget syd for Landsled. Længere mod syd ad samme vej ligger Råbylille Strand med enkelte landarbejderhuse og gårde mellem de mange sommerhuse. Og der er flere udvidelser på vej. Råbymagle Råbymagle er ikke er stor, men rummer adskillige velbevarede huse og flere store gårde med de for øen karakteristiske, meget lange stuehuse. Fortsættes Busemarke Mandemarke Busene Kraneled Klintholm Havn Landsbyerne nord for Klintevejen Pollerup, Ålebæk, Stubberup og Sømarke ligger umiddelbart nord for Klintevejen, men udgør alle deres sin egen enhed. Pollerup og Stubberup udgør en mindre samling huse og et par gårde omkring den igennemkørende vej, mens Ålebæk og Sømarke udgør egentlige landsbyer med markeret landsmidte. Oppe i det åbne landområde nord for Klintevejen ligger landsbyerne Østermark og Torpe, og længere mod vest Ullemarke, Spejlsby og Udby. Ålebæk Sømarke Østermark/Torpe er to bebyggelser, men i tæt forbindelse med hinanden, idet de ligger i periferien af det samme, indre markrum, som vejen omkranser. Begge bebyggelser er ikke store: Torpe er nogle huse og en gård i krydset med vejen mod Nordfelt, mens Østermark rummer lidt flere huse. Ophold i bebyggelse og marker helt ind til vejen adskiller de to bebyggelser i vest, ligesom alléen i øst udgør en markant retning, der i højere grad lægger fokus udad til, mod Nordfelt, end samler de to bebyggelser indadtil - så der opleves to, små enheder, der kigger til hinanden henover det indre markrum. Ullemarke består af to dele trods den overskuelige størrelse på bebyggelsen, der består af fem gårde og nogle småhuse. Gårde og huse grupperer sig i to, dels på grund af terrænet og vejforløbet, dels fordi landbymidten med gadekær og transformerstation er et meget åbent rum: uden huse omkring i nord og syd, og med sparsom beplantning. Gården overfor har mark og åbne kørearealer ud til området ved gadekæret og dette gør sit til at landsbyen knækker over i to, visuelt og rumligt.

44 Spejlsby Udby er bebyggelsesmæssigt klart delt i to: kronologisk i en yngre og en ældre bydel, og topografisk af terrænet og landsbygadens retningsskifte i krydset med vejen til Ullemarke. Øerne På øerne Nyord og Bogø ligger byerne med samme navn. Begge byer udgør rumligt set veldefinerede bebyggelser: Nyord By udgøre en sluttet landsby med veldefinerede grænser udadtil og det primære samlingspunkt ved havnen, som landsbyens gader søger ned mod. Bogø udgør i modsætning hertil en bebyggelse langs landsbygaden, men også med et veldefineret samlingspunkt i midt i byen, med koncentration af landsbyfaciliteter, som bank, brugs, kro, o.s.v. Nyord By Bogø By Fanefjord En lokalitet i landområdet, som er uden en egentlig landsby, men alligevel rummer et vægtigt arkitektonisk træk, er Fanefjord med kirken. Straks efter ankomsten over dæmningen fra Bogø går først en sti, siden en vej sydpå til kysten. Her ligger et tidligere færgested med landingsbro, hvorfra man krydsede Grønsund for at komme til Grønsund færgebro på Falster. Vejen er opkaldt efter Marie Grubbe, der boede på stedet. Færgegården er bevaret, men meget ombygget, mens et ældre stråtækt bindingsværkshus står mere originalt. Fra stedet er der kig til Fanefjord kirke i bunden af fjorden. Kirketårnet står ganske markant med det flade fjordlandskab som forgrund, mens der i baggrunden ses et mere bevæget landskab med lave bakker. Omkring kirken ligger ikke megen bebyggelse, blot et par gårde, men der er til gengæld tæt træbeplantning omkring kirken mod syd og øst. Kirken er ganske dramatisk placeret højt på en bakketop med den hvidkalkede kirkemur hele vejen rundt om, og vejen lavt for foden af muren. Umiddelbart i tilknytning til kirken ligger et sognehus med parkering omkring en trærække deler vej og parkeringsareal og samler rummet omkring sognehuset. I baggrunden en kirkeportal, danner et flot fixpunkt for vejen, når man kommer vestfra. Kirkeskibet er langt, bygningen stor og meget synlig i det lave landskab. Et tydeligt pejlingsmærke i smukt selskab med fjorden. Længere mod syd, men med næsten samme forhold til fjorden som kirken, ligger et ældre kultsted, Grønsalen, en stor stensat langdysse.

45 Arkitektur og byggeskik Byen Bindingsværk Stege præges af pudsede facader, men mange steder står der bindingsværk indenunder. Opbygningen af dette bindingsværk varierer. De ældste bygninger, op til omkring 1800 (Kammerrådgården, Storegade 35), er med styrterum (bjælkerne placeret et stykke nede på stolpen, så den øverste del kan indgå i loftsrummet), mens yngre bygninger i bindingsværk typisk blot er med bjælkerne oven på remmene og derpå spærene (Skolegade 17). Bindingsværket er forholdsvis magert, uden dokker. Tømmeret er overvejende eg, indtil midten af 1800-tallet, hvor fyr bliver mere anvendt. Illustration fra Stege indenfor volden

46 Murværk De ældste grundmurede bygninger er Stege kirke og Mølleporten, der står i munkesten med kridstensskifter. Holder man sig til den mere almindelige bygningsmasse er Hages Gård fra ca og Empiregården fra første halvdel af 1800-tallet blandt de ældste, grundmurede bygninger. Kridtsten blev dog på Møn ikke kun anvendt som dekorative skifter i kirken og Mølleporten, men også som selve murens materiale. Hyppigt er kridtstenen benyttet i det mindre fremtrædende murværk, vendt mod gårde, på gavle og udhuse, men også enkelte, mere fremtrædende steder, f.eks. hjørnebygningen Møllebrøndstræde-Storegade. Det ældre murværk her ses der bort fra det allerældste, kirke og port - er typisk overkalket eller overpudset, f.eks. Kammerrådgården, mens murværk fra slutningen af 1800-tallet står blank. Blandt andet Hegnede teglværk leverede stenene.

47 Gode eksempler er Sukkerfabrikken og Vilhelmine Hages Stiftelse. Mursten fra Hegnede Teglværk i tavlet. Gesimser, sålbænke og andre dekorationsled blev benyttet som udsmykning af den pudsede facade typisk med afvigende farve, f.eks. hvid dekoration på gul facadepuds. Stege har mange fine eksempler, ikke mindst ved ankomsten til byen: Hages Gård, Toldvejerboden og de øvrige havnerelaterede bygninger.

48 Porte og yderdøre Der er mange fint udformede porte i byen, mens kun få døre er bevaret. Ofte indgår portenes udsmykkede dele ikke i den egentlige portkonstruktion, men er et tilføjet lag: En simpel revleport med beklædning. En særlig flot port er i Rådhusgade 40.

49 Byggeskikken på landet Byggeskikken på Møn følger meget byggeskikken på Sjælland med mange firlængede gårde. Men på Møn ses desuden hyppigt tolængede parallelgårde med fritliggende, endog meget lange stuehuse. Disse parallelgårde forsvandt næsten helt ved udskiftningen i andre egne - de blev flyttet ud eller udbygget til firlængede anlæg -, men ikke i lige så høj grad på Møn (hvorfor???? Var stor gård med mange længer = hestegardeindkvartering????) Bindingsværk Bindingsværket repræsenterer et brydningsområde mellem fynsk (via Lolland-Falster) og sjællandsk tradition med inspiration til detailløsningerne fra de nærmestliggende egnsdele: på den vestlige og østlige del af øen var det sjællandsk tradition, der blev flugt det vil sige med sparsom andel af tømmer, f.eks. uden dokker, mens de sydlige egnes byggetradition var inspireret af Falster, med lidt mere tømmer. Men stadig ikke så opulent som det fynske bindingsværk som det falsterske var. Skråbåndet var, både i syd, øst og vest, dog vendt som på Falster, så det skrånede opad mod hushjørnet. Tavlene: murede, lerklinede, kridtsten (godt eksempel på landet, hvor?) De mange småbygninger på gavle og langsider er også et mønsk træk, ligesom de rejste helgavle, hvor den øverste trekant lukkes med vandret bræddebeklædning. Tækningen er mest sjællandsk tradition, dog med lidt hyppigere brug af kvartvalm i gavlene end på Sjælland. På rygningen anvendes kragetræer. Stråtækt gård med strå lodret på gavlen Bogø by.

50 Hus i Bogø By med fint gærde om haven.

51 Også på landet blev særligt porten fremhævet. På overliggeren blev skrevet årstal og navn på gården, og den blev ofte også tilføjet dekorative detaljer, malet eller udskåret.

52 Murværk Grundmurede huse: fortætningen af landsbyerne, småvillaer slutningen af 1800-tallet, stilinspiration fra Stege. Andelstid, Bedre Byggeskik, brugsforeninger, mejerier, banker, kommunekontorer,.

53 Grøn, funktionalistisk inspireret villa i kridtsten i Hjertebjerg. Kridtsten Kirkerne Mejerier, Præstegårde, Kroer, Forsamlingshuse, Store gårde, Plejehjem, Pavilloner, Feriekolonier, Hoteller, Skoler, Rytterskoler.

54 Stilhistoriske eksempler fra Stege: Både bindingsværkhusenes og de murede huses stil tog farve af den tid de blev opført i. Ikke mindst de dekorative led, som kunne opdateres, så den selv samme bygning skiftede udseende som tiderne skiftede, f.eks. Kammerrådgården.

55 Klassicisme Liselund, Empiregården

56 Historicisme Rødkilde Højskole, Nybøllegård, Bogø Navigationsskole, Bogø Kostskole, Liselund ny slot, Sukkerfabrikken, Sofievej 4 (Saron, Indre Mission)

57 Rådhusvej Skønvirke/Nationalromantik

58 Thorsvang Allé Nyklassicisme/ bedre byggeskik Møllebrøndstræde 16, Sofievej 10, Posthuset,

59 Langelinie. Modernisme Langelinie 4, 16, 18, Davrehøj, (kilder: Stege inden for Volden. Landhuset. Sydsjælland og Møn, Turistforeningen, årbog Gyldendals egnbeskrivelser, MM s lister).

60 Arkitekter og bygmestre Arkitekt/bygmester Sted Uddannelse Kilde Andersen, Carl Mus.nr Bindesbøll, M.G. Arkitekt Stege inden for v. Boesen Stege Murermester Modernismens huse Bræstrup, Cosmus Arkitekt Stege inden for v. Christensen, Chr. Lendemark Mus.nr Frederiksen, Ejnar Stege Bygmester Stege inden for v. Friis-Jensen, H.C. Arkitekt Stege inden for v. Gundestrup, Thorvald Arkitekt Stege inden for v. Hansen, Claudius Arkitekt Stege inden for v. Hansen Murer Modernismens huse Hansen-Reistrup, U. Næstved Arkitekt Mus.nr Hemmingsen, Børge Mus.nr Hemmingsen, Christian Borre Bygmester A 885 Hemmingsen, P. Arkitekt Modernismens huse Hemmingsen, Regnberg Borre Bygmester? A 885 Henriksen, Lars Stege Bygmester Møns Folkeblad Hüttemeier, A. Mus.nr Jensen, Johan Stege Bygmester Stege inden for v. Jensen, Sven Stege Arkitekt Mus.nr Jensen, Svend Aage Damme Bygmester Tlf.bog 1965 Jørgensen, Alfred Mus.nr Jørgensen, John Magleby Bygmester A 885 Kampmann, Hack Arkitekt Stege inden for v. Kähler, A/S H.C. Ll. Skensved Mus.nr Larsen, Vagn Lendemark Arkitekt Tlf.bog 1966 Lindhard, Ferdinand Stege Murermester Stege inden for v. Lund, J.V. Vordingborg Mus.nr Madsen, Agge Arkitekt Stege inden for v. Madsen, Holger Suldrup Stege Murermester Modernismens huse Nebelong, N.S. Stege inden for v. Nielsen, Gustav Stege Bygmester Mus.nr Nielsen, H.P. Arkitekt Modernismens huse Nielsen, K. Almer Damme Arkitekt Tlf.bog 1964 Petersen, Alfred Mus.nr Petersen, Jens Peter Stege Tømrermester Stege inden for v. Refer, Alf Arkitekt Tlf.bog 1953 Teglbjærg, Stubbe Mus.nr Teisner-Madsen, K. Stege Mus.nr Tiedemand-Dahl, Johannes Næstved Arkitekt Mus.nr Türck, H.H.L.A Stege Murermester Stege inden for v. Wilsbech, Frederik Arkitekt Stege inden for v. Winther, H.P. Stege Mus.nr

61 Poulsen Nørbjerg Arkitekt Møns Folkeblad Skulle ifølge nekrologen have Bygget Ottekanten på Rødkilde, Sukkerfabrikkens kontorbygning og bygning på Nordfeld. Oprettede håndværkerskole på Rødkilde. Arkitekter på Møn Arkitekt Uddannelse Kilde Groes, Uffe Arkitekt Vejviser 1975, 1980 Johansen, Anne Arkitekt Vejviser 1975, 1980, 1985 Kragelund, Aage Arkitekt Vejviser 1980, Kormannshaus, Rolf Arkitekt Vejviser 1985, 1990 Christiansen, Anette Arkitekt Vejviser 1995 Boesen, Lissy Arkitekt Vejviser 1995, 2005 SEBRA A/S Arkitekt Vejviser 1995, 2005 Drescher, Svend Brøndum Arkitekt Vejviser 2005 Madsen, K. Tejsner Arkitekt Vejviser 1980, 1985