I skal have selvtillid og derved opnå alting. Bhagavan Sri Sathya Sai Baba

Transkript

1 Dato : 13. april 2008 Sted Anledning : Prasanthi Nilayam. Sai Baba s ashram; Den Højeste Freds Bolig. : Det tamilske nytår. Den tamilske befolkningsgruppe bor primært i delstaten Tamil Nadu. Oversætterens supplerende forklaringer er anført med kursiv i parentes. I skal have selvtillid og derved opnå alting af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba Landet, hvis sønner tværs over kontinenterne er kendt for deres berømmelse, landet, hvis helte kæmpede mod de indtrængende fjender og besættelsestropper for at opnå frihed, dette berømte land, hvis sønner besidder åndelig viden og videnskabelig lærdom, er klodens perle. Det land af hellige mænd, digtere, sangere og guddommelige sangskrivere, oh Indiens sønner! Drag ud og forsvar jeres arv og vær gode eksempler for jeres prægtige fortid. Det er ikke muligt at beskrive storheden i Bharatha s (Indiens) hæder og bedrifter. ( Bharatha betyder det land, der har tilknytning (rathi) til Gud (Bha-ga-van). Selv i dag har landet mange velstående og store ledere. Men hvad gavner det, når de ikke er parat til at skille sig af med deres grådighed og hengive deres liv til de nødlidendes velfærd? Når de er født i dette hellige land, bør inderne forsøge at helliggøre deres liv ved at tjene de fattige og nødlidende. Legemliggørelse af kærlighed! Den læge og den dommer, der talte lige før, talte om Swami og Hans mission. (Ordet Swami betyder guru eller mand af visdom og anvendes som en yderst respektfuld tiltale. Sai Baba omtaler ofte Sig Selv som Swami). Men deres tale omhandlede i større grad verdslige anliggender end åndelighed. Et menneske kan tage alle former for uddannelse, men uden åndelig visdom er alt dette blot spildt. I dag har folk alting, bortset for selvtillid. I ordet selvtillid refererer selv til jeg et. Hvad er betydningen af jeg? Det, der ikke kan ses med de fysiske øjne eller høres med de fysiske ører eller blive fattet på det fysiske niveau, er jeg. Det er guddommeligt, lykkebringende og altgennemtrængende i form af Chaitanya shakti (bevidsthed). Alle eksistenser i universet er Guds skabelse. Der findes intet i denne verden, der ikke er guddommeligt. Folk observerer forskelligheder imellem hinanden. Det er en stor fejltagelse. Alle er én. Ekam sath viprah bahudha vadanti (der eksisterer udelukkende Én; Denne er kendt og bliver beskrevet af de vise på mange måder). Der eksisterer ingen anden entitet i denne verden. Sarvatah panipadam tat sarvathokshi siromukham, sarvatah sruthimalloke sarvamavruthya tishthati (med hænder, fødder, øjne, hoved, mund og ører gennemtrængende alt, gennemtrænger Han hele universet). 1

2 Der er intet i denne verden, som Gud ikke er til stede i. Alt er gennemtrængt af guddommelighed. Ingen har ret til at påstå, at dette er guddommeligt, og dette ikke er. Selv i vanskeligheder, sorg og elendighed er Gud til stede. Selv om I har evnen til at forstå denne guddommelige kraft, så er I desværre ikke i stand til at anvende den. Når I iagttager naturens sceneri omkring jer, ser I umådelige jordarealer og et antal floder så som Yamuna, Ganges, Pinakini, Cauveri, Tungabhadra, Godavari, Saraswati og så videre. På trods af de umådelige store jordarealer med dets talrige floder, er der mangel på føde til mennesket. Hvad er årsagen? Årsagen er, at mennesket ikke gør ordentlig brug af sine medfødte evner og muligheder. I stedet misbruger han sine evner og spilder sin intelligens. Hvis han gør sig anstrengelser på der rigtige måde, så kan han opnå alt. I bør tro på, at alt, hvad I ser i denne verden, er aspekter af det guddommelige. Der eksisterer intet andet end dette. Der er udelukkende Én, der eksisterer i denne verden, og der findes ikke nogen anden. I er ude af stand til at forstå denne sandhed, og I lider på grund af mange misforståelser. I er parat til at tro på alt det, andres skriver i deres bøger, men ingen er parat til at tro på deres eget selv. Folk udviser alle mulige former for tillid, undtagen selvtillid. Hvilken gavn er der af at have alt, bortset fra selvtillid? Hvis I blot har selvtillid, kan I opnå alt. Der er intet i denne verden, som I ikke kan udrette. I bør bestræbe jer på at erkende og forstå dette princip om Atma (Den guddommelige Gnist), der er guddommelig, lykkebringende og evigt gældende. Men i dag bestræber mennesket sig ikke på at kende sig selv. Når I spørger nogen, hvem vedkommende er, så vil han fortælle sit navn, som han har fået af sine forældre. Hvis I stiller Gud det samme spørgsmål, vil Han sige: Aham Brahmasmi (Jeg er Brahman læs Gud). Eftersom I er ude af stand til at erkende denne sandhed, begiver I jer ud ad den forkerte vej gennem livet, og derved bliver I forvirrede. I gør jer ingen anstrengelse for at forstå det, I formodes at vide. Derimod prøver I at forstå det, der ikke er muligt for jer at forstå ved hjælp af jeres sanser. Er det muligt at forstå det guddommelige, der er altgennemtrængende? Det er umuligt. Uanset hvad der sker, må I derfor opfatte det som Guds vilje. Alle de forskelligheder, som I oplever, udspringer af jeres egne følelser af mit og dit ; af mine og dine. I virkeligheden er der ingen forskel på jer og Mig. I og Jeg er én. Lad være med at tro, at Gud eksisterer for Sig Selv på et bestemt sted. Tro på, at I er Gud. I er ikke kroppen. Kroppen er som en sæbeboble. Sindet er som en tosset abekat. Intellektet er flakkende. Heraf følger, at I hverken er kroppen, sindet eller intellektet. For alle gælder: Du er dig. I bør gøre jer eftertrykkelige anstrengelser for at forstå denne sandhed. I morgen er det Rama Navami (Rama s fødselsdag). Det er dagen, hvor Sri Rama blev født. Der findes en historie om denne begivenhed. I Treta Yuga (den anden i cyklusen af i alt fire tidsaldre) herskede kong Dasaratha over Ayodhya. Han giftede sin med Kausalya, der var datter af kongen af Kosala. Efter et stykke tid fødte hun en datter. Denne datter fik navnet Santha. Men Dasaratha var ikke tilfreds med at få en datter, han ønskede sig en søn. Derfor gav han datteren til en ven, der adopterede hende. Herefter fik Dasaratha ikke noget afkom. Derfor ønskede han endnu en hustru. I henhold til den tids fremherskende sædvane, var han nødt til at søge tilladelse hos sin første hustru, før han ægtede en anden kvinde. Så Dasaratha gik til Kausalya og sagde til hende: Jeg tænker på at gifte mig igen. Hun svarede: Selvfølgelig må du det, hvis det er det, du ønsker. Efter at have sikret sig Kausalya s tilladelse, giftede han sig med Sumitra i håbet om at få en søn. Men hun kunne heller ikke føde ham en søn. Derfor blev kong Dasaratha meget bekymret. På det tidspunkt modtog han meddelelse om, at kongen af Kekaya havde en smuk datter ved navn Kaikeyi. Han henvendte sig til kongen af Kekaya og forelagde, at han ønskede at ægte dennes datter. Han fortalte, at han allerede havde to hustruer. Dasaratha fortalte altid sandheden. Sathyannasti paro dharma (der eksisterer ingen større dharma ( rigtig handling ) end overholdelse af sandheden). Han sagde aldrig så meget som ét ord, der var usandt. Detaljeret forklarede han kongen af Kekaya alt. Hertil svarede kongen: Du har allerede to hustruer, og de har ikke født dig nogen søn. Nu ønsker du en tredje hustru. Jeg kan bortgifte min datter til dig på én betingelse. Den søn, hun føder, skal gøres til arving af dit kongerige. Dasaratha gik ind på hans betingelse. Manthara, der var Kaikeyi s mest fortrolige tjenestepige, hørte hele denne samtale. 2

3 I overensstemmelsen med aftalen blev brylluppet afholdt, og der herskede overalt stor glæde og fryd. Selv efter lang tid fødte hun imidlertid heller ikke noget barn. Derfor besluttede Dasaratha sig for at afholde en Putrakameshti yajna (et hellige offerritual, der foreskrives de mennesker, der ønsker at avle et barn). De, der ønskede ham det godt, havde alle anmodet ham om dette. Vismanden Rishyasring og hans hustru, Santha, ankom til Ayodhya for at gennemføre Putrakameshit yajna en. På den 11. dag af højtideligholdelsen af offerceremonien dukkede der en strålende guddommelig skikkelse frem af offerilden, der brændte på offeralteret. Det strålende væsen bar på en lysende krukke, der indeholdt payasam (helliggjort mad). Dasaratha gav den helliggjorte mad til vismanden Vasishta (kongehusets guru) og bad ham om at fordele den ligeligt til de tre dronninger. I overensstemmelse med dennes ordre delte Vasishta den helliggjorte mad ud til Kausalya, Sumitra og Kaikeyi. Kausalya og Kaikeyi tog deres del af denne mad med hen til deres respektive puja-værelse (andagtsrum). Begge tænkte de lykkeligt på, at deres søn ville blive Ayodhya s fremtidige konge. Kaikeyi tænkte, at Dasaratha ville krone hendes søn i henhold til det løfte, han havde afgivet til hendes fader, før de blev gift. Kausalya tænkte, at eftersom hun var hans førstehustru, så havde hendes søn enhver ret til at blive konge. Men Sumitra havde ingen sådanne fordringer. Hun var et mønster på gode dyder. Selve hendes navn, Sumitra, tilkendegiver, at hun var en god ven af alle. (Navnet Sumitra betyder: Alles ven). Hun bar sit bæger med den helliggjorte mad til terrassen og satte den på den lave mur, mens hun tørrede sit hår i solen. Pludselig dykkede en ørn ned og tog bægeret med sig. Ørnen efterlod bægeret på Matanga-bjerget. Anjana Devi (Hanuman s moder) fandt skålen og spiste den indviede budding. Som følge heraf blev hun gravid og fødte Hanuman. (Hanuman var en stor Rama-hengiven; han var delvis abe delvis menneske). Sumitra løb ned og fortalte Kausalya og Kaikeyi, hvad der var hændt. Kausalya og Kaikeyi kom hende til undsætning og delte deres helliggjorte mad med hende. Kaikeyi gav halvdelen af sin andel til Sumitra, og Kausalya gjorde det samme. Da tiden var inde, fødte Kausalya Rama, Kaikeyi fødte Bharatha, og Sumitra fødte Lakshmana og Satrughna. Kausalya og Kaikeyi fik hver en søn, hvorimod Sumitra fik to sønner. Når I undersøger årsagen til dette nærmere, vil I forstå det bagvedliggende mysterium. Kausalya s og Kaikeyi s sønner lå glade og lykkelige i deres vugger, mens Sumitra s sønner græd hele tiden, og de ville end ikke drikke mælk. Sumitra var i vildrede med, hvad der var årsagen til deres gråd. Forgæves prøvede hun forskellige slags yantras, mantraer og tantras for at gøre dem trygge og veltilpasse. (Yantra er en betegnelse for forskellige teknikker og redskaber. Mantra er mystiske og kraftfulde ord og stavelser, der bliver reciteret for at opnå åndelig højnelse. Et ord for det, der frelser, når sindet dvæler ved det. Thanthra er magiske og mystiske formler, der ofte er hemmelige. Formålet med disse hemmelige ritualer er for mange at opnå overmenneskelige evner). Til sidst gik hun hen til vismanden Vasishta og fortalte ham om sin knibe. Vasishtha lukkede sine øjne. Hans yogiske syn gjorde ham i stand til at forstå sandheden. Han fortalte Sumitra følgende: Eftersom du spiste den helliggjorte mad, som du fik af Kausalya, fødte du Lakshmana, der er en del af Rama. Tilsvarende blev Satrughna født ud af en del af den helliggjorte mad, du fik af Kaikeyi. Så han er en del af Bharatha. Læg Lakshmana ned i vuggen ved siden af Rama og Satrughna ved siden af Bharatha. Så vil de hvile fredfyldt. Sumitra gjorde, som Vasishtha havde givet hende besked på. Både Lakshmana og Satrughna holdt op med at græde og begyndte at lege lykkeligt i deres nye vugger. Denne episode blev grundlaget for det intime forhold, der fra nu af var mellem Rama og Lakshmana samt mellem Bharatha og Satrughna. Eftersom begge Sumitra s sønner, nemlig Lakshmana og Bharatha, altid var sammen med Rama og Bharatha, havde hun ikke meget at foretage sig. Fra tid til anden gik hun hen til Kausalya og Kaikeyi for at se sine sønner lege med deres ældre brødre. Når hun så dem, øste hun sin kærlighed og hengivenhed på dem. På denne måde voksede alle Dasaratha s fire 3

4 sønner op i en atmosfære af kærlighed og lykke. Sumitra var meget lykkelig, fordi hun tænkte, at når de voksede op, ville hendes søn, Lakshmana, komme til at tjene Rama, og Satrughna ville komme til at tjene Bharatha. Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna voksede op og blev unge mænd. De blev tapre og lærde under deres forældres og guru Vasishtha s kærlige pleje. Da Rama og Lakshmana drog af sted for at beskytte vismanden Viswamitra s offerceremoni, tog vismanden dem med til kong Janaka s hof (Sita s fader). Her skulle de deltage i kongens datter, Sita s, Swayamvar (en festival, hvor kvinder vælger brudgom). Her knækkede Rama Herren Siva s bue og vandt derved Sita til hustru. Brylluppet mellem Rama og Sita blev en stor begivenhed i Mithila. Alle jublede af stor fryd og glæde. Mithila s indbyggere sang glade og muntre sange for at byde alle velkommen til at være vidne til brylluppet mellem Sita og Rama. I skal alle være velkomne til Rama s bryllup. Sammen skal vi bevidne den glædelige begivenhed. Mange er allerede forsamlet, pyntet op i deres fineste stads. Kvinderne er pyntet med halskæder af rene og skinnende ædelstene. I dag skal Rama giftes med den skønne Sita. Oh, hvor passer de godt sammen. Kongerigets kvinder kom for at deltage i brylluppet, og opfyldt af lykke sang de muntre sange. Kom, lad os gå hen og se Rama s og Sita s bryllup. Synet af denne begivenhed vil skænke os stor fortjenstfuldhed. Velsignet er de, der ser dette sceneri. Oh! Kom alle og enhver, se med glæde dette hellige bryllup. Da de efter bryllupsfestlighederne var på vej tilbage til Ayodhya, hørte de en øredøvende lyd. Endnu mens de undrede sig over, hvor lyden var kommet fra, dukkede Parasurama frem og brølede: Hvem er det, der har knækket Siva s bue? (Parasurama var en inkarnation som menneske af Herren Vishnu; født for at tilintetgøre de ondsindede krigerkaste-kongers arrogance). Det var Mig, der gjorde det, sagde Rama. Hvis det er tilfældet, så lad os se, om Du også kan knække min bue. ( Min bue var i virkeligheden Herren Vishnu s bue). Idet Parasurama sagde dette, rakte han sin bue til Rama. Selv denne bue knækkede Rama med Sin venstre hånd. Da Parasurama så dette, hilste han ærbødigt på Rama og overdrog sine to kalas (karakteristiske kendetegn) til Rama, der allerede var udrustet med tolv karakteristiske kendetegn. (Der eksisterer forskellige former for Avatarer, der er Det Guddommelige i fysisk skikkelse. Disse Avatarer kan være udstyret med forskelligt antal kalas karakteristiske kendetegn. Den Fuldkomne Avatar kaldes en Poornavatar og kendes ved, at Han besidder samtlige 16 kalas, karakteristiske kendetegn). Rama strålede af Sine Egne tolv karakteristiske kendetegn, de to karakteristiske kendetegn Han havde fået overdraget af Sine brødre og de to nye, Han havde fået af Parasurama. Det var derfor Rama strålede så storslået med alle Virat Purusha s seksten særlige kendetegn. (Virat Purusha er Brahma s første inkarnation; Kosmisk Guddommelighed; Herren i sin skikkelse af det fysisk manifesterede kosmos). Med Parasurama s overdragelse af sine to karakteristiske kendetegn blev Rama s kraft og evner fuldstændige og komplette. Som tiden gik, erkendte Dasaratha, at han var ved at blive gammel. Han erkendte, at tiden var inde til, at han skulle krone én af sine sønner som tronarving. Eftersom Rama var den ældste af de fire sønner, og eftersom Han besad alle de kvaliteter, der skal til for at blive en værdig konge over kongeriget, tænkte han, at han ville krone Ham som tronarving. Landets 4

5 befolkning modtog nyheden med stor glæde og stor lykkefølelse. Årsagen var, at de alle syntes, at Rama var den bedst egnede til at overtage regeringsmagten i landet. Da Manthara hørte disse nyheder, gik hun til Kaikeyi og mindede hende om, at Dasaratha havde lovet hende, at hun altid kunne henvende sig til ham og få opfyldt to løfter. (I en krig for mange år siden udviste Kaikeyi heltemod og frelste Dasaratha. Den gang lovede kongen, at hun altid ville kunne få to ønsker opfyldt). Manthara foreslog Kaikeyi, at hun skulle forlange, at Dasaratha kronede Bharatha som tronarving, og at Rama skulle sendes i eksil i skoven i fjorten år. Skønt Kaikeyi elskede Rama højere end Bharatha, blev hun påvirket af Manthara s ondsindede råd. Dronningen fjernede alle sine smykker. Opfyldt af stor vrede lagde hun sig i sit sovegemak. Dasaratha gik til hendes sovegemak for at forhøre sig om årsagen til hendes vrede. Da Kaikeyi forlangte at få opfyldt de to løfter, hvilket Dasaratha tidligere havde lovet, blev han aldeles fortvivlet. Men eftersom Kaikeyi fastholdt sine krav, bøjede han sig og indvilligede i at gøre hendes søn, Bharatha, til Ayodhya s kronprins. Men da hun fremkom med sit andet ønske og bad ham om at sende Rama ud i skoven i fjorten år, tabte Dasaratha fuldstændig modet. Rama indvilligede imidlertid straks i at gøre Bharatha til kongerigets tronarving og at drage fjorten år i eksil i skoven. Det gjorde han for at stadfæste det løfte, Hans fader havde givet Kaikeyi. Men da Lakshmana hørte om alt dette, blev han meget vred. I et anfald af raseri tænkte han endog på at dræbe Kaikeyi og Manthara. Rama beroligede ham ved at sige, at det var deres fremmeste pligt at følge deres faders befaling, og at de ikke burde gøre noget, der kunne bringe deres fader i miskredit. Kaikeyi ønskede, at Rama straks drog ud i skoven. Lakshmana og Sita besluttede sig begge for at følge Rama. Lakshmana gik hen til sin moder, Sumitra, og bad om hendes tilladelse og velsignelse til at tjene Rama i skoven. Sumitra blev meget lykkelig over at høre, at Lakshmana skulle følge Rama og tjene Ham. Herefter gik Lakshmana til sin hustru, Urmilla. Da han trådte ind i hendes gemakker, var hun i færd med at male et maleri. Hun var en dygtig kunstmaler. Lakshmana forhørte sig om, hvad det var, hun var i gang med at male. Hun svarede, at hun var i gang med at skabe et maleri af Rama s kroning. Da Lakshmana hørte det, fortalte han hende, at Rama ikke skulle krones, og at Han var på vej ud i skoven, hvor Han skulle leve i eksil i fjorten år. Han informerede hende også om, at han havde besluttet sig for at tage med Rama. Urmila havde ingen indvendinger og sagde: Beskyt Rama og Sita præcis som øjenlågene beskytter øjnene. De er alt for dig. Betragt dem som din fader og moder. Du må aldrig forsømme at tjene dem. Tænk aldrig så meget som et øjeblik på mig, mens du er i skoven de næste fjorten år. Det er udelukkende Rama og Sita, der bør ligge dig på sinde. Idet hun sagde det, bøjede hun sig ydmygt for ham. Sita, Rama og Lakshmana steg op i en vogn og kørte mod skoven. Dasaratha løb efter vognen, idet han råbte: Åh Rama! Bliv her lidt endnu. Lad mig i det mindste se din smukke skikkelse en stund endnu. Jeg kan alligevel ikke forhindre Dig i at tage af sted. Chokket over at være adskilt fra Rama var for voldsomt for Dasaratha. Han spiste ikke noget, og han nægtede at drikke så meget som én dråbe vand. Hele tiden sagde han: Rama, Rama. Idet han på denne måde huskede på Rama hvert eneste øjeblik, forlod han sit dødelige legeme. Alt dette skete, fordi der lå en årsag bag, og denne årsag var følgende: For mange år siden drog Dasaratha ud i skoven for at jage. Da han nåede hen i nærheden af bredden på en bæk, hørte han en lyd. Han tænkte, at det nok var et vildt dyr, der var i færd med at drikke vand fra bækken. Da han således hørte denne lyd, affyrede han en pil mod det sted, hvor lyden kom fra. Pilen ramte Sravana Kumar, og dette træf viste sig at blive skæbnesvangert. Sravana Kumar var kommet ned til bækken for at hente vand. Vandet skulle slukke hans gamle moders og faders tørst. De var begge blinde og hjælpeløse. Han var sine forældres eneste støtte og forsørger. 5

6 Han bar dem rundt fra pilgrimssted til pilgrimssted i en kavadi. (En kavadi er en bambusstang med to kurve i hver ende; i gamle dage brugte man en kavadi til at medbringe offergaver til pilgrimssteder). Da Dasaratha opdagede, hvad han havde gjort, blev han nedbøjet af sorg over, at han havde været årsagen til, at de to gamle forældres søn var død. Før Sravana Kumar døde, bad han Dasaratha om at bringe vand til sine gamle forældre. Da Dasaratha fortale de gamle forældre om deres søns tragiske død, blev de overvældet af en utrøstelig sorg. De kastede en forbandelse på Dasaratha om, at han også måtte dø en tragisk død som følge af adskillelse fra sin søn. Det var, hvad der hændte for Dasaratha. I sidste instans kan en forbandelse, der er kastet af ædle sjæle, ikke blive ophævet. Efter Sita s og Rama s bryllup drog vismanden Viswamitra tilbage til skoven. Det er ikke nok, hvis I kun tilbeder Rama på Hans fødselsdag. Da Rama efter 14 år i eksil vendte tilbage til Ayodhya, bød byens indbyggere Ham velkommen ved i stor glæde at synge til Hans pris og taktfast at råbe Hans navn. I Indien finder I ikke nogen landsby, der ikke har et Rama-tempel, eller så meget som én person, der ikke kender Rama s navn. Hvor som helst hører I Rama s navn. Skønt der er gået tusindvis af år, er Rama s navn lige så gyldigt og frisk i dag, som det var i fortiden. Rama er evigt gældende. Rama s navn skænker glæde til alle. Selv hvis I spørger en ældre kone, vil hun svare: Jeg er muligvis ikke i stand til at fremsige noget andet navn, men jeg fremsiger konstant Rama s navn. Man kan ikke finde så meget som én person i en landsby, der ikke kender Rama s navn. Der findes ingen landsby, hvor I ikke finder et Rama-tempel. Selv hvis landsbyens beboere ikke er i stand til at opføre et tempel, vil de bygge et lille læskur og overdække det med et par plader. Her vil de installere en statue af Rama. Selv efter der er gået tusindvis af år, kendes Rama s navn over alt, og det æres med stor agtelse. Selv i Rusland fremsiges Rama s navn nu til dags. Rent faktisk har Rama s navn spredt sig til enhver krog og ethvert hjørne over alt i verden. Rama s navn er alle navnes kronjuvel. Alle kan let fremsige dette navn. Uanset hvilken opgave I beskæftiger jer med, så skal I derfor konstant fremsige Rama s navn, mens I løser den. Når I forlader jeres værelse, og når I er på vej til skole, så bør I hele tiden blive ved med at fremsige Rama s navn. Rama s navn bør blive selve jeres livsåndedræt. Oversat af 6