UDBRYDERENS PLAN AF HENRIK FREDERIKSEN

Transkript

1 UDBRYDERENS PLAN AF HENRIK FREDERIKSEN How many people are trapped in their everyday habits: Part numb, part frightened, part indifferent? To have a better life we must keep choosing how we re living. Albert Einstein All of life is but a mass of small choices practical, emotional and intellectual systematically organized for our greatness or grief. William James There is no passion to be found playing small in settling for a life that is less than the one you are capable of living. Nelson Mandela It s not difficult when you know how. Charles Chaplin 1

2 1. KAPITEL Hvor jeg dog savner lyset! København er som levende begravet under et uigennemtrængeligt, gråt skydække. Mørket har opslugt byen i mere end fire måneder, og skønt vi nu er i begyndelsen af marts, er der stadigvæk intet tegn på liv. Folk gemmer sig fra kulden, blæsten, regnen, ligesom alle andre dyr. Gaderne er øde, glinsende våde, og husfacaderne dunkle og triste som dystre teaterkulisser til Spøgelset i Operaen eller Dødens Triumf. Hvis man er deprimeret, ensom eller slet og ret psykisk syg og går i selvmordstanker, så er det et sundt og rigtigt tidspunkt at tage sig af dage. Jeg ankommer til pladsen foran Handelshøjskolen samtidig med nogle af de studerende. De er velklædte, og i eftermiddagsmørket udstråler deres ansigter sammenbidt seriøsitet og beslutsomhed. Det kræver også en god portion viljestyrke og karrierementalitet at læse HD i organisation og ledelse om aftenen, når man har siddet indelukket på kontoret hele dagen. De læser i deres sparsomme fritid, så når de kommer her, forventer de naturligvis, at læreren er karismatisk og leverer en topprofessionel undervisning. Typisk er de fremadstræbende mellemledere i starten af trediverne og har i forvejen en videregående uddannelse. De ved nok, hvad de vil have. Det er det, der gør mig nervøs. Jeg er deres nye klasselærer. Og jeg er ikke helt ædru. Da vi lidt efter står i det overophedede auditorium i det skarpe neonlys, begynder mit hoved at dunke smertefuldt. Jeg føler mig uligevægtig ja, nærmest vanvittig og så forbandet svimmel på samme tid. Tanken om, at jeg pludselig vil dratte om på gulvet, at alt vil gå i sort, kryber ind på mig med en vis gru. Men samtidig ønsker noget i mig, at det vil ske at jeg vil forsvinde ind i bevidstløshedens grænseløse tomhed, hvor intet kan forlanges af mig. En hændelig og undskyldelig flugt. Velkommen! udbryder jeg højrøstet med et høfligt nik og ifører mig rutineret min mest imødekommende og selvsikre grimasse, mens kvalmen vælter op i halsen på mig. Under grimassen har jeg et blankslidt, sort Cerutti jakkesæt, en hvid Eton skjorte og et par udtrådte og sprukne Lloyd sko. Jeg lægger sirligt mine overheads i den rigtige rækkefølge, mens vi venter på, at auditoriet skal blive fyldt op. Skal vi ikke åbne vinduerne? spørger en kvinde på forreste række, hvis navn jeg ikke husker, selvom hun var med på den todages introtur, vi afholdt for en uge siden. Jo, det kan vi da godt, svarer jeg med forstilt friskhed i stemmen. Mens jeg stavrer hen for at åbne et par af de store termoruder på vid gab, forsøger jeg, uden succes, at komme på hendes navn. Min hukommelse har aldrig været særlig skarp, og jeg har fra tid til anden hilst indforstået og smilende på folk, jeg kender nogenlunde, og så brilleret ved at kalde dem ved forkert navn. Det giver altid et lidt uheldigt og kejtet indtryk. Men kvinden på forreste række ved naturligvis ikke, at jeg har glemt hendes navn, og derfor er det ikke pinligt. Jeg indser nøgternt, at det grundlæggende er den filosofi, der skal redde mig forholdsvis uskadt gennem de næste to og en halv time. Jeg vil fastholde min brugtvognsforhandlerfacade og simulere viden. Jeg vil tale selvsikkert om ting, som måske ikke er helt rigtige, men på den anden side heller ikke er beviseligt forkerte. Jeg fører jo heldigvis ordet og kan reducere undervisningsindholdet til de emner, jeg mestrer. Dertil kommer, at de studerende har en formidabel autoritetstro og en indgroet forventning om, at jeg er ligesom dem blot klogere og mere indsigtsfuld. De går derfor med største selvfølgelighed ud fra, at jeg snart lader det ene begavede guldkorn efter det andet vælte ud af munden. Sandsynligheden for, at jeg kaster op, er større. Det er begyndt at støvregne udenfor, og den friske, rene luft, der strømmer ind i auditoriet, gør mig godt. Jeg står et kort øjeblik foran de åbne vinduer, mens jeg hører møblernes skramlen bag mig og flere studerende, der sætter sig til rette. Der er en årsag til, at jeg er halvfuld. I går aftes blev jeg grebet af en vis præstationsangst ved udsigten til denne forelæsning. Og omkring midnatstid så jeg ingen anden udvej end at gå direkte ned på den nærmeste bar og helbrede mig selv med fem store fadøl samt halvdelen af en flaske J&B. Jeg så flasken funkle så velsignet gennem det, som forekom mig at være en tågebanke, der til stadighed blev tættere og tættere, indtil jeg knap nok kunne se to meter frem. Det er kun en time siden, jeg vågnede sammen med en kvinde, jeg ikke tror jeg skal se igen. I samme øjeblik hun trådte ind i min lejlighed, udbrød hun: Jamen Gud, det er jo sådan en begynderlejlighed. Hvor længe har du haft den? I ti år, svarede jeg lavmælt og følte mig svært utilpas. Da jeg endelig kom ud af sengen, opdagede jeg til min rædsel, hvor meget klokken var. Jeg fik viftet hende ud, flåede febrilsk tøjet på, samlede lynhurtigt mine forelæsningsmaterialer og småløb ud til min cykel. I forvirringen havde jeg uheldigvis taget hendes underbenklæder på. Maxi Sloggi med trusseindlæg. Jeg syntes nok, at der var noget, der føltes mærkeligt, da jeg sad på sadlen. Er Irving Janis artikel om groupthink pensum? siger en mandsstemme pludselig og river mig abrupt ud af mine tanker. Jeg retter blikket mod klassen. Undskyld? brummer jeg tvivlrådigt og åndsfraværende. Er Irving Janis pensum? gentager Martin. Selvfølgelig! svarer jeg prompte, uden at være helt sikker. 2

3 Jeg husker tydeligt Martin fra introturen. Han er i midten af trediverne og har et opvakt, intelligent blik og smalle, hårde læber i et ansigt med grå teint og små trætte poser under øjnene. Af statur er han spinkel med samme krumbøjede kropsholdning som en ostereje. Han ser uvilkårligt ud, som om han har tilbragt det meste af sit liv i et rum, hvor der ikke er højt nok til loftet. Jeg iagttager ham et par sekunder i tavshed og ser i hans fysiognomi det mystiske, jeg indimellem bemærker i nogle af de studerendes ansigter. Barnlige træk, som har fået trukket en trist og alvorlig maske med små, skarpe rynker og fuger ned over sig. Det er, som om der bag denne facade ligger et tyndt lag af hud, der stadig lever. De friske årer i et døende træ. Du gennemgår vel hele årets pensum, så vi kan danne os et overblik? udbryder han i et insisterende tonefald. Ja, lige om lidt, svarer jeg lavmælt og tænker på, at fortidens lærere var veluddannede slaver. Den grundlæggende antagelse synes nu at være, at lærergerningen er et kald indforstået: Man er idealist, hvilket betyder, at man arbejder med noget, som ingen rigtig gider betale for, eftersom man jo gør det for sin egen skyld. Og man er dermed reduceret til en opofrende og tjenstvillig slave af sin egen idealisme eller kort sagt et fæ. Jeg slukker det skarpe neonlys i auditoriet og lægger den første overhead på projektoren. I halvmørket iagttages jeg af cirka tredive par opmærksomme øjne. Det pompøse skuespil kan begynde! Jeg tænder mig selv med en påtaget entusiastisk glød og piner en overfladisk begejstring ud af kroppen. Og kort efter løber mine ord energisk over stok og sten, flyver, sporadisk hid og did. Tempo! Hold dampen oppe! Det er et retorisk faktum, at hvis man lægger tilstrækkelig vægt og pondus bag ordene, så hører folk næsten ikke, hvad man siger. Og jeg taler virkelig godt for min sag, når jeg står med ryggen mod muren. Jeg lyder vel nærmest som Hitler i Klassen lytter opslugt og videbegærligt, mens jeg pludrer livligt om alverdens abstrakte og virkelighedsfjerne teorier. Douglas McGregors X- og Y-teori, Maslows behovspyramide, Herzbergs motivations- og hygiejneteori samt Hawthorne-eksperimentet er pionerarbejde inden for motivationsteorierne. Fælles for dem kan man sige, at de har en grundlæggende antagelse om, at individet dels motiveres ved ledelsens tillid, dels ved personlig vækst, siger jeg. Jeg tænder lyset og kradser derpå energisk forskellige sætninger ned på den altædende, sorte tavle bag mig. Egentlig ikke noget, der udmærker sig ved at være særlig intelligent eller væsentligt, men jeg synes, det virker så voksent og rigtigt, når jeg gør det. Stort set hele klassen noterer flittigt, som var det Guds hånd, der holdt tavlekridtet. Mit ord er lov og står til troende. Jeg har altid ret. Jeg slukker atter lyset, lægger en ny overhead på projektoren og taler om strukturteoretikerne. Efter en halv time kan jeg ikke holde ud at høre på mig selv længere. Min stemme flader langsomt ud som et punkteret dæk. Da jeg når et så lavt niveau, at der for alvor er tale om akademisk gyllespredning, går jeg brat i stå. Mine tomme ord og erkendelsen af, at jeg ikke for alvor har noget på hjerte, bliver trods alt for overvældende og deprimerende. Det bedste, jeg kan håbe på, er at lære de studerende nogle fantastiske teorier, som de aldrig vil få brug for. Kort sagt, at jeg på denne dag spilder deres tid på en meget sympatisk og fornuftig måde. Det er for meget! Jeg må væk! Der er ingen anden udvej end at ty til det gamle kneb, der er legendarisk blandt dovne lærere. Jeg udbryder med høj røst: Så er der gruppearbejde! På min foranledning rejser alle sig og stimler pligtopfyldende sammen i de studiegrupper, der blev etableret på introturen. Jeg spekulerer samtidig som en gal over, hvad jeg dog skal sætte dem til at arbejde med. Og med ét springer en gammel idé frem. Jeg kommer i tanke om dengang, jeg var vikar for et hold tyveårige civiløkonomer in spe. Jeg skulle som altid bare have tiden til at gå med et eller andet og spurgte dem derfor: Hvor mange af jer brænder virkelig for at gå her? Der var blot fem ud af en klasse på nogle og tredive, som nølende rakte hånden i vejret! Og da de fleste efterfølgende fortalte, at de drømte om at foretage sig alt muligt andet, stod det klart, at langt størstedelen af klassen var til stede ved en eller anden forfærdelig misforståelse. Resultatet overraskede mig. Så mange fejlplacerede mennesker. Så mange, der havde lagt en forkert strategi for deres liv. Så mange, der vandrede i blinde ligesom jeg. Hvor ofte har jeg ikke spurgt folk, hvorfor de beskæftiger sig med det, de gør, og erfaret, at de ikke rigtig ved det? Det er en spirende nysgerrighed over for denne problemstilling, der fører mig frem til en tåget og impulsiv ordre om dagens arbejdsopgave. Jeg opildner min stemme i et forsøg på at gøre den karismatisk og siger: I løbet af den næste time skal I definere præcis, hvad der motiverer jer til at gå på dette studium. Bagefter skal hver gruppe fremlægge resultatet for klassen. God idé! er der én der spontant udbryder på en indsmigrende facon. Han har helt ret. Det vil give mig masser af tid til at slappe af og komme til mig selv. Jeg spadserer værdigt forbi grupperne med et teatralsk pokerfjæs, forsvinder ud på gangen og efterlader tredive voksne mennesker, der sidder dybt koncentrerede og prøver at hitte ud af, hvorfor de overhovedet er her. Jeg trækker et plastickrus med cappuccino i foyerens kaffeautomat og sætter mig totalt udmattet på en lille trappeafsats. Her er i modsætning til auditoriet behageligt dunkelt og køligt. Det slår mig, at der bør være en metode et eller andet, som kan gøre det lettere for os at definere præcis, hvad det er, vi vil have ud af livet. Noget, der til syvende og sidst kan reducere vores eksistentielle forvirring. De studerendes min alles. Jeg puster forsigtigt til dampen, der flagrer op fra kaffekruset, og drikker eftertænksomt af den beske cappuccino. Min mave føles pludselig underlig, som har jeg hældt gift ned. Den trækker sig sammen, og kvalmen stiger 3

4 brændende i min hals. Jeg hyperventilerer et øjeblik for at undertrykke opkastningsfornemmelsen. Det mislykkes. Med få skridt er jeg inde på toilettet, hvor jeg brækker mit syge indre op. Sveden springer frem på panden. Dette ildebefindende bekymrer mig ikke. Jeg har prøvet det mange gange før. Da jeg er færdig, skyller jeg munden og tørrer ansigtet med en serviet. Derpå går jeg tilbage og sætter mig på trappen. Jeg finder en smule lindring ved tanken om, at jeg immervæk har haft mine stjernestunder som lærer. Da jeg for seks år siden startede som projektvejleder, angreb jeg arbejdet med ildhu og det, der næsten kunne minde om ægte lidenskab. Ak ja, det gør mig helt varm om hjertet at tænke tilbage på, hvor mange studerende jeg har hjulpet i årenes løb. Jeg har med stor flid og passion bidraget til et utal af totalt værdiløse projekter. Nat efter nat sad jeg og pløjede mig gennem fint indbundne kandidatafhandlinger, der var propfulde af sofistikeret ingenting. Ved eksamenerne var jeg ikke desto mindre et udtalt sympatisk, forstående og hjælpsomt menneske. Det ligger ikke til min natur at nyde magt, da jeg aldrig selv har kunnet tåle at være underlagt nogen. Jeg afskyr snarere hele dens opblæste væsen, så i disse anspændte og nervepirrende situationer har jeg altid været de studerendes sande, ligeværdige ven. Eller måske bør jeg retfærdigvis sige: Medskyldige. Det er derfor altid faldet mig svært at dumpe folk, fordi jeg har medlidenhed med dem, når de nu tillægger det hele så stor værdi. Og af samme grund har jeg ved enkelte lejligheder uden at blinke givet de højeste karakterer til de dummeste, fordi det forekommer mig, at de har mere brug for det. Det er hændt to gange, at jeg er faldet i søvn midt under en eksamen. (Min hage sank livløs ned mod brystet, og jeg var formentlig væk i nogle sekunder.) Jeg har eksamineret grupper, hvis opgaver jeg knap nok havde læst, fordi de simpelthen kedede mig til døde. Og da jeg på et tidspunkt slet ikke kunne blive enig med censor, så vi begge kun én eneste fornuftig mulighed for at nå frem til et fair resultat: Vi klunsede om karakteren! Derefter kaldte jeg myndigt de fem studerende ind i eksamenslokalet. De iagttog mig forventningsfuldt og stumt med samme blanke autoritetstro i blikkene, som var det en ophøjet faderskikkelse, de stod over for. Var jeg deres frelser eller bøddel? Ingen af delene. Censor vandt, da vi klunsede, og han gik ind for en middelkarakter. Retfærdigheden skete fyldest! Den grufulde sandhed er, at det aldrig har været mit indtryk, at særlig mange kommer her for at lære noget. Langt de fleste er her kun for at få en uddannelse, hvilket på ingen måde er det samme. De kommer for at få en medalje, de kan vifte med ved selskabelige lejligheder for at stive sig selv lidt af retfærdiggøre sig. Og de tropper op, fordi de bliver nødt til at aftjene denne trivielle værnepligt for at få adgang til erhvervslivets hellige haller. Er undervisningen aflyst? spørger en elegant mand iført marineblåt jakkesæt pludselig spagt og river mig ud af det hjernespind, jeg som så ofte er nedsunket i. Jeg rejser mig fra trappeafsatsen. Han virker forvirret og lidt flov over at komme for sent. Nej, nej. Vi er såmænd i gang med gruppearbejde. Gå bare ind, så kan de andre fortælle dig, hvad det handler om, svarer jeg muntert med en betydningsfuld mine, der siger så meget som, at gruppearbejdet tjener et højere pædagogisk formål, at han bestemt ikke er kommet forgæves, og at han snart vil blive meget klogere. Men det bliver han selvfølgelig ikke. Pyh, stønner han lettet. Jeg var lige ved at tro, at jeg havde spildt min tid ved at køre helt herind. Jamen så er det jo heldigt, at vi er i fuld sving, siger jeg i et tillidsvækkende tonefald og sætter mig dovent tilbage på trappen, mens han forsvinder ind ad døren til auditoriet. Det undrer mig nu og da, at ingen tilsyneladende er begavet nok til at få en uddannelse på den mest enkle og tidsbesparende måde: en god forfalskning af et eksamensbevis. Ved at tage denne højst besnærende smutvej ville man undgå års kedsommeligt terperi og gå direkte ud på arbejdsmarkedet, som alligevel er det eneste sted, man lærer sit job at kende. Et fremsynet og initiativrigt menneske ville kunne drive det vidt med denne gode, tidsbesparende løgn. Man kunne tilmed vælge frit på alle hylder og sige: Jeg er cand.merc., cand.psych., cand.polit., eller hvad man nu helst vil være. Mulighederne er uendelige. Der er for så vidt kun en enkelt forhindring på denne fantastiske vej moral. Succeskriteriet er i sagens natur, at man formår at lyve om sin uddannelse. Men, som med alt andet, vil denne løgn også kun føles svær og hæmmende i starten. Derefter vil den falde let og ubesværet over tungen, og med tiden vil man have sagt den så mange gange, at man næsten selv begynder at tro på den. Man vil langsomt glide ind i og identificere sig med sin selvvalgte rolle. Og det ene skuespil kan vel være lige så godt som det andet. Hvor ville det have glædet mig at fabrikere mit eget eksamensbevis på en kopimaskine. Det ville sandt at sige ikke have gjort nogen forskel jeg husker alligevel stort set intet fra de seks år, jeg læste til cand.merc. Der er næsten helt stille i foyeren, og det eneste, jeg hører, er en svag summen fra de studerende. Et miskmask af uforståelige og fjerne stemmer. Og så åbenbarer dette fremmede univers sig pludselig for mig, da døren til auditoriet går op og får lydene og en stribe skarpt, fluorescerende neonlys til at skære sig nådesløst gennem den dunkle foyer. En følelse af afsky får min syge mave til at snøre sig sammen med et sug. Vi er klar til at præsentere, siger en smilende kvinde i døråbningen. Tømmermændene får mine knæ til at skælve. Jeg vakler en anelse, da jeg rejser mig for at gå hen til døren, som hun høfligt holder åben for mig. Det er længe siden, jeg har haft det så dårligt. Jeg sætter mig tilbagelænet midt i salen, og netop som den første gruppe går op til tavlen for at fremlægge deres resultater, trækker jeg mig ind i mig 4

5 selv og kvæler lyden. Da jeg har siddet og sundet mig lidt, registrerer jeg manden i det marineblå jakkesæt. Han gestikulerer inderligt med armene og ser ud til at tale med den største overbevisning og vitalitet. Jeg slår forundret lyden til: Det interessante er jo at lære noget om mennesker. Det vigtigste for mig er, at jeg får nogle teoretiske værktøjer, så jeg ved, hvordan jeg skal motivere folk og dermed gøre dem mere produktive! udbryder han i et vældig begejstret tonefald. Jeg slår straks lyden fra igen. Åh, hvor jeg dog fortryder, at jeg ikke holdt fast i den ærlige indskydelse om at tage min afsked fyre mig selv på gråt papir nogen skal jo gøre det! Jeg burde have overgivet mig til den eneste beskæftigelse, jeg nogen sinde har brændt for: at skrive bøger. Men så opstod der lærermangel, og jeg fik et tilbud fra instituttet om at blive klasselærer og ekstern lektor. Det sidste er en titel, jeg har efterstræbt i nogen tid, fordi jeg synes, ordet ligger godt i munden. Jeg tænkte, at dette skulle blive et eksistentielt vendepunkt for mig. Jeg fantaserede livligt om at blive en fremragende lærer, hvis åndsevner blev anerkendt såvel i klassen som på instituttet. At jeg endelig ville formå at identificere mig med denne fine, akademiske rolle. Desværre ser jeg nu udsigten til dette på samme måde som én, der iagttager horisonten gennem den forkerte ende af en kikkert. Jeg driver vilkårligt med vinden, og selv når det står mig klart, at mit valg af beskæftigelse er totalt spild af tid, skifter jeg ikke retning. Tværtimod snurrer jeg ubetænksomt den forkerte beslutning solidt og bastant fast til et trygt bolværk, og selv når middelmådigheden er synlig for alle, inklusive mig selv ja, end ikke da griber jeg til handling og river mig løs. Jeg er tykhudet og stædig nok til at forblive, hvor jeg er det, man så konventionelt roser og kalder vedholdenhed og disciplin. Men jeg har intet mål. Og der er dybest set ingen grund til, at jeg er her. Jeg føler, at det er på høje tid, jeg siger et eller andet. Flere af de studerende er begyndt at sende mig tvivlende, sammenknebne blikke, som fylder mig med et vist ubehag. De spekulerer måske på, om jeg virkelig er deres lærer eller blot en subsistensløs, der sidder og får varmen. End ikke mit indstuderede pokerfjæs synes længere at kunne holde dem på afstand. De kræver et intelligent udspil. Jeg skal sige noget klogt. Det interessante er siger jeg og mærker koldsveden springe frem på panden. Opkastningsfornemmelsen kommer tilbage. Jeg undertrykker den. Det interessante er at gøre sig sine motiver klare. Hvorfor er I her? Er det en nysgerrig søgen efter viden og ny erkendelse, karriereudvikling, for at få mere i løn, eller skyldes det tidens allervigtigste drivkraft, som er fremherskende på alle videregående uddannelser: simpelt, kedsommeligt snobberi og konventionel prestige? Der bliver med ét lidt stille i auditoriet. Martin rækker hånden højt i vejret, ligesom han gjorde så ofte under introturen, at jeg havde ham mistænkt for at holde den oppe via en snor i loftet. Ja, siger jeg og peger på ham. Jeg ved ikke det afgørende for mig er at blive klædt bedre på teoretisk, nu hvor jeg er blevet afdelingschef for en filial i Danske Bank, siger han selvtilfreds og tilføjer. Jeg er her altså, fordi jeg gerne vil blive en bedre leder! Jeg nikker samtykkende med et anerkendende smil på læben og tænker: Det skal du sgu nok ikke regne med. I stedet svarer jeg: Tror du virkelig, at nogle teorier kan gøre dig til en bedre leder? Ja, det vil jeg da så sandelig håbe, brummer han forundret. Personligt tror jeg nu ikke, man kan læse sig til at blive en bedre leder, siger jeg. Den slags kvaliteter er dybt forankret i personligheden, og lederegenskaber fremmes primært via menneskelig interaktion. Men hvis du virkelig mener det, hvorfor skal vi så lære alle de teorier, som indgår i pensum? er der én fra salen som spørger med en vantro stemme. Glimrende spørgsmål! Nogle af de gamle teorier omtaler forskellige ledertyper, og de mere moderne lægger vægt på situationsbestemt ledelse. Tænk over det. Hvem ville i en arbejdssituation skifte personlighed og ledelsesstil fra situation til situation? Ja, hvem har den mentale styrke til at være sådan en kamæleon? Det er fandeme det rene vrøvl! udbryder jeg højlydt. Der opstår en kort pause, indtil Martin atter flager ivrigt med fingeren for at få ordet. Han rykker sig frem på stolesædet og iagttager mig koldt. Jeg lader ham vente og fortsætter: Mange af teorierne består af en forsimplet virkelighedsopfattelse, proppet ned i små, æstetiske firkanter eller trekanter af professorer, som har siddet lidt for længe og kedet sig på deres kontor verden er mere kompleks, nuanceret og uforudsigelig end som så. Værsågod Martin, siger jeg og nikker. Du sætter altså spørgsmålstegn ved værdien af det, vi skal lære? konstaterer han i et tonefald, der får det til at lyde som en trussel. Fuldstændig rigtigt! Nogle af bøgerne består primært af akademisk sniksnak men, hvordan skal jeg sige det det kommer også an på, hvordan man anskuer det, svarer jeg behersket og samler mine tanker. Hvis jeres overordnede mål med at være her er at få lidt hjernegymnastik, forbedre jeres evne til at analysere og reflektere en smule og få en overfladisk indsigt i forskellige fagområder og terminologier, så er I bestemt på rette sted. Men hvis I tror, at denne uddannelse ved et eller andet mirakel vil løfte jer som mennesker eller ændre jer på nogen som helst måde, så tager I grueligt fejl. Hvis det er det, I vil, så kan jeg kun anbefale jer at rejse Jorden rundt. Her lærer I ingenting af værdi. Tro mig, dette er blot en kedsommelig ventesal. Et sted, hvor vi rundhåndet uddeler illusioner om respektabilitet, men i virkeligheden ikke gør andet end at dræbe originalitet. 5

6 En ildevarslende stemning af flakkende blikke og småsnakken spreder sig som sivende giftgas i auditoriet. Og jeg observerer muntert, at nogle blot sidder stift ret op og ned med samme arkaiske og udtryksløse ansigter som stenhovederne på Påskeøen. De har måske forventet, at jeg ville fortælle dem om en eller anden interessant empirisk problemstilling fra erhvervslivet. Men jeg ved intet om erhvervslivet. Jeg har stort set ikke haft normalt otte til fire-arbejde i ti år. Til gengæld kan jeg fortælle dem om alle de måder, man kan undgå det på. Øh, hvordan kommer eksamen for resten til at foregå? spørger en kvinde på forreste række pludselig totalt malplaceret. Erfaringen siger mig, at alle studerende elsker, når jeg diverterer dem med faktuelle oplysninger om eksamen. Og jeg ved ligeledes, at jeg altid opnår en vældig sympati ved at tale om dette emne. De ved naturligvis, at det er mig, som til sin tid skal bedømme dem. Et par af Påskehovederne smiler allerede jovialt og imødekommende. Men jeg har ikke lyst til at tale om eksamen, har ikke lyst til at score billige points. Ikke i dag! Lad os hellere tale om det interessante økonomiske begreb offeromkostning, siger jeg nøgternt. Hvis vi nu hypotetisk set tænker os, at en mand spenderer sine sidste halvfjerds kroner på at gå i biografen. Hans offer ved denne omkostning er således, at han går glip af alle de andre ting, han ellers kunne have foretaget sig. Han træffer kort sagt ét valg og eliminerer dermed alle andre. Analogien hertil er tid. Ved at bruge tid på noget så foretager man i sagens natur samtidig et fravalg. Et liv er altså logisk set et fravalg af et andet man ofrer noget, og derfor er det af helt afgørende betydning, at man Bedst som jeg så elegant skal til at servere mit sublime ræsonnement, går jeg brat i stå. Jeg har simpelthen tabt tråden og kan med ét overhovedet ikke finde hoved og hale på det, jeg har sagt. Det er, som om jeg er gledet over i en drømmeagtig tilstand, hvor jeg uden varsel står alene midt i en vidtstrakt ørken og kigger mig forvirret omkring. Og pludselig forstår jeg til min rædsel, at jeg aldrig vil kunne finde hjem. At jeg er dømt til at være her for evigt. Panikken spreder sig på få sekunder i min krop som en rasende feber. Jeg gennemroder febrilsk min trætte hjerne for at finde en tanke frem, men der kommer intet. INTET. Alt er tomt, intet eksisterer, og mit mentale landkort er gået i opløsning. Tilbage er kun en krop. Tja, sådan er det altså bare, siger jeg med et overfladisk smil og slår lidt fjollet ud med armene. Pause. Hvad er sådan? spørger Martin glubsk. Øh, undskyld? udbryder jeg i et fraværende og uskyldigt, spørgende tonefald. Ja, du talte om noget, men jeg forstod overhovedet ikke, hvad pointen var, siger han, mens et kvikt lille smil spiller frydefuldt på hans læber. I et glimt forestiller jeg mig, hvordan Martins hoved mon vil se ud, hvis man flækker det med en skarpsleben økse. Hans smil afslører den småborgerlige, indebrændte og sadistiske trang til at boble over af glæde og skadefryd, når man stilles over for andres svaghed og ulykke. Den velfriserede ondskab. Du mener altså, at du ikke forstod det? gentager jeg overrasket for at vinde tid. Synkront med at jeg taler, bruger jeg al min psykiske energi på at finde tilbage til pointen. Hele klassen stirrer så intenst på mig, at jeg føler, jeg er ved at smelte. Måske bør jeg give efter. Bare rejse mig fra stolen og kaste op på gulvet. På en eller anden måde tror jeg, det ville glæde dem. Det ville være en sensationel oplevelse et jordskælv, som ryster nogle af de grundpiller, hvorpå deres forudsigelige liv hviler. Men jeg er ikke modig nok. Ja, siger han og nikker energisk. Præcis hvilken del af det, jeg sagde, var det du ikke forstod? siger jeg med en påtaget, selvsikker intonation i stemmen. Og samtidig håber jeg så inderligt, at han hopper på limpinden. Det, du sagde, om offeromkostninger og fravalg gav slet ikke mening, konstaterer han saligt og læner sig nonchalant og bedrevidende tilbage i stolen uden at vide, at han som en anden sufflør lige har givet mig stikordene. Åh, det! Jeg troede ellers, det var ret elementært, siger jeg og mangler blot et par sekunder for at få de sidste brikker til at falde på plads. Ikke for mig, brummer han misfornøjet. Trætheden og presset fra de studerende giver mig et tiltrængt skud adrenalin og manisk energi og gør mine tanker lette som skyformationer, der glider sammen i store vatterede klumper på himlen. Jeg tænker bedst, når jeg er så træt, at jeg glemmer mig selv. Når jeg altså ikke også glemmer det, jeg skal sige. Jo, ser du det, jeg sagde, var blot, at når man lever i én virkelighed, så ofrer man samtidig en anden. Det betyder konkret i jeres tilfælde, at når I bruger cirka fire år på at gennemføre dette studium, så går I naturligvis glip af noget andet. Ret banalt. Pointen er derfor, at man bør være meget bevidst om sine værdier og målsætninger. Der er alt for mange, der bruger alt for mange år på at gå ud ad en forkert vej. Og hvorfor? Fordi vi er så forhippede på at tilpasse os hinanden. Vi følger med strømmen ja, vi giver ansvaret fra os og glider med i et behageligt tempo, i håb om at man en dag vil belønne os eller gengælde de ofre, vi har bragt. Vi er tjenstvillige slaver af hinandens forestillinger. Men kan man måske forstille sig et firma uden en nøje defineret strategiplan og målsætning. Ja, et firma, hvor ingen aner, hvad de producerer og hvorfor. Analogien og logikken følger, at hvis man ikke planlægger sine valg og mål, spilder man tiden og lader tilfældet råde man risikerer følgelig at spille fallit, siger jeg moraliserende med en snert af den irritation og selvretfærdige ophidselse, som en præst ville tale med, hvis man udfordrede selveste fundamentet i hans tro. Det er nogle af de flyvske tanker, jeg gjorde mig, da jeg sad ude på trappen, der ansporer mit temperament. 6

7 Jeg forstår ikke rigtig meningen med alle disse spekulationer. For mit eget vedkommende har jeg valgt dette studium, dels fordi det interesserer mig, dels fordi det er et krav, hvis jeg skal have en chance for at avancere på mit arbejde, siger en kvinde med en lettere fornærmet og dominerende stemme. Jeg gør mit yderste for at fastholde koncentrationen og uddybe mit synspunkt. Som lærer bør man altid få det sidste ord. Det er jo trods alt mig, der ved bedst. Jeg nikker forstående og rømmer mig tænksomt. Jeg siger selvfølgelig ikke, at alle lever fuldstændig planløst. Min tanke er blot, at mange ikke gør deres fodarbejde ordentligt, før de træffer et valg i en kaotisk verden med i tusindvis af valgmuligheder. Livet er jo i vid udstrækning kun en tilfældighed, hvis man tillader det at være en tilfældighed. Hvor mange vælger af ren og skær passion glubende appetit dyb lystfølelse? Mit postulat er, at de fleste vælger med ringe fantasi og i mangel af bedre! siger jeg og kaster et blik på mit armbåndsur. Jeg konstaterer, at tiden er ved at være gået for i dag. Undskyld jeg spørger, men er alt det her egentlig pensum? udbryder den pragmatiske kvinde, som tidligere spurgte til eksamen. Nej, svarer jeg med en svag hovedrysten og skyder underlæben lidt frem. Men hvorfor skal vi så bruge tid på det? siger hun forundret og tilføjer diplomatisk: Er det ikke sådan lidt formålsløst? Jo, svarer jeg. Jeg forstår ikke, protesterer hun med en spag, opgivende stemme. Hendes øjne er forvirrede og rådvilde. Eftersom det ikke har sagt dig noget, så har det jo netop været formålsløst. Men jeg synes, det er temmelig interessant, og det var såmænd bare derfor, jeg bragte det på bane. Ja, faktisk forekommer det mig at være et så alvorligt emne, at alle skoler i hele verden burde have det med som en fast bestanddel i deres undervisningsplaner på linje med matematik og sprog. Lad det for eksempel endelig erstatte et fag som religion, svarer jeg, alt imens flere af de studerende lægger deres blanke notesblokke ned i taskerne og rejser sig med stive, mekaniske bevægelser. Min frihed er endelig inden for rækkevidde. Hvor kunne det være skønt at tage min afsked. Der er noget opløftende og rensende ved tanken. Tak for i dag. Jeg håber, det har været en lærerig oplevelse, siger jeg, mens de studerende forlader auditoriet i samme energiske tempo, som et soldaterregiment med madforgiftning går mod toilettet. Udenfor i mørket kan jeg høre nogle biler gasse op, og kort efter står jeg tilbage i absolut stilhed. Jeg går hen for at tørre tavlen ren standser og går lidt tilbage for at tage den totalt overmalede tavle i nærmere øjesyn. Blandt de andre kruseduller på den kulsorte flade står i lysende hvidt: Mennesket er et dyr, som er fanget i det spindelvæv af betydning, som han selv har spundet antropologen Clifford Geertz. Jeg står lidt og funderer over citatets implikationer, indtil jeg bliver distraheret af tanken om et herligt reklameslogan, jeg så for nylig på siden af en varevogn: Vi er ikke geniale men trappevask er vort speciale! Derpå går jeg atter frem, og med hurtige, aggressive håndbevægelser sletter jeg alt. Ethvert fysisk tegn på min tilstedeværelse er udvisket og borte. Tilbage er kun den indelukkede stank af mennesker og en renvasket tavle. 7

8 2. KAPITEL Da jeg kommer hjem, ringer jeg til Pastoren. Han er en af mine nære venner. En af dem, jeg foretrækker at drikke med. Det er en lidenskab, vi har tilfælles, ligesom andre mennesker mødes til et spil golf eller tennis. Selv om han lider af en depression og ret meget andet mentalt flikflak, så er han som regel hyggeligt selskab. Vi griner ofte sammen. Men ikke altid på samme tid. Hallo, siger han. Hej, det er mig. Hvad laver du? Ingenting jeg er lige vågnet. Hans stemme er uklar og langsom. Når han har røget hash, siger han ofte, han lige er vågnet. Måske for at dække over sit misbrug, måske fordi han befinder sig i den tilstand, han foretrækker. Vil du med på Zeze og ha en bajer? spørger jeg. Nu? Ja, hvorfor ikke? Pause. Okay. Vi ses derinde. Jeg lægger røret på. Det er det fine ved Pastoren. Han er altid tørstig. Hvis jeg keder mig en aften, kan jeg stort set altid regne med hans selskab. På den måde er han et meget loyalt menneske. Jeg ifører mig et par slidte cowboybukser, sorte Caterpillar støvler og min olivengrønne flyverjakke. Samme type som en bande af karseklippede fæhoveder i sin tid gjorde til deres frygtindgydende kendetegn. Grønjakkerne. De identificerede sig med en dunjakke. Måske ikke så originalt, men alle har vel brug for et eller andet. Jeg har bare brug for varme. Zeze er ikke et hyggeligt sted. Her er snarere en lidt kold atmosfære. Væggene er dekoreret med store spejle, der er meget lyst, og interiøret er funktionelt og metallisk. Ligesom de fleste af gæsterne. Det er et lidt bysmart sted domineret af de velklædte, velsoignerede, sterile. Før i tiden spiste jeg her ofte med vennerne, fordi maden var god og relativt billig. Derfor foreslog jeg at mødes her. Gammel vane og mangel på fantasi. Pastoren kommer ind ad døren. Han er endnu værre klædt end mig. En gammel, højhalset striktrøje, blankslidte fløjlsbukser og udtrådte hyttesko. Hans kulsorte pomadehår er uglet, han har lange skægstubbe, og øjnene er dødtrætte. Han ligner én, der kæmper en ulige kamp mod livet. Hejsa, siger han og giver mig hånden. Hej hvad vil du ha? En stor Classic. Han sætter sig og tænder en King s uden filter. Jeg henter øl og placerer mig over for ham. Den blå røgsøjle fra hans cigaret slikker op ad glasset, da han bøjer nakken tilbage og drikker. Det halve af indholdet forsvinder hurtigt ned i hans svælg. Pastoren er en meget tørstig mand. Hvordan går det? spørger jeg og ser ham an. Helt perfekt jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft det så godt, lyver han. Og den lille dejlige. Hvordan går det med hende? Vi holder pause. Igen! Den lille dejlige og Pastoren har, et utal af pauser indberegnet, været gift i fem år og har en datter, Chili på fire, som han forguder. Når han er sammen med hende, bliver han til et lykkeligere og bedre menneske. Det gik sgu meget bedre, før hun blev psykoterapeut, siger han. Det er, ligesom om hun er blevet frelst. Før kunne vi i det mindste diskutere som ligeværdige partnere, nu har det mere fået karakter af et læge patientforhold. Hvad føøøøøler du, siger hun kraftedeme! Alting skal vendes og drejes. Hun graver og graver for at nå dybere ned ligesom de ansatte ude på Assistens Kirkegård. Hun er blevet en freudiansk sadist. Hvad føøøøler du? sagde hun indfølende her for en uge siden, og jeg svarede: Det skal jeg såmænd sige dig. Jeg føøøøler trang til en bajer. Og så skred jeg. Har du fortalt hende, at du er træt af alt det dér føleri? spørger jeg. Jeg har sagt alt mest på grund af Chili, resignerer han og drikker af øllen. Da hun havde været på NLPkursus i USA, gik det helt galt. Hun talte uafbrudt om, hvor meget hun havde udviklet sig som menneske, og hvor vidunderlig skøn og dejlig verden er, hvis man blot vælger at se den på den måde. Jeg mener, hun sagde såmænd mange rigtige ting, men på et tidspunkt gik jeg i seng med Mother Teresa og vågnede op med Jesus. I en luksusvilla i Vermont lærte hun tilmed nye ting af en dybsindig guru med afblegede fortænder. Nu var et godt gammeldags knald ikke længere godt nok. Næææ, vi skulle dyrke tantrasex er du klar over, hvor lang tid sådan noget tager? Nej. Evigheder. Det er ligesom at være dødsulten og så blive tvunget til at glo på en saftig bøf i timevis uden at måtte spise den. Nå, men da hun så havde brugt en formue på NLP-kurser, kastede hun sig over selvhjælpsbøger Barry Neil Kaufman, Anna Quindlen, Stephen R. Covey, Martha Beck, Dr. Phil og den slags. De er nemme at finde hos boghandleren man skal bare spørge efter titler, der indeholder ordet lykke. Det gør de nemlig næsten alle sammen. Forfatterne til selvhjælpsbøger har fundet så meget ud af deres liv og er i så utrolig, fintunet balance med sig selv. Så harmoniske, søde og fulde af overskud og lykke, at man ikke skulle tro, de bestilte meget 8

9 andet end at følge blinde mennesker over gaden. Der er noget nyreligiøst over det. De konkurrerer med kirkerne om kunderne. Min kone faldt for det. Nu bruger hun det meste af vores tid sammen på at projicere sin egen skyld over på mig. Jeg er blevet hendes skriftefader med mundkurv på. Hun får aflad gennem mig. Hvis det fortsætter sådan, vil jeg en dag opdage, at mit ansigt er blevet forvandlet til en rosin med pomadehår. Måske har hun bare fundet noget dér, som giver hende mening med tilværelsen. Du er sgu heller ikke helt nem, siger jeg. Jeg ved det, jeg ved det. Men hun forsøger hele tiden at lave mig om, ændre mig på sine præmisser. Det er temmelig trættende. Hvis det ikke var for Chili, var jeg skredet for længst. En øl mere? Ja tak. Pastoren har været præst i Maria Kirke på Istedgade i otte år. I den tid er han ofte kommet på Hotel Absalon, der ligger på den anden side af gaden. Her er han blevet ven med mine venner: David, der er receptionist på hotellet, Lennart, der er tidligere professionel bokser, og Preben, der er nuværende alkoholiker. Jeg har aldrig tidligere kendt noget menneske som Pastoren, hvis personlighed og synspunkter forekommer mig så uforenelige med hans beskæftigelse. Han er bitter, hadsk og stridslysten, og fra tid til anden opfører han sig så provokerende på de vesterbroske barer, at det ender med et vildt slagsmål, som han desværre altid taber. Dertil kommer, at han på et tidspunkt stædigt fastholdt, at Gud og Djævlen er én og samme person ét tohovedet monster, som er dømt til at være i evig, uforsonlig krig med sig selv. Et noget utraditionelt religiøst standpunkt fremført med den største saglighed i stemmen, alt imens han sad i min koboltblå sofa med en kasserolle på hovedet. Det var umiddelbart før, han røg i behandling for en hashpsykose. Skål og op i røven med NLP og halvskaldede guruer! næsten råber han og sætter glasset for munden. Et par gæster ved nabobordet sender os bekymrede, skævende blikke. Pastoren observerer det, læner sig over mod dem og snerrer gennemtrængende: Jeg er præst! De nikker betuttede og ser straks væk fra os. En kyniker er en skuffet idealist, og Pastoren har været skuffet i mange år. Vi har en hel del tilfælles. Det er, som om livet aldrig rigtig har givet os det, vi forventede af det, eller rettere sagt: Vi har været for tomhjernede og langsomme til at forvalte og bruge af de muligheder, vi har haft til rådighed. Tror du, at du finder sammen med den lille dejlige igen? spørger jeg. Han trækker på skuldrene. Svært at sige. For tiden er det lidt hårde odds. Det er ikke så længe siden, at hun forsøgte at overtale mig til at sidde ned, når jeg tisser. Det sviner, når du står op, sagde hun kraftedeme. Hvad mener du! Et deprimerende eksempel på, at nogle kvinder forsøger at ændre manden, så han passer ind i deres koncept. Det groteske paradoks er, at kvinden forsøger at få manden til at leve på hendes præmisser og samtidig gerne vil have ham til at bevare sin maskulinitet og hårdhed. De fleste kvinder foragter et skvat men de insisterer alligevel på at få et. Det er de psykiske magtkampes tid. Og der står jo for fanden ikke skrevet i mandens gener, at han er stærkere end kvinden på dette område. Tværtimod tror jeg. Kvinder er generelt set langt bedre til at manipulere end mænd. De er sgu mere snu, de sataner. Trods Pastorens skepsis er der noget ved den lille dejliges passion for selvhjælpslitteratur, som vækker min interesse. Hvorfor tror du hun kastede sig over psykoterapi, NLP-kurser og selvhjælpsbøger? spørger jeg. Jeg ved det ikke. Måske for at få mere kontrol måske i et forsøg på at finde mening midt i al meningsløsheden. Hvad ved jeg, siger han og læner sig forover og skodder sin cigaret. Det er der vel ikke noget galt med. Jo, når det bliver selvforherligende og missionerende. Når det bliver så skide selvretfærdigt! siger han og er ved at komme i affekt. Og hvad med Chili! Sidst jeg var sammen med hende, sagde hun: Jeg elsker Dalai Lama over alt på Jorden. For fanden mand! Hun er fire år gammel og går nogle gange i orange tøj. Hun er ved at blive en mini Buddha en hellig ånd, der vandrer på jorden uden at røre den. Et uplettet individ, der bare smiler ad det hele og siger kloge ord, der får verden til at falde i svime. Den sværeste kunst for en lille sjæl fornægtelsen af det onde og slik i supermarkedet. Du overdriver. Han smiler og tænder en ny cigaret. Lidt, men sgu ikke meget. Jeg leder selv efter en eller anden metode eller et system, der kan reducere al den forvirring, der ligger i tiden. Noget, der er praktisk anvendeligt, og som både virker for dig og mig og alle andre. Et enkelt værktøj. De største opfindelser er ofte de simpleste, siger jeg. Pastoren sidder et øjeblik tøvende med et anstrengt ansigtsudtryk og hånden hvilende på kinden. Han stirrer tomt og ligegyldigt på mig, sådan som en gammel hangorilla i zoo ville glo på en tilskuer. Man foranlediges til at tro, at den tænker på noget. Pastoren svarer: Jeg aner virkelig ikke, hvad du ævler om. Hvad er karakteristisk for den velstående, materialistiske, og hvad alle civiliserede med en rimelig indkomst kan blive enige om sunde vestlige verden? siger jeg. 9

10 You tell me. Forvirring vi mangler tro, substans, fundament. Alting er gået i opløsning. Vi finder som regel ud af, hvad vi skal foretage os, men sjældent hvorfor. Er det ikke en ret kompleks problemstilling? Jeg mener, der er selvfølgelig Gud. Hmm. Nå, ja, stønner han tvivlrådigt og kigger dybt i glasset. Pastoren er formentlig folkekirkens eneste ateist. Der er ingen tvivl om, at han heller ikke rigtig ved hvorfor. Måske er det noget af det, der binder os sammen. Pointen er at finde en metode, der kan forsimple denne kompleksitet og samle alting i et enkelt, smukt udtryk en tilværelsens relativitetsteori. En ny fornemmelse for helhed, hvor man vil føle tryghed ved at have fundet den sandhed, som er rigtig for én selv. Illusorisk eller ej. Pastoren hæver glasset og holder det i strakt arm med et ophøjet og melodramatisk ansigtsudtryk. Fantastisk! Helt fantastisk! Lidt ligesom Newtons tyngdelov enhver slap røv rammer før eller siden Jorden, udbryder han sarkastisk. Du har ikke set lyset, siger jeg. Har du? fortæl mig endelig, hvis det er lykkedes dig at finde vej i kaos. Nej, men jeg leder stadig, svarer jeg. Og hvis jeg aldrig finder det, så kan jeg trods alt sige, at jeg ledte. Tvivlen er min bedste ven. Skål for det selvhøjtidelige. Skål. Vi drikker ud. Jeg rejser mig for at gå på toilettet. De store spejle på væggen indbyder til, at man skal kigge på sig selv. Ikke for længe. Det virker narcissistisk. Et vurderende øjekast er nok. Man kan glæde sig over sit udseende indtil et vist punkt, hvor man indser, at det fra da af aldrig bliver bedre, og at det uigenkaldeligt er på vej ned ad bakke. Jeg fornemmer, jeg er ved at nå det punkt. Tiden, hvor jeg er på vej mod klovnehår og rynkefjæs. Måske i løbet af ti år. Det går stærkt. Forbandet stærkt. Og jeg er træt af at spilde tiden. På vejen tilbage fra toilettet køber jeg to gin og tonic. Det er ikke nødvendigt at spørge Pastoren, hvad han vil have. Han drikker alt. Netop som jeg skal til at sætte mig ned, møder mit blik pludselig Martins. I mit fravær har han sat sig ved et af bordene ved siden af os sammen med en anden mand. Han plirrer lidt forskrækket med øjnene og trækker, tilsyneladende med en vis anstrengelse, sit smil et par millimeter op, hvor det låser sig fast og giver ham et åndsforladt ansigtsudtryk. Han synes at være blevet fanget mellem to grimasser: den påtagede glade og den påtagede vrisne. Han har ikke kunnet bestemme sig. Hej, Martin, siger jeg og giver dem begge hånden. Hej, hej. Nå, I er også ude at få en lille én, siger jeg opløftet og kigger høfligt på den anden ved bordet. De er begge iført noble, sorte jakkesæt og slips. Det er tydeligt, at Martin er lettere chokeret over min beklædning. Sidst han så mig, lignede jeg mere ham selv. Ja, svarer Martin og leder efter noget at sige. Dine betragtninger omkring valg var for resten vældig interessante. Tak skal du ha. Jeg ved, at han ikke mener interessante som en kompliment. Han har med sikkerhed hadet hvert et ord, jeg har sagt. Ha en god aften, tilføjer jeg og sætter mig. Pastoren læner sig nysgerrigt frem mod mig med albuerne hvilende på bordpladen og hænderne fast sammenfoldede foran munden i et bedegreb. Hvem var det? spørger han. Bare en af mine studerende fra Handelshøjskolen. Hold da kæft, siger han lavmælt. Jeg var ellers sikker på, at det var bedemænd. Det er de ikke, svarer jeg. Kun af sind. Det runde, hvide ur bag baren viser, at klokken er kvart over elleve. Antallet af mennesker i caféen er stigende, og musikken er blevet skruet lidt op. Pastoren kaster længselsfulde blikke mod de mange smukke unge kvinder, der er til stede. Han har aldrig fundet ro hos den lille dejlige. Han leder altid efter den næste erobring, som en sult, der aldrig vil mættes. En evig, rastløs længsel efter noget andet, der er klogere eller smukkere eller mere sofistikeret eller rigere eller mere sexet eller Han virker aldrig tilfreds med, hvor han er. Hvis han hypotetisk set fik alt, hvad han ønskede sig, ville der formentlig ikke gå ret længe, før han ledte efter noget andet. Tror du på, at man kan vælge at være lykkelig? spørger jeg som et barn. Hvad fanden er det nu for et spørgsmål! snerrer han og kigger glubsk og gennemborende på mig gennem røgskyen fra endnu en cigaret. For hver en promille alkohol i blodet stiger hans aggressivitet. Han er ved at være dér, hvor instinkterne dominerer mere og mere over fornuften og besindelsen. Det hænder også, at jeg kammer over. Men jeg mister aldrig helt mig selv. Pastoren mister undertiden al realitetssans og forvandler sig til en regulær sindssyg. Jeg mener det. Tror du rent faktisk, man kan vælge at fjerne den triste følelse i kroppen, der nedbryder en. Finde harmonien en mirakuløs fred der endelig gør, at man føler sig som en del af noget større, siger jeg. Man kan selvfølgelig handle sig ud af meget gå ned i vægt, få succes, forbedre sit forhold, blive rig og al den slags amerikaniserede underholdningssnot, vi bliver tudet ørene fulde af. Men lige sådan noget er jeg sgu ikke sikker på, svarer han med genvunden kontrol. Han stryger fingrene gennem håret og kaster endnu et distræt 10

11 sideblik ud i rummet. De ydre omstændigheder gør ikke nødvendigvis noget ved de indre. Der er selvfølgelig et samspil. Men lykkefølelsen må komme indefra. Et af min kones yndlingscitater er Shelleys: Øjet ser, hvad det bringer til syne. Min kone siger altid, at jeg rummer alle svarene i mig selv. Hun har haft mig i en slags hjemmeterapi i de sidste tre år. Og se, hvor langt jeg er nået. Jeg er kraftedeme stiv eller skæv hver eneste dag. Egentlig tror jeg, at man for at blive lykkelig, hvad fanden det så end er, må gøre noget radikalt. Forsøge at leve på en anderledes måde. Hvis man ellers har behov for det. Hvad har du selv gjort? spørger jeg. Ork alt mellem himmel og jord. Jeg begyndte sågar at tage lykkepiller ligesom omtrent halvdelen af den danske befolkning. Problemet var bare, at jeg skyllede dem ned med Bourbon. Tro mig det bliver man ikke særlig lykkelig af. Han sluger resten af sin gin og tonic og betragter mig samtidig med øjne, der med ét har fået et spillende vanvid over sig. Som ved en pludselig indskydelse rejser han sig brat, løfter sin stol og sætter sig ved bordet, hvor Martin og hans ven sidder. Han hilser høfligt på dem med en blid stemme og præsenterer sig som præst i Maria Kirke. Derefter går han lige til sagen. Fortæl mig nu min ven, siger han bestemt og med et langt mere angrebslystent toneleje. Han kigger Martin dybt i øjnene med et ulveblik. Er du lykkelig? Er du sådan rigtig glad indeni? Glæder du dig til at skulle på arbejde om morgenen og møde dine dejlige kollegaer og kammerater? Og venter der en dejlig pige på dig derhjemme, så du også glæder dig til at komme hjem fra arbejde? Er dit hjerte ved at svømme over? Eller er det bare en muskel, der holder dig i gang? Martin ser skrækslagen ud. Han kigger forvirret, næsten bedende på mig, men jeg kan ikke redde ham. Og vil heller ikke. Jeg æh jeg, stammer han. Ja, ja. Kom nu til sagen vi har jo ikke hele natten vel, siger Pastoren afdæmpet, nærmest kynisk. Mit spørgsmål er såre enkelt. Er du lykkelig eller ej? Deeet, vel sådan lidt svært at forklare, siger Martin og forsøger at sno sig udenom. Ikke det mindste! buldrer Pastoren. Det er det letteste spørgsmål i verden. Jeg gentager: FØLER DU DIG LYKKELIG ELLER EJ? Når der sidder en stor gambler med i stakkevis af jetoner ved den grønne dug på et kasino, så kigger folk på. Det gør de også nu. Martin ser ud, som om han er i trance. Pastoren har fuldstændig taget kontrollen fra ham. Han har reduceret ham til et åbent spørgsmål, eller sår alt afhængig af, hvordan man ser det. Hvorfor skal jeg egentlig fortælle dig det? spørger Martin spagt. Pastorens læber fortrækker i et smil, der ikke er et smil, men en målrettet trussel. Det skal du, for ellers får du dit livs største røvfuld. Jeg slår kraftedeme alle pløkkerne ud af kæften på dig, kammerat! Martin bliver mere og mere hvid i ansigtet. Han er dybt rystet. Pastoren er gået fuldstændig fra forstanden. Jeg kender ham godt nok til at vide, at truslen er reel. Han er ganske vist ikke særlig god til at slås, men når han er i det humør, er han så gal i hovedet, at han altid rammer et eller andet. Så, så tag det nu roligt, siger Martins ven med diplomatisk indignation. Pastoren retter rådsnart sit hoved mod ham. Hold din kæft og bland dig udenom ellers får du også en tur. Øh, nå ja okay, resignerer vennen og læner sig tilbage i stolen. Jeg er nogle gange sådan lidt lykkelig, og andre gange er jeg sådan lidt mindre lykkelig, forsøger Martin sig med dvælende langsommelighed. Han bider sig i sine tørre og sprukne læber. Han ligner ikke længere en bedemand snarere en halvbleg fyr, der ligger udstrakt og helt stiv på bagsædet af bedemandens bil. Stadig ikke godt nok, siger Pastoren i et mildere stemt tonefald og ryster svagt på hovedet. Han har formentlig indset, at han har Martin på krogen og nu kan blødgøre ham med lidt venlighed. Lykke, lykke, lykke, lykke, sprutter Pastoren for sig selv. De fede vil have slank lykke, de fattige rig lykke, de ensomme selskabelig lykke, de syge sund lykke, de grimme smuk lykke og så videre, og så videre. Alle taler dybest set ikke om andet end, hvordan de bliver lykkelige. Så du må da vide, hvordan du har det med lykken. Ja, ja det er klart. Jeg har det nogle gange sådan hvordan skal jeg sige det? Ja, altså at det hele føles sådan lidt tomt. Det er, som om jeg ikke rigtig er til stede. Faktisk, så føler jeg ikke rigtig noget, siger Martin stille og forlegent. Åh, glimrende svaret godt, godt, godt. Nu skrider det jo endelig fremad, min ven, roser Pastoren ham fromt. Martin får lidt farve tilbage i kinderne, øjnenes mathed glider væk, og de får et taknemmeligt, lysende skær over sig. Han ser lettet ud. Han minder mig om en skoledreng, der har svaret rigtigt på den strenge lærers spørgsmål. Du er altså IKKE lykkelig, ræsonnerer Pastoren. Næ, det er jeg vel egentlig ikke. Udmærket, udmærket men hvordan får vi dig så gjort lykkelig. Hvis vi kan sende rumsonder til Mars, lære chimpanser at kommunikere, bygge gigantiske broer, foretage komplicerede hjertetransplantationer og kurere en 11

12 hel del af de mere kendte sindslidelser, så må noget så elementært som at få gjort dig lykkelig vel være inden for rækkevidde. Tja. Min ven her, siger Pastoren og nikker over mod mig. Han spørger, om jeg tror, man kan vælge at være lykkelig. Men jeg aner det faktisk ikke. Hvad mener du? Æhhh. På den ene side kan det måske lade sig gøre, men på den anden side er det måske lidt svært for æhh jeg æhhh GODT, så snakker vi ikke mere om det! skærer Pastoren ham brutalt af med et opgivende ansigtsudtryk og tænder, der bides hårdt sammen. Hvis du skal vælge helt frit og uden restriktioner, hvad vil du så allerhelst gøre? Hvad vil gøre dig mest lykkelig? Svar ærligt! Martin har ikke brug for betænkningstid. Drømmen flyver ud af munden på ham som en åbenbaring, han formentlig har set for sig utallige gange, men hvis bud han aldrig har efterlevet: Jeg vil rejse bort i lang, lang tid. God tur! siger Pastoren lakonisk og vender ham ryggen. Pastoren gnider sig hårdt og demonstrativt i hænderne med en veltilfreds mine. Åh, det var sgu dejligt! Det lettede at få raset ud og samtidig bistå en åndssvag sjæl i nøden. Endnu en fortabt søn. Vorherrebevares giv os vort daglige brød, men fri os fra det tamme. Amen! Det kunne være, at jeg skulle overtage din undervisning. Hvad synes du? udbryder han vældig energisk. Fremragende idé. Jeg er sikker på, at du vil kunne gøre det langt bedre end mig, svarer jeg fuld af oprigtighed. Start med en festlig krystalnat brænd pensum, servér lidt æggepunch og fortæl dem endelig om alt det andet, der virkelig betyder noget. Perfekt hvornår starter jeg? Hvis de alle sammen er ligesom ham dér, så rejser de bronzestatuer af mig efter en uges tid, siger han spøgefuldt. Der bliver måske snart en plads ledig. Jeg overvejer at sige op. Nå, for fanden. Det har du da ikke sagt noget om. Nej. Men det har jeg så nu. Men hvorfor? Fordi jeg ikke har noget på hjerte. Fordi det i grunden aldrig har interesseret mig at være lærer, men blot var et valg, jeg i sin tid foretog i mangel af bedre. Kort sagt fordi det ikke glæder mig det gør mig ikke lykkelig, om du vil. Jeg spilder min egen og andres tid. Glimrende, siger han distræt og betragter sit tomme drinksglas. Jeg henter lige noget at drikke. Hvad vil du ha? Det samme, svarer jeg. Pastorens gang mod baren er vaklende. Når han er plakatfuld, bliver han gal på en sarkastisk og fandenivolsk måde, men uden at det forringer hans intelligens. Snarere tværtimod. Det er kun kroppens motorik og impulser, der langsomt løsrives fra hans bevidsthed. I teorien kunne han ligge i en rendesten uden at være i stand til at komme op og samtidig, med en næsten klar stemme, recitere afsnit fra Biblen. Jeg drejer hovedet og kigger på Martin. Der er noget nøgent over ham. Han sidder med hænderne slapt i skødet, og idet vores blikke mødes, ser jeg ind i tvivlrådige, forlegne øjne. Nærmest som man ville se hos en forbryder, der er blevet afsløret. Angerfuld over det, han har gjort. Ikke mod andre, men mod sig selv. Pastoren nedbrød ham hurtigt, ligesom en ydmygende lussing på rette tid og sted kan få folk til at vågne op. Den rammer dem knaldhårdt og syngende lige midt i deres ego og får det til at smuldre. Derefter ser de tingene på en anden måde. I bedste fald med selvransagelse. Sådan håber jeg at Martin tager det. Pastoren sætter fire gin og tonic på bordet. Venter du gæster? spørger jeg. Nej, men det er jo ikke til at komme til baren. Tak. Det ville snart have været billigere bare at købe en flaske, siger jeg og tager en slurk. En gennemtrængende, harsk smag af bitre enebær forplanter sig ubehageligt i min mund. Sig mig, hvor meget gin er der i? Det er en tredobbelt. De dér tøsedrinks med 2 centiliter rykker jo ikke noget. Jeg kigger op mod baren og overvejer at købe en tonic mere, men jeg orker ikke at stå i kø. I øvrigt har jeg aldrig drukket så meget på grund af smagen. Det er mere virkningen, jeg er ude efter. Jeg abstraherer fra den afskyelige parfumerede bitterhed og drikker igen. Vil du gå tilbage til den lille dejlige? spørger jeg. Emnet interesserer mig. Jeg ved det sgu ikke rigtig måske, hvis hun holder op med at underlægge mig streng psykoterapeutisk analyse. Men man gror jo altid ind i bestemte mønstre. Du ved, ligesom nogle kvinder får på ørene af manden, uden at de af den grund bryder forholdet. Der er gråd. Han går på knæ og beder ydmygt om tilgivelse. Hun har magten og tilgiver. Hun føler sig god og han taknemmelig. De har fantastisk sex. De oplever en intens og ligeværdig glæde og så får hun sgu en ordentlig én over nakken igen. Det hele starter forfra. 12

13 Skal man fordømme og se ned på den slags? Hvorfor! Det er jo bare en simpel dynamik, et enkelt mønster, som de fleste lever efter i en eller anden form. Mit mønster er for eksempel ikke mere indviklet eller sofistikeret. Hun har gjort det til sin kærlige mission at redde mig som et eller andet offer. Men jeg nægter og krænker hende i stedet. Jo mere hun kalder fra bredden, desto mere trodsigt og målrettet går jeg ud i sumpen. Når hun holder op med at kalde, så vender jeg trofast tilbage. Sådanne mønstre ligger dybt forankrede i os vi har trods alt også været et helt liv om at skabe dem. Hvis folk for alvor indså de dybereliggende mønstre og energier i deres forhold, ville de blive chokerede. Men hvis du har forstået dem, hvorfor ændrer du dem så ikke bare? spørger jeg. Hvis jeg fuldstændig ændrede mit mønster, ville jeg blive et andet menneske. Måske ville det klæde dig. Han kigger væk og tømmer det første glas. Han virker pludselig indesluttet og irriteret. Det er, som om han har set realiteterne i øjnene, men samtidig ved, at han ikke magter at gøre noget ved dem. Han hælder den anden gin og tonic ned i én lang slurk. Jeg føler mig svimmel og omtåget. Dét punkt, hvor kontrollen svigter og livet synes at sive ud af kroppen, er meget ubehageligt. Man føler sig hjælpeløs og immobil. Overladt til andres nåde. Jeg spiler øjnene op, forsøger at fokusere på det slørede ur bag baren. Det glider ud af sin form og bliver til halvandet ur. Jeg koncentrerer mig om at fastholde det, jeg plejer at se. Vende tilbage til det normale, undslippe sansebedraget. Pastoren har en anden metode. Med ét løfter han armene strakt i vejret som i sejrsrus og brøler af sine lungers fulde kraft: AHRRRRRRR! Han tager en dyb indånding og skriger igen. Denne gang endnu højere og langt mere afsindigt: AHRRRRRR! Hele caféen går brat i stå. Et surrealistisk øjeblik, som er Jorden holdt op med at rotere. Alt, hvad vi tager for givet, opløses tankerne slipper deres greb i andre emner. De rettes mod det uforståelige og absurde. Ingen referenceramme. Alting bliver tomt og stille. Jakkesættene er ikke jakkesæt, men farvet bomuld glasspejlene er ikke glasspejle, men smeltet sand uret bag baren er ikke et ur, men aluminium og maling murene er ikke mure, men brændt ler Martins ansigt er ikke et ansigt, men hud, væv, kranium i sekunderne efter Pastorens vilde brøl eksisterer ingenting som andet end en ukendt dimension. Det er nedbrydelsen af alle tegn. Derefter giver verden ingen mening indtil man opbygger nogle nye. Vil du ikke være venlig at holde op med det dér, siger en mandlig bartender og lægger hånden på Pastorens skulder. Han kigger op med et flammende blik. Luk røven jeg er præst! Hør nu her! Hvis du råber sådan igen, så er det ud! siger bartenderen hårdt. Pastoren stirrer rasende ned i gulvet med opspilede øjne. Hans krop er spændt som en flitsbue, der truer med at knække midt over, og hænderne dirrer feberagtigt. Han samler kræfter og psyker sig selv. Jeg forsøger at afværge katastrofen. Han råbte bare, fordi han havde brug for luft. Det var kun for at slippe af med noget energi. Ikke andet, siger jeg. Jamen, det generer de andre gæster, indvender bartenderen rutineret. Generer hvem? Jeg ser på Martin. Har det måske generet dig? Mig!? Næ, nej ikke spor slet ikke, udbryder han og slår overdrevet afværgende ud med begge hænder. Han skal ikke have noget klinket med Pastoren. Jeg gider ikke diskutere det. Kan I ikke bare være søde og opføre jer normalt, siger bartenderen opgivende og drejer rundt på hælen. Ved de ord ønsker noget primitivt i mig, at Pastoren vil rejse sig og pande ham én. Lydene fra caféen går langsomt i gang, som et damplokomotiv, der er stoppet kortvarigt ved en perron for derefter at trække sine vogne af sted. Hjulene drejer ved et jævnt damptryk. Alt er som før. Jeg overtaler Pastoren til at gå hjem. 13

14 3. KAPITEL De sidste dages ja, i virkeligheden ugers, måneders og års kaotiske grublerier, synes med ét at trække sig sammen og smelte ind i hinanden. Mine tanker tager en ny form. En erkendelse presser sig på i form af deprimerende spørgsmål. Hvad er min plan, mit mål, min strategi? Jeg sagde til de studerende, at ethvert firma såvel som ethvert individ uden en strategiplan og målsætning lader tilfældet råde og risikerer at spille fallit. Men hvor klog er jeg i grunden selv? Én ting er at forholde sig intelligent til andres liv, noget andet er at efterleve sine egne bud. Hvad med de tusinder og atter tusinder af luftige løfter om at indfri forskellige mål, der i årenes løb har været i mine tanker for derefter blot at blive glemt? Hvor meget har jeg måske ikke planlagt at gøre med mit liv, som aldrig er blevet til noget? Holde op med at ryge, træne regelmæssigt, spise sundere, ændre de mere ulidelige dele af min personlighed I vinterhalvåret ville jeg rejse mod fremmede, eksotiske himmelstrøg og skrive bøger i varmen. Når foråret og sommeren kom til København, ville jeg vende tilbage, nyde at livet igen blomstrede i min døde fødeby. Jeg lovede mig selv, at jeg ville gå metodisk til værks i mit arbejde og skrive med den største selvdisciplin. Én bog om året skulle jeg præstere. Alt andet var uacceptabelt. Endelig ville jeg finde en vidunderlig kvinde, som kunne inspirere mig og vice versa, og ved hjælp af denne frugtbare synergi skulle vi bygge hinanden op med positiv energi og deraf følgende stor succes. Disse glamourøse målsætninger, plus adskillige andre mere vidtløftige, kommer jeg fra tid til anden i tanke om, hvorefter jeg skyder dem ud i fremtiden for derpå at glemme dem igen. De foregår i min tankeverden, men bliver aldrig konkrete, aldrig omsat til handling. Hvilke flygtige tanker, hvor begavede og velmenende de end er, har måske betydning, når de ikke er omsat til noget? ingen. De er som luft, ingen indånder. Alting flyder kort sagt ubehjælpsomt sammen, og der er ingen kontinuitet i mine bestræbelser. Kun en fortvivlet famlen. Jeg trækker min cykel langs med fortovskanten. Idet jeg passerer caféen L Education Nationale i Larsbjørnsstræde, ser jeg et hvidmalet graffitislogan på husmuren. Oprør! står der. Måske var det i virkeligheden det, jeg burde have skrevet på Handelshøjskolens sorte tavle. Ikke andet. Bare oprør! Der er noget ved husmuren og tavlen, der smelter sammen. Alle de ord og tanker, der før eller siden bliver udvisket og glemt. Alting bør bestå. Jeg går lidt videre og grubler over ræsonnementet. Og pludselig slår det mig. Hvorfor ikke. De overvejelser, jeg gjorde mig på Handelshøjskolen, giver mig idéen om at opfinde en form for notesbog, hvori jeg kan skrive mine refleksioner og valg. Noget der ikke kan viskes ud. En notesbog, der består til evig tid. Det skal være som en god ven, jeg forpligter mig over for. Når først valget er truffet, skal det overholdes. Derigennem vil jeg formå at reducere tilfældet og give mit liv et fysisk udtryk. Alle valg skriv dem ned, eller glem dem! Hvis en sådan notesbog kan hjælpe mig, så kan den også være til gavn for alle andre. Jeg cykler byen rundt i skumringen på jagt efter en bog med blanke sider. Det må naturligvis ikke være et tarveligt, brunt kladdehæfte eller den slags. Det skal være en notesbog, hvis omslag udstråler format. Den skal være magisk og tiltrækkende. Jeg skal trods alt skrive mit liv i den. Men de bøger, jeg ser hos antikvariaterne og boghandlerne, er alle sammen fyldt ud med andres ord. De rummer ingen plads til mit univers. Mens jeg træder i pedalerne og går ind i den ene forretning efter den anden, opstemmes jeg mere og mere ved tanken om at anvende notesbogen. Det er den bedste idé, jeg længe har haft. Jeg savner den på en eller anden mystisk måde. Jeg kan ikke vente med at kaste mig over den og fordybe mig i de ubeskrevne blade. Mine anstrengelser er imidlertid forgæves. Ingen af forretningerne har, hvad jeg søger. På vejen hjem kommer jeg i tanke om antikvariatet Notabene, der ligger på Østerbrogade. Der er kun en lille time, til at forretningerne lukker. Jeg skynder mig. Antikvaren er en gnaven, gammel mand. Når man træder smilende ind i en forretning og bliver mødt af et stenansigt, må man kalde det gnavent. Notabene har ligget der i de ti år, jeg har boet på Østerbro, og formentlig meget længere. Fra tid til anden har jeg købt nogle slidte paperbacks her. Ved en enkelt lejlighed spurgte jeg ham til råds om, hvilke bøger han ville anbefale. Han lyste op og øste gavmildt af sin visdomsskat. Han fortalte vidt og bredt om forskellige forfattere, jeg ikke havde læst. De fleste mennesker kan ikke modstå, at man beder dem om en tjeneste. Det er, ligesom man i virkeligheden gør noget for dem ved blot at spørge. Nu virker han rolig og fortrøstningsfuld ved sit sure væsen. Han ryster bedrevidende på hovedet og siger: Jeg sælger ikke bøger med blanke sider. Desværre har jeg kun den mærkelige slags med ord i. Nogle af ordene er endda ret lange. Åh. Han kigger demonstrativt på sit armbåndsur som tegn på, at det snart er lukketid. Han irriterer mig, men der er samtidig et eller andet tiltalende ved hans fjendtlighed. Han er ligeglad med, om jeg køber noget. Intet kunne interessere ham mindre. Den slags holder jeg af. Men der er også noget ved ham, som vidner om, at han er uendelig træt. Det magre, skæggede ansigt med de fjerne, resignerede øjne den ludende gang og de spinkle 14

15 arme, der hænger slapt ned langs siden, som orker han knap nok at holde sig selv oprejst. Det er, som om han langsomt tynges mod jorden og knap nok magter at stritte imod. Måske er fjendtligheden det sidste, han har at stå imod med. Måske har han været begravet i bøger for længe. Er det i orden, hvis jeg lige ser mig lidt omkring? spørger jeg i et jovialt tonefald. Nu og da giver vrisne mennesker mig en følelse af at være ovenpå. Vi lukker om en halv times tid, svarer han modstræbende, som om de er flere i forretningen. Fint nok. Jeg går ned ad en stejl trappe til en betonkælder. I loftet hænger små lampetter. De sender et blegt lys ud i et stort rum med kolde, grå mure, hvor i tusindvis af bøger står side om side på lange rækker af kedelige fyrretræsreoler. Her er en indelukket duft af tryksværte og papir. Bøger ånder så at sige. Og det i en sådan grad, at det er ufornuftigt at have store mængder stående i soveværelset. De udsender de giftige kemikalier fra tryksværte. Man kan blive syg af at indånde for mange af andres ord. Tiden er knap. Mine øjne løber hurtigt hen over sammenpressede bogrygge Papillon, Raskolnikov, Alkymisten, Steppeulven, Lad Tiden Gå, Dommen, Dagdriverbanden, Den Fremmede, Profeten de har alle sammen en titel. Her er intet for mig. Jeg roder i et sidste forsøg i nogle gamle mælkekasser i det fjerneste hjørne, hvor der ligger bøger hulter til bulter. Tyve minutter senere er jeg lige vidt. En følelse af skuffelse trænger sig på. Jeg vil gerne i gang med at skrive med det samme. Nu, hvor jeg har bestemt mig for det, er det, som om ingenting giver mening, før jeg går i gang. Ovenpå er indehaveren ikke at se. Han sidder velsagtens på sit lille kontor omgivet af bøger og føler sig nedslået og bitter over et eller andet. Netop som jeg skal til at gå ud ad døren, hører jeg hans stemme fra et tilstødende lokale: Lige et øjeblik. Jeg vender mig om. Han går mig i møde. Jeg fandt den her, siger han og rækker mig en tyk bog. Den føles tung og er indbundet i sort læder. Forsiden af omslaget er præget med et guldtryk af Jeanne d Arc. Små sprækker i det tørre læderomslag vidner om, at det er en meget gammel bog. Jeg bladrer den hurtigt igennem og ser til min glæde, at den gullige materie, det kraftige papir er helt blankt. Efter knap fire timer er min jagt forbi. Fantastisk! udbryder jeg glædestrålende. Hvor meget skal du have for den? To tusinde kroner, svarer han tørt uden at fortrække en mine og kradser sig i skægget. To tusinde kroner! ekkoer jeg forbavset. Men der står jo ikke et ord i den. Netop. Den er sjælden. Hmm. I kolofonen står der, at den er fra Jeg har lige undersøgt sagen lidt. Det var 400 år efter, at Jeanne d Arc blev brændt levende for hekseri på markedspladsen i Rouen. 30. maj 1431 for at være helt præcis. I kolofonen står der også: A l honneur de Jeanne d Arc. Bogen er altså udgivet til hendes ære. Hun var kun nitten år gammel, da hun døde. En fascinerende kvinde med stærke religiøse visioner. Det var under Hundredårskrigen, at hun satte sig for at befri Frankrig for englænderne. Hun overtalte den franske konge Charles, le Dauphin, til at lade hende gå i krig og fuldføre sin mission. Og hun formåede at befri Orléans og Reims efter blodige slag. Til sidst blev hun forrådt af den franske konge og fængslet af de burgundiske styrker. Hun mødte sit endeligt på bålet. Jeg føler mig endnu mere draget af notesbogen. Den er tyk og omtrent i samme format som en pocket-roman. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der er myte og sandhed, fortsætter han. Historien vidner ikke desto mindre om en kvinde med uhørt viljestyrke. Hun fór frem som ingen anden, fordi hun var overbevist om sin guddommelige mission. Og hun følte sig så tæt forbundet med Vorherre, at hun mente, han talte direkte til hende. De syn, hun så for sig, og de ord, hun hørte, gjorde hende overbevist om, at hun var en særlig udvalgt. I dag ville man måske kalde hende skizofren. Men hvis du ikke har lyst til at købe bogen, så kan jeg da godt forstå det. Vi lukker alligevel nu. Han ser ud gennem den store butiksrude med et fjernt blik. Det bedste udgangspunkt for at gøre en god handel er at virke uinteresseret. Hvis man viser, at man ikke har behov for det, en anden vil sælge, kan man presse prisen. Antikvaren har for længst indset, at jeg vil betale lige meget hvad. Jeg tager den, indvilliger jeg hvæsende og går hen til en lille interimistisk disk. Jeg kører med ubehag mit Visakort gennem dankortterminalen, venter, indtil den skrattende elektroniske lyd endelig slutter og underskriver på udskriften. Derefter forlader jeg denne kræmmersjæl. Heldigvis sagde han ikke fem tusinde kroner, for det havde jeg også betalt. På den måde kan man egentlig godt sige, at jeg slap relativt billigt. Alle tings værdi, stort som småt, afhænger kun af, hvad de betyder for én. I dette øjeblik er notesbogen det vigtigste for mig. Det er ikke blot den fysiske genstand, dette klenodie fra en svunden tid er også en slags dokument, som var beregnet til at blive skrevet af et andet menneske. Et lille kuriosum i tiden, hvis liv og gøremål af en eller anden grund aldrig blev nedfældet. Aldrig blev udødeliggjort i tanken. Det er en chance, der blev forpasset. Siden da må den være gået gennem mange hænder, for til sidst at være forsvundet blandt i tusindvis af andre bøger hos antikvaren. Jeg inspireres ved tanken om de muligheder, notesbogen rummer, og åbner den ganske forsigtigt, da jeg kommer ud på gaden. Der er noget særlig komisk ved situationen. Jeg bladrer og kigger op og ned ad blanke sider med en 15

16 blanding af ærefrygt og lystfølelse. Jeg forestiller mig, hvad der skal stå. Det skal være en ny begyndelse. Mit år nul. Alle planer skal fra nu af partout skrives ned og troligt efterleves, for de er skrevet af ingen mindre end Gud den almægtige. Han, som styrer og er ansvarlig for mit liv mig! 16

17 17