SCENEKUNST KONFERENCE Rapport fra konference den 11. november

Transkript

1 SCENEKUNST KONFERENCE 2005 Rapport fra konference den 11. november

2

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Baggrund for konferencen 4 Program 5 Konferenceoplæg af Rhea Leman 6 Bevægelighed i teaterlandskabet og -støtten artikel af Jørn Langsted 8 Teaterpolitisk stoleleg - artikel af Me Lund 11 Kickstart ved Rhea Leman 16 Han var et stort talent - nu er han død monolog af Ditte Hansen 18 Paneloplæg om den aktuelle situation 20 Debat mellem panel og sal 21 Kulturminister Brian Mikkelsens tale 24 Rundbordssamtale 27 Workshops 30 Forslag til ændringer af støttestrukturen 35 Afslutning ved Rhea Leman 39

4 KONFERENCE OM STØTTESTRUKTUREN OMKRING SCENEKUNSTEN 2005 Kunstrådets Scenekunstudvalgs konference om støttestrukturen omkring dansk scenekunst fandt sted 11. november 2005 på Kunstakademiets Arkitektskole i København. Her mødtes 134 scenekunstnere, politikere, organisationsfolk og embedsmænd for at diskutere de aktuelle problemstillinger i den nuværende støttestruktur, samt for at skitsere visioner, behov og forslag til en forbedring af forholdene for den danske scenekunst. Denne rapport er en opsummering af konferencedagens mange oplæg, indslag og drøftelser. Konferencedeltagernes diskussioner og ytringer er forsøgt refereret så omfattende og ordret som muligt, men sandsynligvis er det ikke lykkedes referenten at få samtlige udtalelser med. BAGGRUND FOR KONFERENCEN Kunstrådets scenekunstudvalg er af den opfattelse, at den nuværende offentlige støttestruktur omkring den danske scenekunst ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser den kunstneriske udvikling. Scenekunstudvalget har derfor sat begrebet flow på sin dagsorden, og efterlyser kort og godt en større fleksibilitet og udveksling mellem de forskellige områder i strukturen. Når scenekunstudvalget taler om et behov for flow mellem de forskellige niveauer i støttestrukturen, så skal det forstås i den betydning, at der generelt bør skabes mulighed for, at systemet dels sikrer, at nye scenekunstnere og scenekunstneriske initiativer kan optages i støttesystemet, og dels skal det gøres muligt, at de kunstnere, grupper og initiativer, der har vist den fornødne kunstneriske kvalitet, kan bevæge sig fra ét område i støttestrukturen til ét andet. Som støttestrukturen er indrettet i dag, så kan den groft opdeles i fem hovedområder/niveauer med udgangspunkt i hvor bevillingerne kommer fra : 1 Det Kgl. Teater, der støttes af staten. 2 Landsdelsscenerne, Den Jyske Opera, Det Danske Teater og Peter Schaufuss Balletten, ligeledes med offentlig støtte, i forlængelse af strukturreformen stort set rene statsteatre. 3 De store teatre i Storkøbenhavn (Hovedstadens Teater), i forlængelse af strukturreformen rene statsteatre. 4 Egnsteatre og små storbyteatre, støttet af kommunerne med refusion/støtteandel fra staten. 5 Enkeltprojekter og teatre, støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg. Med dette som afsæt inviterede scenekunstudvalget en række kunstnere, politikere og andre væsentlige aktører på scenekunstens område til konferencen 11. november 2005 for at drøfte de aktuelle problemstillinger, og ikke mindst med henblik på at udveksle visioner og komme med forslag til forbedring til fordel for udviklingen af scenekunsten. Formiddagen var afsat til at diskutere problemerne i den aktuelle støttestrukturs tegn, mens eftermiddagen var helliget visionerne for fremtiden. Forud for konferencen havde scenekunstudvalget udsendt inspirationsmateriale til konferencen bestående af oplæg fra udvalgets formand Rhea Leman samt artikler forfattet til lejligheden af henholdsvis professor Jørn Langsted og journalist Me Lund. 6

5 KONFERENCEPROGRAM : Indskrivning og morgenkaffe : Velkomst ved Rhea Leman, formand for Kunstrådets Scenekunstudvalg : Præsentation af dagens program ved konferencedagens leder Erik Aschengreen, lektor og journalist : Kunstnerisk indslag oplæg til dagens drøftelser : Belysning af den nuværende struktur omkring den danske scenekunst. Korte oplæg fra panel bestående af Jens Kjær Christensen, medlem af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg (EL); Claus Reiche, Udviklingschef KulturPrinsen i Viborg; Tina Gylling Mortensen, skuespiller, leder af Mammutteatret; Palle Granhøj, kunstnerisk leder af Granhøj Dans; Lasse Bo Handberg, Teaterchef BaggårdTeatret; Simon Boberg, dramatiker og kunstnerisk leder af Plan B samt Ina-Miriam Rosenbaum, medlem af Kunstrådets Scenekunstudvalg. Scenekunstudvalget Kongens Nytorv København K Telefon Telefax ks@kunststyrelsen.dk : Debat mellem sal og panel : Frokost : Kulturminister Brian Mikkelsen taler : Præsentation af eftermiddagens program, som har fokus på, hvad vi kan gøre ved de problemer, som er blevet afdækket i løbet af formiddagen : Rundbordssamtale mellem Mogens Jensen, kulturpolitisk ordfører fra S; Ellen Thrane Nørbye, kulturpolitisk ordfører fra V; Jokum Rohde, dramatiker; Ellen Nyman, skuespiller og performer og Erik Pold, koreograf og performer. Ordstyrer: Gerz Feigenberg, dramatiker og instruktør : Workshops. I grupper på ca. 8 personer drøftes løsningsforslag på problemer, som formiddagens debat har skitseret : Kaffepause samt kunstnerisk indslag : Fremlæggelse af resultaterne af eftermiddagens workshops : Afrunding ved Rhea Leman : Fælles middag

6 KONFERENCEOPLÆG SCENEKUNSTUDVALGETS FORMAND RHEA LEMAN UDSENDT FØR KONFERENCEN 2. november 2005 Kære konferencedeltager Scenekunstudvalget ser frem til den 11. november, hvor vi håber at få en spændende og dynamisk dag sammen. Vi er er meget glade for, at du har sagt ja til at deltage, og ser frem til at skulle drøfte fremtiden for dansk scenekunst. Gennem tiderne har de lovgivningsmæssige og økonomiske rammer for den danske scenekunst gennemgået en stor udvikling. Fra i første omgang udelukkende at omhandle Det Kongelige Teater til i dag, hvor der er skabt grundlag for en mangfoldighed af scenekunstnerisk produktion og formidling dels på større institutionsteatre, men også på mindre scener, i gymnastiksale, på gågader og mange andre steder. Udviklingen af scenekunstens område afspejler den demokratisering, der generelt er sket i det danske samfund gennem de seneste mere end 30 år. Scenekunstudvalget Kongens Nytorv København K Telefon Telefax ks@kunststyrelsen.dk Omkring scenekunsten er der skabt rammer for, at der med offentlige tilskud kan produceres scenekunst for både børn og voksne, og indenfor stadig flere udtryksformer som f. eks moderne dans, performance, musikdramatik og nu også nycirkus. Der er etableret ordninger til nedsættelse af billetpriser, og formidlingsarbejdet på det internationale område er ved at blive løbet i gang. Der er også kommet flere og bedre muligheder for at uddanne sig på scenekunstens område. Det er for eksempel ikke længere nødvendigt at rejse til udlandet for at uddanne sig som moderne danser. Vi har fået en dramatikeruddannelse, og der er blevet oprustet på efteruddannelsesområdet indenfor børneteaterområdet. Sådan er der gennem tiden skabt stadig flere initiativer, der samlet set skaber en struktur og lægger en økonomisk ramme for scenekunsten og snarest med den kommende strukturreform sker der nye ændringer og tiltag. Men der er brug for at se teaterlandskabet som et samlet hele, hvis vi skal sikre en fortsat kvalitativ og kunstnerisk udvikling af scenekunsten i Danmark. Vi bliver nød til at erkende, at de forskellige lag i den scenekunstneriske fødekæde har brug for hinanden er indbyrdes afhængige. Man kan for eksempel umuligt forestille sig, at de større institutionsteatre alene kan udvikle nyskabende scenekunst uden også at samarbejde med de professionelle kunstnerisk eksperimenterende scenekunstnere, som udgør det niveau i fødekæden, der ikke er begunstiget med trygge økonomiske arbejdsbetingelser. Kunstnere hvis eksperimenterende arbejde er med til at forny scenekunsten. Til konferencen fredag den 11. november 2005 har Kunstrådets Scenekunstudvalg inviteret en række af de centrale aktører til at debattere aktuelle dilemmaer og problemstillinger på scenekunstens område. Tanken er, at ikke mindst politikere og kunstnere skal være i direkte dialog, og at der forhåbentlig kommer noget positivt ud af dette møde. 8

7 Konferencens drøftelser vil tage udgangspunkt i et program bestående af oplæg og samtaler med politikere og kunstnere, og som inspiration for dagens drøftelser har vi bedt henholdsvis professor Jørn Langsted og journalist Me Lund om at komme med deres syn på scenekunstens udfordringer anno Kulturminister Brian Mikkelsen vil tale på konferencen, og der vil ligeledes blive præsenteret kunstneriske indslag. Det er Scenekunstudvalgets ønske, at der ved en workshop om eftermiddagen kan blive skitseret en række konkrete forslag til politiske initiativer, som kan medvirke til at fremtidssikre dansk scenekunst. Med håb om en livlig og konstruktiv konference. På vegne af Kunstrådets Scenekunstudvalg Rhea Leman formand

8 INSPIRATION TIL KONFERENCEN ARTIKEL 1 UDSENDT FØR KONFERENCEN INDHOLDSFORTEGNELSE Bevægelighed i teaterlandskabet og -støtten Af Jørn Langsted, oktober 2005 Frie midler i kunstpolitikken kan meget hurtigt blive bundne midler. Specielt tydeligt er det måske i den del af kunststøtten, der retter sig mod kollektive kunstarter, scenekunst og musik, fordi det dér i sagens natur også er produktionsapparater og dertil hørende opsamlede kunstneriske erfaringer, man støtter. Intentionen med frie midler er jo ellers netop, at de skal kunne disponeres til det nye og uforudsete, til eksperimenter og nyudviklinger. Når man kan tale om, at de frie midler bliver bundne, så hænger det sammen med, at der findes støttemodtagere, der én gang har bevist deres kunstneriske værd og fået offentlig støtte, og som bliver ved med at være interessante, nyudviklende og støtteværdige og derfor år efter år rimeligt og fornuftigt nok bliver ved med at modtage støtte. Støtte modtager de fra de frie midler, der så i en vis forstand jo da fortsætter med at være frie, men som jo reelt bliver bundne. Problemet opstår i et kunststøttesystem, der opererer med båse, hvor det er svært at komme fra den ene bås til den anden. Bevægeligheden i det samlede støttesystem er for ringe, kan man hævde. Vi har mindst 5 båse i dansk teaterliv: 1. Det Kgl. Teater, der støttes omfattende af staten. 2. Landsdelsscenerne, Den Jyske Opera, Det Danske Teater og Peter Schaufuss Balletten, også med substantiel offentlig støtte, fremover stort set rene statsteatre. 3. De store teatre i Storkøbenhavn (Hovedstadens Teater), fremover rene statsteatre. 4. Egnsteatre og små storbyteatre, støttet af kommunerne med refusion/støtteandel fra staten. 5. Enkeltprojekter og teatre, støttet af Kunstrådets Scenekunstudvalg. Disse båse har ikke noget med kunstnerisk kvalitet at gøre. De har noget at gøre med økonomiske og ressourcemæssige muligheder med deraf følgende driftsmæssig stabilitet. Det handler bl.a. om mulighederne for at kunne bedrive planlægning, der rækker ud over den enkelte sæson f. eks. både med hensyn til repertoire og engagementer af kunstnere. De ressourcemæssige muligheder har også noget at gøre med, hvilke typer af forestillinger med hvor mange medvirkende, man overhovedet har mulighed for at sætte op. Er man i øverste bås, kan man vælge at sætte forestillinger op med få medvirkende eller med mange medvirkende. Man har også ressourcer til store scenografier. Er man i nederste bås kan man kun vælge at sætte forestillinger op med få medvirkende. Og man har kun ressourcer til mere begrænsede scenografier. Ideelt set burde et teatersystem muliggøre bevægelighed op og ned i systemet. En kunstnergruppe burde f. eks. kunne få støtte i et par år af Scenekunstudvalget. Hvis kvaliteten og dynamikken var i orden, burde man derefter kunne blive egnsteater eller lille storbyteater. Og senere burde man kunne få plads i nogle af de øverste båse, hvis det stadig var interessant og vigtigt teater, man lavede. Systemet burde være generøst og åbnende. Og tilsvarende burde det være attraktivt for folk, der normalt arbejder i de øvre båse, at deltage i kunstnerisk spændende projekter i de nedre båse. En sådan bevægelighed eksisterer ikke i det danske teatersystem. Og ingen tager tilsyneladende ansvar for, at den kan komme til at eksistere på et ordentligt grundlag. Det nytter f. eks. ikke noget, hvis Scenekunstudvalget finder på at stoppe driftsstøtte til interessante teatre for at give plads til flere projekter. Dermed accepterer man jo bare den prop, der er i systemet mellem de nedre båse. Og man overlader det til dem, der får frataget driftsstøtten, selv at finde løsninger, hvis der findes nogen. 10

9 Det burde nok være et tema for teaterpolitikken at tage ansvaret for at åbne båsene og for at øge bevægeligheden til gavn for teaterkunstens udvikling, til gavn for nødvendig fornyelse og dermed i sidste ende til gavn for publikum, både det, der er der, og det, der kan komme. Og Scenekunstudvalget burde så også varetage en aktiv rolle som båseåbner ved at fungere som igangsætter og dynamo i forhold til nyetablering af egnsteatre og små storbyteatre. Hvad bør der gøres For nogle år siden foreslog et kulturministerielt udvalg en form for tvangsfornyelse, der bestod i at teaterchefer/-ledere ikke kunne være leder af et teater så længe som helst. Der skulle tvinges fornyelse igennem. Og egnsteatre skulle heller ikke kunne blive ved med at være egnsteatre i deres kommuner. Egnsteatertjansen skulle slås op med jævne mellemrum. Jeg tror ikke på den idé. Der er for meget tvang over det. Gulerod smager nok bedre end pisk. Men hvis man starter fra bunden af, så er det helt nødvendigt, hvis man vil fremme et vitalt scenekunstmiljø, at der bevilges nogle flere penge til uddeling gennem Scenekunstudvalget. Der er helt generelt alt for få frie midler til rådighed i teatersystemet. Scenekunstudvalget uddeler i dag vel kun 6-7 % af de offentlige midler, der anvendes på scenekunst i Danmark. Dermed bliver afdelingen for eksperimenter og nyudviklinger i teatersystemet underdimensioneret. En politisk målsætning burde være at fordoble andelen. Dernæst bør der satses på, at der i den kommende tid etableres flere egnsteatre og små storbyteatre. Selvom man da nok må forestille sig, at de nye storkommuner får rigeligt med ting at tage sig af i de nærmeste år, så er der også en del af dem, nok særlig dem, der har en købstad som centrum, der vil bruge kunst og kultur til at profilere sig på. Her vil det være vigtigt, at Kunstrådet, Scenekunstudvalget og Kulturministeriet presser på, informerer og videregiver gode idéer og erfaringer med egnsteatre. Egnsteaterordningen skal jo fortsætte sådan som vi kender den som en ordning med delt finansiering mellem stat og kommuner. Og selvom forhandlingsforløbet op til kommunalreformens lovvedtagelser ikke tydede på, at ministeriet agtede at fortsætte sit engagement i egnsteatrene, så endte det politiske forlig altså med status quo. Det er udgangssituationen, som også ministeriet må agere ud fra. Man kan godt frygte, at de profileringsbehov, som kunst og kultur forventes at skulle opfylde i storkommunerne, vil føre til, at kommunerne satser på tomme skaller (musik- og kulturhuse), hvor den internationale main stream kan komme forbi og give en optræden. Her vil det være vigtigt, at der i kommunerne ikke kun satses på at formidle kunst, men også på kunstproduktion. Gode eksempler (Odin Teatret og Holstebro, Møllen og Haderslev etc.) bør kunne videreformidles til kommuner, der måske er mere famlende og nye på scenekunstarenaen. Hvis det er nødvendigt for at få åbnet sluserne mellem niveau 5 og 4 i teaterstrukturen, at det bliver økonomisk mere attråværdigt for kommunerne at engagere sig i egnsteatre, så må staten være parat til at gøre det. Overskriften er bevægelighed og vitalitet i teaterkunsten. Desuden må staten fjerne eller øge den støttemæssige overgrænse for statens refusion af kommunernes udgifter til egnsteatre. I dag kan kommunen få statsrefusion af beløb op til 7,3 mio.kr. Det er svært at se nogen kunstnerisk begrundelse for denne overgrænse. Og når politikerne ellers snakker om, at egnsteatrene er for små enheder, så kan man så let som ingenting give dem muligheder for at blive større enheder. Det vil selvfølgelig ikke ske alle steder, men det bør være en mulighed, at kunstnerisk kraft kan vokse sig stor også ressourcemæssigt inden for egnsteaterordningens rammer. Noget tilsvarende bør gælde for de små storbyteatre. Det er bedre at hæve overgrænsen for refusionen end at tvangssammenlægge egnsteatre, som nogen politikere har foreslået. Et langsigtet og kontinuert animeringsarbejde og jeg tror ikke, det er noget, man klarer i en håndeven- 11

10 ding og et par lovændringer vil kunne være med til at øge bevægeligheden og fleksibiliteten i de nederste båse i den danske teaterstruktur. Hvad med de store teatre? Her handler problemet mest af alt om åbenhed i forhold til det samlede teatermiljø. Der må en nytænkning til, der gør det selvfølgeligt, at de ressourcer, samfundet stiller til rådighed for det enkelte teater, anvendes til fremme af det samlede teaterlandskab. Det kan ske ved at åbne husene for gæstespil, samproduktioner og andre udvekslinger mellem store teatre og mindre grupper og projekter. Desuden bør personalepolitikken på store teatre satse på, at det er til gavn for det samlede teatermiljø, at personalet animeres til at indhente erfaringer fra andre kunstneriske sammenhænge. Udlån, samproduktioner og orlov kunne være stikord. Desuden bør bevægeligheden sikres ved, at bestyrelserne for de store teatre tager udløbet af en chefkontrakt alvorligt og virkelig undersøger mulighederne og ikke bare (halv)automatisk satser på forlængelse af den siddende chef. Det danske teatersystem bør indstille sig på, at det er naturligt at være teaterchef i en periode af sit liv, og at det derefter også er naturligt at fortsætte karrieren som skuespiller eller instruktør. Derfor bør det være obligatorisk, at kunstnere som teaterchefer også vedligeholder deres kunstneriske kvalifikationer, mens de er chefer. Konklusioner Scenekunstmiljøet og teaterpolitikerne bør blive enige om, hvorvidt diagnosen er rigtig: Har vi behov for større bevægelighed i teaterlandskabet? Mit hovedargument handler ikke om Scenekunstudvalgets problemer med at skaffe plads til at kunne støtte nye folk med nye projekter. Det handler derimod om, at en vitalisering af dansk teater er pinende nødvendig, hvis kunstarten ikke skal ende på Teatermuseet før tid. Efter at have fået præciseret diagnosen kan man stille forslag til, hvordan bevægeligheden kan fremmes. Jeg har stillet nogle forslag. Andre kan sagtens tænkes. Det vigtige er, at teaterpolitikken indgyder mod og selvtillid, og at den kombinerer lovgivningsmæssige, økonomiske og strukturelle initiativer med holdningsmæssige ændringer. 12

11 INSPIRATION TIL KONFERENCEN ARTIKEL 2 UDSENDT FØR KONFERENCEN Teaterpolitisk stoleleg Af Me Lund, oktober 2005 Skal man slå eller slå et slag for dansk teater? Dilemmaet er klassisk, men har fået ny relevans i en tid, hvor alle taler om markedet, som om det var en destruktiv naturkraft, man intet kan stille op imod. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det vil skabe en ren winwin situation, hvis vi prøvede noget nyt og gjorde dansk teaterpolitik offensiv i stedet for defensiv. Det er ved lov forbudt at slå børn. Voksne må faktisk heller ikke slå hinanden, i hvert fald er det ikke længere velset, at cheferne langer ud efter medarbejderne på arbejdspladserne, eller at nabostridigheder udvikler sig til egentligt håndgemæng. Og når det alligevel sker, ryger det på avisernes spisesedler, og vi bliver alle sammen meget forargede. Men det er mærkeligt nok ikke forbudt at tæve kunst- og kulturlivet og ligefrem straffe med døden, når noget en forestilling, f. eks. - er gået skævt. Vi bliver ikke forargede, for tiden løfter vi ikke engang et øjenbryn. Så lukker vi teatret og lader bare falde, hvad ikke kan stå. Og så tror vi, at naturen går sin gang og sørger for, at den bedste kunst overlever, mens den svage sørgeligt, men retfærdigt, bukker under. Omtrent sådan kan man betegne den situation, teatret er havnet i. Her har interessen for selve kunsten udviklet sig til en nidkær optagethed af bundlinjerne, altså de økonomiske bundlinjer, vistnok alt sammen inspireret af erhvervslivet og de nye, liberale vinde, som uden diskussion er blevet svaret på alle vore bønner. Alle slår ud med hænderne og taler om markedet, når man antyder, at det kunstneriske niveau har været bedre. Alle er nemlig optaget af at være deres egen lykkes smed, ingen tør virke gammeldags og insistere på arbejdsro eller fællesskab. Alle løber rundt med tungen hængende langt ud af halsen for at indfri kravene til egenindtægt og belægningsprocent; der ansættes fundraisere i lange baner, og i stedet for at lave kunst sidder teaterfolket i de sene nattetimer og pønser på smarte reklamekampagner, før konkurrenterne får samme idé. Målet er naturligvis at være blandt de teatre, der overlever det brutale udskillelsesløb, tidens ugunst har sat i gang. Og når det kunstneriske niveau med mellemrum tager et herresving i den gale retning - og det er jo teatrets natur - eller når publikumstilgangen er vigende, hvad den jo er for de statsstøttede teatre under ét, tyer vi til vidundermidlet, den såkaldte professionalisering af bestyrelserne. De indgår resultatkontrakter, de måler og vejer og analyserer befolkningen og dens livsstil oppefra og nedefra, som enkeltpersoner og i fokusgrupper - alt sammen for at få objektive redskaber i hænderne til at styre og kontrollere produktionsprocessen og naturligvis for bedre at kunne markedsføre produktet, hvis ve og vel ingen til gengæld interesserer sig for. Den (u)naturlige teaterdød Slår alle disse strategier fejl, er vi som nævnt parate til at lukke butikken og sælge ud af inventaret. Det har vi vænnet os til, sådan gør vi i det logiske, private erhvervsliv. Og derfor er det nu osse blevet standard på teaterområdet, at vi blot trækker på skuldrene, når et teater dør en sund og naturlig død på markedskræfternes savanne efter et par dårlige forestillinger. Osse selv om det i realiteten er tævet ihjel af det uigennemsigtige præstationstyranni. I øvrigt godt hjulpet på vej af mediernes særdeles hårdt prioriterede nogle vil kalde det manglende - interesse for kunstarten. Situationen for scenekunsten er med andre ord et paradoks. Sejr og nederlag i ét. For på den ene side bliver der stadig solgt en kolossal masse billetter, i omegnen af 3,5 mio. om året hvad der altså stadfæsterden gamle sandhed om, at Danmark er en teatertosset nation, måske verdens mest teatertossede. Det krones 13

12 fra officiel side dels af den nye opera, dels af byggeriet af et nyt skuespilhus, der gerne skulle virke som en kunstnerisk vitaminindsprøjtning ikke bare til nationalscenen, men til hele landets scenekunst. Det er jo strålende! Teatret lever! På den anden, ikke så strålende, side er der tale om en forskydning af teaterforbruget fra de subventionerede teatre til de kommercielt drevne. Publikum fravælger i stigende grad dét, vi kunne kalde public service teatrene, altså de teatre, der hidtil har varetaget den almene dannelse med den gængse blanding af nyt og gammelt, dansk og udenlandsk, til fordel for event teatrene, der under den største mediebevågenhed folder sig ud i landets kulturhuse og tapperihaller uden støtte, men osse uden krav. Her behersker man kunsten at sætte himmel og hav i bevægelse og få salene fyldt. Her skyes ingen midler for at få slutbrugerne i tale. I og for sig flot nok. Det private initiativ er der jo ikke noget galt med. Problemet er bare, at det på en tvivlsom baggrund har gjort det helt legitimt at slå de gamle institutionsteatre i hovedet med deres manglende nytteværdi og økonomiske rentabilitet. Eller sagt lidt ondskabsfuldt: fordi de har skær af socialdemokratisk sovepudekunst, af kunst på overførselsindkomst. Det gamle teater skal dø! Teaterlukninger som pavlovsk refleks Det siger sig selv, at denne udvikling må give anledning til refleksioner - og til handling. Men spørgsmålene er: hvilke refleksioner og hvilken handling. Og her er der ingen smarte genveje til en holdbar løsning via erhvervslivet, hvor tidens mantraer er rationalisering og udflytning af produktionen til Kina. Teatret kan dog sagtens lære andre ting af erhvervslivet og bør osse opfordres til øget samarbejde i fremtiden. Men kunst og dippedutproduktion er ikke direkte sammenlignelige størrelser. De, der tror det, gør sig skyldige i en fatal fejlbedømmelse, som kommer til at koste det danske samfund dyrt i sidste ende. Muligvis i kroner og øre. Helt sikkert på det åndelige husholdningsbudget. For man kan smadre en kultur og her tænker jeg ikke kun på det enkelte teater, men på den menneskebårne ekspertise og sans for traditionen - med et pennestrøg. Men det tager måske år at bygge den op igen. Om overhovedet muligt. Derfor er det for mig at se en skuffende, pavlovsk refleks at råbe: Så luk dog de teatre! - sådan som et par af de store avisers ledere har gjort - som reaktion på det vigende billetsalg på de statsstøttede teatre. Det ville svare til at nedlægge udviklingsafdelingen i en produktionsvirksomhed, idébanken som skulle have sikret stedets fremtid. Og så dum er ingen seriøs erhvervsmand. Det er kortsigtet, defensivt og selvdestruktivt. Det samme gælder på teaterområdet. Det er rigtigt, at teatrene har et problem, men lad os definere problemet ordentligt, inden vi skrider til handling. Og lad os holde fast i, at teatret er en art fødekæde i et system, hvis balance netop består i den kunstneriske udveksling mellem de mange niveauer. I den forbindelse vil jeg lige nævne, hvad Jens Kistrup slog fast med syvtommersøm i Amter/Kulturregioner. En drøftelse i Københavns Amt 1988, da teaterlukninger næsten rituelt var på den politiske dagsorden: Institutionsteatret er og bliver det hjemlige teaters kraftcentrum. Også i en periode, hvor trætheden og afmatningen har fået teatret til at se ud, som om dets bedste tid er forbi. Det var sandt dengang og er ikke blevet mindre sandt siden. Haves: teater/savnes: vision Det kan således ikke skjules, at der er tale om et fald i billetsalget for de statsstøttede teatres vedkommende og her tænker jeg navnlig på de egentlige institutionsteatre. Der er osse tale om et fald i antal- 14

13 let af produktioner og i antallet af gange, forestillingerne spiller. Det er en udvikling, der har været i gang siden begyndelsen af 1980erne, selvfølgelig med enkelte teatre og sæsoner som undtagelser. Men tendensen er der. Samtidig har det med mellemrum været oppe i medierne, at dansk teater var i kunstnerisk krise. Det er det osse nu, forstår man. Men det er jo en sandhed med modifikationer, for den såkaldte krise stikker jo ikke dybere, end at der stadig produceres meget virkelig godt teater. Og derfor vil det være langt mere offensivt, hvis man erkender en vis uopfindsomhed og en manglende dynamik rundt omkring i det danske teaterlandskab. For derefter at give sig til at lede efter årsagen og den mulige kur i stedet for at straffe og skære et fantastisk potentiale kunstnerisk såvel som økonomisk - bort. Vi står nemlig med et utrolig gunstigt udgangspunkt på teaterområdet d.v.s. gode bygninger, velfungerende teknik, dygtige kunstnere, stort set en fornuftig organisation (her tillader jeg mig at se bort fra de oplagte forhindringer i støtteflow et, som andre fint har påpeget før mig) samt ikke mindst et stort publikum. Hvad vi mangler er en velfungerende formidlingsplatform, en seriøs, fælles markedsføring af branchen, så brandet DANSK TEATER stod ligeså stærkt som dansk film gør i øjeblikket. Vi har med andre ord et enormt potentiale, der oven i købet befinder sig inden for et område, oplevelsesøkonomien, som eksperterne peger på som det nye vækstområde. Så det gælder da bare om at udnytte dette potentiale offensivt, opsuge noget af energien fra det skamløst ekspanderende, private teater, produktudvikle så sveden hagler og give teatret den selvtillid tilbage, som vi er i færd med helt at tage fra det. Det vi mangler, er en vision for området altså for kunsten. En overordnet idé, som ikke bare tages frem ved festlige lejligheder, og som ikke nøjes med at se på den økonomiske rentabilitet her og nu, men som lader sig transformere til en produktiv og fremtidssikret dagligdag for alle berørte. Og dermed til et kulturelt løft af et samfund, der er ved at sande til i ligegyldige julelege overalt i det offentlige rum. Udlicitering af morskaben Jeg skal nok vare mig for at formulere visionerne i detaljer. Min opgave er her at tage stilling til, hvor scenekunsten befinder sig lige nu, i hvilken retning den bevæger sig, og hvilke udfordringer, vi står over for, hvis vi skal sikre scenekunstens udvikling. Det turde været fremgået, at jeg ser det som en meget stor fare for kunsten, at vi i stigende grad overlader teatret til markedet. Det er nemlig langt fra sandsynligt, at den bedste kunst overlever på disse betingelser. Vi ser allerede, at angsten for en skævert gør teatrenes repertoirer forudsigelige, og at publikum reagerer på det ved at opsøge det særlige, hvad enten det er stadionstemning og nøgne mænd i en tapperihal, topprofessionelt musicalteater på Det Ny Teater eller det lille autentiske eksperiment i en baggård. Publikums reaktion er for så vidt sund. Men der er ikke meget vision tilbage i dansk teaterpolitik, hvis vi bruger denne tendens til at sælge ud af hovedstolen, nemlig de større og mindre public service -teatre, der hidtil har taget sig af den kontinuerlige udvikling af teaterkunsten. Og som og det er en væsentlig pointe er hele forudsætningen for, at vi overhovedet kan have et kommercielt teater. Eller et frodigt filmmiljø for den sags skyld. Talentmassen og alle stjerneskuespillerne kommer jo ikke ud af den blå luft. De er opdyrket og vedligeholdt i den øvrige del af fødekæden. Og det samme gælder for publikum. Det lyder sikkert vildt provokerende, men vi er faktisk blevet alment dannede af de subventionerede teatre, vores evne til at agere i det offentlige rum er styrket fra barnsben af mødet med den klassiske og nye dramatik i vor egen tids iscenesættelser, af alle tankerne, anfægtelserne og de sanselige erkendelser, de repræsenterer. 15

14 Derfor skal vi sørge for, at teatret produktudvikler ikke bare på kunsten på scenen, men osse på sin egen selvforståelse som kulturinstitution. Et strålende eksempel på denne tankegang er Betty Nansen Teatret, hvis kunstneriske ambitioner præsenteres jævnsides med en ekspansiv lyst til at gribe ind i det omkringliggende samfund her tænker jeg på De andres tanker og de igangværende integrationsprojekter. Publikum er blevet overrasket og udfordret og kommer. Teatret har markeret sig med holdning og retning. Initiativet har styrket Betty Nansen Teatrets i forvejen stærke brand. Men det var aldrig sket, hvis ikke der var støttet op om det med offentlige midler, og mit gæt er, at teatret ville fortsætte denne linie, selv hvis det fik en større bevilling og skulle bruge mindre tid på fundraising. Det kortsigtede problem og altså det, diskussionen i øjeblikket er alt for optaget af - er, at den slags succes er stjæler opmærksomhed fra et par andre teatre, der som konsekvens heraf eller måske snarere fordi deres direktører har ladet sig kue af markedet, står i fare for at få kniven. Og så er vi tilbage ved belægningsprocenter og idømt egenindtægt og ved det faktum, at vi i liberalismens hellige navn har gjort hverdagen næsten uoverskuelig for de tilbageblevne teatre i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab ved at afskære dem fra de stabile indtægter, som et egentligt morskabsteater kunne have genereret. Indtil en gang i 1990erne var morskabsteatret nemlig en del af det gode selskab. Det vil sige, at det fik støtte, om end beskedent, og som tak hentede det penge tilbage i støttesystemet til glæde f.eks. for den nye danske dramatik på andre scener. Men så blev Amagerscenen og ABC- Teatret lukket, og hvad er der så sket? Vi har udliciteret en hel kunstnerisk genre ved dels at lade Privat Teatret professionalisere og systematisere farcebestræbelserne, dels at lade dansk film overtage og opdyrke komedierne det sidste med det resultat, at vi har fået en helt ny generation af populære livsstilskomedier, som ligeså godt kunne have givet teatret fjer i hatten og penge til det fælles sikkerhedsnet. På den måde er der sat en ond cirkel i gang blandt institutionsteatrene: en del af det traditionelle og indtægtsgivende teater er løftet ud af det offentlige støttesystem, hvis økonomi som følge heraf bliver stedse dårligere, hvorefter det er let, og efter min mening osse for let, at argumentere for nye indskrænkninger og lukninger. I 1990erne opgav et par teatre ævred, i 2000 erne sikkert endnu et par, og bliver udviklingen sådan ved, er vi snart tilbage ved udgangspunktet, da Den Danske Skueplads var alene på skansen. Jeg ser det som en stoleleg, hvor både de, der bliver dømt ude, og vinderen er tabere. Og som en ideologisk værdikamp, hvor kunsten betaler prisen. Er det virkelig en udvikling, vi kan være stolte af som nation? Summa summarum: Dansk teater har det godt. Rigtig godt endda. Men som branche har teatret i en årrække forsømt at argumentere for sin berettigelse. Det er desværre gået ud fra, at det var kendt stof, at dialogen med Aristoteles og Holberg, Bournonville og Saalbach gør os rigere som mennesker, mere lydhøre som samfundsborgere. Men faktum er, at det ikke længere er kendt stof. Og der skal arbejdes meget mere målrettet for budskabet i en tid, hvor Robinson -ekspeditionerne ikke mindst af medierne - opfattes som ligeså godt som Et vintereventyr. Desuden er institutionsteatrene røget ind i en periode med kunstnerisk stagnation, der overvejende er neurotisk betinget som følge af markedsvilkårenes indmarch i kunstens hellige haller. Symptomerne kan man aktivt bekæmpe med offentlige midler, ja, man kan ligefrem gøre patienten helt rask, hvis man vil - det er her, visionerne for en teaterpolitik bør manifestere sig til gavn for den personlige initiativrigdom og branchen som helhed. Og dermed både for kunsten og for dens brugere. 16

15 I den forbindelse er jeg og formodentlig resten af det store publikum flintrende ligeglad med, hvordan de nye kommuner og staten fordeler indbetalingskortene mellem sig, når bare de er enige om at slå et slag for teaterkunsten, d.v.s. sikre både dens bredde og dybde, dens aktuelle behov og langsigtede udviklingsmuligheder, i stedet for at slå det til blods - eller ligefrem ihjel. 17

16 KICKSTART VED RHEA LEMAN, FORMAND FOR KUNSTRÅDETS SCENEKUNSTUDVALG Rhea Leman indledte med at betegne konferencen som en kickstart til en diskussion, der går på tværs af hele det danske teaterlandskab, i og med at repræsentanter fra alle fem niveauer i støttestrukturen var til stede på konferencen: - I Scenekunstudvalget oplever vi, at vores bevillinger ikke rækker til teaterverdenens behov. Det skaber frustrationer både hos os og de kunstnere, som er afhængige af vores midler. Derfor har vi besluttet at samle folk, så vi henover grænserne i den danske teaterverden kan diskutere, hvordan vi fremover kan skabe et bedre grundlag for vækstlaget. Og vi vil i den nærmeste fremtid udfærdige en rapport til Kulturministeren, hvor vi samler de refleksioner og forslag, der opstår af jeres diskussioner og debatter. Vi håber, at det kan blive begyndelsen til noget nyt og bedre. Scenekunstudvalgets formand Rhea Lemans velkomsttale: På Scenekunstudvalgets vegne vil jeg gerne byde velkommen til en dag, hvor det danske teaterlandskab bliver undersøgt, vendt på hovedet og på vrangen - forhåbentlig en dag med dynamisk dialog og debat, som I alle bidrager til med jeres visioner, jeres erfaringer og jeres kunnen. Den hurtige respons på vores invitation kunne være et tegn på, at vi har behov for en dag med eftertanke og analyse - hvor vi diskuterer, hvor vi er nu, og hvor vi kunne befinde os i fremtiden. Der er mange forskellige mennesker til stede her i dag - folk med mange forskellige former for baggrund. Dette er hvad man kalder ægte KULTUREL MANG- FOLDIGHED. Mange har deres egne dagsordener, men jeg tror, vi har en ting til fælles: Vi tror på fremtiden for dansk teater. KICK START - det er hvad vi kan kalde i dag. En KICK START til en diskussion, der går på tværs af HELE det danske teaterlandskab. Lad os se på det ovenfra. Jeg foreslår, at I spænder sikkerhedsbæltet og slukker for alt teknisk apparatur. Tuner jer ind på hinanden og på de problemer og løsninger, der findes i dansk teater i dag. Før vi springer i vandet vil jeg gerne give lidt baggrundshistorie for hvad der er sket siden Scenekunstudvalget - tidligere Fagudvalget for Teater og endnu tidligere kendt som Teaterrådet - begyndte vores arbejde i og fortsatte i 2004 og nu i En tre-akter der endnu ikke er skrevet færdig. Jeg præsenterer her en kort synopsis: FØRSTE AKT: Året er måneden juni. En ny struktur er blevet indført i den danske teater-landsby: Noget kaldt Kunststyrelsen, Kunstrådet og de fire forskellige fagudvalg - et af dem Fagudvalget for Teater. I dameside ser vi en stor gruppe teatereksperter, teatermagere og brændende politikere danse i et a-rytmisk mønster, der afslører forvirring og frustration. Hvad er det for en ny struktur, og hvorfor er vi gået væk fra den gamle? - De folk står for resten stadig ovre i dameside. I Kongeside bliver truslen om en ny teaterlov annonceret - dette medfører en spontan dialog og debat. Alle har en mening, men heldigvis eller uheldigvis - alt efter hvilken mening man selv har - bliver planerne om en ny teaterlov forkastet. PÅ FORSCENEN jubler et kor af mænd og kvinder. PÅ BAGSCENEN er der et kor af mænd og kvinder - der græder. Første akt ender med status quo, hvilket vil sige at der ikke er sket særlig meget siden 2003 undtagen nogle mindre justeringer som inkluderer: at Moderne Dans har modtaget 5 millioner kroner mere fra Kulturministeriet i de næste 4 år - og Det Kgl. Teater har fået en ekstra årlig bevilling på 140 millioner kr. for resten af livet. ANDEN AKT: Vi er stadig på scenen, hvor det græske kor begynder med at læse den årlige artikel om, -- hvordan dansk teater er i krise -- efterfulgt af koret, der læser uddrag af det årlige svar på at dansk teater altid er i krise -- efterfulgt af den årlige solist, der fremråber statistikken, som beviser at det er tvivlsomt, om dansk teater er i krise -- efterfulgt af en scene fuld af folk der nikker, mens de synger om succesen for dansk -- FILM. Når vi ser på 2004 ser vi mindre justeringer i det danske teaterlandskab, der inkluderer Nyt Dansk Danseteater og Peter Schaufuss Balletten, Operahuset og 6 millioner kr. ekstra til Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. TREDJE AKT På forscenen synger et kor et trestemmigt udkast til Strukturreformen. Fra forscenen i dameside står en række folk fra teaterlandsbyen i diagonal. De er forvirrede, ulykkelige og denne gang bange (særligt egnsteatrene). Hvad skal der blive af vores teater? råber de enstemmigt. Hvad betyder det for fremtiden? På forscenen i kongeside står Hovedstadsteatret - tidligere kendt som DST Hovedstadsteatrets bestyrelse sidder i en skarp projektør og diskuterer helt vildt om Københavns teaterfremtid - og folk messer enstemmigt: Hvad skal der blive af vores teatre? og Hvad betyder det for fremtiden?? Imens hjemme på gården (meanwhile back at the ranch...) Scenekunstudvalget sidder i rundkreds og STØNNER - mens de knalder hovedet mod bordkanten råber de enstemmigt: Vi befinder os i 2005 og de problemer, der eksisterede i 2003 eksisterer stadig - Vores bevillinger rækker ikke til teaterverdenens behov! Der er disharmoni og frustration - der skrives artikler, der udtrykker frustration i teaterverdenen - artikler der besvares og besvares tilbage. Scenekunstudvalget beslutter sig for at samle folk, så de kan diskutere fremtidens problemer og løsninger - ikke kun indbyrdes, men også hen over grænserne i den danske teaterverden. Hvis I har noget på hjerte, så er det her lige stedet. Brug dagen i dag til at møde hinanden, krydse over grænserne, inspirere hinanden og oplys hinanden, så at der kan blive støbt en dybere forståelse. 18

17 Vi er frustrede og har behov for jeres hjælp! I den nærmeste fremtid vil Scenekunstudvalget udfærdige en rapport til Kulturministeren, hvor vi samler tankerne fra i dag, refleksioner og forslag, der opstår af jeres diskussioner og debatter. Vi håber, det her er begyndelsen til noget mere permanent. Kommunikation mellem de forskellige områder og de forskellige platforme i danske teater er vigtig. Lad os komme i gang nu. Ja, ja, det kan godt være, det er en stor mundfuld MEN... som i kunsten: hvis ikke der er nogen risiko at løbe, så bliv hjemme, for som vi ved fra vores liv: hvis ikke vi risikerer noget, så er der ikke noget, der ændrer sig. Og nu vil jeg gerne give faklen videre til Erik Aschengreen, der har lovet at få bolden til at blive ved med at rulle i den rigtige retning resten af dagen. 19

18 HAN VAR ET STORT TALENT NU ER HAN DØD! Formiddagens kunstneriske indslag - en monolog af og med skuespiller Ditte Hansen. Ditte Hansen gennemgik, iført tilknappet, sort lærerindekjole, knold i nakken og bidsk pegepind, den nuværende støttestruktur og konkluderede, at den er som en tilstoppet støvsugerslange uden flow og uden blodgennemstrømning. Konsekvensen for kunstneren er store frustrationer over lukkede døre og et uforløst talent: - Det er en trist historie. Han var et stort talent. Nu er han død, pointerede hun og kastede den Mester Jakel-hånddukke væk, hun brugte som rekvisit. - Kunstnerne nederst i røret har ingen steder at gå hen. For der bliver ikke gjort plads til dem nogen steder. Det er som en stole-leg, hvor ingen rejser sig fra deres taburetter, før stolene bliver trukket væk under dem! Derfor er røret fyldt op af teatre som Scenekunstudvalget har støttet i mange år: De har igen og igen har vist sig værdige til støtte, de har været interessante og nyudviklende. Men de kommer ikke ud af røret, fordi de ikke har andre steder at realisere deres ideer. Samtidig bliver de nye kunstneres mulighed for at komme ind i røret mindre og mindre: Spirerne i teaterlandskabet kan ikke komme ind, pointerede hun. Det Danske teaterlandskab Monolog af Ditte Hansen 2005 (Lærerinde kommer ind) Godmorgen og velkommen til dagens første lektion. Det danske teaterlandskab (skriver på tavle, siger over skulderen) Så kan jeg allerede nu advare og sige at der VIL være en test i slutningen af lektionen. Det danske teaterlandskab! (tager et gammelt maleri med landskab frem) Ja her har vi det, vi stiller det lige her, det har allerede stået stille så længe. Ja. Lad os starte med en analyse. En strukturanalyse Her er det en god ide at tage noter. Det vil ikke være muligt at stille spørgsmål undervejs. Lad det være sagt først som sidst, (råber) det vil ikke være muligt at stille spørgsmål til strukturen i det danske teaterlandskab. Den er som den er; tag den eller la vær. LYT. Vi inddeler vores landskab i 4 niveauer. Niveau 1. Her har vi Det Kgl. Teater. Støttet af staten. Niveau 2. Her har vi DST - de storkøbenhavnske teatre. De kommer nu i forbindelse med den kommunale reform til at hedde HT; Hovedstadens Teater, og det er kun en af rigtig mange ting, der kommer til at hedde noget andet end de hidtil har gjort. Landsdelsscenerne (de hedder stadig Aalborg, Odense og Århus), Den Jyske Opera, Det Danske Teater og Peter Schaufuss Balletten. Han hedder stadig Peter Schaufuss, og hans ballet hedder stadig balletten. Ja Teatrene på det her niveau var tidligere støttet ca. fifty-fifty af stat og amt. Men efter 2007 har vi jo ikke amter mere (Krydser amt ud på tavlen), så måske sku vi lige sige amt for sidste gang, så husker vi det AMT. Ja, det var ikke imponerende, men nu har I fået chancen, og så gider jeg ikke høre jer gå og sige amt i krogene og på toiletterne. Da vi ikke har amter mere, betyder det at teatrene i niveau 2 nu er støttet af staten alene. Niveau 3. Her har vi egnsteatrene og de små storbyteatre. De er støttet af kommunerne og staten. Men på to meget forskellige måder: Egnsteatrene er støttet fifty-fifty af staten og kommunen. Mens de små storbyteatre er rammestyret. Hvor man som egnsteater er sikret 50 % støtte fra staten, så skal de små storbyteatre deles om en fast pulje penge fra staten; en lagkage, kan man sige (tegner), og det er jo klart at stykkerne her bliver mindre jo flere man er om at dele kagen. (Et stykke som det her er i hvert fald ikke noget man bliver fed af). Niveau 1-3 er den, hvad kan man sige; institutionaliserede del af teater landskabet. I Niveau 4... (til publikummer) tager du noter? Eller du tror måske du kan huske alt det her i hovedet var? I niveau 4 har vi enkeltprojekter og teatre støttet at SKU. Scenekunstudvalget. Før kaldet FUT. Fagudvalget for teater, og før det kaldet Teaterrådet. Nu altså SKU, og det må vi godt sige i dag og kun i dag.. (går amok; sku, sku, sku, fandeme, sku, pisse lorte, nosse, sku..) ja SKU finansierer bl.a. enkeltprojekter, børneteaterområdet, den moderne dans, international virksomhed, udvikling af dansk dramatik, performancekunst, turnéteater, tilskud til teknisk udstyr og biler. SKU får årligt ca. 500 ansøgninger. SKUs hovedopgave er at støtte udviklingen af scenekunsten på et højt kvalitativt niveau. Så langt vores analyse. Nu skal vi fortolke: Lad os kigge på vores teaterlandskab. Her står tingene så smukt hver for sig. Der er den gamle eg, den unge birk, der er skovbund og himmel, en smuk udsigt. Der er lys og skønhed og tradition. Men er der bevægelse? Er der dynamik? Nej der er der ikke! Det står helt stille. Der er næsten ingen bevægelse imellem vores 4 niveauer. Der er ikke bevægelse op og ikke bevægelse ned. Der er ingen blodgennemstrømning. Der er ikke noget flow. (Skriver med store bogstaver) FLOW Lad os tage et eksempel. Lærerinden tager en hånddukke på. Her har vi en kunstner. Han sidder på sit loftsværelse i skæret fra stearinlyset. Han drømmer om at lave en teaterforestilling. Han har en ide, han har en rigtig god ide. Han har fundet et helt nyt udtryk, syntes han, jeg har fundet et helt nyt udtryk. Han skriver en ansøgning til Scene- 20

19 kunstudvalget. Han afleverer den på Kgs. Nytorv 3 i København den 1. juni. Og så krydser han fingre hele sommeren og efteråret Og endelig i december får han svar. Scenekunstudvalget kan rigtig godt lide kunstnerens ansøgning. Og kunstneren får penge til at lave sin forestilling. Ikke mange, men lige akkurat nok til at kunne lønne de medvirkende på og bag scenen på hans forestilling, mindsteløn til alle selvfølgelig. Men det syntes han er ok. Det er ok, han er nemlig meget ung. Forestillingen får premiere. Projektet lykkedes. Tiden går og kunstneren får flere ideer. Han udvikler sit udtryk og nyudvikler det. Eksperimenterer. Og han bliver bedre og bedre med erfaringen. SKU gir ham penge næsten hvert år. Kunstneren har nu fået en administrator. Han har fået kontakt til gode kollegaer. (Til dukke) Hvad sir du? Er det rigtigt? Og så tænkte du på mig? Ej hvor lyder det fedt, det vil jeg altså rigtig gerne. Fedt. Jamen jeg har set alt hvad du har lavet. Hvor meget?? Nå ok... men sådan er det jo, det er jo et Teaterrådsprojekt. Kan vi ikke lige snakke videre bagefter. Jeg er lige på job. Jeg ringer... Der går 10 år. Kunstneren er ikke ung mere. Og han er træt af at skulle søge penge og skrive ansøgninger. Han er træt af aldrig at vide om han er købt eller solgt. Han syntes ikke han kan planlægge. Det gør det svært at engagere de rigtige mennesker. Han vil videre, han vil op, han vil ud. Han prøver alt mulig. Han søger om at blive lille storby teater, men det blev de samme som sidst. Han bejler til de storkøbenhavnske teatre, holder møder, fortæller om sine ideer. Men de er ikke interesserede, de har travlt med at skrive og instruere deres egne store forestillinger. Han søger endda en enkelt direktørstilling på et af de store teatre. Han får den ikke. Han tænker ved sig selv.. så går der år før det teater er en mulighed igen. Han er ved at blive vred og lidt bitter. Han syntes kun han møder: lukkede døre Men mest af alt er han frustreret. Jeg er frustreret Mit potentiale, mine ambitioner er for store til de her rammer. Hvor skal jeg gå hen?? (Til dukke) Hvor skal du hen.. hva... har du drukket... nej, selvfølgelig har jeg ikke glemt dig... jamen jeg har bare haft travlt...lad os ses, ikk... okay hej, hej, hej Det er en trist historie. Han var et stort talent. Nu er han død. (kaster dukken væk) Nu bliver det uhyggeligt Fordi der ingen bevægelse er mellem niveauerne. Fordi der ikke bliver plads op ad, bliver der forstoppelse i bunden. (Med støvsuger- demonstration.) Niveau 4 hernede er som et rør. Et rør som burde være en sluse for udvikling. Et rør med stor gennemstrømning. Men røret er stoppet. Ikke alene er det stoppet. Det bliver mindre og mindre. Pengene bliver færre og færre. Pladsen mere og mere trang Kunstnerne i røret har ingen steder at gå hen. For der bliver ikke gjort plads nogen steder. Det er som en stole-leg, hvor ingen rejser fra deres taburetter, før stolene bliver trukket væk under dem. Derfor er røret fyldt op af teatre som Scenekunstudvalget har støttet i mange år. De har igen og igen har vist sig værdige til støtte, de har været interessante og nyudviklende. Men de kommer ikke ud af røret! Fordi de ligesom vores kunstner i eksemplet fra før, ikke har andre steder at realisere deres ideer. Bliver de nærmest institutionaliserede i røret i SKU`s regi. Og muligheden for at komme ind i røret bliver mindre og mindre. Det bliver sværere og sværere for nye kunstnere at komme ind i røret. De står her og banker på. De unge, de nye, de vilde, de uprøvede. Spirerne i teaterlandskabet kan ikke komme ind. (Holder maleriet og synger - O, hvor er jeg glad i dag/carl Nielsen.) O, hvor er jeg glad i dag Bøgen hejset har sit flag over alle strande Svanen hviner gennem luft der er sang og lys og duft over Danmarks lande Skoven er det bedste slot, slipper indenfor man blot Vil man ej tilbage Længere og længer ind Blindet blødt af drømmens spind Lader du dig drage O, hvor er jeg glad i dag Våren vundet har sin sag Mørket måtte svinde Bøgens unge friske blad fæster i min hat jeg glad Jeg vil også vinde, Test: Hvilken titel på et stykke af Sartre nævnte jeg tidligere????????? Flot! (giver publikummer maleri) Du har vundet det danske teaterlandskab. Pas godt på det. Det er ikke vant til bevægelse! 21

20 PANELOPLÆG OM DEN AKTUELLE SITUATION Efter Ditte Hansens indslag kom et panel bestående af repræsentanter fra projektteatre, egnsteatre og små storbyteatre, fra Scenekunstudvalget og en kommunalpolitiker med hver deres vurdering af den aktuelle situation: KUNSTNERISK LEDER AF GRANHØJ DANS OG GRAN TEATER FOR DANS I ÅRHUS, PALLE GRANHØJ: EU-midler, kommunale midler og meget brede aktiviteter skaber rivende udvikling - Vi har i løbet af 10 år bygget to danseteatre op i Århus, som er i rivende udvikling: Granhøj Dans, som er et projektteater støttet af Scenekunstudvalget, og Gran - teater for dans, som er et lille storbyteater. Dermed har vi lavet et flow mellem de to former. Hvorfor er det gået så hurtigt at bygge vores storbyteater op? Hvorfor er det gået så godt med dansk danseteater, mens det ikke går tilsvarende godt i Sverige og Norge? Hvorfor kan dansen lade sig gøre i Århus med så forbavsende få midler? Af flere grunde, mener jeg: Vi bruger vores europæiske netværk til at få midler fra EU ud over vores offentlige, danske midler, vi turnerer i ind- og udland, vi præsenterer internationale gæstespil, laver lokale arrangementer med danseundervisning osv. Kort sagt: Vi påtager os at være meget brede. LEDER AF MAMMUTTEATRET, SKUESPILLER TINA GYLLING MORTENSEN: 22 år uden fast sæde, selvom vi undfanger de talenter, som ender på Det Kongelige - Da Teaterrådet for et par år siden truede med at lukke os, sagde Det Kongelige Teater: Lukker I Mammutteatret, kan I lige så godt lukke os, for de er den del af fødekæden, som skaber flow og nye kunstnere til os!. Vi er endnu ikke faldet døde om, men ellers er det os, der spiller rollen som Ditte Hansens Mester Jakel-dukke: Vi har eksisteret i 22 år, og det er ok at få projektstøtte de første år, men man kommer hurtigt i klemme i alle de kasser. Vi har længe haft behov for at stige opad i kassesystemet eller allermest for en ny pulje til etablerede teatre som os, der udklækker kunstnere til teatrene længere op i systemet. Så giv os en kasse! 22 år uden fast sæde er for lang tid! Vi er ved at være ligeglade med om vi får et hus, for der er masser af gode åbne steder. Men vi vil gerne have råd til at blive ved at udvikle nye talenter. TEATERCHEF LASSE BO HANDBERG, BAGGÅRDTEATRET: Det svære skridt fra projektteater til egnsteater og angsten for at ende som egnsret - Jeg repræsenterer et projektteater fra Svendborg, som i lang tid har forsøgt at komme videre i flowet ved at tage skridtet til at blive egnsteater. Jeg mener, at egnsteaterordningen er god, fordi den sikrer en demokratisk teaterudvikling i kommuner og regioner. For politikere kommer ikke altid af sig selv: En af vores kulturpolitikere på Sydfyn har meget sigende sagt, at det kan godt være, at kulturpolitikken flyver lidt lavt her på Sydfyn, men vi har lært at dukke os!. Nu vejrer vi morgenluft i forhold til at blive egnsteater via vores nye strategi, hvor vi insisterer på, at vores teater er en løftestang til stor glæde for hele egnen. Det har skabt interesse blandt politikerne. Men faldgruben er, hvis interessen bunder i, at de kan løse andre opgaver ved at lægge os ind under egnsteaterparaplyen som f.eks. ved at placere andre Sorteperer og egnsspil osv. i vores regi. Altså hvis deres drivkraft ikke er at lave kunstnerisk kvalitetsteater. Derfor vil jeg gerne sige til Scenekunstudvalget, at det ikke nødvendigvis skaber mere flow at lave flere egnsteatre der skal følge en visionsforpligtelse eller lignende med, så det ikke bliver for egnsret-agtigt. UDVIKLINGSCHEF CLAUS REICHE, KULTURPRINSEN I VIBORG KOMMUNE: Egnsteateret som dynamo for hele det kulturelle felt - I 2003 blev egnsteatret Carte Blanche etableret i Viborg kommune på opfordring af Viborg Amt og Kommune, som var gået sammen om at etablere et udviklingscenter for kultur for børn og unge, KulturPrinsen. Politikerne har gennem mange år haft stor interesse for børnekultur, og vores grundvilkår er derfor meget engagerede og fremtidsorienterede politikere og forvaltningsfolk, der bakker 100 procent op om os. Det kulturpolitiske formål med centeret er at give børn og unge bedre kulturtilbud og mulighed for kunstnerisk udvikling, og det erhvervspolitiske formål er at egnsudvikle og tiltrække nye kreative og attraktive skatteborgere. Konkret holder KulturPrinsen til i et gammelt kaserneområde og rummer kulturværksteder, billedskole og et teatermiljø med amatørforeningen, dramaskole og Carte Blanche, der deler teatersal. Carte Blanche er desuden en dynamo i mange af KulturPrinsens øvrige aktiviteter og samarbejder også med andre kulturinstitutioner, daginstitutioner osv. i amtet. MEDLEM AF KUNSTRÅDETSSCENEKUNSTUDVALG, INSTRUKTØR OG SKUESPILLER INA-MIRIAM ROSENBAUM: Mission impossible at tilgodese alle projektansøgninger, som bør tilgodeses! - Scenekunstudvalgets opgave er at fremme udviklingen af eksperimenterende teater og anden scenekunst. Men hvad er udvikling? Udvikling kommer ikke altid fra det nye og det unge udvikling kommer også fra kunstnere, som over lang tid har arbejdet og fordybet sig. Den kommer også fra etablerede teatre og etablerede kunstnere, som kaster sig ud i eksperimenter. Vi skal investere i dem alle, hvis vi skal sikre udvikling. Og vi skal være bevidste om, at udvikling skabes i risikovillige rammer, hvor man ikke forsøger at sikre sine satsninger 90 eller 100 procent. På samme måde med kvalitet: Kvalitet opstår ikke altid kun via erfaring. Kvalitet kommer ikke med rørpost fra him- 22