Indholdsfortegnelse - 1 -

Transkript

1

2 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse...1 Kapitel 1 Indledning Problemfelt & problemformulering...3 Kapitel 2 - Metode Overvejelser omkring problemformulering og afgrænsninger Afgrænsninger Begrundelse for valg af metodologi Kapitelinddeling Kapitel 3: Kapitel Kapitel Kapitel Kapitel Kapitel Design...14 Kapitel 3 Migration og mobilitet Migrationsstrømme Push- og pull-faktorer Globalisering et immobilitetsparadoks Sociale netværk og transnationalisme Udviklingen i migrationsstrømme Sammenfatning...26 Kapitel 4 Asylmigration Migrant et bredt begreb Asylmigration begrebet Definition af begrebet flygtninge Genuin asylmigration Sammenfatning...33 Kapitel 5 Folkeretlige forpligtelser overfor asylmigranter Sammenfatning...39 Kapitel 6 EU s motivation for at føre asylregulerende politik Indledning Den refleksive modernitet EU s frygt for udefrakommende risici Risko-logik en politisk strategi Virtualisme den politiske debats påvirkning på folkestemningen Omkostningsmodellen Omkostningsmodellens determinanter Sammenfatning...51 Kapitel 7 EU s asylregulerende politik Regulering af asylsystemets omkostninger EU s asylregulerende tiltag Første Filter: Visumforordningen Andet filter: Transportørsanktioner, udlændingeattachéer og Frontex

3 7.2.3 Tredje filter: Tredjelandskonceptet Det fjerde filter: Root causing og ulandsbistand Sammenfatning...70 Kapitel 8 Konventionen til diskussion Konventionens Statsopfattelse Afterritorialiseringen af statens politik Sammenfatning...77 Kapitel 9 - Konklusion...77 Kapitel 10 - Perspektivering Konklusionens gyldighed og kvalitet Udviklingsperspektivet Integration en langsigtet besparing Illegal immigration Nytænkning af Flygtningekonventionen Afterritorialisering og fælles politik...83 Litteraturliste

4 Kapitel 1 Indledning 1.1 Problemfelt & problemformulering Da Flygtningekonventionen blev underskrevet i 1951 estimeredes det, at ca mennesker kunne betegnes som flygtninge. I 2001 var antallet imidlertid steget til ca. 22 mio. (Lisborg 2003; 4). Overordnet har begivenheder som krige, naturkatastrofer, sult og politisk forfølgelse medvirket til øgede migrationsstrømme verden over. Retten til at emigrere er indskrevet i FN s menneskerettighedserklæring 1, og kan dermed betegnes som en universel menneskerettighed, mens retten til at immigrere er anset for at være et nationalt anliggende knyttet til det enkelte lands suverænitet. Alle mennesker er altså potentielle emigranter men ikke potentielle immigranter. Dette paradoks synes yderst relevant for den gruppe af mennesker, der ikke kan opnå beskyttelse i deres hjemland, og derfor har brug for beskyttelse andetsteds. Endvidere er der som følge af den øgede globaliseringen udviklet forbedrede transportog kommunikationsmuligheder, hvilket for mange mennesker betyder øget mobilitet på transnationalt plan. Globaliseringen er derved en grænseoverskridende forandringsproces hvis rækkevidde og konsekvenser, i populære termer, gør verden mindre. Det skal i den forbindelse påpeges, hvorledes borgere i tredjeverdenslandes bevidsthed om, at krænkelser i en del af verden giver rettigheder andetsteds er blevet større. Idet grænserne er blevet flydende, og bevægelse mellem disse er blevet nemmere, må landes nationale politikker ligeledes tilpasses den nye grænseløse verden, så disse er dækkende. I EU-regi er den transnationale politik tydeliggjort i Schengen-samarbejdet med ophævelsen af de indre grænser, resulterende i fri bevægelighed for kapital, information og service, samt mennesker internt i EU. Et andet paradoks udspringer i, at dette samtidigt resulterede i en forstærkning af de ydre grænser, så mennesker der ikke tilhører fællesskabet, nu står over for nye og skærpede krav i forhold til bevægelsen ind 1 Art. 11 stk

5 i Europa. For mennesker uden for fællesskabet har globaliseringens virke således været lige modsat. Ophævelsen af de indre grænser og intensiveringen af de ydre, har i folkemunde givet anledning til, at EU betegnes Fort Europa. Det anslås at mellem 70 og 80 % af alle asylansøger i EU, er kommet hertil ad illegale kanaler. At der er sket en stigning i den illegale immigration underbygges yderligere af, at det i midt-80 erne blev anslået, at omkostningerne for den enkeltes rejse til EU ikke var meget højere end prisen for en flybillet hertil. Således steg prisen i løbet af få år fra til (Lisborg 2003; 138ff). Derfor kan menneskesmugling, nu betragtes som en af de største former for organiseret transnational kriminalitet på lige fod med narkotikahandel. Denne prisudvikling må udspringe af nogle forskellige faktorer, hvilket ikke er ulogisk at koble med de øgede muligheder for mobilitet, den stigende transnationale sociale interaktion mennesker imellem og også den omtalte intensivering af EU s ydre grænsekontrol. Det øgede Europæiske fokus på forstærkning af de ydre grænser eksemplificeres i høj grad af den økonomiske prioritering i Haag-programmet, hvor Fonden for de ydre grænser modtager over 1,8 mia. euro 2. Den nye tendens indenfor EU's asylregulerende politik er således blevet en eksternalisering af politikken, hvor kontrolinstanser flyttes ud til afsenderlandene. Vi synes at kunne spore et ønske om at begrænse migrationen ind i EU, mens det beskyttelsesorienterede aspekt i asylreguleringen nedprioriteres med denne nye tendens. Som beskrevet ovenfor er der stadig mange mennesker i verden, der kan betegnes som flygtninge med brug for beskyttelse. Derfor ønsker vi at undersøge, om de har mulighed for at få dette beskyttelsesbehov dækket indenfor EU s grænser. EU er, jf. Flygtningekonventionen, forpligtet til at behandle asylansøgeres sager hvis de opnår adgang til Europas territorium. Således har asylmigranter umiddelbart en ret til at søge beskyttelse i EU. Inden de får adgang til EU, har de dog ikke de samme rettigheder. Ved at håndhæve en stærk ydre grænse om det fælles territorium kan EU således begrænse de forpligtelser, der ligger i Konventionen, da EU ikke er forpligtet til at 2 Fordelingen af økonomiske midler er som følger: Fonden for de ydre grænser (1,820 mio. EUR), Tilbagetagelsesfonden (676 mio. EUR), Den europæiske flygtningefond (699 mio. EUR) og Integrationsfonden (825 mio. EUR). (Kommisionen 2006;12)

6 behandle en migrants asylansøgning, så længe det lykkedes at holde asylmigranten ude fra medlemslandenes territorium. Derfor finder vi det interessant at beskæftige os med den migration, asylmigranten skal foretage, før vedkomne er dækket ind under Flygtningekonventionen. Vi vil derfor beskæftige os med asylmigrantens muligheder for at migrere, hvilket leder os frem til følgende problemformulering: I hvilket omfang påvirker EU s asylregulerende politik genuine asylmigranters mulighed for at krydse grænsen og benytte sig af deres menneskeret til at søge asyl? Kapitel 2 - Metode I dette kapitel vil vi først gøre os nogle generelle overvejelser omkring feltet, hvorefter vi kort beskriver vores fokus. I følgende afgrænsning redegøres der for vores valg af afgrænsning af nært tilknyttede emner. Overvejelser omkring valg af teori og empiri efterfølger, og vi afslutter med en disposition over projektet. 2.1 Overvejelser omkring problemformulering og afgrænsninger Vores problemformulering ligger i et tværfagligt spændingsfelt mellem flere fagdiscipliner. Problemformuleringen tager således udgangspunkt i en politologisk indgangsvinkel med EU s asylregulerende politik. Denne sættes overfor en juridisk problematisering af flygtningens muligheder for at søge asyl i forhold til de menneskeretligt definerede krav. Det hele bindes sammen af et rummeligt perspektiv, der tager sit afsæt i en diskussion omkring asylmigrantens menneskelige mobilitet, territorium, globalisering og transnationalisme. Vi bruger desuden sociologiske teorier til at belyse migrationens bevægelser og økonomiske modeller til at belyse motiverne for at begrænse netop disse bevægelser. Dette udgangspunkt i det rumlige aspekt fungerer som den røde tråd gennem hele projektrapporten. Rumligheden er central, da den knytter sig til hele problematikken omkring asylmigranter og deres muligheder for at bevæge sig ind på det europæiske territorium

7 Relevansen i at diskutere det rummelige udspringer således af, at de menneskeretlige krav er definerede ud fra territorielle vilkår. Hvor asylmigranten befinder sig, helt konkret, er således afgørende for dennes rettigheder. 2.2 Afgrænsninger Hermed har vi valgt ikke at beskæftige os med processen efter en asylmigrant har opnået asyl, men derimod migrationen frem imod EU s grænser, hvorledes denne begrænses af EU s asylregulerende politik, og hvordan dette på influerer på migrantens mulighed for beskyttelse. Vi afgrænser os fra at vurdere den praktiske forvaltning efter det europæiske territorium er nået, men ønsker at fokusere på den processuelle ramme under migrationen. Vi lægger således fokus på de konstruerede strukturelle institutioner, der begrænser migrantens fysiske adgang frem mod og over grænsen frem for de menneskelige konsekvenser for migranten. Således har vi afgrænset os fra et decideret casestudy, af de politiske, økonomiske og sociale konsekvenser, der kan forbindes med, de for migranten, opstillede barrierer. Der findes tre typer af flygtninge: 1) Kvoteflygtninge. Kvoteflygtninge er flygtninge tildelt beskyttelse af FN og kaldes således også FN-flygtninge. Disse bliver udpeget af UNHCR 3, mens de befinder sig i flygtningelejre rundt om i verden. Her tages der udgangspunkt i dels hvorvidt personen ville være blevet tildelt flygtningestatus, dels om de havde søgt asyl på grænsen, dels graden af asylmigrantens mulighed for at slå rod i EU for derved at få glæde af opholdstilladelsen. Slipper asylmigranten igennem dette net, bliver denne videresendt til EU. 2) Humanitær flygtning. Hvis en flygtning er for svag eller syg til at rejse hjem, eller har en sygdom, der ikke kan kureres eller behandles i hjemlandet, kan denne få status som humanitær flygtning. 3 United Nations High Commissioner for Refugees - eller FN s højkommisær for flygtninge - 6 -

8 3) Konventionsflygtninge. Herudover modtager stater hvert år også en række spontane asylansøgninger. På baggrund af de i Flygtningekonventionen opstillede krav, vurderes det, hvilke asylmigranter der kan opnå asyl. Herunder mennesker som frygter at blive forfulgt pga. forskellige omstændigheder i hjemlandet. Disse kaldes således konventionsflygtninge. Hverken de humanitære flygtninge eller kvoteflygtningene er relevante at inddrage i vores projektrapport, da disse føres udenom kontrollerede asylregulerende procedurer. Når vi overordnet vælger at henvise til den europæiske asylregulerende politik, er det vigtigt at forstå, at EU består af mange nationale aktører. Det er derfor svært at adskille de enkelte nationalstaters politik fra hinanden, idet at der, især i de senere år, er sket en øget harmonisering af asylpolitikken, herunder underskrivelse af forskellige konventioner og resolutioner. Således bliver skellet mellem den nationalt førte og europæisk førte politik flydende. Af dette grund vælger vi at betragte politikken som overordnet europæisk. Når vi, i problemformuleringen, nævner asylmigrantens mulighed for at krydse grænsen, henviser vi således også til den fælles europæiske grænse og herunder adgangen til det europæiske territorium, uden at skildre hvilket europæisk land grænse og territorium tilhører. 2.3 Begrundelse for valg af metodologi I vores projekt ønsker vi at beskæftige os med, hvordan EU søger at beskytte sin suverænitet ved at kontrollere migrationsbevægelsen, og hvordan dette influerer på asylmigranternes bevægelighed i deres stræben efter at opnå asyl i EU. Det har for vores problemstilling ikke umiddelbart har været muligt at finde nogle meta-teorier 4 eller overordnet teoretisk vinkel, der kunne belyse netop det forskningsfelt, vi efterstræber at skabe klarhed omkring. Vi har derfor i startfasen af projektarbejdet 4 Metateori er i denne forståelse teori om teorier, dvs. en metateori har en forståelse af, hvad teori er, - eller et normsystem for, hvornår en teori kan anerkendes som god teori. Relationen mellem teori og model/metode er ikke væsensforskellig herfra. Altså teorier som indeholder nogle relationer, som betyder at modeller og metoder på den ene side kan afledes af teorier og på den anden side vurderes som gode/dårlige, præcise/upræcise - 7 -

9 måtte arbejde meget med metodologien for, hvordan projektrapporten ville forme sig bedst. Derfor har vi valgt analysestrategien abduktion, som karakteriseres ved et empirisk udgangspunkt, hvorefter det forsøges at identificere det bagvedliggende. Dermed foretages der et kvalitativt spring fra de forskellige data til det princip, der kan forklare strukturen. Derved går man altså bag ved fænomenet, og fortæller dermed noget om de underliggende mekanismer (Pedersen 2004; ). Da projektet, som anført, ikke har fundament i overordnede, styrende metateorier, har vi i stedet valgt at forme projektet omkring en vidensramme opbygget uden at skelne klart mellem empiri og teori, for derefter at trække de begreber ud som er relevante for vores problemstilling. Derfor er kapitlerne emneopdelt således, at de forskellige aktører og emner belyses i forhold til vores problemformulering, og sammensat af teori og empiri anvendt i kontekst. Dette skal føre til at der løbende dannes en begrebsramme som kan tages videre i forløbet. Da abduktion således ikke er en logisk slutning baseret på rå-empiri 5, men snarere en sammensætning af hypoteser og underbyggende empiri og teori, er det essentielt hele tiden at reflektere over valg af teori og empiri og forforståelser. Grundet dette, har vi lagt særligt meget arbejde i at introducere kapitlerne og begrunde, hvorfor de er sammensat, som de er. Vores valg af teori er, som ovennævnt, præget af, at der ikke foreligger et særskilt teoriapparat, der omhandler migrationsbevægelse eller asylregulering. Da vi således er frigjorte fra oplagte teorier inde for vores felt, har vi fundet det nærliggende at anvende en komplementær tilgang, der trækker på forskellige teoretiske perspektiver. Der er ikke trukket skarpt mellem de teoretiske perspektiver, og hvilken fagdisciplin de repræsenterer. Projektet tager ikke et klart afsæt i én specifik fagdisciplin, men bevæger sig derimod i et felt mellem en politologisk, juridisk, sociologisk, økonomisk og geografisk tilgang som beskrevet ovenfor. Den viden, der er indsamlet, stammer hovedsagelig fra videnskabelige artikler, der er skrevet af forskere, der indenfor deres respektable forskningsfelt har inddraget og gengivet teori for at belyse deres vinkling af deres problemstilling. Derfor har vi 5 Som induktion. Med rå-empiri menes her empiri såsom statistikker, casestudies eller lignende

10 forsøgt at være opmærksomme på, at den viden der er indsamlet, stammer fra forskellige kontekstuelle sammenhæng og studier. 2.4 Kapitelinddeling For at gøre det mere overskueligt for læseren har vi valgt at præsentere kapitlerne kronologisk, for derved at give et indblik i, hvorfor kapitlernes valg og sammensætning af teori, empiri og fagdisciplin har relevans for problemformuleringen Kapitel 3: Arbejdsspørgsmål: Hvilke forhold og omstændigheder kan influere på migrationsstrømme? Formålet med dette kapitel er at indkredse hvilke forhold og omstændigheder, der kan influere på migrationsstrømme. Dette er en forudsætning for hele diskussionen af asylmigrantens muligheder for at migrere mod EU og krydse grænsen. Første skridt er at forstå, hvordan migrationsstrømmene påvirkes via forskellige tilstande i hhv. afsender- og modtagerland. Dette belyser vi med push- og pull-faktorerne, som helt overordnet set kan betegnes som de faktorer, der får et menneske til at migrere. Dernæst ønsker vi at belyse, at ikke alle folk har lige muligheder for at migrere. Her benytter vi os af globaliseringsteori, som belyser immobilitetsparadokset beskrevet af professor i sociologi, Zygmunt Bauman, sammen med professor i politik og internationale studier, Jan Aart Scholte, der med sit afterritorialiseringsbegreb beskriver, hvordan globaliseringen indvirker på forholdet mellem sociale relationer og territoriet. I forlængelse af globaliseringsteorierne, benytter vi transnationalisme til at skabe klarhed omkring migrationens øgede interaktion på tværs af de geografiske grænser. Transnationalismen teoretiserer således over den øgede interaktion staterne imellem og dermed øgede muligheder for migration. Den gængse anvendelse af transnationalisme er baseret på frivillig migration. Vi argumenterer i dette kapitel for, at der ikke i selve mobiliteten mod EU findes store adskillelser mellem tvungen og frivillig migration. Således berettiges vores brug af teorien om transnationalisme. Hermed har vi belyst - 9 -

11 paradokset i, at mulighederne for mobilitet, via globalisering og transnationalisme, i praksis er forøgede, men det ikke er alle, der har mulighed for at gøre brug af disse. Sluttelig ønsker vi, i dette kapitel, kort at åbne op for, hvorledes forskellige politikker kan influere på migrationsstrømme, historisk og nutidigt; og rette fokus mod, hvorledes nogle migranter der har krav på beskyttelse afskæres fra muligheden af mobilitet. Den underbyggende empiri, som er anvendt stammer fra Cand.polit Hans Kornøe Rasmussen der er gæsteforsker ved DIIS 6, i bogen Mellem kontrol og afmagt og Vigdis Vevstad, Utvekling av et felles europeisk asylsystem. Kapitlets tilgang befinder sig derfor i skæringspunktet mellem rumligt/geografisk og sociologisk, da vi, med et afterritorialiserings og transnationalistisk perspektiv, har fokus på hvilke sociale netværksrelationer, der har indflydelse på migration og mobilitet Kapitel 4 Arbejdsspørgsmål: Hvordan defineres begrebet asylmigration? Hvilke personer defineres som de genuine asylmigranter? Ud fra Professor i international migration, Susan Martins definition diskuterer vi, i dette kapitel, forskellige kategoriseringer indenfor begrebet migrant, og hvorledes der skelnes mellem disse ud fra konventioner og international lovgivning. En af de overordnede kategoriseringer er hhv. tvungen og frivillig migration, hvor vi følgelig lægger fokus på den tvungne. I kategorien af tvungne migranter findes begrebet flygtning, som defineret i Flygtningekonventionen Med flygtningestatus følger den internationale menneskeretlige beskyttelse, og derfor ønsker vi at definere, hvad denne flygtningestatus fordrer. Men dette er ikke en tilstrækkelig afklaring i forhold til den gruppe, vi ønsker at beskæftige os med, da der her ikke tages højde, for de som endnu ikke er blevet defineret som flygtning af asylsystemet, men reelt opfylder de juridiske krav. Derfor har vi udvalgt det sjældent brugte begreb asylmigration, som i dette kapitel defineres. Dette skyldes, at begrebet dækker over den gruppe af migranter, 6 Dansk Institut for Internationale Studier

12 som især bliver begrænsede i at komme til Europa og søge asyl. Vælger vi imidlertid begrebet asylansøger, virker dette snævert bundet til ansøgningsprocessen og er således uden relation til tid, rum og mobilitet, som netop er omdrejningspunktet for problemformuleringen. Sluttelig giver vi således vores definition af en genuin asylmigrant, som vi vil rette fokus mod i resten af projektrapporten Kapitel 5 Arbejdsspørgsmål: Hvilke folkeretlige forpligtelser har (europæiske) stater overfor asylmigranter? a) Hvilke omstændigheder gør sig gældende for at disse træder i kraft? Formålet med dette kapitel er at gøre rede for de konkrete folkeretlige forpligtelser, en stat har overfor asylmigranter. Dette vil ske med udgangspunkt i en videreførelse af den juridiske definition af en flygtning som påbegyndt i kapitel 1. Her benytter vi os af seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder og ekspert i asyllovgivningen, Kim Kjær, der definerer den juridiske del af asylbegreb som generelt bestående af to modsætninger, hhv. individets ret til asyl og statens suverænitet og selvbestemmelse. Derudover skal kapitlet redegøre for internationale konventioners forankring i territorialitet, da asylmigranten først har krav på behandling af dennes asylansøgning i tilfælde af, at den pågældende asylmigrant befinder sig i destinationslandet territorium Kapitel 6 Arbejdsspørgsmål: Hvilken motivation har EU for at føre asylregulerende politik? For at kunne identificere og redegøre for de asylregulerende tiltag mener vi, at det er nødvendigt, at vi gør os klar over konteksten og samtiden, hvori disse er opstået. Derfor er formålet med dette kapitel, at belyse, hvilke motiver EU kan have for at føre asylregulerende politik. Dette gøres med udgangspunkt i forskellige teoretiske overvejelser om, hvilken effekt asylmigranter ved immigration har på modtagerlandet. Her inddrager vi sociologen

13 Ulrik Becks risk management ethos, som forsker ved DIIS Thomas Gammeltoft- Hansen, i sin masterafhandling; The Risk of Migration Control: A reflexive Analysis of the common EU Asylum and Immigration Policy gengiver med en vinkling, hvor de politiske beslutninger i forhold til migration drages ud fra cost-benefit rationalitet, som ikke altid tilgodeser de humanitære forpligtigelser. Ydermere belyser vi dette perspektiv med økonomiske antropolog Daniel Millers begreb virtualisme, gengivet af geografen Michael Samers, som forklarer hvordan politik formes ud fra økonomiske modeller og derved kan skabe skræmmebilleder og udvikle sig til at fx asylansøgere primært ses som en omkostning. Denne omkostning konkretiseres i omkostningsmodellen, oprindeligt introduceret af Professor i jura Gregor Noll i Negotiating Asylum: The EU Acquis, Extraterritorial Protection and the common market of Deflection og uddybet i Kim Kjærs speciale; Den retlige regulering af modtagelsen af asylansøgere i en europæisk kontekst Kapitel 7 Arbejdsspørgsmål: Hvilke tiltag udgør EU s asylregulerende politik? Hvilken effekt har EU's asylregulerende tiltag på antallet af asylansøgere ind i EU? Hvilke muligheder har en genuin asylansøger for at opnå asyl i EU? I dette kapitel redegør vi for den, i nyere tid, dominerende tendens til at føre ekstraterritorial asylpolitik, samt hvordan EU i højere grad knytter asylpolitikken til andre udenrigspolitiske områder. Dette eksemplificeres ved en gennemgang af de konkrete tiltag, der udgør EU's asylregulerende politik, og vi belyser hvorledes EU påvirker omkostningsmodellens tre determinanter ved at føre asylregulerende politik. Den førte politik præsenteres gennem Hans Kornø Rasmussens forståelsesramme for asylpolitikken - de fire filtre. Herved fremhæves processen, hvorigennem asylmigranten skal passere for at asyl kronologisk, og det er således nemmere at konkludere på dennes mulighed for at opnå asyl i EU. Til at belyse aspekterne indenfor EU's asylregulerende politik benytter vi os primært af Kim Kjær (2001), Anders og Morten Lisborgs speciale Destination Danmark (2003) samt Thomas Gammeltoft- Hansen working papers Outsorcing Migration Management (2006b) og The

14 Extraterritorialisation of asylum and the advent of protection lite (2007). Endelig diskuterer vi på baggrund af gennemgangen af den førte politik, hvilke diskurser der er styrende i EU's asylregulerende politik Kapitel 8 Arbejdsspørgsmål: Giver den transnationale tankegang indenfor EU s asylregulerende politik anledning til, at konventionen kan siges at være forældet? Kapitlet forsøger at svare på, om Flygtningekonventionen stadig kan siges at være tidssvarende i forhold til de problematikker, der er forbundet med nutidens asylmigration. En diskussion af Flygtningekonventionens aktualitet er relevant i forhold til vores problemformulering, idet den asylregulerende politik i høj grad føres ud fra de forudsætninger, som konventionen opstiller. For at kunne diskutere dette, inddrages mange af de delkonklusioner og pointer vi undervejs i vores projektrapport har fundet frem til. Derfor kommer vi i kapitlet ind over en række fagdiscipliner og teoretiske overvejelser, som vi har berørt tidligere i projektrapporten. Desuden inddrages der overvejelser om, hvilken historisk kontekst Flygtningekonventionen er skrevet i. Det er bl.a. den politologiske teori om containermodellen, som vi derfor vil beskrive i dette kapitel. Det kan synes paradoksalt at tage en så kort diskussion om et så centralt begreb som Flygtningekonventionen, men vi mener at resten af vores projektrapport leder naturligt op til denne diskussion, og derfor er det væsentligt for vores projektrapport

15 2.3 Design

16 Kapitel 3 Migration og mobilitet Formålet med dette kapitel er at bringe en indførsel i migrationens omfang og kompleksitet. Vi ønsker at belyse hvilke forhold og omstændigheder der influerer på migrationsstrømme og i særdeleshed hvordan migranter, der er omfattet af de internationale menneskeretlige konventionernes beskyttelsesret, påvirkes af disse. Traditionelt set er der en skarp opdeling mellem begreberne flygtning og tvungen migration overfor frivillig migration. Vi har valgt at forholde os kritisk til denne skarpe opdeling, hvilket især bunder i det manglende mobilitets- og migrationsperspektiv inden for flygtningestudier. Vi tillader os dette fordi termer som eksempelvis flygtning og illegal immigrant alene er politiske og juridiske konstruktioner, og fordi det i praksis ikke betyder noget for det migrerende menneske, om vedkomne opnår den ene eller anden status i EU, så længe individet får adgang til territoriet og ret til at opholde sig der. Dette medfører at vores teoretiske grundlag til dels vil basere sig på klassisk mobilitets og migrationsteori, dog forsøges fokus konstant rettet imod flygtninge- og asylperspektivet, idet det er denne gruppe af migranter, vores projektrapport fokuserer på. Vores teoretiske udgangspunktet tages i en teoretisering af årsager til migration gennem begreberne push og pull, der fokuserer på de internationale forskelle, der medfører mere gunstige leveforhold i nogle dele af verden. Derefter har vi valgt at arbejde videre med en transnationalistisk tilgangsvinkel, og uddyber således hvordan globaliseringen har bidraget til en ændring af migrationens omfang og indhold. I forhold til globaliseringen fremhæves immobilitetsparadokset, samt en mulig afterritorialisering. Kapitlet omhandler også de sociale netværk der opstår i modtagerlandene og som kan kontribuere til øget immigration. Transnationalisme har ikke traditionelt været anvendt indenfor flygtninge og asylstudier, hvorfor afsnittet også vil indeholde en retfærdiggørelse af begrebets brugbarhed i relation til vores problemstilling

17 3.1 Migrationsstrømme Migrationsstrømme ind i og ud af Europa har altid eksisteret. Grundene til at individer vælger at bryde op og emigrere ud af sit hjemland er utallige og svære at kategorisere. Der er dog flere og flere mennesker, der har en grund til at forlade deres hjem, og således er migration et stadig tiltagende fænomen. Over 200 millioner mennesker verden over er i dag bosat i et andet land end deres fødeland (Vevstad 2006; 22). Dermed befinder ét ud af 35 mennesker sig i et nyt land hvor de har været bosat i mere end et år (Rasmussen 2005; 13). Med disse tal er migrationsstrømmene på vores klode større end nogensinde før, og kurven synes ikke at knække foreløbig (Martin 2001; 1). Med globaliseringen er billig kommunikation og transportmuligheder blevet mere tilgængelige. Vidensdeling og sociale kommunikationsnetværk mellem migranter benyttes i højere grad end før (Boswell og Crisp 2004; 4). Dette har givet langt større og flere mobilitetsmuligheder end tidligere. Mobiliteten har udviklet sig fra at være et privilegium for den lille økonomiske elite i verden, til at være et benyttet tilbud til en stor del af verdens befolkning 7. Mobilitet i form af migrationsstrømme er dog et meget komplekst fænomen og et utal af faktorer spiller ind, når et menneske beslutter at flytte fra ét sted til et andet. Det er derfor ofte problematisk at kategorisere migrationsstrømmene og grundlaget for deres eksistens. Derfor vil vi i de følgende afsnit forklare, hvordan migrationsstrømme påvirkes af hhv. push- og pull-faktorer, af globaliseringen, transnationalisme og sociale netværk. 3.2 Push- og pull-faktorer Begrebet push- og pull-faktorer kan være med til at skabe en forståelsesramme for migrationsstrømme ved at simplificere de mekanismer som indvirker på migrationen. Dens logiske og simple tilgang gør den yderst anvendelig til at introducere teori om migration og mobilitet. Push-faktorer kan helt overordnet ses som de faktorer der får et menneske til at emigrere. Der er tale om en række forhold, som indvirker på individets lyst til at 7 Se dog afsnittet om immobilitetsparadokset, kapitel 3.3, side 19f

18 forlade et land. Diversiteten af faktorerne er store og kommer til udtryk i de forskellige forhold der gør sig gældende fra nation til nation. OECD-rapporten med titlen Migration and Development opstiller en række forhold som påvirker push-faktorer og migrationsstrømme (OECD 1994; 141): 1) Befolknings ressource miljø/naturmæssige ubalancer. 2) Utilstrækkelig økonomisk dynamik og diversitet. 3) Utilstrækkelig social sikkerhed og kulturelle udfoldelsesmuligheder. 4) Undertrykkende politisk/menneskeretslig situation og begrænsende sociale strukturer. Tilstedeværelsen af en eller flere af ovenstående forhold kan indvirke på immigrationen til et land. Til trods for den store forskellighed i push-faktorerne viser det sig at disse ofte er tæt forbundne. De kan således påvirke hinanden, fx vil et land med voldelig konflikt i praksis også typisk lide under alvorlige økonomiske problemer og et dårligt socialt sikkerhedsnet. Når push-faktorerer som krig eller hungersnød i et land bliver store nok, tvinges folk til at flygte fra det og bliver således til tvungne migranter. En push-faktor der er vigtig at nævne, er også forfølgelse af individer i et land. Denne push-faktor er særlig relevant for vores projektrapport, da det er den, der berettiger migranter til opnåelse af asyl i EU 8 Push-faktorer deler sig i to grupper. Dem som alene kan forhindres ved akut indgriben, f.eks. ved hjælp af nødhjælp, militær intervention og lyndiplomati og dem som i højere grad indeholder langsigtede udviklingsstrategiske mål. Dette kunne være udviklingen af en fornuftig økonomi, et retssamfund og et sikkert politisk miljø. Der bliver konstant foretaget en række tiltag fra det internationale samfunds side for at begrænse pushfaktorer. Dette sker fx gennem ulandsstøtte eller fredsbevarende styrker. Mulighederne for at begrænse push-faktorer er ligeså mange, som forholdene i de enkelte lande er forskellige. 8 Se endvidere afsnit om definitionen af en flygtning, kapitel 4, side

19 Det ses tydeligt i international sikkerhedspolitik at frygten for opståen af nye konflikter ved store migrationsstrømme har spillet kraftigt ind. Således har FN s sikkerhedspolitik ofte taget udgangspunkt i at begrænse migration, da dette kan medføre en række nye problemer og måske nye konflikter (Pedersen 2003; 20). Det sikkerhedspolitiske perspektiv kommer også til udtryk i EU s immigrationspolitik. Det står klart at en stor del af EU s udviklingsbistand, især til de nærmeste lande mod syd og øst, forsøger at begrænse migrationen mod EU. Mens push-faktorer omhandler de forhold som skubber mennesker ud af et land, omhandler pull-faktorer de ting som tiltrækker migranter til et andet land. Det være sig forhold som øget levestandard, retslig retfærdighed, gode naturressourcer osv. Kort sagt, de forhold migranten kunne ønske sig, som ikke var til stede i vedkommendes eget land. Som udgangspunkt vil pull-faktorerne spille en større rolle for de frivillige migranter, der netop migrere med henblik på at opnå nogle for dem bedre vilkår. Med hensyn til tvungne migranter viser det sig ofte, at en afgørende pull-faktor er muligheden for at opnå tilladelse til at blive i et sikkert land. Derfor vil lande med en lempeligere flygtninge- og indvandrerpolitik oftest opleve den største mængde ansøgninger. Her er det dog afgørende, hvilken form for immigranter begrebet omhandler. Fx er det klart at en akut flygtning, uden en langsigtet rejseplan, først og fremmest vil søge mod det første sikre område (Lisborg 2003; 30) I relation til EU, må vi konstatere at vores forholdsvis høje levestandard og de relativt sikre områder, fungerer som en pull-faktor for mange migranter. Derfor er en afgørende problematik for EU naturligvis, hvordan disse faktorer kan mindskes, forventet at EU ønsker at styre immigrationen, uden at det påvirker de europæiske borgeres høje velfærd. Selvom alle migranter som nævnt er udsat for push- og pull-faktorer, er der stor forskel på, hvor nemt det er for forskellige grupper af migranter at komme til EU. Teoretisk kan dette anskues som et immobilitetsparadoks. 3.3 Globalisering et immobilitetsparadoks Globalisering er en bred betegnelse, hvor forholdet mellem geografi og sociale relationer er i centrum. Væsentlige karakteristika ved globaliseringen, som har tilføjet

20 nye dimensioner til migrationsprocesser, er bl.a. udbredelse af kapitalistisk livsstil, og den fysisk-geografiske udvidelse af det sociale rum. Den polske sociolog Zygmunt Bauman mener, at magt i den globale verden er forbundet med kontrollen over mobilitet både ens egen og andres. Bauman ser på de menneskelige konsekvenser af globaliseringen som en grænseoverskridende frigørelse, der dog kun er mulig for en lille global elite, mens flertallet er påtvunget en økonomisk og geografisk bundethed. Globalisering er derfor også en proces, som skaber rumlig segregation og social og politisk udelukkelse. Således ser Bauman globalisering som et gode, der dog er ulige fordelt og derfor skaber social ulighed (Bauman 1999; 15). Vinderne er den økonomisk velstillede elite, de såkaldte turister, som rejser af lyst, mens taberne er de fattige vagabonder, der drives rundt på flugt af krig og nød (Bauman 1998; 77). Gruppen af vagabonder indeholder blandt andet flygtninge, som er den gruppe af migranter, vi ønsker at fokusere på i vores projektrapport, og således medfører immobilitetsparadokset netop at denne gruppes mobilitet indskrænkes. Med globaliseringen medfølger altså et immobilitetsparadoks. Trods den øgede viden om verden udenfor, oplever fattige og marginaliserede grupper store forhindringer for at krydse grænser. Et væsentligt eksklusionsparameter er den øgede regulering for indvandring; dette gælder bl.a. de mange flygtninge, der er føjet til gruppen af internationale migranter gennem de sidste 15 til 20 år (Agergaard og Winther 2003; 80). Jan Aart Scholte betegner globaliseringen som en afterritorialiseringsproces (Scholte 2000; 46). Scholte søger med sit globaliseringsbegreb at gøre op med, hvad han kalder metodologisk territorialisme. Metodologisk territorialisme henviser til den indgroede opfattelse, vi har af det sociale rum som territorialt organiseret. Med territorialitet henføres som regel til, at samfundet og politikken er bygget op omkring nationalstaten og grænserne som definerer dennes territorium 9. Scholte belyser måden hvorpå vi bruger den territoriale opfattelse af verden som udgangspunkt i vores konklusionsdragninger. Mobilitet, kommunikation, bevidsthed og globale symboler er således aktiviteter, der fremmer denne afterritorialiseringsproces. Ifølge Scholte 9 Se også konventionens stats opfattelse, kapitel 8 side 74, med en nærmere beskrivelse af containermodellen

21 betyder globalisering dog ikke territorialitetens afslutning. Tværtimod kan globalisering medvirke til styrkelsen eller dannelsen af territorier der afgrænser og markerer sig. Således kan der argumenteres for, at globaliseringen måske ikke fortsætter ud af samme pendant. Det er ikke utænkeligt, at den øgede internationale interaktion kan blive rullet tilbage, så vi ser større national eller regional forankring hvor det internationale samarbejde nedtones. EU s udvikling af en mere restriktiv immigrationspolitik kan således ses som et forsøg på at undgå en fuldbyrdet deltagelse i det globaliserede samfund jf. Baumans skeptiske tilgang til globaliseringen som en destruerende faktor i forhold til samfundets sammenhængskraft. Globaliseringen medfører en større kompleksitet i samfundet generelt, og således er det også nødvendigt at inddrage den i forståelsen af, hvordan migrationsstrømme former sig. Derfor inddrager vi i vores projektrapport teorier der forklarer migration med globaliseringen som fundament. 3.4 Sociale netværk og transnationalisme Teorien om push og pull-faktorerne er relativt enkel, og kan stadig benyttes i kraft af sin meget logiske tilgangsvinkel til incitamenterne for migration. I midlertidig kan de teorier, der relaterer sig til globaliseringen, ses som overbyggende eller udbyggende, og som ligeledes er mere komplekse og forklarer migrationsstrømme ud fra flere faktorer. Teorier om sociale netværk er et eksempel på dette og beskæftiger sig med en række af de forhold som får mennesker til at migrere, og beskriver hvordan sociale relationer også fungerer som en pull-faktor. Grundlæggende indeholder teorien om migrationsnetværk en række faktorer som får mennesker til at migrere, men som også er afgørende for migrationens bestemmelsessted. Mennesker i afsenderlandene kan være en del af formelle eller uformelle institutioner og netværk, der trækker dem mod en bestemt destination. Dette kan være menneskelige relationer baseret på familiære tilknytninger, venskaber, regionale eller lokale tilhørsforhold, der skaber et netværk (Faist 2000; 51f). Således kan en immigrant tiltrække flere immigranter gennem kommunikation og information om et muligt modtagerland. Der opstår derved en række såkaldte migrationsbroer, der gør det nemmere og mere fordelagtigt for den enkelte migrant, at vælge at migrere til et bestemt modtagerland. Hvis der først er

22 kommet migranter fra et afsenderland til et bestemt modtagerland, er det mere sandsynligt, at andre migranter fra dette land, vil søge mod det modtagerland, hvor deres landsmænd befinder sig. Dette resulterer i, at jo flere migranter med en indbyrdes relation der har migreret til et bestemt land, desto sikrere og nemmere er det for fremtidige migranter indenfor dette sociale netværk at migrere til det modtagerland (Lisborg 2003; 43). Dette kan være den bagvedliggende årsag til lovgivning omkring familiesammenføring og lignende, i et forsøg på at begrænse den immigration, der er forsaget af sociale netværk 10. Det forventes at personer, der kommer fra områder med kraftig migration, har en klarere tendens til selv at migrere pga. disse migrationsbroer, mens mennesker fra områder med lav migration oftere vil blive i hjemlandet (Lisborg 2003; 43). Migration påvirkes dog af andre forhold end sociale netværk, og selv sammen med push og pull kan migration ikke alene forklares. Denne kendsgerning har blandt andet ført til udviklingen af teorien om transnationalisme. Transnationalisme forholder sig ikke alene til migration. Teorien beskæftiger sig yderligere med en række andre forhold indenfor globaliseringens forskningsfelt, som især fokuserer på forskellige former for transnationale rum, som en stor del af verden konstant engagerer sig i. Dette være sig multinationale virksomheder, regionale politiske samarbejder, religiøse samfund etc. I relation til vores problematik giver det ikke mening at beskæftige sig yderligere med transnationalismens mange facetter, men i stedet ønsker vi at fokusere på, hvordan migrationen påvirkes af transnationale rum. Her er det dog vigtigt at nævne at nationalstaternes samarbejde indenfor EU, naturligvis, er transnationalt. (Kaiser og Starie 2005; 1) Vi vælger blot at konstatere, at det forholder sig sådan, da vi ikke beskæftiger os med tilblivelsen af den fælles europæiske politik på asylområdet, men i højere grad med hvad denne politik indeholder. Samtidig ønsker vi at gøre det klart, at transnationalismen, grundet utroligt brede forskningsfelter, oftest beskæftiger sig med case-orienterede studier, jf. den litteratur vi har rekvireret om emnet. Da vores tilgang ikke er direkte case-orienteret, vil vores gennemgang og brug af teorien bærer præg af dette. 10 Idet det antages, at EU ønsker at begrænse migrationen, se omkostningsmodellen i kapitel 6.5, side 47ff, for en uddybning af dette

23 Vores interesse for teorien om transnationalisme tager udgangspunkt i frivillig migration, og koncentrerer sig således ikke direkte om flygtninge og asylansøgere. Imidlertid beskriver den en række af de internationale strukturer, som indvirker på de internationale migrationsstrømme. Traditionelt har der været en skarp opdeling af begreberne migrant og flygtning, og det har medført at teorierne indenfor migrationsområdet har bevæget sig i forskellige retninger. I praksis synes der dog ikke at være den store forskel mellem at være flygtning, asylansøger eller arbejdsmigrant i forhold til teorierne om migrationsstrømme. Kategoriseringen er dog kraftigt politiseret og har ikke umiddelbart indflydelse på den enkelte migrants migrationsmønstre. Således synes der ikke at være forskel på den mobilitet det enkelte menneske foretager, da kategoriseringen af individet alene forholder sig til personens rettigheder og ikke selve rejsen (Lisborg 2003; 30). Derfor kan vi fortsat med god grund beskæftige os med mobilitetsteorien om transnationalisme i relation til EU s asylregulerende politik. Begrebet transnationalisme kan forklares simpelt ved at beskrive det, som noget der går på tværs at af nationer. I migrationsteorien har begrebet taget udgangspunkt i den øgede internationale udveksling af varer, tjeneste ydelser og kapital, samt den generelle forøgede internationale interaktion. En række initiativer og samarbejder, har formindsket de nationale barrierer på mange af disse områder. Imidlertid fremgår det af vores fokus på EU s asylregulerende tiltag, at dette ikke nødvendigvis er tilfældet for alle mennesker på migrationsområdet. Generelt er menneskers mobilitet dog blevet mere transnational med de øgede muligheder for transport, kommunikation og information som globaliseringen har medført. Dette skaber en række internationale fællesskaber og en fælles social kontekst gennem den øgede mængde af transnationale relationer. Således tager teorien om transnationalisme udgangspunkt i en fælles social arena, og fokuserer ikke i samme grad som tidligere migrationsteorier på afsender- og modtagerlande og overskridelsen af nationale grænser. Flygtninge og asylansøgere har tydeligvis også taget globaliseringens migrationsmuligheder til sig. En stor del af disse fungerer også i internationale sociale netværk, men har længe været anskuet som en gruppe, der er anderledes i forhold til andre migranter, bl.a. på grund af deres ofte helt anderledes juridiske og sociale status. Efterhånden er flygtninge og asylansøgere dog blevet anerkendt som en gruppe der

24 også deltager i globaliseringen, herunder i transnationale netværk. Migration er således under forandring og under indflydelse af de moderne internationale strukturer. Transnationale sociale netværk synes at have større og større indflydelse på migrationsstrømme og herunder også på asylansøgeres migration. (Lisborg 2003; 44) Det står klart, at migrationen i verden ikke er lige tilgængelig for alle. Således bliver det sværere for nogle individer at deltage i migrationens transnationale rum. Dette sker gennem en regulering, der udspringer fra lovgivning og politik. Migranten opererer derfor i transnationale rum der er reguleret og styret af uafhængige stater, bilaterale aftaler, internationale regimer eller international lovgivning. Muligheden for at migrere er kontrolleret gennem regler og procedurer, der kan begrænse individets frihed til at flytte sig. (Faist 2004; 6) Dette kan henvises til det førnævnte immobilitetsparadoks, som globaliseringen har medført. De transnationale fællesskaber har ikke medført fri bevægelighed. De nationalstatslige eller EU s grænser har stadig stor betydning for migrationsstrømmene og den grænseløse verden, som nogen troede globaliseringen ville medføre, er langt fra virkelighed for mange af verdens migranter. Trods øgede transnationale flows af kommerciel, menneskelig og kulturel art er påstanden om grænsernes endeligt fortsat forkert (Faist 2004; 5 og Lisborg 2003; 43). Det kan forekomme direkte paradoksalt at globaliseringen på en måde har gjort grænserne mere åbne, men samtidig har øget kravet om en kontrolleret og restriktiv migrationspolitik. Transnationalisme har bidraget til en måde at forstå migration på, samt overskue en række af de forhold som påvirker og medvirker til migrationens naturlige bevægelser. I relation til asylpolitik og migrationsstrømme ønsker afsnittet om push og pull, sociale netværk og transnationalisme at bidrage til en forståelse af begreberne, men formålet er også at bidrage til vores fokus på asylmigration, hvilket vi vil uddybe i afsnittet der omhandler denne form for migration. Vi vil nu bringe en redegørelse for nogle af de overordnede ændringer, der kan spores indenfor migrationsstrømme og koble dem til, hvilken politik, der føres indenfor EU

25 3.5 Udviklingen i migrationsstrømme Fænomenet migrationsstrømme er et yderst sammensat begreb. Det er dog alligevel muligt at se tendenser, som synes at skille de forskellige strømme fra hinanden. Der er inden for de seneste årtier i mange tilfælde tale om en såkaldt regionalisering af migrationsstrømmene. Dette betyder, at mennesker flytter over grænser, men dog stadig inden for samme region. Eksempelvis ses det i dag oftere at mennesker flytter fra ét udviklingsland til et andet, i stedet for at flytte til helt andre kontinenter, hvilket for halvanden hundrede år siden hyppigst hændte (Agergaard og Winther 2003; 61). Denne regionale migration synes i flere tilfælde at grunde i et ønske om legalt eller illegalt at immigrere til et I-land. Dette har ført til, at der er opstået en ny gruppe af migranter - de såkaldte transitmigranter. Disse mennesker har ofte en intention om at emigrere ud af deres hjemland (afsenderlandet) via et andet land (transitlandet) og immigrere ind i det I-land (destinationslandet) hvori de ønsker at bosætte sig. Dog bliver en del migranter af forskellige grunde forhindret i at fuldføre deres rejse og de bosætter sig derfor i transitlandet. Forøgelsen af den regionaliserede migration og nedgangen i migrationsstrømme over større afstande skyldes i høj grad de politikker på migrationsområdet som især de industrialiserede vestlige lande har indført. EU er et godt eksempel på dette, med lukkede grænser udadtil, men fri bevægelighed internt mellem medlemslandene. Dette giver mennesker fra tredjeverdenslande svære betingelser for at komme ind. Men samtidig giver det EU-borgere meget fri bevægelighed på tværs af grænserne inden for EU. Den i højere grad restriktive asylpolitik, som føres i de industrialiserede lande, er dermed meget bestemmende for antallet af asylansøgere. Dette skal ses i sammenhæng med pull-begrebet, da mulighederne for at få adgang til et i-lands territorium ses som en pull-faktor i forhold til dette land. En mere restriktiv politik, vil således mindske pull-faktoren og få færre til at forsøge at migrere til landet. En anden grund til de færre asylansøgninger i EU, udover den restriktive politik, er de konkrete historiske begivenheder som starter migrationsstrømme rundt om i verden. De mange historiske hændelser som op til i dag har været meget centrale i den internationale migration, kan både være positive og negative i form af pull- eller pushfaktorer

26 Efter Anden Verdenskrigs afslutning skulle Europa genopbygges og dertil var der brug for meget arbejdskraft. I årtierne efter var der stor økonomisk vækst og de europæiske lande efterspurgte nu endnu flere udenlandske arbejdere, altså en pull-faktor. Derfor blev EU destination for en gruppe migranter fra hovedsageligt Nordafrika, Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan, - på dansk de såkaldte gæstearbejdere. Disse migranter var oftest mænd som arbejdede på Europas territorium og sendte penge til familien i hjemlandet. Lovgivningen på immigrations- og asylområdet medførte, at det på dette tidspunkt var lettere at få arbejdstilladelse, og selv om størstedelen af denne gruppe havde intentioner om at vende tilbage til hjemlandet, endte mange med at blive familiesammenført i et europæisk land. I starten af 1970 erne ønskede flere af medlemslande ikke at modtage mere arbejdskraft, og via politiske vedtagelser blev denne omfattende migrationsstrøm stoppet. Siden indvandrerstoppet i nogle af de europæiske lande i 1970 erne er den europæiske indvandrer- og asylpolitik kommet stadig mere i fokus i EU-regi. Det øgede samarbejde medlemslandene imellem har ført til migranternes reducerede muligheder for at komme ind i EU. Men migrationsstrømme stoppes ikke nødvendigvis, blot fordi indvandrerlovgivningen strammes. Et eksempel er den kolde krigs afslutning og murens fald, som resulterede i det øgede migrationspres på Europa, som vi var vidner til i begyndelsen af 1990 erne (Rasmussen 2005; 40). I takt med, at mulighederne for lovlig immigration til de europæiske lande er blevet begrænset, er der i en vis grad sket en udnyttelse af asylsystemet, og mange har søgt asyl uden egentlig at være berettiget. (Vevstad 2006; 24). Også ankesystemet i forbindelse med asylsøgning blev udnyttet, således at asylansøgere kunne forblive længere tid i EU-landene. Samtidig opstod der med den øgede fri færdsel indenfor EU s grænser, bl.a. i form af Schengen-aftalen, også et problem med såkaldt asylshopping, hvor asylansøgere ved afslag på asyl i ét land rejste videre til et andet for at søge i dette (Vevstad 2006; 24). Disse problematikker og andre som eksempelvis den illegale indvandring understreger igen, at migrationsstrømme kan være svære at kontrollere og ikke nødvendigvis kan vendes eller stoppes via regulering