GARDEHUSARREGIMENTET

Transkript

1 Årsskrift 2007 IN ACTIS ESTO VOLUCRIS VÆR LYNSNAR I HANDLING

2

3 Årsskrift 2007 IN ACTIS ESTO VOLUCRIS VÆR LYNSNAR I HANDLING

4 Gardehusaren udgives af Gardehusarregimentet i samarbejde med Sjællandske Livregiments Soldaterforening og Danske Gardehusarforeninger, hvis protektor er: Hans Kongelige Højhed Kronprinsen. Bladet fordeles til alt tjenstgørende personel ved Gardehusarregimentet og udsendes til alle medlemmer af Sjællandske Livregiments Soldaterforening og Gardehusarforeningerne i ind- og udland samt personel i international tjeneste. Redaktion: Major E.B. Sørensen, ansvarshavende redaktør Oberstløjtnant Knud Skafte, redaktør Oversergent Janne U. Ramsing, redaktør Bladudvalg Peer C. Høegh-Guldberg Knud Skafte Freddy Rasmussen Ole Bent Pedersen Helmer Christensen Per Küster Major E.B. Sørensen Oversergent Janne U. Ramsing Overassistent Susan T. Johansen: sekretær Redaktionens adresser Lokalstof: OS J. Ramsing, 1 PNINFBTN/GHR, 4200 Slagelse Tlf , lokal 7104 Fax: ghr-infoelm@mil.dk Redaktionens meninger må ikke tages som udtryk for regimentets officielle standpunkter. Ligesom redaktionen ikke behøver at dele den opfattelse, forfattere af de forskellige artikler giver udtryk for. Trykt oplag: 5000 Repro & tryk: Slagelsetryk Marketing ApS Annoncetegning: Slagelsetryk Marketing ApS Rosengade 7C, 4200 Slagelse Telefon Fax mail: info@slagelsetryk.dk

5 Indholdsfortegnelse Regimentschefens jule- og nytårshilsen...6 Til Nytårskur hos Dronningen... 7 Et sidste farvel til Kenneth Holst...9 Pårørendearrangement ved spejdereskadronen Æresparade for Irak-soldaterne på Hold Bornholm udfordrede danske og tyske soldater Bronze til dansk patrulje Rextur à la GHR Soldater-kammerater delte glæder og frygt Gardehusarregimentets idrætsdag...20 Forældredag ved hesteeskadronen Smil du er på...24 De Blå Baretters jubilarstævne...26 Tappenstreg Rejsebreve fra Sudan...28 Skarpskydningskursus i bjergene Gardehusarer hædret En ny forening bliver født To Gardehusarer dræbt i Afghanistan Vi er så stolte af jer Julehilsen En ny forening bliver født Præsidentens hilsen i anledning af årsskiftet 2007/

6 Regimentschefens jule- og nytårshilsen Er du en glad regimentschef her ved årsskiftet? Både og! Som chef nej! Som officer ja! Som menneske ja! Som chef er jeg ikke glad. Og desværre bliver det værre af, at jeg kan se og høre alt for mange af Hærens officerer på alle niveauer, chefer for kompagnier, bataljoner, regimenter og sektioner i stabe, som heller ikke er glade især som chefer. Alt for mange unge officerer og befalingsmænd taler om at afprøve sig selv med andre karrieremæssige udfordringer. Kendetegnet for dem alle er efter min opfattelse, at de dagligt føler at skulle kæmpe op ad bakke for at få de arbejdsvilkår, som er nødvendige for at kunne samle deres enheder om sig; at være coach for medarbejderne i hverdagen; inspirere deres medarbejdere til at yde endnu mere, have direkte indflydelse på at udvikle medarbejderne til det de er bedst til inden for enhedens rammer; rådgive og inspirere medarbejderne om uddannelse og have indflydelse på, at motivationen fastholdes og se, at det lykkes. Kort sagt jeg efterlyser et arbejdsmæssigt kick i hverdagen, som vores hjemvendte kammerater fra mission kommer hjem med. De stråler at selvtillid, de har gjort en forskel såvel for omverdenen, men ikke mindst også for deres kammerater. De har oplevet at få et fællesskab til at fungere helt ud i detaljen; chefer og førerne har været helt tæt på medarbejderne og været den samlende faktor uden bureaukrati, manglende beføjelser og utidige ydre beordringer fra foresatte, de aldrig har mødt. Kort sagt de har set det optimale samspil mellem officerernes, befalingsmændenes og professionelle meniges arbejdsglæde. Som officer er jeg glad for alle de positive unge, der kommer til regimentet to gange om året og gennemgår Hærens Basisuddannelse (HBU). Deres gå-på-mod og vilje er smittende. Mange viderefører deres militære uddannelse og afslutter det første års uddannelse med at tegne en kontrakt for at komme ud i verden og afprøve færdighederne sammen med kammeraterne. Det er fantastisk flot, at de formår at nå et professionelt niveau, som tilfældet er. Det er ubegribeligt for mig, at jeg kan finde oberster i Hæren, som ikke kan se nødvendigheden af, at vi har en bred berøringsflade til samfundet igennem værnepligten, som giver unge mulighed for at finde ud af, om de kan og vil være soldat. Mange søger derfra en karriere i forsvaret. Og vi skal bruge, alle der vil! Tilsvarende er det fantastisk at se trofaste, gamle medarbejdere inden for specialistfagene, som stadig holder ud og får det hele til at fungere på forunderlig vis. Tak til alle for jeres indsats i årets løb! Desværre oplever jeg også, at enhver røst, som løfter sig om vores arbejdsvilkår, bliver mødt med den mistro, at kritik alene er ønsket om at føre tilstandene i forsvaret tilbage til de gode gamle dage. Intet er mere forkert. Det er ikke en synd at begå fejl, men det er en stor synd ikke at rette erkendte fejl. Lad os i fællesskab forsøge at anvende det nye år til at forandre og forbedre vores fælles hverdag. Jeg er glad, fordi jeg er heldig at have et godt familieliv og kan glæde mig over et positivt, givende fællesskab der. Det håber jeg meget, at alle husarer og deres familier også kan sige, og med det håb ønsker jeg alle medarbejdere på Antvorskov Ka-serne samt husarer herhjemme og i missionerne, De Danske Gardehusarforeninger og Sjællandske Livregiment Soldaterforening En rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår. Regimentchef oberst I.H. Sørensen 6

7 Som afslutning på "Store kur", eskorterer husarerne Dronning Margrethe og Prins Henrik tilbage til Amalienborg Til Nytårskur med Dronningen Af: Oversergent Janne U. Ramsing Stab/I Panserinfanteribataljon/Gardehusarregimentet Igen i år, som alle de foregående år, var husarerne klar til at gøre tjeneste for Hendes Majestæt Dronningen, i dagene januar 2007 til den årlige nytårskur. Ømme muskler og siddesår For at alt skal spille til UG kryds og slange skal der trænes. Derfor var de tilkommanderede officerer og befalingsmænd, kaldt ind i dagene mellem jul og nytår, for at træne på den af eskadronen tildelte hest. Uanset hvor meget man gerne vil, så er det ikke altid at der i den daglige tjeneste, kan afsættes tid til at vedligeholde sine ridefærdigheder, selvom lysten er der. Så for nogle af de tilkommandere officerer og befalingsmænd, kunne det meget tydeligt mærkes i form af ømme muskler og for nogles vedkommende,et eller to siddesår. De første tre dage blev brugt til dag- lig ridning og derefter eskorte træning. Daglig ridning for at hest og rytter lige kan få brændt det værste krudt af efter juledagene og samtidig få vist hvem der bestemmer over hvem. Derefter blev der øvet på de kommandoer og formationer der skulle bruges ved de to dages eskorte tjeneste. Det kom der rigtig mange sjove episoder ud af, men det er jo selvfølgelig også under træ-ning der skal laves fejl, for som de kloge siger det er jo fejlene man lærer af. Bytur i København Lørdag inden nytår, var dagen hvor finpudsningen af detaljerne skulle stå sin prøve, inden den store generalprøve den 2. januar, hvor vi skulle inspiceres. Træningen gik fint og de ting, der skulle rettes blev rettet med det samme så ingen var i tvivl om hvor de skulle placere sig ved op/afmarch både på Amalienborg Slotsplads og i Sct Jørgensgården ved Christiansborg. I forlængelse af træningen, red vi som det er sædvane når husarerne er i København, en tur ned gennem strøget. Og om det var hestene eller husarerne, der tiltrak de mange mennesker, skal jeg ikke kunne sige, men man skulle tro samtlige københavnere var i byen den dag, for der var godt nok mange der stoppede op og kiggede eller tog billeder. Det er egentlig en lidt sjov tanke, at der i nogle danskeres fotoalbum, måske ligger et billede af en selv. Hvad er en hestelængde D. 2. januar var dagen, hvor chefen for adjudantstaben oberst S L. Jacobsen skulle inspicere os. Nu var det at vi skulle vise om dagene mellem jul og nytår havde båret frugt. Men som skuespillerne ved teateret siger der skal gå et eller andet galt ved generalprøven, ellers går det ( ) 7

8 galt ved premieren og det ordsprog fulgte vi. Om det var hestene oppe foran der var lidt for kække efter to dages nytårsferie skal jeg ikke kunne sige, men da vi passerede Kgs. Nytorv var eskorten delt i to. Hvor der normalt er en hestelængde mellem ruderne, var afstanden mellem første deling og kareten, nu på ca. seks hestelængder. Dette blev ved evalueringen kommenteret af obersten med det så generelt rigtig flot ud, der skal bare lige arbejdes lidt med tempoet hvorefter han afsluttede med at ønske os held og lykke de næste to dage. Sidst ind først ud Så kom dagen, hvor den første del af kuren skulle stå sin prøve (også kaldet Lille Kur). Dagen er forbeholdt herværende udenlandske diplomati og andre særligt indbudte. Kl stod vi opmarcheret sammen med Livgardens fanekommando i Sct. Jørgensgården. Eskorten står opmarcheret indtil alle de indbudte er kørt ind på Christiansborg Slot og ca. en time senere når de kører ud igen og som traditionen byder, er det Dronning Margrethe og Prins Henrik der ankommer sidst og kører først. Ud over den beredne eskorte, stillede gardehusarerne også et fodkommando, bestående af de to måneder gamle konstabelelever fra stabskompagniet I Panserinfanteribataljon. De stod inde på Kongetrappen sammen med et kommando fra Livgarden. Det skulle efter sigende, have været noget af en oplevelse håndtryk Store Kur er den dag som husarerne ser mest frem til. Det er det vi har trænet til, og der er nu noget specielt ved at være en af de få, der tjener Dronningen på så tæt hold, så det skal bare skal spille hundrede procent. Man skulle også mene at hestene syntes bedre om denne del af kuren, for her bliver de rørt i forhold til dagen før, hvor de stod stille det meste af tiden. Kl stod vi opmarcheret inde på Amalienborg Slotsplads, klar til at eskortere Dronningen og Prinsen, i den lukkede guldkaret, ind til Christiansborg Slot. Familie og venner til de beredne husarer, stod i en stor pærevælling med københavnere og turister, opmarcheret langs med ruten. Denne gang var det store tilløbsstykke dog ikke husarerne til hest, men Dronning Margrethe og Prins Henrik. Der var flere der havde flag i hånden som de vinkede med, mens andre bare kiggede eller knipsede løs med kameraerne. Det siges, at Dronningen og Prinsen i løbet af denne dag, har modtaget mellem gæster. Det bliver til mange håndtryk i løbet af en dag. Ca. kl skulle Dronningen og Prinsen eskorteres tilbage til Amalienborg Slot og alt skulle så bare gøres i omvendt rækkefølge. Tilbage i staldene kunne alle ånde lettet op, det var gået godt og efter regimentets fotografens udsagn, havde det set godt ud. n Fakta om Nytårskuren Nytårskuren er en tradition af ældre dato. Traditionen med nytårskur stammer fra enevældens tid. Dengang var samfundet delt op i en fast rangorden med den enevældige konge som det strålende overhoved for de forskellige rangklasser. I dag er nytårskuren så omfattende, at den holdes over tre dage, men traditionen tro modtages de forskellige rangklasser i tur og orden. Den fineste kur foregår 1. januar i Christian VII s Palæ på Amalienborg. Dér modtager Hendes Majestæt Dronningen og andre kongelige familiemedlemmer gratulanter fra hoffet, Folketinget, regeringen, Højesteret og den øverste embedsstand. To dage efter modtages det herværende udenlandske diplomati, Gardehusarregimentets officere, Livgardens officere, Højesteretsdommere og andre særligt indbudte. Her er der tradition for, at de udenlandske diplomater møder op i nationale klædedragter. Ved den tredje og sidste kur, den såkaldte store nytårskur, indledes dagen med, at regentparret kører i guldkaret fra Amalienborg til Christiansborg Slot. Guldkareten, der er fra 1840, ledsages af 43 gardehusarer i gallauniformer. Derefter hilser regentparret på officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen, I., II. og III. rangklasse samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og kongelige protektioner. De tre øverste rangklasser omfatter fx generaler, oberster, hofjægermestre, statsskovridere, politimestre, landsdommere, professorer, biskopper og domprovster. Formålet med kuren er at ønske hinanden godt nytår, og gæsterne får mulighed for at takke for den interesse, kongehuset har vist en institution eller en organisation i det forgangne år 8

9 Et sidste farvel til Kenneth Holst Af major K.A. Vennike, Chef for Ceremonielementet Onsdag den 17. januar 2007 modtog regimentet den triste meddelelse, at konstabelelev Kenneth Holst, 4 spejdereskadron var afgået ved døden ved en skydeulykke i Oksbøl skydeterræn. Kenneth Holst blev bisat fra Bjæverskov kirke fredag den 26. januar 2007, og mere end 350 personer fulgte Kenneth den sidste vej, herunder hele hans eskadron og mange ungdomskammerater. Tilstede fra forsvarets øverste ledelse var bl.a. Forsvarsminister S. Gade, Chefen for Hærens Operative Kommando general P. Kiærskou og Chefen for Gardehusarregimentet oberst I.H. Sørensen. Efter tilladelse fra familien og sognepræst Hanne Bohr gengives efterfølgende sognepræsten tale ved Kenneths Holst bisættelse. Æret være Kenneth Holst minde 9

10 Alt glarmesterarbejde udføres Termoruder / reparationruder Spejle & glas efter mål Billedindramning Autoruder / Rep. af stenslag Vinduer / Døre i træ & alu Forsikringsarbejde Langes Gård Slagelse THOMAS JULL OLSEN LØNGGÅRDENS GRUSGRAV & VOGNMANDSFORRETNING - SORØ CONTAINERTRANSPORT Løngvej Sorø Telefon: Telefax: t j t j o. d k Der var nok ingen der kunne sige sig fri for at sende en tanke til Kenneth Holst der var blevet begravet dagen før, da man stod linet op til afskedsparade den 27. januar 07. Pårørendearrangement for spejdereskadronen Pårørendearrangement 27 JAN 2007 for Spejdereskadronen Irak, hold 9 Garnisonsstøtteelementet ved Gardehusarregimentet afholdt lørdag d. 27. januar, kl pårørendearrangement for Spejdereskadronen, der medio februar skal udsendes med Irak, hold 9. Familien udtrykte stor respekt for det profesionelle virke Arrangementet var meget vellykket, idet ca. 230 pårørende og 30 børn var tilmeldt og deltog i arrangementet. Med baggrund i den tragiske ulykke under uddannelsen i Oksbøl, blev programmet tilpasset, således at de øvrige på-rørende kunne orienteres om forløbet omkring ulykken, samt de foranstaltninger som Uddannelsesbataljonen, Spejdereskadronen og Gardehusarregimentet havde sat i værk i forbindelse med ulykken. Familien til den sårende sergent deltog i arrangementet og familien bidrog ved at udtrykke sin store respekt for det professionelle virke som enheden og kammeraterne havde udvist under de tragiske hændelser. De var meget taknemmelige for den store støtte og opbakning familien havde fået af Forsvaret i denne situation. Orientering Chefen for Spejdereskadronen, kaptajn Vilhelm Elsang, og chefen for danske bataljon, Irak - hold 9 - oberstløjtnant Kim Petersen orienterede efterfølgende om opgaverne og forholdene i missionsområdet. Herudover bidrog socialrådgiveren, Netværket og Kammeratstøtteordningen med gode indlæg, således at de pårørende blev klædt på til at kunne støtte soldaterne, når de udsendes til IRAK. God opbakning Gardehusarregimentet og Spejder-eskadronen er meget tilfredse med forløbet af arrangementet samt den store opbakning, der blev vist enheden. n Chef for den danske bataljon Vilhelm Elsang, orienterer de pårørende om ulykken i Oksbøl 10

11 Oberst Per Mikkelsen afleverer den medbragte sadeltaske til regimentschef I.H. Sørensen Æresparade for Irak-soldaterne på Hold 8 Af: Journalist Kim Brandt fra Sjællandske den 26. februar De har oplevet temperaturer fra -3 til +56 grader, så vejrmæssigt var lørdagens is og sne ikke noget at snakke om for Spejdereskadronens omkring 80 soldater og de 50 stabsfolk, der lørdag middag blev hyldet for deres indsats i Irak de sidste seks måneder. De mange ansigter bar tydeligst præg af de høje temperaturer, men der var samtidig stor glæde at spore over at være hjemme igen - trods kulde og sne. Omkring 150 pårørende var vidner til æresparaden, der forgik i»eksercerhuset«hos Gardehusarerne. Det utroligt bløde underlag må have mindet soldaterne lidt om ørkensandet, men fast stod de, da oberst I. H. Sørensen holdt en kort tale, hvor han takkede dem for indsatsen: - Der er ingen tvivl om, at I har udført et solidt stykke arbejde, sagde obersten anerkendende. Oplevelser skal bearbejdes Forud for paraden er gået et forløb, hvor soldaterne er blevet debriefet og har fået foretaget et helbredscheck. Desuden har mange talt med socialrådgivere og psykologer, der hjælper til med at»få sjælen«med hjem. Når man har været udsendt til Irak, er det ikke unormalt, at man bliver en»adrenalinnarkoman«, siger kaptajn T. E. Johansen: - De har jo været»på«24 timer de sidste seks måneder, og der går lige lidt tid, inden de»gearer«ned igen og vænner sig til det fredelige Danmark. De pårørende har også fået et detaljeret indblik i, hvad soldaterne rent faktisk har lavet i Irak. Det gør det lettere at tale sammen bagefter, for ofte er der mange ting, der lige skal falde på plads igen. Når der så er gået tre og seks måneder, følger psykologerne atter op på de mange samtaler, og prøver dermed at sikre, at alle er kommet helskindet hjem. Desuden er der et omfattende kammeratstøtte-netværk, som soldaterne kan trække på for at bearbejde de ofte stærke indtryk. Nu er der ferie De fleste soldater kan nu holde en velfortjent ferie i to til fire uger, inden de atter melder sig til tjeneste. Nogle går i gang med en helt anden uddannelse, mens andre fortsætter hos militæret på en K-35 kontrakt, der betyder, at de bliver i forsvaret, indtil de fylder 35. Glad for at være hjemme Oberst og aftrædende chef for Dancon Bataljonen, Per Mikkelsen, er ikke i tvivl om, at de danske styrker har gjort en forskel i Irak: Jeg vil især fremhæve genopbygningen og indførelsen demokratiet som synlige beviser på vores indsats, siger han. Han er selv glad over at være hjemme, og mener i øvrigt, at august måned er et godt tidspunkt at trække de sidste danske soldater hjem på: - De irakiske hærenheder fungerer godt nu, så meget tyder på, at irakerne faktisk kan få en bedre fremtid, også efter at vi er rejst, siger han. Har været udsendt fem gange Flere af soldaterne har været udsendt mere end en gang - også til Irak. En af dem, som har været afsted hele fem gange, er Per Sander Rouff, der blev modtaget af sine kone, Anne-Marie. - Jeg aner ikke, hvor turen går hen næste gang, siger han. Men lægger heller ikke skjul på, at han også er klar igen, hvis der bliver spurgt. Hans kone, Anne-Marie, var glad for at kunne trække af med ham, og har for længst accepteret, at sådan er vilkårene. n 11

12 Vi var lidt mere på niveau, da det kom til henholdsvis at hoppe 8 meter og deathslide ned i det kolde vand. Nogle nød dukkerten, mens andre må have kammeratlig hjælp (skubbes) Bornholm udfordrede Danske og Tyske soldater I felten med Krølle-Bølle eller historien om, hvordan 3. deling fik besøg af tyskerne og lærte en masse om sig selv. Tysk besøg Det var en kølig mandag morgen, hos 1. Kompagni (KMP), da 2. og 3. deling trådte an til morgen appel. Til en forandring var en tysk bjergdeling trådt an sammen med resten af kompagniet. De var rejst hele vejen fra det sydligste Tyskland, til Antvorskov Kaserne i Slagelse, for at få et indblik i de danske panserinfanteristers arbejdsplads, materiel og uddannelse. Et besøg der skulle vare ugen ud, og derigennem byde på både inspiration og udfordringer. 3. deling havde fået til opgave at oppasse de tyske gæster. Med fire konstabelelever og en sergent, som talte tysk, var der ingen problemer med forståelsen (bortset fra når disse ikke var tilstede). Mandag formiddag bød først på en mindre fremvisning af delingens materiel og udrustning. En PMV M113 blev kørt frem fra garagen, en soldat iførte sig skyttepåklædning (SKYT), med fuld sløring, nat-kamp og våben, og en anden tømte sit skab for alle beklædningsgenstande. 4. KMP åbnede bagsmækken på en Piranha, samt dørene i en af de nye Eagle IV, som begge gjorde store indtryk på de tyske soldater. Bagefter kunne gæsterne betragte det fremlagte materiel og våben. Mange af dem var imponeret over de mange stumper, som enkeltmand har udleveret. Især netundertrøjen var populær (der kan man bare se). Vi fik fortalt at denne var god til at holde varmen med men hvad ved vi om det? Vi bruger jo det pragtfulde udleverede lange hvide undertøj Eller? Efter frokost var der arrangeret idræt i gymnastiksalene. Der blev dannet hold med både tyskere og danskere, som skulle spille fodbold og hockey mod hinanden. Humøret var højt og alle gjorde en indsats for deres hold. Efter et par timer, med morskab og holdånd, løb begge delinger samlet en tur i øvelsesterrænet. Som afslutning på dagen blev den tyske deling inviteret på en lille én i sergentmessen. Begge delinger havde fået frit løb til at more sig til langt ud på natten. Hver deling fandt på en leg, som de udfordrede de andre til. Nogle udfordrede hinandens smidighed, andre rå fysisk styrke (læs: drikning af øl) og bjergdiscipliner, som at kravle hele vejen omkring et bord uden at røre jorden eller kravle rundt på hinanden for at sætte en cigaretpakke længst muligt ud (ja, de er skøre de tyskere). Klar til Bornholm Tirsdag morgen havde den tyske delingsfører klargjort et foredrag om de tyske bjergsoldater. Interessant og indholdsrigt, med både billeder og film. Bagefter kom hovedattraktionen, nemlig muligheden for at se og afprøve tyskernes våben: Heckler & Kock G 36. Et formidabelt våben! (Vi prøvede selvfølgelig at bytte et for nogle af vores netundertrøjer, men den gik desværre ikke). Det var nu tid at se den del af kasernen, hvor Hesteeskadronen holder til. Efter en grundig rundvisning havde eskadronen forberedt en opvisning for de tyske gæster. Atter engang skiftede folkene til idræts-tøj for nu skulle der løbes Delingerne udfordrede hinanden på alt fra fysisk styrke til smidighed og hvem der kunne drikke hurtigst 12

13 på forhindringsbanen. Alle 20 forhindringer blev forevist og alle løb igennem. Her forklarede den tyske oberfeldvebel, at man ikke kunne gennemføre flere af forhindringerne uden at bruge sikkerhedsliner og hjelme på grund af forsikringsreglerne i den tyske hær. Eftermiddag og aften gik med klargøring og pakning til de næste dages træning på Bornholm. Omkring kl. 21 sad alle op i busserne, og kørte til Køge havn. Rejsen fra Køge til Rønne ville tage ca. 6 timer, så efter en hurtigt bid mad, krøb folk i poserne. Da færgen lagde til i Rønne havn, stod fire Magius lastbiler, fra Almegård Kaserne, klar. Holder det råbåndsknob mon Vi blev kørt hen til Opalsøen, hvor dagen bød på flere udfordringer og grænseoverskridende oplevelser. Her blev vi delt op i grupper med både tyskere og danskere. Vi skulle rapelle ned tre steder, heriblandt en bro. Hvem sagde jæger og fastroping? Her havde de tyske gebirgejärgere en stor fordel, da det jo er deres speciale, mens vi andre nok mindede lidt mere om Bambi på ca. 60 m. høj klippevæg. Vi var nok også lidt pressede da vi selv skulle binde vores sele af patruljereb (holder det råbåndsknop nu også?). Vi var lidt mere på niveau, da det kom til henholdsvis at hoppe 8 meter og deathslide ned i det friske (læs: kolde!) vand. Nogle nød dukkerten, mens andre må have kammeratlig hjælp (læs: skubbes). Herudover var der også en tur i gummibåd og lidt kommandokravl at hygge sig med. Dagen gav virkelig god mulighed for at snakke med tyskerne under mere uformelle forhold og for os andre, at få lidt tillid til sig selv og hinanden. Om aftenen tog vi lige en tur til ned af den største klippevæg, men denne gang i mørke, hvilket for nogle gav anledning til lige at tænke to gange på det føromtalte råbåndsknob. Nogle færdigheder skulle øves Vi overnattede i bornholmernes nærkampsby og efter en skøn nats søvn kom torsdagen, der stod i uddannelsens tegn. Vi skulle på kamppatrulje hele natten, så der skulle lige øves på nogle færdigheder, såsom gennemtrængning af hegn og sprængningstjeneste. Denne dag fik vi desværre ikke mulighed for at løse opgaven med vores tyske kollegaer, da det ville være en lidt for stor udfordring at få koordineret. Det kunne ellers have været interessant at se deres måde at operere på. Natten var kulsort B okt 07 blev vi indsat med STS (special truck service, bestående af to stk. meget specielle Man 27 lastbiler), i udkanten af Almindingen, som er Bornholms største skov. Scenariet var, at vi skulle overfalde en fjendtlig konvoj og tilfangetage en officer, bringe ham til afhøring, for herefter at bruge efterretningerne til at angribe et fjendtligt anlæg og befri en tilfangetaget dansk major. Det bornholmske mørke, og tro os det var fa**** mørkt, var noget af en udfordring. Så kulsort at selv vores natkamp var ubrugeligt, og folk måtte klæbe sig til personen foran sig for at følge med. På trods af de sædvanlige forviklinger den slags medfører og et overraskende, men hyggeligt, møde med tyskerne, som vist nok skulle befinde sig fem km. fra os, nedkæmpede vi konvojen, reddede majoren og dagen. Efter godt 15 timers indsættelse, løb vi med fjenden i hælene til vores pick-up-point og kørte hjem til et varmt måltid mad samt en grundig tilbagemelding. Herefter kørte vi til Almegård Kaserne, fik et bad, en burger og en lille lur på kuffen hvorefter vi gik ombord på færgen til Køge. Alt gik flydende, og vi ramte Antvorskov Kaserne ved 7-tiden næste morgen. Her stod den på vedligeholdelse i nogle timer, hvorefter der var fællesbilleder og farveller på appelpladsen. Der blev udvekslet gaver, byttet stumper og mailadresser til den helt store guldmedalje. Der var vist nogen, der glædede sig til at komme hjem til kærsten Opsummering: En superfed og inspirerende uge med masser af kampgejst, udveksling af erfaringer og højt humør. Vi håber på at blive inviteret til Mittenwald, for at se hvilke udfordringer deres arbejde byder på. n 13

14 Bronze til dansk patrulje Hold kæft, det var en fed tur! Første reaktion efter et flot resultat. En dansk patrulje, bestående af soldater fra STKMP/I/GHR, deltog i den traditionsrige britiske patruljeøvelse CAM- BRIAN PATROL i november 2007, og opnåede det hidtil bedste danske resultat. I den britiske hær har de i de sidste 57 år afholdt en øvelse under navnet CAMBRIAN. I starten var det en opgavemarch, men er blevet produktudviklet og er i dag, den ultimative patruljeøvelse. Den afholdes i de walisiske bjerge, Black Mountains, der er en del af naturparken Brecon Beacons. Danske patruljer har været inviteret i de sidste tre år, og som i 2005, var det en patrulje sammensat af otte soldater fra Stabskompagniet I GHR. En glad og træt patrulje efter en vellykket indsats. På bagerste række fra venstre: PL C. Vognsen (PTRFØ), SG P.B. Norvin (NK/PTR), SG D.H. Hemmingsen, KSE K.W. Hansen. Forreste række fra venstre: KSE T. Foght, KS N.U. Pedersen, KS K. Michaelsen, KS K. Erichsen Af: PL H.J. BRÜNINGS, stabsdelingsfører i stabskompagniet, I GHR Regnen falder op fra jorden Hvert år deltager mange patruljer fra andre lande, og i år var ingen forskel. 76 patruljer fra 14 forskellige lande, herunder Holland, Belgien, New Zealand, Canada, men også Pakistan og Indien var tilmeldt. Et deltagerantal der gør det nødvendigt at afholde øvelsen over to uger, så patruljerne ikke render ind i hinanden. For godt nok er der plads i bjergene, plads nok til at gå meget forkert, en faktor der under normale omstændigheder, er medvirkende til at 30 % af de startende patruljer, må udgå i løbet af de 40+ timer de er indsat. En anden årsag er at det normalt regner i Wales, så meget at de lokale joker med, at regnen også falder op fra jorden. Alle havde forberedt deltagerne på, at de skulle være våde fra start til slut, men sådan skulle det ikke gå i år. Den første øvelsesweekend regnede det, og fire patruljer udgik prompte. Derefter kiggede solen til alles overraskelse frem og gav godt vejr i november! Træning - træning - træning Rammen var sat til kulminationen for en velforberedt patrulje, der startede træningen i august måned, med ugentlige gåture medbringende skabet på nakken. Øvelser i genkendelse af køretøjer, våben og miner, træning i at gå i formationer, samt vandpassage, et fast element når man går patrulje. Den største del af træningen var koordineret og gennemført af OS J.K. Jørgensen og OKS-1 M. Dalegaard, der begge selv deltog i CAMBRIAN PATROL Desuden krævede deltagelsen også, at man havde været med til døgnøvelserne, i ugerne 36-39, med en sidste generalprøve i uge 42, mens alle andre holdt efterårsferie. Ventede en norsk patrulje Selve turen startede torsdag den 25. oktober med afgang fra Kastrup Lufthavn til Storbritannien. De otte patruljemedlemmer, de to reserver/ kørere, samt patrulje manageren der stod for det administrative islæt, mødtes alle i lufthavnen og efter en sidste lykønskning fra chefen for Stabskompagniet, kaptajn T.N. Jørgensen, blev det tid til at checke ind. Turen var uden problemer og mange fik lige klemt en enkelt morfar af. Så mødte vi virkeligheden. Hver eneste udenlandsk enhed havde et værtsregiment, der var ansvarlig for uddannelse på britiske våben, radioer og radiokodesystemer. Vores værtsregiment var Welsh Guards, der indtil den kommende sommer har vagttjeneste og som derfor har kaserne lige ved siden af Buckingham Palace. Vores patrulje skulle først deltage fra den 1. november, så vi havde et par dage midt i London. Vi havde godt nok hørt om det, og den er god nok. I Storbritannien kører de i den anden side af vejen alle sammen. Men vi havde jo kun et valg, så ind i bilerne og af sted mod Buckingham Palace. En spændende køretur senere og nej, man kan ikke køre i en kolonne særlig længe i Londons myldretid fandt vi Welsh Guards kaserne og også en hovedvagt hvor de ventede på den norske patrulje! Vi kunne dog, efter at have korrigeret deres geografikundskaber en lille smule, godt få lov at komme ind og blev indkvarteret. Nu er Storbritannien ikke helt som Danmark, og det skal vi nok være glade for, men vi fik en lynhurtig lektion i sociale forskelle. Officererne boede for sig, ligesom sergenterne, og konstablerne. Ikke noget med at spise i sam-me cafeteria, og nåeh ja lad os sige det på denne måde: der var blødt gulvtæppe og mørke møbler i officersmessen, det var der ikke i KSmessen. Der var syv konstabler, der var meget glade for de til dagligt arbejder i den danske hær! 14

15 London fik en på opleveren Opholdet hos vores værtsenhed betød også, at vi hurtigt fik at føle, begrænsningerne ved at bo ved siden af Londons mest prominente indbygger. Vi måtte ikke bruge de britiske radioer i forbindelse med signaltjenesten, kun samle og adskille dem og det var også småt med pladsen, til at indøve patruljens formationer. Det eneste stykke græs inden for kasernens mure var cirka 5x10 meter. Men man skal jo tænke uden for boksen, og det gjorde patruljen så. Formationer dem kan man da indøve i St. James park lige over for Buckingham Palace. Vi er pt. ikke vidende om Dronning Elizabeth II fik set sine gæster øve, men der var en hel del andre londonere der fik sig en på opleveren, ved at se en folk unge mænd i FUT tøj, rende rundt og lave noget der lignede Tai-Chi i fast forward. Vi fik støtte fra vores værtsenhed til at gennemgå de britiske våben (SA-80 II og tilhørende LSV), samt deres radio der minder om vores RDO 371, forskellene er dog til at føle på i bogstaveligste forstand. Batteriet til den engelske version er genopladeligt og vejer 6 kg. Dagen før patruljen skulle starte, kørte vi fra London til en lejr der lå tættere på det vores startsted. Vi nåede frem til instruktion lidt senere end vi skulle, men dem der havde hjulpet os lidt på afveje, fik overtalt deres landsmænd til at lade os starte. Klokken 0730 var patruljen i gang, de otte der skulle ud på turen blevet taget til side til en sidste kontrol af deres udrustning. Det sidste Arildslund, Dalegaard og jeg så til patruljen indtil den igen kom i mål, var en række rygsæksbelæssede bylter med ben, der gik op af en stejl bakke. Patruljeføreren blev taget til side for at modtage befaling, mens resten af patruljen gjorde klar til kamp. En disciplin der bliver lagt stor vægt på i den britiske hær, er terrænbordet og de andre hold havde så mange forskellige tråde og kantbånd med, at de ville kunne gøre enhver bedstemor misundelig. Den danske patrulje havde dog hørt rygter om disse udskejelser og havde selv medbragt grejer, til at pimpe deres terrænbord op med, vi nævner: lyserødt, lyseblåt hæklegarn og kridtpulver. Kom og hent jeres patrulje Da patruljen var i gang, blev vi som administrativt støtte element, spærret inde i en lejr ved byen Brecon i Wales. Af frygt for at vi skulle hjælpe vores patrulje til en uretmæssig fordel, blev vi bedt om at aflevere nøglerne til vores biler og så ellers bare være klar til at kunne undsæt-te, såfremt et af vores patruljemedlemmer skulle få problemer eller hvis hele patruljen blev diskvalificeret. Efter megen venten, og efterhånden som vi så at skyerne veg til side for en varm sol, blev vi mere og mere forvissede om at vores patrulje nok skulle klare strabadserne. Og vi fik ret. Først lørdag morgen den 3. nov. blev der ringet efter os. Nu måtte vi gerne få vores biler, et kort samt et sted hvor vi kunne afhente vores patrulje de havde klaret det, alle havde gennemført og nu skulle vi bare lige vente på, at de havde afsluttet deres debriefing. To timer senere kunne vi så mødes med en glad men træt patrulje, der lige havde gennemført en af de ultimative strabadser i det walisiske højland. Intet under at de blundede lidt, i bilen på vej hjem. Danskerne afklædte sig helt Efter et par timers søvn og lidt morgenmad, ventede en lille parade med deltagelse af brigadegeneral (BG) Libbey, commander for den brigade, der arrangerer CAMBRIAN PATROL. I sin indledning sagde BG, at han vidste, at alle der deltager og gennemfører patruljen har lært noget, men at hans soldater i den britiske hær, også lærer noget af deltagerne. I år ville han fremhæve den danske patrulje. (Vi havde alle ørerne på stilke ) Han havde aldrig set andre klæde sig helt af før en vandpassage, den danske patrulje havde overrasket ham (og ikke mindst de seks kvindelige kajak sejlere der tilfældigvis passerede på samme tid) ved at afklæde sig helt inden de tog regntøj på. Derefter overgik paraden til medalje udlevering. Alle patruljer, der gennemfører, opnår enten certifikat (langt de fleste), bronze, sølv, eller guld. Kun 4% af alle patruljer der deltager opnår guld, lidt flere får sølv, igen lidt flere bronze, men langt de fleste opnår kun certifikat. Som nævnt var det i år tredje gang en dansk patrulje deltager i CAM- BRIAN PATROL, de to andre gange er det ikke blevet til medaljer. Første år udgik et patruljemedlem og så kan man ikke få medaljer. Sidste år for en del af den danske patrulje fra JDR vild i de walisiske bjerge, og så var det også slut for dem, men i år lykkedes det at opnå bronze. Et stort tillykke til dem alle, de har gjort en kæmpe indsats, arbejdet i et terræn vi ikke normalt træner i, på et sprog vi bilder os ind at vi mestrer (men hvad hedder terrænbord lige på engelsk?) men vi ikke øver nok. Ikke noget at sige til, at alle otte var stolte da de havde afsluttet patruljen, og ikke noget at sige til, at konstabel Erichsen med stolthed hev Dannebrog frem af rygsækken og konstabel Michaelsen udbrød: Hold kæft, det var en fed tur, da vi kørte dem ind til lejren efter gennemførelsen. Et godt minde rigere. n 15

16 En tur i en Piranha Rextur à la GHR Af: Peter A. Christensen, kompagnitalsmand 1. deling, 2.kompagni II HBU Deling, 3 sergenter 1 premiereløjtnant Antvorskov skov 5000 løse bønner 45 feltrationer Forberedelsestid: ca. 4 timer. Tilberedelsestid: 4 dage og 13 timer. Således ingredienslisten til en god omgang rextur à la Opskriften findes nedenfor. (Det færdige resultat kan variere) Før de starter Den nysgerrige rekrut har brugt de sidste par uger til at forberede sig rent mentalt på den forestående uge. Blandt andet har jeg forhørt mig hos de af kammeraterne som har været turen igennem den. Og et godt råd tog jeg til mig. Tensoplaster. Masser af tensoplaster. Det skulle vise sig at blive min redning. Rent fysisk valgte jeg så også, at lade op til turen med en ordentlig bytur lørdag, som først sluttede søndag morgen. *Advarsel* Det kan ikke anbefales at indtage store mængder alkohol, i dagene op til rextur. *Advarsel* Klokken nærmede sig 2200 søndag aften, og rygsækken var pakket. På øvelseslisten stod der, at vi skulle være mødt ind søndag kl og selvom der var lagt et program indtil kl om mandagen, så havde vi en svag fornemmelse af, at turen ville starte tidligt mandag morgen. Rød alliance kommer Og ganske rigtigt. Klokken 0400 vågnede 1. deling til lyden af fjendtlig morterild. På med tøj, basis og rygsæk-komma-tung, ud og stå ret, i forhold til bygningen. Ned og få fat i vores våben hvorefter mandagen fortsatte med div. opgaveløsninger i felten. Vi blev bl.a. udsat for giftgasangreb, lærte at manøvrere med en gummibåd og andre opgaver, som skulle klæde os på til den forestående mission. Ved briefingen ugen før havde vi fået erkendt vores fjende, en samling østeuropæiske lande, som sammen gik under navnet Rød alliance. Disse havde nu besat dele af Lolland-Falster og Sydsjælland og som en del af totalforsvaret havde Slagelse Kaserne opstillet to HBU-regimenter, til at forsvare Dannebrog. En pligt vi først på ugen udførte med ære, sidst på ugen af pligt. Ved dagens afslutning, travede vi ind i skoven og lavede vores beredskabsområde (BSO). På det tidspunkt var det blevet så mørkt, at man ikke kunne se sin egen hånd, så det var om at holde tungen lige i munden, da teltflagen skulle sættes op. Humøret var stadig højt da vi lagde os i seng mandag aften, vi kunne dog ikke rigtigt forstå, hvor feltrationerne var blevet af og maven rumlede, bevares. Rextur el. ferie Vi vågnede tirsdag morgen efter 7 timers søvn, kun afbrudt af en times vagt i løbet af natten. 7 timers søvn!? Det var lige før vi var mindre pressede og mere veludhvilede, end da vi mødte ind søndag. Skulle dette være rextur?? (Vi skulle blive klogere). Tirsdag fik vi vores feltrationer, en til hver og den skulle holde hele ugen. Omkring middag forplejede vi varmt to og to. Menuen var ren luksus, jeg nævner i flæng retter som, pork bombay, boller i karry, oksekød med chili o.m.a. altså retter man kunne have fundet på menukortet, på enhver mellemdyr restaurant i indre by. Derudover havde vi vakuumpakket, langtidsholdbart rugbrød, dåseleverpostej, kakao, minipakker med rejeost og nutella (af en slags). Alt i alt tegnede det jo rigtig lovende for denne uge, tænkte den grønne rekrut. Dagens mission Nuvel, vi skulle i gang med dagens pligter. Den efterfølgende nats mission lød på, at 1. deling skulle overfalde en konvoj, i området omkring Næstved. Det var rød alliance der var på spil og vi skulle uskadeliggøre denne konvoj, som transporterede missiler. De tre grupper vi var delt op i, havde hver en opgave. Min egen 3. gruppe, Ikke lige den bedste sløring 16

17 Første dag i BSO, der er kommet feltrationer, og humøret er højt havde til opgave at støtte de to andre grupper, samt neutralisere det bagerste køretøj med panserværn. (ja tak). Jeg fik personligt selv lov til at være panserværnsskytte og affyre en såkaldt LYMA, en løs patron til panserværnet. Og det var fedt, jeg kan kun gisne om, hvor mange gange federe det må være, at affyre en rigtig granat, for selv med et løst projektil, følte man sig en lille smule magtfuld. Dagen gik altså med at øve stillingsindtagelse og da klokken blev 2000 skulle vi på mission. 500 m. fra vores BSO, blev vi samlet op af tre lastbiler, som kørte os til Næstved. Vi blev smidt af og skulle selv begive os til samlingspunktet, som lå ca. 5 km væk. Vi ankom kl til samlingspunktet og rykkede samlet frem til vejen, hvor overfaldet skulle ske. Langs vejen lå først min egen 3. gruppe med et panserværn. Derefter 2. gruppe, som havde brugt hele dagen på at øve med plastisk sprængstof, dette skulle de sætte på lastbilernes aksler og detonere når køretøjerne var blevet renset, for fjendtligt personel. Til sidst havde vi første gruppe, som skulle sørge for at bringe konvojen til standsning ved at affyre en panserværnsraket mod det forreste køretøj. Endelig kom køretøjerne tøffende op ad vejen og da de var lige ud foran 2. gruppe, blev den første panserværnsraket affyret og kort tid efter gav jeg også los med mit. Konvojen standsede, 2. gruppe gjorde det de havde øvet og stormede ind under høje råb fra konstabel Volter, gruppeføreren som kommanderede rundt med sprængningsgruppe 1, 2, 3 og 4. De fik anbragt sprængladningerne og vi trak os gruppevis tilbage. Herefter gik turen samlet til opsamlingspunktet, hvor vi igen blev hentet af tre lastbiler. Klokken 0600 nåede vi tilbage til vores BSO og kunne sove til Livet i Lejren Klokken 0900 blev vi vækket. Lidt mere presset på søvn, end dagen før. Dagene startede med lidt morgentoilette, som begrænsede sig til at få børstet sine tænder. Jeg selv havde en lille ekstratjans, jeg skulle forsøge at manøvrere mine kontaktlinser i hver morgen. Jeg sprittede mine hænder af med noget desinficerende væske og så gik det løs uden spejl. Uden dem havde jeg været helt blind, hvilket også overgik mig den sidste nat, da vi skulle på mission og jeg magtede ikke, at få mine kontaktlinser sat i. Men med et fast tag i min bodymakkers basis, fik jeg kæmpet mig igennem. Herefter stod den på morgenmad, lidt multikiks som man kunne dyppe i de små pakker med rejeost el. ost (Lækkert). De af os som var luksusdyr og ikke helt kunne give slip på de goder et civilt liv affødte, kogte også vand for at lave enten kakao, te eller kaffe, ja det danske Forsvar, havde endda tænkt på sukker til teen, da de pakkede feltrationerne. Nice. Som regel, blev det hele blandet sammen til en stærk energigivende drik, men jeg kan også udmærket anbefale, bare at tygge kakaopulveret i sig, hvis man en nat er presset og har brug for energi. Det samme kan ikke anbefales med kaffepulveret. Latrinet lå lidt væk fra vores BSO, det blev faktisk benyttet et ualmindeligt stort antal gange. Det hul som var blevet gravet til at starte med, blev hurtigt fyldt op og der nåede endda til sidst, at komme en lille top på, i hvilken ekskrementer og jord lå lagvis. Der begyndte hurtigt at stinke i området, hvilket sergenterne dog ikke var for fine til, at lade os kravle rundt i og øve. Tre vagtposter lå i nærforsvarscirklen og de skulle altid være bevogtet med en mand om dagen, samt to om natten. Dem der var småskadede, vandt som regel vagten når vi andre var på mission. I denne sigøjnerlejr skred dagene stille og roligt fremad, og også onsdag gik med en mission, i samme stil som tirsdagens. Vandpassage!! Efter missionen natten til torsdag, var det på tide at bryde lejren op. Vi nåede lige at få 1 times søvn, afbrudt af et kvarters vagt og så var det op og marchere seks km, efterfulgt af en kort køretur til en flod. Her skulle vi så lave den længe ventede vandpassage. Af med alt tøjet, på med regntøjet og så pakke rygsæk, uniform og basis ind i en vandtæt karamel. Ned til floden og en efter en skulle vi over. Karamellen ned først og derefter hoppede man selv i. Lige da man plaskede ned i det iskolde vand, trak alle blodårer sig sammen, man begyndte at hyperventilere og stønnede for sig selv F*** det er koldt, F*** det er koldt mens man halede sig over i tovet. ( ) 17

18 et skarn, hvis ikke man lige havde lyst til at gå patrulje torsdag nat. Så igen måtte vi ud gruppevis og udføre en opgave. Denne gang skulle der lokaliseres en lille genstand ude i en skov. Ca. halv fem lykkedes det os endeligt, at finde den efter flere forsøg. Genstanden?? En 1,5 liter cola. Hvad er luksus?? En 1,5 liter Coca Cola kl. halv fem fredag morgen, når man er presset. "Hey en fotograf er i nærheden, lad os lige få et gruppe billede" Da man nåede op på den anden side, var det bare med at få skiftet tøj og så havde man til gengæld fået varmen. Der er åbenbart en ide i det, når ældre mennesker mener, at det er sjovt at bade i december måned, for man blev fyldt med fornyet energi og følte sig helt frisk.. Lidt senere på dagen, lavede vi passage af en sø i gummibåd, hvilket kun kan anbefales, det var kanon hyggeligt. Da Rexturen blev til røvturen Sidst på aftenen, blev vi samlet op af nogle lastbiler. Lad det følgende være en advarsel, for alle fremtidige HBU ere som skal på rextur. På vejen hjem i disse lastbiler, begyndte fantasien at løbe af med os. Vi snakkede livligt om hvad vi mon nu skulle og til sidst blev vi nærmest enige om, at vi helt sikkert, blev kørt hjem til vores belægningsstuer. Vi konkluderede os frem til, at eftersom de jo havde taget vores rygsække, vi havde ikke noget BSO og klokken var for mange, til at opføre et nyt, så blev vi helt sikkert kørt hjem. Min egen bodymakker, begyndte allerede at glæde sig til, en halv kylling med pomfritter nede fra soldaterhjemmet, indenfor den næste times tid. Problemet var bare, at vi sjovt nok ikke blev sat af ved vores belægningsstuer. Vi blev smidt af, midt ude i skoven, ved siden af vores rygsække og da lastbilerne kørte, var det pludseligt fuldstændig kulsort. Vi hankede op i vores stumper og gik et kort stykke hvorefter det begyndte det at regne, så fra at have været helt oppe og ringe over grillkylling og pomfritter, til pludselig at stå gennemblødte, midt ude i en mørk skov, uden noget sted at sove, faldt moralen pludselig med lidt over 100 %. Det var på daværende tidspunkt planlagt, at vi skulle lave primitiv mad, altså gulerødder, kartofler og kylling i vores kogekar med vand. Dette var dog lettere umuligt at få organiseret, i al forvirringen og mørket. Her kom konstabel Volter igen på banen med den kløgtige ide, at vi kunne gå en lille kilometer ned til Østerby og komme i tørvejr i kirken. Med udsigt til tørvejr, gik det i raskt tempo til Østerby. Da vi nåede kirken klarede humøret op og der var fest, da vi fik lavet vores primitive mad. Da klokken slog midnat, gik vi til ro i vores soveposer. Målet i sigte Men det ville da være synd, hvis ikke 1. deling skulle have lidt patruljetjeneste, så en time efter vi var faldet i søvn, skulle vi ud på en lille patrulje. Man skulle da næsten være OPBRUD!! Klokken halv syv, efter en ildmarch hjemad, lå vi igen i vores poser. Og igen, ikke engang en time senere der lød kanonslag uden for kirken. "OPBRUD!! OPBRUD!! SE SÅ AT KOMME UD AF POSEN OG FÅ PAKKET JERES TING". Vi sprang alle op og i en stor forvirring som ikke engang en hønsegård kunne matche, fik vi pakket vores ting sammen og lagde os ud og sikrede, indtil alle blev færdige. Så gik det ellers af sted i raskt tempo, i de største og mest mudrede panserspor Antvorskov Kaserne kunne præstere. Resten af turen skal jeg ikke afsløre her, da jeg ikke vil ødelægge det for eventuelle fremtidige HBU ere, jeg vil blot her til sidst sige, at da turen endelig var færdig, altså da vi stod hele delingen samlet og fik at vide at nu var det slut, champagne blev hældt op, der var jeg lykkelig, virkelig lykkelig. Vi var flere der fældede en tåre, det var en utrolig forløsning og vi var alle meget stolte over at være nået igennem. Det gav et kick. Således sluttede vores rextur 2007, altså lige efter 7 timers vedligeholdelse af vores udstyr. Og aldrig har MC-Donaldsmad/slik/cola smagt så godt, som det gjorde den weekend. Tusind tak til alle de implicerede, for at gøre turen så spændende, som de har formåede at gøre. Vi ses igen på døgnøvelse 3. n 18

19 Soldaterkammerater delte glæder og frygt Medaljerne glimtede i solskinnet på Antvorskov Kaserne, da 400 jubilarer satte hinanden stævne. Det handlede om stærkt kammeratskab omkring oplevelser, der ikke altid var ganske ufarlige Af Arne Svendsen, Journalist ved SJ-medier Billedet er taget ved sidste års jubilarstævne De var grå i toppen og ikke allesammen for godt gående. Men selv 50 års jubilarerne rettede ryggen og satte hælene sammen på Antvorskov Kaserne lørdag ved De Blå Baretters jubilarstævne. Her var der ikke mindst stort fremmøde af de 50 jubilarer, som i 1957 var indsat i Gaza. Det var en stor oplevelse. Ikke mindst den uge, hvor vi havde fri og var på orlov i Cairo, husker en af jubilarerne Niels Buhl Jensen, Vejle, der ved stævnet blandt andet fik sig en snak med byrådsmedlem i Slagelse Gert A. Nielsen. De to havde fælles bekendte, men de havde dog ikke været afsted sammen, idet G. A. Nielsen først var afsted i Det er farligere i dag at tage afsted. Dengang var der ikke noget, der hed vejside-bomber. Men var jeg ung ville jeg tage afsted igen, lød det fra Niels Buhl Jensen. Synlige og usynlige sår på sjælen Alle jubilarerne fik stor ros for deres mod af Gardehusarregimentets chef, oberst I. B. Sørensen, der også fremhævede det ganske særlige kammeratskab, som fik ikke mindst så mange 50 års jubilarer til at strømme til fra hele landet. - I valgte at tage afsted ud i det ukendte. De fleste af jer siger, at I ikke oplevede noget særligt, altså farligt. Men I var i et område med fjendtligheder, hvor frygten ventede bag gadehjørnet. Den er også en årsag til, at vi samles i dag. Mange udsendte har fået synlige sår og usynlige sår på sjælen, som det kan være godt at snakke om, sagde obersten, der inspicerede paraden sammen med landsformanden for De Blå Baretter, Bjarne Hesselberg, tidligere chef på Vordingborg Kaserne. De unge jubilarer I stævnet deltog 50, 45, 40, 25 og 10 års jubilarer. De sidstnævnte var der særligt fokus på. Blandt dem var sektionsfører Søren Hesselberg, Dianalund, søn af Bjarne Hesselberg, der ved stævnet mødte to af sine kammerater fra tiden i Bosnien, Bjarke Schilling, København og Martin Lykke, Vejle. - Det var en ret fredelig mission vi var på. Eller også har vi blot fortrængt, at vi oplevede noget slemt, lød det fra Bjarke Schilling. Hverken han eller Martin Lykke ville ønske at blive udsendt i dag, da de har stiftet familie. Ellers ville de ikke have noget imod det, lød budskabet, inden de tre gik til parade og efterfølgende genopfriskning af minder... n Nyt navn til de blå? Der var masser af blå baretter ved paraden på Antvorskov Kaserne. De sad på de ældste udsendte, som jo er udsendt via FN-mandat og derfor bar FN s farver. De yngre udsendte derimod har været udsendt under NATOmandat til eks-jugoslavien og Kosovo. De bærer ikke blå baretter og det samme gælder de, der er udsendt til Irak og Afghanistan. Alt dette gør, at man overvejer at ændre navnet De Blå Baretter. Det har været nævnt i en leder i vores blad, men ellers er det noget vi går stille med. Som det er i dag kan vi sagtens optage de, der ikke er udsendt under FN-mandat, idet vi definerer det på den måde, at de er udsendt til at gøre en humanitær indsats. Men det kan da godt være, at navnet en dag ændres, siger presse-koordinator hos De Blå Baretter, Christian T. Jensen, Næstved. 19

20 8000 meter Terrænløb - Terrænløb med mange deltagere, desværre kun tre kvinder. Flere af deltagerne sagde, det var hårdt men godt, en lille smule problemer med rute-markeringerne, og grundet varmen kunne der godt have været et væske depot. Gardehusarregimentets idrætsdag Gardehusarregimentet bestemte sig for, at der igen skulle afholdes idrætsdag efter et par år uden. Disciplinerne var blevet aftalt og fordelt mellem de to bataljoner og Hesteskadronen et par uger inden og d. 29 maj skulle alt så være klar til dagens konkurrencer. Kl startede dagen med en parade og derefter gik konkurrencerne igang efter programmet. Dette års discipliner var Fodbold, Trekamp, 8000 meter terrænløb, Long John race, 4 x 400 meter stafet, Hockey, Beachvolley og Tovtrækning, disciplinerne var fordelt over hele dagen indtil kl. 1400, hvorefter der var præmieuddeling til de tre bedste i hver disciplin og en præmie til den underafdeling der sammenlagt havde vundet flest discipliner. skulle være en årligt tilbagevendende begivenhed. Disciplinerne var der så til gengæld delte meninger om, ikke at man syntes dem der var på programmet ikke var gode nok, men flere mente der manglede nogle i forhold til årerne før. Problemet med flere discipliner er at der skal bruges flere folk til afviklingen, men hvis der er flere der har lyst til at hjælpe til, så giv endelig besked så er det da ikke umuligt. Et andet problem er deltager antallet. Vi havde håbet på flere civile deltagere og også at 2 brigade havde lyst til at deltage, men det kommer forhåbentlig næste gang. Der kunne også godt have været plads til flere deltagere i nogle af disciplinerne mens i nogle andre var antallet begrænset til kun et hold, dette gjorde til gengæld at der var stor tilskuer opbakning til de fleste af disciplinerne og mon ikke de også hyggede sig alligevel. Gitte Larsen fra Cafeteriet løb 8000m terrænløb, men hun var desværre den eneste civile deltager Set over hele dagen, så var det en dag som alle høj som lav, mente Tovtrækning - Alt i alt gik tovtrækningen over al forventning, der var en meget stor opbakning fra tilskuerne og det var efter min opfattelse et af de største samlingspunkter til idrætsdagen II HBU kompagni, II uddannelsesbataljon vandt pokalen "sammenlagt bedste underafdeling" 20