BASERET PÅ FIRE FOKUSGRUPPEINTERVIEW MED KONTANTHJÆLPS- OG DAGPENGEMODTAGERE

Transkript

1 TILFREDSHEDSUNDERSØGELSE AF JOBCENTER GREVE FOR LOKALT BESKÆFTIGELSESRÅD GREVE BASERET PÅ FIRE FOKUSGRUPPEINTERVIEW MED KONTANTHJÆLPS- OG DAGPENGEMODTAGERE 1

2 Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Del 1: Formål og metode... 4 Formål... 4 Målgruppe, deltagerrekruttering og afgrænsning... 4 Metode... 6 Deskriptiv meningsanalyse... 6 Del 2: Deskriptiv meningsanalyse af fokusgruppeinterview... 7 Deltagernes umiddelbare indtryk af Jobcenter Greve... 7 Fællestræk på tværs af ledighedsgrupperne... 7 Forskelle mellem ledighedsgrupperne... 9 Tema 1: Jobcentrets formidling af krav og regler over for ledige Fællestræk på tværs af ledighedsgrupperne Forskelle mellem ledighedsgrupperne Tema 2: Jobcentrets henvendelsesform over for ledige Fællestræk på tværs af ledighedsgrupperne Forskelle mellem ledighedsgrupperne Tema 3: De personlige samtaler mellem borger og rådgiver i jobcentret Fællestræk på tværs af ledighedsgrupperne Forskelle mellem ledighedsgrupperne Tema 4: Jobcentrets aktive tilbud til ledige borgere Fællestræk på tværs af ledighedsgrupperne Forskelle mellem ledighedsgrupperne Del 3: Resultater og anbefalinger Jobcentrets kommunikation over for ledige Jobcentrets indsats over for ledige Bilag 1: Fokusgruppedeltagernes alder og køn Bilag 2: Interviewguide

3 Indledning Gennem det seneste år har medierne haft fokus på ledige borgeres oplevelse af indhold og værdi af beskæftigelsesindsatsen og i forlængelse heraf kritiseret jobcentrenes service. Derfor har Lokalt Beskæftigelsesråd Greve taget initiativ til en tilfredshedsundersøgelse af servicen i Jobcenter Greve forstået som jobcentrets kommunikation og indsats over for ledige borgere. Nærværende undersøgelse er baseret på fire fokusgruppeinterview med ledige borgere, som aktuelt er tilknyttet jobcentret. Deltagerne er fordelt i fokusgrupper efter ledighedslængde og forsørgelsesgrundlag for at sikre, at deltagernes holdninger afspejler jobcentrets største brugergrupper, og at undersøgelsen dermed kan bidrage med en indsigt i, hvordan jobcentrets indsats opfattes og modtages af brugerne selv. Interview og analyse er gennemført af Haaland Kommunikation, som gennem en deskriptiv meningsanalyse loyalt vil forsøge at gengive deltagernes holdninger til udvalgte emner om jobcentrets kommunikation og indsats i indeværende rapport. Rapporten indeholder en række anbefalinger til jobcentrets fremadrettede kommunikation og indsats, der dels er baseret på deltagernes egne forbedringsforslag, dels på Haaland Kommunikations vurdering af, hvor der er mulighed for forbedring inden for jobcentrets rammebetingelser. Anbefalingerne såvel som analysen skal ses i lyset af et arbejdsmarked, der aktuelt er kendetegnet ved en høj arbejdsløshed, et snævert manøvrerum (jf. detailreguleringen af og incitamentsstrukturen for beskæftigelsespolitikken) samt medarbejdere, der skal løbe stærkere for at betjene et stadig større antal ledige borgere. Samtidig er det vigtigt at holde sig for øje, at fokusgruppeinterview med sine få deltagere og mange variable ikke er en metode, der kan frembringe generaliserbare data. Fokusgruppeinterview kan imidlertid vise tendenser og give mulighed for at gå et spadestik dybere i forståelsen af de lediges holdninger til den lokale beskæftigelsesindsats. Fokusgruppeinterviewene har i denne undersøgelse været kendetegnet ved meget åbne, konstruktive og engagerede deltagere. Lokalt Beskæftigelsesråd Greve og Haaland Kommunikation vil gerne takke deltagerne for deres bidrag til at øge jobcentrets forståelse af egen indsats og de mange gode råd, som deltagerne har givet jobcentret med på vejen. 3

4 Del 1: Formål og metode Formål Lokalt Beskæftigelsesråd har defineret følgende tre formål for undersøgelsen, som analysen tager udgangspunkt i: 1. Gennem interviews med udvalgte grupper af ledige søges belyst i hvilket omfang de finder, at jobcenteret på tilstrækkelig vis har opfyldt de lediges forventninger. 2. På baggrund af undersøgelsens resultater vurderes i hvilket omfang jobcenteret udfylder den rolle, som det gennem lovgivningen er tiltænkt. 3. Undersøgelsens resultater analyseres med henblik på, at øge Jobcenterets forståelse af egen indsats og kommunikationsform. Målgruppe, deltagerrekruttering og afgrænsning Målgrupper Lokalt Beskæftigelsesråd har defineret følgende fem målgrupper for undersøgelsen: Gruppe 1: Gruppe 2: Gruppe 3: Gruppe 4: Gruppe 5: Dagpengemodtagere med mindre end 6 måneders ledighed Dagpengemodtagere med mere end 6 måneders ledighed Kontanthjælpsmodtagere med mindre end 6 måneders ledighed Kontanthjælpsmodtagere med mere end 6 måneders ledighed Ikke-arbejdsmarkedsparate ledige med mere end 6 måneder og mindre end 2 års ledighed Rekruttering Deltagerne blev rekrutteret gennem personlige samtaler med jobcentrets ansatte, der stod for at indhente samtykkeerklæringer fra ledige. Rekrutteringen er således sket på baggrund af deltagernes lyst til at medvirke. Efterfølgende har jobcentret opdelt personerne i grupper ud fra ledighedslængde og forsørgelsesgrundlag (jf. målgrupperne) og videresendt kontaktinformationerne til Haaland Kommunikation. På baggrund af kontaktinformationerne rekrutterede Haaland Kommunikation fokusgruppeinterviewdeltagerne ved personlig henvendelse, hvor undersøgelsens formål og forløb blev forklaret. Dernæst modtog deltagere, som fortsat var interesserede/havde mulighed for at deltage, en bekræftelsesmail og flertallet modtog ligeledes en sms-påmindelse dagen før, interviewets skulle gennemføres. I grupperne 1-4 blev 7-8 personer inviteret til at deltage. Her lå fremmødeprocenten på ca. 50 %. Der var således ingen grupper, som havde mindre end de nødvendige tre deltagere for at gennemføre et fokusgruppeinterview. Det begrænsede fremmøde viste sig imidlertid ikke at udgøre et problem, idet talelysten generelt var meget stor, ligesom der var en god gruppedynamik. 4

5 Begrænsninger En gruppe alene med ikke-arbejdsmarkedsparate ledige lod sig imidlertid ikke etablere. Denne gruppe måtte jobcentret opgive at indhente samtykkeerklæringer fra, da borgere fra målgruppen ikke kunne overskue at deltage. Dvs. på nær en ikke-arbejdsmarkedsparat borger, som i stedet indgik i gruppe fire med andre kontanthjælpsmodtagere med mere end 6 måneders ledighed, der viste sig også at have problemer ud over ledighed. Denne ledige borger skilte sig imidlertid ud i gruppen ved at have større problemer udover ledighed end de øvrige deltagere samt ved at have svært ved at forholde sig til interviewets beskæftigelsesrettede temaer, da pågældende pga. sygdom ikke kunne se sig selv som en del af arbejdsmarkedet. Pågældende udtrykte imidlertid stor tilfredshed med jobcentrets hjælpsomhed og gav udtryk for efter bedste evne at prøve at leve op til jobcentrets forventninger til fx arbejdsprøvning. Det skal samtidig nævnes, at der i grupperne var en forholdsvis skæv køns- og aldersfordeling. 1 Således var der i gruppe 2, 3 og 4 en overvægt af midaldrende kvinder og i gruppe 1 en overvægt af unge mænd. Fokusgrupperne er derfor udelukkende repræsentative for ledighedslængde og forsørgelsesgruppe, imens det ikke har været muligt at opnå en spredning på køn og alder. Dette vil der blive forsøgt taget højde for i analysen, da der var enkelte emner, som delte deltagerne i kraft af alder snarere end på baggrund af ledighedslængde og forsørgelsesgrundlag. I starten af interviewet med gruppen af dagpengemodtagere med mere end 6 måneders ledighed, blev moderator opmærksom på, at jobcentret havde registreret to kontanthjælpsmodtagere med mere end 6 måneders ledighed som dagpengemodtagere. Disse personer skilte sig imidlertid ud fra den resterende gruppe ved blandt andet at have helbredsrelaterede problemer udover ledighed (i øvrigt ligesom de andre deltagere i gruppen af kontanthjælpsmodtagere med mere end 6 måneders ledighed). Løsningen blev, at adskille disse to deltageres udsagn fra de andres i analysen. Samtidig er det vigtigt at holde sig for øje, at et fokusgruppeinterview baseret på et lille udsnit af brugere og mange variable ikke er en metode, der kan frembringe generaliserbare data. Deltagernes udsagn og holdninger må derfor ikke anses som repræsentative for de fire målgrupper, men skal snarere opfattes som tendenser. Muligheder Til gengæld er fokusgruppeinterviewet et godt værktøj til at skabe social interaktion mellem deltagerne og metoden øger spontanitet og kreativitet såvel som erindring hos deltagerne i diskussionerne om jobcentrets beskæftigelsesindsats. Da deltagerne i de fire fokusgrupper ofte kommenterede på hinandens udmeldinger, er det også Haaland Kommunikations vurdering, at der kom holdninger frem, som ellers ikke ville være fremkommet under et normalt interview. Fokusgruppeinterviewformen anvendes generelt i sammenhænge, hvor der er en forventning om, at deltagerne har en mening om det emne, interviewet handler om. Dette var også tilfældet med deltagerne i denne tilfredshedsundersøgelse, som alle havde holdninger til det at være ledig og en del af jobcentrets beskæftigelsesindsats. 1 Jf. oversigt i bilag 2 5

6 Metode Varighed Interviewene havde en varighed på gennemsnitligt 2-2,5 time, hvor alle deltagere kom til orde. Anonymitet Interviewene blev optaget på bånd efter forudgående godkendelse fra deltagerne. Kun Haaland Kommunikation har haft adgang til optagelserne, som efter analysearbejdet er blevet slettet. Tre af interviewene er gennemført med en konsulent og et interview med to konsulenter. Interviewguide Interviewene er bygget op omkring en tematiseret interviewguide (se bilag 2) med semistrukturerede spørgsmål. Interviewguidens tematiske rækkefølge blev justeret undervejs, da deltagerne indledningsvis viste sig helst at ville tale om tema 2: deres første møde med jobcentret. Interviewguiden blev forud for gennemførelsen af interviewene vendt med sekretariatet for det lokale beskæftigelsesråd (LBR). Tema 1 om formidling af krav og regler blev tilføjet efter opfordring fra LBRsekretariatet med det formål at gøre undersøgelsen så operationel som mulig, altså at tage udgangspunkt i jobcentrets virkelighed (rammebetingelser) med henblik på at generere så direkte anvendelig viden for jobcentret som muligt. De øvrige temaer (2, 3 og 4) omhandler jobcentrets øvrige kommunikationsform og indsats (henvendelser, samtaler og aktivering/uddannelse). Hvert tema blev indledt med et overordnede spørgsmål og underspørgsmålene kun brugt i det omfang, det var nødvendigt at spore deltagerne ind på emnet. Deskriptiv meningsanalyse Som analysemodel er anvendt den deskriptive meningsanalyse, hvormed forskelle, sammenhænge og mønstre i de indsamlede data identificeres og beskrives. De indsamlede data er baseret på deltagernes holdninger, forventninger og oplevelser med jobcentrets kommunikation og indsats. Analysen er struktureret efter interviewguidens temaer og består således af en overordnet og fire delvist overlappende delanalyser med understøttende citater: Deltagernes umiddelbare indtryk af Jobcenter Greve Deltagernes holdning til jobcentrets formidling af krav og regler Deltagernes holdning til jobcentrets henvendelsesform Deltagernes holdning til de personlige samtaler med rådgiver Deltagernes holdning til jobcentrets aktive tilbud 6

7 Del 2: Deskriptiv meningsanalyse af fokusgruppeinterview Deltagernes umiddelbare indtryk af Jobcenter Greve Indledningsvis blev deltagerne bedt om at fortælle de første ord, de kom i tanke om, når der blev sagt Jobcenter Greve. Reaktionerne var meget blandede og spændte fra stikord som hjælpsomhed, god behandling og hjælp til at søge job til gentagelse, tidsspilde, penge, et sted for tabere og?. Alligevel var der nogle fællestræk og forskelle på tværs af grupperne, som præsenteres nedenfor sammen med øvrige holdninger til jobcentrets kommunikation og indsats, som øvelsen også igangsatte diskussioner om i grupperne. Alle tendenser skitseret nedenfor vil blive yderligere omtalt i analysens fire deltemaer. Fællestræk på tværs af ledighedsgrupperne Generelt positivt indtryk af medarbejdernes kommunikationsform Fælles for flertallet 2 af deltagerne i de forskellige fokusgrupper var, at de i større eller mindre grad havde et positivt indtryk af jobcentrets medarbejdere, uanset om de havde en forventning om, at jobcentret kunne fremme deres jobsituation eller ej. Med positivt indtryk forstås beskrivelser som, at jobcentermedarbejderne er hjælpsomme, venlige, forstående, hensynsfulde, omsorgsfulde, etc. Som en dagpengemodtager med mindre end 6 måneders ledighed sagde: Når jeg tænker på første gang, jeg gik derned [i jobcentret], så tænker jeg på ordet: Hjælpsomhed. Han var utrolig sød og venlig til at gå derover [ved computeren]og tage mig i hånden og sige: Nu skal jeg hjælpe dig. Jeg vil så sige, at det næste ord, jeg tænker på efter hjælpsomhed, er: Tomhed. Jeg har også været til en samtale dernede, og hun var simpelthen så sød og rar, men jeg gik derfra med en fornemmelse af, at det var spild af hendes og min tid. Gruppen af kontanthjælpsmodtagerne med mere end 6 måneders ledighed var generelt meget tilfredse med jobcentrets måde at kommunikere på. Som en af deltagerne sagde: Jeg har skrevet hjælpsom. Og det var ikke kun med arbejde de har været venlige og forstående. Tid og hjælpsomhed afgør første kontaktoplevelse Der var både deltagere, som havde haft en positiv oplevelse i Infocentret, hvor de havde oplevet, at der blev taget godt hånd om dem, samt deltagere der syntes, at den første kontakt med jobcentret var 2 Kun en deltager fra gruppen af kontanthjælpsmodtagere med mere end 6 måneders ledighed skilte sig ud ved at have haft en meget ubehagelig oplevelse med en rådgiver i jobcentret, som ikke længere arbejder i jobcentret. Deltagerens efterfølgende kontakt med jobcentret, havde ligesom de øvrige deltagere været positiv og ført til uddannelse, men det var den første kontakt, som fik pågældende til at melde sig til fokusgruppeinterviewet for at forebygge, at det kunne ske for andre. Som deltagernes selv beskrev: Det har været meget negativt til at starte med, og nu er det kun positivt. 7

8 upersonlig. De følte ikke, at der var tid til dem, når de henvendte sig i Infocentret. Det forklarede de imidlertid selv med, at der var få medarbejdere og travlt. Tiden og muligheden for en mere personlig snak med frontpersonalet skilte de gode oplevelser fra de dårlige. Som en dagpengemodtager med mindre end 6 måneders ledighed forklarede: Jeg fik ikke noget hjælp. Han var skide sød, det var ikke det, men jeg tror ikke han havde tid til det, og jeg tror, det er der, den ligger. Forståelsen for jobcentermedarbejdernes arbejdsvilkår var også karakteristisk for holdningerne, der blev tilkendegivet under de andre temaer: Deltagerne viste god forståelse for jobcentermedarbejdernes hverdag, deres travlhed og de regler, de er underlagt, ligesom de satte pris på deres hjælpsomhed og omsorg. Samtidig efterlyste de et mere personligt, konkret- og handlingsorienteret forløb. Efterlyser mere hjælp til selvhjælp En fjerde generel tendens, som flere deltagere italesatte, var forventningen om at få hjælp til at blive bedre til at søge arbejde. Under diskussionerne kom det frem, at de færreste forventede, at jobcentret ville skaffe dem et arbejde, men de fleste forventede, at jobcentret kunne hjælpe dem på vej med faglig vejledning om uddannelses- og jobmuligheder samt målrettet virksomhedsnær aktivering, der kunne øge deres mulighed for selv at skaffe sig et arbejde eller vælge den rette uddannelse. Som en dagpengemodtager med mere end 6 måneders ledighed sagde: Jeg havde ikke nogen forventning om, at de kunne skaffe mig et arbejde hive et op ad skuffen og sige: Her er et job. Men måske hvordan, jeg kunne få et job, men det er jo lidt umuligt, når der ikke er nogen. Vil tages mere i hånden En femte generel tendens, der kom til udtryk i den indledende drøftelse, men også kom frem i diskussionen under tema 3 og 4 om de personlige samtaler og tilbud, var, at de fleste ønskede at blive taget mere i hånden, dvs. blive motiveret, få afklaret deres muligheder og hjulpet på rette vej. Som en dagpengemodtager med mindre end 6 måneders ledighed forklarede: Jeg gik derned med et åbent sind og tænkte, det er guld for mig, hvis de kan guide mig og give mig nogle tilbud for at motivere og aktivere mig, men jeg har måske bare brug for at blive taget lidt i hånden og få at vide: Du kunne jo evt. gøre sådan, eller hvad nu hvis du gjorde sådan og sådan. Den fornemmelse havde jeg ikke, og jeg vil ikke sige et ond ord om hende, hun var en rigtig sød og rar dame. En gruppe, der skilte sig ud i denne sammenhæng, var kontanthjælpsmodtagere med mere end 6 måneders ledighed. Gruppen gav udtryk for at være blevet taget godt ved hånden (dette uddybes i analyseafsnittet om samtaler), omend de ligesom de øvrige grupper gerne ville have modtaget en tidligere indsats. Vil holde sig i gang En sjette generel tendens var, at deltagerne alle var bekymrede for, om de som ledige ville komme ind i en dårlig døgnrytme og derigennem fjernede sig fra arbejdsmarkedet. Alle ville de gerne i job og var åbne over for relevant uddannelse og meningsfuld aktivering for at holde sig i gang og nærme sig arbejdsmarkedet igen. 8

9 De fleste af deltagerne fortalte desuden, at de var arbejdsløse for første gang i deres liv. En dagpengemodtager med mindre end 6 måneders ledighed forklarede det således: Man skal virkelig tage sig selv i nakken hver morgen og sige: Du skal stå op! Jeg er nødt til at planlægge, at der er ting, jeg skal hver dag, ellers sumper jeg lidt. Det er rigtig svært, og det er første gang i mit liv, jeg har prøvet at være arbejdsløs. De deltagere, der på tværs af grupperne, nærmede sig de 60, var generelt mere bekymrede for, om de nogensinde kom i arbejde igen, end de andre deltagere, men var stadig motiverede for det. Som en dagpengemodtager med mere end 6 måneders ledighed fortalte: Og det med at hjælpe mig i job, ja i aktivering. Jeg er tidligere blevet hjulpet i job, men nu tror jeg nærmest, de har opgivet mig, for de kan godt se på min dåbsattest, at det ikke varer mange år, før jeg runder de 60. Men jeg søger stadig revl og krat og lidt til. Forskelle mellem ledighedsgrupperne Tidsspilde Det var især dagpengemodtagerne, der uafhængig af ledighedslængde var i tvivl om, hvad de skulle bruge jobcentret til. I gruppen af dagpengemodtagere med mere end 6 måneders ledighed var der enighed om, at processen i jobcentret i store hele var en gentagelse af processen i a-kassen og flere mente, at det var tidsspilde. Som en deltager i denne gruppe udtrykte: Jeg synes, det er dobbeltkonfekt, hvis man [også] er i fagbevægelsen. Man får det samme at vide. Jeg kunne godt undvære jobcentret. I gruppen af dagpengemodtagere med mindre end 6 måneders ledighed herskede der også tvivl om, hvad de skulle bruge jobcentret til, men de gav ikke udtryk for at foretrække a-kassen. Denne gruppes tvivl kom bl.a. til udtryk på følgende måde: Jeg har kun været der[i jobcentret] en gang, hvor jeg var inde og snakke med en meget sød og rar dame, og hun kunne godt forstå min situation, men jeg tænkte: Hvad skal jeg bruge jobcentret til? For de kan jo ikke skaffe et job. Jeg fik nogle oplysninger, som jeg ligeså godt kunne hente i en pjece. Skuffet over manglende hjælp til jobsøgning Det var især gruppen af kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere med mindre end 6 måneders ledighed, der følte, at deres forventning om, at jobcentret kunne hjælpe dem med at blive bedre til at søge job, ikke blev indfriet. Som en deltager fra hver gruppe i ovennævnte rækkefølge udtrykte: Inden man kom derop [i jobcentret], tænkte man: Her skal man lære at lave et ordentligt CV og ansøgning og lære hvordan, man skal opføre sig under en jobsamtale. Men når man så kommer derop, får man et 5-10 minutters møde, fordi man er under 25 år og skal have en uddannelsesplan, og så bliver man bare sat foran en computer og skal søge, jeg tror, det var 4-5 ansøgninger om ugen. Og det er det fire timer hver dag. 9

10 Jeg havde forventet, at jobcentret var min redning for at kunne lære at skrive en ansøgning og dygtiggøre mig. 10

11 Tema 1: Jobcentrets formidling af krav og regler over for ledige Deltagerne blev indledningsvis gjort opmærksomme på, at de som ledige var underlagt en række nationalt bestemte krav og regler, som jobcentret skulle håndhæve. Diskussionen gik derfor ikke på holdninger til de eksisterende regler, men på i hvor høj grad og hvordan jobcentret formidler og håndhæver dem. For som en af deltagerne selv sagde: Krav og regler er jo en regeringsbeslutning. Det kan de ikke gøre så meget ved nede i jobcentret. Nedenfor gennemgås fælles tendenser og forskelle mellem ledighedsgruppernes holdninger. Fællestræk på tværs af ledighedsgrupperne Målrettet information Størstedelen af deltagerne var enige om, at de kunne ønske sig en mere målrettet information om krav og regler. Måden deltagerne var blevet informeret på varierede fra ingen/begrænset information til orientering i forbindelse med anden aktivitet og indkaldelse til et informationsmøde. Deltagerne i de forskellige grupper var enige om, at de ønskede information om de væsentligste regler fra første dag, de blev tilknyttet jobcentret. På tværs af grupperne blev det foreslået at formidle basisinformation om krav og regler gennem en folder, som man kunne få tilsendt eller få med hjem første gang, man henvendte sig i jobcentret. De basisinformationer, som deltagerne efterlyste omhandlede overvejende følgende: sanktion ved udeblivelse bekræftelse af aktiv jobsøgning på Jobnet.dk registrering af CV på Jobnet.dk Som en dagpengemodtager med mere end 6 måneders ledighed forklarede, ville vedkommende gerne have haft at vide, at man skulle være særlig på: De ting [regler], som man er forpligtet til [at leve op til], for ikke at komme ud af systemet. Derudover ønskede de fleste sig et informationsmøde så hurtigt som muligt, efter de var blevet tilmeldt jobcentret, og dem, der havde deltaget i et sådant, anbefalede denne formidlingsform. Som en dagpengemodtager med mindre end 6 måneders ledighed forklarede, ønskede vedkommende tidligere information om regler end ved første samtale, som flere af deltagerne i denne gruppe havde oplevet: Det er langt henne i forløbet. Jeg ville hellere have haft den [information om reglerne] første gang jeg var deroppe [i jobcentret] for at lave mine papirer om, at jeg var arbejdsledig. Forskelle mellem ledighedsgrupperne Ledighedsgrupperne havde alle et ønske om mere målrettet information om krav og regler og kunne blive enige om en folder og et informationsmøde, men her hørte lighederne også op. 11

12 Rundbordsinformation De unge kontanthjælpsmodtagere ønskede på tværs af ledighedslængde at få information gennem en rundbordsmetode, hvor reglerne ikke kun blev givet på skrift, men også forklaret, og hvor man selv fik mulighed for at stille spørgsmål, hvilket en af deltagerne tidligere havde haft en positiv oplevelse med. Som en af deltagerne forklarede: Så ved man, om alle forstår. Mange synes, at det er flovt at sige, hvis man fx ikke kan læse. Ikke alle regler på en gang Forskellen mellem kontanthjælpsmodtagerne på tværs af ledighedslængde var også, at de ældre var enige om, at det ville være for overvældende at blive orienteret om alle regler på en gang. De følte sig stressede nok i forvejen og kunne ikke overskue flere regler, end det var nødvendigt at kende til (jf. basisinformationerne beskrevet ovenfor), imens dette ikke syntes at bekymre de unge. Blandt deltagerne i både gruppen af kontanthjælpsmodtagere med mere end 6 måneders ledighed og i gruppen af dagpengemodtagere med mindre end 6 måneders ledighed var der enighed om, at det var vigtigt, at første samtale ikke handlede om regler, men tog udgangspunkt i dem og deres individuelle situation. Oplysninger om regler foretrak de ligesom de øvrige grupper at modtage gennem et brev og et informationsmøde. Som henholdsvis en dagpengemodtager med mindre en 6 måneders ledighed og en kontanthjælpsmodtagere med mere end 6 måneders ledighed i nævnte rækkefølge anbefalede: Giv os en folder med krav og regler og brug i stedet tiden konstruktivt på at guide os. Man skal først finde ud af, hvordan personen er, og så ved andet møde, fx 14 dage efter, få at vide, at i Danmark stiller vi de og de krav, og så tredje gang få at vide, at nu skal du aktiveres, du, du, du. Mere information om muligheder Flere af dagpengemodtagerne var på tværs af ledighedslængde også enige om, at der blev brugt for meget tid på regler og for lidt tid på at forklare deres muligheder, forstået som deres fremtidige mulighed for fx at komme i praktik og løntilskud. De ville gerne kende til deres muligheder fra begyndelsen, så de kunne forberede sig på, hvad der ventede dem, hvis de ikke kom hurtigt i arbejde. De ville gerne kunne gå og tænke over, hvad der ville være relevant for dem i forhold til et uddannelsesforløb, praktik eller et løntilskudsforløb. Som en dagpengemodtager med mere end 6 måneders ledighed forklarede: Det ville have været godt at være blevet forberedt ved at høre: Du skal nok regne med, at din ledighedsperiode godt kan blive lang, men du har de og de muligheder. Så kunne jeg have vidst det med praktik og løntilskud. Det var bare i sidste øjeblik jeg hørte det, og så sidder man der og ved ikke rigtigt. Ellers ville man måske kunne have brugt sin periode lidt anderledes og forberedt sig før tilbuddet kom ved at tænke over det og selv opsøge et sted. 12

13 Håndhævelse af regler De unge kontanthjælpsmodtagere med mindre end 6 måneders ledighed havde en blandet oplevelse af jobcentrets håndhævelse af reglerne, imens dette ikke synes at være noget, de øvrige grupper var utilfredse med. Gruppen var meget tilfredse med, at jobcentret tog hensyn til sygdom og situationer, hvor de hjemmefra havde behov for at forberede sig på en forestående jobsamtale. En af deltagernes gav også et eksempel på en regelhåndhævelse, som pågældende og de i øvrige i fokusgruppen fandt rigid. Historien handlede kort om, at en person ikke måtte forlade jobværkstedet for at køre sin gravide søster til sygehuset, hvis vandet gik. Konsekvensen blev, at deltageren og en medkursist fandt en anledning til at blive væk på dagen, hvor søsteren havde termin, for at være sikker på at kunne køre hende, når fødslen gik i gang. Det, der irriterede de unge mest, var, at det blev pointeret, at man skulle følge reglerne, som om man var på en rigtig arbejdsplads. Selv vurderede de, at der på en rigtig arbejdsplads, ville blive vist større fleksibilitet i sådanne situationer. 13

14 Tema 2: Jobcentrets henvendelsesform over for ledige Deltagerne blev spurgt, hvordan de oplevede jobcentrets måde at henvende sig til dem på, hvilket hurtigt udviklede sig til en diskussion om deltagernes første møde med jobcentret efterfulgt af diskussioner om jobcentrets kommunikationsform generelt, herunder ved samtaler, i breve, i jobværksted, etc. Nedenfor beskrives fællestræk og forskelle mellem ledighedsgrupperne. Fællestræk på tværs af ledighedsgrupperne Første kontakt med jobcentret 3 Ved første møde med jobcentret oplevede de fleste deltagere på tværs af ledighedsgrupper en god betjening af venlige og hjælpsomme ansatte. Som en dagpengemodtager med mere end 6 måneder ledighed beskrev: Jeg har kun fået god behandling de gange, jeg har været deroppe [i jobcentret]. Dem, der ved første møde oplevede en mere upersonlig og hurtig betjening, pegede på, at der var travlt i jobcentret, da de var der, og der kun var en eller få medarbejdere til mange mennesker. Deltagerne var på tværs af grupper enige om, at den personlige kontakt var den bedste kommunikationsform. Især ved det første møde med jobcentret, hvor alt var nyt og stressende. Som en kontanthjælpsmodtager med mere end 6 måneders ledighed forklarede: Jeg forstår bedre, når jeg kan se personens kropssprog, ellers kan jeg misforstå tingene. Eller som en dagpengemodtager med mindre end 6 måneders ledighed fortalte: Jeg savner dialogen, den personlige kontakt. Giv mig nogle informationer og noget hjælp i stedet for, at man skal finde alting på computeren. Brugen af computer i jobsøgningsprocessen syntes denne gruppe af dagpengemodtagere med mindre end 6 måneders ledighed generelt var svært og blev opfattet som en upersonlig kommunikationsform. Som en anden af deltagerne sagde: Den der: Gå over til computeren, synes jeg generelt er rystende, uanset om man kan det eller ej. Velkomstbrev og informationsmøde På tværs af grupperne efterlyste deltagerne et velkomstbrev, når de blev tilmeldt jobcentret, så de vidste, hvad der skulle ske hvornår og således kunne forberede sig mentalt på forløbet i jobcentret. De følte sig alle meget stressede over uvisheden om, hvad der skulle ske. 3 Se også afsnittet om deltagernes umiddelbare indtryk af jobcentret, hvor første møde også var et tema. 14

15 I gruppen af dagpengemodtagere med mere end 6 måneders ledighed var der fx en deltager, som fortalte, at vedkommende have fået dårlig samvittighed ved første indkaldelse til samtale, hvilket de andre i samme gruppe kunne genkende følelsen af. Som pågældende forklarede: Den første kontakt er et brev, der bliver sendt hjem til dig. Så står der, at man skal til samtale, og så får man allerede dårlig samvittighed. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør man. Man tænker: Skal jeg nu op og stå skoleret over for én, der skal diktere mig et eller andet, jeg skal gøre. Men hvad skal de gøre? De kunne måske lige have uddybet, hvad det drejer sig om så kunne man sige: Nåh, ok, det er ikke andet, så pyt lad os komme af sted. Et fælles ønske på tværs af alle fire grupper var at blive inviteret til et informationsmøde tidligt i ledighedsforløbet, hvor de kunne blive grundigt informeret om regler og muligheder samt få mulighed for at stille spørgsmål om det, de hver især gik og spekulerede over. Som en dagpengemodtager med mere end 6 måneders ledighed sagde: Det ville være rart, hvis der var én, der lige kunne gennemgå det [reglerne] på et informationsmøde. Det tager ikke mere end et kvarter. Hvorefter vedkommende blev suppleret af anden deltager i samme gruppe: Man aner jo ikke, hvad der er vigtigt. Forskelle mellem ledighedsgrupperne Kontaktperson og sms Udover ønsket om et velkomstbrev efterspurgte deltagere i gruppen af unge kontanthjælpsmodtagere med mindre end 6 måneders ledighed også, at der var anført en kontaktperson i velkomstbrevet, som man kunne ringe til, hvis man havde spørgsmål. Flere i denne gruppe havde også oplevet at misforstå et fremmøde og var frustrerede over det. De ønskede at få at vide med det samme, hvis de havde gjort noget forkert, eller få en opringning eller sms frem for at vente på et brev om, at de var udeblevet. En af deltagerne havde følgende forslag: Send en sms: Du er udeblevet fra jobcentret, ring venligst tilbage og giv en forklaring. Så ville jeg bare tage kontakt og låne en kammerats telefon, hvis der fx ikke var mere taletid på min mobil. Mobilen er det, man bruger i dag. Tiltaleformen De unge kontanthjælpsmodtagere havde meget forskellige oplevelser med måden at blive talt til på. De følte sig på en og samme tid taget moderligt hånd om og talt ned til. Som en ung kontanthjælpsmodtager med mere end 6 måneders ledighed beskrev: Jeg startede i aktivering [jobværksted]. De talte til os, som om vi var små børn, men der var jo nogen, som havde svært ved at forstå det. Alt blev skåret ud i pap. Det var irriterende, men man vidste i hvert fald alle detaljer og vidste godt, at hvis man glemmer, bliver man meldt ud af jobcentret. Vi var også kun unge, så det var meget pædagogisk. 15

16 Dette blev også diskuteret i gruppen af kontanthjælpsmodtagere med mindre end 6 måneders ledighed, hvor en deltager sagde: Hun taler lidt til én, som om man er fem år. Det kunne de andre godt genkende men supplerede: De er jo skide flinke, det er jo ikke det. Hun er på en god måde lidt moragtig. Hun gør hvad hun kan for at hjælpe én. Tidligere samtale Både gruppen med de unge kontanthjælpsmodtagere med mindre end 6 måneders ledighed og gruppen af dagpengemodtagere med mindre end 6 måneders ledighed ville gerne have en hurtigere personlig samtale, så jobcentret kunne lære dem at kende. Begge grupper betonede vigtigheden af at føle sig set og forstået. Som en af de unge kontanthjælpsmodtagere med mindre en 6 måneders ledighed bramfrit udtrykte det: Man skal ligesom vise, at man ikke hører med til røvhulsklassen [tidligere defineret af deltager som dem, der udnytter systemet for pengenes skyld], men er en af dem, der godt kan finde ud af at tale sammen. 16

17 Tema 3: De personlige samtaler mellem borger og rådgiver i jobcentret Den personlige samtale var et vigtigt emne for deltagerne, der på tværs af grupperne delte holdninger til, hvad der var vigtigt for en god samtale. Der var imidlertid nuancer imellem grupperne, som sammen med fællestrækkene præsenteres nedenfor. Fællestræk på tværs af ledighedsgrupperne Den første samtale Deltagerne følte sig på tværs af grupperne generelt uforberedte, stressede og nervøse forud for den første samtale. De gjorde sig mange tanker om, hvad der skulle tales om, og nogen var bange for, at de havde gjort noget forkert. Som beskrevet i den forrige delanalyse om jobcentrets henvendelsesform pegede deltagerne selv på, at det ville være godt, hvis de i indkaldelsesbrevet kort blev orienteret om, hvad der i hovedtræk skulle ske på mødet, så de kunne forberede sig på samtalen. Menneskelig forståelse og faglighed I grupperne var der enighed om, at det vigtigste ved en samtale var, om de blev venligt mødt som individer af en fagligt kvalificeret rådgiver, samt at samtalen førte noget konkret med sig. Dagpengemodtagerne med mere end 6 måneders ledighed betonede, at dette var vigtigere end antallet af samtaler og det at møde samme rådgiver hver gang. Fælles for alle grupper var, at de efterlyste mere handlingsorienterede samtaler, hvor de fx kunne få opdateret viden inden for deres felt, kendskab til opdaterede branchetitler ved ansøgninger og konkrete redskaber til at komme nærmere arbejdsmarkedet eller uddannelse. Som en dagpengemodtager med mindre end 6 måneders ledighed sagde: Udviklingen betyder, at der er så mange udtryk, som er nye ude i erhvervslivet, når man skal søge job igen. Det er jobcentret, der bør være formidler og kunne hjælpe én med at tyde dem. Tages mere i hånden Mange af deltagerne på tværs af grupperne følte sig overladt for meget til sig selv og ønskede med deres egne ord at blive taget mere i hånden. Som en deltager blandt gruppen af dagpengemodtagere med mindre en 6 måneders ledighed udtrykte det: Man er overladt til sig selv alle steder. Både i jobcentret og i a-kassen. Der stilles en masse krav, men hvor er hjælpen? Undtagelsen var gruppen af kontanthjælpsmodtagere med mere end 6 måneders ledighed, der over en bred kam følte sig godt taget hånd om i Infocentret såvel som af rådgiver ved personlige samtaler. Som en af deltagerne i gruppen beskrev: De var gode til at hjælpe mig. Hun var god til at sige, at hun ville tale med [virksomheds]konsulenten, så jeg kunne komme i gang med noget. Det gik meget hurtigt. Jeg var oppe hos hende, vi fandt ud af noget, og to dage efter havde hun fundet et sted [praktikplads]. Jeg ville aldrig nogensinde kunne holde ud at gå derhjemme. 17

18 Samtaler i enerum Et andet forhold, som forenede deltagerne på tværs af grupper, var, at samtaler skal afholdes i enerum. To af de unge kontanthjælpsmodtagere med mindre end 6 måneders ledighed havde både oplevet korte samtaler i åbne rum og i enerum med kursuslederne, som de beskrev som henholdsvis upersonlige og personlige samtaler. Samtaler i åbne rum beskrev de som utrygge og begrænsende for, hvor meget man åbnede sig: Hvis man sidder i et rum fuld af personer, bliver det mere upersonligt og sværere at finde frem til, hvad man vil med sin fremtid. Det føler jeg mig ikke tryg ved. De to deltagere forklarede det imidlertid selv med, at der var dårlige lokaliteter og glædede sig til, at jobcentret rykkede ned på Hundigeskolen, hvor de havde fået fortalt, at der var mere plads. Samme oplevelser havde to deltagere fra gruppen af dagpengemodtagere med mindre end 6 måneders ledighed haft. Begge havde erfaret en personlig samtale med rådgiver i åbne rum. En havde lukket af og fortalte: Jeg sad i et åbent lokale. Hvis hun havde sat mig ind i et lukket rum, så havde jeg åbnet op. Det gjorde jeg ikke der. Jeg svarede bare på det, hun spurgte om. En anden fortalte, at hun havde siddet og grædt under en samtale i et åbent rum, da hun skulle fortælle om sin situation og følt det meget uværdigt, at andre var til stede. En anden af deltagerne sagde, at vedkommende havde overværet netop denne episode og faktisk kunne genkende hende. De øvrige deltagere havde alle kun oplevet samtaler i enerum og kunne ikke tænke sig andet. Forskelle mellem ledighedsgrupperne Uddannelsesvejledning De unge kontanthjælpsmodtagere med mindre end 6 måneders ledighed var enige om, at man ved en god samtale sporer sig ind på sine muligheder og får en vurdering af, om det man vil uddanne sig til, er henholdsvis muligt, realistisk og økonomisk fornuftigt. Det følte de imidlertid ikke havde været tilfældet under deres forløb i jobcentrets jobværksted, hvor de efterlyste større viden om uddannelsessystemets muligheder. Som en af deltagerne sagde: Når der nu er krav om at få en uddannelsesplan, så kunne de lige sende os ned med elevatoren til uddannelsesvejlederne i UUV. Særligt for de unge kontanthjælpsmodtagere med mindre end 6 måneders ledighed var imidlertid, at ingen endnu havde været til en personlig samtale med en rådgiver. I stedet havde de haft to personlige samtaler med to forskellige kursusledere á ca minutters varighed først i et enerum og dernæst i et åbent lokale, hvor andre ledige også var til stede. 18

19 Overlap mellem samtaler i jobcenter og a-kasse Dagpengemodtagere med mere end 6 måneders ledighed følte, at der var overlap mellem de samtaler, de havde i a-kassen og i jobcentret. De oplevede at skulle gentage sig selv. En af deltagerne i denne gruppe mente, at det var a-kassen, som var bedst til at hjælpe pågældende i job og havde en positiv oplevelse med, at a-kassen havde anbefalet et seks ugers kursus, som pågældende havde gennemført med godkendelse fra jobcentret. De øvrige dagpengemodtagere var uanset ledighedsperiodens længde mere optagede af, hvordan de blev hjulpet i arbejde end af hvem. 4 Samtalernes længde En enkelt deltager fra gruppen af dagpengemodtagere med mere end 6 måneders ledighed følte ikke, at der var afsat tid nok til samtalerne. I de øvrige grupper var der ikke var nogen, som havde oplevet, at tiden havde været for knap under de samtaler, de havde deltaget i. De var mere optagede af samtalens indhold, om den var målrettet deres situation. Som en dagpengemodtager med mere end 6 måneders ledighed sagde: En samtale er god, når rådgiveren kan tale ud over det skema med ting, der skal tales om. Samme rådgiver ved hver samtale For deltagerne i gruppen af kontanthjælpsmodtagere med mere end 6 måneders ledighed var det vigtigere end for de andre grupper at møde den samme rådgiver hver gang, da de alle havde prøvet at skulle forklare sin situation forfra til ny rådgiver. Deltagerne beskrev, at det var følelsesmæssigt hårdt gang på gang at rippe op i historien. De var derfor enige om, at det vil være en fordel at have den samme rådgiver ved hver samtale, eller bare én som havde forberedt sig, så man ikke skulle starte forfra med at forklare sin situation hver gang, man mødte op til en samtale. Som en af deltagerne beskrev: Jeg har været til tre møder med tre forskellige, hvilket ikke er så godt, for så skal de lige finde ud af, hvad der er sket siden sidste gang, og så skal man fortælle det igen og igen og igen. Som konsekvens forklarede en anden af deltagerne at have samlet alle sine papirer/lægejournaler i en mappe, fordi pågældende oplevede, at de blev væk for jobcentret. Job eller uddannelse Alle, på nær en ikke-arbejdsmarkedsparat deltager i gruppen af kontanthjælpsmodtagere med mere end 6 måneders ledighed, så sig selv som en del af et fremtidigt arbejdsmarked og havde et håb om, at forløbet i jobcentret kunne føre dem nærmere målet. Om forløbet i jobcentret skulle føre til job eller uddannelse først afhang imidlertid af deltagernes alder og mulighed for at indtræde i den branche, de kom fra, snarere end ledighedslænge og forsørgelsesgrundlag. De unge kontanthjælpsmodtagere samt øvrige kontanthjælps- og dagpengemodtagere, som ikke vurderede, at det var fysisk muligt at indtræde i samme branche pga. helbred eller familieliv, var alle orienterede mod uddannelse, mens de øvrige ønskede hurtigst mulig beskæftigelse. 4 Se også underafsnittet tidsspilde i analysens indledende del om deltagernes umiddelbare indtryk. 19

20 For de unge kontanthjælpsmodtagere havde uddannelse imidlertid ikke været deres umiddelbare udgangspunkt, inden de blev mødt med krav om en uddannelsesplan i jobcentret, men det var nu det, de var indstillet på omend de unge mænd i gruppen stadig godt kunne tænke sig hurtigt at få et arbejde. Som to kontanthjælpsmodtagere med mindre end 6 måneders ledighed og en kontanthjælpsmodtager med mere end 6 måneders ledighed fortalte i nævnte rækkefølge: Jeg havde slet ikke forventet uddannelse [ ] Det havde jeg heller ikke, hvis det ikke havde været for min mor, der ved den slags. Det var takket være det jobværksted, at jeg fandt ud af, at jeg ikke ville være det, jeg troede, men noget andet. Det var meget rart. 20