DRONNINGENS LIVREGIMENTS SOLDATERFORENING STIFTET 1950 AF HANS JØRGEN NIELSEN

Transkript

1 18. april års dagen for slaget på Dybbøl Af Sven- Erik Bolt Magnussen og Uffe Uhler Den 18. april var det 150 år siden, at en overlegen preussisk-østrigsk armé satte det afgørende angreb ind imod den danske hærs hovedstillinger på Sundeved i skanserne fra Vemmingbund over Dybbøl Bjerg til Als Sund. Den dag, den 18. april, der har betydet så meget for danskerne, deres selvfølelse og historie, blev naturligvis markeret ved mange større og mindre arrangementer på Dybbøl og i Sønderborg. Men først et lille historisk tilbageblik. Ved hærordningen af 1863, lige før 2. slesvigske krig startede, blev linjebataljonerne omdannet til regimenter, der fik linjebataljonernes nummer, og hvori indgik linjebataljonen samt en indkaldt reservebataljon, der fik bataljonsnumrene I og II. Og således gennemlevede linjeinfanteribataljonen 17. Bataljon, der i sig bar Dronningens Livregiments historie tilbage fra regimentets grundlæggelse i 1657, krigen som 17. Regiment. 17. Regiment var med i kampene ved Slesvig og Dannevirke, og deltog også i kampe under tilbagetoget til Dybbøl, hvor hærens hovedstyrke gik i stilling, og her var regimentet med i kampene i løbet af foråret I perioden fra februar og frem til april gravede tyskerne paralleller frem mod det sydlige affald af Dybbøl Bjerg, så de den 18. april i dækning kunne trække deres stormtropper ganske tæt på de danske stillinger. Imens blev disse og hele halvøen Sundeved, og til dels også Sønderborg by i de måneder i foråret 1864 ved daglige bombardementer sådan beskudt af de tyske kanoner, at der på Sundeved knap var en bygning uskadt, og at der knap var en levende vækst tilbage. En officer, som deltog, beskrev terrænet som værende så sønderbombet, at det var umuligt længere at færdes til hest, dels fordi beskydningen var farlig, og dels kunne heste knapt passere fra bombekrater til bombekrater, så det var bedre blot at springe til fods. Skanserne Dybbøl Mølle - altid et besøg værd 1

2 Her ses en model af en skanse så bestemt heller ikke længere ud, som da de blev anlagt. Trods idelige reparationsarbejder, var de efterhånden blevet stærkt beskadigede og sønderskudte af den voldsomme og langvarige kanonbeskydning. Mange danske faldt eller blev sårede i de måneder under beskydningen og bombardementerne. Den 18. april havde 17. Regiment vagten i fronten af de danske stillinger, hvor det besatte skanserne VII og VIII og løbegravene imellem samt løbegravene hen til skanse IX. Regimentets stilling rakte fra det nordøstlige affald af Dybbøl Bjerg og halvvejs ned til Als Sund. Fra den tidlige morgenstund bragede de tyske kanoner og sendte tonsvis af granater ind over de danske stillinger, men på slaget ophørte kanonilden, og som en veteran senere har beskrevet det, blev alt så underligt stille, og man kunne høre lærkerne synge. Men så brød helvede løs. Tyskerne stormede skanserne I VI, der lå fra Vemmingbund og op på Dybbøl Bjerg, og de genoptog beskydningen af de nordlige danske stillinger med skanserne VII X. Trods heroisk kamp blev danskerne trængt tilbage fra skanse I VI, og efter en halv times kamp, var danskerne træng ud af skanserne, og terrænet fra Vemmingbund op til Dybbøl Mølle og Dybbøl Bjerg blev taget af tyskerne. Og her trængte de også ind i løbegravene ved skanse VII, som blev udsat for en morderisk ild, og den danske deling, som var i skansen måtte vige. 17. regiments chef, oberst A. Bernstorff, der opholdt sig i løbegraven imellem skanse VII og VIII blev klar over faren og beordrede modangreb, så skanse VII kunne generobres, men styrken, der kunne samles var for lille, og snart måtte man igen vige fra skanse VII. Obersten blev dødeligt såret under denne batalje. Han døde næste dag på et tysk lazaret. Men kort efter så man, at 8. Brigade var under modangreb, og da brigadens højre fløj var ved at passere lige til venstre for skanse VII, tog kaptajn F.W. Lund, der var chef for I Bataljon (den gamle 17. Linjeinfanteribataljon) de to nærmeste kompagnier og gik med i modangrebet, og på dettes højre fløj lykkedes det at nå frem og generobre såvel skanse VII som skanse VI på Dybbøl Bjerg. Den tyske overmagt var imidlertid for overvældende, og indsættelser af store tyske reservestyrker, der løbende blev tilført igennem parallellerne, afgjorde slaget. De danske styrker måtte vige, og i løbet af aftenen og natten blev Sundeved rømmet og resterne af de danske styrker trukket over på Als. 2

3 Da slaget var forbi, havde den danske hær på Dybbøl i løbet af de tre måneder, kampene varede, mistet næsten halvdelen af styrken. Den 18. april om morgenen var 17. Regiments styrke på knap mand. Da dagen var omme, kom kun godt halvdelen af styrken med over på Als. Resten, ca. 470 mand var faldet, såret, savnet eller taget til fange. Ved fredsforhandlingerne i Wien, der sluttede den 30. oktober 1864, mistede Danmark Slesvig, Holsten og Lauenborg og dermed cirka to femtedele at sit landområde sammen med cirka 1 million af befolkningen, hvoraf dansk sindede. Og dermed var Danmark blevet reduceret til en europæisk småstat på cirka kvadratkilometre med 1,7 millioner indbyggere. Efter krigen blev regimenterne nedlagt, og 17. Regiment blev igen til 17. Bataljon, der rykkede ind i sit gamle kvarter på Sølvgades Kaserne i København. Her højtideligholdt bataljonen 250 års jubilæet for Dronningens Livregiments oprettelse ved en smuk parade i Gothersgades eksercerhus den 7. april 1907 på regimentets første chef, Ulrik Christian Gyldenløves fødselsdag. Her opmarcherede bataljonen og tidligere soldater, blandt andet en del veteraner fra kl ankom kong Frederik VIII og kronprinsen. Bataljonen blev afleveret til Hans Majestæt, der holdt en smuk tale om bataljonens hæderfulde fortid og sagde: Den kærlighed, jeg nærer til den danske hær, hvis ve og vel ligger mig dybt på sinde, har gjort, at jeg har ønsket selv at komme til stede og bringe 17. Bataljon mine varmeste ønsker i anledning af det sjældne jubilæum, den i dag kan fejre. Gid kærlighed til konge og fædreland også i fremtiden må udmærke denne gamle afdeling af hæren, og at den også under fredelige garnisonsforhold må stå som et mønster for den øvrige hær! Det har været mig en glæde at se, at så mange af de gamle helte fra den sidste krig er kommet til stede her for at fejre 17. Bataljon på dens hædersdag. Det eksempel, de har givet, vil lyse som en fakkel for de unge krigere, og den fædrelandskærlighed, tapperhed og offervillighed, de viste i farens stund, vil til alle tider være danske mænd et lysende eksempel til efterfølgelse. Som et minde om denne højtidsdag er det mig en glæde at pryde bataljonens gamle fane med bånd, der bærer inskriptionen: Kjøbenhavns Beleiring og Dybbøl Måtte den gamle fane, smykket med dette ny hæderstegn, bestandig føre 17. Bataljon fremad på ærens og pligtens vej. Idet jeg takker Dem alle for vort møde i dag, udtaler jeg ønsket om fredelige og lykkelige dage for vort elskede fædreland og beder de tilstedeværende samles med mig i et: Længe leve 17. Bataljon. Senere dekorerede kongen fire af bataljonens veteraner fra Dybbøl. Med denne ovennævnte baggrund turde det jo være indlysende, at Dronningens Livregiments Soldaterforening nødvendigvis ville være til stede med sine faner på denne dag på dette sted, hvor regimentet kæmpede med hæder for 150 år siden og senere i 1907 modtog et ærefuldt fanebånd for sin kamp. Det var Region Syddanmark, der var 3

4 Udsigt over en del af arrangementpladsen. Fanerne var gemt langt væk fra scenen og teltet med de fine gæster- øverst til højre blevet ansvarlig for programmet på denne 150 årsdag for stormen på Dybbøl. Og med regionsformand Carl Holst i spidsen var der blevet lagt stor vægt på, at dagen først og fremmest fik et civilt præg med vægt på forsoning og samarbejde imellem Region Syddanmark og Slesvig-Holsten hen over den dansk-tyske grænse. Trods dagens store betydning for Forsvaret, var militær tilstedeværelse blevet reduceret til det absolutte minimum. I løbet af dagen var der store og små arrangementer og oplevelser på Dybbøl og i Sønderborg, såvel af moderne, som af mere historisk karakter som skulle sætte dagen i relief. Der var ud over mindegudstjenesten om eftermiddagen i Skt. Mariæ Kirke i Sønderborg to hovedceremonier. Den første og dagens officielle fandt sted 4 kl ved Fællegravene ved Dybbøl Landevej. Her var rejst et telt til VIP erne og bagved en lille trappesats til tilskuere. Ved gravene var opstillet et meget lille kontingent danske soldater i moderne kampuniformer og et tilsvarende kontingent tyske soldater. Derudover var der en del civile i datidens danske og tyske klædedragter. Ved kontingenterne var der ganske få faner de kunne tælles på én hånd. Ingen regimentsfaner eller faner fra soldaterforeningerne, bortset fra fanen fra Slesvigske Fodregiments Soldaterforening, var blevet givet adgang, selv om det var helte fra vores regimenter, som lå begravet der. Først arrangerede Regentparret en krans ved mindestenen, og derefter var der taler ved Forsvarsminister Nicolai Wammen, Forsvarschefen, general Peter Bartram og den tyske ambassadør i Danmark, Michael Zenner.

5 Nogle af de mange foreningsfaner. I midten står Sven-Erik og Morten I mellemtiden trak vi andre op i Kongeskansen, hvor den civile ceremoni skulle løbe af stabelen kl Her havde vi efter hård og fælles kamp fra Danske Soldaterforeningers Landsråd og fra Forsvarsbrødrene fået lov til at komme med vores faner. De fik anvist plads op mod volden i skansens vestside imellem et kaffetelt fra KFUM s Soldaterhjem og hen til lidt bagved et VIP telt. I skansens modsatte side, godt 100 meter borte, var der rejst en scene og opstillet et tribunetelt til de allerfornemste honoratiores. I tribuneteltet blev der holdt taler af Dronningen, Statsminister Helle Thorning Schmidt, den tyske ambassadør, Michael Zenner og Ministerpræsident i Slesvig-Holsten, Torsten Albig. Før og imellem talerne var der forskellig underholdning på scenen, blandt andet med sang af Sønderjysk Pigekor og en underlig balletagtig dans fremført at et tysk-østrigsk ensemble, der startede med at spankulere rundt indhyllet i store, grå kapper og endte med at spankulere ud i bar røv og viklers, kun med et lille bitte hudfarvet klædningsstykke til at dække de ædlere dele foran. Gad vidst, hvad den dans skulle symbolisere. Under hele ceremonien, der varede omkring en time, stod vi i baggrunden og tænkte, om der mon var nogen, som kom for at hilse på de omkring 100 faner. Det var der ikke. Men Dronning Margrethe havde registreret, at vi var der, og hun sagde spontant i sin tale, at det glædede hende, at så mange soldaterfaner var mødt for at ære deres kammerater, som stred dengang på Dybbøl i1864. Efter ceremonien trak fanebærerne og junkerne ned i et telt, hvor der blev serveret lidt forplejning. Vores foreningens formand, der blot var med blandt tilskuerne som det tynde øl, gik op på pladsen foran Historiecenter Dybbøl, hvor han til en ringriderpølse og en kop kaffe kunne nyde Slesvigske Musikkorps, der i en halv time gav en fremragende koncert med musik relateret til 1864 og tiden derefter. Da vi først på dagen mødtes på Dybbøl, meddelte Sven-Erik Bolt Magnussen, som var med som fanejunker ved Århus afdelings fane, at han havde aftalt med Kurt Frederiksen, at der hurtigt ville blive indleveret en artikel til Gyldenløve, og fanebærerne fik så ordre på at skrive et indlæg om deres oplevelser på dagen. De følger nedenfor. MortenAndersen skriver: Foreningens fane skulle deltage i markeringen af 150 året for slaget ved Dybbøl, 5

6 og som fanebærer blev det Frode og min opgave at udføre dette hverv. Allerede kl holdt Frode og Linda i indkørslen, så vi rettidig kunne nå frem til arrangementet senere på formiddagen. Linda havde sørget for formiddagskaffe, som vi indtog efter et par timers kørsel. Efter denne lille pause fortsatte vi syd på, og ankom til Dybbøl Banko Center kl , dog efter at havde taget et par ture rundt i rundkørslerne (vognkommandøren burde have studeret kortet bedre). På centeret hold militærbusser klar til at køre deltagerne op til fællesgravene. Da vi ankom med bussen til fællesgravene, var den første ceremoni i gang med taler kranselægning og musik ved Slesvigske Musikkorps. Denne ceremoni skulle vi ikke deltage i. Vi forundredes over, der kun var få faner mødt op, indtil Sven-Erik ringede og spurgte hvor vi var henne. Det viste sig så at mødestedet var modsat af hvor vi stod (manglende info.). Vi bevægede os straks af sted til Kongeskansen hvor Uffe, Sven-Erik og Dan stod klar sammen med faneborgen. Imellem faneborgen og scenen var der meget langt, så muligheden for at se og Der var langt til scenen, hvor de forskellige talere stod. Her Hendes Majestæt Dronningen 6 høre Hendes Majestæt Dronningen samt de øvrige taler var meget ringe. Ligeledes underholdningen fik vi ikke meget ud af. Vejret var koldt og blæsende dog med Dan Nørskov Beyer, Morten Andersen og Frode E. W. Jensen frøs bravt til trods for de hvide handsker et par solstrejf indimellem, så efter en time, som denne ceremoni varede, var vi blevet godt kolde. Vi glædede os til at få varmen og noget at spise, da indbydelsen lød på en let anretning, som skulle indtages i et telt ved parkeringspladen. Som nogle af de første nåede vi frem og kastede os over fedtemadderne, som viste sig at være rester fra et andet hold, men de smagte dejligt. Kl blev det traktement, som vi skulle have, stillet frem bestående af sandwich og kildevand.

7 Herefter gik turen tilbage til Bankocenteret, og vi kørte straks mod det hjemlige nord, men holdt dog en lille strække ben pause og indtog Lindas dejlige madpakke og KAFFE. Kl var vi tilbage i Rebild efter en god og lang dag. Dan Beyer skriver: Blev hentet af Sven-Erik kl. 6.45, og var i Sønderjylland ved ni tiden. Alle andre måtte holde ved Dybbøl Bankocenter, og køre med shuttle busser ad Flensborg Landevej hen til Dybbøl Banke. Men Sven-Erik, som var lokalkendt, kendte en bagvej, så vi kunne parkere på Dybbøl Bygade kun ca. 500 meter fra begivenhederne. Efter at have overværet den officielle kransenedlæggelse ved Fællesgravene, gik jeg sammen med de andre fanebærer op og ind i Kongeskansen. Vi tog opstilling på en lang linje, hvor vi pakkede fanerne ud og gjorde klar til at marchere hen til hvor vi skulle stå. Sven- Erik havde taget sin tipoldefars medalje fra 1864 på i dagens anledning. Jeg havde også en af mine forfædres medalje på i dagens anledning. Han deltog i 3 års krigen Da vi stod, hvor vi skulle være, dukkede Morten og Frode fra Aalborg op noget forsinket. Det var noget køligt at stå med fanen i Kongeskansen under seancen, men heldigvis kom solen lejlighedsvis frem. Da det hele var forbi, gik vi tilbage til det sted hvor vi var startet. Jeg tog min lange frakke på, som jeg havde taget af forinden. Desværre tror jeg. at det var her, jeg tabte en af mine medaljer. Heldigvis er det en, der kan genanskaffes. Efterfølgende blev vi trakteret i VIP teltet med en lille forfriskning. Sven-Erik og jeg valgte efterfølgende at se udstillingscentret 1864 samt alle de andre aktiviteter, der udspillede sig omkring stedet. Gråsten Slot På vejen hjem lavede Sven-Erik en afstikker til Sønderborg for at se, hvor general du Plat havde det danske hovedkvarter og der efter forbi Bøffelkobbelhuset videre til Gråsten Slot, hvor regimentet havde soldater der holdt vagt for vores gamle dronning Ingrid. Her gik vi en lille tur i slotshaven, og jeg så mindesmærket for Sven Bartholin Palludan Müller udenfor, inden det var tid til at køre nordpå igen. Efter en lang dag var vi tilbage i Århus omkring kl