1. Øjenfaget Øjets anatomi Synssansen Anamnese og objektiv øjenundersøgelse... 50

Transkript

1 Indhold: Forord... 7 Generel del: 1. Øjenfaget... 8 Morten la Cour,, 2. Øjets anatomi Synssansen... 26, Morten la Cour, 4. Anamnese og objektiv øjenundersøgelse Systematisk del: 5. Refraktion, briller, kontaktlinser De ydre øjenomgivelser Øjenhulen Skelen Tårevejene

2 10. Bindehinden Hornhinden Linsens sygdomme Grøn stær Sygdomme i øjets pigmenterede lag Nethindens sygdomme Morten la Cour 16. Sygdomme i glaslegemet Neurooftalmologi Speciel del: Morten la Cour, og 18. Øjentraumer Børneoftalmologi Samfundsoftalmologi Stikordsregister...260

3 Forord Forfatterne skal hermed byde læserne velkommen til første udgave af Øjensygdomme, som er en ny pensumdækkende lærebog i øjensygdomme beregnet på den prægraduate undervisning ved universiteterne i Danmark og det øvrige Norden. Lærebogen kan desuden anvendes som opslagsværk af øjensygeplejersker, optometrister og andre med interesse for øjenfaget. Bogen er blevet til som et fælles projekt mellem tre professorer i øjenfaget fra universiteterne i Aarhus og København, som længe har følt, at der har manglet en homogen og opdateret lærebog i øjensygdomme, der knytter medicinstudiets teoretiske fundament sammen med den kliniske oftalmologi. Samtidig har der været behov for søsætning af et lærebogsprojekt, som kan matche nye studieordninger, hvor der er fokus på integrationen af de enkelte fagområder i det samlede medicinske fagområde. Det er forfatternes intention at foretage løbende udvikling af bogen, bl.a. ved at inddrage eksisterende webbaserede ressourcer, samt at udvikle supplerende undervisningsmateriale, som ikke egner sig til bogformen. Referencer hertil fremgår af teksten. Under udarbejdelsen af teksten har forfatterne trukket på velvilje fra venner og kolleger, og skylder en særlig tak for gode råd og kommentarer fra Hanne Jensen, Susanne Krag, Jan Ulrik Prause, Peter Bjerre Toft og Steen Fiil Urbak. Til udarbejdelsen af billedmaterialet har vi fået stor hjælp fra Dorte Ancher Larsen, Helle Hedegaard, Anne Bye Kristensen og Anker Balslev, samt personale der velvilligt har stillet sig til rådighed ved at finde motiver og optræde som figuranter. Eventuelle fejl og mangler står imidlertid helt for forfatternes egen regning. God læselyst. Aarhus og København Januar 2012 Morten la Cour 7

4 Kapitel 1 1 Øjenfaget s. 8 Organisering s. 8 Historie s. 9 Formidling af øjenfaget Organisering Øjenfaget, eller oftalmologien, er et af de små specialer, med ca. halvdelen af fagets speciallæger beskæftiget i øjenlægepraksis, og den anden halvdel på sygehusenes øjenafdelinger. Med udgangspunkt i øjet og synsfunktionen, spænder øjenfaget bredt. Faget beskæftiger sig med sygdomme, der rammer begge køn og alle aldre, og har fokus på både diagnostik samt medicinsk og kirurgisk behandling. Øjenfaget er imidertid også specielt ved at anvende sine helt egne medicinske begreber og undersøgelsesmetoder. Gennem den seneste årrække har øjenfaget været præget af den teknologiske udvikling, hvor f.eks. laserteknologi, principper fra militærets navigationssystemer og nye informationsteknologiske løsninger, f.eks. inden for billedbehandling, har revolutioneret den oftalmologiske diagnostik og behandling. I takt med introduktionen af mere skånsomme behandlingsmetoder, er den kliniske aktivitet blevet mere ambulant, så øjenafdelingernes sengeantal er reduceret væsentligt. Dette har betydet en opgaveglidning for plejepersonalet, som nu i stort omfang foretager uddelegerede lægeopgaver, som måling af synsstyrke, øjendrypning og betjening af diagnostisk apparatur. Samtidig er der ansat andre faggrupper som ortoptister og optikere, og forskningen i øjensygdomme og blindhed er øget væsentligt. Disse faktorer har tilsammen bevirket, at øjenfaget kun er meget lidt sammenligneligt med de øvrige medicinske specialer. Historie Behandling af øjensygdomme kan spores tilbage til antikken, hvor der i Sumerernes kileskrifter foreligger beretninger om den legale regulering af lægelig virksomhed. Denne erfaring blev overført til det antikke Ægypten og Grækenland, hvorfra en væsentlig del af de stadig

5 Øjenfaget anvendte sygdomsbetegnelser stammer. Under den kristne ekspansion, og det dermed forbundne tab af videnskabelig tradition, blev den antikke medicinske erfaring bevaret af araberne, som overførte disse traditioner til videnskabelige centre i Sydeuropa. Det er imidlertid først i den europæiske middelalder, at der er beskrevet behandlinger, hvis virkning anerkendes i dag, f.eks. kviksølvbehandling af syfilis. Der opstod tidligt en særlig oftalmologisk kirurgisk tradition, som f.eks. omfattede operation for grå stær, hvor man kunne føre et instrument ind i øjet og luksere, reklinere, linsen væk fra synsaksen og ned i glaslegemet. Operationen blev praktiseret af såkaldte stærstikkere, som var omrejsende behandlere, der kun blev kortvarigt i byen efter deres indgreb, således at de ikke blev konfronteret med den hyppige forekomst af postoperative infektioner og andre komplikationer. Udviklingen af øjenfaget tog først rigtig fart omkring midten af 1800 tallet, hvor man opdagede, at visse naturlægemidler med virkning på pupilstørrelsen, også havde andre nyttige effekter. F.eks. viste det pupilkontraherende stof pilokarpin sig også at have en tryknedsættende effekt på øjet, det pupildilaterende stof kokain havde lokalbedøvende effekt, mens det ligeledes pupildilaterende stof atropin kunne anvendes til at hindre smerte og synekkidannelser ved regnbuehindebetændelse. Samtidig gav opfindelsen af oftalmoskopet, metoder til at måle øjets optiske forhold og vurdere synsfeltet, samt introduktionen af spaltelampen, nye muligheder for at undersøge øjet. En følge af denne udvikling var, at øjenfaget, som det første selvstændige speciale, blev udskilt fra den almene medicin og kirurgi. Undersøgelserne af de særlige optiske problemstillinger, som er forbundet med forståelsen af øjet og synssansen fik et særligt nordisk bidrag med Allvar Gullstrand fra Uppsala og Marius Tscherning fra København. Fra omkring 1980 erne tog øjenfaget et nyt kvantespring fremad ved udviklingen af lasere, nye materialetyper til implantater, samt informationsteknologiske løsninger, herunder avanceret billedbehandling, hvilket revolutionerede de diagnostiske og kirurgiske muligheder for behandling af øjensygdomme. Senest er der tilkommet en række nye medicinske behandlingsmuligheder til vaskulære sygdomme i bagerste øjenafsnit. Formidling af øjenfaget Øjenfaget har haft en tradition for at være et deskriptivt og diagnostisk speciale, hvilket har afspejlet sig i den måde faget har været formidlet. Gennem de seneste årtier er der imidlertid kommet et øget fokus på øjenfagets videnskabelige fundering. Aktuelle lærebog tager afsæt i denne nyere tradition og forfatternes mangeårige interesse for at nyttiggøre øjenfagets basale aspekter i den daglige klinik, hvor der lægges vægt på det forklarende frem for det beskrivende. Det er endvidere forfatternes hensigt at skabe en løbende dialog med læserne, men også ved at supplere med pædagogiske tilbud, som ikke egner sig til bogformen. Disse tiltag vil kunne findes på websiden: 9

6 Kapitel 1 Bogens følgende to kapitler trækker linjer fra den prækliniske teoretiske undervisning i anatomi og fysiologi til forståelsen af øjensygdommenes klinik. I de følgende femten kapitler gennemgås de vigtige øjensygdomme systematisk, hvorefter de tre afsluttende kapitler gennemgår emner af mere tværgående karakter. Det er et særligt sigte med bogen at understrege den sammenhæng, som diagnostik og behandling af øjensygdomme har med de andre medicinske specialer, herunder særligt de intern medicinske og neurologiske fagområder. Fremstillingens omfang er begrænset, så den dækker målsætningen for den prægraduate undervisning i øjensygdomme ved det medicinske studium, som stiller krav til at: 1. Kunne visitere patienter med akutte synstruende øjensygdomme til specialafdeling. Til dette formål skal man kunne foretage en systematisk øjenundersøgelse uden anvendelse af specialapparatur, samt kende symptomer og objektive fund, som giver mistanke om akut øjensygdom. 2. Have kendskab til hvordan almensygdomme manifesterer sig i øjet og dermed bidrage til diagnostik og behandling af disse sygdomme. 3. Have kendskab til de sociale og samfundsmæssige konsekvenser af svagsynethed og blindhed. Dette kræver et basalt kendskab til patofysiologi, diagnostik og behandling af de vigtigste øjensygdomme. 10