hus forbi Fik styr på rodet liv - og er nu Hus Forbi-sælgernes repræsentant Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 61 juni 2007

Transkript

1 hus forbi Køb avisen på stationen ikke i toget Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 61 juni 2007 Fik styr på rodet liv - og er nu Hus Forbi-sælgernes repræsentant Erik Clausen: Jeg laver aldrig en film om hjemløse Politiet svigter voldsramte

2 Udgiver: Foreningen Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Tlf husforbi@husforbi.dk Ansvarshavende redaktør: Jaku-Lina E. Nielsen Tlf jaku-lina@husforbi.dk Administrator: Heidi Riel Tlf heidi@husforbi.dk Sælgerrepræsentant og gadeplansmedarbejder: Henrik Pedersen Tlf henrik@husforbi.dk Debatindlæg og læserbreve: redaktion@husforbi.dk Næste nummer udkommer den 1. juli. Forsidefoto: Das Büro/Ulrik Jantzen Hvem tager sig af invasionen fra øst De ligger på kontorgulvet på deres grædende knæ bogstaveligt talt og bønfalder om at blive Hus Forbi-sælgere. De ligger på deres knæ på gågaderne med fremstrakte hænder, eller hiver dagen lang i en udslidt harmonika på S-togsstationer eller går rundt med papskilte, der fortæller, at de har små børn, som sulter. EU har i disse år har sat tryk på øst-udvidelsen. Senest er Bulgarien og Rumænien kommet med i EU. Begge lande har måttet sande, at vejen fra planøkonomi til markedsøkonomi er lang og hård, og at den har medført både inflation og en tårnhøj arbejdsløshed. Samtidig har disse to landes tilsammen 30 millioner nye EU-borgere nu mulighed for at sætte sig ind i en bus eller et tog med kurs mod de rige EU-lande her i blandt Danmark. Og hvem kan fortænke dem i at komme herop, når vores finansminister har udtalt, at vi er så rige, at vi kan købe hele verden? Nu kan de pludselig prøve lykken. Og lykkedes det dem, at få foden inden for på det danske arbejdsmarked, så kan de bytte turistvisummet ud med en arbejds- og opholdstilladelse, og så tegner fremtiden sig pludselig helt anderledes for dem. Under agurketiden sidste sommer var dagbladene fulde af historier om østeuropæiske tiggere, plattenslagere og gademusikanter, der var ved at drive butiksejere i de større danske byer til vanvid med deres pågåenhed. Samtidig stod der pludselig en del østeuropæere især polakker på Hus Forbis sekretariat i det Indre København. De havde Bidrag: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på dette konto-nr: Giro (9541) Mærk indbetalingen bidrag. Distribution: Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse mm. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: (se listen af distributører på Abonnement: Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året - inkl. moms, porto og gebyr). Støtteabonnement: 540 kr. Henvendelser vedr. abonnement på tlf eller dorte@notatgrafisk.dk Layout: Westring + Welling A/S Tryk: Dansk Avistryk A/S Oplag: Antal sælgere: ca. 450 ISSN: Om Hus Forbi Hus Forbi udkom første gang i Siden starten af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om måneden. Salgsrekorden er over eksemplarer (marts 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker det man under ét kan kalde skæve eksistenser. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi samt ved at læserne køber avisen direkte af en skæv eksistens. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Eneste fastansatte på redaktionen er redaktøren. I Hus Forbis sekretariat er der pt. ansat en økonomimedarbejder, en salgs- og marketingsmedarbejder, en sælger- repræsentant og en studentermedhjælper. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. intet sted at bo, intet arbejde og bad om at blive sælgere af avisen. For sandheden er, at det tager tid at få foden indenfor på det danske arbejdsmarked, hvis man ikke taler dansk. Hus Forbi valgte at give disse fattige, håbefulde EU-borgere en hjælpende hånd ved at give dem et midlertidigt sælgerkort og et kortvarigt danskkursus, der måske kan lette deres vej ind på det danske arbejdsmarked. Desuden formidler Hus Forbis sekretariat kontakt til jobcentre, gratisavisernes avisdistribution og Dansk Byggeri. I skrivende stund (maj) ser vi starten på en ny invasion af østeuropæere denne gang fra Rumænien og Bulgarien, og derfor står København og de andre større danske byer med et problem, som de lokale myndigheder og jobcentre bliver nødt til at forholde sig til her og nu. Hus Forbi ønsker ikke at diskriminere pga. nationalitet, men vi afviser alle dem, som ikke kan begå sig på dansk, tysk eller engelsk. Og dem er der rigtig mange af i øjeblikket. Og hvor går de så hen? Hvem rækker dem en hjælpende hånd og giver dem et alternativ til tiggeri og kriminalitet? De ligger på kontorgulvet på deres grædende knæ bogstaveligt talt og bønfalder om at blive Hus Forbi-sælgere. Markedsføring Husleje mv. Reserve Løn til medarbejdere Det går din 20 er til Moms Produktion og tryk God læselyst. Jaku-Lina E. Nielsen, Redaktør Hus Forbi Sælgeren Foto: Steffen Ortmann / Scanpix Jeg laver aldrig en film om hjemløse Erik Clausen er både et firma, der omsætter for mange millioner, og en person, som trods sin succes af og til lider af depressioner. Her fortæller filmmanden, der er kendt for sit store engagement for skæve eksistenser, hvorfor han aldrig vil lægge navn eller firma til en dokumentarfilm om hjemløse Af Peter K. Olesen og Thomas Carlsen - Hvis jeg bøjer mig og laver det, som alle andre gør, så kunne jeg jo være mangemillionær. Men det er jeg sgu ikke sikker på, jeg gider. Jeg gider heller ikke den der navlebeskuende, selvoptagede middelklassehistorie. Så vil jeg hellere køre taxa, for jeg er pissegod til at køre bil, kommer det prompte fra Erik Clausen, som lige har skænket kaffe. Vi sidder ved bordet i filmselskabet Clausen Film s mødelokale. Et filmselskab, der har gjort det til en dyd at skildre manden på gulvet. Men hvorfor egentlig? For at få svar på dette spørgsmål, tog Hus Forbis udsendte toget til København Hovedbanegård. Gik gennem den lille sideudgang; ud på Istedgade i hjertet af Vesterbro og videre i fodsporene på de mange helt almindelige ualmindelige mennesker, der har været inspiration for Erik Clausens levende billeder. Som John fra Ledsaget Udgang, der ikke helt kan vænne sig til de forandringer, der er sket, mens han har siddet inde, og f.eks. bliver helt Foto: Scanpix Vi støtter Hus Forbi: Vi støtter Ombold: Nedenstående er nye DM-sponsorer dk Lions Club Søllerød Mølleaa TAMU-Center Odense Frederiksberg Kommune 2 hus forbi nr. 61 juni 2007 Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen: På side 2 i Hus Forbi under (Vi støtter OMBOLD), skal du medtage følgende logoer: Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De Hjemløses Hus, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB. Kulturministeriet skal fjernes

3 forvirret over at gense sin barndoms Vesterbro, der efter flere års sanering er blevet en af Københavns smarteste bydele. De skæve eksistenser, som Vesterbro tidligere var så kendt for, er blevet marginaliseret eller eksporteret til forstæderne. Det er stadig folk som dem, der er Clausens hovedpersoner. Og siden karrieren startede i 1981 med Cirkus Casablanca, har Clausen slået tonen an med temaer som fællesskab og solidaritet med dem, der aldrig har gået så højt op i at være normale. Vil ikke være pauseklovn For enden af Istedgade ligger Enghave Plads, og her møder vi manden selv i Clausen Films lokaler. - Hvem skal med i billedet? Kongen, Klods-Hans, prinsessen eller narren?, spørger Clausen og giver selv svaret: - I kunsten holder man altid med den svage, for den fortæller mere om den rige, end den rige fortæller om sig selv. Jeg vender tingene på hovedet. Jeg viser mennesker, som nogle nærmest nedladende kalder for under-danmark. Det vælger jeg at gøre, fordi det er hér, de stærke mennesker findes set med en gøglers øjne. De er så stærke, at de modsat dem der mener, de selv er succeser godt tør vise følsomhed og tvivl og svaghed. Og der kommer de selvfølgelig i konfrontation med samfundet, som er en effektiv maskine. Erik Clausen er eftertragtet. Kort inde i interviewet ringer TV2 News for at høre, om han vil medvirke i et program. Clausen affærdiger dem med, at han ikke vil være pauseklovn. - Når jeg vælger at lave film, så sker det ikke ud fra en strategisk overvejelse men ud fra en lyst og en naturlighed. Det jeg laver film om, kan godt blive opfattet som et socialt engagement og indignation. Men dét der interesserer mig er, hvem det er der bor ved siden af mig, og jeg vil gerne bo sammen med nogen, jeg føler mig tryg ved. Jeg føler mig på hjemmebane, når jeg skildrer det her miljø. Det er de her mennesker, som jeg og min familie kommer af, siger han og fortsætter: - Samtidig så interesserer det mig som den djævel jeg også er at provokere dem, der er så skråsikre på deres egne evner. Dem der siger: Jeg er så fantastisk. Når sådan nogle mennesker ser min film, går der måske et lys op for dem om, at man behøver ikke at være ligesom dem selv. I Clausens film er det som helhed meget sjældent de såkaldt succesfulde, dem der har den pæne facade, der inderst inde er de pæne mennesker. Man kan ikke undgå at tænke, om der er en dybere mening bag dette? Der nikkes fra den anden side af bordet. - Nu er jeg jo efterhånden blevet en gammel dreng, siger den 65-årige instruktør, - og det har den fordel, at jeg kan sammenligne forskellige perioder fra mit liv. Jeg tror ikke, at vi nogensinde har levet i en periode, hvor normalitetsbegrebet har været så smalt, som det er nu. Og det betyder en slags mental terrorisme. Hvis du er for tyk, for tynd, for blå, for et-eller-andet, så er du enten etnisk, depressiv, overvægtig og så videre. Os der er vokset op uden fædre, vi er dem dér og mødre, der ingen mand har, er enlige mødre. Du bliver sat ned i den ene eller den anden kasse. Clausen mener problemet er, at normalitetsbegrebet er blevet et idealbegreb, der kommer af mediers og reklamers fordrejede succes- og skønhedskriterier. - Det er så snævert, at jeg ikke kan spejle mig i det. Jeg kan ikke Jeg tror ikke, at vi nogensinde har levet i en periode, hvor normalitetsbegrebet har været så smalt, som det er nu genkende mig selv, mine venner eller min familie i det billede. Så laver vi andre et modbillede, kan man sige. Ligner Møllehave Vi er et kvarter henne i interviewet, og munden har endnu ikke stået stille på Erik Clausen. Alligevel fornemmer vi, at der er masser af omtanke og viden bag ordene, Erik Clausen og Jesper Asholt har hovedrollerne i Clausens film Ledsaget udgang. selvom det ikke virker som om der bliver holdt mange tænkepauser. Som han sidder der, leder han mest af alt vores tanker hen på en lige så imødekommende og animeret Johannes Møllehave, som Hus Forbis udsendte havde fornøjelsen af at møde i oktober Clausen er på. - Det snævre normalitetsbegreb har gjort os fremmede over for hinanden. Det gør, at mange kommer til at føle sig forkerte og uønskede. Du får et mentalt underskud, du mister din nysgerrighed og din evne og din lyst til at begå dig socialt. Du mister måske også evnen til at organisere dig og have en bolig, og måske føler du det som en befrielse, når du tager en sovepose og kryber ind under en busk eller kryber ind i dig selv, siger han. Og det er ikke bare tomme ord: - Det med det mentale underskud er noget, jeg kender til, fordi jeg i perioder har større eller mindre depressioner. Det første jeg registrerer det ved, er når jeg mister evnen til at fungere socialt udover sammen med min allernærmeste familie, som jeg føler mig tryg ved. Jeg mister lysten til at gå ned og få en bajer og snakke med folk, og jeg mister lysten til at gå til et møde i en forening, som jeg ikke kender, og hvor jeg skal holde et oplæg, fortæller han. Føler sig uønsket Erik Clausen er igennem årene blevet toneangivende i kraft af sit engagement på den danske kulturscene, som revser af det etablerede samfund: Dels som gøgler, dels som samfundsdebattør, kunstner og filmmand. Kort sagt en succeshistorie, som også må formodes at være godt ved muffen. Kan ens kunstneriske troværdighed ikke virke anløben, når man konsekvent skildrer de små i samfundet og selv har sit på det tørre? - Om man tjener godt? Clausen Ris & ros kigger skælmsk på os. - Jeg har haft stor gennemslagskraft med mine film. Og jeg har ikke lyst til at arbejde i halvandet år på en film, der kun bliver set af ganske få. Jeg prøver at organisere med en stor Kan læserne hjælpe? Har I overvejet at lade læsere støtte Hus Forbi på andre måder end ved at købe avisen, blive sponsor eller eventuelt distributør for Hus Forbi? Jeg tror, at mange gerne vil bidrage ved at tage sig af mindre afgrænsede opgaver f.eks. fonds-/legatsøgninger eller andet, der kan finde sted hjemme fra PC en, når ungerne er puttet. Jeg tror, der er store muligheder i at inddrage læserne i arbejdet for at skabe bedre vilkår for de grupper, Hus Forbi skriver for, om og med. Så Foto: Susanne Mertz gennemslagskraft, og det lykkes med mange ting, og det afstedkommer også en stor økonomi. Det gør, at Erik Clausen ikke bare er en person. Jeg er et firma, der omsætter for millioner, forklarer han og uddyber: - Hvorfor gør vi så det? Jo, det er fordi, kulturinstitutionerne er en organisme, der støder fremmedlegemer som mig fra sig. Den eneste måde sådan nogle som mig kan komme i TV på er ved at komme ind og spille pauseklovn. Ellers skal vi selv producere noget. Derfor bliver jeg nødt til at være kommerciel på ren amerikansk facon. Går det godt hilser de pænt på mig i biografen. Går det skidt, så må jeg selv op på ølkassen og tjene det hjem. Begrebet at være uønsket i en større social sammenhæng ligger tydeligt Clausen meget på sinde, og det bliver igen et tema i interviewet, da han får føjet ind, at: - For mig ligger det interessante i, at vi er så stærke og har så stor optimisme, at vi bliver ved med at lave kunst og underholdning på trods af, at vi er så uønskede. Jeg er vokset op som uønsket, og opdagede hurtigt i forskellige sammenhænge, at så velkommen var man sgu ikke. Det var derfor, jeg skrev en sang, der hed Vi er dem de andre ikke må lege med (sammen med Kim Larsen, red.) Så det har da været en del af min drivkraft. hvorfor ikke bruge disse menneskers kompetencer, sociale indignation og engagement til at støtte Hus Forbi? Mette Gaarde-Fink, Nørrebro Svar: Tak for din idé om at inddrage læserne noget mere. Rent faktisk kan vi godt bruge frivillige fagfolk, især socialrådgivere eller jurister, der vil påtage sig at svare på de spørgsmål, som sælgerne af og til henvender sig til sekretariatet med. Desuden har vi netop fået en Kloge hoveder får modstand Filmmanden har sin daglige gang i området omkring Istedgade og på Vesterbro. På den måde er han ikke ubekendt med gadens løse fugle, men han er dog skeptisk overfor, hvordan de kloge hoveder mener, at problematikken omkring hjemløse skal gribes an. - Jeg hørte en debat om hjemløse mellem en masse akademikere, der gjorde sig kloge på noget, de ikke kendte til. Det eneste opmuntrende var, da man til sidst i udsendelsen hørte fra en hjemløs, som var af en helt anderledes holdning end de såkaldte eksperter. Han var ikke faguddannet, han var ikke psykolog, men han havde livserfaring. Det han gerne ville have var ikke en lejlighed men et bofællesskab, fordi så er der hele tiden nogen hjemme. Clausen lyser op og fortsætter med dybfølt entusiasme: - Jeg synes, at hele kulturen omkring de hjemløse har været i en spændende udvikling. Det er ikke længere kun Storm P.-sprittere, som vi oplevede, da jeg var barn. Det er positivt, at der er kommet nogle velformulerede mennesker, som står frem og ikke lader sig spise af med Jeg synes, at hele kulturen omkring de hjemløse har været i en spændende udvikling det, alle andre tror, de vil have. Hvis man bliver sat ind i en lejlighed, som man ikke ønsker, vil man være der i et stykke tid, og så vil væggene falde ned om hovedet på én rent mentalt, og så sidder man ude på bænken og begynder at strejfe om igen. Gøgleren Erik Clausen kan efter mange år på landevejene nikke genkendende til trangen efter frihed. Jeg tror, at de nye tendenser kommer til at betyde, at vi vil få nogle boformer at se, der ikke er fasttømrede og normale. Det kunne være skurbyer, campingvogne og lignende. Mange af os som har været meget på turné, har arbejdet som donation fra Lions Club på kroner til fodtøj til sælgerne og søger i øjeblikket med-sponsorer, så alle vores ca. 450 sælgere kan få fodtøj, helst inden vinteren banker på døren. Jaku-Lina E. Nielsen, redaktør Hus Forbi Glad for at abonnere Hus Forbi er en formidabel god avis - ikke mindst tanken bag er genial. Jeg glæder mig hver måned. Jeg har tegnet abonnement idet håndværker, eller en lastbilchauffør som bevæger sig hele tiden, vi kender godt den fornemmelse af rastløshed, siger han. Udsatte gøres til freaks Og meget apropos, så skal Clausen videre i teksten. Et nyt arrangement venter. På vej ud spørger vi ham, om der måske i fremtiden kunne tænkes en Clausen-dokumentar om hjemløse. - Nej, det kan der ikke. Jeg synes, vi skal lade mange mennesker være i fred. Når jeg ser Pigerne på Halmtorvet (dokumentarfilm, red.), så bliver jeg rasende. Det er et freakshow: De viser folk frem, der ligger ned, uden at de folk ved noget om, hvad der bliver filmet. De er ikke særligt bevidste om medier, modsat en eller anden rig stodder oppe på Strandvejen, som fredag aften er skidefuld og ensom og ligger og græder og kaster op, han lader sig sgu ikke fotografere, kommer det oprørt fra Clausen, der fortsætter på samme kontante facon: - Jeg mener ikke, det er underholdning, jeg mener det er politik, det er mental terrorisme, at man gør nogle bestemte folk til freaks og fortsætter med at problematisere dem; tykke, tynde, grønne, indvandrere og hjemløse. Jeg synes sgu, man skal møde folk i øjenhøjde. Vi begiver os ud i aftensolen og kigger over på Enghave Plads. Her, over for filmselskabets lokaler, sidder tre fyre på en bænk og får sig en øl. De ser muntre ud, som de sidder der, og de ligner til forveksling en scene i en Erik Clausen-film. De blikke, de forbipasserende sender dem, er ikke just beundrende. Og det er nok, de færreste forbipasserende, der tænker på, hvad de tre fyre mon tænker om dem. acpo20@hotmail.com jeg endnu ikke har set en sælger nord for Limfjorden. Lad derfor muligheden for abonnement bestå. Jeg vil ikke tøve med at købe en avis af en sælger, selv om jeg er abonnent. Jørgen Jensen, Sæby Svar: Det er dejligt at høre, at du er glad for at læse Hus Forbi. Jeg kan berolige dig med, at vi ingen planer har om at nedlægge abonnementsordningen. Jaku-Lina E. Nielsen, redaktør Hus Forbi 4 hus forbi nr. 61 juni 2007 hus forbi nr. 60 juni

4 Mickey går til danskundervisning, men kan via sit kendskab til tysk forstå noget dansk allerede Sproget er nøglen våren hver fugl over mark under strand lader stemmen til hilsende triller sig bøje: vi s y n g e r din lov over vej, over gade, vi kranser dit navn, når v o r høst er i lade, men den skønneste k r a n s b l i r dog din, sankte Hans,den er b u n d e n af sommerens hjerter så varme, så glade, - men den skøn- neste krans bli r dog din, sankte H a n s, den er bunden af sommerens h j e r t e r så varme, så glade. Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, når hver sky over marken velsig- n e l s e n sender, når af blomster erlest, og når kvæget i spand giver rigeligst gave til flittige hænder; når ikke vi pløjer og harver og tromler, når koen sin middag i kløveren gumler: da går En del af de østeuropæiske Hus Forbi-sælgere er nu på vej ind på det almindelige danske arbejdsmarked Af Helle Jørler Foto: Jerry Bergman Micozyslaw Sylwester, 33 år, er en af de polakker, som du kan møde i Københavns gader i færd med at sælge Hus Forbi. Eller også kan du ikke længere. For han er faktisk i besiddelse af én af de håndværksuddannelser, som dansk byggeri skriger på nemlig tagdækker. Og ved redaktionens slutning var hans eksamensdiplom netop landet på østkonsulent Søren Lange Nielsens bord i brancheforeningen Dansk Byggeri. Så måske er Micozyslaw kaldet Mickey i dette læse-øjeblik i et almindeligt job på det danske arbejdsmarked. - Størsteparten af de polske sælgere har faktisk en håndværksuddannelse, som de sandsynligvis vil kunne gøre god brug af her i landet, fortæller Heidi Riel, Hus Forbis administrator og fortsætter: - Og formidlingen af arbejde begynder så småt at fungere med dén kontakt, vi har fået til Dansk Byggeri. Sidste sommer begyndte der løbende at dukke polakker op på Hus Forbis sekretariat, som ønskede at få lov til at sælge Hus Forbi. Polakkerne kan ligesom borgerne i de andre EU-lande opnå seks måneders visum, og hvis de tilbydes fast arbejde i en virksomhed her i landet kan de få arbejds- og opholdstilladelse, der normalt gives for et år ad gangen. Hus Forbis bestyrelse besluttede dengang at give de østeuropæiske sælgere et midlertidigt sælgerkort på seks måneder, der svarer til den tid de kan være i landet som arbejdssøgende. Ifølge Heidi Riel var Hus Forbis sekretariat og bestyrelse bekymret over situationen. Dels på grund af den uro, det skabte blandt de danske sælgere og købere, dels fordi polakkerne ikke er vant til at overleve på gaden i Danmark. - Efterhånden som nogle sprogbarrierer blev overvundet, begyndte vi at forstå, at de ikke var hjemløse i Polen; oven i købet havde nogle af dem uddannelser og arbejdsliv bag sig. Vi har undret os en del over, at de ikke tager deres eksamensbeviser og lignende med sig til Danmark. Papirerne er ofte svære for dem at få fat i, mens de er her, men er vigtige, hvis de vil gøre sig håb om at få arbejde. Men måske spreder rygtet sig efterhånden i Polen om, at det er smart at tage sine papirer med herop, smiler Heidi Riel. Polakkerne er begyndt på ugentlig danskundervisning, som Hus Forbi har arrangeret for at øge deres jobchancer på det danske arbejdsmarked. - Jo, så vi er skam meget optimistiske på deres vegne. De skal nok komme videre, slutter Heidi Riel. o l a t i t r i l l e r bøje: vi din lov o v e r kranser dit når vor h ø s t men den sk ønk r a n s b l i r sankte Hans,den er af sommerens hjerter s åee glade, - men den skønnest b l i v e r d o g din, sankte Hans, den e bunden af som- m e r e n s hjerter så var så glade. Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, når hver sky over marken velsignelsen sender, når af blomster er flest, og når kvæget i spand giver rigeligst gave til flittige hænder; når ikke vi pløjer og harver og tromler, når koen sin middag i kløveren gumler: da går ungdom til dans på dit bud sankte Hans!ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler, - da går ungdom til dans på dit bud sankte Hans! ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler. Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende, men mod ufredens ånd over mark, under strand vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde: hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde, vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans! den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli r tvivlende kolde, - vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans!den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli r tvivlende kolde. Vi elsker vort land, og vi hilser den drot, som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde: på hans eventyr- slot kan hver kvinde, hver mand et eksempel for livet i kærlighed finde! Lad tiderne ældes, lad farverne blegne, et minde vi vil dog i hjertet os tegne: fra sagnrige nord gaar en glans over jord - Det er genskær af vidun- derlandets fortryllende enge, - fra sagnrige norden g a a r en glans over jord - Det er genskær a f vid- underlan- dets fortryllende enge! Vi elsker vort land, når den signede jul. tænder stjernen i træet med glans i hvert øje, når om Drømmer om en fremtid her Hus Forbi: Det er ikke første gang, at Mickey fra Polen har søgt lykken i et andet europæisk land. Hus Forbi har talt med en af sine østeuropæiske sælgere Af Helle Jørler Foto: Jerry Bergman Micozyslaw, 33, bliver kaldt Mickey i Danmark. Han har en kolossal fordel frem for en del af sine landsmænd. Han har nemlig boet og arbejdet i Tyskland fra han var 17 til 32 år og taler derfor tysk. Han og hans tvillingebror blev født i Wroclaw i Polen. Han har aldrig kendt sin far, men fik to søstre, da moderen fik et forhold til en ny mand. Mickey har tilbragt en del af sine første fem leveår ind og ud af hospitalet, fordi han havde en blodansamling i panden, som man ikke ville operere før en vis alder. Hans mor arbejdede på et autolakererværksted, men blev hjerneskadet, formentlig af dampene. Familien besluttede at tage til Tyskland for at forbedre sin økonomi. De endte i Hannover, da han var 15 år. - Det første års tid arbejdede min bror og jeg i vaskehallen på et slagteri. Det var hårdt arbejde, men en gang imellem kunne vi sove lidt i de store kar, griner Mickey skævt. - Vi fik megen hjælp fra en tysk familie ikke fra andre polakker. Så vi holdt os mest til tyskerne. Senere gik jeg på sprogskole og blev uddannet tagdækker og arbejdede som sådan i cirka 10 år. Havde hørt godt om Danmark I 2005 var han tilbage i Polen og logerede halvanden måned hos sin ene søster. En af hans håndværker-venner mente, at der var godt arbejde at få i Sverige, så af sted med dem. Mickey var med til at renovere huse og et kirketag, hvor han fik husly hos pastoren. Det var meget vanskeligt at finde en bolig, så mændene drog videre til Holland; det gav dog ikke pote. I Sverige havde Mickey hørt en del om Danmark, og at mange landsmænd var blevet hjulpet her, så efter en periode hos søsteren i Polen, valgte han at sætte kursen mod Dannevang. Han landede i hovedstaden i maj Min første dag? Hø, griner Mickey og fortsætter: - Jeg havde lidt opsparing og gik ind i en Netto og købte ind til at grille ved kajen. Det var dejligt. De første måneder boede jeg på Kirkens Korshærs Herberg i Hillerødgade (på Nørrebro i København, red.). Jeg havde bemærket nogle hjemløseblad-sælgere i Berlin, så jeg lagde også mærke til Hus Forbi-sælgerne i København. Jeg talte med nogle af dem, og de foreslog, at jeg kunne sælge bladet, mens jeg venter på job. Min første dag som sælger den 11. juli sidste år afsatte jeg 10 Hus Forbi (= 80 kr.). Det var jeg stolt af! Vil integreres Mickey står oftest på Nørrebro, og han glæder sig over, at mange unge køber Hus Forbi og over de venlige kommentarer fra ældre købere. Han har fået afslag fra potentielle købere seks-syv gange, fordi de ikke ville købe af en udlænding. Mickey var i TV2 i december 2006, hvilket muligvis hjalp på holdningen til ham. - Generelt synes jeg danskerne er meget hjælpsomme, også overfor udstødte. De er imødekommende og giver for eksempel ofte lidt ekstra penge til en kop kaffe eller mad. Han bor ved redaktionens slutning i en gammel garage. Han har ikke længere lyst til at bo på herberg, som det i Hillerødgade på Nørrebro, for det er for folk med problemer, som han udtrykker det. - De største vanskeligheder, jeg har, er sproget og folk, der udnytter og stjæler. Jeg opsøger ikke mine landsmænd. Jeg vil hellere i kontakt med danskerne, fordi jeg gerne vil skabe et liv med arbejde og familie her, fortæller Mickey. Han synes, han har fået megen støtte fra danskere og glæder sig til at få et arbejde og deltager som én af den p.t. halve snes udlændinge i den ugentlige sprogskole i dansk i Blågårds Kirke på Nørrebro, som Hus Forbi har arrangeret. Til slut i interviewet spørger Hus Forbis udsendte, om han kender den polske pendant til Hus Forbi Gazeta Uliczna (= Gade Avis), der udkommer i eksemplarer ca. en gang om måneden og har omkring 20 sælgere. Men det gør han ikke og i sit fædreland tilhører Mickey da heller ikke gruppen af udsatte og hjemløse, som sælger hjemløseaviser. Har ca. 70 østeuropæiske sælgere ud af sælgerskaren som pt. er på ca Sekretariatet skønner, at over halvdelen af polakkerne har en erhvervsuddannelse som f.eks. tømrer, tagdækker, murer, fliselægger o.lign. Hus Forbis danskundervisning foregår en gang ugentlig i Blågårds Kirke på Nørrebro og polakkerne er meget ivrige, beder om lektier og køber sprogbøger til nærmere studier. Det polske hjemløseblad: Polen har siden 2004 haft en hjemløseavis, Gazeta Uliczna = gade avis. Den udkommer i ca eksemplarer i princippet månedligt, men nogle gange kun kvartalsmæssigt. Antallet af sælgere svinger, men ligger på ca. 20. Køberne skal betale fire zloty (ca. 8 dkr.), sælgerne får to. Vi har fået oplyst, at mange af dem har undgået at miste deres bolig på grund af avissalget. Bladet er en del af Barka Fondet, som tager forskellige initiativer til at hjælpe mennesker i nød. Kilde: Dagmara Walczyk, Gazeta Uliczna dagmarawalczyk@wp.pl >> 6 hus forbi nr. 61 juni 2007 hus forbi nr. 60 juni

5 >> De kan lidt af hvert En glad fodbold med arme og ben vil pryde den officielle T-shirt ved sommerens Verdensmesterskab i Gadefodbold for Hjemløse. Manden bag vindertegningen er Hjemløselandsholdets Frank Clifforth, som også lavet et bud på en officiel VM-sang. Af Tina Juul Rasmussen. Foto: Lars Beck Der er mange nederlag, mange smertelige minder og mange år med sprut, stoffer og vold, som Frank Clifforth arbejder hårdt på at lægge bag sig og bytte ud med livsglæde, sejre og en sund livsstil. I dag finder han blandt andet glæde ved at spille fodbold. En glæde, Frank Clifforth også valgte at udtrykke, da han for nogle måneder siden sad med kuglepen og papir og tegnede sit bud på logoet til den officielle T-shirt til sommerens VM i Gadefodbold for Hjemløse. At hans tegning af en glad fodbold med øjne, arme og ben ligefrem vandt konkurrencen, kan han ikke lade være med at grine lidt af: - Det er altså for morsomt. Og vildt! Jeg kan huske, at da jeg sad andet nærvær og en ærlighed, fordi jeg har lært, hvor vigtigt det er, at jeg holder fast i mig selv og ikke hele tiden skal gøre andre glade. Det prøver jeg at udtrykke gennem mine sange. Frank Clifforth har også komponeret et bud på en VM-sang til sommerens internationale fodboldevent på Rådhuspladsen i København. Hans drøm er, at sangen skal spilles ved indmarchen og åbningsceremonien (den 28. juli, red.), når de 48 nationer og 500 spillere fra hele verden står samlet: - Sangen handler om at byde de andre lande velkommen. Om respekt og fair play og om, at vi mistede en kammerat (landsholdsspiller Peter D. Jensen døde i marts, red.) det Frank Clifforths vindertegning. - Alle på kontoret elsker den simpelthen, lyder det fra Nike i Holland, der skal producere t-shirten med Franks tegning til Homeless World Cup Holdets kreative mand Dansk Byggeri skønner, at der ved redaktionens slutning er mindst polske arbejdere i danske byggefag. Hvoraf de arbejder i de 450 registrerede, polske under-entreprenører i Danmark, de i danske firmaer. Mange af de polske Hus Forbisælgere har en brugbar håndværksuddannelse, og derfor forsøger Dansk Byggeris østkonsulent at skaffe dem arbejde Af Helle Jørler Foto: Scanpix - Da jeg boede i Polen med min familie, havde vi brug for nogle håndværkere, men da der kom én, viste det sig, at han kunne ordne samtlige skavanker, smiler Søren Lange Nielsen, siden sommeren 2006 specialkonsulent arbejdsgiversammenslutningen Dansk Byggeri. - Det er ret karakteristisk for polske håndværkere; de fleste kan lidt af hvert; de er måske ikke specialiserede i dybden, men de har bredde, forklarer han. Når en medlemsvirksomhed henvender sig til Søren Lange Nielsen, forsøger han at skaffe arbejdskraften. Og på hans liste står nu Mickey og hans kammerat Roman, som begge er tagdækker, plus dennes bror, som er murer. Søren Lange Nielsen håber at kunne matche dem med en arbejdsplads inden længe. I øvrigt tilføjer konsulenten, at han har kendskab til en polsk elektriker, som selv har skaffet sig job i Danmark. Vil helst have tyskere Søren Lange Nielsen blev i marts kontaktet af Hus Forbi s sekretariat, fordi Hus Forbi gerne ville hjælpe de polske sælgere med at komme videre; bruge deres uddannelser og få arbejde, inden de skal ud igen af Danmark efter et halvt år, medmindre de har fået foden inden for på det danske arbejdsmarked og kan søge arbejds- og opholdstilladelse. - Der er nogle ting, som ikke helt fungerer i Polen endnu. For eksempel er Polen som EU-medlemsland med i den ordning, hvor enhver arbejdsløshedsforsikret kan få sine dagpenge udbetalt tre måneder i et andet EU land. Desuden burde de kunne få formidlet jobs i andre EU-lande via EURÈS institutionen, som har kontor i alle medlemslandene. Men ingen polak, som jeg kender i Danmark, er informeret om disse ting, undrer Lange Nielsen sig. Så Dansk Byggeri forsøger at hjælpe dem, som er kommet herop på denne måde. Men det er ikke altid helt enkelt. - Sprogbarrieren er en stor hindring. 99,9 % af virksomhederne spørger efter tysk arbejdskraft. Deres uddannelser ligner de danske mere. Ydermere er polakkerne nødt til at se i øjnene, at de har et ret dårligt ry at kæmpe mod, fordi de ofte menes at medføre ballade og uro i form af et rend af fagforeninger, politi, skattevæsen, og hvad ved jeg... Polakkerne er ofte i første omgang ansat via et virkarbureau; måske endda et polsk, hvilket komplicerer bureaukratiet endnu mere. De danske arbejdsgivere bliver som regel hurtigt glade for polakkerne, fordi de er venlige, arbejdsomme og dygtige. Men den danske arbejdsgiver opdager typisk, at de ikke får ordentlig løn af bureauet, der til gengæld selv scorer kassen og meget andet grimt. Dét bryder danske virksomheder og kolleger sig ikke om både for polakkernes og deres egen skyld. På det punkt er jeg faktisk ret stolt af vores land og mentalitet, smiler Lange Nielsen. Når polakkerne så bliver tilbudt ansættelse direkte i den danske virksomhed, skal de have en ansættelsesaftale. Når Udlændinge service har fået besked, må de gå i gang med at arbejde, hvorefter den egentlige sagsbehandling med henblik på arbejds- og opholdstilladelse for ét år ad gangen, begynder. Kommet for at blive Danmark er i øvrigt som regel ikke det første land, de fleste polske håndværkere kommer for at prøve lykken i, oplyser Søren Lange Nielsen. - Hvis de kan et fremmedsprog, er det som regel engelsk. De har en gammel tradition for at tage til Storbritannien. Der findes en hel koloni af polakker i London. Og Irland har i allerhøjeste grad forstået at tiltrække og værdsætte polsk arbejdskraft. Konsulenten mener, at vi for øjeblikket befinder os i en overgangsfase, hvor alle lige skal finde deres egne ben men at den udenlandske arbejdskraft i øvrigt er kommet for at blive. Så det er om at få det bedste ud af det for alle parter. hj@freelanceriet.dk Beskæftigelsesministeriets hjemmeside har nu stillingsannoncer mm. på diverse sprog, bl.a. polsk. Privat firma: www. help.dk Respekt og fair play, vi hylder alle hold og hjerterne banker, når kampen den står på, og vi vil høre, I råber MÅL, MÅL. Sådan lyder nogle af ordene i Frank Clifforths bud på den officielle VMsang, som han på en træningslejr i maj spillede for sine kammerater på landsholdet. og tegnede den, så tænkte jeg, at den skulle vise glæde en glad, lille fodbold, fordi det er sundt og godt for mig at spille fodbold. Og så kunne jeg også mærke, at tegningen førte mig over i mine børn. Jeg har to børn, som jeg ikke må se. Og jeg har bare så meget lyst til at sige til dem: Se, jeres far er mere end en narkoman! Jo, jeg har været en klovn, et svin, men jeg har også arbejdet med mig selv i terapi og taget min del af det. Og det vil jeg gerne vise dem. Skriver sange om sit nye liv Normalt er det slet ikke kuglepennen, men stemmen og guitaren Frank Clifforth bruger til at udtrykke sig med. Som 13-årig lærte han sig selv at spille guitar og har siden sunget i band i mange år og endda deltaget i DRs underholdningsprogram Stjerne for en aften, hvor han gav den fuld gas på en bane coke. Men i dag har musikken en helt anden betydning for ham: - Jeg har været alkohol- og stoffri i to år nu, og jeg skriver sange om mit nye liv, hvor jeg tager ansvar for mig selv. Jeg gør tingene med et helt er der nok også andre, som har prøvet. Alle fra det danske hold har skrevet et ord eller en sætning som inspiration til mig, og hele historien kom bare til mig. For mig er der en mening med alt det her at jeg er med til VM, at jeg vinder T-shirt konkurrencen osv. Det er jeg sikker på. Jeg tror jo på Gud, og måske er det en hjælpende hånd fra ham. Jeg ved det ikke endnu. Jeg ved bare, at jeg hver dag får nogle opgaver af ham, som jeg skal løse. Og at jeg nu tør fortælle åbenlyst om, hvordan jeg har det, fortæller han. Præsidenten ønsker tillykke Præsidenten for Homeless World Cup (HWC), Mel Young, ønsker Frank Clifforth tillykke med at have vundet T-shirt-konkurrencen. - At få mulighed for at designe den officielle Nike T-shirt for HWC er blevet et særligt privilegium og mulighed for at vise, at hjemløse ikke skal udelukkes, men at alle har noget positivt at bidrage med. Så et stort tillykke til Frank, dette års vinder. Vi håber, at det giver ham endnu bedre muligheder for at komme videre, og vi glæder os til at se T-shirten til sommerens turnering, siger Mel Young til Hus Forbi. Sportsgiganten Nike, der producerer t-shirts, som skal sælges under VM til fordel for turneringen, begunder valget af Franks tegning således: - Franks tegning hænger rigtig godt sammen med den aktuelle kidult-trend (blanding af kid og adult, red.), hvor voksne genfinder glæden ved barndommen. Det er den tredje T-shirt, Nike har lavet til Homeless World Cup, og vi mener, at Franks tegning er det stærkeste design lavet til dato. Alle på kontoret elsker den simpelthen, lyder det fra Nike i Holland. 8 hus forbi nr. 61 juni 2007 hus forbi nr. 60 juni

6 Bliv frivillig i Røde Kors Lektiehjælp og studiecafé Som ny i et fremmed land kan det være svært at finde sig til rette især hvis man ikke har helt styr på sproget. Derfor har Hovedstadens Røde Kors i samarbejde med 4 AOF-sprogskoler på Amager, Østerbro og i Nordvest og Brønshøj opstartet lektiecaféer. Hvis du er god til dansk og har ca. 2 timer hver anden uge i dagtimerne, vil vi meget gerne høre fra dig. På Amager har vi også lektiehjælp mandag og torsdag aften. Sammen med TEC på Frederiksberg er vi ved at oprette studiecaféer for elever på teknisk skole. Hertil savner vi også lektiehjælpere, som har lyst til at støtte elever med anden etnisk baggrund. Det foregår på hverdage om eftermiddagen. Desuden har vi cykeltræningshold på Nørrebro, hvortil vi søger frivillige ca. 2 timer lørdag formiddag hver eller hver anden uge. Gør holdning til handling Tøj solgt i Røde Kors Butikkerne bliver til international nødhjælp og socialt arbejde i Danmark. Vi søger engagerede og ansvarsbevidste frivillige, med blik for moden og det spændende tøj, der vil deltage i arbejdet med at klargøre og sælge tøjet vores 10 butikker. Du kommer til at indgå i en fast vagt 4-5 timer ugentlig. Vi er mange forskellige mennesker i alle aldre. Vi har det sjovt og godt sammen. Kom uforpligtende og mød os, og se om det er noget for dig Aktivitetsleder til Tryghedsopkald Vi søger to ansvarsbevidste og robuste aktivitetsledere, der kan rykke ud, når telefonen ikke bliver taget. Er du et rummeligt menneske, der kan bevare roen i vanskelige situationer, og har du fri i dagtimerne så kontakt os for at høre nærmere. Vi mangler også ringere! Det drejer sig kun om 5 minutter hver dag, så har du gjort en københavner mere tryg. Hvis du er interesseret så kontakt: Hovedstadens Røde Kors Nordre Fasanvej 224, København N Tlf: hrk@drk.dk Læs mere på kroner til fodtøj Lions Club Søllerød Mølleaa har doneret kroner til foreningen Hus Forbi, der producerer og udgiver bladet Hus Forbi. Beløbet er øremærket fodtøj til sælgerne. Hus Forbi arbejder på at finde andre sponsorer, så Hus Forbis ca. 450 sælgere kan få uddelt et par sko/støvler inden vinteren står for døren. Når der er indsamlet penge nok, og fodtøjet begynder at blive uddelt, vil Lions Club Søllerød Mølleaas vicepræsident, Kirsten Egmuth, være til stede. Hus Forbis administrator Heidi Riel (tv i billedet) modtog og takkede i sidste måned for checken og holdt sammen med Hus Forbisælgeren Leif Kok Baran (midt i billedet) et foredrag og svarede på spørgsmål fra Lions Club Søllerød Mølleaas medlemmer. - jalini Kommentar Danmarks nye underklasse Af Lars Olsen Nogle børn har spillet 117 familiespil og gennemtrevlet børnebiblioteket, før de fylder fire år. De bliver taget med på råd, når familien sidder samlet omkring middagsbordet og taler om den globale opvarmning eller aktiviteterne i den kommende weekend. Disse børn har typisk veluddannede forældre, som står parate med råd og dåd og forældrekøbte lejligheder. Andre børn får aldrig læst en godnathistorie og kan ikke hente hjælp derhjemme til lektierne. Aftensmaden spises foran fjernsynet og diskussioner om samfundsforhold er lige så sjældne som eksotiske ferier. Ofte har forældrene ingen uddannelse, løs tilknytning til arbejdsmarkedet og svært ved at navigere børnene gennem nutidens individualiserede uddannelsessystem. De ulige chancer dokumenteres af en særkørsel fra Danmarks Statistik, som jeg fik foretaget i forbindelse med bogen Den nye ulighed. 11 procent af de unge tilhører kategorien med svag hjemmebaggrund - de vokser op i familier, hvor forældrene gik tidligt ud af uddannelsessystemet og ofte er skilt eller marginaliseret på arbejdsmarkedet. I en anden undersøgelse, med lidt andre kriterier, vurderer Socialforskningsinstituttet, at hele 20 procent af børnene vokser op i helt eller delvist ressourcesvage familier. Dagens Danmark kan altså uden overdrivelse kaldes et fem-sjettedels-samfund. Tallene viser en systematisk ulighed, f.eks. har unge med svag hjemmebaggrund otte gange større risiko for at blive et sagsnummer i det sociale system på grund af problemer i hjemmet. Og to tredjedele gennemfører aldrig en kompetencegivende uddannelse. De socialt svage familier lever på økonomisk smalhals, men alligevel handler det ikke om gammeldags fattigdom. Det store flertal i den nederste fjerdedel af indkomstskalaen har faktisk ikke svag hjemmebaggrund. Her er forældrene for eksempel studerende eller enlige forsørgere, som har uddannelse og job. De har heller ikke mange penge, men deres børn klarer sig meget bedre. Den kritiske læser vil måske indvende, at der også tidligere var familier nederst på rangstigen? Jo, men skiftet fra industri- til videnssamfund har ændret mekanismerne bag uligheden. For 50 år siden havde Rikke, enlig mor på Vesterbro, et svært liv. Hun var fattig og boede i en fugtig lejlighed uden bad og toilet. Men samfundets krav var mere enkle. Rikke skulle sørge for, at børnene kom i skole nogenlunde renvaskede, så tog læreren sig af undervisningen. Og sønnen kunne gå ud af skolen efter 7.klasse, tage et ufaglært job og siden forsørge sin familie. Nutidens Rikke bor i en moderne lejlighed med centralvarme, bad og toilet, men kravene til forældrerollen er anderledes komplicerede. Rikke skal diskutere elevplaner med læreren, hjælpe med projektet om Rifbjergs forfatterskab og rådgive om den rette fagkombination i ungdomsuddannelserne. Og børnene kan ikke bare gå ud af skolen og tage et ufaglært job. De skal have en boglig eller faglig uddannelse. Den ubehagelige realitet er, at de fleste unge med svag hjemmebaggrund havner samme sted som deres forældre ingen uddannelse, lange perioder med arbejdsløshed og rodede familieforhold. Videnssamfundet har fået en ny underklasse. Lars Olsen tidligere journalist - på Politiken og Ugebrevet A4 skriver her om videnssamfundets nye underklasse. Lars Olsen er aktuel med bogen Den nye ulighed. Noget om registrering En paradoksal historie om, hvordan det som hjemløs krævede en adresse at blive slettet hos Folkeregistret Af Finn fra Helsingør, tidligere vagabond Tegning: Karsten Hansen Nu er Socialforskningsinstituttet så i gang med at registrere de hjemløse, og mange mindre tænksomme vil nok mene, at det er godt, at de nu gør noget ved det. Og sådan er det sikkert nok også ment at vi skal synes, politikerne gør noget. Vi lever i et registersamfund, hvor alt registreres for administratorernes trygheds skyld. Er man hjemløs, er samfundets registrering blot en uvelkommen nysgerrighed. Det samfund, som ikke kan rumme alle. I min ungdom fandt min kone sig en bedre mand, som det ofte går førend en større forståelse er opbygget. Jeg begyndte derfor at bo i min lille varevogn eller hos bekendte. Jeg kørte gaffeltruck og kørte efter arbejde rundt og søgte noget at bo i og mødte overraskende spørgsmålet om jeg var boligberettiget! Er der nogen, der ikke er berettiget til at bo? At have et hjem? Det var en samfundsbestemmelse, jeg måtte bøje mig for og gik derfor op på Folkeregistret for at melde fra, nu jeg intet sted havde at bo. Men det var ulovligt, fik jeg at vide, så de ville blot lade mig blive på den tidligere adresse. Det ville jeg ikke have, for hvis nogen skrev til mig der, ville brevene blot blive smidt ud. Bad om fiktiv adresse Til sidst havnede jeg hos kontorchefen, som spurgte, hvor jeg havde sovet natten før. Det skulle selvfølgelig ikke ligge min veninde til last, at hun kendte en hjemløs, så jeg bad ham finde sine overnatningsadresser selv, hvad fik ham til at foreslå, at jeg så en gang om ugen kom og meldte ham en adresse, så han kunne få orden i tingene. Det accepterede jeg og ville derfor have en klar og skriftlig aftale om arbejdsgodtgørelse og kørepenge, da sådanne steder kun har åbent i arbejdstiden. Men det ville han ikke. Han var derimod ivrig efter at få en eller anden fiktiv adresse. Så skriv mig på din, foreslog jeg. Slutningen blev, at jeg blev slettet i Folkeregistret. Det var til at leve med. Behagelig fri for breve fra myndighederne, skattefri (det var før kildeskatten) osv. Engang, hvor jeg blev arresteret sammen med en præsteven for at klistre plakater op imod NATO, kom en betjent ind i skabet, hvor vi sad, og sagde overrasket, at han havde opdaget, at jeg var subsistensløs og bad om en adresse, da jeg skulle registreres for politisk virksomhed, hvilket jeg dog ikke kunne hjælpe ham med. Skal se pænt ud Nogle år efter, da jeg fik råd til at købe et hus, kom der pludselig ingen breve og skemaer, da jeg jo skulle indføres igen i Folkeregistret som husejer. De ville blandt andet vide, hvor jeg de foregående år havde været registreret. Men pointen var jo netop, at jeg ikke havde været registreret noget sted. Og jeg er af den opfattelse, at der skal være orden i tingene og er derfor meget imod de klamme falsknerier at presse mig til at opgive en falsk proforma-adresse, som alene skal tjene til at få det til at se ud som om, vi har boliger nok, hvilket er meget langt fra sandheden! 10 hus forbi nr. 61 juni 2007 hus forbi nr. 60 juni

7 Efter tre måneder på krisecenter, og med uvished om hvad morgendagen bringer, er Helle ved at gå i opløsning. Hun vil bare have hjælp, men hun føler, at hun konstant løber panden mod en mur Hvor er hjæ lpen? Af Marisa Matarese - Hjælp, der hjælper. Jamen, det står der, siger Helle. Hun fortsætter med at læse op af en socialpolitisk redegørelse og handlingsplan for fra Socialministeriet. - Hvorfor fanden, er der så ikke nogen, der kan hjælpe os? spørger hun. I nu tre måneder har hun og hendes tre børn boet på krisecenter i København. Det har været en kamp blandt andet at få bevilget penge til henholdsvis buskort og taxi til de to yngste børn, så de kunne komme i skole i Roskilde og en kamp om at blive forstået. Helle havde håbet, at tiden på krisecentret kunne bruges til at få familien på ret køl igen efter først mange år med vold og siden adskillige år på flugt fra volden, men familien har endnu ikke været i terapi. - Det sidste jeg fik at vide var, at hvis jeg ville have behandling, kunne jeg lade mig indlægge, siger Helle og fortsætter: - Jeg er ved at blive vanvittig. Jeg kan ikke mere, siger hun og stemmen knækker over. Hun trækker vejret dybt ind og fortsætter i en talestrøm uden pauser: - De driver mig så langt ud, at jeg overvejer at tage mit eget liv. Mine sagsbehandlere og andre fra det offentlige forstår mig ikke. De synes, jeg er en pestilens, for jeg stopper ikke, men jeg er nødt til at råbe om hjælp. Kvinderne får stress Ifølge sekretariatsleder Anne Mau fra landsforeningen af krisecentre for kvinder, LOKK, skulle Helle være det rette sted. Det er krisecentrets rolle at hjælpe familien videre: - Tryghed er det helt afgørende på krisecentrene. I en lang række tilfælde får kvinderne post-traumatisk stresssyndrom af at være jaget vildt. De vitale funktioner som søvn rammes. På krisecentrene kan vi hjælpe dem med de praktiske ting, såsom arbejde, skilsmisse, flytning osv. Ting som kan være uoverskuelige for dem, fordi de lever på konstant flugt fra volden, siger Anne Mau og tilføjer: - Vi er der for at hjælpe. Hvert år opholder i alt kvinder og ligeså mange børn sig på landets krisecentre i kortere eller længere tid. Helle kan ikke genkende det krisecenter, Anne Mau beskriver. Hun føler sig misforstået og modarbejdet på det krisecenter, hun opholder sig på. - De kalder det et krisecenter, men hvor er den støtte, der skulle være? Asylansøgere får lov at blive på krisecenter i flere år. Hvorfor kan en familie som os ikke få et par måneder her til at få ro? Jeg havde møde med dem her på krisecentret i går. De vil have, at vi flytter ud i vores nye lejlighed i Roskilde. Det kan jeg simpelthen ikke. Han bor meter fra den lejlighed. Hvad tænker de på? Vi er ikke en handelsvare, man bare kan flytte rundt på sådan fra den ene dag til den anden. De går kun op i at give os en lejlighed. De er pisseligeglade med os, siger Helle. Da hun først kom til krisecentret, var det fordi, hun ikke havde andre steder at tage hen. Hendes ekskæreste, der truer med at slå hende og børnene ihjel, var lige blevet løsladt, og hun og børnene havde ikke noget sted at bo. Roskilde Kommune valgte i elvte time at sende dem på krisecenter i København. På trods af, at de igennem flere måneder havde vidst, at Helle og familien ville blive boligløse, var der ikke en anden lejlighed til dem i kommunen. Vicekommunaldirektøren i Roskilde, Mogens Raun begrundede det med, at kommunen stod midt i en flytning (pga. kommunalreformen, red.). Det viste sig dog at være godt for Helle at komme på krisecenter, fordi der var tryghed. Familien sad ikke alene i en lejlighed og ventede på, at ekskæresten kom og gjorde alvor af sine trusler, men et ophold på et krisecenter er ikke en permanent mulighed. Tør ikke flytte endnu Siden den første april har Helle betalt husleje til en lejlighed i Roskilde, men hun ikke tør flytte ind i. Selvom der har været en låsespecialist og sikret døren mod indspark, føler hun sig ikke sikker og er slet ikke klar til at flytte ind endnu. Hun havde håbet, at politiet ville vurdere, om lejligheden kunne sikre familien mod ekskæresten. - Det er ikke politiets opgave, siger Steen Majbom fra Roskilde Politi og sender bolden videre til kommunen: - Vi mener, det er et kommunalt anliggende. I Roskilde Kommune har socialrådgiver Hanne Malmvig taget ansvaret for at sikre lejligheden ud fra en låsespecialists anvisninger. Til spørgsmålet om hvem, der skal vurdere om beliggenheden er sikker i forhold til ekskærestens bopæl svarer hun: - Det er ikke min opgave at tjekke, hvor han bor. Jeg ved ikke, hvis opgave, det er. Udover en sikret lås, har Helle én af de 200 overfaldsalarmer, som politiet har til rådighed og et polititilhold på ekskæresten. - En overfaldsalarm kan være god og dårlig. Det giver kvinderne en tryghed og en psykologisk sikkerhed, fordi de bliver taget alvorligt. De ved, at politiet vil rykke ud, siger Anne Mau, sekretariatsleder i landsforeningen af krisecentre og tilføjer, at den ikke giver 100 procent sikkerhed. - Ligesom andre apparater, har den sine begrænsninger. Den skal oplades og den skal være tændt. Som med mobiltelefoner, kan der være begrænset dækning, hvis man befinder sig i et betonbyggeri eller i en kælder. Samtidig kan det være en begrænsning at befinde sig i et yderområde, hvis f.eks. hele politistyrken er i København for at rydde Ungdomshuset. Det tager den tid, det tager, for politiet at nå frem, siger Anne Mau. - Tilholdet derimod virker, hvis manden respekterer det, selvom straffen for Helles ekskæreste har tilhold mod at opsøge hende, men ingen kan forhindre ham i at køre forbi hendes vinduer og holde øje med hende. Det frustrerer hende, at hun er nødt til at leve med den psykiske terror, som hendes voldelige og truende ekskæreste udøver overtrædelse er lav. Tilholdet betyder dog også, at hvis hun for eksempel får en trussel fra ham sendt pr. sms og svarer, at nu må han holde op, så har hun kontaktet ham, og så bortfalder tilholdet. Og så skal man huske, at tilholdet ikke omfatter, at han tilfældigt møder hende i Kvickly. Han må ikke opsøge hende på hendes bopæl, men må han stå på den anden side af gaden? Det er uhyre vanskeligt at afgøre, siger Anne Mau og tilføjer: - Der er ingen nemme løsninger. Havde der været det, så vi ikke kvinder blive udsat for vold årligt. Anne Mau mener, at en del af problemet ligger i, at de voldelige mænd har en slags amnesti. - Vi ser kvinder, der udsættes for vold i hjemmet hvert år, men der er ikke mænd, der dømmes ved domstolene for vold årligt. Revselsretten blev afskaffet i 1997, men der er stadig børn, der får tæv. Og vi ser ikke sagerne ved domstolene. Vold i familien er ikke lige så strafbart som at banke naboen eller hans børn. Skriver til ministeren Klokken er lidt i tolv den første maj. Helle kan godt se, at hun nok ikke bliver flyttet i dag, så hun sætter sig tilbage i sofaen med tv et kørende, fast besluttet på at kæmpe videre i sin søgen efter hjælp. - Ved du hvad jeg gjorde i forgårs? Gråden er afløst af en fnisende latter. - Jeg gik op på Rådhuset for at tale med Ritt Bjerregård (socialdemokratisk overborgmester i København, red.). Jeg fik ikke fat i hende, for man skulle bestille tid, men en jurist derindefra ringede mig op og talte med mig. Hun spurgte: hvordan kan det være, du er på krisecenter i København, hvis din kommune er Roskilde? Det kunne jeg ikke svare på. Desværre kunne hun heller ikke hjælpe mig, fordi jeg ikke har adresse her i København. Nu prøver jeg at skrive et brev til socialminister Eva Kjer Hansen, siger Helle. Vi lærer kvinden at overleve i minutter Selv specialuddannede livvagter frygter de voldsramte kvinders bindegale eksmænd. Og ifølge vagtfirmaernes brancheorganisation bruger politiet ikke tid nok på voldsramte kvinder Af Marisa Matarese Foto: Scanpix (temafoto) - Det er mit indtryk, at politiet ikke bruger nok tid på at rådgive voldsramte kvinder på grund af manglende ressourcer, og dermed svigter politiet en opgave, siger Sikkerhedsbranchens informationschef Helge Kierkegaard. Han oplever, at når kvinderne ikke kan få hjælp hos politiet, søger de beskyttelse hos de private vagtfirmaer. - Det er meget almindeligt, at voldsramte kvinder henvender sig til os for at få hjælp. Jeg kan ikke sige eksakt, hvor mange henvendelser vi har fået, men det er i hvert fald nogle hundreder, siger han. Oftest tilbyder vagtfirmaerne konsulentrådgivning og ikke livvagtsopgaver. - Livsvagtsopgaverne er ikke helt billige, for man betaler for specialuddannede livvagter, der normalt beskytter nøglepersoner fra store internationale virksomheder som Microsoft, siger Helge Kierkegaard. En opgave, der ifølge Helge Kierkegaard er langt mere overskuelig end at være livvagt for en voldsramt kvinde. - I de her voldssager, sidder følelserne uden på tøjet. Det er en mere overskuelig opgave at passe på en direktør. Her kan man udregne risici og man kan tage højde for, hvad der kan ske. Med de her bindegale mænd er det fuldstændig uforudsigeligt, siger han. Derfor rådgiver vagtfirmaerne kvinderne, så de kan overleve, hvis manden kommer. - Vi kan hjælpe kvinden med overleve i de minutter, som det tager en patruljevogn at nå frem. Typisk sætter vi os ned med dem i deres hjem og informerer dem om, hvordan hjemmet kan indrettes, så det bliver mere sikkert. Vi får en tømrer til at forstærke karme, døre og vinduer, og så får vi låsesmeden til at sætte en systemlås op, så ekskæresten ikke lige kan komme ind. Vi kan også hjælpe med at indrette et rum, så det tager en halv time at bryde ind. Så har kvinden et sted at opholde sig indtil politiet når frem, hvis galningen kommer, fortæller han. Derudover kigger de på flugtveje, og på hvordan hun skal reagere, hvis hun møder ham i et butikscenter. - For alt i verden skal de undgå konfrontation. De her mænd er meget utilregnelige. Selv de specialuddannede livvagter frygter kvindernes voldelige eksmænd og vil af samme grund ikke lade sig interviewe til Hus Forbi. - Som en af dem sagde til mig: Mit efternavn er ikke særlig almindeligt. Jeg er bange for, at en frustreret ægtemand slår mig op i telefonbogen og kommer ud til min firmaadresse for at spørge efter sin kone, fortæller Helge Kierkegaard. 12 hus forbi nr. 61 juni 2007 hus forbi nr. 60 juni

8 På værestedet Fundamentet kan udsatte borgere få kaffe, en leverpostejmad og få hjælp til at løse deres sociale eller økonomiske problemer. En af dem som har brugt stedet i en rodet periode af sit liv er Hus Forbis ansatte Henrik Pedersen Af Tina Juul Rasmussen Foto: Holger Henriksen/Ulrik Jantzen - Hvad søren... Er det ikke... Jo, det er da John, den hjemvendte søn! Hvor har du været så længe?? Fra den rå, grå kulde på gaden træder John, en stor og bred mandsskikkelse i 50 erne, ind i Rygeren rummet, hvor der må oses uhæmmet. Han bliver hilst velkommen med et knus af Pia Lykke Hansen, socialrådgiver på Fundamentet, som han har opsøgt igen efter en tids fravær. John hilser tilbage, mens de andre brugere i rummet ser til. Her sidder syv-otte andre med deres kaffe og askebægret foran sig. Her er Jette, som er på vej til Sri Lanka. Hun har truffet en srilankansk mand på en datingside på nettet. Han har tilbudt hende ægteskab, og nu er hun på vej til Sri Lanka for at møde ham og se, hvad han er for en. Hun hiver sine vaccinationskort frem og får Fundamentets pædagog Martin Bigum til at kigge på det. I sofaen sidder et grønlandsk par med deres to store hunde. Som et af de få væresteder i byen, må man godt have sine firbenede venner med inden for på Fundamentet. Og der er Krølle, som efter en operation i kæben er blevet følelsesløs i et område på hagen. - Det er rigtig ubehageligt kulden går lige ind her, siger han og viser hvor og hiver så en hue med øreklapper op af lommen. - Men så tager jeg bare denne her på, tilføjer han. Et par trin oppe ligger endnu et rum, hvor der ikke må ryges. Det er forholdsvist tomt. Gennem en døråbning kommer man ind til en bardisk med et lille køkken bag. Herfra serveres leverpostejmadder og kaffe plus en gang varm suppe af og til. Et par meter fremme sidder tre mænd med ryggen til og næsen godt begravet i stedets computere. Og igen et par trin nede holder Pia Lykke Hansen og hendes kollega til på et kontor med tilhørende sofastykke. Her kan en foldedør skabe lidt arbejdsro og eller rum til personlige samtaler. Fik ryddet op i rodet Det er bag en forholdsvis beskeden facade med lidt triste persienner og en spøjs samling dukker i vinduerne, at John, Jette og de andre har søgt ind. Værestedet Fundamentet ligger i den fjerne ende af Holmbladsgade på Amager i København. Her kommer hver dag mellem hjemløse, ensomme, psykisk syge, pensionister og udlændinge. En, som kom her i en periode, er Henrik Pedersen. I dag er han ansat på Hus Forbis sekretariat som sælgernes repræsentant og laver bl.a. id-kort og opsøgende arbejde blandt sælgerne. Men på et tidspunkt rodede Henrik efter eget udsagn lidt rundt. Havde godt nok et sted at bo, men kunne ikke holde ud at være der. Og fik ikke rigtig betalt regningerne. Et fundament og fristed Henrik og Hus Forbi Mange af Københavns Hus Forbi sælgere kender manden bag fuldskægget Henrik Pedersen. Henrik har det seneste års tid været sælgerens repræsentant og fungerer som Hus Forbis gadeplandsmedarbejder. 16 timer om ugen arbejder han desuden på Hus Forbis sekretariat i det centrale København, hvor han blandt andet udsteder sælgerkort, har kontakten til Hus Forbis distributører og ikke mindst de mange sælgere, som hver dag kommer forbi kontoret. Andre vil genkende ham fra TV eller aviser, hvor han i mange sammenhænge har talt Hus Forbis og sælgernes sag. Men hvad de færreste ved er, at Henrik har en fortid som speditør, har boet i Spanien i mange år og for nogle år siden selv rodede gevaldigt rundt i sit liv. I den periode kom han på værestedet Fundamentet og fik blandt andet hjælp af stedets socialrådgiver. Det er derfor på hans opfordring, at Hus Forbi har besøgt værestedet på Amager. - Jeg kom her sammen med en af mine venner, som havde været Pias (Fundamentets socialrådgiver, red.) klient, da hun var ansat i kommunen. Og det var godt, Pia var her hun er god til at skrive breve og fik forklaret tingene til kommunen på en anden måde jeg har det med at miste tålmodigheden og har et hidsigt temperament. Hun gik også med mig til møde, så vi fik styr på det, der rodede, og hun fik sat min afdragsordning til det offentlige ned med et par procent, husker Henrik og roser Fundamentet. - Her er altid en god stemning, især når man kender de andre, som er her. Og så er åbningstiderne gode i tidsrummet fra forsorgshjemmene smider en ud og til Sundholms natcafé åbner, konstaterer Henrik. Miljøet er hårdt nok i forvejen Pia nikker, da Henrik nævner den gode stemning. - Her er en god tone. Mange kender hinanden. Nogle er kommet her i årevis, de bruger det nærmest som deres dagligstue. Andre kommer her i månedsvis uden at tale med hverken os eller de andre brugere og vil ikke tage imod så meget som en kop kaffe. Det er meget forskelligt. Men opstår der konflikter, er det som regel mellem brugerne, ikke i forhold til os ansatte. Og vores holdning er, at vi ikke uden videre giver folk karantæne eller har mange regler. Det miljø, de kommer fra, er hårdt nok i forvejen. Jeg tror mere på at forkæle dem det er de ikke vant til, konstaterer Pia Lykke Hansen, som for to år siden byttede sit job som socialrådgiver i Københavns Kommune ud med sit nuværende i Fundamentet. Her tilbyder hun rådgivning og samtaler i det omfang, brugerne har behov for det. - Det kan være alt muligt fra hvorfor får jeg mindre i kontanthjælp nu til det hele er bare noget lort. Det er langt fra alle ting, jeg kan løse eller afslutte, men jeg kan være bindeled for eksempel til kommunen. Eller jeg kan tage en snak om, hvorfor det hele er noget lort, og så må vi se, om vi kan løse op for det i fællesskab. Ud over at hjælpe med det ofte komplicerede papirarbejde, der skal klares, før man for eksempel kan søge om kontanthjælp, tager Pia også med brugerne til møder i kommunen, hvis ansatte ofte ikke ved, hvad de skal stille op med den mest udsatte gruppe af borgere. - Kommunen vil meget gerne se på brugernes ressourcer, og det er sådan set også fint nok, men mange af disse mennesker har altså massive problemer, og dem vil kommunen ikke rigtig se. Med mindre vi har en bruger, som helt konkret lugter meget dårligt så bliver samtalen typisk meget hurtigt afsluttet med: Skal vi ikke bare sige, at vi ses om tre måneder igen. Videre er et vidt begreb Men er det ikke netop Pia Lykke Hansens opgave som socialrådgiver også at hjælpe sine brugere videre? Jo, bestemt, understreger hun, bare ikke nødvendigvis i kommunal terminologi på matchgruppeniveau og kun med fokus på arbejdsmarkedet. - Og hvad er videre? For mig at se er videre livskvalitet på andre punkter end at have fast arbejde. Videre er for eksempel at få et netværk og at mødes med andre om andet end elendighed. Hvis en af vores brugere får et værelse at bo på, så er det videre for mig. Men jeg forventer ikke, at han så også holder op med at drikke osv. Og jeg ser mange succeser her. For eksempel må brugerne ikke drikke hos os, så det at de kommer her, nedsætter deres alkoholforbrug. De går over på et nærliggende vaskeri og drikker en øl i ny og næ, men de kan ikke sidde og drikke hele dagen. - Det er også en succes, når vi har filmdag, og brugerne indbyrdes kan blive enige om, hvilken film vi skal se. Eller banko, som samler ti brugere hver uge, fordi de kan vinde en pakke cigaretter. Så jeg kan se mange succeser. Men jeg kan også se, at her kommer flere i dag end for to år siden. Miljøet er måske blevet hårdere, folk er langt ude, og der er flere psykisk syge. Men deres situation taget i betragtning synes jeg, de opfører sig fantastisk, konstaterer Pia Lykke Hansen. Og så må hun lige en tur over og hilse på de to hunde, som har indtaget hele lædersofaen i Rygeren. Fundamentets fremtid er pt. usikker. Stedet er kun sikret bevilling fra Københavns Kommune de første ni måneder i år. Hvad der sker derefter, er i øjeblikket usikkert. Læs mere om Fundamentet på Da Henrik Pedersen for et par år siden rodede rundt i sit liv, var det en stor hjælp for ham, at socialrådgiver Pia Lykke Hansen, der er ansat i værestedet Fundamentet kunne skrive nogle breve for ham og gå med til møder i kommunen. tina-juul-rasmussen@mail.dk 14 hus forbi nr. 61 juni 2007

9 Christiania Foto: Scanpix Huse skal give plads til fortidsminde Da politiet i maj jævnede en udbrændt bygning med jorden kom rydningen af 57 huse på Christiania tættere på Af Marisa Matarese Foto: Lisbeth Johansen I alt 57 familier på Christiania står til at miste deres huse, fordi de står i vejen for en retablering af voldanlægget. Nedrivningen sker i forlængelse af den nye Christiania-lov, og kom tættere på, da politiet den 14. maj jævnede en udbrændt bygning kaldet Cigarkassen på Christiania, hvilket medførte sammenstød mellem politi og demonstranter både på Christiania og på Christianshavn. Der er to faser af nedrivningen: I første omgang skal 32 huse fjernes, blandt andet Claus Smeds Perlen, Line Bjarnfreds hus og Ann Malmos hus, som Hus Forbi har besøgt. Den nye Christiania-lov trådte i kraft for tre år siden og har til formål at normalisere Christianias boliger og genskabe voldanlægget efter Christian den 4. s idé, hvilket bl.a. betyder, at den vildtvoksende beplantning og husene skal fjernes. Københavns historiske fæstningsanlæg, som voldanlægget omkring Christiania er en del af, skal retableres som et samlet rekreativt, landskabeligt område under hensyntagen til fortidsmindets historiske udformning, som det hedder i den ny Christiania-lov. Lukkede sig inde i haver Et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2004 loven, fordi det mente, at christianitterne misligholdt de oprindelige kasernebygninger på området og i stedet for at åbne området mod offentligheden, lukkede christianitterne sig inde i deres haver. I bemærkninger til lovforslaget lyder begrundelsen: Det er nødvendigt med en ny politik, der kan sikre opretningen og bevaringen af fæstningsanlæg og kasernebygninger, skabe grundlaget for en udvikling af området til gavn for alle borgere i København, og som indebærer, at området og aktiviteterne på området bliver omfattet af landets almindelige love og regler. Samtidig lægger politikerne vægt på, at Christiania skal forblive Christiania: Det betyder ikke, at Christianiaområdet skal ensrettes med andre byområder. Regeringens mål for udviklingen af Christiania er, at området fortsat skal være et grønt og bilfrit kvarter i København, hvor der er plads til at leve på en anden måde, men indenfor lovgivningens almindelige regler uden særlov, uden hashhandel, med huslejebetaling og åben boligtildeling, med opretning af de bevaringsværdige bygninger, og med opretning og sikring af fæstningsanlægget som et åbent, rekreativt område for christianitter, københavnere og den øvrige befolkning. Det er Slots- og Ejendomsstyrelsens opgave at få husene væk, idet de overtog administrationen af Christiania i forbindelse med den nye Christiania-lov, hvor ansvaret overgik fra Forsvarsministeriet til Finansministeriet. Finansminister Thor Pedersen (V) udpegede Slotsog Ejendomsstyrelsen til at håndtere opgaven. Det har ikke været muligt for Hus Forbi at få en kommentar fra Slotsog Ejendomsstyrelsens direktør, Carsten Jarlov. Ifølge Christianialoven fra 2004 skal Christianias voldanlæg åbnes mere for publikum, bl.a. ved at fjerne huse og ændre beplantningen. Flydende hus skal væk Claus Smeds flydende hus Perlen står i vejen for statens planer om at gendanne voldanlægget på Christiania - Fantasien har bedre kår, når det hele ikke ligger i faste rammer. Se bare husene her, siger Claus Smed fra sin lille robåd på søen foran sit flydende hus, Perlen. Inde på terrassen står hunden Plet og betragter Claus, der zigzagger forbi flydende fuglehuse og kunstige åkander. I baggrunden ligger et hus med samme form som en UFO, og træhuse i forskellige farver og udformninger står med fødderne i søen. Står det til regeringen, får de ikke lov at stå her ret meget længere. 57 huse på Christiania skal rives ned, fordi voldanlægget skal genetableres. Forbilledet er Som led i regeringes normaliseringsplan for Christiania, skal huset som Claus har boet i siden 1988, rives ned. -Det skal ligne et militæranlæg fra 1600, siger Claus. Han foretrækker at lade husene stå og bevare den unikke plads til fantasien. Kastellet ved Den lille havfrue: Græs på voldene og ingen huse. - Det skal ligne et militæranlæg fra 1600-tallet, siger Claus. Småt men godt Claus lille hus på 31 kvadratmeter, forsvinder også. - Selv om det er småt, har jeg aldrig boet bedre, end jeg gør her, siger han og går indenfor. Han vipper den brede jernstige, som står midt i stuen op, så den ikke skygger for udsigten ud over søen. Stigen fører op til soveværelset og fylder meget i det lille rum, hvor der både er spisebord, kontor og to liggestole i teaktræ. En til Claus og en til konen. - Vi kan maksimalt være otte til spisning. Vi har været 20, men så kommer der også vand ind på grund af vægten, griner Claus. Huset flyder nemlig på en tømmerflåde af 22 plastiktønder. - Hvert år kommer der flere ting ind i huset, så jeg må fylde op med ekstra flamenco for at holde huset flydende, fortæller han. Claus byggede selv Perlen i 1988 i løbet af et halvt år. Han lægger sin rygende grønne Cecil fra sig i askebægeret for at finde et ringbind med fotos, der skildrer byggeriet, frem. Han finder også et eksemplar af Casa Vogue fra juni 2004 frem, hvor Perlen er på forsiden. For kedeligt på universitetet Claus kommer selv fra Svendborg. Han flyttede til København for at læse antropologi, men det blev for kedeligt. I stedet fik han arbejde i Smedjen på Christiania. - Det tiltalte mig meget at arbejde på en kollektiv arbejdsplads, hvor alle fik samme løn, og det at være direktør gik på omgang. Men det var svært at finde noget at bo i. En dag, jeg var ude at gå en tur, så jeg en brændtomt og tænkte her skal det være, fortæller han. Naboerne syntes, det var en god ide med et flydende hus. Og så gik han i gang. Mister vores netværk - Jeg ville gerne bo på Christiania, for jeg syntes, her skete en masse spændende ting. Det er ligesom en landsby i storbyen; der bor cirka 700 mennesker, man kender hinanden, og der er et fællesskab omkring Christiania. Det har altid været vigtig for mennesker med et socialt overskueligt fællesskab, siger han. Ti år senere, i 1998, flyttede konen Lise ind. - Hun kom fra en fireværelses lejlighed i Nyborg, men hun kan godt lide huset. Det er småt, men synes større pga. glasfacaden. Hvis der var små vinduer, ville det virke meget indelukket, fortæller han. Kommunen har tilbudt Claus og konen at blive genhuset i en to-værelses lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter, når huset skal rives ned. - Jeg ville ikke have det godt med at komme ind i en lille lejlighed. Jeg ville føle mig indespærret og miste hele mit netværk, som jeg har her på Christiania og på Christianshavn. Et netværk, som jeg har bygget op, siden jeg kom hertil i slutningen af 60 erne. Det er her, jeg lever hele mit sociale liv. Jeg Claus og konen foretrækker de små forhold i deres flydende bolig fremfor en to-værelses i Nordvest, som de har fået tilbudt, hvis huset skal rives ned. kender ingen i Nordvest, siger Claus, som gik på efterløn for to år siden. Hans kone arbejder som gårdmand på ydre Nørrebro. - I den gård (til ejendommen, red.), hvor min kone arbejder kender folk ikke hinanden, selvom de bor op og ned ad hinanden. Claus frygter, at det er det samme, der kommer til at ske, hvis Statens plan B går igennem og Christiania skal normaliseres. Så vil byggegrundene blive solgt til højestbydende. - Så kommer Christiania til at ligne Holmen mere og mere med eksklusive boliger. Det er meget velstillede mennesker, der har råd til at betale 6-8 millioner for en lejlighed i Torpedohallen. Men de kommer ikke hinanden ved, der er ikke en gang en fælles grillplads. Og så skal alting være ens; der er ikke plads til fantasien, siger han. Vores hus skæmmer ikke noget Ann håber på et mirakel, så hendes og børnenes lille hus på Christiania undgår at blive revet ned - Inden for ni måneder mistede mine to børn deres far, deres mormor og deres farfar. Og havde det ikke været for fællesskabet her på Christiania, havde jeg nok ikke klaret at tackle døden og to små børn på en gang, siger Ann Malmos. Hun er en spinkel kvinde på 34 år med intense lyseblå øjne og en spæd, men fast stemme, der taler i et langsomt tempo. De sidste seks år har hun boet på Christiania. - Jeg er lidt af en eremit og uden mit skildpaddeskjold at kravle ind i, var jeg nok blevet tosset, siger hun og smiler. Hun bor i et af de 32 huse, der står til at blive nedrevet i første omgang, når Christiania skal normaliseres. - Her på Christiania er der plads til at overfladen krakelerer. Jeg kan sende børnene i børnehave og sige: Nej, de har ikke været i bad i tre dage. Nej, de har ikke lige fået morgenmad i dag for her kan folk rumme, at man ikke er i konstant overskud. Her havde jeg mulighed for at gemme mig, og samtidig var der en masse mennesker omkring mig, som jeg kunne række ud efter, fortæller hun, mens hun skænker en kop kaffe i sin lille have foran sit røde hus ved søen (Stadsgraven, red.) på Christiania. Hun synes, samfundet uden for Christiania mangler noget af det fællesskab og den rummelighed Christiania har. Hendes dagligdag bringer hende også uden for Christianias grænser. Hun læser HF og planlægger at tage en læreruddannelse. - Ude i samfundet er der hele tiden et præstationsræs og en selviscenesættelse. Det handler om det gode liv, den gode have, det Havde det ikke været for netværket på Christiania, er hun ikke sikker på, hun ville have klaret at miste sin mand, sin mor og sin svigerfar på bare ni måne der uden at blive tosset. >> 16 hus forbi nr. 61 juni 2007

10 Christiania >> gode køkken. Når nogen har kriser, tænker man holdt vi et områdemøde for at beslutte, hvem, På et områdemøde >> fremtiden for Ann og hendes to børn, hvis hendes typisk: Hvorfor tager de sig ikke bare sammen? der skulle flytte ind. Hende, der skulle have haft blev det besluttet hus bliver revet ned. Hun er blevet tilbudt Siger hun. det her hus, trak sig for at vi kunne være her. Det at Ann, hendes syge kroner kontant, hvis hun selv river huset ned. mand og deres to For tre år siden mistede hun sin mand, Karsten, som hun har to børn med på fire og seks år. hele taget, var der meget støtte og kærlighed fra ind i det lille røde Dem, der laver det tilbud, ved intet om Christia- synes jeg var en meget kærlig beslutning. I det - Jeg føler mig meget provokeret af det tilbud. børn kunne flytte Han døde af en ondartet hjernesvulst. - Det var meget voldsomt. Vi boede, to voksne og to børn i en lille lejlighed på 30 kvadratmeter her på Christiania. Det var svært at få plads til at være syg og have ro med to små børn, siger hun og fortsætter: Christiania i forbindelse med Karstens sygdom. Folk kom og hjalp med at gøre huset klar til, at vi kunne flytte ind, siger hun. Plads til de mindre heldige De har nu boet i huset ved søen i tre år, men hus ved søen på Christiania. nia. På Christiania ejer man ikke sin bolig. Her er plads til dem, der ikke er så heldige, at de har rige forældre, der kan købe en lejlighed på Frederiksberg. Jeg føler mig heldig og privilegeret over at kunne bo her, men vi skal huske, at vi alle sammen er heldige på hver vores måde, siger hun og håber, - Da dem, der boede i det her hus flyttede ud, en lejlighed på tredje sal ude i byen kan blive >> at heldet ikke svigter. - Som med Karstens sygdom, tror jeg på miraklet indtil sidste udkald. Jeg kan ikke tro på, at vi skal flytte. Det ville være tosset; husene her langs volden skæmmer ikke noget, siger hun og kigger ud over søen, hvor huse i forskellige former og farver klemmer sig ind mellem bevoksningen. - Jeg har lært at være optimistisk, for man knækker, hvis man lader tvivlen råde. Ann lader ikke tvivlen råde. Hun har planer om at anlægge højbede og male huset her i sommer. Ikke mere asfalt og beton Line Bjarnfred bor på Christiania i et at de huse, der står til at blive nedrevet, hvis voldanlægget skal genoprettes - Verden er i forvejen fyldt med asfalt og beton. Derfor er det vigtigt, at der også er plads til naturen, siger Line Bjarnfred og sætter sig på terrassen foran huset, som ligger ned til søen på Christiania (Stadsgraven, red.). Hvis Slots- og Ejendomsstyrelsens plan med at genetablere voldanlægget på Christiania gennemføres, betyder det ifølge Line et farvel til huset, hvor hun har boet i 14 år og et farvel til en mangfoldig natur, der er omdrejningspunktet i hendes liv. Hun kæmper derfor for at bevare Christianias natur og mod Slots- og Ejendomsstyrelses plan om at barbere voldene, fælde træer, rive husene ned og rulle græs ud, så det kommer til at ligne Kastellet. - Jeg frygter, at det vil gøre Christiania til en kæmpe park og dermed ødelægge denne mangfoldige biotop med mose, saltvand, siv, skov og buskads. Ifølge Line bør vi værne om naturen, for alle mennesker har brug for naturen: - Tænk på de skæve eksistenser eller hjemløse, der bor på gaden, de har også brug for et sted at slappe af. Man kan nærmest se det på dem, når de kommer inde fra byen, ligeså snart, de er gået igennem hovedindgangen (på Christiania, red.), trækker de vejret dybt og slapper lidt mere af. De lægger mærke til, at fuglene synger, og at træerne blomstrer. Natur er medicin for bymennesker, og det er unikt at have et bilfrit, naturområde inde midt i byen, som København har med Christiania. Det ser man ikke i mange andre storbyer, siger hun. Også i Lines arbejde spiller naturen en vigtig rolle. Hun arbejder som urte-terapeut i Sundhedshuset på Christiania. Men de urter med medicinske kræfter, hun kan finde på Christiania, kan ikke bruges, da jorden er forurenet med cadmium og bly. Christiania ligger nemlig på et gammelt militæranlæg, hvor der har været laboratorier, krudtlagre og skydebaner. - Forureningen er endnu et argument mod at rydde hele voldanlægget op, for giftstofferne er bundet i sivrødderne, og hvis man fjerner dem, frigives giftstofferne, siger hun og tilføjer: - Og fjerner man planterne, fjerner man også fødegrundlaget for fuglene. På Christiania har vi registreret 96 fuglearter i forhold til 17 på Kastellet. Hun retter blikket mod søen og udbryder: - Dér kommer CA6. CA6 er en svane. Hun tager en tør brødskorpe ud af posen, som ligger på hendes hjemmelavede bord med sten i forskellige farver og størrelse, mens hun forklarer: - Han patruljerer her for at holde andre svaner væk fra territoriet. Han er sammen med en ældre dame fra Brøndby Strand, som ligger på rede i sivene. De har mødt hinanden ved Søerne (i det Indre København, red.), men er flyttet herud, fordi der var for meget trængsel om pladsen dér, forklarer hun. Hun rækker brødet ud, og svanen spiser af hendes hånd. Da hun sætter sig tilbage på bænken, giver hun sig til at fortælle: - Jeg startede med at komme på Christiania for år siden, fordi min onkel boede herude, så jeg kom tit på besøg med min mor og min mormor. Jeg er vokset op i København, men har altid drømt om at bo på landet. Og så fandt jeg Christiania. Hun tager sin sorte trøje af. Christiania, du har mit hjerte, står der med regnbuens farver på hendes hvide t- shirt. - Her kunne jeg svømme i søen, her var både natur, kultur, kreativitet og masser af musik og mangfoldighed. Det trak, og det gør det stadig. Jeg har boet her i mere end 30 år, og jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, hvis Slots- og Ejendomsstyrelsens plan går igennem. Da jeg byggede mit hus, troede jeg, det var her, jeg skulle bo resten af livet, siger hun. marisa.matarese@gmail.com For Line, er det unikt, at København med Christiania har en mangfoldig natur inde midt i byen. Kæmper for at bevare morgencafé De hjemløses morgencafé på Nørrebro i København har fået halveret sit kommunale tilskud. Det gør det vanskeligt at få budgettet til at hænge sammen, og bl.a. derfor må stedet lukke sommeren over Tekst Birgitte Ellemann Höegh Foto: Holger Henriksen Et af de steder, hvor der bliver taget kærligt imod de hjemløse, er i Morgencafeen under Blågårds Kirken på Nørrebro. Her bliver der blandt andet serveret et stort solidt måltid morgenmad hver eneste dag, som i miljøet har det ry for at være det absolut bedste, man kan opdrive blandt hovedstadens herberger og væresteder. Men fra og med i år er Morgencafeens kommunale tilskud blevet halveret, og det gør det vanskeligt for stedets eneste fastansatte medarbejder, den daglige leder Michael Espensen, at få budgettet til at hænge sammen. - Sidste år fik vi kroner fra Københavns Kommune, kroner fra Socialministeriet og så omkring fra private fonde. Men i år må vi nøjes med kroner fra Københavns Kommune, og samtidig har så godt som alle de private fonde, givet væsentlig mindre end de plejer, siger Michael Espensen. Hvorfor tror du, det er sådan? - De private fonde har et ønske om at give støtte til så mange ansøgere som muligt. Og da der er så mange, der søger, så tror jeg, at alle vil opleve den her situation. Hvad angår kommunes besparelser, fik vi bare at vide, at det drejede sig om almindelige besparelser. Men når det er sagt, så synes jeg, at man kan mærke, at den dér negative holdning, som regeringen har til at hjælpe de udstødte i samfundet, efterhånden er begyndt at sive ned igennem systemet, så enhver efterhånden er sin egen lykkes smed, siger Michael Espensen. Hvad vil I gøre for at overleve? - Ja, men vi må jo bare kæmpe videre og søge nogle flere fonde, siger Michael Espensen. Grød frem for morgenbajer Morgencafeen blev startet i 1989 for at afhjælpe de problemer, der eksisterede med de mange hjemløse, som opholdt sig på Blågårds Plads foran Blågårds Kirke. Morgencaféen startede i samarbejde med det boligsociale projekt Rababarlandet, der fik lov til at låne kirkens krypt gratis. Målet var at få de hjemløse væk fra pladsen og tilbyde dem et solidt måltid morgenmad til at starte dagen på i stedet for en iskold morgenbajer. Michael Espensen overtog ledelsen af Morgencafeen i 1999, og driver den i dag sammen med 15 frivillige medarbejdere, der på skift tilbyder de daglige brugere bespisning, søvn, tøj, soveposer, et bad, pædagogisk rådgivning, kontakt til læger og sygeplejersker og sågar fængselsbesøg til de hjemløse, som eventuelt er inde og brumme. Michael Espensen kan også fortælle, at da firmaet Mejericentralen for nylig blev opkøbt af en andet firma, så var det slut med at få sponsoreret gratis pålæg og mejerivarer. - Det drejede sig om varer for måske kroner om året, fortæller han. Det er mange slag oven i hinanden. Klarer I jer trods alle de nedskæringer? - Det må vi se, når året er omme. I første omgang, har vi valgt at holde lukket hen over sommeren. Ud over besparelserne, så bygger det her sted jo på, at der er en masse frivillige medarbejdere, og de skal jo have noget ferie. Jeg skal afholde seks ugers ferie, for vi har jo åbent hver dag, siger Michael Espensen. Han mener ikke sommerlukningen er verdens undergang for de hjemløse, da de har et veludviklet overlevelsessystem. - Men man bliver noget rådvild, når man skal kæmpe for alting. Naboerne klager for eksempel over, at de hjemløse står oppe i gården, - Man bliver noget rådvild, når man skal kæmpe for alting, siger Michael Espensen, som sammen med 15 frivillige driver den økonomiske trængte Morgencafé, der serverer morgenmad for hjemløse på Nørrebro i København. og så skal man til at bokse med dem. Men helt ærligt, det er Nørrebro; de skæve eksistenser har altid været her og boet på pladsen. Vi har en ældre, hjemløs kvinde hernede, som har været her før cafémiljøet startede. Problemet er jo, at kvarteret er ved at ændre sig, og at folk ikke vil forstyrres af de hjemløse men de er altså også borgere i det her samfund og har ret til at blive behandlet ordentligt. Og det er også derfor, vi kæmper for at bevare Morgencafeen, så længe vi kan, siger Michael Espensen. Morgencafeen søger frivillig arbejdskraft og tager gerne imod private bidrag. Se mere på: birgitte.hoegh@os.dk 18 hus forbi nr. 61 juni 2007 hus forbi nr. 60 juni

11 Københavns Kommune har flere gange krævet, at Gaderummets medarbejderne skal gribe ind, hvis de ser de unge ryge hash. Billedet er fra 2001, dengang Gaderummet lå på Nørrebrogade. I dag ligger det på Rådmandsgade på Nørrebro. Den 2. maj lukkede Københavns Kommune Gaderummet et bo- og værested for sindslidende, unge hjemløse med misbrugsproblemer. Lederen beskyldes bl.a. for ikke at samarbejde med psykiatrien og for ikke at overholde en række påbud Tekst: Lisbeth Rindholt Foto: Scanpix Kaotiske forhold, hashrygning, accept af vold og fratagelse af brugernes antipsykotiske medicin. Det er nogle af de udsagn, som Gaderummet har fået hæftet på sig gennem de seneste år. Dertil kommer en kritisk tilsynsrapport fra 2006 og seks påbud, som ikke er blevet overholdt af ledelsen i Gaderummet, samt udtalelser fra psykiatriske overlæger om manglende samarbejde. Socialudvalget i Københavns Kommune har nu lagt alle data sammen og besluttet, at de vil lukke Gaderummet i sin nuværende form. Det betyder bl.a., at kommunen trækker sin godkendelse af bostedet tilbage, og puljemidlerne fra Socialministeriet til driften af Gaderummet stopper med øjeblikkelig virkning. - Vi var bekymrede for brugernes ve og vel, kommenterer Margrethe Wivel (Rad.V.) fra Socialudvalget i Københavns Kommune. Det er ikke sundt for dem at ryge hash og lade være med at tage deres lægeordinerede medicin. Det er de unges sundhed, der kommer i første række i denne sag. Påbud strider mod ideen Kalle Birch-Madsen, daglig leder af Gaderummet, er også bekymret for de unge. Men i modsætning til Socialudvalget mener han, at det bedste sted for dem at være er i Gaderummet. - De unge, som kommer her, er ofte hjemløse, udstødte og psykisk syge. De er allerede blevet smidt ud af kommunens egne tilbud og institutioner. Hvis de ikke længere kan være her, går de simpelthen i hundene, konstaterer Kalle Birch-Madsen, der siden 1996 har drevet Gaderummet som det eneste døgnåbne bo- og værested i København, hvor unge kan få lov til at leve på deres egne præmisser. De eneste regler i Gaderummet er, at man ikke må handle med hårde stoffer og tyvekoster. - Københavns Kommunes beslutning om at lukke Gaderummet er helt urimelig, siger han og uddyber: - Tilsynets rapport er ikke kritisk, som det ellers bliver fremhævet i medierne. Den afspejler et velfungerende hus, som brugerne er glade for. Men så har man lige tilføjet seks påbud i rapporten, som de vil have os til at rette os efter. I et af dem står, at brugerne skal sove i deres egne senge. Hvis vi skal overholde det påbud, kan vi ikke holde døren åben døgnet rundt, og det er jo en af grundideerne med Gaderummet: Alle skal kunne komme ind fra gaden og f.eks. crashe på en sofa. Nogle af brugerne har desuden brug for at bygge deres egen seng eller hule, hvor de føler sig trygge. Et andet af påbudene siger, at I ikke må fraråde brugerne at tage deres medicin. Har I gjort det? - Tilsynet påstår, at to af vores beboere, som er alvorligt psykisk syge, er blevet frataget deres lægeordinerede medicin af ledelsen. Men det passer ikke! Og siden er historien blevet brugt som pressehetz mod Gaderummet, siger Kalle Birch-Madsen, der dog står ved, at han mener, at psykiatri og medicinering ikke altid er den bedste løsning for de psykisk syge brugere af Gaderummet. Vil lave nyt åndehul En af de stemmer, som politikerne har lyttet til, før de tog beslutningen om at lukke Gaderummet, er psykiatrisk overlæge på Hvidovre Hospital og misbrugsekspert, Henrik Rindom. Han har, på vegne af hospitalets psykiatriske afdeling, været tilknyttet Gaderummet som konsulent i knap to år. Formålet var at indgå samarbejde med bostedets ledelse om de psykisk syge unge, der er i antipsykotisk behandling. - Det forventede samarbejde er aldrig blevet etableret i den form, som man havde håbet på fra psykiatrisk afdelings side. Derfor havde jeg svært ved at se, hvad de skulle med mig, og det har jeg meddelt kommunen, fortæller Henrik Rindom og giver et hurtigt eksempel på, hvordan han kunne tænke sig et samarbejde: - Hvis en bruger af Gaderummet giver udtryk for, at han er træt af sin antipsykotiske medicin, skal han helt klart hjælpes med at gå ned i dosis. Men det skal ske med rådgivning fra en psykiater, og brugeren må ikke bare holde op med at tage sin medicin fra den ene dag til den anden. Henrik Rindom mener, det er uhyre vigtigt, at der hurtigst muligt etablerer en nyt Gaderum, hvor udstødte og hjemløse unge kan føle sig velkomne. Den udsigt er Maj Bjerregaard- Madsen ikke tilfreds med. Hun har været aktiv bruger af Gaderummet siden november sidste år og bl.a. her modtaget gratis psykologbistand og kropsterapi. - Uden Kalle Birch-Madsen kan der ikke etableres et nyt Gaderum (sådan som Socialforvaltningen har planer om, red.), der gør det samme for sine brugere, siger Maj Bjerregaard-Madsen og uddyber: - Personligt har jeg fået det betydeligt bedre, efter jeg begyndte at gå i krops- og psykoterapi hos Kalle. Samtidig kan jeg se, hvordan al personalet hernede møder brugerne med et åbent, fordomsfrit sind. Noget, som jeg aldrig tidligere har oplevet i det etablerede system, hvor der er en stærk tendens til at sygeliggøre folk. Det er synd og skam, at Gaderummet nu skal lukke. Og jeg aner ikke, hvor jeg så skal gå hen. Den selvejende institution Gaderummets bestyrelse er af Københavns Kommune blevet pålagt at opsige personalet til den 1. juni Gør bestyrelsen ikke det, må bestyrelsen selv betale løn- og driftsudgifterne til Gaderummet. lisbeth@rindholt.dk Fakta om Gaderummet: Grundlagt i 1996 som socialpsykologisk fristed for udstødte unge, hvor de kunne overnatte og bo. Stedet har desuden haft gratis, psykologisk rådgivning (Regnbuen). Målgruppen er unge mellem år, der er hjemløse, utilpassede, psykisk syge og/eller har misbrugsproblemer. Gaderummet lå indtil 2005 i ulovlige lokaler i et baghus bag Nørrebrogade på Nørrebro i København. Siden har bostedet ligget i Rådmandsgade 60 ligeledes på Nørrebro. Der er plads til ca. 30 faste beboere, som typisk er under uddannelse. Gaderummet har døgnåbent og i løbet af et døgn bruges stedet af op mod 200 unge, der f.eks. hviler sig eller får psykologbistand. På grund af sine alternative metoder med bl.a. tilladelse af hashrygning og indretning af sovepladser overalt i huset har Gaderummet jævnligt været genstand for heftig mediedebat. Københavns Kommune arbejdede ved redaktionens slutning på at finde en organisation, som har erfaring på området og kan overtage driften af Gaderummet, der er en selvejende institution. Tilsynets seks påbud til Gaderummet: 1. At der ikke opholder sig unge under 18 år 2. At Gaderummet sikrer, at unge med svære psykiske lidelser kommer i psykiatrisk behandling, og ansvaret for de unge deles med H:S 3. At der ikke overnattes i andre rum end dem, der er indrettet hertil, og at de unge, som bor i køkkenet o.lign., tilbydes andre rum 4. At Gaderummet tager initiativ til at forbedre samarbejdet med behandlingspsykiatrien, og ikke anbefaler de unge at holde op med at tage medicin, uden at det er drøftet med en psykiater. Det skal sikres, at de unge, der har behov herfor, kommer i psykiatrisk behandling 5. At Gaderummet sætter sig ind i og arbejder efter Sundhedsstyrelsens vejledning om medicinadministration 6. Hashmisbruget i Gaderummet skal ophøre og medarbejderne skal gribe ind, hvis de ser de unge ryge hash. Der skal udarbejdes en plan sammen med de unge for, hvordan påbudet realiseres. Kilde: Tilsynsrapport for Gaderummet, 8. november, 2006 Gaderummets leder gennem mange år, Kalle Birch-Madsen, beskyldes bl.a. for ikke at have levet op til Sundhedsstyrelsens krav om medicinadministration og for ikke at have afvist unge under 18 år. (Arkivfoto) 20 hus forbi nr. 61 juni 2007 hus forbi nr. 60 juni

12 Skriv om hjemløshed... Marie Af Malte Holm Borchert (f. 1983) Tegning/illustration: Hanne Louise»» Malte Holm Borchert Født Opvokset i Roskilde, bor nu på Frederiksberg. Har gået på Forfatterskolen, og læst en smule på universitet ind imellem. Skriv om hjemløshed Sådan lød vores opfordring til 11 unge, ukendte forfattere. De skriver i Hus Forbi: >> Peder Frederik Jensen >> Maja Lukas >> Kristina Nya >> Jesper Brygger >> Vagn Remme >> Stinne Storm >> Julie Sten-Knudsen >> Jens Peter Kaj Jensen >> Lars Bo Nørgaard >> Malte Holm >> Martin Snoer Raaschou Foto: Privatfoto Jeg har sovet for længe igen. Det gør jeg næsten hver dag. Med vilje, tror jeg. For at være vågen i mindst mulig tid. Man keder sig ikke, når man sover. Heldigvis er det lørdag, så jeg har aftenvagten. Jeg ligger lidt under dynen og stirrer op i loftet. Jeg gider ikke arbejde. Gid jeg havde sovet til klokken syv. Så kunne jeg bare have sagt, at jeg havde sovet over mig. Nu bliver jeg nødt til at bruge influenza som undskyldning. Influenza i juni måned. Og jeg er en ung og frisk mand. Jeg har et godt immunforsvar. Det havde været meget bedre, hvis jeg havde sovet over mig. Jeg hader at lyve. Efter at have ringet til min chef og krøbet tilbage under dynen, hører jeg igen den høje lyd, der vækkede mig. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor den kommer fra. Det lyder som om, den kommer inde fra min stue. Måske er Marie flyttet ind. Hun sagde godt nok, at hun først ville flytte ind til efteråret. Men da jeg kom hjem igår aftes, så jeg hendes sko i gangen. Hvordan er hun mon kommet ind i lejligheden? Der findes kun et sæt nøgler, mit. Låsen i hoveddøren smækker ikke ordentligt, så døren har nok ikke været låst. Marie er blevet lukket ind i opgangen af min nabo, og så har hun bare kunne vade lige ind i min lejligehed. Jeg gad ikke gå ind og hilse på hende. Jeg skyndte mig ind på mit værelse. Hun havde taget antennekablet til fjernsynet. Der er kun et antennekabel i lejligheden. Jeg overvejede at gå ind for at hente det. Så ville jeg være nødt til at lave kaffe. Og vaske op. For Marie ville helt sikker bede mig om at se fjernsyn sammen med hende. Og drikke kaffe. Og så ville hun til sidst komme frem til, at jeg skulle gøre rent. Det sagde hun ihvertfald altid, da hun ikke boede her. Lyden bliver ved. Jeg undrer mig over, hvad det er Marie laver. Hun kan ikke flytte rundt på det store skab alene. Der må være andre derinde. Nogle der hjælper hende. Jeg kan ikke høre nogle snakke. Noget te og morgenmad ville gøre godt. Eller frokost. Jeg har sovet i tretten timer. Det bliver man sulten af. Hvis jeg skal ud i køkkenet, skal jeg igennem gangen, og hvis døren ind til stuen står åben, ser Marie mig. Så skal jeg spise morgenmad eller frokost med hende. Hilse på hendes hjælper. Måske er det en af de kærester, hun havde, inden jeg mødte hende. Marie har haft mange kærester, er jeg blevet fortalt. Jeg er ikke meget for at være sammen med andre. Egentlig ville jeg helst blive boende alene i min lejlighed. Men Marie blev ved og ved med at ville flytte ind. Til sidst gav jeg op. Til efteråret, sagde jeg, kan du flytte ind i stuen. Jeg bruger den alligevel aldrig. Hun sagde, at hun ville flytte ind til oktober. Det kunne hun da godt for min skyld. Hvis det passede hende. Jeg var sikker på, at hun til den tid havde fundet en anden, hun hellere ville flytte ind hos. Men nu er det juni, og hun flytter rundt på skabet inde i stuen. Lader det til. Min mave knurrer, fordi jeg stadig ikke har taget mig sammen til at gå ud i køkkenet og lave mad. Lyden af noget, der skraber henover gulvet, fortsætter. Jeg kan ikke engang tænde for fjernsynet for at overdøve larmen. Marie har taget antennekablet. Til sidst bliver det for meget. Jeg hopper ud af sengen og tager noget joggingtøj på, før jeg åbner døren ud til gangen. Jeg gør mig umage for ikke at larme. Da jeg har fået døren en smule på klem, kigger jeg ned ad gangen for at se, om døren til stuen er åben. Det er den. Mens jeg overvejer mit næste træk, stopper skrabelyden. Jeg står musestille og lytter efter. Der er ingen lyd af skridt fra stuen. Måske har Marie sat sig ned for at slappe af. Måske har hun lagt sig i sengen for at slappe af. Måske ligger hun der sammen med hvem der end hjælper hende med at rykke rundt på skabet. Så hurtigt som lyden stoppede, starter den igen. Jeg lytter efter. Nu bemærker jeg, at den faktisk ikke kommer fra min stue. Det lyder nærmere som om, den kommer fra naboen. Da jeg indser, at jeg har taget fejl hele tiden, åbner jeg døren helt op og ser, at Maries sko ikke står i gangen længere. Triumferende tager jeg mit joggingtøj af og går ud i køkkenet. Endelig er det tid til te og noget at spise. Jeg har bare kun rugbrød og noget ost. Det er bedre end ingenting. Da jeg har sat vand over, går jeg ind i stuen for at se, hvad Marie egentlig lavede der i går aftes. Desværre møder et par flyttekasser og nogle poser med tøj mig, da jeg går ind i stuen. Så har hun tænkt sig at flytte ind nu. Nu koger vandet. Jeg får øje på en bluse, Marie havde på, da jeg mødte hende første gang. Det var forår, og vi spillede fodbold i Fælledparken. En af mine venners venner var sammen med Marie og havde taget hende med. Da vi spiste efter at have spillet et par kampe, gik hun rundt imellem os og forsøgte at starte samtaler med hver af os. Kasper, som havde inviteret hende med, prøvede hele tiden at lægge armen omkring hende og sætte sig ned. Men det kan man ikke med Marie. Faktisk virkede det som om, at hun blev mere og mere interesseret i os andre af det. Hun snakkede med allesammen. Hun lagde endda an på dem, der havde deres kærester med. Jeg sad lidt afsides. Når vi spiser, lader jeg altid som om, jeg er meget optaget af andre, der spiller fodbold. Midt i kartoffelsalaten og målet til 3-0, kom Marie over til mig, og spurgte om jeg vidste, hvad klokken var. Det gjorde jeg ikke. Jeg går aldrig med ur. Det var da noget underligt noget, syntes Marie. Men hun havde faktisk selv et armbåndsur i lommen, hun var bare ikke sikker på, om det gik rigtigt. Der var ikke nogle remme, det var kun uret, der var tilbage. Klokken er halv fem, fortalte hun mig. Jeg nikkede og anstrengte mig for at følge med i kampen. Så let er Marie ikke at slippe af med. Hun havde sat sig ved siden af mig og blev bare siddende ved siden af mig. Uden at sige noget. Måske var det fordi, hun undlod at tale til mig, at jeg ikke afslog, da hun senere ville følge med mig hjem til min lejlighed. Nu står jeg med hendes bluse i hånden. Savner hende måske en smule. Nej, det gør jeg ikke. Jeg lugter til blusen. Nej, jeg savner hende helt klart ikke. Da jeg folder blusen sammen, lægger jeg mærke til, at det lille ur Marie havde i lommen i Fælledparken også ligger nede i posen. Der er remme på nu. Jeg samler det op og ser, at klokken allerede er tyve minutter i fire. Nu når jeg ikke at læse det, jeg havde forestillet mig at læse om formiddagen. Jeg gider ikke læse om aftenen. Der kommer sikkert en film, jeg gerne vil se. Stadig kun iført boxershorts går jeg tilbage til vandet, der koger, og hælder det over i min kop. Samtidig går den hæslige skrabelyd, der vækkede mig, i gang igen. Jeg er helt sikker på, at det kommer inde fra naboen. Jeg ved ikke, hvad det er de laver. Måske skal de have nyt gulv. Da jeg leder efter en tepose, hører jeg, at hoveddøren bliver låst op. Der er ikke andre end mig, der har nøgler til lejligheden. Mulighederne for flugt er ikke gode. Hverken mit værelse eller toilettet er tæt nok på køkkenet til, at jeg kan nå derind uden at personen, der er ved at låse sig ind, når at opdage mig. Så jeg lader som ingenting. Det gør jeg som regel, når jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op. Jeg bøjer mig ned til et skab og leder videre efter en tepose. Lyden fra naboen stopper, og hoveddøren er for længst blevet åbnet og lukket igen. Da jeg kigger op over skabslågen, står Marie i døråbningen. -Hej, siger hun. -Hej Marie. -Nåh, så bestemte jeg mig lige for at flytte ind igår. -Ja, det kan jeg se. -Du var sent ude? Jeg hørte dig ikke komme hjem. -Ja, jeg mødtes med min lillebror. -Bare kald ham Kasper, jeg ved godt hvem han er. -Jeg troede først du ville flytte ind til efteråret... -Det gik ikke så godt med ham, jeg boede hos. Vi skændtes hele tiden. -Hvordan kom du egentlig ind igår? Havde jeg glemt at låse døren? -Jeg lånte Kaspers nøgler. Jeg har lige været ude og fået dem kopieret, så jeg har mit eget sæt. -Jeg vidste ikke Kasper havde nøgler til min lejlighed. -Han fik dem lavet, da han overnattede herinde sidste gang. Du sov længe. Bare for en sikkerheds skyld. Hvis nu du skulle smække dig ude. -Du kan bare bruge stuen. Så længe du ikke tager kablet til fjernsynet. -Det er jeg ligeglad med. Jeg er bare glad for at være her. Du havde ikke mere kaffe, så det har jeg også været ude at købe. Værsgo. Vi må også se at få sat dig i stand. Klokken er lidt i fire, og du har stadig ikke fået tøj på. Skal du ikke arbejde i aften? 22 hus forbi nr. 61 juni 2007 hus forbi nr. 60 juni

13 Ingen bør komme i klemme i systemet Familien er omdrejningsaksen i Jens Erik Rasmussens liv. Fire børn og et dusin børnebørn forsøder hans og hustruens liv. Blå Kors: Blev stiftet i Schweiz for 130 år siden. I Danmark er det 113 år siden. I dag er der afdelinger i 45 lande. Umådeholdent drikkeri ødelagde også dengang mange menneskers og familiers liv og påvirkede dermed samfundet. Nogle kristne så det som en udfordring at afhjælpe dette problem. Blå Kors har mange aktiviteter og flere er undervejs: Døgnbehandlings- og omsorgshjem, ambulatorium, pensionater, botilbud, bofællesskaber, væresteder og genbrugsbutikker. Desuden anonym telefonrådgivning, projekter for pårørende, børne- og ungdomslejre, gæstelærere, alkoholkonsulenter m.m. Det nyeste skud på stammen er TUBA Tilbud til Unge og Børn Alkoholikere. Se mere på: Uretfærdighed er ikke Jens Erik Rasmussens kop te. Som generalsekretær for det kristent funderede Blå Kors, kæmper han især for, at misbrugere og børn af samme kan få et værdigt liv. Rådet for Socialt Udsatte har også glæde af ham Af Helle Jørler Foto: André Andersen En velsignende, hvid Kristusfigur i vindueskarmen udgør stort set udsmykningen i generalsekretær Jens Erik Rasmussens nøgterne kontor i Blå Kors s hovedsæde i et industrikvarter-parcelhus i udkanten af Silkeborg. Det dårlige vejr som denne dag præger landet, trækker med jævne mellemrum vore øjne hen mod vinduerne. Bortset fra dét, og en varslet telefonsamtale om en ung mand, som lige nu er ved at komme i klemme i systemet, er Jens Erik Rasmussen intenst nærværende. Fast, blåt blik. Rene, markerede træk. Nemt til smil. Tøver en anelse med at svare ind imellem; tænker sig om. Blev headhuntet Det virker, som om generalsekretæren og Blå Kors er et rigtigt match. Han blev kontaktet om jobbet af et konsulentfirma. Jens Erik Rasmussen er læreruddannet og havde været skoleleder på en kristen friskole i Haderslev i næsten 25 år. Og aldrig været opsøgende med henblik på nyt job. Desuden var han i kommunalpolitik for Kristeligt Folkeparti sammesteds i 11 år; alle årene i socialudvalget, de seneste fire år som formand for dette. - Jeg blev glad, men forbavset, over opfordringen til jobskiftet. Jeg må sige, at alle mine interesser og holdninger forenes her, selv om det da var en stor beslutning at forlade denne form for politik. Men det nye job er også fyldt med politik, blot fra den anden side af bordet. På spørgsmålet om han kan savne kontakten til børn, smiler han stort. Hmm dels er det her job så meningsfuldt og travlt, at jeg ikke har tid til at savne dem, dels har jeg fire børn, 10 børnebørn fra 0-16 år og to i vente, så børn er fortsat en stor del af mit liv, bedyrer han. Familielivet fylder tydeligvis rigtig meget i Rasmussens liv; det er dén, der optager 90 procent af hans fritid og tanker. Hver anden bliver ædru Blå Kors hovedærinde er at hjælpe alkoholafhængige ud af misbruget. På et kristent grundlag. Antabus kan være en støtte, men kuren er ifølge Jens Erik Rasmussen: - At lade være med at drikke alkohol! Og at blive støttet i et afvænningsforløb af professionelle. Det er op til den enkelte, om de vil tage imod vores værdigrundlag; altså ingen missioneren her. Men de skal vide, at det er der, siger han. Han nævner, at hver anden, som Blå Kors hjælper, er ædru to år efter behandlingen. Han kommer selv fra beskedne kår på Falster. Hjemmet var luthersk missionsk, hvilket indebærer, at livet er givet af Gud, som ønsker vi skal møde evangeliet. Men der blev sat pris på livets goder i barndomshjemmet - ligesom han selv gør nu og han mindes, at far da engang imellem fik en pilsner til aftensmaden. Forældrene tog også godt mod landevejsridderne, som de gav mad og et sovested. - Vi havde, og har, et helt almindeligt, afslappet forhold til alkohol, og jeg har aldrig haft misbrug af det tæt inde på mit private liv. Men i mit politiske og professionelle liv har jeg mødt mange barske livshistorier og modtaget talrige breve om den smerte, som alkoholmisbruget fører med sig; både for en selv og ens omgivelser. Især berører det mig, hvordan børn bliver påvirket af en eller begge forældres alkoholmisbrug, siger han dæmpet. Og surprise, surprise slægtens medmenneskelige engagement fornægter sig ikke. De arbejder som læger, lærere, sygeplejersker, socialarbejdere De lytter da til os Jens Erik Rasmussen havde hørt om Rådet for Socialt Udsatte og syntes, det lød som om, regeringen vitterligt ville noget med det. Jens Erik Rasmussen er generalsekretær for Blå Kors og bl.a. medlem af Rådet for Socialt Udsatte. Tre ting, der kan få blodet til at rulle hurtigere i hans ellers ligevægtige blodårer, er, hvis mennesker behandles uretfærdigt og ikke får dén hjælp, de behøver. Og når nogen bliver udnyttet eller misbrugt af andre især børn. - Jeg blev glad da jeg blev inviteret til at være med i rådet, bl.a. fordi alkoholmisbrug skal ses i en større sammenhæng, og rådet er jo bredt sammensat. Alkoholmisbrug hænger næsten altid sammen med andre problemer eller fører dem med sig; for eksempel hjemløshed. Min egen kæphest og sejr i rådsarbejdet har været, at der for to år siden kom en behandlingsgaranti à la narkotika-området, nemlig at man er sikret, at man kan komme i oftest ambulant behandling inden 14 dage, hvis man henvender sig til sundhedsvæsenet. Det er fint for ni ud af 10. Til gengæld er det med Sundhedsloven, som afløste Sygehuslovgivningen ved årsskiftet, røget ud, at en misbruger kan få et intensivt døgntilbud. Det er ikke alle, som er stærke nok til at nøjes med en samtale én gang om ugen. Rasmussen oplever klart, at der bliver lyttet til Rådet, f.eks. i forbindelse med Finansloven. - Godt nyt er, at den sociale servicelov nu siger, at alle alkohol- og stofmisbrugere har ret til en støtte/kontaktperson ligesom psykisk syge. Men det tager lang tid for kommunerne at iværksætte jeg så gerne, at de speedede op, prioriterede dette og motiverede medarbejderne til at være endnu mere engagerede, ansvarsbevidste og aktive. Han er i øvrigt også fortrøstningsfuld over, at flere arbejdspladser har en alkoholpolitik, og at regeringen fokuserer mere på forebyggelse og sundhed end tidligere. Der er så stor nød På spørgsmålet om tre ting, der kan få glæden til at boble i generalsekretæren, er det denne gang uden tøven samvær med hustruen og familien, han nævner først. Dernæst det kirkelige og dét at arbejde med alt, hvad der indebærer, at nogen får hjælp. Og sidst er det at befinde sig i na- eller kultur, herhjemme eller i udlandet. Han detaljerer med at nævne sin glæde ved cykling, løbe- og gåture. Yngre dages håndbold dyrkes nu ved TV et. Teater, musik, ældre bygningskunst og andre folkeslags levevis pirrer ham også. - Lad mig lige indskyde her, at da min kone og jeg besøgte et af vore børn, som er bosat med sin familie i Ethiopien, fik vi grundigt perspektiveret vores privilegerede liv i Danmark. Sjældent har jeg set så stor nød, fattigdom, sygdom. Dér handler det kun om øjeblikkets eksistens. hj@freelanceriet.dk Rådet for Socialt Udsatte: Er udpeget af socialministeren og har til opgave at være talerør for hjemløse, narkomaner, prostituerede, sindslidende, alkoholikere og andre socialt udsatte. Mød Rådets medlemmer her i Hus Forbi: >> Preben Brandt (nr ) >> Naja Kleist Stork (nr ) >> Karl Bach Jensen (nr ) >> Steen Viggo Jensen (nr ) >> Nina Brünés (nr ) >> Sadia Syed (nr ) >> Jane Koczak (nr ) >> Cliff Kaltoft (nr ) >> Joan Fisker Hougaard (nr ) >> Jens Erik Rasmussen >> Jannie Petersen >> Bjarne Lenau Henriksen A N N O N C E Åbent hus Oasen - værested for ældre Inviterer dig til åbent hus torsdag den 21. juni fra kl Hvis vejret tillader det tænder vi grillen ude i vores dejlige atriumgård ellers vil arrangementet foregå indendørs. Vi er et værested, hvor du kan komme som du er, hygge dig med andre eller blot få et fristed i dagligdagen. Du kan købe smørrebrød dagligt og/eller varm mad 2 x ugentligt. Vi bor Thorsgade 61, 2200 København N Hilsen Personalet 24 hus forbi nr. 61 juni 2007 hus forbi nr. 60 juni

14 X-ord af Anne Jensen tidligere hjemløs Vorherres køkkenhave juni Foto: Scanpix Navn: Adresse: Postnr.: By: (Skriv venligst tydeligt med blokbogstaver) Send løsningen på X-ORD senest 31. juni Blandt de rigtige løsninger trækkes lod om et boggavekort til en værdi af 500 kr. og 10 cd er Hjemløs. Vinderne af cd er får direkte besked pr. post. Løsninger sendes til: Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Mærk kuverten x-ord Vinder af bog-gavekort Benedikte Knudsen Møllevej Idestrup Vildrede nr. 59 # Klip ud og send ind Læser digt Den gule ghettoblaster og solens rum, i nærheden af røde laktasker og Anders And plaster over næsen. Gaden stadig tør efter sultne sten, mens byen hele tiden blander sig, puster sig op Er lige så længe om at fylde bilen med unger og mad, som han er om at skrive et digt Græsrødder eller ej, det er nu voksne mennesker, der selv skal tage stilling til rummet, og det der er længere ude, Af og til rådvild og usikker, men vender tilbage til det, der ikke er længere Uden at skuffes igen, slukker den røde knap, Går og ligger igen og igen, i morgen med forhåbentlig - bare lidt ældre et er stadigvæk D koldt tidligt om morgenen, så klædt rigtigt på og udstyret med kikkert, vand, madpakke, kniv og vidjekurv er det min plan at drage ud til de skove, jeg kan se fra mit vindue på 5. sal. Det her med at være morgenmenneske er måske ikke helt lige mig, men selv her giver Vorherre mig en hjælpende hånd. At jeg bruger vækkeur er rent blær, for inden solen står op for at belyse køkkenhavens endnu lysegrønne skær, har fuglene allerede slået vækkeuret Vilde jordbær med halve timer og heldigvis en smuk forsommersolopgang, medens kaffen snurre lystigt og ostemadderne bliver smurt, det er da livet. Mens mange fjæler sig i sengehalmen, kan jeg rigtig nyde, hvordan farve nuancerne skifter i takt med fuglenes kvidren eller advarsler, om man nu vil, for både kattedyr og rovfugle holder skam meget af fugleungemorgenmad. Af sted skal jeg, der er en dejlig lang dag at nyde, og jeg skyder genvej gennem en lille havekoloni, og (tro det eller ej) for første gang siden mit første møde med min langskæggede følgesvend i Den Store Køkkenhave, Vorherre, har han Foto: Scanpix været så tæt på min bopæl. Men! Alt har en forklaring Vorherre er simpelthen gået i selvsving over, at hele hans køkkenhave fungerer præcis, som han havde planlagt, og derfor kan han dårligt vente med at fortælle mig det. Han gør det ikke med ord, han spreder blot armene ud, drejer rundt og siger ordløst: - Se, se, se. Af og til nikker han anerkendende mod en lille menneskeskabt kolonihave, hvor man ikke slår hans elskede planter ihjel, som f.eks. skvalderkål og mælkebøtter, og jeg må give den gamle ret, nogle mennesker handler ilde. Nå, vi skulle jo egentlig ud til skovene, og under den lange gåtur deler han meget af sin viden med mig (hvor er det dejligt at være privilegeret). Hans skarpe syn ser et rådyr med et par hvidplettede lam i et område, hvor den røde valmue gør dem ekstra synlige. Det regner med manna Vi passerer også åen, hvor han fortæller mig, at havørreden nu er på vej op for at gyde. Nu er jeg kun et menneske og undskylder, at jeg lige må træde af i et krat, hvilket får ham til med ryggen til, at advare mig mod skovflåten, der er særlig aktiv her i juni. Så efter en meget hurtig aftrædning, får jeg en oplevelse, der efterhånden bliver en sjældenhed i Nordeuropa, der falder manna fra himlen. Hvis Vorherre nu havde været et menneske, havde han nok trimlet om på jorden af grin, det er simpelthen frugterne fra elmetræet, der her i juni lader sine bevingede smånødder regne ned fra træerne. Men vi har alle hørt om elmesygen (der for øvrigt skyldes en dum bille og ikke en sygdom), og da træet i sig selv kun har ringe værdi, står det vist nok øverst på fældningslisten. Vi når skovområdet, og der er stadig mange nye blade, der kan høstes til tørring og urtete og naturligvis høster jeg først og fremmest, hvad jeg skal røre op i min yoghurt naturel i aften, nemlig løgkarse, skovsyre, nye blade af skovjordbær og helt unge blade af den ved stranden groende hunderose. Nu har jeg altid været så glad ved lindetræet, der som alle ved, altid har stået midt på gårdspladsen, dengang der fandtes bondegårde. Med min foreløbige høst, fordelt i papirsposer, som jeg bærer i min vidjekurv, kommer jeg til et nedlagt landbrug, hvor der naturligvis står et lindetræ på gårdspladsen og med vanlig iver begynder jeg at høste de fine ny blade, der har denne honningagtige sødme, der, når man laver urtete, kan få engle til at synge. Jeg tror efterhånden, at Vorherres skæg er så langt, af at trække sig i det af grin over mine dumheder. Det jeg troede var honningdug på bladene, er faktisk sukkerholdigt bæ (eskrementer) fra bladlus. Bortset fra min inkompetence omkring bladlusebæ, så er lindetræet en lille historie værdig: Kunstige lemmer som f.eks. træben blev nemlig i gamle dage fremstillet af lindetræ. Sanserne skal bruges Min dag er ved at være gået, og høsten var som forventet god. Der blev både til tørring og til salatskålen og her kommer så, hvad man ellers kan hjembringe fra en sådan herlig dag i Vorherres Køkenhave: Først og fremmest skal sanserne bruges. Hvis gøgen f.eks. kukker efter den 23. juni kan man være helt sikker på en meget varm sommer, så gå ikke i dialog med landmænd, de frygter nemlig en usikker høst. Nullermændene ugleungerne er blevet svære at få øje på, men tro mig, de kan høres, selv midt om natten, hvor de skriger på mad. Skulle man ved aftenstide høre højlydt snøften, så vær ikke i tvivl; det er når pindsvinene meget forsigtigt parrer sig. Den lidt snurrende lyd man også kan høre er sandsynligvis natravnen, der med sin store flab ikke alene fanger insekter, men også fortæller lidt Vorherre er simpelthen gået i selvsving over, at hele hans køkkenhave fungerer præcis, som han havde planlagt Sankthansurt om dens territorium. Men! Der er så meget herude. Få fat på en Naturbibel og høst netop nu lægekokleare, strandkål og de mere ualmindelige urter og så er der skovjordbærret og skovhindbærret, som er et must for dem med en sød tand. Både for nye og gamle læsere af denne klumme er det vigtige ikke at komme hjem med rygsækken fuld af urter; det er selve det, at den indre rygsæk er fuld af noget, af oplevelser, man kan tænke og drømme om i ugevis. Og som en lille nota-bene: Hvis du er heldig at finde skovjordbær, så spis dem naturel, evt. med tyk usund fløde, lav ikke syltetøj af disse Køkkenhavens vidunderlige bær Vorherre ville også sende mig mindre behagelige blikke, hvis jeg kom med en sådan anbefaling. Jeg har talt med en del Hus Forbi-læsere, der har udtrykt bekymring om troskab. Lad mig derfor en gang for alle fortælle, at, hvis man ved midnatstide den 23. juni plukker en sankthansurt selvfølgelig på en kirkegård og hænger den op på loftbjælken, da vil den holde sig sund og frisk så længe troskaben varer. Desuden vil bondemanden kunne bruge samme metode, hvis han vil vide om gårdens folk og fæ vil trives og holder sig sygdomsfri resten af året. steenviggo@galnet.dk Steen Viggo, tidligere hjemløs og udeligger 26 hus forbi nr. 61 juni 2007 Indsendt af Nanna Nebbegård, Brønshøj hus forbi nr. 60 juni Foto: Niels Nyholm

15 Tre spørgsmål til Sabina Lennert 44 år og hjemløs: Hvad fik du at spise i går? - Jeg fik en halv burger, som jeg selv havde købt, men den smagte ad helvedes til. Jeg har jo en gang været vant til en rigtig burger, som min mor lavede. Hvad går du og tænker på i øjeblikket? - På alt det tyggegummi, som folk smider på gaden. For vores hunde ligger jo alle vegne og nu hvor det er blevet varmt, så smelter tyggegummiet og filtrer sig ind i pelsen. Det gælder også glasskår. Hr. og fru Danmark smider bare rundt med flasker og tyggegummi. Vi prøver faktisk at rydde op efter os selv. Er der noget, du er glad for lige nu? - Jeg er glad for, at min ældste datter klarer sig så godt. Hun har lige fået sin egen lejlighed, en uddannelse og et kørekort. Af Birgitte Ellemann Höegh. Foto: Holger Henriksen De er jo mine englebørn Historier fra gaden Sabina Lennert savner sine fem børn, som hun ikke får set nok til i øjeblikket - Det første jeg tænker på om morgenen, er mine børn. Jeg tænker på, om de klarer sig godt i skolen, om de har nogle gode kammerater, tænker på om min ældste datters kæreste er sød ved hende, og om de kan tale om tingene, så de ikke ender i samme situation som mig, fortæller Sabina Lennert. Hun sidder på fliserne på Kultorvet sammen med kammeraterne. De er i alt hjemløse, som holder sammen og i dagtimerne bevæger sig mellem Nørreport, Kultorvet, Gammel Torv og Christianshavns Torv med deres vogne, poser og hunde. Denne formiddag bliver tiden slået ihjel af cirka 10 af vennerne på et hjørne af Kultorvet med et par flasker sprut, øl og cigaretter i det strålende solskinsvejr. Nogle sidder på jorden, en enkelt i en rullestol og tre har sat sig på en bænk. 44-årige Sabina Lennert har været hjemløs de sidste fire år og er en af de hard core. Hun har lige nu kun det tøj, hun står og går i samt en tandbørste i højre jakkelomme og så selvfølgelig sin hund, Siku, hvis navn betyder is på grønlandsk. Mere kan hun i øjeblikket ikke holde styr på. Resten er opmagasineret hos venner og familie. For fire år siden bad Sabina kommunen om at tage sig af hendes fem børn, der nu er mellem 13 og 20 år. - Jeg er enlig mor og havde stået alene med børnene i mange år. Jeg kom længere og længere ned og drak mere og mere og syntes til sidst, det var synd for børnene. Og så har jeg også gigt og mange smerter, fortæller Sabina Lennert, der er født og opvokset på Grønland med en grønlandsk far og dansk mor i byen Qaanaaq, men flyttede med sin familie til Danmark, da hun var seks år. I dag er de to yngste af Sabinas børn i familiepleje, de to midterste bor på ungdomspension, og den ældste bor for sig selv på kollegium. - Min datter fylder faktisk 20 år i dag. Jeg talte med hende i går, og hun har sagt, at det er ok, hvis jeg ikke ringer. Hun ved godt, at jeg elsker hende ja, det ved de alle sammen godt. De er jo mine englebørn. Jeg har ikke så meget kontakt til dem, men jeg ser dem da en gang imellem. De to ældste drenge kommer selv, de ved godt, hvor de kan finde mig, og det gør min datter også. Sabina ved at det liv, hun lever i øjeblikket, tærer på hendes krop. I nat lagde hun sig til at sove oppe i den første ende af Strøget ved Rådhuspladsen uden for 7eleven, Jeg kom længere og længere ned og drak mere og mere og syntes til sidst, det var synd for børnene men da et par narkomaner dukkede op, valgte hun at flytte ned til H&Mbutikken midt på Strøget: - Ind imellem sælger jeg jo Hus Forbi foran 7eleven, så jeg vil ikke ses sammen med nogle junkier, der sidder og stikker sig i armen, fortæller Sabina Lennert. Efter at hun havde sovet nogle timer ved H&M, tog hun det første morgentog til Klampenborg, for dér vidste hun, at hun kunne finde nogle af vennerne og dermed også lidt sovegrej, som de alle kalder deres soveposer og liggeunderlag for. Men allerede klokken ni tog hun tilbage til København, fordi hun havde aftalt at mødes med en af gadesygeplejerskerne: - Jeg føler mig ikke helt på toppen i øjeblikket, så jeg ville gerne tjekkes for TB (tuberkulose, red.). Mens vi sidder og snakker, begynder en af kammeraterne at gå amok på en telefonboks og kalde den for lede luder. Maskinen har slugt en 20 krone-mønt, som han havde planlagt at ringe sin mor op for. Han råber RIGTIGT HØJT og kammeraterne prøver at dysse ham ned: - Du smadrer ikke den boks, det gør du bare ikke, siger blandt andet Sabina. En hjemløs kvinde kommer hen med mad til en af hundene; noget thaimad i en papboks, som hun sikkert har fundet i en skraldespand. Røde Orm, som ejer hunden, minder hende om, at maden skal deles med de andre hunde blandt andet Sabinas hund. Sabina lader kvinden samle halvdelen af risretten op for at give den videre til Siku skønt hun lavt meddeler, at den faktisk ikke kan lide ris. Men Røde Orm mener, den skal have tilbuddet. - Der er ingen hunde her, der skal snydes, siger han. Røde Orm er ifølge Sabina manden, der har hjulpet hende ind i vennekredsen, og han kalder hende da også for sin søster. Og når man først er accepteret af rødderne, kan man stort set te sig, som man vil, men det er ikke lige nemt, at komme ind i varmen. Derfor står Røde Orm og Sabina hinanden nær. Røde Orm har netop fået lejlighed på Nørrebro og føler det ret mærkeligt, efter mange år på gaden. Sabina vil gerne støtte ham, og derfor tager hun nok med ham hjem og sover i aften. Og så snart, det bliver den første, og hun har indløst sin pension, kommer hun ud og laver et rigtigt godt måltid mad til ham: - Jeg har faktisk tænkt på hvalbøffer eller rensdyr... Kan du lide fisk?, spørger hun Røde Orm. Det kan Røde Orm heldigvis godt. birgitte.hoegh@os.dk