Det urolige bibliotek

Transkript

1 Danmarks Biblioteksskole Hans Elbeshausen Det urolige bibliotek Målgrupperelateret kulturarbejde som normimplementering Om etniske minoritetsgruppers kontakt med danske folkebiblioteker

2 Danmarks Biblioteksskole Birketinget København S Hans Elbeshausen Institut for Biblioteksudvikling Maj 2004 ISBN:

3 Indholdsfortegnelse Forord... 3 Indledning... 4 Det lyse bibliotek... 4 Undersøgelsens problemstilling Teoretiske perspektiver Normimplementering: processen og aktører Procesmodel - Normimplementering Metoden og metodologien Praktiske perspektiver Normimplementering i praksis Biblioteket i Hedemarken gennemslagskraft i nærsamfundet Farum Biblioteket og den informelle kontrol Avedøre - Bibliotek og den netværksorienterede konfliktløsning Vollsmose: bibliotek, læringscenter og det målgrupperelaterede kulturarbejde Brøndby Strand: Biblioteket Det kulturelle værested Ishøj Biblioteker - fælles fodslag Greve Kommunes Biblioteker - kulturarbejde og kontrol Perspektiver i praksis Normimplementering på det urolige bibliotek Vurdering af eksterne faktorer Normimplementering som sikring af biblioteksrummet Normimplementering som opdragelse af låneren Normimplementering som udvikling af brugergruppen Tidshorisonter, politik og publikum Dilemmaer i det bibliotekariske rum Konfliktens logik og bibliotekets logik At indrette sig med uroen Man kan altid gøre for meget eller for lidt Samtalens dilemma Uroen som undtagelse eller del af bibliotekets livsverden Mod en afslutning Litteratur Interviews Ikke publicerede kilder Bilag

4 Forord I de foregående tre år har jeg beskæftiget mig med uroproblemer på danske folkebiblioteker. Det er hensigten at lade fænomenet komme til udtryk i denne rapport som et socialt fænomen. Rapporten kunne ikke være blevet skrevet, hvis Kulturministeriet ikke havde støttet mig i at gennemføre undersøgelsen. Det vil jeg gerne sige tak for. I de to år har jeg fulgt et antal folkebiblioteker i deres forsøg på at løse urofænomenet. Der har man brugt en del energi, tanker, handling og ressourcer på endnu en gang at tage kampen mod uroen op. De i undersøgelsen deltagende biblioteker skal have en stor tak for, at de brugte deres knappe tid på at tale med mig om urofænomenet. Min tak gælder ikke kun de biblioteker, som jeg til sidst valgte at analysere nærmere, men også de to biblioteker, der pga. den valgte analysestrategi ikke blev arbejdet videre med. Det er Slagelse Centralbibliotek og Solvang Bibliotek (København). Rapporten om Det urolige Bibliotek er i høj grad bibliotekernes rapport. At rapporten har fået det rette udseende skyldes mange menneskers indsats. Bibliotekar Peter Skov og Jakob Sestoft har hjulpet mig med dataindsamlingen. Gunhild Sestoft, Annette E. Madsen, Jytte Svane-Mikkelsen og Jenny Jensen har taget sig af den slidsomme, men nødvendige opgave at læse korrektur. Og endelig har bibliotekar og etnisk konsulent Bente Weisbjerg med forfriskende kommentarer tvunget mig til at se urofænomenet ud fra et praktisk perspektiv. Tak for hjælpen. Rapporten er blevet en del længere end jeg oprindeligt havde regnet med, at den ville blive. Dette skyldes blandt andet, at urofænomenet viser sig meget forskelligt på de enkelte biblioteker. I opsamlingen og konklusionen tager jeg højde for en række, men ikke alle individuelle omstændigheder. Konklusionen kan stå alene, men et helhedsbillede af urofænomenets og normimplementeringens mange facetter kommer først til syne, når man inddrager analysen af de enkelte biblioteker i sin læsning. Kommentarer og kritik kan rettes til Hans Elbeshausen, Danmarks Biblioteksskole, Birketinget 6, 2300 København S.; e- mail: he@db.dk. Kommentarer og kritik er meget velkommen; for der er stadig mange åbne spørgsmål tilbage, hvad angår urofænomenet og dets løsning. Maj 2004 Hans Elbeshausen 3

5 Indledning Uro på biblioteket fremstår for tiden som noget helt centralt i bibliotekarens, brugerens og offentlighedens bevidsthed. Uro er blevet til fællesnævneren for alt det, der forstyrrer os, der færdes på biblioteket. Uro kan imidlertid være mange ting. I det følgende redegør jeg for tre aspekter af uroproblematikken. For det første beskrives uroens mange fremtrædelsesformer på folkebiblioteket. Dernæst undersøges, hvordan bibliotekets personale oplever uroproblemer og hvad de i undersøgelsen deltagende folkebiblioteker har forsøgt sig med for at løse eller reducere uroens omfang. Til sidst diskuterer jeg sammenhængen mellem kulturarbejde og normimplementering. Undersøgelsen skrives ud fra metaforen Det urolige bibliotek. Det urolige bibliotek er det åbne og ubeskyttede rum. Det urolige bibliotek er både en institution under forandring og et sted, hvor der forekommer støj, vold og hærværk. Forandring og forstyrrelse definerer rammen for undersøgelsen. Biblioteket betragtes som det spejl, der reflekterer kulturelle og sociale brydninger. Genstandsfeltet for undersøgelsen er bibliotekets møde med uroen. Uro opleves for det meste som en forstyrrelse af folkebibliotekets normale drift. Der peges hovedsagligt på én gruppe som uromager: drenge i alderen mellem 7 18 og med en anden etnisk baggrund end dansk. Med andre ord: det er den besværlige bruger, der tiltrækker sig bibliotekets opmærksomhed. Spørgsmålet for undersøgelsen er, hvilke midler anvendes af biblioteket for at løse uroproblemet og virker disse midler efter hensigten. Dette spørgsmål drøftes ud fra syv forskellige bibliotekers bidrag til undersøgelsen. Det lyse bibliotek Metaforens kraft Metaforer har den formidable evne at kaste lys på de objekter og personer, interaktioner og følelser, der udgør vores omverden. Omverdenen træder frem i et bestemt lys, så vi ser eller oplever tingene, interaktionerne og personer i metaforens skær. Metaforer hjælper os med at strukturere og forstå vores indre og ydre verden; følelserne, tankerne og objekterne er gennem brug af metaforer ikke længere diffuse enheder, men genstande, der for os er fyldt med mening og betydning. Metaforer er mere end retoriske figurer, der sætter skik på en ellers pæn tale - med det formål at fange læserens eller tilhørerens opmærksomhed. Som værktøjer for erken- 4

6 delse udgør metaforer en basis for, at vi på en mere hensigtsmæssig måde tilegner os og forstår en ellers kompleks og uoverskuelig verden. Tesen er, at vores erkendelse først og fremmest er af imaginativ art. Gennem brug af metaforisk tale overføres givne betydningsstrukturer fra et semantisk felt til et andet. Ved hjælp af metaforer sætter vi tingene i et mere fremkommeligt perspektiv. Metaforer er både sproglige og begrebslige. De fortæller os, hvordan vi anskuer vores verden, eller hvordan vi har indrettet os i den. Metaforer kaster lys på omverdenen på godt og på ondt. Deres gode sider består vel i, at de baner vej ind i ukendt oplevelsesrum. Ligesom et kort over et uoverskueligt område letter orienteringen, hjælper metaforer til med at forstå og strukturere et diffust betydningslandskab. Men når landskabet med tiden forandrer sig, vil kortene blive forældet og orienteringsmuligheder indsnævret. At se på tingene på én måde betyder samtidig også at se bort fra andre anskuelsesmåder. Metaforernes begrænsninger består derfor først og fremmest i at blokere for andre anskuelsesmåder eller i at indskrænke perspektiveringernes potentiale. Der sættes fokus på én anskuelsesmåde, mens andre måder at betragte tingene på fortoner sig lidt i baggrunden. Folkebiblioteket og lyset Folkebibliotekernes selvforståelse bygger fra begyndelsen på en forestilling om, at det er fornuften, der ligger til grund for den enkeltes dannelse og selvopdragelse samtidig med, at fornuften bærer udviklingen af vores kultur. Oplysning, information og myndiggørelse er nøgleord, når det gælder om at beskrive folkebibliotekernes programmatiske ståsted. Nøgleordene markerer desuden den forpligtelse, bibliotekerne i takt med de samfundsmæssige forandringer, har søgt til hver en tid at indfri. Bibliotekernes materialevalg, indretning og organisering samt bibliotekarens professionelle virke og service, er således tidsbestemte variationer over et tema, der henter sin inspiration og legitimitet fra en tid, hvor viden og dannelse var lig med kulturelle fremskridt, civilisationens opblomstring og fornuftens virkeliggørelse. Når de sociale, politiske og kulturelle omstændigheder medførte, at afstanden mellem realiteten og idealet var al for stor, så kunne man altid pege på det gode eksempel, der viste, at tingenes tilstand kunne ændres og en fremadrettet udvikling skubbes i gang. Men var midlerne først tilstede, så skulle idealet af det oplysende folkebibliotek også realiseres. For det var hverken viljen, der manglede, eller programmet, der var for uklart. Folkebibliotekerne har på baggrund af deres erfaringer med at modernisere det danske samfund udviklet en selvforståelse, der er proaktiv, handlingsorienteret og problemløsende. Et eksempel fra folkebibliotekernes pionertid viser, hvordan programmet, viljen og ressourcerne spiller sammen. Dengang var lokaleforholdene generelt ret kummerlige. Små og ikke særlig indbydende lokaler med dårlige lysforhold, beskedne faciliteter til selvstudium og for få bøger eller tidsskrifter, fremmede ikke just oplysningens sag. I et avisudklip fra 1922 berettedes der om, hvordan et nyindrettet og veludstyret folkebibliotek blev et symbol for oplysning, velfærd og læring. Det nye kredsbibliotek i Helligåndshuset i København oplevedes som et smukt og hensigtsmæssigt sted, der 5

7 med de 80 siddepladser og et tilsvarende langt udlånslokale direkte var anvendeligt til kulturelle og folkeoplysende formål. Træd ind under disse gamle, skønne hvælvinger, se reolerne med bøger, det ypperlige håndbibliotek, de nyeste hefter af ugeblade og tidsskrifter, dagens aviser. Se, på hvert bord en blomst eller plante. Blomsten på bordet! Ja, i sandhed, disse blomster er symbolske for ånden i denne institution. De kaster et smil, en velkomsthilsen af skønhed og finhed ind mellem disse bøger, de siger til den hjemløse: her er du hjemme; til os alle: herinde er det overskud af kultur. (Berlingske Tidende, ; Hvenegaard Lassen s, 149) I avisartiklen kan man desuden også få øje på et andet betydningsniveau. Der berettes nemlig ikke kun om det gode eksempel, der viser, hvordan en opgave er blevet løst. Der skabes også en særlig symbolik eller et bestemt perspektiv, der præger vores syn på og gengiver vores forståelseshorisont af det danske biblioteksvæsen. Skønhed og nytte, et overskud af kultur og et hjem for de hjemløse samt en ypperlighed af kundskab, der var organiseret efter et system og pænt opstillet i reolerne med de åbne hylder - dette var programmet for det oplysende folkebibliotek. Dertil kom så den faguddannede bibliotekar, der med omhu og fornuft kunne lede og forvalte den dengang nye kulturinstitution. Symbolikken, der knytter direkte an til oplysningstidens grundtanker, repræsenteres tydeligst i en metafor, som jeg vil benævne det lyse bibliotek. Andre skildringer understreger det særlige ved folkebiblioteket som den oplysende og oplyste institution, ved mere direkte at pege på lyset som den metafor, der bedst repræsenterer dets kulturelle betydning. Svend Dahl, overbibliotekar på Det Kongelig Bibliotek, beretter i De danske biblioteker (1940) om, at biblioteket var det lyse sted, hvor der færdes mange mennesker, og hvor lyset spiller i de forgyldte titler og mærker på bogryggene. I den store, lyse Udlaanssal færdes mange Mennesker, gamle og unge, mellem hinanden. De fleste holder til langs Vægreolerne, hvor Lyset spiller i de forgyldte Titler og Mærker paa Bogryggene. Det er en af de Timer om Aftenen, hvor Folkebiblioteket har sit største Rykind, og hvor Folk af alle Samfundslag søger til Reolerne for at finde de Bøger, som i de kommende Dage skal skaffe dem Viden om et eller andet Emne, der har fanget deres i Interesse, eller bringe dem den aandelige Oplevelse, som en god Roman kan give. (Svend Dahl: De Danske Biblioteket; i: Danmark vort Land (Redaktion: Byskov og Bindslev); Odense Sven Dahl beskriver folkebiblioteket som et travlt sted, hvor mange mennesker rykker ind og ud. Men travlheden giver ingen videre forstyrrelser. For der findes både bibliotekarer og kartoteker. Bibliotekarerne hjælper den uerfarne låner frem til den rette litteratur; og i de store kartoteker, som står i salens midte, søger den kyndige oplysninger om materialebestanden. Og selv ved skranken er der ingen uro. Der kan holdes kontrol med de bind, som dagligt går ud og ind af biblioteket. Med andre ord: der er ordnede forhold i folkebibliotekets verden og fremdrift. Folkebiblioteket har ifølge Dahl udviklet sig kolossalt i perioden op til 1940; døren ind til 6

8 en verden, hvor der kan hentes kundskab og inspiration, står nu åben for borger og bonde. De åbne hylder skaber en mere direkte adgang til universet af viden, kundskab og åndelig oplevelse. Det er nu ikke så mærkeligt netop at bruge lyset som metafor; Dahl skrev i en mørk tid, hvor oplysning både i Danmark og i resten af den oplyste verden havde trange kår. Biblioteket fremstår som det ordnede univers, hvor kartotekerne udgør et naturligt centrum, som bibliotekaren forvalter og låneren bruger. Det er heller ikke tilfældigt, at man som læser får indtryk af, at mørket holdes væk fra bibliotekerne. Bøgerne som lysets spejl udgør et værn mod vold, undertrykkelse og uvidenhed. Biblioteket som det oplyste rum er også tilstede i den såkaldte magtudredning om Danmark fra 2003 (Torben Beck Jørgensen, På sporet af en offentlig identitet); her beskrives og kortlægges værdier i stat, amter og kommuner. Det, der i magtudredningen skrives om folkebiblioteker, gengiver stort set den selvopfattelse, de moderne folkebiblioteker i Danmark bærer præg af: det åbne rum, hvor alle er velkomne og ingen kan eller må udelukkes fra; den kyndige vejledning, der gratis stilles rådighed for alle, der har brug for den; kvaliteten i oplysningsarbejdet og materialevalg, der sikres af den diskrete bibliotekariske ekspertise; biblioteket som lærende og omstillingsparat organisation, hvor bibliotekaren heller ikke er bange for at tage den nyeste informationsteknologi i brug. Gennemgående for alle tre skildringer er, at det er lyset, der strukturerer vores forståelse af de danske folkebiblioteker og det bibliotekariske rum. Det mest iøjnefaldende er, at denne metafor former vores syn på folkebibliotekernes aktiviteter i en dobbelt retning. På den ene side skabes en orientering, hvor sfæren omkring biblioteket deles op i en mørk yderside og det lyse indre rum. Hos Dahl er det mørke destruktive kræfter, i avisartiklen er det den barske sociale virkelighed og i Magtudredningen er det den mørke årstid, der danner kontrasten til det oplyste bibliotek. Her skinner et behageligt blødt lys, som forgylder bøgerne ved at give dem glans og aura, og som et overskud af kultur. Passagen mellem ydrerummet og indrerummet er velordnet. Orden forefindes og kan opretholdes. Den hjemløse får et hjem med skønhed, finhed og kultur; de to til tretusinde bind passerer skranken på en kontrolleret og nøje tilrettelagt måde. Således er der selv i det største rykind ingen uro, uorden eller kaos. Den bibliotekariske verden har desuden sin naturlige midte: kartoteket. Orienteringen sker ikke kun på en horisontal akse; selvom den vertikale dimension ikke er særlig tydelig, er den dog tilstede i de brugte teksteksempler; ord som oplevelse, oplysning, overskud af kultur eller materialebestandens høje kvalitet, der sikres gen- 7

9 nem bibliotekarens diskrete ekspertise, er eksempler på orienteringsmetaforer, der sætter det gode i relation til det, der er op. Viden er altid mere viden og opnås gennem oplysning. Det dårlige struktureres gennem det, der er nede. Mindre kyndige lånere (Dahl) vejledes af bibliotekets tjenestemænd. Vækkelsen, folkeoplysningens grundtanke, bygger netop på orienteringsmetaforen bevidst er op, ubevidst er ned. Med lyset som central metafor skabes således en orientering, der sætter vores opfattelse af og forståelse af de danske folkebiblioteker i et bestemt system af begreber. Lysmetaforen bruges både, når bibliotekernes program, indretning samt organisering og deres virke skal anskueliggøres. Bibliotekets komplekse virkelighed, bibliotekarens mangfoldige gøremål og lånerens informationsbehov bliver blandt andet ordnet efter en begrebslig struktur, hvorefter bibliotekets indre rum fremstår som velordnet, har et centrum, står i kontrast til mørket, hvor bibliotekaren virker opad og lånerens informationsniveau højnes. Lyset er en stor, men stille energikilde. 8

10 Folkebibliotekets programmatik Det er nu ikke videre mærkeligt, at bibliotekets virke relateres til et programmatisk udsagn og underbygges af tilsvarende symboler; i bibliotekshistorien findes der mange programerklæringer, som hver især gengiver de ideer, ønsker og forhåbninger, en given kultur knyttede til viden, kundskab og visdom. Der er dog noget særligt ved at bruge lyset som basis for folkebibliotekernes program. For det første er metaforen meget kompleks, har en lang historie og rummer mange betydninger. For det andet er den i sit udgangspunkt dualistisk. For det tredje virker metaforen som en slags spejl, der fortæller, hvordan det velindrettede bibliotek fungerer, hvordan både personalet og låneren opfører sig og hvilket lys, der kastes over biblioteket som kulturinstitution. Ordene fra magtudredningen fra 2003 taler et klart sprog; bibliotekarens ekspertise virker diskret, organisationen fremstår som harmonisk, biblioteket er gennemsyret af en positiv ånd og endeligt er der lige adgang til oplysning. Man kunne ikke ønske sig en bedre arbejdsplads og en mere velfungerende organisation; for der er overensstemmelse mellem brugernes behov og institutionens samt beslutningstagernes målsætninger. De tre skitser, jeg prøvede at gengive i det indledende kapitel, er nok fra forskellige perioder i den danske folkebiblioteks historie, men supplerer hinanden på ét punkt. De viser tilsammen, hvad der forstås ved Det lyse Bibliotek. I skitsen fastholdes dog også det øjeblik, hvori den enkelte skitse blev frembragt. I 1922 er det lyse bibliotek et eksempel på, hvordan et velfungerende og veludstyret bibliotek engang kommer til at se ud. I 1940 er det lyse bibliotek tilflugtsstedet for dansk kultur og identitet i en mørk og barbarisk tid. I 2003 er biblioteket det sted, der sikrer et vist intellektuelt niveau iblandt kulturindustriens mange tilbud. Vi møder værdier og - måske i endnu højere grad - de ønsker, der på de respektive tidspunkter var mest fremherskende. Der er forskel mellem eksempler og metaforer. Eksempler er et umiddelbart produkt af de erfaringer og den praksis, de indgår i. Eksempler bliver eksemplariske i det omfang, de opfordrer til reflekteret efterligning. De er åbne for ændringer og åbne for forandring. Metaforer er til gengæld samlende og fokuserende. Det særlige ved dem er, at de fremhæver særlige betydningsaspekter ved at nedtone andre. Blomster på bordet, lyset der spiller i de forgyldte bogrygge eller det behageligt bløde lys, der er kastet over bibliotekets areal at det netop er disse egenskaber, der drages frem, når biblioteksvæsenet i Danmark beskrives, forekommer mig som søgen efter en forsvunden tid. Med et lille glimt i øjet kunne man muligvis påstå, at metaforen hovedsagelig er en projektion af vores ønsker. Vi spejler vores nuværende behov og længsler i en fortid, der aldrig har eksisteret i den form. Både læseforeningernes og folkebibliotekernes historie har siden oplysningstiden været konfliktfyldt og næsten identisk med opbrud og uro, forandring og eksperiment. Løsrives metaforen Det lyse bibliotek fra oplysningstidens sociale virkelighed og kulturelle kampe, idylliseres bibliotekskonceptet. Biblioteket bliver på den måde til et harmonisk og konfliktfattigt sted, hvor lånerne er velopdragne og selvhjulpne, hvor bøgerne og andre informationsbærende materialer i sig selv er værdifulde og hvor konkurrencen med kommercielle og andre offentlige kulturformidlende institutioner 9

11 helst skal undgås. Metaforen fremmer forventningen til biblioteket som et stille og roligt sted, der er reserveret til individuel læsning. Dannelse, læsning og bibliotek udgør en enhed, der viser tilbage til den borgerlig-romantiske læsekultur, hvor den enkelte dannede sig gennem fordybelse, men ikke gennem interaktion, samtale og diskussion. Man kan nu spørge, om lysmetaforen i det hele taget giver den rette orientering, når folkebibliotekernes og bibliotekarens virke er lig med en selvopfattelse, hvor orden og viden altid er oppe og indtræden i det bibliotekariske rum er en kontrolleret affære. Ved at skrive denne rapport ud fra metaforen Det urolige bibliotek forsøger jeg at fremhæve de sider af folkebibliotekskonceptet, der tematiserer forandringen, interaktionen og biblioteket som det åbne og delvis ubeskyttede rum, hvor mennesker mødes, lånere betjenes og brugere får dækket deres informationsbehov. Det urolige bibliotek er biblioteket i forandring; det er også stedet, hvor uroen mødes i form af provokerende adfærd. Undersøgelsens problemstilling Det urolige bibliotek Uro på biblioteket fremstår for tiden som noget helt centralt i bibliotekarens, brugerens og offentlighedens bevidsthed. Uro defineres i første omgang som fællesnævner for alt det, der er forstyrrende for os, der færdes på biblioteket. Det er en almindelig lørdag; biblioteket åbner kl Allerede et kvarter før biblioteket lukker op, står der 10 til 12 unge i alderen fra 7 til 13 foran den store glasdør. Der strømmer flere til. Der er få danske børn, de fleste, der venter er af anden etnisk herkomst. Stemningen er rolig; der er dog nogen, der begynder at banke på ruden, da klokken nærmer sig 11. Nu skubbes og puffes der til hinanden. Døren bliver åbnet; børnene og de få voksne lånere fordeler sig i det store åbne rum. Det er internetmaskinerne, der trækker mest. Hurtigt samler grupper på fire eller fem sig om maskinerne. Der tales lidt højere nu. Man råber til hinanden hen over bordene. Personalet skrider ind for første gang; hun maner til ro og kontrollerer om dem, der sidder ved maskinerne, også er noteret på listen. To bliver bedt om at fjerne sig og give plads til andre. En direkte konfrontation kan undgås; men personalets henstilling kommenteres med sure miner og biblioteksmedarbejderen bliver betænkt med skældsord, da hun er på vej tilbage. Proceduren gentager sig flere gange i løbet af formiddagen. Klokken er lidt over ét. Atmosfæren, der indtil nu kunne beskrives som en kontrollerbar uro, skifter fuldstændig karakter, da to indvandrerdrenge på 14 hhv. 15 år kommer ind i biblioteket. Personalet ved skranken er pludselig meget agtpågivende og virker en smule anspændt; de, der sidder ved maskinerne, løfter hovedet, nogle rejser sig og går over i børneafdelingen eller vælger at forlade biblioteket. Der ligger spænding i luften, alle venter bare på, at den bliver omdannet til konfrontation. 10

12 Pludselig opstår skænderier ved internetmaskinerne; de to, der er kommet senere, vil til maskiner med det samme. Men der er ikke, og der bliver ikke gjort plads til dem. I hvert fald ikke lige med det samme. Personalet må til det igen, denne her gang dog ikke uden at sikre sig, at andre medarbejdere kan komme til undsætning, hvis konflikten eskalerer. Der kommer en henstilling om, at man ikke bare kan mase sig på. Der er klare regler, der gælder for alle: man skal skrives op til maskinerne. Svaret kommer prompte og i en meget flabet og ubehøvlet tone. Både kropsholdningen og stemmen virker udfordrende, aggressiv og voldelig. Bibliotekaren skal blande sig udenom; de har ikke tid til at vente; det skal de nok selv ordne med drengene. Nu må der trækkes en grænse og bibliotekaren må markere sin tilstedeværelse tydeligt. Kampen er begyndt. Bibliotekaren får mange ukvemsord i hovedet. De fleste med nedværdigende seksuelt indhold. Det hele ender med, at de to drenge bliver bortvist. Vagten er i mellemtiden blevet tilkaldt. Den ene af de to drenge forlader biblioteket af sig selv; den anden skal eskorteres ud af biblioteket. Som en sidste manifestation af sin foragt for institutionens regler og bibliotekarens personlige integritet benytter han lejligheden til at spytte på bibliotekaren, da bibliotekaren er på vej tilbage til skranken. Spytklatten rammer bibliotekaren på ryggen. Selve beretningen er en montage og dermed fiktiv; men den gengiver mange af de episoder, som bliver berettet om i de interviews, jeg har gennemført. Personalet og mange lånere på et folkebibliotek vil identificere denne beretning som noget, der regelmæssigt sker på folkebiblioteker med en høj koncentration af indvandrere og flygtninge. Men det er ikke kun denne form for uro, der belyses i denne undersøgelse. Med uro menes ikke kun den voldelige episode, der sætter sine synlige spor i vores opmærksomhed. Uro kan imidlertid være mange ting. Udgangspunkt for denne undersøgelse er, at uroens mest oplagte antonym hverken er det lyse eller det rolige bibliotek. Derfor henvises der til, at uro som metafor dækker over både forstyrrelse og forandring i folkebiblioteket. Forholdet mellem forstyrrelser og forandring er af dialektisk art, således at forstyrrelser er årsagen til forandring. Fokus på undersøgelsen er dog den forstyrrende uro i dens mange manifestationer. Uro som forandring Forandring er tæt forbundet med uro, røre og støj. Mange eksempler i bibliotekshistorien vidner om de kampe, der var nødvendige for at skubbe forandringen i gang. Institutioner og strukturer, rutiner og teknikker, der i dag hører til selvfølgelighederne, har i sin tid været genstand for kampe, fejder, intriger og uenigheder. Forandring skaber udvikling og udvikling avler forandring; forandring og udvikling udløser uro. Tre eksempler illustrerer, hvad der menes med uro som forandring. I Danmark har de moderne folkebiblioteker aldrig været et romantisk foretagende. For 120 år siden har de danske biblioteker på lige fod med andre institutioner været en handlekraftig aktør, da moderniseringen af agrarsamfundet skulle virkeliggøres. En 11

13 hel befolkning skulle opdrages til at være kompetente læsere og håndbogsbenyttere, der jævnligt besøgte læsesalene på folkebibliotekerne. Hvem husker i dag debatten om oprettelsen af børnebiblioteker og den forbitrelse det vakte, at mange førhen selvstændige børnebogsamlinger skulle ind under folkebogsamlingen. Kampen om børnebiblioteket var ikke kun en slåskamp om dets rette placering i et bibliotekssystem under udvikling. Kampen drejede sig også om, hvem der havde ret til at oplyse og opdrage børnene, hvordan oplysning og opdragelse skulle foregå og hvad der skulle til for at få børnene væk fra gaden og ind i bibliotekerne. Meget tyder dog på, at det var kampen om det rette koncept for børnebiblioteket, der frigjorde energi til at finde en ordning, der både tilfredsstillede børnebibliotekets brugere samt børne- og skolebibliotekarer. Et oplagt eksempel på sammenhængen mellem uro og forandring er Betænkningen om Bibliotekerne i informationssamfundet. I et meget nøgternt sprog peges på behovet for strukturændringer i det danske biblioteksvæsen, hvis bibliotekerne også i fremtiden vil være kompetente medspillere, når overgangen fra industri- til vidensamfund skal gestaltes. Det bliver understreget, at konkurrencen den interne og den eksterne er flyttet ind i biblioteket; der tales om oplevelsesorientering og biblioteket som kulturelt og socialt mødested; informationsteknologien anses for et nødvendigt arbejdsredskab i alle bibliotekstyper. Med denne betænkning tematiseres ikke kun, at biblioteksbegrebet skal ændres, der lægges godt nok indirekte også op til en konfliktfyldt og uroskabende strukturændring. Der flyttede f.eks. kommunikationsteknologi ind i folkebiblioteket; og der flyttede ved samme lejlighed sandelig også debatten om pornofiltre, fri adgang til information og den rette brug af internetmaskinerne med. Diskussionen og kampen kunne mærkes på det politiske plan og i de enkelte udlånsafdelinger. Men uro og alarm stoppede ikke ved kampen om den kontrollerede frie adgang til information. Betænkningen bød også på en reform af centralbibliotekssystemet, implementeringen af økonomiske udligningsordninger bibliotekerne imellem, fjernelse af professionsprincippet ved besættelse af lederstillinger og en del andre ting. Denne nytænkning er blevet skubbet i gang; kravet om forandring var ikke til at overse. Selv i rapportens sprog- og metaforbrug kan man genfinde den. Ind er nyt metaforen er blevet hyppigt brugt. Væsentligt for betænkningen er dog, at bibliotekssystemet i højere grad end tidligere er blevet til en flyttelig, fleksibel og foranderlig helhed. Nye elementer flyttes ind i systemet og gamle fjernes. Det nye bibliotekskoncept lægger op til et ret differentieret bibliotekskoncept, men dets kerne er forandring, udvikling og produktiv uro Et tredje eksempel, der skabte en del uro, ballade og hidsige kontroverser, er ændringen af biblioteksbetjening af etniske minoriteter, som Københavns Kommunes Biblioteker foretog i Med rapporten HVEM låner HVAD HVOR og hva så? (1999) varsles en ændring af gældende praksis. Det centrale spørgsmål, der stilles i og med rapporten, er, hvad folkebibliotekerne i Københavns Kommune kan gøre for, at etniske minoritetsgrupper skaber sig en selvvalgt social, kulturel og personlig identitet i det danske samfund. Det er netop formuleringen i det danske samfund, der vakte undren og harme; den hidtil gældende praksis var først og fremmest rettet mod oprindel- 12

14 seslandet og modersmålslitteraturen. Nu skulle der i større udstrækning tages højde for dansk sprog og kultur i den etniske biblioteksbetjening. Uroen fra dengang har været medvirkende til, at danske folkebiblioteker i dag taler om aktivt medborgerskab og arbejder målgruppeorienteret, når det gælder etniske minoritetsgruppers sociale og kulturelle forudsætninger for en mere ligeværdig integration. I forbifarten skal der henvises til, at uro som forstyrrelse står i vekselvirkning med forandringer og nyskabelser. Meget sigende eksempler fra bibliotekernes historie er, at de første meget enkle bibliotekskataloger blev udarbejdet, når klosterbibliotekerne skulle flytte deres inventar inkl. bøger. Årsagen til at flytte inventaret kan føres tilbage til den usikkerhed og fare, der opstår, når folk er på vandring eller armeer på strejftog. Nødvendigheden af den nyskabelse, som en inventarliste i klosterbibliotekssystemet repræsenterede, ville ikke have været tilstede, hvis den ydre uro ikke havde tvunget bibliotekerne til forandring. Rammen for undersøgelsen Rammen for undersøgelsen af urofænomenet er de store strukturelle og institutionelle forandringer, folkebiblioteksvæsenet i de sidste 40 år har måttet forholde sig til. På samfundsplan kan der peges på en ny international arbejdsdeling, om øget globalisering med kommunikationsteknologien som drivkraft, om ændrede sikkerhedspolitikker og konfliktmønstre, om den voksende individualisering og aftagende social kohæsion, samt en grundlæggende vandel i vores perceptionsmønstre. For folke- og forskningsbiblioteker har de nævnte strukturelle ændringer haft den konsekvens, at nationalstaten ikke længere er den eneste orienteringsramme. Bibliotekernes interaktionsog kommunikationsnetværk bliver på en og samme tid globale, transnationale, nationale og lokale. På denne baggrund skulle der udvikles nye samarbejdsformer og betjeningskoncepter, nye legitimeringsformler og kompetenceprofiler. Det har bibliotekerne været i gang med i det sidste halve århundrede. Tesen for undersøgelsen er, at uroen flyttede ind i folkebibliotekerne som en følge af den internationale migration og lader sig fjerne igen, når der findes tilfredsstillende løsninger for den internationale migration og dens eftervirkninger. At søge efter arbejde et andet sted i verden udgør kun en del af migrationsstrømmen. Der er andre grunde til at forlade sit hjemland og ikke ville eller kunne vende tilbage. Den kulturelle mangfoldighed, der er kommet til Danmark i kølvandet af den voksende migration, er et udtryk for socialstrukturelle forandringer på det globale plan. På samme måde som der skulle reageres på internationaliseringen i medieverdenen, så skulle der også reflekteres over de behov og de forventninger nydanskere har til institutionen folkebibliotek. I en globaliseret verden er moderniseringspresset vokset enormt. Det vanskelige er ikke at indpasse den nye kulturelle mangfoldighed i et ellers velfungerende bibliotekssystem. Der kan peges på mange positive tiltag og mange konstruktive forslag, der skulle sikre den mest optimale biblioteksbetjening for de etniske minoriteter. Det vanskelige ved opgaven er, at der skal løses andre opgaver på samme tid opgaver, der indholds- og kompetencemæssigt peger i helt andre retninger. 13

15 På den ene side gælder det om at anvende den nyeste informations- og kommunikationsteknologi. Teknologi bruges også til oprettelse af internetbaserede informationssystemer for flygtninge og indvandrere. På den anden side deltager biblioteker i samarbejdsprojekter, der på et meget elementært plan sigter mod at give indvandrergrupperne en stemme eller informere om deres sociale rettigheder i et sprog, der er forståeligt. Sprogstimulering og informationskompetence kræver, at der udvikles kommunikationsformer, der er målgruppespecifikke. De etniske minoritetsgruppers sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige forudsætninger splitter bibliotekets kompetenceprofiler. Hvor den ene opgave kræver teknisk snilde, forudsættes ved den anden empati og formidlingsevne. Fællesnævneren for begge kompetenceprofiler er, at bibliotekaren må tilegne sig et indgående kendskab til målgruppens kulturelle værdier. Med henblik på de etniske minoritetsgrupper står bibliotekerne foran en opgave, som jeg vil betegne som kvalificering til den dobbelte modernisering. På den ene side skal biblioteket bidrage til formidlingen af helt grundlæggende sociale og kulturelle færdigheder; på den anden side skal der kvalificeres til et arbejdsmarked, der i forvejen er højteknologisk og under stærk forandring. Dertil kommer, at der nemt opstår en forventning om, at tilegnelsen af viden og informationer gør en forskel. Biblioteker og andre institutioner bliver i et vist omfang taget til indtægt for, at læring fører til et meningsfuldt arbejde. Tese to er: målgruppens uddannelsesmæssige baggrund og dens livshistorie splitter folkebibliotekers kompetenceprofil op. Uro på biblioteket er et tegn på, at kompetenceprofilen i sin helhed ikke endnu svarer til de ret specifikke forudsætninger og den sociale og kulturelle virkelighed, etniske minoritetsgrupper befinder sig i. Tese tre siger: det er nødvendigt at anskue uroproblemet fra to sider. På den ene side er uro lig med hærværk, larm og støj, samt fysisk og psykisk vold. Den form for uro skal stoppes. Overgreb, vold og hærværk kan ikke tolereres. På den anden side er uroen også en indikator for, at folkebibliotekets regelværk, dets produkter og kultur ikke helt er i overensstemmelse med målgruppens forudsætninger, forventninger og behov. Der eksisterer en vekselvirkning mellem de to perspektiver på uroproblemet. Der en mange gode grunde til at belyse uroproblemet fra to sider. Fokuserer man f.eks. udelukkende på voldsaspektet, så kunne konsekvensen være, at problemet kunne løses ved voldsafværgende foranstaltninger, der i sidste ende kunne føre til en permanent eksklusion af uromageren fra biblioteket. Dette er en pessimistisk holdning til integrationsprocessen. Tager man alene udgangspunkt i læring og opdragelse, så overser man, at kulturmøder til tider kan udvikle sig til kultursammenstød. Denne indstilling vil jeg mene er naiv. Både forebyggelse og læring samt opdragelse og overvågning er nødvendige strategier, når uroproblemer på biblioteket skal løses. Todelingen af synet på uroproblemet har metodologiske konsekvenser. Todelingen bygger blandt andet på Hannah Arendts indsigt i, at al social handlen indbefatter både frihed og begrænsning samt gerning og håndgribelighed. Derfor belyses uroproblemer på den ene side ud fra en antagelse om, at hærværk, vold og brud af gældende normer hverken skyldes menneskets voldelige natur eller drifter, eller på den anden side er udtryk for civilisationernes uforenelighed og sammenstød. Selv voldelige adfærds- 14

16 mønstre er underlagt en rationel kalkule og er derved tilgængelige for argumenter og læring. Det er ikke lysten til at ødelægge, der fokuseres på. På den anden side regnes der med, at mennesker ikke altid er herre over deres handlinger eller til enhver tid har indsigt i deres motiver. Manglende indsigt er ikke ensbetydende med viljen til destruktion. Men ikke at kende motiverne for sine gerninger gør dem uberegnelige. I nogle tilfælde kan det være tilstrækkeligt at gøre normbryderne deres motiver bevidst eller vise dem konsekvenserne af deres handlinger. Opdragelse gennem oplysning er vejen til at løse problemet. I andre tilfælde er det nødvendigt at beskytte sig selv og andre gennem overvågning og eksklusion. Hvilken løsning, der vælges, afhænger af omstændighederne. Uro som forstyrrelse Biblioteker har måttet slås med uro, larm, tyverier og hærværk, siden den dag det første biblioteket blev indrettet. Bibliotekshistorien er fuld af eksempler, der viser, hvor hård en skæbne biblioteker gennem historien måtte lide. Tænk bare på biblioteket i Alexandria. Ligeledes har bibliotekaren siden den dag været meget opfindsom for at beskytte bibliotekets inventar og sig selv. Det er paradoksalt at forvente ro på biblioteket. Siden bibliotekerne blev åbne for publikum, er de offentlige steder; der færdes mange mennesker med noget forskellig social og kulturel baggrund. Alene antallet af de tilstedeværende samt det, de foretager sig, er i sig selv en kilde til uro. Det er jo folkebibliotekernes særmærke, at de er til og ved folket. Biblioteket, specielt folkebiblioteket er dog et rum for interaktion, oplevelser, kommunikation, underholdning samt uddannelse. Biblioteket var og er således et spejl for den almene kulturelle og sociale udvikling og brydning: uro i gårsdagens avislæsesal har nu om stunder flyttet sig til bibliotekets internetcafé. Når der tales om uroproblemer på folkebiblioteker, så tænkes der på de forstyrrelser i biblioteket, der er fremprovokerede. Og det er provokationen samt de efterfølgende konflikter, der har brændt sig fast på nethinden. Provokationen står helt centralt i vores hukommelse mest på grund af hændelsernes dramatiske sprog. Men der findes også den type uro og forstyrrelse, der er knyttet til bibliotekernes normale drift og interaktion med dets brugere. Uden at sammenligne folkebiblioteker med daginstitutioner, så kan man med udgangspunkt i de støjmålinger, der er blevet foretaget i børnehaver og vuggestuer, også forestille sig, at støjbelastningen generelt er stigende og udgør et vedvarende problem for de ansatte i offentlige institutioner. Der er en sammenhæng mellem den almindelige uro, hverdagsuroen, og den fremprovokerede uro; grænsen er flyvende, og som undersøgelsen vil vise, er det ganske ofte umuligt at afgøre, hvilken type uro, bibliotekaren for tiden slås med. Endelig er der krænkelser, trusler, vold og hærværk, bibliotekerne må slås med. Kun for at nævne tre voldsepisoder: i 1986 var det biblioteket på det Tyske Kulturinstitut, der blev raseret af BZ-ere; i april 2002 måtte brandvæsenet rykke ud for at slukke en 15

17 påsat brand på Hinnerup bibliotek; i januar 2004 var der slagsmål, overfald og hærværk på Biblioteket Blågården. I disse tre eksempler er bibliotekerne blevet ofre for vold og hærværk; men når skårene er fjernet, vil følelsen af angst og lammelse i et langt stykke tid være til stede i bibliotekernes kollektive hukommelse: angsten for, at det kan ske igen og lammelsen over den i situationen oplevede afmagt og fortvivlelse. Det er for tiden den største udfordring. Det urolige etniske bibliotek Konceptet for biblioteksbetjening af etniske minoriteter har været under forandring. I de foregående 40 år er der sket en gradvis ændring og tilpasning. Fra at betjene gæstearbejdere har biblioteket måttet omstille sig til at være brobygger mellem mennesker med mange forskellige kulturelle baggrunde og individuelle behov. Det, der så ud til at være en ren teknisk opgave, nemlig at finde de passende materialer til en lånergruppe med særlige forudsætninger, er blevet til en udfordring af større art. Udfordringen kan sammenfattes i to spørgsmål: Hvilke kompetencer og personalegrupper skal være tilstede i biblioteket for at det kulturelt mangfoldige bibliotek fungerer optimalt? Hvordan kan man ændre en institution, som af mange opfattes som symbol på danskhed, til at være et træfpunkt for mennesker, kulturer og ideer? Demografien og befolkningssammensætningen i Danmark har i de sidste årtier ændret sig markant. Med henblik på tilflytning til Danmark kan der peges på en række faktorer, der har haft stor betydning for folkebibliotekernes selvforståelse, opgaver og arbejdsrutiner. Tilflytning af indvandrere samt efterkommere er i perioden fra 1980 til i dag vokset betydeligt. Der er tale om en tredobling; tallet er steget fra ca i 1980 til i Hvis man desuden tager årtiet før 1980 med i betragtning, så er den hastighed, hvormed tilflytningen skete endnu mere dramatisk. Selvom tallene på grund af ændringerne i statistikken ikke kan sammenlignes helt, så tyder meget på, at der siden 1970 næsten er sket en tidobling. I 1970 opholdt udlændinge med opholdstilladelse sig i Danmark. Det er dog ikke alene stigningen i antallet af tilflytninger, der kræver forandring og nytænkning. Migrationsstrømmens etniske sammensætning bevirker, at de sociale og kulturelle systemer i Danmark har med en hidtil ukendt mangfoldighed og med forholdsvis små etniske grupperinger at gøre. Endvidere bliver migrationsprocessen fra firserne mere og mere uforudsigelig. Var arbejdsmigrationen i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne i det store hele et eksempel på den logik, der gælder på arbejdsmarkedet, så er den senere tilflytning til de vestlige lande langt mere uforudsigelig og kan i mindre omfang styres. Politiske, humanitære og økonomiske hensyn bestemmer både antallet og sammensætningen af indvandringen til Danmark. Migration skifter karakter; fra at være et reguleringsværktøj for konjunkturelle udsving på arbejdsmarkedet, er den blevet til en politisk, social og humanitær forpligtelse. 1 16

18 I en række betænkninger, mange artikler og endnu flere diskussioner funderes over de problemer og udfordringer tilflytninger af etniske minoritetsgrupper betyder for dansk kultur og samfund og hvad folkebibliotekerne kan bidrage med for at mindske problemerne og mestre udfordringerne. Denne undersøgelse er ikke det rette sted at give en historisk oversigt over problemskitser og løsningsforslag, som aktørerne på forskellige beslutningsniveauer har udarbejdet. En god oversigt over litteraturen findes i brugerundersøgelsen Frirum til integration (2001), i Mangfoldighedens biblioteker 2 eller ud fra et nordisk perspektiv i Det multikulturelle bibliotek visjon og virkelighet 3. Vigtigt er det dog at fastholde, at paradigmeskiftet i biblioteksbetjeningen af indvandrere og deres efterkommere trækker ud. Selvom arbejdsindvandringen for længst var bragt til ophør, holdt man stadig fast i, at biblioteker har med gæster at gøre, hvis ophold er tidsmæssigt begrænset. Både i Bibliotekstilsynets betænkning fra 1975 (De udenlandske arbejdere og folkebibliotekerne. Bibliotekscentralen 1975) og betænkningen fra 1980 (Biblioteksbetjening af indvandrerbørn. Bibliotekstilsynet 1980) anses opholdet i Danmark for et mellemspil. Grundlæggende gik man ud fra en todeling: kendskab til det danske samfund for at kunne udføre et arbejde i Danmark; bevaring af hjemlandets kultur og sprog for at kunne vende tilbage efter beskæftigelsens ophør. (De udenlandske arbejdere og folkebibliotekerne, s ). Ser man bort fra mange vellykkede projekter, folkebiblioteker med en stor indvandrerkoncentration har udviklet og gennemført, så er der dog først inden for de sidste fem år blevet formuleret et nyt koncept for biblioteksbetjening af etniske minoritetsgrupper i Danmark. F.eks. har Jens Thorhauge, direktør for Biblioteksstyrelsen, ved flere lejligheder 4 sidst på en konference med overskriften Biblioteket en port til det danske samfund (Kolding, 4. og 5. februar 2004) talt om et modelskifte. Kernen i det nye koncept er, at bibliotekaren bevæger sig ud af biblioteket og ind i den verden, som indvandrerne er i. Den direkte kontakt, dialog og gensidig læring er nøgleord i den nye betjeningsmodel. Set i bakspejlet virker det, som om det tog en del år, før den etniske mangfoldighed, det enkelte folkebibliotek længe har oplevet og skullet indpasse i biblioteksarbejdet, kunne sammenfattes i et mere tidssvarende koncept. Men det er vigtigt, at der er annonceret et paradigmeskift. For nu har de biblioteker, der længe har arbejdet med biblioteksbetjeningen af etniske minoritetsgrupper, fået en fælles referenceramme at arbejde udfra og en bedre platform for at legitimere deres arbejde. Perspektivet på uroen Hvis uro i forbindelse med migration opfattes som fravær af tryghed og sikkerhed, så bygger dette hovedsagelig på, at der er forskellige værdier, normer og kulturelle identiteter på spil. I dette perspektiv går man ud fra og regner med, at alle er i besiddelse af samme kultur, som de desuden deler med hinanden. Endvidere er man enige om, hvad kulturens fundament består af. Indvandrerne og deres efterkommere har - som udgangspunkt - ikke del i den kulturelle fællesmængde. Afvigelser opleves ofte som en trussel. Flertallet vil derfor føle sig truet, så længe differencen ikke er neutraliseret og forskellen ikke bragt til ophør. Der tales om assimilation, som bliver den ufravigelige forudsætning for tryghed og sikkerhed. 17

19 Problemet består imidlertid ikke i, at der kan forekomme uhensigtsmæssige, regelovertrædende og ligefrem ulovlige handlemåder i dialogen og interaktionen med biblioteket og dets personale. Vanskeligt bliver det derimod, så snart handlemåden eller adfærdsmønstret menes at være udtryk for en kulturel difference. For det drejer sig ikke kun om at finde løsningerne af praktisk-instrumentel art. Den regelbrydende handling bliver et eksempel på, hvor stor afstanden mellem to eller flere kulturer kan være, og hvad denne afstand kan føre med sig af problemer, misforståelser og fejltagelser. Det kan let blive et opgør mellem dem og os, mellem at ekskludere og integrere samt at acceptere og afvise. Men det er svært at trække en klar og entydig grænse mellem socialt, politisk og juridisk uacceptable handlemåder og de bagvedliggende kulturelle årsager. Vanskeligheden vokser yderligere, så snart etniske minoritetsgrupper er på spil. For det er jo nærliggende at bruge kulturen som forklaringsramme, når den kulturelle difference er åbenlys og iøjnespringende. Hvor svært det kan være, fremkommer i følgende citat fra undersøgelsen Frirum til integration 5, hvor biblioteksledere blev bedt om at give deres bud på de største udfordringer for biblioteker i integrationsprocessen: Den største udfordring bliver at forene den anglo-skandinaviske demokratiopfattelse med holdninger og normer, som stammer fra andre kulturer. At sikre at tilbuddet om fri og lige adgang til information ikke ødelægges af utilpassede unge med svære sociale problemer. (Frirum til integration. 2//2001 s. 11) Spørger vi efter, hvordan man kan undgå den dualistiske logik, der ligger til grund for den kulturelle forklaringsmåde, så vil det være oplagt at henvise til, at indvandrerne og efterkommere faktisk ikke opfører sig anderledes end de fleste danske brugere af biblioteket. De bruger de danske folkebiblioteker stort set på samme måde, som resten af befolkningen gør. Dette argument kan underbygges med statistiske oplysninger. Brugerundersøgelsen Frirum til integration benytter sig stort set af denne argumentation, hvor den oplevede virkelighed bliver stillet over for den såkaldte objektive virkelighed. For ikke at benytte sig af en kulturel forklaringsramme minimeres eller relativeres de forskelle, der rent faktisk forefindes. Det vil sige, at de, der har været de fremmede, pludselig er blevet til nogen, der er som os eller i det mindste ligner os. Der er dog i hvert fald to ulemper knyttet til måden at undgå de kulturelle forklaringer på. For det første oplever vi ikke virkeligheden, som den ifølge statistikkerne og/eller objektivt er eller skulle være. Vores handlinger er tæt knyttet til, hvordan vi oplever vores omverden, hvilke erfaringer vi har gjort os og hvilken viden vi er i besiddelse af. For at give et eksempel fra denne undersøgelse behøver man kun at forestille sig, hvordan vi oplever uroen. Kilden til larm og aggressivitet i et bibliotek kan sagtens bestå i, at biblioteksrummet er for lille, at der står for meget materiale og at der færdes for mange mennesker på en og samme tid. Men når der løber nogle små indvandrerdrenge efter hinanden eller taler højt, så vil vi mod bedre viden opfatte drengenes adfærd som årsagen til uroen. For det andet må man også at se i øjnene, at vi med denne type argumentation ikke kommer ud over den dualistiske betragtningsmåde. Problemerne gøres mindre og rela- 18

20 tiveres ved at fremhæve, at indvandrerne og efterkommere ikke er skyld i det hele, at der ingen grund er til at frygte dem og at der heller ingen grund er til at dæmonisere dem. Men grundlæggende kommer vi ikke ud over den opfattelse, at det er den kulturelle forskel, der er årsagen til uhensigtsmæssig adfærd og handlemåde. En mere uddybende fremstilling af de brugte argumenter findes i Jef Huysmans artikel: Migrants as a security problem. 6 Et andet grundlæggende perspektiv danner forklaringsrammen for uroproblemernes tilsynekomst i de danske folkebiblioteker, så snart man går ud fra, at den kulturelle mangfoldighed ikke er en samfundstilstand, der er til debat, men udgangspunktet for debatten. Kulturel mangfoldighed eksisterer. Der findes mange kulturer, nogle er mere fremherskende end andre; men det er ikke muligt at udelukke nogle af dem, da de er en del af den sociale og kulturelle virkelighed. Mangfoldigheden udgør dermed den forståelseshorisont, som forskellige sociale, politiske, juridiske handlinger indskriver sig i. Dette betyder på den ene side, at samfundet i dag er mere fragmenteret end det var for 50 eller 100 år siden. På den anden side rummer et mangfoldigt samfund flere muligheder og chancer for individerne end et monokulturelt samfund. Livsformer er mere åbne, livsstile varer ikke for hele livet og identiteter ændrer sig med tiden. Socialforskningsinstituttet (2002) fremhæver, at Danmark i dag er et multietnisk samfund, og peger på integrationsvanskeligheder og muligheder i et samfund under forandring. Normalitetsfiktionen er afskaffet samtidig med, at integrationsprocesserne er blevet mere differentierede. Integration går ikke længere på personen, men tager udgangspunkt i de funktioner og roller, personen i et givent samfund er knyttet til eller udfører. For folkebibliotekerne betyder dette vel, at det er vigtigt både at øge de etniske minoritetsgruppers uddannelseschancer og at udvikle deres viden om oprindelseslandet samt at give mulighed for at opbygge sociale netværk på tværs af kulturerne gennem brug af informationsteknologien. Med et mere dynamisk og differentieret begreb om integration er det muligt at skelne mellem forskellige former for integration. Det være sig integration på arbejdsmarkedet eller integration i forskellige sociale sammenhænge. Det er ikke på forhånd givet, at integration i én kontekst hænger sammen med og er forudsætning for integration i en anden. Heri ligger også, at ensartet og lydefri integration måske ikke er den rigtige eller den vigtigste tilgang for analyse og vurdering af den proces, der foregår mellem forskellige grupper af etniske minoriteter og majoritetssamfundet. (Mange vej til integration; 2002, s. 10) I brugerundersøgelsen Frirum til integration peges på to udviklingsområder, hvis folkebiblioteker også fremover aktivt skal gå ind i udviklingen af det kulturelt mangfoldige samfund. På den ene side skal biblioteket blive til et interaktivt kulturmødested for alle borgere i det danske samfund. Herudover ligger opgaven i at forvandle biblioteket til et interaktivt kulturmødested. Udover at formidle informationer og viden kan biblioteket i et samspil med andre udbydere være med til at præge udviklingen ved at tage initiativer, støtte og deltage i relevante projekter på området. (Frirum til integration; 2//2001, s. 11) 19