Nordiske sange. Sommerkursus Århus Danmark nu blunder den lyse nat Thøger Larsen 1914 Melodi Oluf Ring, 1922

Transkript

1 Sommerkursus Århus 2008 Nordiske sange 1. Danmark nu blunder den lyse nat Thøger Larsen 1914 Melodi Oluf Ring, 1922 Danmark, nu blunder den lyse nat bag ved din seng, når du sover. Gøgen kukker i skov og krat. Vesterhavet og Kattegat synger, imens det dugger, sagte som sang ved vugger. Danmark, du vågner med søer blå mætte som moderøjne. Alt, hvad i dine arme lå, lader du solen skinne på ser, hvor det yppigt glider, frem af forgangne tider. Lærker, som hopped af æg i vår svinder i himlens stråler. Tonerne ned med lyset går, samme sang som i tusind år. Lykken fra glemte gruber klinger af unge struber. Hyldene dufter i stuen ind ude fra Danmarks haver. Kornet modnes i sommervind Hanegal over lyse sind stiger bag gavl og grene, hvæsset som kniv mod stene. Køer og heste og får på græs hen over brede agre, åbne lader for fulde læs, sejl, som stryger om klint og næs, byger, som går og kommer, - det er den danske sommer Pigernes latter og lyse hår leg, som får aldrig ende, øjnene blå som vand i vår mildt om et evigt Danmark spår sol over grønne sletter lykke og lyse nætter. 2. Den danske sang er en ung blond pige Kai Hoffmann 1924 Melodi: Carl Nielsen Den danske sang er en ung blond pige hun går og nynner i Danmarks hus, hun er et barn af det havblå rige hvor bøge lytter til bølgers brus. Den danske sang når den dybest klinger, har klang af klokke, af sværd og skjold. I mod os bruser på brede vinger en saga tone fra hedenold. Al Sjællands ynde og Jyllands vælde, de tvende klange af blidt og hårdt, skal sangen rumme for ret at melde om, hvad der inderst er os og vort. Og tider skifter, og sæder mildnes, men kunst og kamp kræver stadig stål, det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes det flammer hedest i Bjarkemål. Så syng da, Danmark, lad hjertet tale, thi hjertesproget er vers og sang, og lære kan vi af nattergalen, af lærken over den grønne vang. Og blæsten suser sin vilde vise, og stranden drøner sit højtidskvad, fra hedens lyng som fra stadens flise skal sangen løfte sig ung og glad. 3. Den røde tråd Shu-bi-dua Hvad mon man er før man blir til Et stjerneskud, et puslespil? En tanke-torsk en gulerod? Man må for fa 'en ha ' været nogen! Moders barm var rød og hvid Til min far sa hun :Glid Vi var en kæmpe børneflok og der var aldrig penge nok. Man må for fa 'en ha ' været nogen! 1

2 Otte år og jeg var klar til at gå på kaffe bar Min ryg så ud som strivret flæsk for dagens ret var tørre tæsk. Man må for fa 'en ha ' været nogen! Jeg voksed ' og koksed ' jeg fandt en plads i solen I skolen lærte jeg at skrive DE med stort. Man må for fa 'en ha ' været nogen! Men jeg ku aldrig bli til noget trods min store ordforråd stod i kø på livets vej mens andre overhalede mig. Man må for fa 'en ha ' været nogen! Jeg voksed og koksed og fandt min plads i skyggen med ryggen op mod muren: Hvorfor blev jeg født? Man må for fa 'en ha ' været nogen! Og hvad mon der sker, når man skal bort? Når livets skjorte bli 'r for kort? Hvor mon den er den røde tråd? Man må for fa 'n da bli ' til noed! 4. Der er et yndigt land Adam Oehlenschläger 1823 Melodi: H. E. Krøyer 1835 Der er et yndigt land, det står med brede bøge nær salten østerstrand nær salten østerstrand det bugter sig i bakke, dal det hedder gamle Danmark og det er Freja's sal, og det er Freja's sal. Dér sad i fordums tid de harniskklædte kæmper udhvilede fra strid udhvilede fra strid så drog de frem til fjenden mén, nu hvile deres bene bag højens bautasten, bag højens bautasten. Det land endnu er skønt, thi blå sig søen bælter, og løvet står så grønt og løvet står så grønt og ædle kvinder, skønne mø'r og mænd og raske svende bebo de danskes ø'er, bebo de danskes ø'er. Hil drot og fædreland! Hil hver en danneborger. som virker, hvad han kan, som virker, hvad han kan! Vort gamle Danmark skal bestå så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå, sin top i bølgen blå. 5. Det er idag et vejr Ludvig Holstein 1895 Melodi: Poul Schierbeck 1939 Det er i dag et vejr, et solskinsvejr! O søde vår, så er du atter nær! Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter, nu vil jeg gå og købe hyacinter og bringe dem til én, som jeg har kær. Hun købte af de hvide og de blå hun købte af de smukkeste, hun så. Det er i dag et vejr! Og solen skinner! Og om mig svæver lutter lyse minder, dem ta'r jeg med til den, jeg tænker på. Og de kom svævende i ring og rad., Hun gik imellem dem og var så glad. Det er idag et solskin uden mage! Og jeg har solskin nok til mange dage, og jeg må kysse hvert et lille blad. Hun kyssede dem alle, hver især, hun bragte dem til den, hun havde kær. Min ven, her kommer jeg med hyacinter! Min ven, nu glemmer vi, at det er vinter! Det er idag et vejr, et solskinsvejr-! 6. Du danske sommer Thøger Larsen 1923 Melodi: Otto Mortensen 1932 Du danske sommer, jeg elsker dig skønt du så ofte har sveget mig Snart kolde farver i sky og vand snart nøgne piger ved hver en strand. Mer,mer, mer, jeg dog dig elsker, hver gang du ler. 2

3 Du er i sindet jo lunefuld dog hjertet inderst er pure guld, et eventyr er dit glade navn, og blomster lyser ud af din favn. Korn, korn, korn I drømme gror under månens horn. Når dine bølger mod bredden gik, beruset blå som gudinders blik en ungdom jubled din lovsang ud, kun klædt i solskin og brunet hud. Ned, ned ned til dåb i glemsel og evighed. Og når du strakte med åbent sind de lyse nætter i himlen ind, imens det dufted' af hyld og hø, vi bad: lad drømmen dog aldrig dø! Ak,ak, ak! Vort hjerte svulmed' af tro og tak. Og stundom ud af din fulde glød sprang lynet fra skyen i jordens skød og tordenlatter og tordenregn din trolddom spændte fra egn til egn Vild, vild vild er, skønne sommer, din kraft og ild. Du danske sommer, min hilsen tag, du lyse nat og du lyse dag! Går tit du kold over landet hen, jeg véd, du kommer dog hed igen Ja, ja, ja, jeg véd, dit hjerte er guld endda. 7. Fastelavn er mit navn Fastelavn er mit navn boller vil jeg have. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade. Fastelavn er mit navn boller i min mave. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade. 8. Fo ' ajle di små blomster Mads Hansen 1869 Melodi: Hans Hansen Fo' ajle di små blomster dæ' dov æ' te' i år, å fovle, de æ' ette te' å se'e, så fin å frisk å faver som bø'eskovi står, dæ'te hàr je' ajler før set le'e; o hvo' jé ve'er ø'et hen, jé ser så sære tej, de løvter så fo'u'erle' her e'e i mit sej. Je mærker i år, i Danmark æ' de' vår, de løvter så fo'u'erle' her e'e i mit sej; naturen æ' fo'a're, e'er je' ha' vårren blej. Om mo'eni da flø'er di fovle u' me' saj, som om di fo' nattero vil' takke; å går je' ner ve' bækki en avtenstun' igaj, da æ' de', som bøllerne ku' snakke, så hvisker de' så sælsom' i ellekrattets løv, hver lille blomst hun nikker mildt o se'er te mej»tøv«. Je mærker i år, i Danmark æ' de' vår, hver lille blomst hun nikker mildt o se'er te mej»tøv«. naturen æ' fo'a're, e'er je' ha' vårren døv. Å folkets lyv æ' heller knap, som de' plejer von, de' sky'er blomst i mannen simpel hytte; å vil I bare vente inå et lille ko'n, så bliver bo'i là'ets bedste støtte. Di gamle folkeviser, dæ' ha' lydt ve' kamp å lej, de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej. Je mærker i år, i Danmark æ' de' vår, de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej; de hele æ' fo'a're, e'er å a' de' æ' mej. 9. Hvad gør vi nu, lille du? Gasolin & M. Mogensen Jeg kom til verden på femte sal min far var tosset, min mor var normal men da de kørte ham væk sagde moar til mig: Hvad gør vi nu, lille du? Jeg gik i skole i mange år røg på fabrik og fik mavesår og så en dag sparked' bossen mig ud. Hvad gør man så lille du? Og tiden gik, og jeg gik med - jeg fløj afsted fra sted til sted og gadens løse fugle de fløjted og sang: Hvor ska' vi hen, lille du? Men så en dag gik jeg op til ministeren og sagde: Du der, få lige fødderne ned og ta' hatten af. Mand, kan du ikke se at det hele er ved at gå fuldstændig agurk? Så hva' gør vi nu, din gamle skurk? 3

4 Men han grinte bare og sagde: Dig, du ka' sgu gå fanden i vold. Så det gør vi nu, lille du.. Ja, vi gør Hønsefødder, gulerødder... Hønsefødder, gulerødder, halsen af en svane. Den som kysser pigerne, han har en hæslig vane. Jeg er født i Engeland og du er født i Skåne. Vil du være min lille mand, så vil jeg være din kone! 11. I Danmark er jeg født H. C. Andersen Melodi: Poul Schierbeck 1926 I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går, du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når. Du danske, friske strand, hvor oldtids kæmpegrave stå mellem æblegård og humlehave Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland. Hvor reder sommeren vel blomstersengen mer rigt end her, ned til den åbne strand? Hvor står fuldmånen over kløverengen så dejlig som i bøgens fædreland? Du danske, friske strand hvor Dannebrogen vajer, Gud gav os den, Gud giv den bedste sejer! Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland. Engang du herre var i hele Norden, bød over England, - nu du kaldes svag, et lille land, og dog så vidt om jorden end høres danskens sang og mejselslag Du danske, friske strand, plovjernet guldhorn finder. Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland. Du land, hvor jeg blev født, hvor har jeg hjemme hvor jeg har rod, hvorfra min verden går hvor sproget er min moders bløde stemme og som en sød musik mit hjerte når. Du danske, friske strand med vilde svaners rede I grønne øer, mit hjertes hjem hernede Dig elsker jeg, - Danmark, mit fædreland. 12. I skovens dybe, stille ro Fritz Andersen 1864 Folkemelodi I skovens dybe stille ro, hvor sangerhære bo, hvor sjælen lytted mangen gang til fuglens glade sang; der er idyllisk stille fred i skovens ensomhed, og hjertets længsler tie her, hvor fred og hvile er. Hør! landsbyklokken lyder ned, bebuder aftenfred, småfuglen, før den går til blund, end kvidrer lidt en stund; i mosen kvækker højt en frø, stærkt damper mark og sø; nu klokken tier aftenens fred sig stille sænker ned. 13. Jylland mellem tvende have H. C. Andersen 1859 Melodi: Peter Heise 1860 Jylland mellem tvende have som en runestav er lagt. Runerne er kæmpegrave inde midt i skovens pragt og på heden alvorsstor her, hvor ørknens luftsyn, ørknens luftsyn bor. Jylland, du er hovedlandet højland med skov-ensomhed! Vildt i vest med klittag sandet løfter sig i bjerges sted. Østersø og Nordhavs vand favnes over Skagens, over Skagens sand. Heden, ja man tror det næppe men kom selv, bese den lidt; lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt. Skynd dig, kom! om føje år heden som kornmark, som kornmark står. Mellem rige bøndergårde snart dampdragen flyve vil; hvor nu Loke sine hjorde 4

5 driver, skove vokse til. Briten flyver over hav gæster her prins Hamlets, prins Hamlets grav. Jylland mellem tvende have som en runesten er lagt fortid mæle dine grave, fremtid folder ud din magt havet af sit fulde bryst synger højt om Jyllands, højt om Jyllands kyst. 14. Katinka, Katinka, luk vinduet op Sigfred Pedersen (m) Niels Clemmensen (w) Katinka, Katinka, luk vinduet op, Nu vil jeg spendere en vise. Et forår har kærtegnet pigernes krop, Og nu er de li' til at spise. Men først skal vi ha' os en sang eller to, Og så skal Katinka og Søren til ro. Katinka, Katinka, luk vinduet op Og hør min harmonika vise. Jeg mindes den aften jeg mødte dig først, Jeg sad i "Kap Horn" med en bajer. Jeg var sg'u så glad for mig sel' og min tørst, O Brøndums de små akkelejer. Men så kom du in med et kedeligt drys, Og han fik en skalle og du fik et kys. Og så, ja, så b'e du et med min tørst Og noled min eneste bajer. Men skidt med en bajer blot pigen er glad, For janterne de skal jo trille. Og hver gang vi mangler lidt flydende mad, Har jeg mit talent for at spille. Så gi'r jeg en sang i en gjaldende gård, mens janter af sølvtøj i stenbroen slår. - Så sla'r vi til Søren, til Søren bli'r flad. Ja, så ska' vi sør'me ha' gilde. En vinter sled sålen af strømper og sko, Men foråret lapper det hele. Lad tæerne toppes og træerne gro, Med dig vil min rigdom jeg dele. Nu genlyder Nyhavn af sang og af spil, Jeg presser citronen, så tit du det vil. Jeg ved du er varm, og jeg tror du er tro, Og så'er det en smal sag at dele. Og ærbart ad gangdøren kommer. Du gi'r mig din seng, og jeg gi'r dig min sang, Så fejre vi foråret endnu en gang. Katinka, Katinka, luk øjnene i, For nu er det Søren, der kommer. 15. Kvinde min Gasolin Kvinde min, jeg elsker dig og jeg, du elsker mig og hvad der så end sker, åh lad ske for jeg din og selvom om vi har skændtes tit og du har grædt og lidt når det har været slemt så glem det nu for jeg er din.. Og jeg har hustlet, åh... Og spillet tosset, åh.. Og jeg har snydt dig, ja og skammet mig og stjålet af din kærlighed du ved besked, åh yeah... dud, du-dud, dud åh yeah dud, du-dud, dud, uh,ah-di-ah-ba-ba-be-di-åh og du er stadigvæk akkurat ligeså smuk som allerførste gang da du kyssed mig så inderligt, dud, du-dud, dud så inderligt - dud-dud, dud, dud... Tror du, vi skal følges ad til livet, det er slut åh, det håber jeg ja, jeg gør, ja jeg gør Så, kvinde kom og drøm med mig i den lange nat når stjernerne de funkler og blinker som besat. Nej, bliv ikke bange for deres sange hold bare fast i mig når de fortæller dig at der er tusinde mil imellem dig og mig nej, nej tro det ej... uh,ah-di-ah-ba-ba-be-di-åh og du er stadigvæk akkurat ligeså smuk som allerførste gang da du kyssed mig så inderligt, dud, du-dud, dud så inderligt - dud-dud, dud, dud... Katinka, Katinka, luk Vinduet i, Og spar dine små bommelommer. Gør stuen lidt pæn, mens jeg tæller til ti, 5

6 16. Mads Doss Steen Steensen Blicher Mads Doss han war en kon koltringsknæjt, han gek mæ foeren i hien, imell så slow han lyng te en bejt, imell så band han åu vien en liim te hans muer, å så sång han imell, di hoer ed så vit, nær han tow te å hwell: La la luh la la lih kom! så skal a bih! Mett kølvro war en kon stonthostøs, gek åsse mæ foeren i hien, å somti hon swedtd, å somti hon frøs; den drowwen slet ett hon ku li en. Hon snøwsed imell, få hin dawwen wa lång, iwesomda tahrt hon sin klukker, å sång: La la luh la la lih kom! så skal a bih! Å somti di mødtes så his å så hæhr, od mælmad, å sprækked så knøwt da, å let om let fek di hwerranner så kjæhr: Jen kam, næ den åhn ga en hwøwt da. Å næ di had ett, gek di hwæ te sit hjaer, å sång, så de gjall owwer mosser og kjaer: La la luh la la lih kom! så skal a bih! Såen gek da en sommer, å dæ gek flier. Lieg kjærrester så di fann o da. I hien kam di no ikke møj mier, men hjemm ve hwerranner di lo da. Å så bløw di gywt å behøwd ett å sønng, som fahr di had gjow, i de båreste lønng: La la luh la la lih kom! så skal a bih! 17. Man binder os på mund og hånd Poul Henningsen 1940 Kai Norman Andersen Gribe efter blanke ting vil hvert et lille grådigt barn. Binde andre med en ring gør man som helbefarn. Tænk, hvor har man stået tit og delt et vinduesparadis. Helle, helle, det er mit! Og livet går på samme vis. Man binder os på mund og hånd med vanens tusind stramme bånd og det er besværligt, at flagre sig fri Vi leger skjul hos en som ved at skærme os mod ensomhed med søde kontrakter, vi luller os i. Kunne vi forbyde de tre ord: Jeg lover dig var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej. De ord, vi svor med hånd og mund, de gælder kun den korte stund til glæden er borte og alting forbi. Kærlighed og ægteskab hvad kommer de hinanden ved? Kedsomhedens tomme gab, til kæben går af led. Elskov er den vilde blomst - i gartnerhænder går den ud. Skærmet får den sin bekomst, men blomstrer hedt i storm og slud. Man binder os på mund og hånd, med vanens tusind stramme bånd men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri. I alle kærtegn er en flugt de røde sansers vildt flugt fra pligternes tvungne fortrampede sti. Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig. Alle mine kys er ikke ja og ikke nej. De ord, vi svor med hånd ord mund, de gælder kun den svimle stund det netop er kysset fra dig jeg kan li. Møde hvad der venter os og ingen ve, hvordan det går- Bare skæbnen uden trods hvad der så forestår Glad ved hver en venlighed, men uden tro at det blir ved. Søge fred, i det vi vééd at vi har ingen krav på fred. Man binder os på mund os hånd, men man kan ikke binde ånd og ingen er fangne når tanken er fri. Vi har en indre fæstning her, som styrkes i sit eget værd, når bare bi kæmper for det, vi kan li' Den, som holder sjælen rank, ka' aldrig blie træl. Ingen ka regere det, om vi bestemmer selv Det lover vi med hånd og mund i mørket før en morgen stund, at drømmen om frihed blir aldrig forbi. 18. Masser af succes Kim Larsen, M. Mogensen Masser af succes og det, der hører til masser af fede spotlights privatliv og musik. Fra job til job koncert uden stop iskolde garderober autografer og sceneskræk Men om natten, når lyset brænder ud 6

7 og alt blir stille er du ene, åh så ene. Venner en masse halvtomme glas kærtegn og glemte løfter kontrakter og gas. ja, døgn uden hvil hej mand, prøv nu på at smil spred dine smukke vinger og flyv som en fugl Men om natten, når lyset brænder ud og alt bli'r stille er du ene, åh, så ene. 19. Noget om helte Halfdan Rasmussen Robert Norman Livet er en morgengave. Sjælen er et pilgrimskor. Der står krokus i min have. Der står øller på mit bord. Under himlen hænger lærken som et fjernt, bevinget frø for en lærke tænker aldrig på at kæmpe eller dø. Her er fredeligt og stille Her er ingen larm og støj Jeg har sået kruspersille og et brev med pure løg. Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot Jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt. Samson gik og styrted templer. Peter Freuchen knak sit ben Ak, mod disse to eksempler er min dåd en sølle en. Jeg har aldrig dræbt filistre eller kæmpet med en haj. Og når stærke mænd blir bistre syns jeg det er synd for mig. Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk. Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk. Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder selleri og pastinak Jeg vil ikke slås med bisser. Jeg vil så og ikke slå. Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på. Der er nok af danske helte som er danske hele dagen og går rundt og spænder bæltet mens de råber: Fy for fan! Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd Jeg, reserven blandt reserver, bryder ofte ud i gråd. Jeg får nerver og migræne, blot jeg skær mig på en dolk og vil helre slå min plæne end slå løs på pæne folk. Livet er en dejlig gave. Jorden er en herlig jord. Der er øller i min mave. Der står krokus på mit bord. Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad, skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad. 20 Om lidt bli'r her stille Kim Larsen 1986 Om lidt bli'r her stille, om lidt er det forbi Fik du set, det du ville fik du hørt din melodi Forladt og alene danser cirkusprinsessen rundt, går i stå på sin line i et sanseløst sekund. Om lidt, om lidt er vi borte vi ses måske igen. Om lidt, om lidt er vi borte vi ses måske igen (nynnes) 21. Svantes lykkelige dag Benny Andersen Se hvilken morgenstund! Solen er rød og rund. Nina er gået i bad. Jeg spiser ostemad. Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar. Blomsterne blomstrer op. Déér går en edderkop. Fuglene flyver i flok når de er mange nok. 7

8 Lykken er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar. Græsset er grønt og vådt. Bierne har det godt. Lungerne frådser i luft. Åh, hvilken snerleduft! Glæden er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar. Sang under brusebad. Hun må vist være glad. Himlen er temmelig blå. Det ka' jeg godt forstå. Lykken er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar. Nu kommer Nina ud, nøgen, med fugtig hud, kysser mig kærligt og går ind for at re' sit hår. Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar." 22. Solen er så rød mor Harald Bergstedt Melodi: Carl Nielsen Solen er så rød, mor og skoven blir så sort Nu er solen død, mor og dagen gået bort Ræven går derude, mor Vi låser vores gang Kom, sæt dig ved min pude, mor, og syng en lille sang. Himlen er så stor, mor med klare stjerner på Hvem monstro der bor, mor på stjernen i det blå? Tror du, der er drenge, mor der titter ned til mig? Og tror du, de har senge, mor og sover lissom jeg? Hvorfor blir det nat, mor? og kold og bitter vind? Hør den lille kat, mor, den mjaver og vil ind. Mågerne og tærnerne har ingen sted at bo. Hør, nu synger stjernerne! De synger mig til ro. 23. Velkommen i den grønne lund N.F.S. Grundtvig Melodi: Erik Grip Velkommen i den grønne lund, hvor fuglene de sjunge! Det høres skal: den danske mund til sang har og en tunge. Vi har det godt i grunden her, såvel som vore fædre vil Gud, den dag tør være nær, vi får det end lidt bedre. Kan munden vi få ret på gang til andet end at spise, hverandet barn i Dannevang forstår halvkvæden vise. For, hvad vi fattes først og sidst til lykke ej så ganske, men lidt dog både her og hist, det er det ægte danske. Vi fører løver i vort skjold af hjerter tæt omsatte, dem førte vi fra hedenold og ingen abekatte. hver fugl må synge med sit næb, og livet, kan vi skønne, var uden sang kun slid og slæb. Velkommen i det grønne! 24. Ølhunden Glammer Poul Henningsen Når din hals er en halv meter nedløbsrør Og din tunge er som en galosche Når din drøvel er stor som en briosche Så'r det organet, de'r løvet tør, Så'r det ølhunden, der glammer, Så'r det bajerens time, min ven Så'r det derfra det stammer Hør nu gøer den og teer sig igen. Stang den en bajer For den ikke skal helt sygne hen Mærk så, hvor den leger Ja, nu logrer den fand'me med halen! Når du bades i ølsvedens pinsler, Og du kaster dig frem og tilbasje Så'r det dyret, der laver ravasje Så'r det hunden, der kræver sin pilsner Så'r det ølhunden, der glammer Tør du møde dens duggede blik, Sår det halsbåndet, der strammer Hør den hulkende hik efter hik. Fru Agnes Schimitto Som beskytter den mindste moskito Tilbeder vi to Selv en ølhund har hjerte og dito! Der er folk, der går rundt med en afholdshund, Som der hverken gøer til eller fra, 8

9 Lad os samle os i denne alvorsstund Og hylde vor Grand Danois. Ølhunden glammer Og den fylder mit liv med mosek, Tænk, om den ble tammere Eller hvis den gak hen og så gik! Lige fra vuggen Har jeg lyttet til ølhundens sukken, Tænk, når man får trukken Allersidste øl op og har drukken - DEN! 25a. Fødselsdagssang Otto Mikkelsen I dag er det Oles fødselsdag! Hurra! Hurra! Hurra! Han sikkert sig en gave får som han har ønsket sig i år og dejlig chokolade med kage til. Hvor smiler han, hvor er han glad Hurra! Hurra! Hurra! Men denne dag er også rar, for hjemme venter mor og far med dejlig chokolade med kage til. Og når han hjem fra skolen går, Hurra! Hurra! Hurra! Så skal han hjem og holde fest, og hvem der kommer med som gæst, får dejlig chokolade med kage til. Til slut vi råber højt i kor. Hurra! Hurra! Hurra! Gid Ole længe leve må og sine ønsker opfyldt få - og dejlig chokolade med kage til. 25b. Ole har fødselsdag Ole har fødselsdag og det har han jo, for det er i dag Ole har fødselsdag og det har han jo i dag og hør nu her, hvordan vi alle trutte vil og hør nu her, hvordan vi trutte vil trut-trut-trut-trut-trut-trut-trut-trut trut-trut-trut-trut-trut-trut-trut-trut trut-trut-trut-trut-trut-trut-trut-trut trut-trut-trut-trut-trut-trut Ole har fødselsdag og det har han jo, for det er i dag Ole har fødselsdag og det har han jo i dag og hør nu her, hvordan vi alle X'e vil og hør nu her, hvordan vi trutte vil X-X-X-X-X-X-X-X X-X-X-X-X-X-X-X X-X-X-X-X-X-X-X X-X-X-X-X-X X= trampe, tralle, fløjte, klappe osv. melodier: 26. Den signede dag med fryd vi ser N. F. S. Grundtvig, 1826 Melodi: C. E. F. Weyse, 1826 Den signede dag med fryd vi ser af havet til os opkomme, den lyse på himlen mer og mer os alle til lyst og fromme! det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme! Den signede stund, den midnatstid, Vorherre han lod sig føde, da klared det op i østerlid til dejligste morgenrøde, da lyset oprandt, som jordens bold skal lysne udi og gløde. Om levende blev hvert træ i skov og var så hvert blad en tunge, de kunne dog ej Guds nådes lov med værdelig røst udsjunge, thi evig nu skinner livets lys for gamle og så for unge. Thi takke vi Gud, vor fader god, som lærken i morgenrøde, for dagen, han os oprinde lod, for livet, han gav af døde. Den signede dag i Jesu navn os alle vort liv forsøde! Nu sagtelig skrid, vor højtidsdag, med stråler i krans om tinde! hver time til herrens velbehag som bække i eng henrinde, til frydelig sig til sidst de sno op under de grønne linde! Som guld er den årle morgenstund, når dagen opstår af døde, dog kysser os og med guld i mund den liflige aftenrøde, så tindre end må det matte blik, 9

10 de blegnede kinder gløde. Så rejse vi til vort fædreland, der ligger ej dag i dvale, der stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale, så frydelig déér til evig tid med venner i lys vi tale! 27. Jeg elsker de grønne lunde Johannes Helms, 1873 Melodi: Albert Møller, omkring 1876 Jeg elsker de grønne lunde med tonernes vuggende fald, jeg elsker de blanke sunde med sejlernes tusindtal. Jeg elsker hver dal, hver banke, med kornets bølgende flugt, hvor flittige hænder sanke af arbejdets gyldne frugt. Jeg elsker de brede sletter i sollysets sommerpragt, i vinterens stjernenætter bag snetæppets juledragt. Mig fryder din ros, din ære, mig knuger din sorg, dit savn, hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn. Thi du er mig fader og moder, så synges fra strand til strand, langt mer end søster og broder, thi du er mit fædreland. Forstummed hver røst i skoven, og falmed hver gylden frugt, faldt nat over mark og voven, jeg fandt det dog lige smukt. Om alle de drømme bristed, du har fra din ungdom drømt, om trængsel og nød du fristed, jeg elsked dig dobbelt ømt. Men end er der sang i skoven, højt bølger det røde flag, end er der en Gud for oven, der råder for Danmarks sag. 28. Kong Christian stod ved højen mast Johannes Ewald 1779 Kong Christian stod ved højen mast i røg og damp. Hans værge hamrede så fast, at gotens hjelm og hjerne brast. da sank hvert fjendtligt spejl og mast i røg og damp. Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan! hvo står for Danmarks Christian i kamp? Niels Juel gav agt på stormens brag: Nu er det tid! Han hejsede det røde flag og slog på fjenden slag i slag. Da skreg de højt blandt stormens brag: anu er det tid! Fly, skreg de, hver, som vééd et skjul! hvo kan bestå for Danmarks Juel i strid? O Nordhav, glimt af Vessel brød din mørke sky! Da tyede kæmper til dit skød; thi med ham lynte skræk og død. Fra vallen hørtes vrål, som brød den tykke sky. Fra Danmark lyner Tordenskjold; hver give sig i himlens vold og fly! Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav! Modtag din ven, som uforsagt tør møde faren med foragt, så stolt, som du, mod stormens magt, sortladne hav! Og rask igennem larm og spil og kamp og sejer før mig til min grav! 29. Der er et yndigt land Adam Oehlenschläger, 1823 Melodi: H. E. Krøyer, 1835 Der er et yndigt land, det står med brede bøge nær salten østerstrand nær salten østerstrand. Det bugter sig i bakke, dal, det hedder gamle Danmark, og det er Frejas sal, og det er Frejas sal. Der sad i fordums tid de harniskklædte kæmper, udhvilede fra strid 10

11 udhvilede fra strid. Så drog de frem til fjenders méén, nu hvile deres bene bag højens bautasten, bag højens bautasten. Det land endnu er skønt, thi blå sig søen bælter, og løvet står så grønt og løvet står så grønt. Og ædle kvinder, skønne mø'r og mænd og raske svende bebo de danskes øer, bebo de danskes øer. Hil drot og fædreland! Hil hver en danneborger, som virker, hvad han kan som virker, hvad han kan! Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå, sin top i bølgen blå. Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå, sin top i bølgen blå. 30. Hvor skoven dog er frisk og stor H. C. Andersen Hvor skoven dog er frisk og stor Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.. Skovmærker der og jordbær gror. Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.. I træets bark er mærke sat, der så jeg dig en måneklar nat, Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.. Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera! I måneskin er smukt at gå kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.. i skov ved solskin ligeså; Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.. af kukkeren jeg vide må hvor mange kys og leveår. Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.. Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera! Gør ikke verden dig for tung, Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.. husk på du er kun en gang ung. Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.. skovmærker gror, og jordbær gror og kukkeren ved når og hvor. Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.. Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera! 31. Natten er så stille Johan Ludvig Heiberg 1840 Melodi: C. E. F. Weyse Natten er så stille luften er så klar duggens perler trille månens stråler spille hen ad søen glar. Bølgens melodier vugge hjertet ind, suk og klage tier, vindens pust befrier det betyngte sind 32. Se, nu stiger solen af havets skød Jakob Knudsen 1891 Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst. Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død. Takke ham, som gav mig, når sol står op, selv at føle morgen i sjæl og krop, at al mørkhed svinder og sjæleve blot jeg trygt vil sige: Din vilje ske! O, at jeg tør favne dig, skære dag, kalde dig med navne, min sjæls behag, alle gode navne, som bedst jeg véd moder, søster, elskte: min kærlighed. Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind, did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind ret, som om det ånded af lyset ud - o, du milde Fader, min skaber, Gud! Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lag mig ikkun stævne imod min grav: livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn. Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly! o, for sejersjubel, for salig lyst: lyset stander stille på livets kyst! 11

12 33. En sømand har sin enegang Johannes V. Jensen En sømand har sin enegang som fange på en ø Lyt til en simpel enesang imellem vind og sø! Det bruser fra den våde vej i nat og stjerneskær min tanke går til dig, til dig Du er mig evig nær! Hvor brænder aftenstjernen hed! Vi går mod syd og sol. Og hjemmets stjernetegn går ned, med nordens sunkne pol. Men frydefuld, med meget mod, og gerne går jeg ej - thi min forhåbning efterlod jeg, samt min ro, hos dig! Mig vinker mangen yppig kyst og mangen munter havn. Et anker griber i mit bryst det venneløse savn. Thi hvad er himlen altid blå, ja vist, balsamisk vejr, og paradis, med palmer på når ikke du er nær! Så sejler man i solens glød og lummer tropevind, mens kuldens rose blomstrer sød min pige, på din kind. Og kokospalmen slipper frugt, som slår en mand ihjel - fordøm den hele hule flugt Min svale ven, lev vel! Ve alles haves vandringsmand! Urolig er hans færd, som tåge, vind og skum på vand og strøm og skjulte skær. Men bærer det mod havets bund så mangen sømands kår når søen gurgler i min mund til dig mig tanke går! 34. Jyden han æ stærk å sej Steen Steensen Blicher Æ æ bøjn te fest ædau Men så tænt æ olt ælau Wa mon de' no olt ska ske De'' ka jen got blyw betænkle we Wa mon æ no ska tej å Wa ha ol' de anne å Hae de slips - å jak' moske De' ka jen got blyw betænkle we Do will et væ olt fo fin It go hen å blyw te grin Mi''t æ mell wa hø sæ te De' æ æ grow betænkle we Wem mon æ ska ha te boes Æ et jen som æ ka roes Sån'en fremmet pich, ja de' Well æ we' nau'' betænkle we Sånt naue fornem ma mo æ Da vist helle næcht å taj Naj, en bøf katøfle te Well æ væ knap så betænkle we Ka æ toel de ma vi foe Æ æ wiin de richte o'e Må æ rych? Hø de sæ te? De' æ æ werkle betænkle we Å æ gjaw, wå den få dye De' vil jo de anne støe Men wa skie, en smuel entré De' ska jen et we betænkle we Æ hæ gien en årnle ting Et såen naue tingeling Naue de æ le't nøtle we De' æ æ et så betænkle we Æ æ kommen got i klem' Æ sku nok we bløwen jem' We mæ sjel men et få de' De' æ æ osse betænkle we Fo' æ fest hæ æ fotjen' Æ ska nok bego mæ pæn' Mæn di anne folk ja se' Dæm æ æ møj betænkle we 35. Hvor smiler fager Johannes V. Jensen Hvor smiler fager den danske kyst og breder favnen, når solklar bølge og sommerskyer og skib med lyst står sundet ind i hinandens følge, og Kronborg luder ved Sjællands port mod hvide skuder hvor lyst! Hvor stort! 12

13 Mod søen stunded vor sjæl tilforn. Men bølgen brød med røst derude som vindens rislen i Danmarks korn da vendte mangen påny sin skude. Den grønne ager på Sjællands bryst! Hvor smiler fager den danske kyst! Den danske mark i en bølgen går som åndedræt af en venlig kvinde. Sødt gynger byggen sit silkehår, og rugen ånder med sol i sinde, og vinden iler til hvedens bryst. Hvor fager smiler den danske kyst! Der driver høduft med krydret vind. Igennem engen en å sig slynger. Og lærken ringer skærsommer ind, mens vilde blomster ved grøften gynger. Gravhøje kroner det grønne land. Hvor skønt fortoner sig sø og strand! Alvorlig taler ved alfarvej med grønsvær tækket de gamles grave; Henfarne slægter forglem dem ej! I arv de gav dig en ædel gave. Henfarne slægter i landets marv sig ej fornægter. Bevar din arv! Hvad hånden former er åndens spor. Med flint har oldbonden tømret, kriget. Hver spån, du finder i Danmarks jord er sjæl af dem der har bygget riget. Vil selv du fatte dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod! Men du der søgte mod fremmed strand, de gamle lig, som mod søen stunded, hver gang du genser det gamle land, skal sande, her blev dit hjerte bundet. Thi dybe minder og gammel agt og milde kvinder hvor har de magt! 36. Svantes forårssang Benny Andersen Mit hår falder af min knæskal er løs og nyrerne rasler af sten mit hjerte er skævt og min mave nervøs og det jager så sært i mit ben Jeg mærker det hvor end jeg går og dog er det vår Min gangart er tung og min ungdom forbi og mit sind er for mørke som beg og min elskede bor hos ham hun ka li og viser sig sjældent hos mig Man høster knap det som man sår og dog er det vår Hvor fremtid blir kvalt af kulos og svovl og vi vedgår til sidst gæld og arv og en dag vil jeg ta' min spade og min skovl og skynne mig ned i min grav Og måske vil det ske nu i år og dog er det vår og dog er det vår 37. Nu går våren gennem Nyhavn Sigfred Pedersen Nu går våren gennem Nyhavn fra Shanghai og til Kahyt, nu har solens gule unger i hver skimlet regnvejrspyt. Alle havnens søde piger drikker forårsguden til. Vi har øl i stride strømme, vi har sang og banjospil. Se, en fugl har bygget rede her ved Sørens brede bryst, blot en lille lommelærke, men hvor kvidre den med lyst. Sæt dig her ved Sørens side, hvis du ikke har kredit, køb du kuns din flade kaffe, jeg skal fylde den med sprit. Hvad er vintrens golde glæder imod vårens kåde leg? Jeg vil elske hundred' piger, jeg skal gemme en til dig, men når bæverdingen lukker, vil vi glide to og to, går jeg ad en hønsestige 13

14 til Kathinkas kyske bo. Hun kan ordne Søren Bramfri uden vals og store ord, hun kan glatte pandens rynker, hun kan tømme lommens foer. Og hver gang jeg slår på tæven, kan hun tæmme min fysik med en lille tjat på kinden og en ekstra giggernik. Kom med min søde nyhavnspige, lad mig elske dig i nat. Se, en simpel hønsestige har til himlens dør jeg sat. Jeg kan sprænge alle skranker, jeg kan bryde alle bånde, men i aften bli'r jeg stille, blot du tar min store hånd. 38. Lystsjlads Poul Henningsen Melodi: Jens Chr. Hostrup Solen står op i brunt, anløbet sølv, skipperen rejser sig halvt og råber på øl. Hostende tørner han ud, vågen til dåd. To pilsnere i en snor efter en båd. Fokken og storsejlet står sine og fyldt, tænk, hvor en bajer er skøn, grøn og forgyldt. Første ration får sin dåb, kølig og våd. To pilsnere i en snor efter en båd. Bovskummet står om en hal, vinger af vand, andrikken springer ud i brunst efter sin and, men han har anbragt sin dyd trygt i en tråd. To pilsnere i en snor efter en båd. Soldagen går med sit slid, pilsneres skift deler den ind i en sval, passende drift. Hunnen er stadig intakt, hanøllen kåd. To pilsnere i en snor efter en båd. Fyrskibet blinker diskret fra Falsterbo, morild og måne og muld omgi'r de to. Stjernerne skrider - Laurentius brister i gråd To pilsnere i en snor efter en båd. 39. Det var en lørdag aften Det var en lørdag aften, jeg sad og vented dig, det var en lørdag aften, jeg sad og vented dig, du loved mig at komme vist, men du kom ej til mig! du loved mig at komme vist, men du kom ej til mig! Jeg lagde mig på sengen og græd så bitterlig, jeg lagde mig på sengen og græd så bitterlig, og hver en gang, at døren gik, jeg troede, det var dig, og hver en gang, at døren gik, jeg troede, det var dig! Jeg stod op søndag morgen og flettede mit hår, jeg stod op søndag morgen og flettede mit hår, så gik jeg mig til kirken hen og om den kirkegård, så gik jeg mig til kirken hen og om den kirkegård. Men du kom ej til kirke og ej i kirken ind, men du kom ej til kirke og ej i kirken ind, for du har fået en anden kær og slaget mig af sind, for du har fået en anden kær og slaget mig af sind. Jeg gik mig hjem så ene henad den kirkesti, jeg gik mig hjem så ene henad den kirkesti, og hvert et spor, på stien var, der faldt min tåre i, og hvert et spor, på stien var, der faldt min tåre i. De røde bånd og skønne, som du engang mig gav, de røde bånd og skønne, som du engang mig gav, dem bærer jeg ret aldrig mer, jeg stunder mod min grav, dem bærer jeg ret aldrig mer, jeg stunder mod min grav. Hvor kan man plukke roser, hvor ingen roser gror, hvor kan man plukke roser, hvor ingen roser gror? Hvor kan man finde kærlighed, hvor kærlighed ej bor, hvor kan man finde kærlighed, 14

15 hvor kærlighed ej bor? Jeg ville roser plukke, jeg plukker ingen fler, jeg ville roser plukke, jeg plukker ingen fler. Jeg elsked dig så inderlig, jeg elsker ingen mer, jeg elsked dig så inderlig, jeg elsker ingen mer. 40. Roselil' og hendes moder Roselil' og hendes moder de sad over bord, Roselil' og hendes moder de sad over bord, de taled så mangt et skæmtens ord. Ha, ha, ha! Så, så, så, så! Ha, ha, ha! Så, så, så, så! De taled så mangt et skæmtens ord. Før hvert træ skal i haven bære blomster af guld, før hvert træ skal i haven bære blomster af guld, før jeg skal vorde nogen ungersvend huld. Ha, ha, ha! Så, så, så, så! Ha, ha, ha! Så, så, så, så! Før jeg skal vorde nogen ungersvend huld. Hr. Peder stod på svalen og lytted med list, hr. Peder stod på svalen og lytted med list: Den ler dog bedst, som ler til sidst! Ha, ha, ha! Så, så, så, så! Ha, ha, ha! Så, så, så, så! Den léér dog bedst, som ler til sidst! Og der de kom ned udi urtegårdens læ, og der de kom ned udi urtegårdens læ, da hang der en guldring på hvert et træ. Ha, ha, ha! Så, så, så, så! Ha, ha, ha! Så, så, så, så! Da hang der en guldring på hvert et træ. Roselille blev rød som et dryppende blod, Roselille blev rød som et dryppende blod, hun stirred i græsset ned for sin fod. Ha, ha, ha! Så, så, så, så! Ha, ha, ha! Så, så, så, så! Hun stirred i græsset ned for sin fod. Da kyssed Hr. Peder hendes læber med lyst, da kyssed Hr. Peder hendes læber med lyst: Den léér dog nok bedst, som léér til sidst! Ha, ha, ha! Så, så, så, så! Ha, ha, ha! Så, så, så, så! Den léér dog nok bedst, som léér til sidst! 41. Der stode tre skalke og tænkte et råd Der stode tre skalke og tænkte et råd, - tungluti, tungluti, lustudilei - De ville til møllerens datter gå. - Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus, - tungluti, tungluti, lustudilei. - Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni. To karle holdt en sæk så lang, - tungluti, tungluti, lustudilei - en tredje ned i sækken sprang. - Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus, - tungluti, tungluti, lustudilei. - Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni. "Og hør, kær' møller, du male os den sæk, - tungluti, tungluti, lustudilei - men kast den endelig ikke væk". - Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus, - tungluti, tungluti, lustudilei. - Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni. "Og sæt den sæk ved min datters seng, - tungluti, tungluti, lustudilei - der kommer slet ingen rotter hen". - Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus, - tungluti, tungluti, lustudilei. - Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni. Og da det blev mørkt i hver en vrå, - tungluti, tungluti, lustudilei - begyndt den sæk at kryv' og gå. - Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus, - tungluti, tungluti, lustudilei. - Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni. "Og hør, kær' far, stå op og tænd lys, - tungluti, tungluti, lustudilei - der er en tyv i vort møllerhus". - Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus, - tungluti, tungluti, lustudilei. - Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni. Han klapped' hende på blegen kind: - tungluti, tungluti, lustudilei - "Skønjomfru, du skal blive min". - Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus, - tungluti, tungluti, lustudilei. - Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni. "Og hør, kær' far, sluk dog det lys, - tungluti, tungluti, lustudilei - det var en kat, der bed en mus". - Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus, - tungluti, tungluti, lustudilei. - Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni. 15

16 Den gamle kælling, som på bænken lå, - tungluti, tungluti, lustudilei - hun sa': "Den kat har støvler på". - Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus, - tungluti, tungluti, lustudilei. - Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni. "Du gamle kælling, du skal få skam, - tungluti, tungluti, lustudilei - i morgen skal du i vor møllerdam". - Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus, - tungluti, tungluti, lustudilei. - Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni. Og kællingen sank, og sækken flød, - tungluti, tungluti, lustudilei - og al hendes vælling blev til grød. - Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus, - tungluti, tungluti, lustudilei. - Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni. Den møller havde så lang en tand, - tungluti, tungluti, lustudilei - hug kællingen i røven, hev hend' i land. - Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus, - tungluti, tungluti, lustudilei. - Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni. SVENSKE SANGE 1. Joachim uti Babylon Carl Michael Bellman Joachim uti Babylon hade en hustru Susanna. Töm vår kanna, töm vår kanna; skål för dess person! Joachim var en genomärliger man, frun lika ärliger också som han; fru Susanna, fru Susanna många hjärtan vann. Tacka vill jag Joachims fru, skål för var dygdiger maka! Lät oss smaka, lät oss smaka denna saften nu! Klinga med glasen, lät oss sjunga i kor, gosse, flicka, gubbe och mor! Lät oss sjunga, lät oss sjunga skålen är så stor. Joachim var för riker spord, kunde traktera sin nästa, ge till bästa, ge till bästa vid ett dukat bord; Frun uti huset vann så mycket behag, hungriga friare varendaste dag. Hurra gubbar, hurra gubbar i så lustigt lag! Käraste bröder, hör nu då på vad den frun månde hända: två upptända, två upptända kring om henne gå. Gubbarna flåsa, krypa tyst om varann; skönheten fanns just där kärleken brann. Fru Susanna, fru Susanna trogen var sin man. Joachims trädgård var med maner; lusthus, tapeter av siden. Middagstiden, middagstiden gick Susanna ner. Ekar och lindar stodo runt om en damm. Sköna Susanna hon plaska och sam. När hon plaska, när hon plaska, skymta liljor fram. Ner uti blomstergården nu gingo allena två bovar, slogo lovar, slogo lovar kring vår lilla fru. Hej, sade boven till den andra så slem, hej, det är middag, kom låt oss gå hem. Två kanaljer, två kanaljer i var enda lem! Väl föstå man gubbarna nog, vad de hade i sinne; vita linne, vita linne ögat lätt bedrog. Ögat drog hjärtat, men Susanna drog allt. Lås var för porten, det var så befallt. Hurra gubbar, hurra gubbar! Blodet bliver kallt. Så var sakens sammanhang, himlen Susanna belöna, bland de sköna, bland de sköna har hon dubbel rang. Klinga med glasen, lät oss leva väl! Vackra små hjärtan uti tankar och själ. 16

17 Lät oss dricka, lät oss dricka utan larm och gräl. 2. Til Fader Berg, rörande Fiolen Carl Michael Bellman Nå skrufva Fiolen, Hej! Speman skynda dej. Kära Syster, hej! Svara inte nej, Svara Ja så bli Vi glada. Sätt dej du på stolen, Och stryk din Silfversträng; Röda stråken släng, Och med armen sväng; Gör ej Fiolen skada. Du svettas, stor sak, I Bränvin skall du bada; Ty under detta Tak Är Bacchi Lada, [V:ello] - - Ganska rigtigt, Ditt kall är vigtigt Båd för Öra, Syn och Smak. 3. Hvila vid denna källa Carl Michael Bellman Hvila vid denna källa, Vår lilla Frukost vi framställa; Rödt Vin med Pimpinella Och en nyss skuten Beccasin. Klang hvad Buteljer, Ulla! I våra Korgar öfverstfulla, Tömda i gräset rulla, Och känn hvad ångan dunstar fin, Ditt middags Vin Sku vi ur krusen hälla, Med glättig min. vid denna källa, Hör våra Valdthorns klang Cousine. Valdthornens klang Cousine [Corno.] Prägtigt på fältet pråla, Än Hingsten med sitt Sto och Fåla, Än Tjurn han höres vråla, Och stundom Lammet bråka tör; Tuppen på taket hoppar, Och liksom Hönan vingen loppar, Svalan sitt hufvud doppar, Och Skatan skrattar på sin stör. Lyft Kitteln; hör. Lät Caffe-glöden kola, Där nedanför. Prägtigt på fältet pråla De ämnen som mest ögat rör. Som mest vårt öga rör [Corno.] Himmel! hvad denna Runden, Af friska Löfträn sammanbunden, Vidgar en plan i Lunden, Med strödda gångar och behag. Ljufligt där löfven susa, I svarta hvirflar grå och ljusa, Träden en skugga krusa, Inunder skyars fläkt och drag. Tag, Ulla tag, Vid denna måltids stunden, Ditt glas som jag. Himmel! hvad denna Runden, Bepryds af blommor tusen slag! Af blommor tusen slag! [Corno.] Nymphen, se hvar hon klifver, Och så beställsam i sin ifver, Än Ägg och än Oliver, Uppå en rosig tallrik bär. Stundom en sked hon öser, Och öfver Bunken gräddan slöser; Floret i barmen pöser, Då hon den Mandeltårtan skär. En Kyckling där, Af den hon vingen rifver, Nyss kallnad är. Nymphen se hvar hon klifver, Och svettas i et kärt besvär. Och svettas i besvär [Corno.] Blåsen I Musikanter, Vid Eols blåst från berg och branter; Sjungen små Kärleks-Panter, Bland gamla Mostrars kält och gnag. Syskon! en sup vid disken, Och pro secundo en på Fisken; Krögarn, den Basilisken, Summerar Taflan full i dag. Klang Du och Jag! Klang Ullas amaranther, Af alla slag! Blåsen i Musikanter, Och hvar och en sin kallsup tag. Hvar en sin kallsup tag [Corno.] Ändtlig i detta gröna, Får du mitt sista afsked röna; Ulla! farväl min Sköna, Vid alla Instrumenters ljud. Fredman ser i minuten Sig til Naturens skuld förbruten, Clotho ren ur Surtouten, Afklipt en knapp vid Charons bud. Kom hjertats Gud! At Fröjas ätt belöna 17

18 Med Bacchi skrud. Ändtlig i detta gröna, Stod Ulla sista gången Brud. Den sista gången Brud [Corno.] 4. Märk hur' vår skugga Carl Michael Bellman Märk hur' vår skugga, märk Movitz Mon Frere! Innom et mörker sig slutar, Hur Guld och Purpur i Skåfveln, den där, Byts til grus och klutar. Vinkar Charon från sin brusande älf, Och tre gånger sen Dödgräfvaren sjelf Mer du din drufva ej kryster. Därföre Movitz kom hjelp mig och hvälf Grafsten öfver vår Syster. Ach längtansvärda och bortskymda skjul, Under de susande grenar, Där Tid och Döden en skönhet och ful Til et stoft förenar! Til dig aldrig Afund sökt någon stig, Lyckan, eljest uti flygten så vig, Aldrig kring Grifterna ilar. Ovän där väpnad, hvad synes väl dig? Bryter fromt sina pilar. Lillklockan klämtar til Storklockans dön, Löfvad står Cantorn i porten; Och vid de skrålande Gåssarnas bön, Helgar denna orten. Vägen opp til Templets griftprydda stad Trampas mellan Rosors gulnade blad, Multnade Plankor och Bårar; Til dess den långa och svartklädda rad, Djupt sig bugar med tårar. Så gick til hvila, från Slagsmål och Bal, Grälmakar Löfberg, din maka; Där, dit åt gräset långhalsig och smal, Du än glor tilbaka. Hon från Danto bommen skildes i dag, Och med Hänne alla lustiga lag; Hvem skall nu Flaskan befalla. Torstig var hon och uttorstig är jag; Vi ä torstiga alla. 5. Ballasen om Fredrik Åkare och den söta fröken Cecilia Lind Cornelis Vreeswijk Från Eckerö loge hörs dragspel och bas fullmånen lyser som var den av glas. Där dansat Fredrik Åkare kind emot kind med lilla fröken Cecilia Lind. Hon dansar och blundar så nära intill. Hon följer i dansen precis vart han vill. Han för och hon följer lätt som en vind. Men säg varför rodnar Cecilia Lind? Säg var det för det Fredrik Åkare sa: "-Du doftar så gott och du dansar så bra. Din midja är small och barman är trind. Vad du är vacker, Cecilia Lind!" Men dansen tog slut og vart skulle dom gå? Dom bodde så nära varandra ändå Till slut kom dom fram till Cecilias grind. "-Nu vill jag bli kysst", sa Cecilia Lind. Vet hut Fredrik Åkare, skäms gamla karln. Cecilia Lind är ju bara ett barn. Ren som en blomma, skygg som en hind. "-Jag fyler snart sjutton", sa Cecilia Lind Och stjärnorna vandra och timmarna fly. Och Fredrik är gammal, men månen är ny. ja, Fredrik är gammal, men kärlek är blind. "-Åh, kyss mig igen!", sa Cecilia Lind. 6. I denna ljuva sommartid Paul Gerhardt 1653 Melodi: J. von Düben I denna ljuva sommartid gå ut, min själ, och gläd dig vid den store Gudens gåvor. Se, hur i prydning jorden står, se, hur för dig och mig hon får så underbara håvor. Av rika löv är grenen full och jorden täckt sin svarta mull med sköna gröna kläder. De fagra blommors myckenhet med större prakt och härlighet än Salomos dig gläder. Nu växer säd för skördens tid, och ung och gammal gläds därvid och bör Guds godhet prisa, som vill i överdådigt mått oss människor så mycket gott var dag och stund bevisa 7. Kungssången Ur svenska hjärtans djup en gång, 18

19 en samfälld och en enkel sång som går till kungen fram! Var honom trofast och hans ätt, gör kronan på hans hjässa lätt, och all din tro till honom sätt, du folk av frejdad stam. O konung, folkets majestät är även ditt. Beskärma det och värna det från fall! Stå oss all världens härar mot, vi blinka ej för deras hot, vi lägga dem inför din fot, en kunglig fotapall. Du himlens Herre med oss var, som förr Du med oss varit har, och liva på vår strand det gamla lynnets art igen hos Sveakungen och hans män, och låt Din ande vila än utöver nordanland! 8. Du gamla, du fria Du gamla, Du fria, Du fjällhöga nord Du tysta, Du glädjerika sköna! Jag hälsar Dig, vänaste land uppå jord, Din sol, Din himmel, Dina ängder gröna. Din sol, Din himmel, Dina ängder gröna. Du tronar på minnen från fornstora dar, då ärat Ditt namn flög över jorden. Jag vet att Du är och Du blir vad du var. Ja, jag vill leva jag vill dö i Norden. Ja, jag vill leva jag vill dö i Norden. Jag städs vill dig tjäna mitt älskade land, din trohet till döden vill jag svära. Din rätt, skall jag värna, med håg och med hand, din fana, högt den bragderika bära. din fana, högt den bragderika bära. Med Gud skall jag kämpa, för hem och för härd, för Sverige, den kära fosterjorden. Jag byter Dig ej, mot allt i en värld Nej, jag vill leva jag vill dö i Norden. Nej, jag vill leva jag vill dö i Norden. 9. Ulla! min Ulla! Carl Michael Bellman Eller från Källan en Vatten-terrin? Dörrarna öpnas af vädren med våda, Blommor och Granris vällukt ger; Duggande Skyar de Solen bebåda, Som du ser. Ä'ke det gudomligt, Fiskartorpet! Hvad? Gudomligt at beskåda! Än de stolta Stammar som stå rad i rad, Med friska blad! Än den lugna Viken Som går fram? - Åh ja! Än på långt håll mellan diken Åkrarna! Ä'ke det gudomligt? Dessa Ängarna? Gudomliga! Gudomliga! Skål och god middag i Fenstret min sköna! Hör huru klockorna hörs från Stan. Och se hur dammet bortskymmer det gröna Mellan Calescher och vagnar på plan. Räck mig ur fenstret där du ser mig stanna, Sömnig i sadeln, min Cousine, Primo en Skorpa, Secundo en kanna Hoglands vin. Ä'ke det gudomligt, Fiskartorpet! Hvad? Gudomligt at beskåda! Än de stolta Stammar som stå rad i rad, Med friska blad! Än den lugna Viken Som går fram? - Åh ja! Än på långt håll mellan diken Åkrarna! Ä'ke det gudomligt? Dessa Ängarna? Gudomliga! Gudomliga! Nu ledes Hingsten i spiltan, min Ulla, Gnäggande, stampande, i galopp. Än uti stalldörn dess ögon de rulla Stolt opp til fentret, til dig just dit opp. Du all naturen upeldar i låga Med dina ögons varma prål. Klang! ner vid grinden, i varmaste råga, Klang din skål! Ä'ke det gudomligt, Fiskartorpet! Hvad? Gudomligt at beskåda! Än de stolta Stammar som stå rad i rad, Med friska blad! Än den lugna Viken Som går fram? - Åh ja! Än på långt håll mellan diken Åkrarna! Ä'ke det gudomligt? Dessa Ängarna? Gudomliga! Gudomliga! Ulla! min Ulla! säj får jag dig bjuda Rödaste Smultron i Mjölk och Vin? Eller ur Sumpen en sprittande Ruda, 19

20 10. Jag trivs bäst i öppna landskap Ulf Lundell Jag trivs bäst i öppna landskap,nära havet vill jag bo, några månader om året, så att själen kan få ro. Jag trivs bäst i öppna landskap, där vindarna får fart. Där lärkorna slår högt i skyn, och sjunger underbart. Där bränner jag mitt brännvin själv, och kryddar med Johannesört, och dricker det med välbehag, till sill och hembakt vört. Jag trivs bäst i öppna landskap, nära havet vill jag bo. Jag trivs bäst i fred och frihet, för både kropp och själ, ingen kommer in i min närhet, som stänger in och stjäl. Jag trivs bäst när dagen bräcker, och fälten fylls av ljus, när tuppar gal på avstånd, när det är långt till närmsta hus. Men ändå så pass nära, att en tyst och stilla natt, när man sitter under stjärnorna, kan höra festens skratt. Jag trivs bäst i fred och frihet, för både kropp och själ. Jag trivs bäst när havet svallar, och måsarna ger skri, när stranden fylls med snäckskal, med havsmusik uti. När det klara och det enkla, får råda som det vill, när ja, är ja, och nej, är nej,och tvivlet tiger still. Då binder jag en krans av löv, och lägger den runt närmaste sten, där runor ristats för vår skull, nån gång för länge sen. Jag trivs bäst när havet svallar, och måsarna ger skri. 11. Nu grönskar det Nu grönskar det uti dalens famn Nu doftar äng och lid Kom med kom med på vandringsfärd I vårens glada tid Var dag är som en gyllne skål till bredden fylld med vin Så drick min vän drick sol och doft Ty dagen den är din Långt bort från stadens gråa hus vi glatt vår kosa styr Och följer vägens vita band mot ljusa äventyr Med öppna ögon låt oss se På livets rikedom Som gror och sjuder överallt Där våren går i blom Kom rosor och salivia, Kom ljuva krusmynta, Kom hjärtans fröjd! Fagra små blommor där bjuda till dans. - Kom hjärtans fröjd! Vill du så binder jag åt dig en krans. - Kom liljor och akvileja, Kom rosor och salivia, Kom ljuva krusmynta, Kom hjärtans fröjd! Kransen den sätter jag se'n i ditt hår. - Kom hjärtans fröjd! Solen den dalar, men hoppet uppgår. - Kom liljor och akvileja, Kom rosor och salivia, Kom ljuva krusmynta, Kom hjärtans fröjd! Uti vår hage finns blommor och bär, - Kom hjärtans fröjd! Men utav alla du kärast mig är. - Kom liljor och akvileja, Kom rosor och salivia, Kom ljuva krusmynta, Kom hjärtans fröjd! 12. Du lindar av olvon Rune Lindström Du lindar av olvon en midsommarkrans och hänger den om ditt hår. Du skrattar åt mångubbens benvita glans, som högt över tallen står. I natt skall du dansa vid Svartrama tjärn i långdans, i språngdans på glödande järn. I natt är du bjuden av dimman till dans, där Ull-Stina, Kull-Lina går. Nu tager du månen från Blåbergets kam att ge dig en glorias sken. Och ynglet som avlas i gölarnas slam blir fålar på flygande ben. Nu far du till Mosslinda, Mosslunda mor, där Ull-Stina, Kull-Lina, Gull-Fina bor. I natt skall du somna vid Svartrama damm där natten och mossan är len." 12. Uti vår hage Uti vår hage där växa blå bär. - Kom hjärtans fröjd! Vill du mig något, så träffas vi där. - Kom liljor och akvileja, 13. Sommarpsalm Carl David af Wirsén Melodi: Waldemar Åhlén En vänlig grönskas rika dräkt har smyckat dal och ängar. Nu smeker vindens ljumma fläkt de fagra örtesängar; 20