Foreningsidrættens udfordringer og udviklingsmuligheder

Transkript

1 Foreningsidrættens udfordringer og udviklingsmuligheder Samfundet og idrætten ændrer sig ikke uafhængigt af hinanden. Og det er lettere at ændre håndbolden end samfundet Bachelorprojekt 2013 Titel: Foreningsidrættens udfordringer og udviklingsmuligheder Afleveringsdato: 7. januar 2013 University College Nordjylland Udarbejdet af: Henrik Stein Kristensen Antal tegn i alt:

2 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemformulering Afgrænsning Begrebsafklaring Videnskabsteoretisk ståsted Valg af teori og projektets opbygning Metodetilgang Induktion og deduktion Interview som empiriindsamling - det semistrukturerede interview Interviewpersoner Foreningsidrættens udfordringer Samfunds- og forbrugerudviklingens individualiseringstendenser Manglende koncept- og produktudvikling Manglende fleksibilitet Kommunale forandringer Kommunernes sundhedsansvar en trussel for økonomiske tilskud? Folkeoplysningsudvalgenes endeligt? Foreningsidrættens eksistensberettigelse Foreningsidrættens bidrag til social kapital og demokratidannelse Afgrænsende og brobyggende social kapital Tillid som samfundsværdi Idrætsforeningernes evne til social integration Foreningsidrættens udviklingsmuligheder Grundlæggende problemløsning og udvikling Aktivitetsudvikling ikke alle medlemmer vil spille fodbold Aktivitetsudvikling i praksis HIK81 og HGI idrætsforeningerne kan og vil også Markedsføring og brugerinddragelse Markedsføring kend dine nuværende og potentielle medlemmers behov Sociale medier og fællesskab Konklusion Litteraturliste Bilag 1 (uddrag fra spørgeskema)

3 1. Indledning Foreningsidrætten i Danmark har stor betydning for dansk idræt og motion, ligesom den har en fremtrædende idrætspolitisk og samfundsorganisatorisk indflydelse. (Kulturministeriet) Foreningslivet nyder generelt stor tilslutning og opbakning i Danmark fra såvel det offentlige som de enkelte medlemmer. Alligevel står de traditionelle idrætsforeninger i disse år over for en række udfordringer, hvor den økonomiske krise i den offentlige sektor og forandringer i idrætssektoren og samfundet har ført til krav om nytænkning hos idrætsforeningerne, hvis den folkelige og politiske opbakning skal bibeholdes i fremtiden. De fleste mennesker i Danmark er vokset op med tilknytning til en idrætsforening, og traditionelt set har danskernes idrætsdeltagelse været forankret i foreningskulturen. Hver fjerde forening er således en idrætsforening, og 90 % af alle børn af mellem 7 og 15 år har deltaget i mindst en foreningsidræt inden for det seneste år. (Pilgaard, 2009, s. 101) Idrætsforeninger er dog i løbet af de seneste år kommet under pres af kommercielle fitnesscentre og den voksende del af befolkningen, der foretrækker at være aktive på selvorganiseret plan. At der i samme periode er kommet et større politisk fokus på idrætten som sundhedsfremmende element har tilsyneladende ikke fremmet idrætsforeningernes kamp mod de kommercielle udbydere, hvorfor de er blevet kritiseret for ikke at følge med tiden. Den danske foreningskultur står derfor i en brydningstid, hvor man endnu nok er mangfoldig og folkeligt udbredt, men samtidig er presset fra det stigende antal kommercielle aktører, der tilsyneladende i større grad formår at tilbyde et idrætsprodukt, der matcher danskernes behov bedre. Spørgsmålet er så, hvorvidt den selvorganiserende idræt og de kommercielle udbydere vil fortsætte deres fremmarch med at kapre idrætsudøvere på bekostning af idrætsforeningerne eller om det er muligt at nytænke og udvikle foreningsidrættens koncept således foreningerne i fremtiden vil være børnenes og de unges foretrukne sted for aktiv udfoldelse? Inspirationen til dette projekt kommer fra mine mange år i foreningslivet, både som aktiv og frivillig, hvor jeg på egen hånd har set og mærket, hvordan en lokal idrætsforening kan gå fra at være stærk og velsøgt til at være tæt på at lide en stille død, fordi den ikke har fulgt med tiden. 2

4 Med en stærk personlig forankring til lokalsamfundet, har jeg derfor været meget interesseret i at finde ud af, hvorvidt det blot er ens lokale barndomsforening, der har problemer med økonomi, antallet af medlemmet osv. Jeg fik yderligere inspiration til emnet fra min praktikperiode, hvor jeg har været tilknyttet Aalborg Kommunes idrætsprojekt, Sport2Go. Projektet, som har til formål at få flere unge til at være aktive i idrætsforeningerne, bygger på, at det er større fleksibilitet, der er vejen frem i forhold til at få de unge ud i foreningerne. Jeg har i løbet af min praktikperiode dog erfaret, at løsningen ikke er så simpel, og satte mig derfor for at grave dybere i foreningsidrættens problemstillinger og eventuelle muligheder for at løse disse. Ovenstående tanker leder mig derfor hen til følgende problemformulering: 2. Problemformulering - Hvilke udfordringer står de traditionelle idrætsforeninger overfor i forbindelse med idrætsudøvernes ændrede behov, og hvordan kan de udvikle deres nuværende koncept og produkter i forhold til at beholde eksisterende medlemmer og få nye med i foreningen? Inden jeg påbegyndte udarbejdelsen af idrætsforeningernes udviklingsmuligheder, fandt jeg det relevant at se nærmere på idrætsforeningernes eksistensberettigelse, idet jeg i forbindelse med litteraturindsamling stødte på flere holdninger om, hovedsagligt fra kommercielle idrætsudbydere, at foreningernes offentlige tilskud er konkurrenceforvridende, ligesom der også har været udsagn om, at man med de offentlige tilskud holder liv i noget, der allerede er dødt. Jeg vælger derfor at inddrage et kapitel om foreningsidrættens eksistensberettigelse, idet det ikke vil være relevant at diskutere udviklingsmuligheder, hvis foreningsidrætten ikke kan legimitere deres offentlige tilskud og plads i det idrætspolitiske system. 2.1 Afgrænsning I første kapitel, idrætsforeningernes udfordringer, tager jeg udgangspunkt i det, som langt hovedparten af idrætsforeningerne selv angiver som deres største udfordring: at fastholde eller øge antallet af medlemmer. 1 Når jeg analyserer på de forskellige udfordringer, foreningerne står 1 67,2 % af de adspurgte foreninger i DIF og DGI angav i 2004 at dette var blandt deres største udfordringer. Næstflest, 51,8 %, gav udtryk for, at det var at fastholde eller øge antallet af frivillige ledere og hjælpere. (DIF og DGI, 2004) 3

5 overfor, er det således i forhold til, hvilke udfordringer der kan koste dem muligheden for at fastholde eller øget antallet af medlemmer. Ligeledes gælder det i kapitel tre, foreningsidrættens udviklingsmuligheder, hvor de beskrevne muligheder er udtænkt i forhold til at komme med forslag til at løse ovennævnte udfordring. Breddeidræt: Foreningsidrætten, der refereres til heri, er afgrænset til at gælde breddeidrætten. Det vil sige amatørbasis, hvor idrætsforeningerne styres af frivillige. Aldersgruppe: I foreningsidrættens udviklingsmuligheder, er de beskrevne forslag som udgangspunkt henvendt til målgruppen år, da det er i denne aldersgruppe, hvor idrætsforeningerne hovedsageligt mister deres medlemmer. Eksistensberettigelse: Jeg er bevidst om, at kapitlet om foreningsidrættens eksistensberettigelse afgrænser sig fra en større diskussion om denne. Udgangspunktet har først og fremmest været at finde ud af, hvad kommunerne mener, at de får ud af de offentlige tilskud til idrætsforeningerne, og om disse udsagn kunne begrundes teoretisk og praktisk. Et mere kritisk og diskuterende perspektiv vil blive inddrage til den mundtlige præsentation. 2.2 Begrebsafklaring Traditionelle idrætsforeninger: Med traditionelle idrætsforeninger henvises der idrætsforeninger på amatørniveau, der hovedsageligt har traditionelle holdsportsgrene som fodbold og håndbold som eneste idrætsaktivitet. Kommercielle idrætsudbydere: Jeg nævner i projektet flere gange kommercielle idrætsudbydere. Hertil refereres der til udbydere, der har et økonomisk incitament at for at lave idrætstilbud. Det vil hovedsagligt være private fitnesscentre som f.eks. Fitness World, men også Fodboldfabrikken 2 i København er et eksempel på en kommerciel idrætsudbyder

6 3. Videnskabsteoretisk ståsted Jeg arbejder i dette projekt ud fra en hermeneutisk videnskabstilgang. Hermeneutik er læren om fortolkningsprincipper og stammer fra det græske hermeneunin, som betyder at tolke. (Thisted, 2010, s. 48) Hermeneutikken er en humanistisk teori, som beskæftiger sig med menneskets tanker og udtryk. I de humanistiske teorier er vægten på fortolkningsprocessen, og subjektivitet er derfor uundgåelig. Hermeneutikkens udgangspunkt er fortolkning og forståelse, og har traditionelt set været anvendt til fortolkning af litterære tekster, men anskues også som en overordnet beskrivelse af, hvordan vi forstår virkeligheden ud fra, hvordan den tolkes. Fælles forudsætninger som sprog, kultur og fællesskab er afgørende for vidensproduktionen i hermeneutikken, idet den betragter menneskets forforståelse som videnskabelig viden. Et af de centrale elementer i den hermeneutiske videnskabstilgang er den hermeneutiske cirkel eller spiral, der viser vekselvirkningen mellem forforståelsen og den nye viden, der erhverves. I den hermeneutiske spiral handler det i fortolkningen om at se de enkelte dele i lyset af helheden og omvendt. Det er således gennem vekselvirkningen mellem del og helhed, at man nærmer sig forståelsen. Hans-Georg Gadamer, tysk filosof, er af den overbevisning, at strukturen i den hermeneutiske cirkel ikke kun er gældende i tolkning af tekster, men er grundlæggende for enhver forståelse overhovedet. (Langergaard, Rasmussen, & Sørensen, 2006, s. 128) Den hermeneutiske cirkel/spiral Enhver tolkning i hermeneutikken sker på baggrund af fortolkerens forståelseshorisont, som er en personlig baggrund, der er præget af vores kultur, historie og traditioner. Vi kommer alle med forskellige erfaringer og er alle placeret i en historisk og kulturel kontekst, der har betydning for, hvordan vi forstår og tolkene på tingene. 5

7 Processen i den hermeneutiske spiral viser, hvordan vi f.eks. på baggrund af mødet med en tekst samt vores forforståelse danner os en mening om, hvad denne handler om. På baggrund af dette, vil vi danne os en ny forståelse af, hvad helheden handler om. Den nye forståelse danner grundlag for den videre læsning, hvor vi løbende får kendskab til nye dele af helheden, og deraf skaber nye udkast til vores forforståelse. Baggrunden for min hermeneutiske videnskabstilgang hænger i dette projekt sammen med, at jeg bl.a. ser på samspillet mellem samfund og individ, og hvordan disse påvirker nøglebegreber inden for idrætsdeltagelse som behov, individualisering og fællesskab. Som det er tilfældet med den hermeneutiske cirkel, er denne udvikling en dynamisk proces, ligesom det er et fænomen, der ikke kan observeres og begrundes objektivt, men i stedet sker ud fra en forståelse og fortolkning af samfunds- og individudviklingen samt indsamlet empiri, som løbende vil være med til at ændre min forforståelse af mine problemstillinger. 3.1 Valg af teori og projektets opbygning Nedenstående beskrives opbygningen af projektet samt den anvendte teori, jeg benytter til at analysere på foreningsidrættens udfordringer, eksistensberettigelse og udviklingsmuligheder. Projektet har jeg opdelt i tre kapitler eller afsnit: Foreningsidrættens udfordringer, foreningsidrættens eksistensensberettigelse og foreningsidrættens udviklingsmuligheder. For at undersøge, hvorfor medlemmer tilsyneladende har ændret behov med hensyn til deltagelsen i idrætsforeningerne, vælger jeg at belyse samfundsudviklingen og dennes sammenhæng med forbrugerkulturen for heraf at finde frem til nogle tendenser, der er med til at præge nutidens og fremtidens forbrugere samt deres behov og forbrug. Til at anskueliggøre samfundsudviklingen anvender jeg bl.a. Anthony Giddens tanker om det senmoderne samfund. I analysen af idrætsforeningernes udfordringer vil Maja Pilgaards 3 Sport og motion i danskernes hverdag, som bygger på en omfattende undersøgelse af danskernes motions- og sportsvaner i 3 Maja Pilgaard er cand.scient i Idræt og sundhed og ansat som analytiker ved Idrættens Analyseinstitut og ph.d.- stipendiat ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet. ( 6

8 2007. udgøre en væsentlig del af min anvendte litteratur. Denne bliver suppleret med Foreningsidrættens vilkår i Danmark, en undersøgelse af DGI og DIF, Foreningsidrætten i Danmark udvikling og udfordringer fra Idrættens Analyseinstitut samt lignende rapporter og teori om emnet. For at undersøge idrætsforeningernes eksistensberettigelse, har jeg taget afsæt i indsamlet empiri fra kommunale Fritidsforvaltninger, idet det er disse forvaltninger, der administrerer de lokale tilskud til idrætsforeningerne, og derfor må et passende sted at finde svar på, hvorvidt pengene er givet godt ud. Empirien, i form af interview, herfra har derfor dannet udgangspunkt for det teoretiske grundlag om foreningsidrættens eksistensberettigelse, hvor jeg bl.a. anvender James Putnams teori om social kapital samt Giddens syn på tillid i det senmoderne samfund. Ovenstående resultater og svar vil danne udgangspunkt for den efterfølgende undersøgelse og diskussion af, hvorledes idrætsforeningerne kan udvikle deres produkt og koncept i forhold til at imødekomme krav og behov fra fremtidens idrætsudøvere. I det afsluttende kapitel, foreningsidrættens udviklingsmuligheder, har jeg først og fremmest set på allerede publiceret litteratur om emnet i form af magasiner, undersøgelser og lignende fra bl.a. DGI og DIF. Jeg har endvidere anvendt teori fra Advanced theory and practic in Sport Marketing og Introduction to Sport Marketing til henholdsvis at beskrive generel problemløsning og udvikling af markedsføringsstrategi som en mulig idé til at udvikle idrætsforeningen. 4. Metodetilgang I metodelære skelnes der mellem kvalitative og kvantitative metoder. Det er således brugen af de metoder, der er afgørende for, hvordan undersøgelser foretages og indsamlet data efterfølgende behandles. Forskellen i de to metoder er ofte anvendt til at skelne natur - fra humanvidenskaben, hvor naturvidenskaben bygger på hårde data, som kan måles, tælles, vejes og registreres forholdsvis mekanisk, mens humanvidenskaben arbejder med bløde data, som kræver forståelse og fortolkning. 7

9 Kvantitative metoder bliver brugt, når anvendelsen af undersøgelsesresultater og analyser består af målbare mængder hvilket vil sige, at den indsamlede data kan kvantificeres. (Gratton & Jones, 2004, s. 21) I den kvantitative metode er kommunikationen envejs, hvorfor undersøgelser sker på forskerens betingelser (Andersen H., 2004, s. 60) Modsat er den kvalitatives udgangspunkt, at ethvert fænomen består af en række kvaliteter, der ikke kan mæles, tælles eller vejes. Det gælder eksempelvis oplevelser, følelser og tanker. Når der analyseres i den kvalitative metode fremhæves derfor forståelse og fortolkning, og modsat den kvantitative metode sker undersøgelsesprocessen som et kommunikativt forhold, hvorfor der er tale om tovejskommunikation. I dette projekt opererer jeg med begreber som behov og vaner, fællesskab, samfunds- og forbrugerudvikling, som i høj grad omhandler menneskelig praksis. Dette lader sig ikke umiddelbart måle eller veje, hvorfor jeg vil i projektet vil anvende en kvalitativ metode. Jeg vil i mit projekt anvende desk research for at afdække samfundsudviklingen og dennes betydning for foreningsidrætten, ligesom det er yderst relevant at se på øvrigt litteratur, der har afdækket idrætsforeningerne og deres medlemmers rolle i den nævnte debat, idet det netop er disse interessenter jeg skal undersøgen i dybden for at afdække idrætsforeningernes udfordringer og ikke mindst deres muligheder for at tilpasse sig medlemmernes fremtidige (ændrede) behov. Ligeledes vil empirisk indsamlet materiale kommunale Fritidsforvaltninger udgøre en vigtig del af datasamlingen for projektet, da den offentlige sektor, qua deres tilskud, udgør en altafgørende faktor for idrætsforeningernes eksistens. 4.1 Induktion og deduktion Induktion og deduktion er udtryk for, hvordan man som forsker arbejder og anvender videnskabeligt data. Den induktive metode er ofte forbundet med positivistiske og kvantitative undersøgelser, hvor udgangspunktet er en hypotese eller eksisterende teori, som testes ved at indsamle data for på den måde at be- eller afkræfte den eksisterende teori. Den induktive metode er mere fortolkende og kvalitativ, hvor viden produceres gennem dataindsamling som observationer og interviews. De indsamlede data analyseres efterfølgende, 8

10 hvorefter der kan opstilles en forklaring på problemstillingen og/eller udvikle en teori eller hypotese på baggrund af dette. Hvis nødvendigt kan teorien efterfølgende bliver testet og videreudbygget med yderligere data og på den måde blive verificeret. (Gratton & Jones, 2004, s. 36) Der sker således en bevægelse fra del til helhed. Der kan altid komme nye teorier, som ikke stemmer overens med teorien, hvorfor den induktive metode ikke endegyldigt kan bevise noget. Jeg vil i dette projekt både arbejde efter den induktive metode, som sker i forbindelse med indsamling af empiri fra enkelte dele : idrætsudøvere, kommunalpolitikere m.fl., ligesom jeg vil gøre brug af den deduktive metode i forbindelse med desk research, hvor allerede eksisterende litteratur og teori vil have indflydelse på min forforståelse og dermed det videre arbejde med projektet og dettes problemstillinger. 4.2 Interview som empiriindsamling - det semistrukturerede interview Hvis du gerne vil vide, hvordan folk forstår deres verden og deres liv, hvorfor så ikke tale med dem? (Kvale & Brinkmann, 2009) Sådan indledes bogen Interview af Kvale og Brinkmann, som udgør teoretisk inspiration i forhold til udarbejdelse af interviewguides. Citatet er meget rammende for en af måderne at generere viden i den kvalitative metode, og således også hvordan jeg ønsker at nærmere mig et svar på problemstillingerne. Det er bl.a. gennem samtalen, at jeg vil forsøge at forstå de ændrede valg og behov, som aktive idrætsudøvere har fået de senere år, samt forsøge at afdække kommunernes incitament for de offentlige tilskud til idrætsforeningerne. Inden for det kvalitative interview, finder der tre former det informative, det åbne og det semistrukturerede interview. Jeg har i dette projekt valgt at anvende det semistrukturerede interview ved indsamlingen af empiri. Her har intervieweren et forhåndskendskab til temaet, som interviewet tager udgangspunkt i, hvorfor man også har en forestilling om problemstillingen i interviewet. Som interviewer har man således en praktisk og teoretisk viden om fænomenerne, man vil studere, men samtidig må man være åben over for nye informationer og synsvinkler, som kan den interviewede kan byde ind med. (Andersen I., 2009, s. 169) Derfor er det fordelagtigt, at man som 9

11 interviewer udarbejder en interviewguide, således man når omkring alle vinkler på ens spørgsmål. Det er dog så åbent, at respondenten får mulighed for at styre interviewet i den retning han/hun bevæger sig hen imod, hvorfor denne interviewform er meget anvendelig, når man som interviewer skal have det fulde udbytte ud af respondentens synsvinkel på det, der undersøges. Jeg vil i dette projekt anvende megen teori og litteratur om emnet, som skal danne udgangspunkt for min baggrundsviden og dermed også min forforståelse, men jeg forholder mig samtidig åben i forhold til nye informationer og synsvinkler, som mit indsamlede empiri i form af de forskellige interviewpersoner kan komme med, hvorfor jeg på den baggrund den semistrukturerede interviewform Interviewpersoner I forbindelse med min empiriindsamling har jeg bl.a. lavet interview med nedenstående personer. Interviewene er udført både personligt, telefonisk og skriftligt. (mail). - Erik Kristensen, områdechef for Kultur og Fritid, Aalborg Kommune - Lise Aslak Jensen, fritidskonsulent i Vesthimmerlands Kommune - Jørgen Nielsen, Fritidskonsulent i Brønderslev Kommune - Mette Ankjær Jensen, Teamleder for Fritid og Kommunikation i Jammerbugt Kommune - Mette Skov Hansen, koordinator på Svendborgprojektet 10

12 5. Foreningsidrættens udfordringer I projektets første kapitel analyserer jeg, hvilke udfordringer og trusler foreningsidrætten står over for i øjeblikket. Overordnet kan udfordringerne deles op i tre kategorier, hvis der ses på, hvem der påvirker disse udfordringer og trusler og idrætsforeningerne: Samfundet, idrætsforeningerne selv og kommunen. 5.1 Samfunds- og forbrugerudviklingens individualiseringstendenser Nedenstående beskrives udviklingen i samfundet fra det traditionelle til i dag, herunder udviklingen i forbrugerkultur, og med udgangspunkt i Giddens vil jeg redegøre for nogle af de tendenser og sociale processer, der præger nutidens samfund og forbrug, idet disse strømninger er relevante i forhold til, hvilke behov idrætsudøverne har og agerer ud fra. I det traditionelle samfund, der i Danmark så småt blev udfaset i midten af 1800-tallet (Bülow), bestod befolkningen hovedsageligt af små samfund, der primært var beskæftiget i landbruget. Traditioner var i højsædet og det teknologiske niveau lavt. Den økonomiske samhandel bestod derfor overvejende af byttehandler på det lokale marked. De sociale relationer i samfundet var, pga. mobiliteten, tætte, og bestod af den nærmeste familie, som man i fællesskab med skulle forsøge at dække at dække de basale behov, hvorfor man som individ satte familien højere end sig selv. Det moderne samfund, også benævnt som industrisamfundet (ibid), er en periode præget af stor teknologisk fremgang, hvor industrialiseringen gav en kraftigt øget produktivitet, som dannede grundlag for en urbanisering. Tilflytningen til byerne dannede grundlag for et opbrud med traditionerne, idet åbningen til omverdenen i de små lokalsamfund brød enkeltpersoners, som herremanden og præsten, ord som værende endegyldige og lovbestemmende. Den tyske sociolog, Ferninand Tönnies beskrev overgangen fra det traditionelle til det moderne samfund som en overgang fra et fællesskab (Gemeinschaft), som forstås ved familien, slægten, kirken, lokalsamfundet m.m. til et samfund (Gesellschaft) (Jacobsen, 2010, s. 31). Konsekvensen heraf var, at de traditionelle fællesskaber gik i opløsning, og i stedet opstod et Gesellschaft, som 11

13 medførte en stærkt stigende individualisme i samfundet. Det senmoderne samfund er, ifølge Anthony Giddens, præget af en utrolig samfundsmæssig dynamik, der gør, at alt forandrer sig med en voldsom hastighed. (ibid) Ikke mindst den teknologiske udvikling har gjort, at hvad der er nyt i dag, kan være glemt i morgen. Den øgede globalisering har kun udbredt dette fænomen, hvor det nu er muligt at kommunikere med hele verden og konstant blive bombarderet med nye indtryk, der tidligere var begrænset til lokalsamfundet. Giddens mener således, at der er sket en adskillelse af tid og rum (op. cit. s. 47). I det traditionelle, og til dels også i det moderne, samfund var man som menneske i højere grad forankret til lokalsamfundet, ikke mindst på baggrund af den begrænsede mobilitet. Den moderne teknologi og især fremkomsten af internettet har gjort, at det nu er muligt at være hvor som helst fysisk i løbet af få timer og mentalt på få sekunder. Nedbrydningen af afstande har medført, at man zapper rundt i verden i jagten efter noget sjovt, spændende eller på anden måde opsigtsvækkende. På samme måde som man med fjernbetjeningen blot skifter kanal, hvis man ikke føler sig tilstrækkeligt underholdt på den, man som seer er havnet på. Dermed er vi også blevet uafhængige af rummet, idet Facebook, diverse chat- og spilfora og andre internetplatforme har medført, at vi ikke behøver at mødes ansigt til ansigt for at spille spil, udveksle skole- og arbejdsgaver eller diskutere politik og fodbold. Zapper-kulturen har også haft indflydelse på vores valg af idrætsudfoldelse i dag. Vi har sjældent langt til nærmeste fitnesscenter, hvor vi mere eller mindre kan træne, når det passer os, ligesom vi kan sidde hjemme ved computeren og frit vælge mellem et hav af forskellige aktiviteter, som centrene tilbyder. Samtidig har vi alle en eller anden form for natur lige uden for vores dør, hvor det blot kræver et par løbesko for at være i gang. Hvis de forskellige idrætsudbydere ikke kan tilbyde det behov, vi efterspørger, er vi hurtige til at zappe videre i det dynamiske samfund. Vores traditionelle fællesskab er ifølge Tönnies gået i opløsning, hvorfor vi mister forankringen til den lokale idrætsforening, og samtidig ønsker vi ikke at være bundet af et fast rum og tid, når vi skal dyrke idræt. 12

14 I det senmoderne samfund, som Anthony Giddens 4 (Jacobsen, 2010, s. 46) mener, vi befinder os i, er der sket en yderligere individualisering i samfundet. Som mennesker former man nu selv sin identitet gennem valg af uddannelse, arbejde, forbrug, livsstil osv., ligesom man ikke i samme grad, som i det moderne eller traditionelle samfund, er afhængig af andre (Bülow). Samtidig har den økonomiske udvikling medført, at man som forbruger, i Danmark, tager de basale behov for givet, idet den overvejende del af befolkningen ikke behøver at bekymre sig om, hvordan man får dækket de fysiologiske behov som vand, føde og tag over hovedet. Fokus er derfor nu på de øverste lag, selvrealiserings- og selvværdsbehov i Maslows behovpyramide. Christian Have, event-guru og kreativ direktør for Have PR, mener således, at behovet for selvrealisering i dag er så stort, at Maslows model skal vendes på hovedet (Have, 2004, s. 31). Dette har også haft indflydelse på vores måde at dyrke idræt på. I dag findes en lang række elektroniske redskaber, som kan anvendes til at dokumentere aktive udfoldelse. Løbe-apps som Endomondo og Runkeeper er et stort hit blandt danskerne, og bruges ikke kun til at holde øje med, hvor langt man selv har løbet, men giver også den mulighed for at uploade resultatet til Facebook, så dette kan vises frem til andre. Behovet for sikkerhed, som et fællesskab, ifølge Zygmunt Bauman, (Bauman, 2002) giver og det sociale behov, vil ofte kunne opfyldes i idrætsforeningerne, men disse synes nu nedprioriteret til fordel for mere ekstreme, individuelle udfoldelser, der samtidig kan dokumenteres på steder, hvor det er mulighed for at opnå anerkendelse. 4 Giddens bruger både betegnelsen det moderne og det senmoderne samfund. Årsagen her til er, at de karakteristiske træk ved senmoderniteten er skabt i det moderne. Der sker således en glidende overgang, hvor processerne fra det moderne bliver forstærket i det senmoderne samfund. For kontinuerlighedens skyld anvender jeg betegnelsen det senmoderne samfund gennem hele projektet. 13

15 5.2 Manglende koncept- og produktudvikling Idrætsaktiviteterne ser i mange traditionelle idrætsforeninger ud, som de også gjorde for år siden. Det er enstrengede foreninger, der ofte har boldspil som det eneste idrætstilbud til lokalsamfundet. Der er næppe nogen tvivl om, at hvis kommercielle idrætsudbydere havde ageret tilsvarende, eksisterede de ikke i dag. Aerobic var den store dille i 80 erne, mens idrætsudøvere og fitnesscentrene i 90 erne ikke kunne få nok udstyr noget med mere veldokumenteret effekt end andet. I 2012 er træningsdillen nu blevet funktionel det vil sige, at den skal være så simpel og effektiv som muligt, bl.a. eksemplificeret ved crossfit. Derudover må det gerne være sjovt at dyrke motion, hvilket har ført til opblomstringen af zumba. (Pröschold, 2011) Udviklingen viser, at mens de kommercielle idrætsudbydere har været dygtige til at være proaktive og hurtigt omstille sig efter idrætsudøvernes ændrede behov, holder idrætsforeningerne tilsyneladende stadig på, at der ikke er nogen grund til at ændre på et produkt, der historisk set har fungeret fint. De seneste 5-10 år har flere idrætsforeninger dog udvidet deres tilbud med foreningsfitness herunder holdtilbud som bl.a. førnævnte zumba. Dette er imidlertid ikke helt uden problemer, mener idrætsforsker ved Syddansk Universitet, Kasper Lund Kirkegaard, der påpeger, at der kan opstå juridiske og idrætspolitiske problemer, hvis idrætsforeninger låner træningsformer og varemærker fra de kommercielle idrætsudbydere, mens de samtidig modtager offentlig støtte. (Fedders, 2011) I stedet for at kopiere tilbud, som andre har udviklet, opfordrer han i stedet idrætsforeningerne til selv at komme ind i kampen (med at udvikle idrætsaktiviteter), hvis vi i fremtiden ikke vil betragte foreningsidrætten på et idrætsmuseum: Den specialiserede foreningsidræt vil selvsagt kunne bestå i en eller anden form, men vi vil opfatte den som noget, der hører fortiden til og er forbeholdt en lille subkultur for de bedste sportsudøvere eliten og talenterne (Fedders, Videnskab.dk, 2011) En understregning af, at udviklingen og fornyelsen af idrætsaktiviteterne halter i mange idrætsforeninger kan ses i DGI og DIF s undersøgelse om Foreningsidrættens vilkår i Danmark, hvor ca. 50 % af de adspurgte foreninger svarer, at de ikke har forestået nogen øvrige idrætslige aktiviteter i foreningen i det seneste år. (DIF og DGI, 2004) Samtidig er 14

16 det kun 8,5 % af foreningen, der har forsøgt sig med jogging/motionsløb og endnu færre, 7,8 %, har forsøgt sig med aktiviteter med Familie-idræt. Figur 1: (Pilgaard, Teenageres idrætsdeltagelse i moderne hverdagsliv, 2012, s. 86) Som det ses i figur 1 falder andelen, der dyrker holdboldspil, drastisk blandt unge, der er på vej ind i 20 erne. Det sammenholdt med, at mere end 40 % af de årige giver udtryk for, at de stopper med foreningsidræt, fordi de mister interessen og 35 % af de fordi de får andre interesser, tyder på, at de enstrengede idrætsforeninger med boldspil har svært ved at tilbyde de unge et koncept eller produkt, der kan fastholde dem i foreningen. Samtidig gør boldspil i deres nuværende form samt idrætsforeningernes tilgang til disse det svært at få nye medlemmer, hvis man som idrætsudøver ikke har stiftet bekendtskab med spillet fra barnsben. Jo ældre man som aktiv bliver, desto sværere bliver det for en udefrakommende, der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med det pågældende boldspil, at komme ind på etablerede hold i foreningerne. Konkurrenceelementet fylder stadig meget i foreningsidrætten, og hvis man som nyt medlem kan se, at ens tilstedeværelse er med til at sænke niveauet på holdet, vil man nemt føle sig ekskluderet af fællesskabet. Det område behandler Jens-Ole Jensen i sin Ph.d-afhandling, Fællesskab, fitness og foreningsidræt, hvor han bl.a. har interviewet volleyballspillere om deres oplevelser af ikke at være gode nok. lige meget hvad jeg gjorde, så kunne jeg simpelthen ikke lave et rigtigt baggerslag og jeg kunne ikke lave et ordentligt fingerslag. De lå nede i bagvæggen, når jeg skulle smide dem op til nettet hver gang. Og det er frustrerende. Så har man det sådan lidt: Okay, nu er jeg mere til skade end til 15

17 gavn, så nu kan jeg ligeså godt gå hjem for ikke at ødelægge resten af træningsaftenen. (Jensen J.-O., 2006, s. 187) Modtagninger er tit et stort problem, hvor jeg virkelig er træt af det, og er ved at skide i bukserne, fordi nu er det ham der, og jeg ved, at han altid server på mig, fordi han har en eller anden svæveserv, som kommer totalt underligt, som jeg ikke kan tage. Så tænker jeg sådan inden og jeg er allerede nervøs, inden den kommer og jeg ved, at den kommer til mig, og så ryger den selvfølgelig af helvede til. Og så er jeg træt af det. Så ved jeg, at jeg ødelægger det for de andre. (ibid) Udtalelserne vidner om, at hvis ens kropslige færdigheder ikke er tilstrækkelige, vil det efterlade idrætsudøveren med følelsen af eksklusion fra fællesskabet. I videre udstrækning vil eksklusionen også ske i praksis, hvis ens medspillere spiller uden om en, man bliver udskiftet eller ikke bliver udtaget til kamp. Med de mange idræt- og motionstilbud der udbydes sideløbende med foreningsidrætten, vil ovennævnte oplevelser sandsynligvis medføre, at de to interviewpersoner vil finde andre steder at dyrke motion eller være en del af et fællesskab. Kasper Lund Kirkegaard mener, at foreningsidrætten selv er skyld i, hvis idrætsudøverne vælger dem fra: Foreningsidrætten har ikke opdaget, at idræt er fået fra en mands- og sportsdomineret tradition til i højere grad at være en motionsdomineret, sundhedsorienteret og kvindedomineret tradition. ( ) Hvis ikke foreningerne formår at udvikle flere motionstilbud til almindelige voksne udøvere, risikerer vi, at store dele af foreningsidrætten om 20 år er mere en romantisk drøm end en praktisk realitet (Fedders, 2011) Selv om jeg ikke deler Kasper Lund Kirkegaards dystre syn på fremtiden for foreningsidrætten, er der næppe nogen tvivl om, at den manglende udvikling af foreningernes idrætsudbud er et problem i forhold til at fastholde og især at tiltrække nye medlemmer. Den manglende udvikling gælder både de traditionelle holdboldspil, som findes i foreningen i forvejen samt de nye tilbud, som konstant opstår og som idrætsforeninger lige så godt kunne være med til at udvikle. Idrætsforeningerne har fat i de unge i de unge årgange, men når de først er faldet fra, er de, på grund af holdsportens konkurrenceelement, svære at få med ind igen senere i livet, idet de manglende færdigheder kan medføre eksklusion af fællesskabet. Samtidig har de manglende 16

18 medlemmer ført til mange sammenslutninger af enstrengede idrætsforeninger med holdboldspil, hvorfor medlemmerne får endnu længere til de kampe, som er en fast forankret del af det at spille f.eks. fodbold og håndbold i en idrætsforening. I en tid, hvor den overvejende del af idrætsudøvere skriger på fleksibilitet og nævner manglende tid som årsag til, at de ikke er med i en forening, er der ingen tvivl om, at der er brug for nytænkning ud udvikling, hvis holdboldspillene skal have knækket kurven. 5.3 Manglende fleksibilitet De unge stiller derfor i større grad krav om fleksibilitet og frihed i dagligdagen. Dette forsøger Sport2Go at imødese ved at tilbyde mange forskelligartede idrætstilbud i ugens løb, som man blot tilmelder sig, når det passer ind i kalenderen. (Sport2Go - Aalborg) Vi ønsker at skabe et idrætstilbud, som er fleksibelt og tilpasser sig hverdagen. (Viborg Idrætsråd) Ovenstående citater fra idrætsprojekterne Sport2Go, som er på vej til at blive landsdækkende, og Fit Deal, som er udviklet af Viborg Idrætsråd, er et godt vidnesbyrd om, hvad der i øjeblikket bliver set som det allerstørste problem for foreningsidrætten: Manglende fleksibilitet. De to projekter er netop udviklet for at nytænke og udfordre det traditionelle ståsted og organiseringsform inden for foreningsidrætten. De er således ikke udtænkt som konkurrenter til idrætsforeningerne, men som en samarbejdspartner, der kan hjælpe dem til at tænke anderledes og udvikle nye koncepter, som tilfredsstiller idrætsudøvernes behov for fleksible træningstider. Det danske arbejdsmarked er et af verdens mest fleksible hvad angår arbejdstid. Danmark ligger således nr. 2 over lande med mulighed for fleksibel arbejdstid, fremgår det af en rapport fra OECD i (Tolling) I rapporten påpeges der desuden, at der ved fleksibel arbejdstid er besparelser at hente for virksomheden ved nedsættelse af sygefravær og stress. En undersøgelse fra Dansk Handel & Service fra 2004 viser endvidere, at fleksibilitet er overordentligt vigtigt for de fleste og at muligheden for at flekse har lige så stor værdi som lønnen. (Wang, 2004) 17

19 Nu kan det være problematisk at sammenligne arbejde med fritid, men meget tyder på, at voksne danskerne også har et stort ønske og behov om fleksibilitet uden for arbejdspladsen. Således er den selvorganiserede idræt og de private fitnesscentre på deres højeste, hvad angår antallet af udøvere, når danskerne er i 20 erne. I samme aldersgruppe oplever foreningsidrætten et drastisk fald. (Figur 2) Kasper Lund Kirkegaard mener, at det øgede behov for fleksibilitet er opstået på baggrund af den økonomiske vækst: I takt med at middelklassens økonomiske vækst har gjort de store private idrætsfaciliteter mulige, er den kommercielle idræt vokset frem af et oplevet behov for fleksibilitet i fritidsforbruget. Fitnessaktivitetens styrke består i, at den giver individet mulighed for at træne, når der er behov, tid og lyst. Dette selvom langt hovedparten af kunderne rent faktisk træner i de samme tidsrum på dagen. (Kirkegaard, 2007) Figur 2: (Pilgaard, Sport og motion i danskernes hverdag, 2009, s. 10) Det er interessant, at trods det store behov for fleksibilitet, så vælger størstedelen af idrætsudøverne alligevel at træne i samme tidsrum. Der kan således være noget mentalt og symbolsk i, at man har muligheden for at træne, når man som aktiv har lyst. Dette illustrerer således fint den individualiseringstrang, der er hos individet i det senmoderne samfund. Jacob, interviewperson fra Jens-Ole Jensens Ph.d., bekræfter denne mentalitet og behov ved at påpege, at noget af det vigtigste ved spinning er, at jeg stort set kan gøre det, når det passer mig. ( ) at jeg kan træne om formiddagen kl. 10, kl. 16 eller kl. 19 eller hvornår det nu måtte være. At jeg kan træne alle ugens dage. Det betyder meget for mig. Det er den måde jeg kan lide at leve på, at jeg kan vælge 18

20 Ønsket om fleksibilitet er ikke kun stort hos den voksne del af befolkningen, hvor arbejde og uddannelse fylder en stor del af ens hverdag. Således oplever foreningsidrætten stor nedgang allerede, når idrætsudøverne rammer teenagealderen. Netop i denne aldersgruppe har selvorganiseret idræt og de private fitnesscentre stor vækst i antallet af udøvere. Noget tyder derfor på, at de unge begynder at vælge foreningsidrætten fra, når de har mulighed for at frigøre sig fra hjemmefra, så de ikke længere er afhængige af forældre til at transportere dem fritidsaktiviteter. Hos flere børn og unge opstår der i stigende grad et ønske om at vælge selv. Maja Pilgaard mener, at mange unge bliver trætte af det fastlåste system med to gange træning i ugen og kamp i weekenden. De begynder derfor at søge mod selvorganiserende idrætter og fitnesscentre allerede i de tidlige teenageår, fordi den elitære tænkning om, at man skal møde op på bestemte tidspunkter, ikke tiltaler de unge. (Jyllands Posten, 2009) I evalueringsrapporten for Sport2Go fra efterårsperioden 2011 fremgår det endvidere, at 88 % af deltagerne ser Sport2Go som det mest fleksible idrætstilbud. I evalueringens fokusgruppeinterviews gav de unge udtryk for, at det netop var fleksibiliteten, der gjorde det attraktivt at være med i Sport2Go. (Aalborg Kommune, 2012, s. 8) Kravet om større grad af fleksibilitet ser foreløbigt ud til at være en tendens, der er kommet for at blive. Den konstante udvikling af nye familiemønstre og en mere omskiftelig, karriereorienteret hverdag for den enkelte er derfor en stor udfordring for foreningsidrætten, som er afhængig af frivillige. Fra den offentlige sektor er der indtil videre stor interesse i at hjælpe idrætsforeningerne med at udvikle ideer til, hvordan de kan gøres mere fleksible. Spørgsmålet er så, hvorvidt foreningerne og dermed de frivillige har kapacitet og tid til at være fleksible i en tid, hvor mennesket har individualiserings- og frihedstrang. 5.4 Kommunale forandringer Kommunerne er i høj grad med til at sætte rammerne for foreningsidrætten i Danmark, idet idrætsforeningerne er afhængige af kommunernes støtte i form af gratis rådighed over idrætsfaciliteter og refundering af hovedparten af de udgifter, foreningen måtte have til leje og lokaler og anlæg. De offentlige tilskud har traditionelt udgjort % af idrætsforeningernes indtægter, (se figur 3) og de fleste idrætsforeninger ville derfor næppe kunne eksistere, hvis det 19

21 ikke var for kommunernes tilskud, som i 2004 gennemsnitligt udgjorde 18 % af idrætsforeningernes indtægter i form af 10 % lokaletilskud og 8 % øvrige tilskud (Foreningsidrættens vilkår i Danmark, 2005, s. 21) Figur 3: Foreningsidrætten i Danmark udvikling og udfordringer (Idan), s. 24 Idrætsforeningernes tilskud sker på baggrund af Folkeoplysningsloven, der bl.a. giver idrætsforeninger ret til at modtage aktivitets- og lokaletilskud for medlemmer under 25 år. (Bjerregaard, 2009) Det er kendetegnende ved den kommunale støtte, at den ikke er forbundet med større krav og forventninger fra kommunens side. Historisk set har idrætsforeningerne således nydt godt af Folkeoplysningsloven og de kommunale tilskud, den medfører, ligesom kommunernes og idrætsforeningernes samarbejde og relationer gennem mange år har kørt uden større forviklinger. Der kan imidlertid være ændringer på vej, der drypper malurt i foreningsidrætten bæger. Således er kommunernes forpligtelser over for idrætsforeningerne for alvor kommet i fokus i 2012, da Højesteret i marts måned afgjorde en principiel sag mellem Jetsmark IF og Jammerbugt Kommune omhandlende opkridtning af klubbens fodboldbaner. Højesteret gav Jammerbugt Kommune medhold i, at de ikke er forpligtet til at stå for denne opkridtning, hvilket har medført en årlig ekstraudgift for Jetmarks IF på kr, ligesom flere frivillige har været nødsaget til at hjælpe til med opgaven. (Bomann, 2012) Dommen har fået landets idræts- organisationer og -foreninger til at grue for, at landets øvrige kommuner også vil afskaffe de lokale aftaler om opkridtninger af baner: 20

22 Næstformand i DGI, Birgitte Nielsen, frygter således det værste: Vi kan vel både frygte og forvente, at resten af landets kommuner nu benytter anledningen til at afskaffe alle de lokale aftaler om opkridtning af baner. Det vil være en umiddelbar ulykke for fodboldklubberne. (Ritzau, 2012) Idrætsforsker Bjarne Ibsen mener, at kommunerne er havnet i en udgiftsklemme. De har på den ene side ikke mulighed for at hæve skatterne, og på den anden side er der øgede krav om velfærd i form af mere og bedre service til børn og ældre. De tvinger derfor kommunerne til, i højere grad end tidligere, at prioritere de kommunale midler, som derved kan gå ud over støtten til idrætsforeningerne og driften af idrætsfaciliteter Kommunernes sundhedsansvar en trussel for økonomiske tilskud? Sundhed har de seneste år fået en højere politisk prioritet, og stik hvad man måske kunne forvente, er den øgede fokus på sundhedsfremmende opgaver i kommenen ikke nødvendigvis en fordel for foreningsidrætten. Kommunerne overtog pr. 1. januar 2007, i forbindelse med kommunalreformen, hovedansvaret for den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i forhold til borgerne fra amterne. Bjarne Ibsen peger i den forbindelse på, at muligheden for at den kommunale støtte fremover vil rette sig mod sundhedsmæssige mål på bekostning af kulturelle, folkeoplysende og demokratiske mål, som idrætsforeningerne står for, idet man kan forestille sig, at kommunen ikke vil tillægge det betydning, om det er en forening eller et kommercielt motionsinstitut den støtter, blot den støttede aktivitet giver resultater. (Ibsen, Foreningsidrætten i Danmark, 2006, s. 41) Denne udvikling er for længst sket inden for børnepasning og ældrepleje, hvor det ikke har betydning, at disse varetages på kommercielle vilkår hvis blot det sker på den bedste og billigste måde. Med kommunernes økonomi og Højesteretsdommen om banekridtning in mente, er der således meget der tyder på, at udviklingen er på vej i den retning, som Bjarne Ibsen antyder. Erik Kristensen, Områdechef for Kultur- og Fritidsforvaltningen i Aalborg Kommune, medgiver da også, at det kan have sin fordel at lade kommercielle fitnesscentre stå for den sundhedsfremmende opgave i samfundet: 21

23 I forhold til sundhed og i forhold til fysisk aktivitet, så kan det langt hen ad vejen sagtens være sådan, at de kommercielle udbydere på markedsvilkår er langt bedre end foreningerne Faciliteterne er bedre, det kan være, at deres instruktører er bedre, men det bliver de også nødt til, fordi det er på markedsvilkår. (Kristensen, 2012) Erik Kristensen fremhæver dog vigtigheden af, at idrætsforeningerne ikke kun tager sig af sundhedsfremmende opgaver, men også indeholder en kulturel/demokratisk og en social dimension. Til spørgsmålet om, hvorfor kommunerne ikke bare lader de kommercielle idrætsudbydere står for forebyggende sundhedsopgaver svarer han: så glemmer man jo bare, at man måske mister den her tillidsskabende, demokratidannende effekt, som jeg tror på, foreningerne har. Den giver man køb på, for mig at se, hvis man vil lade det hele gå over til markedsvilkår. Teamleder for Fritid og Kommunikation i Jammerbugt Kommune, Mette Ankjær Jensen, er af samme opfattelse og uddyber: Der ligger en kæmpe værdi af det frivillige arbejde, der ydes i idrætsforeninger, og som har sundhedsfremmende og forebyggende effekter. Plus, som tidligere nævnt, de fællesskaber, og den sociale kapital, som opstår i idrætsforeninger, netop i kraft af den demokratiske organisationsform og mulighederne for indflydelse og deltagelse, der rækker ud over én selv. (Jensen M. A., 2012) Erik Kristensen og Mette Ankjær deler altså umiddelbart ikke Bjarne Ibsens forestilling om, at privatiseringen også vil slå igennem på kommunalt sundhedsfremmende plan. De er begge overbeviste om, at foreningsidrætten kan noget, som de kommercielle udbydere ikke kan, og nævner begge de kulturelle/demokratiske og sociale dimensioner som værende årsag til, at kommunen også i fremtiden vil tillægge det betydning, hvorvidt det er en idrætsforening eller et kommercielt idrætstilbud, de støtter. I et selvkritisk perspektiv må det dog være relevant at overveje, hvorvidt netop Fritidsforvaltningerne er de rigtige at spørge om denne udfordring, idet de deres daglige bånd knytter tætte bånd til netop idrætsforeningerne. I sidste ende kan det bliver det måske et spørgsmål om økonomi. 22

24 5.4.2 Folkeoplysningsudvalgenes endeligt? Debatten om Folkeoplysningens udfordringer og problemstillinger i forhold til idrætsforeningerne er en opgave i sig selv. Emnet er bredt beskrevet og diskuteret i Jens Bjerregaards, analytiker hos Idan, notat om idræt en revision af folkeoplysningsloven problemstillinger og overvejelser. Jeg vil her inddrage nogle af de væsentligste pointer i forhold til foreningsidrætten, som Jens Bjerregaard behandler i sit notat. En af Folkeoplysningslovens, og herunder udvalgene, store udfordringer er, ifølge Jens Bjerregaard, den konservatisme og mangel på udvikling, der præger Folkeoplysningsudvalgene i kommunerne. Jens Bjerregaard peger bl.a. på, at der i nogle kommuner sker en meget begrænset udskiftning af brugerrepræsentanterne i udvalgene, fordi repræsentanterne delvist udpeges af udvalget selv. Derudover er de enkelte brugerrepræsentanter meget fokuserede på at bevare de bestående fordele, deres område måtte have, hvorfor de ser mulige ændringer som en trussel. Denne indstilling har ført til, at flere kommuner 5 har valgt at nedlægge deres folkeoplysningsudvalg, som det blev muligt at gøre pr. 1. januar (Bjerregaard, 2009, s. 23) Dette skete bl.a. i Gribskov kommune i 2009, hvor Kultur- og Fritidschef, Annette Sørensen, netop gav udtryk for den manglende villighed til forandring som argumentation for beslutningen om at nedlægge folkeoplysningsudvalget: Folkeoplysningsudvalget er traditionelt præget af en konservativ indstilling ud fra devisen: Det vi har, er godt nok og forandring, hvorfor det? (op. cit., s. 10) Den konservative holdning i udvalgene fører også til en afdæmpet motivation for at godkende nyskabende foreninger, idet de eksisterende foreninger, som brugerrepræsentanterne ofte selv er aktive i, derved kommer til at dele de kommunale støttekroner og faciliteter med flere, hvorved de fremover vil få en mindre del af kagen. Jens Bjerregaard nævner endvidere også, at det kan være en problemstilling, at folkeoplysningsudvalgene i overvejende grad repræsenterer foreningsidrætten, som egentlig udgør et mindretal af de idrætsaktive i Danmark, idet denne udgør 41 pct., mens andelen af 5 Ifølge en opgørelse fra Kommunernes Landsforening havde i alt 24 Kommunerne nedlagt folkeoplysningsudvalgene medio ( 23

25 voksne, der dyrker selvorganiseret idræt er på 61 pct. (Pilgaard, Sport og motion i danskernes hverdag, 2009) Bjerregaard mener, at det er givet, at udvalgene har en større interesse i at støtte foreningslivet, og begrunder underprioriteringen af den selvorganiserende idræt med, at de mangler et formelt idrætspolitisk talerør. Foreningsidrætten har generelt stor indflydelse på den kommunale idrætspolitik, hvilket Jens Bjerregaard bl.a. forklarer med, at lokalpolitikerne og foreningslederne, i de mindre kommuner, ofte kender hinanden. Han mener således, at den kommunale idrætspolitik er gennemsyret af vennetjenester og uskrevne traditioner, og uddyber med, at selv om det både er logisk og legitimt, at foreningsidrættens repræsentanter sidder i udvalgene, må der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt idrætsforeninger har tilstrækkeligt med- og ikke mindst modspil i udvalget. (op. cit., s. 11) Historisk set har idrætsforeningernes indflydelse på den kommunale idrætspolitik været en stor fordel for foreningsidrætten, som bl.a. qua deres overrepræsentation i folkeoplysningsudvalgene har beholdt deres forspring på det kommunale idrætsområde i forhold til den selvorganiserende idræt. Samfundsudviklingen har dog ført til ændringer af idrætsudøvernes behov, og allerede i teenageårene overhaler den selvorganiserende idræt foreningsidrætten målt på antallet af udøvere, og med det øgede fokus på, at kommunerne skal være sundhedsfremmende, kan det i fremtiden blive sværere for idrætsforeningerne at argumentere for, at de fortsat skal have suverænt den største bid af kagen. 6 Børne- og Kulturdirektør i Næstved Kommune, Per Christensen, mener således, at det må være på tide at gøre op med problematikken om, hvorvidt det er befolkningens idrætsbehov eller foreningsdannelsen i sig selv, som folkeoplysningsloven skal støtte: I kommunerne lytter vi meget til de organiserede brugere. Nu er tiden kommet til de ikkeorganiserede, ellers vil de organiserede fortsat sætte dagsordenen, hvorved vi risikerer at miste en stor del af de unge, som søger kultur- og fritidsaktiviteter på andre måder og tidspunkter end de traditionelle. Spørgsmålet er så, hvilken betydning de nye kommunale strømninger får for idrætsforeningerne. På sidelinjen står flere kommercielle fitnesscentre og anklager de kommunale støttekroner til foreningsidrætten for at være konkurrenceforvridende, og samtidig har den selvorganiserende 6 80 % af de samlede offentlige udgifter til idræt er direkte eller indirekte kommunal støtte til idrætsforeninger. (Idrætten og Folkeoplysningsloven, 2009) 24

26 idræt gennem flere år været i hastig vækst. Folkeoplysningsloven har hidtil været idrætsforeningernes argumentation for at modtage de kommunale tilskud. Flere kommuner har dog valgt at afskaffe folkeoplysningsudvalget, og hvad gør man så, spørger en deltager i en fokusgruppe af de kommunale forvaltningers syn på folkeoplysningsloven: Hele (folkeoplysnings)loven er jo bygget op på baggrund af, at folkeoplysningsudvalgene var lovpligtige. Derfor står der intet om, hvad man skal gøre, hvis man vælger at afskaffe udvalget. (Hast Kommunikation, 2009) Det ser ud til, at de, ifølge Jens Bjerregaard, konservativt indstillede folkeoplysningsudvalg har været gavnlige for idrætsforeningerne, idet de hidtil i overvejende grad har haft fokus på idrætsforeningernes idrætsudbud. At den selvorganiserende idræt ikke har haft et politisk talerør har derfor været en stor fordel for foreningsidrætten, idet der så ikke er blevet stillet spørgsmål ved støtten til idrætsforeningerne. Som en yderligere afdækning af dette område, må det derfor være relevant at undersøge, hvilken udvikling der er sket på området med foreningsidrætten i de kommuner, hvor man har valgt at nedlægge folkeoplysningsudvalget. 6. Foreningsidrættens eksistensberettigelse Som nævnt indledningsvis finder jeg det meget relevant at finde ud af, hvorvidt foreningsidrætten overhovedet kan legitimere deres fremtrædende plads i idrætspolitikken i kommunerne. Hvad er det egentlig, som idrætsforeningerne kan tilbyde os som individer og samfundet i det hele taget? Det vil jeg nedenstående forsøge at belyse. 6.1 Foreningsidrættens bidrag til social kapital og demokratidannelse I forbindelse med udarbejdelsen af dette projekt, er jeg flere gange stødt på udsagn om, at foreningsidrætten er med til at skabe social kapital for dens medlemmer. Både blandt forskere og kommunalfolk går begrebet igen. Mette Ankjær Jensen mener ligefrem, at idrætsforeningens medvirkning til dannelse af social kapital er med til at gøre lokalsamfundet mere attraktivt: I de mange mindre samfund, vi har i Jammerbugt Kommune, spiller det fællesskab, som idrætsforeningerne tilbyder, en kæmpe rolle i forbindelse med at 25

27 skabe social kapital. Det gør samfundene mere attraktive at bo og bosætte sig i. (Jensen M. A., 2012) Men hvad er social kapital, hvad kan man som individ bruge den til og hvorfor kan den være med til at berettige idrætsforeningernes eksistens og offentlige tilskud? Det vil jeg nedenstående forsøge opridse. Social kapital som begreb går, ifølge politolog Robert D. Putnam tilbage til 1916, hvor det blev introduceret af den amerikanske skolereformator, L.J. Hanifan. Hanifan forsøgte at påvise med social kapital, at menneskers engagement i et lokalsamfund skaber grundlag for en øget mellemmenneskelig kontakt hvilket er med til at danne fundament for en forbedring af hele lokalsamfundet (Hegedahl & Rosenmeier, 2007, s. 9). I nyere tid har særligt den franske sociolog Pierre Bourdieu arbejdet med og udbredt kendskabet til social kapital, mens den amerikanske sociolog James S. Colemann og førnævnte Robert D. Putnam hver især siden har videreudviklet Bourdieus syn og social kapital som begreb i det hele taget. Til trods for, at Bourdieu, Colemann og Putnam har divergerende opfattelser af social kapital, har deres teorier dog en fælles grundpræmisse om, at sociale netværk har værdi, og at sociale relationer kan betragtes som en form for kapital, hvorfor mennesker kan få udbytte af at indgå i netværk af sociale relationer (Hegedahl & Rosenmeier, 2007, s. 10). Social kapital udgør således en værdi i form af, at mellemmenneskeligheden skaber netværk af forbindelser og sociale relationer, der gør det lettere for mennesket at forfølge individuelle og kollektive mål. Social kapital betragtes som følge heraf også som den sociale lim, der får samfundet til at hænge sammen (Hegedahl & Rosenmeier, 2007, s. 10). Jeg tager i nedenstående afsnit om forholdet mellem social kapital og foreningsidrætten udgangspunkt i Robert D. Putnams teori og syn på social kapital, som han i sit værk, Making Democracy Work, fra 1993, definerer således: Features of social organization, such as trust, norms, and networks, that can improve the efficiency of society by facilitating coordinated actions (Putnam, s. 167). 26

28 Putnams syn på social kapital er valgt, idet han netop ser på foreningernes betydning for social kapital. Making Democracy Work var således med til at starte en diskussion om foreningernes demokratiske rolle, ligesom det vakte yderligere opsigt, da han med artiklen Bowling alone i 1995 argumenterede for, at der i USA var sket et tab af social kapital på baggrund af, at andelen af amerikanere, der bowlede, fra 1980 til 1993 var steget med 10 % samtidig med, at bowlingklubberne i samme periode havde oplevet en nedgang af medlemmer på 40 %. (Gundelach & Torpe, 1997, s. 16) Denne udvikling kan på længere sigt give problemer for demokratiet, mener Putnam, og giver dermed udtryk for, hvilken betydning han mener, som foreningerne har for demokratiet i samfundet. Hovedpointen i Putnams begrebsanvendelse er, at det er elementer som tillid, normer og netværk, der er med til at fremme samarbejdet i sociale organisationer. Det er Putnams opfattelse, at sociale organisationer, der er præget af klare normer og tillid, bl.a. har en højere effektivitet end sociale organisationer, hvor dette er en mangel. Putnam mener, at den sociale kapital skabes via interaktion og aktiv deltagelse i organisationer og grupper, og der på baggrund heraf opstår normer, tillid og forpligtelser, der er med til at skabe sociale bånd. De sociale bånd er med til at mindske snyd og manglende overholdelse af betingelserne i en aftale, idet et brud på de sociale normer vil medføre store omkostninger for normbryderen (Svendsen & Svendsen, 2006, s. 115) Afgrænsende og brobyggende social kapital Putnam skelner mellem to former for social kapital, den afgrænsende og den brobryggende. Den afgrænsende sociale kapital er karakteriseret ved at være indadvendt, idet der i disse netværk skabes fælles identiteter og homogene grupper (Hegedahl & Rosenmeier, 2007, s. 29). Netværk med afgrænsende social kapital er karakteriseret ved at have stærke sociale bånd og en stærk følelse af loyalitet over for netværkets øvrige medlemmer, der som samlet gruppe afgrænser sig over for omverdenen. Den stærke loyalitet er med til at give psykologisk og social opbakning blandt netværkets medlemmer. Omvendt kan disse stærke indbyrdes bånd også virke ekskluderende i forhold til omverdenen, ligesom de kan begrænse medlemmernes handlefrihed, idet de her ikke tør at skille sig ud fra netværket. 27

29 Den brobyggende sociale kapital karakteriseres som grupper, hvis medlemmer indgår på lige fod med alle andre. I netværk med brobyggende social kapital indgår der således individer fra mange forskellige sociale sammenhænge, køn, job, race, alder osv., og der bliver ikke set til de sociale skel, der måtte være mellem gruppens medlemmer. De indbyrdes bånd i brobyggende netværk i væsentligt svagere end i de afgrænsende, men til gengæld er mulighederne bedre for informationstilgang, hvorfor Putnam betragter båndene i den brobyggende sociale kapital som mere værdifuld end hos den afgrænsende. Ud fra Putnams betragtninger tilfører foreningsidrætten således den værdifulde brobyggende sociale kapital, idet idrætsforeningerne netop er karakteriseret ved at have medlemmer i alle aldre og fra alle social lag. Han betoner ligeledes et aktivt medborgerskab som grundlag for at udvikle, solidaritet, tillid og tolerance mellem borgerne, idet det er gennem medborgerengagementet, at jeg et transformeres til et vi. (Gundelach & Torpe, 1997, s. 21) Putnam mener, at kernen i et aktivt medborgerskab særligt er deltagelsen i de frivillige organisationer, og at det er herigennem, at samarbejdsfærdigheder og fælles ansvar for det kollektive udvikles. Organisationsdeltagelsen er endvidere med til at indlære det enkelte individ demokratiske procedurer, der eksisterer i institutioner, der er opbygget nedefra-op. (op. cit, s. 19) Netop organisationsformen nævner Erik Kristensen, områdechef i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Aalborg Kommune, som det væsentligste argument for, hvorfor kommercielle idrætsudbydere ikke kan overtage foreningernes folkeoplysende rolle i samfundet: Det er den demokratiske opbygning, som er fundamentet under foreningerne, hvor alle har en mulighed for at sige ja og nej det skal være sådan, ellers så kan I ryge, jer der bestemmer. Den mulighed har du ikke i de kommercielle. (Kristensen, 2012) Det er således idrætsforeningens demokratiske opbygning, frivillige fundament og sociale organisation, der er årsagerne til, at netop de er gode til dannelse af social kapital. Foreningerne er derfor gode til at skabe sociale netværk, hvor den væsentligste norm er gensidighed, som ud fra princippet noget for noget er medvirkende til, at medlemmerne i sociale netværk får tillid til, at alle arbejdes ud fra fælles bedste og interesse. Gensidighed kan overføres til et af 28

30 idrætsforeningernes meste centrale værdigrundlag: det forpligtende fællesskab. Det er et væsentligt udgangspunkt i den danske foreningstradition, og er eksplicit indskrevet i Folkeoplysningsloven kapitel 5. Som medlem af en idrætsforening er man dermed ikke kun en del af et fællesskab det forventes også, at man yder sin del til at opretholde det. Den tidligere eliteroer og olympiske mester, Rasmus Quist, er en de frivillige, der bidrager aktivt til fællesskabet: Det lyder så nobelt og højtidligt at sige, at der skal betales tilbage. Det er det ikke. Roning er som mange andre idrætsgrene en sport, der bygger på frivillighed hele vejen igennem organisation. ( ) så det er helt naturligt for mig, at det nu er blevet min tur. (Bruun, 2012) Det forpligtende fællesskab, i form af social og gensidig tillid, er for Putnam en vigtig forudsætning for at kunne samarbejde i komplekse omgivelser. Der skal dog ikke eksistere en lige for lige udvekslings med gensidighed, idet der først kan være tale om et kontinuerligt samarbejde, hvis det er normen, at en ydelse ikke skal medføre en modydelse her og nu. I samfund hvor den gensidige tillid er stor, vil der generelt eksistere en mindre tilbøjelighed til modydelse her og nu, hvilket kan have stor værdi for samfundet. Det uddyber jeg nærmere i det efterfølgende afsnit. 6.2 Tillid som samfundsværdi Som ovenstående afsnit viser, har idrætsforeningerne, ifølge Putnam, en stor indflydelse på produceringen af social kapital. Spørgsmålet er så, om dette kan være med til at legitimere foreningsidrættens folkeoplysende rolle og dermed de kommunale støttekroner. I den forbindelse vælger jeg at se nærmere på den samfundsmæssige betydning af tillid, som er et af de væsentligste aspekter af social kapital. Et af senmodernitetens kendetegn, som ikke er behandlet i afsnittet herom, er ifølge Giddens, at der sker en udlejring af social relationer. Det vil sige, at opgaver, der traditionelt blev varetaget af familien, nu er løsrevet fra hverdagslivet og overført til det, som Giddens betegner som abstrakte systemer. (Rasborg, 1999, s. 47) De abstrakte systemer består af to elementer, ekspertsystemer og symbolske tegn. Sidstnævnte udgør først og fremmest penge, som er udtryk for en udlejringsproces, der startede med naturalieøkonomi. 29

31 Derudover peger Giddens også på, at der er sket en øget refleksivitet i det senmoderne samfund, hvilket betyder, at vi i stigende grad forholder os til, hvordan vi forholder til os selv og ikke mindst andre (op. cit, s. 48) Giddens mener, at det har ført til, at myter og fordomme er blevet erstattet af viden, som vi i høj grad bliver bombarderet med fra vores ekspertsystemer. Læger, psykologer, pædagoger m.fl. forsøger konstant at give os opskriften på, hvad der er sundt, hvordan vi overlever parforholdet og hvordan børn opdrages bedst osv. De mange forskellige ekspertsystemer vi til dagligt omgiver os med gør, at tillid spiller en helt væsentlig rolle i det senmoderne samfund, og det er således Giddens opfattelse, at tillid er en helt afgørende betingelse for, at vi kan overleve i det komplekse, senmoderne samfund. Tillid er ikke kun vigtigt for det enkelte individ. Det kan også betale sig for samfundet, at vi har tillid til vores næste, hvorfor det således også blevet beskrevet som samfundets råstof. (Vaaben, 2010) Danmark kan kalde sig verdensmestre i tillid, og det er en stor gevinst for samfundet, påpeger professor Gert Tinggaard Svendsen, som forsker i social kapital: Set fra et samfundsmæssigt synspunkt er det dog smart, at vi er så tillidsfulde, for social sammenhængskraft i et samfund er med til at give en god økonomi og en stærk produktionskraft. (Persson, 2012) Svendsen er desuden enig med Putnam i, at netop foreningerne er gode til at udvikle social kapital og tillid. Han mener, at vi i Danmark har nogle normer for tillid, som vi bl.a. lærer gennem vores sociale institutioner som skolen og foreningerne: meget tyder også på, at nogle af de her foreninger kan fungere som broer, som fysiske mødesteder for overførsel af de her normer og uformelle spilleregler, som vi kan observeres findes i Danmark (Svendsen, 2012) Også idrætsforsker Kasper Lund Kirkegaard er overbevist om, at idrætsforeninger kan noget helt specielt, når det handler om at skabe tillid. Han mener, at det især er det fænomen, at det er frivillige, der holder foreningerne kørende, der er med til at skabe tillid mellem sociale relationer: At instruktøren er der af lyst er eksempel på tillidsbårne sociale relationer uden direkte økonomiske incitamenter, som har positiv værdi for det enkelte individ. 30

32 Også på samfundsniveau har den slags relationer en stor betydning, for det er med til at binde samfundet sammen. Så det er bestemt ikke lige meget, om foreningsidrætten forsvinder eller består (Fedders, Videnskab.dk, 2011) 6.3 Idrætsforeningernes evne til social integration Du har mulighed for at komme i et forum med al din forskellighed. Rig, fattig, tyk tynd, dum, grim, hvad pokker du ellers vælger at kalde det. Du har et forum, hvor du kan mødes, og hvor du er ligeværdig! (Kristensen, 2012) Figur 4: (Pilgaard, Sport og motion i danskernes hverdag, 2009, s. 90) Erik Kristensens ligefremme udmelding og ovenstående diagram fortæller noget om, hvad der er specielt og karakteristisk ved det danske foreningsliv: Mangfoldigheden hvor alle mødes på tværs af sociale lag og etnicitet. Mette Ankjær Jensen, teamleder hos Fritid og Kommunikation i Jammerbugt Kommune, mener også, at netop idrætsforeningernes evne til at samle borgere i forskellige aldre og med forskellige baggrunde er et af de væsentligste argumenter for berettigelsen af de offentlige tilskud: Idrætsforeningerne samler og aktiverer mange borgere i alle aldre på tværs af baggrunde, livsanskuelser og holdninger, og gøder på den måde jorden for mellemmenneskelig forståelse, respekt og rummelighed (Jensen M. A., 2012) Udover den personlige berigelse ved at møde andre kulturer og samfundslag, peger undersøgelser desuden på, at den foreningsbaserede idræt kan være med til at bryde den sociale arv samt give udsatte børn mere selvværd og tro på egne evner. 31