KAPITEL 4 GUDS FORHOLD TIL UNIVERSET

Transkript

1 KAPITEL 4 GUDS FORHOLD TIL UNIVERSET Den Universelle Far har et evigt formål til universernes univers vedrørende det materielle, intellektuelle og åndelige fænomen, som han altid udfører. Gud skabte universerne af egen fri og suveræne vilje og han skabte dem i overensstemmelse med hans altid kloge og evige formål. Det er tvivlsomt om nogen undtagen Paradisets Guddomme og deres højeste associerede virkelig ved ret meget om Guds evige formål. Selv de ophøjede Paradis borgere har nogle meget divergerende opfattelser om beskaffenheden af Guddommenes evige formål. Det er let at slutte at formålet med at skabe Havona det perfekte central univers var ren tilfredsstillelse af den guddommelige natur.havona fungere som mønster skabelsen for alle andre universer og som den afsluttende skole for tidens pilgrimme på deres vej til Paradis; imidlertid må en sådan himmelsk skabelse eksistere udelukkende for fornøjelsen og tilfredsstillelsen af de perfekte og uendelige Skabere. Den forbløffende plan vedrørende perfektionering af udviklingsmæssigt dødelige og efter deres opnåelse af Paradis og Korpset af Enderejsende, som stiller yderligere træning af noget uafklaret fremtids arbejde, synes at være, på nuværende tidspunkt, en af de vigtigste foretagender af de syv superuniverser og deres mange underafdelinger; men denne åndeliggørende opstignings plan og træning af de dødelige fra tid og rum er ikke på nogen måde den eneste beskæftigelse af universets intelligenser. Der er desuden, mange andre fascinerende formål som optager tid og kræver de himmelske værters energier. 1. UNIVERSETS HOLDNING TIL FADEREN Urantias beboere har i tidsaldre misforstået Guds forsyn. Der er en guddommelig udarbejdet forudseenhed på jeres verden, men det er ikke den barnlige, modstridende og materielle tjeneste som mange dødelige har fået opfattelsen af. Guds forudseenhed indeholder sammenknyttede aktiviteter af de himmelske væsener og de guddommelige ånder som, i overensstemmelse med kosmisk lov, uophørligt arbejder til ære for Gud og den åndelige forfremmelse af hans univers børn. Er det ikke muligt at I kan avancere jeres begreb angående Guds handlemåde i forbindelse med mennesket til et niveau hvor I vil anerkende at universets nøgleord er udvikling? Menneskeheden har gennem mange tidsaldre kæmpet for at nå dets nuværende position. Igennem alle disse årtusinde har Forsynet udarbejdet planen for fremadskridende udvikling. De to tanker er ikke i praktisk modsætning, kun i menneskets misforstået opfattelse. Guddommelig forudseenhed er aldrig opstillet i

2 modsætning til sand menneskelig udvikling, hverken tidsmæssig eller åndeligt. Forudseenhed er altid overensstemmende med de Højeste Lovgivers uforanderlige og perfekte natur. Gud er trofast og alle hans love er retfærdige. Hans trofasthed er etableret i selve himmelen. For altid, Min Herre, er dine ord afgørende i himmelen. Din trofasthed er til alle generationer; du har etableret jorden og den er vedblivende. Han er en trofast Skaber. Der er ingen begrænsninger på de krafter og personligheder som Faderen anvender for at opretholde sit formål og holde sine skabninger i live. Den evige Gud er vores tilflugtssted og nedenunder er de evige arme. Den som opholder sig i Den Højestes hemmelige sted bor under Den Almægtiges skygge. Se, ham i hvis forvaring vi er hverken slumre eller sover. Vi ved at alt samarbejder for det bedste til dem som elsker Gud. for Herrens øjne hviler på de retfærdige og hans øre er åbne for deres bønner. Gud opretholder alt ved hjælp af hans kraft i ordet. Og når nye verdner fødes, så udsender han sine Sønner og de er skabte. Ikke alene skaber Gud men han bevarer dem alle. Gud opretholder alt materielt bestandigt og alle væsener åndeligt. Universerne er for altid stabil. Der er stabilitet i midten af tilsyneladende ustabilitet. Der er en underliggende orden og sikkerhed i midten af energi omvæltninger og de fysiske naturkatastrofer fra de stjerneklare områder. Den Universelle Far har ikke trukket sig tilbage fra styringen af universerne; han er ikke en ikke aktiv Guddom. Hvis Gud skulle trække sig tilbage fra den nuværende opretholdelse af hele skabelsen, så ville der øjeblikkelig indtræffe et universel kollaps. Uden Gud, ville der ikke være noget som virkelighed. I dette øjeblik, så vel som igennem fortidens fjerntliggende tidsaldre og ind i den evige fremtid, fortsætter Gud med opretholdelsen. Det guddommelige strækker sig rundt om evighedens cirkel. Universet er ikke trukket op ligesom et ur for at gå et et stykke tid og så ophøre med at fungere; alt bliver vedvarende fornyet. Faderen frembringer uophørlig energi, lys, og liv. Guds arbejde er bogstaveligt så vel som åndeligt. Han udspænder det nordlige over det tomme rum og hænger jorden i ingenting. Et væsen af min orden er i stand til at opdage den ultimative harmoni og opfange vidtrækkende og dybtgående koordinering af universets administration af rutinemæssige anliggender. Meget af det som synes usammenhængende og tilfældig til det jordiske sind fremstår vel ordnet og konstruktiv i min forståelse. Men der er rigtig meget som foregår i universerne som jeg ikke helt fatter. Jeg har i længere tid studeret, og er mere eller mindre bekendt med, de anerkendte krafter, energier, sind, morontians, ånder og lokal og superuniversernes personligheder. jeg har en almindelig forståelse af hvorledes disse agenturer og personligheder virker, og jeg er fortrolig velkendt med det store univers godkendte ånde intelligensers arbejde. Uagtet mit kendskab til universernes fænomen, så er jeg bestandig konfronteret med kosmiske reaktioner som jeg ikke helt forstår. Jeg støder vedvarende ind i tilsyneladende tilfældige sammensværgelser af forbundne forbindelser af kraft, energi, intellekt og ånd, som jeg ikke tilfredsstillende kan forklare. Jeg er fuld kvalificeret til at spore og analysere ethvert fænomens virke kommende direkte fra den Universale Far, den Evige Søn, den Uendelige Ånd og i en større udstrækning fra Paradis Øen. Årsagen til min rådvildhed er mødet med hvad synes at være gennemførelsen af deres gådefulde samordnede, de tre Absolutter af Potentialitet.. Disse Absolutter synes at fortrænge stof, at overskride sindet og at støde til ånd. Jeg er vedvarende forvirret og ofte rådvild på grund af min manglende evne til

3 at forstå disse komplekse transaktioner som jeg tilskriver tilstedeværelsen og gennemførelserne fra den egenskabsløse Absolutte, den Guddoms Absolutte og den Universale Absolutte. Disse Absolutter må være de ikke helt åbenbarede tilstedeværende ude i universet, som i forbindelse med rumkraft og i funktion af andre over yderste, gør det umuligt for fysikere, filosofer, selv for religiøse at forudsige med præcis sikkerhed hvordan de oprindelige krafter, begreber eller ånder vil reagere på krav som er krævet i en kompleks virkelighed situation som medfører høje tilpasninger og yderste værdier. Der er også en organisk enhed i universerne af tid og rum som ligger til grund for hele strukturen af kosmiske begivenheder. Denne levende tilstedeværelse af det udviklende Højeste Væsen, denne Iboende af Planlagt Ufuldstændighed, er uforklarlig manifesteret nu og da af hvad der synes at fremstår som en forbløffende tilfældig koordinering af tilsyneladende ikke forbundne univers begivenheder. Det må være Forsynets funktion det Højeste Væsen og Samforenerens virkelighed. Jeg er tilbøjelig til at tro at det er denne vidtstrakte og almindeligvis ugenkendelige kontrol af koordination og indbyrdes forhold af alle faser og forme af aktiviteter i universet som er årsag til en sådan forskelligartet og tilsyneladende håbløs forvirret blanding af fysiske, mentale, moralske og åndelige fænomener ufejlbarlig bliver gennemført til ære for Gud og for det bedste for mennesket og engle. Men i en hvis forstand så er de tilsyneladende kosmiske uheld utvivlsomt en del af det endelige drama af tid-rum eventyret af den Uendelige i hans evige manipulation af Absolutterne. 2. GUD OG NATUREN Naturen er i en begrænset forstand Guds fysiske dragt. Handlemåden eller handling af Gud er egenskabsbestemt og midlertidig modificeret af de forsøgsmæssige planer og de udviklingsmæssige mønstre for et lokal univers, en konstellation, et system eller en planet. Gud handler i overensstemmelse med en klart defineret, uændret, uforanderlig lov ud over hele det vidtstrakte totalunivers; men han modificerer sine handlingsmønstre for at bidrage til den koordinerede og balanceret handlemåde af hvert univers, konstellation, system, planet og personlighed i overensstemmelse med de lokale formål, sigte og planer vedrørende de endelige projekter for udviklingsmæssigt udfoldelse. Som følge af den forståelse menneskeheden har, så præsentere naturen det indeværende grundlag og grundlæggende baggrund for en uforanderlig Guddom og hans uforanderlige love, modificeret ved, samt på grund af udsving og erfarende omvæltninger gennem afviklingen af de lokale planer, formål, mønstre og forhold som er blevet påbegyndt og bliver gennemført af det lokale univers, konstellation, system og planetariske krafter og personligheder. For eksempel: Sådan som Guds love er blevet bestemt for Nebadon, så er de modificeret af de planer som Skabersønnen og den Skabende Ånd af dette lokale univers har etableret; og i tillæg til alt dette så er funktionen af disse love blevet yderligere influeret af de fejltagelser, forsømmelser og oprør fra visse bestemte væsener boende på jeres klode og tilhørende jeres nærmeste planetariske system Satania. Naturen er et tid-rum resultat af to kosmiske faktorer: først, uforanderligheden,

4 fuldkommenhed og Paradiset Guddoms retskaffenhed, og for det andet, de forsøgsmæssige planer, fuldbyrdende bommerter, oprørske fejltagelser, ufuldendt udvikling og visdoms ufuldkommenhed, fra den højeste til den laveste, hos Paradiset tillægs (ekstra) skabninger. Naturen bærer derfor en ensartet, uforanderlig, majestætisk og ganske mærkværdig tråd af fuldkommenhed fra evighedens cirkel; men i hvert univers, på hver klode og i hvert individuelt liv er naturen modificeret, egenskabsbestemt og måske spoleret af handlinger, fejltagelser og de udviklingsmæssige systemer og universer skabningers troløshed; og derfor må naturen altid være en skiftende måde, tillige lunefuld selvom den er stabil på bunden og varierende i forhold til de virkende fremgangsmåder for et lokal univers. Naturen er Paradisets fuldkommenhed divideret med ufuldstændighed, ondskab og synd fra de ufuldendte universer. Denne kvotient udtrykker således både det fuldendte og delvise, af både det evige og det tidsmæssige. Vedvarende udvikling modificere naturen ved at forøge indholdet af Paradisets fuldkommenhed og ved begrænsning af indholdet af ondt, fejltagelse og disharmoni af relative virkelighed. Gud er ikke personlig tilstede i naturen eller i nogle af dets krafter, for natur fænomener er en placering ovenpå det ufuldkomne af fremadskridende udvikling og undertiden, af konsekvenserne af oprørske opstande på Paradisets grundlag af Guds universelle lov. Tilsynekomsten på sådan en planet som Urantia, så kan naturen aldrig være et fyldestgørende udtryk, den sande repræsentation, den nøjagtig portrættering, af en alvidende og uendelige Gud. Naturen på jeres verden er en betingelse for loven om fuldkommenhed af de evolutionerende planer for lokal universet. Sikken en parodi at tilbede naturen fordi den i en begrænset, egenskabsbestemt forstand er præget af Gud; fordi den er en fase af den universelle og derfor guddommelige magt! Naturen er også en manifestation af det ufuldendte, det ufuldstændige, den ufuldkomne videreførelse af udviklingen, vækst og fremskridt af universets eksperiment i kosmisk evolution. De tilsyneladende fejl i naturens verden er ikke tegn på nogle lignende tilsvarende fejl i Guds karakter. Snarere er sådanne observerede ufuldkommenheder blot de uundgåelige øjebliks øjeblik i fremvisningen af den altid bevægende spole af uendelighedens billedliggørelse. Det er selve disse fejl-forstyrrelser af fuldkommenheds-kontinuitet som gør det muligt for det fysiske menneskes begrænsede sind, at opfange et flygtig glimt i tid og rum af den guddommelige virkelighed. Den fysiske manifestation af guddommelighed fremstår mangelfuld, for menneskets evolutionære sind, kun fordi det dødelige menneske stædigt fastholde at betragte naturens fænomen igennem naturlige øjne, den menneskelig synsevne er uden hjælp af morontia mota eller af åbenbaring, en erstatnings indsættelse på verdener i tid. Og naturen er ødelagt, hendes smukke ansigt er arret, hendes kendetegn er udtørret, af oprør, dårlig administration, forkert tænkning fra utallig skabninger som er en del af naturen, men som har bidraget til hendes vansiring i tiden. Nej, naturen er ikke Gud. Naturen er ikke en genstand for tilbedelse. 3. GUDS UFORANDERLIG KARAKTER

5 Al for længe har mennesket tænkt om Gud som en ligesom ham selv. Gud er ikke, har aldrig været og vil aldrig være jaloux på mennesket eller nogle andre væsener i universernes univers. Vidende at Skabersønnen havde til hensigt at mennesket skulle være mesterværket af den planetariske skabelse, for at være herre over alt på jorden, så er synet af hans væsen domineret af hans egne grundlæggende lidenskaber, skuespillet af hans knæling for idoler af træ, sten, guld og selviske ambitioner disse frastødende scener bevæger Gud og hans Sønner til at være jaloux for mennesket, men aldrig på ham. Den evige Gud er ude af stand til at være forbitret og vred på den måde som mennesket forstår sådanne følelsesreaktioner. Disse overbevisninger er nedrige og foragtelige; de er næppe værdi til at blive kald menneskelige, langt mindre guddommelige; og sådanne holdninger er i bund og grund fremmed til den fuldkommen natur og elskværdige karakter af den Universelle Far. Mange, rigtig mange af de vanskeligheder som de dødelige på Urantia har med at forstå Gud skyldes de vidtrækkende konsekvenser fra Lucifers opstand og Caligastias forræderi. På verdener som ikke er isoleret på grund af synd, er de udviklingsmæssige racer i stand til at formulere meget bedre ideer om den Universelle Far; de lider mindre fra forvirring, fordrejelse og bevidstheds forvrængning. Gud angre intet af hvad han har gjort, eller gør, eller nogensinde vil gøre. Han er alvidende så vel som almægtig. Menneskets klogskab forandre sig ved hjælp af forsøg og fejltagelser fra den menneskelige erfaring; Guds visdom består af den egenskabsløse fuldkommenhed fra hans uendelige indsigt i universet, og denne guddommelige forudviden styre effektivt den skabende frie vilje. Den Universelle Far gør aldrig noget som senere forårsager sorg og beklagelse, men vilje skabningerne som via planlæggelse og tilblivelse fra hans Skaber personligheder i de afsidesliggende universer, på grund af deres uheldige valg, foranlediger undertiden følelser af guddommelige sorg i deres Skaber forældres personlighed. Men selv om Faderen hverken foranlediger fejltagelser, nære anger og heller ikke erfarer sorg så er han et væsen med faderlig kærlighed, og hans hjerte er utvivlsomt bedrøvet når hans børn fejler i deres forsøg på at opnå de åndelige niveauer som de er i stand til at nå med den hjælp som så frit er stillet til rådighed af de åndelige opnåelses planer og af universernes dødelige opstigendesfremgangsmåder. Faderens uendelige godhed er udover det begrænsende tidssinds forståelse; derfor vil der altid være en kontrast med sammenlignende ondskab (ikke synd) for at få en effektiv fremvisning af alle faser af relativ godhed. Fuldkommenheden af guddommelig godhed kan blive erkendes af de dødelige ufuldkommenheds indsigt i forbindelse med tid og og stof i rummets bevægelser. Guds karakter er ubegrænset overmenneskelig; derfor må en sådan guddommelig natur være personlighedsgjort, som i hans guddommelige Sønner, før den nogen sinde kan blive trosopfattet af menneskets begrænsende sind. 4. GUDS VIRKELIGGØRELSE Gud er det eneste stationære, selvstændige og uforanderlige væsen i alle universernes univers, som ikke har en yderside, intet hinsides, ingen fortid og ingen fremtid. Gud er formålsbestemt energi (skabende ånd) og absolut vilje, og disse er selveksisterende og universelle.

6 Siden Gud er selv-eksisterende, så er han absolut uafhængig. Selve Guds identitet er fjendtlig overfor forandring. Jeg,Herren, forandre mig ikke. Gud er uforanderlig; men ikke før du når Paradis status vil du begynde at forstå hvordan Gud kan udvikle sig fra simpelthed til kompleksitet, fra identitet til forandring, fra hvile til bevægelse, fra uendelighed til slutteligheden, fra det guddommelige til det menneskelige og fra enhed til dobbelthed og treenighed. Og Gud kan således modificere manifestationerne fra hans absoluthed fordi guddommelig uforanderlighed ikke indebærer ubevægelighed; Gud har vilje han er vilje. Gud er et væsen af absolut selvbestemmelse; der er ingen begrænsninger til hans univers reaktioner undtagen dem som er selvindført, og hans frie vilje handlinger er kun betinget af de guddommelige egenskabsbestemmelser og fuldkomne kendetegn som i følge deres natur karakterisere hans evige natur. Derfor er Gud beslægtet med universet som et væsen af endelig godhed plus en fri vilje af skabende uendelighed. Den Absolutte Far er skaberen af det centrale og fuldkomment univers og Far af alle andre Skabere. Personlighed, godhed og utallige andre karakteristika deler Gud med mennesket og andre væsener, men vilje uendelighed er hans alene. Gud er kun begrænset i sine skabende handlinger af hans evige naturs indstilling og af hans uendelige visdoms befalinger. Guds personlighed vælger kun det som er uendelig fuldkommen, heraf den himmelske fuldkommenhed af central universet; og selvom Skabersønnerne fuldstændigt deler hans guddommelighed, selv faser af hans absoluthed, så er de aldeles ikke begrænset af den visdoms endelighed som styre Fadderens vilje uendelighed. Derfor bliver den skabende frie vilje i Michael ordens broderskab umådelig mere aktiv, ganske guddommelig og næsten yderste, hvis ikke absolut. Faderen er uendelig og evig, men at benægte muligheden af hans viljesbestemte selv-begrænsning er ensbetydende med en fornægtelse af selve begrebet af hans viljesbestemte absoluthed. Guds absoluthed gennemstrømmer alle syv univers virkeligheds niveauer. Og helheden af denne absolutte natur er underlagt forholdet af Skaberen til hans univers skaberfamilie. Præcision kan karakterisere treenigheds retfærdigheden i universernes univers, men i hele hans umådelige (uhyrlige) familieforhold med tidsskabningerne er universernes Gud styret af guddommelig anskuelse (indstilling). Først og sidst evigt den uendelige Gud er en Far. Af alle mulige titler fra hvilken han passende kan blive kendt, er Jeg blevet instrueret til at portrættere Guden af al skabelse som den Universelle Far. I Fader guden er fri vilje udførelser ikke styret af magt, ej heller er de alene vejledt af forstand; den guddommelige personlighed er defineret som bestående i ånd og han åbenbare sig til universerne som kærlighed.derfor, er den Første Kilde og Center, i alle sine personlige forhold med universernes væsen personligheder altid og (vedvarende) konsekvent en elskelig Far. Gud er en Far i den højeste betydning af ordet. Han er evigt motiveret af den guddommelige kærligheds fuldkommen idealisme, og denne omsorgsfulde natur finder sit stærkeste udtryk og største tilfredsstillelse i at elske og blive elsket. I videnskab er Gud den Første Årsag; i religion, den universelle og elskelige Far; i filosofi, det væsen som eksistere ved sig selv, ikke eksistens afhængig af nogen andre væsener men i velgørenhed overdrager eksistens virkelighed til alle ting og til alle andre væsener. Men der kræves åbenbaring for at kunne vise at den Første Årsag i videnskab og den selv eksisterende Enhed i filosofi er religions Guden, fyldt med

7 barmhjertighed og godhed og forpligtet til gennemførelsen af den evige overlevelse af hans børn på jorden. Vi bønfalder begrebet om den Uendelige, men vi tilbeder den erfaringsmæssige idé om Gud, vores alle vegne og al-tids evne til at opfatte de personlige og guddommelige faktorer af vores højeste begreb om Guddom. Bevidstheden i et sejrende menneskets liv på jorden er født ud af det væsens tro som tør udfordre enhver opdukkende eksistens episode når den er konfronteret med det vældige syn af menneskelig begrænsninger, af den ufejlbarlig erklæring: Selv om Jeg ikke kan dette, så lever der i mig en som kan og vil gøre det, en del af universernes univers Absolutte Far. Og det er den sejr som overvinder verden, selv din tro. 5. FEJLAGTIGE IDÉER OM GUD Religiøse traditioner er de ufuldkommende optegnelser fra tidligere tidsaldres Gud kendende menneskers erfaringer, men disse optegnelser er upålidelige som vejleder for et religiøst liv eller som kilde for sande informationer om den Universelle Far. Sådanne urgamle overbevisninger er uvægerlig blevet forandret af den kendsgerning at det primitive menneske var en myteskaber. En af de største kilder til forvirring på Urantia angående Guds natur vokser ud af fejltagelsen i jeres hellige bøger til at skelne mellem personlighederne fra Paradisets Treenighed og mellem Paradis guddomme og de lokal univers skabere og administratorer. I løbet af den tidligere dispensation i delvis forståelse, jeres præster og profeter fejlede helt klart i at differentiere mellem Planetariske Prinse, Systemherskere, Konstellationsfædre, Skabersønner, superuniverse herskere, Det Højeste Væsen og den Universelle Far. Mange af budskaberne fra de underordnede personligheder, så som Livsbærerne og forskellige engle ordner er i jeres optegnelser blevet præsenteret som kommende fra selve Gud. Urantianske religiøse tanker forvirrer stadig de tilknyttede Guddoms personligheder med selve den Universelle Far, så de alle er samlet under en benævnelse. Urantias folkeslag vedbliver med at lider fra indflydelsen af primitive begreber om Gud. Guder der får raserianfald i uvejr; som ryster jorden i deres vrede og slår mennesker ned i ophidselse; som tildeler deres misfornøjet straf i tider med hungersnød og oversvømmelse disse er de primitive religioners guder; de er ikke de Guder som lever og hersker i universerne. Sådanne begreber er et levn fra tider da mennesket formodede at universet var ledet og under herredømme af sådanne indbildte guders lunefuldhed. Men det dødelige mennesker er begyndt at indse at han lever i en virkelighed med forholdsmæssig lov og orden hvad angår de administrative fremgangsmåder og adfærd af de Højeste Skabere og de Højeste Beherskere. Den barbariske ide med at behage en vred Gud, med at formilde en fornærmet Herre, med at vinde en Guddoms tjeneste ved ofringer og bodsøvelse og selv ved udgydelse af blod, repræsentere en religion helt og aldeles barnagtig og primitiv, en filosofi uværdig for en oplyst tid med videnskab og sandhed. Sådanne begreber er i bund og grund frastødende til de himmelske væsener og de guddommelige herskere som tjener og regerer i universerne. Det er en fornærmelse til Gud at tro, hævde, eller undervise, at uskyldigt blod skal udgydes for at kunne vinde hans begunstigelse eller for at aflede den opdigtet guddommelige vrede. Hebræerne troede at uden udgydelse af blod så ville der ikke være eftergivelse af synd. De havde ikke fundet udfrielse fra den gamle og hedenske idé,

8 at Guderne ikke kunne formildes undtagen ved synet af blod, skønt Moses fik gjort et tydelig fremskridt, da han forbød menneske ofringer og erstattede dem derfor, i hans barnlige beduin ledsager s primitive sind, med ceremoniel ofring af dyr. Nedstigningen af en Paradis Søn på jeres verden var forbundet med forholdet til lukningen af en planetarisk tidsalder; det var uundgåeligt, og det var ikke gjort nødvendigt med det formål at vinde Guds begunstigelse. Denne nedstigning begivenhed havde også noget at gøre med den endelige personlige handling af en Skabersøn i det lange eventyr med at erhverve suverænitets erfaring af hans univers. Sikken en parodi på Gud uendelige karakter! denne lære at hans faderlig hjerte i al dets strenge kulde og hårdhed var så urørlig overfor sine skabningers uheld og sorg at hans omsorgsfulde barmhjertighed ikke kunne forekomme indtil han så sin uskyldige Søn blødende og døende på Golgata korset. Men Urantias beboere vil finde udfrielse fra disse urgamle fejltagelser og hedensk overtro angående den Universelle Fars natur. Åbenbaringen af sandheden om Gud er kommet til syne, og menneskeheden er bestemt til at kende den Universelle Far i al den karakter skønhed og egenskabernes yndighed som så pragtfuld portrætteres af Skabersønnen som gæstede Urantia som Menneskesønnen og Gudesønnen. [Præsenteret af en Guddommelig Rådsperson fra Uversa.]