Prædiken til Nytårsdag, 1. januar 2014 kl. 17, Vor Frue kirke. Tekster: Sl. 90 og Matt. 6,5-13. Salmer: 712, 434, 586 / 588, 125, 718, 716.

Transkript

1 Prædiken til Nytårsdag, 1. januar 2014 kl. 17, Vor Frue kirke. Tekster: Sl. 90 og Matt. 6,5-13. Salmer: 712, 434, 586 / 588, 125, 718, 716. Af domprovst Anders Gadegaard Den første dag i et nyt år er en god anledning til at gøre status for året, der gik, og se fremad. Hvordan gik det gamle år, hvad kunne jeg tænke mig anderledes? - Hvilke nytårsforsætter har jeg besluttet mig for at arbejde på i det nye år? Det er godt at have nytårsforsætter. For det viser, at man er i bevægelse og mener, at der stadig er plads til forbedring. Bare man ikke bilder sig ind, at man med sin personlige udvikling kan sikre sig det, der gør livet værd at leve. Den afgørende religiøse erkendelse ligger i bevidstheden om, at alt væsentligt er os givet det kommer til os udefra og ikke fra os selv. Derfor hører bønnens sprog lige så meget hjemme her ved overgangen til et nyt år, som nytårsforsætternes sprog gør. Bøn er det religiøses sprogkategori. I bønnen henvender man sig til Gud. Man sætter ord på sine dybeste tanker og længsler, sine forventninger, sine behov og sine savn. Det ligger i bønnens form, at man erkender sin afhængighed af det uendelige, det, der er udenfor én selv, det som overgår os og som overgår vores forstand. Og man udtrykker sin lidenskab, sin frygt, sin kærlighed til livet og sin tvivl og kamp med at komme til rette med det hele. Begge bibeltekster i dag er bønner. Salme 90 udtrykker den dybe længsel efter, at Gud vender tilbage og viser barmhjertighed og samtidigt er det en hverdagsbøn om at vore hænders værk her i livet må blive styrket. Og her kommer forsætterne naturligt ind som konsekvens af, at det er betydningsfuldt, hvordan vi bruger vores liv. Det år, vi netop har forladt, har igen været præget af krig i verden. Først og fremmest borgerkrigen i Syrien med flere millioner mennesker på flugt og over døde. Året bød på et uhyggeligt vendepunkt i krigen, da statsmagten anvendte giftgas mod sin egen befolkning noget, vi ellers har været forskånet for i moderne krigsførelse. Uskyldige bøn der brutalt myrdes uden andet formål end at terrorisere befolkningen. Jeg kan godt forstå, at dronningen i går mindede os om at se på vore egne problemer i dette perspektiv. Ikke at vore problemer ikke kan være store og krævende med sygdom, arbejdsløshed,

2 børn som ikke trives på grund af splittede familier, som dronningen forklarede. Men set i det store perspektiv lever vi et trygt og godt liv her i landet og burde derfor have overskud til at se ud over egen næsetip til dem, der har brug for os. Ikke kun ude i den store verden, men her lige midt i blandt os. Min bøn her ved nytårstide for os skal lyde sådan: Jeg beder om, at vi må være gode naboer, der har blik for de menneskers behov, som er lige omkring os og som kæmper med sygdom, ensomhed eller andres ringeagt fordi de skiller sig ud. Og at vi husker på, at naboerne det er ikke bare de nærmeste, men det er enhver, vi får med at gøre eller erkender, vi kan gøre noget for, selv om vedkommende måske er langt væk fra os eller er anderledes end de fleste. Bøn handler ikke kun om forholdet mellem den enkelte og Gud, at Gud skal imødekomme vore ønsker og længsler. Bøn handler også om forholdet mellem mennesker. At be et andet menneske om noget er udtryk for afhængighed og kærlighed. At be om en hjælpende hånd eller om tillid eller om mere endnu, om venskab - at be sådan er at åbne og blotlægge sig. Og så gør man sig sårbar og viser dermed, at man lever i afhængighed af andre og ikke bare stoler på sin egen kraft. Og det er svagt, synes mange i hvert fald udadtil. Men det forholder sig slet og ret sådan, at den, som ikke frit og frejdigt kan be andre om noget, er ensom! At be et andet menneske om noget er at erkende og åbent udsige sin afhængighed af dette menneske. Man vedkender sig, at man begærer dette menneskes handling, og det er da en kærlighedsytring at vedgå, at man længes efter, at ens bøn bliver hørt. At sige tak er måske den korteste form for religiøst sprog: Man udtrykker kort og præcist, at man lever af det, man modtager. Og giveren svarer måske med et Åh, jeg be r! - Også bønnens sprog imellem mennesker er et religiøst sprog. Bønnen til Gud er af samme væsen som den mellem mennesker. Man sætter ord på sine forventninger, sine behov og sine savn. I bønnen opleves det som at være omsluttet af Guds mægtige hænder, der nærmest som bløde englevinger lægger sig blidt om os. - Og mangler man ord, eller tvivler man på, om Gud nu også hører én, så er bønnen ikke mindre sand og ægte af den grund. Det vigtigste er holdningen, om man er ærlig, oprigtig og åben for at tage imod. Hjerteløse ord dør i bønnen mens bankende hjerter uden ord oplives i bøn. Når du beder, bør dit hjerte hellere være uden ord, end dine ord uden hjerte. - Anråbelse med eller uden Gud, det er troens spørgsmål. Råber vi

3 vores længsel og håb, frygt og fortvivlelse ud i det tomme rum blot overladt til os selv eller anråber vi Gud i tillid til, at Han giver sig til kende for os, svarer os og hjælper os? Forskellen: Med eller uden Gud er ikke mindst tydelig her ved nytårstide. Uden Gudstro er vi overladt til vore forsætter og den moralske oprustning hvilket som bekendt ikke rækker langt. Med Gudstro bliver de ønsker og forsætter, vi formulerer for os selv og vort liv, til bøn. Vi indfælder vore ønsker og forsætter i bøn, erkender vores fundamentale afhængighed, at der skal hjælp til udefra. Med Gud tror vi, at der er håb, at alt heldigvis - ikke bare er op til os selv. På den baggrund bliver nytårsforsætterne og ønskerne indlejret i en dyb, religiøs dimension af, at alt gives os, og at alt netop på trods af os og vores kommen til kort, kan forandres, fornyes, fordi der gives noget uforklarligt større, som er med os og på et skjult plan tager sig af os. Nøgleordene i dette øjeblik, hvor vi er på vej ind i et endnu ukendt nyt år er derfor: Håb og tillid. Sådan som den bøn, Vor Herre selv lærte os, netop udtrykker i de første to bønner: Helliget vorde dit navn og Komme dit Rige. Det beder vi om, må ske i vores fremtid: at alt det Guds navn er udtryk for må blive holdt helligt, og at Hans herlighedsrige må komme og fylde alt. Håbet om, at det sker, er bundet til Guds virke. Og tilliden til, at det kan og vil ske hvor mørk og ufremkommelig vejen end kan se ud for den enkelte grunder sig på den begivenhed, vi lige har fejret fandt sted for et par tusind år siden: At Gud selv blev menneske og levede dét liv, vi ønsker, skal komme os i møde: Et liv hvor kærligheden fylder alt. Hvis vi i tro tør stole på, at dét liv kommer hele tiden os i møde så er tiden ikke primært noget, der går, men først og fremmest noget, der kommer. Der er hele tiden en ny tid i vente. Hvor vidunderligt. Intet behøver at være som det var, hvis det ikke var godt. Og var det godt, kommer der nyt til, til at fylde det ud, uddybe det og gøre det stærkere, endnu bedre. Måske former den kommende tid sig ikke, som du havde tænkt dig måske magter du heller ikke selv at leve op til dine forsætter måske kommer hjerte til at rime alt for meget på smerte for dig - men er dine ønsker, længsler og smerte indfældet i bøn, så stoler du også på, at Gud alligevel og midt i det hele vil dig det GODT. Da kan du forlade dig på Fader Vors 3. og centrale bøn: Ske din vilje. Så tager man dagen, som den kommer til én, og kæmper med den for at få det bedste ud af den. Måske fører det blodig nærkamp med sig, men kæmper du, og kæmper du helhjertet, ærligt for det, du vil og tror på, så er livet kampen værd.

4 - Og hvad der skal kæmpes for ja, dét véd du også klart og tydeligt fra den lille bøn, Jesus lærte os. Det handler de 4 sidste bønner om, dem der handler om menneskelivet: dagligt brød, tilgivelse, ikke lade sig friste og undgå det onde. At bede om og kæmpe for dagligt brød, det er at ville alt det, der skal til, for at livet leves godt: Selvfølgelig mad og tøj på kroppen, men derudover: Mennesker at høre sammen med. Godt naboskab. Dagligt brød er også: meningsfuld brug af tiden,. Tilgivelse er frihed. Frihed fra at gå til over egen svigten, fordi man får tilgivelse. Og den deraf givne lyst til at tilgive andre når jeg er fri og alt forladt, kan jeg da trygt forlade dem, der har svigtet mig jeg har jo fået alt og tilgiver dermed bare ud af mit eget overskud. Fri eller frelst det er at være tilgivet. Du er tilgivet ALT jamen, netop derfor ligger jo den nye tid, det nye år, lige foran dig som ren mulighed! Ikke lade sig friste det vil sige, ikke blive besat af sin egen lyst, hvis det går ud over andre. At bede om ikke at blive ledt i fristelse betyder: Hjælp mig, Gud, til at undgå at stå der, hvor jeg ikke magter at gøre eller ville andet end det, der bare behager mig selv, hvis det er til skade for andre. Hvilket altså også omvendt betyder, at den glæde jeg føler ved noget, det behag og den lyst jeg har, må hjertens gerne komme til udfoldelse, hvis den blot ikke skader, men helst omfatter andre. Fri os fra det onde godt og ondt er der naturligvis forskel på, og det er vores ansvar at kende den forskel og vælge det gode. Og udholde dét onde, det ikke står til at ændre. Med håb. Netop med håb. Håb om, at den magt der er forud for alt også forud for det onde vil gøre det, vi ikke kan: Besejre det onde. Derfor slutter bønnen: For din er magten og æren i al evighed. På den tro går vi da frit og frejdigt, med liv og lyst, det nye år i møde. Han, hvis riget og magten og æren er i evighed, véd allerede alt om, hvad vi trænger til! Alt har han nemlig allerede gjort for os. Skjult, naturligvis, i sit rige. Som findes her, hvor vi er: Inden i os, over os, i vores fremtid, efter vores død. Dér, i tiden, der kommer, bor Gud for at tage imod dig og skænke dig alt: Sin kærlighed. Når du beder, er det Gud i dig, der taler inden i ordene. Han kender dit inderste før end du véd af det og han bønhører dig også selv om du aldrig fik formuleret dine tanker. Når vi derfor nu tager de første skridt ind i det nye år med forventning og håb så er det godt at gøre det i bøn. Derigennem

5 handler Gud med os og vores fremtid, så den og vi med den allerede på forhånd, idet vi går det nye i møde, er præget af den kærlighed, fred retfærdighed og glæde, som råder i Hans rige. En større tryghed overfor det nye år kan man da ikke tænke sig. Rigtig glædeligt nyt år alle sammen! Amen.