Rusland Ukraine EU Trianglen

Transkript

1 Indhold Rusland Ukraine EU Trianglen Konflikter & Strategier Af Kasper Abild & Asbjørn Brink Forvaltning K1, Efteråret 2008 Af Asbjørn Brink & Kasper Abild Vejleder Johan Fisher 1

2 Indhold Indholdsfortegnelse INDHOLDSFORTEGNELSE 2 FORKORTELSER 5 KAPITEL 1 INDLEDNING 6 PROBLEMFELT 6 PROBLEMFORMULERING 8 OPERATIONALISERING AF PROBLEMFORMULERING 8 ARBEJDSSPØRGSMÅL 9 KAPITEL 2 METODE 10 PROJEKTOPBYGNING 10 ANALYSESTRATEGI 12 AFGRÆNSNING 13 TIDSHORISONT 13 EU 14 RUSLAND 14 UKRAINE 15 VALG AF EMPIRI 15 VALG AF TEORI 17 OFFENSIV REALISME 17 KOOPERATIVT HEGEMONI 18 APPLIKATION AF TEORI 18 KAPITEL 3 TEORI 21 OFFENSIV REALISME 21 REGIONALT HEGEMONI 22 KOOPERATIVT HEGEMONI 24 REGIONAL INSTITUTIONALISERING OG KOOPERATIVT HEGEMONI 25 CENTRALE BEGREBER FRA TEORIERNE 27 KAPITEL 4 RUSSISK UDENRIGSPOLITIK FRA SAMMENBRUD TIL STORHED 29 RUSSISK UDENRIGSPOLITIK OG SNG 29 DEN RUSSISKE ØKONOMI OG BETYDNINGEN FOR UDENRIGSPOLITIKKEN 31 RUSLAND EN REGIONAL STORMAGT I STØBESKEEN? 32 DET NATIONALE SIKKERHEDSKONCEPT ET TRUSSELSBILLEDE 32 RUSSISK UDENRIGSPOLITIK OG REGIONALT HEGEMONI 33 UDVIKLINGEN I RUSSISK UDENRIGSPOLITIK FRA DET NATIONALE SIKKERHEDSKONCEPT OG SNG 35 2

3 Indhold KAPITEL 5 EU'S UDENRIGS OG NABOSKABSPOLITIK 38 EU S FÆLLES SIKKERHEDS OG UDENRIGSPOLITIK 38 EU S SAMARBEJDE MED UKRAINE I 1990 ERNE 39 ENLARGEMENT FATIGUE OG EU S POLITIK OVER UKRAINE 40 DEN EUROPÆISKE SIKKERHEDSSTRATEGI TRUSSELSBILLEDE OG STRATEGI 40 DET EUROPÆISKE TRUSSELSBILLEDE 41 DEN EUROPÆISKE SIKKERHEDSSTRATEGI OG EU S NYE AKTIVE ROLLE 42 FRA SIKKERHEDSSTRATEGIEN TIL DEN EUROPÆISKE NABOSKABSPOLITIK 43 DEN EUROPÆISKE NABOSKABSPOLITIK- LIGEVÆRDIGT PARTNERSKAB? 43 EUROPÆISK NABOSKABSPOLITIK OG REGIONALT HEGEMONI 45 KAPITEL 6 INSTITUTIONALISERING AF RELATIONER MED UKRAINE 47 RUSSISKE INSTITUTIONALISERINGSPROCESSER I UKRAINE 47 ØKONOMISKE OG MILITÆRE KAPACITETER TIL INSTITUTIONALISERING 48 TO FASER I RUSSISK UDENRIGSPOLITISK TÆNKNING 48 SNG SOM INSTITUTIONALISERINGSREDSKAB 49 RUSLAND UKRAINE GRÆNSER OG DEMARKATIONSLINJER 50 FASTHOLDELSE AF UKRAINE I SNG 50 MAGTDELING OG SNG 51 ASYMMETRISK BINDING 52 RUSLANDS POWER AGGREGATION, SHARING OG COMMITMENT KAPACITETER 53 RUSLAND OG KOOPERATIVT HEGEMONI 54 EU S INSTITUTIONALISERINGSPROCESSER I UKRAINE 55 EU HVILKEN TYPE STORMAGT? 55 EU S KAPACITET TIL INSTITUTIONALISERING 56 EU S POWER SHARING KAPACITET 56 EU S POWER AGGREGATION KAPACITET 56 EU S COMMITMENT KAPACITET 58 INSTITUTIONALISERINGEN MED UKRAINE 59 ACTION PLAN OG DEMOKRATI 61 ACTION PLAN OG ENERGIRESSOURCER 62 ACTION PLAN OG GRÆNSEKONTROL 63 EU OG KOOPERATIVT HEGEMONI 64 KAPITEL 7 STRATEGIER OG KONFLIKTER ET NULSUMSSPIL? 65 STORMAGTSSTRATEGI OG REGIONALT HEGEMONI BLØD MAGT VS. HÅRD MAGT 65 ORANGE REVOLUTIONEN EVOS SEJR OG RUSLANDS NEDERLAG? 66 DIVERGERENDE STRATEGIER 67 3

4 Indhold INDFLYDELSESSFÆRER 68 AMBITIONER OG METODER 69 ENERGIKRISEN EUSSISK MAGT KOMMER TIL SIN RET? 69 MARKEDSPRISER ELLER POLITISK SPIL? 70 GRÆNSEKONTROL EN LURENDE KONFLIKT? 73 KAPITEL 8 KONKLUSION 76 KAPITEL 9 PERSPEKTIVERING 79 LITTERATURLISTE 81 BILAG 1 KURSUS LITTERATUR 88 4

5 Indhold Forkortelser - AP: Action Plan - CFSP: Common Foreign and Security Policy - CIS: Commonwealth of Independent States - DG: Generaldirektorat - ENP: Europæisk Naboskabspolitik - ESS: Europæiske Sikkerhedsstrategi - FUSP: Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik - PCA: Partnerskabs- og Samarbejdsaftale - SNG: Fællesskabet af Uafhængige Stater 5

6 Kapitel 1 - Indledning Kapitel Indledning Problemfelt I kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud skete der et skift i det internationale systems strukturer. Hvor Rusland i Sovjettiden havde formået at fastholde en magtstruktur med væsentlig indflydelse i Østblokken og Sovjetrepublikkerne, brød en række nye stater frem med dertil hørende ustabilitet og ændrede trusselsbilleder. Såvel Rusland som EU søgte at skabe tætte bånd til de nye stater - hvor Rusland særligt skubbede på for en stærk institutionel ramme med Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG). Sideløbende indgik EU en række bilaterale aftaler, der reflekterede en interesse i at sikre indflydelse og sikkerhed i dets nærområde; et nærområde som Rusland stadig følte var del af dets traditionelle interessesfære (Staun 2008a: 3). Hverken Rusland eller EU s strategi overfor det fælles nærområde viste dog store resultater og op gennem 1990 erne var der omfattende problemer med illegitime regimer og korruption; en problemstilling der ligeledes gjorde sig gældende i Ukraine. Hvor EU halvhjertet søgte at skabe økonomisk fremgang og demokratiske reformer i Ukraine for at øge sin indflydelse på den ukrainske kurs, søgte Rusland sideløbende at øge sin indflydelse gennem SNG. Dette medførte, at Ukraine stod på usikker grund - hvor deres enorme afhængighed af russiske investeringer og energiressourcer og parallelle deklarationer om at have valgt den europæiske vej førte til mere eller mindre åbenlyse konflikter mellem EU og Rusland. Hverken Rusland eller EU havde dog kapacitet til endegyldigt at influere og afgøre den ukrainske kurs: Rusland, fordi 1990 erne samtidig var et årti med massive økonomiske problemer og en Præsident Jeltsin, der søgte at balancere ønsket om samarbejde med Vesten med en genrejsning af Rusland som regional stormagt. EU, fordi fokus i denne periode var på den rivende intra-institutionelle udvikling, markeret ved de talrige traktater op gennem 1990 erne og et tilsvarende fokus på den forestående udvidelse med en række lande i det nye årtusinde. Med Vladimir Putins tiltrædelse som Præsident nytårsaften 1999 varsledes et skift i den russiske udenrigspolitik. Økonomien blomstrede, hvilket bl.a. kan tilskrives den stigende verdensmarkedspris for olie og gas, mens Rusland igen søgte at positionere sig selv som en stor udenrigspolitisk spiller i international politik ( ) og genskabe Ruslands økonomiske og politiske dominans i det tidligere sovjetiske område (Staun 2008a: 12). Rusland og Putin måtte dog affinde sig med, at ikke alle de gamle Sovjetrepublikker var enige i dette mål; således kæmpede Ukraine en stædig kamp for at undgå den skæbne flere andre tidligere sovjetrepublikker fik: dyb afhængighed af russisk energi, som førte til afbetaling i form af infrastruktur og industri. Ukraine søgte derimod en tættere forbindelse til EU, hvor 6

7 Kapitel Indledning EU dog søgte en balancering mellem egne og russiske interesser, og samlet nægtede at betragte Ukraine som et potentiel medlemsland. Hvor EU s strategi op igennem 1990 erne fortrinsvis bestod af økonomisk hjælp, har det nye årtusinde markeret et skift i EU s strategi og interesser overfor Ukraine. Udvidelsen i 2004 medførte et øget pres på EU for at skabe en sammenhængende politik, der kunne sikre, at de lande der ikke kom med i den store udvidelse ikke følte sig ladt i stikken. Den Europæiske Naboskabspolitik (ENP) blev i den forbindelse oprettet og en række traditionelt russisk-dominerede stater inviteret til at deltage; Ukraine indtrådte modvilligt i samarbejdet i stedet for at få status som optagelsesland. Dette medførte, sammen med EU s nye og skarpere udenrigspolitiske rolle, at EU igen og igen kom i konflikt med Ruslands strategi for Ukraine. Problemet for EU var, at Rusland ikke var rede til at træde til side og se EU øge sin indflydelse, da det i Rusland blev set som et de facto tab af russisk indflydelse. En afvisning der har grobund i en nulsums-tænkning, hvor Putins Rusland med udgangspunkt i ( ) en historisk ret til at være den dominerende stormagt i det tidligere sovjetiske område, så en intensivering af europæisk indflydelse i det fælles nærområde som en tilsvarende svækkelse af russisk magt (Staun 2008a: 21). Rusland søgte med sin enorme geopolitiske magt at trække Ukraine væk fra EU og tilbage i den russiske fold. EU har gentagne gange udtrykt dyb bekymring for den negative indflydelse den ændrede russiske udenrigspolitik har for ENP-projektet, hvis udtalte mål er at skabe stabilitet, demokratiske reformer og økonomisk udvikling i en række af EU s nabolande - herunder lande, der ellers traditionelt i den russiske selvforståelse har været anset for at være en vigtig del af den russiske interessesfære. Mens EU gennem ENP har søgt at stabilisere dets naboområder ved hjælp af økonomiske incitamenter og støtte til demokratisk udvikling har Ruslands udenrigspolitik de senere år gennemgået en udvikling fra fokus på indflydelse gennem SNG-samarbejdet til i højere grad at tage mere traditionelle magtpolitiske instrumenter i brug, såsom energiressourcer og trusler af militær karakter. Fokus for dette projekt er at undersøge, hvorledes EU s ønske om at stabilisere og europæisere 1 Ukraine og Ruslands ønske om at genetablere dets status som en regional stormagt med klar indflydelse på udviklingen i Ukraine, konflikter. Vestlige forskere og medier har til stadighed set Putins kurs overfor nabolande, som f.eks. Ukraine, som udtryk for en nyimperialistisk strategi sigtende mod at styre udviklingen i dets nabolag. Vi anser denne tilgang og de strategier de kommer til udtryk som, for at være en søgen mod regionalt hegemoni en dominans over det østlige Centraleuropa. Denne udvikling har ansporet vores interesse for at nå bagom Rusland og EU s strategier mod Ukraine 7

8 Kapitel Indledning og derved opnå en forståelse for hvorfor vi de senere år har set konflikter med et stigende omfang mellem Rusland og EU s strategier for Ukraine. Mens ambitionerne for Rusland og EU måske har til fælles at skabe større indflydelse i Ukraine ser de anvendte metoder umiddelbart ud til at være divergerede. Hvor Rusland med trusler om stop af gasleverancer har søgt at presse Ukraine til at føre en mere russisk-orienteret politik, har EU gennem øget institutionalisering af forholdet til Ukraine søgt at styrke den ukrainske kurs mod europæiske værdier og normer. Det store spørgsmål er således, hvorledes de to aktørers strategier tager sig ud og hvordan konflikter, såsom Orange-revolutionen og energi-krisen, kan ses i lyset af de to aktørers rivaliserende mål om at skabe det postsovjetiske rum i deres eget billede. Er der et reelt sammenstød mellem de geostrategiske overvejelser bag Rusland og EU s forhold til Ukraine eller er ambitionerne i bund og grund ens, mens metoderne blot er forskellige? Er den intensiverede magtprojicering fra europæisk og russiske side indover Ukraine et udtryk for en øget konkurrence om at opnå regionalt hegemoni? Er EU s satsning på dets normative tiltrækningskraft og den russiske satsning på realpolitiske afskrækkelsesmidler i virkeligheden et udtryk for forskellige muligheder? De færreste vil nok kunne forestille sig, at Rusland ville kunne opnå indflydelse i Ukraine ved at henvise til de særlige russiske værdier og normers almengyldighed. Som Emerson et al. påpegede i 2004, While Russia has a powerful geo-political position (especially energy and military aspects) in its near abroad, it has no normative political appeal for its neeighbours. (Emerson et al. 2004: 21). Konkret vil vi undersøge, de to aktørers strategier og interesser overfor og i Ukraine og hvorledes konflikterne mellem Rusland og EU s strategier i forbindelse med Orange-revolutionen og energikrisen kan ses som et udtryk for, at de to aktørers geopolitiske strategier grundlæggende er inkompatible. Endvidere vil vi sætte fokus på en konflikt af mere latent karakter; EU s indflydelse på grænsekontrollen mellem Ukraine og Rusland. Denne konflikt har endnu ikke nået mediernes søgelys i samme omfang som de førnævnte, men er ikke desto mindre af stor relevans i forhold til Rusland og EU s strategi mod indflydelse i Ukraine. Samlet set leder det os frem til følgende problemformulering: Problemformulering Hvilke strategier ligger bag Rusland og EU s udenrigspolitik overfor Ukraine og hvordan konflikter disse? Operationalisering af Problemformulering Problemformuleringen er todelt og søger dels en analyse og kategorisering af henholdsvis Rusland og EU's strategier overfor Ukraine og dels en analyse af hvor og hvordan disse strategier kommer til 8

9 Kapitel Indledning udtryk og konflikter med hinanden. Vi anser de offensive magtprojicerende strategier overfor Ukraine som en europæisk og russisk søgen mod dominans over området, og dermed ligger det implicit i problemformuleringens ordlyd, at strategierne er udtryk for en søgen mod regionalt hegemoni. For at besvare problemformuleringen har vi imidlertid udledt fire arbejdsspørgsmål, der hver for sig søges systematisk afklaret, før den samlede problemformulering besvares. Disse arbejdsspørgsmål danner ligeledes fundament for projektets opbygning og fungerer derfor som den såkaldte røde tråd projektet igennem. Projektet er derfor inddelt i fire overordnede dele, der hver for sig besvarer arbejdsspørgsmålene. Arbejdsspørgsmål 1. Hvilke teoretiske tilgange kan bidrage til forståelsen af projektets genstandsfelt? 2. Hvilke interesser har Rusland i Ukraine, og hvilken strategi er anvendt til at hævde disse? 3. Hvilke interesser har EU i Ukraine, og hvilken strategi er anvendt til at hævde disse? 4. Hvordan konflikter disse strategier i Ukraine? I det følgende kapitel uddybes arbejdsspørgsmålene i en projektopbygning. 9

10 Kapitel 2 - Metode Kapitel 2 - Metode I dette kapitel præsenteres projektets problemforståelse samt vores metodologiske overvejelser og diskussioner. Kapitlet indeholder ligeledes en overordnet afgrænsning af genstandsfeltet, som vi af hensyn til projektets fokus og tidsrammens begrænsninger har måttet foretage. Indledningsvis præsenteres projektets fokus samt dets opbygningsmæssige logik. Herunder ekspliciteres og illustreres analysestrategien. Projektopbygning I det følgende diskuteres projektets strukturelle opbygning gennem en kort beskrivelse af hver enkelt afsnits formål og relation til problemformuleringen. Kapitel tre: Hvilke teoretiske tilgange kan bidrage til forståelsen af projektets genstandsfelt? Af problemformuleringen fremgår det, at vi ønsker at belyse og forklare Rusland og EU s strategier mod Ukraine og hvilke konflikter dette medfører. For at kunne besvare problemformuleringen må vi imidlertid være i besiddelse af et teoretisk analyseapparat, der gør os i stand til at forstå de underliggende strukturer, der determinerer de to aktørers strategier. Derfor indledes der med en gennemgang og diskussion, der søger at identificere hvilke teoretiske forståelser, der bedst bidrager til en teoretisering af projektets genstandsfelt. Metaforisk anskuet forsyner det teoretiske analyseapparat, der etableres i kapitel 3, os med briller, der gør os i stand til at påvise hvilke underliggende strukturer, der præger Rusland og EU's udenrigspolitiske tilgang til Ukraine. Projektets teoretiske ramme udgøres af Mearsheimers (2001) offensive realisme og Pedersens (2001) korporative hegemoni 2. Kapitel fire: Hvilke interesser har Rusland i Ukraine og hvilken strategi er anvendt til at hævde disse? Projektets kapitel 4 søger at belyse og afdække Ruslands udenrigspolitiske tilgang til Ukraine. Dette kapitel indledes med en kort undersøgelse af udviklingen i russisk udenrigspolitik, fra Sovjetunionens sammenbrud til årtusindskiftet og Vladimir Putins indsættelse som præsident. Herunder belyses også Ruslands økonomiske udvikling, samt Ruslands forsøg på at genvinde sin status som regional stormagt og dermed også indflydelse i Ukraine. I forlængelse af gennemgangen af udviklingen i russisk udenrigspolitik, søger kapitel fire at indkredse, med udgangspunkt i det teoretiske analyseapparat, hvilke udenrigspolitiske strategier overfor Ukraine, der kommer til udtryk i den russiske 2 Argumentationen for valget af netop disse to tilgange findes under valg af teori. 10

11 Kapitel 2 - Metode udenrigspolitik med udgangspunkt i Det Nationale Sikkerhedskoncept og Det Russiske Udenrigspolitiske Koncept 3. Endeligt afsluttes der med en delkonklusion, der opsummerer hvilke strategier, der kommer til udtryk i den russiske udenrigspolitik overfor Ukraine. Kapitel fem: Hvilke interesser har EU i Ukraine og hvilken strategi er anvendt til at hævde disse? Kapitel 5 der udspringer af arbejdsspørgsmål 3 - søger at afdække EU's udenrigspolitiske tilgang til Ukraine med udgangspunkt i Den Europæiske Naboskabspolitik og Den Europæiske Sikkerhedsstrategi 4. Denne analyse giver os mulighed for senere at få et strukturelt indblik i, hvorledes Rusland og EU's udenrigspolitik overfor Ukraine gensidigt påvirker hinanden. Afsnittet indledes med en afdækning af EU's overordnede udenrigspolitik med fokus på Ukraine. Herunder diskuteres kort udviklingen i EU's udenrigs- og naboskabspolitik mod øst og EU-udvidelsen i Denne diskussion følges op med en kort analyse af, hvilke udenrigspolitiske strategier vi mener, der på et nominelt plan kommer til udtryk i Den Europæiske Sikkerhedsstrategi (ESS), ENP (primært overfor Ukraine) samt udvidelsen i EU's interessesfære mod øst. Kapitel fem afsluttes med en delkonklusion, der opsummerer den europæiske strategi md Ukraine. Kapitel seks: Hvilke interesser har Rusland og EU i Ukraine og hvilke strategier er anvendt til at hævde disse? Arbejdsspørgsmål to og tre bliver endeligt samlet i kapitel 6, hvor intentionen er at analysere Rusland og EU s strategi for institutionalisering af relationerne til Ukraine, hvorfor der vil blive trukket på analyserne fra kapitel fire og fem. Udgangspunktet for analysen er Pedersens korporative hegemoni teori, der udstyrer os med et teoretisk analyseapparat til at anskueliggøre europæiske og russiske institutionalisering af relationerne med Ukraine. I denne del belyses primært Ukraines nominelle og institutionelle tilknytning til EU og Rusland, samt russificering/europæisering af Ukraine. Kapitel syv: Hvordan konflikter disse strategier i Ukraine? Det fjerde og sidste arbejdsspørgsmål besvares i projektets kapitel syv. Dette kapitel vil tage udgangspunkt i tre - af analyserne i kapitel fire, fem og seks identificerede - konflikter mellem den europæiske og russiske strategi til Ukraine. Fokus vil primært være på de to mere evidente og åbenlyse konflikter; Orange-revolutionen og Energikrisen, der vil blive analyseret med udgangspunkt i forståelsen af Rusland og EU's strategier. Med disse to konflikter mellem de to aktører er intentionen at danne et billede af, hvorledes EU og Ruslands strategier divergerer og konflikter på et observerbart 3 Officielle policy dokumenter, der angiver principperne for russisk sikkerheds- og udenrigspolitik. Begge ratificeret af Vladimir Putin i Begge er officielle policy dokumenter, der angiver principperne for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik overfor dets nærområder. 11

12 Kapitel 2 - Metode niveau i Ukraine. Da vi anser institutionaliseringen af Ukraine som et åbenlyst stridsmål mellem EU og Rusland har vi valgt at fokusere på en yderligere latent konflikt; EU s indflydelse på grænsekontrollen mellem Ukraine og Rusland. Denne konflikt har ikke haft samme omfang og opmærksomhed i medierne, men inddrages for at påvise, at der også er konflikter mellem EU og Ruslands strategier på low politics områder. Således vil projektets analyse strække sig over flere led, som hver især søges forbundet med hinanden. Fra kapitel fire til kapitel seks er fokus således på en analyse af aktørernes strategier og interesser, mens kapitel syv er det sidste led, der binder analyserne op på tre identificerede konflikter. Samlet mener vi, at den systematiske gennemgang og besvarelse af de fire arbejdsspørgsmål danner et validt grundlag for besvarelsen af projektets problemformulering om hvilke strategier der ligger bag Rusland og EU's udenrigspolitiske tilgang til Ukraine, samt hvordan disse konflikter. Analysestrategi I forlængelse af gennemgangen af projektets opbygning vil analysestrategien i det følgende blive ekspliciteret. Som nedenstående figur illustrerer, er projektets analyser delt op mellem EU og Ruslands strategier, der hver for sig søges analyseret i lyset af projektets teoretiske analyseapparat. Analyserne er således struktureret ud fra vores teoretiske udgangspunkt, hvilket dog ikke skal forstås som, at vi søger at af- eller bekræfte, hvorvidt vores teorier kan forklare de to aktørers ageren, men udelukkende, at vi vil anvende teorierne til at danne en forståelsesramme til vores ontologiske felt. Derfor vil teorierne også blive anvendt løbende, hvor vi finder, at de har en forklaringskraft og kan bidrage til en forståelse af de to aktørers strategier. I projektets analyser, der foregår løbende igennem projektet, er først søgt at blotlægge overordnede strategier og principper for russisk udenrigspolitik, hvorefter den samme manøvre er foretaget for EU. Herefter er søgt, med reference til foregående analyse, at identificere institutionaliseringsprocesser i hhv. Rusland og EU's tilgang til Ukraine. Slutteligt samles konklusioner fra disse analytiske anskuelser i en samlet diskussion der søger at forklare og begrebsliggøre hvorledes Rusland og EU's udenrigspolitiske tilgang til Ukraine konflikter - eksemplificeret i tre mere eller mindre åbenlyse konflikter. Nedenstående figur skal således forstås i relation til ovenstående projektopbygning og sigter mod at illustrere analysernes omfang, udformning og indbyrdes sammenhæng. 12

13 Kapitel 2 - Metode Rusland Overordnede principper for russisk udenrigspolitik SNG Fællesskabet af Uafhængige stater Den russiske udenrigspolitik overfor Ukraine Institutionalisering af relationer til Ukraine EU FUSP EU's Fælles Udenrigsog Sikkerhedspolitik ENP - Den Europæiske Naboskabspolitik Den Europæiske Naboskabspolitik overfor Ukraine Institutionalisering af relationer til Ukraine Diskussion af identificerede konflikter i forholdet mellem Rusland og EU: Åbenlyse konflikter: Orangerevolutionen Energikrisen Latent konflikt: Grænsekontrol Afgrænsning Projektets ontologiske felt består af Rusland og EU's interesser og strategier overfor Ukraine og giver sig udslag i et ønske om at opnå en forståelse for den stigende modsatrettede kurs, som de to aktører har haft i det nye årtusinde. Projektet fokuserer således på hvorledes hhv. den russiske og den europæiske udenrigspolitiske tilgang til Ukraine konflikter. Nedenfor diskuteres de fravalg og afgrænsninger, som vi har måttet foretage af hensyn til projektets omfang og fokus. Tidshorisont Projektets tidshorisont dækker perioden fra 1992 til 2008, hvor vi fortrinsvis vil holde fokus på perioden Således vil vi udelukkende anvende perioden før år 2000 til at forklare centrale og relevante begivenheder og udviklinger i trianglen mellem Rusland, Ukraine og EU, der har betydning for den senere udvikling. Denne afgrænsning begrundes med det skift, der er sket i russisk 13

14 Kapitel 2 - Metode udenrigspolitik efter Vladimir Putins tiltrædelse som præsident nytårsaften Det er denne nye russiske udenrigspolitiske doktrin, der har aktualiseret projektets problemformulering, og tidligere russisk udenrigspolitik er derfor mindre relevant i forhold til besvarelsen af problemformuleringen. Ligeledes var det først efter årtusindskiftet, EU fik en samlet udenrigspolitik overfor Ukraine med ENP, såvel som EU før 2003 ikke havde nogen samlet sikkerhedsstrategi. Med hensyn til de i kapitel syv identificerede konflikter afgrænser vi os ligeledes fra at analysere konflikterne over en længerevarende tidshorisont. Fokus i analyserne af konflikterne som eksempler på hvorledes de russiske og europæiske strategier konflikter, er således udelukkende lagt på konflikternes klimaks. Vi er opmærksomme på, at denne afgrænsning fra en videre belysning af optakten til og efterspillet af konflikterne kan udelade visse nuancer i analysen, men vi mener afgrænsningen er valid, da projektet først og fremmest søger at belyse hvor og hvordan de divergerende strategier konflikter - ikke konflikterne i sig selv. EU Vi anerkender, at EU er en kompleks størrelse og at medlemslandenes interesser har stor indflydelse på den førte politik overfor Ukraine. Vi vælger dog at afgrænse os fra at undersøge de bilaterale relationer mellem forskellige medlemslande og Ukraine, såvel som vi afgrænser os fra at undersøge den intrainstitutionelle forhandling i EU vedrørende den samlede udenrigspolitik over for Ukraine. I stedet vælger vi at anskue EU, som en enhedsaktør og fokuserer således på det supersystemiske niveau, der giver os mulighed for at holde fokus på EU s strategi overfor Ukraine uden at skulle undersøge hvert enkelt medlemslands strategi. Endvidere afgrænser vi os fra at foretage en policy proces analyse af forhandlingerne op til ENP. Vi er opmærksomme på, at denne afgrænsning udelader visse facetter i forståelsen af den førte europæiske udenrigspolitik, men vi mener at afgrænsningen er valid af hensyn til projektets kontekstnærhed. Vi anskuer derfor EU på linje med neo-realisten Hyde-Price, der argumenterer for at The EU is not a sovereign actor in its own right, but acts as a vehicle for the collective interests of its member states. (Hyde-Price 2006: 220). Ydermere er ENP ikke intergovernmental i sin opbygning, men er ledet af EU-kommissionen, hvilket betyder, at EU fortrinsvis agerer som en enhedsaktør i forbindelse med de institutionelle relationer under samarbejdet med Ukraine. Rusland Projektet afgrænses i forhold til Rusland fra en dybdegående belysning af interne magtstrukturer i den russiske administration og hvilken betydning, dette har for den russiske udenrigspolitiske strategi overfor Ukraine. Ligeledes vil vi ikke undersøge den politiske proces bag f.eks. Ruslands Nationale 14

15 Kapitel 2 - Metode Sikkerhedsstrategi, men hovedsageligt fokusere på strategiernes indhold og hvordan vi kan forstå denne i lyset af det teoretiske analyseapparat, der etableres i kapitel tre. Ydermere vil projektet ikke analysere, hvilken indflydelse store selskaber, som f.eks. Gazprom har på den russiske stats strategier overfor Ukraine. Argumentationen for denne afgrænsning følger således i kølvandet på samme afgrænsning i forhold til EU, der er beskrevet ovenfor. Ukraine I forbindelse med projektets fokus på hvorledes Rusland og EU s strategier konflikter i konkrete begivenheder, vil projektet blive afgrænset fra at undersøge Ukraines rolle som aktør i samspillet mellem Rusland og EU. Dermed sagt, at vi vil fokusere på enkelte konflikter i forbindelse med Ukraine, hvor Rusland og EU har vist sig at være i direkte og åbenbar konflikt, såvel som konflikter der fremstår mindre evidente. Dog vil projektet blive afgrænset fra at gå dybere ind i underliggende problemer i Ukraine, som kan have haft en betydning for konfliktens udfald. Formålet med konflikterne i dette projekt, er altså udelukkende at eksemplificere, hvorledes russiske og europæiske udenrigspolitikker overfor Ukraine kan konflikte med hinanden. Konflikterne i sig selv vil derfor ikke undergå nogen nævneværdig analyse. Ligeledes vil vi ikke gennemføre en analyse af outcome af henholdsvis Rusland og EU s politik overfor Ukraine, men hovedsageligt fokusere på konflikternes karakter og hvorledes disse konkret kan ses som del af en større konflikt mellem Rusland og EU s interesser for deres fælles nærområde på et supersystemisk niveau. Vi anerkender dog, at Ukraine er en vigtig aktør og ikke blot en bold i et spil mellem de to aktører. Ukraine er i dette tilfælde kun valgt som udgangspunkt for en bredere forståelse af de to stormagters strategier. Valg af empiri Vi har i projektet valgt at inddrage en række forskellige empiriske kilder, der bidrager til en multifacetteret belysning af genstandsfeltet. Projektets empiriske fundament udgøres af kilder, der samler erfaringer og observationer om begivenheder. Empiriens status i projektet er således på et abstrakt plan at kortlægge observerbare fænomener og hændelser. Disse analyseres med udgangspunkt i projektets teoretiske analyseapparat således, at vi er i stand til at blotlægge de mekanismer og strukturer, der ikke er direkte observerbare, men som under visse omstændigheder determinerer aktørernes observerbare handlinger. Formålet med empirien på et konkret og praktisk plan er at kortlægge den russiske og europæiske udenrigspolitik overfor Ukraine, således at vi er i stand til at identificere og analysere de strategier, der ligger bag udenrigspolitikken samt hvorledes de konflikter. Empirien præsenteres løbende i opgaven og kobles umiddelbart sammen med en teoretisk forståelse. Således har vi gennem en løbende kombination af teoretiske diskussioner og empiriske studier forsøgt 15

16 Kapitel 2 - Metode ikke at skabe et alt for rigidt skel imellem teori og empiri. Vi er endvidere opmærksomme på, at tilgangen til empirien er afhængig af det teoretiske udgangspunkt og vice versa. Det er omfangsrigt at skabe et empirisk overblik over Rusland og EU's strategier for deres tilgang til Ukraine. Men da projektets teoretiske ramme fordrer en analyse på det supersystemiske niveau, har vi fortrinsvist taget udgangspunkt i officielle policy-dokumenter der udtrykker den officielle strategi og interesse fra vores to aktører. Således har vi i forhold til Rusland valgt at fokusere på Det Russiske Sikkerhedskoncept og Det Udenrigspolitiske Koncept, som begge er ratificeret og underskrevet af Præsident Putin. Fra EU s side har vi med udgangspunkt i vores valg af fokus på EU som en enhedsaktør udvalgt policy-dokumenter, som er formuleret af EU-kommissionen eller den Højeste Repræsentant og ratificeret af det Europæiske Råd. Disse er Den Europæiske Sikkerhedsstrategi (2003), Wider Europe (2004) og Action Plan for Ukraine (2004). Disse officielle policy-dokumenter har således status som vores primære empiri, hvor vores intention er at komme under det nominelle niveau og undersøge, hvorledes den diskursive karakter af dokumenterne giver sig til udtryk i den reelle strategiske ageren i forbindelse med vores identificerede konflikter. Tilgangen til de officielle policy-dokumenter er således en kritisk tilgang der søger at afdække dokumenternes betydning for aktørernes reelle handlen. Policy-dokumenterne er udvalgt for at få et indblik i den officielle udenrigspolitiske strategi fra de to aktørers side, og vil løbende blive suppleret med udtalelser fra de to aktører i forhold til Ukraine. Yderligere er inddraget sekundær litteratur, såsom forskningsartikler af mere refleksiv karakter, der giver et analytisk indblik i både de to aktørers strategier og interesser, men også i relation til de formodede konflikter. Med udvælgelsen af sekundær litteratur har vi valgt litteratur der fokuserer på den diskursive del af Europæisk og Russisk udenrigspolitik, såvel som vi har udvalgt litteratur, der lægger fokus på de to aktørers faktiske handlen. Denne litteratur har således fortrinsvis sin ret som et supplement til vores selvstændige undersøgelse af genstandsfeltet. Tilgangen til disse er ligeledes kritisk og vi har løbende søgt at skabe en stor diversitet i forskningsartiklernes forskellige perspektiver. Vi er i forbindelse med udvælgelse af projektets empiriske fundament opmærksom på, at der kan forekomme en vis skævvridning i mængden af hhv. europæisk og russisk orienteret sekundær litteratur. Skævvridningen kan forekomme i kraft af vores manglende evne til at læse og forstå russisk, hvilket er søgt imødekommet ved systematisk at inddrage forskningsartikler af mere refleksiv karakter, der fordrer en russisk orientering. Samlet set mener vi, at grundet projektets empiriske fokus på officielle policy dokumenter og opmærksomheden på den potentielle skævvridning i empirien, at projektets empiriske fundament danner en valid base til besvarelse af problemformuleringen. 16

17 Kapitel 2 - Metode Valg af teori I det følgende gennemgås argumentationen for valget af Mearsheimers offensive realisme og Pedersens korporativ hegemoni som teoretisk fundament for dette projekt. Afsnittet munder ud i en gennemgang af, hvorledes teorien konkret anvendes i projektets analyser. Valget af dette projekts teoretiske grundlag beror på en vurdering af teoriernes empiriske forklaringskraft i forhold til vores genstandsfelt. Der er adskillige teoretiske artikler og afhandlinger om henholdsvis den europæiske og den russiske udenrigspolitik 5, såvel som den Europæiske Naboskabspolitik har været underkastet megen granskning. Til gengæld fremstår videnskabelige analyser af spændingsfeltet imellem Rusland og EU s udenrigspolitiske strategier i forhold til Ukraine i et realistisk perspektiv forholdsvis understuderet. Dette har vakt vores interesse, og for at forstå og begrebsliggøre dette spændingsfelt har vi valgt at kategorisere, identificere og anskueliggøre henholdsvis den russiske og den europæiske udenrigspolitik i forhold til det geografisk afgrænsede område, Ukraine. Til dette formål har vi valgt to realistiske teorier, offensiv realisme af John Mearsheimer og korporativt hegemoni af Thomas Pedersen. Offensiv realisme Den offensive realisme har, som navnet antyder, sit afsæt i den realistiske skole og tilbyder en bred forståelse og indsigt i de determinanter, der er bestemmende for stormagters udenrigspolitiske ageren i det internationale system. Hvor offensiv realisme mangler forklaringskraft i forhold til stormagters forsøg på institutionalisering med mindre stater, giver Pedersens kooperative hegemoni en forståelsesramme såvel som et teoretisk apparat at analysere ud fra. Pedersens korporative hegemoni teori lægger sig naturligt i forlængelse af Mearsheimers offensive realisme og tilbyder en kalfatret udgave af realisme, der gør den i stand til at forklare institutionaliseret regionalt samarbejde. Valget af den offensive realistiske retning hviler på en vurdering af udviklingen af henholdsvis Rusland og EU's udenrigspolitik igennem de sidste ca. 10 år. Her mener vi at kunne argumentere for, at målet for de to aktører snarere har været et forsøg på at forskyde magtbalancen og forøge deres respektive indflydelse i Ukraine end en fastholdelse af status quo. I forhold til denne magtforskydning og søgen efter hegemoni giver Mearsheimers teori en bedre forklaring end f.eks. Kenneth Waltzs (1979) neorealistiske teori, der har fokus på stormagters forsøg på at bevare status quo frem for at søge yderligere magt (Mearsheimer 2001: 21). Alternativ IP-teori, som f.eks. Keohanes (2002) liberalistiske teori kunne have givet en yderligere forklaringskraft til hvorfor stater søger en institutionalisering med andre stater. I denne sammenhæng valgte vi dog at bevare fokus på den mere 5 Se f.eks. Staun 2008a, Baran 2007 og Blockmans

18 Kapitel 2 - Metode sikkerheds- og magtorienterede del af vores genstandsfelt, grundet vores initiale ontologiske observeringer. Endvidere bør det nævnes, at liberal teori har et fokus på andre niveauer, end det supersystemiske, som er udgangspunkt for dette projekt. Fra Keohanes complex interdependence til republikansk liberalisme er der således fokus på sociale gruppers interageren og demokratisk fred (Jackson 2003: 136). Med dette in mente mener vi derfor, at den offensive realisme vil udgøre det mest valide udgangspunkt for et teoretisk analyseapparat til blotlæggelse af dette projekts empiriske genstandsfelt. Kooperativt hegemoni Valget af Pedersens korporative hegemoni teori beror på en anerkendelse af, at den offensive realistiske tilgang har svært ved at forklare institutionaliseret regionalt samarbejde. Pedersens teori har ikke samme fokus og spændvidde, som andre realistiske institutionelle teorier, som f.eks. Moravsciks (1993) liberale intergovernmentalisme, dersom hans teori udelukkende beskæftiger sig med den formative fase af institutionelt samarbejde. Da intentionen i dette projekt ikke er at foretage en policy analyse, endsige lave en undersøgelse af de dybere institutionelle strukturer, f.eks. institutionelle regler, mellem de to valgte aktører og Ukraine antager vi, at andre institutionelle teorier ikke kunne bidrage med samme forklaringskraft på institutionaliseringen med Ukraine. Fokus for projektet er således på netop den formative fase og hvilke intentioner og strategier de to aktører har haft for institutionelt samarbejde. Pedersens teori tilbyder således en begrebsliggørelse og forståelse for en sådan institutionaliseringsproces i lyset af realisme. Og da vi mener, at kunne identificere en række institutionaliserede samarbejdsfora i deres formative fase, har det været essentielt, at det teoretiske analyseapparat var udstyret med en forståelse for dette samarbejde. Derved bidrager Pedersens teori med et begrebsapparat, hvor den offensive realisme har sin begrænsning og gør os i stand til også at belyse de institutionaliseringsprocesser vi mener, at kunne identificere i relationerne mellem hhv. Rusland, EU og Ukraine. At teorierne er kompatible, udspringer af samme grundlæggende teoretiske skole og ligger i en naturlig forlængelse af hinanden, er naturligvis en yderligere fordel. Samlet set mener vi, at kombinationen af Mearsheimers offensive realisme og Pedersens korporative hegemoni teori, udgør et solidt teoretisk fundament til at forstå, hvilke strategier, der ligger bag Rusland og EU's udenrigspolitiske tilgang til Ukraine, samt hvordan disse konflikter. Applikation af teori I det følgende gives en kort og illustrativ oversigt over anvendelsen af de væsentligste teoretiske koncepter fra teorien på projektets empiri. Således vil disse nøglekoncepter være en gennemgående tråd for analyserne af henholdsvis Rusland og EU s strategier over for Ukraine. 18

19 Kapitel 2 - Metode Som analysestrategien ovenfor ligeledes illustrerede, er opgaven delt i to overordnede kategorier, hhv. Rusland og EU's strategi overfor deres nærområder. Denne opdeling bibeholdes i nedenstående tabeller for at anskueliggøre, hvordan centrale koncepter fra teorien anvendes til at forstå empiriske begivenheder. Dette er valgt for at sikre, at der ikke opstår forvirring mellem hvilken teori, der anvendes hvor, såvel som det er en anerkendelse af, at teorierne har forskellig forklaringskraft. Nedenstående tabel 1 illustrerer, hvorledes det teoretiske analyseapparat anvendes i begrebsliggørelsen af Ruslands udenrigspolitik og strategi overfor Ukraine: Tabel 1 Ruslands udenrigspolitiske strategi over for nærområdet Offensiv realisme Sikkerheds- og magtmaksimering Regionalt hegemoni Balancering Geopolitik Kooperativt hegemoni Institutionalisering af relationer til Ukraine Empirisk anvendelse: Russiske Nationale Sikkerhedskoncept militær kapacitet og traditionel udenrigspolitik overfor Ukraine Trusselsbillede SNG-samarbejdet genskabelse af russisk regional stormagt strategi mod regional hegemoni sikring af russiske leverancer af gasressourcer Empirisk anvendelse: Russisk politik overfor Ukraine idégrundlag bag ført politik indflydelse gennem institutionalisering Rusland som regional hegemon Økonomisk integration Energi-ressourcer og russisk magt Politisk indflydelse Russisk indflydelse på kontrol af Ukrainsk/russisk grænseområde Nedenfor illustrerer tabel 2 ligeledes, hvordan centrale og udvalgte koncepter fra teorien anvendes til at analysere EU's udenrigspolitiske strategi overfor Ukraine. 19

20 Kapitel 2 - Metode Tabel 2 EU s udenrigspolitiske strategi over for nærområdet Offensiv realisme Empirisk anvendelse: Sikkerheds- og magtmaksimering Regionalt hegemoni Balancering Geopolitik Kooperativt hegemoni Europæisk Sikkerhedsstrategi (ESS) militær kapabilitet/eu s CFSP trusselsbillede Europæisk naboskabspolitik blød tilgang til sikkerhed strategi mod regionalt hegemoni Empirisk anvendelse: Institutionalisering af relationer til Ukraine Europæisk Naboskabs politik idégrundlag bag ENP indflydelse gennem institutionalisering EU som regional hegemon (ulige partnerskab) Normativ magt (europæisering) Demokratiske reformer Økonomisk integration Europæisk indflydelse på kontrol af Ukrainsk/russisk grænseområde 20

21 Kapitel 3 - Teori Kapitel 3 - Teori Intentionen med følgende kapitel er at afdække de udvalgte teorier, deres indbyrdes sammenhængskraft, såvel som deres styrker og svagheder. Dette vil ske med udgangspunkt i en kort gennemgang af teoriernes centrale koncepter og deres forklaringskraft for projektets genstandsfelt. Derved etablerer kapitlet det analyseapparat, der vil blive anvendt i projektets analyser i kapitel fire, fem og seks. Offensiv realisme John Mearsheimers offensive realisme beskriver, hvorledes det internationale system som udgangspunkt er konfliktfyldt, hvilket sker med afsæt i stormagtpolitik, mens betydningen af mindre stater i international politik nedtones (Mearsheimer 2001: 5). Mearsheimer påpeger, med afsæt i staters indlejrede frygt for hinanden, at enhver stat først og fremmest bør sikre egen overlevelse (Mearsheimer 2001b: 55). Denne overlevelseskamp gør sig gældende i en konkurrence mellem stater, hvor stater vil ikke anlægge en strategi, der gavner dem selv, hvis det vil gavne en konkurrerende stat mere (Mearsheimer 2001b: 58). Dette skal ses i forbindelse med at Mearsheimer - tro mod den realistiske tradition - anskuer international politik som et nulsumsspil. Tankegangen kommer til udtryk i Mearsheimers teori, da ( ) the measures a state takes to increase its own security usually decrease the security of other states. (Mearsheimer 2001b: 57). I forhold til dette projekts genstandsfelt betyder det, at en udvidelse af EU s indflydelse i Ukraine vil medføre et tilsvarende tab af russisk indflydelse i Ukraine. Mearsheimers udgangspunkt er, at strukturerne er bestemmende for staters ageren. Denne struktur-determinisme kommer til udtryk i hans teser om international politik, der illustrerer den grundlæggende offensive realistiske forståelse af det internationale system, og derved også giver os et teoretisk apparat til at forstå vores to aktørers strategier mod deres fælles nærområde. Mearsheimers første tese tilsiger, at det internationale system grundlæggende er præget af anarki (Mearsheimer 2001: 10). Tesen er af fundamental karakter for den offensive realistiske anskuelse af det internationale system, da den frasiger enhver institution og institutionelle relationer reel betydning for stormagters ageren. Anden tese er, at stater har offensive militære kapaciteter, der gør dem i stand til at true andre stater med militær intervention. Den militære kapacitet er således i offensiv realistisk optik vigtig for at bestemme staters potentialer for øget magt (Mearsheimer 2001b: 54). Tredje tese er, at det internationale system er præget af usikkerhed; en usikkerhed der giver sig til udslag i, en stat aldrig kan vide sig sikre på andre staters intentioner. Andre stater kan f.eks. planlægge en offensiv mod 21

22 Kapitel 3 - Teori staten, uden at denne ved af det (Mearsheimer 2001b: 55) 6. Mearsheimers simple ligning er, at desto større militær magt sammenlignet med fjenden, desto større sandsynlighed for, at en stat vil anlægge en aggressiv strategi (Mearsheimer 2001b: 58). Den militære magt er vigtig da ( ) force is the ultima ratio of international politics (Mearsheimer 2001b: 60). Metoder til at begrænse rivaliserende staters magt behøver dog ikke begrænse sig til militære strategier, men kan også give sig udslag i økonomiske og diplomatiske strategier (Mearsheimer 2001b: 56). Fjerde tese er, at en stat til en hver tid vil prioritere dets egen overlevelse (Mearsheimer 2001b: 55). Andre mål for en stat, såsom økonomisk udvikling, sociale reformer og bilaterale relationer er mulige, så længe de ikke konflikter med statens egen sikkerhed og overlevelse (Mearsheimer 2001b: 63). Femte tese er, at stater agerer rationelt og inddrager andre staters præferencer i politiske overvejelser. Staten anlægger altså dets strategi ud fra bl.a. andre landes reaktioner på en given politik (Mearsheimer 2001b: 55). Med disse fem teser in mente fastslår Mearsheimer, at stater bør søge at opnå størst mulig magt, hvilket i Mearsheimers optik er ensbetydende med at opnå en hegemonisk status. Således fastslår Mearsheimer, at teserne ( ) create powerful incentives for great powers to think and act offensively with regard to each other. (Mearsheimer 2001b: 55). Regionalt hegemoni Mearsheimer plæderer for, at det ikke er muligt at opnå en global hegemonisk status, hvilket han bl.a. tilskriver geografiske barrierer, såsom oceaner. Det betyder dog ikke, at der ikke vil være kamp om at opnå regionalt hegemoni, hvilket er en naturlig følge af staters rationelle ageren; som Mearsheimer fastslår, ( ) powerful states should seek regional hegemony whenever the possibility arises. (Mearsheimer 2001: 168). Hegemoni forstås i Mearsheimers optik, som ( ) a state that is so powerful that it dominates all the other states in the system. (Mearsheimer 2001b: 60). Mearsheimer argumenterer for, at en regional hegemon ikke kun fokuserer på sin egen region, men også holder øje med andre regioner og i særdeleshed disses hegemoner. Således fastslår Mearsheimer, at States that achieve regional hegemony seek to prevent great powers in other regions from duplicating their feat ( )Regional hegemons attempt to check aspiring hegemons in other regions because they fear that a rival great power that dominates its own region will be an especially powerful foe that is essentially free to cause trouble in the fearful great power s backyard. (Mearsheimer 2001b: 60). I forhold til 6 Mearsheimer gør dog opmærksom på, at stater ikke nødvendigvis har fjendtlige motiver. Ligeledes vil stater ikke kaste sig hovedløst ind i en krig, men i stedet opveje fordele og ulemper ved en potentiel krig (Mearsheimer 2001b: 58). 22

23 Kapitel 3 - Teori projektets ontologi anser vi dette for relevant i forhold til at forstå Ruslands reaktion på EU s nylige udvidelse af interessesfære ind over traditionelt russisk interesserum i Ukraine. Spørgsmålet er således, hvilke strategier stater kan anlægge for at opnå større magt. Udover at anvende militære interventioner, argumenterer Mearsheimer for, at stater også kan vælge at anvende afpresning (Mearsheimer 2001: 13). Denne afpresning kunne f.eks. være trusler af militær eller økonomisk karakter mod en rival. Trusler er, i Mearsheimers optik, at foretrække frem for at starte en krig, såfremt afpresningen kan forventes at give det ønskede outcome. Mearsheimer gør dog opmærksom på, at han ikke anser afpresning for at være en effektiv strategi over for en stærk modstander, da denne ofte vil være i stand til at modstå afpresningen, såvel som at afpresning ( ) is unlikely to produce marked shifts in the balance of power ( ) (Mearsheimer 2001: 152). Afpresning er derimod ofte en effektiv strategi mod mindre stater, der ikke er i stand til at modstå presset. Trods Mearsheimers fokus på stormagter omfatter hans teori også forholdet mellem stormagter og småstater, hvor det internationale systems opbygning har stor betydning, hvor Mearsheimer fastslår, at ( ) a major power might use its superior strength to coerce or conquer a minor power ( ) (Mearsheimer 2001: 342). Ifølge Mearsheimer vil en småstat ofte føle sig presset til at alliere sig med enten den ene eller den anden stormagt, hvorfor ( ) the nature of the agreed international rules of the road norms of state behaviour, and agreed divisions of territorial rights and other privileges tend to change constantly. No sooner may the rules of a given adversarial relationship be worked out than that relationship becomes a friendship, a new rivalry emerges with a previous friend or neutral, and new rules of the road must be established. (Mearsheimer 2001: 343, 338). Dette leder til småstaters problem med at beregne konsekvenser af aftaler med stormagter, hvilket på den ene side kan skabe mindre frygt for, at en stormagt vil angribe, mens det på den anden side kan føre til, at gamle allierede vil føle sig truede og småstaten igen vil være nødt til at takle en potentiel aggressiv stat. Mearsheimers offensive realisme uddyber ikke muligheden for, at stater kan samarbejde og opbygge institutionaliserede relationer. Det betyder dog ikke, at Mearsheimer afviser, at det kan være en mulighed. Stater kan opbygge alliancer, men disse forstås som skrøbelige - hovedsageligt grundet staters fokus på relative fordele (Mearsheimer 2001b: 66). Stater har grundlæggende et fokus på relative fordele, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved forhandlinger med andre stater. Selvom et samarbejde kan gavne en stat vil den være modvillig til at tiltræde en aftale, såfremt den anden stat samtidig får et større udbytte af samarbejdet (Mearsheimer 2001b: 66). 23

24 Kapitel 3 - Teori Vi har i det ovenstående fokuseret på Mearsheimers offensive realisme, som tydeligvis har et meget strukturelt udgangspunkt, og ydermere anlægger et klart fokus på stormagtspolitik og staters iboende frygt for hinanden. Mens teorien kan bidrage til vores overordnede forståelse af stormagters ageren i det internationale system, anser vi teorien for at have visse mangler. Mearsheimers afgrænsning fra at inddrage idemæssige faktorer i forklaringen på staters ageren, mener vi, er en hæmsko i forhold til projektets ontologi. Men som Mearsheimer fastslår, ( ) offensive realism does not answer every question that arises in world politics, because there will be cases in which the theory is consistent with several possible outcomes. When this occurs, other theories have to be brought in to provide more precise explanations. (Mearsheimer 2001: 11) Således accepterer Mearsheimer, at offensiv realisme ikke kan forklare international politik endegyldigt og at faktorer, som institutionelle relationer og ideologi kan spille en rolle i staters strategilægning. Med Mearsheimers ord, så er der ( ) a price to pay for simplifying reality. (Mearsheimer 2001: 11). I det følgende vil vi derfor uddybe Pedersen s kooperative hegemoni og dets teoretiske grundantagelser. Kooperativt hegemoni Pedersens teoriapparat bygger på en modificeret udgave af realisme, hvilken han selv beskriver som en ( ) ideational realist theory, not a structural realist theory. (Pedersen 2001: 9). Hvor Mearsheimer lagde afgørende vægt på magt og sikkerhedsmaksimerende strategier, inddrager Pedersen idéer, som en vigtig forudsætning for at forstå international politik (Pedersen 2001: 9). Denne dimension af idéer skal ses som udtryk for, at idéer giver stater større spillerum til at inddrage ( ) new causal ideas and principled beliefs ( ), såvel som at stater inddrager tidligere erfaringer i fastlæggelsen af deres strategier (Pedersen 2001: 9, 7). Hermed afviser Pedersen også, at stater kun fokuserer på kortsigtede fordele af samarbejde, men at ( ) historical lessons may teach some states to act according to a longer-term calculus involving a willingness to go for long-term and indirect instead of immediate and direct gain. (Pedersen 2001: 22). Pedersen gør udtrykkeligt opmærksom på, at hans teori ikke er en grand theory, men i højere grad skal ses som en teori til forståelse af den ( ) formative phase of regionalism. (Pedersen 2001: 1). I forlængelse af dette gør Pedersen opmærksom på, at hårdere tilgange til nærområder bedre kan forklares af stærkere udgaver af realisme end den kooperative hegemoni (Pedersen 2001: 24). Udgangspunktet for kooperativt hegemoni ligger dog tæt op af Mearsheimers teori, dersom at ( ) power and security considerations are the main determinants behind regionalism in the formative stage. (Pedersen 2001: 1). Hvor Mearsheimer forholder sig skeptisk til regionalisering, forstået i 24