2 Islams opståen. Islam som verdensreligion. Profeten Muhammad

Transkript

1 2 Islams opståen Islam som verdensreligion Ifølge muslimsk opfattelse har islam eksisteret, lige siden Gud skabte himlene og jorden og alt derimellem. Gud har skabt de love, som naturen følger. Og Han har skabt mennesket med et urinstinkt, der tilskynder det til at bøje sig for Gud. Derfor kaldes islam ofte naturens religion (din al-fi-tra) Mennesket har samtidig fået intellekt og handlefrihed. Derfor kan det frit vælge, om det vil tro på Gud og følge Hans vejledning eller ej; men mennesket kan ikke slippe uden om at skulle stå til ansvar for de valg, det træffer, for frihed og ansvar går altid hånd i hånd. Abraham omtales i Koranen som muslim i betydningen oprigtig gudhengiven og som en, der ikke dyrkede afguder (sura 3:65-68). Abraham er den skikkelse, der forbinder jøder, kristne og muslimer han er den fælles stamfar i de tre religioner. Jøder og kristne kaldes i Koranen Bogens folk eller Skriftens folk (ahl al-kitab) Læren om Guds énhed spiller en altoverskyggende rolle i islam. Gud er én og Han er udelelig. Den første del af den islamiske trosbekendelse hedder da også: Der er ingen anden gud end Gud (la illaha ilallah). Profeten Muhammad Den anden del af den islamiske trosbekendelse lyder: Muhammad er guds profet (muhammadun rasul allah). Muhammad er Guds sidste profet. Han er den, der afslutter eller besegler åbenbaringerne. Derfor kaldes han også Profeternes segl. Sig: Han er Gud, den Eneste Ene. Gud, uafhængig og absolut. Han avler ikke afkom, Ej heller er Han blevet avlet, Og ingen er Hans lige. (sura 112:1-4) KALLIGRAFI Koranens forbud imod afbildning af mennesker og dyr har betydet, at man har udviklet en righoldig tradition for udsmykning med geometriske mønstre, kunstfærdige slyngede blad- og blomsterranker og kunstnerisk skønskrift (kalligrafi). Herover sura nr. 112 i kalligrafisk udførelse. Ifølge islamisk opfattelse havde denne sidste profet bl.a. til opgave at minde menneskene om tidligere åbenbaringer, der i årenes løb enten var gået i glemmebogen eller blevet misforstået. Muhammad skulle lære menneskene, hvad de førhen ikke vidste (sura 96:1-5) Profeten Muhammad blev født ind i en højt respekteret arabisk slægt, Quraish. Hans far døde, før han blev født, og hans mor døde, mens han endnu var en lille dreng. Muhammad tilbragte

2 sin tidligste barndom hos en amme i en beduinfamilie i ørkenen og kom senere til sin farbror Abu Talib i Mekka. Arabien udgjorde på det tidspunkt ikke nogen samlet politisk enhed, men blev holdt sammen af det arabiske sprog og stærke beduintraditioner så som gæstfrihed, tapperhed og æresbegreber. Befolkningen bestod af både fastboende og normadiske stammer, der ofte udplyndrede og bekrigede hinanden. En måned om året blev fjendtlighederne dog indstillet, og karavanerne mødtes i Mekka for at handle og afholde store konkurrencer for digterkunst. En terningformet bygning, Kabaen, var Mekkas midtpunkt. Den var i tidernes morgen blevet bygget af Abraham og han førstefødte søn Ismael som det første gudshus nogensinde bygget til ære for den ene, sande Gud. Senere bar Kabaen dog blevet fyldt med billeder og statuer af utallige afguder. Selvom der i Arabien fandtes kristne stammer var flertalsbefolkningen hedninge, der ikke troede på noget liv efter døden. De tilbad mange afguder, bl.a. tre kvindelige guder, Lat, Uzza og Manat, som de mente hørte til i sten og træer. De havde en forestilling om, at disse guder var underordnet en øverste gud guden, al-ilah (Allah) Mekka var således ikke kun den arabiske verdens centrum for handel, men også et vigtigt valfartsmål for Arabiens hedninge, der på bestemte årstider drog til Mekka fra nær og fjern for at bede og ofre til Kabaens afguder. Muhammads kaldelse Muhammad kunne hverken læse eller skrive. Som ung fulgte han ofte sin farbror på lange karavanerejser, og han blev respekteret som ærlig og pålidelig og fik tidligt tilnavnet den pålidelige (al-amin). Muhammad blev karavaneleder for en rig købmandsenke, Khadijah, og selvom hun var femten år ældre end Muhammad, friede hun til ham, og de levede sammen i 25 lykkelige år lige indtil Khadihahs død. Muhammad var en besindig og eftertænksom mand, og ofte trak han sig tilbage til en grotte i ørkenen, hvor han uforstyrret kunne bede og meditere. En nat i slutningen af måneden ramadan i år 610, da Muhammad var omkring 40 år gammel, viste ærkeenglen Gabriel sig for ham TIDSTAVLE Muhammad fødes i mekka Profeten får sin første åbenbaring En mindre gruppe muslimer får asyl i det kristne Abessinien Muslimerne udvandrer til Yathrib/Medina Profeten Muhammad dør i Medina Ærkeenglen Gabriel viser sig for Muhammad på Lysets Bjerg uden for Mekka og opfordrer ham på vegne af Gud til at videregive Guds åbenbaringer til menneskene

3 Gabriel opfordrede Muhammad til at forkynde Guds ord til de mennesker, han levede iblandt, og sørge for, at al den nye vide, som han kom i besiddelse af, ville blive bevaret for eftertiden: Recitér! I Herrens navn, Kan som formede formede mennesket af en klump blod. Recitér! Og din Herre er den Ædleste. Han, der lærte mennesket at bruge pennen lærte mennesket, hvad det førhen ikke vidste. (sura 96:1-5) Den nat, hvor Muhammad fik sin første guddommelige åbenbaring, kaldes Bestemmelsens nat eller Skæbnenatten (lailat al-qadr), og hvert eneste år mindes alverdens muslimer denne nat med bøn og koranlæsning. Vi har visselig nedsendt den i Skæbnenatten. Og hvad kan forklare dig, hvad Skæbnenatten er? Skæbnenatten er bedre end tusinde måneder. Den nat stiger englene og ånden ned med Guds tilladelse som guddommelig åbenbaring. Fred indtil morgenen gryr. (sura 97:1-5) Muhammad blev forvirret over disse åbenbaringer, som han fik med mellemrum, og følte sig uværdig til at udbrede Guds budskab. Hans allernærmeste familie fik som de første budskabet at høre, og de opmuntrede ham til at træde offentlig frem med sin forkyndelse. Muhammads forkyndelse satte spørgsmålstegn ved hede Quraish-stammens livsførelse. Og af angst for, at Mekka skulle miste sin position som handelscentrum og valfartsby, reagerede stammens øverste med at håne og bagtale Muhammad. Modstanden imod muslimerne tog til, da egnen blev ramt at længerevarende tørke og hungersnød. De hedenske mekkanere mente nemlig, at tørken var gudernes straf for, at de ikke standsede Muhammads forkyndelse. Mekkanerne forviste muslimerne til et område uden for selve Mekka og boykottede dem i flere år. Muslimerne var dog standhaftige, og hverken afsavn eller fattigdom kunne få dem til at frasige sig deres tro. En nat oplevede Muhammad i en drømmesyn at rejse fra Mekka til Jerusalem, hvor ham mødtes med tidligere profeter. Rejsen fortsatte op igennem himlene lige til den syvende himmel, hvor han fik lov til at kigge ind i det forjættede Paradis. Denne hændelse kaldes miradj. Koranens forbud imod afbildning af mennesker og dyr overholdes strengt i de hellige skrifter; men der findes utallige andre gamle håndskrifter, der er illustreret med miniature-malerier af historiske begivenheder. Ofte er Profetens og hans nærmestes ansigter dog dækket af et slør - eller også er der simpelthen en bar plet i stedet for et ansigt, så man kun ser deres hoveddække og klædedragt Udvandringen til Medina Ca. 10 år efter Muhammads kaldelse døde hans farbror Abu Talib, der trofast havde beskyttet ham, men som aldrig selv blev muslim. Det betød, at den fysiske overlast, som hedningene udsatte muslimerne for, tog til i styrke. Nogen tid efter døde også Muhammads hustru, Kha-dijah. En mindre gruppe muslimer havde allerede omkring år 615 fået asyl i det kristne Abessinien; men for at sikre menighedens dens overlevelse opfordrede Gud Muhammad til at udvandre til oasebyen Yathrib. Denne udvandring (hidjra) fandt sted i år 622 og blev begyndelsen på den islamiske tidsregning. Nu kunne muslimerne for første gang holde bøn i fuld offentlighed. I Mekka havde de vendt sig mod Jerusalem når de bad deres bønner; men nogen tid efter ankomsten til

4 Yathrib blev beretningen (qibla) ved guddommelig åbenbaring ændret, så de i stedet skulle vende ansigtet mod Mekka. Det var først nu - efter 12 år med ydmygelser, forfølgelse og tortur, at Gud gav muslimerne lov til at forsvare sig mod hedningenes angreb og derved sikre retten til frit at kunne dyrke Gud: Det er tilladt dem, imod hvem der kæmpes, at kæmpe, fordi der er øvet uret imod dem. Gud har magt til at hjælpe dem, der uretmæssigt bliver fordrevet fra deres hjem, blot fordi de siger: "Gud er vor Herre!" Hvis Gud ikke holdt nogle mennesker i skak ved hjælp af andre, ville bade klostre, kirker, synagoger og moskéer, hvori Guds navn mindes uden ophør, være blevet ødelagt. Gud hjælper dem, der virker for Hans sag. Han er stærk og almægtig, (sura 22:39-40) Den første velfærdsstat Yathribs ledere tog godt imod muslimerne og håbede, at Profeten Muhammad ville kunne løse deres indbyrdes stridigheder. Medens åbenbaringerne fra tiden i Mekka hovedsageligt var et opgør med generationers uvidenhed, afgudsdyrkelse, overtro og umoral, ændrede åbenbaringerne karakter efter muslimernes ankomst til Yathrib, der snart kom til at hedde Medina. Et retssamfund baseret på islamiske værdier og principper skulle bygges op, så mange af åbenbaringerne fra tiden i Medina handlede naturligt nok om regler for handel, arv, ægteskab og skilsmisse - foruden regler for beskyttelse af samfundets svage: enker og forældreløse, småpiger, fattige, slaver og dyr. Det var også nødvendigt at regulere folks sociale adfærd, og åbenbaringer med retningslinjer for indtagelse af rusmidler, for hasardspil og økonomisk udbytning af de svage, for tyveri, vold og mord fulgte efter hinanden i en stadig strøm. Og det åndelige og sociale fællesskab blev styrket ved åbenbaring af rammeregler for bøn, faste, socialforsorg og pilgrimsrejse. Vigtigst af alt var dog bekræftelsen af menneskenes lige værd uanset sprog, hudfarve eller socialt og stammemæssigt tilhørsforhold samt påbudet om ikke at gå til yderligheder, men holde sig til den gyldne middelvej i alle livets forhold. Stammefejder Medina var stedet, hvor flere vigtige karavaneveje krydsede hinanden. Mekkanerne frygtede, at muslimerne ville tage hævn over dem og forhindre dem i at nå ud til fjerntliggende handelspladser. Med jævne mellemrum gik mekkanerne derfor til angreb på muslimerne, men hver gang lykkedes det for muslimerne at slå mekkanerne på flugt, skønt deres hær var langt større og mere veludrustet end muslimernes. Efter kampe i Badr (år 624), Uhud (år 625) og lige uden for Medinas mure (år 627), sluttede muslimerne en fredspagt med mekkanerne i Hudaibiyya (år 628). Den betød bl.a., at muslimerne året efter kunne foretage deres pilgrimsrejse og opholde sig inden for Mekkas mure i tre dage uden at blive chikaneret eller fordrevet fra byen. Senere brød mekkanerne imidlertid fredspagten, og i 630 drog Profeten Muhammad mod Mekka i spidsen for en stor hær. Hæren slog lejr for natten uden for Mekka, og Abu Sufyan, der var en af Mekkas ledende handelsmænd og altid havde været stor modstander af islam, red derud for at danne sig et overblik over situationen. Det endte dog med, at Abu Sufyan antog islam, og næste morgen marcherede den medinensiske hær ind i Mekka uden at møde modstand. Kabaen blev renset for billeder og gudestøtter, og muslimerne holdt bøn rundt om den. Profeten tilgav sine fjender, og mange af Mekkas indbyggere blev muslimer. Da nyheden om mekkanernes omvendelse bredte sig, sluttede størsteparten af Arabiens stammer sig til Profeten. Nogle af dem valgte at blive muslimer, andre foretrak at beholde deres egen tro. De, der ikke ønskede at deltage aktivt i forsvaret af muslimsk område, måtte betale en særlig beskyttelsesskat (djizya) til den muslimske administration til gengæld for at blive beskyttet af staten i krigstider.

5 På Profeten Muhammads bud knuser hans svigersøn Ali Kabaens gudestøtter. Ved samme lejlighed blev den islamiske kalender endegyldigt fastlagt, og Profeten erklærede, at han nu havde fuldført sin mission. På denne dag har jeg fuldkommengjort jeres tro for jer og har fuldbyrdet Min barmhjertighed imod jer. Og jeg har valgt gudhengivelse (islam) som jeres tro. (sura5:4) Få måneder efter sin hjemkomst til Medina døde Muhammad. Han blev efter eget ønske begravet i Medina - den by, som havde taget imod ham, da han blev forfulgt i sin fødeby, og hvor han havde tilbragt de sidste ti år af sit liv. Profetens død Profeten blev boende i Medina; men da det rygtedes, at han ville lede pilgrimsrejsen til Mekka i 632, strømmede muslimer fra hele Arabien til byen. Profeten og hans trosfæller fulgte de pilgrimsritualer, som Gud havde beskrevet for dem i Sine åbenbaringer. Det er de samme ceremonier, som millioner af pilgrimme siden har udført. På Arafat-sletten holdt Profeten sin berømte afskedsprædiken, hvori han ridsede islams hovedpunkter op: Han mindede sine tilhørere om livets ukrænkelighed og forbød alle former for blodhævn. Han opfordrede dem til at behandle andre, som de selv gerne ville behandles. Og han fortsatte: "En araber er ikke hævet over en ikkearaber, og en ikke-araber erikke hævet over en araber. En hvid er ikke hævet over en sort, og en sort er ikke hævet over en hvid. Den mest ærede for Gud er den mest gudfrygtige af jer." Det fuldkomne menneske Som det fremgår af det foregående, grundlagde Profeten Muhammad ikke islam; men han var udvalgt af Gud til at videregive de åbenbaringer, som han fik via ærkeenglen Gabriel. Muslimer betragter Profeten Muhammad som et fuldkomment menneske så fuldkomment som et menneske nu kan være (men altså ikke ufejlbarlig). Profeten Muhammad beskrives som from, beskeden, medfølende, omsorgsfuld, tilforladelig, mådeholdende, fredsommelig, troværdig og vis - ikke kun som profet, men også som ægtemand, far, ven, handelspartner, strateg, dommer og statsmand. Gud opfordrer i Koranen menneskene til at se Profeten som et forbillede for deres egen levevis. Profetens liv og levned er kort beskrevet i Koranen og mere detaljeret i de såkaldte traditions- eller ha-dith-samlinger. Disse indeholder beretninger om Profetens sædvane, om den vejledning, han gav sine samtidige, og om de handlinger, han stiltiende accepterede. Disse beretninger er blevet viderefortalt fra mund til mund i flere generationer og senere nedskrevet. Trods den enorme ærbødighed, muslimer udviser for Profeten Muhammads person og virke, betragter de ham ikke som et overmenneske eller som en menneskelig gud på jorden. Muslimer beder ikke til Profeten Muhammad på samme måde, som kristne beder til Jesus Kristus. Derfor er det

6 misvisende at tale om muhamedanisme eller muhamedanere på samme måde, som man taler om kristendom eller kristne. HADITH-UDSAGN Ifølge Anas Ibn Malik, kendt som en af Profetens medhjælpere, sagde Profeten: "Ingen af jer er sand troende, førend I ønsker for jeres bror, hvad I ønsker for jer selv!" Abu Huraira berettede, at han hørte Profeten sige: "Den bedste iblandt jer er den, der behandler sin hustru bedst." Wabisa ibn Mabad fortalte følgende: Jeg kom til Profeten, og han sagde: "Du er kommet for at spørge om retskaffenhed?" Jeg svarede: "Ja!" Profeten sagde: "Søg i dit hjerte. Retskaffenhed er det, som beroliger sjælen, og det, som giver hjertet fred. Forsyndelse er det, som bølger i sjælen og skubbes frem og tilbage i brystet - til trods for, at folk har givet dig deres billigelse." Profetens efterfølgere Profeten Muhammad havde ikke peget på nogen til at lede den muslimske menighed efter sin død. Man udnævnte den højt respekterede Abu Bakr, der som en af de første havde sluttet sig til Profeten, til dennes efterfølger og stedfortræder, kalif (khalifa). Umar valgtes til kalif i 634, og han efterfulgtes af Uthman i 644. Det var dog ikke alle muslimer, der var tilfredse med disse valg, idet nogle mente, at kalif-værdigheden skulle gå til personer, der var af samme slægt som Profeten Muhammad. De kaldte sig Alis parti (shiat Ali), og hver gang der skulle vælges en ny kalif, pegede de på Ali, der var Profetens fætter på fædrene side - og også hans svigersøn, idet han var gift med Profetens datter Fatima. Et flertal i menigheden mente dog, at Ali var for ung og uerfaren til at løfte en så tung opgave; men da den tredje kalif Uthman blev myrdet i 656, blev Ali valgt som muslimernes fjerde kalif. Ali var således den første leder, som Alis parti - der i vore dage kaldes shiiter eller shia-muslimer - kunne acceptere som deres retmæssige leder. Man mener, at omkring 10% af alle muslimer er shiiter. De resterende 90% er sunniter eller sunni-muslimer. De hedder sådan, fordi de fulgte Profetens sædvane (sunna), da dennes efterfølgere skulle udnævnes. De valgte nemlig den, som de fandt bedst egnet til opgaven. TIDSTAVLE Den første kalif Abu Bakr 633 Koranen nedskrives på ensartede blade og samles til én bog Den anden kalif Umar ibn al-khattab Den tredje kalif Uthman ibn Affan 651 Koranen kopieres og udsendes til de vigtigste muslimske byer Den fjerde kalif Ali ibn abutalib shiiternes første imam Koranens tilblivelse Gud pålagde Profeten Muhammad at videregive åbenbaringerne til sine tilhængere nøjagtig, som han fik dem, og med angivelse af hver eneste åbenbarings placering i forhold til det tidligere åbenbarede. Profeten fremsagde åbenbaringerne i forbindelse med de daglige bønner og opfordrede sine tilhængere til at lære dem udenad. Profeten Muhammad selv kunne hverken læse eller skrive; men han sørgede for, at alle åbenbaringer blev nedskrevet af mindst én skriver på forhåndenværende materiale så som pergament, læder, bladløse palmegrene, skulderblade af kameler, bark og lignende. Profeten bad derefter skriveren læse det skrevne op, så eventuelle fejl kunne rettes på stedet. Hvert år fremsagde Profeten Muhammad i moskéen i løbet af fastemåneden alle de åbenbaringer, han indtil da havde modtaget, og således var versenes rækkefølge nøje fastlagt. I ca. 23 år modtog Profeten med mellemrum åbenbaringer, så Koranen (al-quran) eller Bogen (al'kitab), som den også kaldes, eksisterede i alle årene kun som løsbladssystem og kunne først samles til én bog efter Profetens død.

7 Den første kalif, Abu Bakr, beordrede Profetens skriver Zayd bin Thabit, der personligt havde overværet Profetens allersidste fremsigelse af den fulde åbenbarede tekst, til at forestå arbejdet med at samle alle brudstykkerne og nedskrive dem på ensartede blade. Dette første sammenhængende eksemplar af Koranen blev overdraget kaliffen mindre end to år efter Profetens død. Efter Abu Bakrs død blev denne første Koran overdraget til den anden kalif, Umar, og senere til dennes datter Hafsa, der var enke efter Profeten Muhammad. Under den tredje kalif, Uthman, blev der udfærdiget kopier af dette første sammenhængende eksemplar af Koranen. Disse kopier blev omkring år altså mindre end 20 år efter Profetens død - sendt til de vigtigste muslimske byer med ordre om, at alle eksisterende uautoriserede brudstykker skulle ødelægges. To af disse allerførste kopier fra Uthmans tid er bevaret indtil vore dage. KORANENS OPBYGNING En sura er et kapitel i Koranen. Koranen indeholder i alt 114 suraer. Hver sura er inddelt i et vist antal vers eller ayat. Skal man henvise til en bestemt passage i Koranen, skriver man f.eks. sura 1:1-7, dvs. sura nr. I, vers nr. I -7. Hver enkelt sura har et navn, som man også kan angive i henvisningen, f.eks. al-fatiha 1:1-7, eller bare al-fatiha 1-7 Koranen i vore dage Vestlige videnskabsmænd har undersøgt de to allerældste koran-eksemplarer og konkluderet, at den arabiske tekst, der gengives i vore dages Koraner, stemmer overens med disse allerældste eksemplarer. Selve skriftformen adskiller sig dog, idet tidlig arabisk skrift ikke indeholdt de tegn, der i vore dages arabisk markerer lang vokal, strubelyden ajn og stødet hamsa. Koranen er i tidens løb blevet oversat til mange forskellige sprog af såvel muslimer som af ikke-muslimer. Vil man som ikke-ara-biskkyndig forsøge at forstå Koranen, er det altid en god idé at studere flere forskellige oversættelser sideløbende. Det er dog kun den arabiske tekst, der med rette kan betegnes som Koran (quran -recitation eller fremsigelse). Oversættelser betegnes som fortolkninger eller som omtrentlige gengivelser, idet ethvert forsøg på oversættelse nødvendigvis vil være farvet af sprogforskelle samt af oversætterens uddannelsesmæssige, sociale og kulturelle baggrund. Ofte vil man se Koraner med den originale arabiske tekst og en oversættelse side om side. Islamisk-arabisk videnskab Den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammad fik (sura 96:1-5), var en opfordring til at søge viden og sørge for at bevare den for eftertiden. Igen og igen opfordrer Gud i Koranen menneskene til at se sig omkring, til at undersøge og udforske naturen og uni-erset - og at "rejse ud i verden med åbent sind og lutter øren" (sura 22:46). Koranen selv indeholder forbløffende nøjagtige udsagn om verdens skabelse og undergang, om astronomi, geologi, biologi, anatomi, embryologi og andre videnskaber om end de er beskrevet i simple vendinger. Profeten Muhammad selv kunne hverken læse eller skrive; men han var klar over, at uddannelse var et vigtigt grundlag

8 for et blomstrende samfund. Derfor kunne krigsfanger løskøbe sig selv ved at lære bare én muslim at læse og skrive. Allerede i 800-tallet oprettede man i de større byer højere læreanstalter og biblioteker i forbindelse med moskéerne, som f.eks. Visdommens Hus i Baghdad i Irak, Qarawiyine Universitetet i Fes i Marokko og al-azhar Universitetet i Kairo i Egypten. Baghdad tiltrak datidens dygtigste videnskabsmænd, og det er muslimske videnskabsmænds fortjeneste, at bl.a. græske filosofiske værker blev oversat til arabisk og bevaret for eftertiden. Astronomer, matematikere, kemikere, fysikere, læger, botanikere og andre videnskabsmænd eksperimenterede, forskede og skrev utallige og omfattende videnskabelige værker. Flere af disse videnskabsmænd skrev også vigtige filosofiske værker. Samtidig skabte muslimske arkitekter og håndværkere utroligt smukke bygningsværker i byer som Isfahan, Baghdad og Jerusalem samt i Spanien, der var under muslimsk overherredømme fra denne periode oversatte jøder og kristne de arabiske videnskabelige værker til latin - og således blev arabisk videnskab grundlaget for den fremvoksende europæiske renæssance.