Bachelorrapport: Digital Pædagogik

Transkript

1 Bachelorrapport: Digital Pædagogik - Bachelorrapport længere afhandling. - Årstal: Emne: Digital Pædagogik. - Forfatter: Maybritt Nielsen. - Studie nr.: Vejleder: Janne Klok. - Pædagoguddannelsen Peter Sabroe. - Anslag:

2 Indholdsfortegnelse: Indledning:... 3 Problemformulering:... 4 Metodeovervejelser:... 4 Digitale medier i det senmoderne samfund:... 5 Digitale medier det sociale aspekt:... 8 Digitale medier og identitet: Dilemmaer forbundet med brugen af de digitale medier: Cyberhus en anonym online rådgivning: Arbejdsmetoder i Cyberhus: Målgruppen i Cyberhus: Identitet og menneskesyn: Chatrådgivningen i Cyberhus: Det anonyme aspekt: Pædagogiske overvejelser og refleksioner: Kommunikation: Narrativer: Giddens og narrativer: Metoderefleksioner: Diskussion: Konklusion: Perspektivering: Litteraturliste: Bilag Bilag

3 Indledning: Jeg vil i denne opgave undersøge hvilken betydning en online anonym chatrådgivning kan have for nutidens udsatte børn og unge - særligt i forhold til deres narrativer. Interessen for dette emne udspringer af mine egne oplevelser og erfaringer fra min praktik i et online anonymt rådgivnings klubhus kaldet Cyberhus. Da jeg startede min praktik i Cyberhus havde jeg meget lidt kendskab til den digitale online chatrådgivning og det at bruge de digitale medier som en pædagogisk platform. Så derfor har jeg i denne opgave valgt at undersøge hvilken betydning en online anonym chatrådgivning kan have for udsatte børn og unge i det senmoderne samfund? For at få en forståelse for hvilken betydning en online anonym chatrådgivning kan have for udsatte børn og unge i det senmoderne samfund, vil jeg allerførst undersøge hvilken betydning børn og unge i det senmoderne samfund tillægger de digitale medier. Da jeg mener at dette kan være med til at forklare hvilken betydning en specifik online anonym rådgivning som Cyberhus har for udsatte børn og unge. Dernæst vil jeg forklare og beskrive hvad Cyberhus er og hvad de kan tilbyde nutidens børn og unge. For at kunne forstå hvilken betydning en online anonym rådgivning som Cyberhus kan have for udsatte børn og unges narrativer, vil jeg i denne opgave anvende teori om kommunikation, da det at kommunikere har betydning både for arbejdet med en online anonym rådgivning, men også i forhold til det at arbejde med de unges narrativer. Jeg vil i den forbindelse anvende teori af Susanne Idun Mørch om kommunikationskultur. Dernæst vil jeg anvende teori af Alice Morgan til at forstå og forklare hvad narrativer er og hvilken betydning det at arbejde med narrativer kan have for udsatte børn og unge. I forlængelse heraf vil jeg også anvende teoretiske bidrag af Anthony Giddens omkring adskillelsen af rum og tid samt strukturationsteori, da jeg mener at disse på forskellig vis kan bidrage til forståelsen af, hvilken betydning en online anonym rådgivning kan have for udsatte børn og unge online og In Real Life (IRL) i forhold til deres narrativer. Jeg vil i denne opgave også lave en empirisk undersøgelse bestående af skriftlige interview omkring det at arbejde med en online anonym rådgivning. Denne viden vil jeg sammen med den teoretiske viden jeg har tilegnet mig, bruge til at besvare min problemformulering. Jeg vil løbende i opgaven analysere og diskutere den viden jeg får. 3

4 Problemformulering: Da jeg lavede min problemformulering var det ud fra en forståelse af, at den kommunikation som finder sted i en online anonym rådgivning også påvirker udsatte børn og unge In Real Life. Så selvom jeg ikke har mulighed for at påvise og dokumentere, at dette rent faktisk er tilfældet, mener jeg godt at kunne forsvare at min problemformulering ikke kun omhandler det der sker online. Det gør jeg dels ud fra de erfaringer jeg selv har, men også ud fra den feedback de unge giver. Så derfor vil jeg i denne opgave forsøge at besvare denne problemformulering: Hvilken betydning kan den digitale pædagogik have for nutidens udsatte børn og unge online og In Real Life (IRL) set i forhold til deres narrativer? Metodeovervejelser: Med henblik på bedst muligt at kunne besvare min problemformulering, har jeg valgt at tage udgangspunkt i det kvalitative forskningsinterview - i form af skriftlige interview. Ved de kvalitative metoder forstås, at data indsamles og fortolkes på måder, der tillader, at resultaterne repræsenteres i en ikke-talmæssig form altså som ord eller billeder. (Launsø, Olsen og Riber s, 108) Forskeren har at gøre med meningskonstruktioner, der refererer til rum-tid-dimensioner, dvs. til nogle rammer (Ibid. s, 134) Jeg vil i opgaven anvende den strukturerede dataindsamlingsmetode, hvilket betyder at spørgsmålene er udformet med fast specificerede spørgsmål og lukkede svarkategorier der er udarbejdet på forhånd. (Ibid.. s, 109) Jeg har i denne opgave valgt den forstående forskningstype, da den forstående forskningstype tager udgangspunkt i at skulle fortolke og forstå elementer, som allerede er fortolkninger. Det vil altså sige de sociale aktørers fortolkninger og forståelse af sig selv, andre mennesker og af den fysiske verden. Det afgørende kendetegn ved den forstående forskningstype er, at forskeren her søger viden om det fænomen, der undersøges, hvilket ofte baseres helt eller delvist på de udforskede menneskers perspektiv. Det vil altså sige at de udforskede subjekter indgår som en meget væsentlig del af datamaterialet i denne forskningstype. Forskeren søger at afdække menneskers meninger, 4

5 vurderinger, motiver og intentioner i de sociale og samfundsmæssige sammenhæng, hvori de udforskedes forståelser og handlinger dannes. Denne kontekst kan bestå af fysiske, institutionelle og værdimæssige forhold, der har forskellige betydninger, for menneskers handling i konkrete sammenhæng. Forskeren kan ikke foretage en fortolkning uden at kende den sammenhæng som de udforskede indgår i, hvis fortolkningen skal have høj ekstern validitet. På et refleksivt forskningsniveau inddrager forskeren viden fra andre empiriske og teoretiske kilder, der går ud over den interviewedes forståelse. Der skabes på dette niveau nye forståelsesrammer. Man kan her tale om, at forskeren bidrager med fortolkninger, der går ud over den interviewedes meningshorisont og dermed etableres en ny fortolkning som afstedkommer ny for-forståelse. I de fleste tilfælde vil fortolkningen på det refleksive niveau finde sted, efter at interviewet er afsluttet. (Ibid.. s, 23-27) Digitale medier i det senmoderne samfund: I dette afsnit vil jeg redegøre for børn og unges brug af de digitale medier og hvilket betydning de digitale medier har for nutidens børn og unge. Hvilke krav stiller brugen af de digitale medier til børn og unge, samt hvilke faldgrupper og dilemmaer knytter sig til brugen af de digitale medier? Hvordan forholder vi os som professionelle til børn og unges brug af de digitale medier og hvad er den professionelles rolle? Digitale medier er en bred betegnelse som dækker over flere ting som f.eks. computer, mobiltelefoner osv. men det er ikke min hensigt i denne opgave at redegøre for de enkelte elementer, da dette afsnit omhandler brugen af digitale medier og ikke hvilke tekniske redskaber de unge bruger. Til at forstå og forklare børn og unges brug af digitale medier vil jeg anvende bogen: Digital trivsel i arbejdet med udsatte børn og unge, som er udarbejdet af Center for digital pædagogik og bygger på den viden og de erfaringer man har hos Center for digital pædagogik omkring børn og unges brug af digitale medier i det senmoderne samfund. Målgruppen for bogen er primært de udsatte unge, hvilket også er den målgruppe jeg i denne opgave vil tage udgangspunkt i. Derudover vil jeg anvende statistik fra: Styrelsen for Biblioteker og Medier samt EU Kids Online, som giver et indblik i hvor mange børn og unge i det moderne samfund som bruger de digitale medier som en del af deres hverdagsliv. I takt med den teknologiske udvikling i det senmoderne samfund er brugen af digitale medier vokset og i Danmark er internettet mere udbredt end nogen anden kommunikationsform. Set i et globalt perspektiv er internettet menneskets største kilde til kommunikation og interaktion. I nutidens teknologiske verden er børn og unge vokset op med internettet og dets muligheder, de har 5

6 tilpasset sig mange af dets muligheder for kommunikation og interaktion, som f.eks. ved anvendelse af de digitale sociale netværk som Facebook, Arto, YouTube osv. Der er få begrænsninger forbundet med børn og unges brug af de sociale fællesskaber, i nogle tilfælde kan der være begrænsninger i forhold til alder, f.eks. skal man være 13 år for at oprette en profil på Facebook, men derudover opfordres nutidens børn og unge til at deltagelse i interaktion med hinanden online. I takt med denne opblomstring af sociale fællesskaber er der dermed banet nye og flere veje, som giver børn og unge mulighed for at ytre deres meninger og dele dem med hinanden. En EU-undersøgelse af børn i alderen ni til 16 år viser, at danske børn og unge indtager en klar førsteplads i forhold til internetadgang. 75 procent af dem har adgang til nettet i deres eget værelse, og 98 procent har adgang til det i hjemmet. Gennemsnittet i EU ligger på 48 procent. Danmark er generelt mere mediedækket end andre lande, og dette afspejler sig i tallene for danske børns internetadgang. (Styrelsen for Biblioteker og Medier 2011) Det digitale er en del af vore vores hverdag og en efterhånden uadskillelig del af vores identitet og sociale liv og det vil det også være i fremtiden. Så hvis vi ikke tager os af den digitale del af børn og unges opdragelse og opvækst, er det i en vis forstand kun det halve barn, vi tager os af. Trivsel handler om det gode liv. Det handler om at have det godt her og nu, men også om at være selvbestemmende og på rette vej i sin personlige udvikling. Som fagpersoner, der arbejder med børn og unge, tager vi hele tiden valg, der handler om at sikre trivsel. (Lund og Ørum Petersen s, 9) I forlængelse heraf vil jeg inddrage et citat fra min empiriske undersøgelse som jeg mener har relevans i forhold til ovennævnte, da det netop handler om at sikre den unges trivsel og en måde at gøre det på, kan være i form af anvendelsen af den digitale platform. 6. Cyberhus giver børn og unge mulighed for at udtrykke sig på flere forskellige måder bl.a. gennem chat, debatter og brevkasser. Hvilken betydning mener du det har, at børn og unge får mulighed for at udtrykke sig og fortælle om sig selv online? Jamen altså, jeg tror egentlig ikke nødvendigvis at det har nogen betydning at det lige er online, det det handler om det er at børn og unge har mulighed for at udtrykke sig og om det er online eller offline, det er sådan set hip som hap kan man sige, så det synes jeg lige er vigtigt at man lige får på plads. Men når det er sagt så tilbyder online jo nogle ting, som gør det nemmere for nogle unge at bruge det, udover det anonyme som vi har snakket om så er det online jo en base eller en platform som mange unge bruger i forvejen, de er trygge ved selve det at skulle agere og kommunikere 6

7 online. Så derfor kan man sige, at i stedet for at den unge skal komme til den voksne som vi altid gør ellers i forskellige institutioner eller behandlingstilbud, så er det faktisk en måde hvor den voksne kommer til den unge her, vi kommer egentlig ind på deres hjemmebane og tilbyder nogle muligheder og det har jo en fordel i sig selv, der er noget respekt, noget i øjenhøjde, der er noget nærvær i den form og arbejde i, så jeg tænker at det er de to elementer. (Eroll Marshall Cyberhus. Bilag 2) Det at sikre børn og unges trivsel er en del af den pædagogiske opgave vi har som fagperson, dels er en del af uddannelsen formål, at sikre børn og unges trivsel, men det er også en samfundsmæssig opgave som vi i vores profession påtager os ansvaret for at udføre og som vi ifølge serviceloven er forpligtiget til at udføre: 46. Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste og skal have til formål at 1) sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at understøtte barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige netværk, 2) sikre barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og netværk, 3) understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse, 4) fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel og 5) forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv. Stk. 2. Støtten skal være tidlig og helhedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Støtten skal i hvert enkelt tilfælde tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold. Stk. 3. Støtten skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages med passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvis dette ikke er muligt, skal foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren og for barnet eller den unge. 7

8 Det vil altså sige, at ligegyldigt om vi som fagpersoner arbejder med børn og unge i de forskellige typer af institutioner In Real Life (ansigt til ansigt), eller om vi arbejder med børn og unge online, så er det vores samfundsmæssige opgave at sikre børn og unges trivsel såvel offline som online. Derfor er vi som fagpersoner i det senmoderne samfund nødt til at følge med udviklingen, så vi har de bedste muligheder for netop at udføre den samfundsmæssige opgave vi har uddannet os til at varetage. Nutidens børn og unge er opvokset med teknologien og har taget den så meget til sig, at den amerikanske forsker i digitale medier Marc Prensky skabte begrebet digitalt indfødte. Tilsvarende blev voksengenerationen kaldt for digitale indvandrere. Kløften mellem de to generationer blev betegnet som både dyb og problematisk, men helt så slemt er det ikke længere. Voksengenerationen i dag er ved at få det lært og mange af os bruger en lang række digitale redskaber med stor naturlighed. De børn og unge og enhver anden som bruger mobil og internet som en naturlig del af deres liv, lever hele tiden med internettet. Det er både godt og ondt, at teknologien griber så direkte ind i vores hverdag, da det kan resultere i dårlige vaner og stress. (Lund og Ørum Petersen s, 10-13) Digitale medier det sociale aspekt: Det sociale aspekt omhandler ikke blot den måde børn og unge bruger de digitale medier til at indgå i interaktion med andre børn og unge på, men i lige så høj grad om hvilke sociale styrker det kræver, af børn og unge at indgå i disse interaktioner. Det sociale samvær på internettet, som finder sted i de sociale netværk, det vil sige steder hvor unge optræder med en profil og i udgangspunktet deler ord, billeder og videoer med en bred skare, som har mulighed for at svare igen og selv gøre det samme. Det klassiske eksempel er selvfølgelig Facebook, mens Google+, Arto, Habbo og MySpace er eksempler på andre sociale netværk. Men også i spil som World of Warcraft og gosupermodel eller i andre interessefællesskaber såsom ScooterGalleri.dk eller Hestegalleri.dk er der mulighed for den samme type af udveksling af informationer, og de vil derfor også have tendens til at påvirke de unges kommunikation og opførsel. (Ibid. s, 26) Ifølge Lund og Ørum Petersen er der særligt to sociale styrker som de mener, er essentielle og nødvendige for at kunne fungere som sociale væsener. De omtalte styrker omhandler ærlighed og 8

9 selvstændighed og er udvalgt ud fra to kriterier: det første kriterium er at sociale situationer kræver både en vis grad af ærlighed og selvstændighed. Det andet kriterium bygger på besøg fra skoler, samt samtaler med forældre, lærere og pædagoger som har erfaret, at sociale styrker som ærlighed og selvstændighed altid er både på spil og i spil i de sociale situationer. Disse to styrker mener Lund og Ørum Petersen er så generelle at de derfor også gør sig gældende i de nye medier. (Ibid. s, 15) Ærlighed handler om at sætte sig selv på spil, samt at man som person deltager som den man er. Der skal ikke meget til for at vise ærlighed, men hvis en person ikke afslører det mindste om sig selv, er vedkommende slet ikke rigtigt med i en social situation. Ærlighed er derfor også i al almindelighed accepteret som en god ting, men man kan dog diskutere om ærlighed altid er af det gode, da det kræver en vis praktisk erfaring at kunne aflæse situationer og se, hvilken grad af ærlighed der er brug for. Hvis en fyr f.eks. siger for lidt er han kedelig og lyver han er han både upålidelig og asocial. Men hvis han ved første møde fortæller alt om sig selv, kan han blive opfattet som desperat og kikset. Det vil altså sige, at for ham lige såvel som alle andre, gælder det om at kende og finde den gyldne middelvej, for dermed at kunne dosere sin ærlighed i de rette mængder i de rette situationer. Særligt for de udsatte unge, kan denne ærlighed give problemer. Det kan både være i forhold til ting de holder hemmeligt over for alle, men det kan også være ting som de bare ikke nævner overfor vennerne. (Ibid. s, 15) Selvstændighed handler om at få sig selv med i forhold til, hvad man nu vil. Hvis en ung pige f.eks. er helt og aldeles uselvstændig, reagerer hun kun. Det vil altså sige at hun blot udfylder sin rolle og gør det forventede i situationen men helt uden at bidrage med sit personlige input. Vi kan som individer måske godt udfylde en rolle eller en funktion uden selvstændighed, men hvis vi altid er underlagt andres ønsker og luner, forringer det kvaliteten af vores sociale liv. Ligesom med ærligheden, handler selvstændigheden også om at finde en balance mellem hvad der er for meget og for lidt. En person der f.eks. kun tænker på hvad han eller hun vil opnå i en situation og som er ligeglad med de sociale konventioner og andre mennesker, falder åbenlyst uden for rammerne for god opførsel og vedkommende kan dermed blive en plage for sine omgivelser. Omvendt kan man sige, at for lidt selvstændighed er et problem for personen selv og ikke så meget i forhold til omgivelserne. F.eks. hvis en ung fyr altid lader andre diktere hvad der skal foregå, bliver han et nemt offer. Det vil altså sige, at både for lidt og for meget selvstændighed kan være potentielle faldgrupper for de udsatte unge. Dette gør sig også gældende på internettet, hvor det er særligt vigtigt både at kunne aflæse situationer og se, hvad der forventes af en, samtidig med at man holder 9

10 fast i sig selv og husker på hvad det er man selv vil. Derfor er det vigtigt at vi som fagpersoner rummer selvstændighed, samt evnen til at viderebringe en forståelse for de sociale spil, der er særlige for den digitale kommunikation. (Ibid. s 16) Internettet er ikke et selvstændigt sted, rum eller cyberspace som man engang forestillede sig, internettet er en platform for kommunikation og giver mulighed for at føre nogle nye former for samtale. Men det giver god mening at forstå visse hjemmesider og fænomener på nettet som steder i social forstand. Vi er vant til, at steder som mødelokaler, fodboldbaner og spiseborde former og afgrænser vores samtaler. Noget tilsvarende gør sig gældende i det digitale, blot langt mere udtalt. Her er vores omgangsform nemlig afgrænset af en tredjepart den teknologi eller tjeneste, vi bruger, bestemmer over det sociale rum. Et af de mere tydelige tegn på, at internettet opleves som noget socialt er, at mange tjenester og sider fungerer som mødested for en allerede eksisterende vennekreds. Børn og unge har f.eks. næsten altid kontakt til deres venner, men det er oftest vigtigere at gøre sig klart, hvem der ellers er der og hvilke nye bekendtskaber eller fremmede de har mulighed for at møde. På sociale netværk er det normalt, at venner møder venner, mens man i spil og i onlinefora oftest vil møde komplet fremmede. Desuden har visse steder en primær aldersgruppe, i spil vil målgruppen f.eks. indsnævres, alt efter den målgruppe spillet henvender sig til. Det er vigtig at notere sig, i hvilken grad der overhovedet er kontakt til andre. Nogle steder vil være låst, så man som bruger kun finder de mennesker, man kender på forhånd. Det vil ofte være tilfældet med tjenester, hvor der er kontakt til én person af gangen: Chat, video og . Mere normalt er det, at en tjeneste er lukket, her skal man blot have en form for indgangsvinkel for at indlede en social kontakt. Det kan være at møde hinanden i et spil eller at kende en fælles bekendt på Facebook. De lukkede tjenester kan man sige svarer til en lukket dør og giver derfor også sjældent nogen garanti for sikkerhed. Det er ikke pointen, at brugerne ikke må møde hinanden. På disse sider lægges der blot op til, at det sker på en bestemt måde. IRL kan vi også stemme dørklokker og slå en adresse op ud fra et navn, hvis vi gerne vil møde nye mennesker men det sker sjældent. Når vi møder nye mennesker, sker det ofte gennem mennesker vi kender i forvejen. En anden mulighed er selvfølgelig at finde et sted, hvor det netop er pointen at brugerne opsøger hinanden. Et sådan åbent mødested på internettet kunne være en datingside, men også visse sociale netværk for børn og unge som f.eks. Arto eller Speek har denne udtalte funktion på forsiden i form af skiftende billedgalleri og søgefunktion til de andre brugere. Herudover er det også vigtigt at se på, om en tjeneste tillader private beskeder, hvor en person kommunikerer med en anden bruger. Det er helt normalt på sociale netværk som Facebook og mange andre onlinefora, hvor det oftest 10

11 kaldes PM for Private Message. Kontakten til andre kan desuden være begrænset af, at stedet forlanger anonymitet. Det kan være påkrævet, eller der kan være mulighed for, at brugeren ikke kender hinandens rigtige navne eller andre personlige oplysninger. Modsat kræver andre tjenester som f.eks. Facebook, at man bruger sit rigtige navn. I det ligger der en opfordring til, at man som bruger forbinder sit til sin eksisterende vennekreds. Desuden vil det påvirke ens opførsel og sprogtone, at man faktisk skal stå inde for det man skriver. (Ibid. s, 33-34) Digitale medier og identitet: statusopdateringer handler i høj grad om det samvær, man har offline og den indholdsmæssige kvalitet af venskaberne. På den måde indgår de unge brugere i hinandens selvfremstilling, og det at have et netværk af værdifulde relationer bliver en vigtig del af selvforståelsen og identitetskonstruktionen. Det betyder generelt meget for unge at modtage eller læse kærlige beskeder om dem selv på vennernes profiler. Så ved jeg, at der er nogen, der kan lide mig Malene Charlotte Larsen i Information, 4. august 2012 Identitet er noget vi danner i samspillet med andre og dette gør sig også gældende på det digitale område. Som person er man ikke blot en statisk figur, men afprøver nye sider af sig selv i forskellige sammenhænge og påvirkes alt efter, hvordan de modtages. Denne afprøvning af sig selv kan være svær og give problemer, i særdeleshed for de udsatte unge, der har svært ved at finde og sætte grænser for sig selv. Derfor er det vigtigt at lære den rette grad af ærlighed. Den udsatte unge skulle gerne vise sig selv og det, han eller hun vil være, frem men der skal også gerne være plads til at eksperimentere og udvikle nye sider. Da man samtidig også konstant aflæser de situationer omkring en, bliver det rette niveau af selvstændighed vigtigt. Den unge skal ikke lade sig styre af de andres meninger og forslag, men den unge skal heller ikke være upåvirket af situationerne. I det digitale er denne opdeling mellem at afprøve sig selv og tilpasse sig helt naturlig, i det vi sender og modtager, uploader og downloader og som tidligere nævnt reagerer ud fra det vi modtager. At afprøve sin identitet er at sætte den i spil, det vil altså sige, at tage noget man mener man er eller gerne vil være på sig, over for andre. Man kan altså sige at alle handlinger, der på en eller anden måde positionerer en socialt, bevidst eller ubevidst, er en sådan slags afprøvning. Disse afprøvninger kan være ganske banale og simple, som f.eks. en ung der tager en T-shirt på med sit yndlings band. Vi foretager alle tusindvis af disse afprøvninger i frikvarteret, ved spisebordet, til 11

12 weekendens fest og på internettet. Disse konstante afprøvninger rejser spørgsmål om vores ærlighed. (Ibid. s, 19) Børn, unge og andre der bruger nettet socialt, har en digital identitet. Det skal ikke forstås som en separat identitet, der kun findes på nettet, men som at deres identitet har en digital del. Ligesom trykket på en T-shirt og plakaterne på vennernes værelse er måder, man signalerer, aflæser og opbygger sin identitet på, findes der tilsvarende måder at udtrykke sig på og formes på digitalt. Kort sagt når det digitale er naturligt, vil det også være en naturlig del af identiteten. (Ibid. s, 18) Det at kunne tilpasse sig forventninger handler om at kunne aflæse en social situation og handle derefter. Ligesom med afprøvningen kan dette ske både bevidst og ubevidst og det kan både være noget meget overordnet eller noget helt specifikt for den enkelte situation, som man aflæser og ændrer. Selvom vi nærmest altid tager højde for de overordnede sociale regler, der gælder i skolen, på arbejdspladsen, i hjemmet osv., er det dog sjældent at vi aktivt overvejer dem. Det er ofte først i de utrygge eller nye situationer, at vi bevidst tilpasser os. Begrebet om dannelse er i bogen ikke beskrevet som et påbud om at kunne passe ind og kende reglerne, men i højere grad om at kunne være sig selv og stå ved dette. Det vil altså sige at tilpasningen bliver afvejet i forhold til selvstændighed, da man som person skal kunne være sig selv, men også kunne præsentere hvem man er, så andre forstår og forhåbentlig accepterer én, som den man er. Når vi f.eks. bruger velkendte medier som Facebook eller mobilen, tager vi næppe stilling til og tænker over hver enkel besked, vi læser eller skriver. Men selv om det foregår ubevidst, har de enkelt medier eller værktøjer her især en påvirkning på vores kommunikation samt på måden vi afprøver eller tilpasser os. De digitale medier har generelt nogle særlige træk, der gælder for bestemte værktøjer og aktiviteter og som har betydning for hvordan man opfører sig. (Ibid. s, 19-20) De førnævnte sociale styrker som ærlighed og selvstændighed er væsentlige faktorer i forhold til at opnå et sundt socialt liv på internettet både når man afprøver sin identitet og når man aflæser og tilpasser sig til forventningerne online. Det der for nogen måske kan virke som den normale brug af internettet, gør sig ikke nødvendigvis gældende for det de udsatte børn og unge oplever, eller i stand til at deltage i, men det må imidlertid være målet at styre efter. Da vi som tidligere nævnt danner vores identitet i samværet med andre og ud fra den respons vi modtager fra andre, må det udtrykke sig være en væsentlig del af børn og unges dannelse af 12

13 identitet. Til spørgsmålet om vigtigheden af børn og unges mulighed for at udtrykke sig siger Eroll Marshall: Det er afgørende for udviklingen af deres identitet og deres selv, fordi hvis du ikke har mulighed for at udtrykke dig, få stillet spørgsmål, få prøvet de følelser og tanker af som er inden i, så vil du ikke kunne udvikle dig som menneske. Hvis du ikke får noget respons og noget modspil fra voksne og andre unge, så skal du selv, inden i dig selv, finde svarene på alle de her spørgsmål som hører sig til for at vokse og for at blive moden. Og så ryger du ind i en destruktiv udvikling og så vil du blive meget usikker omkring din identitet og hvem du er. Så man har brug for modspil, man har brug for dialog og samvær med andre mennesker og det kan man kun få hvis man kan udtrykke sig. Altså, du kan godt spille fodbold med nogen uden at skulle udtrykke dig verbalt og det er også rigtig fint og du ville kunne dække nogle ting der, men for at kunne rykke afgørende så skal der dialog og ord på tingene for at en erkendelsesproces for alvor kan gå i gang, så derfor er det et afgørende område, at børn og unge kan udtrykke sig. (Eroll Marshall Cyberhus. Bilag 2) Dilemmaer forbundet med brugen af de digitale medier: Fraværet af kropssprog og andre sociale ledetråde kan i forhold til at tilpasse sig betyde, at vi tolker udsagn på de sociale medier på et spinkelt grundlag. Det kan på den ene side gøre det nemmere at ignorere andres input, end når de leveres ansigt til ansigt. Samtidig kan det også være nemmere at overse de små signaler og tegn i teksten på, at ens input er upassende især hvis man har noget man virkelig gerne vil ud med. Dette kan føre til misforståelser, som gør at man hurtigt bliver såret, vred eller ked af det, eller bare misforstår emnet og derfor ikke føler sig velkommen i diskussionen. Dermed bliver man også alt andet end selvstændig, men tværtimod nærmest kun reagerende på andres tilsyneladende provokation. Den slags misforståelser kan hurtigt eskalere og føre til det der på internettet kaldes flame wars det vil sige deciderede slåskampe på ord. Disse problemer er ofte størst ved kommunikation med fremmede eller mindre nære relationer. Men det manglende kropssprog vil altid indebære en risiko for, at man misforstår eller overser andres indvendinger og kører sit eget selvstændige løb. Tabet af følelsen af selvstændighed kan have konsekvenser for børn og unges selvopfattelse og særligt for de udsatte børn og unge, som i forvejen er sårbare. De kommunikative misforståelser er et tilbagevendende problem, her styrkes tendensen til at lave en hurtig og måske forhastet bedømmelse af, hvad diskussionen drejer sig om, hvad tonen er eller hvor hård den kritik, som den unge møder skal forstås. Det er derfor nemt at tilpasse sig den forventede 13

14 adfærd, som den unge måske tidligere fik en god respons på og altså derved være uselvstændig, selv om han eller hun egentlig er ude på at udtrykke sig selv. Denne tendens udnyttes også mere eller mindre bevidst f.eks. hvis en ung pige vælger at lægge et nyt profilbillede op på Facebook, hvor hun tydeligvis går efter at være enten tiltrækkende eller sjov. De fleste vil uden at tænke videre over det trykker Synes godt om eller giver en kommentar med på vejen, der passer til afsenderens forventninger. Her er der ikke tale om en tankekontrol fra Facebook over brugeren, men nærmere om en forventning mellem venner. Ganske som man forventer, at venner kommenterer ens nye tøj eller frisure. Men ligesom i en ansigt til ansigt situation kan tendensen til at gøre som de andre blive en del af den mekanisme, der fører til og opretholder mobning. Hvis alle de andre har kommenteret med grin og sjov på et billede, der hænger én fra klassen ud, er det svært at fastholde sin selvstændighed og tage stilling til, hvorvidt det er i orden at springe med på vognen og joke med. (Ibid. s, 23-26) Afstanden i den digitale kommunikation kan påvirke én til at overdrive sine udtalelser eller sige ting, man ellers ikke ville. På de sociale netværk er de unge desuden, bevidst eller ubevidst med i en popularitets-konkurrence. Det lyder måske negativt, men her er det en god idé at sammenligne med, hvordan unge mødes IRL. Her vil de også hver især på godt og ondt forsøge at være sjovest, sejest og i centrum, og der vil være en konstant forhandling om de sociale positioner. I sin online form bliver dette blot gjort mere tydeligt og måleligt, da det er åbenlyst læseligt hvem der får kommentarer, Synes godt om og kontakt til de andre populære. Hvis den unge vil ses online, skal han eller hun sende noget ud, der fanger vennernes opmærksomhed. Det nemmeste er selvfølgelig, at den unge overdriver både i sit sprog, sin selviscenesættelse og den type billeder og links der ryger af sted over internettet. Det er typisk at de unge overdriver både det positive og det negative i kampen om opmærksomheden fra vennerne. Denne kamp om opmærksomhed kan have betydning for de udsatte børn og unge som måske ikke formår at deltage i konkurrencen. (Ibid. s, 26-28) Der kan blandt børn og unge opstå stress og irritation i forsøget på at følge med i alt, hvad der sker og at skulle huske på, hvem man skylder et Synes godt om eller et svar på sms især for børn og unge. For de fleste bliver det dog først rigtig stressende, når man kommer til at føle, at alle de andres liv er langt mere interessant end ens eget. Som en 19-årig pige siger: Man tænker, at alle har det fede liv. Paradoksalt nok kan man sagtens forestille sig en hel klasse, hvor hver enkelt føler sig bagud i forhold til de andre. Hver elev i klassen er velvidende om, at hans eller hendes egen udmeldinger er overdrevne, men overser eller ser bort fra, at klassekammeraterne overdriver, når de 14

15 snakker om, hvor fantastisk weekendens fest var. Samtidig ser den enkelte unge opdateringerne fra alle bekendtskaber netop, når der er noget, der er værd at melde ud. Og lægger måske ikke mærke til at der går måneder mellem hver enkelt persons udmeldinger, ligesom der gør mellem ens egne. Det vil altså sige at ærligheden på den måde er under angreb, dels fordi vi selv overdriver, men også fordi digitale medier som f.eks. Facebook vil topliste de ting, som får flest kommentarer og er mest diskuteret altså de mest interessante. Alt dette kan nemt resultere i et forvrænget billede af alle de andres reelle sociale liv, og det er en vigtig kompetence at kunne gennemskue den overdrivelse, der sker i enkelte udmeldinger. Desuden er det også væsentligt at forstå, at f.eks. Facebooks liste over opdateringer ikke samlet set er et retvisende udtryk for, hvordan et ungdomsliv burde se ud. Hvilket kan være en vigtig viden, for ikke at ende i en konsekvent undervurdering af sig selv. (Ibid. s, 28-29) Ingen kan overskue halvtreds eller hundrede bekendtskaber på én gang eller for den sags skyld skræddersy én kort besked, der forstås på samme måde af alle og det er noget vi ofte glemmer, når vi bruger de sociale medier. Langt størstedelen af os unge som gamle kommunikerer primært med en lille gruppe på 5-8 personer over vores sociale netværk, og det er også cirka det antal personer, man reelt kan overskue i en social situation. Derudover vil vi naturligt abstrahere og tænke over kategorier som klassen, min familie, mine venner osv. På det for mange foretrukne netværk Facebook, kommunikerer vi som udgangspunkt med alle, selv om en pige f.eks. oploader et billede med tanke på, at det bare er noget hendes nærmeste veninder skal se og kommentere på. Det er ofte ikke noget stort problem, da de fleste uinteresserede i de fleste tilfælde, blot vil ignorere ens udmelding og surfe videre. Men selv om det altså ikke behøver være et problem, er det dog stadig en tendens, at unge deler indhold med en bredere flok, end mange af dem de lige tænker over. Igen er det ikke uligt, men bliver blot forstærket i forhold til teenagelivet IRL. Der er ikke noget nyt eller unormalt i, at man klæder sig efter hvordan klassens drenge, piger, ens lille klike eller én bestemt person vil reagere og fuldstændig glemme eller ignorere hvordan ens forældre og andre voksne vil opfatte udmeldingen. Der er heller ikke noget nyt i, at en ung skræddersyer sin kommentar til at få et grin fra dem, han eller hun lige sidder omkring, selv om kommentaren og dens succes skal høres af flere. Der, hvor tendensen kan blive problematisk, er når udmeldingen enten bliver så overdreven eller personlig, at den kun forstås af meget få. Så det vil altså sige, at det handler om, at formå, at være tilpas ærlig i sine udmeldinger. Hvis en unge pige f.eks. overdriver for meget, vil alle andre end hendes nærmeste venner nemt få et dårligt indtryk af hende og måske lade hende det vide i tydelige vendinger. Udleverer hun sig selv for hudløst, kan samtalen hurtigt blive endnu mere 15

16 personlig og måske mere sårende end hun havde regnet med. Dette særpræg sætter altså vigtigheden af at lære den rette grad af ærlighed på spidsen, og det digitale kan måske ligefrem tages som en mulighed til at få italesat problemstillingen generelt. I forhold til selvstændigheden kan man også se de sociale netværk som bestående af en uklar afsendergruppe. Modtageren ved selvfølgelig godt, hvem afsenderen af den enkelte besked er, men vedkommende ved ikke, hvem afsenderen havde tænkt skulle læse den. Der vil være en tendens til at tænke på alle udsagn som noget, der direkte er skrevet til én selv og enhver debat som noget, man er inviteret med ind i. Det er man i en vis forstand også, men de valg er måske ikke taget bevidst af afsenderen. En person kan nemt komme godt i gang som deltager i en samtale med en meget personligt eller indforstået stil, hvor de personer, samtalen vedrører, måske ikke synes personen hører til. Mange diskussioner starter ved, at nogen braser ind i en samtale eller misforstår en udmelding, som slet ikke var en opfordring til debat. (Ibid. s, 29-32) Et andet dilemma omhandler anonymiteten, en hyppig bivirkning af anonymiteten, er at tonen kan blive grov og gå over i chikane eller mobning. Som en 19-årig pige siger: Som jeg husker det, var der flere dårlige oplevelser på Arto, end jeg oplever nu på Facebook. Jeg tror, der er, fordi man som anonym sidder bag en skærm og udgiver sig for at være en anden end den, man i virkeligheden er. (Ibid. s, 35) Et andet væsentligt dilemma omhandler seksualiteten og de digitale medier. I teenageårene vil unge helt naturligt begynde at sende seksuelle signaler. Især for piger kan der desværre være nogle mere eller mindre uheldige antagelser og idealer i deres omgangskreds om, hvordan de skal præsentere sig og opføre sig. Det vil ofte være særligt problematisk for de udsatte og sårbare unge, som måske ikke har forældre eller andre rollemodeller omkring sig til at korrigere adfærden. Det er dog på ingen måder kun udsatte, der benytter sms, profilbilleder og andre digitale værktøjer til at flirte eller få en nogle gange usund respons på deres krop og seksualitet. På internettet vil den digitale afstand nemt give en fornemmelse af, at handlingen er under ens kontrol og konsekvensløs. Virkeligheden er dog netop det modsatte. Når en ung først har sendt et billede til en anden, har han eller hun opgivet kontrollen over det det kan nu videresendes og deles med hvem som helst. Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, hvor effektiv et billede af en mere eller mindre afklædt pige kan fungere som bevis eller trofæ og hvor meget magt, der kan ligge i at have sådanne billeder af hinanden. I det digitale univers betegnes seksuel kommunikation som sexting. 16

17 Det er en sammentrækning af ordene sex og texting og betegner en seksuelt betonet flirt. Det er ikke i sig selv et problem at sende seksuelt provokerende eller decideret pornografiske billeder. I det rigtige forhold præget af tillid og gensidig respekt er sexting jo bare at bruge nye medier til flirt eller forspil. Men når der er et skævt magtforhold eller et mere eller mindre desperat ønske om accept på spil, kan sexting som andre seksuelt ladede handlinger hurtigt udvikle sig til at blive et alvorligt problem. Sådan et problem kan opstå på to måder. Enten forstår eller overvejer den unge ikke konsekvenserne af sin handling, eller også er det netop det farlige ved handlingen, som gør den interessant. I det første tilfælde er løsningen forholdsvis simpel. Alle unge bør gøres opmærksom på, at frække beskeder og billeder kan videresendes og at det er fristende for mange at gøre det. Det er dog de færreste, der er uvidende om denne risiko. I de fleste tilfælde er drivkraften det, der er nævnt som anden mulighed nemlig at en ung løber en risiko og gør sig sårbar over for modtageren. Måske i håbet om en positiv respons eller for at tjekke, om man kan stole på vedkommende. Den slags digitale afprøvninger af et venskab eller et forhold ser vi også blandt børn og unge på sociale netværk, hvor det slet ikke er unormalt at udlevere sit kodeord til sin bedste ven eller veninde. Det er en form for symbolsk handling, der beviser, hvor meget, man stoler på den anden. Børn og unge ved altså godt, at der er konsekvenser, men de konsekvenser er også nemme at ignorere. Det vil altså sige at børn og unge udnytter den digitale afstand til at være mere modige, end de ellers ville være. Det er noget der sker mere eller mindre bevidst og i mere eller mindre hensigtsmæssige situationer. Det seksuelle element gør sexting til noget, vi bør tage langt mere alvorligt. For udsatte børn og unge kan deling af sådanne billeder udspringe af en stærk længsel, der fokuserer mere på en kropslig bekræftelse mere end et personligt forhold, som man reelt ønsker at gå videre med. I samtaler med børn og unge er det vigtigt at tydeliggøre skellet mellem det kropslige og personlige, ligesom det også er væsentligt at tale om, at det er en nem måde at få bekræftelse på måske også for nem. (Ibid. s, 39-40) Selv om sexting ikke nødvendigvis er forkert, er det dog altid en risikoadfærd, som ikke alle unge kan eller bør kaste sig ud i. I samtaler med børn og unge vil det sikreste derfor være, at opfordre dem til slet ikke at dele seksuelle billeder. Hvis det er uforståeligt for den unge, at en super sød kæreste kunne finde på at dele billeder, kan det nævnes overfor den unge, at andre børn eller unge kan få fat i mobiltelefonen med billederne på. Et vigtigt element i samtaler med unge om seksualitet bør handle om de såkaldte flertalsmisforståelser, som er meget udbredt. Der florerer nemlig mange misforståede opfattelser af, hvad flertallet gør. Det vil altså sige at flertalsmisforståelser handler om misforståelser i forhold til hvad man tror flertallet gør. Det gør sig gældende både i forhold til 17

18 rygning, alkohol og ikke mindst det seksuelle område. Her har mange et forvrænget billede af, hvad der forventes i forhold til den seksuelle debut, at være kærester osv. På det digitale område er der det specielle, at det er så nyt, og derfor har vi heller ikke et udbredt billede af eller en fælles holdning til, hvad der er accepteret eller forventet adfærd. Det er derfor særligt vigtigt, at de unge ikke går i den tro, at sexting og pornoficeret opførsel er normal at sådan gør alle for det gør alle ikke. (Ibid. s 40-41) Der er i forhold til det seksuelle og de digitale medier flere ting som er vigtige at være opmærksom på, da der findes flere former for seksuel adfærd online, som kan være grænseoverskridende for børn og unge. Ud over seksuelle beskeder som del af flirt og spil mellem kærester oplever rigtig mange piger, at de får henvendelser også seksuelle - fra fremmede. Ofte er det mere eller mindre accepterede forsøg på at flirte. I nogle tilfælde udvikler samtaler sig hurtigt til det seksuelle f.eks. med en forespørgsel efter billeder, eller om man vil webcame frækt. De fleste ignorerer sådanne beskeder, men det er nemt at sende hundrede beskeder og se, om nogen bider på. Om dette fænomen udtaler en 19-årig pige: Jeg kender til en fyr, der er et par år ældre end mig, og som lokker meget unge piger til sig. Han manipulerer dem, fordi han både fysisk og verbalt er dem overlegen. Det er virkelig klamt. Han gør det via mobil og Facebook, hvor han lige går ind og prikker til dem. Det starter uskyldigt, men så går han ned under bæltestedet. (Ibid. s, 41) Ifølge undersøgelsen EU Kids Online, som dækker hele Europa, har næsten ingen 9-10-årige fået seksuelle beskeder, mens det samme gælder for 3 % af de årige, 5 % af de årige og 11 % af de årige. Tallene er muligvis lidt højere for Danmark, og vi ved, at ca. en femtedel af dem, der har set seksuelt tekstmateriale, er blevet generet af det piger næsten dobbelt så ofte som drenge. Det må antages, at de beskeder der blev sendt direkte til en pige fra en fremmed person, der har set hendes profilbillede, har været de mest generende. (Ibid. s 41-44) Et andet fænomen på de digitale medier kaldes grooming. Det er en oftest længerevarende proces, hvor en voksen påvirker og manipulerer et barn eller ung for at opnå seksuel kontakt og få seksuelle ydelser. Grundlæggende er det en form for manipulation og en forførelse med et skævt magtforhold, som gør det, der foregår, dybt forkert. Juridisk og fagligt set er det først grooming, hvis ofret er under den seksuelle lavalder, men mange af kendetegnene og pointerne er lige så relevante for en upassende men lovlig forførelse af en udsat ung. Man kan desværre også manipulere samtalen 18

19 og udnytte både usikkerhed og overmod over for en ung med manglende selvtillid og tilbøjelighed til grænsesøgende adfærd. Der er altså en gråzone og en glidende overgang mellem det acceptable, det etisk problematiske og de ulovlige overgreb. Som fagpersoner er det væsentligt at vi er i stand til at hjælpe den unge med at forebygge overgreb. I forhold til forebyggelsen er viden et vigtigt element, og den kan forberede den unge til at tage mere kvalificerede valg om hvem han eller hun indlader sig med seksuelt. Online grooming er desværre slet ikke nogen svær eller kompleks proces. Det er slet ikke usandsynligt at en ung fyr omkring de tyve mere eller mindre bevidst manipulerer en lidt yngre, uselvstændig og usikker pige. Det kan være noget så simpelt som altid at være rosende, bekræftende og villig til at lytte. Han kan meget nemt give et indtryk af, at han er en meget nær og tillidvækkende ven ved f.eks. at skrive: Det lyder hårdt. Flot, du holder det ud! eller Dine forældre lyder da virkelig som nogle røvhuller. Synd for dig. Den unge vil altid prøve at danne sig et billede af hvem den anden er også selv om der kun er sådanne tekststykker at forholde sig til. Og konklusionen, at man virkelig har fundet en god ven, ligger jo lige for. Især hvis man er en sårbar ung, der virkelig har brug for en ven. Det falder sjældent den unge ind, at afsenderen skulle lyve og forsøge at manipulere. Det er jo heller ikke det, den unge håber på, og derfor ligger det lige for at gengælde loyalitet med loyalitet og åbenhed med åbenhed. Især hvis den unge mangler selvstændighed, vil hun nærmest automatisk følge den opførsel, der tilsyneladende er blevet normal i det lille sociale rum konstrueret af chat-samtaler, en serie mails eller private beskeder. En sådan opførsel virker nemmere på internettet end i virkeligheden. Simpelthen fordi det simple sprog og de overdrevne udmeldinger, hvor man korrigerer for det manglende kropssprog med stærkere ord, kan få ellers helt åbenlys smiger og talen efter munden til at virke langt mere troværdig. En anden effekt af den digitale afstand er, at ofret også ofte selv vil være mere modig. Ligesom de frække beskeder og billeder ved sexting er lidt nemmere at turde sende, kan det desværre også være nemmere at gå lidt længere, end den unge egentlig selv ville. Det kan være den unge pige, der går med til at vise sig frem på webcam for sin nye ven på internettet, først i bh og siden nøgen. Eller det kan være barnet, der højt og helligt lover en groomer aldrig at sige noget til nogen om det hemmelige venskab. Kernen i problemet om grooming er selvstændighed eller mangel på samme. Med andre ord går grænsen mellem en online-forførelse og online-grooming altså ved manipulation: Når ens selvstændighed bliver overvundet, og ens egentlige lyst og ønsker bliver undertrykket af et udefrakommende pres og nogle forventninger. (Ibid. s, 44-45) De unge, som har størst risiko for at blive ofre for grooming, er de unge, der har et bredt spektrum af problemer. Det kan fx være oplevelse af krænkelser, grænseoverskridende opførsel, 19

20 følelsesmæssige og sociale problemer, og det kan manifestere sig på forskellige måder i deres interaktion med ukendte mennesker. I stedet for at give brede advarsler til disse unge om ikke at tale online med fremmede bør fagpersoner udvikle en mere nuanceret indsats over for denne risikogruppe. Ifølge Janis Wolak m.fl., Cyberpsychology & Behavior, 11/3, 2008 (Ibid. s, 46) At forebygge online-grooming handler altså ikke om en bestemt teknisk løsning eller viden, der skal gives til barnet eller den unge. Det handler altså helt åbenlyst om, hvorvidt den unge evner at sætte grænser, eller om han eller hun tillader andre at krænke vedkommende i ord og handlinger. Et andet element er, hvor desperat den unge er i sin søgen efter bekræftelse. I forhold til de unge, som har problemer i disse henseender, er det derfor meget vigtigt at gøre dem i stand til at identificere en mulig grooming. Det er i første omgang den løbende kontakt med en fremmed, som kan blive et problem, hvis den er hemmeligholdt. Dernæst er det den misforståede tillid og manipulation, der skal advares mod. Det er selvfølgelig et mål, at barnet eller den unge selv kan lære at identificere mistænkelige situationer og adfærd. Et andet mål er at gøre det mere legalt ja, nærmest naturligt at tage kontakt til en voksen, når et barn eller en ung føler sig presset. Det vil altså sige at det dels handler om oplysning, men også om at vise forståelse for, at det faktisk kan være nemmere at gå med til lidt mere, end den unge ellers ville gøre, på grund at den digitale afstand. Samtidig kan man forhåbentlig gøre det klart, at de voksne omkring de unge er åbne, villige og i stand til at lytte og forstå, hvis der er sket noget. Den største fare er, at krænkeren får barnet eller den unge til at føle sig medskyldig og dermed afskærer vedkommende fra at søge hjælp. Det er derfor vigtigt at man som fagperson undgår at forstærke følelsen af skam og fordømmelse, i samtalen med barnet eller den unge om dennes oplevelser. Man bør i stedet forsøge at erstatte disse med forståelse og tryghed, da det skal være så nemt som muligt for barnet eller den unge at bryde en sådan serie af hemmeligheder, hvis det ulykkelige er sket. (Ibid. s, 46-47) Et andet dilemma omhandler de forskellige subkulturer der findes på internettet især i forhold til de psykisk sårbare unge (de psykisk sårbare unge, vil i denne opgave være beskrevet som en del af de udsatte unge jf. afsnittet om målgruppen i Cyberhus), kan det være risikabelt, når de danner deres egne subkulturer på internettet. Det er de unge selv som skaber og bliver en del af disse fællesskaber. Et klassisk eksempel på et sådan fællesskab, er de såkaldte Pro Ana-sider, der opfatter anoreksi som en livsstil og ikke en sygdom. På samme måde findes der Pro Mia sider dannet af unge med bulimi, ligesom der er sider, der er Pro Cutting og sider, hvor selvmord bliver iscenesat som en mulig vej ud af personlige problemer. På disse sider er der diskussionsfora og sider med 20