VÆRDISÆTNING AF ARKITEKTONISK KULTURARV AFGANGSOPGAVE / FORÅR 2014 SOFIE HVIID

Transkript

1 VÆRDISÆTNING AF ARKITEKTONISK KULTURARV AFGANGSOPGAVE / FORÅR 2014 SOFIE HVIID

2 INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD INDLEDNING OPGAVENS AFSÆT PROBLEMFELT ET BREDERE SPEKTRUM AF ARKITEKTONISK KULTURARV KULTURSTYRELSENS VÆRDISÆTNINGSMETODER PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS PROBLEMFORMULERING OPGAVENS INTENTION AFGRÆNSNING OPGAVENS GRUNDANTAGELSER OG POSITION METODISK STRUKTUR DISPOSITION OPGAVENS TEORETISKE GRUNDLAG VURDERING AF OPGAVENS TEORETISKE GRUNDLAG ARKITEKTONISKE EKSEMPLER REPRÆSENTATIONSFORMER FOTOGRAFI ØVRIGE REPRÆSENTATIONSFORMER LÆSEVEJLEDNING BEGREBSAFKLARING DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS 27 REDEGØRELSE OG ANALYSE ATHEN CHARTRET 27 Værdisætning af arkitektonisk kulturarv Afgangsopgave / forår 2014 Sofie Hviid Studienummer 3284 Vejleder Kjeld Vindum Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering Arkitektskolen Kandidatprogram i Kulturarv, Transformation og Restaurering Afgangsdato VÆSENTLIGE RESOLUTIONER CHARTRETS BEGREBER VENEDIG CHARTRET CHARTRETS BEGREBER VÆSENTLIGE TEMAER VÆRK OG KONTEKST BEVARINGSHOLDNING KULTURHISTORISK UDVIKLING 29 5

3 NUTIDIGE FUNKTIONER VERDENSARVSKONVENTIONEN KULTURARVSDEFINITION ENESTÅENDE UNIVERSEL VÆRDI OPERATIONAL GUIDELINES AUTENTICITET OG INTEGRITET GRANADA KONVENTIONEN ARKITEKTURARV NUTIDIG FUNKTION NARA DOKUMENTET NY FORSTÅELSE AF KULTURARVSVÆRDIER AUTENTICITETSBEGREBET MATERIELLE / IMMATERIELLE VÆRDIER KRAKOW CHARTRET KONTINUERLIG FORANDRING CHARTRETS SAMMENFATNING AF VÆSENTLIGE UDVIKLINGSTRIN KOMPLEKSE HELHEDER BEVARINGSPROCESSER AUTENTICITET FARO KONVENTIONEN MENNESKELIGE VÆRDIER I CENTRUM ÆNDRET DEFINITION AF KULTURARVSVÆRDIER BÆREDYGTIGHED 41 DISKUSSION CENTRALE TEMAER OG BEGREBER I KULTURARVSDISKURSEN KULTURARVSFORSTÅELSE BEVARINGSPROCESSER KONTEKST KONTINUERLIG FORANDRING NUTIDIG FUNKTION AUTENTICITET INTEGRITET 47 DELKONKLUSION DET NUVÆRENDE UDVIKLINGSTRIN I DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS 51 REDEGØRELSE OG ANALYSE BYGNINGSFREDNINGSLOVENS HISTORISKE UDVIKLING GÆLDENDE BYGNINGSFREDNINGSLOV LOVGIVNINGENS FORMÅL FREDNINGSOMFANG KULTURARVENS FUNKTION FREDNINGENS RETSVIRKNINGER BEVARINGSVÆRDIGE BYGNINGER NATIONAL FREDNINGSGENNEMGANG KULTURSTYRELSENS ORGANISATIONSSTRUKTUR KULTURSTYRELSENS VÆRDISÆTNINGSMETODER SAVE-METODEN BEVARINGSPRINCIPPER VEJLEDNING TIL VURDERING AF FREDNINGSVÆRDIER BYGNINGSBESKRIVELSE BYGNINGSHISTORIE MILJØMÆSSIG VÆRDI KULTURHISTORISK VÆRDI ARKITEKTONISK VÆRDI DE BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER 61 DISKUSSION OG VURDERING PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS VEJLEDNING TIL VURDERING AF FREDNINGSVÆRDIER ÉN METODE TIL HELE SPEKTRET AF KULTURARV DE TRE VÆRDISÆTNINGSKRITERIER DEN MILJØMÆSSIGE VÆRDI SOM VÆRDISÆTNINGSKRITERIE DE BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER ORIGINALITET SOM KULTURARVSVÆRDI INTERNE FORHOLD I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS OPHÆVELSEN AF DEN TIDLIGERE FREDNINGSDIFFERENTIERING DELT FORVALTNING AF DE FREDEDE OG BEVARINGSVÆRDIGE BYGNINGER AFFREDNINGER AF DE TIDLIGERE B FREDEDE BYGNINGER BEVARINGSPRAKSIS I KULTURSTYRELSEN OPDELT FORVALTNING MED FORSKELLIGE METODER BYGNINGSFREDNINGSLOVEN OG VÆRDISÆTNINGSMETODEN

4 DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS OG DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS KULTURARVSFORSTÅELSE BEVARINGSPROCESSER KONTEKST KONTINUERLIG FORANDRING FREMTIDIG FORANDRING NUTIDIG FUNKTION DEN FREMTIDIGE KULTURARVSDISKURS BÆREDYGTIGHED 79 DELKONKLUSION PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS ÉN SAMLET BEVARINGSPRAKSIS VÆRDISÆTNINGSKRITERIER OG VÆRDISÆTNING DIFFERENTIERET FREDNINGSOMFANG FREDNINGSKLASSIFICERING MEDFØLGENDE OPFORDRING PROBLEMSTILLINGER VED DEN NYE VÆRDISÆTNINGSMETODE KONKLUSION 137 KILDEHENVISNINGER EKSEMPLIFICERING PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS DET FYSISK FORANKREDE / HELHED BRØNDBY STRAND OPLEVELSEN AF BRØNDBY STRAND FREDNINGSRELATEREDE PROBLEMSTILLINGER VED BRØNDBY STRAND DET TIDSLIGE / TILFØJELSER OVER TID ELVÆRKSGRUNDEN OPLEVELSEN AF ELVÆRKSGRUNDEN FREDNINGSRELATEREDE PROBLEMSTILLINGER VED ELVÆRKSGRUNDEN DET RELATIONELLE / VÆRDI I KRAFT AF SAMMENHÆNG RÅDMANDSGADE OPLEVELSEN AF RÅDMANDSGADE FREDNINGSRELATEREDE PROBLEMSTILLINGER VED RÅDMANDSGADE FORSLAGSSTILLELSE NY VÆRDISÆTNINGSMETODE VÆRDISÆTNINGSKRITERIER VÆRDISÆTNING FREDNINGSDIFFERENTIERING LANDSKABSARKITEKTONISKE VÆRKER DIFFERENTIERET FREDNINGSOMFANG DEN NYE VÆRDISÆTNINGSMETODE I PRAKSIS REFLEKSIONER OM DEN NYE VÆRDISÆTNINGSMETODE

5 FORORD Jeg holder af at cykle gennem byen. Med musik i ørerne. Kigge på folk og føle at jeg kommer nogen vegne. Jeg er begyndt at kigge op. Jeg har ikke længere det samme perspektiv. Mit eget perspektiv, hvor jeg kun forholder mig til min omverden i øjenhøjde. Nej, nu kigger jeg op. Jeg er begyndt at lægge mærke til de små detaljer. Til mørtlen og murværket. Til vinduernes placering i facadens plan. Til strukturen og relieffet i betonen. Jeg bliver begejstret for detaljer, der er udført med omhu. Hvor jeg kan se, at nogen har gjort sig umage. I profileringen af en sprosse, der bryder lyset. I proportioneringen af et vindue, der føles præcis rigtig. Og jeg er begyndt at lægge mærke til de store sammenhænge. Bygningernes indbyrdes takt og samspil. Bygningstræk fra tidligere tider. Byens kvarterer, der har ændret sig over tid og gør det endnu. Mens jeg cykler fra det ene til det andet. Derfor betyder den arkitektoniske kulturarv noget for mig. Den er noget, som nogen har ønsket at give videre. Har tænkt over, sat i sammenhæng og udført med præcision. Det vil jeg værne om og give videre til andre. 11

6 INDLEDNING OPGAVENS AFSÆT Afgangsopgaven tager afsæt i tre en halv måneders feltstudie hos Kulturstyrelsen i efteråret 2013 med særlig tilknytning til fredningsgennemgangen under kontoret for Arkitektur, Design og Kunsthåndværk. Feltstudiet indbefattede studier af Kulturstyrelsens værdisætningsmetode, Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012), oplæring i metodens anvendelse i praksis, herunder besigtigelser og udarbejdelse af fredningsbeskrivelser. Desuden indbefattede feltstudiet deltagelse i fredningsgennemgangens teammøder, kontormøder i kontoret for Arkitektur, Design Og Kunsthåndværk, samt et møde i Det Særlige Bygningssyn. Hertil kommer studier af Kulturstyrelsens øvrige metoder samt af det lovgivningsog forvaltningsmæssige grundlag for Kulturstyrelsens arbejde. Dette feltstudie danner det empiriske grundlag for opgaven. Feltstudiet har blandt andet bidraget med en nuancering af Kulturstyrelsens bevaringspraksis, der ikke forekommer eksplicit i lovgivning, metoder og skreven forvaltningspraksis. For at sikre størst mulig evidens baseres opgavens redegørelse, analyse, diskussion og vurdering primært på konkrete skriftlige formuleringer i det udvalgte materiale. Dog vil der optræde enkelte nuanceringer, der baseres på empirisk viden fra feltstudiet. Således anerkendes den forvaltningsmæssige afvejning, der kan forekomme i oversættelsen af teori til praksis i den danske forvaltning af kulturarv PROBLEMFELT Værdisætning af arkitektonisk kulturarv bliver bestandigt udfordret af bevaringsfeltets teoretiske udvikling, af den tekniske viden om bevaring samt af de lovgivningsmæssige rammer og betingelser for offentlig forvaltning. Ligeledes udfordres værdisætningen af et stadigt bredere spektrum af arkitektoniske kulturarvsværdier, der anerkendes som fredningsværdige ET BREDERE SPEKTRUM AF ARKITEKTONISK KULTURARV I den tidlige internationale kulturarvsdiskurs defineredes den arkitektoniske kulturarv primært som historiske monumenter (The Athens Charter, 1931). Med baggrund i bygningernes monumentstatus forsøgte den datidige bevaringspraksis at musealisere kulturarven ved at fastfryse dens arkitektoniske udtryk i én stilistisk periode og i dens samtidige kontekst. I dag har kulturarvsdiskursen udviklet sig til yderligere at anerkende mere komplekse og subtile kulturarvsværdier (The Faro Convention, 2005), der kontinuerligt udfordrer den gængse bevaringspraksis. Den fredningsværdige arkitektoniske kulturarv omfatter således i stigende grad også de mindre prangende og mere subtile kulturarvsværdier. Kulturarv, der vidner om den almene befolknings 13

7 kulturhistorie, eksempelvis bolig- og erhvervsforhold, offentlige institutioner, rekreative områder, industri og produktion. Denne kulturarv er ofte mindre prætentiøs og mere pragmatisk i sit arkitektoniske udtryk end de historiske monumenter, der tidligere blev fredet. Denne kulturarv lader sig ikke musealisere, da kulturarvsværdierne ofte er komplekse og kan komme til udtryk i utallige kombinationer, der både er fysisk forankrede og abstrakte. Det stadigt bredere spektrum af arkitektonisk kulturarv og kulturarvsværdier stiller således den danske bevaringspraksis over for en række udfordringer i anerkendelsen og inkorporeringen af disse værdier. Udfordringerne forekommer både i værdisætning, lovgivning og forvaltning, samt i relationerne mellem disse tre aspekter af den danske bevaringspraksis KULTURSTYRELSENS VÆRDISÆTNINGSMETODER Den danske arkitektoniske kulturarv værdisættes og forvaltes af Kulturstyrelsen. Kulturstyrelsen har til formålet udviklet nogle værdisætningsmetoder og forvaltningspraksisser, der er defineret inden for Bygningsfredningslovens rammer, samt præget af øvrig national og international teori og praksis (personlig kilde, 2014). På baggrund af et kommissorium fra Kulturministeriet offentliggjorde Rapport fra udvalget om bygningsbevaring i 2009 en anbefaling om at iværksætte en national fredningsgennemgang (Rapport fra udvalget om bygningsbevaring, 2009, side 4, 5). Således udfører Kulturstyrelsen i perioden en gennemgang af samtlige fredede bygninger i Danmark med henblik på at udpege og beskrive bygningernes bærende fredningsværdier. Hertil har Kulturstyrelsen udviklet en værdisætningsmetode, kaldet Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012), der er det strukturerende og værdisætningsteoretiske grundlag for fredningsgennemgangen. Denne værdisætningsmetode er udgangspunktet for opgavens behandling af Kulturstyrelsens måde at værdisætte PROBLEMSTILLINGER I DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS Vurderes den danske bevaringspraksis i relation til udviklingen af den internationale kulturarvsdiskurs, forekommer der en række uoverensstemmelser i anerkendelsen af kulturarvsværdier. Den danske praksis er ikke formelt i stand til at anerkende og frede en række komplekse kulturarvsværdier, der på nuværende tidspunkt anerkendes og tillægges værdi i den internationale kulturarvsdiskurs. Dette kommer både til udtryk i værdisætning, lovgivning og forvaltning. Der er således en række komplekse kulturarvsværdier, der i den nuværende danske bevaringspraksis risikerer at gå tabt, hvis ikke værdisætning, lovgivning og forvaltning bliver ændret til at kunne anerkende og frede disse kulturarvsværdier PROBLEMFORMULERING Med afsæt i en redegørelse for og analyse af den internationale kulturarvsdiskurs diskuteres og vurderes den danske bevaringspraksis med fokus på værdisætningsmetoden, Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012), for at kunne påvise nuværende uoverensstemmelser og problemstillinger i den danske praksis. På den baggrund tilstræber opgavens forslagsstillelse at kvalificere den eksisterende værdisætningsmetode med henblik på at sikre større følsomhed for og bevaring af komplekse arkitektoniske kulturarvsværdier OPGAVENS INTENTION Opgavens intention er, at den arkitektoniske kulturarvs stadigt bredere spektrum af kulturarvsværdier i højere grad anerkendes, værdisættes og inkorporeres i den danske bevaringspraksis. Opgavens forslagsstillelse har således til hensigt at bidrage til den danske bevaringspraksis ved at pege i retning af en mere fleksibel værdisætning, lovgivning og forvaltning. Yderligere er det opgavens intention at bidrage til en højere grad af overensstemmelse mellem den danske bevaringspraksis og de kulturarvsværdier, der på nuværende tidspunkt anerkendes i den internationale kulturarvsdiskurs AFGRÆNSNING Bevaring af arkitektonisk kulturarv er et fagligt område, der omfatter en lang række aktører og arbejdsområder, der i større eller mindre grad er indbyrdes forbundne eller har en afsmittende effekt på hinanden. Særligt den offentlige bevaringspraksis er præget af komplekse sammenhænge mellem værdisætning, lovgivning og forvaltning. Opgaven beskæftiger sig primært med det metodiske aspekt af værdisætning og tager således ikke højde for alle de komplicerede problemstillinger, der vil kunne opstå i inddragelsen af nuværende lovgivning, forvaltning og praksis. Denne afvejning foretages på baggrund af opgavens ambition om at nytænke og kvalificere den eksisterende værdisætningsmetode. Det er derfor nødvendigt at forholde sig til metoden som et værdisætningsredskab for at kunne udvikle den, da nytænkning forudsætter en kreativ tilgang, der ikke lader sig begrænse af den eksisterende metodes lovgivnings- og forvaltningsmæssige problemstillinger. Opgaven tager afsæt i, at bevaring af kulturarvsværdier, og dermed værdisætningen af disse værdier, går forud for lovgivning og forvaltning OPGAVENS GRUNDANTAGELSER OG POSITION Opgaven opererer med en række grundantagelser, der således definerer opgavens position i analysen, diskussionen og vurderingen af genstandsfeltet

8 DIAGRAM OVER OPGAVENS OPBYGNING Opgaven opererer med en grundantagelse om, at den arkitektoniske kulturarv defineres af et bredt spektrum af kulturarvsværdier. Kulturarvsværdierne kan knytte sig til både det specifikke, det fysisk forankrede og det abstrakte. Kulturarvsværdierne kan ligeledes knytte sig til komplekse sammenhænge mellem værdierne og tillægges bevaringsværdi netop i kraft af disse sammenhænge. DIAGRAM 1.1 OPGAVENS DISPOSITION Opgaven opererer ligeledes med en grundantagelse om, at den arkitektoniske kulturarv er i en kontinuerlig proces, der bestandigt ændrer forudsætningerne for bevaring. Den kontinuerlige proces forekommer eksempelvis gennem naturligt forfald, funktionsændringer, tilføjelser af bygningslag, ændringer i kontekstuelle forhold og en forandret forståelse af kulturarvsværdier. AFSNIT SIGTE Det er yderligere en grundantagelse, at værdisætning af arkitektonisk kulturarv implicit forudsætter en subjektiv stillingtagen. Værdisætning er per definition en vurdering af nogets værdi. I relation til den arkitektoniske kulturarv beror værdisætning således altid på den enkeltes viden om og forståelse af kulturarvsværdier. Den, der værdisætter, kan være præget af eksempelvis sine egne subjektive præferencer, af sin faglige baggrund eller af den kollektive, samfundsmæssige forståelse og anerkendelse af kulturarvsværdier, der kontinuerligt udvikler sig og tillægger nye aspekter af kulturarven værdi. Dermed er en værdibaseret stillingtagen forudsætningen for værdisætning. Således kunne det siges, at værdisætning som faglig disciplin burde tilstræbe en mere alment gyldig, objektiv stillingtagen. Dette er imidlertid ikke opgavens position. Sammenholdt med ovenstående grundantagelse om den kontinuerlige udvikling i forståelsen af kulturarvsværdier, er kulturarvsværdier ikke statiske, iboende værdier. I stedet tillægges de værdi proportionalt med den forståelse og anerkendelse, som den enkelte eller samfundet har af kulturarven. På den baggrund kan værdisætningen siges snarere at skulle tilstræbe en intersubjektivitet, der på den ene side anerkender værdisætningens subjektive karakter og på den anden side er mulig at anerkende og forstå for de fleste subjekter. På samme måde som værdisætning forudsætter subjektivitet eller i bedste fald intersubjektivitet, anerkendes det, at denne opgave ligeledes forudsætter en subjektiv stillingtagen og holdning til bevaring METODISK STRUKTUR Metodisk struktureres afgangsopgaven efter et dispositionsprincip med afsnit, der skal forstås som en række erkendelsesniveauer, der kontinuerligt bygger på det forrige og derved kvalificerer det næste. Erkendelsesniveauerne bliver således fundamentet for opgavens forslagsstillelse om kvalificering af den eksisterende værdisætningsmetode. INDLEDNING DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS REDEGØRELSE OG ANALYSE DISKUSSION DELKONKLUSION DEN DANSKE BEVARINGSPRAKSIS REDEGØRELSE OG ANALYSE DISKUSSION OG VURDERING DELKONKLUSION EKSEMPLIFICERING FORSLAGSSTILLELSE KONKLUSION PROBLEMFELT OG PRÆMISSER IDENTIFICERING AF NUVÆRENDE UDVIKLINGSTRIN GENNEM UDPEGNING AF CENTRALE TEMAER OG BEGREBER IDENTIFICERING AF PROBLEMSTILLINGER SAMT UOVERENSSTEMMELSER MELLEM DEN INTERNA- TIONALE KULTURARVSDISKURS OG DEN DANSKE PRAKSIS EKSEMPLIFICERING AF PROBLEMSTILLINGER OG UOVERENSSTEMMELSER FORSLAG TIL KVALIFICERING AF DEN EKSISTEREN- DE METODE 16 17

9 DISPOSITION Afgangsopgaven er overordnet struktureret i seks afsnit, henholdsvis indledning, den internationale kulturarvsdiskurs, den danske bevaringspraksis, eksemplificering, forslagsstillelse og konklusion. Alle dokumenterne er internationalt anerkendte for deres bidrag til kulturarvsdiskursen. Udvælgelsen af netop disse dokumenter bygger desuden på et internt notat i Kulturstyrelsen fra 2010, der ikke er offentligt tilgængeligt, samt samtaler med relevante ansatte i styrelsen. Indledningen formulerer opgavens overordnede problemfelt, sigte og præmisser. Opgaven tager afsæt i en redegørelse for og analyse af den internationale kulturarvsdiskurs med henblik på at kunne udpege diskursens centrale temaer og begreber. Endvidere diskuteres de centrale temaer og begrebers historiske udvikling for endeligt at kunne identificere det nuværende udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs. Diskussionen afsluttes med en delkonklusion. Dernæst foretages en redegørelse for og analyse af den danske bevaringspraksis med særligt fokus på Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012). På den baggrund diskuteres og vurderes den danske bevaringspraksis med henblik på at udpege værdisætningsmetodens begrænsninger, de interne problemstillinger i danske bevaringspraksis samt uoverensstemmelser mellem den internationale kulturarvsdiskurs og den danske praksis. Diskussionen og vurderingen afsluttes med en delkonklusion. Dernæst eksemplificeres de identificerede problemstillinger og uoverensstemmelser gennem udvælgelse af tre konkrete eksempler på arkitektonisk kulturarv, der udfordrer den nuværende danske bevaringspraksis. Slutteligt foreslås en kvalificering af den eksisterende metode med en ny taksonomi og en række nye værdisætningskriterier, der indebærer større fleksibilitet og følsomhed over for de arkitektoniske kulturarvsværdiers kompleksitet og diversitet. Den nye metode gør det ligeledes muligt at anerkende og inkorporere disse komplekse værdier i den øvrige bevaringspraksis. Opgaven afsluttes med en konklusion. Opgavens disposition og fremgangsmåde samt hvert afsnits sigte illustreres i diagram OPGAVENS TEORETISKE GRUNDLAG Opgavens teoretiske grundlag for det første redegørelses- og analyseafsnit er en række udvalgte skelsættende dokumenter fra den internationale kulturarvsdiskurs. Disse dokumenter kan kategoriseres chartre, konventioner og dokumenter. Benævnelsen de internationale dokumenter vil referere overordnet til alle tre typer af dokumenter. De udvalgte chartre, konventioner og dokumenter adskiller sig fra hinanden ved at have forskellige karakteristika og formål. Chartrene kan betragtes som en ideologisk og værdibaseret stillingtagen til bevaring af kulturarv og kulturarvsværdier. Chartrene fungerer således som værdigrundlag, der formulerer principper for bevaring uden efterfølgende at være juridisk forpligtende. Konventionerne er internationale aftaler, der fremsætter bestemmelser om bevaring og forvaltning af kulturarv, der ved en ratificering forpligter det pågældende deltagerland juridisk til at overholde konventionens bestemmelser. Dokumenterne har forskellig indholdsmæssig karakter, der befinder sig et sted mellem charter og konvention. Det teoretiske grundlag for opgavens andet redegørelses- og analyseafsnit om den danske bevaingspraksis er udvælgelsen af den danske bygningsfredningslov (2010) og Vejledning til vurdering af fredningsværdier (2012). Der perspektiveres desuden til to øvrige værdisætningsmetoder i den danske forvaltningspraksis. Lovgivningen og metoderne er udvalgt på baggrund af deres centrale rolle for værdisætning og forvaltning af kulturarv i den danske bevaringspraksis Diagram 1.2 giver et overblik over opgavens udvalgte dokumenter, deres udgivelsesår og kategorisering. Tre af de udvalgte dokumenter bliver løbende revideret og udgivet på ny. Disse dokumenters oprindelige udgivelsesår angives med en stiplet streg og det oprindelige årstal i parentes. Senest reviderede version angives med en sort boks og årstal uden for parentes VURDERING AF OPGAVENS TEORETISKE GRUNDLAG I en vurdering af opgavens teoretiske grundlag kan følgende bemærkes. De udvalgte internationale dokumenter er udgivet af en række forskellige organisationer og instanser, der alle er aktører på kulturarvsområdet. Dette har betydning for dokumenternes respektive tilblivelsesgrundlag, formuleringer og bagvedliggende politiske og diplomatiske hensyn. Dokumenterne har ligeledes en historisk kontekst, som i større eller mindre grad har influeret deres indhold. Dermed er udgangspunktet for dokumenternes indhold forskelligt, hvilket skal tages i betragtning ved opgavens direkte sammenligning af dokumenterne. Opgavens rammer muliggør dog ikke en inddragelse og vurdering af de enkelte dokumenters historiske, organisatoriske og politiske kontekst. I stedet fokuserer opgaven på at anskueliggøre dokumenternes respektive bidrag til den internationale kulturarvsdiskurs, hvor de enkelte dokumenter kan ses som eksponenter for forskellige historiske udviklingstrin. Opgavens redegørelse, analyse og 18 19

10 DIAGRAM OVER UDVALGTE DOKUMENTER DIAGRAM 1.2 OPGAVENS UDVALGTE DOKUMENTER diskussion af den internationale kulturarvsdiskurs fokuserer således på udviklingen af dokumenternes begreber, begrebsdefinitioner og centrale temaer ARKITEKTONISKE EKSEMPLER Opgavens eksemplificering af problemstillinger i den danske bevaringspraksis vil gøre brug af tre arkitektoniske eksempler, der påpeger hver deres konkrete problemstilling. De tre arkitektoniske INTERNATIONALE DOKUMENTER CHARTRE KONVENTIONER ATHEN CHARTRET 1931 VENEDIG CHARTRET 1964 KRAKOW CHARTRET 2000 VERDENSARVSKONVENTIONEN 1972 GRANADA KONVENTIONEN 1985 FARO KONVENTIONEN 2005 eksempler er endnu ikke fredede og rummer kulturarvsværdier, der ikke kan tilgodeses i den nuværende praksis. Foruden eksemplificering af disse problemstillinger anvendes de arkitektoniske eksempler som grundlag for udviklingen af opgavens forslag til en ny værdisætningsmetode. Dermed peger eksemplerne både i retning af løsningsforslag til de eksisterende problemstillinger og anvendes som eksemplificering af den nye metodes taksonomi og værdisætningskriterier. Udvælgelsen af eksemplerne vil forholde sig til det stadigt bredere spektrum af arkitektonisk kulturarv ved at anvende eksempler med komplekse kulturarvsværdier, der på nuværende udviklingstrin anerkendes og tillægges værdi i den internationale kulturarvsdiskurs. DANSKE DOKUMENTER METODER LOVGIVNING DOKUMENTER NARA DOKUMENTET 1993 OPERATIONAL GUIDELINES (1977) 2013) BYGNINGSFREDNINGS- LOVEN (1918) 2010 SAVE-METODEN (1992) 2011 BEVARINGSPRINCIPPER 2012 De arkitektoniske eksempler er udvalgt på baggrund af følgende tre kriterier. De forholder sig til det stadigt bredere spektrum af arkitektonisk kulturarv og rummer kulturarvsværdier, der udfordrer den nuværende danske bevaringspraksis. De repræsenterer forskellige typologier, funktioner, formsprog, tektonikker og arkitekter med henblik på at kvalificere en differentieret værdisætning. De er udtryk for forfatterens arkitektoniske præferencer i relation til kulturarv REPRÆSENTATIONSFORMER Opgavens primære fremstilling er skriftlig. Opgaven vil dog gøre brug af en række øvrige repræsentationsformer, der kan øge forståelsen og bidrage til formidlingen af opgavens skriftlige indhold FOTOGRAFI Fotografiet er en repræsentationsform, der både bærer præg af at være en nøgtern skildring af virkeligheden og samtidig et subjektivt udsagn om fotografens blik på sin omverden. Med fotografiet som VEJLEDNING TIL VURDERING AF FREDNINGSVÆRDIER 2012 medie er det muligt at udpege og formidle et arkitektonisk udtryk og samtidig anlægge et særligt fokus, der udtrykker fotografens forståelse af motivet. I de verber, der er knyttet til fotografiet som medie, fornemmes en implicit stillingtagen: at stille skarpt, at skabe perspektiv, at vinkle og at indramme. Selvom virkeligheden afbildes, som den er, foretages en subjektive udvælgelse af motivets vinkling, fokus og beskæring

11 Fotografiet kan således siges at være en repræsentationsform, der befinder sig mellem det objektive og det subjektive udsagn. Denne egenskab anvendes bevidst i opgaven, idet fotografierne på den ene side formidler de arkitektoniske kulturarvsværdier og på den anden side tilfører opgaven et personligt, kunstnerisk udtryk. Fotografiet kan yderligere være et redskab til at formidle de fænomenologiske og rumlige arkitektoniske værdier, der knytter sig til oplevelsen af et sted. Alle opgavens udvalgte dokumenter er læst på deres originalsprog med henblik på at få en så retvisende forståelse af centrale begreber og temaer i kulturarvsdiskursen som muligt. Dette gælder dog ikke Granada konventionen (1985), der er oversat til dansk af Udenrigsministeriet og dermed må anslås at være en troværdig oversættelse. Dermed er citater, der optræder i opgaven, egne oversættelser af dokumenterne. Oversættelserne forekommer for at sigte mod en overensstemmende forståelse af dokumenterne hos afsender og modtager af opgaven. Det anerkendes dog, at der i tilfælde, hvor direkte oversættelse ikke er mulig, kan forekomme subjektive tolkninger. Opgaven opererer overordnet med tre fotografiske indstillinger, der refererer til tre skalatrin: det landskabelige/kontekstuelle, bygningen og detaljen. Disse tre indstillinger beskæftiger sig med henholdsvis bygningens relation til by eller landskab, bygningen i sin helhed, herunder interne kompositoriske træk, relationer mellem elementer eller æstetiske udtryk, og bygningens karakteristiske detaljer. Således giver fotografiet mulighed for at repræsentere flere skalatrin og desuden sammenføje den skriftlige diskussion med en direkte visuel eksemplificering. Der vil i opgaven optræde en række kildehenvisninger til den empiriske viden fra feltstudiet. Denne empiriske viden er efterfølgende skriftligt bekræftet i mailkorrespondancer med relevante ansatte i Kulturstyrelsen og godkendt til at indgå i opgaven. Da feltstudiet er underlagt tavshedspligt, og mailkorrespondancerne indeholder øvrige fortrolige oplysninger, vil disse henvisninger fremgå som personlig kilde med henvisning til journalistisk praksis ØVRIGE REPRÆSENTATIONSFORMER Foruden fotografier vil opgaven gøre brug af diagrammer, samt både repræsentativ tegning og analytisk tegning, der vil understøtte formidlingen af de arkitektoniske eksempler. Gældende for samtlige repræsentationsformer er følgende dogmer. Alle repræsentationer er udvalgt, redigeret og produceret af opgavens forfatter. Repræsentationsformerne eksemplificerer værdier og således ikke problematikker ved de arkitektoniske eksempler LÆSEVEJLEDNING Opgavens udvalgte chartre, konventioner, dokumenter, metoder og lovgivning vil optræde i kronologisk rækkefølge i deres respektive redegørelses- og analyseafsnit. Denne struktur er valgt med henblik på at kunne identificere en historisk udvikling i den internationale kulturarvsdiskurs for efterfølgende at kunne udpege fællestræk og uoverensstemmelser mellem den internationale diskurs og den danske bevaringspraksis. Det er i den forbindelse væsentligt at bemærke, at de dokumenter, der løbende revideres og udgives på ny, optræder med deres oprindelige udgivelsesår i rækkefølgen. I redegørelsen for og analysen af den internationale kulturarvsdiskurs vil centrale temaer og begreber ligeledes blive introduceret i samme kronologiske rækkefølge, som de historisk er blevet introduceret i diskursen. De centrale temaer og begreber vil således ikke nødvendigvis blive defineret eller behandlet første gang, de optræder, fordi det pågældende dokument blot introducerer begrebet uden at definere det

12 DIAGRAM BEGREBSAFKLARING X.X DIAGRAM BEGREBSAFKLARING 1.3 I opgaven anvendes en række begreber, der er kendt fra den gængse arkitekt- og bevaringsfaglige diskurs. I denne diskurs optræder der ofte fl ere ord eller udtryk, der dækker samme begreb med forskellige konnotative betydninger. Diagram 1.3 beskæftiger sig med opgavens centrale begreber, forklarer valget af dem og afklarer deres respektive betydninger i relation til opgaven. ARKITEKTONISK KULTURARV Bevaringsområdet opererer med en række forskellige begreber, der alle refererer til den bygningsrelaterede kulturarv. Her kan være tale om bygningskulturarv, bygningsarv, arkitektonisk kulturarv eller blot kulturarv (Bevaring og forandring, 2011, side 62-82). Disse begreber kan tolkes som udtryk for forskellige forståelser og defi nitioner af kulturarvsværdier og af, hvad værdierne knytter sig til. I opgaven anvendes begrebet arkitektonisk kulturarv. Valget af dette begreb hænger tæt sammen med grundantagelsen om, at kulturarv defi neres af et bredt spektrum af kulturarvsværdier. Således er opgavens forståelse og benævnelse af kulturarvsværdier ikke begrænset af tilknytningen til en bygning, men dækker ligeledes et bredt spektrum af komplekse arkitektoniske elementer, der kommer til udtryk både materielt og immaterielt. Opgaven vil desuden anvende begrebet kulturarv som overordnet benævnelse med reference til den arkitektoniske kulturarv. Det skal dog bemærkes, at der i redegørelsen for og analysen af den internationale kulturarvsdiskurs vil forekomme afvigelser. Dette skyldes, at der her anvendes de samme begreber, som det dokument, der behandles, anvender. DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS Benævnelsen den internationale kulturarvsdiskurs defi neres i opgaven af de udsagn, der forekommer i de udvalgte internationale dokumenter. Disse udsagn skal forstås som både eksplicitte og implicitte i form af benævnelser, begreber, temaer, formuleringer og tolkninger af disse formuleringer. Således defi neres udviklingstrinnene i den internationale kulturarvsdiskurs af disse udsagns indtræden og udvikling i diskursen. Det anerkendes, at der kan forekomme andre og sideløbende diskurser på det internationale bevaringsområde, som dog ikke inddrages i opgaven. BEVARINGSPRAKSIS Benævnelsen den danske bevaringspraksis anvendes om den samlede danske bevaringsindsats, forstået som både værdisætning, lovgivning, forvaltning og praksis. Benævnelsen knytter sig primært til den statslige indsats for bevaring, der forvaltes af Kulturstyrelsen. Således er der med bevaringspraksis tale om den praksis, der knytter sig til forvaltning af kulturarv, ikke om arkitekters praksis i relation til kulturarv. I redegørelsen for og analysen af den internationale kulturarvsdiskurs anvendes benævnelsen bevaringspraksis i bredere forstand om en overordnet praksis for bevaring. Begrebet fredningspraksis anvendes enkelte steder. Her er således tale om den specifi kke praksis, der knytter sig direkte til fredning, herunder værdisætning og forvaltning. BEVARINGSHOLDNING OG BEVARINGSPROCESSER Begrebet bevaringsholdning dækker i ordets bogstavelige forstand over en holdning til bevaring. En bevaringsholdning er den værdibaserede stillingtagen, der kommer til udtryk i de bevaringsprocesser og indgreb, der aktivt foretages for at bevare kulturarvsværdier. Opgaven opererer således også med begrebet bevaringsprocesser, der anvendes som fællesbetegnelse for en række forskellige aktive bevaringsindgreb. Bevaringsprocesser benævnes som processer og ikke indgreb, fordi de i fl ere tilfælde er langsigtede og derfor har karakter af proces. Følgende redegørelse for forskellige bevaringsprocesser vil blive brugt som reference senere i opgaven. Redegørelsen optræder med henblik på at fremhæve begrebernes betydningsmæssige nuancer for senere at kunne identifi cere den bevaringsholdning, de er udtryk for. Konservering at give noget en behandling, der bevirker, at det kan holde sig i lang tid (denstoredanske.dk A, besøgt ). Det samme kan gøre sig gældende som bevaringsindgreb i arkitekturen, hvor sigtet er at fastholde et eksisterende udtryk. Rehabilitering en handling eller proces, der muliggør forandret brug af en bygning gennem reparationer, ændringer og tilføjelser, der samtidig bevarer de dele eller funktioner, der formidler bygningens historiske, kulturelle eller arkitektoniske værdier (cr.nps.gov A, besøgt ). Rekonstruktion en genopførelseshandling eller -proces, der skildrer tidligere eksisterende elementer ved at replikere bygningens skikkelse fra en bestemt historisk periode (cr.nps.gov B, besøgt ). Renovering fornyelse eller udbedring af noget, så det får sit oprindelige udseende igen og samtidig moderniseres (ordnet.dk A, besøgt ; denstoredanske.dk B, besøgt ). Reparation at bringe noget, der er ødelagt, nedslidt eller gået i stykker, i orden, så det igen fungerer tilfredsstillende (ordnet.dk B, besøgt ). Restaurering et fagkyndigt indgreb i ældre, defekte genstande, hvor formålet kan være at rekonstruere tabte dele eller fjerne ældre reparationer eller rekonstruktioner. Indgrebene forudsætter en vurdering, der ofte rummer et element af formodning. I relation til arkitekturen dækker restaurering over reparation af en bygning, så den genvinder sin oprindelige skikkelse, eksempelvis ved at fjerne senere tilføjede bygningslag eller rekonstruere tidligere eksisterende (denstoredanske.dk C, besøgt den ; cr.nps.gov C, besøgt ). Transformation at forvandle eller omdanne. I relation til arkitekturen knytter transformation sig ofte til en ændret funktion, der artikuleres i nye tilføjelser eller indføjelser. Transformationen muliggør således en ny fortælling i en eksisterende arkitektonisk ramme (Arkitekturpolitik, 2008, side 4). Vedligeholdelse at sørge for, at noget bevares i god stand ved løbende at udbedre slid og eventuelle skader (ordnet.dk C, besøgt den ). Vedligeholdelse kan i relation til arkitekturen dermed siges at være en proces af små, kontinuerlige bevaringsindgreb til forskel fra omfattende og tidsligt afgrænsede indgreb. På bevaringsområdet er det udbredt at anvende begrebet restaureringsholdning som et udtryk for stillingtagen til bevaringsprocesser. Med henvisning til ovenstående redegørelse kan begrebet restaureringsholdning dog siges at implicere en favorisering af restaurering som bevaringsindgreb. På den baggrund anvendes i opgaven begrebet bevaringsholdning som en mere alment gyldig og mindre favoriserende fællesbetegnelse for en given holdning til bevaringsprocesser. MONUMENT Begrebet monument er centralt for særligt de tidlige udviklingstrin i kulturarvsdiskursen. Begrebet har dog nogle konnotationer, der er væsentlige at gøre sig bevidst. Begrebet kan defi neres som et bygningsværk, statue eller lignende, der er rejst for at ære eller mindes en afdød person eller en bestemt historisk begivenhed (ordnet.dk D, besøgt ). Der er således tale om et solitært værk, der anlægger et retrospektivt syn på en afgrænset historisk periode. Monument som benævnelse for kulturarv er således et begreb, der implicit tillægger kulturarven en afgrænset værkskarakter og en værdi ved at knytte sig til et historisk tidspunkt eller en historisk periode

13 DEN INTERNATIONALE KULTURARVSDISKURS REDEGØRELSE OG ANALYSE ATHEN CHARTRET Athen chartret (1931) var det første charter, der formulerede resolutioner for det internationale arbejde med kulturarv. Chartret var et resultat af den første internationale konference om restaurering af historiske bygninger afholdt i Athen i Indtil slutningen af 1800-tallet havde bevaring af arkitektonisk kulturarv været et nationalt anliggende, men ødelæggelserne efter første verdenskrig kan formodes at have været en medvirkende faktor til en øget bevidsthed om kulturarvens betydning på internationalt plan. Athen chartret var skelsættende ved både at introducere grundlæggende ideer om bevaring og begrebet international kulturarv for første gang i historien (icomos.org A, besøgt ). Således kan chartret siges at være afsæt for den internationale kulturarvsdiskurs VÆSENTLIGE RESOLUTIONER Athen chartret (1931) formulerer overordnet syv hovedresolutioner, der bidrager til at konstituere den internationale holdning til bevaring. De syv resolutioner skal sikre en mere kvalificeret bevaringspraksis på både operationelt og rådgivende niveau. Af chartrets syv hovedresolutioner er de følgende to væsentlige i relation til opgaven. Den første er, at problemstillinger vedrørende bevaring af historiske områder skal løses med lovgivning på nationalt plan i alle lande (The Athens Charter, 1931, side 1). Her formuleres det for første gang, at bevaring af arkitektonisk kulturarv bør være et nationalt, statsligt anliggende. Den anden resolution er, at der skal være opmærksomhed på beskyttelse af områder omkring historiske steder (The Athens Charter 1931, side 1). Her placeres det historiske monument således i en kontekst, der gør relationen mellem kulturarv og sted til en del af monumentets bevaringsværdier. Af chartrets øvrige indhold er følgende to anbefalinger værd at bemærke. Første anbefaling vedrører, at fortidens historiske og kunstneriske arbejde bør respekteres uden at udelukke en stilart fra en given periode. Anden anbefaling vedrører, at brugen af bygninger bør opretholdes med respekt for deres historiske og kunstneriske karakter for at sikre deres fortsatte liv (The Athens Charter, 1931, side 1) CHARTRETS BEGREBER I chartret anvendes begrebet monument som den primære benævnelse for kulturarv (The Athens Charter, 1931). Begrebet definerer således chartrets forståelse af kulturarv og illustrerer ligeledes datidens syn på kulturarv, hvor det primært er de historiske monumenter, der bliver betragtet som bevaringsværdige. 27

14 Athen chartret bruger i de fleste tilfælde begrebet restaurering om de indgreb, der er nødvendige for at bevare de historiske monumenter (The Athens Charter, 1931). Sammenholdt med afsnit Begrebsafklaring vidner begrebet restaurering om datidens syn på kulturarv, hvor kulturarvens oprindelige tilstand tilskrives den største værdi. Betydningen af den oprindelige tilstand understreges yderligere af chartrets eksplicitte holdning til brugen af moderne teknikker og materialer. Chartret anerkender brug af moderne teknikker og materialer under forudsætning af, at de nye materialer i videst muligt omfang bliver skjult for at bevare det historiske monuments karakter (The Athens Charter, 1931, side 2). Dermed tydeliggøres det, at et monuments oprindelige karakter ønskes bevaret og favoriseres VENEDIG CHARTRET Venedig chartret blev vedtaget efter en international kongres i Venedig i Chartret blev udgivet af den internationale ikke-statslige organisation, The International Council on Monuments and Sites, kaldet ICOMOS, der stiftedes efter kongressen og hvis arbejde bygger på Venedig chartrets principper (icomos.org B, besøgt ). Venedig chartret indledes med at anerkende Athen chartret (1931) for at formulere de første grundlæggende principper for bevaring (The Venice Charter, 1964, side 1) CHARTRETS BEGREBER Venedig chartret (1964) anvender ligesom Athen chartret (1931) begrebet historiske monumenter som benævnelse for kulturarven, dog nuanceres begrebet i en definition. De historiske monumenter kan både være enkelte arkitektoniske værker og bymæssige eller landskabelige områder. Begrebet kan ligeledes spænde fra hovedværker til mere beskedne værker, der har fået kulturel betydning over tid (The Venice Charter, 1964, artikel 1). Her introduceres det, at et værk kan få kulturel betydning over tid og tillægges kulturarvsværdi i kraft af sin udviklingshistorie, hvilket er en af chartrets væsentligste forskelle fra Athen chartret VÆRK OG KONTEKST Venedig chartret (1964) udvikler Athen chartrets (1931) resolution om beskyttelse af områder omkring historiske steder gennem en række artikler, der påpeger værdien af et monuments relation til sin kontekst. Chartret beskriver sammenhængen mellem et historisk monument og dets historiske kontekst som en væsentlig del af bevaringen, sådan at den historiske kontekst, såfremt den eksisterer, skal bevares (The Venice Charter, 1964, artikel 6). Et monument må ikke adskilles fra sin historiske eller stedsbundne kontekst (The Venice Charter, 1964, artikel 7), og monumenternes omgivelser må beskyttes for at sikre deres integritet (The Venice Charter, 1964, artikel 14). Her introduceres begrebet integritet, men dets relation til kulturarven uddybes ikke på pågældende tidspunkt, og det indtager dermed endnu ikke en central rolle i diskursen BEVARINGSHOLDNING Venedig chartret (1964) bidrager ligeledes til en væsentlig del af den datidige kulturarvsdiskurs ved at formulere retningslinjer for, hvilke typer bevaringsprocesser der bør tilstræbes. Chartrets resolutioner adskiller sig mærkbart fra Athen chartrets (1931) ved at anbefale vedvarende vedligeholdelse (The Venice Charter, 1964, artikel 4) og ved at redefinere restaureringsbegrebet. I en af de væsentligste resolutioner defineres restaureringsprocessen og dens sigte således: Restaureringsprocessen er et højst specialiseret indgreb. Dens formål er at bevare og blotlægge monumentets æstetiske og historiske værdi og er baseret på respekt for originalt materiale og autentisk dokumentation. Restaurering må ikke baseres på formodninger, og tilføjelser må adskilles fra den arkitektoniske komposition og bære et moderne præg. Restaureringsarbejde skal i alle tilfælde indledes og efterfølges af arkæologiske og historiske undersøgelser af monumentet (The Venice Charter, 1964, artikel 9). Venedig chartret introducerer desuden begreberne autenticitet og integritet (The Venice Charter, 1964, side 1, artikel 14), der sidenhen viser sig at vinde indpas på bevaringsområdet. Betydningen af begreberne autenticitet og integritet og deres relation til kulturarven bliver dog ikke formuleret i Venedig chartret VÆSENTLIGE TEMAER Venedig chartrets (1964) væsentligste resolutioner kan kategoriseres i fire overordnede temaer, der har haft betydning for det efterfølgende syn på arkitektonisk kulturarv. Temaerne er værk og kontekst, bevaringsprocesser, kulturhistorisk udvikling og nutidige funktioner. Hvor Athen chartret anerkender brug af nye materialer og teknikker samt anbefaler, at tilføjelser og forstærkninger skal skjules, formulerer Venedig chartret, at brug af moderne bevaringsteknikker og konstruktioner kun kan forekomme i tilfælde, hvor traditionelle teknikker er utilstrækkelige (The Venice Charter, 1964, artikel 10). Ligeledes formulerer Venedig chartret, at erstatninger af manglende dele skal integreres harmonisk i helheden, men at de skal kunne skelnes fra det originale, så restaureringen ikke bærer falsk kunstnerisk eller historisk vidnesbyrd (The Venice Charter, 1964, artikel 12) KULTURHISTORISK UDVIKLING Venedig chartret (1964) introducerer ligeledes ideen om, at et værk er i en kontinuerlig kulturhistorisk proces, hvor værket udvikler sig i takt med forskellige epokers dominerende strømninger. Chartret beskriver det således: 28 29

15 Alle et monuments tilførte lag fra enhver periode skal respekteres, eftersom stilistisk helhed ikke er restaureringens sigte. Når en bygning indeholder tilføjede lag fra forskellige perioder, kan det kun retfærdiggøres at fjerne tilførte lag i særlige tilfælde, hvor det fjernede har beskeden interesse og det blotlagte har høj historisk, arkæologisk og æstetisk værdi (The Venice Charter, 1964, artikel 11). Om fremtidige tilføjelser anbefaler chartret, at disse kun kan tillades, hvis de ikke forringer interessante dele af bygningen, bygningens traditionelle kontekst, dens relation med omgivelserne og balancen i kompositionen (The Venice Charter, 1964, artikel 13) NUTIDIGE FUNKTIONER Venedig chartret (1964) introducerer endvidere et syn på kulturarven, hvor det tilstræbes, at værkerne opretholder en nutidig funktion og brugbarhed frem for at blive musealiserede monumenter. I chartret beskrives det, at bevaring af monumenter fremmes ved at gøre brug af dem, dog uden at kompromittere den arkitektoniske fremtræden, og at det inden for disse grænser kan tillades at ændre bygningen, hvis en funktionsændring påkræver det (The Venice Charter, 1964, artikel 5) KULTURARVSDEFINITION Verdensarvskonventionen (1972) opererer med en bred definition af kulturarv, der således danner basis for konventionens anvendelsesområde. Kulturarven inddeles i tre grupperinger: Monumenter: arkitektoniske værker, monumental skulptur og maleri, elementer eller strukturer af arkæologisk karakter, inskriptioner, hulebeboelser og kombinationer af karakteristiske træk, der har enestående universel værdi fra et historisk, kunstnerisk eller videnskabeligt perspektiv; Grupper af bygninger: grupper af separate eller sammenhængende bygninger, som på grund af deres arkitektur, deres homogenitet eller deres placering i landskabet har enestående universel værdi fra et historisk, kunstnerisk eller videnskabeligt perspektiv; Steder: menneskeskabte værker eller kombinerede menneskeskabte og naturskabte værker og områder, herunder arkæologiske udgravninger, der har enestående universel værdi fra et historisk, æstetisk, etnologisk eller antropologisk perspektiv (The World Heritage Convention, 1972, artikel 1) VERDENSARVSKONVENTIONEN Verdensarvskonventionen blev vedtaget af United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization, UNESCO, efter en konference i Paris i Danmark er blandt de 190 lande, der til dato har ratificeret konventionen (whc.unesco.org A, besøgt ). Verdensarvskonventionen definerer verdensarven som både kulturarv og naturarv og beskriver beskyttelse af disse som et kollektivt anliggende, der skal varetages på internationalt plan for at sikre tilstrækkelige økonomiske, videnskabelige og teknologiske ressourcer til formålet (The World Heritage Convention, 1972, side 1). Konventionen forpligter hvert deltagerland til at sikre identifikation, beskyttelse, bevaring, repræsentation og videreførelse af kultur- og naturarv til det yderste af sine egne finansielle, kunstneriske, videnskabelige og tekniske ressourcer (The World Heritage Convention, 1972, artikel 4). Verdensarvskonventionen konstituerer en organisationsstruktur for at sikre verdensarven, hvor den mest centrale er en komité kaldet World Heritage Committee (The World Heritage Convention, 1972, artikel 8, 10, 11, 15). De følgende afsnit beskæftiger sig ikke med konventionens tekniske og juridiske bestemmelser, men i stedet med de begreber og det indhold i konventionen, der har bidraget til udviklingen af den internationale kulturarvsdiskurs. Det bemærkelsesværdige ved konventionens definition af kulturarven er, at den spænder fra enkelte elementer over sammenhænge mellem bygninger til hele områder. Her begynder den internationale kulturarvsdiskurs altså eksplicit at gå i retning af en bredere forståelse af kulturarven, hvor mere komplekse relationer mellem bygninger, samt mellem bygning og kontekst, tillægges en kulturhistorisk værdi. I konventionens formuleringer om grupper af bygninger fremgår det, at værdien kan opstå netop i kraft af bygningernes indbyrdes relationer. Således flytter diskursens fokus sig fra at omhandle den enkelte bygning og dens arkitektur til også at omhandle bygningers sammenhænge eller homogenitet. Konventionen bruger fortsat begrebet monument, men udvider i sammenligning med de forudgående chartre sin definition af begrebet ved at inkludere inskriptioner, elementer og kombinationer af træk i kulturarven. Således er Verdensarvskonventionen med til at nuancere kulturarvsforståelsen til at omfatte flere aspekter end tidligere ENESTÅENDE UNIVERSEL VÆRDI Centralt for Verdensarvskonventionen (1972) er begrebet enestående universel værdi, som er det primære kriterie for optagelse på verdensarvslisten. Konventionen dækker kulturarv med værdi for hele verdens befolkning, hvorfor begrebet lægger op til en mere spektakulær kulturarvsværdi end Venedig chartret (1964), der medtager værker af mere beskeden karakter

16 OPERATIONAL GUIDELINES Verdensarvskonventionen (1972) har en tæt tilknytning til dokumentet The Operational Guidelines for the Implementation of the World Heritage Convention (2013), herefter kaldet Operational Guidelines, der opstiller gældende retningslinjer for indskrivning på World Heritage List (Operational Guidelines, 2013, 1). Operational Guidelines revideres og publiceres løbende af verdensarvskomitéen for at afspejle nye principper, viden og erfaring. Dokumentet blev første gang publiceret i 1977 og er senest revideret i 2013 (Operational Guidelines, 1977; whc.unesco.org B, besøgt ). Dokumentets centrale begreber er enestående universel værdi, autenticitet og integritet. Begreberne er inkorporerede i udgivelsen fra 1977 og udfoldes i takt med dokumentets løbende revideringer. Som udviklingen af den internationale kulturarvsdiskurs vil vise, spiller særligt begreberne autenticitet og integritet en central rolle i diskursen. Begreberne vil dog yderligere vise sig at være vanskelige og komplekse at anvende i relation til kulturarven. På den baggrund behandler opgaven begreberne i deres mest udfoldede definition, som de forekommer i den senest reviderede version af Operational Guidelines fra I dokumentet anvendes det engelske ord property som begreb for mulige indskrivningsemner. Der findes ingen officiel dansk oversættelse af begrebet, og derfor oversættes det i opgaven med lokalitet, som således både kan dække over steder og bygninger, samt over kulturarv og naturarv AUTENTICITET OG INTEGRITET Operational Guidelines (2013) opstiller ti vurderingskriterier for kandiderende kulturarv eller naturarv til verdensarvslisten. Kandiderende verdensarv skal opfylde et eller flere af disse vurderingskriterier, der sammen med en vurdering af autenticitet og integritet skal afgøre, om en lokalitet har enestående universel værdi. Alle kandiderende lokaliteter skal opfylde betingelserne for integritet, der fortolkes forskelligt afhængigt af det aktuelle vurderingskriterie. Yderligere skal kulturarven opfylde betingelserne for autenticitet (Operational Guidelines, 2013, 77, 78). Indeholder alle nødvendige elementer til at udtrykke sin enestående universelle værdi; Har en tilstrækkelig størrelse til at sikre den fuldstændige gengivelse af de karakteristiske træk og processer, der formidler lokalitetens signifikans (Operational Guidelines, 2013, 87, 88 a, b). På den baggrund kan det konkluderes, at intakte sammenhænge og områder som helhed er afgørende for udnævnelsen som verdensarv. Operational Guidelines bidrager dermed til den stigende opmærksomhed på sammenhænge og helheder i kulturarvsdiskursen, hvor kulturarvsværdierne skal ses i deres kulturhistoriske kontekst frem for som fragmenterede kulturhistoriske udsagn. Der forekommer dog problemstillinger ved brug af integritetsbegrebet som er optagelseskriterie. Disse problemstillinger træder frem i formuleringer i de paragraffer, der beskæftiger sig med integritetsbegrebet. Dokumentet bruger formuleringer som: En betydelig del ( ) bør medtages og karaktertræk bør være relativt intakte (Operational Guidelines, 2013, 89, 90). Sætningerne er eksempler på relative og vage formuleringer, hvilket gør integritetsbegrebet vanskeligt at anvende og i yderste konsekvens medfører, at det kan tilpasses enhver lokalitet GRANADA KONVENTIONEN Granada konventionens (1985) hovedsigte er at nå til enighed om en fælles europæisk politik for bevaring og styrkelse af arkitekturarven. En ratificering udmønter sig i europæiske samarbejder samt national lovgivning vedrørende identifikation, beskyttelse, restaurering, vedligeholdelse, forvaltning af og støtte til arkitekturarven. Danmark ratificerede konventionen i 1987 (Granada konventionen, 1985, side 1, artikel 14, 17, 18, 19, 20) ARKITEKTURARV Granada konventionen (1985) beskæftiger sig med begrebet arkitekturarv, der i konventionens definition er kraftigt inspireret af Verdensarvskonventionens (1972) definition af kulturarven i både opbygning og indhold. Arkitekturarven defineres som: Som definition af begrebet autenticitet henviser Operational Guidelines til Nara dokumentet (1993) som det bilag, der danner grundlag for forståelse og brug af begrebet i relation til verdensarven (Operational Guidelines, 2013, 79). Nara dokumentet vil blive behandlet selvstændigt i afsnit Operational Guidelines definerer integritetsbegrebet som et udtryk for en lokalitets og dens karaktertræks helhed og intakthed. I en undersøgelse af integritetsbegrebet kræves en vurdering af, i hvor høj grad lokaliteten: Monumenter: alle bygninger og konstruktioner af væsentlig historisk, arkæologisk, kunstnerisk, videnskabelig, social eller teknisk interesse, herunder deres faste tilbehør. Grupper af bygninger: ensartede grupper af by- eller landbygninger, som er af væsentlig historisk, arkæologisk, kunstnerisk, videnskabelig, social eller teknisk interesse, og som er tilstrækkeligt sammenhængende til at udgøre topografisk afgrænsede enheder

17 Særlige lokaliteter: områder, som er både menneske- og naturskabte, idet de består af arealer, som er delvist bebyggede og tilstrækkeligt karakteristiske og homogene til at kunne afgrænses topografisk, og som er af væsentlig historisk, arkæologisk, kunstnerisk, videnskabelig, social eller teknisk interesse (Granada konventionen, 1985, artikel 1). Her formuleres det, at bevaring af arkitekturarv ikke blot favoriserer og omhandler den eksisterende historiske arkitekturarv, men ligeledes skal sikre en kontinuerlig arkitektonisk skaben, som kan udgøre fremtidens kulturarv. På den baggrund anerkendes det, at arkitekturen er under udvikling, og at nye udsagn i samspil med historiske er værdifulde for kulturarven. Granada konventionens definition adskiller sig fra Verdensarvskonventionens ved at undlade formuleringer om enestående universel værdi og ved at tilføje arkæologisk, social og teknisk interesse som en del af kriterierne. Det er væsentligt at bemærke, at konventionen enkelte steder bruger begrebet property om kulturarven (The Granada Convention, 1985), der i den danske version oversættes med ejendom. Dette kan tolkes som et udtryk for, at kulturarvsdiskursen går i retning af en bredere forståelse af kulturarven. Begrebet implicerer, at arkitekturarv, der blot benævnes ejendom og ikke monument, også kan være bevaringsværdigt. Ligeledes er det værd at bemærke arkitekturarvsdefinitionens formuleringer om sammenhænge og homogenitet, der understreger kulturarvsdiskursens generelle udvikling NUTIDIG FUNKTION Foruden en lang række juridiske forpligtelser formulerer Granada konventionen (1985) væsentlige bestemmelser vedrørende nutidige funktioner: Hver part forpligter sig til under behørig hensyntagen til kulturarvens arkitektoniske og historiske karakter at fremme: - anvendelse af fredet ejendom i lyset af nutidige behov - tilpasning af gamle bygninger til nye anvendelsesformål, hvor dette måtte være hensigtsmæssigt (Granada konventionen, 1985, artikel 11). Konventionen formulerer her, ligesom Venedig chartret (1964), at bevaring fremmes gennem en opretholdelse af nutidige funktioner. Konventionens bestemmelser efterstræber endda en tilpasning til nye funktioner, der således introducerer en mere fleksibel holdning til funktionalitet og brugen af arkitekturarven. Endvidere formulerer konventionen en bestemmelse, der introducerer en ny type fremsynethed i kulturarvsdiskursen: Parterne forpligter sig til at udveksle information om deres bevaringsmålsætninger vedrørende eksempelvis: ( ) måder til fremme af den arkitektoniske skaben som vor tids bidrag til den europæiske arv (Granada konventionen, 1985, artikel 17) NARA DOKUMENTET The Nara Document on Authenticity (1993) er udarbejdet i forbindelse med en konference om autenticitetsbegrebet i relation til Verdensarvskonventionen (1972). Dokumentet er formuleret på baggrund af verdensarvskomitéens ønske om at udvikle autenticitetskriterier med henblik på at undersøge begrebet enestående universel værdi. Dokumentet bygger på og udvider kulturarvsforståelsen fra Venedig chartret (1964) (The Nara Document, 1993, artikel 2, 3) NY FORSTÅELSE AF KULTURARVSVÆRDIER Nara dokumentet (1993) var på tidspunktet for sin udgivelse skelsættende ved at introducere en ny forståelse af kulturarvsværdier. Dokumentet anerkender kulturel diversitet og kulturarvsdiversitet som en værdi, der er lige værdifuld uanset den kulturelle oprindelse. Dokumentet formulerer, at kulturarvsdiversitet eksisterer i tid og rum og kræver respekt for andre kulturer. Endvidere formuleres det, at respekt for kulturel diversitet kræver en anerkendelse af alle parters kulturelle værdier (The Nara Document, 1993, artikel 5, 6). På den baggrund muliggør dokumentet en anerkendelse af kulturer og kulturarvsværdier, der ikke tidligere ville blive optaget på verdensarvslisten, som følge af dennes definitioner og kriterier (Jurcys; ˇ van Uytsel, 2012, side 1). Nara dokumentet formulerer forståelsen af kulturarvsværdier således: Bevaring af kulturarven, i alle dens former og historiske perioder, er forankret i de værdier, der tilskrives kulturarven. Vores evne til at forstå disse værdier afhænger til dels af, i hvilket omfang informationskilder om disse værdier kan opfattes som troværdige eller sandfærdige. Viden om og forståelse af disse informationskilder, i forbindelse med kulturarvens originale og senere karaktertræk og deres betydning, er en forudsætning for at vurdere alle aspekter af autenticiteten (The Nara Document, 1993, artikel 9). Det er en skelsættende betragtning, at kulturarven har den værdi, som den tilskrives. I denne forståelse af kulturarvsværdier har kulturarv ikke uvilkårligt iboende værdier. I stedet forholder kulturarvsværdier og deres betydning sig proportionalt til den forståelse og anerkendelse, som en given tid har af kulturarven. På den baggrund er det afgørende at have pålidelige kilder om kulturarvens oprindelige karaktertræk og dens historiske udvikling. Her er det væsentligt at bemærke dokumentets formulering om senere tilførte karaktertræk, da den implicit ligestiller senere tilførsler med kulturarvens oprindelige karaktertræk

18 AUTENTICITETSBEGREBET Nara dokumentet (1993) formulerer igennem en række artikler vigtigheden af autenticitet i kulturarven og understreger, at autenticitet er en afgørende kvalificerende faktor for værdisætning (The Nara Document, 1993, artikel 10). Til trods for begrebets centrale betydning i kulturarvsdiskursen og for dokumentets intention forekommer der ingen klar definition af begrebet eller identifikationskriterier i Nara dokumentet. Nara dokumentet konstaterer, at kulturarvsværdier kan variere fra kultur til kultur samt inden for samme kultur. Det er derfor ikke er muligt at vurdere kulturarvsværdier og autenticitet ud fra generelle, fastsatte kriterier, hvorfor kulturarven må vurderes inden for sin egen kulturelle kontekst (The Nara Document, 1993, artikel 11). Dokumentet fremsætter ikke en definition af eller kriterier for autenticitetsbegrebets relation til kulturarvsværdier. Dokumentet formulerer dog, at det er afgørende at forholde sig til kulturarvens særlige karakter, dens kulturelle kontekst og dens udvikling over tid for at kunne vurdere autenticiteten. Desuden kan autenticiteten knytte sig til, hvor varieret og bredt fagligt funderet informationskilder om kulturarven er (The Nara Document, 1993, artikel 12, 13). Chartret indledes med at fastslå, at den kulturelle diversitet, og dermed de forskelligartede grundlæggende værdier og deres betydning, kræver en øget opmærksomhed (The Charter of Krakow, 2000, præambel, side 1) KONTINUERLIG FORANDRING Krakow chartret (2000) behandler relationen mellem kulturarv og udvikling over tid som et centralt tema. Det tydeliggøres dermed, at det tema, der blev introduceret i Venedig chartret (1964), nu bliver mere centralt i kulturarvsdiskursen. Det tidslige aspekt introduceres i chartrets indledning: Selvstændige elementer i kulturarven har mange værdier, som kan ændre sig over tid. Det er disse elementers forskellige, specifikke værdier, der kendetegner enhver kulturarvs specificitet. ( ) Denne kulturarv kan ikke defineres på en fastsat måde. Man kan kun definere måden, hvorpå kulturarven identificeres. derfor bør værktøjer og metoder, som er udviklet til bevaring, tilpasses de skiftende omstændigheder, der er underlagt en kontinuerlig forandringsproces (The Charter of Krakow, 2000, præambel, side 1). Det er på den baggrund vanskeligt konkret at vurdere autenticitetsbegrebet og dets anvendelse i relation til kulturarven, når Nara dokumentet, hvis intention er at beskæftige sig med netop dette, hverken opstiller en definition eller kriterier. Sammenføjes dokumentets væsentligste betragtninger, er det dog alligevel muligt at konkludere, at autenticitetsbegrebet knytter sig til kulturarvens kulturelle og samfundsmæssige kontekst, til viden om og forståelse af dens kulturarvsværdier, til dens særlige karaktertræk og til dens udvikling over tid, hvor senere tilføjelser kan være lige så værdifulde som den oprindelige tilstand MATERIELLE / IMMATERIELLE VÆRDIER Nara dokumentet (1993) introducerer endvidere en ny type distinktion i kulturarvsværdierne: de materielle og immaterielle. Dokumentet ligestiller den materielle og immaterielle kulturarv ved at påpege, at begge typer skal respekteres (The Nara Document, 1993, artikel 7). Dermed udvikler dokumentet en bredere forståelse af kulturarven, hvor mere subtile værdier, som ikke nødvendigvis er fysisk forankrede, også tilskrives en bevaringsværdi KRAKOW CHARTRET Krakow chartret (2000) er formuleret ved en international bevarings- og restaureringskonference i Krakow i Chartret anerkender Venedig chartrets (1964) værdier og arbejder for samme målsætning ved at fremsætte bevarings- og restaureringsprincipper for den arkitektoniske kulturarv. Endvidere anerkender chartret kulturarvsdiskursens udvikling ved at formulere et ansvar i bevaringspraksissen: ( ) Enhver intervention indebærer beslutninger, udvælgelser og ansvar over for den samlede kulturarv, også over for de dele, der muligvis ikke har en særlig betydning i dag, men kan få det i fremtiden (The Charter of Krakow, 2000, artikel 1). Chartret anerkender dermed eksplicit, at kulturarven og dens værdier på grund af kontinuerlig forandring ikke kan defineres ud fra fastlagte kriterier, samt at bevaringsværktøjer og -metoder derfor skal være fleksible og kunne tilpasses skiftende omstændigheder. Yderligere tilføjes det, at forståelsen af kulturarvsværdier, og dermed værdisætningen af dem, ligeledes er under kontinuerlig forandring, hvilket pålægger bevaringspraksissen et ansvar for at være fremsynet og fleksibel i brugen af værktøjer og metoder CHARTRETS SAMMENFATNING AF VÆSENTLIGE UDVIKLINGSTRIN Krakow chartret (2000) inddeler den arkitektonisk kulturarv i forskellige kategorier: arkæologisk kulturarv, historiske bygninger og monumenter, arkitektonisk udsmykning, skulpturer og kulturgenstande, historiske byer og landsbyer, samt kulturarvslandskaber. I sine principper for de historiske bygninger og monumenter sammenfatter chartret en række væsentlige udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs, som behandlingen af de forrige dokumenter har blotlagt. I chartret formuleres følgende: 36 37

19 Formålet med bevaring af historiske bygninger og monumenter ( ) er at fastholde deres autenticitet og integritet, herunder indre rum, møblering og udsmykning i henhold til deres oprindelige fremtræden. ( ) I mange tilfælde kræver det også hensigtsmæssig brug, der er forenelig med de eksisterende rum og deres betydning. Arbejdet på historiske bygninger må yde fuld opmærksomhed på alle de perioder, der er repræsenterede (The Charter of Krakow, 2000, artikel 6). I denne artikel opsummeres det således, at formålet med bevaring er opretholdelse af kulturarvens autenticitet og integritet, at bevaring kræver passende brug, og at alle historiske bygningslag har værdi. Disse tre udsagn repræsenterer temaer, der igennem kulturarvsdiskursens historiske udvikling er blevet mere eksplicitte og centrale for bevaring af kulturarv. Dette har bidraget til udviklingen af en mere nuanceret holdning til kulturarv, hvor komplekse og subtile kulturarvsværdier i stigende grad tillægges værdi. Artiklens formulering indeholder dog en iøjnefaldende selvmodsigelse i udsagnet om, at målet med bevaring er at fastholde kulturarvens autenticitet og integritet i overensstemmelse med dens oprindelige fremtræden. Formuleringen følger på den ene side den generelle udvikling i den internationale kulturarvsdiskurs ved at tillægge tilførte lag værdi, men fremhæver på den anden side kulturarvens oprindelige fremtræden som et udtryk, der bør efterstræbes. Denne selvmodsigelse bliver således et udtryk for et utidssvarende udviklingstrin i kulturarvsdiskursen KOMPLEKSE HELHEDER I Krakow chartrets (2000) behandling af historiske byer og landsbyer formuleres nogle skelsættende principper for deres bevaring. Chartret fastslår, at de historiske byområder skal ses som helheder med strukturer, rum og menneskelige faktorer, der er i kontinuerlig udvikling og forandring. Bevaring i en urban kontekst relaterer sig både til grupper af bygninger og åbne rum, herunder immaterielle værdier, hvor bevaringsindgreb skal forholde sig til byen som en morfologisk, funktionel og strukturel helhed. Ligeledes skal bevaring af historiske byområder tage højde for både de elementer, der definerer byrummet, og de interne rumlige forhold, der udgør væsentlige dele af en bygning. Bygninger, der udgør en del af et historisk miljø, skal beskyttes som en del af helheden, til trods for at de ikke har særlig arkitektonisk værdi i sig selv (The Charter of Krakow, 2000, artikel 8). Krakow chartret inkorporerer således nogle komplekse og subtile kulturarvsværdier i bevaringsprincipperne. Bevaring skal tage hensyn til helheden forstået som både de individuelle bygninger, grupper af bygninger og rummet mellem bygningerne, hvis værdi kan manifestere sig i det materielle såvel som det immaterielle. Yderligere kan værdien ligge alene i helheden frem for i individuelle elementer. Ligeledes kan helhed nu forstås på et mere abstrakt plan, hvor bevaring skal tage højde for morfologiske, funktionelle og strukturelle aspekter, der er i kontinuerlig udvikling og forandring. Her introduceres altså relationer mellem en række abstrakte kulturarvsværdier, der bidrager til en langt større kompleksitet på bevaringsområdet. Bevaring af historiske byer eller landsbyer bør desuden forholde sig til forandring og bæredygtighed, der forbinder kulturarvsinteresser med sociale og økonomiske aspekter (The Charter of Krakow, 2000, artikel 8). Dermed kan bevaringsområdet ikke længere opfattes som et isoleret projekt, hvis sigte kun er bevaring af fysisk forankret kulturarv. I stedet bevæger diskursen sig imod en større samfundsmæssig forpligtelse, der tager højde for tværfaglige problemstillinger i bevaringen BEVARINGSPROCESSER Krakow chartret (2000) formulerer igennem en række artikler en holdning til bevaringsprocesser. Chartret fastslår, at vedligeholdelse og reparation er grundlæggende for bevaringspraksis, og at kulturarv skal bevares igennem langsigtede restaureringsstrategier, hvor rekonstruktion af hele partier skal undgås (The Charter of Krakow, 2000, artikel 1, 2, 3, 4). Krakow chartret stiller endvidere strenge krav til nye bevaringsmaterialer og -teknikker for at sikre kompatibilitet med kulturarvens oprindelige funktion, eksisterende materialer, strukturer og arkitektoniske værdier. Ligeledes bør der tages hensyn til materialernes adfærd over tid og mulighed for reversibilitet. Chartret tilføjer et nyt aspekt til principperne for materialer og teknikker, nemlig at der skal være særlig opmærksomhed på at forbedre viden om traditionelle materialer og teknikker med henblik på at sikre disses videreførelse, da de i sig selv udgør en kulturarvsværdi (The Charter of Krakow, 2000, artikel 10). Det kan dermed udledes, at holdningen til bevaringspraksis går imod en mere hensynsfuld type intervention, hvor kontinuerlig vedligeholdelse og langsigtede strategier foretrækkes, og hvor forandring over tid medregnes som en udviklende faktor, der ikke nødvendigvis skal modarbejdes. Ligeledes foretrækkes traditionelle materialer og teknikker, der dermed i selv bliver en del af den kulturhistoriske fortælling AUTENTICITET Krakow chartret (2000) afsluttes med en iøjnefaldende begrebsdefinition: Autenticitet skal forstås som summen af væsentlige, historisk verificerede karaktertræk, fra originalen frem til den nuværende tilstand, som er et resultat af de forskellige transformationer, der har fundet sted over tid (The Charter of Krakow, 2000, bilag c). Det er bemærkelsesværdigt, at chartret her giver en klar definition af autenticitetsbegrebet, når Nara dokumentet (1993), der primært beskæftiger sig med begrebet, ikke giver en entydig begrebsdefinition

20 Det kan altså konkluderes, at autenticitetsbegrebet ikke henviser til en oprindelig tilstand, men tværtimod til et samlet udtryk, der er resultat af en historisk udvikling ÆNDRET DEFINITION AF KULTURARVSVÆRDIER Faro konventionen (2005) definerer kulturarv på følgende måde: FARO KONVENTIONEN Faro konventionen er formuleret og publiceret af Europarådet i 2005 og anerkender i sin indledning blandt andre Granada konventionen (1985). Faro konventionen adskiller sig fra de øvrige udvalgte konventioner ved ikke primært at beskæftige sig med bevaring af kulturarv, men i stedet med kulturarvens værdi for samfundet. Ligeledes adskiller konventionen sig ved at indeholde bestemmelser, der er mere vidtgående end de øvrige konventioners. Til dato har 16 lande ratificeret konventionen, Danmark er ikke iblandt (conventions.coe.int, besøgt ). Til trods for at konventionen ikke beskæftiger sig med bevaring af kulturarv som sit primære sigte, indeholder konventionens bestemmelser en række væsentlige temaer, der peger i retning af et nyt udviklingstrin for den internationale kulturarvsdiskurs. Disse temaer vil blive behandlet i de følgende afsnit MENNESKELIGE VÆRDIER I CENTRUM Faro konventionens (2005) principper for den fælles europæiske kulturarv indledes med en række erklæringer, der danner grundlag for konventionens sigte. Her formuleres det, at konventionen anerkender behovet for at sætte mennesker og menneskelige værdier i centrum for en udvidet, tværfaglig kulturarvsforståelse, samt behovet for at inddrage alle i samfundet i den igangværende proces med at definere og forvalte kulturarven (The Faro Convention, 2005, præambel, side 1). Blandt konventionens formulerede sigte er, at bevaring af kulturarven og dens bæredygtige anvendelse har menneskelig udvikling og livskvalitet som sit mål. Kulturarven har desuden en rolle i opbygningen af et fredeligt og demokratisk samfund, i bæredygtige udviklingsprocesser og i at fremme kulturel diversitet. Endvidere peger konventionen flere steder på, at kulturarv angår alle, og at alle har ret til at gavne af, bidrage til og have ansvar for den fælles europæiske kulturarv (The Faro Convention, 2005, artikel 1, 3, 4). Konventionen illustrerer således, at det demokratiske samfunds værdier vinder indpas på kulturarvsområdet, hvormed menneskelige værdier og rettigheder går forud for kulturarvsværdierne. Konventionens mål er således ikke bevaring af kulturarven, men i stedet at kulturarven bliver en ressource for menneskelig og samfundsmæssig udvikling. Konventionens formuleringer om bæredygtige udviklingsprocesser og fremme af kulturel diversitet understreger, at kulturarvsdiskursen i stigende grad lægger vægt på fleksible og facetterede kulturarvsværdier og deres bevaring. Kulturarv er en nedarvet mængde af ressourcer fra fortiden, som folk identificerer ( ) som en refleksion af og udtryk for deres værdier, overbevisninger, viden og traditioner, der er under konstant udvikling. Det omfatter alle aspekter af omgivelserne, som følge af samspillet mellem mennesker og steder gennem tiden (The Faro Convention, 2005, artikel 2). Sammenlignes denne definition med Granada konventionens (1985) definition af kulturarven, anskueliggøres en markant forskel. I Granada konventionen defineres kulturarven som noget konkret, fysisk forankret, hvad enten der er tale om monumenter eller steder. Derimod definerer Faro konventionen kulturarven mere abstrakt som en mængde ressourcer, der knytter sig til menneskelig identitet. I denne definition knytter kulturarven sig altså ikke nødvendigvis til et fysisk sted, men til samspillet mellem mennesker og steder gennem tiden. Konventionens definition kan ses som et endeligt opgør med forståelsen af den arkitektoniske kulturarv som et musealiseret objekt, der skal beskyttes med alle midler. Definitionen fastslår, at kulturarven ikke har en værdi i sig selv, med mindre den knytter sig til menneskelig selvforståelse og udvikling BÆREDYGTIGHED Bæredygtighedsbegrebet introduceres første gang i Krakow chartret (The Charter of Krakow, 2000, artikel 8, 9, 11), men udfoldes i Faro konventionen (2005), der knytter bæredygtig udvikling til kulturarvsområdet. Konventionen beskriver bæredygtig udvikling som et af sine formulerede mål og understreger værdien og potentialet i kulturarven, hvis den bruges som ressource for bæredygtig udvikling og livskvalitet i et samfund, der er i konstant udvikling (The Faro Convention, 2005, artikel 1, præambel, side 1). Faro konventionen har således et komplekst syn på kulturarven samt dens værdi og betydning for den samfundsmæssige udvikling. Faro konventionens formuleringer indikerer en ny retning i den internationale kulturarvsdiskurs, hvor kulturarvsværdier defineres ud fra et stadigt større spektrum af kriterier, der er internt forbundne i komplicerede relationer og inddrager adskillige andre samfundsmæssige aspekter. DISKUSSION CENTRALE TEMAER OG BEGREBER I KULTURARVSDISKURSEN Redegørelsen og analysen af de udvalgte dokumenter har blotlagt en række udviklingstrin i den internationale kulturarvsdiskurs. Kulturarvsdiskursen bevæger sig generelt mod en mere kompleks definition 40 41