Svend Aage Andersen Kritisk realisme som perspektiv i socialt arbejde en introduktion og forskningsoversigt

Transkript

1 Kritisk realisme som perspektiv i socialt arbejde - en introduktion og forskningsoversigt arbejdsnotat Svend Aage Andersen lektor, mag. art., lic. phil. 2007

2 Svend Aage Andersen Kritisk realisme som perspektiv i socialt arbejde en introduktion og forskningsoversigt Copyright: Svend Aage Andersen og Den Sociale Højskole i Aarhus Skriftserien redigeres af udviklingskonsulent Pernille Halling-Overgaard og sekretær Kirsten Sundberg. Social skriftserie Den Sociale Højskole i Aarhus, nr. 8, 2007 ISBN Omslagsillustration: Udsnit af Hippolytos en skæbnefortælling, udsmykning i Nobelparken, Århus af Evan Rasmussen. Tryk: Den Sociale Højskole i Aarhus Udgivet af: Den Sociale Højskole i Aarhus Jens Chr. Skous Vej Århus C Århus, 2007 Kan bestilles pr. telefon eller dsh-aa@dsh-aa.dk Kan også downloades fra Den Sociale Højskoles hjemmeside. Pris 30 kr. + evt. forsendelse.

3 Indhold Introduktion 7 Kritisk realisme og det konfliktteoretiske perspektiv 7 Arbejdspapirets opbygning 9 1. Kritisk realisme som videnskabsteoretisk position Den kritiske realisme som videnskabsteori Ontologi og epistemologi Hvilke træk er kendetegnende for kritisk realisme? Realistisk ontologi: Virkelighedens objektive eksistens Realistisk epistemologi: Fallibilistsisk realisme Videnskabens intransitive og transitive dimension Samfundsvidenskabens hermeneutiske vilkår Kausalitet og mekanismer Virkelighedens differentiering og stratificering Emergens Åbne respektive lukkede systemer Kritik af positivismens kausalitetsforståelse Mekanismer og kontekst Forklaring = identificering af kausalmekanismer og hvordan de virker Tendenser og tilbøjeligheder frem for lovmæssigheder Samspillet mellem aktører og strukturer Sociale strukturer som virkeligt eksisterende ting med årsagskræfter Samfundsvidenskaben må være kritisk Kritisk realisme som en tredje vej Varianter af realisme Kritisk realisme og de andre versioner af realisme Kritisk realisme som bevægelse 51

4 1.23. Kritik af socialkonstruktivismen og diskursanalysen Dialog mellem realisme og diskursteori Forsoning mellem realisme og konstruktivisme? Kritisk realisme som samfundsteori Social realisme Mediering mellem det subjektive og det objektive Margaret S. Archers morfogenetiske tilgang Derek Layders domæneteori og adaptive theory Rob Stones: Metateori, teori, spørgsmål og spørger Pawson & Tilleys realistiske evaluering Sociologer, der kan betegnes som kritiske realister Kan social realisme kobles med andre teorier? Hvorfor har perspektiverne betydning for forståelse og indsats? Hvor skilles vandene mellem objektivister og subjektivister? Et kritisk realistisk perspektiv på sociale problemer Kritisk realisme og sociale problemer Objektivistiske og subjektivistiske syn på sociale problemer Objektivisme kan være noget andet end positivisme Sociale problemer som objektivt eksisterende skadelige tilstande Objektivistiske (eller realistiske ) definitioner af sociale problemer En kritik af den socialkonstruktivistiske tilgang til sociale problemer Forståelsen af sociale problemer i kritisk teori Individualistiske og strukturelle forklaringer på sociale problemer Defekte individer eller strukturelle uligheder? Individualisering af sociale problemer 100

5 4. Kritisk realisme og undersøgelsesmetode/ design Udgangspunkt i ontologien og de generative mekanismer Sammenhængen mellem videnskabsteori, teori og metodevalg/design Teoriernes og begrebsliggørelsens rolle i forskningspraksis Forskellige typer af teori Teori og empiri: Hvordan kan teorier integreres i forskningsprocessen? Deduktion, induktion, abduktion og retroduktion Abduktion Retroduktion Kritisk metodepluralisme Intensivt og ekstensivt forskningsdesign Debatten inden for kritisk realisme om undersøgelsesmetoder Teoretisering implicerer social ontologi Realistisk forklaring: Mekanisme, kontekst, outcome Strukturelle forklaringer Opskrift på forskning i socialt arbejde ud fra kritisk realisme Socialt arbejdes genstandsfelt Analysen af samspillet mellem struktur og handling over tid Kritisk realisme og viden i socialt arbejde Hvad er socialt arbejdes vidensgrundlag? Debatten om epistemologi og nyttig viden Kritisk realisme som et grundlag for viden i socialt arbejde Viden i kritisk realisme Positivisme og kravet om evidensbasering: Realistisk kritik Blom & Moréns forsøg på at åbne positivismens

6 black box En realistisk kritik af empirismens krav om evidens-baseret praksis Vidensgenerering i socialt arbejde Den amerikanske debat om det heuristiske paradigme Postpositivisme, det heuristiske paradigme og fallibilistisk realisme Forskning i socialt arbejde ud fra en realistisk position Kritisk realisme og socialt arbejdes praksis Henimod kritisk realistisk socialarbejde Tilbagevenden til dybde i praksis Vi har bevæget os væk fra dybden til overfladen Brug af dybdeteori Bekæmpelse af mekanismer, som fører til menneskelig undertrykkelse Styrkelse af de mulighedsskabende mekanismer Bevidstgørelse som redskab Empowerment Selvstyret gruppearbejde som arbejdsmetode Udvidelse af socialt medborgerskab Har kritisk realisme en praksisvaliditet? Emancipatorisk praksis Hvad kan kritisk realisme bidrage med? Litteratur 170

7 Introduktion Baggrunden for dette papir om kritisk realisme som teoretisk perspektiv i socialt arbejde er en FOU-bevilling på 175 timer i foråret 2005 og en efterfølgende bevilling på 80 timer i efteråret 2006 til færdiggørelse af papiret til publicering. Som begrundelse for arbejdets relevans kan det fremføres, at det kritisk realistiske perspektiv i dag rejses såvel i samfundsvidenskabelig forskning som i forskning i socialt arbejde i mange lande, ikke mindst i en engelsk sammenhæng (jfr. Sayer 1992, 2000, Archer 1995, 1998, m.fl.). Perspektivet synes i disse tider særligt relevant, da det fastholder en realistisk videnskabelig position i en tid, hvor konstruktivisme og relativisme dominerer videnskaben og perspektiverne for socialt arbejde (jfr. fx Payne 2006). Endvidere er der forholdsvis få danske introduktioner og diskussioner af kritisk realisme (se dog Buch-Hansen & Nielsen 2005; Nygaard 2002 og 2005; Jespersen 2004; Juul 2003; Ougaard 2000; Thomsen 1997, 2000, 2005; Wad 2000, 2000a, 2000b; GRUS nr. 60, 2000) og ingen udgivelser, der sætter perspektivet i forhold til det sociale arbejde. Inden jeg går over til at karakterisere den kritiske realisme som perspektiv, vil jeg dog først placere den i en kendt teoretisk sammenhæng, nemlig i forhold til eksisterende modeller i socialt arbejde. Kritisk realisme og det konfliktteoretiske perspektiv I bogen Modeller i socialt arbejde (Hutchinson/Oltedal 1998, dansk udgave 2006) redegør forfatterne for en række handlings- og forståelsesmodeller i socialt arbejde samt de dertil knyttede teoritraditioner og teoretiske perspektiver. De fem modeller, der præsenteres, er de psyko-dynamiske modeller, de interaktionistiske modeller, læringsteoretiske modeller, systemteoretiske modeller og konfliktteoretiske modeller. Til den sidstnævnte hører først og fremmest marxisme i diverse udgaver og kritisk teori (Frankfurterskolen). Til det konfliktteoretiske perspektiv hører endvidere efter min opfattelse som en nyere variant kritisk realisme. 7

8 Modeller i socialt arbejde handler om de teoretiske rødder, der ligger bag ved forskellige metoder og former for indsats i socialt arbejde. Desuden handler Modeller om, hvilke divergerende syn og problemforståelser, der ligger indbygget i de forskellige modeller, og hvilken betydning disse får for måden at løse problemet på og dermed for metode og fremgangsmåde i socialt arbejdes praksis. Med perspektiver hentydes der til forskellige teoretiske tilgange: dels videnskabsteoretiske tilgange (positivisme, fænomenologi/hermeneutik, kritisk teori, osv.), dels forskellige sociologiske perspektiver, som kan være fælles for en række ret divergerende teorier (eller forklaringsformer): det funktionalistiske perspektiv, konfliktperspektivet, handlingsperspektivet, symbolsk interaktionisme og etnometodologi samt en række nyere perspektiver så som post-strukturalisme, postmodernisme og feministisk teori. Et perspektiv er således en måde at forstå den sociale verden på. Hertil hører perspektivets grundlæggende antagelser; hvilken slags spørgsmål, der stilles; hvilken slags begreber, der bruges til at stille spørgsmålene med; hvilken slags metoder, der bruges; samt de svar eller forklaringer, man giver på de stillede spørgsmål (Cuff/Payne 1989:2-6). På et mere konkret niveau finder vi så mere specifikke sociologiske teorier (fx Habermas teori om system og livsverden; Goffmans teori om stigmatisering; Bourdieus feltanalytiske tilgang; Giddens strukturationsteori eller Margaret Archers morfogenetiske tilgang). Man må her sondre mellem forskellige abstraktionsniveauer: Øverst finder vi de forskellige videnskabsteoretiske retninger, dvs. det metateoretiske niveau. Et trin mere konkret niveau er de overordnede samfundsteoretiske perspektiver, og længere nede kommer de mere konkrete teorier om (forskellige områder i) samfundet, herunder teorier om sociale problemer. Et givet socialt problem, som fx fattigdom, kan således forklares og forstås ud fra en mangfoldighed af forskellige og konkurrerende sociologiske perspektiver og tilgange (Se hertil Clarke 2001: 4 og Etzioni 1976: 27ff). 8

9 Dette leder frem til bl.a. følgende spørgsmål: Hvilke konsekvenser har det for problemformulering, design og undersøgelsesresultater, at man tager udgangspunkt i et bestemt perspektiv eller en bestemt teori? Hvad betyder det teoretiske udgangspunkt fx for, hvilke aspekter, der belyses henholdsvis ikke belyses i en given problematik? Eller sagt på en anden måde: Hvordan kommer ens videnskabsteoretiske udgangspunkt (epistemologi og ontologi) til at præge problemforståelse og metode? I forlængelse heraf: Hvilken rolle spiller disse teorier og perspektiver for den viden, der danner grundlag for indsats og handlinger i det sociale arbejde? Arbejdspapirets opbygning Intentionen er, at papiret kan indgå i den sammenhæng om videnskabsteoretiske perspektiver og debatter i socialt arbejde, som andre kolleger på skolen også arbejder med. Papiret er opbygget i fem kapitler, hvor jeg først vil gøre rede for, hvad kritisk realisme er forstået som videnskabsteoretisk position (metateori, paradigme eller teoretisk perspektiv). Jeg opfatter her kritisk realisme som nyudviklet variant inden for perspektivet konfliktteori/kritisk teori. Derefter vil jeg i kapitel 2 se nærmere på, hvordan det realistiske perspektiv er blevet omsat til social teori, og i kapitel 3 på konsekvenserne af en realistisk position for opfattelsen af sociale problemer. I kapitel 4 drejer det sig om sammenhængen mellem kritisk realisme og undersøgelsesmetode: Hvilke konsekvenser har en kritisk realistisk ontologi og epistemologi for valg af undersøgelsesmetoder og design? I kapitel 5 vil jeg komme ind på forholdet mellem videnskabelig realisme og viden i socialt arbejde: Hvilke konsekvenser har den kritiske realisme for opfattelsen af socialt arbejdes vidensgrundlag? Endelig vil jeg i kapitel 6 pege på, hvilke konsekvenser et kritisk realistisk perspektiv har for metoder og praksis i socialt arbejde. Tankegangen bag denne opbygning er, at det er det videnskabsteoretiske niveau, der er det mest abstrakte, men også mest afgørende niveau, og at det videnskabsteoretiske syn får en række konsekvenser 9

10 på de mere konkrete områder: det samfundsteoretiske niveau, det metodiske niveau, opfattelsen af sociale problemer, viden i socialt arbejde og endelig praktisk socialt arbejde. Hensigten er, kan man sige, at følge et bestemt perspektiv hele vejen igennem. Papiret kan læses forfra og i sin helhed, men man kan også springe frem til de delområder, der har ens særlige interesse. Det skal nævnes, at fremstillingen tilstræber en brugbar formidling til studerende på studiets sidste semestre, hvor de har nogle forudsætninger i kraft af forudgående beskæftigelse med de problematikker, der her behandles. For at fastholde papirets introducerende karakter har jeg dog oversat alle fremmedsproglige citater til dansk. Jeg har derfor selvsagt det fulde ansvar for, at det er en dækkende oversættelse, der gengives. Min interesse for kritisk realisme har været et langstrakt projekt, som tog sin start, da jeg i London i 1998 fik fat i et par af Margaret Archers bøger. Jeg opfatter ikke nærværende papir som noget endeligt resultat, men snarere som en foreløbig fremlæggelse af nogle hovedlinier. Der er meget mere at udforske og føje til. Min tanke og mit håb er, at papiret kan fungere som inspiration for de studerende og andre, der måtte finde interesse i det realistiske perspektiv. Tak til alle kolleger og studerende, der har hjulpet med til at holde mig på sporet. Svend Aage Andersen, den Den Sociale Højskole i Aarhus 10

11 1. Kritisk realisme som videnskabsteoretisk position I dette kapitel vil jeg først forsøge at karakterisere kritisk realisme som teoretisk perspektiv og videnskabsteoretisk retning og herunder sondre mellem forskellige versioner af realisme. Efter beskrivelsen af, hvad der kendetegner realismen som position, og hvilke andre positioner, den primært formulerer sig op imod, vil jeg karakterisere den som en mulig tredje vej mellem positivisme og relativisme hhv. postmodernisme. Herefter vil jeg se på dens forhold til socialkonstruktivismen og kort behandle den debat, der foregår dels inden for den kritiske realisme og dels med socialkonstruktivister og diskursanalytikere Den kritiske realisme som videnskabsteori Kritisk realisme kan forstås som et metateoretisk perspektiv (eller en videnskabsteoretisk position), som er i opposition til såvel empiristiske og positivistiske positioner på den ene side som forskellige idealistiske og relativistiske positioner på den anden side. Den udgør således et alternativ til positivismen og hermeneutikken, som længe har udgjort de to dominerende udgangspunkter for samfundsvidenskaben (jfr. Sayer 2000:2f, jfr. også Næss 2004:154f; Steinmetz & Chae 2002). Gennem de senere år er samfundsvidenskabens muligheder for at producere tilforladelig viden og forklare samfundsfænomener i stigende grad blevet problematiseret (Danermark et al.1997:6). Denne skepsis er kommet til udtryk i postmodernismen og konstruktivismen, og denne udvikling har i forlængelse af postmodernismen ført til en vidtrækkende relativisme. I forhold til polariseringen i diskussionen mellem positivismen og hermeneutikken, eller mellem enten en teoretisk tilgang eller en empirisk tilgang, så plæderer den kritiske realisme for et både-og-perspektiv (Danermark et al.1997:6). Påstanden er, at den opløser disse modsætninger. En stor del af diskussionen kredser omkring begreberne subjektivistisk versus objektivistisk. Fortalere for et subjektivistisk perspektiv kritiserer det objekti- 11

12 vistiske for en mangel på indsigt i, at den sociale verden er konstitueret af handlende individer og kun kan gøres begribelig, hvis man blotlægger handlingernes mening og aktørernes hensigter. Fra objektivistisk side hævdes det modsat, at den subjektivistiske holdning ser bort fra objektive samfundsmæssige strukturers indflydelse (Danermark et al. 1997:13). Flere af nutidens store sociologer så som Habermas, Giddens og Bourdieu har, hver på deres måde, forsøgt at overskride denne modsætning mellem subjektivisme og objektivisme, mikro og makro, individ og samfund, aktør og struktur. Bl.a. Anthony Giddens strukturationsteori er udtryk for et forsøg på at overskride denne modsætning. Den kritiske realisme leverer her sit eget bud på en løsning af disse klassiske dualismer, men herom senere. De svenske sociologer Danermark et al. betegner kritisk realisme som en tredje vej i den videnskabsteoretiske debat mellem på den ene side empirismen/objektivismen og på den anden side relativismen/idealismen. Her tilslutter kritisk realisme sig kritikken af det empiristiske/ objektivistiske videnskabsideal om neutrale empiriske observationer: al viden er begrebsligt formidlet og dermed begrebsafhængig. Men da der findes en virkelighed uafhængig af vor viden om den, må man samtidig hævde, at nok er fakta teoriafhængige, men de er ikke teorideterminerede (Danermark et al. 1997:286f). Colin Robson, forfatter til metodebogen Real World Research (2. udg., 2002) skriver: Realisme tillader en ny integration af, hvad der almindeligvis refereres til som subjektivistiske og objektivistiske tilgange i social teori. De førstnævnte tilgange (fx handlingsteori, fænomenologi, etnometodologi, fortolkende sociologier) understreger, at handling er meningsfuld og intentionel, at det er social adfærd, at meninger er sociale meninger, og at intentionalitet indebærer refleksiv monitorering af adfærd i et socialt miljø. De har imidlertid tendens til at benægte, at samfundet har en objektiv karakter. Objektivistiske tilgange (fx Durkheims og Parssons strukturfunktionalisme) har på den anden side, når de understreger samfundets realitet, 12

13 en tendens til at benægte menneskelige handlingers kausale rolle. (Robson 2002:35). Robson siger videre: Den ny integration hævder, at social struktur på samme tid er det relativt varige produkt, og også mediet for motiveret menneskelig handling. Dette tillader både subjektivistiske og objektivistiske tilgange at sameksistere. Sociale strukturer så som sprog er både reproduceret og transformeret af handling, men de eksisterer også forud for enkeltindivider. De tillader personer at handle meningsfuldt og intentionelt, mens de på samme tid begrænser de måder, hvorpå de kan handle. Mennesker kan godt gifte sig af personlige, psykologiske grunde, men en uintenderet konsekvens af deres handlinger er at reproducere familiestrukturen. (Robson 2002:35) Ontologi og epistemologi Metateorier handler om ontologiske og epistemologiske spørgsmål, og Danermark et al. undersøger forholdet mellem ontologi (teori om den sociale verdens beskaffenhed) og epistemologi (teori om, hvordan kan vi få viden om den). Hvordan er virkeligheden beskaffen, og hvordan er vore muligheder for at nå frem til viden om den? Spørgsmålet om, hvorvidt ontologi eller epistemologi skal gives prioritet, har inden for filosofien været et diskussionsspørgsmål i flere århundreder. I den nyere videnskabsteori, præget af konstruktivisme og diskursteori, har det været epistemologien, der har været udgangspunktet. Den kritiske realisme indebærer imidlertid ifølge dens grundlægger, den engelske filosof Roy Bhaskar et skifte fra epistemologi til ontologi og inden for ontologien et skifte fra hændelser til mekanismer (Danermark et al. 1997:14). Hvad Bhaskar i sit første hovedværk A Realist Theory of Science (1975) ønsker pointere, er, at det grundlæggende videnskabsteoretiske spørgsmål er: Hvordan må virkeligheden være beskaffen, for at videnskab skal kunne findes? (Bhaskar, i Archer et al. 1998a:18). Det er altså ifølge Bhaskar dette ontologiske spørgsmål, som skal være udgangspunktet og ikke - som i den idealistiske, konstruktivistiske tradition - det epistemologiske spørgsmål: Hvordan er viden mulig? 13

14 Skiftet fra hændelser til mekanismer indebærer, at opmærksomheden rettes mod det, som producerer hændelserne og ikke bare hændelserne i sig selv. Virkeligheden antages dermed at bestå af flere domæner. Et udgøres af mekanismer, virkelighedens domæne. Disse mekanismer genererer undertiden en hændelse, hændelsernes domæne. Når de erfares, bliver de et empirisk faktum og udgør det empiriske domæne. Skal vi nå frem til viden om de bagvedliggende kausale mekanismer, må vi rette vores fokus mod disse, og ikke mod de empirisk observerbare hændelser. Herigennem adskiller den kritiske realisme sig fra den såkaldte naive realisme, som mener, at vore sanseindtryk (det empiriske domæne) giver os et pålideligt billede af virkeligheden. (Danermark et al. (1997:14f). Udgangspunktet for kritisk realisme er, at der findes en virkelighed uafhængig af vor viden om den, men også at denne virkelighed ikke er umiddelbart givet og empirisk tilgængelig. Dels omfatter virkeligheden en ikke direkte iagttagelig dimension, hvor de mekanismer, som producerer de hændelser, vi empirisk kan iagttage, findes, dels er vor viden om virkeligheden altid er begrebsligt formidlet, og dermed mere eller mindre sandsynlig. Begrebsdannelse fremstår derfor som en central videnskabelig virksomhed (Danermark et al. (1997:15). Kernen i videnskabelig begrebsdannelse kan ses som abstraktion gennem strukturel analyse (Danermark et al. 1997:15) Hvilke træk er kendetegnende for den kritiske realisme? Den kritiske realisme er en relativt ny videnskabsteoretisk retning, som først er udviklet i 1970 erne og fremefter. Den er primært udviklet i England, og dens grundlæggende fader er som nævnt frem for alt den engelske filosof Roy Bhaskar, men også hans kollega Rom Harré og folk som Mary Hesse, Ted Benton, Russell Keat og John Urry, og senere sociologer som William Outhwaite, Margaret Archer, Derek Layder og Andrew Sayer har bidraget stærkt til positionens udvikling (se fx Baert 2005:87ff). Jeg vil i det følgende forsøge at give en kort karakteristik af den kritiske realismes grundlæggende træk. Jeg bygger her især på Sayer 1992 og 2000, Danermark et al. 14

15 1997, Benton & Craib 2001 og Robson 2002 og vil fremhæve følgende otte grundlæggende karakteristika: Verden eksisterer uafhængigt af vores viden om den (ontologi). Vores viden om verden er teori-ladet og fejlbarlig (epistemologi) Videnskabens transitive og intransitive dimension Samfundsvidenskabens hermeneutiske vilkår Synet på kausalitet og mekanismer Antagelsen om, at virkeligheden er stratificeret Emergens Spørgsmålet om lukkede henholdsvis åbne vilkår Samspillet mellem strukturer og aktører Samfundsvidenskaben må være kritisk 1.4. Realistisk ontologi: Virkelighedens objektive eksistens Medens positivismen primært er optaget af epistemologien, vidensteorien, så er realismen primært optaget af ontologien, teorien om, hvad der eksisterer i verden. (Ted Benton & Ian Craib, 2001: Philosophy of Social Science, s. 10). Realismens filosofiske udgangspunkt er, at der eksisterer en virkelighed uafhængigt af vor viden om den (Sayer 1992:5). Antagelsen af, at der eksisterer en sådan objektiv social verden, er så at sige realismens varemærke. Opfattelsen af, at virkeligheden har en objektiv eksistens - at der findes en virkelighed, som virker uafhængigt af de begreber, forskeren har om den er den kritiske realismes ontologiske og epistemologiske udgangspunkt. Samtidig anerkender kritiske realister, at erkendelsen af denne objektivt eksisterende virkelighed er altid begrebsligt formidlet. Begreber medierer vort forhold til verden. 15

16 Kritiske realister tager således på den ene side afstand fra en naiv objektivisme/realisme (positivisme), som hævder, at alt, hvad der er virkeligt, er empirisk iagttageligt, og de tager på den anden side også afstand fra radikale postmoderne og diskursteoretiske strømninger, som betvivler, at der overhovedet findes en virkelighed uden for sproget og begreberne (Juul 2002:111). Den kritisk realistiske opfattelse står i klar modsætning til postmodernismen og beslægtede positioner, som går ud fra en ontologi, der hævder, at den sociale verden helt og holdent er konstrueret, eller determineret af de begreber, som mennesker bruger om den, altså at verden er begrebsdetermineret, at den sociale verden er konstrueret helt og holdent af os; at den er en ren social konstruktion; at der ikke er noget ekstra-diskursivt område, som ikke kommer til udtryk i diskurs; at den sociale verden er genereret i diskurs (Ackroyd/Fleetwood 2000:8). Kritisk realisme kan ses som et svar på relativismen og det postmodernistiske syn, at en hvilken som helst anskuelse kan være valid, afhængigt af ens perspektiv. Relativismen er problematisk af flere grunde, ikke mindst pga. dens politiske implikationer. Samtidig må det antages, at relativisme vil modvirke kritisk analyse, for som Ruth Groff siger hvorfor skal man prøve at overtale nogen gennem argumentation, hvis alle påstande om verden per definition er lige valide? (Groff 2004:3). Den engelske sociolog William Outhwaite fremhæver, hvad der er det mest afgørende for den videnskabelige realisme: Den realistiske position fastslår, at videnskaben sigter mod at beskrive og forklare virkelige objekter og processer i verden, som eksisterer uafhængigt af vore beskrivelser af dem, men som det måske lykkes os at beskrive rimeligt adækvat. (Outhwaite 1996:18). Outhwaite citerer Bhaskar for formuleringen: Videnskab er det systematiske forsøg på i tanken at udtrykke strukturen og adfærden i de ting, der eksisterer og fungerer uafhængigt af tanken. (Bhaskar citeret efter Outhwaite 1996:18). 16

17 Som Outhwaite er inde på andetsteds, må princippet om, at tingene eksisterer og virker uafhængigt af vore beskrivelser modificeres, når det drejer sig om menneskelige handlinger og sociale strukturer. Her er aktørernes opfattelser ikke eksterne ift. de beskrevne fakta, men udgør i det mindste en del af disse faktas realitet. Fx kan et skænderi mellem to personer ikke beskrives adækvat uden reference til deltagernes opfattelse af situationen. At skændes er med andre ord begrebs-afhængigt. De sociale fænomeners begrebs-afhængighed udelukker imidlertid ikke deres intransitivitet. Den Første Verdenskrig var således, som den var, uafhængigt af, hvad jeg måtte skrive om den i dag (Outhwaite 1987:46). Ifølge Outhwaite har vi brug for en realistisk videnskabsteori, en realistisk filosofi om videnskaberne (inklusive samfundsvidenskaberne) som støtte for observationer af en social verden, der eksisterer relativt uafhængigt af de specifikke beskrivelser, vi giver af den. (Outhwaite 1996:22). Samtidig har vi dog brug for en kritisk hermeneutik, fordi meninger og forståelsen af meninger ikke kan adskilles fra magt- og dominansrelationer og forsøget på at trænge igennem disse. Outhwaite slår derfor til lyd for en sådan model, der trækker på og kombinerer styrken i positioner, som ofte har været betragtet som uforsonlige modsætninger (Outhwaite 1996:22). Han fremfører også nogle argumenter for, at en sådan kombination må opfattes som nødvendig: Nogle sociale strukturer, fx den kapitalistiske verdensøkonomi eller det globale statssystem, vil således til trods for at de er begrebsmæssigt medierede, være relativt immune over for individuelle aktørers redefinitioner, mens andre i vidt omfang synes at bestå af aktørernes individuelle eller kollektive fortolkninger. (Outhwaite 1996:22). Ifølge de danske videnskabsteoretikere Jacobsen, Schnack, Wahlgren og Bo Madsen blev det konstruktivistiske perspektiv første gang tænkt og fremstillet systematisk af den tyske filosof Immanuel Kant: Hos Kant er det almene træk ved den menneskelige bevidsthed, som bærer de strukturer, der konstruerer den virkelighed, vi erfarer (Ja- 17

18 cobsen et al. 1999:154). Som filosoffen Poul Lübcke konstaterer: Hvordan tingen i sig selv er beskaffen, kan vi ( ) ifølge Kant ikke sige noget om. Filosoffen må holde sig til erfaringen, dvs. til tingen, sådan som vi erfarer den. Det, filosoffen skal starte med at undersøge, er mulighedsbetingelserne for overhovedet at erkende noget. (Lübcke 2002:18f). Så restriktiv er det imidlertid ikke nødvendigt at være, dersom man følger den kritiske realismes founding father, Roy Bhaskar. Han skitserer i sin realistiske videnskabsteori tre positioner i videnskabsfilosofien. Den første er den klassiske empirisme, repræsenteret ved Hume og dennes arvtagere. Her har vidensobjektet i sidste instans karakter af atomistiske begivenheder. Den anden position fik sin klassiske formulering i Kants transcendentale idealisme, der, som Bhaskar siger, imidlertid har været modtagelig for opdaterede og dynamiserede variationer. Ifølge denne position er objekterne for den videnskabelige viden modeller, idealer af naturordenen etc. Den naturlige verden bliver en konstruktion af den menneskelige bevidsthed, eller, i dens moderne versioner, af det videnskabelige fællesskab (Bhaskar, i Archer et al.1998a:19). Den tredje position er den, Bhaskar plæderer for, nemlig transcendental realisme. Den betragter vidensobjekterne som de strukturer og mekanismer, der genererer fænomenerne, og viden som produceret i videnskabens sociale aktivitet (Bhaskar 1998:19). Ifølge Bhaskar begår Kant det, Bhaskar kalder den epistemiske fejlslutning, nemlig at reducere væren til vor viden om væren (Bhaskar, i Archer et al. 1998a:28). Bhaskar sætter et afgørende skel mellem ontologi og epistemologi. Når han blandt forskellige typer af realisme plæderer for en transcendental realisme, opponerer han mod andre typer af realisme. Den transcendentale realisme definerer Bhaskar som modsætning til empirisk realisme, idet den defineres som den tese, at de objekter og relationer, som der opnås viden om i videnskabens sociale aktivite- 18

19 ter, både eksisterer og virker uafhængigt af mennesker (og derfor af menneskers sanseerfaringer) (Bhaskar 1989:197). Bhaskar argumenterer for en metafysisk realisme, som består i en udarbejdelse af, hvordan verden må være beskaffen forud for enhver videnskabelig undersøgelse af den (Bhaskar 1989:12). Inden for filosofien beror en sådan realisme på muligheden af en ontologi som noget, der er forskelligt fra epistemologi: For realisme er ikke en teori om viden eller om sandhed, men om væren (selv om den som sådan selvfølgelig har epistemologiske implikationer). I overensstemmelse dermed vil en realistisk position i videnskabsfilosofien være en teori om det værendes natur, ikke viden, om de objekter, der undersøges af videnskaben ( ) (Bhaskar 1989:13). Bhaskar præciserer yderligere relationen mellem epistemologi og ontologi: Nu er det klart, at enhver teori om viden om objekter rummer en eller anden teori om vidensobjekterne; at enhver teori om videnskabelig viden logisk må forudsætte en teori om, hvordan verden er beskaffen, for at viden kan være mulig, under de beskrivelser, der bliver givet af den i teorien. (Bhaskar 1989:13). Dette skel mellem væren og viden om væren, mellem ontologi og epistemologi, går igen i Bhaskars sondring mellem videnskabens intransitive og videnskabens transitive dimension Realistisk epistemologi: Fallibilistisk realisme Et andet centralt træk ved realismen er ifølge den engelske sociolog Andrew Sayer opfattelsen af videns fejlbarlighed: Vores viden om denne verden er fallibel (fejlbarlig) og teori-ladet. Begreber som sandt og falsk er ikke i stand til at give et sammenhængende syn på relationen mellem kundskaben og dens objekt. Ikke desto mindre er viden ikke immun over for empirisk check, og dens effektivitet i at oplyse og succesrigt forklare materiel praksis er ikke rent tilfældig (Sayer 1992:5, jfr. også Sayer 2000:2). Om vidensproduktionen fremhæver Sayer endvidere, at Viden udvikler sig hverken helt kontinuerligt, ligesom den stadige akkumulation af kendsgerninger inden 19

20 for en stabil begrebsramme, eller helt diskontinuerligt, gennem simultane og universelle forandringer i begreber. (Sayer 1992:5). Men selv om viden er fejlbarlig, er det ikke desto mindre muligt at udvikle pålidelig viden og opnår fremskridt i viden (Sayer 2000:30). Der er ifølge Robson intet grundlag for videnskab, som ikke kan problematiseres, ingen facts som står hinsides disputs. Viden er et socialt og historisk produkt. Fakta er teori-ladede (Robson 2002). Som frem for alt Thomas Kuhn har påpeget, findes der ikke nogen teori-fri observation. Alle observationer er ifølge Kuhn teori-ladede på adskillige måder. Frem for alt er det teori eller det anlagte perspektiv -, der determinerer, hvad v kommer til at observere. Teori påvirker også observationer ved at diktere, hvordan observerede fænomener bliver defineret og dermed målt. Endvidere er teorier teori-ladede på den måde, at det observatører iagttager, er påvirket af, hvad de forventer at se (Anastas 1999:15f). Kuhn drager den drastiske konsekvens heraf, at videnskab ikke længere kan betragtes som et organiseret sæt af sandheder, der beskriver og forklarer virkeligheden. I modsætning hertil søger realismen at inkorporere kritikken af den logiske positivisme uden at opgive begrebet om en virkelighed, vi kan opnå viden om (Anastas 1999:16f, Ackroyd 2004:160f). Sayer betoner fortolkningens begrebsafhængighed: Sociale fænomener så som handlinger, tekster og institutioner er begrebsafhængige. Vi skal derfor ikke blot forklare deres produktion og materielle effekter, men forstå, læse og fortolke, hvad de betyder. Selv om de må fortolkes ved at starte fra en forskers egen meningsramme, eksisterer de i det hele taget uanset forskerens fortolkninger af dem. (Sayer 1992:6). En kvalificeret version af opfattelsen af en objektivt eksisterende virkelighed passer derfor ifølge Sayer stadig på den sociale verden. I de syn, som Sayer giver udtryk for, har metoderne i samfundsvidenskab og naturvidenskab både forskelle og ligheder. Det forhold, at sociale fænomener i høj grad er begrebsafhængige betyder imidlertid ikke, at de også er begrebsdeterminerede (Sayer 2000:32-35; jfr. også Wad 2000b:59). 20