Prædiken til skærtorsdag, Matt. 26, tekstrække.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Torsdag d. 28. marts 2013 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til skærtorsdag, Matt. 26, tekstrække. Salmer. DDS 458 Zion, pris din saliggører. DDS 294 Talsmand, som på jorderige. DDS 179 Herren god, som uden grænser DDS 456 Vor Herre Jesus i den nat. Altergang: DDS 178 Han står på randen af sin grav. DDS 208 Skriv dig, Jesus, på mit hjerte. Tekstlæsninger. 1. mos. 1,1-4; Ef. 2,4-14; Matt. 17,13-38.

2 2 Prædiken. Da Barack Obama blev valgt som amerikansk præsident i 2008, var der ingen ende på jubelen. Her var en mand, der ville det amerikanske folk det bedste. Nu gik USA - og såmænd også resten af verden - en ny og bedre tid i møde. Jubelen blev ikke mindre af præsidentens talentfulde og letforståelige retorik. Yes we can Ja, vi kan blev hans positive gennembrudscitat. Det var et budskab, man glad lappede i sig ved finanskrisens begyndelse. Den mest rabiate del af oppositionen forsøgte at dæmme op for præsidentens popularitet ved at komme med forskellige fantasifulde påstande; blandt andet den om, at Obama holdt skjult for offentligheden, at han i virkeligheden var muslim. Sejren var dog ikke til at tage fejl af. Dette gav blandt andet præsidenten mulighed for at indføre den omdiskuterede sundhedsreform, der indeholdt en sygesikring for alle amerikanske borgere. Også en række andre tiltag fik han gennemført. Men den paradisiske tilstand, som folk havde forestillet sig, at han ville skabe, udeblev. Da Obama genopstillede sidste år, var sejren derfor noget mere behersket. Ligeledes er præsidentens handlemuligheder langt mere begrænsede i den nuværende periode. Det skær af helgen, der var over ham i 2008, er faldet til jorden. Nu er han en politiker som alle andre. En dygtig politiker, men stadig blot en politiker. Det er slet ikke så skidt, for intet menneske er perfekt, og det skal særligt de mest magtfulde mennesker holde sig for øje. Gør de ikke det, risikerer de at lade deres indbildte fuldkommenhed smitte af på deres magtudøvelse, så de i egne øjne bliver magtfuldkomne, almægtige og ufejlbarlige. En person, der er ufejlbarlig, er paven i hvert fald i princippet. Det blev officielt besluttet ved det første vatikankoncil i Den daværende pave Pius d. 9. fik gennemført en bestemmelse om, at pavetitlen sikrede dens indehaver uindskrænket magt. Paven er altså ikke underlagt nogen højere menneskelig myndighed. Kun Gud

3 3 står over ham. Denne holdning er siden blevet problematiseret så meget, at den udbredte opfattelse nu er, at paven kun er ufejlbarlig, når han udtrykkeligt taler i sin egenskab af den højeste jordiske læremester. Selvom dette ikke sker særlig ofte, kan paven altså påberåbe sig ufejlbarlighed. Det er en farlig ret at sidde inde med. I de forløbne uger har der været en hel del opmærksomhed på den katolske kirke i forbindelse med det nyligt afholdte pavevalg. Den ny pave, der har taget navn efter den ydmyge Frans af Assisi, holdt i sidste uge en indsættelsestale. 1 I et svulstigt sprog talte han om Josef som beskytteren. Han stillede det retoriske spørgsmål: Hvordan udøver Josef sin rolle som beskytter? og svarede selv: Diskret, ydmygt og stilfærdigt. Dette svar er næsten givet på forhånd, for evangelierne siger kun meget lidt om Josef. Beskrivelsen af ham kan altså kun blive diskret, ydmyg og stilfærdig. Josef er helt klart en biperson. Men pave Frans mente, at den stakkels Josef skulle have lidt mere opmærksomhed, så han fortsatte med at fastslå, at Josef er præget af et usvigeligt nærvær og fuldstændig trofasthed, selv når han finder det svært at begribe. Fra hans trolovelse med Maria, til de finder den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem, er han til hver en tid til stede med kærlig omsorg. Hvordan kan paven vide det? Faktisk oplyser evangelisten Matthæus noget helt andet. Han skriver nemlig, at Josef besluttede sig for at skille sig af med Maria, da han opdagede, at hun var blevet gravid. 2 Josef vidste jo, at han ikke selv var far til barnet. Han ville så hurtigt og diskret som muligt lægge afstand til skandalen. Men lad os tilgive hans hellighed i Rom, at han ikke kan huske, hvad der står i Bibelen. Det kan jo ske for enhver. Det ændrer dog ikke ved den kendsgerning, at paven digter videre på den bibelske fortælling. Han beskriver Josef som en særlig beredvillig mand, der trofast påtager sig rollen som plejefar. Det er for så vidt helt i orden, for det kan være svært at sige noget om de bibelske beretninger, hvis man ikke giver sig selv lov til at fortolke. Men fortolkningen kunne også være gået i en anden 1 Kristeligt Dagblad, d. 20. marts 2013, s Matt. 1,19.

4 4 retning. Man kunne for eksempel forestille sig, at Josef da han og Maria har brugt tre nervepirrende dage på at lede efter den 12-årige Jesus og langt om længe finder ham i intellektuel samtale med de skriftlærde at Josef kun lige er nået ud af templet, inden han smækker den uopdragne knægt en flad. En sådan afstraffelse udtrykker Josefs bitterhed over, at Jesus ikke orienterede sine forældre om, hvor han var. Josef har været hunderæd for, at Jesus var kommet alvorligt til skade; måske endda var død. Nu hvor han kan konstatere, at det ikke er tilfældet, reagerer han. Hans frustrationer får afløb i slaget, der rammer den dreng, han elsker, men som netop derfor har gjort ham frygtelig bange ved bare at forsvinde. Selvom det er forkert at slå sine børn, gør slaget ikke Josef ond, men menneskelig. Han reagerer på en stærkt følelsesmæssig prøvelse og afslører, at han ikke er ufejlbarlig. Om Josef virkelig stak Jesus en lussing eller ej, ved vi intet som helst om; men billedet af ham som værende i sine følelsers vold er mere troværdigt end pave Frans forestilling om ham som konstant afbalanceret og blid, for sådan er der ingen, der er. Ganske vist er det den nye paves ønske netop at være afbalanceret og blid, sådan som Frans af Assisi var det. Men selv pavens ydmyge navnebror havde sine meningers mod og tog sine kampe; først med sin far, der ville have ham til at overtage familiefirmaet, og dernæst med de kirkelige ledere, der ville bestemme over den munkeorden, han havde stiftet. Frans af Assisi var ikke en blid nikkedukke. Det har Josef næppe heller været. Helt sikkert er det, at pave Frans ikke er det. Var det tilfældet, var han nemlig aldrig kommet i betragtning som pave og var det sket alligevel, havde han takket nej. Selvom han vist har valgt at leve ydmygt og for eksempel selv lave sin mad, er han dog et magtmenneske og al respekt for det. Man skal have mod på magt, hvis man skal lede andre mennesker, og paven har 1,18 milliarder katolikker at være forbillede for. Men magten skal forvaltes ordentligt. Det påpegede paven også selv i sin tale, hvor han sagde: Tragisk nok har alle historiske

5 5 perioder deres kong Herodes er, som skaber død og ødelæggelse og skæmmer mænds og kvinders åsyn. 3 Han har jo fuldstændig ret, paven. Hver tid har sine diktatorer, sine ondskabens håndlangere. Det er bare mærkeligt at høre fra en mand, hvis organisation i bund og grund tillægger ham muligheden for at tale ufejlbarligt; altså tillægger ham evnen og retten til at tale på Guds vegne. Gør han krav på denne ret, kan han lynhurtigt skabe splid og ulykke; for når mennesker spiller Gud, går det altid galt. Det gør det også for paven, der om han og den katolske kirke vil være ved det eller ej blot er et fejlbarligt menneske som alle os andre. Det burde paven, der jo påstås af være disciplen Peters efterfølger, være den første til at vide, for det er blandt andet, hvad der afsløres i dagens evangelietekst. Det er vel ikke mig, Herre?. Sådan siger disciplene, og det er egentlig et ganske bemærkelsesværdigt spørgsmål. Jesus har lige konstateret, at en af dem vil forråde ham. En fra hans absolutte inderkreds; en af dem, der har fulgtes med ham de sidste tre års tid; en af dem, der har været vidne til hans underfulde helbredelser, dødeopvækkelser og andre mirakler en af dem vil angive ham; overgive ham til fjenderne, som i lang tid har planlagt, hvordan de kan slippe af med ham. Vi har en tendens til at overse dette spørgsmål: Det er vel ikke mig, Herre?. Vi ved jo, at det var Judas, der forrådte ham. Han er blevet Det Nye Testamentes superskurk. Men hørte vi evangelieteksten for første gang, ville vi ikke ane, hvem skurken var. Nu ved vi, at det var botleren, der gjorde det, og er derfor ligeglade med de andre mistænkte. Det særprægede ved spørgsmålet - Det er vel ikke mig, Herre? er imidlertid, at disciplene ikke blot er uvidende om, hvem skurken er, men tilmed frygter, at det kan 3 Kristeligt Dagblad, d. 20. marts 2013, s. 11.

6 6 være dem selv, der vil begå udåden. Dér sidder de 12 nære venner og Jesus omkring et bord, og én for én spørger de ham: Er det mig?. Dette spørgsmål afslører, at de er sig pinligt bevidst om deres egen ufuldkommenhed. De ved, at de kan fejle. De ved, at de er efterkommere af Adam, der spiste af den forbudte frugt. De ved alle, at fejltrinnet ligger som en latent risiko i deres liv. Der er ingen oplysning om, at nogen af dem ikke spurgte. Selv Jesu favoritter blandt disciplene turde altså ikke tro på deres egen fuldkommenhed. Det turde Jakob ikke. Det turde hans bror Johannes heller ikke; han, som ellers gik for at være Jesu bedste ven. Det turde end ikke Peter, hvis efterfølgere - ifølge den katolske kirke - sidder på pavestolen og kan tale ufejlbarligt på Guds vegne! Netop dette spørgsmål - Det er vel ikke mig, Herre? er det, der giver nadveren mening, for i nadveren får vi at vide, at vi er elsket af Gud, selvom vi ikke er perfekte. Vi får at vide, at det var for hver enkelt af de disciple, der nervøst spurgte, om det var dem, der ville forråde ham, at Jesus gik i døden dagen efter. Det var selv for superskurken Judas, at Jesus lod sig henrette, og det var for os for dig og mig der med god grund også kan sætte spørgsmålstegn ved vores egen retfærdighed, sådan som disciplene gjorde det. Det var for os fejlbehæftede, syndige og uperfekte mennesker, at Jesus lod sig tage til fange, piske og korsfæste. Det var for os fra lav til høj, fra den hjemløse til præsidenten, fra tiggeren til paven at han ofrede sig. Dette får vi bekræftet, når vi ved alterbordet får del i Jesus, idet vi spiser brødet, som han kaldte for sit legeme, og drikker vinen, som han kaldte for sit blod. Amen.