Vi er her ikke. Vagn Remme B.Ø.K. en landsbyroman

Transkript

1 Vi er her ikke en landsbyroman Vagn Remme B.Ø.K.

2 Landsbyens grænse går ved byskiltet, og hvad der sker uden for Landsbyen, bliver uden for Landsbyen. 5

3 De er sjældne de dage, hvor hun kan se Landsbyen som et fatamorgana på himlen, men når det sker, fæstner hendes blik sig hvileløst på Landsbyen for alene at se dette og lede efter sig selv, i dette. 6

4 Barnet gentager, hvad de siger, barnet gør de samme bevægelser, som de gør, barnet tænker de samme tanker, så vidt barnet har fået fortalt om den slags tanker før. Om aftenen, når barnet sover, siger de de ting til hinanden, som barnet har sagt i løbet af dagen, og så smiler de til hinanden, som barnet smiler til dem. 7

5 Han laver popcorn hver aften. Han kan godt lide at lave popcorn hver aften. Han laver dem, så han kan høre lyden, hver gang et korn sprænger, pop pop pop. Det eneste, der virkelig ærgrer ham, er den forskel, der er i lyden fra popcornene begynder at poppe, så at sige frie og uforstyrrede, og til de sidste indestængte små, undselige pop. Han har flere gange forsøgt at poppe popcorn uden låg, men det giver andre forstyrrelser i lydbilledet, som han ikke kan holde ud, og derfor nøjes han med at lette en smule på låget mod slutningen af seancen. 8

6 Hun har gjort det tres gange, og endda tres gange i træk, uden hun helt ved, hvad det vil sige at gøre det så mange gange i træk, og så alligevel at holde tungen lige i munden på den måde, uden at miste grebet, uden at falde sammen, og selvom det falder sammen i hende, fordi livet er at falde sammen, så rejser hun sig, sikkert som en sten, op og i gang, nu for enogtresindstyvende gang, ses hun som en plov gennem landskabet og ham efter hende med sædekornet, og hende efter ham med lugejernet, fordi sådan skal det være. 9

7 Landsbyen er suveræn over for sine beboere. Der er tale om en fuldkommen suverænitet, som beboerne må acceptere ellers... faktisk er der ingen der ved, hvad der præcist sker med de beboere, der enten ikke kan, eller vil indse, eller slet og ret ikke opdager, at Landsbyen er suveræn, de har en tendens til at forsvinde, ikke bare for Landsbyen, men også for de beboere som har accepteret Landsbyen, selvom hverken Landsbyen eller beboerne konkret kan give udtryk for, hvad det er, der skal accepteres ud over, Landsbyen. 10

8 Han tænker ofte på, hvad hverdagen er, han har ikke de store forventninger, hverdagen er jo ret meget af det samme, synes han, gentagelser, som når nabodamen opdrager sit barn ude i haven, igen og igen, og så rokker han i sin stol, som egentlig ikke kan rokke, fordi det ikke er en gyngestol, og det er i den bevægelse, han alligevel laver, at der sker et eller andet, måske er der noget, som går i opløsning, en vag duft, en særlig vind, eller en dør der smækker, og barnet der står alene ude i naboens have, og ham der bevæger sig i stolen. 11

9 Hendes hjerte slår, det slår igen, og igen. Barnet går rundt om køkkenøen, det tæller sine omgange, men kan ikke tælle til mere end tre, en to tre, en to tre, en to tre. Hun prøver at tælle, hvor mange hjerteslag, det tager barnet at gå rundt om køkkenøen, en to tre, en to tre, en to tre, og så stopper barnet, stopper og går helt i stå. Hun mærker efter, mærker efter igen, og mærker så en sidste gang. 12

10 Hun går op ad trappen, tretten trin, så går hun ned ad trappen, så går hun op igen, men hun vender aldrig om midt på trappen, det er bevægelsen, der er vigtig, at det kan lade sig gøre at gå op eller ned ad trapper, at hun både er i rummet nedenunder og ovenover, for hende er det en måde at sige noget på, noget der ikke kan siges, at hun både er hjemme og ude af sig selv på samme tid. 13

11 Typisk, kunne han sige i mange situationer, både ironisk, lattermildt, brokkende, men det var først, da hun begyndte at bruge det samme ord, typisk, at han mærkede, hvordan ordet føltes på sin egen krop, og det kom bag på ham, at hun brugte det i mange forskellige situationer, både ironisk, lattermildt, brokkende, og at det ord på en eller anden måde altid var rettet mod ham. Det irriterede ham, fordi hun tog noget, der var hans og gjorde det til sit eget, og det ikke svarede til den, han var. Sådan byttede de mange ord og sætninger med hinanden, uden at de nogensinde talte om det; og da de gik fra hinanden, kunne han ikke sige, om han var gået fra hende, eller om han bare var gået fra sig selv. 14

12 Hun kalder det aldrig for rastløshed, eller det gjorde hun i noget tid, men til sidst gav det ikke mening for hende at kalde det det, rastløshed er i følge ordbogen en tilstand, hvor man hverken kan slappe af eller koncentrere sig om noget, og for så vidt var det sandt nok, hun stod midt mellem alle de praktiske ting og kunne ikke finde rundt i dem. En dag tænkte hun, at det der måske gjorde hende rastløs, var en følelse af noget, hun ikke kunne gøre til sprog, og at det var derfor kroppen blev uregerlig. Hun antog dette for at være sandt, og så åbnede der sig en ny verden for hende. Hun kaldte den ikke noget, men nød blot følelsen af at være et sted, hvor intet sprog kunne nå hende. 15