Mundtlig beretning Den Grønne Gruppe 2013 af formand Arne Grevsen [Indledning] [Hverdagens bøvl]

Transkript

1 Mundtlig beretning Den Grønne Gruppe 2013 af formand Arne Grevsen I ved det måske ikke. Men i sommer havde vi en Vejlegårdssag i Den Grønne Gruppe. Eller vi havde noget, der kunne være blevet til en vejlegårdssag. Denne gang handlede det ikke stegt flæsk og persillesovs men om ærter. I sommer, mens de fleste holdt ferie, troede TV2 og nogle andre medier, at der var en ny vejlegårdssag på vej. De havde nemlig hørt om en ærteavler på Fyn, der havde hisset sig op, fordi 3F skældte ham ud for at misbruge sine portugisiske og rumænske ærteplukkere. Derfor var TV2 på pletten og klar til at filme, da ærteavleren sendte over 100 ærteplukkere hen for at demonstrere foran 3F huset i Nyborg. Plukkernes rumænske talskvinde sagde, at 3F skulle blande sig uden om, og ikke ødelægge deres arbejdsplads. Hun forsikrede at de var glade for både deres arbejde og deres løn. Se det lignede jo en rigtig dårlig sag for 3F. Heldigvis var vi forberedt. Vi havde lavet et beredskab. Alle plukkerne blev inviteret inden for til kaffe og en afvæbnende snak. Samtidig gik vi ud og fortalte pressen, hvordan flere af plukkerne fra Portugal havde arbejdet sig i gæld til ærteavleren. Og hvordan de var blevet tvunget til at tage med til Danmark og arbejde for at kunne betale af på deres gæld. Ærteavleren, som i øvrigt hedder Peter Skov Johansen, bakkede hurtigt ud. Og sådan døde sommerens grønne vejlegårdssag, før den rigtigt var kommet i gang. Fordi vi var forberedte, og fordi vi reagerede med det samme. Det er en vigtig erfaring, som vi skal huske og tage med os, så vi også fremover kan komme de dårlige sager i forkøbet. [Indledning] Det her er min 3. beretning som gruppeformand. For dem af jer som endnu ikke har vænnet sig til formen, vil jeg lige repetere: I skulle meget gerne have fået en skriftlig beretning tilsendt. Den er I velkommen til at referere til i debatten senere. I min mundtlige del forsøger jeg at give jer lyst og energi til de næste mange år. Ikke mindst de næste 3 år. Jeg vil jo gerne fortælle en lang historie om, hvordan vi vandrer sejrrigt fra milepæl til milepæl. Hvor dygtige vi er, og at fremtiden er lys og god. Og lad mig slå fast: Fremtiden er lys og god. Hvis I vil. Hvis vi vil. Men det kræver, at vi tager livtag med to udfordringer, som vi står overfor: Organisering og social dumping. Det er vores største udfordringer lige nu, og det er dem, jeg vil sætte fokus på i min beretning. [Hverdagens bøvl] Men først vil jeg snakke om bøvl. Der er mange ting i vores hverdag, som kan beskrives som bøvl. Bøvl det er, når Arla absolut vil have, at 2 tillidsmænd skal trække sig fra bestyrelsen. Det var bestemt ikke et kønt syn, og det var tæt på at ødelægge vores 2 medlemmer måske endda tæt på psykisk chikane og mobning fra ledelsens side. 1

2 Bøvl det er, når en anlægsgartner sælger sin virksomhed med mand og mus, så medarbejderne fremover må se på deres arbejdstøj for at huske, hvem de nu arbejder for, og for at finde ud af, hvornår deres vilkår bliver forringet. Bøvl det er, når erhvervsskolerne nu vil være mere internationale. Og det viser sig, at det i virkeligheden betyder, at de bruger statslige midler på at tage til Bulgarien for at rekruttere arbejdskraft. Den arbejdskraft kalder skolerne gartnerassistentlærlinge. Men formålet med at hente dem til landet er ikke uddannelse, men flere penge til skolerne og billig arbejdskraft til gartnere og bønder. Bøvl det er, når jordbærkrigen igen, igen starter med at beskæftigelsesministeren føler sig kaldet til at påstå, at jordbærplukning er ordinært arbejde. Og at de ledige så sandelig ikke må føle sig for fine til at plukke jordbær. Vi ved alle, at man aldrig har plukket jordbær som almindeligt lønarbejde, og at jordbæravlerne ikke kunne drømme om at ansætte voksne danskere i deres jordbærmarker. Bøvl det er, når Landbrug og Fødevarer vil lave en fælles udtalelse med os om vækst og beskæftigelse og så pludselig trækker i land, fordi jeg insisterer på, at den skal bygge på danske vilkår. Udtalelsen skulle vist have heddet Fælles Fokus Fremadrettet. Men hvis vi skal lave en fælles udtalelse, må de imødekomme os med mere end en titel med 3 F er i. Bøvl det er, når alle arbejdsgivere skal have os med på at forbedre rammevilkårene. For vi ved jo godt, at bedre rammevilkår oversat betyder færre penge i statskassen til uddannelse af vores børn og færre penge til når vi bliver arbejdsløse. Samtidig med at virksomhederne f.eks. kan svine mere. Alt det her bøvl kunne vi godt leve uden. Det ville sikkert være rart, ikke at skulle tage helt så mange kampe. Men i virkeligheden er alt det, vi bøvler med til hverdag, det fornemmeste argument for, at fagbevægelsen forsat skal være der. For det viser jo, at der er brug for os. At vi i den grad stadig har en berettigelse. At vores eksistens er altafgørende for vores medlemmer - og for mange af dem, der ikke er medlemmer endnu. [Vi har ikke fået fortalt, hvad vi kan] Men når nu det er sådan, hvorfor falder medlemstallet så? Måske er det fordi, vi ikke har været gode nok til at fortælle, hvad det er, vi går og laver. Måske har vi været for dårlige til at forklare, at vi i fællesskab sikrer at de danske lønmodtageres rammevilkår er i orden. Og at de bliver forbedret der, hvor det er nødvendigt: For eksempel i forhold til barselsregler, pension, og seniorordninger. Måske har vi ikke fået fortalt, at det er os, der er garant for, at vi ikke kun tænker på den enkelte arbejdsgivernes behov, når vi skaber erhvervsuddannelser. At vi tænker i helheder og i uddannelse, der kan bruges mere bredt end hos den enkelte arbejdsgiver. At vi er med til at skabe erhvervsuddannelser, der sikrer lærlingene beskæftigelse i en branche - ikke kun hos en bestemt arbejdsgiver. At vores arbejde i uddannelsesudvalgene er med til at skabe uddannelser, der er til gavn for både lærlinge og arbejdsgivere: Lærlingene får en mere helstøbt uddannelse. Arbejdsgiverne får bedre medarbejdere. 2

3 Det skaber værdi for både lærlinge og arbejdsgivere. Og i sidste ende skaber det værdi for samfundet. Måske har vi ikke fået fortalt, at kompetencefondene var vores og ikke arbejdsgivernes ide. De kompetencefonde som i dag er vores ufaglærtes bedste billet til mere varig beskæftigelse, de havde ikke eksisteret uden os. Og muligheden for at sadle om fra en hensygnende branche til en branche med bedre chancer, havde ikke eksisteret uden os. Det var kun, fordi vi stod stejlt på, at vi ville have kompetencefonde, at vi har dem i dag. Vi skal stadig masere godt og grundigt for at det kommer til at virke, men jeg tror fortsat på, at det er den rigtige vej. Måske har vi ikke fortalt at uden os, var der helt sikkert ikke en løn på 130 kr. for en ufaglært i jordbrugserhvervene. Måske har vi glemt at fortælle, at barnets første sygedag ikke er en lovfastsat ret, men noget, der skal sikres gennem overenskomster. Og måske har vi ikke fortalt, at der i mange af vores overenskomster ikke er en begrænsning på, hvor mange gange man kan have barnets første sygedag. Jeg tror, at vi har haft for travlt med at tage os af bøvlet i hverdagen til at prale lidt af, hvad vi faktisk går og laver. Og det er en skam. For hvis vi var bedre til at fortælle om vores vigtige arbejde, så kunne vi måske komme den vildfarelse til livs, at lønmodtagernes vilkår kan sikres for 50 kr. om måneden. [Myterne] Organisering og medlemshvervning det er ikke et nyt tema. Vi har snakket om det i mange år. Men nu har vi altså valgt at tage det op igen. Fordi det er vigtigt. Jeg vil ikke bruge lang tid på at beskrive problemet - det kender I lige så godt som jeg gør. Lad os hellere stille skarpt på, hvad årsagerne er til, at vi ikke har flere medlemmer ude på arbejdspladserne. Det er første skridt til at forbedre situationen. Først og fremmest må vi gøre op med nogle myter. Ting som vi bliver ved med at sige til hinanden som undskyldning for, at vi har svært ved at løse den udfordring vi står overfor. Og lad os være ærlige: Det er en svær opgave at vende udviklingen. Men hvis vi giver op på forhånd, bliver det i hvert fald aldrig bedre. 1. myte: I min afdeling gør vi det allerede, og vi er skide gode til det Det er rigtigt, at alle afdelinger gør noget. Problemet er bare, at det ikke er nok. Vi gør det for lidt, og resultatet er at medlemstallet falder. Det kan vi jo se. Så det er ikke nok, at vi bare forsætter, som vi gør nu. Der skal mere til. 2. myte: Vi skal bare ud af kontorerne og ud på arbejdspladserne Det er rigtigt, at det er en god ide at tage ud på arbejdspladserne og tale med de ansatte der. Men det er ikke nok at være aktiv - vi skal være aktiv på den rigtige måde. Det hjælper ikke, hvis vi besøger de samme arbejdspladser år efter år. Hvis vi kun tager ud til de store arbejdspladser med tillidsmænd. Vi skal have øjnene op for alle de nye arbejdspladser og de steder, vi ikke har været. 3

4 Vi skal opsøge dyrepassere, anlægsgartnere og medarbejdere på foderstoffabrikker, hvor der ikke er nogen, der er organiseret. Vi skal ikke gå af nedtrampede stier, men trampe nogle nye. Det er ikke altid lige sjovt i starten. Men det er nødvendigt, og tro mig: Det bliver sjovt. 3. myte: Hvis bare forbundet ikke hele tiden forstyrrer os, så fik vi tid til det Det er rigtigt, at forbundet forstyrrer. Sådan skal det jo i virkeligheden også være. Og det nytter ikke at bruge energi på at være frustreret over det. Til gengæld vil jeg gøre mit for at forbundet også stiller skarpt på organisering. Det er vores førsteprioritet, og det skal selvfølgelig ikke kun gælde i afdelingerne men også i forbundet. Jeg vil sige det i daglig ledelse, og jeg vil også huske hovedbestyrelsen på, at vi skal holde fokus på vores kerneopgaver. 4. myte: Det var meget lettere i gamle dage, da var alle organiseret Det har altid været bedre i gamle dage, selv i gamle dage. Det var selvfølgelig lidt lettere den overgang vi havde eksklusivbestemmelser. Men let har det nu aldrig været. Det, at skaffe flere medlemmer, og flere og bedre overenskomster, har aldrig været nogen nem opgave. Det er rigtigt, at vi før i tiden ikke havde så markante gule organisationer, og at fællesskabet vejede tungere end det individuelle. Men det var først i 90 erne at LO-familiens medlemstal toppede. Der var langt færre medlemmer i 60 erne og 70 erne. Da jeg startede i Gartnernes Fagforening i Odense i 86 og frem til midten af 90 erne, der gik vi fra 1700 medlemmer til 2700 medlemmer. Men det, man somme tider glemmer, er, at grunden til vores fremgang var, at forholdene var anderledes. Dengang havde vi eksklusivaftaler på det største af vores områder, så vi bare kunne gå ud med den som hammer og hverve nye medlemmer. Og dengang havde vi et dagpengesystem, hvor det offentlige sørgede for at man blev medlem af en fagforening og en A-kasse. Sådan er det ikke længere. Og det nye er, at der er konkurrence. Vores opgave er at blive dygtigere til at argumentere for fællesskab, den danske model og vores særlige styrke. Kampagnen Jeg er OK. Er du OK? er et glimrende eksempel på det, men vi skal videre. 5. myte: I gamle dage sørgede tillidsmanden for at alle var organiseret, det gør han ikke mere. Ja, nu ville jeg jo gerne aflive den her myte, som jeg har gjort med de andre. Jeg ville gerne sige, at selvfølgelig arbejder tillidsmændene for, at alle er organiseret. Men den her myte, den er ikke en myte. Sådan er det. Og det er det, der er problemet. Det er et problem, at alt for mange af vores tillidsmænd ikke ser det som deres opgave at få deres kolleger til at melde sig ind. Det kan godt være, at det er blevet sværere end dengang med eksklusivbestemmelserne. Men den forklaring kan vi ikke blive ved med at bruge som undskyldning for ikke at forsøge. 4

5 Vi er nødt til at forsøge at tage dialogen. Det er ikke nogen nem opgave, det ved jeg. Og fra forbundets side vil vi gerne bakke op om tillidsmændene og hjælpe med råd, vejledning og undervisning, sådan som vi har besluttet det på hovedkongressen med organiseringsindsatsen.. hvis vi for alvor skal ændre noget, må tillidsmændene også påtage sig opgaven. [Opsamling på organisering] Nu vil jeg ikke snakke mere om myter. For myterne er nogen, vi skal lægge bag os. Det er første skridt i den rigtige retning. Og så skal vi huske vores faglighed. Når vi tager ud på arbejdspladserne skal vi fortælle om bøvlet. Vi skal fortælle, hvad Den Grønne Gruppe laver. Men vi skal ikke kun snakke om barselsregler, pension, og seniorordninger. Vi skal også have fokus på fagligheden. Når vi besøger et mejeri skal vi sætte os ind i mejeriarbejdernes tankegang. Det var det, der var tankegangen med Den Grønne Kuffert. Anlægsgartneren skal kunne spejle sig i en anden anlægsgartner. Dyrepasseren skal mærke at hans fag er i centrum, når han snakker med de lokale fagforeningsrepræsentant. Jeg vender tilbage til Den Grønne Kuffert senere. Og til, hvordan jeg mener, vi skal komme videre. Men først vil jeg tage fat i anden store udfordring vi står overfor. Nemlig udfordringen med at fastholde ordentlige løn- og arbejdsvilkår i en tid, hvor mange arbejdsgivere henter arbejdskraft i østeuropa. [Problemet med billig arbejdskraft udefra] Jer, der var her ved sidste kongres, husker måske, at jeg i min beretning snakkede om at proletariatet på landet var vendt tilbage. De hed bare nu - Stanislav, Roman og Katja og var vikarer. Dengang for 3 år siden var de vikarer. I husker nok også vores agurkegartnere fra Maling; - Kai, Eigild og Lone. De havde været ansat gennem mange år, og nu stod de pludselig foran porten og protesterede over, at deres arbejdsgiver havde hyret billige litauiske vikarer. Siden dengang er det kun blevet værre. Problemet er vokset. [Eksempler på problemet] Og vi har ikke ligget på den lade side. Jeg kunne nævne en lang liste af faglige sager, hvor vi har hevet adskillige kroner op af arbejdsgivernes lomme. Fordi de snyder og bedrager. Fordi de ikke overholder aftaler. Ikke overholder overenskomster. Ikke overholder helt grundlæggende anstændighedsprincipper. Lad mig lige støve hukommelsen lidt af: Vi har kørt en sag mod en jordbæravler på Sjælland, der importerer 200 jordbærplukkere fra Polen og så alligevel ikke kan tilbyde dem arbejde i mere end et par timer om dagen. Han betaler fortsat af på sin gæld på 1,3 mio. kr. Vi har også haft fat i tomatkongen over dem alle. 5

6 Ham der ikke engang kan huske, hvem han har indgået aftaler med om at få plukket sine tomater. Sammen med sin samarbejdspartner har han betalt mere end 2 mio. kr., fordi han heller ikke kunne huske, hvad der stod i overenskomsten. Men det har tilsyneladende ikke hjulpet på hans hukommelse. For hver gang han udtaler sig til pressen, mener han, at det er os, den er gal med. Og nu vil han til Sverige og gentage succesen - altså den med at omgå overenskomsten. Og så er der den helt aktuelle sag med ærteavler Peter Skov Johansen. Ham med de portugisiske og rumænske plukkere, som jeg fortalte om tidligere. Han er en kreativ mand. Ved I hvad hans selskab hedder? Det hedder Greenpeas. Og Peter Skov Johansens kreativitet stopper ikke her. Han driver nemlig også sin forretning på en yderst kreativ måde: Han er medlem af GLS-A. Og så er han ikke medlem af GLS-A. Han har nemlig 2 selskaber. Og når han laver ansættelseskontrakter med bulgarske ærteplukkere, så skriver han, at de både arbejder under overenskomst og ikke under overenskomst. Tja, så må det vel være dagsformen, der afgør om ærteplukkeren plukker en ært på OK-vilkår eller uden for OK-vilkår. Nu har vi krævet et mæglingsmøde, så vi kan få ryddet op og sikret ordentlige vilkår for alle. De her tre eksempler illustrer meget godt min påstand om, at det kun er blevet værre siden vi mødtes sidst. Det er blevet værre, fordi vi alle har vænnet os til det. Vi har vænnet os til dårlige løn- og arbejdsvilkår ude på landet hos bønderne, i gartnerierne, i rengøringen, på pizzeriaerne og inde i baglokalerne hos den lokale bager. Og vi har vænnet os til trykket på overenskomsten på ufattelig mange byggepladser, i lastbilerne og industrien. Det er blevet værre fordi stadig flere arbejdsgivere har fundet ud af at lave fiktive lønafregninger, så det ser ud, som om overenskomsten er overholdt. Til gengæld er huslejen for at bo i arbejdsgiverens rønne astronomisk stor. [Fortællingen om de dovne danskere] Og så er det blevet værre, fordi det er lykkedes arbejdsgiverne at lave en fortælling om de dovne danskere, der ikke gider bestille noget. Østeuropæere er aldrig syge, men derimod glade og tjenstvillige. De er her for at tjene penge, og de vil hellere end gerne arbejde mange timer hver uge. De møder hver dag og skal aldrig til 80 års fødselsdag, konfirmationer og den slags ting. Det foregår, når de er i hjemlandet. Til sammenligning er danskerne ikke vant til at arbejde, og vores oplevelse er, at de ikke er særligt motiverede. Men når det er sagt, så findes der naturligvis også god dansk arbejdskraft. Sådan sagde Gerner Wolff-Sneedorff, formanden for GLS-A, til Berlingske Business for et års tid siden. Senere i dag får vi mulighed for at drøfte østarbejdere med både forskeren Søren Kaj Fra FAOS, som har skrevet den her bog om emnet. Vi får også besøg af Gerner Wolff-Schneedorff. Og som I kunne høre, har han jo et noget anderledes syn på sagen. Hr. Wolff-Schneedorff går nemlig rundt og siger, at danskerne ikke er motiverede for at arbejde. 6

7 Men det passer simpelthen ikke. Problemet er ikke dovne arbejdstagere. Problemet er griske arbejdsgivere. I rigtig mange år har der været danskere beskæftiget inden for fx gartneri, landbrug og mejeri. Og arbejdsgiverne har været glade for den danske arbejdskraft. Nu er de det pludselig ikke længere. Og det gælder på alle områder. Forskellen er ikke, at danskerne pludselig er blevet dovne. Forskellen er, at arbejdsgiverne har opdaget, at de kan få arbejdet gjort meget billigere. De vil ikke længere betale det, det koster at have dansk arbejdskraft til at udføre arbejdet. I stedet henter de rumænere, litauer og polakker hertil og lader dem arbejde for lud og koldt vand. Arbejdsgiverne har nemlig opdaget, at de nemmere kan presse udlændingene til at arbejde under ringe vilkår. Forskellen på dansk og udenlandsk arbejdskraft er ikke, at danskerne er kræsne og krævende. Forskellen er, at østarbejderne er her for at tjene penge, som de kan sende hjem til deres familier i hjemlandet. Og tingene koster ikke det samme i Polen, som de gør her. En ringe dansk løn rækker derfor længere i Polen end i Danmark. På den måde udnytter arbejdsgiverne, at mange af de mennesker, der kommer hertil, kommer fra ringere vilkår, og derfor er villige til at finde sig i dårlig behandling og dårlig løn. Og det bruger arbejdsgiverne så som bevis for at danskerne er dovne: Se, siger de: Østarbejderne gider godt arbejde og er glade for den lave løn de får. Når danskerne ikke gider det, så er det deres egen skyld at de er arbejdsløse. De kunne jo bare tage sig sammen og gå ud og finde noget arbejde. Seneste skud på den stamme er jo rigmandsguruen Asger Åmund men vi skal huske på at han har altid fokus på at tjene penge for aktionærer Men det passer ikke, at danskerne er dovne. Det passer ikke, at de ikke gider arbejde. Og det passer ikke, at der er masser af arbejde at få, hvis danskerne bare gad. For hvordan skal de få arbejde, når arbejdsgiverne ikke søger arbejdskraft regionalt, men henter den uden for landets grænser? Mange job i vores sektor bliver slet ikke slået op herhjemme. Hvordan skal danskere så kunne søge dem? Jeg mener, at det er på tide, at arbejdsgiverne viser samfundssind og ansætter nogle af de mange ledige herhjemme. Ikke for lud og koldt vand, men til ordentlig løn og ordentlige vilkår. [EU-regler er med til at underminere vores velfærdssystem] Det er ikke kun arbejdsgivernes fortælling om de dovne danskere, der har været med til at gøre situationen værre. Vi må også erkende, at EU-konstruktionen, som den er i dag, bærer sin del af skylden. Der er meget stor forskel på de 28 medlemslande. I Danmark har vi opbygget en velfærdsstat der bygger på et skattefinansieret sikkerhedsnet. Hvor vi har dagpenge og kontakthjælp til ledige, og ydelser til støtte for særlige belastninger, fx børnecheck. Sådan er det ikke alle steder. Derfor er det en trussel mod den danske velfærdsmodel, når man i EU pålægger Danmark at give kontanthjælp og børnechek til alle EU-borgere, der ønsker ophold i Danmark. 7

8 Nu kan en EU-borger fra Rumænien få børnecheck for sine fire børn, der stadig befinder sig i Rumænien. Det betyder at en rumæner, der kommer til Danmark, er mere optaget af at få midlertidig beskæftigelse, end at få en ordentlig løn for sit arbejde. Det vigtigste for ham er at sikre sig retten til at modtage børnecheck til sine børn i Rumænien. Det samme kan siges i forhold til retten til dagpenge. Det er med til at presse lønningerne nedad. Og det skaber problemer for den lokale lønmodtager, der skal kunne leve af sin løn i Danmark. Og betaler skat af sin løn i Danmark. EU-bestemmelsen er et direkte angreb mod en skattefinansieret velfærdsstat. Hvordan skal vi kunne finansiere børnecheck og dagpenge i fremtiden, hvis en stor del af dem, der modtager ydelserne ikke betaler skat? EU har lagt et dræn ind i den danske velfærdsmodel, som langsomt tapper kassen for støttekroner. Det er en ekstrem udfordring at de nye EU-lande fra Østeuropa i den grad udfordrer vores overenskomstbaserede system. Hvad skal vi med barselsregler i gartneriområdet? Hvad skal vi med barnets første sygedag i landbruget? Hvad skal vi i det hele taget med arbejdstidsregler? Hvis man fra arbejdsgiverside i den grad udnytter den enkeltes svaghed? Hvis man bare kan ansætte dem, der er mest desperate, til dårlige vilkår? Det var derfor, vi i sin tid skabte fagbevægelsen. At vi skabte faglige fællesskaber, som værn mod at arbejdsgiverne udnytter den enkeltes elendighed til at spille arbejdere ud mod hinanden. Det er nu genindført under dække af arbejdskraftens frie bevægelighed. Under dække af ansættelsesvilkår der kun er skabt til at omgå overenskomsten. Og nu også i form af den såkaldte sociale turisme. Inden jeg går videre, vil jeg minde jer om noget, som ligger mig meget på sinde: Tidligere fortalte jeg om Walter og Mihai. Om hvordan Walter ikke kunne lade som ingenting, da han havde fået Mihais historie og prøvet at leve som ham. Walter kunne ikke lade være med at hjælpe Mihai med at få et sted at bo og et arbejde. Så Mihai kunne hjælpe sin syge dreng. I al vores snak om østarbejdere og social dumping og plat og svindel, skal vi huske perspektivet: Det er ikke bulgareren, der er problemet. Det er ham, der udnytter ham. [Den grønne gruppe har en plan] Ja, vi har vores udfordringer, særligt på områderne social dumping og organisering. Og det hænger uløseligt sammen. En særlig udfordring er det for områder med mange enkeltmandsejede virksomheder og det gælder jo store dele af vore overenskomster i Den Grønne Gruppe. Derfor har vi en plan: I husker nok, at jeg i 2008 introducerede Den Grønne Kuffert. Det er et organiseringsværktøj målrettet det grønne område. Den er udarbejdet med baggrund i mange drøftelser med faglige folk fra hele landet. Landsklubberne var involveret i det og ikke mindst gruppebestyrelsen var med til at finpudse indholdet. 8

9 Den Grønne Kuffert var og er en succes, og siden er den blevet opgraderet i flere omgange. Altid med fokus på at hverve nye medlemmer ved at tage ud på virksomhedsbesøg. Og jeg ved da godt, at der er en del af jer, der også så den som en praktisk måde at samle overenskomsterne inden for det grønne område. Fred være med det. Det ene udelukker jo ikke det andet. Men nu vil vi tage fat på Den Grønne Kuffert 3.0: Vi har gennem to overenskomstperioder samlet penge i vores overenskomstfond. Penge som skal bruges til at gøre jeres arbejde bedre. I de sidste to overenskomster med GLS-A har vi skaffet Først ca kr.pr. år til fagligt arbejde, og ved den seneste OK blev der lagt ½ mio. oveni. Det betyder at vi hvert år får kr. til fagligt arbejde. Og så havde vi endda lidt startkapital fra de første år. Det betyder, at vi nu har en god sum penge, som vi nu skyder ind i et projekt. Vi vil lave det grønne kampagnekontor. Det kommer til at være en enmandshær, som skal hjælpe jer med at tegne overenskomster. Tegne overenskomster på udvalgte områder, det kan være geografiske områder og det kan være faglige områder. [Minkområdet som forgangseksempel] Lad mig komme med et eksempel på, hvad det er for indsatser, jeg har i tankerne. Vi har nemlig øvet os lidt på mink-området. Her har problemet længe været at det har været svært at få organiseret medarbejderne på de mange enkeltmandsejede minkfarme. I 2012 så gode lokale kræfter muligheden for at organisere minkfarme ved også at inddrage pelsningen. Tidligere foregik pelsningen ude ved den enkelte avler, hvor medarbejderne stod og flåede minken i det fri. De var ansat i kort tid, de flåede kun mink, og de fik en god løn. Sådan er det ikke længere. Det er faktisk rigtig længe siden, at det var sådan. I dag er pelsning blevet en fabrikslignende ting, der foregår på store pelserier. Det betyder, at arbejdet foregår over en meget længere periode og man har stor fokus på kvalitet. Pelserierne har et tæt samarbejde med Kopenhagen Fur i Glostrup. Sidste år eksporterede Kopenhagen Fur 15 millioner danske skind, der var lavet på de 1400 minkfarme, der findes i Danmark. Og det er en stor del af Kopenhagen Furs samlede omsætning på knap 11 mia. kr. Det, vores lokale folk fandt ud af, var, at vi ikke nødvendigvis skal stå ude hos den enkelte avler ude på landet og vifte med de røde faner. I stedet udnytter vi, at avleren er afhængig af at levere sine skind til pelseriet, og at pelseriet er afhængig af at levere til Kopenhagen Fur. Ingen overenskomst, ingen pels. For mig at se, er det her et godt eksempel på, at strategiske valg, planlægning og gode samarbejdsaftaler er vejen frem for Den Grønne Gruppe. Vi har nu midlerne til på landsplan at ansætte en koordinator, der skal planlægge ud fra de indsatsområder, som den nye gruppebestyrelse peger på. Og så skal vi alliere os med jer ude i landet, og sørge for at få tegnet overenskomster med arbejdsgiverne. Dermed vil vi bane vejen for, at I kan få organiseret flere medarbejdere på de virksomheder. 9

10 Det nye er ikke at organisere medlemmer. Det nye er heller ikke at tegne overenskomster. Nej, det nye er at lave systematik og at i fremover har en hjælpende hånd til rådighed. Den person, vi ansætter, skal ikke lave afdelingernes arbejde. Det er en person der skal arbejde ud fra Gruppens beslutninger og understøtte afdelingerne, på de områder som vi udvælger som strategisk vigtige områder. Og lad os hjælpe succesen på vej: Målet er at få flere medlemmer. Men vi skal ikke forvente, at det sker fra den ene dag til den anden. Og det er vigtigt også, at se de små sejre. Lad os se det som en succes, hvis vi får et nyt medlem på en arbejdsplads og ikke en fiasko, at vi ikke også fik de to andre. Det er trods alt bedre at en ud af tre er organiseret, end at ingen er. Vi behøver jo ikke at tage de sværeste opgaver som noget af det første. Der ligger jo gårde ude i det åbne land som siden Danerne blev kristne ikke har været dækket af en overenskomst. Om de skulle ligge der et par måneder endnu, er jo ikke det altafgørende. Men vi har behov for at arbejdet med overenskomstdækning gøres mere tilgængeligt på vores arbejdspladser. Og jeg mener, at det her, er det nødvendige supplement til forbundets organiseringsstrategi, som vi har besluttet på kongressen. Det håber jeg også, at I snart vil kunne mærke. [Afslutning] Jeg indledte min beretning med at fortælle jer om sommerens grønne vejlegårdssag, der døde, før den kom i gang. Det er en historie om, at vi kan håndtere svære situationer, hvis vi forbereder os og tager kampen op i tide. Den erfaring skal vi huske, når vi står midt i hverdagens bøvl. Når vi støder på de gamle myter om alt det, der forhindrer os i at organisere flere. Jeg har snakket meget om vores udfordringer, det ved jeg. Både i forhold til organisering og i forhold til social dumping. Og jeg vil gerne sige til jer, at jeg godt ved, at det ikke er nogen nem opgave, vi har besluttet, at kaste os over her på kongressen. Det kommer til at kræve meget arbejde at vende udviklingen. Men jeg tror på, at vores nye satsning, det grønne kampagnekontor, er et godt skridt i den rigtige retning. Jeg tror på, at vi kan vende udviklingen. Hvis I vil. Hvis vi vil. Og jeg kan love jer for, at det vil vi! 10