HØJESTERETS KENDELSE OM AFHØRING AF KOMMUNES MEDARBEJDERE

Transkript

1 25. MAJ 2018 HØJESTERETS KENDELSE OM AFHØRING AF KOMMUNES MEDARBEJDERE Højesteret har i en ny kendelse givet Københavns Kommune medhold i, at der ikke var grundlag for at pålægge to af kommunens medarbejdere at afgive vidneforklaring i en sag om parkeringslicenser til el-bybiler. Nielsen Nørager førte sagen for Københavns Kommune. I forbindelse med behandlingen af en sag for Højesteret om parkeringslicenser til el-bybiler anmodede Arriva Danmark A/S Højesteret om tilladelse til at afhøre to af kommunens medarbejdere. Temaet for afhøringen var medarbejdernes kendskab til tilblivelsen af det hjemmelsgrundlag, sagen bl.a. angik, Københavns Kommunes praksis for tildeling af parkeringslicenser og kommunens økonomiske forudsætninger for at konkurrenceudsætte en samarbejdsaftale om parkeringslicenser. Højesteret fandt i overensstemmelse med Københavns Kommunes argumentation, at temaet for afhøringerne af kommunens medarbejdere i vidt omfang måtte antages at ville vedrøre forhold, som var omfattet af medarbejdernes tavshedspligt. Københavns Kommune havde ikke samtykket til, at medarbejderne kunne afhøres, og Højesteret vurderede, at der ikke var grundlag for at pålægge medarbejderne at afgive forklaring. Da kommunen samtidig havde indvilliget i at afgive skriftlige erklæringer om temaerne for afhøringen, hvis Arriva udarbejdede konkrete og præcise spørgetemaer, og henset til at der allerede i vidt omfang i sagen indgik aktindsigtsmateriale om de forhold, som afhøringerne skulle belyse, tiltrådte Højesteret Københavns Kommunes synspunkter om, at afhøringerne af kommunens medarbejdere måtte antages at være uden betydning for sagen og dermed overflødig bevisførelse. Højesterets kendelse af 20. marts 2018 kan læses nedenfor. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TLF

2 2/2 25. MAJ 2018 I selve sagen om parkeringslicenser til el-bybiler fik Københavns Kommune også medhold. Sagens hovedspørgsmål var, om Københavns Kommune havde været forpligtet til at indgå en samarbejdsaftale med Arriva om parkeringslicenser til el-bybiler. Højesteret var enig med Københavns Kommune i, at kommunen ikke havde været forpligtet til at indgå aftalen, og frifandt kommunen. Læs Nielsen Nøragers nyhedsbrev om sagen her. ANDERS VALENTINER-BRANTH ADVOKAT (H) AVB@NNLAW.DK Mobil: LAU FRANZMANN BERTHELSEN ADVOKAT LFB@NNLAW.DK Mobil: Tilmeld eller frameld dig nyhedsbrevet på DETTE NYHEDSBREV KAN IKKE ERSTATTE JURIDISK RÅDGIVNING. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB OG DE OVENNÆVNTE JURISTER PÅTAGER SIG INTET ANSVAR FOR TAB SOM DIREKTE ELLER INDIREKTE FØLGE AF BRUG AF NYHEDSBREVET, HERUNDER FOR TAB SOM FØLGE AF UTILSTRÆKKELIGE ELLER FEJLAGTIGE INFORMATIONER, VURDERINGER ELLER ANDRE FORHOLD I FORBINDELSE MED NYHEDSBREVET. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB YDER RÅDGIVNING I FORBINDELSE MED KONKRETE SPØRGSMÅL I OVERENSSTEMMELSE MED DE ADVOKATETISKE REGLER. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

3 UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 20. marts 2018 Sag 196/2017 Arriva Danmark A/S (advokat Peter Schradieck) mod Københavns Kommune (advokat Anders Valentiner-Branth) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 18. afdeling den 30. august I påkendelsen har deltaget tre dommere: Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs og Kurt Rasmussen. Påstande Arriva Danmark A/S har i medfør af retsplejelovens 169, stk. 2, anmodet om tilladelse til afhøring af i dennes egenskab af i Byens Udvikling, Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune, og af i dennes egenskab af i Byens Anvendelse, Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune. Københavns Kommune har nedlagt påstand om, at anmodningen om afhøring ikke imødekommes. Sagsfremstilling Ved landsrettens dom af 30. august 2017 blev Københavns Kommune frifundet for Arriva Danmark A/S krav om principalt at indgå en samarbejdsaftale med Arriva om en særlig prisreduceret parkeringslicens til el-bybiler i en 5-årig forsøgsperiode, subsidiært at betale kr. med rente.

4 - 2 - Dommen er anket til Højesteret af Arriva, der har gentaget sine påstande og nedlagt en række nye påstande. Københavns Kommune har i ankesagen nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens dom og i øvrigt om frifindelse. Hovedforhandling i sagen er berammet til den 9. maj Arriva har anmodet om tilladelse til at afhøre og om deres kendskab til tilblivelsen af det hjemmelsgrundlag, som sagen bl.a. angår, om Københavns Kommunes praksis for tildeling af parkeringslicenser, og om Københavns Kommunes økonomiske forudsætninger for at konkurrenceudsætte en samarbejdsaftale om parkeringslicenser for delebiler. Københavns Kommune har ikke meddelt samtykke til afhøring af. eller Anbringender Arriva har anført bl.a., at og ønskes afhørt om 1) ministerens udnyttelse af hjemlen i vejlovens 90, tilblivelsen af bekendtgørelse nr af 4. november 2015 om parkering på offentlige veje og kommunens involvering heri, 2) kommunens økonomiske overvejelser og undersøgelser forud for konkurrenceudsættelse af samarbejdsaftalen samt om ændringer heri, og hvorvidt sådanne ændringer har haft en negativ økonomisk påvirkning af kommunen og 3) kommunens praksis i forhold til håndtering af forskellige typer af parkeringslicenser herunder licenser, som falder ind under kapitel 3 i bekendtgørelsen. Der er ikke tale om bevistemaer, som vedrører forhold, der er omfattet af tavshedspligten i retsplejelovens 169, stk. 1, jf. forvaltningslovens 27, stk. 4, nr. 5, og FOB , hvorfor der ikke kræves samtykke fra Københavns Kommune. Sagen angår herunder ikke et beskyttelsesværdigt hensyn i forbindelse med kontraktforhandlinger/-indgåelse, men måtte Højesteret lægge til grund, at konkurrenceudsættelsen af samarbejdsaftalen angår sådanne forhold, skal det tillægges betydning, at forhandlingerne herom er afsluttede, og at der aldrig er indgået en kontrakt. Kommunen har heller ikke dokumenteret, at der foreligger særlige hensyn, der gør, at oplysningerne om de økonomiske konsekvenser af at udstede parkeringsli-

5 - 3 - censer til kr. pr. parkeringslicens pr. år skal behandles med fortrolighed. Der må gælde en klar samfundsmæssig interesse i, at de pågældende spørgsmål bliver belyst henset til, at Københavns Kommune har ageret i et kommercielt marked om brug/udlejning af el-bybiler på en måde, som har forvoldt store økonomiske tab hos en privat aktør, hvilke tab kommunen muligvis er ansvarlig for. I det omfang, der er tale om forhold, der er tavshedsbelagte, bør Højesteret bestemme, at der skal afgives forklaring, da forklaringerne kan have afgørende betydning for sagens udfald, jf. retsplejelovens 169, stk. 2. Der er derfor heller ikke tale om overflødig bevisførelse, jf. retsplejelovens 341. Bevistemaerne angår desuden ikke retlige forhold. Der ønskes en række konkrete, faktuelle forhold belyst, som ikke blev tilstrækkeligt belyst i landsretten. Arriva har under skriftvekslingen for Højesteret efterspurgt oplysninger om de pågældende forhold, og efter Københavns Kommunes duplik står det klart, at kommunen ikke agter at fremlægge yderligere oplysninger om bl.a. konkurrenceudsættelsen, kommunens økonomiske forudsætninger herfor og ændringerne deri eller om kommunens praksis vedrørende udstedelse af parkeringslicenser, herunder for delebiler. Der kan som følge heraf ikke lægges vægt på, at Københavns Kommune nu angiver at ville være villig til at afgive en skriftlig erklæring. Det er Københavns Kommune, der påberåber sig bristede forudsætninger, og landsrettens præmisser angår bristede forudsætninger, hvorfor det er nødvendigt at få belyst, hvilke forudsætninger kommunen havde for indgåelsen af en samarbejdsaftale. Disse forhold er ikke belyst i sagen og kan ikke belyses ved en gennemgang af høringssvar. Københavns Kommune har anført bl.a., at i det omfang der med bevistemaet sigtes til kommunens interne overvejelser, drøftelser, undersøgelser, forudsætninger mv., er der tale om forhold, der i det offentliges interesse er underlagt tavshedspligt, jf. forvaltningslovens 27, stk. 4, nr. 5. Københavns Kommune har ikke modtaget en anmodning om samtykke fra Arriva, men der er på det foreliggende grundlag heller ikke anledning til at give samtykke til, at der afgives forklaring, ligesom der heller ikke er grundlag for at pålægge kommunens medar-

6 - 4 - bejdere at afgive forklaring efter retsplejelovens 169, stk. 2, 2. pkt., jf. også UfR H og UfR H. Bevistemaerne er desuden meget overordnet og upræcist formulerede. Det er herudover fast praksis, at enkelte embedsmænd ikke skal kunne afkræves forklaring om retlige spørgsmål mv., som myndigheden kan svare skriftligt på. I forhold til bevistemaet vedrørende ministerens udnyttelse af hjemlen i vejlovens 90, tilblivelsen af bekendtgørelse nr af 4. november 2015 om parkering på offentlige veje og kommunens involvering heri, er det desuden uklart, hvad kommunens medarbejdere vil kunne bidrage med af oplysninger. Ud over det materiale, der er offentligt tilgængeligt, vil kun ministeriet kunne bidrage med yderligere oplysninger herom. Arriva har også allerede fået aktindsigt hos ministeriet, ligesom kommunens høringssvar til brug for udstedelsen af bekendtgørelsen allerede er gengivet i sagens bilag. I forhold til bevistemaet om kommunens økonomiske overvejelser og undersøgelser forud for konkurrenceudsættelse af samarbejdsaftalen samt om ændringer heri, og hvorvidt sådanne ændringer har haft en negativ økonomisk påvirkning af kommunen, er disse oplysninger allerede velbelyst i sagens bilag. Dertil kommer, at og ikke har haft noget nærmere med konkurrenceudsættelsen at gøre. I forhold til kommunens praksis ved håndtering af forskellige typer af parkeringslicenser herunder licenser, som falder ind under kapitel 3 i bekendtgørelsen, har kommunen allerede besvaret Arrivas opfordringer herom. Tilsvarende oplysninger om prisen for beboerlicenser og erhvervslicenser er offentligt tilgængelige på kommunens hjemmeside. Københavns Kommune er desuden indstillet på skriftligt at bidrage med yderligere oplysninger af generel karakter og om konkrete forhold i det omfang, det er muligt inden for rammerne af den tavshedspligt, der følger af de forvaltningsretlige regler. Der er herefter desuden tale om overflødig bevisførelse, jf. retsplejelovens 341. Højesterets begrundelse og resultat

7 - 5 - Højesteret finder, at de temaer for afhøring af og, som Arriva Danmark A/S har angivet, må antages i vidt omfang at ville vedrøre forhold, som er omfattet af tavshedspligt med hensyn til Københavns Kommunes interne drøftelser og arbejdsmateriale. Københavns Kommune har ikke meddelt samtykke til, at og afgiver vidneforklaring, jf. retsplejelovens 169, stk. 1, og Højesteret finder, at der ikke er grundlag for i medfør af retsplejelovens 169, stk. 2, at pålægge eller at afgive vidneforklaring om disse forhold. Københavns Kommune har erklæret at ville afgive skriftlige erklæringer om de angivne afhøringstemaer inden for rammerne af tavshedspligten, såfremt Arriva udarbejder konkrete og præcise spørgsmål. Højesteret finder, at de angivne afhøringstemaer inden for tavshedspligtens rammer vil kunne belyses ved sådanne skriftlige erklæringer fra kommunen. Der er desuden allerede i vidt omfang fremlagt materiale om disse forhold via aktindsigt. På denne baggrund finder Højesteret, at de vidneafhøringer, som Arriva ønsker, på det foreliggende grundlag i øvrigt må antages at ville være uden betydning for sagen, jf. retsplejelovens 341. Højesteret tager herefter ikke Arrivas anmodning om vidneafhøring af til følge. og Thi bestemmes Anmodningen om vidneafhøring af og imødekommes ikke. --oo0oo-- Udskriftens rigtighed bekræftes. Højesteret, den 20. marts 2018 Kristine Hurtigkarl kontorfuldmægtig