Årsskriftet Critique tredie årgang 2010

Transkript

1 Årsskriftet Critique tredie årgang 2010 Redaktører BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen cand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat

2 Årsskriftet Critique, tredie årgang 2010 BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen og cand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat Skriftet er sat med GNU Emacs og kompileret med LATEX3 (pdflatex) Udgives af Konservative Studenter i Aarhus i samarbejde med Christian Houlberg Skov, Rasmus Ladekjær Pedersen og Jens Wendel-Hansen. ScandinavianBook, Århus 2010 ISSN: Konservative Studenter Konservative Studenter Wilstersgade 10 st Århus C

3 Til sikring af demokratiet Af cand. polit. Naser Khader, medlem af Folketinget Om forfatteren Naser Khader (f. 1963) er cand. polit. fra Københavns Universitet, medlem af folketinget (C), integrationsordfører for Det konservative Folkeparti og forfatter til flere bøger bl.a. Ære og Skam (1996), Tro mod Tro (2005) og Naser Khader og Folkestyret (2005). Demokratiets største udfordring er værdikampen Under Muhammedkrisen blev det klart for mig, at jeg ikke var åndsliberal, men primært værdikonservativ. De demokratiske værdier blev udsat for et gevaldigt pres. Der var mangel på forståelse for og anerkendelse af vores grundlæggende værdier ikke mindst den vigtigste værdi: Ytringsfrihed. Jeg følte, at de grundlæggende demokratiske værdier var truede. De var truede, fordi et misforstået ønske om at ligestille alle kulturer og alle værdier tog over. At det danske samfund bygger på frihed og lighed i status, betyder ikke, at alle værdier er lige. Nogle værdier er bedre og vigtigere end andre. De demokratiske værdier er de bedste, og dem skal vi være stolte af. Vi skal være bevidste om, hvor gode de er, men også om, hvor skrøbelige de er. Det er vores pligt at værne om dem. Det spil, der udspillede sig under krisen, var ikke bare et politisk eller kulturelt sammenstød. Det var et værdisammenstød. I Danmark er vi så vante til tankegangen om, at alle er lige, at mange ikke forstod, at alle værdier ikke er lige. Nogle gange vil værdisæt uundgåeligt konfronteres med hinanden. Når det sker, er det uendelig vigtigt, at vi kender vores værdier, at vi er bevidste om deres styrker og svagheder. Demokratiet fordrer tolerance og tolerance er godt. Men vi skal ikke være så tolerante, at vi undergraver vores samfund, den demokratiske kultur og de demokratiske værdier. Når de demokratiske værdier bliver udfordret af totalitære styreformer og ekstremistiske holdninger, skal vi stå fast på vores værdier. Vi må ikke være i tvivl om, at de demokratiske værdier er bedre. De er bedre, fordi de bygger på oplysning og frihed. Og så er demokratiet generelt inkluderende. Gennem mit arbejde med indvandrere og udlændinge er jeg blevet tvunget til at reflektere over mine holdninger til statens indblanding. Jeg har oplevet en gennemgående laissez-faire-attitude over for disse 17

4 18 TIL SIKRING AF DEMOKRATIET AF CAND. POLIT. NASER KHADER, MEDLEM AF FOLKETINGET grupper, som jeg ikke kunne komme overens med. Med dette mener jeg, at de demokratiske idéer ikke blev skiltet med. De var tilnærmelsesvist usynlige. Og ting, der er usynlige, opfattes som værende ikke-eksisterende. Værdikonservatismen, som i øvrigt er ældre og bredere end Det konservative Folkeparti, søger helt i tråd med resten af den konservative tankegang at skabe den optimale balance mellem stat og individets frihed. Selvom staten ikke skal blande sig i privatsfæren, og selvom vi har meningsfrihed i Danmark, betyder dette jo ikke, at vi ikke skal fremhæve de demokratiske værdier, eller at vi ikke skal sikre de bedst mulige vilkår for deres udbredelse. Det er nødvendigt, at vi lærer om de demokratiske værdier, for hvis vi ikke forstår dem, hvis vi ikke kender fordelene ved frihedsbegreberne, så tager vi dem enten for givet, eller vi tager dem slet ikke til os. Man kan desværre sagtens nyde godt af det danske samfund uden at besidde en dybere sympati for, hvor essentielt demokratiet og friheden er for velfærdsstaten. Værdier er ikke noget, vi kan tage for givet. De danske er baserede på lange traditioner om frihed, tolerance og respekt i det danske samfund. Vores frihed skal værnes om, den skal plejes, og den skal beskyttes. Hvis ikke den bliver det, risikerer man at forveksle frihed med lighed, som netop var det, der skete under Muhammedkrisen. Ytringsfriheden for eksempel, er jo ikke et redskab beregnet til at ligestille, men et redskab, der skal sikre individets ret til at ytre sig og til at udøve kritik af magthaverne. Uden denne ret til at råbe op, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet, eller hvis man vil have ændret noget, kan friheden ikke eksistere. At begrænse ytringsfriheden vil altså være en begrænsning af friheden. Mest mulig frihed til flest muligt mennesker I værdikonservatismen står det gode liv og det gode samfund helt centralt. Det er samfundets opgave at sørge for, at rammerne for, at individet kan skabe sig et godt liv, er på plads. Retten til at skabe sig det bedst mulige liv står ikke til forhandling. Denne ret er en frihed til at handle på en sådan måde, at det gode liv lader sig realisere. Alle i samfundet besidder den samme ret til et godt liv, og derfor er det selvfølgelig en forudsætning, at man i sin stræben mod det gode liv ikke begrænser andres ret til deres. Det er denne ret, værdikonservatismen kæmper for at sikre borgerne. Med en værdiliberal tilgang ville man sige, at restriktioner af friheden er en begrænsning af friheden.

5 Men frihed er ikke en fast størrelse og kan ikke opfattes som sådan. Vi lever i et samfund med frihed under ansvar. Uden ansvar som begrænsning og beskyttelse af den fælles frihed vil mængden af frihed blive indskrænket for størstedelen af samfundet. Det, det handler om, er at gøre kagen større, at skabe rum til frihed for den størst mulige mængde mennesker. Det gøres ikke ved at give alle frihed til alt, men i stedet ved at indgå kontrakter for, hvordan denne frihed bedst kan administreres. Værdikonservatismen anerkender det paradoksale træk ved friheden og demokratiet, at det nogle gange vil skabe mere frihed for fællesskabet og for individet, hvis der fremsættes grænser for friheden. Disse begrænsninger må ikke være baseret på nogle utopiske, ideologiske forestillinger, hvor man enten fokuserer på at minimere eller maksimere statsmagten. De skal tværtimod funderes i respekten for den demokratiske kultur og den individets frihed, som det har taget så mange generationer at etablere. Det er denne ansvarstagen for kulturen og individet, der sætter værdikonservatismen i stand til at tage hånd om de svage i samfundet. Og det er derfor, den værdikonservative tilgang er den bedste varetager for det demokratiske samfund. Det demokratiske samfund er et samfund bygget på frihedsidealer. Frihed til at handle således, at man kan skabe sig et godt liv. Men det er en frihed under ansvar. En frihed, der forpligter. Det gør den, fordi friheden altid vil kunne misbruges. Det må derfor være samfundets ansvar og pligt at lovgive der, hvor friheden kan krænke. Demokratiet tilbyder generelt en vidtgående frihed, men nogle gange vil denne frihed til at realisere sig selv gå ud over svagere individer. Det vil den, fordi mennesket er fejlbarligt. Mennesket vil, på grund af sin natur, altid lade sig selv og sine nærmeste komme i første række. Mennesket er et socialt væsen, og derfor vil det altid kunne forholde sig bedre til de medmennesker, det har et tilhørsforhold til. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i. Man kan ikke holde lige så meget af fremmede, som man kan af sin familie, venner og meningsfæller. Det er på baggrund af disse tilhørsforhold, at mennesker samles i værdifællesskaber og danner kulturelle fællesskaber. Og det er igennem disse værdibaserede, kulturelle fællesskaber, at nationer dannes. Alle velfungerende demokratiske samfund er baserede på sammenhold, på en national, solidarisk sammenhængskraft. Den fælles solidaritet er en forudsætning for, at et demokrati kan udvikle sig og blomstre. Hvorfor skulle mennesket ellers bakke op om frihedsværdierne og de sociale hensyn i et demokrati, hvis ikke det havde en dybt forankret loyalitet 19

6 20 TIL SIKRING AF DEMOKRATIET AF CAND. POLIT. NASER KHADER, MEDLEM AF FOLKETINGET over for selvsamme? Dette medfører også, at demokratiets overlevelse er afhængig af en fortsat fællesskabsfølelse i samfundet. Demokratiet kan ikke overleve uden dette fællesskab, for det er jo heri, det har sit udspring. Mangler befolkningen først deres loyalitet over for staten, kan denne blive meget svær at genetablere, for en genetablering kan kun opstå gennem en kulturel fælles forankring i samme projekt i nationen. Som sagt er den danske nation et kulturelt betinget fællesskab. Det, der i særlig grad er kendetegnende for dette fællesskab, er værdifællesskabet. Et værdifællesskab bygget på demokratiske værdier som ytrings- og meningsfrihed og retten til selvbestemmelse over eget liv. Disse værdier samler os i det fællesskab, jeg kalder nationen. Men dette værdifællesskab inkluderer ikke bare folk, det fremmedgør også dem, der ikke føler et tilhørsforhold til de demokratiske værdier. Derfor må det være det demokratiske samfunds opgave at kompensere for nytilkomnes begrænsede tilhørsforhold til værdifællesskabet samt at sørge for en gennemført integration i dette fællesskab. Det er kun gennem en ordentlig integration i samfundets værdier, at vi kan skabe en loyalitetsfølelse over for det danske samfund. Ligeledes vil en manglende integration i dette fællesskab være med til at fremmedgøre indvandrere og flygtninge i Danmark. Derfor er det så utrolig vigtigt, at vi vedstår os de demokratiske værdier. At vi anerkender kulturelle forskelle, men under den forudsætning, at vi samtidig vedgår det faktum, at de demokratiske værdier er de bedste. De er de bedste, fordi de sikrer den størst mulige frihed til at realisere et godt liv! Staten har ansvar for alle udsatte grupper uanset deres størrelse Det er samfundets pligt at sørge for, at den enkelte kan basere sine holdninger på et ordentligt grundlag. For at man kan gøre dette, er man nødt til at tilegne sig den nødvendige viden. Denne viden er ikke én, man er født med. Den er heller ikke noget, man automatisk lærer ved at arbejde i Danmark. Man er nødt til at arbejde hårdt for at tilegne sig viden nok, til at man kan forholde sig kvalificeret til samfundet og dets værdier. I Danmark har vi mange indvandrere, der er velintegrerede på arbejdsmarkedet, uden at de er velintegrerede i de demokratiske værdier. Det er de netop, fordi der ikke bliver fokuseret nok på integrationen i dette danske værdisæt. Det er ikke nok at sørge for en økonomisk integration i Danmark, og så lade værdiintegrationen

7 21 være op til den enkelte eller til tilfældigheden. Hvis man tror, man kan nøjes med det, tager man grueligt fejl. Man kan selvfølgelig ikke tvinge en accept af de demokratiske værdier ned over hovedet på folk. Men man kan sørge for en efterlevelse af dem i det offentlige liv. Man kan sørge for, at de demokratiske elementer bliver en naturlig del af hverdagen for de udsatte grupper. Gennem en sådan efterlevelse kan man skabe grobund for en udbredelse af disse værdier og derigennem øge anerkendelsen af dem. Alle værdier er ikke lige gode de demokratiske er bedre Vi har som bekendt religionsfrihed i Danmark. Denne frihed er en frihed til at dyrke sin religion både i offentlige forsamlinger og privat, men ikke en frihed til at undertrykke andre i religionsfrihedens navn. Burkaspørgsmålet, som jeg nærer meget stærke følelser omkring, er et foregangseksempel på, hvor vigtigt det er at opstille klare retningslinier for friheden, og for hvorledes samfundet skal geares til at takle de kulturelle udfordringer, det står overfor i dag. Burka-/ niqabdebatten er et eksempel på en manglende forståelse for værdiernes forskellige rangering et eksempel på, hvordan vi i et forsøg på at anerkende forskellige kulturer og værdier er villige til at give køb på den personlige frihed, den vigtigste af de demokratiske værdier. Disse klædedragter kan ikke selvom mange gerne vil tro det være et udtryk for religionsdyrkelse. De er et udtryk for en ekstremistisk retning inden for islam, hvor kvinder degraderes til mandens ejendom og mister al individualitet og selvbestemmelse over eget liv. De er et symbol på kvindeundertrykkelse af værste slags en undertrykkelse, hvor kvinderne bliver straffet for mændenes tilbøjeligheder. Herved er det ikke kun kvinderne, der bliver undertrykt. Mændene fratages samtidig ansvaret for deres kvindesyn og for at opføre sig anstændigt og respektfuldt. Burkaen skal opfattes som et forsøg på en legitimering af et undertrykkende kvindesyn, forklædt af en påkaldelse af religionsfrihed. Det er Kejserens nye klæder i en moderne opsætning. Politisk korrekthed og misforstået respekt for andre kulturer narrer folk til at istemme koret om religionsfrihedens ukrænkelighed. Men det handler netop ikke om religion, det handler om kvindeundertrykkelse. En kulturelt betinget forskel, som mange ikke tør røre ved af frygt for at krænke religionsfriheden. En sådan overtrædelse af individets frihed må og kan vi simpelthen ikke tillade i et frit, demokratisk land.

8 22 TIL SIKRING AF DEMOKRATIET AF CAND. POLIT. NASER KHADER, MEDLEM AF FOLKETINGET Burkaen er desværre kun et symptom på et langt dybereliggende problem men den er et symptom, vi kan behandle. Dette problem er et demokratiets problem. For demokratiet lægger generelt op til en tolerance af alle holdninger og meninger, så længe det ikke går ud over andre individers frihed. Men demokratiet er desværre ikke ret godt rustet til at håndtere ikke-demokratiske værdifællesskaber. Derfor står vi, som i tilfældet med burkaspørgsmålet, med et demokratisk problem. I Danmark lovgiver vi ikke på holdninger, men på handlinger. Man kan ikke lovgive på et holdningsproblem uden at krænke meningsfriheden, og det vil helt sikkert heller ikke have den ønskede effekt. Men det, man kan gøre, er at lovgive på handlinger. At forbyde Burka og niqab vil derfor på ingen måde være en løsning på et holdningsproblem i forhold til kvinder. Kvindeundertrykkelsen i visse muslimske kredse vil ikke forsvinde ved et sådant forbud. Det vil være en symptombehandling af problemet. Men jeg er overbevist om, at hvis vi vil komme undertrykkelsen af de muslimske kvinder i Danmark til livs, er sådanne symptombehandlinger essentielle, for at vi kan lykkes med det. Der er mange, der fremhæver, at et burkaforbud kun vil gavne en meget begrænset befolkningsgruppe. Det kan aldrig nogensinde være en legitim begrundelse for ikke at handle på disse undertrykte kvinders vegne. Det er jo netop demokratiets fornemste opgave at tage hånd om de svage i samfundet. At finde begrundelse for manglende handling i en gruppes størrelse, er et udtryk for en usmagelig form for indifferens over for disse undertrykte kvinder. Bestræbelserne på at undgå at krænke individets meningsfrihed og religionsfrihed samt misforståede kulturelle hensyn synes at have en modsat effekt af det egentligt tiltænkte. I stedet for at sikre de demokratiske værdier, ser jeg et demokrati, der bliver udfordret. For netop ved ikke at sikre rammerne for demokratiet og frihedsbegreberne, kan man heller ikke forvente, at der bliver støttet op om disse, eller at de vinder indpas i de nydanske hjem. I stedet for at give folk frihed til deres egne meninger, fratager man dem i virkeligheden muligheden for at danne sig disse, og man fratager dem muligheden for at blive integreret i det demokratiske værdisæt. Så selv om jeg går ind for en stat, der ikke blander sig i privatlivet, mener jeg, at staten er nødt til at regulere og lovgive rundt om privatsfæren, så den holder værdierne i hævd. Kun derigennem kan de demokratiske værdier blive en integreret del af dagligdagen for nydanskerne, men også blive værdsat og forstået af de gamle danskere. Og kun sådan kan vi sikre en fremtid

9 23 for det demokratiske samfund. Den værdikonservative vej er for mig den eneste vej, vi kan gå, hvis vi vil holde gang i værdidebatten, og sørge for, at demokratiet sejrer i duellen med andre kulturer. Værdikonservativ på de stærkes og værdiliberal på de svages vegne Mit ansvar som politiker er at værne om samfundets interesser, den demokratiske kultur, individets frihed og de traditionsbundne livsopfattelser, der gør det danske demokrati til noget særligt. Dette gøres ikke ved at låse sig fast på én på forhånd defineret ideologi, men ved at tage samfundets værdier og traditioner i betragtning og ved hjælp af disse forsøge at finde den rette løsning. Med den rette løsning mener jeg den løsning, der bedst muligt kan sikre borgerne et godt liv og samtidig danne rammen om et velfungerende, demokratisk samfund. Man kan ikke overlade værdierne til en ideologisk tilgang, hvor man regner med, at folk af sig selv vil opdage, at demokratiet er det bedste. Det skal gøres ved at uddanne dem i demokrati ikke blot ved at lovgive, så reglerne bliver overholdt. Forstår man først demokratiet og dets fordele, vil de fleste se, at selvom demokratiet er fejlbarligt og har sine mangler, er der ikke noget reelt alternativ til det. Problemet med ideologier er, at de på forhånd låser sig fast på én bestemt samfundsutopi. Denne utopi bliver styrende for de valg, man tager, og for den retning, samfundet skal bevæge sig i, for at utopien kan realiseres. De tager ikke hensyn til samfundets erfaringsbaserede kultur, ej heller kan de tilpasse sig forskellige situationelle kontekster uden at bevæge sig væk fra utopien. Tager man en ren åndsliberalistisk tilgang til værdierne, vil ønsket om statens minimale indblanding for at sikre folket størst mulig frihed i virkeligheden give den modsatte effekt. Friheden til at gøre, som det passer én, vil blive en hindring for andres frihed. Samtidig er denne tilgang slet ikke gearet til at takle kulturforskelle og integration. Den vil ikke skabe større demokratisk tilhørsforhold for samfundets minoriteter, den vil blot efterlade dem i et parallelsamfund til det demokratiske. Hvis samfundet bygger på et værdibaseret sammenhold i befolkningen, er demokratiets største trussel en opløsning af dette sammenhold. Parallelsamfund, hvor folk lever efter egne normer og værdisæt, vil være gift for demokratiet. Kun gennem en ordentlig, værdibaseret integration kan vi sikre, at den lim, der er forudsætningen for det danske, demokratiske velfærdssamfund, også i fremtiden vil binde os stærkt nok sammen, til at værdierne kan

10 24 TIL SIKRING AF DEMOKRATIET AF CAND. POLIT. NASER KHADER, MEDLEM AF FOLKETINGET overleve. For at dette kan lade sig gøre er det nødvendigt, at danske borgere er integrerede i den demokratiske kultur og i de demokratiske traditioner. Det er statens rolle at sørge for, at denne integration er mulig. De rette forhold skal være til stede, for at en sådan integration i de demokratiske principper kan realiseres. Det er på denne baggrund, at statens restriktioner af samfundet retfærdiggøres. Det betyder også, at vi har et ansvar for de svage i samfundet. Dette er en pligt til at sørge for, at deres rettigheder ikke bliver krænket. Nogle gange kan den rette løsning betyde, at man bliver nødt til at vælge mellem værdier. At man for at sikre én værdi eller ret, bliver nødt til at begrænse en anden. 24-års-reglen er et eksempel på, hvordan staten kan regulere, så den sikrer individets ejendomsret over eget liv. For at sikre unge indvandrerkvinder mod tvangsægteskaber har man været nødt til at begrænse en anden gruppes ret til at blive gift med folk uden for EU. I en alder af 24 er man forhåbentlig selvstændig nok til at kunne modstå presset om tvangsægteskab. Reglen fratager en begrænset aldersgruppe friheden til at gifte sig med den, de elsker, indtil de er fyldt 24. Reglen begrænser altså én gruppe, samtidig med at den sikrer friheden for en anden, der ellers helt ville have mistet denne frihed. Man kan selvfølgelig vælge at se denne regel som et valg mellem aktivt at begrænse én gruppes frie valg (dem der gerne vil giftes) og passivt at lade en anden gruppe blive begrænset på deres frie liv. En værdikonservativ holdning vil i stedet lyde: Det handler ikke om at begrænse, men om at sikre de demokratiske værdier. Og at staten nogle gange kan blive tvunget til at begrænse for at sikre befolkningens frihed, når den i dette valg aktivt tilvælger de demokratiske værdier. Jeg er meget værdikonservativ på de stærkes vegne og åndsliberal på de svages. Det vil sige, at jeg går ind for statsreguleringer dér, hvor de stærke truer de svages frihed og selvbestemmelsesret. Staten skal generelt ikke blande sig, men den har pligt til at forsvare dem, der ikke kan forsvare sig selv. Lovene skal indrettes, så de giver de svageste i samfundet størst mulig frihed til at handle efter egne ønsker, og fratager de stærke friheden til at handle således, at de begrænser de svages frihed. Man kan med rette opfatte lovene som en slags frihedsog demokratiforsikring. Derfor går jeg f.eks. også ind for et forbud mod omskæring af drengebørn. Det kan godt være, at dette indgreb er kulturelt funderet, men det er også et overgreb. Det er et overgreb, der ikke kan gøres om, når det først er gjort. Jeg mener, at børnene selv skal have valget, når

11 de er voksne nok til at kunne vurdere, om det er noget de vil. Vi skal passe på de svage i samfundet, når de ikke er stærke nok til at gøre det selv også her er statens indblanding påkrævet. Samfundet er i konstant bevægelse og under konstant indflydelse fra andre kulturer. Derfor er det også utrolig vigtigt, at vi har fortløbende opdateringer af lovene. I mødet med ikke-demokratiske kulturer skal vi sørge for, at samfundet er rustet til at takle nye udfordringer herunder primært udfordringer af de demokratiske værdier. Vi skal sørge for, at de demokratiske principper om frihed ikke taber kampen til mere dominante og intolerante værdisæt. Det står, for mig at se, ikke til diskussion, hvorvidt de demokratiske værdier indtager førsteprioriteten i mødet med andre kulturer. 25