ortiden så tragisk [besættelse og retsopgør] Retsopgøre TEKST Claus Bryld [30. januar 2006] Netmagasinet

Transkript

1 TEKST Claus Bryld [30. januar 2006] De tog ikke for ortiden så tragisk [besættelse og retsopgør] Retsopgøre tsopgøret t ifølge Hal Koch Claus Bryld er professor i moderne historie ved Roskilde Universitetscenter Netmagasinet Historie-nu.dk er et gratis historie magasin, der sætter nutiden i perspektiv og giver baggrunden. Ikke kun befrielsen havde jubilæum i Den 1. juni kunne straffelovstillægget af 1945 fejre sit 60 års jubilæum. Den officielle titel er Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed, og loven har stadig retskraft. Det var den, der indførte straffebestemmelser med tilbagevirkende kraft og dødsstraf. Senere er dødsstraffen mig bekendt taget ud, men de øvrige paragraffer gælder stadig. Måske eksisterer den til skræk og advarsel for kommende landsforrædere; når man spørger i justitsministeriet, får man dog ikke noget klart svar på, hvad formålet med at opretholde særloven egentlig er. Den almindelige straffelov indeholder jo bestemmelser, der dækker de samme forbrydelser hvilket den i øvrigt også gjorde i 1945 og den har den fordel, at den aldrig har været tilbagevirkende. Under de senere års intense optagethed af besættelsestiden er retsopgøret og udrensningen efter 5. maj 45 gået lidt i glemmebogen. Der er ikke skrevet ret meget om det siden Ditlev Tamms pionerværk fra 1984, Retsopgøret efter besættelsen. Og det har ikke opflammet medierne og politikerne på samme måde som samarbejdspolitikken. De fleste fremstillinger af besættelsestiden behandler det enten slet ikke eller har det kun med som en parentes til sidst. Strengt taget fortjener loven fra 1945 heller ikke andet end glemsel, selvom den altså stadig er retsgyldig, men hvis historien skal tjene som magistra vitæ, vil det måske være klogt at huske den for ikke at genopvække den. Mere forstemmende end glemslen af straffelovstillæget er nok, at de få, der

2 - side 2 i 1945 vovede at sætte sig op imod udrensningen, har lidt samme skæbne. Det er let at kritisere retsopgøret i dag, men det var det ikke i 1945 og årene lige efter. Retsopgøret vakte imidlertid allerede en kritik i samtiden, der i dag gør det lettere at se tilbage på det danske samfund lige efter krigen uden at få en alt for dårlig smag i munden. I 1945 og de følgende år optrådte en række mennesker, som af modstandsbevægelsen og dele af pressen bl.a. Information blev kaldt modbevægelsen, med protester og debatindlæg imod retsopgørets principper og forløb. (Den egentlige modbevægelse med mistænkeliggørelse af frihedskampen osv. repræsenteredes af Venstre-pressen, som det er dokumenteret i to universitetsspecialer, men den holder vi uden for her). Mange jurister protesterede imod lovgivningen, mere eller mindre i medfør af deres arbejde i retssalene. Kendt er højesteretssagfører C.B. Henriques udsagn om Danmark som et juridisk galehus. Men der var også folk uden tilknytning til retssystemet. De mest aktive blandt dem, der trådte åbent frem, var folk som teologen, professor Hal Koch, arkitekten og forfatteren Poul Henningsen, juristen Svenning Rytter, filologen og politikeren Hartvig Frisch, redaktør Anders Vigen og lidt senere også stadsingeniør Olaf Forchhammer og rektor Carl Gad. En række præster trådte ligeledes i karakter, bl.a. H. Østergaard-Nielsen, K. E. Løgstrup og Vilhelm Krarup (far til Søren Krarup). Disse kritikere var i politisk henseende som nat og dag, der var ikke andet fællesskab mellem dem end indignationen over retsopgøret, som de anså for at udgøre et fundamentalt brud på retlige og humane grundprincipper i demokratiet. Den mest brændende kritiker var nok Hal Koch, som denne artikel i høj grad vil overlade ordet til. I tidsskriftet Frie Ord, som han udgav sammen med Vilhelm Grønbech, udsatte han fra første færd udrensningen og dem, der stod bag den, for en ubarmhjertig, ironisk og sviende kritik. I 1947 samlede han kritikken i bogen Jeg anklager Rigsdagen!, som er en af de mærkeligste bøger i dansk politisk litteratur formentlig den mest lidenskabelige, der er skrevet i nyere tid. Det er hjerteblod, hvis nærmeste historiske parallel er Emile Zola s berømte kritik af den konstruerede proces for landsforræderi mod den jødiske officer Alfred Dreyfus i det åbne brev J accuse! fra Koch må selvfølgelig have været sig slægtskabet bevidst, da han valgte titlen til sin bog (som i øvrigt er uopdrivelig i dag uden for bibliotekerne). Hal Koch havde under besættelsen været formand for den store tværpolitiske organisation Dansk Ungdomssamvirke, der rummede alle de de-

3 - side 3 mokratiske partiers og mange andre organisationers ungdomsafdelinger. Han havde klart støttet forhandlings- eller samarbejdspolitikken, men med en tydelig distance til de mere tyskvenlige udslag af den. Hans hovedsigte var en opretholdelse af demokratiet og en ideologisk bearbejdning af den danske ungdom for at holde den fast på en demokratisk bevidsthed og væk fra anti-demokratisk og nationalsocialistisk ideologi. Da retsopgøret startede i maj 1945, så han i det et gigantisk dobbeltspil, ikke fra modstandsbevægelsens, men fra politikernes side. Dem, han havde støttet under besættelsen, var nu blevet til demoraliserede overløbere. I bogen anførte han først, at årsagen til det skæve retsopgør med dets brud på menneskerettighederne var, at der i den første tid efter befrielsen blev skabt et ganske falsk billede af besættelsestiden, som kom til at dominere sindene i 1945 og skabte det psykiske grundlag for udrensningen. Det falske billede bestod i opfattelsen af, at Danmark tidligt var slået ind på en modstandspolitik, og at samarbejdspolitikken kun havde udgjort en ubetydelig parentes i hele forløbet. Det var sådan en betragtning af krigens år, som mere eller mindre bevidst lå bag retsopgøret, skrev Hal Koch. Og han fortsatte: Ingen kan benægte, at der ud fra denne opfattelse kunne være blevet moralsk sammenhæng i tingene, hvis der ikke var sket den katastrofale ting, at man fra modstandsbevægelsens side ønskede eller i hvert fald gik med til, at det blev Rigsdagen, der skulle gennemføre samfundets sanering på dette grundlag, af alle forsamlinger i landet den, som sidst kunne gøre noget sådant. Det mest moralsk beskæmmende var, at Rigsdagen selv spillede med i denne uværdige komedie. Og Koch fortsætter: De tog ikke fortiden så tragisk det kunne i sandhed sættes som overskrift over den danske Rigsdag af Aldrig har vi fået en virkelig redegørelse fra den side. I stedet nogle dunkle ord om, at politikerne under besættelsestiden handlede under tvang. Dette er jo simpelthen ikke sandt. Hver eneste af dem havde muligheden for at nedlægge deres hverv. De handlede kun under den tvang at gøre det, som de anså bedst for deres land. Denne tvang bøjede de sig for, og der er i mine øjne kun grund til at takke dem. Men denne tvang fritager ikke fra det fulde ansvar for såvel ord som handlinger. Videre får vi at vide, at de selvfølgelig ikke mente hvad de sagde. Det er sikkert rigtigt, at de ikke mente det, som Scavenius udtrykte i [8.] juli-erklæringen [fra 1940]. Jeg tænker heller ikke Scavenius selv mente det. Men de godkendte det dog, og det er ganske forkert, hvis de vil fortælle os, at de ikke mente, at de danske

4 - side 4 firmaer skulle arbejde for tyskerne eller at embedsmændene skulle fraternisere eller at nogle officerer og andre skulle melde sig til Frikorpset. Hvis de allerede dengang har haft den mening, at ordene var udtalt med den bestemte hensigt at få en hel del til at gå i gyngen for så senere, når tid og lejlighed gaves, at straffe dem som landsforrædere, må jeg indrømme, at man her står overfor en kynisme, som jeg ikke ville tro mulig. Nej, de mente skam i ramme alvor, hvad de sagde, og skam tage dem, om de ikke mente det. Endelig får vi at vide, at befolkningen selvfølgelig måtte forstå, at ordene ikke var ment, som de var sagt, og at man derfor ikke skulle rette sig efter dem. Dette synspunkt fortjener næppe nærmere omtale. Det vil i sandhed være et smukt præcedens at skabe: når regeringen udtaler sig, må befolkningen virkelig være moden nok til selv at skønne over, om det skal tages alvorligt... Nej, alle disse undskyldninger og forklaringer har ingen plads. Sagen er ganske simpel. Man ønskede i 1940 og de følgende år at sikre landet, at opretholde fredelige tilstande, at undgå norske tilstande med udplyndring og udsultning. Man nåede sit mål, men hver ting har sin pris, og prisen måtte man betale. Det gjorde man. Nu da faren er forbi kommer man og vil have pengene tilbage eller sagt uden billede: nu kommer man og vil oprette de rene linjer, som man selv i krigens år systematisk udviskede. Således har ansvarlige politikere ikke lov at bære sig ad. Skulle de for alvor være med til at foretage en udrensning og ingen vil vel i og for sig bestride, at der i 1945 skulle og måtte finde en udrensning sted måtte der forud være gået et virkeligt åndsarbejde en redegørelse for den officielle politik, hvad den indeholdt, og hvad den ikke indeholdt, hvor langt den dækkede embedsmænd, og hvor langt den måtte siges at have ansvar for den brede befolknings holdning. Det var dette opgør, som udeblev. Man tog det ikke så tragisk. I en tilsyneladende glad og frejdig friheds- for ikke at sige frihedskæmper-stemning lod man sig fra Rigsdagens side terrorisere til at gennemføre et så omfattende og vigtigt lovkompleks som straffelovgivningen, tilmed med tilbagevirkende kraft, i en ganske ansvarsløs hast. Resultatet blev da også derefter. Både formelt og reelt... Hvad skulle man da have gjort? Vil måske en og anden spørge... Vilhelm Buhl, den mand, der havde været statsminister op til 1942, den mand, der havde talt i radioen mod aktivisme og sabotage, den mand, der stod som det smukkeste og mest respekterede udtryk for den såkaldte samlingspolitik, skulle, støttet af sine politiske ministerkolleger og en enstemmig Rigsdag, have sagt tydeligt og klart nej til den historiske mytedannelse, der

5 - side 5 lå til grund for de Busch-Jensenske straffelove. Eller hvis de godkendte myten skulle de omgående have nedlagt deres hverv. Ingen af delene skete... Nu er der jo i sidste instans slet ingen tvivl om, hvorledes det langt overvejende tal af Rigsdagens medlemmer i 1945 så på deres egen fortid. De drømte ikke om for alvor at godkende modstandsbevægelsens myte. Men netop derfor skulle det have været sagt ganske umisforståeligt..., at man ikke havde ond samvittighed hverken over for dannelsen af regeringen Scavenius eller over den holdning, som havde været den almindelige, ja, ikke engang i anledning af de officielle politikeres afvisende stilling til modstandsbevægelsen. Man kunne naturligvis udmærket gøre indrømmelser og beklagelser med hensyn til enkeltheder. Men hovedlinjen måtte fastholdes, og man måtte kræve den inkalkuleret i den nye regerings politik. Man måtte af den nye regering, hvis man overhovedet skulle være med, kræve solidaritet over for sin egen fortid. Ellers gik sammenhængen, og det vil sige moralen, tabt. Denne solidaritet måtte først og fremmest give sig udtryk i en overordentlig varsomhed [m.h.t. udrensning]. Man måtte ikke glemme, at mangfoldige af regeringens egne bestemmelser, målt med efterkrigstidens øjne og set i lyset af senere udvikling, kun med en knivsbredde var skilt fra forræderi, ja, i mangfoldiges øjne faktisk var gået over den tilladelige grænse. Man måtte ikke glemme, at denne i høj grad farlige og opportunistiske politik jeg minder stadig om, at den i mine øjne var rigtig måtte virke forvirrende på mange, og at den rent faktisk havde virket således i krigens år, at den endvidere gjorde det umuligt at gå i rette med de mange, som virkelig havde fulgt parolerne efter deres ordlyd det være sig nu sket med mere eller mindre hæderlige hensigter. Derfor måtte kravet være: den størst mulige varsomhed, og i alle tvivlstilfælde må usikkerheden komme den anklagede til gode, fordi politikerne selv har et ansvar, hvis omfang ikke er til at måle og veje. Jeg be r om tilgivelse for dette lange citat, som egentlig er flere citater, stykket sammen fra teksten i Hal Kochs bog, uden at hans mening på nogen måde er ændret. (Fremhævelserne er Kochs egne, mens de skarpe parenteser angiver indskud fra min side). Når jeg har brugt så megen plads på det, er det fordi Kochs anklage efter min mening rammer det centrale i den politiske og moralske kritik af retsopgør og udrensning også set med nutidens briller og fordi den viser, hvad et aktivt humanistisk engagement kan betyde i en situation, der ellers ligger langt fra humanistens traditio-

6 - side 6 nelle virkefelt. Det letteste for Koch, PH, pastor Krarup m.fl. havde været at hytte sig og lade som ingenting, som vore dages intellektuelle jo er tilbøjelige til. Men det gjorde de ikke. Ganske vist fik deres kritik ikke nogen praktisk betydning for retsopgørets forløb det første par år efter befrielsen, men den fik nok virkning på længere sigt, dels gennem de benådninger, der begyndte fra 1947, dels som et lysende eksempel for eftertiden på modet hos enkelte til at gå ret op imod de herskende stemninger. Hal Koch blev lyst i band af modstandsbevægelsen, ligesom det skete med Hartvig Frisch, PH og andre udrensningskritikere, og en sådan bandlysning var ikke omkostningsfri i 1940 erne og 50 erne. Han var naturligvis heller ikke elsket af politikerne. Men han og den øvrige håndfuld kritikere havde altså modet til at fremføre et tredje standpunkt og dermed både at kritisere de gamle politikere, der ikke ville stå ved deres linje, og modstandsbevægelsen, der krævede dette offer af dem for at frede dem under opgøret.