Flygtningekrisen i Danmark og Europa Hvordan håndteres den?

Transkript

1 Tidsskrift for Socialpolitisk Forening Nr. 6 / 2015 TEMA Flygtningekrisen i Danmark og Europa Hvordan håndteres den?

2 INDHOLDSFORTEGNELSE Tidsskrift for Socialpolitisk Forening Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Tanja Dall (fung. ansv.) Se øvrige bagerst i bladet. Dette nummer er redigeret af: Preben Etwil og Peter Bundesen Redaktionssekretær: Allan Bærentzen og Katrine Muusmann ISSN ISSN (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st København K Tlf.: (dagligt 10-15) post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: Oplag: Forsidefoto: European Commission DG ECHO (CC BY-NC-ND 2.0) licenses/by-nc-nd/2.0/legalcode TEMA Flygtningekrisen i Danmark og Europa Hvordan håndteres den? Peter Bundesen og Preben Etwil Flygtningekrisen i Danmark og Europa Hvordan håndteres den?... 3 Preben Etwil Flygtninge i nationalt, EU og internationalt perspektiv... 7 Sara Glahder Lindberg Integration af flygtninge i kommunerne Niels Helmø Flygtningene og det frivillige arbejde i Rudersdal Kommune Mette Blauenfeldt og Charlotte Storm Integrationsydelsen - Levekårs- og integrationsmæssige konsekvenser Europa-Kommissionen Erklæring fra Europa-Kommissionen efter ekstraordinært møde i Rådet for Retlige og Indre Anliggender Klumme Steven Arnfjord Socialpolitikken i Grønland empowerment-opråb vi kan hjælpe os selv Internationalt Udvalg Ole Meldgaard Flygtningebørn Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

3 3 Flygtningekrisen i Danmark og Europa Hvordan håndteres den? Efterårets store politiske emne har været flygtningekrisen, som er forårsaget af store flygtningestrømme op gennem Europa. Det gælder både nationalt og på europæisk niveau. Staterne griber i stigende grad til nationale restriktioner, hvilket har lagt et voldsomt pres på de lande, som har prøvet at fastholde en mere åben flygtningepolitik. AF PETER BUNDESEN OG PREBEN ETWIL De store flygtningestrømme har også givet anledning til kraftige folkelige reaktioner. På den ene side ser vi en stor praktisk støtte og hjælp til flygtningene. På den anden side oplever vi tit voldsomme flygtningefjendtlige reaktioner, såsom attentater mod og afbrænding af boliger til flygtninge. Det peger på spørgsmålet om, hvordan flygtningene bliver behandlet og selv oplever situationen, hvis de opnår en opholdstilladelse. Uenigheden viser sig også i den anvendte terminologi. De skeptiske er tilbøjelige til at tale om indvandrere eller emigranter, mens de, som har en mere imødekommende holdning, taler om flygtninge eller asylsøgere. Forskellen angives også ved, hvordan man skal forstå fænomenet som folkevandringer eller som flygtningestrømme. Selvom om der selvfølgelig også er økonomiske flygtninge med, så vil vi fastholde begreberne flygtning og flygtningestrømme, da der altovervejende er tale om flygtninge fra krigshærgede lande som Syrien, Afghanistan og Eritrea. En opinionsundersøgelse foretaget i slutningen af september af YouGov for tænketanken Europa viste, at 42% af de adspurgte mente, at Danmark først og fremmest skal bidrage til fælleseuropæiske løsninger på flygtninge- og migrationsområdet, mens 37% mente, at der først og fremmest bør indføres grænsekontrol. Det kan være ved midlertidig grænsekontrol inden for Schengens rammer eller ved permanent grænsekontrol, som kræver en udtræden af Schengen. Det tyder på,

4 4 at holdningerne mellem de imødekommende og de skeptiske er nogenlunde ligelig fordelt. Flygtningesituationen er også blevet det store konfliktpunkt i EU. Mens nogle lande prøver at melde sig ud af løsningen ved at lave grænsekontrol med hegn og pigtråd, så har andre med Angela Merkel i spidsen faktisk forsøgt at forfægte nogle europæiske fælles, humanitære værdier, som man ellers kun har hørt fra diverse skåltaler. Selvom situationen kalder på fælles handlinger, så synes de at blive vanskeligere og vanskeligere at etablere. Den hidtidige udvikling har med al tydelighed vist, at fælles handlinger er nødvendige. Det nytter ikke noget, at enkeltlande udviser åbenhed. Det betyder bare, at flygtningestrømmen entydigt bliver rettet imod disse lande, hvorved modtagelsen og integrationen bliver uoverskuelig. Set fra EU som helhed er situationen mulig at løse, set fra enkeltlande bliver den uoverskuelig. Når enkeltlande lukker deres grænser betyder det blot, at trykket på andre lande øges. Problemet er bare, at denne fremgangsmåde med at kaste opgaven over på andre ikke er ny i EU, men følger udlagte spor. Mange af de iranske flygtninge fra omkring 1980 kom via fly. Det fik EU til at indføre skrappe visumrestriktioner. Samtidig pålagde man flyselskaberne at håndhæve disse restriktioner, ellers fik de store bøder. Det satte en effektiv stopper for denne form for flugtvej. Fremover måtte flugten foregå over de fysiske landegrænser. Det gav anledning til etableringen af en ny»industri«, nemlig menneskesmugling, som havde til opgave, ofte for meget store beløb og med stor risiko for flygtningene, at hjælpe dem ind i EU. Morten Kjærum fra Raoul Wallenberg-Instituttet vurderer, at ca flygtninge er omkommet ved EU s ydre grænser, heraf i år. Med EU s etablering af fælles ydre grænser i Schengen-traktaten skulle flygtningespøgsmålet også håndteres. Det skete med Dublinforordningen. Indtil da havde princippet været, at flygtningene, når de kom inden for EU, havde de ca. 14 dage til at finde frem til det land, hvor de ville søge asyl. Med Dublin-forordningen blev dette princip ændret, idet flygtningene nu skulle søge asyl i det første land, som de betrådte inden for EU. Hvis de krydsede grænsen til et andet EU-land efter at være registreret med fingeraftryk, kunne de sendes tilbage til det første EU-land. Det betød, at opgaven altovervejende blev lagt på de sydeuropæiske lande. I og med, at den største strøm af flygtninge kommer fra Mellemøsten og Afrika, så ligger de ved indgangsporten til EU. Derfor var konstruktionen uholdbar ved et stærkt øget flygtningeantal, idet modtagerlandene holdt op med at registre, således at aftalen nu reelt er brudt sammen. Formelt er den kun delvist suspenderet. Dublin-forordningen betød også en kriminalisering af at hjælpe flygtningene på vej. Det var primært rettet mod menneskesmuglerne, med

5 betød også, at fiskerne på Middelhavet indtil 2013 holdt sig tilbage fra at hjælpe bådflygtningene af frygt for at blive straffet. I EU har man derfor i den aktuelle situation forsøgt sig med en obligatorisk fordeling mellem landene af de ca flygtninge, der allerede opholder sig i EU, men uden at være asylbehandlet. Beslutningen stødte på kraftig modstand, især fra østeuropæiske lande. Fire lande stemte imod og et undlod, men de måtte indordne sig under et kvalificeret flertal. Efter valget i Polen, som stemte for, har det nye regeringsparti, PIS, truet med, at det ikke vil overholde Polens del af beslutningen. Det positive ved en obligatorisk fordeling er, at den er en fælles løsning og derfor ikke betyder en overbelastning af enkeltlande. Enkeltlandes modstand kan løses ved, at en manglende opfyldelse af deres forpligtelser kan kompenseres ved, at de økonomisk skal betale til de lande, der påtager sig en merforpligtelse. Hvis EU som et fællesskab skal kunne handle i forhold til flygtningesituationen, er det nødvendigt, at enkeltlande ikke modarbejder den fælles løsning og betaler for ikke at leve op til deres forpligtelse. Imidlertid er der et alvorligt problem ved en sådan omfordeling. Nemlig at flygtningene ud fra landenes retorik og handlinger får en opfattelse af»favorit-«og»skræk-eu-lande«og derfor vil gøre, hvad der er muligt for at undgå at skulle få asyl i et»skræk-eu-land«. Tænk bare på flygtningenes modstand mod at blive registret i Rødby, da det blev krævet. Derfor kan man være bange for, at mange slet ikke vil respektere de fordelingsordninger, som bliver vedtaget, men tage videre til favoritlande som Tyskland og Sverige, hvor de vil leve mere eller mindre illegalt og blive en del af et sort arbejdsmarked, hvilket også vil skabe modstand i den lokale befolkning. I debatten hører vi ofte, at det bedste er, at EU støtter landene i»nærområderne«med at huse flygtningestrømmene. Det er der flere gode argumenter for. Problemet er bare, at det har man fra EU-side ikke gjort i forhold til problemets omfang. Det har betydet, at forholdene for flygtninge her er blevet meget ringe, hvilket har været incitament til, at de har bevæget sig videre mod EU-landene. Endvidere har det fået landene, der grænser op til Syrien, og som har taget rigtigt mange flygtninge, til mere og mere at lukke deres grænseovergange, hvad der i sidste ende gør det meget vanskeligt at slippe væk fra krigsområderne i Syrien. Lukninger af grænseovergange betyder også en øget indsats for menneskesmuglerne, idet flygtningene får behov for deres hjælp for overhovedet at komme ud af Syrien. Morten Kjærum skriver i Politiken d , at EU s aftale fra september med Tyrkiet på paradoksal vis kan give mange tyrkere ret til frit at rejse til EU, mens syriske og andre flygtninge berøves deres sidste 5

6 6 mulighed for at få beskyttelse. Handlingsplanen skal give bedre forhold for de flygtninge, der allerede er i Tyrkiet, men samtidig tilstræbe, at færre fremover søger til Tyrkiet. Det betyder en væsentlig risiko for, at den tyrkiske regering strammer indrejsemulighederne yderligere. Tyrkiet skal have 4,2 milliarder euro af EU til forbedring af forholdene for de flygtninge, der allerede er i Tyrkiet og et løfte om lettere adgang for tyrkiske statsborgere til at rejse til Europa. Hvis man vil være kynisk, kan man sige, at Erdogan hermed overtager Gadaffis tidligere dørvogteropgave for EU. Der er derfor et stort behov for at støtte indsatsen i nærområderne, ikke bare i Tyrkiet, men også i Jordan og Libanon. Så til fortalerne for at øge hjælpen i nærområder kan man kun sige: Se bare at komme i gang. Det er ovenstående problematikker, som vi vil tematisere i dette nummer af Social Politik. Vi vil både redegøre for de overordnede internationale problematikker og de nationale spørgsmål om, hvad der gøres, og hvordan flygtningene bliver modtaget og oplever den nye situation. I den første artikel giver Preben Etwil et overblik over flygtningesituationen internationalt og nationalt i Danmark. Der er i dag over 60 millioner mennesker på flugt, hvoraf halvdelen er børn. Især er der fokus på antallet af asylansøgere i EU og Danmark. Sara Glahder Lindberg redegør for kommunernes indsats med at modtage og integrere flygtningene. Især er manglen på billigere boliger og at skaffe flygtningene beskæftigelse store udfordringer for kommunerne. De øgede flygtningestrømme har kaldt på en øget frivillig indsats, der er af stor betydning for integrationen. Niels Helmø redegør for det frivillige arbejde i en kommune, der sker mere eller mindre velorganiseret i en spændingsfelt mellem nogle mennesker i en vanskelig situation og en kommune, der skal følge love og regler. Mette Blauenfeldt og Charlotte Storm behandler de levevilkårs- og integrationsmæssige konsekvenser af den nyindførte integrationsydelse. Med mindre den lave ydelse sikrer, at de berørte kommer i arbejde, hvad erfaringen ikke kan bekræfte, vil det have betydelige konsekvenser. Især vil det være problematisk i forhold til børnefamilien. Temaet afrundes med Europakommissionens erklæring vedr. flygtningesituationen fra d. 14. september. Erklæringen giver dels et billede af unionens forsøg på håndtering af krisen, dels kan det læses mellem linjerne, hvor hurtigt situationen har udviklet sig også i medlemslandende efter d. 14. september.