Bachelorprojekt opgave.

Transkript

1 Bachelorprojekt opgave. Indsatte inklusion i samfundet. Studerende: Kersti Møldrup Pedersen Studienummer: Skole: PGE10F, VIA University College Pædagoguddannelsen, Campus Horsens Vejleder: Marlene Smith Afleveringsdato: 13. januar 2014 Samlet antal anslag:

2 Pædagoguddannelsen i Horsens Denne bachelorprojektopgave er udarbejdet af studerende på VIA University College - Pædagoguddannelsen i Horsens. Den skriftlige opgave er et resultat af de studerendes selvstændige arbejde, og den er ikke rettet eller kommenteret fra uddannelsesstedets side. Endvidere skal der gøres opmærksom på, at den skriftlige redegørelse ikke er hele produktet. Bachelorprojektet vurderes efter 7-trinskalaen på grundlag af den studerendes mundtlige fremlæggelse og en efterfølgende faglig diskussion mellem vejleder, ekstern censor og den studerende med udgangspunkt i det skriftlige arbejde. Jens Norup Simonsen Uddannelsesleder

3 Abstrakt. I min opgave bruger jeg begreberne inklusion, relation og anerkendelse til, at underbygge min teori om, at vi som pædagoger kan hjælpe indsatte med, at få en bedre inklusion til samfundet. I forskningsafsnittet ser jeg på, hvad for en behandlingstype der har den bedste effekt på de indsatte. Jeg har også set på hvordan Pension Skejby hjælper indsatte til, at blive selvstændige ved at lade straffede og ikke straffede bo sammen, og dermed opnå en bedre inklusion til samfundet. Jeg har interviewet en indsat og en pædagog, hvor jeg ser på deres forskellige synspunkter i forhold til de tre begreber.

4 Indholdsfortegnelse Emne Indledningsafsnit Emnebegrundelse Emneafgrænsning Problemstilling Metode Valgte teorier Humanistisk tilgang Kvalitativ undersøgelsesmetode Begrebsafklaring Brugerbeskrivelse Love og retningslinjer Forskning Analyse Inklusion Relationer og anerkendelse Case Analyse af case Interview med en indsat om inklusion til samfundet Pension Skejby Diskussion Konklusion Perspektivering Litteraturliste Bilag Bilag

5 Emne. Indsattes inklusion i samfundet. Indledningsafsnit. Emnebegrundelse. Jeg har i min anden lønnede praktik, være i et åbent fængsel i henholdsvis alkoholbehandling og efterbehandling/udslusning. I min praktik erfarede jeg, at en del af de indsatte 1 havde været i fængsel før, og derfor begyndte jeg at tænke på, om samfundet tager sig af de indsatte der bliver løsladt, så de bliver inkluderet i samfundet? Eller om det er fordi samfundet ikke er klar til at tage imod de indsatte når de bliver løsladt?. Kan det være samfundet, der svigter de indsatte der bliver løsladt, eller er det de indsatte der svigter samfundet? Mens jeg var derude mødte jeg også indsatte, der glædede sig til at blive løsladt så de kunne komme ud, til deres familie og specielt deres børn. Jeg erfarede at en af de indsatte, på sin sidste orlov inden han skulle løslades lavede kriminalitet. Det er der jeg tænkte at det for mig, ville være spændene og dykke ned i inklusionen af indsatte til samfundet og hvor meget der bliver gjort for, at holde de indsatte fra kriminaliteten. I det fængsel hvor jeg var i praktik har de indsatte mulighed for, at få en uddannelse mens de afsonede deres straf. Der er en skole på fængslet, hvor de indsatte kan tage 9 og 10 klasses eksamen hvis de ikke har det. De indsatte kan også tage udvidede kurser i form af blandt andet HF og erhvervsøkonomi. De der afsoner på efterbehandlingen har derudover også mulighed for, at tage ud af fængslet og tage en uddannelse, på et uddannelsessted hvilket er meget brugt. Både fængselsbetjente og pædagoger har gode erfaringer med, at de indsatte kan komme ud af fængslet og få en uddannelse på et uddannelsessted, da de indsatte får input udefra og ikke kun fra andre indsatte i fængslet. Ude på fængslet hvor jeg var i praktik, arbejder de med projekt god løsladelse hvor de arbejder med, at forberede de indsatte bedst muligt på at komme ud i samfundet igen, efter de har afsonet deres straf. Projekt god løsladelse drejer sig for eksempel om, at lære de indsatte der har været meget i fængsel, hvordan man opføre sig når 1 Der kommer en brugerbeskrivelse på side 5 hvor der er en uddybelse af hvilke brugere jeg har arbejdet med i min praktik. 1

6 man er ude blandt andre mennesker, og specielt når der er børn tilstede. Under projekt god løsladelse ligger der også, at de indsatte skal have en bankkonto hvis de ikke har det, og der skal findes en bolig til dem så de har et hjem når de bliver løsladt. Der er også en økonomisk del i det, da de pædagoger der er ude i fængslet skal hjælpe de indsatte, med at få kontanthjælp eller anden støtte fra kommunen eller staten når de bliver løsladt, så dette ikke kan få de indsatte til at lave kriminalitet når de bliver løsladt. Altså er projekt god løsladelse : At forebygge recidiv er imidlertid også afhængig af vilkår og forudsætninger, som ligger uden for myndighedernes handlepligter og muligheder. Det beror både på strukturelle forhold, f.eks. boligmarkedets beskaffenhed og mulighederne for at skaffe bolig, og den indsattes/løsladtes egne forhold: hans lyst, ønske eller interesse til at medvirke til sin egen gode løsladelse. Hvis den løsladte modarbejder sine interesser og planer, eller ikke har, eller kan se tilstrækkeligt attraktive alternativer til kriminalitet, vil godt myndighedssamarbejde naturligvis ikke i sig selv kunne forebygge recidiv. (Ryberg, 2009, s. 77). Her ser vi, at samfundet og myndighederne gerne vil hjælpe de indsatte med, at få en god løsladelse men, hvis de indsatte ikke selv hjælper til eller ligefrem ønsker dette, kan det blive problematisk. Inklusionen for indsatte i et fængsel er vigtigt for, at de ikke laver kriminalitet igen. Inklusion betyder, at det enkelte individ har ret til deltagelse i fællesskabet, fordi det er gennem fællesskaber, at vi som mennesker udvikler os. (Schou og Pedersen, 2010, s 179). Ud fra det her, burde alle mennesker blive inkluderet i samfundet og forskellige fællesskaber. Men er det muligt, at der er nogle individer der ikke passer ind i samfundet, og at samfundet ikke er klar til at kunne tage vare på disse individer? I min opgave vil jeg lægge vægt på, den anerkendende tilgang til de indsatte da jeg i min praktik fandt ud af, at en god relation til de indsatte var nemmere, at oparbejde med en anerkendende tilgang. Jeg erfarede, at pædagogerne havde en anerkendende tilgang til de indsatte og derfor, var der en god relation mellem de indsatte og pædagoger. Mens jeg erfarede at fængselsbetjentene generelt ikke anerkendte de indsatte, og derfor ikke havde en relation til de indsatte og så mennesket bagved forbrydelsen. Anerkendelse kommer til udtryk gennem hele den måde man er i relation til andre på og udspringer af en grundlæggende holdning af ligeværdighed og respekt. (Bae 1996:8). Det er vigtigt i arbejdet med indsatte, at 2

7 man viser dem respekt og at man ser dem som ligeværdige, så de ikke får et dårligt selvværd og selvtillid så de ikke går ud og laver kriminalitet igen. Jeg syntes det er spændene, hvordan den anerkendende tilgang kan påvirke den relation, der kan være mellem indsatte i fængsel og de individer der arbejder i fængslet. Derfor vil jeg se om den anerkendende tilgang kan påvirke deres inklusion i samfundet. Kan den anerkendende tilgang også hjælpe de indsatte med, at ville tage en uddannelse og dermed prøve at forblive på den rene sti når de bliver løsladt og på denne måde, blive inkluderet i samfundet? Emneafgrænsning. Inden jeg skulle skrive min opgave har jeg været en del forvirret over, hvor vidt jeg skulle bruge begrebet inklusion eller resocialisering. Da der på emnet indsatte ikke er meget litteratur om inklusion. Begrundelsen er, i dag er begrebet resocialisering mere eller mindre blevet byttet ud med begrebet inklusion, dette sker da man har fundet ud af, at inklusion vil passe bedre i samfundet da det ved inklusion, ikke kun er det enkelte individ der skal tilpasse sig samfundet og fællesskaber men, at det også er samfundet og fællesskabet der skal tilpasse sig det enkelte individ. Når man ser på begrebet resocialisering så er det, det enkelte individ der skal tilpasse sig samfundet og fællesskaberne og dermed, er der ikke plads til alle, så hvis man kommer ind i et fællesskab og ikke passer ind under begrebet resocialisering, så er det det enkelte individ der er problemet, og ikke samfundet eller fællesskabet. Ifølge Schou og Pedersen så bliver det enkelte individ udviklet, når man bliver en del af et fællesskab, da det er gennem fællesskaber der opstår en relation. Altså skal der ifølge dem være plads til alle individer, uanset hvor forskellige man måtte være i et fællesskab, da alle individer har ret til at udvikle sig (Schou, 2010). Problemstilling. Hvordan kan vi som pædagoger, støtte den indsatte i et fængsel og dermed være med til at skabe en bedre inklusion til samfundet? 3

8 Metode. Jeg starter med i mit metodeafsnit at kort fortælle, hvilke teorier jeg har valgt at bruge i min opgave, som er efterfulgt af min tilgang og hvilken undersøgelsesmetode jeg har brugt. Jeg har lavet en kort begrebsafklaring for, at læseren bliver sat ind i hvilke begreber jeg har valgt bruge i min opgave, og hvad der er grundlæggende for disse begreber. Derudover har jeg igen kort skrevet lidt om, den brugergruppe jeg har valgt at skrive min opgave ud fra, da den brugergruppe jeg har valgt er specielt inden for den pædagogiske praksis. Derudover har jeg fundet noget forskning, hvor jeg har taget udgangspunkt i behandlingsmetoder og effekten af disse. I inklusions- og relationer og anerkendelse afsnittet, har jeg med henholdsvis egne ord, referencer og citater fortalt hvordan man som pædagog i et fængsel, forbereder indsatte på at blive inkluderet til samfundet, jeg slutter disse afsnit af med en case fra min praktik, og bruger derefter de valgte teori til at analyser casen med. Jeg har skrevet et afsnit om et interview, jeg har lavet med en indsat og hvordan han syntes efterbehandlingen/udslusningen, hjælper indsatte med at blive inkluderet til samfundet. Jeg har valgt at skrive om Pension Skejby, da det er en god måde for indsatte, at blive inkluderet til samfundet på stille og roligt. I min diskussion har jeg valgt, at sætte et interview med en indsat og en pædagog op mod hinanden, hvor man kan se at de ser forskelligt på hvordan det fungere på behandlings/udslusningsafdelingen. Valgte teorier. Jeg har i mit afsnit om inklusion valgt, at bruge Schur og Pedersen da jeg før har arbejdet med deres teori og syntes, at de er gode til at formulere inklusion så jeg forstår det, og kan bruge det i min opgave og videre give deres teorier, på en måde så det giver mening for både læser og mig. Derudover er det er kapitel fra en lærebog så kilden er efter min mening pålidelig. I mit afsnit om anerkendelse og relationer, har jeg valgt primært at bruge Berit Bae da hun har lavet mange undersøgelser, indenfor anerkendelse og dermed er Berit Bae en pålidelig kile. Derudover har jeg brugt en artikel, som jeg har fundet på internettet som er skrevet af Lis Møller, hun referere til både Anne-Lise Løvlie 4

9 Schibbye og Berit Bae. Da hun bruger disse to teoretiker i sin artikel, mener jeg også her at er kilden pålidelig. Humanistisk tilgang. Jeg bruger den humanistiske skrivestil i min opgave, da jeg er ved at uddanne mig til pædagog og dermed, har med mennesker at gøre. Jeg skriver dog ikke om det konkrete individ, der kan få lov til at udvikle sig frit da min brugergruppe er individer i et fængsel og de derfor, skal indordne sig efter regler og rammer som andre individer og samfundet, har sat op for dem. Kvalitativ undersøgelsesmetode. Jeg bruger den kvalitative undersøgelsesmetode, da jeg har været ude og interviewe et individer der sidder i et fængsel, derudover har jeg også interviewet en pædagog. Det vil sige, at jeg ikke bruger forskningen til at skrive min opgave med men, at jeg i stedet bruger de interviews jeg har lavet med to forskellige personer. Begrebsafklaring. Jeg forstår begrebet inklusion som værende et begreb, hvor både grupperinger, fællesskaber og samfundet skal tilpasse sig det enkelte individ, så individet ikke føler sig udenfor. Ved inklusion forstår jeg også, at det dog ikke kun er grupperinger, fællesskaber og samfundet der skal tilpasse sig individet, men at det også er det enkelte individ, der skal tilpasse sig de forskellige grupperinger, fællesskaber og samfundet så de dermed mødes på halvvejen. Inklusionen er hvis der er et individ der for eksempel har været i fængsel, og dermed har været væk fra samfundet, i alt fra en måned og op til flere år, og som derfor skal tilpasses samfundet igen, og dermed blive en del af samfundet igen. Jeg har også i min opgave valgt, at bruge begreber som relation og anerkendelse. Relation forstår jeg ved, at man som to individer først begynder at snakke lidt sammen, og jo mere man snakker sammen jo bedre bliver relationen til hinanden, altså begynder man at lære hinanden bedre og bedre at kende. Relation kan også opnås gennem en fælles aktivitet eller hvis man kender nogen af de samme mennesker. Anerkendelse er, hvor man ikke blot roser det enkelte individ. Som Berit Bae siger og som står i emnebegrundelsen, så er det måden man respektere og ser hinanden 5

10 ligeværdigt på, der er med til at gøre anerkendelse til anerkendelse, altså gennem ros ser man på det et individ har lavet, men respektere det ikke nødvendigvis som man gør ved anerkendelse (Bae, 1996). Ikke alle individer ser hinanden som ligeværdige og hvis man ikke gør dette, så kan man ikke være anerkendende da dette har en stor betydning for, om man kan anerkende andre individer. Brugerbeskrivelse. Da efterbehandlingen ligger i et åbent fængsel, er det indsatte i fængsler der er brugergruppen. De indsatte der primært er på efterbehandlingen, er indsatte der enten studere eller har arbejde. Efterbehandlingen støtter op om de indsatte, der tager en uddannelse enten inde i eller udenfor fængslet. Når man bor på efterbehandlingen, skal man have været igennem et behandlingsforløb i sådan et omfang, at der skal arbejdes videre med det. Det vil sige, at de indsatte der bor på efterbehandlingen, alle er tidligere stofmisbrugere eller alkoholikere. På efterbehandlingen er det nemmere for de indsatte, at få frigang 2 til skole eller arbejde udenfor fængslet, og derfor er der en del af de indsatte på efterbehandlingsafdelingen, som går i skole eller arbejder udenfor fængslet. På efterbehandlingen skriver man under på en kontrakt, når man kommer over på afdelingen, de indsatte skriver under på, at de ikke vil tage stoffer eller indtage alkoholiske drikke mens de sidder på efterbehandlingsafdelingen. Hvis de gør dette, bliver de bortvist fra efterbehandlingen og flyttet et andet sted hen i fængslet. På efterbehandlingen ser man ikke så gerne, at der kommer indsatte ind som har et massivt forbrug af lægeordineret medicin, for hvis de indsatte ikke får for eksempel smertestillende piller nok, kan de selvmedicinere sig og få piller andre steder i fængslet. De indsatte kan også finde på, at gemme deres piller til videresalg til andre indsatte. Love og retningslinjer. I Bkg. Om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med kriminalforsorgen for visse persongrupper står der (Jappe, 2011): 1. kommunerne skal koordinere handleplaner efter 140, stk. 1 og 3, samt 141 i lov om social service med kriminalforsorgen med henblik på at understøtte en 2 Frigang betyder at man kan få lov til at tage ud af fængslet for enten at arbejde eller gå i skole. Dog skal man komme tilbage efter endt arbejdsdag eller skoledag. 6

11 langsigtet indsats og sikre kontinuitet i samarbejdet overfor fælles klienter. (Jappe, s. 578) I det pædagogiske arbejde, arbejder man med handleplaner for at kunne følge de indsattes inklusion til samfundet. I forvaltningsloven står der: 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. Borgerlig straffelov 152 og 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. (Jappe, 2011 s. 109) Vi har som pædagoger tavshedspligt. Vi må som pædagoger ikke, fortælle noget hvor andre vil vide hvem vi snakker om. Forskning. Der er lavet en Campbell forskningsoversigt som viser, at ved at behandle indsatte misbrugere, kan man reducere de indsattes tilbagefald til kriminaliteten med 20 %. Dog lægger de også vægt på, at der er stor forskel på hvordan de forskellige behandlingsmetoder virker, på de indsatte og de har i denne forskning taget udgangspunkt i fire behandlingstyper. Terapeutisk samfund har en positiv effekt både i forhold til at få de indsatte ud af kriminalitet og stofmisbrug. Rådgivningsprogrammer reducerer kun det kriminelle tilbagefald, men virker tilsyneladende ikke lige så godt på alle typer af kriminelle. Andre former for behandling substitutionsbehandlingsprogram (fx metadonbehandling) og de såkaldte boot camps ser ikke ud til at have effekt i forhold til at begrænse misbrugernes tilbagefald til kriminalitet ( d. 3/1 kl ) Det terapeutiske samfund adskiller, de deltagende indsatte fra de ikke deltagende indsatte og køre et program, hvor beboerne selv skal være involveret i behandlingen, de lægger også vægt på, en støttende og konfronterende tilgang til de indsatte, der ses også på de sygdomme, som de indsatte kan have og dermed ikke kun stofmisbruget, men vægter det der kan være skyd i de indsattes misbrug. Rådgivningsprogrammer tager udgangspunkt i, foreksempel 12-trins programmer 7

12 hvor det kan indebære møder ved AA og NA, der er også træning i de indsattes kognitive færdigheder, undervisning om stoffer samt undervisning i basale skolefærdigheder ( såsom læsning og regning så de indsatte har mulighed for at få en uddannelse, derudover er der også træning i livsfærdigheder. Begge behandlingsformer bruger somregel, gruppeterapi og i nogen omfang også indivudiel terapi. Disse to behandlingsformer er de der har været mest succes med. De indsatte der har været igennem en af disse behandlingsmetoder har større chance for, at komme ud og ikke lave kriminalitet igen, eller komme tilbage til deres misbrug. Derimod er Boot Camps ikke så effiktiv, da det er bygget op efter den militære grunduddannelse med disciplinære øvelser ( Mens substitutionsbehandlingsprogrammer er baseret på, brugen af opioid medicinering hvor man foreksempel anvender metadon, som kan have en virkning mens de indsatte er i fængslet, men de indsatte stopper med det, når de bliver løsladt og derfor vil deres trang, til enten stoffer eller alkohol komme tilbage. Forskningsoversigten viser at stofmisbrugsbehandlingen virker men, at nogle former for behandling har en bedre indvirkning end andre. Foreksempel har den terapeutiske samfundsbehandling, en virkning på de indsatte uanset om der er en obligatorisk efterbehandling er inkluderet eller ej, det finder sted i et statsfængsel eller et lokalt arresthus, programmet er udviklet for under 1 år siden, for 1 til 3 år siden, eller om programmet har eksisteret i mere end 3 år, længden af behandlingen er mere eller mindre end 90 dage, deltagelse er obligatorisk eller frivillig. ( d. 3/1 kl ) Altså har den terapeutiske samfundsbehandling en effekt, uanset hvad næsten. Mens rådgivningsprogrammer ikke reducere misbruget, men ellers lader til at være lige så effiktiv, som det terapeutiske samfundsbehandlingsprogram når man ser på kriminaliteten. Rådgivningsprogrammerne er dog ikke ligeså effiktive, når det gælder blandede grupper og for unge. Hverken Boot Camps eller Substitutionsbehandlingsprogrammer har nogen effekt, på de indsattes kriminalitet eller misbrug når de bliver løsladt. Resultaterne i forskningsoversigten er baseret på en metaanalyse af 66 selvstændige evalueringer. Disse indgår i 53 studier, der inkluderer over kriminlle (en enkelt evaluering inkluderede over kriminelle). 58 studier blev udført i USA, tre 8

13 i Australien, tre i Canada, et i Taiwan, et i England. ( d. 3/1. kl ) Altså vil jeg mene, at denne forskning har været ude og undersøge det grundigt, og dermed er den pålidelig som en kilde. De skriver også i forskningsrapporten, at der ikke har været noget litteratur om behandlingsrelaterede arbejde med indsatte i fængsler, frem til 1996 og dermed er det meget sparsomme oplysninger, der findes indenfor dette område. Analyse. Inklusion. Schur og Pedersen mener, at der bliver stadig større forventninger om at pædagoger i arbejdet indenfor både normal- og specilområdet med andre individer, kan bidrage til en bedre inklusion, ved brug af større rummelighed. Dette skal gøres ved at pædagogens fokus bliver flyttet, fra individet og over på individets og fællesskabets relation til hinanden (Schou, 2010). Schur og Pedersen mener også, at det ikke er individet i sig selv der er problemet men, at det er måden man opfatter og skaber fællesskaberne på, der er problemet (Schou, 2010). Så målet er ikke, at arbejde med at den enkelte indsattes skal tilpasse sig det normale fællesskab og samfund men, at arbejde på den indsattes relation til fællesskaber og samfundet. Inklusion er ifølge Schur og Pedersen et begreb, hvor det ikke kun er det enkelte individ der skal tilpasse sig samfundet, men både individet og samfundet der skal tilpasse sig hinanden, da det er gennem fællesskaber, at vi som individer udvikler os som mennesker (Schou, 2010). Nye mulige måder at være fællesskab på, nye regler, normer og værdier samt nye måder at forstå relationer på. Det vil sige, at deltagerne i inklusionsprocessen er indstillet på, at der ikke kun finder forandringer sted i den person, der inkluderes, men også i fællesskabet (Schou og Pedersen s. 179.) Dermed møder de indsatte ikke en resocialiserende pædagogik, hvor det er de indsatte der fuldt ud skal tilpasse sig fællesskabet og samfundet, men de møder en pædagogik hvor det lige så meget er fællesskabet og samfundet der skal tilpasse sig de indsatte. Men det kan stadig blive svært for de indsatte, at blive inkluderet i samfundet, da der er forskellige holdninger til tidligere indsatte i fængsler. Der er på nogen arbejdsplsadser hvor man gerne ser, at medarbejderne ikke har en kriminel fortid og dermed lægger vægt på, at de kan aflevere en ren straffeattest. Dette kan 9

14 medvirke til, at de tidligere indsatte får problemer med, at få et arbejde når de efter deres dom skal søge arbejde. Denne holdning til starffeattester kan medvirke til, at de tidligere indsatte ikke føler den gensidige inklusion, som samfundet burde have ifølge diffenationen på inklusionsbegrebet. Inklusion af indsatte kræver en del arbejde, for at inklusionen kan lykkedes bedst muligt for alle parter. Her er nogle af forudsætningerne: - Der skal være tilstrækkelig støtte til det enkelte individ. - Der skal være en handleplan for hvert enkelt individ som løbende skal tilpasses individet og dens udvikling. - De ansatte skal efteruddannes for at kunne komme med nye måder at drive behandling af de indsatte på. - Der skal i arbejdstiden være tid til planlægning, møder, udvikling og evaluering i personalegruppen. - Der skal afsættes tid til supervision til de ansatte så de kan få hjælp til, at komme videre hvis de har brug for hjælp til et enkelt individ eller en gruppe. - Der skal være et godt samarbejde mellem tværprofessionelle samarbejdspartnere. (Schou, 2010) Som man kan se, ud fra punkterne er der en del der skal tages højde for, for at der kan ske en vellykket inklusion af indsatte i fængsler. De punkter jeg finder vigtigst vil jeg kort uddybe herunder: Jeg har i min praktik i fængslet fundet ud af, at alle disse punkter er vigtige for, at de indsatte for det første får en god afsoning, og får en blid og behagelig inklusion til samfundet. Det er vigtigt at den indsatte får den støtte de har behov for, via individuel behandling, hvor pædagogerne kan få en snak med den indsatte, hvor man kan kommer ind på, hvad den indsatte går og tænker på og hvad der kan være med til, at den indsatte har en svær periode, og dermed kan den indsatte få snakket med en, der kan hjælpe i en grad, så den indsatte har mindre at spekulere over. For at få den bedste mulige behandling til de indsatte, bliver pædagogerne nødt til, at komme på de nye kurser der er, og dermed få de nyeste behandlingsmetoder. Det er også vigtigt, at pædagogerne kommer med til debatdage, sammen med andre pædagoger fra landet så de på den måde, kan supplere hinanden og høre hvad andre har oplevet, og hvad for nogle erfaringer andre har gjort sig. Mens jeg var ude på 10

15 fængslet, var pædagogerne i gennemsnittet på to kurser og til to debatdage, hvor pædagogerne fik nye remedier med til behandlingen og dermed, kunne forsøge at inkludere de indsatte bedre til samfundet, eller gøre dem mere klar til at kunne begå sig, nogenlunde udenfor fængslets regler og struktur. Kommunen og politikerne spiller en rolle, da det er politikerne der sætter regler og rammer, for hvor meget man skal opnå i behandlingen med de indsatte, som politikerne giver videre til kommunerne og kommunerne giver videre til pædagogerne. Dermed har pædagogerne nogle mål som de skal opfylde, ellers kan andre behandlingsudbydere gå ind og overtage dette tilbud, som de ellers har, dette gøres for at de indsatte får den bedste mulige behandling, og dermed får nemmere ved at blive inkluderet til samfundet. Pædagogisk arbejde har nemlig som opgave at realisere de mål, der er formuleret på et politisk niveau. Hvad de pædagogiske indsatser skal føre til, er således et politisk og ikke et pædagogisk spørgsmål. Til gengæld er det pædagogerne, der har ansvaret for at finde frem til, hvordan det er pædagogisk muligt at nå de politisk formulerede mål. (Schou og Pedersen, s. 165.) Her ser man, at det er politikerne der sætter målene for hvad der skal nås, men at det er pædagogernes arbejde, at finde ud af hvordan de politiske mål bliver realiseret. Det grundlæggende mål er for det meste, hvilke forestillinger der hersker mellem individet og fællesskabet, der findes i det danske samfund. Relationer og anerkendelse. Jeg har under min praktik, haft en anerkendende tilgang til de indsatte som var i fængslet ved, at vise dem respekt og behandle dem ligeværdigt. Dette føler jeg stadig var den rigtige måde, at gøre det på da de indsatte har ikke blot brug for ros, når de har været igennem et behandlingsforløb, men også har brug for den anerkendelse, som vi pædagoger kan give dem. Vi som pædagoger skal gå ind og se, hvert enkelt individ som det er og respektere og acceptere, de forskelligheder der er og på den måde kan man som pædagog hjælpe de indsatte til en bedre inklusion til samfundet. Det er også gennem anerkendelse at vi som pædagoger, kan opnå en sund relation til de indsatte, da vi gennem anerkendelsen respektere andre og deres meninger og holdninger. 11

16 Hovedpointen er, at anerkendelse er forskellig fra ros og positiv bekræftelse, idet anerkendelse indebærer accept og respekt for menneskers hele oplevelsesverden. Det kan lyde enkelt, men i praksis viser det sig at være lettere sagt end gjort. At forholde sig anerkendende indebærer, at den professionelle løbende arbejder med egen selverkendelse og er optaget af eget bidrag i samspil med andre mennesker. ( d. 30/12 kl ) Som vi ser, ud fra citatet er ros og anerkendelse to vidt forskellige ting. Ros er hvor man kan sige, ej hvor er det godt og det er jeg glad for, men man ser ikke mennesket som det egentlig er og dermed ikke, respektere eller behandler individet ligeværdigt. Hvor man i en anerkendende tilgang, ser mennesket og respektere hvad dette individ har lavet og foreksempel, holder øjenkontakten eller giver sig tid til, at snakke med individet om hvad det har lavet. Anerkendelse er med til at give, brugerne en bedre selvtillid og selvfølelse da man som sagt ser mennesket. Berit Bae mener, at når man møder et menneske på en anerkendende måde, er det en værdifuld væremåde og en etiskholdning, som mennesker har nemt ved at slutte sig til. Hun mener også, at specielt i en kultur præget af hierarkiske relationer, er individerne ikke vandt til, at blive mødt med en anerkendende tilgang og at individerne, derfor er i underskud med at blive set, på en anerkendende måde ( og dette forefindes i de danske fængsler. Uanset hvad man gør vil hierakiet altid være, at den stærkeste er øverst og sædeligheds forbryderne vil altid være nederst i hierakiet. I fængslet ser pædagogerne somregel de indsatte, på en anerkendende måde og derfor kan pædagogerne, få en god relation til de indsatte og dermed køre en behandling for de indsatte, som kan føre til en bedre inklusion til samfundet. Hvis pædagogerne ikke havde den anerkendende tilgang til de indsatte, ville de indsatte ikke have, den samme tillid til pædagogerne og dermed, ville behandlingen af de indsatte ikke kunne fungere. Det kræver dog også meget af pædagogerne, at arbejde med den anerkendende tilgang til indsatte i et fængsel, man bliver som pædagog nødt til, at give de indsatte noget af en selv, for at kunne få noget af de indsatte. Det vil sige, at pædagogerne inddrager de indsatte i dele af deres liv for, at kunne opbygge en anerkendende relation til de indsatte, så de indsatte har tillid til de pædagoger der er på stedet. Når man som jeg har været i praktik i et fængsel, ser man hurtigt at fængselsbetjente ikke har, en anerkendende tilgang til de indsatte. Fængselsbetjentene ser de indsatte som individer, der blot skal afsone deres straf og de skal marke ret efter fængselsbetjentene og de ser ikke, mennesket bag den der 12

17 har lavet kriminalteten. De indsatte har ikke den samme tillid, respekt og relation til fængselsbetjentene som de har til pædagogerne fordi fængselsbetjentene ikke ser de indsatte på en anerkendende måde. Berit Bae skriver følgende: Ikke-anerkendende relationer derimod vil skabe forudsætninger for tilbagetrækning, lukkethed og modstand, og barnet får negative oplevelser af sig selv i læringssituationer. (Bae, 1996) Altså skal man som pædagog i et behandlingsforum se de indsatte på en anerkendende måde for at behandlingen og dermed inklusionen til samfundet bliver bedre. Hvis man ikke ser dem på en anerkendende måde og dermed har den gode relation kan man resikere at de indsatte trækker sig tilbage og lukker sig inde i sig selv og i værste fald får en negativ opfattelse af sig selv i behandlingsforløbet som dermed ikke vil have nogen effekt på den indsatte, og kan føre til en dårlig inklusion til samfundet. Jeg har her valgt at tage en model ind om relationer, for gennem relationer opstår den virkelige anerkendelse mellem individer. Ydre virkelighed Initiativer Initiativer Indre verden Mødet Samspil Indre verden Interpersonelle relationer Gøres indre: subjektiv bearbejdning ( d. 2/1 kl ) Her ser vi at der er to individer der mødes. Ved denne figur skal der forståes, at vi som individer ikke har en fast afgrænsning men at vi alle er modtagelige overfor omverdenen og andre individer. Dermed bliver alle individer mere eller mindre påvirket af andre individer eller af samspillet med andre. Dette betyder at alle individer gennem hele deres liv bliver påvirket udefra af andre og af verdenen. Det vil sige, at vi gensidigt skaber hinandens forudsætninger, og at vi udvikles i det relationelle rum, hvor to oplevelsesverdener mødes ( d. 2/1 kl ) I 13

18 den pædagogiske praksis kan dette give pædagogen nogle muligheder da dette indebære at vi som pædagoger skal justere vores eget bidrag i samspillet med den indsatte eller brugeren generelt, og på denne måde kan vi skabe nye forudsætninger for den indsattes måde at være til stede på. Men for pædagoge er det en forudsætning at man er villig til at se på hvad man selv bidrager med i samme omfang, som man ser den indsattes. Case. VI havde en indsat i det åbne fængsel, som havde en lang dom. Han var kommet på behandlingsafdelingen fra et lukket fængsel, hvor han havde sat i en årrække. Den indsatte havde i mange år ikke prøvet, at stå i en kø som går ind som en tragt men var vand til den lige kø, som var ved købmanden i fængslet. På en tur til Mac Donalds, blev den indsatte stående og kunne slet ikke finde ud af, hvordan han skulle komme ind i køen. Det ender med at pædagogen som er med på turen, bliver nødt til at tage fat i den indsattes arm og føre ham langsomt, ind i køen indtil den går som en lige række. Den indsatte bestiller den burger der er på det største billede, men da han får burgeren er den ikke lige så stor som den var på billedet, dette forstår den indsatte ikke, og siger til pædagogen det er ikke den burger jeg har bestilt, den jeg har bestilt er meget større på billedet. Hvorefter vi måtte forklare ham, hvorfor burgeren på billedet var meget større, end den han havde fået. Analyse af case. I casen fremgår det, at den pågældende indsatte har været væk fra samfundet så længe, at han har glemt eller slet ikke ved hvordan det fungere, når der er billeder af forskellige varer og bliver derfor skuffet, da han opdager at billeder og virkeligheden ikke høre sammen. Set fra den inkluderende pædagogik så skal pædagogerne have lært den indsatte, hvordan man bestiller mad på en restuarent uden man bliver skuffet. Vi tog ud og fik is engang imellem med de indsatte, hvor den pågældende indsatte fik en større forståelse for, hvordan billeder og det man bestiller hænger sammen. Derudover skulle den indsatte også lære, hvordan man begik sig blandt andre mennesker, for eksempel det med at stå i kø. Hvis de indsatte kigger forkert på andre indsatte i fængslet, kan det have konsekvenser i form af slåskampe. Vi skulle her lære den indsatte, at det er okay at kigge andre i øjenene udenfor fængslet, og at det ikke ville have konsekvenser. 14

19 Pædagogerne får nogle gange indsatte ind hvor det kræver en del arbejde, med den indsatte for at få den indsatte klar til, at blive inkluderet i samfundet. I inklusions pædagogikken skal både individ og samfund tilpasse sig hinanden, dog kan individet som her have været væk fra samfundet så længe, at individet skal arbejde ekstra hårdt for at tilpasse sig samfundet, så samfundet er klar til også at tilpasse sig individet. For at kunne hjælpe den pågældende indsatte bedst muligt, skal der være en gensidig respekt mellem pædagog og indsatte, og dermed en anerkendende tilgang til hinanden, så den indsatte ikke kommer til at føle at pædagogen har magten, men blodt vil hjælpe den indsatte. Dog kan den indsatte på et punkt muligvis ikke føle sig som ligeværdig med pædagogen, da de foreksempel står i køen hvor pædagogen hjælper den indsatte med at komme ind i køen, da det der er pædagogen der tager kontrollen over den indsatte og føre ham ind i køen, der udviser den indsatte tillid til pædagogen og lader pædagogen føre ham ind. Efterfølgende skal pædagogen med den anerkendende tilgang, altså gensidig respekt og se den indsatte som ligeværdig sørge for, at hjælpe den indsatte med at blive inkluderet til samfundet, så den indsatte stadig har denne respekt og ligeværdighed overfor pædagogen, som den indsatte udviser gennem casen. Interview med en indsat om inklusion til samfundet. Jeg har interviewet en indsat, som sidder på Efterbehandlings/udslusningsafdeling i det åbne fængsel, hvor jeg har været i praktik. Den indsatte har været på efterbehandlingen i 1½ år og har før det, været i misbrugsbehandling for stoffer i et lukket fængsel. Den indsatte mener dog ikke, han får noget ud af at være på efterbehandlingen/udslusningen. Han går til daglig i skole udenfor fængslet, og er ved at tage en uddannelse som han har planer om, at gøre færdig selvom han bliver løsladt. Når han er færdig med sin uddannelse, vil han gerne have arbejde indenfor dette område. Den indsatte mener, at der er nogen som bliver fejlplaceret ovre på efterbehandlingen/udslusningen, da denne afdeling, har et ry for at være et nemt sted at afsone, han er dog også sikker på, der er nogle indsatte der bruger det som skalkeskjul, da andre indsatte ikke må komme ind, på deres afdeling uden de har fået lov, af enten fængselsbetjente eller pædagoger. Han mener også, at der på afdelingen er en manglende opmærksomhed på, hvordan de indsatte har det 15

20 og at mangelfuld rengøring af celler, kan være et råb om hjælp fra de indsatte. Han er dog selv glad for at være på efterbehandlingen/udslusningen, da han føler der er en ro på afdelingen, så han kan koncentrere sig om sit studie og mange af de indsatte, der kommer derover for at afsone er velfungerende. Dog lægger han vægt på, at han er glad for den kontrakt der er på afdelingen, om nul tolerance overfor stoffer og alkoholiske drikke. Den indsatte mener ikke, at efterbehandlingen/udslusningen kan hjælp ham med at blive inkluderet bedre til samfundet, da han altid har haft arbejde, når han ikke har afsonet og han har altid betalt regninger og passet det, han skulle passe og har taget ansvar for det han skulle. Han lægger også vægt på, at man som pædagog ikke kan hjælpe de indsatte som ikke vil hjælpes og derfor er, det ikke altid at pædagogerne kan hjælpe indsatte til, at blive klar til at blive inkluderet til samfundet. Men det gør en forskel for nogle af de indsatte som kommer til at føle sig mere klar til, at blive inkluderet til samfundet. Dog mener han, at det er en meget stor fejl at deres ugentlige tur til købmanden er blevet fjernet, da denne tur var med til at få de indsatte ud af de faste rammer og regler, som der er i fængslet. Han mener også, det er hårdt at blive ved med at finde på noget som afdelingen kan lave mandag og torsdag, når den tilknyttede pædagog har aftenvagt på afdelingen. Jeg spurgte den indsatte, om han følte sig klar til at komme ud i samfundet igen, hvor til han svarede at det gør han, han syntes han har fået nogle gode klassekammerater som han glæder sig til at kunne mødes med privat, da dette ikke kan lade sig gøre mens han sidder i fængsel. Han mener frigangen til skolen hver dag er med til, at han føler han er i samfundet hver dag og er en del af samfundet. Han mener ikke, at den anerkendende tilgang kan være med til at gøre så de indsatte får lyst til, at holde den rene linje når de bliver løsladt. Men han siger dog, at han mener at de indsatte kan blive manipuleret til, at tro det inde i fængslet. Pension Skejby. En Pension er et sted, hvor indsatte kan komme hen og afsone, op til de sidste tre måneder af deres afsoning. På en pension er reglerne ikke, lige så stramme som i selve fængslet. De indsatte der arbejder eller går i skole udenfor pensionen, tager af sted om morgenen og skal ikke være hjemme igen, før om aftenen hvor de så vil blive låst inde, på deres celler natten over. De indsatte der arbejder på pensionen kan 16