Gadens instrument Hjemløse spillede på lirekasser

Transkript

1 h u sfo r bi nr. 7 juli årgang pris 20 kr. 10 kr. går til sælgeren køb af sælgere med synligt id-kort Gadens instrument Hjemløse spillede på lirekasser Indvandrerkvinder bliver hjemløse Uventet regning efter udstået straf KOPI Køb kun avisen af sælgere med synligt ID Hus forbi må ikke sælges i togene

2 h u sfo r bi leder indhold REDAKTION ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Ole Skou ole@husforbi.dk Journalistisk redaktør Poul Struve Nielsen poul@husforbi.dk FORSIDEFOTO Jeppe Bøje Nielsen KORREKTUR BRO Kommunikation A/S LAYOUT Salomet Grafik KONTAKT REDAKTIONEN tlf , redaktion@husforbi.dk SALGSAFDELING Jimmy Rohde, tlf , jimmy@husforbi.dk Morten Munk Hansen, tlf , morten@husforbi.dk ADMINISTRATION Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, tlf , rasmus@husforbi.dk Ole Skou, formand, tlf , ole@husforbi.dk Ruth Kristoffersen, bogholder, tlf , ruth@husforbi.dk ANNONCER Christian Berg, DG Media, tlf , mobil , Christian.B@dgmedia.dk Digitalsjasen John Hansen, tlf , john@husforbi.dk UDGIVER Foreningen Hus Forbi Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N Tlf , DISTRIBUTION Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse med mere kan fungere som distributører for Hus Forbi det vil sige være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på tlf / (se listen af distributører på ABONNEMENT STANDARDABONNEMENT: 480 kroner (12 numre om året inklusive moms, porto og gebyr). STØTTEABONNEMENT: 680 kroner Kontaktperson John Hansen, tlf Mail: abonnement@husforbi.dk BIDRAG Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på kontonummer , Arbejdernes Landsbank. Mærk indbetalingen bidrag. TRYK Dansk Avistryk OPLAG LÆSERTAL (4. kvartal 2013 og 1. kvartal 2014) ifølge Index Danmark/Gallup ANTAL registrede SÆLGERE ISSN Næste nummer udkommer den 1. august 2014 OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. vi støtter hus forbi Så lyt dog! Hus Forbi har været med på Danmarks politikfestival, Folkemødet, i den nordbornholmske havneby, Allinge. Det betegnes som en årlig påmindelse om, at det åbne danske demokrati er værd at værne om og påskønne. Der er masser af debatmøder, også om hjemløse og socialt udsatte, som blandt andre Hus Forbi var med til at sætte på dagordenen. Politikerne går rundt og standser op og taler med folk, og jeg fandt ud af, at der er to slags politikere: Dem, der er kommet for at lytte og diskutere, og dem, der er kommet for at tale og ikke agter at lade sig påvirke af virkeligheden, når de tromler deres politik igennem. De sidste må have følt sig ramt af den gruppe medlemmer af de hjemløses landsorganisation, SAND, som lavede en happening, hvor de klædte sig ud i jakkesæt, tog høreværn og skyklapper på, mens de gik rundt med et stort skilt over brystet med teksten POLITIKER. Politik har efterhånden udviklet sig til en kontrakt mellem magthaverne og den meget brede middelklasse. Magthaverne siger: 'I stemmer på os, og vi sørger for, at I får dejlige SANDs medlemmer ramte plet på Folkemødet med skyklapper og høreværn. huse, biler og fladskærme.' Dem, der står udenfor den brede middelklasse, er ikke med i kontrakten. De bliver hængt ud som dovne og udsat for sanktioner, så de kan lære det. Dertil kommer, at det på grund af kontanthjælpsnedskæringer, forringelser for syge og så kort en dagpengeperiode, at nu står uden forsørgelse er en voksende gruppe, der kommer til at stå udenfor. Magtfuldkommenheden har nået et punkt, hvor nogle af magthaverne ikke engang finder det nødvendigt at lytte og finde ud af, hvad det i grunden er for nogle mennesker, som de er med til at stigmatisere og sanktionere. Vi kan som eksempel nævne en boligordfører for et stort politisk parti, som tror, at kommunerne bare kan anvise boliger, som ikke er tomme. Det kan godt være, at det nu går lidt fremad med økonomien, så regeringen kan sige, at vi kommer længere væk fra den økonomiske afgrund, men til gengæld er vi på vej ud mod en social afgrund, som kan splitte og ødelægge vores velfærdssamfund. Der er gode og lyttende politikere, ja, og de findes også i alle partierne i Folketinget. Men der er også for mange, som må se at tage skyklapperne og høreværnet af og lytte til folk og se sig omkring, så også det lille mindretal kan påskønne det danske demokrati. Poul Struve Nielsen, redaktør vil du også støtte? Send en mail til redaktion@husforbi.dk Det koster kroner at få sit firmalogo med Ombudsmand ind i sag om psykisk syge fanger 28 Tandhjulet: Munden udstiller udsattes status 32 Ny sælger Gældsat uden at vide det Jeg kan ikke forstå det. Da jeg røg i spjældet, sagde de til mig: Sølver, du har ret til en advokat. Har du ikke råd til en, så får du en beskikket, men hvorfor får jeg så en regning på kroner?' Læs om tidligere indsatte, der løslades til et gældsfængsel. Drømme så høje som tårne I Hus Forbis serie om socialt udsatte grønlændere i Danmark, bringer vi i denne måned et interview med en ung mand, Eerli Semsen, som har haft det svært med at være splittet mellem den danske og den grønlandske kultur. Nu prøver han at hjælpe andre Gadens instrument Lirekassen slog igennem i Danmark efter nederlaget ved Dybbøl. Krigsinvalider fik som social foranstaltning lov til at spille med instrumentet og dermed tjene til dagen og vejen. Senere fik også hjemløse samme mulighed, så de havde et alternativ til tiggeri. Hjemløse muslimske kvinder En ny gruppe hjemløse viser sig på overnatningssteder for hjemløse kvinder. Det er unge kvinder med en muslimsk baggrund. De kan ikke klare de snærende bånd, som familietraditionen byder dem, så de smider tørklæderne og bliver hjemløse. Jeg kender én, som har haft en lejlighed i to år og kun været der to gange. Vi mangler flere bofællesskaber og den slags til folk, som ikke kan finde ud af det. Hus Forbi-sælger Jesper Hein til Københavns socialborgmester, Jesper Christensen, i et spørgsmål om underskud i antallet af skæve boliger. KOMMUNAL v/annemette Lyngh 2 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 3

3 advarsel til departementschef Hjælp til huslejen Flere penge til udsatte Socialminister Manu Sareen har uddelt en advarsel til sin departementschef og en såkaldt tjenstlig tilrettevisning til to andre ledende embedsmænd. Det er sket på baggrund af en advokatundersøgelse om tildelingen af en million kroner til projektet Stemmer på Kanten, hvor tidligere socialminister Anette Vilhelmsen trådte ind i et reality-tvprogram med Lisbet Zornig Andersen fra Huset Zornig med ordene: Jeg har en million til dig' i sensommeren Advokatundersøgelsen, som nu er offentliggjort, konkluderer, at der var tale om kritisable forhold i sagen. - Med advarslen og de tjenstlige tilrettevisninger mener jeg, at der er draget de rigtige personalemæssige konsekvenser. Der er hermed sat punktum i sagen, og de pågældende fortsætter i deres stillinger, siger Manu Sareen i en pressemeddelelse. Han tilføjer, at der er planer om en strukturændring, som blandt andet skal styrke den juridiske rådgivning og vejledning i forhold til ministeriet. Ministeren har tidligere bestilt en analyse af hele puljeadministrationen i ministeriet. færre fattige måske Regeringens første fattigdomsredegørelse er offentliggjort. Redegørelsen viser, at antallet af fattige i Danmark er faldet med personer siden 2010, så det i 2012 udgør cirka Det er et glædeligt fald. Økonomi- og Indenrigsministeriets analyser viser, at faldet først og fremmest skyldes afskaffelsen af fattigdomsydelserne fra den 1. januar 2012, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Han advarer mod en genindførelse af ydelserne I tilfælde af et regeringsskifte. Så forskellige fronter i den danske debat som den liberale tænketank CEPOS og venstrefløjspartiet Enhedslisten påpeger, at redegørelsen ikke tager højde for følgerne af blandt andet den såkaldte kontanthjælpsreform. Jann Sjursen mener, regeringen bør genoverveje kontanthjælpsreformen. Redningskrans fra Folketinget til unge ramt af regeringens nedskæringer af Poul Struve Nielsen foto Lars Ertner Et enigt Folketing har vedtaget en lov, der giver kommunerne mulighed for at hjælpe unge i en udsat boligsituation til at kunne betale huslejen. Det kan være en stor hjælp for nogle af de unge, der rammes hårdt af regeringens nedskæringer på kontanthjælpen. Især unge på kontanthjælp, som modtager de særlige ungesatser, har svært ved at fastholde deres bolig eller finde en bolig, de har råd til. Og som det hedder i en pressemeddelelse fra Socialministeriet, kan det være vanskeligt for kommunerne at anvise nok boliger med en billig husleje. Derfor har Folketinget enstemmigt vedtaget en lov, der fra den 1. juli 2014 giver kommunerne muligheder for at yde midlertidig hjælp til husleje for unge på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller revalideringsydelse i op til seks måneder. - Jeg er glad for, at et enigt Folketing i dag har bakket op om at gøre noget ekstra for sårbare unge på kontanthjælp. Huslejehjælpen, som vi netop er blevet enige om, kan give de unge et pusterum, så de i stedet for at stresse over huslejen får ro til at koncentrere sig om at komme i gang med en Fejl i beregning af kontanthjælp Hus Forbi har lavet en fejl i juni måned i nogle regneeksempler, vi bragte i forbindelse med artikler om kontanthjælpsreformen. I beregningerne af unges kontanthjælp og uddannelseshjælp, har vi ikke taget højde for personfradraget, som er på kroner i Vi beklager og siger tak til de opmærksomme læsere, der har påpeget fejlen. Blandt andre socialrådgiver Jørgen Nielsen fra Aarhus C, som skriver: I beregningerne er der imidlertid ikke taget højde for personfradrag - der er blot trukket 40 procent i skat, men det er først efter - Vi skal have de unge tilbage på sporet, siger socialminister Manu Sareen. uddannelse eller i arbejde. Og det er vigtigt, så vi kan få de unge tilbage på sporet, siger socialminister Manu Sareen i en pressemeddelelse. I perioden med midlertidig hjælp skal den unge og kommunen arbejde for at finde en mere varig løsning i forhold til bolig, uddannelse eller job. Huslejehjælpen kan ydes til den del af huslejen, der overstiger en billig husleje på cirka kroner, hvis den unge ikke selv kan betale. Det skønnes, at cirka unge hvert år vil være i målgruppen for brug af fradrag, at der svares skat, så de bragte tal er misvisende! Der er dog ingen tvivl om, at nettobeløb ved brug af fradrag fortsat ligger på et meget lavt niveau for uddannelseshjælpsmodtagere. Endvidere kan borgeren klage over den sats, som borgeren er kommet på, og så er det efterfølgende jobcentrenes opgave i en klagebehandling at sandsynliggøre/begrunde, hvorfor borgeren er vurderet for eksempel uddannelsesparat her trænger der til nogle klagesager, så praksis kan blive lagt ved Ankestyrelsen. Det råd er hermed givet videre. den nye huslejehjælp. - Huslejehjælpen skal gives til de unge, som har et reelt behov. Derfor skal kommunen foretage en konkret vurdering af den enkeltes situation og kommunen kan stille krav til den unge om for eksempel at fastlægge en plan om at flytte til en mere passende bolig eller deltage i gældsrådgivning, tilføjer socialministeren. Ordningen gælder fra den 1. juli 2014 til den 31. december 2017 og skal revurderes senest i Finn Hagen fra Nykøbing Falster skriver, at artiklen I minus fra første dag er misvisende, fordi et minus på kroner og kroner for en ung, der bor på herberg og er henholdsvis uddannelsesparat og aktivitetsparat ændres til plusser på cirka 510 kroner og cirka 90 kroner. Hus Forbi undskylder med den tilføjelse, at vi ikke bevidst har manipuleret. Bortset fra ordet minus, ville vi ikke have ændret noget, for selvom de unges budget er gået i plus, har de stadig ikke penge nok til at klare dagen og vejen. Poul Struve Nielsen, redaktør Regeringen vil forhøje satspuljen af Peter Andersen Satspuljen skal forhøjes med 300 millioner kroner om året. Ved en revision har Finansministeriet desuden fundet 1,6 milliarder kroner, som dog især skal bruges på en ny psykiatriplan. En forkert konstruktion, mener både de hjemløses organisation, SAND, og Københavns socialborgmester. Puljen, som i mere end 20 år har finansieret små og store projekter for udsatte grupper, har haft åndenød de senere år. På grund af økonomisk krise og små lønstigninger er der ikke blevet puttet nye penge i puljen i hverken 2013 eller 2014, og sådan vil det også være de næste par år. Det vil regeringen nu rette op på med en permanent ekstrabevilling på 300 millioner kroner om året. Og det vækker glæde i Rådet for Socialt Udsatte. - Vi blev bekymrede, da finansministeren sidste år meddelte, at satspuljen ikke ville få tilført nye midler før Derfor falder det - Det er hen i vejret at lave en psykiatriplan for satspuljemidler. Satspuljen var tiltænkt forsøgsprojekter. Ask Svejstrup, SAND's sekretariatschef på et knastørt sted, at puljen nu får tilført flere penge, siger rådets formand, Jann Sjursen. Revision Finansministeriet har desuden gennemført en grundig revision af forbruget af satspuljemidler siden begyndelsen af 1990'erne. På den måde er det lykkedes at finde i alt 1,6 milliarder kroner fra ophørte projekter, som burde være ført tilbage til puljen, men ikke er blevet det. De 1,6 milliarder kroner vil også blive lagt oven i satspuljen, Økologi til hjemløse Beboerne på forsorgshjemmet Sølyst i Horsens har fået nye madvaner. Et økologiske projekt Øko++ betyder, at grøntsager nu er en hyppig spise på middagsbordet, og at over 80 procent af den mad, beboerne spiser, er økologisk. Køkkenleder på Sølyst, Pernille Rahbek Lynge, er overrasket over, hvor nemt det er gået med at omlægge til økologisk kost. Kaj Krog, der er talsmand for beboerne på Sølyst, fortæller: - Selvom jeg elsker flæskesteg med sovs og kartofler, har jeg rimelig hurtigt dog som en engangsbevilling. Og finansminister Bjarne Corydon (S) skriver i en pressemeddelelse, at en væsentlig del af pengene skal bruges til at finansiere regeringens psykiatrihandlingsplan. Den melding er de hjemløses landsorganisation, SAND, ikke begejstret for. - Selvfølgelig er det godt, at man bevilger 300 millioner kroner ekstra om året. Men det er hen i vejret at lave en psykiatriplan for satspuljemidler. Satspuljen var tiltænkt forsøgsprojekter, men her har man en klar politisk intention, og de penge bør man finde på finansloven i stedet for at tage dem fra andre grupper af udsatte, siger SAND's sekretariatschef, Ask Svejstrup. Nedlagt Som eksempel nævner han, at SAND har fået 1,2 millioner kroner over fire år til at skabe et netværk for hjemløse kvinder. Det bliver nedlagt, fordi det ikke er muligt at søge flere puljemidler, og fordi Foto: Horsens Kommune/Per Algreen vænnet mig til at spise mere sundt. Faktisk kan jeg godt lide broccoli, kål og blomkål. Når man har børn, vil man jo også godt servere sunde råvarer for dem. På billedet ses Kaj Krog og Pernille Rahbek Lynge med en økologisk madkurv. hverken kommunen eller staten vil overtage det. - Samtidig med, at satspuljen finansierer store regeringsprojekter som psykiatriplan og hjemløsestrategi, må små organisationer af frivillige bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på at tilrette deres projekter, så de kan få puljemidler, siger Ask Svejstrup. En lignende kritik kommer fra Københavns Kommunes socialborgmester, Jesper Christensen (S). I et interview med Hus Forbi siger han, at satspuljen har overlevet sig sig selv i den nuværende form. - Satspuljen og de kommunale puljer bør være reserveret til reel udvikling. Hvis et projekt er år gammelt, hvorfor skal man så søge hvert tredje år? De frivillige organisationer bruger mange kræfter på at søge penge. Vi skal ud af det projektmageri, hvor man kalder det noget nyt for at få penge, siger han. Interview med Jesper Christensen side 20. hverken indkomst eller job mennesker har foreløbig været igennem den store nedtur fra at have lønnet arbejde til at stå uden hverken indkomst eller job. Det viser officielle tal om virkningerne af den såkaldte reform af dagpengene. Bag tallet gemmer sig ikke alene arbejdsløse med voldsomme lommesmerter, men også menneskelige kriser af rang, skriver Ugebrevet A4. færre brugere Der er kommet færre brugere af landets 73 botilbud de seneste par år, viser den ny årsstatistik fra Ankestyrelsen. I 2013 var der 6.122, der benyttede botilbuddene, mens tallet i 2009 var De færre brugere sover flere dage på bosteder. I 2009 overnattede hver enkelt bruger i gennemsnit 98 dage på et herberg eller et forsorgshjem. I 2013 sov hver enkelt bruger 111 dage i et botilbud. 4 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 5

4 Ifølge overlæge Jens Modvig fra Dignity er det problematisk, at psykisk syge overhovedet opholder sig i Vestre Fængsel. Ombudsmand ind i sag om psykisk syge fanger Psykisk syge fanger i Vestre Fængsel risikerer at blive mere syge. Det får ombudsmanden til at gå ind i sagen. Fængselsinspektør erkender, at der er et problem af Birgitte Rørdam Vestre Fængsel har længe været opmærksom på problemer med psykisk syge indsattes vilkår, og nu har Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, valgt at gå ind i sagen om de psykisk syge på Vestre Fængsels hospital. Ombudsmanden vil se nærmere på, om der på hospitalet er den nødvendige bemanding, og om de fysiske faciliteter på stedet er tilstrækkelige. Det sker efter, at Dignity, Dansk Institut Mod Tortur, på ombudsmandens foranledning har lavet en lægefaglig vurdering, der kritiserer forholdene i fængslet. Sammenfattende må det vurderes, at man under de aktuelle fakta om psykisk syge i vestre fængsel Ifølge en undersøgelse fra Vestre Fængsel, som Kriminalforsorgen gennemførte fra 2009 til 2013, har 9 ud af 10 udredte varetægtsfængslede en eller anden form for psykiatrisk lidelse. 8 procent har en decideret sindssygdom som eksempelvis skizofreni, mens 83 procent har andre psykiske lidelser som depression, personlighedsforstyrrelser og misbrug af alkohol eller narkotika. vilkår ikke i tilstrækkelig grad kan beskytte de psykisk syge mod et til tider pinefuldt ophold med risiko for forværring af deres sygdomstilstand, hedder det i den faglige vurdering fra Dignity. Bruger ikke fængslets tilbud Forud for den lægefaglige vurdering var ombudsmanden og Dignity på besøg i Vestre Fængsels hospitalsafdeling, hvor de fleste indsatte lider af psykisk sygdom, og flere af dem har alvorlige lidelser som paranoid skizofreni. Her fremgik det, at en stor del af de syge slet ikke benytter fængslets tilbud som cellefællesskab, gårdture, kondirum eller gør brug af sociale kontakter som præst, socialrådgiver eller pårørende. De fysiske forhold i hospitalsafdelingen er ifølge overlæge Jens Modvig fra Dignity med til at skabe problemer for de psykisk syge. Da der ikke er noget fællesrum, er personalet henvist til at holde de indsatte i deres celler. - De fleste psykisk syge i hospitalsafdelingen ender med at sidde i deres celler det meste af døgnet. Oplysninger fra fængslet viser, at cirka 73 procent af de indsatte opholder sig mindst 23 timer i cellen og oftest bag en låst dør, hvilket reelt svarer til isolationsfængsling. Og det på trods af, at personer med psykiske lidelser har stort behov for social kontakt og stimulering. Ifølge Jens Modvig er det problematisk, at psykisk syge overhovedet opholder sig i Vestre Fængsel. Foto: Sven Erik Andersen/Kriminalforsorgen - Personer med psykiske lidelser hører til på et hospital, hvor der er rammer, der møder deres behov, og hvor der er det personale, der kræves. Det er ikke tilfældet i Vestre Fængsel. Efter min overbevisning er det skadeligt at sætte personer med psykiske lidelser i fængsel. De får det kun værre, og det er altså ikke i samfundets interesse. Godt at få forholdene belyst I Vestre Fængsel er der tilfredshed med, at ombudsmanden nu vil undersøge de psykisk syges forhold, fortæller fængselsinspektør Ina Eliasen. - Det er altid positivt, når ombudsmanden går ind i en sag. Det betyder, at forholdene bliver belyst i alle ender og kanter, og det kan vi kun være tilfredse med, når det gælder denne særligt sårbare gruppe. Og påpeger ombudsmanden, at der er forhold, der ikke er gode nok, vil vi som institution følge disse henstillinger så godt, vi overhovedet kan. Ifølge Ina Eliasens vurdering har Vestre Hospital en forsvarlig bemanding, men afdelingen har ikke fællesrum. Det gør det svært for de indsatte at deltage i fælles aktiviteter. Det sidste bliver der imidlertid rådet bod på, fordi Vestre Fængsel skal i gang med en ombygning, som vil stå færdig i 2015, og som blandt andet indebærer, at der kommer fællesarealer i hospitalsafdelingen. - Vi har i årevis været opmærksomme på problemer med forholdene for de psykisk syge indsatte. Det gælder de begrænsede muligheder, de indsatte har for at deltage i fællesaktiviteter, som nu bliver forbedret. Men så skal psykotiske personer jo slet ikke være hos os. Finder vi ud af, at en person er psykotisk, prøver vi med det samme at få dem overført til et psykiatrisk hospital, men det er ikke altid muligt, da der er ventelister, siger hun. Ombudsmand Jørgen Steen Jørgensen oplyser til Hus Forbi, at han i april 2014 har rejst en ombudsmandssag over for Direktoratet for Kriminalforsorgen, Han har i den forbindelse bedt direktoratet om en udtalelse. Når han har modtaget svaret, vil han tage stilling til, hvad der videre skal ske. Det må ikke være som i fængsel Pres på beboerne på forsorgshjem efter drab af Poul Struve Nielsen Den tragiske hændelse, da en læge og en socialrådgiver blev dræbt af en alvorligt psykisk syg beboer på forsorgshjemmet Saxenhøj på Lolland, sætter beboere på forsorgshjem under pres. Selvfølgelig skal personalet kunne gå trygt på arbejde. Men forsorgshjem er ikke psykiatriske behandlingssteder for alvorligt syge mennesker, og beboerne som sådan kan ikke være tjent med sikkerhedsforanstaltninger som dem, Arbejdstilsynet har pålagt Saxenhøj efter tragedien. Steen Rosenquist er tidligere hjemløs og medlem af bestyrelsen i de hjemløses landsorganisation, SAND. Han har talt med beboere på Saxenhøj og kan fortælle, at der blandt beboerne er en enorm nervøsitet og usikkerhed. Som i spjældet - Pludselig skulle knive sættes fast på væggen, og der var andre ting, som blev meget svært. Beboerne føler sig både overvågede og som i en børnehave, hvor alt bliver kontrolleret. De bliver mødt med spørgsmålet: Har du noget i lommerne? Knive og gafler skal tælles efter maden. - Man fjerner alle muligheder for, at beboerne kan komme til at føle sig hjemme og blive normale mennesker igen. Jeg har selv siddet i spjældet, og jeg kan lige præcis forstå, hvordan beboerne har det, siger Steen Rosenquist. Enhedslistens Jørgen Arboe- Bæhr kaldte beskæftigelsesministeren i samråd i Folketinget om arbejdsvilkårene for de ansatte på forsorgshjem og andre institutioner. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har efter samrådet afsat 16 millioner kroner til at beskytte særligt udsatte personalegrupper. Men hvorfor er socialministeren og sundhedsministeren ikke indkaldt til et samråd om beboernes vilkår? Social- og retsordfører i Enhedslisten, Pernille Skipper, mener, at sagen er langt mere kompleks og ikke bør forenkles til, om man skal lænke en kniv fast til en væg. Nedskæringer Hun mener, at nedskæringer i psykiatrien og på det sociale område er medvirkende til, at et så alvorligt sygt menneske kan havne på et sted, hvor han slet ikke skulle være. - Problemet er, at der findes borgere, som ikke får den hjælp, de har brug for. Vi har i samråd rejst, at folk ikke bør være i de billigste tilbud, men i det bedste. Vi har taget de besparelser op, siger Pernille Skipper. Hun erkender, at man i den debat, der har været, har glemt, at der er to parter: De ansatte og brugerne. - Man skal følge Arbejdstilsynet. Men man risikerer også at skabe en mere konfliktfyldt stemning. Det her er et eksempel på, at der er en person, som ikke har fået den hjælp og støtte, han havde behov for. Det handler om ressourcer, og om at man ikke har visiteret den borger, som man skulle have gjort, siger Pernille Skipper. Hendes konklusion er: - Dette er først og fremmest et socialpolitisk og et sundhedspolitisk problem. Boformer Hjemløsejurist Ole Skou fra SAND mener, at problemet også ligger i, at man ikke længere skelner mellem de forskellige slags boformer. - Med serviceloven afskaffedes de navne på institutioner, som blandt andet relaterede til de hjemløses institutioner herberger, forsorgshjem og beskyttede pensionater og så blev det hele kaldt boformer, siger Ole Skou. Han understreger, at der på boformer for hjemløse fortsat bør være et selvmøderprincip, således at en hjemløs altid kan møde op på et herberg eller et forsorgshjem som for eksempel Saxenhøj. - Det er for mig at se et meget væsentligt retsprincip for hjemløse, siger Ole Skou. Psykisk syge Det forholder sig anderledes på boformer for psykisk syge. - Her bør der visiteres, og der bør oprustes med sikkerhed, bedre visitation og bedre uddannet personale. Der skal være det nødvendige antal pladser - Problemet er, at der findes borgere, som ikke får den hjælp, de har brug for. Pernille Skipper (Enh.) på psykiatriske afdelinger, som man kan sende syge mennesker tilbage til. Dybest set har man afskaffet alt for mange psykiatriske sengepladser, siger Ole Skou. Han mener, læren må være, at man skal sondre mellem boformer for hjemløse og boformer for psykisk syge. Guldborgsund Kommune, som har ansvaret for Saxenhøj, er meget kritisk overfor Arbejdstilsynets påbud, og det fremgår i øvrigt af politiets afhøring af drabsmanden, at han begik drabet med en kniv, han havde købt i en genbrugsbutik. 6 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 7

5 gældsfængsel gældsfængsel Gældsat uden at vide det De fleste førstegangsdømte ved ikke, at de selv skal betale sagsomkostningerne. Retsordfører i regeringen mener, at der er behov for bedre information Livslang af Birgitte Rørdam Jeg kan ikke forstå det. Da jeg røg i spjældet, sagde de til mig: Sølver, du har ret til en advokat. Har du ikke råd til en, så får du en beskikket, men hvorfor får jeg så en regning på kroner? Sådan lyder det fra en af personerne i retssociolog Annette Olesens ph.d.-afhandling Løsladt og gældsat, der belyser, hvordan dømte oplever, at gæld fra sagsomkostninger påvirker deres løsladelse. Det viser sig, at 38 ud af 41 interviewede personer i første omgang slet ikke var klar over, at de skulle betale for sagens omkostninger. Dømte personer kan nemt få en regning på mellem og kroner som betaling for sagsomkostninger. Det betyder, at mange får så stor en gæld, at det ikke kan betale sig at arbejde, fordi SKAT vil tage en stor del af indtægten som afbetaling for gælden i mange år frem. - Det, at der uventet kommer en uoverskuelig stor regning, bliver af mange opfattet som en ekstra straf og det skaber vrede mod samfundet, fortæller Annette Olesen. Hun har erfaret, at når folk får en beskikket forsvarer, så tror de fleste, at det er gratis. - Men det er det altså ikke, hvis de bliver dømt. Når de så modtager regningen, føler de, at de er blevet holdt for nar. Samtidig kan regningen på mange måder ramme dem hårdere end selve afsoningen, fordi konsekvenserne rækker så langt ind i fremtiden. Det provokerer mange, som kommer til at se det som en gæld, de hverken kan eller vil betale, siger hun. Holdt for nar Den manglende viden om betaling af sagsomkostninger betyder også, at flere af de sigtede ikke benytter muligheden for at holde regningen nede, forklarer Annette Olesen. - I et retssamfund har folk krav på at vide, hvad der venter dem, og hvad det koster. Var de klar over, at de selv skulle betale, kunne de for eksempel undlade at bruge forsvareren om aftenen og i weekender, hvor et besøg eller et opkald koster mere. De kunne anmode om skriftlige fristforlængelser, når de sidder varetægtsfængslet, og på den måde være med til at begrænse udgifterne. Når sigtede i dag får tildelt en forsvarer, får de et klientbekræftelsesbrev fra forsvareren, som de skriver under på. På bagsiden af brevet står der, at sagens omkostninger skal betales af klienten, hvis han bliver dømt skyldig. Men det er ifølge Annete Olesen ikke tydeligt nok. Hun mener, at der bør skabes en praksis, hvor man sikrer, at de sigtede forstår det. - De advokater, jeg har talt med, siger, at de oplyser deres klienter om regningen, men fakta er, at de fleste førstegangsdømte ikke ved det. Det mest naturlige er, at det er politi og anklagemyndighed, der oplyser om betaling af sagsomkostninger. Herefter skal forsvareren oplyse om, hvad hans honorar er, så de sigtede kender præmisserne for at bruge forsvareren og kan følge med i den gæld, de stifter, siger hun. Kæmpe problem Karina Lorentzen Denhardt, retsordfører for SF, er foruroliget over, at så mange sigtede ikke er bekendt med deres forpligtelser. - Det er et kæmpe problem, og det betyder, at vi skal tænke over, hvordan vi får den information frem til sigtede. Det kunne selvfølgelig betyde, at mange af den grund vil begrænse hjælpen fra deres forsvarer for at spare penge. Men det vil så forhåbentlig bane vej for, at vi får lavet en lovændring, så dømte ikke får så stor gæld, siger hun og fortsætter: - Jeg tror, at den manglende information skyldes en praksisvane. Det er ikke sikkert, at anklagemyndigheden tænker på, at de skal oplyse grundigt. Så vi bør overveje, om anklagemyndigheden skal have en vejledningsforpligtigelse, som måske endda indebærer et klart mundtligt eller skriftligt samtykke fra den sigtede. Også Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), mener, at der er behov for at gøre noget for at sikre, at sigtede kender deres forpligtelser. Blandt andet derfor har regeringen i forlængelse af flerårsaftalen for Kriminalforsorgen nedsat et udvalg, der skal se på forebyggelse og resocialisering af tidligere dømte. - Når vi kan se, at der er problemer, er vi nødt til at gøre det bedre. For mig er det afgørende, at den sigtede får den information, og at ansvaret for at give informationen er ensidigt placeret. Jeg vil personligt være opmærksom på problemstillingen, når vi i efteråret skal behandle udvalgets arbejde. straf Jack Jönsson fik efter sin dom en uventet regning på knap kroner international måben Danske kriminelles vilkår for betaling af sagsomkostninger er de strammeste i Europa. - Danmark er det eneste land i EU, som jeg kender til, hvor der ikke bliver taget hensyn til den dømtes betalingsevne, når sagsomkostningerne regnes ud, og hvor der samtidig ikke er en reel mulighed for at få eftergivet gælden. Jeg møder ofte fagfolk fra EU-lande, der er målløse over, at vi i Danmark har regler, der er med til at skubbe folk ud i ny kriminalitet, siger retssociolog Annette Olesen. I Sverige og Norge for eksempel tager man hensyn til den dømtes indtægt, når regningen gøres op. Derfor skal mindre velstillede personer oftest slet ikke betale sagsomkostningerne. Og i Grønland skal den dømte også kun undtagelsesvis betale sagens omkostninger. - Det er flovt, at vi har det her problem, som man mig bekendt håndterer mere elegant i alle andre EU-lande. Det kunne være interessant at få prøvet, om reglerne om sagsomkostninger i Danmark er i strid med retten til retfærdig rettergang ved Menneskerettighedsdomstolen, siger Annette Olesen. dømtes gæld skal kunne eftergives Konservative vil give løsladte fanger mulighed for eftergivelse af gæld til sagsomkostninger: De konservatives retsordføre, Tom Behnke, er en af de politikere, der har arbejdet for at lempe reglerne for dømtes betaling af sagsomkostninger. Allerede i 2010 stillede han et forslag til justitsministeren, som gik ud på, at tidligere straffede skal have mulighed for at få eftergivet deres gæld, hvis de i tre år har holdt sig fra ny kriminalitet, har betalt af på gælden efter evne og er i gang med uddannelse eller arbejde. - Det skal være muligt at belønne personer, der gør en indsats for at komme ud af kriminalitet, og som tager del i fællesskabet, siger Tom Behnke. Ifølge Tom Benhke er der lige nu et udvalg under Justitsministeriet, der arbejder med forslag til, hvordan man kan eftergive gælden, og han forventer, at der vil blive fremlagt forslag til det i næste folketingssamling. - Det er mit indtryk, at der kan skabes enighed i Folketinget om at eftergive gæld til sagsomkostninger, hvis folk er motiverede til at ændre deres liv, og det vil vi i dedt konservative selvfølgelig støtte op om, siger han. 8 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 9

6 gældsfængsel af Birgitte Rørdam foto Rasmus Flindt Pedersen En uge efter, at Jack Jönsson i 2004 blev idømt 16 års fængsel for drab, modtog han et girokort fra SKAT på kroner til dækning af sagens omkostninger. Det kom fuldstændig bag på ham. - Jeg havde siddet varetægtsfængslet i et år, og i den periode havde ingen fortalt mig, at jeg ville få en regning. Det var først, da der faldt dom i retten, at dommeren sagde, at jeg skulle betale for sagsomkostninger. Men han sagde intet om beløbet, og jeg tænkte bare, at jeg skulle betale et standardbeløb på nogle få tusinde kroner. For Jack Jönsson, der i dag har fået førtidspension og bliver prøveløsladt om nogle få måneder, var det helt uoverskueligt, da han fik opkrævningen. Han skulle betale kroner inden 20 dage. På bagsiden af girokortet stod der, at han kunne få regningen delt i tre dele. - I situationen virkede det næsten som en joke! Hvordan skulle jeg kunne betale, når jeg lige var begyndt at afsone min fængselsstraf og ikke tjente en krone? Først senere gik alvoren op for mig: Jeg bliver aldrig gældfri igen. Jeg kommer ud af fængslet som 49-årig. Der begynder SKAT at trække i min pension, så jeg har mindre til rådighed end en kontanthjælpsmodtager, og det skal jeg leve med resten af mit liv. Troede, at hjælpen var gratis Jack Jönsson fik som så mange andre tildelt en beskikket forsvarer af retten, da han blev varetægtsfængslet, og han troede, at hjælpen var gratis. Derfor overvejede han ikke, at han selv kunne vælge en forsvarer. - Jeg mente, at det kostede penge, hvis jeg selv valgte en, mens det ikke kostede noget, når jeg fik en tildelt. Men prisen er den samme, ved jeg i dag, så jeg burde have valgt en forsvarer, der havde et godt ry. Og især i en sag som min, hvor der var så mange år på spil. Jack Jönsson har ikke på noget tidspunkt brokket sig over sin fængselsstraf, men at han - Jeg tænkte, at han (forsvareren, red.) kom, fordi han var flink, men havde jeg vidst, at han skulle have omkring kroner hver gang, han var på besøg, havde jeg begrænset besøgene. efterfølgende og uden at ane det fik en regning på næsten , synes han, er dybt uretfærdigt. Samtidig er han vred over, at han ikke fra starten blev gjort opmærksom på, at taxameteret tikkede, når han benyttede sin forsvarer. - I det år, jeg var varetægtsfængslet, kom forsvareren tit forbi. Nogle gange havde han en pakke cigaretter med, men ofte talte vi ikke om noget særligt. Jeg tænkte, at han kom, fordi han var flink, men havde jeg vidst, at han skulle have omkring kroner hver gang, han var på besøg, havde jeg begrænset besøgene. Jeg ville også have begrænset brugen af ham i de mange afhøringer før retssagen. De var ofte ikke særligt afgørende, da jeg havde tilstået at have dræbt manden. Uspecificeret regning Da Jack Jönsson fik regningen for sagsomkostninger var den uspecificeret. Der stod kun saldoen, og han ved stadig i dag ikke, hvad han har betalt for. - Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke førte regnskab med den tid, forsvareren brugte. Her bagefter har det været umuligt at rekonstruere, og jeg kan heller ikke få oplyst, hvad regningen dækker over. Jeg tror ikke, at der er andre grupper i samfundet, der ville godkende så stor en regning, de ikke vidste, at de ville få, og hvor beløbet ikke var udspecificeret. Jack Jönssons oplevelse med sagsomkostninger har sat sig dybe spor i ham, og blandt andet derfor etablerede han for to år siden et netværk, hvor indsatte og pårørende kan hjælpe hinanden med de problemer og spørgsmål, de møder. I dag er der medlemmer i netværket. - Det giver god mening for mig at bruge den viden, jeg har fra mit ophold i fængsel til at hjælpe andre i samme situation. Her ved jeg noget og kan gøre nytte, og derfor vil jeg fortsætte med at arbejde i netværket, når jeg bliver en fri mand. Økonomisk straf Jack Jönsson synes, at han har afsonet sin straf, når han bliver prøveløsladt til august. Men på det tidspunkt træder den økonomiske straf for alvor i kraft, og den har ikke en tidsbegrænsning, som afsoningen havde. - Jeg har siddet fængslet i 10 år og ejer intet, så jeg skal starte helt forfra. Også socialt. Men jeg vil ikke kunne gå i biografen eller tage ud at spise med min datter, som har holdt kontakt til mig gennem alle årene, og det bliver svært for mig at opbygge en ny venskabskreds, da det koster penge at have gæster. Og så kan jeg altså ikke lade være at føle mig til grin over, at jeg syntes, min forsvarer var flink, fordi han besøgte mig så tit. - Jeg kommer ud af fængslet som 49-årig. Der begynder SKAT at trække i min pension, så jeg har mindre til rådighed end en kontanthjælpsmodtager, og det skal jeg leve med resten af mit liv. af Birgitte Ellemann Höegh foto Jeppe Bøje Nielsen Gadens instrument De fleste mennesker over 60 år kan erindre lirekassemændene, der dukkede op i baggårde, på markedspladser og en solbeskinnet plet i en gågade fra dengang, de var børn. Besøgte lirekassemændene byens baggårde, kastede mødrene i reglen mønter foldet ind i avispapir ned til musikanterne, alt imens gårdens børn piskede omkring for at samle mønterne op. De havde en aura af gøgl og det frie liv, men også fattigdom og hjemløshed omkring sig. Hus Forbi har taget pulsen på lirekassemændene anno 2014 i forbindelse med Nordisk Lirekassetræf i Ringsted og giver samtidig et rids af lirekassens historie. Der var barberen fra Varde Gisli Olsen med en hjemmebygget lirekasse, Tom fra Amager og en finne, der desuden er hotelejer. Uli og Leo var kommet hele vejen fra Tyskland, og de spiller på nogle enorme lirekasser. Jan Evert fra Stockholm var skam også dukket op og så naturligvis Rottekongens søn, og han er lige så original som sin far, som det lød ved præsentationen ved Nordisk Lirekassevenners formand, Jørgen Rosland. Lirekassevennerne er næsten allesammen ældre mennesker, der har fået lyst til at få lidt mere spræl ud af tilværelsen, efter de er stoppet på arbejdsmarkedet. Se mere på 10 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 11

7 Et godt alternativ til tiggeri det er vel en slags virus! Carl Heinz Schiller, 85 år. Kommer fra Katlenburg i Midttyskland. Er gift og har to børn. Har gennem 40 år og frem til 1977 arbejdet som snapsedestillatør på en fabrik. - Min kasse hedder Der Altstädter, er 30 år gammel og har en chip i sig. Jeg har spillet i 30 år, men jeg kan ikke rigtig sige hvorfor. Det er vel en slags virus. Man skal være lidt tosset. Normale mennesker keder sig det gør jeg ikke. Når jeg spiller lirekasse på gaden, møder jeg rigtige mennesker. Er jeg uden min lirekasse, møder jeg ikke rigtig nogen mennesker, men så snart, jeg har min lirekasse med mig, får jeg søde smil. Så jeg spiller jo faktisk for de søde pigers smil. - Jeg spiller, når jeg har lyst og det er nærmest hver dag. Hvis jeg ikke er i humør til at gå ud på gaden, så går jeg ned og spiller for mig selv i kælderen, hvor min lirekasse står. Jeg spiller fordi, det giver en frihedsfølelse, og så føles det lidt som at lave teater. Jeg har spillet i Danmark, Holland og Paris og skal inden længe til Wien. Min yndlingsmelodi er Alte Kameraden. Før kontanthjælpen udfyldte lirekassen den samme funktion, som Hus Forbi gør i dag Efter nederlaget ved Dybbøl for 150 år siden måtte Danmark afstå hertugdømmerne Slesvig og Holsten til Prøjsen og siden Tyskland. I stedet fik vi lirekasserne ud at spille i gader og stræder. Det var nemlig for at afbøde følgerne af krigen i 1864, at lirekassen for alvor blev til en dansk tradition. Da besluttede staten at udstede markedspas til krigsinvalider, så de fik mulighed for at tjene penge. Kom man hjem med granatchok eller en manglende kropsdel, lå ens fremtid i reglen på fattiggården. Nu fik man lov til at beholde sin uniform, og med et markedspas i lommen fik man adgang til at spille lirekasse, sluge sabler, lave baglæns kolbøtter, eller hvad man nu havde talent for at underholde med. Man søgte tilladelse hos den lokale politimester om, hvor og hvornår man måtte optræde, og der var forskellige regler fra politikreds til politikreds. Én politimester ville ikke have, at man spillede om søndagen ved kirketid, og en anden ønskede ikke, at det foregik i de riges kvarterer. I første omgang var det mændene, der drejede lirekasserne, men efter 1933 kunne man pludselig også opleve kvindelige lirekassespillere på markedspladserne. Da havde man indgået et socialforlig (Kanslergadeforliget, red.), der fik den konsekvens, at man ophørte med at udstede markedspassene til invalider. Arvegods Til gengæld lod man arvingerne til krigsveteranerne overtage passene for at sikre, at hustruer og børn til de gamle lirekassemænd kunne forsørge sig selv, når ægtefællen var gået bort. Der er adskillige eksempler på entreprenante damer. Blandt andre Mine Rothgarn, der havde et distrikt på Nørrebro, hvor hun gik rundt og spillede i alle industrierne til glæde for kontorpigerne, som hang ud af vinduerne og fik en pause. Hun ragede ikke særlig meget op over den lirekasse, hun spillede på, og sås ofte iført en stor sort filthat med bred skygge og en vadmelsfrakke, der gik ned til jorden. Hun døde omkring Med årene blev det mindre og mindre lukrativt at leve af lirekassespillet. Og ved den nye socialreform i 1970'erne inddrog man de sidste markedspas og henviste folk til kontanthjælp. Til leje for hjemløse Der var dog én undtagelse for reglen, hvad angik invalidepassene og det er her, de hjemløse kommer ind i billedet. For der var en mulighed for, at de reelle hjemløse kunne få fingrene i en lirekasse og ernære sig på anden måde end ved tiggeri. I København var der hele fire lirekasseudlejere, og helt op til omkring 1970, hvor den sidste udlejer, Dyhr, døde, var det en mulighed. Så måtte man selv hitte ud af, hvordan man ville håndtere myndighederne. I 1970, da man inddrog markedspassene, forbød man i samme åndedrag al artistisk optræden på gader og stræder. Man ser dog i dag stadig en hel del, der optræder på pladser og hovedstrøg, og reglen er, at artisterne skal søge en tilladelse hos kommunen. Lirekassemændene anno 2014 skal have en særlig tilladelse for at spille - for eksempel en forretning, der har jubilæum. Men fra pålidelige lirekassekilder lyder det, at man faktisk godt kan stille sig op, hvor end man vil med sin lirekasse i det offentlige rum, uden at politiet foretager sig andet end at kaste en mønt i hatten. I dag anslås der at være mellem 20 til 25 lirekassemænd i Danmark. I Nordisk Lirekassevenner har de 64 danske medlemmer. Antikken Om lirekassens oprindelse er der at sige, at dens rødder går tilbage til 100 år før vor tidsregning, hvor man i Rom og Grækenland var begyndt at sysle med vanddrevne orgellignende instrumenter, der introducerede en mekanik, som senere blev anvendt i en lirekasse. Instrumenterne gik siden tabt i folkevandringens forvirring og dukkede først for alvor op igen i 750, hvor de blev bygget til kirker og klostre. Det var håndbetjente musikinstrumenter, hvor tonerne dannedes af piber og fik betegnelsen orgel. De bærbare typer navnlig på hjul som vi i dag forstår ved en lirekasse, kendes først fra 1700-tallet og havde sin begyndelse i Italien. I 1800-tallet blev lirekassen moderne i hele Europa og kom så omsider til Danmark efter nederlaget i Kilde: Sven Erik Vedel-Hansen, lirekassemand og medlem af Nordiske Lirekassevenner. 12 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 13

8 okay, nu køber jeg noget positivt! Rose-Marie Fristedt og Hans Westberg, 70 og 78 år, bor i Göteborg og kalder sig Positiv-Rose og Positiv-Hans. Har været et par siden Hans har arbejdet som trafikingeniør, Rose-Marie har haft job i administrationen i Sygehusvæsenet. - Vi har spillet i snart ti år. Alle har altid sagt, at jeg er så positiv, og så tænkte jeg, okay, nu køber jeg noget positivt (Lirekassen blev oprindeligt kaldt et positiv og lirekassemanden blevet kaldet for en positivspiller, red.), siger Positiv-Rose. - Så tog vi helt spontant til Orgelbau Stüber i Berlin og købte en lirekasse for alle begravelsespenge og lån. Hans er teknisk assistent det er mig, der er Positiv-Rose. Og så elsker vi at klæde os ud og har også spillet en del amatørteater tidligere. Hans jakke er købt fra operaen i Göteborg. Er den ikke fin? Livet med en lirekasse betyder, at vi træffer kammerater fra hele Norden. Positiv-Hans yndlingsmelodi er Pippi Langstrømpe min er Rosa på bal af Evert Taube men vi har også lidt Elvis og Abbas Dancing Queen og I have a dream. - Sidstnævnte spillede vi juleaften for to år siden for ensomme i Folkets Hus i Göteborg. - Så tog vi helt spontant til Orgelbau Stüber i Berlin og købte en lirekasse for alle begravelsespenge og lån. det handler om frihedstrangen Lis og Rudy Østergård, 70 og 71 år, danskere, men for tiden bosat i Sverige, er mest på farten i deres autocamper. Lis: Vi har kendt hinanden siden de unge dage, hvor vi begge var gift. Da vi siden hver især blev alene, mødtes vi gennem fælles venner. Rudy havde en gammel vingård i Frankrig, og dér flyttede jeg ned. Siden solgte vi den, og så fik vi råd til at købe en lirekasse i Göttingen i Tyskland, hvor vi selv hentede den. Det er nu ti år siden. Rudy: I dag har vi et hus i Sverige, men vi bruger det ikke rigtigt, så nu er det til salg. Lis: Vi har en autocamper og kører altid i al fald fire til fem måneder om året. Så spiller vi dér, hvor vi kan komme afsted med det. Vi har været i Spanien, Portugal, Frankrig og op igennem Tyskland. Og når vi ikke er lirekassemænd, så er vi julemænd. Det handler om frihedstrangen. Man bliver uafhængig af alt og alle. Rudy: Jeg er vokset op på Vesterbro og kender Rottekongen fra dengang, hvor jeg var knægt, og lirekassemændene kom i baggårdene. Jeg kan se ham tydeligt for mig endnu med sin kaffekande og medaljer. Så jeg har altid ønsket mig en lirekasse. I dag har jeg også medaljer på, men Lis har brocher. Lis: Det er stemningen, gøglet og glæden, der får os til at blive ved. For det er jo en glad musik det synes vi i al fald. Men man kan ikke leve af det. Man sætter faktisk penge til. Folk er godt klar over, at det er for sjov. Vores yndlingsmelodi er Minderne har man jo lov at ha (Glemmer du, red.) - det er dén, vi altid starter med. Vi er jo fra den årgang, hvor den blev spillet mest. Rudy: Og om en måneds tid skal vi til Norge, hvor vi næste gang skal spille hvis der da ikke dukker noget andet op inden da. 14 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 15

9 af Birgitte Ellemann Höegh foto Jeppe Bøje Nielsen Rottekongens søn Den sidste gøglers søn er fascineret af lirekasser I det danske lirekassemiljø finder man også Jan Grønbæk, der i sin egenskab af søn af den sidste virkelige gadegøgler, Rottekongen Cibrino, har stablet Danmarks mindste cirkus på benene fra sin kørestol, hvor han akkompagnerer med en selvspillende harmonika og et trommesæt. Når der skal skabes en stemning, og et symfoniorkester er for meget, men ingenting er for lidt, så passer det fint med Den fortryllede harmonika, står der på Jan Grønbæks vogn. Jan bor i hverdagen i Bramming, er 66 år og har været kørestolsbruger i de sidste 25 år. - På grund af nogle lammelser med spastisk karakter, som han selv formulerer det. Jan Grønbæk har, siden han blev pensioneret, spillet på harmonika iført høj rød hat fra sin kørestol, og han har en anhænger, hvorpå der står et helt trommesæt, sluttet til sin kørestol. Det er ikke for ingenting, at Jan kalder sin harmonika for den fortryllede for Jans harmonika kan spille helt af sig selv ligesom hans trommer med indbygget chip akkompagnerer fint. Og når Nordiske Lirekassevenner mødes, er Jan med. Forklædt som harmonika - Jeg har jo egentlig en lirekasse, der er forklædt som harmonika. Oprindeligt var det en lirekasse, jeg brændte for, men jeg har svært ved at håndtere en lirekasse selv og få den ind i bilen. Så var jeg til en lirekassefestival i Randers, hvor jeg så, at formanden havde sådan en selvspillende harmonika, og så blev jeg tændt på idéen, fortæller han. Lidenskaben for lirekasser stammer dog fra et langt dybere sted i Jan, for Jan er søn af Danmarks sidste aktive gadegøgler, Rottekongen Cibrino, som Jan rejste omkring med på landets markedspladser, da han var en lille dreng. - Min far spillede jo også lirekasse i mange år, og egentlig lå det langt fra mig at spille lirekasse og være gøgler, men da min far døde, så fik jeg en forbandet lyst til at få en lirekasse selv, siger Jan. Så i dag spiller han på sin harmonika, så snart vejret tillader det og gerne flere gange om ugen. Han optræder på plejehjem og institutioner og har desuden det, han kalder for Danmarks mindste cirkus med sig. Det består af balloner, han omformer til dyr og blomster, en gammel kinesisk pose, som tilskuerne ved at råbe kykliky ned i kan få til at ligge æg og siden også spejlæg samt en bugtalerdukke, han kalder for Frække Anna. Alt det har nok rødder i hans fars tricks og numre, selvom Jan skulle blive en meget voksen mand, før han selv tog hul på gøgleriet. Inden da har han arbejdet som bager og grafiker. På farten - I min barndom havde vi fast bopæl i Sydhavnen i København, men hele sommeren var vi på farten med omrejsende cirkus, hvor vi boede på en trailer fastgjort til en lastvogn, hvorpå der lå et selvbygget skur, som en af de andre teltholderes familie sov i. Min mor og far sov på én sovebriks og min søster og jeg på en anden, og jeg kan huske, at der var skidekoldt. Så min barndom var naturligvis præget af alt det, og min far ville jo gerne vise min søster og mig lidt frem, fortæller Jan. - Min første optræden og den har jeg fået fortalt, for da var jeg ikke andet end et par måneder gammel var, da min far havde et lille cirkus, hvor han fik entré for, at folk kom ind at se hans forestilling, og så fandt han på, at han kunne tjene lidt ekstra ved at tilbyde folk at komme om bagved og se, hvordan en gøglerfamilie så ud. Jeg var hængt op i en ble, og så sad min mor indhyllet i et stort tørklæde og vuggede mig, fortæller han. Jan tilføjer, at da han var tre år gammel, opdagede familien en dag, at han pludselig var væk. - Den store eftersøgning blev sat i gang, og så fandt de mig vandrende ud af landevejen med et bur med en rotte i hånden. Da havde jeg nok sat mig for, at jeg ville ud for at starte for mig selv, siger han og griner. Rotter på loftet Rotterne, som var en fast del af Cibrinos engagement, boede i et bur på loftet i deres lejlighed i Sydhavnen. Det brød de andre beboere sig ikke særlig meget om, så siden måtte Cibrino lege et rum i en kælder i en villa, hvor han kunne have dem stående. Jan var egentlig ikke bange for rotterne, men de havde for vane at bide, så Jan følte ikke det store venskab med de små kræ. Da Jan var omkring ti år, blev forældrene skilt, og Jan flyttede med sin mor, der tilbød et mere borgerligt liv. Men i dag tager Jan omkring med sin egen høje røde hat og optræder alt det bedste, han har lært selvom han ikke mener at være præget af sin fars tricks. - Nej, egentlig ikke, men der er alligevel mange mennesker, der kommer hen og fortæller mig, at jeg minder om min far, også selv om jeg ikke har givet mit ophav til kende. Det er åbenbart min måde at fremføre mit lille show på og så min røde hat, der minder om min fars. Og så deler jeg med ham og mange andre lirekassefolk den gamle bemærkning: Spillemænd af Guds nåde og konens barmhjertighed og kærlighed til folket', slutter Jan Grønbæk. efterspørgsel på giro 413-melodier En introduktion til lirekassens funktion Betingelsen for at anvende betegnelsen lirekasse er, at den skal indeholde orgelpiber. I dag findes der moderne versioner, som benytter sig af en chip. De fik sit indtog for cirka 20 år siden. En lirekasse med elektronisk styring er stadig et musikinstrument, der spilles med hånden, og melodien dannes af orgelpiber. Det er kun programmeringen og gennemspilningen af melodien, der bestemmes elektronisk og det betyder blandt andet, at flere lirekasser kan spille sammen. Der er dog stadig mange lirekasseentusiaster, der hælder til papirrullekasserne, fordi de er af den opfattelse, at den har en finere og mere original lyd. Stiftvalsekassen var den første type lirekasse og fungerede ved at dreje på et håndsving, der betjener en dobbeltvirkende blæsebælg, der forsyner piberne med den fornødne luft. Samtidig drejer man en stor valse, der er 20 centimeter i diameter og en meter lang, som er forsynet med en hel masse pigge, der åbner og lukker ventilerne og sender luften og dermed lyden ud til orgelpiberne. I cirka 1860 begyndte man at gå over til papirstrimmellirekassen, og i 1980 stoppede man helt med at lave stiftvalsekasser. I papirstrimmelkassen ligger en papirstrimmel hen over en bro, hvor der er lige så mange huller, som der er orgelpiber. Når der kommer et hul i papirstrimlen, der passer med hullet i broen, pifter luften ud af det pågældende hul og samtidig sendes luften ud til orgelpiben. 30 meter lang En papirrulle er typisk 11 centimeter bred og 30 meter lang og kan spille otte minutter, hvis man ikke drejer for hidsigt! Og der er cirka til huller i den. Hvis man skal have andet end tysk musik, så kan danske Sven Erik Vedel-Hansen fra Nordiske Lirekassevenner lave ruller til alle de papirstyrede kasser i Skandinavien. Og ifølge ham kan man spille lige så moderne musik, som man vil, så længe det er kontrapunktisk og dermed sangbare melodier den mest moderne melodi, han har lavet, er Shubiduas version af Midsommervisen men der er størst efterspørgsel på melodier i Giro 413-genre, fortæller han. I dag bliver de fleste lirekasser lavet i Tyskland både dem med chip og papirruller. De mest kendte orgelbyggere bor i Berlin og Schwarzwald. Det var her, italienerne tog op og fik rodfæste i traditionen. En papirvalselirekasse kan fås fra cirka kroner og opefter, en chipmaskine koster fra cirka kroner og opefter. Kilde: Sven Erik Vedel-Hansen, lirekassemand og medlem af Nordiske Lirekassevenner. 16 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 17

10 først lirekasseuniform, siden landevejsridderuniform Når lirekassemændene optræder på markeder rundt omkring i Danmark, oplever de indimellem, at markedets landevejsriddere henvender sig til dem for at meddele, at lirekassemændene har stjålet idéen med medaljer på deres uniformer fra landevejsridderne. Men ifølge formanden for Nordiske Lirekassevenner, Jørgen Rosland, forholder det sig faktisk lige omvendt: - Oprindelig var det jo krigsinvalider, der kom hjem med medaljer på uniformerne, som de fik lov til at bære, når de spillede. Og det er faktisk derfra idéen med medaljer på uniformsjakkerne stammer, og som siden har inspireret landevejsridderne, fortæller Jørgen Rosland. danmarks næstældste lirekasse Svenske Bertil Ribe, der bor i Danmark, er indehaver af Danmarks næstældste lirekasse (den ældste ejes af Kai Lang, som bor på plejehjemmet Peder Lykke Centret på Amager, men han tager ikke længere omkring med sin kasse, red.). Bertil Ribes lirekasse er en Bacigalupo, som er bygget af selveste Giovanni Bacigalupo, der var italiener og bosat i Østberlin, hvor han byggede lirekasser med samme kyndighed, som hans far tidligere havde gjort det i Italien. Bertil Ribe købte sin Bacigalupo i 1965 på en rejse til Østberlin. Han interesserede sig for mekanik og lirekasser, tog chancen og kørte hen til Giovanni Bacigalupos adresse for at hilse på. Dengang var han stadig i gang med at bygge lirekasser, og Bertil Ribe lavede en aftale med ham om en pris på mark for en lirekasse fra 1915, hvis indmad var blevet repareret et par gange siden da senest under Anden Verdenskrig. Kassen blev kørt til Vestberlin, som Giovanni Bacigalupo godt kunne rejse til, da han havde italiensk pas, og her overrakte Bertil Ribe ham pengene, som blev indsat på en vestlig konto. - For at undgå, at DDR-folkene fik fingrene i pengene, forklarer Bertil Ribe. Siden har lirekassen spillet i Berlin, Stockholm og Warnemünde. Den kan blandt andet spille Mack The Knife, og Bertil Ribe skal hilse at sige, at man skal bruge en del kræfter for at spille på det umådeligt tunge håndsving. abens plads på låget Aben hører traditionelt med på en lirekassevogn. Engang var den levende, og det kunne i øvrigt også godt være andre dyreracer, der var med på slæb. Tilbage i 1880'erne var der en lirekassemand i Køge, der havde en sæl i en zinkbalje med sig omkring, og rygtet lyder, at en anden rejste omkring med et murmeldyr. I starten af 1930'erne blev det forbudt at have levende dyr med sig på farten og som en hilsen til den gamle tradition har mange i dag en tøjabe siddende på låget. I USA kan man dog stadig opleve lirekassemænd, der strider imod lovgivningen og har en levende abe med sig. dén med aben Ejeren Chris Graversen kommer fra Varde, hvor han er frisør. Han har haft sin lirekasse i tre år og hentede den otte timers kørsel nede i Tyskland. Den kører på et elektronisk kassettesystem og er mellem 30 og 40 år gammel. Trommen hørte til, og som gammel Beatles-fan har han inspireret af Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band-pladeomslag malet sit navn på trommen det tog hele natten, inden han skulle til lirekassetræf sidste år! Der står Chris the Barber som er en henvisning til jazzmusikeren Chris Barber. Aben har han købt i en legetøjsforretning og lavet om, så den passede til hans lirekasse. Chris er egentlig jazzmusiker, men fik for ti år siden en idé om at spille lirekasse. Hans kone fatter ikke, at han vil nøjes med at stå og hive i et håndsving, når han nu kan spille alt, men hans egen forklaring er, at han, siden han var dreng, har været interesseret i lirekasser og mest af alt af, hvad der var inde i dem. kassen med almuemalerierne Lisa og Mogens Fossberg har en lirekasse med almuemalerier på. Den er fra 1979 og er med papirruller. Den er tysk og fundet i Den Blå Avis, har 31 piber, og den kan spille 20 toner. Det giver en mere autentisk lyd end dem med chip, synes de to ejere. Mogens har haft en mangeårig interesse for lakplader og rejsegrammofoner med håndsving, der førte hen til musikken før grammofonen, og så dukkede lirekasseinteressen naturligvis op. 18 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 19

11 Målet er færre hjemløse Københavns Kommune vil undersøge, om hjemløsestrategien nu også har været så stor en succes, som der skiltes med af Jesper Hein og Peter Andersen foto Mette Kramer Kristensen Ni ud af 10 tidligere hjemløse holder fast i ny bolig, står der på en planche i Københavns Rådhushal. Én af dem er Jesper Hein, som har taget hele turen fra handelsuddannelse og fast job i shippingbranchen over skilsmisse, alkoholmisbrug og hjemløshed til et nyt liv med egen lejlighed og praktikplads i de hjemløses egen forening, SAND. Planchen henviser til det officielle resultat af hjemløsestrategien, som altså har hjulpet Jesper Hein til igen at få styr på sin tilværelse. Men den med, at 9 ud af 10 bliver boende, tror han ikke på. Og det er et af de spørgsmål, han har med til mødet med sin navnebror, Københavns Kommunes socialborgmester, Jesper Christensen. To gange Jesper med et fælles mål: Færre hjemløse i København. Jesper Hein: Hvordan har du det med at være socialborgmester? Jesper Christensen: Godt. Der er meget at sætte sig ind i. En ting er at vide, hvad man overordnet vil socialpolitisk, men så bliver man ramt af virkeligheden hvad loven siger, og hvor mange penge man har. Jeg har været på mange besøg, blandt andet bostedet på Gl. Køge Landevej og Mændenes Hjem. Og jeg kan godt forstå, at man kan havne i hjemløshed. Især skærer det mig i hjertet at se så mange unge hjemløse. Jesper Hein: Det er du ikke ene om. Jesper Christensen: Vi er nødt til både at blive bedre til at undgå det og dernæst at få dem hurtigst muligt tilbage på sporet, så de ikke når at blive en del af det hårdkogte hjemløsemiljø. Skæve boliger Jesper Hein: København er jo i markant underskud, når det gælder skæve og alternative boliger. Der er mange på Sundholm, der aldrig ville kunne bo i en almindelig lejlighed, uanset hvor meget støtte de får. Jeg kender én, som har haft en lejlighed i to år og kun været der to gange. Vi mangler flere bofællesskaber og den slags til folk, som ikke kan finde ud af det. Jesper Christensen: Vi har lige nu 50 skæve boliger, og vi er ved at lede efter grunde til 22 mere, som vi har penge til at bygge. Dermed når vi op på det måltal, som SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, red.) har stillet op, og så burde vi være i mål på den korte bane. Det skulle gerne lykkes hen over sommeren at finde de steder, men det er svært at finde grunde, og vi har jo også brug for at bygge skoler og daginstitutioner. Jesper Hein: Det kan jeg godt forestille mig. Hvad med at gøre det nemmere at få tilladelse til at bo i skurvogne og campingvogne? Jesper Christensen: Hvis du laver noget midlertidigt, kan det være utrolig svært at fjerne det efter tre år, selvom man vidste det på forhånd. Og de, der ejer grundene, vil ikke være interesseret. Vi har brug for rigtige boliger, så man ikke skal bo alt for længe på Gl. Køge Landevej. Jesper Hein: Men det er jo meget forskelligt, hvordan folk har lyst til at bo. Jesper Christensen: Ja, men jeg tror det er vigtigt at komme bort fra den med, at man nødvendigvis skal gå grueligt meget igennem, før man kan få sin bolig. For rigtig mange vil det rigtige være at få en bolig hurtigt, og så skal vi så finde ud af at støtte op om det. Motivation er vigtig Netop bostøtten var vigtig for Jesper Hein, som var med i det såkaldte CTI-program under hjemløsestrategien. CTI er et begreb, hjemløse slæber rundt med, fordi forfatterne til hjemløsestrategien ikke kunne eller ville formulere sig på dansk. Det er en forkortelse af de engelske ord Critical Time Intervention. Det handler om at sikre en vellykket overgang for den enkelte borger fra en institutionslignende bolig til egen bolig. Således havde Jesper i de første ni måneder en fast kontaktperson, som kunne hjælpe ham med alt. Jesper Hein: Det hjalp mig, men det, vi hører, er, at i dag er halvdelen røget på gaden igen. Jesper Christensen: Det med, at ni af 10 bliver i egen bolig, holder efter et år. Vi er så nysgerrige efter, hvad der sker efter to og tre år. Man må forvente at nogle falder tilbage, og det har vi søgt om penge i Socialministeriet til at undersøge. Er det mere støtte og længere tid, der skal til? Jesper Hein: Det kommer jo blandt andet an på, hvor langt man er ude i sit misbrug. Jesper Christensen: Det er klart. Det handler meget om motivation. Jesper Hein: Det ved jeg jo fra mig selv. Det er motivationen, og hvem man er omgivet af. Jesper Christensen: Ja, motivationen vokser, når man får nogle andre rammer, relationer og venner. Hashforsøg afvist Jesper Hein: Fixerum, hvordan synes du det går? Jesper Christensen: Jeg har været på fixerummet et par gange, sidst med en engelsk minister. De overvejer noget tilsvarende, og han sagde, at havde det været i England, havde de fået en medalje. På kort tid er man nået langt, ved at Vesterbro'ere er gået sammen. Jesper Hein: Hvad med legalisering af hash? Jesper Christensen: Det har vi fået nej til. Vi ville prøve det som et forsøg i tre år, og hvis ikke det virkede, ville vi lukke ned igen. Ingen havde taget skade, og jeg synes, det er tosset. Peter Andersen: Fixerummet vil betyde, at stofbrugerne lever længere. Har I tænkt over behovet for alternative plejehjemspladser? Jesper Christensen: Ja, og der er oprettet nogle, for der bliver et behov. Der er også flere, som kommer ud af hjemløshed. Og jo kortere, man har bevæget sig ud, jo nemmere er det at komme tilbage. Jesper Hein: Der er også oprettet særlejligheder, blandt andet der hvor jeg bor. Men det afhænger af, hvor du bliver smidt hen. Var jeg røget i Urbanplanen, havde jeg ikke kunnet holde ud at bo der. Jesper Christensen: Nå, hvorfor ikke? Jesper Hein: Det er et forfærdeligt sted. Der er for mange skæve eksistenser samlet et sted. Jesper Christensen: Noget af det, vi snakker om, er jo den blandede by. Jeg har været superglad for den her (han tager fat i det eksemplar af Hus Forbi, Jesper Hein har haft med), for den giver noget åbenhed om, at der er hjemløse og misbrugere. Vi lærer hinanden at kende, og fordommene forsvinder. Helt almindelige mennesker skal vide, at det kan ske for alle. Vil have transitrum Peter Andersen: Udenlandske hjemløse noget tyder på, at kommunen har fulgt en ulovlig praksis ved konsekvent at afvise dem på natherberger. Jesper Christensen: Vi har fulgt vejledningen. Nu har ministeriet så skrevet, at reglerne er anderledes i forhold til EU-borgere. Ét besøg kan vi ikke nægte, men hvad så med to og tre? Vores medarbejdere står med den konkrete afgørelse, som de ikke har kompetence til at træffe. Og jeg er glad for, at der kommer en ny vejledning fra ministeren inden sommer. Så må vi se, om der også følger penge med, eller om man vil have, de andre hjemløse skal betale? Københavns Kommune har skrevet til skiftende socialministre for at få lov til at oprette et transitrum, som kan hjælpe udlændingene med at vende tilbage til deres hjemlande. Jesper Christensen: Meget få af dem vil finde et arbejde i Danmark, og er det bedste så ikke, at vi sammen finder en måde, de kan komme hjem på? Det har vi hidtil fået nej til, men det har jo ikke noget perspektiv bare at lave flere herberger. Stop for projektmageri Jesper Hein: Hvad siger du til at holde et møde med SAND hvert halve år, som vi havde med din forgænger? Jesper Christensen: Det vil jeg meget gerne, også for at finde nogle fokusområder. Hvad kan vi for eksempel gøre bedre i forhold til unge hjemløse? Mange vil gerne bidrage til at knække kurven. Jesper Hein: De kan også få hjælp af nogle af os garvede. Jeg kan se, når de dummer sig, og prøver så at forklare, hvor de kan henvende sig, hvor de kan få hjælp og mad. Jesper Christensen: Nogle af de frivillige organisationer er meget skrøbelige. De skal arbejde bedre sammen, så ikke alle skal søge puljer og fonde. Når deres treårige bevilling udløber, kommer de alle til kommunen og beder om penge, og det holder jo ikke. Så skal vi skære andre fra. Og man kan bruge mange kræfter på at skrive ansøgninger. Vi skal ud af det projektmageri, hvor man kalder det noget nyt for at få penge. Peter Andersen: Du hører til dem, der mener, at satspuljen har overlevet sig selv? Jesper Christensen: Ja bestemt, og det gælder også de kommunale puljer. De skal være reserveret til reel udvikling, men hvis et projekt er år gammelt, hvorfor skal man så så søge hver tredje år? Jesper Hein: Noget helt andet, mange bliver stadig kaldt til møder hver tredje måned på jobcentret, og det virker totalt meningsløst. Jesper Christensen: Jeg er helt enig, for mange mennesker har det intet perspektiv. Vi har flyttet mange af dem, så de kun skal komme på socialcentret. Jeg tror også, man nationalt har fået øjnene op for det. Jesper Hein: Man får breve, men mange misser det. Jesper Christensen: Ja, lad os i stedet sige, at vi snakkes ved om et år og give den nødvendige ro. Det skal vi gøre enklere. Vi skal gøre, hvad vi kan i kommunen, men man er også nødt til at kigge på lovgivningen. jesper christensen blev valgt til Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet i 2001 og har været medlem siden, i en periode som borgerrepræsentationens næstformand. Han trådte til som børne- og ungdomsborgmester kort før kommunalvalget i 2013, men har siden årsskiftet været socialborgmester. I 1985 var Jesper Christensen med til at starte en af Danmarks første lokale tv-stationer i Tingbjerg, hvor han stadig bor. hus forbis team Jesper Hein er en af Hus Forbis cirka sælgere. Han har prøvet at miste både job, kone og bopæl, men efter nogle år som sofasurfer og et ophold på Københavns Kommunes bosted på Gl. Køge Landevej befinder han sig nu et sted på en opadgående kurve med egen lejlighed og praktikplads på SANDs kontor på Sundholm. Peter Andersen er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og har arbejdet som journalist for blandt andet 3F og Berlingske Tidende. Tilknyttet Hus Forbi fra HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 21

12 Grønlænderes i Danmark Hus Forbi sætter fokus på socialt udsatte grønlændere, der lever i Danmark. Drømme så høje som tårne Eerli Semsen er splittet mellem Grønland og Danmark Om denne artikel: Journalist Marie Skoven fra Børnesagens Fællesråd har skrevet denne artikel for Hus Forbi om grønlandske Eerli Semsen, som flyttede fra Qagortoq (Julianehåb) til Aalborg som 13-årig. Tegneren Peter Madsen (hjemmeside: info), som er mest kendt for tegneserien Valhalla, var i sine unge dage i Grønland, og i 1990 udkom Grønlandsk Dagbog om den tid. Hus Forbi har fået lov at bruge en af Peters tegninger. Det er vi meget taknemmelige for, idet en tegning fra Grønland bedre end Lars Horns fotos af Eerli i dag illustrerer de drømmesekvenser, som Marie Skoven beskriver, og som Eerli fortalte hende om. af Marie Skoven foto Lars Horn tegning Peter Madsen Eerli kæmper for at bevare sit sind stabilt. Han vil helst undgå at tolke for meget. Verden er besjælet, og det indebærer, at man ikke filosoferer krampagtigt over livet og dets sammenhænge. Helst vil han bare konstatere, hvad der er sket, men ambulancens blå blink og de fulde mennesker rablende og råbende får det til at sejle inde i ham, og så er der ikke langt til, at drømmene griber ham. Det er en sen nattetime i Aalborg Vest. Eerlis mor er lige faldet ud fra altanen på tredje sal. Det bemærkelsesværdige er ikke, at hun har været på værthus og har overladt det til Eerli at passe på sin lillebror. Det er almindeligt og helt efter den drejebog, der er blevet normalen i deres liv. Det usædvanlige er, at hun i sin fuldskab er drattet ned fra altanen og nu ligger i krattet med en brækket ryg. Eerlis drømme er høje som tårne. De hviner og skurrer som gigantiske metalstykker, der ramler mod hinanden i de øverste, tynde luftlag. De overdøver ambulancens sirene og med et er Eerli slet ikke Aalborg Vest, og blodet er ikke hans mors. Sælblod Eerli er i Aapilattoq ( søanemone på grønlandsk), og blodet stammer fra den sæl, som bygdens mænd netop har nedlagt. Et helt almindeligt sceneri i hans tidlige barndom, hvor dyreværnsaktivister og kendissers kampagner mod sælfangst i Canada endnu ikke har ført til et EU-forbud mod import af sælskind. Forbuddet indeholder ganske vist en såkaldt Inuitundtagelse, der tillader inuitter fortsat at sælge skind på det europæiske marked men den virker ikke. Sælskind er yt, nærmer sig det pinlige, og det er næsten umuligt for grønlændere at sælge pelse af sæl i udlandet. Traditionelle fangersamfund er blevet ødelagt af kampagner baseret på følelser i stedet for videnskabelige fakta. Inuitter kan ikke dyrke landet og høste afgrøder. At forbyde dem at eksportere sælskind er det samme som at aflyse deres kultur. I Eerlis barndom udgjorde sælfangst livsgrundlaget for de cirka 100 indbyggere i bygden og i hans natlige flashback i Aalborg bakser Falckredderne ikke med at få hans mor op på båren det er unge mænd, der skærer og hiver i sælens skind for at få det af. Akutlægen, der siger: Det skal nok gå er bygdens ældste, der roligt ser ud over fangerne og nikker: Guderne har været venlige. Alt er godt, og helt som det skal være i Aapilattoq. Modernisering I den oprindelige år gamle grønlandske kultur var selvmord ekstremt sjældne, og alkohol var ukendt. Men da Grønland i 1953 blev en del af Danmark, startede en såkaldt moderniseringsproces, inklusive tvangsflytning af tusindvis af inuitter fra afsondrede bygder til betonboligkomplekser i sovjetstil. Transformeringen af bygderne til et forbrugersamfund efterlod en overflod af sociale problemer i sit kølvand, inklusive den veldokumenterede alkoholisme og en af de højeste selvmordsrater i verden. Eerlis mor flyttede fra bygden Aapilattoq til Qaqortoq ( Det hvide' dansk navn: Julianehåb), der med sine indbyggere er den største by i Kujalleq Kommune. Her blev hun indlogeret i en betonboligblok nedsparede rum, som Eerli kalder det og fik et job som rengøringsassistent. Selvom det var nyt og spændende at bo i en rigtig by, oplevede Eerli boligblokken som en absurd parodi på virkeligheden. Hans virkelighed var stadig den intime sammenhæng -Som 13-årig havde jeg ansvaret for husholdningen og for min lillebror og skulle passe min skolegang i et hjemligt miljø, der var præget af en mor, der drak, og en storebror, der røg hash. Hvordan klarer man det? Det gør man ikke. med naturen; flora, fauna, fjelde og dyr. Han fortæller: - I boligblokken var naturen noget, vi observerede på afstand. Vi mistede vores sjæl. Det gik ekstremt hurtigt, men det er aldrig holdt op med at gøre ondt, siger han og fortæller videre. - I årtusinder har det prægtige naturfolk inuitterne levet i harmoni med naturen og taget det fra havet og fra landet, som de havde brug for til at overleve kulde og isolation. På mindre end et årti blev vi reduceret til apatiske ofre, der er afhængige af de danske velfærdsydelser, der delvist har erstattet det gamle produktionssystem. mentor Foreningen Grønlandske Børn (hjemmeside: er en politisk uafhængig forening, der arbejder for at sikre, at alle grønlandske børn og unge bosiddende i Grønland eller Danmark kan leve et værdigt liv med mulighed for positiv udvikling i respekt for deres rettigheder. Eerli Semsen er optaget på Foreningen Grønlandske Børns halvanden år lange mentoruddannelse, hvor han får mulighed for at blive uddannet som mentor og rollemodel for udsatte grønlandske børn i projektet Et bedre liv i Danmark. Projektet, der er landsdækkende, henvender sig de grønlandske børn i Danmark, som på grund af kulturelle forskelle, svigt i hjemmet og sprogvanskeligheder bærer rundt på store problemer som lavt selvværd, indre splittelse, ensomhed og social isolation. Problemer, som i mange tilfælde overses i skolen og i samfundet. Myter - Fortællekulturen hvor de ældste reciterede myter for de yngre forsvandt som dug for solen. Som ved et slag med en tryllestav var den traditionelle måde at viderebringe erfaringer på fra generation til generation erstattet af et tilsyneladende vanedannende tidsfordriv med at spille bingo og et slavisk fjernsynskiggeri; larmende, amerikanske tv-serier, som de færreste forstod en dyt af, fordi de grønlandske ord er for lange til undertekster. - Min mor fik et forhold til en dansk skolelærer, og da jeg fyldte 13 år, meddelte hun, at vi skulle flytte til Aalborg sammen med skolelæreren. Jeg tænkte, at det kun kunne blive bedre. Nok fordi jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, at det kunne blive værre. - Det er svært at beskrive præcis, hvordan det var, men jeg husker det somom, at mit sind hele tiden gik på grund. Mine tanker blev uklare, mine erindringer blev grumsede. Min lillebror og jeg kom i dansk folkeskole og kæmpede for at lære sproget. Vi kæmpede virkelig. Men alligevel havde jeg svært ved at leve op til den verbalisering, der kræves. Inuitter har en stærk tradition for historiefortælling, men almindeligt dagligdags samvær er ikke præget af eller båret af ord. Tavshed er ikke pinlig. En stor del af kommunikationen foregår via mimik; et bestemt drag om munden, et løftet øjenbryn, et særligt udtryk i øjnene. - Lærerne så ikke mine vanskeligheder som udtryk for andet, end at jeg var indadvendt, og jeg havde indtryk af, at deres viden om Grønland begrænsede sig til en formening om, at det er dér, julemanden bor. Mange grønlandske børn i Danmark lever et ensomt og dårligt liv, og ingen opdager det. - Min voksne storebror fra et af min mors tidligere forhold kom ned fra Grønland og boede hos os i Aalborg, hvor han udfoldede sit misbrug af euforiserende stoffer. Min mors forhold til skolelæreren gik i stykker og hun slog sig på flasken, som det hedder når alkohol bliver en daglig følgesvend og støttestok. Grønlandske Børn - Som 13-årig havde jeg ansvaret for husholdningen og for min lillebror og skulle passe min skolegang i et hjemligt miljø, der var præget af en mor, der drak, og en storebror, der røg hash. Hvordan klarer man det? Det gør man ikke. Jeg kan med stor sikkerhed sige, at det aldrig var gået, hvis ikke jeg var kommet i kontakt med Foreningen Grønlandske Børn. Det betød, at jeg en gang om måneden fik mulighed for at komme på lejr og koloniweekend sammen med andre grønlandske børn, som lige præcis vidste, hvordan jeg havde det. Der var stabile voksne, som jeg fik et tillidsfuldt forhold til, som rakte ind i hverdagen. De huskede og fejrede min fødselsdag og hjalp mig med at få struktur på skolearbejdet. De støttede mig også i at få en fritidsinteresse; jeg begyndte at spille fodbold i F.C. Jakip en fodboldklub, der er oprettet i samarbejde med Det Grønlandske Hus i Aalborg. - Jeg blev inviteret i studiet, da Aftenshowet på DR1 for tre år siden fokuserede på grønlandske børn i Danmark. Udsendelsen var en optakt til en stor høring i Folketinget, som Foreningen Grønlandske Børn havde arrangeret. Journalisten kaldte mig Eerli Finsen, det stod også i underteksterne, da jeg blev interviewet: Eerli Finsen. Jeg hedder ikke og har aldrig heddet Finsen til efternavn. I dag griner jeg af det, men den pudsige episode er meget beskrivende for forholdet mellem grønlændere og danskere: At jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, at journalisten interesserede sig for mit rigtige navn og at journalisten på sin side heller ikke var interesseret nok til at sikre sig, at hun fik fat i mit rigtige navn. Morfin og alkohol - Min mor var på det tidspunkt i udredning, som det hedder, i det sociale system; en proces, der inkluderede arbejdsprøvninger, motivationskurser og indhentning af diverse speciallægeerklæringer og derpå flere arbejdsprøvninger og kurser og indhentning af nye lægeerklæringer, fordi de første var blevet for gamle; det strakte sig over syv lange år, selvom det var klart for enhver, at hun aldrig ville blive i stand til at bestride et almindeligt fuldtidsjob med sine kroniske smerter fra den brækkede ryg, og hendes forsøg på at medicinere sig selv ud af smerterne med store doser alkohol og morfin. - Men selv fik jeg det langsomt bedre, jeg fik en kæreste, men mine rødder i verden var stadig halve hverken som grønlænder eller som dansker var jeg hel. Da forholdet til kæresten sluttede, var det, som om min livsvilje også sluttede. Jeg tænker, at det ligger i min inuitdna, at man ikke kan overleve alene. Al fernis brast, og hele min sorg over at have mistet min oprindelige kultur og ikke at kunne finde mig til rette i den ny var ganske enkelt mere, end jeg kunne bære. Jeg havde mistet min sjæl og var en ikkeperson. Døden lovede mig fred. Omsider fred. 22 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 23

13 - Verden ville åbne sig i døden, og synerne i mit sind ville omsider harmonere med virkeligheden. Jeg slugte det meste af indholdet i min mors morfinglas og lagde mig i sengen for at dø. Der blev helt mørkt inde i mig. Mørkt og stille. Det var som den absolutte stilhed i fjeldene i Grønland. Det var et rum og en væren, som jeg følte mig hjemme i. Pludselig blev stilheden brudt af havfuglenes skrig, som kastede ekko mod fjeldsiderne. Opvågnen - Ekkoet fik mig til at vågne op. Jeg greb telefonen og ringede til en af mine bedste veninder fra Foreningen Grønlandske Børn. Hun kom med det samme og fik mig indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor de var tre dage om at få giften ud af min krop. Efterfølgende blev jeg tilbudt psykologhjælp, som har hjulpet meget. Blandt meget andet fik jeg det råd at sætte turbo på idrætten. Jeg tog DBU s træneruddannelse i København og fungerer i dag som træner for F.C. Jakip. Min boligsituation var kaotisk, og jeg var psykisk sårbar, men utroligt stolt af at blive inviteret til at spille på Hjemløselandsholdet. Jeg genvandt meget af troen på mig selv, da jeg deltog i verdensmesterskabet Homeless Wordcup 2012 i Mexico City. - I dag har jeg fået min egen lejlighed og læser HF på VUC, hvor jeg lige har fået 12 i en eksamensopgave i samfundsfag. Jeg prøver at lade være med at drømme for meget om den besjælede verden, som jeg stammer fra. Jeg er nødt til at insistere på fornuft i hverdagen. - Jeg kanaliserer min længsel efter shamanisme og små fangersamfund ind i musikken, som jeg selv komponerer. Det er elektronisk musik, hvor jeg kan eksperimentere med følelser. Der er åndelighed i musikken. Der er lyde bag ved lydene, der åbner sig rum bag ved tonerne; det er en åben dør til vores fælles sjæl og selvom jeg kan lukke døren, når musikken er forbi, er det ikke tilfældigt at et af mine nyeste numre hedder 'Calling Home'. Det udtrykker mit savn. På sigt kunne jeg tænke mig at studere musik på konservatoriet. (Red: Eerlis musik ligger på Soundcloud: Drøm om Grønland - Grønland har fået en ny regering, som er mere nationalistisk, end vi har set før. Vi ejer nu selv mineralerne og olien i det land, vi lever i, hvilket ikke var tilfældet før. Der er nogle meget imponerende vurderinger for, hvor meget olien i Nordvest- og Nordøstgrønland er værd. Med oliepriser, der i øjeblikket ligger på over 80 dollar (445 kroner) per tønde, ville oliereserverne være mere end 22 billioner kroner værd en uventet appelsin i turbanen, som kunne finansiere inuitternes fulde selvstændighed. Men jeg tror, olien kommer til at skade vores måde at leve på, hvis vi blot fortsætter i samme spor i stedet for at tænke i retning af en fusion mellem vores oprindelige civilisation og et globaliseret konkurrencesamfund. Hvad sker der, hvis alle inuitter bliver millionærer, men ikke kan give det Grønland, vi kender, videre til vores børn? - Kan vi ikke gøre det bedre end blot at kopiere dansk levevis? Vi har faktisk meget at byde ind med, men det er blevet undermineret, fordi vi har lært at se op til dansk kultur og skamme os over vores egen. Stressniveauet i Danmark er enormt, men inuitter har kendt til mindfulness, flere tusind år før det blev moderne som mental træningsdisciplin i Danmark. Inuitter har evnen til at gå i en indre tilstand, som er unik, og som især fangerne anvender, når de går på jagt. De opholder sig i mange timer på isen for at vente på, at en sæl kommer forbi. De kommer ind i en fredfyldt, men meget vågen og opmærksom tilstand en unik meditationstilstand, som mange forjagede og pressede danskere kunne lære meget af. Viden at værdsætte - Vi skal værdsætte og bruge den enorme viden, der findes i vores kultur. Vi skal tilpasse skole- og uddannelsessystemet til vores eget. Det er næppe en naturlov, at vi skal kopiere det danske retssystem. Vi skal organisere arbejdspladserne på en måde, så det passer til den grønlandske kultur. I stedet for at kopiere danske betonboligblokke skal vores arkitekter udvikle en byggeskik, der har rod i vores eget land. En skønne dag på et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde vil jeg vende tilbage til Grønland. Jeg vil lade det være op til mine børn at vurdere, om naturen har en sjæl. Kan stenene tale? Bor der en sjæl i hver eneste blomst? Er der ånder i fjeldene? Vækker den besjælede natur modstridende følelser i os, så vi nogle gange er bange og modløse og andre gange stolte og fulde af ærbødighed? Verden er grænseløst mytisk og det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at det er vigtigt at arbejde sammen med naturen og ikke prøve på at slås med den, overvinde den eller forandre den. Det har jeg lært at min mor, som på trods af alt har formået at videregive mig en ressourcefuld indsigt i min kulturelle baggrund. Alene af den grund har hun udført en stor og tapper bedrift. Jeg konstaterer bare, at det er sådan, det er. usikkerhed Da grønlændere via Rigsfællesskabet allerede er danske statsborgere, får de ingen hjælp til integration, når de flytter til Danmark. De har danske CPR-numre og bliver ikke registreret, når de flytter til Danmark. Derfor er der stor usikkerhed om, hvor mange, der flytter hertil og hvor mange, der falder gennem det sociale sikkerhedsnet. - Kan vi ikke gøre det bedre end blot at kopiere dansk levevis? Vi har faktisk meget at byde ind med, men det er blevet undermineret, fordi vi har lært at se op til dansk kultur og skamme os over vores egen. oprindelig befolkning Grønland kan blive det første selvstændige og uafhængige land med en oprindelig befolkning i moderne tid, når den igangværende søgning efter olie, gas og mineraler bærer frugt. Det står i FN s Deklaration om Oprindelige Befolkningers Rettigheder, at oprindelige folk har ret til at bestemme over deres eget liv, deres land, deres måde at leve på, og hvordan de vil udvikle sig. Men i virkeligheden er det meget få steder i verden, hvor den oprindelige befolkning kan bestemme selv. På baggrund af den aktuelle udvikling kan Grønland blive undtagelsen, der bekræfter reglen. - I dag har jeg fået min egen lejlighed og læser HF på VUC, hvor jeg lige har fået 12 i en eksamensopgave i samfundsfag. Jeg prøvet at lade være med at drømme for meget om den besjælede verden, som jeg stammer fra. Jeg er nødt til at insistere på fornuft i hverdagen. 24 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 25

14 unge møder unge Kvinder siger nej til tørklædet og bliver hjemløse Når unge indvandrerkvinder siger nej til forældrenes muslimske traditioner, risikerer de at miste deres hjem af Anne Sofie Hyldedal Folkmann, Monica Andersen og Nanna Ewald I en kurvestol foran det store vindue sidder en 18-årig kvinde med hænderne foldet i skødet. Hovedet er let bøjet, og i hånden knuger hun en papirserviet. Solens stråler når langt ind i det lyse seksmandsværelse. Hun tager en dyb indånding, kigger op og går så i gang med at fortælle om sin vej til Café Klare, der har været hendes hjem siden juleaften I løbet af de seneste år har stedet på Vesterbro i København oplevet en ny generation af hjemløse. - Min familie kommer oprindeligt fra Somalia, men da jeg var syv år, flyttede vi til Danmark. Vi er muslimer, og mine forældre er meget firkantede, hvad angår deres tro. Det har ført til mange konflikter i vores hjem, og sidste år blev jeg smidt på gaden af min mor. Ifølge Ane, der er socialrådgiver på Café Klare, er denne kvinde blot ét eksempel på en tendens, der har taget til de seneste år. Flere og flere unge indvandrerpiger opsøger caféen efter uoverensstemmelser med deres familie. Uenigheder, der blandt andet handler om, hvorvidt de skal følge forældrenes ønske og leve efter den muslimske tro. Bor her med sin søster - Ofte kommer pigerne fra dårligt integrerede familier. Café Klare bliver deres mulighed for at komme væk hjemmefra, og på den måde gøre op med forældrenes måde at leve på. Et lille oprør mod normer og regler om eksempelvis tørklæde og tidligt ægteskab. Ofte kommer pigerne fra dårligt integrerede familier. Café Klare bliver deres mulighed for at komme væk hjemmefra, og på den måde gøre op med forældrenes måde at leve på, fortæller Ane, der er socialrådgiver på Café Klare. Den 18-årige kvinde fra Somalia fortæller, at hun er på caféen sammen med sin tre år ældre søster. Begge har de sagt fra over for tørklædet og i det hele taget den måde, deres forældre har valgt at følge den muslimske tro. Specielt deres mor har altid været meget dominerende og sat strenge regler for den 18-årige kvinde og hendes i alt ti søskende. Blev reglerne ikke fulgt, kunne hendes mor finde på at slå hende, fortæller hun. - Jo ældre, jeg blev, jo strengere blev min mor. De sidste år, jeg boede hjemme, kunne jeg ikke engang træde ud i haven, før hun reagerede og spurgte, hvor jeg skulle hen. Hun kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare åbnede et vindue, hvis jeg havde brug for luft. Moderen til den 18-årige kvinde så helst, at hun dengang kom direkte hjem fra skole og de unge kvinder 27 procent af Café Klares brugere er under 30 år. 41 procent af kvinderne under 30 angiver vold (fysisk og psykisk) som en af de væsentligste grunde til, at de er på cafeen. 21 procent af kvinderne under 30 år er hjemløse af familie- og æresrelaterede grunde 19 procent af kvinderne under 30 år er hjemløse på grund af et misbrug. Modelfoto: Colourbox hjalp til i huset. Det er meget vigtigt, at hendes døtre lærer at kunne passe huset og være ordentlige muslimske kvinder, inden de skal giftes, fortæller kvinden om sin mor. - Når jeg spurgte, om jeg måtte være sammen med mine veninder efter skole, fik jeg altid nej. Til sidst gjorde jeg det uden at få lov. Jeg smed mit tørklæde og min lange kjole på banegården og tog ud for at shoppe. Og inden jeg tog hjem, skiftede jeg tilbage igen. Min mor var tosset over, at jeg ikke var kommet lige hjem. Hun råbte og slog mig. Sendt til Sverige Pigen, der på dette tidspunkt var 16 år, stak af fra sin mor og opsøgte sit fritidshjem i håb om at få hjælp. Her fik hun en snak med pædagogerne, der endte med at følge hende hjem igen. Moderen benægtede over for pædagogerne at have slået sin datter. Men lige så snart pædagogerne var ude af døren, fik pigen igen tæsk af sin mor for at have sladret. Sådan oplevede hun flere gange fysisk vold igennem sin opvækst, men det var ikke det eneste. Hendes mor chikanerede hende også psykisk og kaldte hende blandt andet fed. Gentagne gange har hun prøvet at søge væk hjemmefra og har i kortere perioder boet hos bekendte. Som 17-årig sendte hendes forældre hende op til noget familie i Sverige i håb om, at de kunne gøre hende til en god muslim. Med tårer i øjnene forklarer den 18-årige, hvor splittet hun var. - Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Om jeg skulle følge mine forældres vilje eller mit eget hjerte? Men jeg endte med at tage til Sverige. Da Café Klare åbnede for tre år siden, var der ikke taget højde for denne generation af nye hjemløse. - Vi har set et stigende antal af indvandrerpiger med familieproblemer. Det havde vi slet ikke set komme. Tilbage i 2011 forventede vi primært, at det var en ældre generation af hjemløse, der ville besøge caféen. Altså de psykisk syge og misbrugerne, siger socialrådgiveren Ane. Lukkede ikke et øje Tre måneder i Sverige gjorde til forældrenes ærgrelse ikke deres datter til en bedre muslim. Hun ville stadig ses med sine danske veninder,og hun ønskede stadig ikke at bære tørklæde. Det resulterede sidste år i et kæmpe skænderi mellem mor og datter, og den dengang 17-årige pige blev smidt ud. Hendes storesøster tog med, og den første nat overnattede de i et busskur, fortæller hun og fortsætter: - Det stormede og det var så koldt. Jeg lukkede ikke et øje, fordi jeg var så bange for, at der kom nogen og gjorde os fortræd. Med hjælp fra en ven fandt de efter nogle måneder Café Klare. Da Hus Forbi talte med søstrene i starten af foråret, havde de boet på caféen i tre måneder. På trods af at medarbejderne -De sidste år, jeg boede hjemme, kunne jeg ikke engang træde ud i haven, før hun reagerede og spurgte, hvor jeg skulle hen. helst ikke ser, at man bor der i mere end halvanden måned. Ane forklarer, at det ikke er sundt for pigerne i længden. Lander i et hul Det kan den 18-årige kvinde kun bekræfte. Hun fortæller, hvordan hun efter at være blevet hjemløs er begyndt at ryge hash dagligt for at kunne holde det hele ud. Desværre er der for de to søstre ikke umiddelbart udsigt til en billig bolig på grund af boligmangel. Desuden findes der, ifølge Ane, ingen ordentlige tilbud til disse unge indvandrekvinder. - Pigerne bliver udstødt af deres egne familier. Dem, der burde være dem nærmest. Derfor har de brug for noget støtte til at komme videre. Men desværre findes der ingen tilbud målrettet dem. De lander i et hul mellem systemerne, fordi deres misbrug ikke er stort nok, men samtidig er deres liv så kaotisk, at de har brug for en hjælpende hånd. Denne frustration over manglende tilbud har de to somaliske søstre også oplevet. - Det er så stressende, at man ikke har sit eget værelse, og man må bo i en mælkekasse. Jeg forstår ikke, hvorfor vi bliver placeret på et herberg med så mange ældre misbrugere. Det har været med til at trække mig ned i et hashmisbrug, som jeg ikke havde, inden jeg kom hertil, siger den 18-årige kvinde. Den 18-årige kvinde er anonym, da ingen i hendes omgangskreds ved, at hun overnatter på Café Klare. Hus Forbi kender hendes identitet. Hus Forbi samarbejder med Vallekilde Højskole. Eleverne på højskolens journalistlinje har lavet artikler om unge hjemløse og socialt udsatte. Projektleder er journalist Morten Bruun, Redaktionen.dk unge møder unge Kaos & hjerterum Ungdom, psykisk sygdom, misbrug og ensomhed på fristed for udsatte kvinder af Anne Sofie Folkmann, Nanna Ewald og Monica Andersen Vesterbro i København. En bænk med hjerteformede svaner på fortovet. Vi er på Café Klare, som beskrives som et trygt nattilbud kun for kvinder. Derfor er det også de mest utrygge kvinder, de socialt udsatte, der kommer her. Den vigtigste ydelse er hjerterum. Ved et bord snakker to kvinder med afrikanske rødder, som sad de i en helt almindelig lejlighed. Samtidig danser en meget morgenfrisk pige til hiphop. Pludselig opstår et skænderi mellem et par af kvinderne. Det bliver dog hurtigt afværget igen, for det her sted har plads til alle. Ny og nødvendig Britta Lindqvist er projektleder på Café Klare. For hende og de to andre morgenansatte er en morgen som denne daglig rutine. I dag har dog været mere larmende end normalt, er Britta og Ane enige om. Ideen til Café Klare blev født for knap fire år siden. Rasmus og Ane var nyuddannede, men med erfaring fra blandt andet Mændenes Hjem, og Britta havde tidligere arbejdet på væresteder i blandt andre Lyrskovsgade og Sydhavnen. Planen var dengang at skabe et tilbud til kvinder, der ellers ikke passede ind andre steder, men de mærkede med det samme efter åbningen i 2011, at der dukkede en meget bredere gruppe kvinder op, end de havde regnet med, fortæller Ane. - Vi møder mange unge, psykisk syge, kvinder med misbrug, dobbeltdiagnoser (både misbrug og en anden psykiatrisk diagnose, red.), et kaotisk liv og kvinder, som er ensomme. Krisen har sikkert bidraget til den overraskende stigning. Støtte og bindeled I dagtimerne er der tid til rådgivning og vejledning. På opslagstavlen kan man se tilbud om gratis massage og en madklub hver onsdag. Men det er helt op til kvinderne selv, om de kun kommer på Café Klare for at få et sted at overnatte, rådgivning eller det hele. Derudover kan kvinderne også komme i bad, vaske tøj og få gratis mad. Formålet med Café Klare er udover at klare de helt basale behov at give kvinderne støtte i det daglige og til at klare mere vidtrækkende problemstillinger i livet. Medarbejderne prøver at hjælpe med at reducere virkningen af de skader, kvinderne har lidt, og være et bindeled til det øvrige sociale system, der ellers godt kan virke uoverskueligt for mange i en social udsat situation. 26 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 27

15 Tandlægerne støtter Formand cyklede med på Hennings tur Feltet kører samlet mod Stevns. Henning Elsner flankeres af Freddie Sloth-Lisbjerg og Reimer Bo. af Reimer Bo foto Mette Kramer Kristensen Henning har gode ben i dag. Det er heldigt. Han er nemlig for en gangs skyld ikke alene på landevejen. Formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg, cykler med sammen med Hus Forbi s udsendte. Den lille grupetto slynger sig ad strandvejen syd for København fra svinget i Solrød over Køge mod dagens etapeslutning ved Stevns Klint. Og der køres til. Freddie er vant til at køre op ad franske bjerge som motionist. Og Henning er motor for en cykelvogn med 140 kilograms oppakning. Han har ikke tænkt sig at vige. Han har et østtysk tråd. Hårdt og konstant. Og han sidder som en Indurain støbt i sadlen. Bortset fra cykelanhængeren ville en tourvinder dog nok heller ikke have en hund i en cykelkurv på styret. Vi kører i solskin på en af Hennings etaper på turen, der varer 6 måneder på de danske landeveje. Cykelvognen er pakket med solceller, batteri, køkken, telt, proviant, hundemad, værktøj og ikke mindst flunkende nye udgaver af det blad, du holder i hånden lige nu. Det er et gennembrud for Hennings enmandshær, at Tandlægeforeningen bakker op. Henning cykler kilometer for at og samle ind til tandpleje til socialt udsatte. Og Freddie bekræfter, at det er et stort samfundsproblem: - Henning rammer lige midt ned i et problem for alle socialt udsatte. De falder uden for de gængse systemer af forhåndsgodkendelser, ansøgninger og at kunne overholde sine tider, når man har aftaler. Kommunerne har sagsbehandlingstider på et sted mellem to og syv måneder. Det nytter jo ikke noget for folk som Henning og andre socialt udsatte. Man skal jo have hjælp her og nu. Derfor vil jeg gerne bakke op om det her projekt. Og jeg håber, at mange vil støtte Hennings indsamling, siger tandlægernes formand. Da vi skilles, trækker Freddie et trumfkort frem af tasken. Hans kone er ekspert i hjemmelavede energibarer med nødder og honning. Og han rækker Henning en pose af det lovlige energitilskud. Henning og jeg slår lejr på en vidunderlig naturlejrplads helt ud til klinten ved Stevns. Vi har hver vores telt og har købt koteletter og kartoffelmos. Og Henning viser sit bager- og desserttalent, da han fremtryller en dessert af ferskner, makroner og flødeskum. Der skal hældes energi på til næste dags etape. Vi møder en tysker, som bor i London og cykler København-Berlin på sin egen tur. Han er meget nysgerrig overfor Hennings vogn og solcellerne og bliver glad, da Henning tilbyder ham en opladning af iphonen. Og jeg kan se, hans blik flakker, da han hører, at den ene af os er hjemløs, og den anden er journalist. Det er journalisten, der er ubarberet og lidt sjusket påklædt. Efter middagen snakker Henning og jeg om børn og opdragelse, opvækst og opbakning. Om at give hinanden feedback og ros. Og om et samfund, hvor flere og flere ryger af i svinget. Henning understreger, at han ikke er politisk. Han vil bare gerne gøre en forskel og hjælpe andre. Og så er han en haj til Facebook. Han ved alt om likes, delinger og brugerstatistikken bag Facebook-siden Følg en hjemløs. Han lærer mig hele tiden nyt om de sociale medier. Og jeg driller ham lidt med, at jeg aldrig har mødt en hjemløs, som går så meget op i sin hjemmeside. Henning fatter forsøget på en Jacob Haugårdsk vits og svarer igen: - Det kan godt være, du er journalist. Men når hunden Felix går til tasterne på Facebook, så er der tusinder, der er inde at læse med. Flest kvinder, kan Henning se af statistikken. Du kan selv læse med på Facebook på Følg en hjemløs. Henning var bager engang. Nu er han poet. Prøv at læse med her, når han har varmet tasterne op ved den strøm, han selv har produceret på anhængerens solceller: Klokken er 06.00, da jeg står og strækker mig uden for teltet, og jeg vågner altid hurtigt, når mine fødder får kontakt med det fugtige græs. Ikke at jeg på nogen måde er vild med, at det er så fugtigt, men når det har været skyfrit om natten, er det ofte sådan. Selvom jeg forlader pladsen, så kommer jeg ikke rigtigt ud af skoven. Cykelruten følger jernbanen et godt stykke ind mod København, og det føles lidt som at køre gennem en skov, her er træer på begge sider, og da stien ikke er meget mere end en meter bred, så opstår der en slags hyggelig stemning inde i mit hoved, samtidig med at jeg bevæger mig langs jernbanen. Jeg har god tid. Formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth- Lisbjerg, støtter Henning Elsner. tandhjulet Henning Elsner er 44 år. Fra den 1. maj og et halvt år frem vil han køre Danmark tyndt på cykel sammen med hunden Felix. Støt indsamlingen til tandpleje for Socialt udsatte på bankkonto: Kontoen er oprettet i Kirkens Korshærs regi, og pengene går ubeskåret til tandpleje for socialt udsatte. Følg Henning Elsners indsamlingstur i Danmark på Facebook-siden Følg en hjemløs og på Går du i hundene, følger tænderne med Munden udstiller, om vi har vundet eller tabt. Hjemløse har tabertænder TANDHJULET Hus Forbi sætter fokus på socialt udsattes tandpleje. Læs også om Hus Forbi-sælger Henning Elsners tur Danmark rundt på cykel. Han har gang i Tandhjulet og samler på turen penge ind til tandpleje for hjemløse og socialt udsatte. For som Hus Forbi dokumenterer, så er stat, regioner og kommuner ikke opgaven voksen. af Peter Rathmann Ude på landet for ikke så længe siden fik de rige bønders børn et sæt kunstige tænder i konfirmationsgave. Sømænd kunne kun få hyre, hvis de havde et gebis eller var tandløse. Kaptajnen ville ikke risikere, at de fik ondt i tænderne i rum sø og måtte blive i køjen. I dag er det næsten udelukkende hjemløse og andre udsatte mennesker, som får trukket deres tænder ud og erstattet dem med protese. Caries er ikke længere en folkesygdom. Huller i tænderne rammer kun dem, som i forvejen har hul i lommen. - Vores mund udstiller, om vi har vundet eller tabt i livet. Spørg de hjemløse om deres største problem, og de fleste vil svare tænderne, siger tandlæge Peter Østergaard, formand for Foreningen De Hjemløses Tandklinik Bisserne i København. Bisserne er landets ældste frivillig-sociale tandpleje, hvor tandlæger siden 2002 har tilbudt gratis behandling til socialt udsatte. Der kommer op imod patienter om året på Bissernes to klinikker i Mændenes Hjem i Istedgade og på Kofoeds Skole. De fleste kommer direkte ind fra gaden for at få trukket ødelagte og smertende tænder ud. - Vi er nødt til at satse på de gamle dyder og hive tænderne ud og smække en protese ind i stedet. Det løser problemerne. For alle andre i samfundet er den metode snart ikke længere acceptabel, siger Peter Østergaard. Mundtørhed giver huller Tandlægen bladrer i et rædselskabinet af en mappe med fotos af misfarvede tandstumper i munden på de hjemløse, han har haft i stolen gennem årene. Sådanne tandsæt kaldes i politisk ukorrekt fagsprog for nedbrændte negerlandsbyer. I dag er det kun hjemløse i samfundets nederste ende, som har så misligholdte tænder, siger han. Flere undersøgelser dokumenterer, at socialt udsatte har dårlige tænder. Det følger af hjemløsheden, som ofte forbindes med alkoholisme, stofmisbrug og psykisk sygdom. Mundtørhed rammer nemlig især (mis-)brugere af narkotika og psykiatrisk medicin. - Har du intet spyt, har du heller ingen buffer mod bakterier. Det nytter stort set ikke at reparere på tænderne. De får huller alligevel, siger Peter Østergaard. Nok er de hjemløse mest udsatte, men eventuelle velbjærgede læsere af Hus Forbi skal heller ikke vide sig sikre: - Nogle rockstjerner og adelige tror sig hævet over mundens bakterier. Men bakterier er enormt demokratiske. De tager sig ikke af, om du er i toppen eller bunden af samfundet. Folks dårlige livsstil nakker dem, uanset hvem de er. Alkohol i sig selv er ikke skadelig for tænderne, men det er til gengæld livsstilen, som følger med alkoholisme: Hurtige kulhydrater, men ingen tandbørste. Mens alkoholikeren går i hundene fysisk og psykisk, følger tænderne med. - Tænder er som årringe. De viser, hvordan vi lever. Udelivet betyder, at hygiejnen bliver tilfældig og sporadisk. Det betyder igen, at tænderne går til grunde. Derfor har hjemløse ofte voldsomme tandsmerter, forklarer tandlægen. - Hvis du har så ondt, kan du ikke være nogen steder og slet ikke arbejde eller modtage undervisning. Ondt i tænderne er en væsentlig årsag til analfabetisme i ulande. Børnene er simpelthen ude af stand til at gå i skole. Munden er det helligste Tandlægen viser to fotos af en hjemløs kvinde: Det ene før tandudtrækningen og det andet bagefter med den ny protese. Forskellen er markant. - Hvis hun møder op til en jobsamtale med sine egne tænder, har hun tabt på forhånd. Det er stigmatiserende at se sådan ud i sin mund. Munden er faktisk det helligste, vi har. Spørg en prostitueret: Kysse er det sidste, hun vil gøre. Der findes i dag 11 gratisklinikker for socialt udsatte med Bisserne som model. De fleste modtager en eller anden form for offentlig støtte. Sådan skal det være, mener Peter Østergaard: - Slutmålet må være, at tandklinikker for hjemløse ender i kommunalt regi ligesom børnetandplejen i sin tid gik fra at være frivillig til kommunal. Men vi skal passe på den kommunale fælde, hvor mennesker bliver fanget ind i systemer, som denne målgruppe ikke passer ind i. Vi skal træne kommuner og regioner til at håndtere skæve eksistenser og tilpasse sig de hjemløses behov. Det er afgørende, at klinikkerne ligger i de miljøer, hvor de hjemløse kommer i forvejen. 28 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 29

16 Hus Forbi-sælgere fejrede grundlovsdag off line af Poul Struve Nielsen foto Mette Kramer Kristensen Selvom regnen brød frem, kunne den ikke standse festen til Minoriteternes Grundlovsdag på Christiania. En fest, som Hus Forbis sælgere bidrog til. - Jeg skal i dag både på vegne af hjemløseavisen Hus Forbi og SAND de hjemløses helt egen brugerorganisation overbringe en stor hyldest til Stadens folk for forsat at kæmpe for og holde fast i principperne om forståelse og rummelighed, sagde foreningen Hus Forbis formand, Ole Skou, som også er hjemløsejurist SAND, til deltagerne i festlighederne. Hus Forbis sælgere bestyrede en pølsebod, hvor de fremmødte også kunne få information om Hus Forbi. Og aktivisterne fra SAND havde udover informationsmaterialer også vand til de tørstige. På den alvorlige side fremhævede Ole Skou, at nogle i vores samfund synes at være mere lige for loven end andre. Socialt udsatte danskere presses hele tiden, og de senere års besparelser og nedskæringer har været rettet mod de svageste. Han fastslog: - Grundlovens 72 om boligens ukrænkelighed er for hjemløse en anakronisme! Kan nogen krænke en bolig, man ikke har? Også Hjemløsekoret, som øver i Hus Forbis lokaler, bidrog til festen med en optræden. Tonny Rimsmeds hjørne Liberal Alliance udtaler - Joachim B. Olsen Jeg synes godt vi kan give social dumping en chance - det giver meget bedre konkurrence Det ville jo give Dansk industri kronede dage - ja, altså hvis vi kunne få slaveriet tilbage Hus Forbi-sælger Tonny, nummer tonny.rimsmed@gmail.com VIKAR-X ER KREERET AF HANNE REFFELT vil du vinde Alle rigtige besvarelser deltager i lodtrækningen om boggaver - fra vores helt egen verden. SEND LØSNINGER TIL: Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N senest 5. august Mrk. kuverten 'OFFLINE' Navn Adresse Postnr By vinderne får direkte besked og offentliggøres på 30 HUS FORBI nr. 7 juli årgang HUS FORBI nr. 7 juli årgang 31

17 sælger nr Henrik Claussen 3spørgsmål hvad fik du til aftensmad i går? - Jeg fik fisk, som jeg fangede på Hus Forbis fisketur. Det blev til en dejlig grillet fisk i et fad med ris til. Jeg er nemlig hamrende god til at lave mad. Det lærte jeg, da jeg var sømand gennem 19 år. hvad har været den værste konsekvens af dit tidligere misbrug? - Når man er ude i et liv med misbrug, alkohol og psykisk lidelse, så mister man kontakten til sin familie, fordi man er så anderledes. Men i dag har jeg heldigvis kontakt til min lillebror, som er det dejligste menneske i mit liv, og så min far og min datter på 17 år, som jeg er bedste venner med. hvad er det vigtigste i dit liv i dag? - At mine børn har det godt og så min egen sundhed. Jeg har prentet én ting fast i mit hoved, og det er, at mine børn ikke skal se deres far dø af druk. ny hus forbi-sælger af Birgitte Ellemann Höegh foto Poul Struve Nielsen Henrik Claussen er mødt op for at få dagens første kop kaffe på Kirkens Korshærs varmestue, Cafe Klaus, i Roskilde, som han beskriver som sin andet hjem. For tre et halvt år siden arbejdede han i husets genbrugsbutik i kælderen endda så helhjertet, at de til sidst betroede ham at stå der helt alene og selv gøre kassen op. - Det var en stor tillidserklæring for mig, der ikke har det så godt med svigt, fordi jeg er blevet svigtet meget i min barndom, forklarer han. Nu er Henrik gået i gang med at sælge aviser, så hverdagen i husets kælder er blevet skiftet ud med Roskildes gader. - Da jeg var ung, hang jeg ud på Gammeltorv i København gennem ti år. Dér lærte jeg en masse mennesker at kende, som siden er blevet hjemløse og Hus Forbi-sælgere. En af dem foreslog mig for syv år siden, da jeg måtte gå fra min lejlighed, at jeg kunne blive sælger selv. Henrik har drukket alkohol så længe, han kan huske, men på det tidspunkt kulminerede det hele. Han fik en psykose, som han gik med ubehandlet i en tid, og konsekvensen blev, at han mistede sin lejlighed og kontakten til sin familie og sine to døtre, der i dag er 14 og 17 år. Siden fik han stillet diagnosen bipolar (maniodepressiv, red.) og kom i behandling for både alkohol og sin psykiske lidelse. - Da jeg røg i behandling, flyttede jeg ind på et bosted under psykiatrien i Roskilde Kommune, og da foreslog min ven mig igen at sælge aviser. Jeg fik et sælgerkort, men der skulle gå to år, før jeg kom i gang med at sælge, for skyld og skam var et tema i mit liv. Jeg kunne ikke se mig selv stå og sælge i Roskilde med fordømmelse fra folk, jeg kendte, og derfor faldt det først på plads for mig for et halvt år siden. I dag, hvor jeg også har fået egen lejlighed, giver avissalget mig struktur på livet, og hvad andre tænker i forhold til, at jeg sælger aviser, kan jeg være græsk-katolsk overfor. Jeg har fået vendt det om og er blevet stolt af det. Jeg har altid befundet mig godt blandt de svage i samfundet og er god til at lytte og hjælpe folk. Når jeg selv har det godt, har jeg et utroligt overskud. Min veninde, der er social- og sundhedshjælper, skal til at starte sit eget hjemmeplejefirma, og dér kunne jeg godt tænke mig at komme til at arbejde i fremtiden, fortæller Henrik. - Så man må sige, at Hus Forbis projekt er lykkedes for mig. Jeg har fået gode kammerater blandt sælgerne og har været med på husets fisketur. Og så er jeg ædru nu. Nul komma nul-dut, du! Jeg tager antabus to gange om ugen og går til samtaler med en psykoterapeut. Alkoholen har fyldt alt for meget for mig tidligere. Jeg har været nede og kysse fliserne og har måttet sige undskyld til en masse mennesker. Det har taget mig ti år at få styr på mit liv igen. Jeg er født i tyrens tegn, og så bliver man sådan et slags menneske for hvem de hjemlige omgivelser betyder meget. Jeg har været hjemløs og boet rundt omkring på sofaer, og nu har jeg mit eget sted og vil gerne fortælle min historie om, at man godt kan rejse sig igen. Sådan er det i al fald gået for mig. Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der fik ham/hende i gang med at sælge Hus Forbi. 32 HUS FORBI nr. 7 juli årgang