Der skal et godt bryst til at være arbejdsløs

Transkript

1 Arbejdsløshed, identitet og selvværd Der skal et godt bryst til at være arbejdsløs Arbejdsløshed er ikke for tøsedrenge. Kort og godt. Man skal virkelig have hård hud på brystvorterne for at kunne bevare selvrespekten og selvværdet som arbejdsløs. Hvor vi før i tiden arbejdede for at leve, lever flere og flere i dag for at arbejde, sådan tænkte jeg allerede hjemme i kollektivet i 70 erne. Det er sandt som aldrig før. Arbejdet er blevet selve livets essens for det moderne menneske, det der giver følelsen af identitet, selvværd og mening med livet. Når den mulighed tages fra en, opstår der et stort tomrum, som det kræver stærke ressourcer at fylde ud. Og hvor er det så lige, man skal hente de ressourcer? Det er stærke kræfter, man er oppe imod. Livet som arbejdsløs er ikke blot det, at du ikke har nogen videre indkomst. Det gennemsyrer hele dit liv og det meste af det, du tænker om dig selv. Mens jeg læste, var arbejdsløshed et stort set ukendt fænomen, men sådan var det ikke, da jeg var færdig da kunne man fodre svin med danskkandidatater, og jeg var tvunget til at søge alternative veje, hvilket jeg faktisk ikke havde spor imod. Der var bare ikke så forfærdelig mange stier at gå ad. Første, anden, tredje anden aktør Nå, men heldigvis bliver der jo gjort meget for at få de arbejdsløse i sving igen. Som akademiker slipper man som regel for det lokale jobcenter, som er relativt forudsætningsløs i forhold til denne målgruppe. Så har jeg ikke trukket det for skarpt op. I stedet sætter man en anden aktør på, som skulle være gearet til at matche målgruppens behov, men her er vi ude i noget temmelig lotteribetonet. Personligt har jeg dog været heldig med mine jobkonsulenter hos to af de tre andre aktører, jeg har haft kontakt med. Men nogle er desværre ikke heldige bare en enkelt gang. Problemet med en dårlig jobkonsulent er ikke bare, at han eller hun ikke hjælper den ledige med at skaffe sig et arbejde, han eller hun kan også gøre livet så surt for den ledige med meningsløs aktivering og kontrolforanstaltninger, at optimismen og gå-på-modet ryger helt i bund. Men som sagt, jeg har vist været heldig på den front. Første Hos min første anden aktør fik jeg en konsulent, der selv var humanist og havde prøvet ledighed i en periode. Hun forstod derfor, hvad det var, jeg var oppe imod. Jeg kunne lægge alle kort på bordet og behøvede ikke at fremstille mig selv som en ulv af en sælger eller foregive at være en helt anden personlighedstype, end jeg reelt er. Hun sagde desværre sit job op, da det blev for svært for hende at administrere efter de dengang nyindførte regler, der betød, at penge til kurser og uddannelse for den ledige skulle tages fra den anden aktørs indtægtsbudget. Pludselig blev der meget langt mellem kurserne, og alle talegaverne skulle tages i brug for at få lov til at lære noget. Respekt, Katja! Jeg faldt dog ind under den gamle ordning, og Katja nåede at få mig i gang med en ny etårig uddannelse som miljøkoordinator i Københavns Kommune. Året som uddannelsesaktiveret kursist viste sig desværre at

2 være udsigtsløs for alle 15 kursister i forhold til at få job som miljøkoordinatorer. Godt nok fik næsten halvdelen arbejde, men vel at mærke inden for deres oprindelige fag eller i helt andre fag. Men trods alt en vis effekt, bare ikke for mig. Anden Det var derfor tid til at sige goddag til en ny anden aktør. Glad var jeg, da jeg to år senere kunne sige farvel igen til inkompetence og manglende mål og retning. Her fik jeg en oplevelse af, at det mere gik ud på at skaffe firmaet en indtægt end at hjælpe den ledige i arbejde. Indgangsreplikken til hvert møde lød: Nå, hvordan går det så? Får du søgt noget? Ja, jeg har jo desværre ikke lige noget job, jeg kan hive op af skuffen til dig, det ville have været nemmere, hvis du havde været ingeniør. Ja, det ville det vel. I hvert fald på det tidspunkt og på det sted. Hvis man skal prøve at se positivt på det, er jobkonsulentbranchen jo en form for beskæftigelsesindsats. I hvert fald skaffer det arbejde til en lang række jobkonsulenter, som lever af arbejdsløsheden. Hvis der ikke var arbejdsløshed, havde de måske ikke noget job, i hvert fald ikke dette, men så skulle der jo på den anden side set ansættes nogen til at hjælpe konsulenterne ud af arbejdsløsheden, og så var der jo i hvert fald arbejde til dem. Fra den arbejdsløses synspunkt kunne det måske være en slags ny identitetsmulighed: Hvad jeg laver? Jeg er arbejdsgiver til en jobkonsulent. Måske skulle man prøve den titel af, næste gang man bliver afæsket et svar på, hvad man laver. Tredje Jeg er nu på min tredje aktør, som heldigvis er en professionel og kompetent medspiller. Min konsulent, der har menneskeligheden i behold, er ikke nogen hovedløs tjeklistebestyrer. Hans mål er at få mig i arbejde inden for områder, hvor jeg både har evner og lyst til at arbejde. Og han ringer gerne rundt for at høre arbejdsgivere, som jeg selv har lavet en liste over, om de skulle have en åbning. Det kan jeg godt selv, på gode dage. På mindre gode dage kommer der ikke noget godt ud af det. Det er bestemt ikke hans skyld, at mit seneste løntilskudsjob kørte helt af sporet. Her spillede en pæn portion desperation ind jeg ville bare så gerne have lov til at bruge mine mange evner og bevise mit værd, at jeg med vilje overhørte alle advarselssignaler om, at chefen kunne blive et problem for mig. Og det blev hun. Et kæmpeproblem, der i bogstaveligste forstand har drevet store totter ud af håret på mig. Siden 1. juni er jeg atter uden beskæftigelse. Job med løntilskud ikke for svagpissere Job med løntilskud er tænkt som en mulighed for den arbejdssøgende for at få foden indenfor og bevise, at hun eller han er værd at satse på og ansætte i et rigtigt job. Ret mig, hvis jeg tager fejl. Men med løntilskudsjob inden for det offentlige er det en kendt sag, at sådan forholder det sig bare ikke i virkeligheden. Her er det ind og ud igen, så en ny ledig kan komme ind og i værste fald spilde et helt eller halvt år af sit liv. Uanset hvor mange anstrengelser jeg gjorde mig for at gøre mig attraktiv for den offentlige virksomhed, jeg først var ansat i med løntilskud, var der totalt lukket for videre arbejdsmuligheder. På trods af at en

3 behjertet bibliotekar fortalte mig, at jeg ville komme til at dele skæbne med en lang række løntilskudsansatte medarbejdere, der alle havde hoppet på tungen for at blive fastansat, blev jeg lige til det sidste ved med at håbe, at de da snart måtte kunne se, hvilken perle de havde fået tilkastet i mig. Det tog noget tid at få selvværdet op på niveau efter denne omgang. Men op kom det, godt hjulpet på vej af Virksomheden, et aktiveringstilbud, som nu desværre er lukket. Faktisk fik de to konsulenter mit selvværd så meget op, at jeg turde binde an med at starte selvstændig kommunikationsvirksomhed op. Men da jeg atter var på egen hånd og ude af deres positive indflydelse, var det noget sværere at få virksomheden til at køre. Har man ikke noget dørindsparker-gen, så går det bare ikke, med mindre man har råd til at ansætte en til den del af jobbet. Og på en månedsløn på godt kr. udbetalt for et deltidsarbejde som madmor i en børnehave (bare lige til jeg fik kunder nok i butikken), var der ikke rigtig noget at gøre godt med i den henseende. Udeblivende kunder og jobbet som madmor tærede stærkt på mine sparepenge, på mit helbred og mit selvværd, så efter et års tid måtte jeg atter trække mig tilbage til de lediges rækker. VP er - ikke VIP er I de senere år har jeg rakket lidt rundt på nogle VP er for den uindviede er der ikke tale om en udeladelsesfejl, vi taler VirksomhedsPraktik inden for det private arbejdsmarked, og det er der ikke meget VIP over. Alle gangene knoklede jeg løs i håb om, at der da i det mindste kunne komme et løntilskudsjob ud af det. Men ret skal være ret, alle steder fik jeg på forhånd at vide, at der desværre ikke var den mindste chance for ansættelse, men at de da rigtig gerne ville have løst nogle opgaver, som de andre ikke havde tid til. Alligevel håbede jeg til det sidste, at de fik øje på perlen og ville prøve at finde pengene til at ansætte mig. Opgaverne var imidlertid det rene guf for mig, så helt spildt var det ikke, og det fylder da også på cv et. Men en selvværdsgivende oplevelse? Ikke så meget. Struktur på hverdagen? Prøv fire om ugen! Det er ikke nogen hemmelighed, at det kan være uhyre svært at strukturere sin hverdag, når man ikke har et job til at sørge for det. Men lad det forblive en hemmelighed, at jeg oplevede kravet om fire ansøgninger om ugen som en måde at få struktur på, i hvert fald i starten hvor jeg var lidt skabsbegejstret. Nu mange hundrede afslag senere - ikke så meget. I starten lykkedes det mig at betragte de mange ansøgninger som et rigtigt arbejde, hvor jeg skulle aflevere et produkt næsten hver dag. Men når anerkendelsen udebliver over lang tid, er det virkelig svært at blive ved med at skrue sig op til det store festfyrværkeri af en kanon ansøgning. Jeg græd tørre tårer, da kravet kom så meget ud af trit med det virkelige liv, at beskæftigelsesministeren måtte æde det i sig igen. To om ugen er imidlertid stadig et krav, det kan være svært at leve op til med liv og sjæl. Afslagene og den manglende anerkendelse gør udslaget.

4 Det grå gulv Da jeg blev færdiguddannet i 1983, var der stor arbejdsløshed, og jeg måtte tænke i alternative baner. De to timer om ugen på universitetet forslog ligesom ikke så meget. På en måde tilhører jeg en årgang, der snublede i starten. Rigtig mange af mine gamle studiekammerater fra dansk underviser i dansk for udlændinge eller på handelsskoler o.l. Hvis de har arbejde. Ikke at der er noget i vejen med det, men det var nok ikke det, de fleste af os gik og drømte om i 70 erne. Disse årgange er nu kommet op i den kategori, som politikere med et poetisk begreb ynder at kalde det grå guld. I min ordbog har det hele tiden heddet det grå gulv slidt, fladtrådt og nedtrampet. Det kan godt være, at du for nogle arbejdsgivere stadig er attraktiv som 55+, men som ledig og 55+ føler man sig dæleme ikke meget forgyldt, det skulle da lige være i tænderne. Det er at bedrive lige så meget spin som at kalde den arbejdsløse for jobsøgende det lyder pænere, men virkeligheden er den samme. Det er næsten umuligt at få foden indenfor, når du nærmer dig den efterløn, der måske snart heller ikke er der mere. Arbejdsløshed en fest Jeg er til fest. Hans Jørgen fylder 50 og har inviteret næsten det dobbelte antal gæster til et kæmpeparty med levende musik og masser af taler og sange. Kender kun en håndfuld, alle gamle studiekammerater fra danskstudiet, der heldigvis kender mig som medmenneske og ikke bedømmer mig på mit erhverv eller mangel på samme. Hvem mon jeg får til bords? Der er bordplan. Det obligatoriske og frygtede åbningsspørgsmål, Nå, hvad laver du så?, glimrer desværre heller ikke denne gang ved sit fravær. Hvad svarer man for ikke at lyde som en taber, som det ikke er værd at spilde fem sekunder på - når man nu selv er begyndt at synes, at man er lidt af en taber, det ikke er værd at bruge tid på. Som altid svarer jeg direkte og ikke-strategisk: Jeg er arbejdsløs. Heldigvis er det ikke så nemt at se de øjne, der omstilles fra nær- til fjernsyn, når man sidder ved siden af hinanden, men en bortvendt kind og et dæmpet nå klarer også opgaven: en punkteret selvfølelse. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal forholde mig til dig lyder den neutrale fortolkningsversion af den larmende tavshed og det på-uendeligt-stillede blik. Men for den selvværdsramte bliver det nemt til Du er sgu da for uspændende at have til bords, hvor uheldig kan man være. Den efterrationaliserende fortolkning af det fjerne blik og de udeblivende nye konversationstiltag er, Jeg har ikke lyst til at kigge på min egen angst for at være/blive en social taber, og den legemliggør du ved din blotte tilstedeværelse. Hvor kan jeg flygte hen? Men den indsigt kommer først år senere der og da var det, som om jeg efter denne indledning ikke havde så meget energi til at være mit ellers så udfarende, underholdende og charmerende selv. Kunne han ikke have spurgt, Hvor kender du så Hans Jørgen fra? eller Hvad interesserer du dig for? eller et eller andet originalt som Hvordan stiller du dig egentlig til spørgsmålet om fisk? Så havde jeg for det første fået mig et godt grin og måske haft en chance for at vise nogle andre sider af mig selv, der ikke beroede på min status på arbejdsmarkedet. Og vi kunne have haft et åbent og fordomsfrit møde med et

5 andet menneske, der hvem ved kunne have beriget os begge to. I stedet efterlader det to frustrerede mennesker, der ikke ved, hvad de skal stille op med hinanden, begge lidt fattigere end da de kom. Behøver jeg at sige, at jeg ikke er så vild med at gå til fester længere? Det er sådan set heldigt nok, for der bliver også længere og længere mellem invitationerne. Men måske er det bare alderen, der gør det?