Sekretariatschef Susanne Nielsen

Transkript

1 Personlig fordring. Retsgrundlag. Klageren havde i sin daværende ejerlejlighed et lån på kr., som var ydet af den kreditforening, som i 1992 ophørte i forbindelse med omdannelse/etablering af det indklagede realkreditinstitut. Der blev i august 1992 afholdt tvangsauktion over ejerlejligheden, hvor instituttets tilgodehavende blev opgjort til kr. I de efterfølgende år sendte instituttet løbende årsopgørelser og erindringsskrivelser til klageren. Der var i 2014 en dialog mellem instituttet og klagerens repræsentant om fordringen og dens grundlag. I forlængelse heraf indledte instituttet en sag ved fogedretten, som ved kendelse fremmede sagen med henvisning til, at der var ført tilstrækkeligt bevis for, at påmindelser om kravet var kommet frem til klageren, og at der som følge deraf ikke var indtrådt forældelse af kravet. I en kæresag nåede Vestre Landsret frem til samme resultat. Klageren søgte herefter forgæves om fri proces og retshjælpsdækning til en retssag mod instituttet. Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle anerkende, at instituttet ikke var retmæssig ejer af det realkreditpantebrev på kr., som var udstedt af klageren den 6. december Instituttet påstod principalt afvisning, subsidiært frifindelse. Nævnet henviste til, at klagen, som sagen var oplyst, indeholdt de samme indsigelser mod retsgrundlaget for og eksistensen af instituttets fordring, som af klageren og hans repræsentant var fremført over for såvel fogedretten som landsretten, som ved kendelser havde forholdt sig til disse indsigelser. Da indsigelserne således var endeligt afgjort ved domstolene, kunne Nævnet efter nævnsvedtægternes 3, stk. 1, ikke behandle sagen, som derfor blev afvist. K E N D E L S E afsagt den 24. februar 2016 JOURNAL NR.: D INSTITUT: Realkredit Danmark A/S KLAGEEMNE: Personlig fordring. Retsgrundlag. DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 10. februar 2016 SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN: Henrik Waaben (formand) Bent Olufsen Anna Marie Ringive Per Englyst Lars K. Madsen

2 SAGENS OMSTÆNDIGHEDER: Klageren havde i sin daværende ejerlejlighed et lån på kr., som var ydet af den kreditforening, som i 1992 ophørte i forbindelse med omdannelse/etablering af det indklagede realkreditinstitut. Der blev den 18. august 1992 afholdt tvangsauktion over ejerlejligheden med indklagede som rekvirent. Indklagede gjorde den 23. september 1992 følgende krav gældende mod klageren: I forbindelse med tvangsauktion over ovennævnte ejendom, har Kreditforeningen kunnet konstatere et tab på kr ,18 Beløbet svarer til differencen mellem vort samlede tilgodehavende iflg. salgsopstilling og budsummen. Vi skal henlede opmærksomheden på, at De som tidligere ejer af ejendommen er personlig ansvarlig for tilbagebetalingen af dette beløb. Vi ser frem til at høre fra Dem inden 14 dage fra dags dato med henblik på en aftale om afvikling af gælden. Indklagede fremsendte i de efterfølgende år løbende årsopgørelser og erindringsskrivelser til klageren. Efter anmodning fra klagerens repræsentant fremsendte indklagedes inkassoadvokat den 2. juli 2014 følgende: I henhold til aftale fremsendes hermed dokumentation for (indklagedes) krav i ovennævnte sag. Kravet er opstået i forbindelse med tvangsauktion over ejendommen, beliggende, hvor kreditforeningens tilgodehavende kun opnåede delvis dækning. Opgørelse over tabet ved tvangsauktionen den 18. august 1992 er som følger: 1.prioritet (Klagerens ejerlejlighed) kr ,00 2.prioritet (Indklagede) kr ,30 3.prioritet (indklagede) kr ,88 Budsum kr ,00 Tab kr ,18 Kreditforeningen har efterfølgende nedjusteret tabet til kr ,79. Forældelse er løbende afbrudt ved kreditforeningens fremsendelse af påkravsbreve og årsopgørelser, hvoraf jeg har vedlagt et udpluk. Breve fremsendt inden ikrafttrædelse af den nye forældelseslov d. 1. januar 2008, har afbrudt forældelsen og har også virkning efter den nye forældelseslov, jf. forældelseslovens 30, stk. 3. 2

3 Restgælden udgør i dag kr ,03, hvilket fremgår af vores brev af d. 30. maj Jeg skal venligst bede om Deres forslag til afvikling af mellemværendet, idet jeg kan oplyse, at kreditforeningen ikke er afvisende over for en nedsættelse af kravet, dersom dette kan føre til en løsning. En nedsættelse af kravet forudsætter fremsendelse af dokumentation der viser, at kravet ikke kan afvikles på normale vilkår. Jeg ser frem til at høre fra Dem. Der var efterfølgende korrespondance mellem klagerens repræsentant og indklagedes inkassoadvokat om grundlaget for fordringen. Dette førte ikke til en afklaring mellem parterne, og indklagedes inkassoadvokat indledte som følge heraf en sag ved fogedretten. Fogedretten afsagde den 24. februar 2015 følgende kendelse: Kendelse Efter det oplyste, herunder i replikken s. 2 og udskriften fra Det centrale virksomhedsregister, bilag 4, er (indklagede) rette kreditor/rekvirent. Kreditor har redegjort for sine rutiner for postafsendelse og modtagelse af returnerede breve, bilag 10, og fremlagt journaludskrifter, bilag 11, og kopi af afsendte breve, bilag 5-9. Det fremgår af journaludskrifterne, at rekvirenten bl.a. årligt har sendt årsopgørelser til skyldner i alle årene Hertil kommer yderligere korrespondance, jf. bilag 11 og bilag 5-9. Rekvirenten har oplyst, at skyldners adresse løbende er trukket i cpr. registret, og at der ikke er kommet breve retur fra skyldner, hvilket stemmer med journaludskriften, bilag 11. Det er ubestridt, at adresserne i de fremlagte breve, bilag 5-9, er skyldners daværende folkeregisteradresser og postadresser. Skyldner har efter det oplyste ikke haft uorden i sin postgang. Skyldner har ikke ønsket at afgive forklaring i sagen. Rekvisitionen er modtaget i fogedretten den 22. oktober Retten lægger herefter til grund, at rekvirenten løbende har sendt påmindelser til skyldner om kravet, herunder ved årlige årsopgørelser i alle årene Rekvirenten har desuden fremlagt bilag 8, brev af 3. marts 2005, og bilag 9, brev af 15. januar 2007, som er sendt til skyldner. Rekvirenten har herefter ført tilstrækkeligt bevis for, at påmindelser om kravet er kommet frem til skyldner. Der er som følge heraf ikke indtrådt forældelse af kravet. Der henvises til Højesterets kendelse af 15. oktober 2012 i sag 142/2012. Sagen skal derfor fremmes. De af skyldner anførte passivitetsbetragtninger kan ikke føre til et andet resultat, hvorfor bestemmes: Sagen skal fremmes. 3

4 Skyldner kærede kendelsen om, at sagen skal fremmes med påstand om, at sagen skal afvises/nægtes fremme. Kæresagen blev behandlet af Vestre Landsret den 8. april Af kendelsen fremgår følgende: Kærede, (klageren), har for landsretten principalt påstået, at sagen afvises, subsidiært at det af indkærede, (indklagede), begærede udlæg nægtes fremme, og at (indklagede) ikke tillægges mødesalær for fogedretten. Til støtte herfor har (klageren) navnlig gjort gældende, at det af (indklagede) fremlagte pantebrev ikke kan danne grundlag for et udlæg, da pantebrevet tilhører (kreditforeningen) og ikke lovligt kan overdrages til tredjemand til eje eller pant. (Indklagede) er derfor uretmæssig ejer af pantebrevet og kan derfor ikke anvende det til udlæg. Endvidere har (klageren) gjort gælde, at (indklagede) har udvist passivitet ved ikke efter den 23. september 1992 at have taget retlige skridt mod (klageren), og at (indklagede) ikke mødte i fogedretten ved udlægsforretningen den 24. november 2014 og derfor ikke kan tillægges mødesalær. Landsretten afsagde K e n d e l s e: Af de grunde, der er anført af fogedretten, herunder at (indklagede) med virkning fra den 1. januar 1993 blev omdannet til et aktieselskab, og at aktiver og passiver i kreditforeningen i den forbindelse blev overdraget til (indklagede) Holding A/S og derfra videre til det af holdingselskabet eneejede selskab (indklagede), tiltræder landsretten, at det i sagen fremlagte pantebrev kan danne grundlag for det begærede udlæg. Endvidere tiltræder landsretten, at (indklagede) i tilstrækkelig grad har ført bevis for, at påmindelserne om selskabets krav er kommet frem til (klageren), og at selskabet derfor ikke har fortabt sit krav på grund af passivitet. Fogedrettens kendelse stadfæstes derfor. Sagen sluttet. Klageren søgte efterfølgende forgæves om fri proces og retshjælpsdækning til en retssag mod indklagede og indbragte tillige en sag for Realkreditankenævnet. PARTERNES PÅSTANDE: Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at indklagede ikke er retmæssig ejer af det realkreditpantebrev på kr., som er udstedt af klageren den 6. december

5 Indklagede påstår principalt afvisning, subsidiært frifindelse. KLAGERENS FREMSTILLING: Klageren anfører, at indklagede uden at fremlægge dokumentation herfor påstår at være retmæssig ejer af det realkreditpantebrev på kr., som er udstedt af klageren den 6. december 1990 med tinglyst 2. prioritets pant i den ham på daværende tidspunkt tilhørende ejerlejlighed med en ejendomsværdi pr. 1/ på kr. Han optog pr. samme dato et realkreditlån på kr. med tinglyst 1. prioritets pant i samme ejerlejlighed og med samme kreditor. Realkreditpantebrevene er på forsiden påført en rektaklausul, hvorefter Dette pantebrev kan ikke overdrages til eje eller pant eller gøres til genstand for individuel retsforfølgning. Han bestrider, at der har kunnet finde en overdragelse af pantebrevene sted, ligesom det også af den fremlagte dokumentation fremgår, at en sådan overdragelse de facto ikke har fundet sted. Han henviser til det af ham fremlagte materiale, herunder diverse udskrifter fra forenings- og erhvervsregistre, som belyser, at rette kreditor efter realkreditpantebrevet er den kreditforening, hos hvem han optog lånene. Såfremt en overdragelse af pantebrevene anerkendes, bestrider han i øvrigt, at indklagede på nuværende tidspunkt kan gøre et krav gældende, herunder som følge af passivitet og forældelse. INDKLAGEDES FREMSTILLING: Indklagede oplyser, at kreditforeningen med virkning fra den 1. januar 1993 blev omdannet til aktieselskab. Omdannelsen fandt sted i medfør af 67 og 68 i den dagældende realkreditlov (lbkg. nr. 45 af 4. februar 1993). Indklagedes aktiver og gæld blev i den forbindelse som helhed overdraget til et holdingselskab og derfra videre til et af holdingselskabet 100 pct. ejet datterselskab, der er identisk med indklagede. Herved indtrådte indklagede i samtlige rettigheder og forpligtelser tilhørende indklagede. Der henvises til de af klageren fremlagte udskrifter fra Erhvervsog Selskabsstyrelsen. 5

6 I starten af 2015 blev klagerens spørgsmål om, hvorvidt indklagede lovligt havde fået overdraget kreditforeningens aktiver og passiver, herunder det omhandlede pantebrev, behandlet under en fogedretssag mod klageren. Fogedrettens kendelse blev kæret til Vestre Landsret, som i kendelse af 8. april 2015 fastslog, at det i sagen fremlagt pantebrev kunne danne grundlag for det begærede udlæg. ANBRINGENDER: Til støtte for den principale påstand om afvisning gøres gældende, at at at Vestre Landsrets 8. afdeling den 8. april 2015 har taget endelig stilling til det spørgsmål, som rejses af klageren, og at Ankenævnet af den årsag bør afvise sagen, jf. nævnsvedtægternes 3. det vil have meget vidtrækkende konsekvenser og vil være af grundlæggende betydning for indklagedes eksistensgrundlag, såfremt man ikke anerkender, at indklagedes portefølje er blevet overdraget til indklagede, og sagen således vedrører indklagedes eksistensgrundlag, og at sagen derfor er af så principiel juridisk karakter, at sagen må betragtes som uegnet til behandling i Ankenævnet, jf. nævnsvedtægternes 5. Til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse gældende, gøres at indklagedes aktiver og gæld lovligt er overdraget til indklagede via holdingselskabet. ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER: Som sagen er oplyst, indeholder klagen de samme indsigelser mod retsgrundlaget for og eksistensen af indklagedes fordring, som af klageren og hans repræsentant er fremført over for såvel fogedretten som landsretten, som ved kendelser har forholdt sig til disse indsigelser. Da indsigelserne således er endeligt afgjort ved domstolene, kan Nævnet efter nævnsvedtægternes 3, stk. 1, ikke behandle sagen, som derfor afvises. Som følge af det anførte 6

7 b e s t e m m e s Klagesagen afvises, jf. nævnsvedtægternes 3, stk. 1. Henrik Waaben / Susanne Nielsen 7