En komparativ analyse af den legale arveret i Danmark og England

Transkript

1 En komparativ analyse af den legale arveret i Danmark og England Af: Tina Bech Svoldgaard (283596) Studium: Cand.ling.merc. engelsk med profil i translatør og tolk Vejleder: Sandro Nielsen Aarhus Universitet, Business & Social Sciences Institut for Erhvervskommunikation November 2012

2 Omfang: Denne afhandling indeholder anslag (eksklusiv indholdsfortegnelse, litteraturliste og bilag), svarende til 62,8 normalsider (á 2200 enheder eksklusiv blanktegn). Det engelske resume indeholder 3497 anslag (eksklusiv blanktegn), svarende til 1,6 normalside.

3 Abstract: In this master thesis I will by means of a comparison between the law of intestate succession in Denmark and in England find out which similarities and diffenrences exist between the two succession laws. The focus is one the rules, which determine the distribution of an intestates s estate and the transfer of his/hers property to the surviving spouse, issue, other relatives or a combination of them all. However, before making the comparative analysis it is important shortly to describe each succession law. In the Danish law of succession the Danish Inhertance Act comprises all rules as regards the distribution of an intestate s estate including the beneficial interest of both the surviving spouse and the issue af the deceased. Furthermore the rules determine the rights of both parties to take possession of the items of the estate. In the English law of succession the Administration of Estates Act 1925 comprises several rules regarding the distribution of an intestate s estate and the beneficial interest of the surviving spouse, the issue ande other relatives. However, this act is supported by rules in other acts and orders and it is important to take these into consideration as well when describing the English succession law. The Administration of Estates Act 1925 does not comprise any rules, which determine the right to take possession of the items of the estate. It is the job of the personal representatives to determine who may take possession of certain items or if the items have to be sold in order to pay debt and costs of the deceased. In view of the comparison between the rules regarding which relatives that may succeed and in which order, it can be concluded that the two Acts are very alike. Both include the same relatives and almost the same order in which they may succeed and only small differences are to be found between the two succession laws. Based on the comparison between the rules regarding the rights of the surviving spouse it can be stated that both similarities and diffenrences exist between the Danish Inheritance Act and the Administration of Estates Act Both determine that the spouse succeed to the entire estate if the intestate does not leave issue or other relatives. However, several differences arise when the intestate leaves a surviving spouse as well as issue. According to the Danish Inheritance Act the

4 estate is divided fifty fifty between the spouse and the issue. According to the Administration of Estates Act 1925 the spouse succeeds to a fix net sum of 250,000 and the issue then succeed to half the residue. Thus, the issue only succeed if the estate of the intestate amounts to more than 250,000. Based on the above-metioned it can be concluded that the English division of the estate differs tremendously from the Danish division when the intestate leaves both a surviving spouse and issue. As for taking possession of certain items it can by means of the comparison be stated that the two succeesion laws once again differ from each other. In the Danish Inheritance Act both the surviving spouse and issue have rights to take possession of items, however in most cases the surviving spouse has a priority right. The Administration of Estates Act does not comprise rules relevant for this matter due to the fact that the personal representatives determine if the items have to be sold or are to be transfered to the spouse or issue. However, one similarity exist between the to laws since the spouse has a right to take possession of the matrimonial home according to both the Danish Inheritance Act and the Administration of Estates Act Furthermore, there are certain elements in both the Danish and the English law of succession, which differentiate the one from the other. Each individual element is of great relevance in the Danish and English distribution of the intestate s estate respectively but their existence causes many differences to appear between the two succession laws. Based on the above-mentioned and the entire comparative analysis the conclusion is that there are several similarities and differences between the Danish and English law of succession to be found.

5 Indholdsfortegnelse: 1. Indledning: Problemformulering: Afgrænsning: Afgrænsning af de danske regler i arveretten: Afgrænsning af de engelske regler i arveretten: Disposition: Kildekritik: Metode: Den legale arveret i Danmark: Slægtens arveret: Arveklasse 1: Arveklasse 2: Arveklasse 3: Slægtsarvingens udlægs og udløsningsret: Udlægsret: Udløsningsret: Fravigelse: Opsummering: Ægtefællens arveret: Ægtefællens udlægs og udløsningsret: Fællesejeaktiver: Særejeaktiver: Fravigelse: Opsummering: Den legale arveret i England: Slægtens arveret: Opsummering: Ægtefællens arveret: Vedrørende ægtefællernes fælles hjem: Opsummering: Modifikation til arvedelingen:

6 4.3.1 Opsummering: Sammenligning af den legale arveret i Danmark og England: Sammenligning af slægtens arveret: Sammenligning af slægtningenes position i arvedelingen: Sammenligning af reglerne vedrørende udtagelse af genstand: Opsummering: Sammenligning af ægtefællens arveret: Sammenligning af ægtefællens position i arvedelingen: Sammenligning af reglerne vedrørende udtagelse af genstande: Opsummering: Konklusion: Litteraturliste: Bøger: Elektroniske kilder: Bilag

7 1. Indledning: Retssammenligning har haft betydning i alle lande længe før disciplinen kunne kalde sig en videnskab. Som oftest har de enkelte lande taget reglerne fra nabolande eller retssystemer, der var beslægtede med deres eget, og derigennem udarbejdet deres egne love. I dag anvendes retssammenligning blandt andet for at informere om måden, hvorpå forskellige lande håndterer spørgsmål og konflikter. Der er et behov for at informere dem, som bruger viden om fremmede retssystemer i deres arbejde, såsom advokater, dommere, andre praktikere samt lovgivere, der har brug for oplysninger til deres overvejelse om reformer. Endvidere er der et behov for at give de studerende, og dem der skal bruge praktiske oplysninger om fremmed ret, den nødvendige forståelse af retssystemer (Lando 2009: 187). Som led i min videregående uddannelse som translatør og tolk, stiftede jeg i undervisningen bekendtskab med det engelske retssystem og regler indenfor flere forskellige juridiske områder. Grundet min store interesse og viden indenfor dansk jura begyndte jeg instinktivt at sammenligne det danske retssystem med det engelske og stille spørgsmål til de forskelle og ligheder, jeg måtte finde. Jeg fandt herigennem ud af, hvor vigtigt det er at have kendskab til begge retssystemer og dets regler i udførelsen af juridiske oversættelser. Jeg valgte derfor at lave en retssammenligning i min afhandling, for at bidrage med information og viden omkring et specifikt område i den engelske og danske jura. Denne information vil kunne anvendes ikke kun af mig selv som oversætter, men også af medstuderende, som vil kunne drage nytte af den viden, de måtte få i afhandlingen. Den legale arveret er en juridisk disciplin, som indeholder reglerne for overgangen af en afdød persons ejendele til dennes arvinger, når afdøde ikke forinden har oprettet testamente. Reglerne fastsætter blandt andet, hvem der skal arve, hvor meget de skal arve, og hvad de skal arve (Nørgaard 2008: 29). Den legale arveret er valgt som emneområde, da jeg medvirkede i en arvedeling i 2009 og derigennem stiftede bekendtskab med reglerne i den danske arvelov. 3

8 Under selve arvedelingen satte jeg mig grundigt ind i de relevante bestemmelser og de ændringer, den danske arvelov havde gennemgået i På baggrund af denne viden blev jeg under min uddannelse interesseret i at undersøge, hvordan en arvedeling foregik i England. Jeg ville ved hjælp af en sammenligning finde ud af, om reglerne vedrørende arvedeling i den nylig reviderede danske arvelov mindede om reglerne i den engelske arveret eller om de adskilte sig fra hinanden. Dette mundede ud i følgende spørgsmål: 1.1 Problemformulering: Hvilke ligheder og forskelle er der mellem den legale arveret i Danmark og England? Sammenligningen vil fokusere på slægtens og ægtefællens rettigheder og position i arvedelingen. 1.2 Afgrænsning: I dette afsnit vil det blive nærmere forklaret, hvilke emner indenfor arveretten som afhandlingen omfatter og endvidere hvilke emner, som ikke behandles yderligere. Selve afgrænsningen deles op i to underafsnit, da der foretages en afgrænsning af både de danske og engelske regler i arveretten Afgrænsning af de danske regler i arveretten: I den danske jura skelnes mellem to emner indenfor arveretten. Det første er arveadkomsten, hvis regler bestemmer, hvem der skal arve og dernæst hvad og hvor meget, de skal arve. Disse regler findes alle i den danske arvelov. Det andet emne er arvefaldet, hvis regler nærmere fastslår, hvordan et dødsbo skal afvikles. Reglerne indenfor dette område findes i den danske dødsboskiftelov (Nørgaard 2008: 29). I denne afhandling vil kun den danske arvelov blive behandlet, og dødsboskifteloven vil ikke blive nærmere berørt. Det vil sige, at denne afhandling beskæftiger sig med hvilke personer, der kan indtræde i en arvedeling, og hvor meget og hvad disser arvinger kan arve fra dødsboet. 4

9 Endvidere er grundlaget for at arve delt op i to i arveloven. En person kan enten indtræde i arvedelingen i henhold til reglerne fastsat i arveloven eller i henhold til bestemmelserne i et testamente udfærdiget af afdøde. Arv efter loven kaldes også legal arv, og det er dette arvegrundlag, som afhandlingen behandler. Det vil sige, at det kun er reglerne vedrørende den legale arv, der er omfattet, og reglerne indenfor arv i henhold til testamente bliver ikke omtalt, medmindre de har relevans for den dybdegående forklaring af den legale arveret. Indenfor den legale arveret indeholder arveloven flere forskellige emner og dertilhørende regler, som fastslår hvilke personer, der indtræder i arvedeling og hvad, hvor meget og hvornår, de pågældende personer arver. I denne afhandling er der valgt at fokusere på reglerne i arvelovens første to kapitler vedrørende slægtninges arveret og ægtefællens arveret i henhold til loven. Det vil sige, at reglerne, der fastslår svogerskabsarv efter en længstlevende ægtefælle i AL 15 og 16, ikke bliver behandlet. Ydermere vil reglerne vedrørende ægtefællens ret til uskiftet bo heller ikke blive omtalt nærmere, da det ikke er muligt at behandle samtlige regler i den legale arveret indenfor afhandlingens begrænsede sideantal Afgrænsning af de engelske regler i arveretten: I den engelske arveret skelner man mellem arv i henhold til testamente og arv i henhold til loven. Engelsk ret indeholder flere forskellige love, der behandler de to måder, hvorpå man kan indtræde i en arvedeling. Denne afhandling behandler slægtens og ægtefællens arveret i henhold til de dertilhørende love i tilfælde, hvor afdøde ikke har skrevet testamente eller kun delvist har rådet over sine ejendele. Det vil dermed sige, at testamentsbestemmelserne i den engelske arveret ikke vil blive nærmere omtalt. Arv i henhold til loven, også kaldet den legale arveret, bliver primært behandlet i Administration of Estates Act 1925, som derfor vil være hovedkilden i afhandlings afsnit 4 vedrørende den engelske arveret. Loven er gennem årene blevet revideret og suppleret af andre love, og det er de nugældende regler, der optræder i afhandlingen. De love, der supplerer eller ændrer reglerne i Administration of Estates Act 1925, vil ikke direkte indgå 5

10 i afhandlingen, men vil være tilgængelige i bilag, så udviklingen af de nugældende regler kan følges. Det skal endvidere nævnes, at der i engelsk ret bestemmes, at boet efter en afdød skal afvikles af udvalgte folk, som i engelsk ret kaldes personal representatives. Det er disse folks opgave at varetage afdødes rettigheder og forpligtelser og i sidste ende dele boet i overensstemmelse med de fastsatte lovbestemmelser. Måden, hvorpå de pågældende personer udvælges, og hvad deres egentlige rettigheder og forpligtelser er efter afdødes død, vil ikke blive nærmere behandlet i denne afhandling. Begrebet nævnes dog kort i redegørelsen af den engelske arveret i afsnit 4.1, da termen indgår i en af de anvendte bestemmelser i Administration of Estates Act I den engelske jura findes der flere former for ejerskab. En person, hvad end denne har indgået ægteskab eller ej, ejer alt hvad denne erhverver i sit liv. Dog kan der opstår situationer, hvor en person får/ har sameje over en genstand med enten sin ægtefælle eller andre. I disse tilfælde skelnes der mellem to former for ejerskab; joint tenancy og tenancy in common, som hver især har betydning for arvedelingen, når en af ejerne afgår ved døden. De enkelte begreber omtales i redegørelsen i afsnit 4.2 i forbindelse med ægtefællens arveret, da det har relevans for beskrivelsen af, hvad der falder i arv efter afdøde. Begreberne bliver dog ikke yderligere behandlet i denne afhandling. Det vil dermed sige, at hvad de to former for ejerskab ellers har af betydning i den engelske ret, ikke bliver nærmere omtalt. 1.3 Disposition: Denne afhandling er bygget op på følgende måde: Afsnit 2 omfatter valg af metode anvendt i afhandlingen. Afsnit 3 omhandler den legale arveret i Danmark. I dette afsnit er slægten og ægtefællens arveret delt op i hvert sit afsnit for at adskille de mange regler på området og derigennem anskueliggøre og strukturere beskrivelsen. Dermed er slægtens arveret beskrevet i underafsnit 3.1 og ægtefællens arveret i 3.2. En opsummering efter 6

11 hvert afsnit sammenfatter de vigtigste punkter i beskrivelsen. Afsnit 4 omfatter en redegørelse af den legale arveret i England. Dette afsnit er bygget op på samme måde som afsnit 3, og slægtens arveret er dermed beskrevet i 4.1 og ægtefællens arveret i 4.2. Begge underafsnit afsluttes også med en opsummering, som opsamler hovedpunkterne. Selve analysen og sammenligningen af de to arveretter er behandlet i afsnit 5. Endnu engang er slægten og ægtefællen delt op i hvert sit afsnit for at anskueliggøre reglerne og gøre afhandlingen mere læservenlig. Det vil dermed sige, at afsnit 3.1, 4.1 og 5.1 omfatter slægtens arveret i de to respektive lande og sammenligningen af disse. På samme måde er ægtefællens arveret bygget op i afsnit 3.2, 4.2 og 5.2. Dette valg af opbygning er, som tidligere nævnt, anvendt for at strukturere afhandlingen og dermed anskueliggøre de mange emner og regler indenfor arveretten i henholdsvis Danmark og England. Konklusionen er omfattet af afsnit 6, hvorefter litteraturliste og bilag følger. Det skal endvidere nævnes, at de regler, der anvendes i afhandlingen, er indsat direkte i beskrivelsen. Dette gør det nemmere for læseren at forstå indholdet af lovteksten, da denne optræder i sammenhæng med selve beskrivelsen. De regler, som ikke direkte indgår i behandlingen af slægtens og ægtefællens arveret, men i stedet nævnes i forbindelse med de behandlede regler, er vedlagt som bilag. De love, der enten supplerer eller ændrer reglerne i Administration of Estates Act 1925, er vedlagt som bilag. Selve ændringerne af lovteksterne er med i afhandlingen, men lovene, som fastsætter disse, er ikke. Læseren har dog ved hjælp af de vedlagte bilag mulighed for at følge udviklingen af de nugældende regler i Administration of Estates Act Afslutningsvis skal det nævnes, at flere eksempler og skemaer er inkluderet i afhandlingen. Disse er inddraget med henblik på at forståeliggøre reglerne og vise, hvordan de anvendes i praksis. 7

12 1.4 Kildekritik: I det følgende vil de anvendte kilder i afhandlingen blive nærmere beskrevet. Jeg har i redegørelsen af reglerne i den danske arvelov anvendt Arveret af Irene Nørgaard og Arveretten af Rasmus Kristian Feldthusen og Linda Nielsen. Begge bøger er opdaterede med ændringerne i arveloven fra 2008, og er derfor de mest relevante at bruge i denne afhandling. Arveret af Irene Nørgaard anvendes endvidere som undervisningsmateriale på jurastudiet på Aarhus Universitet, hvilket gør den til en pålidelig og særdeles anvendelig kilde i denne afhandling. Ydermere har jeg gjort brug af bogen Arv og Skifte af Erik Werlauff. Denne bog er fra 2004 og omfatter dermed ikke de ændringer, der er blevet foretaget i den danske arvelov i Jeg har derfor forholdt mig yderst kritisk til bogens beskrivelse af reglerne vedrørende den legale arveret i Danmark og kun brugt de afsnit, der stadig har relevans i Bogen har dog bidraget til opbyggelse af baggrundsviden om arveloven og dennes opbygning. Hvad angår elektroniske kilder har jeg gjort brug af familieadvokaten.dk og dens juridiske ordliste. Denne har bidraget til definitionerne af diverse juridiske udtryk og ord i afhandlingen. Jeg anser hjemmesiden som pålidelig kilde, da den er udført af uddannede advokater med kontor i Århus. Afslutningsvis har jeg endvidere brugt Gyldendals åbne encyklopædi som kilde til enkelte definitioner i afhandlingen. Denne fokuserer på samfund, jura og politik og var behjælpelig til forklaringen af det juridiske ord udløsningsret. I redegørelsen af reglerne i den primære engelske arvelov Administration of Estates Act 1925 har jeg som det første anvendt en del love og bekendtgørelser fra hjemmesiden legislation.gov.uk. Disse love indeholder ændringer og suppleringer til den primære lov i engelsk arveret og har medvirket til udførelsen af de nugældende regler anvendt i afhandlingen. Denne hjemmeside har været yderst relevant i sammensætningen af de nugældende regler. Dog er det vigtigt ved anvendelsen af hjemmesiden at huske på, at ikke alle ændringer er medtaget eller indarbejdet i lovene endnu. Man skal derfor forholde sig kritisk og selv undersøge, om der er kommet yderligere ændringer. I selve beskrivelsen af reglerne har jeg gjort brug af bogen The Law of Succession af Roger Kerridge 8

13 fra Denne bog har været min primære kilde, eftersom den indeholder beskrivelser af de nugældende regler. Endvidere er forfatteren juridisk professor ved Bristol Universitet, hvilket må betragtes som værende en faglig relevant kilde. Ydermere har jeg gjort brug af bogen Law Made Simple af D.L.A. Barker, som giver en klar og god beskrivelse af reglerne i den legale arveret i England. Dog har jeg forholdt mig kritisk til denne bog, da den ikke omfatter de nyeste regler. Dermed har jeg brugt den som baggrundsviden og støtte til min primære kilde. Den sidste bog, jeg har gjort brug af i redegørelsen, er Family Law af Kate Standley. Bogen er fra 2004, og beskrivelsen af nogle love er dermed forældet og ikke anvendelige. Jeg har kun brugt de beskrivelser af regler, som stadig er gældende og sammenholdt forklaringerne med min hovedkilde. Bogen har dermed mest været brugt som baggrundsmateriale. 2. Metode: I følgende afsnit vil en kort redegørelse for valg af metode blive præsenteret. I afhandlingen er der taget udgangspunkt i Ole Landos bog Kort indføring i komparativ ret, som omfatter forskellige metoder, hvormed en retssammenligning kan udføres. Bogen indeholder tre metodiske inddelinger, som hver især vil blive gennemgået, og valg af hver enkelt metode vil blive nærmere forklaret. Ifølge Ole Lando er der to overordnede retssammenligninger; den generelle og den specielle. Den generelle retssammenligning (makrosammenligning) behandler retssystemernes opbygning og en nærmere beskrivelse af retsreglernes tilblivelse og anvendelse (Lando 2009: 187). Den specielle retssammenligning (mikrosammenligning) er mere dybdegående og behandler enkeltproblemer og specifikke lovregler. Den anvendte metode i denne afhandling er den specielle, da afhandlingen beskæftiger sig med de konkrete regler indenfor arveretten i Danmark og England, der fastlægger, hvordan en arvedeling skal udføres i henhold til loven i de pågældende lande. 9

14 Når man foretager en komparativ analyse af flere restsystemer kan selve opbygningen foretages på to forskellige måder. Ved anvendelse af Länderberichtmetoden redegøres hvert retssystem og dets regler for sig, hvilket er hensigtsmæssig i tilfælde, hvor de to systemer er meget forskellige og dermed svære at sammenligne. Länderberichtmetoden er endvidere god at bruge, når læseren skal have mulighed for at søge oplysninger omkring et spørgsmål i sammenhæng med beslægtede spørgsmål inden for samme system (Lando 2009: 207). Læseren kan ved hjælp af denne metode hurtigt danne sig et overblik over det emneområde, denne søger belyst i det pågældende retssystem. I modsætning kan man vælge den analytiske metode, og dermed beskrive de enkelte landes holdninger til hvert enkelt problem, og sammenstille spørgsmål for spørgsmål (Lando 2009: ). Denne metode er hensigtsmæssig at anvende i tilfælde, hvor retssystemerne er meget lig hinanden. I denne afhandling er Länderberichtmetoden anvendt, og den danske og engelske arveret er dermed beskrevet hver for sig. Valg af metode er taget med henblik på, at gøre selve sammenligningsprocessen mere overskuelig for læseren. Ved at dele de to retssystemer op i hvert sit afsnit og derefter sammenligne dem, er det muligt for læseren at danne sig et overblik over de forskellige emneområder, der er i arveretten i de to respektive lande. Länderberichtmetoden er endvidere valgt, fordi arveretten i Danmark og England er forskellig både hvad angår opbygning, terminologi og indhold. En sammenligning af hvert lands holdning til hvert enkelt problem, ville have været problematisk og forvirrende, da de respektive lande behandler problemstillingerne i arveretten forskelligt. Afslutningsvis skal det nævnes, at en retssammenligning i dens beskrivelse enten kan være dynamisk eller statisk. En dynamisk fremstilling redegør for rettens udvikling gennem årerne, og den statiske fremstilling beskæftiger dig med retten på et specifikt tidspunkt (Lando 2009: ). Da målet med denne afhandling er, at se hvilke forskelle og ligheder, der er mellem den danske og engelske arveret i dag, er der valgt en statisk fremstilling. Dermed beskæftiger afhandlingen sig udelukkende med arveretsreglerne, som de optræder i arveretten netop i dag. Det er dog mulig ved hjælp af de vedlagte bilag, at se udviklingen af reglerne i den engelsk lov Administration of Estates Act En 10

15 egentlig beskrivelse af tilblivelsen af de nugældende engelske regler vil dog ikke indgå. 3. Den legale arveret i Danmark: Den danske arvelov har rødder helt tilbage i Danske Lov og er som førnævnt senest blevet revideret i januar Den danske arvelov indeholder alle de regler, der angår de arveretlige forhold for overgangen af en afdød persons ejendele (Nørgaard 2008: 29). Det vil sige, at arveloven både omfatter regler vedrørende arv efter loven, også kaldet den legale arv, og arv i henhold til testamente. I denne afhandling behandles reglerne for den legale arveret og ikke reglerne for testamente som nævnt i afsnit Reglerne vedrørende den legale arveret i den danske arvelov er blandt andet udarbejdet med henblik på at udvælge de personer, som står afdøde nærmest. Dermed behøver afdøde, der ønsker en typisk fordeling af arven, ikke at oprette testamente, men kan bero sig på reglerne om legal arvedeling efter den danske arvelov (Nørgaard 2008). I det følgende vil både slægten og en eventuel ægtefælles arveret blive beskrevet og forklaret i overensstemmelse med og tilstedeværelse af de dertilhørende paragraffer i den danske arvelov. Slægtens og ægtefællens arveret vil blive opdelt og beskrevet i hvert sit afsnit, både for at følge den danske arvelovs opbygning og for at anskueliggøre de enkelte regler indenfor hvert område. 3.1 Slægtens arveret: I dette afsnit forklares og uddybes, hvilke personer fra afdødes slægt, der skal arve, og hvor meget og hvad disse personer skal arve. Ifølge kapitel 1 i den danske arvelov bliver afdødes, også kaldet arveladers, slægt opdelt i tre arveklasser. Første arveklasse omfatter arveladers børn og deres afkom. Anden arveklasse omfatter arveladers forældre og afkom heraf. Den tredje og sidste arveklasse udgøres af bedsteforældre og deres børn. De enkelte arveklasser vil blive yderligere uddybet og forklaret nærmere nedenfor i overensstemmelse med de enkelte paragraffer i den danske arvelov. 11

16 Inden skal stirpalgrundsætningen, som er det grundlæggende princip for arvedelingen, dog forklares med henblik på at illustrere selve opdelingen af de enkelte arveklasser. En arveklasse er sammensat af en stamme og linjer. I første arveklasse er stammen arvelader selv, og linjerne ned er arveladers afkom eller deres børn. I de to andre arveklasser er det henholdsvis forældrene og bedsteforældrene, der fungerer som stamme. Stirpalgrundsætningen kan også forklares ved, at hver stammes linjer er stammens descendenter med andre ord de personer, som nedstammer fra selve stammen. En slægtning er kun berettiget til at arve, hvis denne ikke har nogle ascendenter i sin linje, hvilket vil sige, hvis personen ikke har nogen, fra hvem han/hun nedstammer, som er i live på det pågældende tidspunkt for arvedelingen. Begreberne descendenter og ascendenter kan til tider være indviklede at forstå, men grundbetydningen er, at en slægtning i lige linje fra stammen arver, hvis denne er i live ved arveladers dødsfald. Er dette ikke tilfældet, indtræder den pågældende slægtnings afkom i arvedelingen i stedet (Nørgaard 2008: 37 39). Størrelsen af den enkelte arvings del af boet afhænger af, hvor mange linjer der er i den pågældende arveklasse med andre ord hvor mange arvinger, der skal dele arven. Er der bare en enkelt arving repræsenteret i en arveklasse, tilfalder der ikke arv til fjernere arvinger i næste arveklasse (Nørgaard 2008: 37 39), og dermed arver de personer som typisk står arvelader nærmest Arveklasse 1: Som førnævnt udgør første arveklasse arveladers børn og deres afkom. Slægtninge fra denne arveklasse er ifølge AL 1 arveladers nærmeste arvinger og benævnes livsarvinger. AL 1: En arveladers nærmeste slægtsarvinger er dennes børn. Børnene arver lige. 12

17 Stk. 2. Er et barn død, træder dets børn i dets sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger. Ud fra AL 1 kan det forstås, at arveladers børn deler arven ligeligt imellem sig. Endvidere beskriver paragraffen indtrædelsesprincippet, som er forklaret ovenfor. Det vil altså sige, at hvis arveladers barn er afgået ved døden inden arvelader selv, træder dennes barn (arveladers barnebarn) i stedet og arver på samme vilkår, som arveladers eventuelle andre børn. Er også et af disse børn døde inden arvelader, træder arveladers oldebarn i stedet, og sådan fortsætter det (Werlauff 2004: 1). Det essentielle er, at det barn, barnebarn eller oldebarn, som indtræder i arveretten, lever ved arveladers død (Nørgaard 2008: 38 39). Det vil sige, at et barnebarn kun arver, hvis arvelader ikke overleves af sit barn. Dette krav om overlevelse fremgår af reglen nedenfor: Al 94: Arveret tilkommer, medmindre andet er bestemt ved testamente, den som lever ved arveladerens død, eller som er undfanget forinden og senere bliver levende født. Inden anden arveklasse uddybes, skal det danske begreb tvangsarv i arvelovens 5 forklares nærmere, da begrebet er tæt forbundet med AL 1. Tvangsarv betyder, at en vis procentdel af den arv, som tilfalder en livsarving efter reglerne i arveloven, ikke kan ændres eller tildeles andre ved testamente (Nørgaard 2008: 231). Det vil dermed sige, at en livsarving altid er sikret en procentdel af arven, selv om arvelader skulle have testamenteret sin formue til andre end livsarvingerne. AL 5: En fjerdedel af en livsarvings arvelod er tvangsarv. Stk. 2. Arveladeren kan ved testamente begrænse arvelodden til hvert af sine børn til en værdi af kr. Er et barn død, begrænses dette barns livsarvingers arvelod til den andel, som udgør livsarvingens andel af 13

18 beløbet, jf. 1, stk. 2, medmindre andet fremgår af testamentet. Tilsvarende gælder for fjernere livsarvinger. Beløbsgrænsen reguleres efter 97. Som det fremgår af AL 5, udgør tvangsarven en 1/4 af en livsarvings arvelod. Begrebet arvelod kan nærmere defineres, som den del af boet en arving arver (FamilieAdvokaten.dk 2012). Det vil dermed sige, at en 1/4 af en arvings arvelod, som efter arvereglerne tilfalder en livsarving, ikke må testamenteres over af arvelader, da denne del er bestemt til livsarvingen ved lov. I de tilfælde, hvor arvelader kun efterlader sig livsarvinger, kan denne altså kun frit råde over ¾ af sit bo. Hvis arvelader helt undlader at oprette testamente, er livsarvingernes legale arvelod hele boet jf. AL 1, hvoraf ¼ er tvangsarv (Nørgaard 2008: ). Arvedelingen ændrer sig markant i de tilfælde, hvor en ægtefælle også er repræsenteret i arvedelingen. Denne situation vil blive nærmere omtale i afsnit 3.2 Af AL 5, stk. 2, fremgår det endvidere, at arvelader ved testamente kan begrænse tvangsarven til kr. (reguleres årligt, jf. AL 97 bilag 1) til hvert af sine børn og dermed testamentere resten til anden side. Med andre ord kan en arvelader, der efterlader sig flere millioner kroner, undgå reglen i stk. 1 og dermed bestemme i sit testamente, at børn hver kun får kr. i tvangsarv og ikke en 1/4 af hele formuen. Endvidere er det beskrevet, at hvis et barn, hvis tvangsarv er begrænset til kr., er død, arver dennes livsarvinger kun den andel af den legale arvelod, som ville have tilfaldet det afdøde barn (Feldthusen og Nielsen: 2010: 32 33). Denne regel kan anskueliggøres nærmere med et eksempel. Eks. 1: Arvelader har ved testamente bestemt, at hans to børns tvangsarv er begrænset til kr til hver. Det ene barn dør før arvelader og efterlader sig fire børn. Ved arveladers død arver det overlevende barn kr. i tvangsarv, og de fire børnebørn arver den andel ( kr.), som deres mor eller far ville have været berettiget til som tvangsarving. Det vil altså sige, at de fire børnebørn deler kr., og hver er tvangsarving til kr. 14

19 Endvidere skal det nævnes, at arvelader ikke har beføjelse til at bestemme ved testamente, at en livsarvings tvangsarv skal udbetales i aktiver fra boet. Dermed kan en tvangsarving bestemme, at dennes tvangsarv skal udbetales kontant, jf. AL 50 (Nørgaard 2008: ). AL 50: Arveladeren kan ikke ved testamente råde over tvangsarv, medmindre dette er hjemlet ved lov. Stk. 2. Arvelader kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. Arveladeren kan endvidere ved testamente give en livsarving ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet. ( ) Dog kan arvelader, der ikke efterlader sig ægtefælle, i sit testamente råde over alle sine aktiver, og dermed bestemme, at tvangsarvingerne skal have udbetalt tvangsarven kontant, jf. AL 50, stk. 2. Det fremgår også af denne paragraf, at arvelader ved testamente kan give tvangsarvingerne ret til at overtage bestemte aktiver (Feldthusen og Nielsen 2010: 29). I de tilfælde, hvor arvelader ikke har oprettet testamente og dermed ikke har rådet over sine aktiver, foreligger der forskellige regler i den danske arvelov om, hvilke slægtsarvinger, der må udtage hvilke aktiver for sin arv. Dette emne vil blive yderligere behandlet i afsnit omhandlende slægtsarvingernes udlægs og udløsningsret Arveklasse 2: Anden arveklasse består af arveladers forældre, der hver især arver lige, hvis arvelader ikke efterlader sig børn eller andre livsarvinger. AL 2: Har arveladeren ikke efterladt sig børn eller andre livsarvinger, arver arveladers forældre. Forældrene arver hver en halvdel. Stk. 2. Er en af forældrene døde, træder dennes børn i den pågældendes sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger. Er der ingen livsarvinger efter den ene af forældrene, arver den anden af forældrene eller dennes livsarvinger alene. 15

20 Som tilfældet er i første arveklasse, er stirpalgrundsætningen også gældende i anden arveklasse. Det vil sige, at hvis en af arveladers forældre er død, træder dennes børn (arveladers bror eller søster) i stedet og arver. Kun i tilfælde, hvor den afdøde forælder ikke efterlader sig livsarvinger går hele arven til den anden overlevende forælder eller dennes livsarvinger (Nørgaard 2008: 41). Hvis begge arveladers forældre er døde og har efterladt sig helsøskende til arvelader, arver disse fra begge linjer (både fra deres mor og far) og er dermed repræsenteret dobbelt i arvedelingen (Werlauff 2004: 2). Ydermere skal det nævnes, at forældre ikke er tvangsarvinger, og arvelader, der ikke efterlader sig livsarvinger eller ægtefælle, har dermed mulighed for at disponere over alle sine ejendele ved testamente uden at tage hensyn til reglerne om tvangsarv Arveklasse 3: Tredje arveklasse består som nævnt af arveladers bedsteforældre, som arver i det tilfælde, hvor arvelader hverken efterlader sig arvinger i første eller anden arveklasse eller ægtefælle (ægtefællens plads i arvedelingen beskrives senere i afsnit 3.2). AL 3: Er der ingen arvinger efter 1 eller 2, arver arveladerens bedsteforældre. Halvdelen af arven tilfalder bedsteforældrene på fædrene side og halvdelen bedsteforældrene på mødrene side. Stk. 2. Er en af bedsteforældrene døde, træder denne børn, men ikke fjernere livsarvinger, i den pågældendes sted. Stk. 3. Mellem fædrene og mødrene arvinger indbyrdes deles arven som fastsat i 2. Er der kun arvinger på fædrene eller mødrene side, arver disse alene. Som beskrevet i AL 3 arver bedsteforældrene hver en halvdel af arven, hvilket vil sige, at hvis alle er i live, arver de hver en fjerdedel. 16

21 I denne arveklasse gør indtrædelsesprincippet sig også gældende, men er dog ikke så vidtrækkende som i de første to arveklasser. I tredje arveklasse træder afkom af en afdød bedsteforælder i dennes sted, men ikke fjernere livsarvinger som beskrevet i stk. 2. Det vil dermed sige, at hvis en bedsteforælder er død, og ikke efterlader sig børn, arver den overlevende bedsteforælder begge fjerdedele af arven, da et eventuelt barnebarn af den afdøde bedsteforælder ikke kan indtræde i arvedelingen. Endvidere er det fastslået i stk. 3, at kun hvis begge bedsteforældre på den ene side er døde, og ikke har efterladt sig børn, tilfalder hele arven bedsteforældrene på den anden side eller deres børn (Nørgaard 2008: 41) Slægtsarvingens udlægs og udløsningsret: I ovenstående er det blevet forklaret og uddybet hvilke slægtsarvinger, der indtræder i arvedelingen, og hvordan selve arven fra afdøde deles mellem slægtningene. I dette afsnit vil slægtsarvingernes udlægs og udløsningsret blive beskrevet. Udlægs og udløsningsret kan nærmere blive betegnet som arvingernes ret til at overtage forskellige aktiver fra boet i stedet for at arve kontanter i de tilfælde, hvor arvelader ikke har disponeret over aktiverne ved testamente til anden side eller i overensstemmelse med AL 50, stk. 2. Der findes en del regler vedrørende dette emne, som gælder for henholdsvis slægtsarvinger og for en eventuel ægtefælle. I dette afsnit er det dog kun reglerne gældende for slægtsarvingerne, der forklares. Ægtefællens arveret og udlæg og udløsningsret vil blive nærmere behandlet i afsnit 3.2. De følgende regler henviser en del til senere regler i ægtefælleafsnittet, men valg af opdeling er taget med henblik på at færdiggøre slægtens position inden ægtefællens plads i arvedelingen behandles for at anskueliggøre de mange regler, der findes på dette område både for slægtsarvinger og eventuel ægtefælle. Det vil sige, at der i nærværende afsnit vil være en del henvisninger til senere behandlede regler i afhandlingen. 17

22 Reglerne vedrørende slægtsarvingernes udlægs og udløsningsret er udarbejdet med henblik på at fordele de aktiver tilhørende arveladers bo, som ikke er testamenteret til anden side eller til en bestemt arving, og som slægtsarvingerne hver især måtte ønske at overtage Udlægsret: AL 6: Arvingerne kan for deres arvelod overtage boets aktiver til vurderingsbeløbet. Stk. 2. Ønsker flere arvinger at overtage det samme aktiv, afgøres det ved lodtrækning, hvem der skal have dette. En arving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv, der har særlig erindringsværdi for den pågældende. Stk. 3. Ægtefællens ret efter 11, stk. 1, og skal respekteres. Det fremgår af AL 6, stk. 1, at arvinger kan overtage afdødes aktiver for et beløb svarende til den del af arven, som tilfalder dem. De forskellige aktiver vurderes, og arvingerne kan derefter udtage et eller flere af disse, hvis deres arvelod er beløbsmæssig stort nok til at omfatte de enkelte aktiver (Nørgaard 2008: 49). Dette kaldes for arvingens udlægsret (Feldthusen og Nielsen 2010: 28). Der kan dog i tilfælde af flere arvinger opstå uenigheder om, hvem af arvingerne der må overtage hvilke aktiver, og derfor er stk. 2 indsat som hjælp. Her fremgår det, at hvis flere arvinger ønsker at udtage det samme aktiv, gøres der brug af lodtrækning. Endvidere fremgår det af stk. 2, at hvis en af arvingerne, der ønsker et bestemt aktiv, har en særlig tilknytning til det pågældende aktiv, har denne fortrinsret til at udtage dette fra boet foran de andre arvinger (Nørgaard 2008: 49 50). Om der er en særlig tilknytning til et bestemt aktiv er en vurderingssag, og spørgsmålet herom afgøres ud fra den enkelte arvings argumentation i den individuelle sag. Ydermere skal det nævnes, at reglerne i AL 11, stk. 1, og vedrørende ægtefællens ret til forlods udtagelse og ret til at udtage aktiver går forud for AL 6, stk. 1 og stk. 2, beskrevet ovenfor, jf. AL 6, stk. 3. Reglerne omhandlende en 18

23 eventuel ægtefælles ret til boets aktiver vil blive behandlet og uddybet i afsnit 3.2. I dette afsnit skal det blot nævnes, at det fremgår af AL 6, stk. 3, at ægtefællens rettigheder skal respekteres, inden slægtningenes ønske om overtagelse af boets aktiver kan realiseres Udløsningsret: I arveloven beskrives endvidere slægtsarvingers udløsningsret, hvilket fremgår af AL 7. Udløsningsret kan nærmere defineres, som en arvings ret til udtage et aktiv, som ikke er testamenteret over, til trods for at værdien af aktivet overstiger arvingens arvelod imod at betale boet det overskydende beløb. (Den Store Danske Gyldendal ). Dette er i modsætning til udlægsretten, hvor værdien af aktivet skal ligge inden for arveloddet. AL 7: Ejer en arving en andel af et aktiv i sameje med boet, har arvingen, selv om værdien heraf overstiger arvelodden, fortrinsret til at overtage boets andel af aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet. Fortrinsretten gælder dog ikke et aktiv omfattet af 11, stk. 1, og et fællesejeaktiv som nævnt i 91, stk. 2, som ægtefællen ønsker at overtage efter 12. Stk. 2. Ejer en arving en andel af et aktiv i sameje med både boet og ægtefællen, har ægtefællen fortrinsret. Hvis aktivet er fuldstændigt særeje i boet, har en særlivsarving efter den førsteafdøde ægtefælle dog fortrinsret, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af 11, stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes hidtidige fælles bolig. Stk. 3. Gør flere arvinger retten efter stk. 1 gældende, afgøres det ved lodtrækning, hvem der skal have ret til at overtage boets andel af aktivet. Som det fremgår af AL 7, stk. 1, gælder slægtsarvingernes udløsningsret i tilfælde, hvor en arving har en andel i et aktiv sammen med boet. Det vil sige, at hvis en arving har sameje med boet over et aktiv, har denne arving ret til at udtage aktivet og overtage boets andel før andre arvinger, på trods af at aktives 19

24 værdi overstiger arvingens arvelod. Den pågældende arving skal betale det overskydende beløb kontant til boet, jf. AL 7, stk. 1. Endvidere fremgår det af stk. 1, at slægtsarvingens udløsningsret er begrænset til de aktiver fra boet, som ikke hører under AL 11, stk. 1, og som ikke er fællesejeaktiver nævnt i AL 91, stk. 2 (bilag 2), som en ægtefælle kan udtage efter AL 12 (Nørgaard 2008: 72 75). Som det også var tilfældet i AL 6 vedrørende udlægsretten, skal ægtefællens rettigheder også her respekteres inden overtagelse af boets aktiver. AL 7, stk. 2, omhandler aktiver, der ejes af både en slægtsarving, ægtefælle og boet i forening. I disse tilfælde hvor alle tre parter har en andel i aktivet, er det ægtefællen, der først har ret til at overtage dette. Dog er der en undtagelse til denne regel, hvis boets andel af aktivet er fuldstændigt særeje, og en andel ejes af en særlivsarving efter afdøde. En særlivsarving er en person i første arveklasse, som kun nedstammer fra afdøde og ikke fra den længstlevende ægtefælle (FamilieAdvokaten.dk 2012). I dette tilfælde har en særlivsarving fortrinsret til at udtage aktivet, hvis dette har en særlig betydning for den pågældende særlivsarving. Fortrinsretten gælder dog ikke aktiver, der er omfattet af AL 11, stk. 1, eller afdødes og længstlevendes fælles bolig, jf. AL 7, stk. 2. Ydermere fremgår det af stk. 3, at lodtrækning afgør, hvilken arving der må overtage boets andel af et bestemt aktiv, i tilfælde hvor flere arvinger har andel i det pågældende aktiv og ønsker at gøre sin ret om overtagelse gældende Fravigelse: Afslutningsvis bestemmer AL 8, at slægtsarvingernes udlægs og udløsningsret jf. AL 6 og 7 ikke gælder aktiver, som arvelader har testeret over til anden side. Som beskrevet tidligere i afhandlingen har arvelader, der ikke efterlader sig en ægtefælle, mulighed for at disponere over alle sine aktiver ved testamente, dog med det forbehold, at boet beløbsmæssigt skal være stort nok til at kunne dække eventuelle livsarvingers tvangsarv. Er der ingen livsarvinger eller ægtefælle, kan arvelader råde frit ved testamente (Nørgaard 2008: ). 20

25 AL 8: 6 og 7 finder ikke anvendelse på aktiver, som arveladeren har rådet over ved testamente. 7 finder ikke anvendelse, i det omfang andet er fastsat i en samejeoverenskomst m.v. Endvidere fremgår det af AL 8, at slægtsarvingernes udløsningsret af boets andel af et samejeaktiv jf. AL 7 ikke kan gøres gældende, hvis andet er aftalt. Det vil sige, at slægtsarvinger kun kan påberåbe sig deres ret efter AL 6 og 7 over de aktiver, som ikke er blevet fordelt af arvelader ved testamente eller som ikke er omfattet af en anden aftale Opsummering: I ovenstående afsnit er det forklaret og uddybet, hvilke slægtninge der indtræder i arvedelingen, i tilfælde hvor afdøde ikke har oprettet testamente. Det fremgår, at der er tre arveklasser af slægtninge repræsenteret i den danske arvelov, hvor henholdsvis børn, forældre og bedsteforældre af afdøde er grundstammen for at modtage arv. Har en af de pågældende arvinger ikke overlevet afdøde, træder arvingens afkom i stedet og arver på lige fod med de andre. Optræder der bare en enkelt arving i første arveklasse, arver denne det hele, og fjernere arvinger indtræder dermed ikke i fordelingen af arven. Endvidere fremgår det af ovenstående, at arvinger i første klasse, også benævnt livsarvinger, er tvangsarvinger til ¼ af boet, og afdøde kan derfor kun disponere over ¾ ved testamente, i de tilfælde denne efterlader sig ægtefælle eller livsarvinger. Afslutningsvis er slægtsarvingernes udlægs og udløsningsret behandlet, hvor det fremgår, at slægtsarvinger har mulighed for at udtage aktiver fra boet, som afdøde ikke forinden har testeret over. Der er dog den undtagelse, at reglerne i arveloven vedrørende en eventuel ægtefælles ret skal respekteres inden udtagelse af de pågældende aktiver fra boet kan foretages. 21

26 3.2 Ægtefællens arveret: I nærværende afsnit vil den længstlevende ægtefælles position og rettigheder i arvedelingen blive behandlet. I afsnittet vil indgå, hvor meget og hvad en ægtefælle kan arve i situationer både med og uden andre arvinger. Først skal det dog forklares, hvad der præcist falder i arv efter en afdød, der efterlader sig en ægtefælle. Ved førstafdødes død laves en boopgørelse, og ægtefællernes fællesbo deles ligeligt imellem dem. Det er afdødes del af boet, også kaldet afdødes boslod (Lund Andersen, Munck og Nørgaard 2003: 340), og dennes eventuelle særeje, der falder i arv (Nørgaard 2008: 55). Som det fremgår af AL 9 nedenfor, arver ægtefællen i konkurrence med livsarvinger fra første arveklasse. Det vil sige, at hvis arvelader efterlader sig både ægtefælle og livsarvinger, er den længstlevende ægtefælles legale arvelod ½ af arveladers bo jf. stk. 1. I de tilfælde hvor arvelader ikke efterlader sig livsarvinger men kun en ægtefælle, fremgår det af stk. 2, at ægtefællen arver hele boet alene, og fjernere arvinger fra anden og tredje arveklasse indtræder ikke i arvedelingen (Nørgaard 2008: 55 56). AL 9: Arveladerens ægtefælle arver halvdelen af arveladerens ejendele, når denne efterlader sig livsarvinger. Stk. 2. Efterlader arveladeren sig ikke livsarvinger, arver ægtefællen alene. Endvidere fremgår det af AL 10, at ægtefællen også er tvangsarving, og ligesom hos livsarvingerne er ¼ af ægtefællens arvelod tvangsarv. Arvelader, der enten efterlader sig ægtefælle, livsarvinger eller begge dele, kan dermed kun råde over ¾ af sit bo, da den resterende ¼ skal tilfalde de nævnte tvangsarvinger. AL 10: En fjerdedel af ægtefællens arvelod er tvangsarv. Sammenholder man livsarvingernes ret i AL 1 og 5 med ægtefællens ret i AL 9 og 10 ser arvedelingen ud som følger: 22

27 Efterlader arvelader sig kun livsarvinger, arver denne/disse hele boet og ¼ af dette er tvangsarv. Fordelingen er den samme, hvis arvelader kun efterlader sig en ægtefælle. Denne arver dermed hele boet, og ¼ af arveloddet er tvangsarv. Efterlader afdøde sig både livsarvinger og ægtefælle, deles boet med ½ af boet til længstlevende ægtefælle og ½ til livsarvingerne. Hvad angår tvangsarven er denne 1/8 af boet til henholdsvis ægtefællen og livsarvingerne. Det vil sige, at hvis arvelader har testeret over de tilladte ¾ af boet til anden sige, skal livsarvingerne og længstlevende ægtefælle dele den resterende ¼, som ifølge arveloven er tvangsarv. De får dermed begge 1/8 af boet (Nørgaard 2008: 232). Som illustreret ovenfor er arvedelingen delt ligeligt mellem den længstlevende ægtefælle og livsarvingerne. Dog skal det påpeges, at efterlader arvelader sig flere livsarvinger skal disse dele deres ½ af arven ligeligt imellem sig, og dermed arver de hver især beløbsmæssigt en del mindre end ægtefællen. Endvidere skal det understreges, at den ovenstående arvedeling kun gælder i tilfælde, hvor arvelader ikke har testeret over sine ejendele. Som nævnt tidligere har arvelader mulighed for at råde over ¾ af boet, og dermed fjerne den del af arven, som deles efter AL 1 og 9. Som påpeget er den længstlevende ægtefælles legale arvelod og tvangsarv ikke større end livsarvingernes, og 11 er derfor indsat i arveloven for at begunstige og beskytte ægtefællen yderligere. Det fremgår af AL 11, stk. 1, at ægtefællen har ret til forlods at udtage forskellige aktiver fra boet. At have ret til at udtage ting forlods betyder, at de pågældende aktiver udtages fra boet inden boopgørelsen, og deres værdi medregnes dermed ikke i ægtefællernes respektive boslod og kan dermed ikke falde i arv efter afdøde. (Nørgaard 2008: 66 67). De aktiver ægtefællen kan udtage fra boet, inden boet gøres op og deles, er inddelt i to kategorier i stk. 1. Den første kategori omfatter aktiver, som kun tjener til den længstlevende ægtefælles personlige brug. Dog fremgår det af stk. 23

28 1, at værdien af disse aktiver ikke må overstige, hvad der er normalt inden for ægtefællernes økonomiske forhold. Den længstlevende ægtefælle har dermed mulighed for at beholde de genstande, som denne bruger personligt uden at dele med boet og dermed andre arvinger. Den anden kategori omfatter aktiver, som ægtefællerne har købt til brug for deres mindreårige børn. Disse aktiver kan ligeledes forlods udtages og holdes uden for bodelingen og en senere arvedeling. AL 11: Den længstlevende ægtefælle kan forlods udtage genstande, som 1) udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold, eller 2) er erhvervet til mindreårige børns brug. Stk. 2. Den længstlevende ægtefælle kan endvidere af boet udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med den længstlevendes bos og arvelod samt fuldstændige særeje udgør indtil kr. Beløbsgrænsen reguleres efter 97. Stk. 3. I beregningen efter stk. 2 indgår forsørgertabserstatning, livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til den længstlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet ( ) Stk. 4. En særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle kan uanset stk. 2 overtage et aktiv mod at betale vurderingsprisen kontant til boet, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af 11, stk. 1, eller der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i 91, stk. 2. Den længstlevende ægtefælle er begunstiget yderligere i AL 11, stk. 2, som bliver omtalt som ægtefællens ret til suppleringsarv (Feldthusen og Nielsen 2010: 52). I stk. 2 fremgår det, at den længstlevende ægtefælle også har ret til at udtage så meget af boet, at værdien sammen med dennes boslod, arvelod og eventuelle særeje udgør kr. (reguleres årligt jf. AL 97 bilag 1). Det vil sige, at hvis længstlevende ægtefælles eget bos og arvelod og særeje er under kr. kan ægtefællen få suppleret sin arv op til de nævnte kr. fra afdødes boslod og særeje (Nørgaard 2008: 67 72). Det skal dog nævnes, at ud over længstlevendes eget bos og arvelod og særeje indgår også erstatninger, 24