Prædiken til 17. søndag efter trinitatis, Luk 14, tekstrække. Grindsted Kirke. Søndag d. 22. september 2013 kl Steen Frøjk Søvndal

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 22. september 2013 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 17. søndag efter trinitatis, Luk 14, tekstrække Salmer DDS 392: Himlene, Herre, fortælle din ære Dåb: DDS 448: Fyldt af glæde over livets under DDS 289: Nu bede vi den Helligånd DDS 609: Dybt fornedres skal enhver Altergang: fra sangblad og DDS 208: Skriv dig, Jesus, på mit hjerte DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted Tekstlæsninger GT-læsning Sl 19,2-7 Epistel Ef 4,1-6 Prædiketekst: Luk 14,1-14

2 2 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne:»er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?«men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem:»hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?«det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse:»når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«luk 14,1-11 Prædiken Jeg tror, det er svært for os helt at fatte, hvor radikalt og vildt, det Jesus gjorde og fortalte her, var. Det er en af de ting, jeg virkelig elsker hos Jesus, at han så gennemført siger tingene lige ud af posen. Han gennemskuer os fuldstændig. Og hvorfor skulle han ikke også det, i og med at han er Gud? Min bøn for gudstjenesten har været, at vi må møde Jesus, ligesom de mødte ham dengang. Derfor skal vi forestille os, at kirken her er det sted, hvor Jesus er kommet ind at spise. Og det er ikke bare fake, altså snyd og bedrag, for det er det, der sker ved en gudstjeneste. Ikke bare dengang, men også i dag. Vi sidder her, ligesom de sad på Jesu tid, og Jesus går rundt iblandt os virkeligt! Det var sabbat den dag, helligdag, og det er helligdag i dag. Jesus er her!

3 3 De sad og holdt øje med ham, står der om farisæerne. De sad og holdt øje med ham. Hvad ville han gøre? Han havde før lavet numre på sabbatten. Ville han nu gøre det igen? Ja, det ville han. Og det vil han. Hold bare øje med ham! Han vil gøre vores sabbat til noget nyt, og han vil gøre det i dag, mens vi sidder her i kirken. Grib det, tag imod det, han vil gøre for dig. Der står pludselig en mand foran os, som lider af vand i kroppen. Han var syg, og han havde smerter. Hvis vi skal overføre det til kirken her, hvem er så den mand, der har vand i kroppen? Jo, det er ingen ringere end dig! og mig. Du og jeg er den syge, og Jesus står foran dig. Hov, hov, er jeg den syge, spørger du måske. Jeg pæne menneske, som endda har taget det fine tøj på i dag for at komme i kirke. Må jeg være fri! Og dermed stiller du dig på linje med farisæerne, som netop ikke ville høre af den tale, at der skulle være noget i vejen med dem. De holdt øje med ham men de glemte at holde øje med sig selv! De så slet ikke, hvordan de selv møvede sig frem på pladserne for at få de bedste. De så ikke, at de selv var syge. Jeg ved uden at kende jer, at vi alle sammen kommer ind i kirken med forskellige historier, som rummer glæde af mange forskellig slags, men også sår. Oplevelser, der har sat sig, fysiske eller psykiske skavanker, sorg, savn, synd. Først og fremmest synd. Ingen af os går fri, ingen af os er perfekte og uden fejl. Men vi kan godt lade som om, at vi ingen fejl har. Vi kan prøve at få det til at se ud som om, at vi er perfekte. Farisæerne var eksperter i det. Det er imidlertid bare en tom skal, som på et tidspunkt krakelerer. Om ikke før, så på dommens dag. Bedre er det at acceptere: I forhold til Jesus er jeg en syg! For nu spørger Jesus: Er det tilladt at helbrede på en sabbat eller ej? Må Jesus helbrede? Må han sætte os fri, måske fra ting, vi har været bundet af i årevis? Det er det store spørgsmål i dag. Må han helbrede dig? Mig? For nogle rører det selvfølgelig ved selve sabbatsbuddet, som det gjorde for farisæerne. Du skal holde hviledagen hellig, hedder det! Hvad skal søndagen bruges

4 4 til? Hviledagen er en gave! En gave til menneskeheden fra Gud, som han har givet for at velsigne os. Så buddet om hviledagen er ikke givet, for at buddet skal overholdes, men for at vi skal velsignes! Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke menneskets for sabbattens skyld, siger Jesus. Derfor helbredte Jesus manden dengang! Han gav ham en uforglemmelig sabbat, som for altid ville stå for ham som en dag, hvor han fik livet igen. Smerterne forsvandt, og han kunne igen fungere som normalt. Jesus fortsætter med at give en udfordring:»hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?«her kommer det mærkeligste af alt. Det kunne de ikke svare på, skriver Lukas. Svaret ligger ellers lige til højrebenet. Selvfølgelig hjælper man sin dreng, når han kommer galt af sted selv om det er på en sabbat. Eller sin okse sit kostbare trækdyr. Selvfølgelig hjælper man! Man ser ikke passivt til, at ens lille dreng er ved at drukne i brønden. Har man en brønd og en dreng, sørger man for, at der er et dæksel på med hængelåse og alt muligt. Man vil ikke risikere, at ens dreng falder ned i brønden, og skulle det ulykkelige ske, at han falder derned alligevel, så griber man ind i samme sekund, man opdager det. Også på en sabbat. Og sidder ens okse fast i en grøft og ikke selv kan komme fri, så hjælper man den op. Jo, for det er ens ansvar. Man har ansvar for det, man er blevet betroet. For sin okse og 1000 gange mere for sit barn. Det minder os om Bjergprædikenen, hvor Jesus taler om, at Gud har omsorg for markens liljer. Det er Gud, der klæder markens liljer i al deres pragt. Han har omsorg for himlens fugle. Og hvor meget snarere har han så ikke omsorg for jer, I lidettroende. På jer har han endog talt alle hovedhårene. Pointen er: Du har omsorg for det, du ejer! Hvis du ejer noget, så har du ansvaret. Hvis sønnen er din eller oksen er din, så har du ansvaret for dem.

5 5 Ingen af os undlader at skifte olie på bilen, hvis den trænger til det. Det ville være tåbeligt ikke at gøre det. Vi passer vores ejendomme, dyr og mennesker omkring os, og vi påtager os ansvaret. Det er selvindlysende. Pointen med at fortælle os disse ting, som vi selv kan regne ud, er, at Jesus vil fortælle os noget, vi ikke selv kan regne ud! Nemlig, at det er Gud, der ejer os. For det første er vi døbte til at tilhøre Gud, og i dag føjede vi fire til rækken af døbte. Da vi blev døbt var det ikke en tom ceremoni, men det var noget, Gud havde befalet vores forældre at gøre ved os. Føre os til døbefonten, bringe os ind foran Guds ansigt, pode os ind på stammen, så vi kunne komme til at tilhøre Jesus Kristus. For når vi er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, er vi ejet af Gud. Og som det er med vores egne børn her på jorden, så elsker Gud det, han ejer! Han har endog skabt os i sit billede og villet os i parentes bemærket også dem, der blev markeret i går med kors ved motorvejen. Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje, læser vi i Sl 139. Gud ejer os, derfor har han omsorg for os. Gud har for det andet købt os gennem Kristi blod. Vi blev købt dyrt. Det er ikke os, der har ansvaret for os, men det er ham alene, der har ansvaret for os. Det er os, der ligger i brønden, og vi kan ikke trække os selv op. Vi sidder fast. Men vi skal også være klar over, at han med det, han gjorde, da han ofrede Jesus på os på korset, har han gjort det, der giver os mulighed for at komme op af brønden. Vi er købt dyrt! Kristi blod fra korset er et løfte om, at han vil tage sig af os. Han har lovet at tage os op af brønden og anbringe os på tør klippegrund. Det er det, der sker på sabbatten. Sabbat betyder hvile. Og vi har lov at hvile i ham. Jo, for han bar vores synd. Han købte os til at tilhøre Gud, den almægtige i himlen. Ham er vi døbt til at tilhøre. Han ejer os. Nu er der gjort det, der skal gøres, for at vi kan blive Guds børn, og der er kun én ting tilbage for os. Det lærer Jesus os. Og den ene ting er at hvile. Hvile i, at sådan er det! Tro på, at vi er hans og han vil tage ansvaret for os. Have tillid til, at ordet

6 6 holder, hvad det lover. Hvile i den forstand, at vi ikke længere skal trælle under loven eller under synden. Trælle under, at vi skal kæmpe for at gøre Gud tilpas. Det, der skal gøres, er gjort. En stræben efter at kæmpe os til Guds velbehag vil være mislykket på forhånd. Vi har i os selv ikke det, der skal til for at trække os selv op af brønden og får det aldrig. Det er lige så umuligt som at trække os selv op ved håret! Vi er ud af en syndig slægt. Men Jesus Kristus kom til os og gjorde det, der skulle gøre. Alt ER gjort. Vi må få lov at tage imod det, der er gjort og når vi har taget imod det, så er der kun hvile tilbage. Det er vi forældres store ansvar at lære vores børn om denne hvile, som de en gang for alle har modtaget i den hellige dåb og aldrig skal vokse ud af igen. Tværtimod skal de lære denne hvile og fred og have den som en søjle i deres liv. Det er ubegribeligt for mig, at ét eneste menneske på denne jord, der har modtaget denne store dåbsgave, velsignelsen og hvilen, alligevel tænker ringe om den eller er ligeglad med den, og jeg kan også kun tro, at det beror på en stor uvidenhed om, hvad Gud i virkeligheden kan gøre for os. Uvidenhed om, hvor stort det er at tilhøre Gud og hvile i hans nåde. Sabbatsbuddet drejer sig altså om noget langt mere grundlæggende end at gå i kirke om søndagen. Det er selve hvilen i troen, det handler om. Med det, Jesus har gjort for os, er Jesus blevet vores sabbat! I det lys skal vi forstå buddet i 2. Mos: Du skal holde hviledagen hellig. Han er vores hvile, han er vores fred. Han er det sted, hvor vi finder disse ting, som vi ikke selv har. Derfor spørger jeg igen: Er det tilladt at helbrede på sabbatten? Må han helbrede dig? Det er ikke meningen, at vi skal sidde med hænderne i skødet resten af dagen indtil mandag morgen! Gud har for det første givet os hviledagen til at søge ham, gå til gudstjeneste, høre hans ord, læse om ham. Det er derfor, du skal holde fri. Ikke for at du skal give Gud noget, men fordi Gud vil give dig noget. Han vil give dig sin søn

7 7 Jesus Kristus! Gud vil give dig glæde, hvile, syndernes forladelse, fred, opmuntring, Gud vil rodfæste dig i troen på ham. Og så lærte Jesus os, at hviledagen kan bruges til at gøre godt mod andre. Ikke for at tilfredsstille Gud, men alene for at velsigne vores medmennesker. Også her halter det for os. Vi synes lige, vi har fået søndagen til at købe ind, eller til at gøre rent, vaske tøj, til at indhente det, vi ikke nåede i ugens løb. Eller til at flytte os et par pladser længere frem i verden. Og så må jeg spørge dig: Hvornår kommer du så i gang med at gøre noget godt for folk? Sabbatten er til for menneskets skyld, men netop som en gave, for at mennesket skulle velsignes gennem Guds ord og gennem gode gerninger. Der er et tema mere om ydmyghed i dag, nemlig i lignelsen, Jesus fortalte om pladserne ved bordet. Vi når kun lige at berøre dette, men i virkeligheden handler det om det samme. Jesus lægger mærke til, hvordan farisæerne udvalgte sig de øverste pladser ved bryllupsfesten. Jesus lægger mærke til, hvor du sidder. Gad vide, hvad han ville sige om placeringen her i kirken? Jeg tror ikke, man skal lægge for meget i det. Der er både noget med tradition, praktisk organisering, og der kan også snige sig falsk ydmyghed ind. Jesu mening var heller ikke den dag at give os retningslinjer for bordplanen ved vores fester eller placeringen i kirken, men at lære os noget om ydmyghed. Hvad er da ydmyghed? Ydmyghed er at se sig selv som man virkelig er. Ikke som man gerne ville være, og heller ikke som man tror, andre tænker om en, men som man virkelig er over for Gud. Ser man sig selv i Guds lys, så giver man Esajas ret, der sagde: Vi blev alle som den urene, og al vor retfærdighed blev som snavset tøj. Jo mere man ser af sig selv, jo mere ser man, at man fortjener den nederste plads. Vi er i forhold til Gud på samme plads. Derfor talte Martin Luther om det almene præstedømme. Enhver, som er krøbet ud af dåben, er præst og biskop. Præsten er

8 8 ikke mere end kirketjeneren, kordegnen, organisten eller kirkegængeren alle står lige over for Gud! Opgiv tanken om at rykke frem i Guds rige eller skaffe sig en bedre plads! Som vi hørte ved dåben: Hvis I ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer I slet ikke ind i det! Det er fra den nederste plads, Jesus ophøjer. Og det er nåden: At blive ophøjet fra den nederste plads til at sidde ved det højeste bord sammen med Jesus selv. Det er sådan, jeg forestiller mig den evige bryllupsfest. Da kommer Jesus for at tage os med til evig fest. Han trækker os for sidste gang op af brønden og bærer os lige ind fra den nederste plads og ind til fest, op på den højeste plads. Skal vi se den evige fest for os, så vil Jesus komme trækkende med den store skare, der ikke har noget i sig selv at komme med og heller ikke selv kan gå. De bliver båret ind! Lukas skriver om den fest: De skal komme fra øst og vest, fra nord og syd og sidde til bords i Guds rige. Og da skal nogle af de sidste blive de første, og nogle af de første de sidste. For sidste gang skal vi høre spørgsmålet: Må Jesus helbrede dig? Give dig hvile?