Dimensioner i en konflikt.

Transkript

1 Dimensioner i en konflikt. Kunsten at finde tyngdepunktet. 1. Instrumentelle konflikter: Om konkrete mål, midler, metoder, strukturer, procedurer. Håndtering: Problemløsning Ønsket resultat: Blive enige, komme videre. 2. Interessekonflikter: Om fordeling af ressourcer som er sparsomme eller opfattes som sparsomme., penge, arbejde, plads, ting, tid. Håndtering: Forhandling Ønsket resultat: En aftale. 3. Værdikonflikter: Om personlige eller kulturelle værdier, man vil slås for, menneskerettigheder, religion, politisk overbevisning. Håndtering: Åben kommunikation. Ønsket resultat: Gensidig forståelse. 4. Personlige konflikter: Om identitet, selvværd, loyalitet, tillidsbrud, afvisning, m.m.. Håndtering: Åben kommunikation Ønsket resultat: Gensidig forståelse. Konflikter vil ofte have rod i mere end en af dimensionerne, de vil ofte være blandet sammen, men det er vigtigt at finde tyngdepunktet for begge parter i konflikten, da de ikke behøver at ligge samme sted! Ref. Center for konfliktløsnings kompendium

2 KONFLIKTTRAPPEN Polarisering Lad os komme væk At skade hinanden Samtale opgives Det nytter jo ikke Problemet v Der er meget i okser vejen, og det er ikke første gang Vigtig grænse Det er din skyld Åben fjendtlighed Fjendebilleder De er dårlige mennesker Personificering Uoverensstemmels er Vi vil ikke det samme Vigtig grænse

3 Uoverensstemmelse Her prøver at løse en opstået uenighed om, hvordan de skal forholde sig og handle. Når det lykkes at komme til enighed, er problemet løst, og der er ingen konflikt. Men det kan ske, at der kommer støj på linjen, og kontakten mellem de to bliver usikker. En af parterne træder ved siden af den saglige problemløsning, den anden part reagerer, og situationen udvikler sig. Grænsen mellem uoverensstemmelse og personificering Denne grænse er afgørende. Når den er passeret, kan den gensidige modvilje, den dårlige stemning og forvirringen hurtigt brede sig. Der sker ofte det, at den ene part begynder at bebrejde, true, fornærme, og den anden følger efter. Det kan ske verbalt, men også blot ved gestus og mimik Det er især omkring denne grænse, at træningen i at nedtrappe konflikter nytter. Det er lige her man kan overveje, hvordan man vil reagere på aggressionen og prøve at gøre det på en måde, som afspænder, uden at man giver køb på sine mål. Hvis blot den ene af parterne beslutter sig for ikke at spille med, men at forblive saglig eller at tale åbent ud om misstemningen, så kan det lykkes at bremse optrapningen. Jo tidligere det sker, jo bedre kan det lykkes, og jo højere op ad konflikttrappen man kommer, jo sværere bliver det Det er lige netop på denne grænse, at den fatale (og normale) sammenblanding af person og sag sker, Man begynder at gå efter manden og ikke efter bolden. I stedet for at være vred over eller bange for noget der sker, en handling, retter man næsten automatisk sine negative følelser mod modparten. Det sker på et nanosekund, og det sker for alle. Men når man bliver mere opmærksom på denne mekanisme med det lynhurtige skift af vredens kurs, kan man faktisk med tiden vænne sig til at komme tilbage til sagen, før situationen går amok. Ikke altid, men oftere end før. Personificering Hvis man lader sig rive med, vil konflikten eskalere ved, at fokus flyttes fra sagen, der skal ordnes, til den anden part og vedkommendes fejl og mangler. Nu er det ikke længere problemet, der er problemet, men den anden. Det er den andens skyld, og negative følelser som irritation, frygt og forvirring begynder at afskære den indbyrdes kontakt. Man bebrejder, angriber, forsvarer sig, og føler sig mere og mere usikker, angrebet og utilpas. Vi betvivler hinandens hensigter og begynder måske at stemple den andens

4 karakter, sagt eller uudsagt. Man tænker ikke så klart som før, for de negative følelser skaber kaos og slører tanken. Problemet vokser Da man nu har hvæsset sin negative opmærksomhed på den anden, kommer man i tanker om, at det jo ikke er første gang, han/hun skejer ud. Man husker pludselig andre episoder samt en del brist og fejl hos den anden. Man kommer i tanker om andre problemer, som han/hun skaber. Gammel uret og nag dukker frem sammen med gamle, uafsluttede konflikter, som man aldrig har fået udredt og troede, man havde glemt. Grænsen mellem problemet vokser og samtale opgives Også her er en vigtig skillelinje. Det at opgive at tale sammen har konsekvenser, som er svære at overskue. Når samtalen er opgivet, og kontakten afbrudt, kan alt ske, for det er netop kontakten mellem modparterne, der kan rette op på fjendtligheden. Det gælder mellem to mennesker, og det gælder i større konflikter mellem grupper. Så at opretholde kontakten, hvor besværligt og ubehageligt det end kan være, er en af de vigtigste konfliktløsende handlinger, man kan foretage. Naturligvis kan man have brug for en pause for overhovedet at holde situationen ud, og for at tænke sig om. Så med samtale opgives mener vi ikke en midlertidig afbrydelse, men at man fuldstændig vender ryggen til den anden og opgiver at tale med vedkommende. Den slags mennesker kan man ikke forhandle med, er en sætning, der ofte varsler om kommende fjendtligheder. Samtale opgives De negative følelser indsnævrer tankebanerne og man kan blive fængslet i et tunnelsyn. Man kommunikerer upræcist, og begge parter forvrænger, hvad den anden siger. Man kan heller ikke holde ud at høre, hvad den anden siger, og man lytter selektivt efter den andens urimeligheder. Det kaldes til tider de døves dialog, (selv om det er uretfærdigt over for de døve, som netop gør meget for at kommunikere præcist). Efterhånden bliver det for ubehageligt at være ansigt til ansigt med den anden, og sproget slår tydeligvis ikke til. Man har jo sagt det 117 gange og det nytter ikke! Man begynder at undgå at tale sammen, taler i stedet for dårligt om hinanden. Man kommunikerer med handling, undlader at hilse, gaber når den anden siger noget til et møde, undgår øjenkontakt, vender ryggen til der er mange muligheder. Man søger

5 forbundsfæller og danner partier. Man har brug for at tale med nogen om konflikten og om den anden, brug for at komme ud af sit kaos, og brug for at nogen skal bekræfte, at man bliver behandlet urimeligt. Brug for at vide at man ikke ser spøgelser ved højlys dag. Alt dette er sikre tegn på tilspidsning, men er det altid optrappende at tale med andre om konflikten og om sin modpart? Ikke nødvendigvis. En samtale kan skabe klarhed eller flere forviklinger, den kan vise muligheder eller lukke muligheder, være optrappende eller afspændende, og den kan være benzin på bålet eller et vindue, der bliver åbnet. Det kommer an på, hvordan samtalen spænder an, og det kommer også an på, hvordan ens samtalepartner reagerer. Fjendebilleder Jo mere man lukker af for den anden part, jo mere fastlåst og eksplosivt bliver forholdet. Man begynder at tænke så dårligt om den anden, og bliver så unuanceret, at man ikke kan skimte noget som helst positivt hos den anden. Man har måske brug for at tænke helt sort om sin modpart for selv at kunne rumme en vrede, som er så stor, at man ikke synes, man kan tillade sig den, - medmindre modparten er totalt forkastelig. Det kan også ske, at man i den anden ser træk, som man helst undgår at se hos sig selv. I meget alvorligt konflikter, som indebærer direkte vold, er der ofte sket en dehumanisering en umenneskeliggørelse af fjenden. Det kan bane vejen for grusomheder, der ellers ligger langt på den anden side af, hvad parterne kan stå inde for. Nu er den oprindelige uoverensstemmelse næsten usynlig. Metakonflikten, som handler om at vinde over sin modpart, har nu taget over. Målet er at få ret, at vinde over den anden, måske at skade ham/hende. Det er dem eller os, øje for øje, helte og skurke, retfærdige og uretfærdige. Man har ret, og ønsker at få ret hele vejen igennem. Man er ikke indstillet på kompromiser, men vil helst kun modtage én bestemt reaktion fra den anden: Indrømmelse, undskyldning, total overgivelse. Hvis konflikten senere bliver afklaret, og kontakten med den anden genoprettet, og man tænker tilbage på det fjendebillede man så for sig, forstår man måske ikke, hvad det dog var for et monster, man forestillede sig, og man kan undres over sin egen forblindelse. Når de gensidige fjendebilleder dominerer, er konflikten blevet som en magnet, der tiltrækker megen energi. Man må uafladeligt beskæftige sig med den, og kan dårligt interessere sig for andet. Man føler afsky for den og tiltrækkes af den på samme tid. Nu er vejen banet for:

6 Åben fjendtlighed Man ser nu ikke længere hinanden som mennesker af samme slags som en selv fornuftige mennesker, som dybest set ønsker fred og rimelighed, og som lider ved konflikten. Derfor kan man skride til åbne, fjendtlige handlinger, fysisk og psykisk. Det er lige her, at man kan få den tanke, at målet helliger midlet. Ved større konflikter mellem grupper er det nu de mest uforsonlige, der varetager kontakten til modparten, tit med ødelæggende resultater. Og da deres opfattelse af fjenden nu kun har meget lidt med virkeligheden at gøre, bliver de gensidige handlinger også ekstreme i forhold til, hvordan begge parter normalt opfører sig. Moderate personer bliver udgrænset i begge lejre, fordi de stadig ser fjenden som menneske, fordi de ønsker forhandling, og fordi de prøver at se sagen fra begge sider. Alene af den grund bliver de ofte anset som forrædere, vendekåber, naive og upålidelige - og de bliver ikke længere betroet insiderviden. Nu kan de fjendtlige handlinger tage fart, fra mobning til borgerkrig. I det daglige ser man f.eks. at respektable bestyrelsesmedlemmer sender falske mails for at skade en forhadt leder, eller at en leder flytter en dygtig medarbejder til en arbejdsfunktion der er langt under hans / hendes niveau Polarisering Nu kan parterne ikke længere være på samme sted. Det er skilsmissernes, fyringernes, opsigelsernes, flugtens og ghettodannelsernes tid. Man flygter eller jages væk. I bedste fald har parterne ikke længere kontakt, og i værste fald fortsætter de kampen fra afstand. Som f.eks. efter dårligt håndterede skilsmisser, hvor forældrene bruger vennerne og børnene som våben mod hinanden

7 KONFLIKTSKYTRAPPEN Hvordan man optrapper en konflikt, samtidig med at man undgår den! 1 I den første konflikttrappe bliver begge parter grebet af konflikten og kaster sig ud i den, som om de følger en indre drejebog. Begge bliver mere og mere aggressive, og det ender med direkte fjendtligheder og adskillelse. Men sådan går det ikke altid. Tit vender man konflikten indad og udtrykker ikke, hvad der ligger én på sinde, udtrykker ikke vrede eller usikkerhed, men holder det meste inde i sig selv. Fælles fjendebilleder Intet er mere muligt Man trækker sig Indre billeder Uoverensstemmelse 1 Udviklet af Dacapo Teatret

8 Trin 1, uoverensstemmelse: Her er person og sag er adskilt, og her afgøres det, om konflikten optrappes eller afspændes. Trin 2, indre billeder: Dette trin kan betegnes som lakmusprøven på, om konflikten udvikler sig destruktivt eller ej. Fra at være en sag, går problemet hen og bliver personligt. Man tolker den andens ord og attituder, man danner sig fantasier og det hele foregår indeni én selv.. Man diskuterer og argumenterer med sig selv, tvivler på sig selv, tvivler på den anden og ender tit med at konkludere, at det er den anden, der er noget galt med. Trin 3, man trækker sig: Man begynder at trække sig. Hvor man før har sagt ja, siger man nu nej men siger ikke hvorfor. Konflikten optrappes i det stille uden det umiddelbart er til at se, hvad der sker. Hvis den anden heller ikke forsøger at finde ud af hvad der er galt, vil han eller hun sandsynligvis begynde at tolke på hvorfor man har trukket sig, og det er nu den anden part der danner indre billeder og trækker sig. Magtesløshed og andre følelser indblandes. Nu er person og sag også blandet sammen for den anden. Trin 4, fælles fjendebilleder: Nu er den gensidige kontakt blevet så tynd, og konflikten er vokset så meget, at det bliver nærliggende at tale om den til andre eller at trække sig endnu mere ved f.eks. at melde sig syg. Det kan gælde begge parter. Trin 5, intet er mere muligt: Konflikten er blevet en stor del af adfærdsmønstret. Man bruger megen energi på at kontrollere egne tanker og reaktioner. I denne fase er rummet tømt for energi. Al energi bliver inden i hver enkelt person. Det bliver vigtigt at kontrollere, hvad der kommer ud af munden. Det, kroppen og hovedet er fyldt af, kan man ikke få sagt. Morale: Konflikter optrappes - også selv om man undgår dem!

9 Øvelse i at få et første overblik over en konflikt! I skal arbejde i par. 1. I skal nu fortælle hinanden på skift om en situation/en konflikt, som I har været i, og som I ønsker at arbejde med. Brug interviewteknik, så eksemplet er klart for jer begge. Nu er næste skridt, at I kan få større klarhed over konflikten, ved at I prøver at bruge teorien om dimensioner i konflikten. 2. Hvilke dimensioner (instrumentel, interesse, værdi og personlig) ser jeg i denne konflikt? Hvor er tyngdepunktet for mig, og hvor tror jeg, det er for den anden part i min konflikt? I skal hjælpe hinanden at få større klarhed ved at svare på disse spørgsmål. Det er vigtigt, at samtalepartneren ikke overtager fortolkningen og analysen, men i stedet for støtter den anden i selv at finde frem til svaret. 3. I denne omgang undersøges konfliktens optrapning. Hvor højt på konflikttrappen/konfliktskytrappen er den nået? Hvilke tegn er der på det? Er du og din modpart på samme trin? Hvor længe har konflikten befundet sig på dette trin? Hvad bragte konflikten på dette trin - handlinger/ikke handlinger, sprog, andre omstændigheder. Prøv at se både på dine og den anden parts handlinger og ord.

10