Indholdsfortegnelse. Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Temaartikler Forord 99 Strategiske studier: sikkerhedsteori mellem politikrådgivning og grundforskning Ole Wæver 101 Tænketanke i forandring - imellem national sikkerhed og globalt risikosamfund Jesper Dahl Kelstrup 131 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security Trine Villumsen 143 Hvad for en dims er Dansk Institut for Militære Studier? Mikkel Vedby Rasmussen, ph.d. 161 Artikler uden for tema Same same but different - Tenkning om fred og krig i Skandinavia rundt 1900 Halvard Leira 167 Internationale Operationer og vidensopbygning i Forsvaret Major Nicolai S. Møller 181 Motivation BA psych. Jesper Jensen og BA psych. Bo Bach S. Pedersen 187 Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

2 Indholdsfortegnelse Anmeldelse af: Robert Dalsjö, Life-Line Lost. The Rise and Fall of Neutral Sweden s Secret Reserve Option of Wartime Help form the West Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen Andreas Herberg Rothe, Clausewitz's Puzzle. The Political Theory of War, Anmeldt af major Claus E. Andersen Lennart W. Frick og Lars Rosander, Bakom Hemligstämpeln, med undertitlen Hemlig verksamhet i Sverige i vår tid. Anmeldt af kommandør Poul Grooss E. O. A. Hedegaard, Krigen på Sjælland 1807, Anmeldt af Bruno Juul Gunner Åselius, The Rise and Fall of the Soviet Navy in the Baltic, Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen Beretning om Det Krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed Foredragssæson Skrivevejledning

3 Forord Temaet i dette sommernummer af Militært Tidsskrift er "strategiske studier og tænketanke". Tænketanke er ofte rammen om den særlige type viden, der hyppigt optræder som den relevante ekspertise på forsvarets område. De gør sig i viden, men vi mangler viden om denne viden: hvem er det, der producerer sagkundskab om sikkerhedspolitikken under hvilke arbejdsbetingelser i hvilke institutioner og ud fra hvilke videnskabelige discipliner og teorier? I temaets første artikel giver professor Ole Wæver et overblik (med egen tolkning) af hele feltet strategiske studier: Hvornår opstod det og hvorfor? Hvilke faser har det gennemgået? Hvor foregår det (tænketanke? universiteter?) og har de institutionelle rammer ændret sig? Hvad er forskellene på USA og Europa? Hvad er situationen i dag - er feltet i vigør eller i krise? Og hvad er specifikt situationen i Danmark - er vi med på dette område, og hvilke forskningsinstitutter bedriver strategiske studier og sikkerhedsteori? Den anden artikel er forfattet af statskundskabsstuderende Jesper Dahl Kelstrup, der redegør for udviklingen i sikkerhedspolitiske tænketanke. Fire faser præsenteres, og forfatteren argumenterer for, at forskningen ikke længere kan rummes indenfor det "national sikkerhedsparadigme", der fostrede tænketankene oprindeligt. Derfor diskuteres, om det er muligt at forstå de nye og frembrydende udviklinger ud fra teorien om "risikosamfund". Hvilke funktioner har tænketanke som eksperter og som spillere i tidens mediesystem? Hvor Kelstrups artikel primært fokuserer på USA, drejes fokus i den tredje artikel til Europa, hvor ph.d.-studerende Trine Villumsen redegør for udviklingen i europæiske tænketanke. Hun argumenterer for, at man overser vigtige udviklinger i Europa - og centrale kilder til indflydelsesrige ideer - hvis man forsøger at overføre den amerikanske tænketanksdefinition slavisk til den europæiske virkelighed. Med "Centre for European Reform" som eksempel, viser Villumsen, hvordan en virkeligt europæisk tænketank støber intellektuelle kugler til EUs mulige sikkerhedsfremtid. Temaet rundes af med en kort artikel af chefen for Dansk Institut for Militære Studier, Mikkel Vedby Rasmussen, der præsenterer sit nye institut (DIMS) med en beskrivelse af baggrunden for oprettelsen, instituttets virke og organisation og ikke mindst dets forskningsdagsordenen. I forlængelse af Kelstrups artikel står risikobegrebet centralt som en ny måde at forstå vilkårene for strategi og forsvarspolitik. Med anknytning til temaer fra indledningsartiklen betoner Rasmussen betydningen af at skabe konstruktivt samspil mellem civile og militære medarbejdere, at arbejde tværfagligt, og at være på samme tid politisk relevant og forskningsmæssigt ambitiøs. Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

4 Forord Samlet søger redaktionen med dette tema at sætte fokus på et fænomen, der ofte spiller en betydelig rolle for forsvaret og dets medarbejdere. Nutidens missioner er altid gennempolitiserede, og tolkningsrammerne, der præger beslutninger, både om og hvordan Danmark skal engagere sig i internationale opgaver, vil ofte komme fra sikkerhedspolitiske eksperter. Siden midten af 1940erne har krigsvidenskab ikke længere haft patent på at være sagkundskab angående militære spørgsmål og for et Krigsvidenskabeligt Selskab og et Militært Tidsskrift må det være centralt at forstå denne civile, videnskabelige autoritet ud i det militære, disse strategiske studier. I forlængelse af temaet bringes en artikel af stipendiat ved NUPI, Halvard Leira, som beredvilligt på opfordring fra redaktionen har leveret et bidrag med titlen Same same but different - Tenkning om fred og krig i Skandinavia rundt Endvidere bringes artikler af major N.S.Møller om internationale operationer og vidensopbygning i Forsvaret samt en artikel af BA psych. Jesper Jensen og BA psych. Bo Bach S. Pedersen. Der rundes af med boganmeldelser samt beretning om Det krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed i det forløbne år. Det er således redaktionens håb, at nærværende udgave af MT kan levere mulighed for nogle timers ro og fordybelse i den tilstundende sommerferie med al dens hektiske rejseaktivitet, havearbejde, sejlture og alskens andre sommerlige gøremål. Afslutningsvis vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke af som chefredaktør for Militært Tidsskrift, idet jeg den 1. juli 2007 tiltræder tjenesten som forsvarsattaché ved ambassaden i Kairo. Det har været lidt over tre spændende og udfordrende år i redaktørstolen, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke min store tak til de øvrige medlemmer af redaktionen for et engageret og ofte meget tidskrævende stykke arbejde, både i forbindelse med det løbende redaktionsarbejde, men ikke mindst i forbindelse med udarbejdelsen af de temanumre, som medlemmerne på skift har haft ansvaret for som temaredaktører. Samtlige artikler i tidsskriftet er som bekendt udarbejdet på frivillig og ulønnet basis af en række medlemmer og eksterne forfattere, som påtager sig opgaven ved siden af havende tjeneste og ofte under tidspres. Jeg vil derfor også sende en meget stor tak til de mange skribenter, som enten på opfordring eller på eget initiativ i min periode som chefredaktør har udarbejdet de mange indlæg og artikler, som er selve grundlaget for tidsskriftets eksistens. Jeg vil således overrække stafetten til den nye chefredaktør, oberst (HRN) Werner Iversen ved Forsvarsakademiet, og jeg ønsker chefredaktøren og redaktionen held og lykke med det fortsatte arbejde. God læselyst og god sommer. 100

5 Forord Temaredaktør: Professor Ole Wæver. KARTNI WINTHER Chefredaktør 101

6 Strategiske studier: sikkerhedsteori mellem politikrådgivning og grundforskning Af Ole Wæver Legitimate security knowledge refers to security knowledge which one can profess as a security expert with a degree of seriousness and without being labelled an idealist or a fool (Huysmans 2006: 18) Eksperter er blandt de vigtige aktører i forsvarets omgivelser som direkte rådgivere, som kilde til udredninger der fastlægger forsvarets politiske rammer, som autoriteter i den offentlige debat, og som undervisere på forsvarets uddannelser. Hvad for nogen eksperter? Eksperter i hvad? Nogen gange kan det være noget meget specifikt afhængigt af den sag, der er oppe: vi hører fra en vandtekniker om et projekt i Afghanistan, en psykolog om støtten til de hjemvendte fra operationer, og måske fra en jurist med speciale i forvaltningsret, der udtaler sig om den måde forsvarets ledelse har håndteret en given sag. Men som oftest er det sikkerhedspolitiske eksperter, der er i centrum. Hvem er akademiske eksperter i sikkerhedspolitik? Her findes et særligt felt - en disciplin eller sub-disciplin - der går under navnene strategic studies og security studies (samt national security studies og international security studies ). Dette felt gør (oftest implicit) krav på at være samfundets mest autoritative visdom mht. sikkerhedspolitik. I feltets interne sociale og intellektuelle processer bliver det således forhandlet, hvad der gælder som viden, sandhed og virkelighed angående vores sikkerhed. Nogen vil primært pege på tænketanke som dets hjem, andre at det er en væsentlig del af (sub-)disciplinen International Politik, der igen er en af 3-4 afdelinger af universitetsfaget Statskundskab (political science). Begge dele er korrekt, og præcis hvordan det hænger sammen, vil blive forklaret nedenfor. I denne artikel vil jeg opridse opkomsten af dette vidensfelt, dets institutionelle udvikling og primære empiriske og teoretiske tendenser, gøre status på dagens situation og endelig kort indplacere de danske institutioner på området. De øvrige artikler i dette tema behandler andre Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

7 Strategiske studier centrale aspekter af forståelsen af dette felt, og disse artikler vil blive introduceret og indplaceret undervejs i denne indledningsartikel. 1 Hvad er strategiske studier, og hvor opstod de hvornår og hvorfor? Terminologien er ikke helt stabil. Nogen taler om strategic studies, andre kalder det samme område for security studies, og andre igen skelner mellem de to og bruger udtrykkene om forskellige ting. I den sidste sprogbrug vil strategiske studier ofte henvise til det snævrere felt omkring militære spørgsmål, og sikkerhedstudier til et bredere område omfattende både militær sikkerhed og andre sikkerhedsspørgsmål knyttet til f.eks. miljø, identitet og økonomi 2. Det skel giver kun mening for den senere periode, efter at der fra firserne var ført en debat om at udvide sikkerhedsbegrebet. For den tidligere periode skyldtes forskelle i sprogbrug snarere nationale og kulturelle variationer mht hvilket udtryk, der blev foretrukket. Derfor vil jeg i det følgende bruge de to udtryk i flæng for den tidlige periode (som man gjorde den gang) og i diskussion af de seneste 20 år udelukkende bruge udtrykket sikkerhedsstudier (hvad der også er den overvejende tilbøjelighed). Om man så ønsker at introducere et begreb om strategiske studier som betegnelse i dag for en særligt militært orienteret underafdeling af sikkerhedsstudierne må være en smags sag. 1 Dele Fig. af 1. denne Modificeret artikel udgave trækker af på Baylis den & mere Wirtz udførlige, 2002 engelsksprogede analyse i Wæver & Buzan Dette skel er mest systematisk og omfattende udfoldet af Barry Buzan med de to parallelle bøger People, States and Fear (1983, 1991, 2007) om sikkerhedsstudier og An Introduction to Strategic Studies (1987; Buzan & Herring 1998) om strategiske studier. 102

8 Strategiske studier Baylis og Wirtz (2002) har afbildet fagene som æsker inden i hinanden: strategiske studier som en del af sikkerhedsstudier som en del af international politik som en del af statskundskab. Det er ikke helt præcist, for international politik er til dels et interdisciplinært fag, der rummer mere end statskundskab også økonomi, sociologi, historie, m.m og det bør derfor placeres indeni men med et hjørne udenfor. Og sikkerhedsstudier er mere end international politik, og strategiske studier rummer hard core militær sagkundskab, som ikke vil blive set helt så let som sikkerhedsstudier, så en mere rimelig afbildning kunne være den modificerede i fig. 1. En sidste begrebsafklaring: sikkerhedsteori vil i det følgende blive brugt om teorier, der sigter til at forståelse og/eller omgang med sikkerhedsspørgsmål. Disse er ikke systematisk beskrevet i den eksisterende litteratur, hvor det ofte antages, at historiske fremstillinger af teoriudviklingen indenfor disciplinen international politik dækker dette behov. Det er af flere grunde (der snart vil være tydelige) ikke tilfældet. Bl.a. ikke fordi, det langt fra er alle teorier indenfor international politik, der slår igennem indenfor sikkerhedsstudier og mange sikkerhedsteorier er ikke generelle IP-teorier og registrerer derfor ikke i historien. Sikkerhedsteori er, hvad der anvendes af folk, der ofte meget konkret arbejder med sikkerhedsspørgsmål men dog trækker på noget teori. Der findes også sikkerhedsanalyser, der helt ignorerer teori og dem vil jeg her ignorere tilbage. Venligere sagt: artiklen kortlægger ikke alt, hvad der sker indenfor sikkerhedsstudier, men fokuserer særligt på, hvilke teorier og hvilke typer af teorier der anvendes hvor og hvordan. Sikkerhedsteori vil i dag typisk befinde sig mellem universitetsdisciplinen international politik og den anvendte forskning i tænketanke/sektorforskning (og denne sidste befinder sig igen mellem forskning og praktikerrådgivning). Den trækker ikke altid på teori, men når den gør, hvilken teori kommer da på tale? Sikkerhedsteori er artiklens fokus, og jeg vil særligt se på, i hvilke perioder og under hvilke vilkår, der opstår produktive forskningsmiljøer, hvor der sker teoriudvikling på det sikkerhedspolitiske område. I 1940ernes USA opstod et distinkt nyt felt med en gruppe af forskere og markante publikationer i skæringsfeltet mellem militær ekspertise og universitetsforankret samfundsvidenskab. Det var nyt det var de strategiske studiers fødsel. Feltet sigtede til at producere policy-relevant forskning understøttet af en bred inter-disciplinær, akademisk vidensbase. Blandt årsagerne til denne nyhed var atomvåbnenes forandring af vilkårene for krigsførelse og ikke mindst for strategi 103

9 Strategiske studier den bredspektrede trussel fra Sovjetunionen (ikke kun militær, men også ideologisk-politisk og økonomisk) den generelle prestige som videnskab havde vundet under anden verdenskrig, både naturvidenskab (nye våben, brydning af koder) og samfundsvidenskaber (rådgivning om strategisk bombning, forståelse af modstanderlande). Resultatet blev, at civile eksperter specialiserede sig i militære spørgsmål (under overskriften sikkerhed ), og at politikere og andre praktikere lyttede til dem. Tidligere var den eneste ekspertise ift militære spørgsmål: militæret, primært den militære ledelse. Se f.eks. i herværende organ Knud Rasmussens artikel i MT 135:4 [December 2006] om statsråd under den dansk-tyske krig Ministrene og Kongen diskuterede, og de modtog indberetninger og vurderinger fra forskellige højere officerer. De foretog den klassiske afvejning mellem faglig sagkundskab (krig) og egne vurderinger (politik), men andre eksperter end de militære kom ikke på tale. Atomvåbnets ankomst på scenen betød, at man i USA havde brug for en ny type eksperter. Groft sagt skulle krige ikke længere udkæmpes, men deres (u)mulighed manipuleres til politiske gevinster. Tyngdepunktet skiftede fra det taktiske og operationelle niveau til virkelig langsigtet strategi og fra anvendelsen af givne teknologier til målrettet udvikling af nye teknologier for fremtiden. I de første år tænkte man stadig klassisk som om slutstregen for atomstrategiske spørgsmål var, hvad der ville ske i en faktisk kamp, men gradvis blev det tydeligt, at man var nødt til at behandle atomstrategi som et delvist uafhængigt område på sine egne præmisser. Dette krævede en helt ny form for viden, anderledes end den, som militære eksperter lå inde med. Richard Betts har sagt det meget præcist (1997: 13) Nuclear war spurred theorizing because it was inherently more theoretical than empirical: none had ever occurred. Eller med Richard Smokes formulering (1975: 275), var den første betingelse for sikkerhedsstudiernes opkomst a complexity dissectible by abstract analysis. Vi kommer tilbage til atomstrategiernes betydning om lidt, for der var også andre faktorer, der stimulerede de strategiske studiers fødsel: I USA opfattede man et stigende behov for at koordinere bedre mellem militære og civile sfærer. Allerede under anden verdenskrig havde man oplevet, hvor vanskeligt det var at få økonomisk, politisk og militær planlægning til at gå i hak (Etzold 1978, pp. 1-2: Hogan 1998: 25) dette selvom det er gået over i den almindelige historiefortælling som en amerikansk succeshistorie, at man fik hele samfundet omstillet til og fra krig. Efterhånden som det blev klart, at den kolde krig kunne blive en langstrakt, omfattende og eksistentiel kamp, fæstnede ideen sig, at man 104

10 Strategiske studier havde behov for en slags koordineret forståelse, hvor disse vidensformer kunne koordineres. Dette lå (sammen med behovet for samkøring af værnene og for reform af efterretningstjenesterne) bag the National Security Act fra USA stod med en særlig politisk og identitesmæssig udfordring. Den amerikanske politiske tradition var skeptisk overfor standing armies og længerevarende militær mobilisering, der sås som en trussel mod demokratiet. En tyran kunne tage magten via dette magtinstrument, hvis man lod et sådant opstå i samfundets midte, mente republikkens grundlæggere (Bailyn 1992; Publius ; Deudney 1995). Derudover var det først under anden verdenskrig, at the uniformed heads of the U.S. armed services assumed a pivotal and unprecedented role in the formulation of the nation s foreign policies (Stoler 2000: ix). Det ville derfor have været problematisk for USA at institutionalisere et højt niveau af militær mobilisering under navne som krig eller forsvar. Dette er et centralt led i forklaringen på, at udtrykket national sikkerhed pludselig blev nøglebegrebet for hele dette område, hvad det ikke historisk havde været (Wæver 2004b, 2006). Det gav samtidig plads for civil ekspertise på et politikfelt centreret om militære spørgsmål. Man var i USA meget bevidst (mere den gang end nu) om, at der var en spænding mellem amerikansk liberalisme og militær professionalisme, og hele feltet strategiske studier opstod som en del af det institutionelle svar på den spænding (Huntington 1957; Lasswell 1950). Guldalderen Perioden i 1950erne og 1960erne fejres almindeligvis som feltets guldalder en periode hvor man var produktiv, indflydelsesrig og relativt integreret. Der foregik mange andre ting indenfor strategiske studier (som jeg kort giver en oversigt over nedenfor), men det centrale og definerende område var spilteori og atomstrategi. Det var feltets formative periode, og derfor blev denne episode central for disciplinens selvforståelse en slags styrende ideal, der har præget strategiske studier i de senere perioder. Derudover var dette et højdepunkt i teoridannelse, og jeg vil som sagt fokusere særligt på bølgerne af op- og ned- og opgang for teori indenfor sikkerhedsstudier. Arbejdet med spilteori, afskrækkelse og atomstrategi var et sjældent eksempel på, at intellektuelle udviklinger kan score meget højt i termer af både teoretisk kreativitet/sofistikering og policy relevans. Dette opfattes ofte som en slags trade-off: man kan gøre sine ting mere policy-orienterede ved at nedtone det teoretiske og vice-versa (Lepgold & Nincic 2001; Hill 1994). Men atomvåbnene skabt en ny udfordring med at forstå en situation, der både var uden fortilfælde og hypotetisk og spekulativ helt igennem, og tilmed også åben for hurtige og dramatiske udviklinger. Det 105

11 Strategiske studier muliggjorde et politisk gennemslag for en meget teoretisk litteratur. Den blev samtidig et hit internt i den akademiske verden, fordi emnets abstrakte karakter muliggjorde en formaliseret og generaliseret form for viden, der blev særlig efterspurgt i denne periode, hvor man generelt søgte efter en mere videnskabelig form for international politik-forskning (Wæver 1992). Afskrækkelsesteori blev således et produktivt forskningsprogram ( progressive research programme med en fagterm fra Lakatos), hvor man skabte nye teoretiske problemer, som man derefter løste med held og udviklede teorierne i stadig mere avanceret retning. Samtidig virkede alt dette relevant, fordi teorierne udviklede en verden af abstraktioner, som faktisk kom til at styre den politiske tænkning omkring atomvåben: hele den fantastiske verden af sikker andenslagsevne, udvidet afskrækkelse og eskalationsdominans. I et vist omfang kan man sige, at denne teori kom til at passe så godt på virkeligheden, fordi virkeligheden blev indrettet efter teorien. 3 Eller lidt venligere sagt: teorierne forsynede politikerne med et sprog til at håndtere en helt ny udfordring. Tre klassiske eksempler er: 1) Bernard Brodies The Absolute Weapon, en antologi der allerede i 1946 tænkte implikationerne igennem af atomvåbnenes særlige karakter, de ændrede vilkr for strategi og stormagtspolitik. 2) Wohlstetter m.fl.s studie i 1954 om Selection and Use of Strategic Air Bases, der forte til en dramatisk ændring af placeringen af USAs atombevæbnede bombefly, hvor man før havde prioriteret at være nær Sovjetunionen, viste studiet (fordi det tænkte afskrækkelseslogikken 3 Om det var godt eller skidt kan diskuteres. Noget af den elaborerede strategiske filigran var med til at legitimere den kolde krigs enorme atomarsenaler, men selve det faktum, at de civile eksperters forståelse af spillet mellem strategier og styrkeprofiler kom til at dominere, var nok en fordel frem for det mest oplagte alternativ: en lineær viderførelse af klassisk militær logik, der blot så atomvåbnene som større udgaver af gamle våbenkategorier. Man vandt en langt større forståelse for betydningen af situationens stabilitet og nogle af de paradoksale hensyn, man til tider burde tage såsom at værdsætte sårbarheden af egne systemer (ABM-traktat) for at undgå en gensidigt forstærkende ustabilitet i den strategiske relation. Dette muliggjorde på sigt våbenkontrol men også en række våbenanskaffelsesbeslutninger, der gavnede stabiliteten. Noget andet er så, at Strategic Air Command i et vist omfang fortsatte deres egen groft sagt førsteslagsorienterede politik mht måludvælgelse på tværs af alle de politisk fastlagte strategier (Rosenberg 1983), men der var stadig tale om en væsentlig påvirkning fra de civile eksperter på både våbenanskaffelser, deployeringsmønstre og hele omgange med atomvåbnene deres indplacering i den politiske strategi. 106

12 Strategiske studier igennem), at det afgørende var at være på tilstrækkelig afstand og i beskyttede baser for at bevare gengældelsesevnen. 3) Schellings ofte kuriøse hverdagseksempler i The Strategy of Conflict fra 1960 (og kollegers samtidige værker med andre teknikker), der førte frem til en forståelse af interaktionen mellem de to parters sårbarheder, og dermed risikoen for at USA ved at (tilsyneladende) styrke sig selv kunne skabe en uhensigtsmæssig type af sårbarhed hos Sovjetunionen, der ville føre ud i ræsonnementer om, at de ved, at vi ved, at de ved, at i en krise, vil de have interesse i at vi og derfor vil de og derfor er vi nødt til inden da at trykke på knappen. Også det fik vidtrækkende konsekvenser både for våbenudvikling, deployering og med tiden våbenkontrolforhandlinger. Det virkeligt bemærkelsesværdige ved disse teorier var imidlertid, at dette i bund og grund policyorienterede arbejde endte med at levere vigtige bidrag til generel teori, til grundvidenskab. Policy-forskning betød ikke at tage eksisterende forskning og blot anvende den på dagens spørgsmål som man siden har vænnet sig til at tænke omkring tænketanke og policyrelevant forskning. Ej heller handlede det om, at tænketanke primært var til for at lobbye for en bestemt politik. RAND blev oprettet af luftvåbnet og har da bestemt tjent deres interesser på mange punkter og de er blevet kritiseret for at være skævvredet i retning af at gøre en række ubegrundede, pessimistiske antagelser om den mulige politiske relation til Sovjetunionen (Green 1968) men deres primære indsatser lå på ganske grundlæggende teoretiske spørgsmål. Når man i dag skal skrive spilteoriens historie og spilteori er en ekstremt indflydelsesrig del af både økonomi, statskundskab, til dels sociologi og naturligvis anvendt matematik indgår den sikkerhedspolitiske tænketank RAND som et af to primære centre i de første efterkrigsår. Teorien om fangens dilemma blev opfundet der i 1950 (Poundstone 1992: 103), og Thomas Schelling udviklede på RAND i slutningen af 1950erne spilteorien i en ny dynamisk retning med udveksling af signaler og forhandling, hvilket han fik nobelprisen i økonomi for i RAND Corporation blev oprettet i 1946 af US Air Force ved en kontrakt med Douglas Aircraft Company. I 1948 blev det en uafængig non-profit organization og blev i 1950erne modellen for den moderne tænketank berømt nok til at optræde i filmen Dr. Strangelove som the BLAND Corporation. Der foregår forskning bredt indenfor ingeniørmæssige spørgsmål, sundhed og meget andet, men den særligt berømte del var inter-disciplinært arbejde mellem særligt matematikere, økonomer og politologer, som skabte pionerarbejde indenfor spilteori, atomstrategi og afskrækkelsesteori. Stedet blev berømt for at skabe en eksperimenterende atmosfære lidt a la de her til lands berømte billeder af legende forskere omkring Niels Bohr. En tænketank var den gang faktisk et sted, hvor man tænkte. Og man udnyttede dobbeltheden af at være et inter-disciplinært miljø med en vis distance til de videnskabelige discipliners bånd og 107

13 Strategiske studier samtidig befolket af super-ambitiøse forskere, hvoraf mange ønskede at slå igennem indenfor deres respektive discipliner med originale bidrag (mens andre mere entydigt var orienteret mod forskningsverdenen, forbindelser og karriere ind og ud af administrationerne). Det lykkedes at skabe et dynamisk forskningsmiljø centreret omkring konkrete forskningsproblemer fra den praktiske verden, men med meget frit slag for at søge utraditionelle løsninger og tænke tværdisciplinært og teoretisk for at finde helt nye tilgange til de problemer. Kernen i de strategisk studiers guldalder og det styrende ideal siden var denne, måske unikke episode, hvor et helt nyt strategisk problem af enorm betydning (atomvåbnet), stimulerede en produktiv teoretisk aktivitet, der skabte gennembrud i grundvidenskab og udviklede generelle teorier, der på en gang tjente til at håndtere den aktuelle, akutte udfordring og satte sig varige spor i videnskabernes historie. Det næststærkeste eksempel fra perioden var systemanalyse, en metode til at løse problemer omkring styrkestruktur og resourcefordeling, som kombinerede økonomisk teori med operationsforskning udviklet af naturvidenskabsmænd, ingeniører og økonomer under krigen. Her udviklede igen RAND generelle modeller der fandt vid udbredelse bredt i den amerikanske centraladministration. Man glemmer tit i dag, hvor man ser strategiske studier som entydigt militære i denne periode, at meget handlede om økonomi. Ikke bare var disciplinen økonomi inspirationskilde til mange af teorierne, også afskrækkelsesteori, men en stor del af opgaven var også at håndtere økonomien hvad der jo egentlig ikke kan være overraskende, når man tænker på det amerikanske forsvarsbudgets omfang og uhåndterlighed. I et kursus eller en lærebog fra 1960erne eller 1970erne ville the economics of defense typisk være den næststørste del efter strategi. Der skete mange andre ting indenfor strategiske studier omkring disse centrale områder: våbenkontrol, allianceteori, counter-insurgency, og administrativ organiserering af regeringsorganer og beslutningsprocesser. Fra slutningen af 1960erne tilkom områdestudier (studier af forskellige verdensdele) og interne politiske processer (bureucratic politics). Senere i 1970erne kom litteratur om perceptioner, rustningskapløb, spredning, militær magts anvendelighed/uanvendelighed og konventionel strategi. Mange af disse udviklinger og mest tydeligt bureaucratic politics og perceptionslitteraturen var reaktioner på de problemer, den klassiske strategiskstudier-forskning løb ind i. Særligt Vietnamkrigen blev et vendepunkt (jvf næste afsnit). USA trådte ind i krigen med alle den nye disciplins instrumenter i høj kurs, og Kennedyadministrationen var præget af videnskabsoptimisme og befolket med folk fra RAND og beslægtede institutioner (McNamara s whiz kids ). Men som Colin Gray (1982: 90) spydigt bemærkede, vidste de next to nothing [about] peasant nationalism 108

14 Strategiske studier in Southeast Asia or about the mechanics of a counterrevolutionary war. Teorier om bureaukratier og psykologiske mekanismer var i betydeligt omfang reaktioner på, at den optimale, rationelle politik mærkeligt nok ikke virkede i den virkelige verden. Den videnskabeligt-rationelle stat USA rendte ind i problemer bl.a. på Cuba og i Vietnam, og det blev nødvendigt at udvikle nye teorier til at forklare det. Hermed fragmenteredes feltet, men man fik samtidig bedre instrumenter til at forstå en kompleks virkelighed end den meget endimensionelle men i første omgang hyper-succesrige strategiske bølge. Hermed går vi ind i en fase, der ofte betegnes som en nedgangs- eller stagnationsfase for sikkerhedsstudierne, men som også udgjorde deres institutionalisering. Før artiklen her kan behandle den fase, må vi imidlertid lige afbryde den kronologisk fremadskridende historie fra USA med et udsyn til andre dele af verden ikke mindst vore egen. Oplæring af europæere Som der redegøres for i de to følgende artikler af Kelstrup og Villumsen, var nogle af de tidligste tænketanke, Chatham House i England og Council on Foreign Relations i USA, især opdragelsesanstalter for praktikere, der skulle lære internationalistisk omgang med verden (jvf Parmar 2004). I Europa blev dette i højere grad end i USA modellen, og det meste af den ikke-universitære, policyorienterede forskning i udenrigspolitik skete ved udenrigspolitiske institutter (NUPI i Norge, DGAPs forskningsinstitut i Tyskland, IFRI i Frankrig, UI i Sverige, osv). Disse var halv- eller kvartofficielle institutter med tætte forbindelser til deres respektive udenrigsministerier og blev domineret af anvendt forskning i den tamme forstand ikke af eksperimenterende, interdisciplinær grundforskning a la RAND. 4 Strategiske studier i den forstand, jeg præsenterede det ovenfor, var en distinkt amerikansk foreteelse. Som med så mange andre ting i den tidlige efterkrigstid forventedes Europa at følge i USA's fodspor, og man gjorde sig da også visse anstrengelser fra de centrale miljøer i USA på at oplære europæere (og allierede i andre dele af verden) og europæiske politikere og forskere forsøgte selv at få sådan en ting. For nylig lykkedes det mig at grave en længe glemt rapport frem fra et arkiv, hvor en af de mest indflydelsesrige amerikanske atomstrateger Albert Wohlstetter sammen med sin forskerhustru Roberta rejste rundt til diverse allierede, dels for at undersøge tilstanden, dels for at sprede det glade budskab om den nødvendige form for forskning (Wohlstetter & Wohlstetter 1963). 4 Der er selvfølgelig masser af undtagelser i form af enkeltpersoners originale indsats og i perioder institutioner, der opbyggede mere kreative, interdisciplinære miljøer som f.eks. CERI i Frankrig. 109

15 Strategiske studier Rapportens tonefald er uendeligt sigende. Skolemesteren uddeler karakterer til de forskellige lande mht hvor langsomme de er med at modtage budskabet (briterne træge fordi de har en egen tradition, der står i vejen for det nye; overraskende kvikke svenskere; håb for Tyskland osv). Danmark havde de egentlig tænkt sig at droppe på grundlag af det negative indtryk fra et tidligere besøg, men da en kreds anført af NJ Haagerup tiggede og bad dem om at komme, bevilgede de allernådigst et kort møde i Kastrup lufthavn, og Danmark fik i det mindste gode karakterer for opvist entusiasme, om end ikke for den eksisterende forskning. Wohlstetter & Wohlstetter konstaterer, at mange lande har den slags forskning, der befinder sig på grænsen af journalistik og praktikernes egen analyse, og man leverer lidt faktuel teknisk ekspertise det gælder både i Europa (W&W 1963) og hos allierede som Israel, Japan og i tredje verden (W&W 1966). Det, der mangler, er basic conceptual analysis, dvs den mere ambitiøse forskning, der hverken er rettet mod dagens politiske emner på dens egne termer eller blot kører universitetsdiscipliners selvskabte debatter derimod selvstændigt tager sigte på policyspørgsmål og tænker så grundigt over dem, at der kommer noget originalt og videnskabeligt ud af det. Det kan blive til noget, der måske ikke er umiddelbart forståeligt og relevant for praktikerne lige i første omgang, men typisk viser sig på lidt længere sigt at give en bedre ramme til håndteringen af vigtige spørgsmål. 5 5 Interessant nok men uden for rammerne for denne artikel kunne man eventuelt hævde at den nærmeste parallel til USA var Sovjetunionen (hvad der ville passe smukt til mere strukturelle teorier, der forventer parallelitet mellem de to poler i en bipolær konflikt): De berømte Institutter i Moskva var tænke tanks-agtige og blev en særlig niche med en ganske anden teoretisk orientering end den dominerende marxistisk-leninistiske i de traditionelle akademiske institutioner. I USA-Canada Instituttet, Instituttet for Verdensøkonomi og de andre tilsvarende, blev der måske nok ved festlige lejligheder strøet Lenincitater ud over teksten, men til hverdag lavede man en pragmatisk blanding af amerikansk inspireret policyforskning og egne analysetilgange. Det var en undersøgelse værd, om det var det strukturelle pres fra tilsvarende policy-udfordringer, der skabte parallelle institutionelle innovationer i USA og Sovjetunionen: et forskningsmiljø med en kombination af kontakt og afstand til den akademiske elite og tilsvarende dobbelthed ift policymiljøet. Det samme skete ikke i Europa i samme omfang. Skyldes det monstro, at europæiske allierede egentlig ikke havde strategisk behov for at tænke selv det kunne kun give besvær men derimod et stort behov for at formidle og forklare det fornuftige i den førte (amerikanske) politik? 110

16 Strategiske studier En delvis undtagelse, der nærmede sig amerikanske tilstande var det Internationale Institut for Strategiske Studier, IISS, i London, der meget tidligt var en transnational institution (jvf artiklerne af Kelstrup og Villumsen) og i kraft af både skiftende gæsteforskere og en stor VIP forening skabte et til tider kreativt miljø. Det var alt overvejende policyorienteret i den direkte forstand, men bl.a. ved at give gæsteforskere gode vilkår til at fordybe sig i et emne, der typisk blev til et Adelphi Paper i deres indflydelsesrige skriftserie kunne arbejdet til tider få en RAND-agtig form, hvor svære emner ledte til udvikling af nye intellektuelle redskaber (for et blændende eksempel, se Hassner 1968). Man kunne i perioder også nævne den anden London-institution Chatham House (RIIA), måske mere i kraft af deres tidsskrift International Affairs (og deres ikke-citerbare konferencer) end deres egen interne forskning. Man hverken skabte selvstændige teoretiske udviklinger eller havde mange miljøer, hvor der blev arbejdet ude i den ekstreme ende af tidens atomstrategier. Det kunne iagttages så sent som i 1980ernes atomdebatter, at da der opstod spændinger mellem Reaganadministrationens perspektiv og mange europæiske allierede, fandtes der ingen selvstændig europæisk ekspertise ud i den højere atomstrategi. Det var kritiske, amerikanske analyser, der blev spillet ind i den europæiske debat, og de mest markante europæiske røster i strategidebatten kom fra politikere som Helmut Schmidt. Når strategiske studier i Europa fik den form, de gjorde, skyldtes det udover mulige forklaringer fra den større politiske kontekst, dvs placeringen i det internationale system 6 -- også at man først modtag denne importvare for alvor i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne, dvs på det tidspunkt, hvor forskningen i USA var ved at bevæge sig fra den kreative guldalder til en institutionaliseret, teori-har-vi-allerede-lavet form for arbejde, der kæmpede med at holde trit med teknologiudviklingen og udforme den optimale vestlige politik i lige netop den dags situation. Herom i næste afsnit. Inden dette, dog en bemærkning om fredsforskningen. På dette tidspunkt blev fredsforskning bestemt ikke set som sikkerhedsviden tværtimod. I 1970erne stod de to mange stedet som modsætninger og modparter, og det er først i 1980erne og især 1990erne, at de begynder at flyde sammen, men det er værd at tage fredsforskningen med i historien allerede her, fordi der institutionelt er tale om, at man her opretter forskningsinstitutter med en større afstand til både universitetsdisciplinernes eliter og til policymakere noget af den afstand, der til tider viser sig produktiv. Men i første omgang var afstanden så stor, at man skabte et modmiljø, og i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne radikaliseredes især nordeuropæisk (tysk og skandinanisk) 6 Jvf foregående fodnote. 111

17 Strategiske studier fredsforskning til kritisk fredsforskning a la Galtung og Senghaas, og man var nærmest imod sikkerhed, der blev set som en del af det repressive supermagtssystem af militarisering og konflikt. Under den kolde krig var begreberne fred og sikkerhed symboler for hver sin side (Buzan 1984; Wæver 2004b), og dette begyndte først for alvor at ændre sig i 1980erne. Stagnation, institutionalisering og IP-ificering i 1970erne David Baldwin har i en artikel (1995) opdelt feltets historie i et antal faser (fig. 2). Den første fase for egentlige sikkerhedsstudier er perioden lige efter anden verdenskrig det første tiår efter sikkerhedsbegrebets ankomst. Den ser Baldwin som teoretisk meget produktiv, fordi den rummer klassiske overvejelser omkring sikkerhedsbegrebet, der kom til at indgå i International Politik-disciplinens klassiske repertoire, men faktisk ikke spillede nogen central rolle for det delvist selvstændige felt, der gradvist 1. Det første, produktive tiår: Guldalderen : Nedgang (og institutionalisering!): Internationale sikkerhedsstudier : udvidelse eller ej, genfødsel eller gentænkning?: Nye teorier og nye debatter: Anden guldalder? Fig. 2: Faser ifølge Baldwin (1995) med opdatering opstod med strategiske studier i tænketanke m.m. Han henviser her til de samme to klassiske artikler, som min egen lærer, professor Ole Karup Pedersen, i sin tid gav mig, da jeg i starten af 1980erne begyndte at interessere mig for sikkerhedsbegrebet: John Herz s artikel om sikkerhedsdilemmaet fra 1950 og Arnold Wolfers artikel fra 1952 om national sikkerhed som et tvetydigt symbol. De er interessante, fordi de på en gang viser nogle af de nødvendige første overvejelser, da sikkerhed relativt pludseligt var blevet et nøglebegreb for faget, og samtidig peger de frem mod mange af de spørgsmål, der for alvor kom til at præge faget, da det mod 1980ernes slutning kom ud af tunnelen med den snævre, atomstrategiske jagt efter næste våbensystem og næste modstrategi. 112

18 Strategiske studier Anden fase er så guldalderen, , og efter den kom så, hvad Baldwin så som nedgang. Der er både tale om, at den centrale atomstrategiske konstruktion begyndte at vakle under vægten af sine egne abstraktioner man var kommet ud i mere og mere sindrige finurligheder fjernt fra den virkelige verden og de ydre udfordringer i form af især Vietnam satte som sagt store spørgsmålstegn ved anvendeligheden af denne strategiske tilgang. Hvor den tidlige atomstrategiske fase var intellektuelt kreativ og grundvidenskabelig, blev det strategiske område mere og mere præget af hektisk empiricisme (Buzan 2000): forskerne halsede efter den hæsblæsende teknologiske udvikling og de stadige svingninger i supermagtsforholdet, brugte meget af deres tid på stadig snævrere tekniske spørgsmål og perfektionerede isolerede små vidensbidder. Det er imidlertid vildledende at se denne periode alene som stagnation ironisk nok er det den samme periode, der markerer feltets institutionalisering (Wæver & Buzan 2007). Fra slutningen af 1960erne begynder man at se særskilte kurser i strategic studies både indenfor International Politik/Statskundskab på universiteterne og på militærakademier og værnenes war schools. Nok så væsentligt opstod i USA særlige policy-orienterede institutter på universiteterne (med støtte direkte fra regeringen eller indirekte via de mange forskningspenge, der gik via forskningsråd til relevant forskning) som SAIS på Johns Hopkins, the Saltzman Institute på Columbia, og Harvard s John M. Olin Institute. En væsentlig, men ofte overset udvikling i denne periode er, at sikkerhedsstudier forankres i universitetssystemet feltet går gradvis fra at være et interdisciplinært område til at blive set alt overvejende som en del af disciplinen international politik (der igen er en del af Statskundskab på de fleste universiteter, og et selvstændigt fag på enkelte). Denne IP ificering af sikkerhedsstudierne forløb parallelt med en ændring i tænketankenes funktion. Tyngdepunktet i teoriskabelsen havde tidligere ligget i interdisciplinære miljøer på tænketankene, præget af økonomer, sociologer, naturvidenskabeligt uddannede og politologer. Tænketankene skifter (jvf Kelstrups artikel) i denne periode fra det grundvidenskabelige og problemorienterede til i stigende grad at levere politik, dvs styret mere af den umiddelbare politiske situation enten embedsmandens behov for at få en politik, der kan fungere her og nu, eller politikerens efterspørgsel efter en politisk linje, der kan vinde initiativet (strategisk spin ). Derudover leverer tænketankene faktuel viden om policy-områderne, men ikke længere meget af den visionære nytænkning af, hvordan et område skal tackles eller hvilken langsigtets strategi man kan forestille sig relativt uafhængigt af den helt aktuelle politiske situation. Det teoretiske tyngdepunkt flyttede da over på universiteterne indenfor faget international politik. 113

19 Strategiske studier Resultatet bliver en arbejdsdeling og kæde-konstruktion: universiteter, tænketanke/policy-institutter og politikere har distinkte roller og perfektioner hver sin funktion. Grundforskning foregår på universitetet, og hvad der er tidens sandhed afgøres gennem videnskabens interne mekanismer fagfællebedømte artikler i ledende tidsskrifter osv. Disse læses almindeligvis ikke af praktikere, men forskerne i tænketankene trækker på nogle af teorierne fra universitetsdisciplinen. Man ser i amerikansk forskning ofte (en mindre kreds af policyorienterede) universitetsforskere skrive den samme artikel i en lang og en kort udgave, en til fagtidsskriftet på sider med 150 fodnoter og en kortere på 5-10 sider uden fodnoter til et af policytidsskrifterne. Tilsvarende skriver forskere på tænketankene konferencepapirer og baggrundsrapporter, hvor deres analyser retfærdiggøres ift. mere akademiske kolleger. Når det fungerer bedst, er den enkelte underlagt en slags dobbelt forklaringspres: man taler ikke nødvendigvis til videnskabelige og politiske miljøer samtidig, men den samme analyse skal kunne forsvares overfor både fagfæller og praktikere på hver sine termer. At være underlagt dette er grundlæggende sundt bedre end hvis al forskning er isoleret i elfenbenstårnet eller kun tænker i relevans. Endelig er der en vis trafik af folk, der bevæger sig ikke bare mellem forskning og embedsværket, men også mellem universitet og tænketanke (til tider med længerevarende dobbelt-job). Samtidig bliver universiteter og tænketanke stadig mere distinkte som institutioner. Øget konkurrencepres betyder, at universiteter optimerer ift de kriterier, de er underlagt (videnskabelige evalueringer etc), mens tænketanke gør det samme ift deres succeskriterier (indflydelse, effekt). De leverer forskellige varer på forskellige markeder, og jo mere effektive de markeder bliver, jo mindre kan man tillade sig at forsøge at levere mellemting. Det amerikanske marked er det mest effektive marked både hvad angår videnskab og policyforskning, og de respektive institutioner bliver derfor perfektioneret formmæssigt universiteter bliver universiteter, tænketanke bliver tænketanke. Forandringen i sikkerhedsstudier er særligt tydeligt mht. økonomer: Having played a central role in the development of deterrence theory, economists were by [the 1970s] found hardly anywhere in the academic study of military affairs. RAND had also evolved into a bureaucratized contract research organization as much as a think tank and was no longer the hothouse of theoretical ferment it had been in the 1950s. (Betts 1997: 16) 114

20 Strategiske studier Men også ift militær sagkundskab sker en paradoksal udvikling. Richard K. Betts (1997) har gjort den vigtige iagttagelse, at esssensen af strategic studies burde være integrationen af de to disciplner military science and political science, men i praksis har militær sagkunskab svært ved at vinde status på universiteterne (jf. fig 3). Med henvisning til den udbredte karakteristik af IP som bestående af to hovedområder, International Politisk Økonomi og International Sikkerhed, peger Betts på asymmetrien imellem behandlingen af de to. Eftersom International Politisk Økonomi er central, forventes de studerende at tage kurser i økonomi, og en økonom vil være i stand til at få job på et Statskundskabsinstitut. Men det er få af universitetets statskundskabsstuderende, der tager kurser på Forsvarsakademiet, og en officersuddannelse vil sjældent kvalificere til en stilling som lektor eller professor på et universitet. Marginaliseringen af militær ekspertise skyldes således ikke primært udvidelsen til nye trusler (se næste afsnit), men skete allerede før det pga akademiseringen af sikkerhedsstudier indenfor international politik-disciplinen. 1980erne og 1990erne: Krise og genfødsel? Fra slutningen af 1970erne og især i 1980erne kom den etablerede sikkerhedsforskning under pres fra argumentet om et bredere sikkerhedsbegreb. Var det muligt at retfærdiggøre et snævert fokus på kun 115