En dagsorden for danske verdensborgere

Transkript

1 Christiansborg, 10. september 2003 En dagsorden for danske verdensborgere - Den radikale folketingsgruppes udenrigs- og sikkerhedspolitiske arbejdsgrundlag i samlingen

2 Sammendrag Dette papir fokuserer på den hårdere udenrigs- og sikkerhedspolitik og de vigtigste internationale organisationer i udviklingen af en international retsorden. Det drejer sig om FN, WTO, EU og NATO. Desuden fokuseres på det danske forsvars evne til at medvirke til håndhævelse af international fred og sikkerhed. Dermed behandles kun i begrænset omfang den særlige indsats for global udvikling gennem handel, miljøsamarbejde og udviklingsbistand, som er den bedste sikkerhedspolitiske investering menneskeligt såvel som økonomisk. Der henvises her til folketingsgruppens/landsforbundets nylige udspil på disse områder. Overordnet er FN det naturlige centrum for løsning af problemer af global karakter og er hjørnestenen i opbygningen af et globalt retssamfund. FN s universelle grundlag og det ejerskab alle lande føler overfor FN, giver organisationen en enestående legitimitet til at intervenere i lande og konflikter, når international fred og sikkerhed og/eller grundlæggende menneskerettigheder er truet. Det foreslås blandt andet at ændre Sikkerhedsrådets sammensætning, at der indbygges større automatik i Sikkerhedsrådets resolutioner, at Sikkerhedsrådets praksis bør udvides til at omfatte menneskelig sikkerhed og folkenes selvbestemmelse samt en markant styrkelse af FN s kapacitet til at gennemføre fredsoperationer. Desuden opstilles kriterier for intervention uden FNmandat, og der foreslås en genoplivning af FN s formynderskabsråd som et organ, som tager hånd om stater på randen af kollaps og kaos og om post-konflikt-genopbygning. Også verdenshandelsorganisationen WTO er en vigtig sikkerhedspolitisk organisation. Fri og fair handel er den bedste vej til udvikling og stabil sikkerhed, og en central funktion for WTO er at binde landene tæt sammen i et forpligtende handelssamarbejde. WTO er på mange måder et fremragende eksempel på et redskab til udvikling af en international retsorden, og bør blive endnu mere bindende, i takt med en bredere dagsorden. Det er en selvfølge at EU bør afskaffe de urimelige landbrugsordninger. Desuden skal WTO styrkes organisatorisk og finansielt, indsatsen for de fattigste lande skal styrkes, WTO skal kobles tættere til FN og aftalerne i WTO skal målrettes mod at nå de internationale 2015-mål, herunder halvering af fattigdommen. 2

3 Det er positivt, at det Europa, som har lagt krigen bag sig, i højere grad tager del i ansvaret for global sikkerhed. EU s særlige styrker som global aktør ligger i dag indenfor handel, udvikling og miljø, men der er også behov for udvikling af en stærk europæisk militær kapacitet til brug for international krisestyring. Balkan i 1990erne lærte EU, at er man uden magt, risikerer man også at være magtesløs. EU arbejder i højt tempo for udviklingen af en militær udrykningsstyrke til anvendelse i samarbejde med FN. Udviklingen af en fælles europæisk militær kapacitet kan ses som en bestræbelse på at udfylde det rum indenfor den kollektive sikkerhed, hvor USA vælger at sige fra, og hvor FN og andre organisationer ikke kan klare opgaverne på egen hånd. Danmark må selvfølgelig være uforbeholdent med og i øvrigt arbejde for en styrkelse af EU s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Herunder med flere flertalsafgørelser, endnu tættere samarbejde mellem EU og FN i krisestyring, samt politisk og økonomisk støtte til de afrikanske lande, der påtager sig et militært ansvar for at skabe fred på det krigshærgede afrikanske kontinent. Danmarks kollektive forsvarsforpligtelse må fortsat være forankret i NATO. Verden har brug for et stærkt transatlantisk fællesskab med plads til uenighed, og det vil være rent spild af ressourcer at duplikere NATO. Vi må derfor også støtte udviklingen af en ny militær NATO-udrykningsstyrke som kan indgå i beredskabet mod international terrorisme. Selvom vi må fokusere på årsager og løsninger med civile midler, må en fornøden sikkerhedspolitisk strategi også indeholde en militær komponent. Uden et fælles militært aktiv i NATO, risikerer vi at underminere det princip om delt risiko og ansvar som har været NATO-alliancens fundament siden oprettelsen, og at NATO vil glide over i irrelevans. Endelig må det danske forsvar, som står foran nyt politisk forlig, gennemgribende reformes, for i langt højere grad at kunne påtage sig internationale opgaver. Det indebærer blandt andet en professionalisering af forsvaret, specialisering med vore allierede og nedlæggelse af det overflødige hjemmeværn. Det Radikale Venstre bør ikke gå til forhandlingerne med et krav om besparelser. Der kan stadig frigøres betydelige midler gennem en omlægning af dansk forsvar, men vi er også bevidste om, at det koster at føre en aktivistisk dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som et rigt land med sikkerhed uden fortilfælde må vi yde et ekstraordinært bidrag i den internationale kamp for retssamfundet, demokrati og menneskerettigheder samt for at mindske økonomiske og sociale uligheder 3

4 Indholdsfortegnelse 1. Indledning FN som hjørnesten Papirets fokus 6 2. Et stærkere FN Sikkerhedsrådet : Sammensætning : Automatik i Sikkerhedsrådsresolutioner Styrkelse af FN s fredsoperationer Stærkere doktrin og mandater Stærkere organisatorisk kapacitet Intervention uden FN-mandat Den Internationale Straffedomstol Et stærkere kønsperspektiv i udenrigs- og sikkerhedspolitikken Et stærkere WTO En stærkere retsorden En bredere dagsorden Et stærkere EU Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP) : Styrkelse af FUSP-samarbejdet Den Europæiske Sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP) Det danske forsvarsforbehold : Udvidelse af Petersberg-opgaverne Tættere forsvarssamarbejde : Særlig prioritet til FN-fredsoperationer og Afrika Et stærkere NATO NATOs rolle Mod en arbejdsdeling mellem EU og NATO Et stærkere dansk forsvar Professionalisering Specialisering Hjemmeværnet Behov for et visionært forsvarsforlig 42 4

5 1. Indledning Der er en stærk sammenhæng mellem Det Radikale Venstres indenrigspolitik og udenrigspolitik. Tre grundpiller bærer såvel radikal indenrigs-, som udenrigs- og sikkerhedspolitik: Kampen for retssamfundet Kampen for demokrati og menneskerettigheder Kampen for at mindske økonomiske og sociale uligheder Det internationale samfund adskiller sig imidlertid fra staten ved at have anarki som grundtræk der findes ingen suveræn retshåndhæver. Som udgangspunkt er det alles kamp mod alle, hvorfor det internationale system alle dage har været præget af krig og konflikt. Imidlertid kan anarkiet begrænses og endda overvindes - hvis vi vil. Gennem gensidig afhængighed, fælles værdier og effektiv retshåndhævelse. Det er EU historiens fornemmeste bevis på. Intet kontinent har vel været så blodigt som det europæiske nu er krig utænkelig indenfor et EU, snart bestående af 25 lande. 1.1: FN som hjørnesten Udviklingen af et internationalt retssamfund hænger nøje sammen med opbygningen af internationale organisationer, der besidder legitimitet og fornødne midler til at fastsætte og håndhæve fælles retsnormer. Overordnet er FN og dets underorganer det naturlige centrum for løsning af problemer af global karakter og er hjørnestenen i opbygningen af et globalt retssamfund. FN er den paraply, hvorunder de globale menneskerettigheder udvikler sig og gøres globale og gyldige. FN-pagten og FN s sikkerhedsråd sætter rammer for international magtanvendelse og FN er den organisation, som stormagterne - også USA - går til, når de ønsker at få afprøvet legitimiteten og legaliteten i deres aktioner. Samtidig giver FN s universelle grundlag og det ejerskab alle lande føler overfor FN, organisationen en enestående legitimitet til at intervenere i lande og konflikter, når international fred og sikkerhed og/eller grundlæggende menneskerettigheder er truet. Det Radikale Venstre er i dansk sammenhæng de fremmeste fortalere for en mere aktivistisk linje i FN s sikkerhedsråd med henblik på intervention til fordel for grundlæggende menneskerettigheder og demokrati, herunder med deltagelse af danske militære styrker. Hvis vi mener det alvorligt med FN og et internationalt retssamfund, må 5

6 vi også være parate til at kæmpe for principperne - med militære styrker hvis det viser sig at være sidste udvej. Men FN er ikke stærkere end medlemslandene vil; og er dog alligevel ofte verdens prygelknabe. Det så vi senest med Irak-krisen/-krigen, hvor den politiske krise - også i NATO og EU - kunne føres tilbage til FN s sikkerhedsråd, og politikere stod i kø for at tørre ansvaret af på FN og proklamere verdensorganisationens fallit. Men sagen er, at en række lande på begge sider i konflikten - svigtede deres ansvar og forpligtelser til at gøre deres yderste for at opnå, at verdenssamfundet kunne handle i forening. Det var en stor diplomatisk fejl, ikke at arbejde med de nuancer, som siden hen blev til kløfter, som den britiske FN-ambassadør efterfølgende har udtrykt det. Der blev ikke opnået enighed kun 4 ud af sikkerhedsrådets 15 medlemmer fandt det rigtigt at indlede en militær aktion mod Irak i marts 2003 inden FN s våbeninspektører havde afsluttet deres arbejde og dermed lå aktionens grundlag også hinsides, hvad man med rimelighed kunne forvente, at sikkerhedsrådet godkendte. Det har efterrationaliseringen, særligt i USA og Storbritannien, også vist. Irak-krisen er med andre ord ikke udtryk for et FN i krise. Siden murens fald i 1989 har de internationale spilleregler og den internationale debat faktisk bevæget sig i kvantespring sammenholdt med de foregående årtier. FN er på mange måde en langt stærkere organisation i dag end for år siden. I dag bringer stormagterne stort set alle følsomme politiske konflikter for Sikkerhedsrådet, hvilket ikke har været tilfældet i lange faser i FN s historie, og Rådet fandt da også kort efter Irak-krigen sammen igen. Alle lande, og særligt små lande som Danmark, har en grundlæggende interesse i at udvikle FN og styrke den internationale retsorden. Man kan drømme om den store reform. Om en vilje til forandring som den, der var tilstede da den globale arkitektur blev udtænkt under og efter Anden Verdenskrig. Men den vilje er ikke tilstede i dag. Derfor er der behov for, at nogen går forrest. Det er Det Radikale Venstres historiske rolle. Partiet har alle dage forenet idealisme med tålmodigt, men insisterende, hårdt arbejde for forbedringer af det internationale samarbejdes fundament og arkitektur. 1.2: Papirets fokus Dette papir fokuserer på den hårdere udenrigs- og sikkerhedspolitik og de vigtigste internationale organisationer i udviklingen af en international retsorden. Det drejer sig foruden FN om WTO, EU og NATO. Desuden fokuseres på det danske forsvars evne til at medvirke til håndhævelse af international fred og sikkerhed. Verdenshandels- 6

7 organisationen WTO fremhæves, fordi fri og fair handel er den bedste vej til udvikling og stabil sikkerhed, og fordi WTO med organisationens mulighed for at træffe afgørelser på handelsområdet, som medlemslandene er forpligtede til at overholde, er et fremragende eksempel på et redskab til udvikling af en international retsorden. Det Radikale Venstre er historisk blevet kaldt Europæerne i dansk politik. Det er et prædikat, vi påtager os med stolthed. EU er trods mangler og skavanker det tætteste verden endnu er kommet på et forpligtende samarbejde om løsning af grænseoverskridende problemer til fælles gavn. Det Radikale Venstre støtter helhjertet udviklingen af EU til en stærk og troværdig global aktør som styrker FN-pagtens principper økonomisk, politisk og militært. EU s udenrigs- og sikkerhedspolitiske mål og midler har netop en udpræget harmoni med FN-pagtens og heri ligger EU s særlige rolle og ansvar i verden. EU vægter den integrerede udenrigs- og sikkerhedspolitik handel, bistand, politisk dialog som også er den mest effektive, og vil også i stigende grad påtage sig krisestyringsopgaver for FN, herunder fredsbevarende og fredsgennemtvingende militære aktioner. Danmark bør uforbeholdent gå med i forreste række. FN-pagten rummer et kollektivt sikkerhedssystem, men det er ikke stærkt nok til at stå alene. Det kollektive forsvar mod militære trusler udefra, ønsker vi fortsat forankret i NATO. Det Radikale Venstre er stærke tilhængere af NATO, som efter murens fald har haft en meget nyttig effekt som forum for sikkerhedspolitisk integration af tidligere fjender. I dag er truslerne andre og mere mangeartede end under den kolde krig, men NATO som transatlantisk sikkerhedsorganisation er stadig helt afgørende. Hvis NATO sygner hen, bliver kløften mellem Europa og USA endnu større i fremtiden, og det mønster forstærket, hvor USA destruerer de fælles trusler med militære midler og Europa genopbygger med civile midler. Verden behøver et stærkt transatlantisk fællesskab, hvor Europa bliver en stærkere militær aktør. Europa skal fortsat fokusere på den langsigtede indsats, men uden militær magt bag, risikerer man at blive magtesløs. Det er den væsentligste lære af EU's svigt på Balkan og i forhold til Kosovo i 1990erne. Kort sagt: Et bredt trusselsbillede fordrer en bred sikkerhedspolitik. Opgaverne er heller ikke blevet færre de senere år tværtimod men eftersom den kolde krigs konventionelle militære trussel mod dansk territorium endegyldigt er forsvundet, må det danske forsvar reformeres til en større kapacitet til at deltage i internationale retshåndhævende opgaver. Det skal understreges, at Det Radikale Venstre lægger stor vægt på andre internationale organisationer end de nævnte, og særligt prioriterer den langsigtede, blødere indsats for 7

8 global udvikling, som er den bedste sikkerhedspolitiske investering menneskeligt såvel som økonomisk. Internationale organisationer som OSCE og Europarådet er centrale for dansk og europæisk sikkerhed, fordi sikkerhed afhænger af en lang række faktorer, herunder både tillidsskabelse på det militære område, økonomisk udvikling, miljø, demokrati samt overholdelse af menneskerettighederne. OSCE er et vigtigt forum for politisk dialog mellem de 55 medlemslande, og samtidig en aktiv feltorganisation, der arbejder for demokrati og stabilitet i hele Europa, ikke mindst gennem støtte til gennemførelse af demokratiske valg og udsendelse af observatører til konfliktområder. Også Europarådet med nu 45 medlemsstater, indtager en central funktion for fremme af demokrati og respekten for menneskerettigheder gennem politisk dialog. Samtidig er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) brede anerkendelse og det forhold, at implementeringen af Domstolens afgørelser er en selvfølge i langt de fleste medlemslande, et fremragende eksempel på europæisk virkeliggørelse af et internationalt retssamfund. Med vedtagelsen af EU's charter for grundlæggende rettigheder og udkastet til en europæisk forfatning vil EU formentlig som juridisk person tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EMD vil komme til at fungere som en supplerende instans for EU, hvilket vil føre til en styrkelse af menneskerettigheds-beskyttelsen i EU med kraftig afsmitning fra EMD s praksis og ekspertise. Vedrørende den mere langsigtede indsats for global udvikling henvises til folketingsgruppens tidligere udspil, og særligt udspillet om "Den Globale Ramme (26. maj 2003), både som et bud på at styrke den globale arkitektur og som et bud på en stærkere indsats for at forebygge krig og løse konflikter. Således skal en Global Ramme, adskilt fra bistanden til fattigdomsbekæmpelse, målrettes mod tilvejebringelsen af globale offentlige goder som løsningen af de globale miljøproblemer og sygdomsepidemier, håndtering af flygtningestrømmene, konfliktforebyggelse og konfliktløsning. Det samlede danske bidrag til løsningen af verdens enorme problemer skal udgøre 1,5 procent af bruttonationalindkomsten. Heraf skal 0,5 procent gå til den Globale Ramme. Det Radikale Venstre vil skabe en bedre bistand for en bedre verden 8

9 2. Et stærkere FN FN s sikkerhedsråd er i FN-pagten tillagt hovedansvaret for at opretholde international fred og sikkerhed. Den centraliserede magthåndhævelse under FN, som Pagten forudskikkede, er dog aldrig kommet istand, hvorfor praksis er, at Sikkerhedsrådet bemyndiger medlemslande til magtanvendelse, alternativt at FN-styrker, midlertidigt stillet til rådighed af medlemslandene, indsættes i fredsbevarende eller fredsgennemtvingende operationer under henholdsvis kapitel VI og VII i FN-pagten. Sikkerhedsrådet eller snarere FN - har alle dage været under heftig kritik for ikke at evne at løfte det tunge ansvar. Under hele den kolde krig blev sikkerhedsrådet gang på gang lammet af stormagternes, især Sovjetunionens, brug af veto-instrumentet. Efter afslutningen af den kolde krig steg forventningerne markant til FN s rolle og der blev også hurtigt anlagt en ny og langt mere aktivistisk linje fra sikkerhedsrådets side. 1 Af flere årsager har FN dog haft svært ved at indfri de øgede forventninger. For det første voksede ikke blot antallet af operationer, de skiftede også karakter fra fredsbevarende operationer med samtykke fra de berørte parter, dels til komplekse fredsbevarende operationer i situationer med et usikkert samtykke fra de berørte parter, dels til fredsgennemtvingende operationer - og blev dermed langt mere krævende. For det andet forsømte medlemslandene gennem 1990erne at forøge FN s organisatoriske og operationelle kapacitet til fredsoperationer. 2 For det tredje og i forlængelse heraf førte katastroferne i Somalia, Screbrenica, Rwanda og Sierra Leone til udbredt mistillid til fredsoperationer, ledet af FN. Særligt gælder det, at USA stadig lider af Somalia-syndromet. Endelig for det fjerde har der siden begyndelsen af 1990erne fundet en markant vægtforskydning sted, fra formel statslig suverænitet og princippet om ikke-indblanding, til fordel for principper om demokrati og grundlæggende menneskerettigheder. Mange stater værgrer sig mod udviklingen, men for Det Radikale Venstre er bevægelsen væk fra det klassiske og statiske suverænitetsbegreb udpræget positiv for suverænitet hverken kan eller bør være ubetinget. 3 Men bevægelsen i folkeretten til fordel for 1 Fra 1990 til 1994 steg antallet af soldater udsendt af FN fra til og i perioden var der tre gange så mange FN-fredsoperationer som i hele perioden Til at lede og støtte de godt soldater og politifolk i FN s 15 fredsoperationer i 2000, var der blot 32 militære officerer og 9 politifolk i FN s hovedkvarter!. 3 Suverænitet er betinget af 1) de forpligtelser, som lande påtager sig gennem frivillig indgåelse af aftaler, og 2) de regler, som folkeretten løbende gør alment gyldige og som alle stater dermed skal overholde, herunder FN-pagtens magtanvendelsesforbud og grundlæggende menneskerettigheder. Dermed er den enkelte stats suverænitet et residualprincip, eller et negativ af den internationale ret, de enkelte stater skal overholde. Med den ofte anvendte definition af suverænitet kan man sige, at suverænitet er statens ret til myndighedsudøvelse, som kan konkretiseres som retten til fravær af (uautoriseret) indblanding i indre anliggender, hvor disse ikke er folkeretligt regulerede. 9

10 grundlæggende menneskerettigheder rummer også en delikat balancegang mellem hensynet til orden og hensynet til retfærdighed, som gør FN og den internationale retorden til skrøbelige konstruktioner. Det Radikale Venstre insisterer på, at ordenen skal være baseret på ret fremfor magt. Den stadige ambition er, at fremme retfærdigheden uden dermed at sætte ordenen over styr, først og fremmest ved at styrke sikkerhedsrådets rolle og mulighed for at varetage ansvaret for sikkerheden i verden også indenfor landegrænser. Sikkerhed er en afgørende forudsætning for udvikling. Enkelte kommentatorer mener, at Irak-krisen viste USA, at FN er ubrugeligt og selv de vestlige stater i FN alt for besværlige til at fortjene konsultation. Men det bliver stadig sværere at bevare pessimismen. Irak-krisen og særligt situationen efter krigen har med al ønskelig tydelighed vist, at US can t go it alone. USA kan ikke undvære den legitimitet, som FN-beslutninger giver, og USA kan ikke undvære multilaterale stabiliserings- og genopbygningsindsatser. USA har en militær styrke som Europa er foruden, men omvendt har Europa i form af legitimitet en vare, som USA er dybt afhængig af. Europa deler sammen med lande som Canada og Australien visionen om en multilateral verden hvor legitimiteten bag international magtanvendelse er forankret i FN, og sammen må vi vise USA vejen til et stærkere FN. Det kræver, at vi ikke sælger legitimiteten for billigt. 2.1) Sikkerhedsrådet Sammensætning Spørgsmålet om reform af Sikkerhedsrådets sammensætning som følge af de ændrede magtforhold siden 1945, har været i hårdknude i en arbejdsgruppe under Sikkerhedsrådet siden Sikkerhedsrådets styrke afhænger af den rette balance mellem universel repræsentation og afspejling af de reelle magtforhold i verden. Det Radikale Venstre ønsker, at udvide Sikkerhedsrådet til medlemsskaber med 7-9 faste medlemmer og roterende medlemsskaber. Vetoretten blandt de faste medlemmer må nødvendigvis bevares. Der bør stiles mod en konsensus minus 1 - mekanisme blandt de faste medlemmer og indføres langt skrappere krav til begrundelser for anvendelse af vetoretten. Regional repræsentation skal være hovedprincip bag fordeling af medlemsskaber. 10

11 Automatik i Sikkerhedsrådsresolutioner Med den målsætning at verdens lande følger afgørelser fra FN s sikkerhedsråd som borgere følger nationale domstole, er det helt centralt, at der sættes vilje bag afgørelserne og at manglende efterlevelse ikke siddes overhørig. FN s troværdighed undergraves, når Sikkerhedsrådet bliver en snakkeklub og resolutioner blot papir. Alle medlemmer af FN har faktisk forpligtet sig til, på den ene side at følge afgørelser fra Sikkerhedsrådet og på den anden side at bidrage til håndhævelse af afgørelser. Hvis vi, som tror på international ret og et stærkt FN, forholder os passivt til grov og vedvarende manglende efterlevelse af samme, kan det være forståeligt, at den/de stærkeste i sidste ende tager affære på egen hånd og på egne præmisser. Det Radikale Venstre støtter udenrigsminister Per Stig Møllers udmeldinger i januar 2003, om at når en beslutning er truffet i FN s Sikkerhedsråd, skal lande der undlader at følge beslutningen, automatisk udsættes for konsekvenser. En sådan automatik vil særligt have sin styrke i forhold til konkrete konflikter; når første beslutning træffes, skal det samtidig besluttes, hvilken automatik der kommer, såfremt resolutionen ikke efterleves. 2.2) Styrkelse af FN s fredsoperationer To FN-rapporter om organisationens rolle i folkemordet i Rwanda og massakren på den muslimske befolkning i Screbrenica, kom i 1999 til at stå som symbolerne på FN s magtesløshed i en ny verdensorden. Vidtrækkende reformer var påkrævede, hvis FN s fredsoperationer skulle genvinde troværdigheden, og i foråret 2000 udpegede Kofi Annan et ekspertpanel, som skulle levere anbefalinger til en markant styrkelse af FN på området. Resultatet, Brahimi-rapporten et helt centralt dokument om fredsoperationer - gør op med hidtidige doktriner for FN s fredsoperationer, fordi nye typer konflikter og en tendens til operationer uden klart samtykke fra de stridende parter, stiller fundamentalt ændrede krav til koncept og praktisk design af fredsoperationerne. Som det opsigtsvækkende hedder i rapporten: (N)o amounts of good intentions can substitute for the fundamental ability to project credible force. Trods rygstød fra FN s årtusind-topmøde i efteråret 2000, har Brahimi-processen været præget af dyb Nord-Syd konflikt i FN. Syden har primært frygtet, dels større indblanding i landes indre anliggender, dels at flere ressourcer vil gå til fredsoperationer på 11

12 bekostning af udviklingshjælp 4. I dag er en lang række af Brahimirapportens anbefalinger efterhånden blevet gennemført. Blandt andet er FN s logistiske base i Brindisi i Italien styrket væsentligt, så FN nu materielmæssigt kan støtte oprettelsen af en traditionel FNoperation på ca soldater indenfor 30 dage og en såkaldt kompleks FN-operation på op til soldater indenfor 90 dage efter Sikkerhedsrådets beslutning. Desuden er Sikkerhedsrådet er blevet langt mere realistisk i mandatformuleringen, herunder mere rundhåndet med kapitel-vii mandater, som giver de udsendte styrker øgede beføjelser 5, og organisationen står langt bedre rustet til at påtage sig nye fredsoperationer. Stort set alle militære fredsoperationer, ledes da også i dag af FN 6. I dag behøver FN primært forsat forbedring af den operationelle kapacitet, især at vestlige medlemsstater stiller med flere tropper til fredsoperationer, samt fortsatte organisatoriske reformer Stærkere doktrin og mandater Med FN i spidsen har det internationale samfund i de senere år øget fokus på at beskytte menneskerettighederne i det enkelte land. Det har Sikkerhedsrådet som regel begrundet med, at overgreb mod en befolkningsgruppe også er en trussel mod freden i nabolandene, altså mod international fred og sikkerhed. Dermed har FN kunnet bemyndige humanitære interventioner internt i lande. Det Radikale Venstre støtter denne udvikling, men det er vigtigt at fastslå, at interventioner også kan begrundes alene med hensynet til befolkningsgrupper internt i lande, altså med menneskelig sikkerhed, som det var tilfældet vedrørende Somalia i Det Radikale Venstre støtter bevægelsen mod flere og mere omfattende FN-ledede eller FN-bemyndigede interventioner til fordel for grundlæggende menneskerettigheder, men også for folkenes ret til selvbestemmelse. Imidlertid er intet så dræbende for FN som fejlslagne fredsoperationer, da medlemslandene derved mister lysten til at bidrage med soldater men omvendt ikke holder sig tilbage med at give FN skylden. Stik imod den udbredte opfattelse, leveres langt hovedparten af tropperne til FN-ledede operationer i dag af udviklingslandene. Vesten betaler hovedparten, men kun små 20 pct. af tropperne leveres faktisk af USA, Canada og EU-landene tilsammen. Eksempelvis havde Danmark per 1. maj 2003 kun 3 soldater ( troops ) udsendt i FN-ledede fredsoperationer. Det er et forbløffende lavt tal i betragtning af Danmarks egen historiefortælling. Men en lignende 4 Sidstnævnte bekymring er reel, hvorfor Kofi Annan i 2001 tog initiativ til processen Financing for Development, (eller Brahimi 2 ), som mundede ud i topmødet i Monterrey i foråret 2002, dog uden banebrydende resultater. En oplagt dagsorden er, hvordan der kan tilvejebringes supplerende finansiering af FN s aktiviteter. 5 Jfr. skelnen mellem når Sikkerhedsrådet agerer under kap. VI (fredsbevarende operationer) og kap. VII (fredsgennemtvingende operationer). 6 Væsentlige undtagelser er Irak, Balkan og Afghanistan, men sidstnævnte takkede FN (via FN-udsendingen Lakhdar Brahimi) faktisk nej til, da det skønsmæssigt ville være en for stor opgave for FN. 12

13 pæl rammer også igennem eksempelvis Canadas selvopfattelse. Vi har med andre ord hvilet på laurbærrene og de facto nedprioriteret FN-ledede operationer og overladt dem til udviklingslandenes soldater. For at fremme effektive fredsoperationer og en positiv spiral med større bidrag af vestlige landes tropper, må der altid planlægges efter worst case - scenarier og vedvarende arbejdes for forbedring af kapaciteten til hurtig og effektiv udsendelse. Derfor mener vi: FN bør holde sig fra risikable krigslignende operationer, og i stedet overlade opgaven til regionale organisationer eller koalitioner af villige efter bemyndigelse. Sikkerhedsrådets praksis bør udvides til at kunne omfatte "menneskelig sikkerhed" og folkenes ret til selvbestemmelse og ikke kun international fred og sikkerhed. Dog må vi være bevidste om, at folkenes der findes af dem - ret til selvbestemmelse er et yderst ømtåleligt begreb, som risikerer at åbne en Pandoras æske af krig og konflikt. Fordringen skal forstås således, at befolkninger har ret til selvbestemmelse i form af demokratisk styre (vi anerkender FN-indgriben overfor diktatorer), samtidig med, at der skal tilskyndes til demokratisering fremfor løsrivelse, og fredelig løsrivelse gerne med FN s mellemkomst fremfor løsrivelse efter påkaldelse af verdenssamfundets opmærksomhed ved hjælp af væbnet oprør. Princippet om upartiskhed bør frem for alt indebære upartiskhed overfor FN-pagten og mandatet for den pågældende operation ( aktiv upartiskhed ). FN-ledede operationer skal udrustet langt mere robust, både hvad angår beføjelser, herunder selvforsvar, og materiel. Danmark må vedvarende arbejde for en stående militær styrke under FN s sikkerhedsråd til umiddelbar udsendelse, om end en sådan aldrig vil blive tilstrækkelig. Danmark skal presse på for oprettelsen af flere sammenhængende multinationale styrker af brigadestørrelse (ca mand) med SHIRBRIG som forbillede til rådighed for hurtig og effektiv udsendelse indenfor rammen af FN s stand-by system (UNSAS). Det er forståeligt, at Kofi Annan i 1990erne ved flere lejligheder overvejede at benytte private militære firmaer (PMC) til at hindre folkemord/etniske udrensninger og holde militser adskilt fra flygtningelejre. Man han undlod at foreslå det offentligt, for som han sagde i 1998: The world may not be ready to privatise peace. Senest må det have været fristende at engagere PMCs til konflikterne i Burundi, Congo og Liberia. For eftersom lande som USA, Storbritannien og Frankrig ofte afviser at deltage i risikable missioner i Afrika, ender FN ofte med ingen eller de mindst kapable tropper til at udføre de sværeste militære opgaver i verden. Soldater, lejet af verdenssamfundet, skal 13

14 som en selvfølge kunne stilles for Den Internationale Straffedomstol og være underlagt Geneve-konventionerne. Men der er også andre principielle overvejelser forbundet med at anvende private hære, såsom opgivelse af direkte national demokratisk kontrol (om end det faktisk forudskikkes i FN-pagten). Imidlertid kan principper også være for dyre. Under folkemordet i Rwanda i 1994 blev skønnet mennesker dræbt på tre måneder Stærkere organisatorisk kapacitet FN s kapacitet til fredsoperationer er voksende i disse år, men vi skal videre med reformer. Der er behov for yderligere styrkelse af FN-sekretariatet og beslutningsprocessen i Sikkerhedsrådet samt af FN s kapacitet til genopbygnings- og fredsopbygningsindsatser under og efter fredsoperationer. FN bør have egen efterretningskapacitet, bestående af eksperter fra en række grene af FN-systemet og med kompetence til at fungere som koordinator og varslingsenhed på området fred og sikkerhed. FN s medieberedskab bør styrkes for at sikre en bedre håndtering af medier og informationer i konflikt og krigssituationer. Som klart anbefalet i Brahimirapporten, bør der være et tættere samarbejde mellem Sikkerhedsrådet, FN-Sekretariatet og de troppebidragydende medlemmer i mandatformuleringen og særligt i sager vedrørende personellets sikkerhed. Der er sket forbedringer, men de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet (som stort set ikke bidrager med tropper) har modsat sig den eneste rimelige løsning, nemlig at de lande, som bidrager mest til en given operation, sidder med i beslutningsprocessen i Sikkerhedsrådet. Fredsoperationer bør efter 55 års aktivitet behandles som en af FN s hovedaktiviteter og finansieres via FN s regulære budget i stedet for via en Support Account, som skal behandles år for år og post for post. Med henblik på effektiv og legitim fredsopbygning, skal der i planlægningen og ledelsen af enhver fredsoperation integreres en task-force, bestående af eksperter fra en række grene af FN-systemet samt Verdensbanken og IMF. Der bør endvidere etableres multinationale civile udrykningsstyrker, bestående af politi, jurister, dommere, beredskabsfolk, menneskerettighedseksperter, mv., der er opbygget i enheder, har trænet sammen, kender hinanden, og derfor kan rykke ud hurtigere og mere kvalificeret. 14

15 FN s Formynderskabsråd 7 bør genoplives, gerne under nyt navn, og omformes til at tage hånd om stater på randen af kollaps og kaos (udfylde magttomrum som for nylig i Liberia), og om genopbygning efter krige og konflikter (som UNMIK i Kosovo). Rådet bør sammensættes af en række medlemsstater og internationale organisationer, herunder IMF og Verdensbanken. 2.3) Intervention uden FN-mandat Folkerettens bestemmelser om magtanvendelse tager udgangspunkt i FN-pagtens artikel 2.4, som udgør et almindeligt forbud mod at føre krig og et forbud mod anden fysisk magtanvendelse i det internationale system - men med to klare undtagelser. For det første magtanvendelse besluttet af FNs Sikkerhedsråd for at imødegå trusler mod international fred og sikkerhed (artikel 39-42), og for det andet selvforsvar mod et væbnet angreb (artikel 51), indtil Sikkerhedsrådet tager affære. Udover FN-mandat og selvforsvar har (humanitær) intervention uden FN-mandat i de senere år udviklet sig til en snæver tredje undtagelse til magtanvendelsesforbuddet, såfremt dog, at interventionen er begrænset til at standse vedvarende, massive overgreb på de mest grundlæggende menneskerettigheder. Det er herefter blevet fremført, at NATO s intervention i Kosovo etablerede en ny sædvane for begrænset intervention til fordel for universelle værdier men kun til fordel for disse og at denne sædvane blev bekræftet med Storbritanniens intervention i Sierra Leone i maj Her blev interveneret udenom Sikkerhedsrådet, men med fire klare målsætninger, alle i overensstemmelse med vedtagne resolutioner fra Sikkerhedsrådet, og der var stort set ingen kritik af fremgangsmåden. 8 Det Radikale Venstre fastholder, interventioner uden FN-mandat ikke er i overensstemmelse med FN-pagten, og dermed ikke folkeretligt legale. Det princip er helt essentielt for en international retsorden. Opgives det, vil der ikke længere være en principiel sikkerhed for, at reglerne bliver overholdt, og som en følge vil retssikkerhed, gennemskuelighed og stabilitet forringes. 7 Trusteeship Council, formelt et af FN s 6 hovedorganer, anvendt under afkoloniseringen, men inaktivt siden De øvrige hovedorganer er Generalforsamlingen, Sikkerhedsrådet, ECOSOC, FN-sekretariatet og Den Internationale Domstol 8 Derimod falder den amerikansk-ledede operation i Irak 2003 udenfor de tre kategorier. Man kan sige, at der i den foreliggende situation hverken var a smoking gun brugt mod andre stater eller egen befolkning, a loaded gun (en overhængende trussel), men blot muligvis a gun. Dermed ville en aktion, for at være folkeretligt funderet, have krævet FN-mandat (men kun 4 ud af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer støttede en operation inden våbeninspektørerne havde færdiggjort deres arbejde). 15

16 I helt ekstraordinære tilfælde hvor Sikkerhedsrådet, trods et flertal, er usagligt blokeret af veto, kan aktioner udenom FN imidlertid være i overensstemmelse med principperne i FN-pagten og dermed legitime. I sådanne tilfælde øves et positivt pres på den folkeretlige udvikling og Sikkerhedsrådets ret og pligt til at gribe ind. Dermed kan praksis for indgriben med FN-mandat blive udvidet. 9 For at modvirke misbrug gennem henvisning til legitimitet, støtter Det Radikale Venstre de internationale bestræbelser for at udvikle kriterier for, hvornår interventioner udenom Sikkerhedsrådet kan og må komme på tale. Men vi er også bevidste om, at sådanne kriterier, udviklet på baggrund af fortidens praksis, kan være for rigide og risikere at fastlåse retstilstanden på ny og dermed hæmme Sikkerhedsrådets eget virke. For Det Radikale Venstre er følgende 8 kriterier af afgørende betydning for vurderingen af, om en militær intervention i et land uden dettes officielle vilje og uden FN-mandat er legitim: 1) Der skal være tale om overhængende eller pågående systematiske krænkelser af en eller flere befolkningsgruppers mest grundlæggende menneskerettigheder. 10 2) Alle muligheder for en ikke-militær løsning skal være udtømte. 3) Der skal foreligge evidens for anledningen til interventionen, som skal være entydig og bekræftet af internationale af internationale organisationer og/eller NGOer. 4) Interventionen skal være en kollektiv aktion 5) Interventionen skal være afgrænset og have et klart formål 6) Brugen af magt skal være proportionalt i forhold til interventionens formål 7) Der skal gennem hele forløbet rapporteres til og tilstræbes dialog med FN s sikkerhedsråd 8) Interventionen skal bakkes op af et flertal i FN s Sikkerhedsråd. 9 Det Radikale Venstre ønsker med andre ord at fastholde, at kun Sikkerhedsrådet kan give intervention legalitet, såfremt der ikke er tale om selvforsvar. Men samtidig holdes en nødudgang åben, for at foretage intervention i meget ekstreme tilfælde hvor Sikkerhedsrådet er blokeret. Dermed søges det at indgå at udfordre Sikkerhedsrådets autoritet - som, jfr. ovenfor, tværtimod skal styrkes. Den radikale tilgang er dermed i overensstemmelse med den kombination af status quo-plus-strategien og ad hoc-strategien, som Dansk Udenrigspolitisk Institut anbefaler i 1999-udredningen Humanitær Intervention retlige og politiske aspekter. 10 De mest grundlæggende menneskerettigheder er blevet kvalificeret med oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol (ICC) i form af de mest alvorlige forbrydelser, som vedrører det internationale samfund som helhed, der er listet i den tilhørende statuts (Rom-statuttens) artikel 5-8. Det drejer sig om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden krigsforbrydelser og aggression. I relation til intervention uden FN-mandat er særligt folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden relevante, mens krigsforbrydelser per se kun kan opstå i væbnede konflikter og ICCs jurisdiktion i forhold til aggression først gælder når en definition heraf er tilføjet statutten (ved aggression gælder desuden retten til selvforsvar). 16

17 Boks 1: Folkeretten og interventionspraksis efter den kolde krig eksempler FN-pagten tillader militær magtanvendelse i form af selvforsvar og i form af magtanvendelse bemyndiget af FN s Sikkerhedsråd. Den snævre tredje adgang til magtanvendelse i form af humanitær intervention uden FN-mandat er ikke blevet en del af folkeretlig sædvane, men staternes praksis siden 1990 kan ses som udtryk for større accept af, at humanitær intervention kan være moralsk berettiget i særligt alvorlige tilfælde. Nedenfor gives eksempler indenfor de tre kategorier, og der knyttes kommentarer til spørgsmålet, hvorvidt Irak-krigen i 2003, som ikke havde FN-bemyndigelse, kan ses som en udvidelse af begrebet selvforsvar i form af en afvæbningskrig, eller måske en udvidelse af begrebet humanitær intervention (intervention rettet mod overgreb på universelle retsprincipper) i form af en befrielseskrig. Selvforsvar retter sig mod en militær trussel. Det være sig selvforsvar mod et væbnet angreb som tilfældene Irak ( ) og Afghanistan (2002), eller mindre håndfast, selvforsvar (anticiperet) mod et overhængende angreb, som tilfældet Israel-Libanon (1982). I forbindelse med Irak-krigen tales desuden om forebyggende magtanvendelse rettet mod potentielle trusler, herunder terrorister og slyngelstater med masseødelæggelsesvåben ( Bushdoktrinen ). Forebyggende angreb ligger dog milevidt fra FN-pagten og den etablerede folkeret, og er et sprængfarligt fænomen for en international retsorden. Intervention med bemyndigelse fra FN kan iværksættes af Sikkerhedsrådet efter FN-pagtens kapitel VII, hvis situationen i en stat udgør en trussel mod den internationale fred. Sikkerhedsrådets praksis siden 1991 viser en stigende tendens i retning af at anse interne konflikter som en trussel mod den internationale fred og sikkerhed, navnlig på grund af de deraf følgende menneskelige lidelser. Eksemplerne omfatter Irak (1991 (undertrykkelsen af kurderne)), det tidligere Jugoslavien ( ), Somalia (1992), Haiti ( ), Rwanda (1994), Øst Timor (1999), Congo (2003), Liberia (2003). Humanitær intervention foretaget af stater på individuel eller kollektiv basis uden forudgående bemyndigelse fra FN s Sikkerhedsrådet har længe været omdiskuteret blandt stater og jurister. I staternes praksis siden 1990 findes navnlig tre tilfælde af (påstået) humanitær intervention: ECOWAS intervention i Liberia (1990), interventionerne i Irak under ledelse af USA, UK og Frankrig (siden 1991) og NATO s intervention i Forbundsrepublikken Jugoslavien (1999). Det Radikale Venstre ligger afgørende vægt på ovennævnte 8 kriterier i vurderingen af, hvorvidt interventioner uden FN-bemyndigelse er legitime. Krigen mod Irak i 2003 opfylder utvivlsomt ikke kriterierne. Alligevel har det været været fremført, at krigens retsmæssighed kunne findes i en udvidelse af begrebet humanitær intervention, så det omfatter demokrati som et så grundlæggende universelt retsprincip, at det begrunder militær intervention uden FN-bemyndigelse. Det Radikale Venstre tager afstand fra en sådan tolkning og statspraksis. 2.4) Den Internationale Straffedomstol Vi har siden murens fald oplevet en mere intensiv normspredning gennem både nationale og internationale retsinstanser. Der sker en forskydning af områder, som har deres udspring i det internationale fællesskab, fra den politiske til den juridiske sfære, i en globalisering af retten. Konkret har vi da også oplevet en række begivenheder, som signalerer en styrkelse af de internationale retsnormer. Det drejer sig blandt andet om de humanitære interventioner op gennem 1990erne; NATOs intervention uden FN-mandat i Kosovo i 1999; tilbageholdelsen af Pinochet i Storbritannien i 1998 på begæring af en spansk dommer; arrestordren på det siddende statsoverhoved (og siden hen retssagen mod) Milosevic; og ikke mindst indfrielsen af den juridiske utopi om en permanent 17

18 international straffedomstol, som i forlængelse af over 60 staters ratifikation af bestemmelserne, aftalt i Rom i 1998, kunne begynde sit arbejde 1. juli Alt for mange gange har verdenssamfundet været vidne til, at krigens bødler er forblevet ustraffede for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Den Internationale Straffedomstol er oprettet for at sikre, at personer, der har begået disse mest alvorlige forbrydelser, som vedrører det internationale samfund som helhed, til enhver tid kan retsforfølges. Princippet er, at de deltagende stater altid har ret og pligt til selv at retsforfølge sigtede personer. Men gør de ikke det, og er forbrydelserne begået på deres territorium eller af en deres statsborgere, er deltagerstaterne forpligtede til at lade domstolen foretage retsforfølgningen. USA har som bekendt kraftigt og vedvarende forsøgt at modarbejde straffedomstolens virke. Blandt argumenterne imod domstolen er det letkøbte, at domstolen underminerer FN s sikkerhedsråds autoritet, samt særligt at der ikke er en garanti for, at amerikanske diplomater og soldater ikke retsforfølges af politisk motiverede grunde. Og desværre har de europæiske lande i FN's Sikkerhedsråd valgt at acceptere, at amerikanske soldater i FN's aktioner foreløbig har immunitet i forhold til Straffedomstolen. Således også de amerikanske soldater, der måtte deltage i den multinationale FN-styrke i Liberia, vedtaget af Sikkerhedsrådet den 1. august Samtidig har USA forhandlet bilaterale aftaler med lande verden over i et forsøg på at forhindre, at amerikanske soldater kan retsforfølges ved straffedomstolen. Af europæiske lande har USA indtil videre kun opnået en aftale med Rumænien, og derudover med blandt andre Israel, Gambia, Argentina og Afghanistan samt med en række af de angiveligt allierede under Irak-krigen som Marshall øerne, Palau og Mikronesien. Per medio maj 2003 med i alt 23 lande. Det er stærkt beklageligt, at det demokratiske USA, verdens stærkeste nation, ikke vil anerkende en international retsorden på dette felt. Styrken i en lov ligger i, at ingen er hævet over den. Men trods de ihærdige amerikanske forsøg på at undergrave straffedomstolens virkekraft og legitimitet, er domstolen en realitet. Per primo september 2003 havde 92 lande ratificeret domstolens statut, og den vinder tilslutning dag for dag. Simpelthen fordi, et (næsten) enigt internationalt samfund er bevidst om, at international fred og sikkerhed hænger sammen med sikring af, at overgreb mod de mest grundlæggende menneskerettigheder ikke forbliver ustraffede. Danmark må via EU s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kraftigt arbejde for, at USA s undtagelse overfor Straffedomstolen ikke forlænges. Det er positivt, som et 18

19 første skridt fremad, at Frankrig og Tyskland i juli 2003 undlod at stemme for forlængelsen af den generelle undtagelse for amerikanske soldater ved ICC. Det må ligeledes indgå som et centralt punkt i Danmarks arbejde for at blive medlem af Sikkerhedsrådet i 2005/2006, at Danmark ikke medvirker til beslutninger som svækker Straffedomstolen. Danmark bør endvidere klart afvise den amerikanske henvendelse til europæiske lande om bilaterale aftaler om ikke-udlevering af statsborgere til Straffedomstolen og arbejde for et kollektivt nej fra EU-lande og EU-ansøgerlande. Rumænien må kraftigt tilskyndes til snarest at opsige sin aftale med USA. Danmark og EU må desuden have en stærk og ubetinget opbakning til Den Internationale Straffedomstol som et centralt punkt i dialogen med tredjelande, herunder i bistandspolitikken. 2.5) Et stærkere kønsperspektiv i udenrigs- og sikkerhedspolitikken De væbnede styrker og militære grupper er generelt mandlige institutioner, både hvad angår deltagere og kultur. Alle civile lider under krigen, men kvinder og piger er udsat for størst risiko og fare. Ikke blot risikoen for at blive dræbt eller såret, men også for voldtægt, seksuelle overgreb eller seksuelt misbrug. En af måderne at ændre dette på, er at gøre forsvaret mere ligestillet, dvs. få langt flere kvinder i forsvaret på alle steder og alle niveauer. Det er i øvrigt meget presserende i lyset af, at den undersøgelse om sexchikane i det danske forsvar, der blev offentliggjort i maj måned i år. Den viste at 33 procent af kvinderne i forsvaret mente, at de havde været udsat for kønskrænkende adfærd i forbindelse med deres arbejde, 16 procent havde oplevet at blive taget på mod deres vilje, og syv personer fortalte, at de havde været udsat for voldtægt! 2 Men kvinder deltager heller ikke i officielle initiativer til at afslutte konflikter eller i beslutninger om prioritering i fredsprocessen. Denne kønsbestemte udelukkelse påvirker en aftales langsigtede bæredygtighed negativt, for når erfaringer, perspektiver og behov ignoreres for 50% af befolkningens vedkommende, er der fare for, at de vigtigste forudsætninger for opnåelse af varig fred udelades eller helt overses. De officielle fredsprocesser er næsten udelukkende mændenes domæne, selvom en række 2 Mange gode folk har forsøgt at rejse krav om et etisk kodeks for forsvarets ansatte - "business med bukser på" er det blevet kaldt. Inspireret af Norge og Sverige hvor man har indført et krav om, at forbyde embedsmænd og soldater der rejser i statens tjeneste, at købe sex på tjenesterejser, netop fordi verdens politiske brændpunkter uundgåeligt medfører at prostitutionen øges, når mange mænd rejser alene og bor udenlands. I Danmark har man - efter behandling af sagen i et embedsmandsudvalg - droppet idéen. Det Radikale Venstre agter at forfølge den sag. 19

20 internationale aftaler bekræfter betydningen af kvinders aktive deltagelse i konfliktløsning og fredsprocesser. De langsigtede strategier, som blev vedtaget på FN's tredje internationale kvindekonference i 1985, anerkendte kvinders rolle i forbindelse med fred og udvikling. Princippet blev bekræftet i handlingsprogrammet fra den fjerde internationale kvindekonference i Kvinder skal i højere grad inddrages i processen fordi de for det første selvfølgelig udgør halvdelen af det samfund, der skal genopbygges, og for det andet fordi kvinder ofte kan bidrage kvalitativt. Kvinderne er afgørende at have med, fordi de oftest er tæt forbundet med det samfund, der skal bygges op. De har det største ansvar for familierne, ligesom vi i øvrigt kender det i vore egne nordiske lande. Desuden er mange mænd væk, døde, krigsfanger eller forsvundet, så kvindernes ansvar er enormt. Det er dem, der skal skaffe en indkomst, og det er dem, der skal sørge for, at børnene kommer i skole. Det Radikale Venstre mener, at kvinder skal deltage i alle dele af de udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutningsprocesser- herunder både i forsvaret og særligt ved konfliktforebyggelse og konfliktløsning samt alle fredsinitiativer. Dette er af afgørende betydning for gennemførelsen af varig fred. Danmark bør presse på for at få implementeret FN's resolution 1325 vedtaget i 2000, hvor det for første gang er nedfældet, at kvinder skal involveres i konfliktforebyggelse og fredsskabelse. Kosovo (1 kvinde i overgangsregeringen) Afghanistan (2 kvinder i forhandlingsdelegationen) og senest Irak (4 kvinder ud af 122 personer ved det første møde mellem eksil-irakere og såkaldt befriede irakere) er desværre eksempler på, hvordan disse målsætninger kun i meget ringe grad efterleves. Det er afgørende, at internationale organer gør mere end blot at udtale, at kønnet spiller en vigtig rolle. Kønsaspektet bør automatisk inddrages i planlægningen og gennemførelsen af eksterne indgreb under og efter konflikter. Dette ville sikre, at de personer, som generelt er de mest sårbare, og som ofte spiller en central rolle i genopbygningen af deres samfund, ikke marginaliseres yderligere på grund af uhensigtsmæssige indgreb. FN's generalsekretær, Kofi Annan, anbefaler som målsætning 50% kvinder i feltmissioner og en minimumsgrænse på mindst 40%. Det Radikale Venstre støtter målsætningen om, at kvinder bør beklæde mindst 40% af alle de poster inden for forsoning, fredsbevarelse, fredshåndhævelse, fredskonsolidering samt konfliktforebyggelse, herunder undersøgelses- og observatørmissioner, som EUmedlemsstaterne deltager i. Der bør sættes deadlines og delmål for opnåelse af denne og øvrige målsætninger. 20