september 2007 LARS H.U.G. om klicheer

Transkript

1 september 2007 LARS H.U.G. om klicheer Mød malerne bag værkerne kunst er sgu en personlig sag vind kunst for kr ,-

2 Vind et maleri efter eget valg til en værdi af kr. Se mere på redaktør : esben pedersen // art director: tommy rasmussen // foto: nicky de silva vores leder Det er Hellerup Kunsthandels ambition at gøre kunsthandel tilgængelig. Velkommen til Hellerup Kunsthandel. I vores magasin kan du læse nærmere om Hellerup Kunsthandel og vores mål om at gøre kunsthandel mere tilgængelig for alle. Du kan læse om vores stærkt voksende netværk af spændende kunstnere, om vores grundige udvælgelsesproces, og om hvordan vi konkret gør det let for dig at finde den rette kunst. Vores filosofi om kunst er at: J God kunst påvirker os følelsesmæssigt, god kunst skaber stemning og giver inspiration, god kunst giver ny viden og nye tanker, god kunst virker opløftende og giver gejst, god kunst vækker lidenskaben og skaber drama. Vores filosofi om handel med kunst er, at vi skal tilbyde: J Salg af kunstværker i højeste kvalitet til den rigtige pris J Stort og varieret udvalg af kunstnere J Personlig service og vejledning J Individuelle løsninger med mulighed for personlig involvering J Mulighed for finansiering J Mulighed for leje af kunst J 3 måneders ombytningsret J Levering og ophængning Vi ved, at efterspørgslen på gode historier og oplevelser via kunstens verden har været meget stor de sidste år,og vi er overbeviste om, at efterspørgslen vil stige og blive endnu større de kommende år. Vi ønsker, at Hellerup Kunsthandel skal være en førende spiller på kunstmarkedet og for at opnå det har vi investeret mange millioner kr. af vores private midler. God fornøjelse med læsningen, og besøg vores hjemmeside, hvis du vil se flere af kunstnernes fantastiske malerier eller du kan tilmelde dig vores storstilede konkurrence, hvor du kan vinde et maleri efter eget valg til en værdi af kr. Med venlig hilsen Torben og Karin Jensen Hellerup Kunsthandel Bernstorffsvej 82 DK-2900 Hellerup T : (+45) F: (+45)

3 Kunst er SGU en personlig sag Hellerup Kunsthandel er mere end en kunsthandel. Vi sælger historier, oplevelser og personlig vejledning tilpasset den enkelte kunde hvad enten du køber et kunstværk fra vores internetside, du får en konsulent på besøg derhjemme, eller du er med til at skabe dit eget personlige kunstværk i samarbejde med en udvalgt kunstner. AF ESBEN PEDERSEN Henry Ford sagde engang om sin legendariske Ford T: Du kan få den i præcis den farve, du ønsker, så længe det er sort! Den går ikke længere. Nutidens forbrugere er individuelle og vil have personlige oplevelser. Når du køber ny bil i dag, handler det ikke alene om, at du skal have et køretøj, der kan fragte familien fra punkt A til punkt B, det handler i lige så høj grad om, hvilken historie du vil fortælle. Det samme gør sig gældende med kunst. Original kunst er et unikt, personligt statement. At have et originalt kunstværk i stuen siger lige så meget om dig som person, som værket fortæller sin egen historie. Hellerup Kunsthandel er ikke et traditionelt galleri, vi er formidler af gode historier og personlige oplevelser. Du vælger selv din deltagelse Kunstelskere ønsker i stigende grad personlig service og mulighed for bl.a. at kunne tage del i den kunstneriske proces. Det kan være ønsket om, at en udvalgt kunstner fortæller en personlig historie. Det kan være ønsket om et bestemt motiv i en specifik farve. Eller det kan være ønsket om at være i dialog med kunstneren, mens værket bliver til. Mulighederne er uendelige. I Hellerup Kunsthandel har vi derfor opgraderet det, der normalt er forbundet med det at købe et kunstværk. Du kan komme ned i vores showroom og se præcis de værker, du ønsker at se. Du kan købe kunstværkerne fra lænestolen via internettet. Eller du kan vælge at deltage i selve skabelsen af kunstværket på præcis den måde, der passer dig. Fortæller din historie For selv om det altafgørende for os er, at kunstnerne er gode historiefortællere, kan vi også vende processen om og finde præcis den historie, som kunden søger. Det kan f.eks. være et ønske om malerier, som handler om håb, inspiration og glæde, eller blot værker, som benytter specifikke farver. Hvad end kundens historie måtte være, sætter vi vores mange kontakter til at søge efter værker eller kunstnere, der fortæller netop den. Herefter vil vi enten præsentere kunden for specifikke værker eller konkrete kunstnere, som arbejder med netop de ønskede udtryk. kunsthandel skal være mere tilgængelig Det er Hellerup Kunsthandels ambition at gøre kunsthandel mere tilgængelig for alle. Vi vil bl.a. gerne nå den store skare af kunstinteresserede, der er potentielle kunstkøbere, men som ikke er typiske gallerikunder folk, som elsker kunst, men som ikke har lyst eller mulighed for at deltage i alverdens ferniseringer. Vi vil vejlede alle de kunder med at finde præcis den kunst, de er på udkig efter, så nemt og smidigt som muligt, siger Torben og Karin Jensen. Vi kan se at kunstmarkedet er modent til en ny spiller, som tilbyder alt fra vejledning til finansiering eller udlejning, der leverer kunstværkerne til døren og ombytter dem, hvis ikke de lever op til forventningerne. Hellerup Kunsthandel har ambitioner om at blive en ny stor spiller, og vi har sat penge, tid og kræfter af til at nå vores mål, fortæller Torben og Karin Jensen, ejere af Hellerup Kunsthandel. Mød en kunstner Vi inviterer desuden interesserede til at indgå i dialog med vores kunstnere. I det åbne kunstværksted midt i Hellerup by på Hellerup Strandvej 169b vil tilknyttede kunstnere løbende afholde moving atelier. Her flytter de for en stund deres faste atelier til Strandvejen 169b, så du kan se dem arbejde live og møde dem ansigt til ansigt til en snak om deres værker, eller hvad der nu falder jer ind. Med det åbne kunstværksted bringer vi kunsten ned i øjenhøjde og skaber dialog mellem kunsten og brugerne. På værkstedet kan du desuden møde kunstnere, der arbejder på forudbestilte historier. Det kan være, vi har givet dem en udfordring og bedt dem illustrere denne i et maleri. Eller det kan være, vi giver besøgende mulighed for at fortælle en historie, som kunstnerne derefter vil illustrere på lærredet. Denne happening illustrerer, at kunst er i konstant interaktion med sine omgivelser, og giver desuden besøgende mulighed for helt konkret at påvirke kunstens historier. Nem kunsthandel med sikkerhed Hellerup Kunsthandel lægger vægt på at det skal være nemt at handle kunstog samtidig skal det være forbundet med stor sikkerhed J Vi gør det nemt for dig at finde den kunst, der matcher netop din smag du skal ikke ud at lede efter os. Du kan altid se hele vores varelager på (læs mere på side 21) og købe kunsten direkte over nettet eller træffe aftale om at se bestemte værker i vores showroom. J Vi tilbyder uforpligtende rådgivning i hjemmet vi sender med glæde en kompetent konsulent ud, som kan hjælpe dig med at finde netop de værker,som passer dig. J Vi tilbyder at finansiere dit køb via et kunstlån eller du kan vælge at leje kunstværkerne J Tre måneders ombytningsret kunst er personligt, og hvis ikke du kan lide det maleri, du har købt hos os, så er det, fordi vi ikke har været gode nok til at lytte til dine ønsker. J Vi tilbyder dig mulighed for at påvirke skabelsen af dit eget personlige kunstværk. K Hvis ikke du kan lide det maleri, du har købt hos os, så er det, fordi vi ikke har været gode nok til at lytte til dine ønsker. Nyhed kunstlån: Ønsker du ikke at betale kontant, klarer Hellerup Kunsthandel også finansieringen. Hellerup Kunsthandel tilbyder som noget nyt at låne til det at købe kunst. Vi har sammensat en finansieringsmodel, vi kalder kunstlån en låntype, der kan sammenlignes med et billån. Vi formidler lånet gennem en fast samarbejdspartner. Til erhvervslivet tilbyder vi på samme måde kunstleasing. 05

4 Søren Parmo ANnETTE FALK LUND Søren Parmo, 1966, er autodidakt billedkunstner. Modsat mange kunstnere er han ikke menneskesky. Han er tværtimod udadvendt af sind og en købmand af hjertet, og man forlader sjældent hans atelier uden at have lagt mave til en halv kande kaffe og øre til minimum et par opfordringer om at købe nogle af de malerier, øjet har så svært ved at slippe. Han bor i dag på Frederiksberg, hvor han også har sit atelier. Søren Parmo blev for alvor kendt, da han blev bedt om at male kronprinses stol Rex, som blev solgt på en velgørenhedsauktion for Red Barnet. Han maler med inspiration fra Cobra-kunstnerne primært Asger Jorn og hans stil er abstrakt, ekspressionistisk. Han har arbejdet med kunst professionelt i syv år og lever i dag af at male på fuld tid. Kunst er kommunikation, og der er ingen, der er så blinde, at de ikke påvirkes i positiv eller negativ retning af det, mener Søren Parmo, hvis nærværende og pågående væsen kommer til udtryk i malerierne med deres humor og naivitet. Møder man ham, kan man ikke undgå at tage stilling til ham, til hans billeder og til, hvad nu snakken ellers drejer sig om. For lige så entusiastisk han fortæller om sine malerier, lige så nysgerrig er han efter at finde ud af, hvem du er. Søren Parmo maler hver dag: Jeg er bedst om morgenen, afslører han. Han står op kl. 7, drikker en stor kop kaffe, hvorefter han og hunden Gilbert tager hen til atelieret. Jeg maler naturalistisk mennesker, dyr, folk jeg møder på min vej og gengiver en naiv opfattelse af, hvordan verden ser ud. Man skal blive glad af at se på mine billeder. Der er krig, ødelæggelse og farer overalt. Jeg vil gerne give folk et frikvarter, siger han. Med titler som: Ritt og Co. Vasker Fingre og tager handsker på Men det er stadig koldt derude specielt uden tag over hovedet! slår han tonen an. Humor og livsglæde er nemlig vigtige i hans liv hvilket afspejles i hans billeder. Som han siger: Jeg vil hellere være ung og feteret end gammel og irriteret. Han maler med akryl, fordi det tørrer hurtigere. Og et maleri kan tage fra tre timer til tre år: På den måde, jeg maler, er kunsten at kunne stoppe i tide, fortæller han. Kunst er kommunikation, og der er ingen, der er så blinde, at de ikke påvirkes i positiv eller negativ retning af det. Det, jeg frygter mest, er ligegyldighed. Hvad jeg i hvert fald ikke vil være er kedelig Jeg leder efter det sande og wahrhaftige udtryk i min kunst, noget der rører et menneske inderst inde, siger Annette Falk Lund. Født i 1964 i den østtyske by Ribnitz-Damgarten tæt ved Rostock flyttede hun til Danmark i 1993 og har siden 2005 ernæret sig som succesfuld selvstændig billedkunstner. Hun har bl.a. solgt malerier til virksomheder som Edlund A/S, LO-skolen i Helsingør, som har en exceptionel kunstsamling, og Falckhuset i København: Selve malerierne er vigtige værker i min udvikling, hvor jeg har formået at skabe noget nyt, fortæller kunstneren. Annette Falk Lunds dagligdag starter tidligt hver morgen foran staffeliet i hendes værksted, i disse timer arbejder hun bedst. Udgangspunktet for hendes værker kan eksempelvis være et ønske om at bruge et bestemt tema eller nogle bestemte farver. Det fører hurtigt til en grundkomposition med to eller tre dominerende figurer. Udfordringen ligger i at kombinere spontanitetens friskhed med behovet for kompositionel klarhed, og hun må ofte gennem mange overmalinger, før resultatet føles rigtigt. Hun arbejder for det meste intuitivt og udvikler det fortællende motiv undervejs, derfor er resultatet tit overraskende for hende selv. Det, jeg frygter mest, er ligegyldighed. Hvad jeg i hvert fald ikke vil være er kedelig. Selve malerprocessen giver mig en oplevelse, som jeg ønsker at give videre til publikum: det at mærke sig selv, at bruge sine sanser, sine erindringer, sin fantasi osv. Disse oplevelser havde jeg selv, da jeg druknede i kunstbøger om de tyske ekspressionister, eller da jeg opsøgte store udstillinger i Østberlin i 80 erne. Min første originale Van Gogh mødte jeg i München i Pinakotek, et fantastisk kunstmuseum, som jeg først kunne besøge efter Murens fald i Jeg græd og kunne huske brevvekslingen med hans bror Theo, hvor han beskriver sin søgen efter sit kald og ønsket om at finde sin plads, som jeg finder i alle hans malerier. Mange af mine udstillingsgæster fortæller, de kan fornemme paralleller til Chagall, som jeg selv ikke har tænkt på. Selv er jeg inspireret af meget forskellige kunstnere: Francis Bacon, Frida Kahlo, Picasso, Kandinsky, Asger Jorn mfl. Cornelia Schleime inspirerer mig med sit budskab om at provokere og finde aktuelle sager i verdenspolitik, som hun forholder sig til. Hendes malerier med Paven, f.eks. Dog, er hendes billedsprog for konkret for mig, når jeg vil beskrive mine figurer, skal de gerne komme fra de dybeste lag af min tankegang og underbevidsthed

5 hanne hermann Når man har med Hanne Hermann at gøre, kan man ikke lade være med smilende at tænke på verset om den lille kat på vejen, som sgu er sin egen. For ingen bånd binder Hanne Hermann. Hun lever i nuet, hvilket blandt andet viste sig, den dag vi havde en fotoaftale med hende - hun mødte aldrig op, og da vi endelig fangede hende på mobilen, sad hun i Tyrkiets sol. Stærk og egenrådig, men så alligevel sårbar. Faktisk måtte hun springe fra en lovende karriere som konservatorieuddannet pianist, fordi hun led af sceneskræk. Måske var det også sceneskrækken, der fik hende til at vælge Tyrkiet frem for fotostudiet, måske var det bare solen... Og måske er det netop kontrasten mellem det fandenivoldske og det sky, som giver hendes billeder den eksplosive energi, der kendetegner dem, hvem ved... Hanne Hermann, 1960, maler stort set kun i akryl, ofte i det store format. Kendetegnende for hendes ekspressionistiske og abstrakte billeder er, at de er meget farverige. Den hidsige penselføring og den skånselsløst ærlige tilgang til maleriet finder man hos de store pionerer med Jackson Pollock i spidsen. Men Hanne Hermanns billeder er helt hendes egne. De syder af energi, vilje og tvivl og når dermed aldrig blot at blive dekorative sofastykker. Om hendes billeder er blandt andet skrevet : Alle kunstnere mener noget alvorligt med deres kunst. Det må man da håbe. For nogle er den kunstneriske skabelsesproces imidlertid en større nødvendighed end andre. En sådan kunstner er Hanne Hermann. Hendes malerier bærer præg af en intens, nogle gange forbitret kamp med stoffet. Kampen er så voldsom, at den sætter sig spor på lærredet og simpelthen bliver maleriets indhold. På denne måde bliver Hermanns malerier en meget ærlig form for kunst. Tom Jørgensen, Kunstavisen. Hanne Hermann giver ikke sine billeder titler. Dette begrunder hun med, at malerierne gerne skulle tale for sig selv. Mine billeder har ikke titler, fordi de gerne skulle tale for sig selv. Det kan ske, at billederne bliver lidt abstrakte, men der er liv i dem, og der er mening bag hvert penselstrøg JENS CLAUSEN Da vi først fangede Jens Clausen på mobiltelefonen, beklagede han, at forbindelsen var dårlig. Han befandt sig ude i skoven i færd med at skære kviste til sin stedsøns translokation, som skulle finde sted senere samme dag. Og netop ydmyghed kendetegner Jens Clausens indstilling til livet og kunsten. Han har igennem tre år haft sin hjemmebyggede chopper med på sine udstillinger, ikke for at udstille den, men for genkendeligheden, og det har virket. Og selv om Ham med motorcyklen kunne minde om en kunstnerversion af Biker-Jens, har vi med en meget venlig og sød mand at gøre. Der er en handyman gemt i den venlige kunstner. De seneste fire år har han bygget to sommerhuse, fordi han manglede penge til at rejse væk i vinterhalvåret - går alt efter planen, vil han om fire år bosætte sig på en tropeø i Sydens sol og derefter kun være i Danmark i sommermånederne. Ud over rejsedrømmene er det ellers ikke planer, der præger Jens Clausens hverdag. De fleste af hans billeder er malet spontant, og han kender derfor ikke det færdige resultat, før han er langt inde i processen. Farverne er for mig det altafgørende. Det er dem, som er i fokus - selve motivet kommer i anden række. Det kan ske, at billederne bliver lidt abstrakte, men der er liv i dem, og der er en mening bag hvert penselstrøg. Som beskuer er det et spørgsmål om at sætte sig ind i min forestillingsverden og på den måde få det fulde udbytte, fortæller han. Mange af hans malerier forestiller faldende vand, som gennembrydes af lys og lysstriber. På den måde frembringes et helt specielt farvespekter. Jens Clausen kalder sig selv superautodidakt. Han har altid været bange for at miste sin personlige stil og har derfor aldrig deltaget i noget som helst, der kunne frarøve ham hans identitet. Han maler mest med akrylfarver, og spartelen er et af hans favoritredskaber. Den passer godt til hans temperament. Han stræber efter at få indprentet sine indtryk så direkte og kraftfuldt som muligt på lærredet og bruger alle sine kræfter på at give beskueren et så umiddelbart og friskt indtryk som muligt, så man føler, at man selv er til stede i brændingen, i stormen, foran flammerne eller under palmen på den gyldne sandstrand med den blide lyd af havets bølger i baggrunden. Jeg er en sentimental, lidt ussel, men næsten velklædt kunstner, som udnytter og ser naturens farver som en ren eksplosion

6 Udvælgelsens kunst Hellerup Kunsthandel har sat talentsøgningen i system, og bruger meget tid og mange kræfter på at opdage og hjælpe lovende kunstnere. af esben pedersen Kunst handler i bund og grund om historiefortælling, og derfor handler også vores tilgang til kunst om at fortælle historier. Det kan være selve maleriet, der fortæller en historie f.eks. Maria Marstrands figurer. Det kan være historien bag maleriet eksempelvis Lars H.U.G. s græske fortællinger. Det kan være historien om kunstneren f.eks. Olga Jacobsens opvækst og uddannelse i Skt. Petersborg. Uanset hvad historien er, så er fællesnævneren, at vi leder efter kunstnere, der har noget på hjerte og derfor maler malerier med mening. Vi bruger rigtig mange kræfter på at opdage nye kunstnere og på at hjælpe dem på vej både økonomisk og kunstnerisk. Det er den velkendte historie om den uslebne diamant, og netop fordi vi kan tilbyde kunstnerne professionel vejledning, samtidig med at vi sikrer dem økonomisk, er det ikke svært for os at tiltrække de største talenter. Vi afsøger kunstundergrunden på forskellig vis. Bl.a. har vi en fuldtidsmedarbejder en kunstspejder, hvis job udelukkende er at holde øje med, hvad der rører sig i kunstverdenen. Derudover annoncerer vi efter kunstnere i kunstaviser og magasiner, vi holder øje med aktuelle kunstportaler på nettet, og vi går til et væld af ferniseringer og udstillinger, fortæller Hellerup Kunsthandels ejere, Torben og Karin Jensen. Et professionelt kunstudvalg Kunstspejderen er udelukkende en spejder. Når han har fundet en potentielt god historiefortæller, præsenterer han kunstneren for vores kunstudvalg. Kunstudvalget består af fem medlemmer, som alle har en professionel tilgang til det at handle kunst. Torben og Karin Jensen forklarer: Udvalget er netop sammensat med den bagtanke, at vi alle skal være forskellige og dermed have hver vores tilgang til kunst. Vi udgør den kommercielle del og ser udelukkende på, om vi tror, varen kan sælges. I den modsatte ende af skalaen har vi den tekniske og teoretiske tilgang, hvor det ikke handler om salg, men om kvalitet, udtryk og teknik. Vi skal have fat i alle aspekter. Hellerup Kunsthandel indgår faste leveringsaftaler med de kunstnere, der kommer gennem screeningsprocessen. Vi køber fra start af, nogle af deres værker det kan både være værker, kunstneren allerede har malet, men også bestillinger, og vi betaler altid kunstneren kontant ved levering eller vi betaler forud, hvis malerierne endnu ikke er færdige, og kunstneren har brug for penge her og nu. Glade kunstnere Kunstnerne har modtaget Hellerup Kunsthandel meget positivt. De fortæller, at det giver dem ro at vide, at vi står klar til at købe, så snart de har malet deres malerier færdigt det sikrer ro til at skabe. Vi tror på, at når man befinder sig i en rolig proces frem for at stresse for at møde deadlines og hele tiden være bagud med regningerne, så kommer der nye, dybere og anderledes historier frem. Men her er det vigtigt at understrege, at det ikke er Hellerup Kunsthandel, der styrer den kunstneriske proces. Kunstnerne har friheden til at male, hvad de vil. Det eneste, der har indflydelse på, om vi køber flere af deres værker end oprindeligt aftalt, er, om der er interesse for deres kunst, om kvaliteten er i orden, og om vi synes, det er en interessant historie, de fortæller, siger Torben og Karin Jensen. K Vi leder efter kunstnere, der har noget på hjerte 11

7 Til helvede med klicheerne Sangeren, kunstneren og mennesket Lars H.U.G. fortæller om kunst, klicheer og billig hvidvin til galleriåbningerne. af esben pedersen Der hersker nærmest middelhavsstemning i den smalle, sommervarme baggård med franske altaner og tørretøj frit svævende højt oppe mellem de gule baghuse. Set-uppet kunne være søgt. At hænge på tørresnoren er nemlig i kunstkredse en metafor for den sårbare del af arbejdsprocessen, hvor man udstiller sig selv. Jeg kan høre latter, jazzmusik og flaskeklirren fra atelieret på anden sal, og da døren endelig åbnes, mødes jeg af en dunkel dunst af værtshus, mens en lettere letleven Lars H.U.G. rækker mig en flaske grøn absint. Han er iført en fransk baret og hvide overalls med farvede malerpletter. Bag ham ligger tomme flasker, fyldte askebægre, sengen er uredt, og et par forhutlede musikertyper rydder en stol til mig. I baggrunden står en guitar, hvor de fleste strenge mangler, og på staffeliet står et halvfærdigt maleri, der ser ud, som om malingen har været tør længe. Det er en kliche STOP læsningen, for det er jo løgn! Men ærligt talt troede du på det? Kunst er at skabe troværdige illusioner the art of make-believe. Lars H.U.G. syntes, det kunne være sjovt, hvis vi i dette interview udfordrede vores verdensbillede. Og hvad er mere oplagt end at benytte den fortærskede kunstnerkliche om den sølle og marginaliserede eksistens til at skabe en troværdig illusion? Det er nemlig et billede, vi forventer at se. Men det er et falsk billede, og ser vi ikke ud over vores forventninger, lærer vi ikke noget nyt. Lars H.U.G. er netop en kunstner, der gerne vil udfordre, provokere, og, hvis han er heldig, tage os til et sted, hvor hverken han selv eller vi har været før, og måske endda et sted, hvor vi kan lære at opleve noget helt nyt. Så hold øjnene og ørerne åbne! Et godt initiativ Jeg er i den privilegerede situation, at jeg ikke nødvendigvis bare skal have solgt mit varelager. Jeg synes, at Hellerup Kunsthandels ide er skelsættende og visionær. Det vækker altid respekt, når mennesker tør stikke næsen frem, tage en chance og sætte noget nyt i gang. Det hedder at være risikovillig. Det er man også nødt til at være som kunstner, men vi behøver ikke at gå planken ud eller ligefrem skære et øre af for at skabe opmærksomhed om os selv. Kunstbranchen kan være rimelig nådesløs. Så det, der falder mest i øjnene ved Hellerup Kunsthandel, er jo bl.a. muligheden for at skabe nogle bedre økonomiske rammer for kunstnere. Ved at købe værkerne af kunstneren inden de bliver sendt på udstilling, skabes der mere ro og plads til fordybelse og inspiration. Man kan groft sagt sige, at man springer et led over ved at undgå de nervepirrende ferniseringer, hvor folk står med ryggen til ens billeder og drikker billig hvidvin, og du ikke ved, om du er købt eller solgt! Det er et stort fremskridt og et spændende perspektiv, der åbner sig her. Branchen trænger til en saltvandsindsprøjtning. Men tag ikke fejl, det er ikke ment som et velgørenhedsprojekt, det er stadig cool business, og effekten forventes at gå begge veje, sådan at kvaliteten bliver højnet, og publikum får lettere adgang til original unikakunst også via netshopping. Kommerciel kunst Hellerup Kunsthandels koncept er kommercielt heldigvis. I dele af kunstbranchen er kommerciel et fy-ord. Danskerne lider generelt af berøringsangst, når snakker falder på penge. Hvis man er kommet til penge, er det med garanti, fordi man er et dumt svin eller har vundet i lotto! Men det er skønt at glæde sig over andres succes, og det er langtfra alle velbjærgede, der gider lege Onkel Joakim. Og stakkels Joakim. Jeg siger: Hjælp de rige, og med det mener jeg: Hjælp dem, som er rige på ideer, på visioner, på initiativ, mennesker, som brænder for at gøre en forskel, mennesker, som tør og vil. For penge er energi, de er gødning, de skal spredes for at spire og blive brugt! Det er nok i det lys, jeg ser Hellerup Kunsthandel. Et alternativt projekt med en masse muligheder og nogle store udfordringer! Kommercielt eller ej, så er det på sigt et must for de fleste kunstnere at blive eksponeret for et større publikum, mennesker og events, man normalt ikke selv formår at skabe kontakt til specielt et erhvervspublikum. Kunst på arbejdspladsen, det er endnu en kreativ udfordring og en ny udtryksform for kunstneren. Kunst er kommunikation, og uden efterspørgsel kan selv den mest sejlivede kunstner gå i frø! > > > 12

8 FOCUS : LARS HUG 15 Lars H.U.G s atelier er som klippet ud af en bog om excentriske kunstmalere - der er malerier og skitser over alt. At sælge sig selv og kundepleje er ikke ligefrem det, kunstnere er bedst til, og slet ikke, hvis de også skal have tid til at male og passe deres kunst. Det er her, det egentlige samarbejde opstår. Her skal Hellerup Kunsthandels opsøgende salgsarbejde gerne kunne gøre en forskel. Publikum er livsnerven for en kunstner, for uden modtager er det måske kun eftertiden, der opdager en. Og så er det sgu for sent, fastslår Lars H.U.G. Kunstens rolle Det at tro, at de fleste kunstnere lever under nogle fattige vilkår, det tilhører en gammel verdensorden. Det er på tide, vi gør op med det billede, at en rigtig kunstner er en eller anden fattiglus, der er alkoholiker og narkoman, og som er blevet sparket, siden han var helt lille. Og så skal han helst dø ung og have lavet nogle kæmpe værker inden. Den model er så forslidt. Men der er desværre mange kunstnere, der lever efter den, fordi de tror, det er den eneste vej, de kan gå. At du skal have det elendigt for at være en sand kunstner, er noget romantisk pladder, siger Lars H.U.G. I dag handler det om livskvalitet. Både den livskvalitet, kunstnerne viderebringer i deres værker til deres samtid, men også om at kunstnerne tager et ansvar for at skabe sig selv nogle bedre rammer og arbejdsvilkår. Kvalitet opnås gennem samarbejde og handler om fælles interesser, men for mange kunstnere er det en svær proces, fordi de er isolerede og står alene med deres værker, eller endnu værre: Måske er de blevet slaver af deres succes! Så her er der en ny mulighed, der med garanti vil appellere til nogle kunstnere, nye såvel som etablerede. Her er tale om et helt nyt perspektiv for kunstnerne, at de rent faktisk modtager betalingen, før værkerne er blevet solgt videre, det bunder i engagement og gensidig tillid og skulle gerne frigive mere energi til at skabe endnu bedre betingelser at arbejde under og større kunstneriske udfordringer. Jeg synes, det er tankevækkende, og det bliver Kunst det er det, man ikke kan spændende at se, om kunstnerne kan forstå at gribe chancen og udnytte den positivt! Når man taler om, at penge og faste leveringsaftaler tøjler spontaniteten og den kunstneriske frihed, så er jeg ikke enig. Faktisk føler jeg det modsatte. Deadlines kan være konstruktive og forløsende, selv om de er svære at overholde, men det er nok det, de er der for, og økonomisk overskud giver større kunstnerisk frihed, fastslår Lars H.U.G. Den totale frihed Lars H.U.G. kom ind på Det Jyske Kunstakademi i Århus i Det var et sted, hvor han lærte alt det, man ikke skulle gøre. Siden jeg kom ind på kunstakademiet, har jeg malet løbende. Jeg var allerede begyndt at udtrykke mig i det offentlige rum gennem min musik. Og det ekspanderede i de år så meget, at billederne ligefrem blev et helle. Malerkunsten blev fredet for mig, fordi jeg her kunne udvikle mit eget billedsprog uden krav eller intentioner om andet end at male. I malerkunsten skabte jeg et rum, hvor der ikke var andre end lille Lars og så det hvide lærred. Og det betød, at det var fuldstændig befriende. Så hvis lærredet kun var malet over, når dagen var omme, så havde jeg stadigvæk malet. For Lars H.U.G. drejer kunst sig netop om frihed og evnen til at skabe nogle tålelige omstændigheder at arbejde under frihed til at følge sit hjerte. Den frihed har man kun, hvis man er ærlig over for sig selv og gør det, man brænder for, frem for det, man tror, omverdenen forventer, forklarer han. Jeg lærte, at det ikke nødvendigvis kun drejer sig om, hvorvidt det, man maler, er godt eller dårligt. Jeg lærte at give mig selv lov til at være forkert eller grim for derigennem at nå ud til nogle yderpunkter, hvor ens egne grænser bliver vækket. Jeg lærte at adskille det analytiske fra det kreative og ikke at vurdere mine egne præstationer for tidligt i processen. Det handler om at se tingene oppefra, at lade være med at have så travlt med at identificere sig med værkerne og mere identificere sig med oplevelsen processen. Oplevelsen af at give sig selv lov til at male, lege, fordybe sig. På mange måder fik jeg gavn af de erfaringer til mit arbejde i musikken og omvendt. For kunst er nytænkning, en kunstner er ligesom en opfinder, der prøver at stille tingene på hovedet og forsøger at realisere umulige ideer på nye umulige måder. Det handler om at skabe rummelighed, om at bane vej for innovation og nye platforme alternative veje! Kunst er at gøre det umulige muligt: Kunst, det er det, man ikke kan. For hvis man ku, så var det ingen kunst (Storm P.). Jeg maler af nødvendighed, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg, lige siden jeg var lille, har stået og kradset med kridt på tavlen eller fedtet med en blyant på noget papir for at overdøve min skolelærer eller min mors råben. Jeg bruger kunsten til at lukke den forudsigelige verden ude og finde skønheden på papiret, i legen med billedsproget, i farver og streger. Det bedste er, når man næste dag kan sige: Gud, er det virkelig mig, der har sunget den sang, eller ham, der tegnede den fisk, der hænger der og spræller på lærredet, hvor ser den vanvittig ud. Hvor kom den fra?, og du tænker stille for dig selv: Gid jeg bare ku fange en til, siger Lars H.U.G. med et smil. > > >

9 Det kunstopgør, som har stået på de seneste år, virker usundt og indsnævrende på mig Der, hvor det hele sker I vinteren 88 og 89 tog Lars H.U.G. på malerophold i Spanien, første gang med Michael Kvium. Det blev starten på en lang række rejser. Her kombinerede Lars H.U.G. musikophold med intense malersessions, bl.a. sammen med medkomponisten Johannes E. Møller (Johnny Voss). De seneste år er malerkunsten begyndt at fylde mere og mere, og Lars H.U.G. leger med ideer, der kombinerer kunst, billeder og lyd. Mit studie er der, hvor jeg er. Sådan skal det helst være. Om det er musik eller maleri, så er mit studie der, hvor jeg befinder mig lige her og nu. Så fungerer det optimalt for mig. Jeg kan godt lide at bringe mig derud, hvor jeg ikke ved, hvad der skal ske. Der, hvor tingene opstår af sig selv, hvor jeg mere er fødselshjælper end den, der slavisk følger et på forhånd givet manuskript. Identifikationen ligger mere i det at være med og se til, end den ligger i, at det var mig, der malede det, fortæller Lars H.U.G. eftertænksomt og forklarer, at han selvfølgelig har nogle billeder på nethinden, som han ved, han en dag bliver nødt til at male, fordi de er en del af hans liv. Men at det er lige så spændende for ham at begive sig ud i en skov, hvor han ikke har været før, og opleve nye ting. Lars H.U.G. betragter sine billeder som sine børn. De repræsenterer det sted, han var i sit liv, da de blev malet, og rummer oplevelser og stemninger, som ikke kan forklares med ord på samme måde, som når man finder en gammel cd frem fra kælderen, sætter den på og pludselig mentalt befinder sig et helt andet sted. Men selv om han økonomisk klarer sig med sin musik, har han ikke noget imod at sælge ud af sin samling. På et tidspunkt er børnene store nok og flytter hjemmefra, siger han med et smil. Kunst er nødvendigt. Det kunstopgør, nogle måske har bidt mærke i, og som har stået på de seneste år, virker usundt og indsnævrende på mig. Det er nærmest som under en kulturrevolution, hvor de, der bestemmer, smadrer alt det, der er anderledes, og hiver det, de ikke kan lide, ned fra hylderne og tramper på det. Man lukker Ungdomshuset, man lukker musikbyen, man fjerner skudehavnen, alt, hvad der er anderledes, fra Jørgen Leth over Kaospiloterne til Michael Rasmussen, man lukker Christiania og slukker for DR. I både økonomisk og menneskelig forstand er det en kulturel katastrofe på linje med Talebans bortsprængning af historiske seværdigheder, at man seriøst går efter at nedlægge Christiania, et kulturfænomen, der i den grad er med til at brande København og danskerne i det store udland. Hvorfor ikke lægge et forskningscenter for alternativ livsførelse på fristaden? Inspirationen ligger lige uden for døren, og ny viden og erfaringer får vi hårdt brug for, hvis vi skal overleve i en globaliseret verden med vores selvværd, kultur og identitet i behold! Det virker, som om dem, der sidder på magten, ønsker at tage et forsinket opgør med ungdomsoprøret. Et nærmest fundamentalistisk kulturopgør, der helt har glemt, at uanset hvad, så udsprang utroligt meget rent faktisk af ungdomsoprøret! Lige fra vindmøller til økologisk landbrug. Det er oftest de alternative bevægelser, der har været med til at skabe de samfundsværdier, vi i dag og i fremtiden nyder godt af! Vores samfund burde have så meget rummelighed, at det ikke kommer til gadekampe i København. Vi burde kunne rumme mere end kun det, der blot er vores egen virkelighed. At lave Christiania om til andelslejligheder og rive Ungdomshuset ned, er ikke at vise storsind og tolerance det er at vise handlekraft over for vælgerne, men det er stadig lige dumt og åndsforladt. Det er uværdigt! Det såkaldte danske frisind har efterhånden kun pornoen at prale af. Snart ender vi ligesom Sverige, et politisk korrekt Systembolaget, hvor alt det, der ikke er forbudt, til gengæld er påbudt! Hvis vi har nogle samfundsborgere, der eksperimenterer og sætter virkeligheden til debat, hvis vi har nogle mennesker, der ønsker at vise os en anden vej end den gængse, hvis vi har nogle kunstnere, der med livet som indsats prøver at forvalte ytringsfriheden til det yderste, så er der stadig håb for fremtiden. Og der, hvor vi ekspanderer, tænker kreativt og udvider os, er oftest, når vi befinder os på kanten af det tilladelige. Det er jo dybest set det, en kunstner er vidnesbyrd på! Et levende bevis! Den utilpassede. Den ikke-integrerede. En påmindelse til os andre om, at ting kan gøres anderledes, hvis man tør overskride de etablerede grænser. Så længe det er med til at forandre verden til et bedre sted at være så må vi tage imod med kyshånd, medmindre alt græs i Danmark snart skal ligge i samme retning K Kort om Lars H.U.G. Født 11. september 1953 i Sorgenfri som Lars Haagensen. Kælenavnet Hug stammer fra barndommen og hang ved i mange år, indtil han i midten af 80 erne fik forbud mod at bruge navnet officielt og i stedet skiftede navn til Lars Hugh Uno Grammy alias Lars H.U.G. Lars H.U.G. var elev af maleren Hans Christian Høier fra 1970 til I 1975 startede han på Det Jyske Kunstakademi i Århus. Her mødte han maleren og musikeren Johannes E. Møller (Johnny Voss). Sammen med keyboardspilleren Jens Valo og trommeslageren Brill dannede de det banebrydende band Kliché. Hans første soloalbum, City Slang, er musik til digte af Søren Ulrik Thomsen. Som kunstner har H.U.G. blandt andet illustreret bogomslag til Tor Nørretranders Stedet som ikke er. Han har designet en sofa til Læger uden Grænser, sofaen til alle dem, der har ondt i røven, og den er udnævnt til et af Danmarks 100 vigtigste designobjekter. Sofaen står i dag i Rigshospitalets indgang. Han har designet en etikette for bryghuset Wibroe. Designede T-shirts til Folkekirkens Nødhjælps program til rydning af miner i Kosovo. Første separatudstilling var i Gjethuset i Her fyldte Lars H.U.G. det 400 m2 store udstillingssted med sine retrospektive værker, malerier, tegninger, objekter og litografier. Værket Supertanker, Klichés første udgivelse fra 1980, blev kanoniseret i 2006 af den siddende regering. Lars H.U.G. udtalte i den forbindelse: Kanoner er der nok af! Se blot i Irak! Desuden troede jeg ikke, at regeringen kunne lide smagsdommere så hvorfor nu det?! Så vil jeg hellere citeres af folk, når de holder bryllupstale. 16

10 LONE WESSMAN Lone Wessman har et problem. Et problem med, at den ofte alt for elitære kunst distancerer sig fra beskueren. Som provokerende reaktion herpå har Lone Wessman derfor udviklet et koncept, hvor hun simpelthen maler sine billeder på meget store lærreder. Herfra kan køberen så selv udvælge et mindre motiv. For som hun siger: Jeg ønsker med mine malerier at skabe en grobund for beskuerens egne oplevelser. At skabe rum, energi og dynamik for det enkelte menneskes egne historier. Ved at inddrage beskueren som aktiv medspiller opnås den demokratisering og interaktion mellem værk, kunstner og beskuer, som ofte mangler så fundamentalt. Med en sproglig studentereksamen og en bankuddannelse som afsæt for voksenlivet var der umiddelbart ikke meget, der pegede i retning af et kreativt livsforløb. Musikalitet, beherskelse af flere musikinstrumenter, formgivning, tegning og maling havde dog gennem ungdomsårene fået så godt et tag i Lone Wessman, at da trangen til at udtrykke sig kreativt igen opstod som voksen, var det blot at pakke ungdommens rygsæk op og gå i gang. Lone Wessman, 1955, er i dag gift med arkitekt og skulptør John Wessman. Hun bor i Randers, hvor hus og have giver hende mulighed for at veksle mellem det at male inden døre og det at benytte pladsen under æbletræerne til at udtrykke sig i. Arbejdsmaterialet er i dag helt og holdent gode oliefarver og lærred. Inspirationen finder jeg i dagligdagen, og farveinspirationen kommer bl.a. fra naturen. En flot himmel eller skovens grønne nuancer kan virkelig inspirere mig, selv om billeduniverset ikke er landskabsabstraktioner, men snarere sjælelige refleksioner. Jeg maler abstrakt, føler mig frem, fornemmer farver, stemninger og bruger alle sanser, mens jeg maler. Forbilleder har jeg ikke mange af, men bl.a. Cobra-kunstnernes energi er inspirerende, fortæller hun. Jeg ønsker med mine malerier at skabe en grobund for beskuerens egne oplevelser; at skabe energi og dynamik for det enkelte menneskes egne historier, hvorved man opnår den demokratisering og interaktion mellem værk og beskuer, som jeg mener mangler i alt for megen elitær kunst. Lone Wessmans billeder hænger i dag på væggene hos en lang række af landets største virksomheder og statsinstitutioner; bl.a. har Folketingets kunstforening foretaget indkøb. Jeg maler abstrakt, føler mig frem, fornemmer farver, stemninger og bruger alle sanser, mens jeg maler Man behøver ikke rejse til Himalaya for at opleve noget nyt, man kan bare sætte sig ind i sin køkkenhave MARIe PLUM Marie Plum finder blandt andet sine motiver ved at fotografere naturen helt tæt på. Hun elsker at finde den perfekte blomst i haven og fotografere den igen og igen, indtil hun mærker, at der er noget, hun kan bruge. Hun er på den måde meget procesorienteret, for det er i processen, hun finder inspirationen. Marie Plum, 1968, har været professionel kunstner siden Hun arbejder med det naturalistiske, med abstrakte elementer, og blomstermotivet går igen i mange af hendes værker. Malerierne er en fornyelse af de traditionelle blomstermalerier, hun går nemlig helt tæt på og eksperimenterer med det figurative nærbillede, skulpturen i formen, og dette fører til nogle meget spændende dynamiske billeder: At gå tæt på en blomst og se, hvad øjet ellers aldrig ser, det abstrakte i det almindelige, det figurative nærbillede, forklarer hun. Marie Plum vil gerne skabe fokus på naturen. Man behøver ikke rejse til Himalaya for at opleve noget nyt, man kan bare sætte sig i sin køkkenhave, slappe helt af og studere formerne mellem bladene på ærteplanterne, se den måde, hvorpå planterne snor sig om hinanden. Eller som i mange af hendes malerier se den måde, hvorpå tulipanen lige netop rører ved det lysegrønne blad, og det rum, de to skaber sammen. Marie Plum maler fortrinsvis med olie eller akryl på hørlærred og bruger kun de bedste kvalitetsmaterialer, det giver den bedste oplevelse for alle. Hun har atelier hjemme, det vil sige, at hun optager samtlige borde i sin lille taglejlighed. Hendes store drøm er et husmandssted med atelier, udstilling, en rød langhåret kat og en have, der bugner af spiselige planter og krydderurter. Marie Plum lavede plakaten og vinetiketterne til Sjælland Rundt 07, de kan endnu ses over det ganske land. Hun er fast tilknyttet som kunstner hos en stor koncern, som indtil videre har købt 28 af hendes malerier. Endvidere hænger Marie Plums malerier i den amerikanske ambassadørs officielle bolig i Danmark

11 OLGA JACOBSEN STEFFEN ANKER Olga Jacobsen drog fra Kasakhstan til Skt. Petersborg som 16-årig - en kvart jordomrejse for at studere kunst, så følger man altså et kald. End ikke det kølige afslag, hun i første omgang blev mødt med, knækkede hende. I fire opslidende år arbejdede hun hårdt om dagen, mens hun studerede på kunstakademiets forberedelsesskole om aftenen. Først derefter kunne hun realisere sin drøm: den seksårige kunstuddannelse på det anerkendte kunstakademi i Skt. Petersborg. En kunstner er en kunstner, når man har en pensel i hånden. Når man lægger penslen, er man et menneske. Det lærte jeg af en af akademiets professorer. Når jeg lægger penslen, er jeg bare Olga. Det russiske akademisystem er et læringssystem, der efter devisen øvelse gør mester er gearet til at frembringe malere med et teknisk niveau, vi i Vesten kun kan misunde. Jeg maler meget med akryl på lærred og er virkelig glad for farvers voldsomhed. I grafik bruger jeg forskellige tekniker, ofte blander jeg dem sammen. Jeg kan bedst lide at arbejde med serier, fordi der er svært at fortælle alt, hvad man har i sit hoved og hjerte, i et enkelt billede. Specielt når man går og spekulerer over ideen hele tiden, og det er umuligt at stoppe. Kunst er ikke bare noget, man er uddannet til eller godt kan lide, kunst er en måde at leve livet på. Lige nu arbejder jeg med en serie, som hedder Amazone. I det moderne samfund er kvinder nødt til at klare lige så meget som mænd. De skal være stærke og udholdende, og den situation genkender jeg fra de klassiske græske myter om kæmpende amazoner, om kvinder, der blev nødt til at passe på sig selv. Min idé med serien er at prøve for en stund at give kvinderne deres kvindelighed og skønhed tilbage på overfladen. Olga Jacobsen, 1973, er i dag dansk gift, har to børn og bor i Odense. En kunstner er en kunstner, når man har en pensel i hånden. Når jeg lægger penslen, er jeg bare Olga Jeg er rimelig produktiv og skal helst male hver dag, uanset om jeg er inspireret eller ej Steffen Anker, 1958, er bornholmer og vild med det. Han har især stor tilknytning til øens nordlige klippekyst, hvor de våde klipper, den altid skiftende natur, lyset og ikke mindst øens forunderlige mytologi er en konstant inspiration i hans arbejde. Han er en rigtig sprællebasse tænker og bevæger sig hurtigt. Munden står sjældent stille, men han er tilbageholdende med at tale om sig selv. Man fornemmer, at han som sine malerier har mere på hjerte, end hvad øjet umiddelbart kan se, og man bliver nysgerrig efter at finde ud af, hvad der gemmer sig bag motivet. Selv om Steffen Anker er en kunstner, der har nemt ved at kommunikere, så hader han at sælge sig selv i forhold til sine malerier. Billederne må tale deres eget sprog, og al den smalltalk, som ferniseringer kræver af kunstneren, sammen med den let tilgængelige hvidvin, gør, at Steffen Anker ofte befinder sig i en noget pinlig rolle sammen med de tømmermænd, der følger med. Stilmæssigt er han på samme tid både impressionist og ekspressionist, hvor naturen og menneskets tilstedeværelse sammen med lyset fortæller en historie i fortættet stemning. Bortset fra en periode på seks år som ejer af en campingplads har Steffen Anker siden 1990 arbejdet seriøst med keramik og billedkunst. Han er nu tilbage i kunstens verden med hele sit hjerte. Han har simpelthen solgt virksomheden og i stedet bygget et flot nyt atelier, hvor han nu arbejder på fuld kraft: Jeg er rimelig produktiv og skal helst male hver dag, uanset om jeg er inspireret eller ej. Det er i processen, jeg finder løsningerne. Jeg er helt bestemt inspireret af de store bornholmske malere, hvor Oluf Høst står som mesteren. Bornholm har altid tiltrukket kunstnere fra nær og fjern, og den klassiske bornholmske kunstskole er kendt for at hente inspiration i øens smukke natur. Steffen Anker er ingen undtagelse, han arbejder primært i akryl, og hans farver og stemningsfulde motiver tager afsæt i naturens fantastiske farvespil, lys og voldsomme kontraster. Blandt de store klassiske bornholmermalere er sjovt nok kun den fantastiske Oluf Høst ( ) født på øen

12 Sådan bruger du Hellerup Kunsthandels hjemmeside På vores hjemmeside kan du ubesværet og i ro og mag se kunstnernes værker. Du kan købe et kunstværk og få det leveret til døren. Du kan booke tid i vores showroom, eller du kan vælge at blive kontaktet af en konsulent. Klik ind på : EHvis du vil læse om en kunstner og se kunstnerens værker, klik på kunstner, og vælg så den kunstner, hvis værker du ønsker at se nærmere på. EVil du købe et kunstværk, klik på læg i indkøbskurv, og fortsæt til betaling. EVil du leje kunst, så klik på leje af kunst, og udfyld kontaktinformation. EØnsker du se udvalgte værker live, så book en tid med en konsulent, og angiv hvilke værker, du ønsker at se. EVil du deltage i konkurrencen, klik på konkurrence, og udfyld svar og kontaktinformation. Du kan nårsomhelst det passer dig, se hele vores sortiment online og købe kunsten direkte eller træffe aftale om at se bestemte værker i vores showroom. Når du har valgt et kunstværk, kommer vi og hænger det op for dig. ESøger du yderligere information, så klik på kontakt, og udfyld kontaktinformation, og du vil blive kontaktet af en konsulent. 22

13 kunsten at gøre en god figur Trods hårde odds nyder kunstmaler Maria Martstand stor succes. Hun har ikke gået på akademiet, hun har ikke været på Charlottenborg, og har ikke gået den slagne vej, alligevel har hun svært ved at følge med efterspørgslen. af esben pedersen 24 Pisserenden eller Københavns latinerkvarter, om man vil er ved at ryste morgensløvheden af sig. Det er her i de små barer og klubber, at den mere progressive del af byens natteliv folder sig ud. Cykler du en fredag formiddag gennem de smalle gader, er butikkerne først langsomt ved at ryste torsdagstømmermændene af sig. Men bevæger du dig ind i de kringlede baggårde, bag butikkernes bagdøre, bobler kvarteret af kreativitet og liv. De gamle baghuse og lagerbygninger virker som en magnet på kreative unge, og her holder grafikere, smykkeværksteder og ikke mindst kunstmalere til. Allerlængst inde bag en stor grøn dør, lige før baggård bliver til mur, er kunstmaler Maria Marstrand rykket ind i et nyt atelier. Der er højt til loftet, og badet i sollys fra gavlens vinduer byder hun os smukt smilende og med åbne arme indenfor. Der er rigtig mange muligheder her. Jeg talte med viceværten i går, og jeg kan få lavet pejs eller brændeovn, fortæller Maria Marstrand som det første og peger hen i hjørnet til venstre for mig. Det ville være fantastisk, så kan jeg også holde varmen om vinteren. Det kan blive et fantastisk sted, og hvis jeg også får en brændeovn... Sådan opleves Maria Marstrand ved første møde: åben, glad og tilstedeværende. Figurerne viser alt Maria Marstrands malerier er figurer ridset og kradset ind i et eksplosivt og kaotisk lag af maling, farver og streger. Figurerne opstår tilfældigt, for som hun siger, så bliver det bedst, når man ikke tænker: Det er derfor, det er svært at forklare malerierne, når du spørger, afslører hun. Jeg var nede i farvehandlen i Klosterstræde forleden, og han gav mig en grøn farveprøve, så nu jeg har bare plasket det hele til i grøn. Og det er blevet helt fantastisk, og så er det hans fortjeneste helt tilfældigt, siger hun og viser mig smilende et maleri i grønne nuancer. Lige nu har jeg lyst til, at alting skal være grønt. I morgen kan det godt være koralrød, griner hun. Jeg starter bare med nogle farver, som jeg synes er interessante. Siden 2002 har jeg arbejdet meget med tykke masser, hvor jeg leder efter mine figurer. Malerierne består af mange lag. Og jeg kradser og skærer ind i billedet for at finde figuren. Figurerne i de forskellige malerier har ingen sammenhæng, de er meget individuelle og kommer frem helt tilfældigt, med hver deres liv. Når jeg kan se dem, begynder jeg at fantasere om, hvad det er for et liv, de har haft, og så føler jeg, det er den historie, jeg fortæller gennem figuren. Det er altid figurer, som kigger frontalt på dig. Men figuren er egentlig bare en ramme for noget, der er meget mere kompliceret. Jeg tror, det handler om, at figuren gør det mere trygt for mig. En ensom tilværelse Jeg maler hver dag. Jeg har det hele tiden i mig. Det er meget sjældent, det forsvinder. Hvis jeg er mættet og ikke kan tænke kreativt, så går jeg hjem eller ud på en café. Men når jeg kommer hjem, går der et par timer, og så vender billederne tilbage. Jeg drømmer også tit om de her figurer. Jeg står bare op, drikker kaffe og spiser ristet brød, og så cykler jeg af sted herind til mit atelier og kigger på skitserne og overvejer, hvordan jeg kommer videre. Det, der driver mig som kunstner, er, når det ikke går op. Det driver mig til vanvid på en konstruktiv måde. Men når det bliver for ensomt, løber jeg ud af døren, eller griber telefonen min telefonregning er enorm, griner Maria Marstrand. Jeg er blevet mere anerkendt, efter jeg er kommet på Statens Museum for Kunst, det har været en blåstempling af mine billeder. Men gennembruddet for mig har været, at folk taler meget om min kunst og roser den og henvender sig til mig. Allis Helleland (forhenværende direktør for Statens Museum for Kunst, i dag direktør for Norges Nationalmuseum, red.), kom til min udstilling på arkitektskolen i Jeg kendte hende ikke, men hun spurgte mig, hvem jeg var. Jeg fortalte hende kort om mig selv, hvorefter hun sagde, at hun synes, det er fantastisk, det jeg laver, og at det brænder gennem lærredet. > > >

14 26 Faktisk er det rigtig svært for mig at forklare, hvad det er, jeg laver. Det lader jeg kunsthistorikerne om Hun spurgte, om jeg havde været på akademiet. Jeg fortalte, at jeg havde fået afslag tre gange det syntes hun var meget interessant. Så stod vi lidt og snakkede om, hvor svært det er at være kunstner i Danmark. Hun og en veninde roste mig så meget, at jeg blev helt flov. Senere fandt jeg ud af, at hun havde reserveret nogle af mine billeder, som Statens Museum for Kunst har erhvervet sig i Allis Helland har siden da været en god opbakning for mig. Altid været maler-nørd Jeg har malet, siden jeg var 10, og jeg startede med at tegne, da jeg var fem. De første oliemalerier, jeg malede, var naturalistiske med heste og enge. Jeg mistede begge mine forældre, da jeg var barn, så jeg har altid været en enspænder og skabte med mine tegninger et rum, hvor jeg havde helle. Jeg sad fuldstændigt intensivt som en nørd, fra jeg var fem. Jeg kunne tegne så længe, at mine ben begyndte at sove. Jeg tegnede hver dag og var omgivet af bunker af krøllet papir, fordi mine tegninger skulle være perfekte. Jeg talte allerede med min skole om at udstille, da jeg var 10. Men det var først, da jeg var i slutningen af 20 erne, jeg begyndte på det for alvor, fortæller Maria Marstrand. For udenforstående virker det, som om kunstverdenen fungerer på den måde, at man kommer på kunstakademiet, og så skal man søge på Charlottenborg. Men det virker, som om det er lettere at komme på akademiet, hvis man har været på Charlottenborg, men at det er lettere at komme på Charlottenborg, hvis man har været på akademiet... Maria Marstrand har selv været ude for at blive afvist med den begrundelse, at hun ikke er gået den lige vej. Kunstverdenen er en svær fisk, men jeg bestemte mig hurtigt for ikke at følge de uskrevne regler på den gængse måde. Det at skulle stå med hatten i hånden, producere bestemte ting, følge bestemte regler og ingen penge få for det, det er en svær ting at greje. Og når du ikke er uddannet, er der lang vej hjem. Det kan selvfølgelig også være, at de bare ikke kan lide det, man laver. Men det er sværere at bide skeer med dem, hvis ikke du har et cv og jeg har ikke noget prangende cv, men et eller andet sted skal du jo starte. Et galleri sagde engang til mig: Hvis du kommer på Charlottenborg, så vil vi gerne have dine billeder. Og alene af den grund fik jeg det aldrig gjort, siger Maria Marstrand. Jeg tror, det bliver nemmere nu, da Hellerup Kunsthandel er kommet indover og reelt vil betale for kunsten up front, og ikke som andre først efterhånden som kunsten bliver solgt. Jeg har uddannet mig. Først gik jeg på jordmoderskolen, så læste jeg kunsthistorie, og så blev jeg færdiguddannet som socialrådgiver for at gardere mig som enlig mor og kunstner. Der har været mange bump på vejen, men nu er jeg endelig kommet hertil. Jeg kan mærke, at det nok skal lykkes denne gang, lyder det positivt fra Maria Marstrand. Hellerup Kunsthandel Det, der er det gode ved Hellerup Kunsthandel, er, at hvis de tror på dig, går de ind og støtter dig som kunstner med det hele, så du får ro til at male. Det hele er i dette tilfælde god kommunikation, markedsføring og økonomi. Jeg har ikke kunnet leve af det tidligere, blandt andet fordi jeg ikke har været produktiv nok. Jeg har ikke haft ro nok til at male. Roen kommer f.eks., fordi Hellerup Kunsthandel ikke er bange for at investere i kunstnerne forud, så at sige, så der bliver overskud til at male. Så roen er en kombination af tid til at male, tid til at blive inspireret og selvfølgelig også økonomien, så man ikke er tvunget til at være afhængig af noget andet. Når Hellerup Kunsthandel går ind og investerer, så skal jeg ikke have job nr. to for at få mad på bordet. Det betyder tid til eftertanke og tid til at dyrke min inspiration. Jeg vil også gerne prøve ting af med udlandet. Jeg har masser af visioner og drømme. Jeg har allerede netværket i udlandet. Men folk, der har forstand på det, mener, at selv om udlandet er interessant, så drejer det sig altså primært om at sælge i Danmark. Et godt fundament i Danmark er vigtigt, for det er her, jeg er, og det er her, jeg fungerer og får min inspiration. Vi kan ikke rumme folk, der er på skideren Jeg er så glad for, at jeg har fået det her sted. Det bliver en ny begyndelse. Jeg glæder mig. Også til at få gang i skorstenen. Det bliver inspiration i sig selv. Ild, vand og mennesker så kan det næsten ikke blive bedre, siger Maria Marstrand smilende, mens hun går rundt i atelieret, og slår begejstret ud med armene. Maria Marstrand uddannet socialrådgiver og har blandt andet praktisk erfaring fra Vestre Fængsel. Her blev hun stærkt berørt over at opleve, hvor grimt man kan tale om folk, der har det svært: Folk bliver hurtigt stemplet som langt ude eller skal høre for, at de har kuk-kuk, fordi de har et behov for at tale om alt det lort, der foregår i deres liv. Jeg får blandt andet inspiration fra, at vi tilsyneladende har så svært ved at rumme folk, der er på skideren. Det er uanset, om det er mennesker fra et hårdt miljø, hjemløse eller veninder, det kommer fra. Ikke fordi jeg ikke kan få inspiration fra glade mennesker eller andre oplevelser, men det rører mig, hver gang vi ikke kan rumme mennesker, der har et særligt behov for at reagere eller tale om deres liv. Jeg tænker over alle de her ting, og de bliver i et eller andet omfang omsat til noget på et lærred. Jeg får inspirationen udefra og filtrerer den gennem mig selv. Jeg kan ikke fortælle dig specifikt hvordan, men jeg er vel en slags maskine for det et apparat. Så kommer kunsten til udtryk i figurer, som er skræmte eller underlige eller meget glade eller provokerende hvor brysterne hænger helt skævt, eller de har syv fingre. Figurerne er altid nøgne, og man kan se alt fortalt på en meget simpel måde lidt for sjov eller lidt provokerende. Det er min måde at simplificere verden og give tingene en ramme på. Jeg håber at kunne skabe et større rum med højere til loftet og bredere horisonter, a room for uncivil behavior. Faktisk er det rigtig svært for mig at forklare, hvad det er, jeg laver. Det lader jeg kunsthistorikerne om. Jeg er ikke så glad for ting, der bare er pæne og nydelige. Jeg arbejder hen imod, at det bliver mere og mere surrealistisk. Det vil kun glæde mig, hvis jeg kan fremprovokere tics hos beskueren. Det skaber det større rum, jeg taler om. Et større rum i vores verden for mennesker og deres historier. Det giver mig noget tilbage. > > > I Maria Marstrands atelier er der højt til loftet og luft. Hun maler stort, og har de imponerende malerier stående langs de rå murstensvæge.

15 Rædslen skal indover for at hive det smukke frem, men det gør jo bare det smukke endnu dybere En eksplosiv kontrast Trods sin positive livsindstilling gemmer Maria Marstrands malerier på en undertone af mismod, og det er måske det, der giver malerierne så stor en dybde. Men hun mener ikke, malerierne er dystre: Du må ikke sige dystre, siger hun og viser mig et maleri. Der er nogle grønne, lilla og brune farver. Men det er bestemt ikke dystert. Maria tænder en projektør. Prøv at se, hvor smukke farverne er. Jeg blev helt ærgerlig, da du spurgte, om alle mine figurer var ulykkelige, fortsætter hun. Det synes jeg ikke. Rædslen skal indover for at hive det smukke frem, men det gør jo bare det smukke endnu dybere. For det, jeg får inspiration fra, det er tit den manglende accept, men det betyder ikke, at mine figurer er kede af det. Hun viser mig en figur. Han er sjov, ikke? Han har flyveører og strittende øjenvipper han er helt vildt primitiv og naiv. Og det synes jeg jo er sjovt. Selvironi og stupiditet er da morsomt i naive figurer med kaos af farver i lag af collage, spartelmasse og maling som en slags tavler. Et omfangsrigt univers, som ikke nødvendigvis handler, og så alligevel. Det er klart, at mit liv er med i malerierne. Men det bliver så hurtigt søgt, det der med barndommen. Det store rum, jeg forsøger at skildre via kunsten, er en del af det rum, jeg har oplevet som barn, da jeg stod in the middle of nowhere det er et kæmpe rum på gadeplan med alle slags typer af mennesker, særligt de hjemløse. Og så søger jeg inspiration fra det her miljø, der er jo totalt originale typer. Så inspirationen kommer mange steder fra, men mest af alt fra mig selv. Jeg er jo apparatet, der filtrerer alle disse ting. Men af favoritkunstnere har jeg en svaghed for Dubuffet, Baselitz, Goldberg og Picasso. K Maria Marstrands malerier kort fortalt Maria Marstrands malerier er store med rå strukturer gennemskåret af grove linjer, som former mennesker eller snarere sjæle. Penselskiftet er ekspressivt på grænsen til det brutale og vidner om et dybt engagement. Associationen til l Art brut (rå kunst), som blev introduceret af Jean Dubuffet i midten af 1940 erne, er slående: Netop l Art brut har fået fornyet aktualitet, siden den figurative kunst for alvor har gjort sit indtog på den internationale kunstscene. Maria Marstrands kunst skabes uden indflydelse fra kunstakademiernes dogmer. Med de surrealistiske overtoner er den ikke behagesyg, men snarere resultatet af et indre behov, som ikke kan holdes tilbage. Den handler om de følelser, som livets oplevelser gode som dårlige fylder os med. Maria Marstrand formidler disse følelser med en surreel, men ekspressiv naivisme, som er beslægtet med Cobra-kunsten og Dubuffets egen kunst. De aparte nøgne figurer er omdrejningspunktet i værkerne som alle har en figur, der kigger direkte på beskueren. I perioder har figurerne været næsten usynlige, som gemte de sig i farverne, i andre perioder træder de lyse, lette og frigjorte frem med livsbekræftende og uimodståelig karisma. Det er her, Maria Marstrand befinder sig lige nu. Vivi er farvestrålende, eksplosiv, impressionistisk og nonfigurativ. VIVI BENDIXEN Kontrasten mellem Vivi Bendixen som person og hendes maleriers udtryk er slående. Hun er en pige med orden i tingene, en sekretærtype, som har styr på sin kalender, og typen, som ikke stiger på toget uden pladsbillet som hun i øvrigt bestilte mindst en uge tidligere. Sådan er hun, og sådan ser hun ud. En pæn pige med pænt opsat hår, pænt smil og pænt tøj. Men hendes billeder fortæller en anden historie. De er meget kraftfulde og eksplosive og afslører en indestængt vildskab bag den pæne og rene facade. Vivi Bendixen, 1967, bor med mand og tre børn på en nedlagt gård uden for Randers, hvor hun har et stort og lyst atelier med naturen lige uden for vinduet. Inspirationen og roen til sine store, spændende og farvestrålende malerier henter hun i de dejlige landlige omgivelser, men også i moden, arkitekturen, i design, i rejser og i musikkens verden. Hun har gennem hele livet været en kreativ person, og det, hun brænder allermest for, er at skabe kunst, som giver folk livskvalitet. Vivi Bendixen maler store, farvestrålende og spændende, abstrakte malerier med en god dybde. Jo mere man kigger på malerierne, jo mere vil man finde forskellige detaljer. Hendes stil er eksplosiv, impressionistisk og nonfigurativ. Jeg har ikke nogen specielle forbilleder, men bliver meget imponeret, når jeg ser en kunstner, der virkelig kan sit håndværk i naturalistiske billeder, fortæller hun. Hendes ambition er at kunne blive ved med at finde glæden ved at skabe kunst og samtidig bringe glæden og varmen ind hos de personer, som vælger at købe hendes malerier. 29

16 lise aarup JOHN HANSEN Lise Aarup, 1949, er indbegrebet af en bohemekunstner. Frihed, ensomhed, tid til fordybelse er hendes brændstof. Hun har en atelier-lejlighed i Charlottenlund ved siden af kæresten, skulptøren Bernhard Lipsøe. Det er vigtigt for hende at kunne være alene, og bliver lejligheden for trang, flytter hun staffeliet til sommerhuset i Tisvilde. Efter at have levet af at undervise i mange år har Lise Aarup nu fuldt ud helliget sig kunsten. Hun er autodidakt ved staffeliet: Jeg tror, det betyder, at jeg bibeholder min eksperimenterende, legende tilgang til det at male. Det er legen, som er sjov. Mine figurer hopper og danser. De er som jeg - i nuet, fortæller hun. Lise Aarup udstillede første gang i I dag er hun en anerkendt kunstner, og hendes billeder hænger bl.a. på store virksomheder, hos private og i gallerier rundt om i landet. I starten gemte jeg mine billeder væk, når jeg fik gæster. Ingen skulle se dem. I dag betyder det ikke så meget, hvad andre tænker og mener, siger hun. Lise Aarup arbejder meget struktureret. Ikke noget med at vente på den hellige inspiration. Hun står op kl. 6.30, bader i Øresund hele året og har den indstilling, at man helst skal have penslerne i hånden hver dag. På kunstsiden er alment menneskeligt uden tvivl de mest dækkende ord for Lise Aarups billedverden. Malerierne sitrer af liv og opfører et levende og frodigt skuespil af mennesker i evig bevægelse. Hun gengiver scenerier med en drømmeagtig attitude og en poetisk fortolkning, hvor handlingen foregår på gaden, i porten, ved havet eller andre steder, hvor vi færdes. Deres livsbekræftende udstråling står i kontrast til, at det var en personlig krise, der blev starten på hendes kunstneriske karriere. Mine figurer hopper og danser. De er som jeg - i nuet, Tolkningen af mine billeder afhænger af beskuerens intensitet og rummets forhold af plads og lys. John Hansen har netop købt hus i Provence, Sydfrankrig. Hans sydfranske eventyr begyndte, efter han med hjælp fra stipendier tilbragte nogle inspirerende somre i Provence. Faktisk er den klassiske maler så svær at lokke hjem, at vi måtte sende en fotograf til Sydfrankrig for overhovedet at få taget billeder til dette portræt. John Hansen, 1953, er født i Odense, men boede fra sit andet til sit trettende år på Ærø. Da han vendte tilbage til Odense, fik formningslærer Mogensen ham for alvor i gang med at male, og han lavede sin første udstilling på Vester Skole. Som 17-årig kom han ind på Det fynske Kunstakademi. John Hansen har gennemgået en stor udvikling fra slutningen af 1970 erne til i dag. Han har arbejdet med mange forskellige teknikker, fra akryl på japanerpapir til litografiske prøvetryk, hvorefter han håndkolorerer billederne. I hans nyere værker møder vi Provences bjerge og natur. Cezannes Mont Sainte Victoire-bjerget (betyder: sejrens bjerg) emmer af majestætisk ro med sit glorieagtige lys og går igen i flere malerier. I sine forskellige serier kommer John Hansen rundt i hele farvepaletten. Fra sarte lyse nordiske farver i formationer der kan associere til fjeldvægge, is, sne og skyer, til lyse- og mørkebrune, grønne og dybviolette masser, der igen lyses op af glimt af okker, gult og blåt. I visse tilfælde antydes en horisontlinje, men også kun antydes. Intet har sin helt faste plads. Hans værker er på samme tid dels pågående, uundgåelige, dels forfinede og raffinerede. Billedernes tolkning afhænger af beskuerens intensitet og rummets forhold af plads og lys. Derved giver hans malerier aldrig de samme oplevelser

17 design by smussen.com kunsten at sidde godt Kusch - Ona Work stol indretning, design og mennesker punktum - indretning til erhvervslivet