Ålandsøernes kvartærgeologi. Af Ralf Carlsson

Transkript

1 Fig. 1. Stødside af et rundklippesystem med skurestriber på den for Ålandsøerne så karakteristiske rapakivigranit. Inden for det mørke (lavbevoksne) felt i forgrunden ses nogle seglformede brud. Geta Kommune, juli Ålandsøernes kvartærgeologi Af Ralf Carlsson Den sidste istid, Weichsel, begyndte for ca år siden. Den første del af istiden blev afbrudt af lidt lunere perioder (interstadialer, mellemistider), hvor isdækket formentlig var begrænset til bjergene. Det er uklart, om isen kom til Åland før i istidens hovedfase for ca år siden, hvor isen nåede Tyskland og Danmark. Derefter indledtes afsmeltningen relativt hurtigt, dvs. isfronten smeltede tilbage med et par hundrede meter hvert år. For år siden var der ikke mere is på Åland, men isens påvirkning af landskabet kan ses den dag i dag. 656

2 Fig. 2a (tv) Plastiske former på en rundklippe. Geta Kommune, juli Og 2b (herover). Polerede riller er et gådefuldt fænomen, som findes i området ved Ålandshavet. De dannes sandsynligvis af glacialt smeltevand under højt tryk. Eckerö Kommune, september De nordiske lande har ved flere lejligheder i de sidste 2,6 mio. år (kvartærtiden) været dækket af mægtige iskapper. Mellem istiderne har der været varmere perioder (interglacialer = mellemistider). Den sidste mellemistid, Eem, begyndte for omkring år siden. Den omfattede en periode på år, hvor temperaturen var ca. 5 grader højere end i dag; der voksede hassel og eg til Bottenhavets nordkyst og skov helt til Nordkap, hvor der i dag er tundra. Vandstanden i havet var 5-8 m højere end nu. Skandinavien plus Finland var en ø i Eem-havet. Fig. 3. Jættegryde på Bänö i Föglö Kommune, juli

3 Fig. 4. Drumliniseret terræn i det nordlige Hammarland. De nord-syd gående kamme er drumlins bestående af moræner og nedpolerede såkaldte klippe-drumlins. Hammarland Kommune, oktober Fig. 5 En lav De Geer moræne. Finström Kommune, april Erosionsspor Ålands Skærgård består af mere end seks tusind øer. De fleste af øerne er nøgne, is-polerede rundklipper med en flad stødside mod NNV og en brat læside mod syd eller sydøst (se fig. 1). Stødsiden vender imod den side, som isen kom fra og fremviser skurestriber. Af andre spor kan nævnes seglformede brud, hvis brudflader hælder svagt i isens bevægelsesretning (danner en lille vinkel med klippeoverfladen) og ender med en lille stejl skrænt i den nedstrøms side (se fig. 1). De er som regel nymåneformede med horn, der vender i isens bevægelsesretning. Parabelridser er derimod stejlt stående brud med horn (sider), der bøjer tilbage imod den side, isen kom fra. De danner ofte serier. Begge brud-typer må skyldes isens kraftige pres på klippeoverfladen. Presset udøves via sten, der sad i isens bund, men man ved ikke, hvorfor hældningen er forskellig. Seglformede trug er mere sjældne, men de giver klippefladerne en plastisk afglattet form; de er sandsynligvis dannet i samarbejde med smeltevand med slibemidler i en stærk, retningsbestemt strøm under isen. Kendte eksempler på plastiske former er Källskärs-kannan på øen Kökar længst mod sydøst, samt de gådefulde polerede riller i strandområderne ved Ålandshavet (se fig. 2a og 2b). Jættegryder er mere eller mindre dybe, cirkelrunde huller 658

4 Fig. 6. Eratisk blok, Brändö Kommune. Foto: Finn Uno Kofoed, i klippen. Hvordan de er dannet, vides ikke med sikkerhed (se fig. 3). De fleste teorier antager, at de er dannet af smeltevandets erosion; de forekommer i strøg, hvor man kan se, at der har været smeltevandsstrømme med aflejringer af grus og sten. De dannes også i nutidige floder, fx under vandfald. Den væsentligste årsag er formentlig kavitation : Kavitation optræder, når vandmolekyler i stærkt undertryk i hvirvler går fra væske til gasform. Gasboblerne imploderer derefter med hastigheder på op mod 130 m/ sek., med en enorm sprængningseffekt af klippen til følge. Ifølge teorien skulle jættegryder på denne måde kunne dannes på kort tid, måske i løbet af et par dage! Ofte finder man runde slibesten i grydernes bund, men de er formentlig faldet derned i et sent stadium af grydedannelsen. Istidsaflejringer Moræne (till) [1] er mere udbredt på Åland end smeltevandsaflejringer. Rullestensåse (dannet af vandstrømme i tunneler under isen) er sjældne, med undtagelse af et par forekomster i den østlige del af Skærgården samt lokalt i kommunerne Eckerö, Hammarland og Lemland. De finere fraktioner (ler og silt) er aflejret i lavtliggende terræn. De danner her frugtbare landbrugs-områder, fx "Hagaslätten". Aflejringerne danner varv, der er en rytmisk vekslen mellem afsætning af finsand om foråret og ler om efteråret og vinteren; de kan benyttes til datering af afsmeltningen [2]. Ud over at være aflejret som bundmoræne findes till (moræne) også i form af lange strømlinjeformede bakker med nord-sydlig retning, dvs. på langs af isbevægelsen. Med et irsk ord kaldes de drumlins. De har en stejl stødside og en lav, udtrukket "hale" i læsiden. Drumlins er måske Ålands mest karakteristiske landskabstype, men de overses tit, da de ikke er særligt høje i forhold til deres længde. Drumlins forekommer i sværme; terrænet kan beskrives som "drumliniseret" (se fig. 4). Moræneophobningen sker ofte omkring en "kerne" af klippe. Drumlinerne var de første steder, som blev taget i brug af mennesker; jorden var relativt let at bearbejde i forhold til den stive lerjord i lavningerne, og havde desuden et mere tørt og lunere miljø. Den gamle bosættelse på drumlinerne kan stadig erkendes i dag. Morænerygge i øst-vestlig retning, De Geer moræner, er ikke så markante. De kan være skubbet op ved isfronten eller være afsat i lavninger bag en bræmme af dødis (se fig. 5). Rundt omkring på øerne har gletscherisen efterladt nogle meget store "vandreblokke" (eratiske blokke), som stammer fra Bottenhavets bund eller fra Nordsverige (se fig. 6). Den senere udvikling I et landskab, der ligger under 100 moh., støder man ofte på strandvolde med rullesten udvasket af morænen og afrundet af havets bølger. Man ser terrasser (strandterrasser), der af bølgeslaget er eroderet ind i siderne af højere terræn (se fig. 7). De højest beliggende terrasser repræsenterer gamle kystlinjer fra Yoldiahavet (kort tid efter isafsmeltningen) eller fra Ancylussøen (i jægerstenalderen, før havet trængte ind i Østersøen under havstigningen ca år før nu). Jo længere ned i terrænet man kommer, jo yngre er strandvoldene. Årsagen er Skandinaviens hævning siden istiden. Processen foregår også i dag: jo længere nede på stranden på holme og i Skærgården man kommer, desto tydeligere ser man, hvordan strandvolde dannes ved at stenene er sat i bevægelse [3]. Terrasserne var længe et mysterium. Man forklarede dem som følger af uensartet landhævning eller som et resultat af storme, men forklaringen er rimeligvis mere ligetil, nemlig at bølger på lavt vand udjævner det område, de overskyller; derved dannes et abrasionsplan (abrasionsflak). 659

5 Fig. 7. Store stenfelter (strandvolde) på Dånö Gamlan i Geta Kommune. Bemærk strandterrasserne, der stort set følger højdekurverne. Oktober Fig. 8. Jorden er grålilla i en grusgrav, et sikkert tegn på skalgrus. Sund Kommune, september Nogle af de højest beliggende strandvolde afviger ved, at stenene ikke er afrundede, men nærmest kantede, og ved at de næsten udelukkende består af den lokale rapakivi. De er formentlig dannet under arktiske forhold, under eller lige efter isens afsmeltning. Strandgrus (svensk: svallgrus) kan overfladisk minde om smeltevandsgrus, men indslag af skalgrus (rester af muslingeog snegleskaller) afslører den rette tolkning. Undertiden farves lagene blå-lilla af skallerne, især i strandvolde fra Littorinahavets (stenalder-havets) tid ca år før nu (se fig. 8). På det tidspunkt var der mere salt i havet, og dermed mange marine arter af planter og dyr, som ikke findes i dag. Ler blev afsat i rolige vige i løbet af Østersøens postglaciale stadier og har bidraget til agerjordens frugtbarhed. Skandinavien har hævet sig siden istiden og hæver sig stadig, men en forklaring på strandlinjernes forløb kan være kompliceret, da der også sker ændringer i havniveauet, alt efter om klimaet er varmere eller koldere. Vi ved fra årringe i træer, at temperaturstigningen efter sidste istid ikke har været jævn; der har været svingninger mellem varmere og koldere perioder med en periodicitet på år. Fx var det i bronzealde- 660

6 ren og i den tidlige middelalder et par grader varmere end nu og for øjeblikket stiger temperaturen igen. Hvis landet og havet stiger lige hurtigt, oplever vi det som om intet sker, mens en kold periode med fald i havniveauet kan opfattes som en hurtigere hævning. Landhævningen var hurtigst lige efter isens afsmeltning. Omkring sundet Kvarken (i den Botniske Bugt) var der tale om ca. 15 mm årlig, i nutiden kun 8-9 mm årlig; på Åland hæver landet sig nu 4-6 mm pr. år og i den Finske Bugt om 2-3 mm pr. år. I den sydvestlige del af Danmark er der endog tale om landsænkning, og samtidig sker der i dag en havstigning pga. gletschernes afsmeltning. I dag omfatter Åland et miks af forskellige landskabstyper. I de nordlige, højere liggende egne er jordbunden mager, mens man i de sydlige lavere liggende egne finder lersletter med frugtbar landbrugsjord. Både i nord og syd ser man, at opstikkende højere dele af terrænet dækkes med rensdyrlav og fyrreskov, mens de lavere liggende dele har tykkere og vådere jordbund med en varieret vegetation af nåle- eller løvskov. Hvor landskabet er fladt, ændrer kystlinjernes forløb sig hurtigt. Det er interessant at kigge på kort fra forskellige tidsperioder, og se hvordan fx nutidens søer tidligere var fjorde og vige i 1800-tallet, og hvor mange stednavne har endelsen skär, der afslører, at stedet for ikke så længe siden var et skær i havet. Ældre mennesker kan tale med om, hvordan de i deres barndom, satte fiskenet på steder, der i dag er tørt land. Tilsvarende processer finder sted næsten overalt langs den finske og svenske østersøkyst. Der findes ikke mange tørvemoser på Ålandsøerne, sammenlignet med resten af Finland, som er mosernes og søernes land. De største vådområder er Träsket i Eckerö og Stormossen i Sund. Som andre steder har også de ålandske moser været udsat for tørlægning ved dræning. Fremtiden Vi lever nu i en mellemistid og måske vil klimaet igen blive koldere og indlede en mindre nedisning. Om år, vil kilometertyk is sikkert igen dække det nordiske landskab og presse landjorden ned, indtil isen igen løsner sit greb og processen gentages. Sådan har forløbet været gennem hele kvartærtiden. Ralf Carlsson er lektor i biologi och geografi ved Ålands lyceum (gymnasium). Artiklen er oversat fra svensk af Peter Astrup Madsen i samarbejde med Ralf Carlsson. Alle fotos af forfatteren fig. 6 undtaget. Noter [1] Till er et engelsk ord for selve sedimentet, mens ordet moræne benyttes om selve formen, fx bund- eller endemoræne. [2] Varv er betegnelsen for et lagdelt sediment, der udviser en årstidsvariation pga. strømhastighed og transporteret mængde. I Sverige er der etableret en såkaldt varvkronologi flere tusinde år tilbage i tiden. [3] Strandvolde, kaldes på ålandsk klapperstensfält pga. den lyd, der fremkommer, når sten af bølgeslag skubbes og presses mod hinanden - et andet ord er djävelsåker: djævlens ager. Kilder Carlsson, R. 2002: Shell gravel deposits on the Åland Islands, south-western Finland, with special reference to the molluscan assemblages. Boreas 31: Carlsson, R. 2003: Shore displacement and possible Littorina transgressions as inferred from shell gravel deposits on the Åland Islands, SW Finland. Geografiska Annaler 85 A (2): Carlsson, R. 2004: Skärgårdens halvisolerade vikar är intressanta övergångsmiljöer. Skärgård 27(4): Carlsson, R. 2005: Drumlinbebyggelse på Åland. Nordenskiöldsamfundets tidskrift 64: Carlsson, R. 2007: Landhöjningen omformar landskapet. Finlands Natur 66(1): Carlsson R. 2010: Jättegrytor och andra vertikala hål i berggrunden. Finlands Natur 69(6): Carlsson, R. 2012: Namn på kartor berättar om förändringar i landskapet. Finlands Natur 71(2): Dingwall, P. 2000: IUCN-nomination (Appendix 1), Geology of the Kvarken Archipelago. Strömberg, B. 1990: A connection between the clay varve chronologies in Sweden and Finland. Annales Academiæ Scientarum Fennicæ A III, 154:1, 32 pp. Strömberg, B. 2005: Clay varve chronology and deglaciation in SW Finland. Annales Academiæ Scientarum Fennicæ A III, pp. Strömberg, B. 2010: Rare forms of meltwater erosion on bedrock : polished flutes in the Åland Sea area, Sweden-Finland. Ann. Acad. Sci. Fenn. Geol.-Geogr pp. 661