Om den hellige Sophia og hendes døtre 1 - i en gammeldansk version. Aff sancta Sophia oc hennis døttær.

Transkript

1 Om den hellige Sophia og hendes døtre 1 - i en gammeldansk version Von der Heil. Sophia und ihren Töchtern in einer altdänischen Fassung. De la sainte Sophie et ses filles en prose danoise ancienne. Of Saint Sophy and Her Daughters in an Old Danish version. Digitalisering og kommentar ved lektor Poul E. Jørgensen. 33(snabela)gvdnet.dk Aff sancta Sophia oc hennis døttær. Siden Vorsherre 2 ord vare predicket offuer aluærilden 3, oc then meglæ kennedom drogh men 4 fra afgude dyrken oc til ath kenne Gud drotten 5, tha var deffuellen at 6, ther sannendæ spilliær 7 ær, oc hwattæ Adrianus hugde 8, ther keisere var i Room, til at hates vit cristne mæns lifnæt. I same time 9 war een ærlig 10 konee het Sophia, oc hun kom till Rom mæt sinee thre døtter och omwende mange ærlighe 11 coner til ræt troo mæt fagher efftersiun 12, ther hun thom gaff. Tha var ther een i Rom ther hedh Antiochus, oc totte 13 thet harm vare, oc gik til Adrianum 14 oc sagde: hær æær en kone kommen met synæ thre døtter, oc hauer skildh alle vore koner fran oss 15. Hun kenner 16 at hedre 17 en Gudh 18 oc Crist hans søn, oc siger, at man 19 mo 20 hannum ey vel tiene, vten han 21 forsiger 22 al rigdom, oc forti 23 æræ voræ husfruger met thom 24, oc haue oss forsagt 25. Tha vort Adrianus harlæ 26 vredh, oc loth thom kalle fore sigh til sith palatzs. The mør vare harlæ væne oc vell lærde i gudeligh scrifft. Ther the inginghe i thet palatzs, tha signde the bodæ brist oc ænnæ 27 met Vorsherris corss. Thær Adrianus thom soa, thaa vort han soa fæll 28 foræ theris venlichet 29, al han gadh 30 ey melt 31 vether thom. Om een lidell stundh tha kallet han there moder nermeræ sigh oc sporde huæden 32 hun var, oc aff huat slæct, oc sagde soa: thu hauer megit vnder giort i Room, at thu hauer conyr skyld 33 veth theris hushonder, oc forswærge 34 at dyrke gude. Æn huat tha 35, sig mek tith naffn! Hun swarede: iach ær cristen 36. Adrianus sagde: iac letær 37 naffn oc ey troo. Hun swarede: thet førstæ oc thet bestæ naffn thet ær at iæc ær cristen, æn 38 aff legomet heder iac Sophia 39, aff thet bestæ slæcth i Italia, och iac kom forti til Room, at iech vilde offræ mуne døtter til Vorhærre. Tha loth Adrianus henne gøme 40 oc hennis tre døtter i Paladius rath mans huss. Ther the ware i the gøme, tha maneth hun syne døtter at forsmoa tesse væræls lif oc tolæ pinæ for Crist ok sagde: myne kiære døtter, i æræ vell lærde i guddom 41, gømer 42 thet nøthsiuns 43 timææ ther i haue numet, oc then ther i haue sat ethert hob til fran barndom, han skall ether hielpe, oc mek, ther ethers moder ær, i mughæ aflæ 44 en migill glædæ, af 45 i gøme ether tro oc ræt vether gangels 46 oc i pyne. Døtter suaretæ theris moder oc sagde: frughe, wor moder, thu skalt vare vrigh 47 om oss, oc sendh oss fyrst til keiserens domstoll, oc tha matthu kennæ vor stirke oc vor stridh. Æn vor helær 48 Jhesus Crist, ther han ser vort tholc 49, tha skal han oss hielpe, oc han skal giffue oss at sware amoth thet ther keyseren oss atspør. Tha sagde moderæn til thom: gørær sosom i sighe, Gudh skal ether hielp sende oc iac mottæ 50, siden ethert liff var ænd, gladelic efftær fare. Siden the thre daghe vare wthe, tha loth keyseren kalle thom foræ sigh. Møærne ginge foræ oc moderen effter. Sosom thee inginge soa sagde Adrianus: o spæde børn, hørær mek oc hauer miscundh 51 a ethers spæde legome oc ethers modær, oc offrær til vore gude, oc iach scall tage ether mek til døttær vnder ræt ridders væriæ oc louen 52. Æn villæ i ey thet, iach swær ether thet om gude, at iac spar huærken alder eller slæct æller venlic 53, mæn met the ondeste pyner ther iac gitær hit 54 scal iac ether lymme 55 synder slide, oc hunde till aazell 56 giffue. Børnen swaredhe ænsæ 57 alle met enæ munæ oc sagde soa: keiser thynæ blidæ talen fæstes ey vithær vart hiartæ oc thin hoot 58 rædess

2 vy icke. Wy haue een fader ther oss hauer takæth til then euerdeligh arff, hans hodh rædiss vy, forthi ath 59 hans hot kommer euerdeligh døth. Æn hauer thu noger the pyne, ther 60 thu wæntær, at thu motte vor tro met winnæ, lath thom til, oc thu skalt see, huilken crafft cristne mæn 61 haue, at the ære starckær æn thine pynerr. Tha vort Adrianus harlæ galen oc callet til sik theræ moder oc sagde: sigh mech theris nafn 62. Moderen suaretæ: then førstæ hedær Fidess oc hun ær tolf vinter 63 gammell, annen hedær Spes oc hun ær thi vinter gammell, trediæ hedær Caritas oc hun ær ni vintær gammell. Tha kallet keyseren Fides til sigh oc sagde: blotæ 64 thæn hælug høghæ Diane, seer thu huore fager hun ær oc huilc fæghært 65 hun sider i. Sancta Fides swaret: o usnialle oc then blinde 66 thu beder mech forsighe Gudh, ther alt scabet met eth ordh af enctæt, oc beder mek hedræ træ oc sten, ther giort ær oc gilt 67 met mans handh. Thær Adrianus hørdæ tessæ ordh, tha loth han henne af clædæ oc hustryge met lyme 68, til thes at hun sculde loue oc offræ til diefflæ. Ther skifftes tolff till at bærie 69 henne oc tedes 70 ther ey en riplæ 71 aa hennis bagh 72. Siden loth han hennis spyner 73 met iærn skære, och alle the ther omkringh stodæ the græde och sagde soa: huat ilth haffue tesse iomfruger giorth, ath the skulle liggæ vnder sligh pinæ? keysere, thin dom ær ondh oc thine bodordh æræ vrætte 74. Tha sagdæ then helluge møø til keyseren: sligh æræ thine hotæ, nu haffue tolf men vordæt træthe af at bæriee mek, och tho kenner ey eth soar a myn huth, och myne skorne spener the giwde 75 melc fore blot 76. Wenter 77 thu thet, hin forbannete, ath thu gadhæ mek skildh vether 78 myn Gudh met tessæ pyne, thet skalt thu aldrigh bidbæ 79, mæden Gud vill mec hielpe. Tha loth keyseren henne lægge aa en røst 80 och stegæ. Hun huiltis tho a then rysth sosom a eth skip i haff, ther mikill loghn 81 ær. Tha øptæ 82 hun vp til Vorherræ oc sagde: Hærre Jhesus Crist, see nedher til thin tærnæ, at iech mattæ fast stande amodh thenne keiseree oc forwinnæ hans krafft. Ther han 83 soa thet, at eldh matte henne icke skade, tha lod han henne castæ i en pannæ oc lodh ther i tæræ 84 ok vox oc begh. Ther thet var alt vældh sammen 85, tha soa sancta Fides vp til himmel oc kallet a sin helær Vorherræ Jhesum Cristum, ath hun huildes ther innen i sosom en dug ther faller aff himmel. Ther Adrianus soa thet 86 henne motte then pyne oc ikki scade, tha vorth han harlæ harmt 87, at han matte 88 met enkyns 89 komme then iomfruge til ath blodæ 90, tha gaf han doom, at hun skulde høffdis 91. Ther then iomfru thet hørdæ, tha vorth hun storligh gladh oc tacket Vorherræ oc bat syn moder, at hun skulde bidæ fore henne, ath hun skulde siit liff soa ænde, oc løn taghe i himmerige. Hun manede syne søstre, ath the skulde ey so rædiss the pyne ther hun tolde, ath the skulde Adriani villie filge, mæn at the skulde so megith starkeræ væræ, at the soge henne ey forwunnen være met pyne. Siden myntæ 92 hun sin moder oc syne søstræ, oc siden racte hun sin hals fram harlæ gladeligh fore then ther hugge skulde. Siden vort hun halshuggen oc for met martirii sighær til himmerigis 93. Tha lodh Adrianus calle then annen sistær oc taleth blide ordh til henne oc sagde: dotter, lydh mek sosom thin fader oc offræ til hellugh Diane, at thu math frelssis af the pyne ther tegh stander fore. Sancta Spes swarede: wit thet keisere, ath thine ordh sculle tek icke dwæ 94. Myn søster kende 95 mek bode met ordh oc met effterlign, at iac scal filge henne døth 96, at iach matte 97 henne lige vordhæ met then samme troo. Gør oc aff mek huat ther thw vilt, thu skalt thet væll kenne, at iech ær bodhæ i kiøt oc i hugh hennis søster. Siden Adrianus thet hørde oc han ther veterkendes, ath han mottæ ey foa fræmfærdh met fagre ordh, tha loth han henne af clædæ oc bærie met thiuræ sinæ 98. The vare ti ther skifftis til at bærie henne, tho 99 finge the henne hugh ey omwendh. Æn hennis moder stoth hoss hennis døtæ dotters legome oc bat til Vorherræ oc sagde: Herræ Jhesus Cristh, giff thætte barn toll 100, at iach motte ok henne see ændæ sith liff i fulkomen troo, som iech soa myn førmer 101 dotter. Ther moderen haffdæ thet bedæt, tha øptæ dotteren och sagde: Нerræ myn Gudh, met hwæs trøst 102 ther iach strider! giff mech toll 103 och sigher, oc hun hwærffde sigh om til keiseren ok sagde: Adriane, grymme vuen 104, hauer thu fleræ kynss 105 pynæ, tha lath komme, thu skalt thet fullelige kenne, at Gudz dygdh 106 ær vti mek, Tha wordh Adrianus vredh och lodh henne brenne vti en owen 107. Sosom hun gik in i offnen, soa sloctæs all loghen vth, och hun sath i then owen, och bath

3 oc loffuith Vorherræ. Ther Adrianus hørdæ, at hun sangh, thaa loth han henne vtledæ och offtær 108 pyne. Sosom hun pindess soa, foor then bestæ døn 109 vtaff henne limmæ 110 ther væræ mottæ, och hun sagdæ met blit anladæ: o hyn grimmæ hals 111, iach følær ickæ pyne mæden Gudh vil mech hielpe. Tha vort Adrianus harlæ harmt, och loth hentæ en panne och lodh ther i tiære och flødh 112 oc vox oc qwadhe 113. Och ther the vilde liffthæ henne vp oc sæncke hennæ ther i, soa brasth hin panne och sticktæs 114 all om guluet ok brænde alle thom ther om stodæ intil beenss 115. Adrianus vildæ tho ey kennis vith thet hellugh iærntegen 116, mæn bødh, at hun skuldæ høffdæs. Ther domen var giffuen, tha vort Spes harlæ gladh oc løp til sin moder, och helsseth henne, och myntæ hennæ. Soa giorde hun oc with sin søster oc sagde soa: fryth 117 worde met ethær och hun bath sin sistær, ath hun skulde skyndæ sigh till at tolæ pynæ. Siden 118 løfftæ hun synee hender vp til Gudh och sagdæ: Hærræ Jhesus Crist, tagh vether myn siæll, forthi at myn liid ær fullelig til tek. Ther ombrat 119 vort hun halshuggen oc for til himmerigiss. Tha bar then hederlig moder vp at øpæ oc sagdæ til Gudh: Hærræ Gudh, nu hauer iech tek two døttær antwordet 120, læ 121 mech æn thet at then tredie skulde komme til tegh, oc theræ wither vist 122 haue met tegh. Och ther hun soa, at then tridie vilde gladelige goa til pyne, tha sagde hun: Caritas, myn dotter, vær fast oc haffs 123 mannelic vethær 124, forti at Gudh fortyr engen ther a hannum lydær 125. Tha loth Adrianus kalle thæn tredie til segh, oc wilde swige henne met blide ordh. Æn sancta Caritas swarede: wentær thu ey, at iach ær aff the same forældræ fød, ther myne two søstræ æræ? higger 126 thu mek være 127 ønsælugher och kranker 128 i hugh æn the, mæthen iach var theræ lighæ i lærdom ok i slæcth? Ther Adrianus hørde tessæ ordh, tha lot han henne henge vpp oc pyne met ny hittæ 129 pynæ. Ther han soa, at thet mæth icke dughe, tha lodh han henne soa hængdh hustruge. I then pyne lifftæ sancta Karitas syne øghen vpp til Vorherræ oc sagde: Herræ Gud, var myn hiælpen 130! Tha vende hun sigh om till keiseren oc sagdæ: thu stæruær at hæggum 131, forthi at iac ær soa full aff Gudzs ælscug 132, at iach kennær icki til pynæ. Tha taleth Adrianus met en rædelic 133 røsth til then iomfru oc sagdæ: mædhen 134 thu vilt ey offræ til Gude, tha segh thet ene ordh: frughe Diane! oc iach ladher tegh lithugh 135. Santa Caritas swarede: fool oc snap! 136 hwy auendis 137 thu veder myn siæll? gør af mek huat thu vilt, thet kommer thu mek aldrigh til ath sighe 138. Tha loth Adrianus henne vi i eldh casthæ. Sosom the ginge til en ofn och the nødæ henne indh at gange, soa sloss hyn eldh vth aff mwnnen 139 och brændæ alle flestæ ther omstodæ. Æn sancta Caritas gik i thæn owen oc æræth oc loffuit Gudtroten 140. Thaa scamet Adrianus segh 141 och bath henne vtledæ 142. Sosom the kame til hin offns mwn, soa saghe the, at thre gingæ mæt henne 143 vænær 144 æn solen. Tha ræddis the foræ thæn siun oc fiulle nedher 145. Thær the finghes after vethær 146, tha badæ the henne ydhmugelige, at hun skuldæ vtgange. Hun for vt oc gik foræ keiseren. Ther han henne soa, tha bøth han hennis hals af at sloa. Thær sancta Caritas hørde keyserens dom, tha vort hun harlæ gladh oc øptæ til sin moder oc sagdæ: modhær, mynnes mek! 147 Tha swarde moderen ok sagdæ: kiære dotter, bith fore mek mæt thine søstrær, at Gud vilde mek skøt 148 ladæ komme till ether! Ther moderæn hafde thet sagt, tha vort dotteren halshuggen, oc for bort til euinnelige roo. Æn sancta Sophia there moder togh there legome oc lagdæ thom a en kærre oc førdæ thom bort atan milæ fran Rom 149, oc smorde thom met aromata, oc groff thom siden, oc for effter 150 til Rom oc tacket Vorherræ fore then nadæ ther han haffde vither henne giort. Siden for hun effter gien mæt mange quinne ther førdæ met thom mannigh aromata, at hedræ there reliquias. Tha lagde sancta Sophia seg neder a there graff oc bat sinæ bønæ grædende oc sagde: kiære døttær, tager mech til ether. Sosom hun haffdæ thet sacth, tha [...] 151 sosom hun skulde foa en søffn oc døthæ met nadhæ. The ther met hennæ vare the groffue henne hoos hennis døttær met megil glædæ. Vm sidær fech Adrianus soa sterck soot, at bodæ 152 hans øghen sprunge vth oc hans kiøth bløtnædes 153, oc af hans mwn for blodh, oc han spyttet orme, oc æfterst 154 fick han soa megel verc, ath han brast i mit synder 155, oc hans lymmæ skildess soa huært vedhær annet, at mæn gadhæ 156 thom ey sammenkommeth til ath graffue 157. Siden foor han til heluides oc pynes ther e 158 forwten

4 ændæ. Tessæ thre helluge mør, theræ martiriæ ændedæs førstæ dagh i Julius moneth for Vorsherræ Jhesus Crist, ther signeth ær e forwten ænde. Amen! 1 Den gammeldanske tekst er fra et såkaldt legendarium, udgivet af C. J. Brandt, med titlen De hellige Kvinder. En Legende-Samling (Kjöbenhavn 1859), s Trods den af Brandt valgte titel De hellige Kvinder er medtaget Visio Sancti Pauli, en i middelalderen særdeles udbredt legende om apostlen Paulus besøg i helvede, her i dansk oversættelse, hos Brandt kaldet St. Povels Nedfart til Helvede. Endvidere, helt ulegendarisk, en let bearbejdet oversættelse af Matthæus-Evangeliet kap Brandt mener i efterordet (s. 97) at samlingen nok er bestemt til kvindelig Læsning, og da sagtens til Klosterjomfruers Tjeneste. Endvidere påpeger han at kvaliteten i teksternes stil er så ujævn, at oversættelserne ikke kan være foretaget af den samme person. Således fremhæver han rosende oversættelsen af Vor Herres Pine, mens Margarete-legendens stil betegnes som stiv. Håndskriftet, der findes på det kongelige bibliotek i Stockholm (Cod.Holm.K4), anser Brandt for at være opstået omkring Affattelsen af den originale gammeldanske tekst må være sket noget før, hvilket ses af en del konservative træk (f. eks. former som attan = atten, iørtriki = jorderige). Om disse, se Brandts udgave s samt hans ordliste s Den hyppige skrivning oa svarer nærmest til nudansk å: f. eks. soa = så, moa = må, foa = få. u kan skrives u, w eller v: hun = hun, mwnnen = munden, vuen = uven. v kan skrives v, u eller w: vare = var, huat = hvad, ware = var. i skrives ofte y: pyne = pine, syne = sine, vy = vi. Men der er ikke stor konsekvens i skrivemåder. Latinske navne og ord bøjes ofte i den kasus de ville have i en latinsk kontekst: gik til Adrianum, hvor Adrianum er akkusativ. Mombritius har accessit ad Adrianum. Som nominativ ses Adrianus. Eller genitiv: Adriani villie. I tiltalen til Adrianus bruges den latinske vokativ Adriane. Aroma anføres i pluralis som på klassisk latin i den græske form aromata. Hermann Brandes: Visio Sancti Pauli; ein Beitrag zur Visionsliteratur mit einem deutschen and zwei lateinischen Texten (Halle 1885) har fra samme legendesamling citeret et uddrag af St. Povels Nedfart til Helvede efter originalhåndskriftet i Stockholm. Heraf fremgår lidt om Brandts editionsprincipper: Tegnsætningen er helt Brandts og svarer nogenlunde til hans samtids måde at indsætte tegn i gammeldanske tekster. Personnavne samt Gud og Vorherre er skrevet med stort, hvor originalhåndskriftet har den fra middelalderen så kendte vilkårlige skrivning; navne er ikke normaliserede. Sancta skriver Brandes systematisk med lille, hvor håndskriftet veksler. Jeg har i min udgave gengivet Brandts tekst nøje, og jeg har i det store hele anvendt hans tegnsætning, som gør teksten mere læselig. Men det fremgår af GldO seddelsamling, hvor redaktørerne af har haft originalhåndskriftet eller en kopi for sig, at Brandt har lavet en del fejl. En gennemgang af blandt andet evt. kilder for den gammeldanske Sophia-version ses i Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), kap. 13 Hellige Kvinder s (kapitlet gennemgår de enkelte tekster i Brandts udgave). Tue Gad meddeler at der kendes to hovedversioner af legenden, dels en meget udførlig som er optaget i Mombritius Sanctuarium (= Boninus Mombritius: Sanctuarium seu vitæ Sanctorum, i to bind, trykt ca. 1480, genoptrykt op til nyeste tid), bl. a. med en længere forhistorie, dels en kortere, koncenteret om martyriet, som if. Gad som findes i Historie Sanctorum, Köln (Ulric Zell) 1483 (Inc. Haf. 2182) (BHL 2971). Den gammeldanske oversættelse beror på denne kortere version. Jeg har ikke på nettet kunne finde en version der svarer til den korte version, så jeg hælder mit hoved til citaterne i GldO - hvorfor det er sørgeligt at programmeringen af GldO s materiale endnu er så dårlig at adskillige ord ikke umiddelart kan findes. - Tue Gad omtaler s kort at legenden også findes på gammeldansk i en lidt kortere udgave i Sjælens Trøst, et meget udbredt værk i senmiddelalderens Europa, se Niels Nielsen (ed.): Sjælens Trøst ( Siæla Trøst) (København ), s Moderen hedder her Sapiencia (= visdom), svarende til Brandt-udgavens Sophia (græsk ord, med samme betydning), og døtrene hedder Fides, Spes og Karitas. Om valget af navne skriver Tue Gad s. 227 at der er ingen vidnesbyrd om at der har existeret en martyrfamilie med disse navne. [ ] Der er sikkert oprindelig tale om den guddommelige visdom og de tre teologiske dyder, der kan være hædret og dyrket også med et foranstillet Sancta og siden er opfattet som helgeninder, måske under indflydelse af billedkunsten, hvor man har fremstillet dyderne i kvindeskikkelse. I danske kirker ses ikke sjældent allegoriske fremstillinger af de tre dyder tro, håb og kærlighed, f. eks. i Saltum, Højmark, Kirkerup eller Gundsømagle kirker. Ang. citater fra latinske forlæg har fra GldO s eksempelmateriale alene været brugt Lat.A =

5 Udgavens s : Lat.A = Historie Sanctorum (et tillæg til Legenda Aurea). Köln KB inkunabel nr Forkortelser: Legenda Aurea = Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1845). Mombritius = Boninus Mombritius: Sanctuarium seu Vitae Sanctorum, Tomus Primus, Paris Vulgata Clementina = en ældre Vulgata-version. Her henvises til udgaven Biblia Sacra, Juxta Vulgatam Clementinam (Romæ, Tornaci, Parisiis (= Rom, Tournais, Paris) 1956). Denne udgave ligger nær middelalderlige bibelcitater. På nettet: Nova Vulgata = Nova Vulgata (Libreria Editrice Vaticana, Roma, 1979). På nettet: - Nova Vulgata svarer på en række punkter til den danske 1992-oversættelse, idet begge oversættelser bygger på den nyeste tekstforskning = den autoriserede danske oversættelse af GT fra = den autoriserede danske bibeloversættelse fra GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente. GldO = Gammeldansk Ordbogs seddelsamling på nettet, under adressen gammeldanskordbog.dk/ - Ordbogen kræver et rimeligt kendskab til gammeldansk, idet man ikke uden videre kan slå et givet ord op i den form man finder i en tekst. I vejledningen skriver redaktørerne: Det er ordbogens gammeldanske normaliserede form, der skal anvendes. Begrebet normalisering forklares i denne ordbog således: Gammeldansk Ordbogs lemmatisering følger den norm, der blev udformet af ordbogens første leder, Kaj Bom. Denne norm tager udgangspunkt i sprogtilstanden i de ældste gammeldanske kilder fra omkring Blandt de væsentligste punkter i lemmatiseringen er, at oprindeligt p, t, k adskilles fra oprindeligt b, d, g, at der ikke skelnes mellem lange og korte vokaler, og at vokalen i tryksvage stavelser gengives som e. - I mine henvisninger angives seddelnummeret, i reglen efter søgebegrænsninger som Hellkv (= Brandts udgave) eller Religion. Hertil forkortelserne søgebegr. = søgebegrænsning og opsl. = opslagsord(et). Kalkar = Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog ( ), Bd København Vorsherre: herre er genitiv singularis. På et ældre sprogtrin får den type an-stammer i gen. sgl. -a, altså herra. Men efterhånden får gruppen -s i gen. sgl., påvirket af a-stammerne. Vi finder i Brandts legendesamling genitiver af typen vorsherræ, som er den almindeligste form (f. eks. 9,1; 29,8; 41.6), vorsherræs (f. eks. 20,21; 52,2) og vorherræs (f. eks. 48,9; 63,10). Det betyder ikke nødvendigvis at skriveren har været usikker, men at forlæggene har budt på forskellige former. 3 aluærilden: alverden (læses al-værelden). 4 men: mennesker 5 Gud drotten: skal opfattes som ét ord: Guddrotten. Se GldO, opsl. drotten. Fra samlingen Hellige Kvinder er der tre belæg, med skrivningerne Guddroten, Gudtroten og Gud drotten, som alle gengiver et latinsk deus (= Gud). Af de tre belæg er de to fra nærværende legende. De øvrige belæg med guddrotten er langt ældre (mellem 1050 og 1300), så ordet har vel, da samlingen Hellige Kvinder blev nedfældet, haft en konservativ klang. Det fremgår endvidere af GldO s materiale at det usammensatte drotten har været brugt i betydningen Gud (seddel 11). Således var der i Lund en Sancti Drottens Kirke (seddel 6, 7, 10). 6 var at: synes at betyde var til stede. 7 sannendæ spilliær: sandhedens ødelægger. GldO angiver ordet spilliær på seddel 1 under opsl. spillere; seddel 2 har spiller = en der spiller. De to ord hører ikke sammen! Spilliær er substantiv til verbet spjalle = ødelægge. På GldO s seddel 1 (med formen spilliær) refereres der til Lat.A corruptor = en ødelægger. Ser vi på GldO s belæg for verbet spjalle, ser vi interessant nok på seddel 7, at et gammeldansk spiællæs svarer til et latinsk forlægs corrumpatur = ødelægges. Altså hører spilliær og spjalle sammen! - A propos skrivningen spilliær, da har GldO for verbet spjalle skrivninger som spillæ (seddel 4), spillæ (seddel 6), spiller (seddel 9). 8 hugde: Brandt anfører i sin note s. 105 at det svarer til hug, altså til GldO s hugh. Men under opsl. hugh anfører GldO ikke stedet. GldO har heller intet opsl. af typen hugde. Tilfældigvis opdagede jeg en håndskreven note på seddel 1 til opsl. spillere, hvor ordbogsredaktøren, ved ordet hugde i samme tekststykke, havde noteret vel afskriverfejl for hugh? En anden del af løsningen finder jeg tilfældigvis under opsl. hvætje til tekstens hwattæ = hvæssede, skærpede, hvor seddel 1 noterer at Lat.A har incitauit animam Adriani = ansporede/ ophidsede Adrianus sind. Igen på sedlen, ved ordet hugde i samme tekststykke, tilføjelse fra ordbogsredaktøren vel afskriverfejl for hugh. Så hughde/ hugh svarer if. denne seddel 1 til latin anima = sind. - Under GldO s opsl. hugh ses adskillige latinske paralleller af typen anima, mens, sensus i betydningen sind. 9 time: tid 10 ærlig: fornem. If. GldO, opsl. ærlik, søgebegr. HellKv, seddel 7, har Lat.A nobilis = ædel, fornem, fortræffelig o.l. hvilket også er betydningen af gammeldansk ærlik. Denne middelalderlige brug kendes vel af alle fra den lille strofe i

6 Codex Runicus fra ca. 1300: Drømde mik en drøm i nat um silki ok ærlik pæl, eller på nudansk: Jeg drømte en drøm i nat om silke og fornemt klæde. 11 ærlighe: er ikke med under GldO, opsl. ærlik, søgebegr. HellKv. 12 effthersiun: forbillede, eksempel 13 totte: syntes. Præteritum af verbet thykje, se GldO, opsl. thykje. 14 Adrianum: kejser Adrianus (76-138). 15 hauer skildh alle vore koner fran oss: ved at de bliver kristne og frasiger sig de verdslige goder. 16 kenner: lærer (andre), underviser i. Desværre har GldO, opsl. kænne, søgebegr. HellKv, ikke belagt dette sted, men eksempelmaterialet anfører adskillige andre steder hvor et gammeldansk kænne svarer til latin docere = undervise, belære. 17 hedre: dyrke, tilbede. GldO, opsl. hethre, søgebegr. HellKv, har på seddel 12 verbet colere = dyrke. Andre belæg med hethre i HellKv viser det med latinske forlæg som f. eks. adorare = tilbede, honorare = hædre, ære, venerari = tilbede, dyrke. 18 en Gudh: skal forstås som én Gud. Et latinsk forlæg vil vel have unum deum, men igen er belægget ikke i at finde i GldO, under opsl. guth, søgebegr. HellKv. Måske kan belægget findes med søgebegr. Religion, med 1189 belæg 19 man: i betydningen mennesket. Stedet er ikke belagt i GldO, opsl. man, søgebegr. HellKv. 20 mo: kan. Infinitiv if. GldO: mughe. 21 han: dvs. man = mennesket. 22 forsiger: frasiger sig, giver afkald på. Se GldO, opsl. forsæghje, søgebegr. HellKv, seddel 2, med håndskreven note if. hvilken Lat.A har nisi a abstinueit [!] hvor abstinueit må være fejl for abstinuerit. 23 forti: derfor 24 thom = Sophia og hendes døtre. 25 haue oss forsagt: har nægtet os samkvem. Stedet er ikke belagt i GldO, opsl. forsæghje, søgebegr. HellKv. Med henblik på verbet forsiger i samme sætning, med latinsk forlæg abstinuerit, kan man også her forestille sig et latinsk forlæg med en form af verbet abstinere, her i betydningen holde sig fra, frasige sig (en person). Uden tvivl er der tale om at de omvendte kvinder nægter mændene seksuelt samkvem, et tema der er hyppigt i legender, f. eks. et kristent ægtepar vælger at leve afholdende, f. eks. Legenda Aurea s. 22 om den hellige Nicolaus forældre, der efter drengens fødsel fører et caelibem vitam = et liv i cølibat; en troende ugift kvinde vil kun gifte sig, hvis manden vil undlade at berøre hende, f. eks. i Cæcilia-legenden, i samlingen Hellige Kvinder, se - Temaet er meget tydeligt gennemspillet i legenderne om Paulus og Thekla, se - At Sophia har født tre døtre, tyder dog på at hun først sent er kommet til denne erkendelse, men meningen er selvfølgelig ikke at man skal drage den slags konklusioner. Læseren skal fokusere på døtrenes martyrium. 26 harlæ: meget 27 bodæ brist oc ænnæ: både bryst og pande 28 fæll: forbavset. If. GldO, opsl. fæl, søgebegr. HellKv, seddel 1, har Lat.A stupens = forbavset, forbløffet. 29 foræ theris venlichet: på grund af deres skønhed. Sml. adjektivet væn = smuk. GldO, opsl. vænlikhet, seddel 4, oplyser at Lat.A har ad pulchritudinem earum = på grund af deres skønhed. 30 gadh: kunne. Gammeldansk gite efterfølges normalt af en perfektum participium (sml. nudansk: gad vidst). 31 melt: af verbet mæle = tale. 32 huæden: hvorfra 33 skyld: - udtales skilt. 34 forswærge: afsværge. If. GldO, opsl. forsværje, søgebegr. HellKv, seddel 1 har Lat.A abiurando culturam, svarende til det gammeldanske forswærge at dyrke, og sammenhængen i Lat.A er nok abiurando culturam deorum = ved at afsværge dyrkelsen af guderne. GldO har godt nok stedets gude med som belæg, men anfører ikke hvad Lat.A har. - Altså: anklagen lyder at Sophia får kvinderne skilt fra deres mænd ved at de, kvinderne, afsværger guderne. 35 Æn huat tha: men nu! 36 iach ær cristen: et svar som findes i talrige legender og som nok ikke afspejler det reelle svar. If. Mombritius nævnes dette svar i parallelle situationer således i legenderne om Anastasius (s. 70), Cyprianus (s. 351), Concordius (s. 372), Erasmus (s. 485). 37 letær: søger 38 æn: men 39 thet førstæ oc thet bestæ naffn thet ær at iæc ær cristen, æn aff legomet heder iac Sophia: denne opdeling i en åndelig og en fysisk del, afspejlet i navnet, ses også i andre legender. Således nævner Mombritius s. 48, i legenden om Alexander Eventius og Theodolus, at Alexander Eventius over for den onde Adrianus præsenterer sig således: Nomine carnali Euentius dicor. nomine spirituali christianus sum = Min kødelige navn er Eventius, mit åndelige navn er den kristne.

7 40 gøme: vogte 41 guddom: gudelighed. GldO, opsl. guthdom, søgebegr. HellKv, nævner på seddel 3 at Lat.A har divinis litteris = gudelige bøger, altså teologi. 42 gømer: giv agt på! gømer er imperativ, 2. pers. plur. Desværre svigter GldO, opsl. gøme, søgebegr. HellKv, atter, da den latinske parallel hér havde været interessant. 43 nøthsiun: nød, trængsel. Se GldO, opsl. nøthsjun. 44 aflæ: få (sml. nudansk avle). 45 af: hvis. af er her en konjunktion og er ikke identisk med præpositionen af, men svarer til oldislandsk ef eller engelsk if. Brandt noterer i sin udgave s. 101, opsl. af, fire belæg med denne konjunktion. Den synes ikke specielt noteret i GldO. 46 vether gangels: bekendelse. Se GldO, opsl. vithergangelse. Udtrykket ræt vether gangels svarer if. seddel 8 til Lat.A confessionem piam = en from bekendelse til troen. 47 vrigh: ubekymret. Læses u-righ. Afledt af ryg = bekymret, se GldO, opsl. ryg (adjektiv). Utvivlsomt angiver i i urigh en svækkelse af y i tryksvag stilling, måske endda udtalt /ǝ/. 48 helær: frelser. Dannet af verbet hele = frelse, et oversættelseslån fra latin salvare, som egl. betyder helbrede, redde, forløse. Til salvare dannes på latin substantivet salvator: frelser, altså den der heler, redder, forløser. Sml. tysk Heiland = frelser, Heil = frelse, heilen = helbrede. 49 tholc: Brandt skriver i en note s. 112: vort tholc (?) : Tålmod. - 83,16 = s. 83, lin. 16 i Brandts udgave. tholc er utvivlsomt en fejl for thol. GldO har det da også under opsl. thol, søgebegr. HellKv, seddel 1, ifølge hvilken Lat.A har patientiam = tålmodig lidelse. 50 mottæ: - vel konjunktivisk = gid jeg måtte, måtte jeg. Desværre har GldO, opsl. mughe, søgebegr. HellKv, seddel 9, ingen angivelse af en latinsk parallel. 51 miscundh: medfølelse, medlidenhed 52 vnder ræt ridders væriæ oc louen: (betyder vel) under en retfærdig ridders formynderskab og løfte. If. GldO, opsl. riddere, søgebegr. HellKv, seddel 7, har Lat.A sub testimonio sacri senatus = bevidnet af det hellige senat. - Den retfærdige ridder er vel her Adrianus, der altså vil adoptere børnene, hvis de afsværger kristendommen. 53 venlic: skønhed. venlik er et substantiv, se GldO, opsl. vænlek. Hertil adj. væn = smuk. 54 gitær hit: kan finde på. hit er præteritum participium af infinitiv hitte, sammentrukket af hittet. 55 lymmer: (udtales limmer): lemmer 56 aazell: (udtales ātsel) føde (subst.). Samme ord som nudansk ådsel, hvis grundbetydning er noget der ædes, især ædes af dyr. 57 ænsæ: som 58 hoot: trusel 59 ath: - er vel præposition = med. 60 ther: af hvilke 61 mæn: mennesker 62 theris nafn: navnene Fides, Spes og Caritas betyder tro, håb og kærlighed og stammer fra NT, 1. Korintherbrev kap. 13, v. 13, hvor Vulgata skriver: Nunc autem manent fides, spes, caritas, tria hæc: major autem horum est caritas = (1992) Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 63 vinter = år, man taler om menneskers alder. I gammeldansk regnedes mere i antal vintre end i år, sml. eksempler fra GldO, opsl. vinter: et drengebarn må ikke sælge jord før æn thæt ær fæmtan wintær gamalt; myndighedsalderen thet er xviii vinther, altså 18 år; på Noahs tid tha vor værdæn meræ æn thu tusændæ vintær gamæll etc. 64 blotæ: imperativ ental af verbet blote = ofre. If. GldO, opsl. blote, seddel 4, har Lat.A immola, som er imperativ ental af verbet immolare: ofre. - Medens verbet ofre (GldO har 315 belæg), via oldtysk eller oldengelsk, er låneord fra latin offerre = fremføre, overbringe, er verbet blote et nordisk ord, som brugtes også i hedensk tid, men som altså sporadisk lever videre i den kristne tid. GldO s belæg tyder på ringe udbredelse af ord dannet over stammen blot-. Det regnedes åbenlyst omkring 1500 som et ord der lugtede langt væk af hedenskab. GldO har kun fem belæg med verbet blote, deraf er de fire fra samlingen Hellige Kvinder og alle om at ofre til afguder. Ang. substantivet bloten: af tre belæg er de to fra Hellige Kvinder, begge om hedenske ofre, og ét fra den gammeldanske oversættelse af Gutasaga, også her om hedensk blot. Ang.substantivet blotelse: det noteres i GldO med to belæg fra samme tekst, som interessant nok lyder: offer, ællæ blotelse og blotelse, æller offer - begge om offer til den gammeltestamentelige Gud Herren. 65 fæghært: skønhed (= skønne omgivelser). If. GldO, opsl. sitje (= sidde) gengiver det gammeldanske huilc fæghært hun sider i i Lat.A quanto decore domina nostra subsitat = i hvilken skønhed vor frue befinder sig. 66 o usnialle oc then blinde: if. GldO, opsl. blind, søgebegr. HellKv, seddel 1, har Lat.A o insipientia et cecitas = åh hvilken tåbelighed og blindhed. GldO anfører usnialle under tillægsordet usnjal (seddel 13), så o usnialle oc then blinde vel skal oversættes: åh den tåbelige og blinde. 67 gilt: forgyldt. Se GldO, opsl. gylle (= forgylde).

8 68 lyme: (læses lime): kæp. lyme på dette sted er pluralis. 69 bærie: (læses bærje) prygle. 70 tedes: der sås. Præteritum af verbet te = vise, lade se. 71 riplæ: mærke efter slag. If. GldO, opsl. riple, seddel 6, har Lat.A nullus tactus plage = intet mærke efter slag. 72 bagh: ryg 73 spyner: (læses spiner) bryster. Den straf at få brysterne skåret eller flået af lider, i Brandts Hellige Kvinder, ud over Fides, også Christina (s. 50) og Katherina (s. 65). 74 vrætte: læses urætte. 75 giwde: (læses gjude): udgyder. 76 giwde melc fore blot: - at martyrerne ved hug eller stik udgyder mælk i stedet for blod er et hyppigt tema i legenderne. Hos Fides sker det da hun får brysterne skåret af. Hos Katherina da hun bliver halshugget (Brandt s. 68). 77 wenter: forventer, tror 78 vether: fra 79 bidhæ: forvente. If. GldO, opsl. bithe, søgebegr. HellKv, seddel 1, har Lat.A [numquam? PEJ] obtinebis = [det] får du [aldrig] gennemført, [det] får du [aldrig] held med. 80 røst: rist. I næste sætning stavet rysth (vel udtalt rist). Se GldO, opsl. rist. 81 loghn: rolig(t). 82 øptæ: råbte. Se GldO, opsl. øpe. 83 han = kejseren 84 tæræ: tjære 85 vældh sammen: bragt i kog. Ang. vældh: se GldO, opsl. vælle. 86 thet: at. - Formen er jysk, sml. nyjysk te = at. 87 tha vorth han harlæ harmt: konstruktionen er oprindeligt upersonlig. Således ses i Christina-legenden i Brandts udgave s. 46 endnu den oprindelige konstruktion: Siden wort hannum harlæ harmt, hvor den neutrale form harmt er forståelig. Den personlige form fremkommer vel under indtryk af sætninger som: Tha vort Adrianus harlæ harmt - hvor man kan have vanskeligt ved at opfatte Adrianus som andet end subjekt, noget som i gammeldansk måtte være endnu tydeligere i ikke belagte sætninger som *Tha vort Harald harlæ harmt. Helt personligt er det i sætningen Tha vort Paschasius soa harm. Se materialet i GldO, opsl. harm (adj.). 88 matte: kunne 89 enkyns: intet 90 blodæ: ofre, blote 91 høffdis: halshugges 92 myntæ: (læses minte) kyssede. Se GldO, opsl. minne. 93 til himmerigis: præpositionen til styrer i gammeldansk genitiv, et forhold vi har ekkoer af i nudansk: til vands/ lands/ søs/ bunds etc. 94 dwæ: læses duæ = du, være af værdi. 95 kende: (op)lærte. Se GldO, opsl. kænne (vb.), hvor talrige latinske paralleltekster har docere = belære én om noget, undervise. 96 at iac scal filge henne døth: if. GldO, opsl. døth, sb., søgebegr. Hellkv, seddel 15, har Lat.A ut sequar mortem ejeus = at jeg skal følge hendes død, at jeg skal følge efter hende i døden. 97 matte: kunne 98 met thiuræ sinæ: (ordret) med tyresener, dvs. med en pisk flettet af tyresener. If. GldO, opsl. thjuresine, seddel 1, har Lat.A neruis taureis = med tyresener. Seddel 2 omhandler St. Barbara, der også blev pisket med tyresener. 99 tho: dog, alligevel 100 toll: GldO, opsl. thol, søgebegr. Religion, seddel 11, har Lat.A tolerantiam = udholdenhed. 101 førmer: første, tidligere 102 trøst: støtte, hjælp 103 toll: udholdenhed. GldO, opsl. thol, søgebegr. Religion, seddel 20, siger Lat.A har sufferentiam = udholdenhed, tålmodighed. 104 vuen: læses u-ven. 105 fleræ kynns: flere slags. Se GldO, opsl. flerekins [burde have været anført som flerekyns. PEJ]. Substantivet kyn betyder art, slags o.l. Sml. f. eks. alskyns = al slags, nudansk alskens; enskyns = en slags; mangskyns = mange slags; ængskyns = ingen slags. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. IV (København 1962), 518, 4, c. 106 dyghd: kraft. If. GldO, opsl. dyghth, søgebegr. HellKv, seddel 4, har Lat.A virtutem = kraft, magt. Det gammeldanske dyghth er substantivering til verbet dughe = hjælpe, gavne, have magt o.l.

9 107 lodh henne brenne vti en owen: parallellen til GT, Daniels Bog, kap. 3 er ganske klar. Tre jøder i nævnte kapitel ville, trods den babylonske konges befaling, ikke tilbede en billedstøtte og blev derfor kastet i en ildovn, men de overlevede ved Guds indgriben. 108 offtær: atter. Se GldO, opsl. after. 109 døn: duft. - Et hyppigt træk i legender er at der fremkommer liflig duft fra døde martyrer eller fra deres grave. Modsat opstår der ond døn, altså stank, i forbindelse med helvede, se Brandt samling Hellige Kvinder s. 26, lin , hvor Paulus i helvede bl. a. må opleve en ulidelig stank. - Se GldO, opsl. døn. 110 limmæ: lemmer. 111 o hyn grimmæ hals: åh, det grumme menneske. If. Kalkar. bd. II, s. 133 findes betydningen hals = et (hårdt. grumt) menneske. GldO, opsl. hals, søgebegr. HellKv, nævner if. seddel 6, at Lat.A har Tiranne = du tyran. - I nudansk kan hals også bruges om mennesker, f. eks. i skabhals, vovehals, hårde halse. 112 flødh: tran. If. GldO, opsl. fløt, seddel 6, har Lat.A adipem, akkusativ af adeps = fedt, talg. Brandt foreslår i en note s. 103 oversættelsen tran. Kalkar bd. I, s. 574 oversætter tilsvarende dette flødh ved tran. 113 qwadhe: harpiks. If. GldO, opsl. kvathe, seddel 8, har Lat.A resinam = harpiks. 114 sticktæs: blev slået i stykker. Brandt skriver s. 111 i en note til stedet i sin udgave s. 86, 5: hin panne brast oc stictes all om gulvet, 86,5: sprængtes (i Stykker). Kalkar bd. IV, s. 186 anfører verbet stykke i betydninger som hugge i stykker, dele, søndre (= ødelægge, spolere). GldO, opsl. stykke (vb.), er lidt rodet og anfører underligt nok kun seks belæg (hvoraf 1 er substantivet stykke), men ikke det nærværende sticktæs - som altså muligvis ikke er verbet stykke. 115 intil beenss: indtil benet. Præpositionen til styrer som tidligere nævnt genitiv; sml. nudansk rask til bens, ud til bens. 116 iærntegen: mirakel, jærtegn. - If. GldO opsl. jartekn kender samlingen De hellige Kvinder kun formen med førsteleddet iærn (med forskellig skrivning). Det er vel en folkeetymologi, påvirket af ordet jern, hvor man altså synes ikke at forstå betydningen af førsteleddet og så har omtolket dette. Ang. etymologien for førsteleddet i jærtegn/ jartekn: det menes at svare til gotisk aírkns (udtalt erkns) = ren, ægte, som også findes i oldnordisk jarknasteinn = ædelsten. If. Ordbog over det danske Sprog findes formen Jærntegn endnu hos Holberg. 117 frydh: (læses fridh) fred. 118 siden: derefter 119 ther ombrat: straks derefter 120 antwordet: overdraget, overgivet. Se GldO, opsl. andvarthe. Verbet er låneord fra middelnedertysk antwarden med samme betydning. 121 læ: (imperativ) giv, skænk. Se GldO, opsl. le, søgebegr. HellKv, seddel 1, if. hvilken Lat.A har concede mihi = giv mig. 122 wither vist: læses withervist = samvær. vist er substantivering til olddansk vesa = være, sml. Johs. Brøndum- Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VI (København 1971), s haffs: (imperativ) hav! - Om disse ejendommelige imperativer singularis i passiv, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VIII (København 1974), haffs mannelic vethær: vendingen, som Brandt s. 105 oversætter ved vær ved frit mod, findes herudover to gange i Brandts Hellige Kvinder, nemlig i legenden om St. Kristina: s. 41, lin. 8: haffs manneligh vith og s. 50, lin. 8: hafs manneligh vith. Udtrykket vær fast och haffs mannelic vethær er et bearbejdet citat fra GT, Vulgata Clementina, Salmernes Bog kap. 30, v. 25: Viriliter agite, et confortetur cor vestrum = Handl modigt og styrk jeres hjerte (= 1992, kap. 31, v. 25: Vær stærke, fat mod). - Formen vethær synes en sammenblanding af (GldO-formerne) vit = klogskab og vitær = klog. 125 lyder: (læses lider) stoler. 126 higger: anser. GldO bringer det under opslagsordet hygje, så stammevokalen må være y. 127 higger thu mek være: er en latinsk konstruktion (akkusativ med infinitiv). If. GldO, opsl. hygje, søgebegr. HellKv, seddel 1, har Lat.A Inferioremque illis me miseram inuenire putas = du anser mig elendige for at være dem underlegen - altså med samme konstruktion. 128 ønsælugher och kranker: if. GldO, opsl. unsæligh, seddel 2, er formen ønsælugher en rettelse ved udgiveren, idet håndskriftet har ønsælughen. Betydningen er mere elendig, mere ussel. krank har samme betydning som unsæligh. Sedlen oplyser at Lat.A har inferiorem = lavere, ringere som dækker ønsælugher och kranker. - Ordet unsæligh må være låneord fra nedertysk unselig = elendig, ussel, mens nordisk har úsæll der senere får formen ussel. Krank med samme betydning er formentlig nordisk, da oldnordisk kender formen krankr. 129 ny hittæ: ny, nyopfundne. GldO anfører ordet som nyhit, adj. og kun med dette ene belæg. Lat.A har nova = nye. Sidsteleddet hittæ må være præteritum participium pluralis af verbet hitte, altså med betydningen fundet. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VII (København 1971), s , hvor singularisformen af verbet hitte s præteritum participum anføres som hit.

10 130 hiælpen: vel en sideform til hjælp - eller fejl for hiælper? - Ordet hiælpen står anført i GldO, opsl. hjalp, søgebegr. HellKv, seddel 8, på trods af der er et særligt lemma hjalpen med 1 usikkert belæg - som kan tolkes som hjalp i bestemt form. 131 thu stæruær at hæggum: du anstrenger dig forgæves. Ang. stæruær: se GldO, opsl. stærve, der betyder anstrenge sig. Ang. hæggum: se GldO, opsl. hægume; ordet betyder, jf. de latinske paralleller, illusion, blændværk o.l. 132 Gudzs ælscug: betyder enten kærlighed til Gud eller Guds kærlighed (til mig). Desværre kan stedet ikke spores i GldO med henblik på Lat.A s version. 133 rædelic: skrækkelig. If. GldO, opsl. ræthelik, søgebegr. HellKv., seddel 2, har Lat.A terribili = skrækkelig. 134 mædhen: eftersom 135 lithugh: fri. - Ang. iach ladher tegh lithugh: GldO, opsl. lithigh, søgebegr. Hellkv, noterer på seddel 2, at Lat.A har emittam te = så slipper jeg dig fri. 136 fool oc snap: Brandt oversætter det på side 103 ved Tåbe og Tosse. GldO, opsl. fol, seddel 4, angiver at Lat.A har stulte et insane, svarende til Brandts oversættelse. 137 auendis: (læses avendes, med betonet a) hade. If. GldO, opsl. avendes, søgebegr. Hellkv, seddel 1, har Lat.A adversaris = gør modstand mod, modsætter dig. 138 thet kommer thu mek aldrigh til ath sighe: det får du mig aldrig til at sige. 139 mwnnen: med munden menes ovnens åbning. 140 Gudtroten: se note til samme ord i legendens indledende sætning. 141 scamet segh: If. GldO, opsl. skamme, søgebegr. HellKv., seddel 1, har Lat.A stupefactus erubuit = han rødmede ude af sig selv. 142 vtledæ: føre ud (af ovnen). 143 at thre gingæ mæt henne: atter ses parallellen til den ovenfor nævnte GT, Daniels Bog, kap. 3, hvor i v. 25 hvor den hedenske konge har kastet tre jøder i ilden fordi de ikke vil tilbede hans billedstøtte. De skades ikke, men tilskuerne ser fire mænd gå rundt i flammerne: de tre jøder samt en engel. I Sofia-legenden har vi også fire personer i ovnen: Caritas samt tre engle. 144 vænær: komparativ af adjektivet væn = smuk. 145 fiulle nedher: stedet burde stå i GldO under opsl. nitherfalle, men gør det ikke. En latinsk paralleltekst kunne vise om de faldt ned i tilbedelse eller besvimede af skræk. Det er vel det sidste, se næste note. 146 Thær the finghes after vethær: - betyder vel: da de kom til sig selv. I GldO ses stedet ikke under opsl. fange vb., søgebegr. HellKv. GldO har ikke vitherfange eller æfterfange. 147 modhær, mynnes mek!: heraf fremgår at moderen skal overleve sine døtre. Den i note 1 nævnte Tue Gad siger i sin bog Legenden i dansk middelalder s. 229 at Sophias martyrium er et blindt motiv. Der gives ingen begrundelse for at hun ikke henrettes som sine døtre, skønt den oprindelige anklage er rettet mod hende og ikke mod døtrene. I en note hertil skriver han: I Mombritius-versionen [se min note 1. PEJ] gives en begrundelse: kejseren dømmer hende til ikke at dø, men til at lide en værre straf, at leve med sorgen over døtrenes død. Men dette motiv synes overhovedet ikke at spille ind i den gammeldanske version hos Brandt. 148 skøt: snart 149 atan milæ fran Rom: vel til en af katakomberne. De atten mil må være romerske mil à ca. 1,5 km. 150 effter: tilbage 151 lakune i teksten. Brandt nævner intet om lakunens omfang, men det er vel ganske få ord der mangler, måske noget i retning af da forekom det hende. 152 bodæ: begge 153 bløtnædes: (ordret) blev blødt. If. GldO, opsl. bløtne, seddel 11, har Lat.A carnes liquefacte = hans kød blev flydende, vel i betydningen kødet løsnedes fra knoglerne. 154 æfterst: til sidst 155 brast i mit synder: brækkede i stykker midt på. If. GldO, opsl. sunder, søgebegr. HellKv, seddel 1, har Lat.A crepuit medius = brækkede i stykker midt på/ sprang i stykker midt på. 156 gadhæ: kunne 157 graffue: begrave 158 e: i evighed