Det er mig en ære, at dele disse tekster med jer og lade dem forblive tilgængelige i fremtiden til enhver,som ønsker,at lære lidt om vores Profeter.

Transkript

1 Her er så fortællinger på nogle af de Profeter vi kender, disse fortællinger er skrevet af nogle af vores Søskende på (islam-online.dk) og al respekt og ære tilgår dette smukke stykke arbejde som de har udført. Må Allah være tilfreds med dem. Det er mig en ære, at dele disse tekster med jer og lade dem forblive tilgængelige i fremtiden til enhver,som ønsker,at lære lidt om vores Profeter. Søster Aminah Naila Johansen. Esbjerg 2014.

2 25 Profeter i Islam Hvor mange profeter har Gud sendt til menneskeheden? Det er et debatteret emne, men hvad vi ved er, hvad Gud har fortalt os i Koranen. Gud siger, at han sendte en Profet til hver nation. Han siger : "For vi visselig sendt blandt alle folk en Budbringer, ( med kommandoen ):» Tjen Gud, og undgå det Onde «af folk var der nogle, som Gud havde vejledt, og nogle på hvem Fejl blev uundgåeligt ( etableret). Så rejs gennem jorden, og se, hvad der var slutningen af dem, der benægtede ( sandheden ) "( Koranen 16:36 ) Dette skyldes, at et af de principper, som Gud arbejder med, er, at han aldrig vil tage et folk til en opgave, medmindre han har gjort det klart for dem, hvad hans forventninger er. Koranen nævner navnene på 25 profeter og viser, at der var andre. Der står: " Af nogle budbringere Vi har allerede fortalt dig historien, af andre har vi ikke - og Moses Gud talte direkte. " ( Koranen 4:164 )

3 Navnene på de 25 profeter Nævnt er som følger: Adam Idris ( Enoch ) Nuh ( Noah ) Hud ( Heber ) Salih ( Methusaleh ) Lut (Lot) Ibrahim ( Abraham ) Ismail ( Ismael ) Ishaq ( Isaac ) Yaqub ( Jacob ) Yusuf ( Josef ) Shu'aib ( Jethro ) Ayyub (Job ) Dhulkifl ( Ezekiel ) Musa (Moses ) Harun ( Aaron ) Dawud (David ) Sulayman ( Solomon) Ilias ( Elias ) Alyasa ( Elisa ) Yunus ( Jonas ) Zakariya ( Zacharias ) Yahya ( Johannes Døberen ) Isa ( Jesus) Muhammad Fred være med dem alle.

4 Profeten Adam (as) Koranen beretter os historien om Adam (as) efter at Gud færdiggjorde sin skabelse og sagde til englene: "Jeg vil indsætte en stedfortræder på jorden."[1] Det var naturligt at englene intet vidste om visdommen af sådan en statholder, da de ikke kendte sandheden bag skabelsen, så Gud forslog englene efter at det var bekræftet for dem, at Adam og hans efterkommere ville være lavere end englene hvad angår gudsfrygt, lydighed og dyrkelse. Guds forslag fik englene til at spørge Den mægtige skaber: Vil Du anbringe folk, der vil anstifte ufred og udgyde blod der? når vi dog fejrer Din pris og ophøjer Din hellighed. [2] Denne forudsigelse af det ukendte kom af den del af englene som spurgte om hvad

5 denne mand ville være og hvad historien og de efterfølgende begivenheder ville være i overensstemmelse med, at ikke én periode i historien ville forløbe uden korruption, krige, ødelæggelse og blodsudgydelse. Svaret fra Gud, som Han alene kendte var: Sandelig, Jeg ved, hvad I ikke ved. [3] Englenes hjerter fyldtes med tryghed og usikkerheden forsvandt efter svaret fordi deres spørgsmål var hverken en protest eller tvivl på Guds visdom. Hvordan kan sådan en ting ske når englene er pålidelige over for Gud og er Guds tilbedere og adlyder Hans ordrer? Den lovpriste og mest mægtige Gud lærte Adam alle navne. Formålet med hans læring er realiteten og karakteristisk for ting, og ikke sproget. Med andre ord, gav Gud Adam de informationer som han kan bruge til at kende tingene. Det er fordi fornemmelsen af realitet ikke er tilstrækkelig nok til at dømme denne kendsgerning og forstå dets virkelighed, så de foregående informationer er nødvendige til at forklare denne realitet. Så den mest Mægtige Gud lærte Adam navnene på alting. Dette udtryk af den pragtfulde Koran navnene betyder, at Koranen har udstedt navnet, men målet bar dette navn som det er anerkendt af kendsgerningen. Derfor kendte Adam målet og ikke sproget, fordi alt der kan blive kendt samt virkeligheden af hvad der kan blive afsløret er en genstand af viden. Sproget er en simpel betydning af udtryk. Så verset var nævnt for at pointere at udtrykket alle navnene betyder genstanden, det vil sige karakteregenskab. Adam (as) i hans konstitution og i hvad hans hoved rummer af fattet system er en perfekt skabning, kompetent, efter at have skænket ham fem sanser og givet hver del af de forskellige synlig og usynlig dele af hans kroppe en specifik funktion til at udføre forbavsende og utrolige ordre af præcision og fuldkommenhed. Adam (as) er kompetent til at forpligte gennem hjernen, mellem kendsgerninger og informationerne.

6 Som et resultat af denne forpligtelse havde han evnen til at forstå virkeligheden af tinge og udpege dem. Med sådan talenter og enorm magt som gjorde det muligt for Adam (as) til at følge vejen til evolutionen, blev han i stand til at rette og bygge jorden. Som et resultat velfortjente han at blive stedfortræderen på jorden i stedet for englene, der ikke blev givet de talenter og evner som var givet til Adam (as). Den lovpriste og mægtigste Gud, udsatte navnene af skabninger til englene, for at bekræfte de evner han skænkede Adam (as) og sagde: Meddel Mig deres navne, hvis I er sanddru. [4] Englene var forbavsede og prøvede at søge i hjertet af deres tidligere kendskab men de fandt ikke noget svar og sagde: Vi har ingen viden udover hvad du har lært os, thi Du er den Alvidende, den Alvise. [5] Nederlaget af englens svar fremførte et andet tegn på rang som Gud gav Adam (as), som gjorde ham både bedre end englene og fortjent til at være stedfortræderen på jorden. Er Adam (as) ikke æret med tanke og tro han var givet? Gennem denne ære, Adam (as) fik fra hans herskers flod og lærte fra Guds lys af kundskab. Efter at han var blevet givet denne evne af visdom, blev Adam (as) beordret af Gud til at fortælle englene hvad de ikke kunne, for at fortælle og informere dem hvad de ikke kunne forstå. Adam (as) fortalte englene om den virkelighed som Gud ønskede at afsløre. Derefter sagde Gud til englene: Sagde jeg ikke at jeg kender himlenes og jordens hemmeligheder, og Jeg ved, hvad I åbenbarer, og hvad I skjuler. [6] I påbuddet om at prise Adam (as) mere og adskille ham med hvad andre skabninger behersker, og vise hans viden, beordrede Gud englene til at knæle for Adam (as), for at vise, at de også satte ham højt. Siden at englene vidste besked om Adams (as) rang, fandt

7 de ingen andre udveje end at knæle, så de knælede for ham. Ja, knælet af englene til Adam (as) var en knæle af ære og ikke af tilbedelse. Adam (as) som var i stand til at forstå alt muligt og nå hans videnskabelige liv, det fjerne formål fortjente sådan en ære skænket af englene, som har indset at Adam (as) er en hellig skabning, som måtte blive respekteret og æret for hans store talenter. For at relationen skulle fuldendes mellem skabelsen, bygningen af jorden og hvad der vil ske på denne jord efter menneskets skabelse, og for at vise hensigten som Gud ønskede ved at fortrække visdommen som er en iboende egenskab af en mand, som kunne adskille det rigtige fra det forkerte, mellem det gode og det onde. Gud ønskede at vise virkeligheden af den vantro Iblis[7] som var blevet beordret til at knæle foran Adam (as), men han nægtede og var alt for stolt, så han blev en af de ikke-troende som strøm efter det forkerte og det onde. Gud sagde: Så underkastede englene sig alle til hobe, Men Iblis (gjorde det) ikke. Han var hovmodig og var en af de vantro. [8] Derpå sagde Gud: O Iblis, hvad har hindret dig i at underkaste dig det, Jeg har skabt med Mine hænder. Er du stolt, eller er du en af dem, der ophøjer sig (med urette)? [9] Iblis svarede: Jeg er bedre end han. Du skabte mig af ild, medens Du skabte ham af ler. [10] Hvis forskeren ønsker at skelne mellem ild og ler ville han finde ud af at ildens oprindelse er jorden og uden jorden ville ild ikke have eksisteret. Kilderne af ild er ikke kendt af alle, men det gør ingen forskel og det er lige meget om kilden er træ eller energi, med forskellen om hvis kilden er træ eller energi, med den forskellige slags energi inkluderet den termoenergi som elektricitet og brænd olie og de stoffer, der kommer ud af det og alle disse elementer har deres oprindelse i jorden. Desuden er maskinerne som medfører elektriskenergi fremstillet af metal som er fundet i jorden.

8 Derfor er jorden moderen og kilden af ild. Sådanne kendsgerninger er utvivlsomme. Så, hvis Iblis anser sig selv som værende bedre end Adam (as), fordi han er skabt af ild, har han glemt, at ildens oprindelse er jorden, som er den samme herkomst som Adam (as) blev skabt fra, men Iblis blev blind af had og var ikke klar over hvad hans stolthed skyldtes, så han legemliggjorde, ubevidst, det andet billede af skabningerne som afviger fra den rigtige vej. Men straffen for afvigelse fra den rigtige kurs er uundgåelig, så Iblis var straks straffet ved at nedkalde en forbandelse over ham og blev smidt ud af Paradiset indtil Dommedagen, og dette er den hårdeste straf en skabning kan lide. Adam (as) fulgte med i hvad der skete omkring ham og følte kærlighed og frygt; Kærlighed for Gud som skabte og hædrede ham og lod englene knæle for ham, og frygt for Gud som smed Iblis ud fra Paradiset. Adams (as) forbavselse var skyld i denne skabning, (Iblis) som hadede Adam uden at kende ham godt og som tænkte at han var bedre end Adam (as) uden at have lejlighed til at vise hans overhøjhed over ham. Adams (as) forbavselse voksede og han undrede sig over Iblis argument. Hvordan kan Iblis tro at ild er bedre end ler? Hvorfra har han lært sådan noget? Det er antaget og afgjort at kun Gud kender disse udstedelse, og det har været bekræftet at englene kun kender det som de har lært fra Gud som skabte ler og ild og som vidste hvad der var bedst af det to. Adam (as) blev klar over, ved at lytte til samtalen mellem Gud og Iblis, at han var anderledes end ham og at han er en vantro. Adam (as) vidste altså at Iblis vil blive hans evige fjende, men Guds mildenhed er stor og hans forsynlighed er smukkere. Derfor påførte Gud ikke Iblis en stor kval som en straf, men han åbnede den venstre dør til Iblis velopdragen. Adam (as) forstod at den skabte mand har den frihed til et valg hvilket der er en original eksisterende stof som Gud ønskede. Denne frihed er skænket til skabningerne hvorpå som et hverv er pålægget, og i sådan frihed, belønning og straf, inden for strukturen af en dom er basis. Adam indså at han har overhøjheden som er et støttepunkt for Guds viden og for skabelsen, så han takkede Gud for hans guddommelige lys og begavelse og han sov i fred.

9 En dag vågnede Adam for at finde en skabning af en anderledes slags nær hans hoved der kiggede på ham med tegn af kærlighed og omsorg. Adam spurgte: Hvem er du? Og hvor kommer du fra? Skabningen svarede: Jeg kommer for din skyld. Gud skabte mig for dig. mens du sov. Vil du have at jeg kommer til dig når du er vågen? Adam følte sig overbevist og tryg, så han svarede: Jeg er glad for at se hvem der er en del af mig og hvis eksistens har afskediget min ensomhed. Takker Gud for hans gave. Den lovpriste og mægtige Gud skabte en nær én for mig som jeg føler mig sikker mod og Adam vidste at denne skabning er Eva, som var skabt for ham. Adam levede med Eva i Paradiset i glæde, de talte sammen og lyttede efter fuglenes kvidren, betragtede henrykt skabningerne af den lovpriste Gud og nød den musik, som fyldte alle steder og horisonter i verden. Den uendelighed, som kun er kendt af dens skaber. En verden fuld af sikkerhed og tilfredshed. Adam levede med hans kone i denne verden, og nød livets glæder med alle dets elementer, men én ting var forbudt: Frugten af et træ som Gud beordrede dem til ikke at røre eller spise af. Men Adam er et menneske og kan glemme, hans hjertes følelser kan ændre sig, og hans vilje kan svækkes som Gud sagde: Og Vi sluttede visselig en pagt med Adam tidligere. Han glemte, men Vi fandt ikke nogen fast beslutning i ham (til ulydighed). [11]

10 Iblis besluttede sig for at udføre planen som han havde fundet på. Den eneste vej for ham til at opnå hans mål var at benytte sig af Adams svage punkt, som lå i hans fysiske og psykologiske kreation. Men til trods for at Adam var et menneske, var han mistænkelig over for Iblis hensigt. Derfor bestræbte Iblis sig på at friste Adam og fandt ud af, at den eneste vej var igennem Eva, ledsageren og Adams partner i dette liv. Besidder Eva de samme talenter som Adam besidder? Iblis kom for at se Eva og forsøgte på at stimulere i hendes følelser og sindsbevægelse. Han pegede på træet og sagde til Adam: Skal jeg vise dig det træ af udødelighed og styrke som ikke kan gå bort? Eva var overbevist om at det forbudte træ var udødelighedens træ og hun forslog Adam at spise af træets frugter. Adam tøvede, men Eva insisterede indtil han troede på at dette træ virkelig var udødelighedens træ. Er der bedre end at leve et evigt liv i fred og sikkerhed? Det var Adams drøm der plagede ham siden hans eksistens. Han glemte Guds løfte til ham: Du skal visselig ikke sulte eller være nøgen i den, Og du skal ikke tørste der eller udsættes for solens brand. [12] Men Iblis var klog og talte til Adam og hans kone under ed: Og han tilsvor dem, (idet han sagde): Jeg er jer en hengiven rådgiver [13] Og han sagde til dem: Jeres Herre har kun forbudt jer dette træ, for at I ikke skal blive to engle eller blive af dem, der lever evigt. [14] Således lykkedes det første kneb i menneskets liv og usandhed vandt kampen over

11 evigheden, og sådan succes var forudbestemt og præget på himlens komité for at gøre det muligt for mennesket, at benytte sig af dets evner og talenter. Det valg som Gud gav mennesket var: Enten vil han tilpasse sig over for velfærd eller for ondskab, i det sidste tilfælde vil han være ulydig og utaknemmelig. Iblis erkendte, at han vandt kampen mod Adam med hans klogskab og ondskab og at han besejrede Adam som har en ædel karakter, en fredelig sjæl samt en ren samvittighed. Men det var uundgåeligt for Adam at glemme sig selv for et øjeblik, og spise fra det forbudte træ. I modsat fald ville anstrengelseshistorien mellem det gode og det onde ikke have eksisteret, og mennesket ville ikke være fremragende gennem tillid og velfærdsgerninger som er tilpassede over for idealer, som tilfredsstiller Gud og de troende. Ligeledes ville mennesket ikke gå ned gennem dets tro og tilpasse sig de fortrin som er fundet i ham over for egoisme som gjorde Gud utilfreds. Adam og Eva følte smerte og skam og blev straks vemodige. Miljøet omkring dem forandrede sig og den lykkelige sang som kom ud fra dem selv stoppede, og de blev klar over hvad de havde gjort. De dækkede hurtigt deres nøgne kroppe med blade fra træet. Så Adam og Eva var ulydige mod deres Guds ordre og derfor afsatte Gud dem af hans Paradis og sagde til dem: Forbød Jeg jer ikke dette træ og sagde til jer: Satan er jer visselig en åbenbar fjende? [15] Det var uundgåeligt for Iblis, efter at det lykkedes for ham, efterfulgt i han fristelse at spørge Gud at skænke ham nok liv og tilladte ham nok tid indtil Dommedagen, sådan at han vil være i stand til at vildlede de han ønsker og send dem væk fra den rigtige vej. Gud svarede ham: Du skal visselig være blandt dem, der har fået udsættelse. [16] I stedet for at takke hans Gud for at have skænket ham denne lange periode, svarede Iblis til sådan en gave med vantro, utaknemmelighed og hans hensigter var tilpasset over for had mod Adam og i beslutsomhed for at hævne sig på efterfølgere gennem tiden. Han sagde derfor til sin Herre:

12 Fordi Du har dømt mig som vildfarende, så vil jeg visselig ligge i baghold efter dem på Din rette vej. Da vil jeg visselig komme over dem forfra og bagfra og deres højre og fra deres venstre side. Og Du vil visselig ikke finde de fleste af dem taknemmelige (mod Dig). [17] Den mægtige Skaber sagde til Iblis: Gå ud herfra, foragtet og fordrevet. Alle, der følger dig iblandt dem jer vil Jeg visselig fylde Helvede med. [18] Adam og hans kone følte anger over hvad de havde gjort, og de tilstod for deres Gud, at de var skyldige og bad ham om barmhjertighed og nåde for at undgå det store tab. Gud accepterede deres anmodning og sagde til dem: "Fald ned, den ene fjende til den anden! Der vil være beboelse for jer på jorden og omsorg for en tid." Adam og Eva tænkte at tolerancen og nåden fra deres Gud ville stryge deres bommert og at de ville blive i Paradiset. Gud vidste hvad de tænkte og sagde til alle: Gå alle ud herfra, og de, der når der kommer retledning fra Mig følger Min retledning over dem skal der ikke komme frygt, og de skal ikke sørge. [19] Således havde den lovpriste og mægtigste Gud igen givet mennesket chancen til at prøve dets gode formål og tilpasse evnerne som blev skænket for det for at tilfredsstille Gud, så hele scenen af hvile var over og nu begyndte en nye scene i hvilken der er to veje: tro eller vantro, gode eller onde. De som vil følge Guds instruktioner og følge den rigtige vej, vil de blive uimodtagelig for Satans fristelse. De som følger den forkert vej, vil deres tilværelse blive dårlig og det er dem, hvis.. anstrengelser er gået tabt i (søgen efter) denne verden(s ting), medens de selv mener, at de handler godt. [20]

13 Adam og Eva gik ned hver især og begyndte det nye livs system især da Eva gjorde sig selv parat til at modtage den første blomst i menneskehedens have. De var meget ivrige efter at se deres efterkommere fylde jorden, gå på den og spise fra Guds gaver. Adam havde voldsom længsel for at se sine sønner, og Eva var optimistisk med deres ankomst trods graviditetens smerter hun led. Eva fødte to tvillinger som de kaldte for Kabil og Habil. Børnene voksede under beskyttelse fra deres forældre og med gensidig kærlighed. Da de blev unge forlod Adam sin kone og gik sammen med hans to sønner for at tjene til livets opretholdelse. Kabil var en landmand, mens Habil var en fårehyrde. Sikkerhed og glæde fyldte Adams familie på grund et fuldstændigt samarbejde mellem dens medlemmer. Med tiden, eftersøgte Kabil og Habil hver en kone. Gud skabte to kvinder for dem som han havde skabt Eva desforinden. Adam gav hans sønner besked om at ægte dem, og han fortjener at blive adlydt, men menneskets lune og dets tendens til at falde i tab gjorde at Adam ikke blev adlydt af hans sønner. Menneskets iver og begær er baseret på ærgerrighed. Én der kan stoppe sit begær og bryde dets herredømme i ham, er en af dem som Gud var gavmild mod i denne verden og i den kommende. Men én som er domineret af hans begær og optræder uden klogskab er en af disse, hvis.. anstrengelser er gået tabt i (søgen efter) denne verden(s ting), medens de selv mener, at de handler godt. [21] Adam så at den ene af brødrene ikke var tilfreds og misundte hans broder for hans kone. Han bad derfor hver af sine sønner at tilbyde et offer til Gud, så de kunne se deres egne hensigter. De gik hver til sit for at finde på noget de kunne ofre for Gud. Hyrden, Habil, fandt det bedste og største får han havde og kom med det for at ofre det. Kabil, som var landmanden, tænkte i sig selv, at Gud ikke havde brug for det som han ville ofre ham, og derfor kunne han lige så godt ofre noget som ingen betydning havde. Han tog en bunke tørt hvede og placerede det på det aftalte sted. Gud sendte en ild fra himlen som brændte Habils får og ignorerede Kabils hvede som et tegn på, at Gud accepterede den ene broders ofring og afviste den andens. Dette gjorde at Kabils misundelse og had til sin broder steg.

14 En dag truede han sin bror og sagde til ham: Jeg skal dræbe dig for at undgå dit selskab, skønt du er glad og jeg er skuffet. Habil svarede hans bror: Du er uberettiget og følger den forkerte vej. Det er bedre for dig at angre og spørge Gud om at tilgive dig og ændre dit sind. Hvis du agter at dræbe mig, har jeg ikke i sinde at dræbe dig fordi jeg frygter Gud Herren over folket, og hvis du dræber mig, går du til helvede: dette er straffen for de uberettigede. Broderskabsforholdet var foran en bitter had som Kabil fremmede for Habil. Hans frygt for Gud og hans lydighed til forældrene var ikke tilstrækkelig nok til at afholde Kabil fra at begå den første forbrydelse på jorden. Kabil dræbte sin broder Habil i vildmarken uden at vide hvad han skulle gøre af liget. Han bar ham på hans ryg uden en sæk. Da sendte Gud to ravne, der kæmpede mod hinanden indtil den ene dræbte den anden, derpå gravede den i jorden med sit næb og fod en grav til den anden og derpå kastede den i graven, mens Kabil så på. Dette syn påvirkede ham betragteligt. Allah (jwa) siger om dette i Koranen: Da sendte Allah en ravn, som skrabede i jorden, så den kunne vise ham, hvorledes han skulle skjule sin broders lig. Han sagde: O ve mig, er jeg ude af stand til at væres som denne ravn og skjule min broders lig? Og han blev da en af de angrende. [22] Ja barmhjertigheden og nåden af Gud kom ned til jorden inden han sendte de to ravne for at lære mennesket at hans oprindelse er fra jorden og at han vil vende tilbage til jorden, og for at bevare Adams værdighed og værdigheden af hans efterkommere og for at give morderen en hård lærestreg. Efter Habils død fødte Eva en søn, Profeten Sheeth (as), som blev en efterfølger for Habil og Adam betragtede ham som en udøver af hans vilje og som hans efterfølger. Kabil gik ængsteligt væk og slog sig ned i Aden af Yemen. Iblis led Kabils tanker hen

15 imod at ilden spiste Habils ofring fordi Habil var en ildtilbeder og rådede ham til at tænde en ild. Derfor byggede Habil et ildhus, og således var han den første mand, der dyrkede ild, og hans sønner spildte deres tid med alkoholdruk, ildtilbedelse og i misbrug. Det siges at Gud druknede dem i syndfloden som skete i Noahs tid. [1] Koranen: 2 : 30 [2] Koranen: 2 : 30 [3] Koranen: 2 : 30 [4] Koranen: 2 : 31 [5] Koranen: 2 : 32 [6] Koranen: 2 : 33 [7] Iblis er Satans navn. [8] Koranen: 38 : [9] Koranen: 38 : 75 [10] Koranen: 38 : 76 [11] Koranen: 20 : 115 [12] Koranen: 20 : [13] Koranen: 7 : 21

16 [14] Koranen: 7 : 20 [15] Koranen: 7 : 22 [16] Koranen: 7 : 15 [17] Koranen: 7 : [18] Koranen: 7 : 18 [19] Koranen: 2 : 38 [20] Koranen: 18 : 5 [21] Koranen: 18 : 5 [22] Koranen: 5 : 31

17 Profeten Abraham (as) Profeten Abraham (as) var en af Allahs mægtigste Profeter. Den Hellige Koran siger om ham: Abraham var visselig et forbillede i moral, lydig mod Allah, altid underdanig (mod Ham), og han var ikke en af afgudsdyrkerne. Men taknemmelig for Hans nådegerninger. Han udvalgte ham og ledede ham ind på den rette vej. Og Vi skænkede ham godt i denne verden. Han vil i den kommende være en af de retfærdige. [1] Profeten Abraham blev født i Syrien i den tid, hvori Namrud var konge. Namrud var en stolt mand, og han tvang folket til at tro på ham som deres Gud. Eftersom folket var idoltilbedere som allerede tilbad idoler lavet af træ og sten, accepterede de ham med glæde som deres gud. Efter noget tid, besluttede Allah sig for at sende dem Profeten Abraham (as), så de kunne blive vejledt. Kort tid før Profeten Abraham (as) blev født, fik Namrud at vide af sine astrologer, at et barn snart ville blive født, som i fremtiden ville stå imod ham samt opfordre folket til

18 ikke at tilbede idoler. Efter denne advarsel gav Namrud ordre til at undersøge ethvert nyfødt barn, for at se, om det gav nogle tegn fra sig på mirakler. Profeten Abrahams moder fik ikke fremvist tegn af graviditet, da hun bar ham, så hun vidste at sit barn var specielt. For at beskytte ham fra Namruds mænd, gemte hun Profeten (as) i en grotte, og derefter vendte hun tilbage til byen. Allah fremkaldte mælk til at strømme ned fra Profeten Abrahams (as) fingre og således forsynede Han Profeten (as) med mad. Profeten Abraham (as) voksede op uden for byen i tretten år, førend at hans moder hemmeligt bragte ham tilbage til sit hjem. Hans fader, Taraq, var allerede død, så han blev adopteret af Azar, som var hans faders bror. Azar var en kendt skulptør som plejede at lave idoler ud af sten. Hans sønner plejede at sælge disse idoler til folket. Azar gav Profeten Abraham samme opgave som sine sønner. Allerede i sin unge alder troede Profeten Abraham på Allah og han afskyede idolerne. På hans første arbejdsdag bandt han et reb rundt omkring nogle idoler og derefter slæbte han dem bag sig gennem snavs til markedspladsen. Så råbte han til folket: Kom og køb disse livløse idoler, som hverken kan gavne eller skade nogen! Folket så på de snavsede idoler og blev vrede over den respektløshed, som Profeten Abraham (as) havde vist deres guder. De klagede til Azar som forbød Abraham (as) i at sælge flere idoler. Som tiden gik, prøvede Profeten Abraham (as) at vise folket fejltagelsen ved at fortsætte deres vej. Først talte han med sin onkel, som var som en far til ham. Han rådede ham til at tilbede Allah alene og forlade idolerne. Koranen viser i følgende vers hans samtale med Azar: O min fader, hvorfor tilbeder du det, der hverken kan høre eller se eller gavne dig i nogen måde. O min fader, til mig er der kommet en viden, som ikke er kommet til dig, følg mig derfor, og jeg vil føre dig på en lige vej. O min fader, tilbed ikke Satan, thi Satan er ulydig mod den Nådige. O min fader, jeg frygter, at en straf fra den Nådige

19 skal ramme dig, så du bliver en ven af Satan. Han(s fader) sagde: Vil du vende dig bort fra mine guder, O Abraham? Hvis du ikke afstår fra (dette), så vil jeg visselig lade dig stene. Og skil dig nu fra mig for en tid. (Abraham) sagde: Fred være med dig. Jeg vil bede min Herre tilgive dig, thi Han har været nådig mod mig. [2] Selvom at det mislykkedes ham at tale Azar til fornuft, mistede Profeten Abraham (as) ikke sit håb. Han begyndte at tale til folkets fornuft og sagde: Kan jeres idoler høre jer? Kan de nogensinde hjælpe jer eller skade jer? De svarede: Vi tilbeder dem fordi vores forfædre tilbad dem! Derefter plejede Profeten Abraham (as) at lære dem, at kun Allah, Skaberen af himlene og jorden, burde blive tilbedt. Selvom folket ikke kunne modbevise Profeten Abrahams (as) argumenter imod deres idoler, var de meget stædige, og kun få mennesker begyndte at tilbede Allah. Abraham (as) besluttede sig at vise folket hvor uanvendelige deres idoler var ved at smadre dem. Han tog chancen ved den årlige festival, som blev holdt uden for byen. På festivalsdagen, da alle mennesker, store så vel som små, havde efterladt byen, var Profeten Abraham (as) alene. Han gik ind i hovedtemplet, hvor alle de vigtigste idoler blev opbevaret. Han tog en økse og smadrede alle idolerne på nær det største idol. Idoler som var blevet opbevaret pænt og nydeligt lå nu i stykker på jorden. Før Profeten Abraham (as) forlod templet, lagde han øksen i hånden på det store, ubrudte idol. Den Hellige Koran siger: Da han sagde til sin fader og sit folk: Hvad er det for billeder, som I er så hengivne (tilbedere af)? De svarede: Vi fandt vore forfædre tilbedende dem. Han sagde: Sandelig, I og jeres forfædre har været i en åbenbar vildfarelse. De sagde: Er du kommet til os

20 med sandheden, eller hører du til dem, der driver spot? Han svarede: Nej, jeres Herre er himlenes og jordens Herre, Som skabte dem, og jeg er en af dem, der bevidner dette. Og ved Allah, jeg vil visselig lægge en plan mod jeres gudebilleder, efter at I er gået bort og har vendt (mig) ryggen. Så slog han dem i stykker undtagen den øverste, for at de måske kunne vende tilbage til Ham. [3] Da folket vendte tilbage fra festivalen og så, hvad der var hændt med deres guder, blev de chokerede og sagde: Hvem har opført sig så grusomt mod vores guder? En af dem sagde: Det må være Abraham. Han har altid hadet tilbedelsen af idoler! Profeten Abraham (as) blev hentet for domstolen til at stå over for en retssag for at have skadet idolerne. Da han blev spurgt, om han var skyldig, svarede han: Det må være den store idol der er skyldig. Spørg ham om det! Så svarede folket: Vores idoler kan ikke tale og ej heller svare på spørgsmål! Profeten Abraham (as) tog lejligheden til at få folket til at forstå, hvor ubrugelige deres idoler var. Han sagde: I skulle skamme jer! Hvordan kan I dog tilbede idoler lavet af sten og træ? De ved intet og kan hverken gavne eller skade jer. Alligevel var der ingen, der ville høre på ham, og han blev erklæret skyldig. Folket begyndte at råbe: Brand ham levende, før ham til sin Herre!

21 Namrud besluttede sig for at brænde Profeten Abraham (as) levende for at behage sine idoler. Han gav ordre til at samle en masse brande for at lave et enormt bål. Der blev bragt så meget træ, at da bålet blev tændt, var der ingen, der kunne gå tæt nok på bålet for at smide Profeten (as) i det. Selve fuglene brændte sammen, da de fløj over det. Namrud besluttede sig derfor for at bygge en stor katapult, som skulle bruges til at kaste Profeten Abraham (as) ned i bålet med. Imens at Profeten fløj i luften imod bålet, kom englen Gabriel ned for at spørge ham om han havde brug for noget hjælp. Profeten Abraham (as) svarede: Nej, jeg har kun brug for Allahs hjælp! Den Hellige Koran siger: De sagde: Brænd ham og hjælp jeres guder, hvis I (overhovedet) vil foretage jer noget. Vi sagde: O ild, vær kølig og sikker for Abraham [4] Da Profeten Abraham (as) landede ned på bålet, bad han Allah om at beskytte sig. Med Allahs ordre blev ilden kold og uskadelig. Namrud og hans tilhængere var forbløffede over at se Profeten Abraham roligt og bekvemmeligt sidde i midten af den brændende ild. Mange af dem, som så dette mirakel indså sandheden, men andre, specielt Namrud, forblev stædige og stolte. Efter noget tid kom Profeten Abraham (as) ud af ilden. Han mødte Namrud som fortalte ham: Du skaber forvirring i mit samfund ved at invitere folket til at tilbede en anden Gud ud over mig. Fortæl mig, hvem er din Herre? Den Hellige Koran siger: Har du ikke hørt om ham, der stredes med Abraham angående hans Herre, fordi Allah havde givet ham kongedømmet? Da Abraham sagde: Min Herre er den, der giver liv

22 og død. Han sagde: Jeg giver (også) liv og død. Abraham sagde: Men Allah er sandelig den, der lader solen stå op i øst. Lad du den så stå op i vest. Da blev den vantro slået med målløshed. Og Allah retleder ikke det uretfærdige folk. [5] Profeten Abraham fortalte Namrud at Allah er den Ene som tager og giver liv. Namrud sagde: Det kan jeg også! Hvis jeg henter to fanger som skal hænges. Så kan jeg lade den ene frigøres og den anden blive hængt. Hermed har jeg givet det ene menneske livet og det andet døden. Profeten Abraham (as) svarede: Du har kun ret hvis du bringer en død til live igen. I så fald kan min Herre få solen til at stige i øst. Hvis du er så magtfuld, lad solen så stige i vest! Namrud kunne ikke besvare Profeten Abrahams argument denne gang, og han blev besejret. Alligevel var han stadig stædig og accepterede ikke Profeten Abraham (as) budskab. Namrud vidste, at han ikke kunne skade Profeten Abraham (as), da han var under Allahs beskyttelse. Derfor befalede han Profeten til at forlade kongeriget og stoppede enhver som fulgte hans religion. Således forlod Profeten Abraham (as) sit hjemland. Han tog sin familie - heriblandt sin hustru Sara og fætter, Profeten Lut (as)- og rejste til Bayt-ul-Maqdes i Palæstina. Hans kone Sara var en meget smuk kvinde og Abraham (as) bevogtede hende fra menneskernes øjne. Derfor lod han hende sætte sig i en kasse, da de ankom til en by, og da de kørte ud i ørkenen lod han hende komme ud igen. Efter noget tid kørte de ind i et nyt land, som blev styret af en arabisk konge. Vagten, som stod ude ved grænsen ville tjekke hvad der var i kassen, hvori Sara lå gemt. Abraham (as) nægtede og sagde:

23 Du må formode at kassen er fuld af guld og sølv, og jeg vil betale skatten for det, men åben ikke kassen. Alligevel insisterede vagten at se hvad Profeten Abraham (as) havde med sig i den kasse, så han åbnede kassen. Da han så Sara, tog han Profeten Abraham (as) med sig til kongen. Da de så stod foran kongen, blev kongen tiltrukket af den smukke Sara så han rakte sin hånd imod hende for at røre ved hende. Profeten Abraham (as) bad Allah om at beskytte sin hustrus ære og værdighed. Ved denne bøn blev kongens hånd forvandlet til en massiv træklods. Kongen bad og tiggede Profeten Abraham (as) om at bede Allah om at give ham sin hånd tilbage, og han lovede ikke at se på Sara mere. Profeten Abraham (as) tilbad Allah og kongens hånd blev normal igen. Efter at have talt lidt med Profeten Abraham (as), så kongen op på Sara og kunne ikke modstå at begå samme fejl igen. Som han prøvede at røre hende, tørrede hans hånd som et stykke træ. Han vendte sig mod Profeten Abraham (as) igen bedende om Allahs tilgivelse og han bad om at få sin hånd tilbage igen. Profeten Abraham (as) sagde til ham at han for sidste gang ville bede for ham. Han (as) sagde: O min Herre, hvis denne mand virkelig er ked af det, så ændre hans hånd til dens rigtige form. Under hans bøn blev kongens hånd helbredt. Han blev imponeret over Profeten Abrahams (as) styrke og fik tillid til ham. Han behandlede Profeten Abraham (as) med stor respekt og forærede dem en tjenestepige, der blev kaldt for Hajer, og som kunne tjene Sara, og han gav dem tilladelsen til at gå til det sted, de havde lyst til. På vejen til Bayt-ul-Maqdes kom Profeten Abraham (as) forbi en gruppe mennesker, som tilbad himmellegemer. Disse mennesker blev kaldt for magierne. Han besluttede

24 sig for at vejlede dem hen imod Allah. Høfligt prøvede han at lære dem fejltagelsen ved deres vej. Profeten Abraham (as) præsenterede sig selv som en stjernetilbeder og sad sammen med dem om aftenen for at tilbede med dem. Den Hellige Koran siger: Og således viste Vi Abraham himlenes og jordens rige, og for at han kunne høre til de faste i troen. Da nu natten overdækkede ham, så han en stjerne. Han sagde: Er dette min Herre? Men da den gik ned, sagde han: Jeg elsker ikke dem, der går ned. Og da han så månen stråle frem, sagde han: Er dette min Herre? Men da den gik ned, sagde han: Hvis min Herre ikke retleder mig, vil jeg visselig høre til de vildfarendes folk. Da han så solen stråle frem, sagde han: Er dette min Herre? Denne er størst! Med da den gik ned, sagde han: O mit folk, jeg siger mig fri af det, som I sætter op ved siden af (den eneste Gud). Jeg har sandelig vendt mit ansigt i al oprigtighed til Ham som har skabt himlene og jorden. Og jeg er ikke en af afgudsdyrkerne [6] Profeten Abraham (as) fik folkets opmærksomhed ved først at påstå at stjernerne, derefter månen og til sidst solen var hans guder. Men for hver af disse, vendte han sig fra dem sigende: Jeg er træt af disse evigt foranderlige skabninger. Jeg tror på Allah, som er Skaberen af himlene og jorden. Og jeg er ikke en af afgudsdyrkerne. Selvom Profeten Abraham (as) brugte sin høflige måde til at lære og bevise for dem hvor uanvendelig deres tilbedelse var, fortsatte magierne med at skændes og diskutere med ham. Han sagde: Hvorfor skændes I med mig om Allah, når Han har vejledt mig til den rigtige sti? Folket afviste at tro på hans ord og truede ham med at skade ham, og advarede ham mod stjernernes hævn. Til sidst efterlod han disse idiotiske mennesker og fortsatte sin vej mod Bayt-ul-Maqdes.

25 Profeten Abraham (as) og Sara kunne ikke få nogen børn, og det gjorde ham meget trist. Derefter foreslog Sara Abraham at blive gift med hendes tjenestepige, Hajer, så hun måske ville føde ham et barn. Profeten Abraham (as) og Hajer blev gift og Allah velsignede dem med en søn, Profet Ismail (as). 5 år senere fødte Sara også. Det blev profeten Isaac (as) Profeten Abraham (as) bliver kaldt for Profeternes fader, idet fra hans ene søns afkom, Profet Ismail (as), kom de arabiske Profeter inklusivt Den Hellige Profet (sa). Og fra hans anden søn, Profeten Isaac (as), kom de jødiske Profeter inklusiv Profeten Moses (as) og Jesus (as). Profeten Abraham (as) havde titlen Khalilullah, som betyder Allahs elskede. Da han dødstime kom, fortalte han de engle som kom for at tage hans sjæl: Spørg Allah om en elskede tager livet af sin egen elskede? Han mente, at Allah ikke skulle give ordre til Profeten Abrahams død, fordi han var Hans elskede. Dødsenglen Izraeel kunne ikke besvaxre hans spørgsmål, så han vendte tilbage til Allah. Allah befalede englen til at gå tilbage til Profeten Abraham (as) for at sige tilbage: O Abraham, bør en elskede afvise en invitation til at møde sin elskede? [1] Koranen: 16 : [2] Koranen: 19 : [3] Koranen: 21 : 52-58

26 [4] Koranen: 21 : [5] Koranen: 2 : 258 [6] Koranen: 6 : 75-79

27 Profeten Ayoub (as) Profeten Ayoubs (as) historie, er en af de mest fascinerende hvad angår tålmodighed og modgang. Profeten Ayoub levede i Huran, en by i Syrien nær Damaskus, hvor der var en moske, som blev opkaldt efter ham. Den lå omkring tre 4,8 km fra byen Nawa, hvor Profeten plejede at opholde sig med sin kone når han havde modgang i sit liv. I omtrent de nitten år, levede han som en prædikant, som kun adlød og tilbad Gud, der skænkede ham rigdom og arvinger. Han plejede at tilbyde mad til de sultne og fattige, og vand til de tørstige. Han plejede også at tilbyde bolig til de forældreløse børn og hjælpe de undertrykte og de svage. Folk så ham takke og tilbede Gud, som gav ham rigdom samt mange andre gaver. Jo

28 rigere han blev, jo større blev hans frygt for Gud, og jo mere han fik velvilje, og jo mere gav han til de andre, som trængte til det, og hans tilbedelse af Gud voksede. Hverken penge eller afkom kunne friste ham. Hans første bekymring var Guds nådighed over ham. De daværende folk var ikke særligt tilfredse med at se en mand, som tilbad Gud trods hans rigdom, og uden at blive påvirket af hverken rigdom eller af afkom. Hver gang han prædikede Guds navn, tilskyndede folk sig til at adlyde og rette sig efter ham og han advarede dem imod Guds ulydighed. Desuden, var han meget velvillig over for sine forældre, og passede sit arbejde. Han ville tildække de nøgne, befri de fængslede og hjælpe dem som var i nød. Profeten Ayoubs (as) samtidsmænd var ikke tilfredse. Derfor fandt de som den eneste udvej at støde ham ved at sprede rygter om ham. I deres tale sagde de bl.a. at Profeten Ayoub (as) ikke tilbad Gud med den hensigt at tilbede Ham, men for at Gud skulle give ham rigdom og sønner og derfor var han tvunget til at takke og tilbede Gud for at redde sådan en rigdom og velvilje. Desuden tilføjede de, at hvis profeten Ayoub (as) blev frataget sin rigdom, så ville han undlade at tilbede og rette sig efter Gud. Profeten Ayoub (as) kendte godt til disse rygter, men han tillagte dem ikke nogen betydning. Gud ønskede at fremstille Profeten Ayoub (as) som et godt forbillede for menneskeheden, et klart mærke af troskab og et fremragende eksempel af udholdenhed og tålmodighed. Han ramte ham med stor modgang. Alle Profetens penge forsvandt, hans forældre og venner holdte sig væk fra ham, og hans helbred blev dårlig, så han ikke længere kunne stå op, bevæge sig eller gå. Folk overværede Profeten Ayoubs (as) lidelser og på baggrund af lidenskab og lune spredtes mange forskellige meninger omkring ham. En gruppe mennesker foregav, at hans forudsigelser var tvivlende og at hans tilbedelse af Gud var falsk. En anden gruppe sagde, Hvis Gud var i stand til at afværge modgang eller skænke velvilje, ville hans Profet Ayoub (as) fortjene mere end andre at blive reddet fra sådanne kvaler.

29 Så vidt det er angående hyklerier, siger de, Hvis Gud gjorde sådan noget er det for at fortvivle Ayoubs venner og glæde hans fjender, og i begge tilfælde fortjente Ayoub sådan modgang De få mennesker, som troede på ham, plejede at bede Gud om forladelse og godt helbred for Profeten Ayoub (as), beundrede hans tålmodighed i hans tilstand og sagde, Ayoub må være glad fordi mennesket er født til at lide kvaler. Denne verden er et sted for prøvelse, og dets indbygger er sårbare over for katastrofer og den Store Gud sagde, At han måtte prøve, hvem af jer der var bedst til at lide. Satan som hviskede sådanne tanker til den gruppe af mennesker, tænkte på at modgangen af Profeten Ayoub (as) ville udslette hans troskab, men uanset hvad, var den retfærdige tilbeder blevet stærkere i troen. Syv år gik af Profeten Ayoubs liv og han led stadigvæk af et dårligt helbred: farveløs og afkræftet krop. Sygdommen ødelagde ham fuldstændigt. Selv hans kød var rådnet og hans venner, forældre og sønner forlod ham. Alene hans kærlige kone som forblev loyal over for ham, lavede ham mad og passede på ham. Profeten Ayoubs (as) kone holdt hendes ord taknemmeligt, tålmodigt, og var ligeglad med hvad folk sagde. En stærk beslutsomhed, der hverken kunne svækkes af hendes forældres kritik eller en fremmede til at få hende væk fra hendes mand. Men de onde folk undlod ikke og de plantede ondskaben i den gode jord, og frembragte strid i den mest rene sjæl, skønt de var i stand til sådan en handling. En dag kom de for at se Profeten Ayoubs (as) tilstand. Denne retfærdige kvinde var ved at forlade sin mand, da hun kom hen til ham og sagde, Hvorfor påfører din Gud dig sådanne kvaler? Hvor er dit gode helbred? Hvor er dine forældre og venner? Hvor er din ungdom? Hvor er styrken og fastheden? Profeten Ayoub (as) svarede med tålmodighed, Satan hviskede et eller andet til dig. Skal du sørge over en herlighed som forsvandt og en søn som døde? Konen svarede, De kvaler vi lider er nok. Vil du ikke opfordre din Gud til at sprede sorg og katastrofe væk fra dig? Profeten Ayoub (as) kiggede overrasket på hende og sagde, Hvor lang tid har du ført

30 et luksuriøst liv? Hun sagde, fyrre år. Igen sagde han, hvor lang tid har du lidet kvaler? Hun sagde, syv år. Her sagde Profeten Ayoub (as) til hende, Så vær skammelig over at kræve af mig at bede Gud om at sprede mine kvaler. Han tilføjede, Jeg er forbavset over at høre sådanne ting fra dig. Jeg er skuffet over din opførsel. Og det er gået op for mig at din tro er blevet svagere og at dit sind kan ikke mere bære vilje for Gud. O kvinde! Gå væk. Jeg vil genvinde mit helbred og jeg vil piske dig hundrede gange. Jeg vil ikke have dig. Hold dig væk fra mig indtil Gud opnår sin vilje. Det lykkedes for de medsammensvorne at skabe adskillelse mellem den ulykkelig og den tilfredse kone, så Profeten Ayoub (as) blev tilbage med sine smerter og sygdom. I hans højdepunkt af modgangen beklagede han sig til Gud og sagde til Ham, Kvalerne har plaget mig og Du er den mest barmhjertige af alle de barmhjertige. Sikken et smukt kald! Profeten Ayoub (as) begrænsede sit kald ved at beskrive sig selv som ulykkelig. Profeten David (as) Israelitterne, som var blevet bragt ud af Ægypten af Profeten Moses (as), slog sig ned i Palæstina. Alligevel var de i en evigvarende krig mod palæstinenserne, som til sidst formåede at landsforvise dem fra deres hjemme. I den sidste kamp, var den Hellige Skrin, som indeholdte de originale blade af Toraen, tabt, og dette demoraliserede israelitterne. De tilbragte mange mørke år i landsforvisning, før de tog til Profeten Samuel (as) og bad ham om at udnævne en stærk

31 konge til dem, så de kunne genvinde deres land. I Allahs befaling, udnævnte Profeten Samuel (as) Taalut (Saul) til deres konge. Israelitterne protesterede over dette valg, og sagde, at Taalut var en fattig og ukendt mand. Alligevel informerede Samuel (as) dem, at Taalut var blevet valgt på baggrund af hans viden, visdom og styrke, og at han uden tvivl ville føre dem til en sejr. Det tog Taalut 20 år at genvinde den Hellige Skrin og da den var gengivet til folket, marcherede de imod Palæstina. Palæstinenserne var leddet af en frygtsom leder; en kæmpestor mand ved navn Jaalut (Goliath). Synet af Jaalut gjorde israelitterne bange, og ingen turde bekæmpe ham. Profeten David (as) var tilstedet i Taaluts hær. Han var kun en ung mand på det tidspunkt, og var ikke kommet for at kæmpe. Hans opgave var at tage sig af hans tre ældre brødre som var soldater, og for at bringe nyheder tilbage til deres fader. Da Taalut så at Jaalut havde forfærdet hans hær, prøvede han at opmuntre hans mænd ved at love dem store belønninger, hvis de stod overfor Jaalut. Han lovede også at ægte sin datter til den mand, der dræbte ham. Forundret over tumulten i valpladsen, forlod Profeten David (as) sin post og gik ud for at finde ud af, hvad der var ved at hænde. Han havde aldrig kæmpet i en duel før, men da han så denne scene, nærmede han sig Taalut og sagde: Jeg er den passende mand til at dræbe denne djævel, de jeg både har dræbt en tiger og en bjørn, som angreb min faders får. Profeten Davids (as) modige ord rørte Taalut. Han gav ham en rustning på, og opfordrede ham til at være forsigtig. Før Profeten David (as) nærmede sig Jaalut, tog han den tunge rustning af, da den begrænsede hans bevægelser. Han stod foran fjenden, kun bevæbnet med en slangebøsse og en stav som han normalt styrede sine får med.

32 Førend at Jaalut kunne reagere på udfordringen, skød Profeten David (as) en sten mod ham via sin slangebøsse. Stenen ramte Jaaluts pande med en frygtindgydende styrke, og medførte at han fortumlet faldt ned på jorden. Så træk Profeten David (as) Jaluuts tunge sværd ud, og huggede hans hoved af. Synet af deres mesters død knuste palæstinenserne, som forlod slagmarken i panik. I påskønnelsen af Profeten Davids (as) ekstraordinære mod, ægtede Taluut ham til sin datter Mikaal. Om dette siger Allah (jwa) I den Hellige Koran: Så slog de dem på Allahs bud. Og David dræbte Jaalut, og Allah gav ham kongedømmet og visdommen og lærte ham, hvad han ville. [1] Profeten David (as) var blevet gjort til Taluuts hærs øverstbefalende, og hans tætte venskab til Taluuts søn Jonatan (Yunathaan), gjorde ham meget stærk og populær i landet. Efter Taaluts død, blev Profeten David (as) konge. Allah gav ham visdom og den Guddommelig Bog, Zaboor[2], som han plejede at recitere af i en melodiøs stemme for at tiltrække folket til Allahs ord. Profeten David (as) fik mange velsignelser af Allah. Da han priste Ham, sluttede bjergene og fuglene sig til ham. Jern var ligesom voks i hans hænder, og han plejede at designe og forme specielle, letvægtige kamprustninger lavet af jern. Ved at sælge dem til hære, tjente han til livets ophold. Den Hellige Koran siger: Og Vi skænkede visselig David nåde fra Os (og sagde): I bjerge, gentag (Allahs pris) med ham, og (også I) fugle! Og Vi gjorde jernet blødt (og brugbart) for ham. [3] Profeten David (as) plejede at fordele de forskellige forpligtelser over forskellige dage. Han til sidesatte en dag til for at tilbede Allah, en dag for at høre folkets klager, en dag for at prædike, en dag for at hvile sig, og så videre. På hans hviledag, tillod Profeten Davids (as) vagter ingen at komme ind i hans hus. På sådan en dag kom to engle i menneskeform ind i hans hus fra taget, og forskrækkede Profeten David (as).

33 Den Hellige Koran siger: Da de trådte frem for David, blev han angst for dem. De sagde: Frygt ikke. (Vi er) to stridende, hvoraf den ene har begået overgreb mod den anden. Døm du da mellem os i sandhed og begå intet uretfærdigt og led os til den rette vej. Se, dette er min broder. Han havde 99 moderfår, og jeg havde (kun) ét moderfår. Så sagde han: Betro det til mig. Og han besejrede mig i ordstriden. [4] Profeten David (as) hørte klagen, og sagde i første omgang, at manden, der krævede det får af hans broder, var uretfærdig. (David) svarede: Han har visselig øvet uret imod dig ved at kræve dit moderfår (i tilgift) til sine (egne) moderfår. [5] På det øjeblik indså David (as), at dette var en test af Allah. Men David mærkede, at Vi blot prøvede ham, så han bad sin Herre om beskyttelse og faldt ned (for Allah), idet han bøjede sig (i tilbedelse), og han vendte sig (til sin Herre). [6] Han fortrød hans hurtige beslutning, hvori han ikke havde krævet bevis af dem, samt ikke havde hørt begge parters historier. Han realiserede, at han i hans stilling som dommer iblandt folket, ikke bare kunne tage forhastede beslutninger. Han vendte sig angrende til Allah, og bad om Hans tilgivelse for hans fejltagelse. Derfor beskyttede Vi ham i denne sag, thi han besad nærhed til Os og (fik) en god og skøn tilbagevenden (til Os). [7] Profeten David (as) reagerede i mange år, og hans trone blev arvet af hans yngste søn Salomon (as). [1] Koranen: 2 : 251

34 [2] Zaboor = Davids salme (I Biblen) [3] Koranen: 34 : 10 [4] Koranen: 38 : [5] Koranen: 38 : 24 [6] Koranen: 38 : 24 [7] Koranen: 38 : 25

35 Profeten Hud (as) Folket af Aad stammen boede I Ahgaaf, som er et område mellem Yemen og Oman. De boede i fred og velvære. Allah havde skænket dem mange velsignelser. De var nogle begavede mennesker, der blandt andet havde bygget flotte byer. Fysisk var de meget stærke og der var ingen sygdomme i deres samfund. Til trods for alt det, som Allah havde skænket dem, troede Aad folket ikke på den Eneste Gud, og de tilbad idoler som de selv skar ud af sten. Da der skete dem noget godt, takkede de deres idoler, og da de kom ud for noget slemt, tilbad de deres idoler og bad dem om hjælp. Efter nogle år begyndte stammen Aad at miste deres enighed. Det stærke folk behandlede de svage og fattige medlemmer meget dårligt. For at vejlede de stolte og uvidende mennesker sendte Allah (jwa) Profeten Hud (as) til dem. Profeten Hud (as) var selv et medlem af Aad stammen, og var højt respekteret på grund af sin adelige familie og hans velopdragenhed. Han var søn af Abdullah, barnebarn af Sam og oldebarn af Profeten Noah (as)

36 Profeten Hud (as) var en meget tålmodig og venlig mand. Da han modtog Allahs befalinger for at sprede Hans budskab, gik han hen til folket og sagde: O brødre! Hvorfor tilbeder I sten som I selv har skåret? Disse idoler kan intet give jer ej heller kan de tage noget fra jer. I er ikke dumme, men det I gør er imod jeres intelligens. Jeres Gud er kun Én, og Han alene skal blive tilbedt. Han har skabt jer, givet jer helbred og velstand, og Han har gjort jer til et stærkt folk. Gør ikke oprør imod Allah, for I har jo set Profeten Noahs (as) folks skæbne. Profeten Hud (as) prøvede stærkt at få folket til at indse fejltagelsen ved at fortsætte deres vej, men i stedet for at lytte til ham blev de mere stædige. De sagde: O Hud, du siger dumme ting. Hvorfor skal vi tilbede én Gud og holde op med det, som vor forfædre plejede at gøre? Profeten Hud (as) prøvede at forklare dem, at idolerne kun havde i hensigt at tage dem yderligere væk fra Allah, og at han var en Profet, som var sendt for at vejlede dem. Den Hellige Koran siger: Og til Aad (sendte Vi) deres broder Hud. Han sagde: O mit folk, tjen Allah (alene), thi I har ingen gud undtagen Ham. (Ved at sætte guder ved siden af Ham) opdigter I visselig løgne. O mit folk, jeg beder jer ikke om nogen belønning herfor. Se, min belønning er ene og alene hos Ham, som har skabt mig. Mon I ikke vil forstå? [1] Ikke desto mindre gjorde hans (as) ord Aad folket vrede. De sagde: O Hud, hvad giver dig retten til at tale til os på denne måde? Du drikker og spiser som os du er ikke bedre end os andre! Hvorfor skulle du blive valgt som en Profet? Vi tror du er en løgner, eller måske har en af vores idoler forbandet dig og ladet dig gå fra forstanden! Således gjorde folket nar af Profeten Hud (as). Hans utrættelige prædiken gav ham kun