Det, som aviserne ikke skriver om

Transkript

1 Det, som aviserne ikke skriver om Mathias Trankjær er 22 år og industritekniker. Han er vokset op i Skagen og bor nu i Ålborg. En sommernat i 2013 fejrede Mathias sit nyerhvervede kørekort ved at køre rundt i Skagen med sin ven Christoffer. Bilen blev forfulgt af to andre biler med flere ukendte mænd, som tvang Mathias til at stoppe. En skudsalve ramte bilen, Mathias blev slået i hovedet og Christoffer truet med en pistol. Herefter trak mændene sig tilbage og afsendte en ny skudsalve mod bilen. Jeg kunne ikke sove. Jeg sov måske to timer, maks. tre timer om natten. Jeg skulle være vågen, for hvis der kom nogen, så nyttede det ikke, at jeg lå og sov. Alting, alting tæller, du holder øje med alting. Jeg vidste jo ikke, om de havde intentioner om at slå os ihjel. Det var det værste ved det hele, at jeg ikke vidste hvorfor. Jeg stillede bare så mange spørgsmål til mig selv, og jeg stillede de samme spørgsmål til Christoffer. Og han havde jo de samme spørgsmål til mig. Havde vi gjort noget forkert? Hvad ville der være sket, hvis vi havde gjort noget anderledes? Hvad ville der være sket, hvis vi var stoppet første gang, de ville have os til at holde ind til siden? Hvis vi nu var kørt direkte hjem, var der så sket noget? Det var, som om vi var bundet sammen, Christoffer og mig, som siamesiske tvillinger. Vi kunne ikke slippe hinanden, og vi snakkede rigtig meget om det. Om aftenen, når vi ikke lavede noget andet, sad vi og snakkede om det, men jeg kunne ikke svare på hans spørgsmål, og han kunne ikke svare på mine. Vi vidste jo det samme. Vi valgte ikke at sige noget til nogen. Vi ville ikke have opmærksomhed, og vi ville ikke fortælle den samme historie igen og igen, for alle ville vide, hvad der var

2 sket. Men Skagen er en lille by. Folk begyndte at fortælle historier om, hvad der var sket. At det ikke var foran på bilen, der var skudt, men ind igennem førerdøren. At en var død. Nogen havde set store blodpletter. Der var en, der fortalte mig, at den ene af de to i bilen havde fået knæskallerne skudt af, og han vidste godt, hvem det var! Vi fik fortalt rigtig, rigtig mange gode historier. Jeg turde ikke køre bil længere, men det blev jeg så tvunget til. Jeg skulle ud og køre i min mors Opel, men det var lidt uhyggeligt, for du kigger mere i bakspejlet end fremad og tænker: Er der nogen bagved, følger nogen efter mig? Den første måned, hvis ikke to måneder, troede jeg, de fulgte efter mig, så jeg kunne finde på at dreje pludseligt og kigge bagud for at se, om bilen bag ved mig også drejede, for så var det jo mig, de var efter. Der var noget inde i hjernen, der sagde, det kan være farligt. Den følelse var der altid. Jeg tænkte på det, jeg drømte om det. Hjernen blev så træt. Jeg tænkte over alting. Hvis jeg tabte et æg f.eks., så tænkte jeg over, at hvis jeg nu havde holdt anderledes på ægget, så havde jeg ikke tabt det. Alt, hvad jeg gjorde, skulle gøres om ti gange i hovedet for at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre det rigtigt, uden at der skete noget. Hvis jeg var inde og købe et par sko, kunne jeg være bange for, at min mor lå og var død, når jeg kom hjem. Lige pludselig kunne jeg tænke på, hvad nu hvis der kom en indbrudstyv hjem til mine bedsteforældre? Når jeg gik med hunden, kunne jeg tænke, hvad nu hvis jeg bliver kørt over? Hvad nu hvis ham, der går der på den anden side af vejen, pludselig løber efter mig, hvad skal jeg så gøre? Ikke fordi manden havde nogen intentioner om at gøre mig noget, men hvis-tanken var der hele tiden. Du analyserer alting, og hjernen brænder sgu af til sidst. Det var svært, at jeg ikke rigtig havde nogen at snakke med, for når jeg begyndte at køre en lang smøre af, kunne jeg godt se, at folk begyndte at blive trætte. Når de først havde fået at vide, hvad der var sket, så var de ligeglade. Det er også derfor, aviserne ikke skriver om det, der sker bagefter. Der var ikke ret mange mennesker, der spurgte: Hvordan har du det nu? Er det noget, du vil snakke om? Det interesserede dem nemlig ikke. Min mor har jeg selvfølgelig snakket meget med, men det kan man jo heller ikke blive ved med. Jeg var hos en psykolog, men jeg syntes ikke rigtig, det hjalp. Jeg fik en time alene og en time sammen med Christoffer. Christoffer syntes ikke, han havde brug for mere, og jeg syntes heller ikke rigtig, at det hjalp. Der gik jo også noget tid, før vi kom til, og vi skulle selv betale, så jeg fandt min egen måde at bearbejde tingene på, sådan lidt hen ad vejen.

3 Det bedste for mig ville nok have været noget gruppeterapi med andre, der havde været udsat for noget lignende. Hvor jeg kunne relatere til, hvordan de andre havde det og omvendt. En psykolog, ja, hun er måske nok blevet uddannet i, hvordan man har det efter sådan noget, men det var, som om jeg fik mere respons fra Christoffer. Held i uheld var vi to om det, for hvis jeg havde været alene, kan det godt være, at jeg havde hængt i et træ et eller andet sted. Der skete mange ting det år. Der skete noget hele tiden. Oplevelsen i bilen skete et år, hvor Mathias havde haft mange dårlige oplevelser og nederlag. Han var i praktik på en arbejdsplads, hvor han blev nedgjort og diskvalificeret, og han begyndte at tvivle på sine egne evner. Hans farfar fik konstateret kræft, og forholdet til kæresten gennem fem år gik i stykker. Når det ikke går godt nogen steder, så bryder man sammen. Jeg sad på min seng, og jeg vidste ikke, hvor jeg var henne. Jeg brød totalt sammen. Jeg havde flashbacks, små billeder fra barndommen, alt muligt kom væltende ind over mig. Min mor kom ind og lagde armene om mig og trøstede mig, men hun vidste jo heller ikke rigtig, hvad hun skulle gøre. Jeg tror, det var skyderiet, der fik mig skubbet mig ud over kanten. Det var det, der fik det hele til at briste, for jeg tænkte, at hvis det kan ske, hvad bliver så det næste? Er det fuldstændig umuligt at finde lykke et eller andet sted? Kan der ikke bare ske et eller andet i mit liv, der er godt? Jeg var så langt nede, at jeg var ved at tage livet af mig selv en aften. Jeg drak mig fuld og ringede til en kammerat og sagde farvel, nu var det slut. Jeg sad hjemme i min lejlighed med en kniv og ville skære håndleddene over. Jeg tænkte: Nu gør jeg det, nu tæller jeg til ti, så gør jeg det. Nu gider jeg fandeme ikke at være her længere. Men mens jeg talte til ti, kom min kammerat brasende ind ad døren. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har set en gut tage så lange skridt. Han stillede sig foran mig og sagde, at jeg skulle lægge kniven ned, og mindede mig om gode øjeblikke og sagde, at det hele nok skulle gå. Så slap jeg kniven, og der stod den med spidsen ned i laminatgulvet. Jeg græd ikke, men jeg vidste ikke,

4 hvad jeg skulle gøre. Alting var så forvirrende. Jeg prøver altid at finde en løsning, og grunden til, at jeg ville tage livet af mig selv var, at jeg ikke kunne finde en løsning. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg vidste overhovedet ikke noget. I den periode kunne jeg ikke engang huske, hvor gammel jeg var. Jeg skulle nok være gået noget mere til psykolog, end jeg mente, jeg havde brug for. Jeg valgte så at flytte ned til min mor og bror i Aalborg; ikke for at flygte fra Skagen, men for ikke hver dag at blive mindet om, at mit liv var noget lort. Jeg fik en ny læreplads, og der gik det jo fint. Jeg er udlært i dag og har et godt arbejde. Jeg tog det som en udfordring, jeg skulle igennem det, skulle bevise over for min far og alle de andre, at det var dem, der tog fejl. Bare fordi man er et sted, hvor tingene er trælse, er det ikke ensbetydende med, at sådan er det alle steder. Det fandt jeg ud af. Da politiet ikke kunne finde gerningsmændene, blev sagen lukket, men genåbnet et år senere på baggrund af informationer om mændenes identitet, som Mathias far havde opsporet. Manden, der havde skudt mod Mathias bil, blev tiltalt og dømt for flere forhold og fik en ubetinget dom på ni års fængsel. Mathias gjorde ikke krav på økonomisk kompensation. Min far sagde, at jeg var den største idiot i hele verden, fordi jeg ikke ville have de penge, men det ville jeg ikke. For det første gad jeg ikke døje mere med det. For det andet stod jeg ikke og manglede de penge. Og for det tredje var jeg i live. Jeg var bare glad for, at jeg var kommet levende ud af det. Om jeg fik eller kroner, blev jeg ikke gladere af det. Der er nok mange, der tænker anderledes. Min far gør i hvert fald, men sådan blev det. Jeg var jo nede og snakke med ham, der skød. Christoffer og jeg fik et tilbud om at snakke med ham i fængslet. Jeg vidste ikke rigtig. Der var gået flere år, men samtidig havde vi jo stadig spørgsmålet om, hvorfor det skete, og han var den eneste i verden, der kunne fortælle os det.

5 Han kunne nu ikke svare på alle vores spørgsmål, for han havde været i en narkorus. Men vi fik svar på nogle spørgsmål om, hvad der var foregået, inden de standsede os i bilen. Han sagde, at det slet ikke var os, han var efter. Vi var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var dem, der havde lavet noget lort. Det tog han på sig. Og jeg tog det til mig. Det vigtigste var ikke, at han sagde undskyld. Vi kan alle sige undskyld uden at mene det. Det var da i orden, at han sagde, han angrede. Det betød bare ikke så meget for mig. Det var svarene på det, jeg ikke vidste, der betød mest. Vi fik forklaret sammenhængen. Det var det, der bed sig fast. Mange folk sagde jo om ham: Han er et uhyre, han er et monster. Min far syntes bare, at han skulle have lov til at rådne op i det fængsel. Men når du så sidder over for ham og snakker med ham, så falder hornene af ham, så ser tingene ikke så forfærdelige ud. Og jeg vil sige, det var dejligt. Når man har været udsat for sådan noget, som vi var udsat for, så kommer det altid tilbage i en eller anden form, også selvom man prøver at flygte fra det. Så jeg synes godt, man kunne ringe til folk og så sige: Du har været udsat for noget, vil du ind og snakke med ham, der gjorde det? Har du nogle spørgsmål? Jeg synes, alle skal have det tilbud. Jeg gik jo ikke og tænkte over det, og jeg havde egentlig lagt det bag mig, men jeg var nysgerrig. Og der var nogle ting, jeg gerne ville have svar på. Fantasien er farlig. Jeg gik jo rundt og troede, at alting var farligt. Så fik jeg at vide, at der aldrig nogensinde har været nogen efter mig. Det var en god ting, også selvom min far syntes, jeg var en idiot. Nu tænker jeg ikke længere over skyderiet, men det sker, at man lige pludselig kommer ind på det. Så fortæller jeg om det, som om det var lidt sjov, for det gør ikke så ondt mere. Jeg er kommet videre, og der skete jo ikke andet end noget materiel skade og så lidt i hovedet. Der var ikke nogen, der mistede en arm, og psyken det er sgu ikke det, jeg går og tænker over. Det er kun, hvis man lige kommer til at snakke om det.