Risikoen for, at udartningerne

Transkript

1 Overgreb eller efterladenhed i plejen af den depressive patient Hvert år indlægges ca personer med depression (1). Det er derfor en patientgruppe, vi som sygeplejersker ofte møder i det psykiatriske miljø. Under depressionen, hvor følelser af håbløshed, selvbebrejdelser og manglende selvværd dominerer, er det af essentiel betydning for den depressive at blive mødt med en accepterende, omsorgsfuld og forstående holdning, ikke bare fra de nærmeste, men også fra behandlersystemet. Dog forekommer det, at disse patienter i stedet føler sig enten svigtet eller umyndiggjort i kontakten med det psykiatriske system. Med andre ord det klassiske dilemma mellem overgreb og efterladenhed. Denne artikel sætter fokus på disse uheldige udartninger af omsorgen. Risikoen for, at udartningerne overgreb eller efterladenhed forekommer, er størst, når depressionen begynder at lette, og patienten ønsker større ansvar og autonomi (2). For sygeplejersken er der her en risiko for enten at give for tidligt slip, hvorved patienten vil føle sig svigtet, eller at fastholde patienten i den hjælpeløse rolle for længe, så han føler sig umyndiggjort. Ofte er det vanskeligt at finde ud af, i hvor høj grad den depressive kan tage ansvar og træffe autonome beslutninger. Det er et af omdrejningspunkterne i denne artikel, som overordnet kan inddeles i tre afsnit. I første afsnit illustreres problemets relevans ved to patientfortællinger, der tydeliggør, hvilke konsekvenser overgreb eller efterladenhed kan få. Andet afsnit belyser årsagerne til udartningernes opståen. Specielt undersøges det, hvilken betydning sygeplejerskens videnskabsteoretiske forankring har i denne forbindelse. Her tages udgangspunkt i to førende teoretikere inden for psykiatrisk sygepleje, nemlig Liv Strand og Jan Kåre Hummelvoll, som repræsenterer henholdsvis den holistisk-hermeneutiske og den fænomenologisk-eksistentielle videnskabstradition. Sondringen mellem de to tilgange kan illustrere, hvordan to nært beslægtede videnskabstraditioner kan føre til to vidt forskellige måder at forholde sig til den depressive patient på. Der er imidlertid også andre forklaringer på udartningernes opståen. I forlængelse heraf diskuteres det derfor, hvordan fejlfortolkninger af den etiske fordring ligeledes kan føre til omsorgens udartninger. Denne diskussion tager udgangspunkt i Kari Martinsens tanker om dilemmaet mellem overgreb og efterladenhed. Artiklens tredje afsnit diskuterer, hvordan udartningerne undgås. Rammen herfor er Kari Martinsens omsorgsteori med hovedvægten lagt på det faglige skøn. Dog inddrages videnskabsteorien og det etiske perspektiv til yderligere at vise, hvordan overgreb og efterladenhed kan undgås i plejen af den depressive. Rent teknisk skal det tilføjes, at den depressive patient i artiklen betegnes som han og sygeplejersken som hun. Det er for at gøre læsningen mere flydende og har ingen anden betydning. Helle Sørensen OMSORG 55

2 56 Konsekvenser af overgreb og efterladenhed Først når problemerne bevidstgøres, har vi mulighed for at gøre noget ved dem. Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 16. årgang nr. 4 november 2002 KLINISK SYGEPLEJE Hvilke konsekvenser omsorgens udartninger kan få, illustreres ved nedenstående patientberetninger. En patient tidligere indlagt med depression fortæller: Det forekommer mig nemlig, at personalet ofte har en ualmindelig patroniserende holdning til deres patienter [ ] den følelse af at blive tiltalt som et ubehjælpsomt barn virker afsindigt infantiliserende og i bedste fald kun afstandsfremmende [ ] Bliver man behandlet som et barn i så skrøbelig en situation, forfalder man sgu nemt til også at opføre sig som et. Og så bliver det pludseligt så meget vanskeligere at blive rask igen. Og patienten fortsætter: Og det virkelige problem er, at hvis jeg oplever den form for selvhævdelse, så holder jeg op med at tage stedet alvorligt. Faktisk mister jeg troen på, at det er der, jeg skal finde hjælp (3). En anden patient indlagt med depression og angst udtaler: Alle beslutninger var altså taget før dette møde (udskrivelsessamtalen). Jeg følte, at lige meget hvad jeg sagde, blev det ikke taget alvorligt og jeg, som havde haft så svært ved at bede om hjælp. Jeg stod lige pludselig helt alene i verden. Jeg følte så, at alt håb var ude, og nu gjorde jeg alle en tjeneste ved at gøre livet forbi [ ] Jeg følte mig i den grad svigtet af systemet. Jeg var jo dybt ulykkelig og hundesyg, og nu kunne eller ville ingen overhovedet gøre mere for mig (4). Ovenstående illustrerer tydeligt, hvor alvorlige konsekvenser udartningerne kan få. Den umyndiggørelse, som patienten oplever i den første fortælling, har medført, at han ikke længere har tillid til det psykiatriske system. Modsat ses det i den anden fortælling, hvordan et meget depressivt menneske på grund af svigt forsøger at suicidere. Dette understreger vigtigheden af, at man som psykiatrisk sygeplejerske forholder sig til dilemmaet mellem overgreb og efterladenhed. Årsager til overgreb eller efterladenhed En del af denne bevidstgørelse er at være opmærksom på, hvilke videnskabsteoretiske aksiomer sygeplejen bygger på. Det gør en stor forskel, om sygeplejersken har en hermeneutisk eller en fænomenologisk tilgang til sin pleje. Hvordan belyses i det følgende. Den holistisk-hermeneutiske tilgang I hermeneutikken er hovedfokus at forstå og fortolke verden og skabe mening i en sammenhæng. Forståelse er forudsætningen for alt menneskeligt fællesskab og dermed også for mødet mellem patient og sygeplejerske (5). Det er altså sygeplejerskens vigtigste opgave at forstå patienten og hans verden, hvilket understreges af Liv Strand, der hævder, at forståelse for patientens situation er selve forudsætningen for at yde omsorg (6). Ifølge hermeneutikken (Gadamer) fortolker mennesket verden ud fra sin egen forforståelse, der er et resultat af dette menneskes historie, kulturelle og sociale arv. Det, der sanses, opleves og erfares, vil altid være subjektivt, idet det er afhængigt af den person, som sanser, oplever og erfarer (7). Det samme sker i mødet med patienten. Sygeplejersken fortolker tegn, ytringer og symptomer hos patienten ud fra sin egen forforståelse, der altid vil være farvet af tidligere erfaringer. Vores forståelse har imidlertid altid en grænse/horisont, og det er derfor aldrig muligt fuldstændig at forstå et andet menneskes situation. Men vi kan søge at opnå større forståelse for den anden ved at komme den anden nærmere, sætte vores fordomme og forforståelse i spil og derigennem flytte vores egen horisont.

3 Derved kan der ske horisontsammensmeltning/ny forståelse (7). Dette er illustreret af Dilthey i den hermeneutiske cirkel, som er en model for menneskelig forståelse og fortolkning. Grundlaget er, at mennesket i ethvert møde kommer med forforståelse/fordomme. Gennem mødet med den anden fortolkes de sanseoplevelser, som registreres, og det er via denne fortolkning, at der opnås en ny forståelse. Denne proces er kontinuerligt eksisterende, og det er ifølge hermeneutikken på grund af den, at vi som mennesker udvikler både os selv og vores forståelsesrammer (5). For at sygeplejersken kan opnå større forståelse for den depressive patient og hans situation, må hun altså sætte sin forforståelse i spil og være til stede sammen med patienten. Det er gennem mødet og relationen, at hun erhverver forståelsen for patientens situation. Liv Strand er tydeligt inspireret af den hermeneutiske tradition, idet hun påpeger, at sygeplejerskens opgave er at forstå og fortolke enkelthederne i den psykiatriske patients fremtræden (implicit den depressives) ind i en større meningssammenhæng. Kun gennem mening og forståelse bliver sygeplejersken i stand til at yde omsorg til den depressive (6). Den hermeneutiske sygeplejes fokus på forståelse og fortolkning af patienten er umiddelbart en meget sund tilgang til den depressive, der netop har brug for at føle sig accepteret og forstået. Dog vil fortolkning og forståelse altid være subjektiv. Det indebærer en risiko for, at sygeplejersken bygger plejen på de fortolkninger, hun udleder, og den forforståelse, hun har, og glemmer at høre den depressives subjektive oplevelse af sin situation. Det samme gælder, hvis sygeplejersken har en tendens til at fortolke alle patientens ytringer som symptomer, selv når de fx indeholder en højst berettiget kritik (5). I begge tilfælde mister hun fornemmelsen for, hvordan patienten oplever sin sygdom, og bygger derved plejen på et fejlagtigt grundlag. I stedet for at basere plejen på den forståelse, hun får af den depressive i mødet og samtalen, bygger hun den på sin egen subjektive idé om, hvad der er det bedste for patienten. Det giver den depressive en følelse af overgreb og umyndiggørelse, hvilket bestemt ikke er med til at styrke patientens jeg, som er det primære mål for plejen. Endvidere påpeger Liv Strand, at sygeplejersken bør påtage sig det andet menneskes problemer hvordan og hvornår nævner hun ikke (6). Forudsætningen for at kunne påtage sig den depressives problemer må imidlertid være, at der er opbygget en tillidsfuld relation mellem patient og sygeplejerske. Er der ikke det, vil den depressive opleve denne intervention som overgreb og umyndiggørelse. At relationen og samarbejdet med patienten skal være det bærende for sygeplejen, ligger dog implicit i Liv Strands principper. I forlængelse heraf fremhæver Liv Strand, at det er vigtigt at have et holistisk syn på patienten. Sygeplejersken skal finde mening, skabe sammenhæng og forstå helheden. Spørgsmålet er blot, om man altid kan finde mening og sammenhæng, og om man skal det? Ofte vil det være særdeles svært for den depressive selv at se meningen med sin lidelse, og hvordan skulle sygeplejersken så kunne finde mening? Det vigtige er i stedet at støtte patienten der, hvor han er, og skabe håb og livsmod. Liv Strand påpeger også selv, at det holistiske kan blive en formelagtig legitimering af gode hensigter. Bliver det det, ender sygeplejersken i formynderi og overgreb (6). Den fænomenologisk-eksistentielle tilgang Fænomenologi er læren om fænomener, dvs. læren om det eller de fænomener, der fremtræder for en subjektiv bevidsthed. Nøgleordene er sansning, oplevelse og erfaring. For at forstå den depressive må sygeplejersken først erfare, hvordan han oplever sin situation. Forståelse er i denne sammenhæng knyttet til det verbale sprog, idet det er gennem sproglig udveksling, at forståelse skabes. Sygeple- 57

4 58 jersken skal altså basere sin pleje på den forståelse, hun får af den depressive gennem samtalen (5). Dette understreges af Hummelvoll, der hævder, at det for sygeplejersken er mest frugtbart at tage udgangspunkt i patientens subjektive oplevelse af depressionen (2). Derigennem rettes plejen mod det, som er vigtigt for den aktuelle patient. Ifølge den fænomenologiske tankegang er forudsætningen for god sygepleje, at sygeplejersken forstår den depressives livsverden. Forståelse er i denne sammenhæng ikke fuldstændig at vide, hvordan det er at være i den depressives sted, men at være i stand til at forestille sig, hvordan hans livsverden er (5). Den fænomenologiske metode er kort sagt at lade folk fortælle deres historie og tage udgangspunkt der (7). Dette vægtes højt hos Hummelvoll, der påpeger, at sygepleje indebærer, at man yder hjælp på grundlag af patientens værdier. Samtidig prioriterer han det eksistentielle højt. Det er mennesket, der skal fokuseres på, frem for på sygdommen, og sygeplejersken skal aktivt og empatisk møde patienten der, hvor han er (2). Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 16. årgang nr. 4 november 2002 KLINISK SYGEPLEJE At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der (Søren Kierkegaard (8)). Det eksistentielle indebærer desuden, at sygeplejersken har respekt for patienten som person, dvs. for hans integritet og autonomi. Det ultimative mål i den eksistentielt orienterede sygepleje er derfor at bidrage til, at patienten oplever sig selv som en integreret person (2). Den fænomenologisk-eksistentielle sygepleje bygger altså på det oplevede og erfarede. Det primære er at søge forståelse for den depressives subjektive oplevelse af sig selv og sin situation. Faren ved at vægte patientens subjektive mening højt er imidlertid, at sygeplejersken kommer til at tildele patienten større autonomi, end han faktisk kan bære. Det er problematisk, hvis sygeplejersken glemmer den moralske fordring og kun handler ud fra patientens ønsker. Derved opstår den anden udartning af omsorgen, nemlig undladelsessynderne, der fører til efterladenhed. I sidste ende vil patienten opleve det som svigt, da han vil føle, at han ikke bliver hjulpet videre. Hummelvoll fremhæver, at sygeplejersken, når hun skal handle på patientens vegne, bør gøre det ud fra empati, faglig viden og skøn, praktisk situationsforståelse og etisk vurdering. Forudsætningen herfor er, at hun har et godt kendskab til patienten, og at der er etableret et tillidsforhold mellem de to parter. Ligeledes mener han, at patienten skal være gjort bekendt med og have accepteret, at sygeplejersken handler på hans vegne (2). Dette er straks mere problematisk, idet patienten ofte ikke vil acceptere det, som sygeplejersken vil tage ansvar for. Tillægges patientens udsagn størst vægt, kan det igen resultere i, at man havner i undladelsessynderne, og at den depressive i sidste ende føler svigt. Ligegyldighed og fejlfortolkninger af den etiske fordring Den ideologiske- eller videnskabsteoretiske forankring kan altså have betydning for, at udartningerne af omsorgen opstår. Har man en udpræget holistisk-hermeneutisk tilgang til den depressive, vil der i yderste konsekvens være en fare for, at man ender i formynderi og overgreb. Med en udpræget fænomenologisk-eksistentiel tilgang er der omvendt en risiko for, at sygeplejersken tildeler patienten mere autonomi, end han kan bære, hvilket fører til undladelsessynder og efterladenhed. Der er imidlertid andre forklaringer på udartningernes opståen, hvilket uddybes i det efterfølgende. Ifølge Kari Martinsen kan udartningerne forekomme i to situationer. For det første i tilfælde, hvor sygeplejersken ikke er engageret, men viser ligegyldighed over for patienten. For det andet hvis sygeple-

5 jersken er for emotionelt involveret i situationen. Den sentimentale omsorg medfører, at patienten og hans situation bliver borte, og at sygeplejerskens følelser sættes i centrum. I sidste ende fører også dette til ligegyldighed over for patienten (9). De to udartninger er altså begge udtryk for ligegyldighed, og de opstår ifølge Løgstrup på grund af fejlfortolkninger af den etiske fordring (10), dvs. det etiske ansvar, der udspringer af relationen med patienten, og som forpligter sygeplejersken til at tage stilling til, hvad der er det bedste for patienten i den aktuelle situation (11). Efterladenheden, der fører til undladelsessynder, opstår, når sygeplejersken ansvarsløst underlægger sig patientens forventninger og ønsker og undlader at tage vanskelige spørgsmål og situationer op til overvejelse og diskussion med patienten. I stedet dækker hun sig ind under respekten for patientens autonomi. Det er dog en uægte og uhensigtsmæssig respekt, der får den konsekvens, at sygeplejersken gang på gang viger udenom. Resultatet bliver, at patienten føler sig svigtet (9-10). Overgreb og formynderi kan ligeledes opstå på grund af fejlfortolkning af den etiske fordring. Det sker, når sygeplejersken tror, at fordringen indebærer, at man skal overtage magten og lave om på den anden ud fra sine egne overbevisninger og ideologier. Man retfærdiggør sine handlinger med paternalisme, dvs. princippet om, hvad der er til patientens bedste, men ender i stedet i formynderi og overgreb. Derved føler patienten sig umyndiggjort og ikke behandlet med respekt (9-10). Lützen understreger i bogen Ekspert og medmenneske samme pointe. Han påpeger, at det syn, vi har på patienten, får betydning for den sygepleje, vi udøver. Ser sygeplejersken patienten som hjælpeløs, vil det let resultere i formynderi, overgreb og umyndiggørelse. Ser hun i stedet patienten som fuldt autonom, hvilket han ikke er, vil det resultere i undladelsessynder, efterladenhed og svigt (8). Kari Martinsen tilskriver dog også den eksisterende samfunds- og tidsstruktur en del af skylden for, at udartningerne opstår. Hun påpeger, bl.a. at det store tidspres, sygeplejersken ofte arbejder under, fører til flygtige og springende relationer, hvor tilliden ikke får tid til at vokse frem. Det fører let til både formynderi og undladelsessynder (9). Samtidig er tidsånden kendetegnet ved individualitet, og at vi er fremmedgjorte over for hinanden er endnu en faktor. Vi har ikke længere behov for hinanden, og samværet med andre er ofte flygtigt og overfladisk. Det komplicerer mødet mellem patient og sygeplejerske, idet vi har svært ved at overgive os til og være afhængige af hinanden. Uafhængighed er i dag blevet et ideal (9). Hvordan undgår vi overgreb og efterladenhed? Dette spørgsmål indebærer overvejelser om, hvilke kompetencer og egenskaber der udruster sygeplejersken til at undgå omsorgens udartninger og i stedet udøve en sygepleje, som af den depressive opleves som en hjælp og støtte. Den svage paternalisme og det faglige skøn Ifølge Kari Martinsen handler god sygepleje om, at man er engageret til stede. For at engagementet ikke skal føre til de to udartninger, bør sygeplejersken anvende sit moralske og faglige skøn, så hun i stedet kan handle ud fra svag paternalisme. Den svage paternalisme må altid overordnes princippet om patientens autonomi et provokerende standpunkt, da den enkeltes ret til autonomi er noget af det, vi vægter allerhøjest i vores samfund. Men Kari Martinsen mener, at princippet om respekten for patientens autonomi let fører til, at den anden ikke vedkommer os, og at vi derved bliver ligegyldige over for den anden. Tidligere er det netop illustreret, hvad ligegyldigheden 59

6 60 fører til. Kari Martinsen mener, at den moralske fordring, der opstår i relationen med patienten, forpligter sygeplejersken til at søge, hvad der er bedst for patienten, og hertil skal hun anvende sit faglige skøn (9). Kari Martinsen kalder det faglige skøn for praktisk-moralsk handlingsklogskab. Skønnet består af to hovedkomponenter. For det første at sygeplejersken ud fra en følsom, sansende åbenhed ser appellen om livsmod hos patienten. For det andet at hun bruger fagligheden til at forstå patienten og handle godt for og sammen med ham (12). Det faglige skøn er begrundet i to former for kundskab: 1) kundskab, der er erhvervet gennem sansende forståelse, og 2) kundskab, der er erhvervet gennem begrebslig forståelse (= fagkundskaben). Men, pointerer Kari Martinsen, den sansende opfattelse må altid være overordnet den begrebslige (13). Årsagen hertil er, at en enhver situation er unik, og at skønnet altid er rettet mod den konkrete situation. Indsnævrer vi os til den begrebslige forståelsesramme, ser vi kun det generelle og det, der kan begrebsliggøres, og vi sanser ikke alt det, som er specielt i den konkrete situation. Derved kommer vi til at handle ud fra et fejlagtigt grundlag (13). Det sansende og det forstående forenes altså i det faglige skøn (14). Kari Martinsen skriver: Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 16. årgang nr. 4 november 2002 KLINISK SYGEPLEJE Ideelt set formidler det (skønnet) både faglighed og omsorgens barmhjertighed [ ] Det vil i en sygeplejefaglig sammenhæng sige at være medlidende og åben for den andens lidelse og smerte, samtidig med at man vurderer tilstanden fagligt. Medfølelsen, barmhjertigheden, tilliden og ærligheden arbejder sammen med fagkundskaberne, når vi handler rigtigt og godt mod den anden (12, s. 143 og 145). Når sygeplejersken anvender det faglige skøn, kan hun erkende den smerte og lidelse, den depressive rummer, fordi hun har set og erfaret den tidligere, og fordi hun med sin faglighed kan forklare den. Men samtidig er hun også i stand til at se det specielle udtryk, smerten får i den konkrete situation hos den konkrete patient. Altså gør det faglige skøn sygeplejersken i stand til at se både det generelle og det specielle i den aktuelle situation (12). Via denne sansende tilgang får sygeplejersken en helhedsforståelse for lige nøjagtig den konkrete patients situation og lidelse, og det er ifølge Kari Martinsen denne forståelse, som skal være udgangspunktet for sygeplejen. Det er således gennem helhedsforståelsen/det faglige skøn, at sygeplejersken bliver i stand til at handle godt og rigtigt for og sammen med den depressive. Altså handle ud fra svag paternalisme og derved undgå, at den depressive oplever umyndiggørelse eller svigt. Det faglige skøn er dermed et fornuftigt bud på, hvordan sygeplejersken undgår udartningerne af omsorgen. Men det er også et relevant bud på, hvordan hun bliver i stand til at vurdere den depressive patients tilstand. Det er via den sansende åbenhed i mødet med den depressive, at sygeplejersken finder ud af, præcis hvor meget autonomi patienten kan bære, og præcis hvor meget ansvar patienten kan påtage sig eller pålægges. Kodeordet for den sansende sygepleje er: Hvad vil den anden mig og ikke Hvad vil jeg den anden (13). Den hermeneutiskfænomenologiske metode og det faglige skøn Tidligere i artiklen blev det beskrevet, hvordan det forstående/fortolkende (hermeneutikken) og det sansende (fænomenologien), når de i udpræget grad anvendes hver for sig, kan føre til de to udartninger af omsorgen. Hvis de to tilgange i stedet får lov at supplere hinanden i sygeplejerskens tilgang til patienten, kan man også give et svar på, hvordan man undgår overgreb eller efterla-

7 denhed og sikrer den depressive en god sygepleje. I mødet med patienten kan sygeplejersken bruge hermeneutikken til at fortolke og forstå den depressives verbale og nonverbale ytringer og fænomenologien til at få patientens eget perspektiv på sin sygdom/lidelse. Altså kombinere det forstående/fortolkende med det sansende/erfarede. På denne måde sikrer sygeplejersken, at hun opretholder en sund balance mellem nærhed og afstand. Nærheden er det at sanse og indleve sig i situationen, mens afstand er at objektivere sig, stille sig uden for situationen og fortolke den. Ved at lade de to tilgange fungere i et dynamisk sammenspil, altså både fortolke/forstå og sanse/opleve, får sygeplejersken et mere helt billede af den depressive og dermed et mere solidt grundlag at bygge sin pleje på. Det er samtidig med til at sikre, at omsorgens udartninger ikke opstår. Som tidligere beskrevet består det faglige skøn af komponenterne forståelse og sansning, og dermed forener skønnet i høj grad det hermeneutiske med det fænomenologiske. Man kommer derved frem til det samme svar, nemlig at det er det faglige skøn/kombinationen af sansning og forståelse/fortolkning, der sikrer den gode sygepleje til den depressive. Etikken som rettesnor Sagt med Kari Martinsens ord er omsorg en moralsk udfordring. Derfor undersøges det til slut, om etikken kan give svar på, hvordan man sikrer en god sygepleje til den depressive. Følgende etiske principper er flere steder fremhævet som relevante for sygeplejen: Velgørenhedsprincippet: Du skal altid handle sådan, at det er til patientens bedste Ikke-skade-princippet: Du må ikke tilføje patienten unødig skade Autonomiprincippet: Du skal respektere patientens selvbestemmelsesret og selvværd Ligebehandlingsprincippet: Du skal som udgangspunkt behandle alle patienter lige. Hvis du behandler dem forskelligt, skal der være relevante forskelle (5). Meget ofte vil disse principper kollidere med hinanden i sygeplejen. I forhold til den depressive vil sygeplejersken ofte stå i dilemmaet mellem velgørenheds- og autonomiprincippet. Flere omsorgsteoretikerne påpeger da også, at det er problematisk at anvende sådanne principper i sygeplejen. Noddings går så langt som til at sige, at den principorienterede etik ikke har sin plads i sygeplejen. Det skyldes, at situationer aldrig er ens. I stedet peger hun på intuitiv medfølelse, gode vurderinger og et varmt hjerte som moralske rettesnore for sygeplejersken. Dette harmonerer godt med Kari Martinsens opfattelse af, at det er det faglige skøn og ikke regler og principper, der udruster os til at handle moralsk godt og rigtigt for patienten. Løgstrup mener dog, at principper og regler har deres berettigelse i de situationer, hvor livsytringerne ikke intuitivt fortæller os, hvad der er rigtigt at gøre. Altså når skønnet kommer til kort (15). Formålet med artiklen har været at belyse dilemmaet mellem overgreb og efterladenhed. Den depressive er i særlig grad afhængig af at møde forståelse, indlevelse og respekt fra omgivelserne for at få det bedre. Møder man som patient det modsatte, vil det blot forstærke de depressive symptomer, herunder håbløsheden og mindreværdsfølelsen. Derfor er det vigtigt, at sygeplejersken reflekterer over sin pleje og forholder sig til de dilemmaer, der opstår. I artiklen er det vist, hvordan forskellige videnskabsteoretiske tilgange i yderliggående tilfælde kan medføre, at sygeplejersken glemmer patienten og enten havner i overdreven sentimentalitet eller bliver fastlåst i egne ideologier og forestillinger. 61

8 62 Anvendelse af det faglige skøn i plejen er en måde at komme ud over disse udartninger og sikre en sygepleje, hvor respekt, tillid og engagement er i højsædet. Via skønnet bliver sygeplejersken i stand til både at sanse og forstå den depressives situation og derigennem finde ud af, hvad der er moralsk godt og rigtigt at gøre for den konkrete patient. Dette understreger vigtigheden af, at skønnet vægtes højt og anerkendes i sygeplejen til depressive. Det er samtidig vigtigt at være bevidst om eksisterende faldgruber i sygeplejen, da blot bevidstheden om sådanne faldgruber kan få os til at reflektere over plejen. Via det faglige skøn forenes flere tilgangsvinkler til patienten, og det er centralt, at sygeplejersken har en eklektisk indfaldsvinkel og ikke blot indsnævrer sig til en holdning, en ideologi eller et perspektiv. De forskellige tilgangsvinkler bør fungere i et dynamisk sammenspil i enhver sygeplejesituation, hvilket vil medvirke til, at vi kan rumme så meget af det menneske, vi møder, som overhovedet muligt. Det kan danne baggrund for en bedre sygepleje og samtidig være motivation til, at vi hele tiden udvikler os personligt og fagligt. En patient fortæller: Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 16. årgang nr. 4 november 2002 KLINISK SYGEPLEJE Jeg var heldig. Jeg mødte på afdeling X på Y Sygehus så megen respekt, tillid, med- og modspil og engagement, at jeg kunne nå derind i mig selv, hvor jeg var frosset fast her var det samtalerne, aktiviteterne og det at lære kunsten igen, kunsten at leve lige her og nu, der blev prioriteret højst (16). Her udtrykkes det tydeligt, hvad den depressive har brug for, nemlig respekt, tillid, med- og modspil og engagement. De samme elementer, som går igen i Kari Martinsens opfattelse af det faglige skøn. Sygeplejestuderende Helle Sørensen Jens Baggesens Vej 9, 1.th Århus V LITTERATUR 01. Juhl HH. Samfundsøkonomiske forhold vedrørende depression. URL: Samfunds-udgifter/_default.asp?lev1=183 Søgedato: Hummelvoll JK. Helt ikke stykkevis og delt. Psykiatrisk sygepleje. 2. udgave. København: Hans Reitzels Forlag; Anonym. Behandlingsmiljø. URL: debate_forum/_topic.asp?lthreadid=22&l ForumID=6 Søgedato: Anonym. Udskrevet for tidligt. URL: dk/depression/support/mystory/article. jsp?articleident=dk.depression.support. mystory.dk_depression_article_5267 Søgedato: Fjelland R, Gjengedal E. Videnskab på egne præmisser. København: Munksgaards Forlag; Strand L. Fra kaos mod samling, mestring og helhed. København: Nordisk Forlag; Jensen TK. Sygepleje som etisk know-how. I: Jensen TK, Jensen LU, Won CK, eds. Grundlagsproblemer i sygeplejen. Århus: Philosophia; 1990: Lützen K. Moralsk lydhørhed i sygeplejens hverdag. I: Holm S, Lützen K, eds. Ekspert og medmenneske om etik i sundhedsvæsenet. København: Akademisk Forlag; Martinsen K. Omsorg i sykepleien en moralsk utfordring. I: Person B, Petersen J, Truelsen D, eds. Fokus på sygeplejen 90. København: Munksgaards Forlag; 1989: Schell ME. Interaktionel sygeplejepraksis. Vidensgrundlag etik og sygepleje. København: Munksgaards Forlag; Eide H, Eide T. Kommunikasjon i relasjoner. Oslo: Ad Notam Gyldendal; Martinsen K. Fra Marx til Løgstrup Om etik og sanselighed i sygeplejen. København: Munksgaards Forlag; 1994.

9 13. Overgaard AE. Sanselig sygepleje. I: Alvsvåg H, Gjengedal E, eds. Omsorgstenkning. En innføring i Kari Martinsens forfatterskap. Bergen: Fagbokforlaget; Alvsvåg H. Menneskesynet fra kroppsfenomenologi til skapelsesfenomenologi. I: Alvsvåg H, Gjengedal E, eds. Omsorgstenkning. En innføring i Kari Martinsens forfatterskap. Bergen: Fagbokforlaget; Aadland E, holmgren A. Etik dilemma og valg. København: Dansk Psykologisk Forlag; Jørgensen MS. Respekt er også psykiatri. gamle%20numre/nr22/respekt22-8.html Søgedato: