Skilsmisse, skypumper og sorg i billedbøger Af Bodil Christensen, Master i børnelitteratur, Læreruddannelsen i Aalborg

Transkript

1 SEKTIONEN FOR LÆRERUDDANNERE Skilsmisse, skypumper og sorg i billedbøger For sånn er det. Freden kommer, forsiktig, forsiktig, nesten uten å si i fra,nesten uten at noen ser det, så er freden her. (Dahle, 2013). Glæden ved billedbøger Det er en glæde at læse billedbøger for børn. De er som oftest korte, der er mange billeder, og så ender de godt! Sådan plejer mit (lidt letkøbte og smarte) argument for glæden ved at analysere børnebøger og billedbøger ofte at lyde. Argumentets kerne holder: Billedbøger er korte, og de er som oftest farverige såvel i tekst som tegning. Og den lykkelige slutning er fremherskende. Mit udgangspunkt og min hypotese er, at billedbøger kan bidrage til børns (og voksnes) erkendelse af tilværelsens kompleksitet, med hvad deraf følger af såvel lykke som angst og ulykke. Denne artikel vil særlig fokusere på nye billedbøger, der i billede og tekst fortæller om skelsættende traumatiske begivenheder i børns liv. Skilsmisse og dødsfald er mulige begivenheder i børns liv. Hvordan fortælles og formidles disse skelsættende begivenheder i tekst og billede i nye nordiske børnebilledbøger? Og hvordan kan billedbogen være med til at sætte ord på barnets følelser og oplevelser? Løgstrups tanker har været retningsgivende for arbejdet med børnelitteratur i mange årtier, men hans synspunkter er aktualiseret med den nyeste forskning om begrebet Theory of Mind, der (kort fortalt) påviser, at man bliver en bedre menneskekender og får større empati for andre, når man læser god litteratur. (Kragh Jakobsen, ). I billedanalysen bruges Erwin Panofskys (1983) billedanalysestrategi, hvor han ser på billedernes præikonografiske, ikonografiske og ikonologiske niveau. Billedbogen er netop en særlig tekst, hvor såvel billeder som verbaltekst spiller en rolle, derfor er der fokus på begge tekstformer i denne analyse. Her følger nu en præsentation og en analyse af tre gode billedbøger til børn og voksne. Jon har ett svart hål i sitt röda hjärta Grethe Rottböll og Emma Virke, Bonnier Carlsen 2013 Her tager jeg udgangspunkt i Løgstrup, der sætter litteraturens metaforkomplekser som en styrke i den filosofiske tænkning. Dette må også gælde for børns filosofiske tænkning, der i billedbogen får et konkret handlingsforløb at filosofere ud fra. Løgstrup skriver: Vil man arbejde filosofisk kan ens tænken kun blive virkelighedsnær, og man kan kun undgå en tænken i opstillinger, i overtagne skemaer, hvis man rekurrerer til litteratur. Det er min erfaring, og jeg vil aldrig nogensinde gå fra det. 1 1 Fra en diskussion mellem Løgstrup og Jens Kruuse (jf. Bugge, 2009). Jons pappa är död. Men det tänker han inte berätta för någon. Det är ingen idé att berätta för DANSKLÆRERFORENINGEN CVR RATHSACKSVEJ FREDERIKSBERG C DANSKLF@DANSKLF.DK DANSKLF.DK TLF.:

2 Side 2/9 det är ingen som skulle förstå i alla fall. Så känns det i Jon. Sådan lyder teksten på første opslag, hvor man i billedet ser Jon i vinduet. Med udgangspunkt i Panofskys billedanalyse ser man på det todelte opslag en venstreside, hvor to børn gynger længst væk. De har et dobbelt gyngestativ, der ligger i en park. På parkens sti går en far med sin datter. På parkens plæne går en ældre kvinde, der fodrer duer, seks styks, der flokkes om hende. På opslagets højre side ser vi en dreng, Jon med korslagte arme. Drengen kigger ud og ned fra vinduet, der ikke har hverken gardiner eller potteplanter. På muren er en udsprunget gren med blegblå blomster. Muren er en murstensmur i gråt. Ved siden af drengen er der en bordlampe, hvor lyset ikke er tændt. Relationer er temaet på venstre opslag. De to børn gynger i samme stativ, barnet går hånd i hånd med en voksen, duernes ven trives med sine duer; kun den ensomme dreng i vinduet, der ser på tilværelsen med vinduesrudens afstand, har ikke nogen at være sammen med. Hans korslagte arme lukker hans sind og krop, hans nedslagne øjne holder virkeligheden på afstand og han er helt, helt alene. Strikketrøjen, han bærer, er stribet på tværs og lukker endnu mere af til hans indre. Symbolværdierne er tydelige og genkendelige. Den blomstrende gren på muren åbner for et muligt kommende liv, men den blå farve går næsten i et med muren. I det højre Jon-opslag er der kun jordfarver og så den blegblå blomsterranke. Vinkelen i Jons blik ud på verden er endnu mere distanceret, når der kigges fra oven og ned. Duekvinden kigger på sine duer, og faderen og den lille pige kigger indforstået på hinanden. De to gyngende børn er sammen i gyngestativet. Farverne på venstre opslag er douche, som var de set gennem Jons blege blik og gennem en matteret rude. Her er grønne trækroner og blå skyer, men ingen røde farver. Den røde farve ses først, når Jons far træder ind i billedfortællingen på de næste sider. Maria Nikolajevas (2004) distinktion med billedetekst-relation ville kategorisere billedet som havende en ekspanderende funktion til den korte tekst. I teksten står der, at Jons far er død. Jon vil ikke fortælle det til nogen, for ingen kan forstå ham. Sådan føles det i hvert fald for Jon. Den korte tekst får en nuancering og et baggrundstæppe i billedsiden. Her ser man, hvorfor Jon ikke tror, at andre kan forstå ham. Alle andre er jo optaget af hinanden, af de relationer, de nu har, og det lykkelige liv de lever. I Jons egen verden er der kun mørke, her er end ikke bordlampen tændt. Intet lyser op. Det er så konstigt. För pappa både finns och inte finns. Rundtom Jon finns alla pappas saker. Men Jons pappa finns inte. Ândå är det som om allting väntar på pappa. Pappas skor väntar på pappas fötter. Och pappas väska vänter på pappas hand. Sådan lyder teksten på opslag side 2, hvor billedteksten ikke er delt i højre-venstre-side, men hvor billedet er sammenhængende. Man ser overkroppen af en dreng, der sidder med et par store briller med mørkt stel. Foran ham (der er intet bord) er en taske, og i en cirkel rundt om ham findes et tandbørstekrus med tre tandbørster, et par sko, en kop, et fotoapparat, en stol og afskåret af billedrammen ser man et brilleetui. Alle tingene rundt om drengen Jon er store og i et størrelsesforhold, der ikke modsvarer drengen. Jon er i centrum af en række døde ting. Han ser på brillerne med et nedadrettet blik, der får afstanden mellem ham og verden til at blive tydelig. Også den trækrone-svage baggrund giver en distance mellem Jon og verden. Den eneste klare farve, der findes, ses på den kop, der findes i øverste venstre hjørne. Det er fars kop. På et rødt hjerte står der pappa. Den anden røde farve ses på tandbørsten i kruset forrest, hvor der er tre (brugte) tandbørster. Det er fars (?) den røde. Gennem hele bogen er den røde farve forbeholdt pappa. Faderens trøje er rød, hans stol, der står ved siden af Jons seng, er rød, valmuerne på

3 Side 3/9 marken, hvor han giver Jon en svingtur, er røde og endelig er pappabogen rød. Den bog, der skal være rød for at få plads i det sorte hul i Jons røde hjerte. Kun mors røde tånegle (og tre af Jons tånegle) er røde. Moderen har samme farvetilknytning som pappa, hun forstå næsten alting, men hun er jo ikke pappa. Hele bogen handler om far, derfor er omslagets inderside for og bag i rødt. En levende rød, hvor der er en trækrone i den røde tone. Illustrationerne er ekspanderende for teksten gennem hele bogen. Til tider er der symmetri, som på sidste opslag, hvor der forklares om pappabogens indhold, men det er et billedbog, hvor sammensætningen af ord og billede beriger hinanden. Teksten binder tolkningen af de mere flertydige illustrationer. Tekst og billede beriger hinanden og er en del af hinandens tolkning Således er det netop med denne billedbog. Teksten kan ikke leve uden illustrationerne. Og illustrationerne forankres med teksten. Handlingen i en billedbog er (som også voksenlitteraturen) oftest bygget over det helt klassiske skema fra Aristoteles. Der er en indledning, en midte og en afslutning. Det er der også her. Teksten bringer os ind i medias res, hvor Jons pappa er borte. Om han er død af kræft, en ulykke, en sygdom eller hvad der nu er sket, det ved vi ikke. Den generelle almenmenneskelige følelse af et uigenkaldeligt tab er bogens tema. Først præsenteres Jon og den fraværende far. Jon savner far, når han ser på fars ting. Han savner far, når han skal sove, og der ikke sidder nogen på sengekanten. Jon savner far, når han fisker, når han ser børn på legepladsen, og når han tænker tilbage på dengang, far var der. Da var der en far, der kunne slå søm i, en far, der spillede fodbold, og en far, der stod op for Jon, da han havde kidnappet Amandas søde kanin. Du är min Jon i alle fall, siger far, da ingen andre i hele verden bryder sig om kaninkidnapperen Jon. Slutningen i tekst og billede siger: För pappa finns i Jons minne och pappa finns i Jons hjärta. Billedsiden på dette opslag viser de to flashbacks til dengang, Jon og far byggede hus og hytte, og dengang Jon fik en svingtur af far. Jon laver en pappabog, således som der ofte arbejdes med livsfortællinger i terapeutisk og pædagogisk sammenhæng (jf. Horsdal, 1999). Det er et konkret stykke sorgarbejde, der kan give konkrete minder for et barn. Det giver et håb for barnet, hvor der ikke i indledningen syntes at være noget håb. Som Løgstrup skriver i Moral og børnebøger : Deraf giver der sig allerførst, ikke en moral som forfatteren tilskynder barnet til, men en moral som forfatteren pålægger sig selv i sit forhold til barnet. Det består i, at ingen forfatter tør tage modet på livet fra barnet. (Løgstrup, 1969, p. 20). Fortællingens hovedperson bærer barnelæserens synsvinkel og møder den komplekse virkelighed, hvor livet går videre for andre, mens det for hovedpersonen er gået i stå. Hovedpersonen Jons tab kan diskuteres af læserne (den voksne oplæser og barnet, der lytter), og Jons tab og sorg kan diskuteres med den distance, der ligger i fiktionen. Det giver barnet (og den voksne) en distance til eventuelle egne livskatastrofer, der kan gøre det muligt at tale om tab. Om egne tab og om hvordan man tackler tilværelsen. Det giver også læseren (igen den voksne og barnet) mulighed for at sætte sig i Jons (og andres) sted. Hvad ville man selv have gjort? Kunne moderen give Jon et svar? Illustrationer og tekst fortæller om kompleksiteten i Jons liv, og bogen postulerer på ingen måde, at det er et et tab, der blot kan overvindes ved at lave en pappabog, men faderen vil altid leve i Jons hjerte og Jons minder. Og moderen er der fortsat. Hun siger: Det fatter du väl, säger hon, det fatter du väl att ingen kan ta

4 Side 4/9 din pappa ifrån dig. Ingen, inte ens döden! Och när hon säger så känner Jon att det är sån. Krigen Gro Dahle og Kaia Dahle Nyhus, Cappelen Damm, 2013 Inga bor i et trygt land. Her er det ikke krig. Ingen tanks i gatene. Ingen soldater, ingen geværer, ikke noe skyting. Til og med humlene er trygge. Og Mamma er verdens beste mamma. Og Pappa er verdens bedste pappa. Og Ola og Lars er helt ok. Verdens beste familie, synes Inga. Hun liker å sitte i sofaen sammen, liker å spille spill sammen, liker å spise middag sammen, bade på stranda sammen, spies pølser sammen ved kiosken. Inga liker at Pappa kiler Mamma helt til Mamma ler seg helt bort, ler så hun tisser på seg. Teksten gentager og gentager (som den gør det hele vejen igennem bogen) det der er vigtigt. Illustrationen kompletterer og ekspanderer tekstens udsagn. Næste opslag viser den okkerfarvede stue, hvor moderen og faderen har et skænderi, mens Inga står bag døren og holder sig for munden og kun lyser op med de skrækgule øjne. Inga kan ikke lide det. Men Inga liker ikke når Pappa sier ting til Mamma, som Mamma begynner å gråte av. Og hun liker ikke når Mamma sier ting til Pappa, som Pappa bliver sint av. Hun liker ikke når pappa brøler utenfor baderomsdøra, og Mamma har stengt seg innne. Hun liker ikke at Pappa stanger hodet i veggen og kaster skoen sin. Hun liker ikke ikke ikke ikke at Pappa roper fra gangen at han skal dra og aldri komme tilbake. Da gjemmer Inga seg på rommet, gjemmer seg i kottet, helt til det lsutter å bråke. Med udgangspunkt i Panofskys billedanalyse kan man se nærmere på opslag 4, der viser, at krigen begynder. Det præikonografiske lag aflæses med to mennesker i halvtotal. De fylder højre opslagsside, den mandlige person med skæg står længst til venstre, han kigger mod højre, hvor der står en kvinde med tårer ned af kinderne. Hendes øjne er røde. De to konturer er indrammet af en takket bort. Til højre står et bord med tre glas, hvoraf et er væltet. På bordet er der skår af et fjerde og femte glas. Øverst til venstre ses et skab, hvor en pige står halvt dækket. Hendes øjne stirrer ret frem og ned. Farverne er okker i flere nuancer, mens de to personer til højre er i lys og mørk violet med en fed sort kontur. Det ikonografiske lag viser to personer, der står tæt, men som er tydeligt adskilte af en sort kontur. Den kvindelige figurs arme er i angrebsposition, og hænderne er knyttet. De står begge i deres egne takkede boble og har ikke blik for pigen, der står gemt bag skabet. Billedets farver er komplementærfarver, der med den skarpe kontrast skærper angsten og krigen i billedet. Moderens tårer fra de rødsprængte øjne får ingen medlidenhed frem hos modparten, der står handlingslammet med hænderne ned langs siden, mens han kigger forundret og vredt med optrukne øjenbryn på kvinden. De ænser ikke ødelæggelsen af den familieidyl, der kunne have været i de fem glas med mælk. Det er ikke ølglas eller festglas, der er smadret på bordet, det er hverdagens mælkeglas, der er slået itu. Pigen bag skabet gemmer sig og bliver ikke lukket ind i de to voksnes aggressivitet mod omverdenen. Den takkede bort og den sorte kontur lukker ingen ind. Kampen og krigen er deres anliggende, men de står

5 Side 5/9 midt i en slagmark, hvor civilisterne skal forsøge at få hverdagen til at fungere. Det er svært for pigen. Nikolajevas inddeling i billede-tekst-relation kan ofte være for firkantet til at sætte en tekst i skema, her kan man forsøgsvis læse bogen udelukkende ved at bladre igennem den og fokusere på billedernes fortælling. Så får man meningen og intentionen med bogen, og man forstår, hvad indholdet drejer sig om. Når teksten bringes i spil med billederne udvider billedlæsningen sig, og man ved, hvad de bange øjne ser på og mod. Billederne giver det skrækfyldte, de viser krigens gru, skilsmissens sprængte sind, og de viser Ingas ensomhed og hendes pigtrådshjertes mismod. Teksten giver billederne en poetisk dimension. Handlingen er fortalt efter den klassiske dannelsesroman: hjem ude hjem igen. Der indledes med fred og familiehygge i sofaen, så bryder konflikterne ud, faderen flytter, moderen venter sammen med Inga på at han skal komme hjem. Så begynder skilsmissetilværelsen for Inga og hendes søskende, de tager bussen frem og tilbage og flakser rundt mellem de to hjem. Hele vejen Der fortælles om skilsmissen og Ingas liv gennem krigsmetaforer. Faderen får et nyt hjem, Inga er i en voldsom loyalitetskonflikt, når moderen og faderen forhandler gennem hende, hun kan ikke være glad og hendes brødre forekommer hende alt for glade og forglemmende. Inga får et sammenbrud og siger i en samtale med moderen: Jeg vil så gerne bli meg selv igjen, sier Inga. Jeg vil bli mitt eget menneske. Det bliver hun også. Gennem samtaler med moderen og med tiden, der går. Faderen og moderen indgår våbenhvile, og krigen slutter, og endelig efter år så kommer freden forsigtigt frem. Og så glemmer Inga, at der faktisk engang var krig. Hun husker det blot i glimt, men lever nu endelig sit eget liv. Hun er blevet sit eget menneske. Sådan er konklusionen, at det handler om at finde sit eget menneske. For når soldater kan gjøre som de selv vil, da er det ikke krig lenger. Sproget bærer krigsmetaforen hele vejen igennem og sætter i teksten en billedlig distance til skilsmisser, der gør det langt lettere for børn (og voksne) at tale om skilsmissen i metaforer frem for i den konkrete handling. Løgstrups forsvar for brugen af metaforkomplekser fra litteraturen kan bidrage til forståelse af, hvorfor Krigen giver så godt et samtaleafsæt for børn (og voksne), der alle kan have brug for at sætte sig ind i, hvordan det føles, når familier går i krig. Det gælder uanset om det er en konkret skilsmisse, eller om det er en vedvarende intern borgerkrig uden åben krigserklæring. Sproget er præget af mange, mange gentagelser, der forstærker indtrykket af Ingas krigstraume. Ikke får hun lest, ikke gjort lekser, og ikke får hun tenkt, ikke får hun hvilt, ikke får hun sovet. Sådan lyder det kort før Ingas sammenbrud, hvor hun sidder alene i vinduet og kigger ud på en mørk nat med et mørkviolet træ med endnu mørkere kranier, der hænger som æbler på træet tæt og tavst. Inga slutter bogen på en lys gul baggrund og med en strålende sol. Her sidder hun og ser ned på blomsterne og verden. Hendes øjne er forsat lukkede, men her ser hun ind i sig selv og ved, at hun er et menneske, der er sit eget. Kompleksiteten er høj, intensiteten vedvarende og alt bidrager til den enhed, fortællingen står for. Sven Møller Kristensens (1969) kriterier for en god børnebog opfyldes til fulde. Der er ikke én person, der får ansvar eller skyld. Der står: Inga vet ikke hvem som slapp krigen inn, vet ikke helt hvem som begynte. Var det Mamma? Eller Pappa? Kanskje Pappa, for han har en kjæreste som Mamma ikke visste om før nå, og alt bygger seg opp i piggtråd, i glasskår og spiker og murer. For nå har krigen flyttet inn i huset. Ikke krigen Inga har sett på TV og i avisa, men en annen krig. Mammas og Pappas krig. Det eneste man ved er, at det ikke er

6 Side 6/9 børnenes krig. Det er de voksnes krig, men soldaterne kan ikke få ro til at tænke selv. Læseren (den voksne og barnet) får hermed mulighed for at sætte sig i Ingas (og andres) sted. Hvad ville man selv have gjort? Hvad kunne Inga gøre? Føles det sådan at tage ansvar for sine brødre? Og hvordan ved man, at krigen slutter engang? Moderen giver svaret, da Inga har haft sit sammenbrud: Det tager litt tid, kjære Inga. Det tager litt tid. Men det kommer til at gå bra. Nei, sier Inga. Jo, sier Mamma. For Mamma vet at ting tar tid og at alt får over, også den langsomme sorgen, som ligger innerst inne i brystet og verker og lengst inne i magen. To af alting Hanne Kvist, Gyldendal 2013 forsiden står titlen, To af alting, og Hanne Kvist på træets bark. Forlagets navn, Gyldendal, er anbragt lodret midt på stammen. På tredje opslag ser man på højre side det samme træ, hvor jeg og Uffe sidder. Jeg sidder på en gren, Uffe ved stammens rod. Teksten lyder: Inde fra huset kunne vi høre mor og far snakke højt. De kunne godt lide sofaen. De talte højt om sofaen. De skændes ikke, sagde jeg til Uffe. De prøver bare at finde ud af hvordan de skal dele sofaen lige over. Himlen var mørk. Det så ud til regn. Teksten står i venstre side på den nederste halvdel, mens man i venstre side foroven kan se huset, der er rødt og med en dør, et vindue i front og et vindue i gavlen. Der står stråler af samtale ud fra huset. Der er en klassisk opbygget side med en sammenhængende illustration henover dobbeltsiden. Teksten optræder som et tekstfelt på illustrationens baggrund. En anden illustrationskomposition ses på et af de sidste opslag, hvor der er brugt en fortællestrategi fra tegneserien. Først ser man i seks tempi, hvordan Uffe graver sig en hule, og på næste opslag ses jeg, der først siger: Jeg får en idé, og dernæst: Hvad nu hvis vi lavede vores eget hus? Bare os to, og på tredje billede ser man denne tanke effektueret med påbegyndelsen af et fælles underjordisk hus for Uffe og jeg. På det sidste opslag ser man en illustration, der rækker over begge sider, og hvor teksten lyder. Sikke et fint legehus du har her, sagde far. Det er ikke et legehus, det er et hjem, sagde jeg. Her er kun én af hver. Men I må gerne komme og besøge os begge to. Forsideillustrationen finder man igen inde i bogen på 3. opslag. Her er det dog sådan, at jeg og Uffe kigger hen mod huset, mens de på forsiden kigger mod den kommende læser og væk fra huset. Det høje træ har rod og stammer, men ser ikke særlig forårsagtigt ud. Det er sort, kroget og uden blade og liv. Her sidder vi og betragter verden. På Horisontlinjen ligger højt, her er vi nede under jorden. Det præikonografiske lag kan beskrives som følger: I centrum af billedet ses en sofa, hvor der sidder et barn og en hund på en blå sofa. På hver side befinder der sig en person, der begge har hovedet vendt mod de to i midten. Der står et klaver til

7 Side 7/9 venstre, der står en radio til højre. Såvel sofa som klaver og radio bærer præg af at være sammensatte af to halvdele. De fire aktører befinder sig i et lyst rum, der har to udgange. Disse udgange fører begge op til en rød bygning, som man kun ser det nederste af. Farvevalget er hentet blandt jordfarverne, og de er meget diskrete, kun sofaen er blå og lyser op. Relationerne mellem aktørerne på opslaget er interessante. Her er drengen og hunden Uffe i hver sin sofahalvdel i den sofa, de har syet sammen. De vender sig imødekommende mod de to indkommende. Den ene kommer fra venstre, den anden fra højre. De to inviterede er ikke helt inde i centrum af hulen, de har hovedet forrest og er altså på vej. Begge indgangslinjer kommer fra hver sin halvdel af det oprindelige hus. Rundt om hulen er der mørke i en changerende jordfarve. Her ser man således en magtforskydning fra de voksne til jeg og Uffe, der nu er den aktive part i modsætning til de første opslag, hvor de sad ude i træet og iagttog, hvad der skete i huset. Nu har de sat sig selv i centrum, de har bygget et hjem, hvor de kan føle sig hjemme. Hvis de voksne vil være med, så er det fint. Jeg og Uffe har sat de sønderrevne møbler sammen, de er gået ned i det oprindelige underjordiske, hvor man kan være i fred for skilsmisser og voksnes regler. De har bygget en verden og et hus, hvor de er hjemme begge to. De har brugt møblerne fra skilsmissehjemmet, men de har sat disse møbler sammen, så de igen kan fungere som hyggelige elementer i et hjem. Tekst-billede-relationen ifølge Maria Nikolajevas kategorier er at finde i den ekspanderende kategori. Om den ekspanderende funktion siger Nikolajeva: Billederne forstærker eller understøtter teksten, den verbale fortælling er meget afhængig af billederne og kan ikke forstås uden dem. Forholdet kan også være det omvendte, så det er teksten, der forstærker billederne. Teksten giver den ironiske kommentar, man ikke kan læse i billedet. Her står: Her er kun en af hver. Men I må gerne komme og besøge os begge to. I billedet ser man også, at de voksne skal gøre sig umage for at få indpas i det nye hjem. Ligeledes kan faderens replik, Sikken et fint legehus, du har her, ikke aflæses i billedet, da modsvaret fra jeg og Uffe netop er, at det ikke er et legehus, men det er et hjem. Handlingen er bygget over en hjem-ude-hjem igenstruktur. Først sidder jeg og Uffe uden for huset og forsøger at fremmane, at der er fred og ro efter at de voksne har adviceret, at fra nu af bliver alt dobbelt så godt med to af alting. Så kommer skypumpen og deler huset, sofaen og klaveret i to. Naturen med mørk himmel og skypumpe følger handlingen, hvor skilsmissens store konflikt kommer, da mor mener, at den nye hund Effu kan erstatte tabet af Uffe, der nu skal bo hos far. Så bliver Uffe ked af det, men jeg finder Uffe og sammen vender de ryggen til de voksne og etablerer sig sammen i deres nye hus. De kommer hjem igen, - men hjemmet bliver fra nu af ikke på de voksnes præmisser, men på deres egne vilkår. Såvel tekst som illustrationer følger jeg, der er lille og den, der iagttager de voksne. Jeg er ikke en del af de voksnes verden. Tekstens jeg er hovedperson, og alt er set i barnets øjenhøjde. Hvordan det går for de voksne er os som læsere underordnet. Løgstrup skriver: Trængsel på trængsel skal romanpersonen igennem, rundt omkring dør de, men selv slipper han igennem, lidt skrammet måske, men med livet, lykken og moralen i behold. Med bipersonerne er det noget andet, af dem må den ene godt miste en arm, den anden et ben, den tredje blive skudt, men hovedpersonen skal det gå godt. (1969, p. 20). Sådan er det her. Handlingen er loyal overfor jeg gennem hele bogen, såvel i illustrationer som i tekst. Teksten er med sin ironi særdeles hård overfor de voksne, der taler et sprog, der ikke er belæg for i deres handlinger. Således er det en dannelsesroman, der ender godt. For de voksne ender den ikke godt, men det er jo vores hovedperson, vi vil følge.

8 Side 8/9 Trender og tendenser En skematisk sammenligning af de tre billedbøger kan, med udgangspunkt i analyserne, opsummeres således: Den implicitte læser Jon har et svärt hål i sit röda hjärta Barnet og den voksne, der får en eksplicit henvendelse på sidste side Krigen Barnet og den voksne, der får en eksplicit henvendelse gennem takken til Familievernkontoret Ekspanderende i de fleste opslag Tekst-billede-relation Ekspanderende i de fleste opslag Sproget Mange gentagelser Mange gentagelser Gennemgående krigsmetafor Billederne Konflikt Konfliktløsning Morale Blandingsform med stregtegning, akvarel, farvelægning, collage i mønster på tøjet. Markant brug af symbolværdien i rød. Jons pappa er død. Jon savner ham. Helt utrolig meget. Jon laver en pappabog og moderen giver gode råd om sorgbearbejdning Minder lever for evigt, sådan lever pappa også et evigt liv i Jons hjerte Ekspressiv streg med skarp farveskala i orange og blåt. Fed stregtegning med ekspressiv brug af farver Ingas mor og far skilles. Inga skal bære hele ansvaret for deres skilsmissekrig på sine tynde skuldre. Hun tror aldrig, hun bliver glad mere. Tiden går, og krigen vil gå over. Moderen trøster, da Inga får et sammenbrud. Tiden læger alle sår. Alt tager tid, men man det gælder om at blive sit eget menneske. To af alting Barnet Ekspanderende i de fleste opslag Ironi på den voksnes bekostning Naturmetafor Farveblyantstegning med collageteknik Enkel streg med tydelig kontur. Farveholdning i jordfarver med enkelte signalfarver. Jeg og hunden Uffe ser til, mens de voksne deler ægteskab og hus og indbo i to. Ikke alt kan deles i to. En hund kan ikke deles i to. Jeg bygger sit eget hjem sammen med hunden Uffe. De voksne er fraværende. Man kan ikke regne med de voksne, man må bygge sit eget hjem. Barndomsopfattelse Det kompetente barn Det kompetente barn Det kompetente barn og de inkompetente voksne Barnet er den implicitte læser. Den voksne (op)læser bliver der talt til i Krigen og i Jon har et svärt hål i sit röda hjärta, der begge får en autoritet fra det pædagogiske velfærdsbagland. Når billedbøgerne alle har billede-tekst-relationen i et ekspanderende forhold, så kan det skyldes, at det netop er oplæsningsbøger, hvor billederne ikke (som i selvlæsningsbøger) skal fungere først og fremmest som støtte for læsningen af teksten. Her kan billederne tale deres eget sprog og fortælle historien sammen med teksten i langt højere grad end man ser det eksempelvis i billedromaner.

9 Side 9/9 Ingen af billedbøgerne har illustrationer, der er tegnet i naturalistisk stil, de er tværtimod særdeles ekspressive i såvel streg som farvevalg. Også her understreges illustrationernes betydning. Konflikterne er ens. De er affødt af traumatiske begivenheder i barnets liv (hvilket også var mit udvælgelseskriterium), og de udspiller sig i barnets nære familiekreds. Konfliktløsningen hjælpes på vej såvel af det kompetente barns egen indsats som af moderens (Jon og Krigen) indsats. I To af alting er de voksne helt fraværende i konfliktløsningen. Det er tankevækkende, men med en enkelt bog som eksempel kan der ikke konkluderes noget hverken om norsk, svensk eller dansk børneopdragelse. Man kan blot konkludere, at børnene i de tre værker er særdeles kompetente, men de har alle brug for en ven, de har brug for opbakning, og de har altid brug for, at de ikke bliver ladt alene, som Jon, der sidder alene i vinduet og kigger ud på verden eller Inga, der ligger på værelset og har pigtråd i hjertet eller jeg, der et kortvarigt sekund tror, at Uffe har forladt ham. Konklusionen er, at børn skal have venner, kærlighed og tryghed. Børn skal have tro på, at tilværelsen har noget godt i vente for dem. Ingen af bøgerne tager på nogen måde livsmodet fra barnet, der er håb såvel for Jon som for Inga og for Uffe og jeg. Analyserne underbygger min hypotese om, at læsning af (kompleks) skønlitteratur kan bidrage til (barne)læserens empati, forståelse for andre, og at læsningen af skønlitteratur kan kvalificere de svære samtaler mellem børn og voksne om netop mulige eller aktuelle traumatiske begivenheder, således som de udspiller sig for barnet selv eller for andre i barnets verden. Litteratur Bugge, D Løgstrup og litteraturen. Århus: Klim. Dahle, G Krigen. Oslo: Cappelen Damm. Horsdal, M Livets fortællinger en bog om livshistorier og identitet. Kbh.: Borgen. Kragh Jakobsen, R Ny forskning: læs en god bog og bliv et bedre menneske. Videnskab.dk. (Online via videnskab.dk). Løgstrup, K.E Moral og børnebøger. In: S. Møller Kristensen og P. Ramløv (red.), Børne- og ungdomsbøger. Kbh.: Gyldendal.. Møller Kristensen, S Børnebogen. Kunstnerisk set. In: S. Møller Kristensen og P. Ramløv, (red.), Børne og ungdomsbøger. Kbh.: Gyldendal. Nikolajeva, M Billedbogens Puslespil. (N. Gyldekærne, overs.). Kbh.: Høst og Søn. Panofsky, E Billedkunst og billedtolkning. Udvalgte artikler. (E. Mogensen, overs.). Kbh.: Nyt Nordisk. Rottböll, G Jon har ette svart hål i sitt röda hjärta. Stockholm: Bonnier Carlsen.