Mindedagen for Khilafah-statens ophør

Transkript

1 Mindedagen for Khilafah-statens ophør Den 3. marts mindedes muslimerne en smertelig dag, nemlig årsdagen for Khilafah-systemets og khaleefah-postens eksistentielle ophør. For 75 år siden, den 3. marts 1924 om morgenen, erklæredes det, at Det Store Patriotiske Parlament (det tyrkiske parlament) havde accepteret Khilafahs ophør og Islams adskillelse fra staten. Ved Det Patriotiske Parlaments møde stod Mustafa Kemal og holdt en tale, hvor han sagde: Har de tyrkiske landsbyboere ikke kæmpet for Khilafahs og Islams skyld, og er de ikke døde for denne sag i 5 århundreder? Det er nu på tide, at Tyrkiet ser på sine interesser og ignorerer inderne og araberne, og at den redder sig selv fra de islamiske staters ledelse. Og det var Mustafa Kemal, som i dekretet for Khilafahs ophør sagde: Den truede republik (Tyrkiet) skal bevares for enhver pris, og den skal rejse sig på solide videnskabelige fundamenter, og derfor skal khaleefah en og Osmannernes efterkommere forsvinde, og de ældgamle islamiske domstole og deres love skal udskiftes med moderne tiders domstole og love, og de Islam-kyndiges skoler skal fjernes for at gøre plads til ikke-islamiske statsskoler. Samme nat sendte Mustafa Kemal en ordre til Istanbuls guvernør om, at khaleefah Abdul-Majid skulle forlade Tyrkiet ved daggry. Derpå drog Istanbuls borgmester ledsaget af en politieskorte til khaleefah ens palads midt om natten, hvor khaleefah en i bil kørtes ud af Tyrkiet. Efter to dage samlede Mustafa Kemal alle khaleefah ens familiemedlemmer og fordrev dem fra landet. Derved opfyldte Mustafa Kemal de fire krav, som englænderne havde stillet ved Lausanne-konferencen for at anerkende Tyrkiets selvstændighed, og disse krav var: -Khilafahs totale ophør -Fordrivelsen af khaleefah en fra landet -Konfiskationen af khaleefah ens ejendomme -Erklæringen af statssekularisme Dermed faldt Khilafah-staten, som havde eksisteret i over 13 århundreder, hvor Islam blev praktiseret, og hvor retfærdigheden og barmhjertigheden spredtes blandt borgerne. Islam blev udbredt som et retledningsbudskab til menneskeheden for at få dem ud af uvidenhedens mørke og ind i Islams lys og for at få dem væk fra tilbedelsen af andre end Allah til tilbedelsen af den eneste ene Skaber. Khilafah faldt, mens Ummah måbende så på begivenhedernes gang, tvungen, uden muligheder, hjælpeløs og ude af stand til at forstå, hvad der foregik. Khilafahs ophør og tilintetgørelse var en af de onde planer, som begyndte med korstogene, og senere med det kulturelle og politiske angreb, som især inficerede muslimernes elite og hærens største officerer samt beslutningscentrene. De vantro foreberedte en passende grav til Khilafahs ophør og opløsningen af Ummah i fragmenter og fjendtligt indstillede og uenige enheder ved at frembringe den fanatiske nationalisme, og de oprettede foreninger blandt især araberne og tyrkerne, der kaldte til denne fanatiske nationalisme. Således opstod foreningen Ungtyrkerne og Ung-araberne, som begyndte at spytte med deres gift: -Kaldet til frihed og uafhængighed -Kaldet til fornyelse og modernisme -Sammmensmeltningen mellem Islam og Vestens kultur og love

2 De propaganderede for, at hemmeligheden bag europæernes vækkelse og oprejsning var religionens (kristendommens) adskillelse fra staten, og at Vesten rejste sig på nogle fundamenter, som den havde taget fra muslimerne, og at muslimerne skulle tage dem tilbage og rejse sig på samme grundlag. Væksten i Europas økonomiske og militære styrke i forhold til Khilafah-statens styrke sikrede tilstedeværelsen af de fatale omstændigheder, der førte til Khilafahs ophør, efter at muslimerne trak sig tilbage fra slagmarkerne, og efter at krigsførelsen var blevet det mest fremtrædende aspekt i statens styrke, da der ikke længere var nogen intellektuel islamisk styrke, der fulgte med. Herved lykkedes det kufr at få dominans over mange af muslimernes landområder gennem militære angreb. Europæerne sønderrev og splittede den islamiske verden og alle regionerne i Nordafrika, ligesom de sydlige og østlige kyster af Den Arabiske Halvø blev besat. De ikke-arabiske områder løsrev sig gennem nationalistiske og sekteriske bevægelser. Englænderne besatte Ægypten, og Khilafah-statens kæmpe geografiske udstrækning skrumpede ind, indtil staten kun omfattede Den Arabiske Halvø, Sham-landene (Palæstina, Libanon, Jordan og Syrien), Lilleasien og det, som i dag kaldes for Tyrkiet. Således blev den mægtige stat, som dannede skygge for de muslimske folk og lande, tom indefra, og derved faldt staten med lethed sammen under slagene fra Vestens mand, Mustafa Kemal. Mustafa Kemal blev gjort populær og fremtrædende og glorificeret ved hjælp af de hadske englændere. Noget af dette had og de lumske planer afsløredes, da et af Underhusets (det engelske parlament) medlemmer protesterede mod englændernes anerkendelse af Tyrkiets uafhængighed. Derpå sagde Lord Curzon, den engelske udenrigsminister: Situationen er, at Tyrkiet (dvs. Khilafah-staten) er tilintetgjort, og den vil aldrig rejse sig igen, fordi vi har tilintetgjort dens åndelige styrke: Khilafah og Islam. Allah siger sandfærdigt: Fjendskab har allerede vist sig fra deres munde, men hvad deres hjerter skjuler er (endnu) værre. (OQM. Aal-Imran:118) Dermed sluttede en periode af kufrs lumske planer, for at der kunne begynde en ny periode, som havde til hensigt at styre tilstanden i Ummah efter Khilafahs ophør og absorbere den tilstand af sorg og forvirring, som ramte alle folk i den islamiske Ummah. De nye planer skulle vildlede Ummah fra den seriøse tænkning og det loyale produktive arbejde for at genetablere Khilafah-systemet. Så de vantro delte og splittede muslimernes landområder i småstater, som især englænderne og franskmændene delte imellem sig og styrede direkte. De koncentrerede sig om ændringen af de politiske, økonomiske og militære tilstande og lavede opdragelsesprogrammer og uddannelsespensa på grundlag af deres vestlige kultur. De blødgjorte og korrumperede samtidig den politiske atmosfære med modstridende forslag, som ikke indebar Khilafahs tilbagevenden. Derved optog de borgerne med debatten om Den Islamiske Liga og Den Arabiske Liga, kvindens frigørelse og landenes uafhængighed fra imperialismen, hvormed de formede tilstanden på en måde, der fik muslimerne til at glemme deres livsvigtige centrale sag, nemlig sagen om Khilafahs tilbagevenden. Hvordan kan muslimerne glemme deres mægtighed og styrke, der er afspejlet i deres miljø med moskéer, borge, paladser og steder der vidner om deres sejre og vundne krige og slag? Og hvordan

3 kan de glemme deres Deen, Islam, mens minareterne påminder dem: Allahu Akbar fem gange om dagen, og mens mange af deres sædvaner og traditioner er taget fra deres Deens love, og nogle af deres love, især indenfor de personlige affærer, er udledt fra deres islamiske livsanskuelse? Allah siger sandfærdigt: Vi har visselig nedsendt formaningen (Åbenbaring), og Vi vil visselig også bevare den. (OQM. Al-Hidjr:9) Da presset øgedes på de imperialistiske europæiske stater for at frigøre besættelserne, som følge af den store propaganda fra Sovjetunionen, dens loyale partier og dens oprettede komiteer, og med pres fra USA for at afvikle imperialismen, fandt de gamle imperialistiske stater sig nødsaget til at trække deres militære styrker ud af deres besættelser. Men med tilbagetrækningen etablerede de stater med regenter, som sørgede for at beskytte deres interesser, og som undertrykte deres folk (muslimerne) for at kvæle enhver seriøs og loyal bevægelse, der ville ændre tilstanden. På trods af dette og på trods af de desperate anstrengelser for at udviske og udrydde ordet Khilafah og for at forvanske dets billede, skjule, utydeliggøre samt mørklægge Khilafahs love, og på trods af den vildledende ide om, at Khilafah aldrig vender tilbage, så gik der ikke mere end tre årtier fra Khilafahs ophør, før der i Ummah dukkede nogle op, der kaldte til og stræbte efter at genindføre den islamiske livsstil. Khilafah ville de realisere gennem oprettelsen af den retledte Khilafah-stat og ved at fjerne støvet fra dens love og fremvise dem tydeligt og klart for folk. Samtidig ville de tilbagebringe tilliden til Islams love og tanker. Alt dette forårsagede, at Khilafah blev de muslimske massers inderlige ønske, og paroler som Khilafah eller døden og Islam er løsningen rejste sig i alle muslimernes lande, så de vantro og hyklerne og deres agenter, herunder regenterne og politikerne, ikke længere kunne sove trygt og fredeligt. Den islamiske Ummah begyndte at bevæge sig for at opnå denne Shariah-forpligtelse i deres dagligliv. Ummah begyndte at udføre nogle aktiviteter for at oprette Khilafah-systemet og udpege én khaleefah for alle muslimerne verden over. Selvom nogle af disse aktiviteter var præget af at resultatløshed og ikke havde succes med at opnå målet, så var det forsøg, som endte med at bevise, at arbejdet for oprettelsen af Khilafah kun kan lade sig gøre ved at følge profetens (saaws) vej og metode i etableringen af den første islamiske stat i Medina. Man indså, at denne vej er et intellektuelt og politisk kald for at danne en bevidst offentlig opinion, der støtter denne sag, og som bringer Islam til styret gennem Ummah. Og således skete ændringen i muslimernes sind, og derved ændredes deres dagsorden og mål. Til dem, der ikke kan sanse denne ændring i Ummah, henviser vi til ændringerne i muslimernes liv. Muslimernes unge fylder i dag moskeerne i den islamiske verden og forstår udemærket, at Islam ikke udelukkende er andagter, slogans og moral, men at Islam er en bestemt og særegen levemåde, som indeholder både politik og styresystem, økonomi og uddannelse, internationale og sociale forhold, jihad og retssystem og domstole.

4 Også muslimernes døtre er begyndt at klæde sig islamisk, og de står bag deres brødre og styrker dem i arbejdet for Islams sejr, så sandheden kan ske fyldest, og så falskheden kan knuses. Selv blandt de rigeste muslimer begyndte nogle at oprette det, der kaldes rentefri banker, så de undgår synden for at spise eller bespise rente. Muslimerne bevægede sig i jihad med deres muslimske afganske brødre mod den tidligere imperialist-stat Sovjetunionen, og de kæmpede med deres muslimske brødre i Bosnien Herzegovina og med deres brødre i Tjetjenien, og de supplerede dem med assistance og økonomisk hjælp. Og før dette omfavnede de Khomenis revolution i Iran, da de sansede den hadske stemning imod Islam. Og de samlede sig mod det amerikanske overgreb på Sudan og Afganistan og sidst mod det amerikansk-britiske overgreb på Irak. Alt dette bevirkede, at muslimernes masser rørte på sig fra Atlanterhavet til Stillehavet, fordømmende, truende og kaldende til boykotten af England og USA og deres hjælpere. Det viste sig ved disse bevægelser, at folket var fuldstændigt, og stadig er, isolerede fra deres regenter, hvilket skabte bekymring hos de vantro. Selv om nogle af disse bevægelser er inspirerede eller er en naturlig reaktion på de vantros slagtninger og umenneskelige og barbariske handlinger mod de muslimske mænd og kvinder, så afslører de den virkelighed, at Islam stadig er levende i muslimernes indre, og at muslimerne stadig er stærke og parate til at ofre sig for deres Deen og Ummah og for deres islamiske jorde, som de islamiske flag tidligere har flagret over. De vantro har bemærket den begyndende bevægelse i muslimernes lande og i muslimernes sind og sjæle, og derfor har de vantro påbegyndt den nuværende periode med planer om at forhindre Khilafahs tilbagevenden. De vantro kaldte nu kaldet til Islam for terrorisme, de kaldte adskillelsen fra og bruddet med de vantro for tilbagegang og fanatisme, de har fremlagt paroler og lavet love for bekæmpelse af terrorismen, de har rejst parolen om dialog mellem religionerne, de har genoptaget besættelsen af nogle af muslimernes lande militært i form af militærbaser og -faciliteter samt manøvrer og aftaler om militæroprustning og sikkerhed. Og for at påtvinge den kulturelle og økonomiske dominans har de foreslået ideen om globalisering og ideen om privatisering. De begyndte at lave studier og undersøgelser om Islams rolle i det 21. århundrede og om khaleefah ens rolle i det kommende århundrede og om de muslimske dawah-aktivisters muligheder for at bære det islamiske kald til Europa. Alt dette gjorde de vantro for fortsat at kontrollere og for at koncentrere deres dominans over muslimernes lande og derigennem forhindre Khilafahs tilbagevenden, der vil befri muslimernes lande fra de vantros snavs, og som vil fordrive dem fra deres indflydelsesområder og komme efter dem på deres egen jord, bærende Islam som en universel guddommelig intellektuel ledelse, som tiltrækker de rene sind og sjæle, fordi Islam overbeviser forstanden og skaber ro i sjælen. Der er flere absolutte tekster i Qur'anen, hvor Allah (swt) lover muslimerne sejr og Khilafah-styre, og at Han (swt) vil lade Islam dominere over alle andre religioner, ideologier og livssystemer:

5 Allah har lovet dem af jer, som har iman og udfører de gode handlinger, at Han vil give dem Khilafah-styre på Jorden, ligesom Han gav det til dem, som var før, og Han vil grundfæste for dem deres Deen (Islam), som Han har udvalgt for dem, og Han vil udskifte deres frygt med sikkerhed.. (OQM. An-Nur:55) Og Allah siger: Vi vil visselig give vores budbringere og de troende sejr i det jordiske liv og på den dag, vidnerne træder frem. (OQM. Ghafir:51) Og Allah siger: De ønsker at udslukke Allahs lys med deres munde, og Allah vil visselig fuldende sit lys, selv hvis de vantro måtte hade det. Det er Ham, som har sendt sit sendebud med retledningen og sandhedens Deen, for at Han kan lade den sejre over alle andre Deen (ideologier, religioner og livssystemer), selv om polyteisterne måtte hade det. (OQM. As-Saff:8-9) Ligeledes har Allahs sendebud (saaws) i en hadith forudsagt glædelige nyheder til muslimerne om Konstantinopels (Istanbuls) og Roms erobring. Og Allahs sendebud (saaws) sagde: Denne sag (Islam) vil nå det, natten og dagen har nået (dvs. hele Jorden), og Allah vil lade denne Deen indtræde ethvert hus, enten ved æren af en ærefuld person eller ved nedværdigelsen af en nedværdiget person. En ære, som Allah tildeler personen gennem (adopteringen af) Islam, og en nedværdigelse af personen, opnået gennem (adopteringen af) kufr. Desuden forsikrer den intellektuelle undersøgelse i Islams natur og i måden, hvorpå den ideologiske stat skal oprettes, at sejren kommer ved Allahs nåde og gavmildhed, og at den islamiske stat vil rejse sig. Dette skyldes, at ideen om khilfah-staten allerede eksisterer og har fundet sig til rette hos muslimerne, og at partier og grupper, som udfører det seriøse produktive arbejde for at etablere den islamiske stat, allerede er opstået. Desuden hersker der en offentlig opinion, som støtter denne sag, og som glæder sig til at leve i skyggen af den islamiske stat. Således er det store skridt taget og de mægtige anstrengelser er gjort på vejen til at opnå denne stat, og der er ikke andet tilbage end, at de magtfulde arbejder på sagen, så de fjerner den sidste hindring, som står i vejen for den islamiske stats oprettelse. Denne hindring er repræsenteret i regenterne og deres loyale omgangskreds af hyrede politikere eller opportunistiske hyklere samt nogle af de intellektuelle, hvis sind er beboet af den vantro, således at de tænker med den vantros forstand og tror, at de er uafhængige, mens deres sind er programmerede efter, hvad de vantro ønsker. Allah (swt) siger:

6 Sig (til dem): Skal Vi meddele jer, hvem der er de største tabere, hvad deres gerninger angår? Det er dem, hvis anstrengelse er gået tabt i (søgen efter) denne verden(s ting), medens de selv mener, at de handler godt. (OQM. Al-Kahf: ) Så forny jeres tillid til Allah, jer selv og jeres evner, o muslimer, og ihukom, at alle de verdensomspændende systemer har fejlet, hvor nogle er faldet, mens andre er rystende faldefærdige. Ihukom også, at jeres islamiske ideologi er den eneste, som har stået stand over for de andre ideologiers udfordringer, som nu er faldet, hvorimod den islamiske ideologi tårner sig overlegent op over alt andet. Og ihukom, at jeres frelse ligger i jeres Deen. Så befri jer selv ved udelukkende at tilbede Allah, hvormed I vil befri jeres Ummah og jeres landområder, og hvorved I vil redde hele menneskeheden fra korruption, elendighed og lidelse. Det er ikke en del af jeres Deen, at I afventende tøver med at redde andre end jer selv. Allah siger: Hvad fejler I da, siden I ikke kæmper for Allahs sag og for de svage blandt mændene og kvinderne og børnene - dem der siger: Vor Herre, bring os ud af denne by, hvis beboere er undertrykkere, og skænk os en beskytter fra Dig, og skænk os en medhjælper fra Dig. (OQM. An-Nisa :75), og dermed vil I være den bedste Ummah, der er frembragt til menneskeheden: I påbyder det rette og forbyder det slette, og i bærer iman på Allah. (OQM. Aal-Imran:110), og Allah siger: Og Allah fører sin befaling sejrrigt igennem, men de fleste mennesker ved det ikke. (OQM. Yusuf:21) Khilafah Publikationer Marts 1999