Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat"

Transkript

1 Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat

2

3 Henning Bro Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat Bygge- og boligpolitik i København

4 Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat Bygge- og boligpolitik i København Af Henning Bro. Multivers, 2008 Udgiver: Forlaget Multivers ApS, København 2008 (www.multivers.dk) Omslagsdesign: Danesadwork. Tryk: Special-Trykkeriet, Viborg Udgivet med støtte af: Farumgaard-Fonden G. E. C. Gads Fond Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Kab Fonden Landsdommer V. Gieses Legat Realdania Fonden Denne bog er en bearbejdet udgave af Ph.d.-afhandlingen, Henning Bro: Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat Bygge- og boligpolitik i tre danske bysamfund , der blev offentligt forsvaret d for Ph.d.-graden i historie ved Det humanistiske Fakultet, Københavns Universitet. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden skriftligt samtykke fra Multivers ApS er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser. Bogen er også udgivet som e-bog og må derfor ikke indskannes. ISBN Printed in Denmark, 2008

5 Indhold Forord Indledning Kapitel 1: Præsentation og problemstillinger Kapitel 2: Boligpolitikkens historie et upåagtet forskningsområde Fabrik og Bolig Boligen og samfundsreformatorerne Efterkrigstiden Forskningens status...24 Danmark Vesteuropa Housing Strategies in Europe Den europæiske dimension Udgangspunktet Boligspørgsmålets politisering Det store gennembrud Drivkræfterne Resultat De lange danske linjer Bruddet med den liberale tradition En ekstraordinær periode Velfærdsstaten Vi har sejret ad helvede til Reproduktion og byggeprofit Kapitel 3: Analyse og afgrænsning Analytisk tilgang Housing Strategies in Europe Velfærdsstats-tilgangen... 48

6 Afgrænsninger Periodiske Geografiske Socialklasser og småboliger Kapitel 4: Metoder og kilder Statslige boligpolitiske indgreb Undersøgelsesområder Kildegrundlag Kommunale boligpolitiske initiativer Undersøgelsesområder: Kildegrundlag Boligpolitikkens virkninger Det offentlige og boligmarkedet Kildegrundlag Bebyggelsesregulering Baggrundsfaktorer Undersøgelsesområder Kildegrundlag Noter Del I: Natvægterstaten og boligen Kapitel 1: Industri og urbanisering Broerne opstår Bebyggelsesmåde og lejligheder Brokvartererne Kapitel 2: Kommunen og boligmarkedet Det principielle standpunkt Foreningsbyggeriet og kommunen De første initiativer Kommunens rolle....89

7 Kapitel 3: Indenfor bygningslovens rammer Bygningslovgivningen Gade- og vejanlæg i Brokvartererne Voldkvarteret Sundhedsvedtægter og Indre By Kapitel 4: Delkonklusion Industrialisering og urbanisering Et frit og ureguleret boligmarked Bebyggelsesregulering med laveste fællesnævner Minimalstatens forudsætninger Noter Del II: De første boligpolitiske indgreb Kapitel 1: Storbyvækst Broerne udbygges Boligbyggeriet Kapitel 2: Bygge- og boliglove Bygningslovgivningen revideres loven forslaget Bygningsreglementer Byggestøttelovgivning Boligen et socialdemokratisk kærneområde loven loven loven loven Kapitel 3: Kommunale boliger sættes på dagsordenen Socialdemokratiets første initiativ Boligoverflod Boligkrisen Fra boligkrise til byggekrak

8 Boligmarkedets problemer Familistret og gasværksboliger Den store boligkrise indvarsles Socialdemokratisk oprustning og nyorientering Konkrete forslag Kapitel 4: Byggeforeninger og det offentlige Statslån og små kooperative byggeforeninger Almennyttige boligforeninger Kommunen går nye veje Kapitel 5: Bebyggelsesregulering Private grundarealer Jordpolitik og indlemmelser Bebyggelsesplaner De første saneringer Kapitel 6: Delkonklusion Boligsagens politisering De første boligpolitiske initiativer Bebyggelsesregulering med konsensus Den liberalistiske socialhjælpsstats forudsætninger Noter Del III:Fundamentet for velfærdsstatens boligpolitik Kapitel 1: Storbyen breder sig Broerne bygges færdigt Vesterbro Nørrebro Østerbro De indlemmede distrikter Amagerbro og Sundbyerne Valby-Vigerslevdistriktet Brønshøjdistriktet...239

9 Kapitel 2: Boligkrisen Verdenskrig og boligmangel Krisens karakter Baggrundsfaktorer ernes boligmangel Boligkrisen forstærkes Boligmarkedets ubalance Boligkrisen klinger langsomt af Kapitel 3: Boliglovgivningen Byggestøtteordninger Byggestøttelovene Statsboligfonden Markedsindgreb Huslejeregulering Andre markedsindgreb Den boligpolitiske beslutningsproces Gamle aktører Nye aktører Lovgivningsprocessen Organisationsinddragelse Indenrigsministeriets boligafdeling Det lille boligministerium Ressort Organisationerne i boligforvaltningen Kapitel 4: Kommunens velfærdspolitiske boligpolitik Førkrigslinjen fastholdes det store gennembrud Den nye linje fastlægges Socialdemokratiets kommunale boligpolitiske program Borgerlig opblødning Boligpolitisk konsensus En massiv boligpolitisk indsats Politisk fodslag

10 Den boligpolitiske linje fastholdes Det socialdemokratiske flertal Borgerlig modstand Den kommunale boligadministration Boligdirektoratet Huslejenævn Kapitel 5: Kommunale beboelsesejendomme Omfang Finansiering og understøttelse Byggegrunde Under statstilskud og -lån Under statsboligfonden Uden statsstøtte Lokalisering Broerne De indlemmede distrikter Christianshavn Bebyggelsesformer Grundliggende principper Storgårdskarréer Blok-stok bebyggelser Almindelige karrébebyggelser Ejendomme med særlige formål Arkitektoniske udtryksformer Lejligheder Størrelse Lejlighedsplaner Faciliteter Huslejer Social sammensætning Barakbebyggelserne Husvildeproblemet Bebyggelsens omfang og lokalisering Principper...382

11 Bebyggelsen Lejlighederne Finansiering og huslejer Husvildeindkvartering Kapitel 6: Boligbevægelsens fremmarch Foreningsbyggeriet Omfang Lokalisering AAB AKB KAB KaB Haveboligforeninger Soloandelsboligforeninger Øvrige bygge- og boligforeninger Offentlig understøttelse Typer og fordeling Med statslån Stats- og kommunetilskud Under statsboligfonden Kommunale lån- og lånegarantier På kommunale grunde Kommunen tager over Kontrolforanstaltninger Bebyggelsesformer Etagebyggeriet slår igennem Karrébebyggelser Blok-stokbyggeri Tæt-lavt byggeri Lejlighederne Størrelse, planer og faciliteter Huslejerne Lejerne...459

12 Kapitel 7: Støttet privat boligbyggeri Større udlejningsbyggeri Omfang og lokalisering Entreprenøraktieselskaber Lejeraktieselskaber Stort og småt Bebyggelsesformer Lejlighederne Offentlig understøttelse Kontrolforanstaltninger Parcelbyggeriet Omfang og lokalisering Offentlig understøttelse Husene Kapitel 8: Kommunens markedsstyring Småboligbyggeriets planøkonomi Kvantitet og kvalitet Huslejedannelse Fordelingspolitik Huslejeregulering Organisering og omfang Huslejedannelsen Opsigelser Andre markedsindgreb Kapitel 9: Bebyggelsesregulering Broerne På kommunale grunde På private grunde De indlemmede distrikter Nye beføjelser Gadesystemet Kommunens jordpolitik Servitutstyring på private grundarealer Kommunal sektorbyplanlægning...531

13 Kapitel 10: Delkonklusion Det politiske styrkeforhold Boligkrise og politiske styrkepositioner Boligbyggeriet Markedsindgreb Bebyggelsesplanlægning Mod en velfærdspolitisk boligpolitik Noter Konklusion - Perspektiv - Diskussion Kapitel 1: Konklusion Natvægterstatens boligpolitik De første boligpolitiske initiativer Fundamentet for velfærdsstatens boligpolitik Kapitel 2: Perspektiver Den europæiske dimension Boligpolitikkens lange linjer Kapitel 3: Diskussion Regulering contra marked Boligforsyningen Boligbyggeriets standard Aktørniveauet Opblødning Konsensus Ny forskning Summary Litteratur Kilder...617

14

15 Forord Udover de bidrag, der i mellemkrigstiden kom fra samtidens økonomer, historikere og arkitekter, har boligpolitikkens historie fra midten af det 19. århundrede og op gennem det 20. århundredes første halvdel været et næsten uberørt forskningsområde. I betragtning af den tidligere store interesse for arbejderbevægelsens historie og det nu aktuelle fokus på såvel industrikultur som boligens centrale plads i velfærdfærdssamfundet kan det kun undre. På den baggrund udarbejdede jeg efter et års forskningsorlov Ph.d.-afhandlingen: Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat. Bygge- og boligpolitik i tre danske bysamfund Afhandlingen, der blev forsvaret ved Københavns Universitet i september 2006, behandler periodens byggeog boligpolitik i metropolen, København-Frederiksberg, og de tilsvarende dispositioner uden for Hovedstaden ud fra to lokale studier provinsbyen Nykøbing på Falster og stationsbyen Lyngby nord for København. Da afhandlingens behandling af forholdene på Frederiksberg og i Nykøbing F og Lyngby tidligere er publiceret i forskellige tidsskrifter og bogværker, har Forlaget Multivers Academic med den foreliggende fremstilling valgt at offentliggøre en bearbejdet udgave af de dele af min Ph.d.-afhandling, der vedrører forholdene i København. Som landets suverænt største bysamfund var Københavns Kommune tidligst ude med de første bygge- og boligpolitiske reguleringer og lagde med sine dispositioner på området under og efter første verdenskrig det fundament for velfærdsstatens boligpolitik, der byggedes videre på i 30 erne, under besættelsen og i efterkrigstiden. I samtiden var København samtidig rollemodel for de fleste af Danmarks øvrige bysamfund. Det gjaldt både nabobyen Frederiksberg, landets store og mellemstore købstæder og flere større stationsbyer. Jeg skal udtrykke en stor tak til forlaget for at have gået ind i denne udgivelse og for den ydede produktionsstøtte til udgivelsen skal jeg samtidig varmt takke KAB Fonden, G. E. C. Gads Fond, Landsdommer V. Gieses Legat, Farumgaard-Fonden, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse samt Realdania. Herudover er der bevilget tilskud til underskudgaranti fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings tips- og lottomidler til forsknings- og formidlingsformål. 15

16 Forord Herudover en stor tak for support i forbindelse med udarbejdelsen af selve Ph.d.-afhandlingen og for kyndige kommentarer til manuskriptet bag denne bog til lektor dr. phil. Ole Hyldtoft, Saxo-Instituttet, Afdelingen for Historie, Københavns Universitet. Også en tak til mine medarbejdere på Frederiksberg Stadsarkiv, gode og nære kolleger i Frederiksberg Kommune, samt til familie, mine nærmeste og gode venner, som gennem mange år har måttet høre på min boligsnak. I sidstnævnte forbindelse særlig: min gamle far Tage Bro (Farum), lektor, cand. scient. Christine Nordentoft (København), udviklingskonsulent Mariann Ingemansen (Sorø), socialpædagog Anette Dilling (Græsted), adm. direktør Marianne Fritzner (København) samt konsulent, cand. jur. Torsten Kisbye Møller (Malmø). Endelig skal jeg takke Arbejdermuseet, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Selskab for forskning i Arbejderbevægelsens historie og Foreningen Arbejdermuseets Venner varmt for at man herfra valgte at tildele mig Arbejderhistorieprisen 2006 for min Ph.d.-afhandling. Netop denne anerkendelse var afgørende for, at jeg valgte at bearbejde afhandlingen til den nu foreliggende bog. Frederiksberg/Tureby, februar Henning Bro Stadsarkivar, Ph.d. 16

17 Indledning

18

19 Kapitel 1 Præsentation og problemstillinger Boligpolitikken udgør den dag i dag en af de bærende søjler i velfærdsstatens sociale fordelings- og sikringssystem. Begreber som almennyttigt boligbyggeri og andelsboliger bruges som en naturlig del af dagligdagssproget. Nogle kender organisationer som Lejernes LO og Boligselskabernes Landsforening, og enhver lejer er klar over, at man kan klage til et huslejenævn, hvis man synes, at ejerens huslejekrav er urimelige. Mange ældre modtager boligydelse, og de borgere, der har deres gang på rådhusenes socialforvaltninger, er på det rene med, at boligsikring kan ydes på bestemte vilkår. Forstæderne i vore byer domineres af endeløse rækker af betonboligblokke. Længere inde møder man lavere rød- eller gulstensblokke omgivet af grønne områder, og på vej ind mod de større byers centrum kommer man forbi store og tunge karréer, der i gårdenes indre har legepladser og beplantede anlæg. Alle fornemmer, at man her passerer forskellige tidsaldre af almennyttigt boligbyggeri, og de fleste er nok klar over, at stat og kommune her har haft en finger med i spillet. Og i den politiske debat står boligen meget centralt. Der tales om den sociale udstødning, der følger af prisstigningerne på fast ejendom i de større byer, og det er et aktuelt spørgsmål om København kan gå mod denne udvikling gemme de billige 5000 lejligheder, som kommunen måske kan medvirke til opførelsen af. Ved hver valgkamp har regulering af husleje og kvoter til almennyttigt byggeri været diskuteret. Og ja! Selv en privatisering af almennyttigt byggeri er kommet ind i debatten. Markedets lyksaligheder holdes op mod den socialt nødvendige regulering. De ideologisk-politiske modsætninger i det politiske spil står, trods maskerede forsøg på at nå den politiske midte, trods alt tydeligt for de fleste. Boligen er en central ramme for vor dagligdag og de levevilkår, vi har, men boligen er også udtryk for uligheden i de økonomiske og sociale vilkår, vi er underkastet, og kampen om de markedskræfter, der er med til at påvirke fordelingen af samfundets værdier og dermed uligheden. 19

20 Indledning I årene efter sidste verdenskrig tog den unge velfærdsstat parti i denne værdikamp. Massive offentlige midler blev pumpet ud til almennyttigt boligbyggeri, og private småboliger og krigsårenes lejeregulering blev fastholdt. Det blev markedsøkonomiens svage part, der skulle tilgodeses industrisamfundets arbejdere og den lavere rangerede funktionær. Tilgodeses i forhold til markedets huslejestigninger. Tilgodeses gennem de boliger, markedet ikke i et tilstrækkeligt omfang kunne tilvejebringe for disse socialklasser. Gode og sunde boliger, der kunne betinge bedre levevilkår og skabe grundlag for nye og bedre livsbetingelser for de kommende generationer. Mange af os, hvis forældre og bedsteforældre måtte henslæbe livet under trange kår som husmænd eller byarbejdere, eller trods medfødte ressourcer til at realisere et andet liv måtte finde sig i rutinepræget kontorarbejde og den til alle tider tilstedeværende kontorchefs ydmygelser, er et produkt af de forbedrede opvækstbetingelser, som bl.a. velfærdsstatens boligpolitik op gennem 50- og 60 erne skabte for vores generation og som var med til at gøre det muligt for os at tage de uddannelser og opnå en position i samfundet, der for tidligere generationer var helt utænkelig og udelukket. Trods årtiers ulidelige diskussioner om byggekvoter til det almennyttige byggeri og huslejeregulering, er velfærdsstatens boligpolitik, som vi kender den i dag, i sidste ende et udtryk for den boligpolitik, der formuleredes i det første årti efter besættelsen. Men fundamentet skal søges længere tilbage i historien. Man skal helt tilbage til 1930 ernes krisepolitik, men i særlig grad til den reguleringspolitik og den langt mere fremrykkede rolle, stat og kommune fik i samfundet som følge af den krise, der fulgte af den første verdenskrig og krigens konjunkturelle efterdønninger op gennem 1920 erne. Dengang blev den boligpolitik, vi kender så godt i dag, betegnet som et markant brud på de yderst liberalistiske traditioner, der havde ligget til grund for politikområdet siden industrikapitalismens gennembrud i midten af det forrige århundrede. Idet der tages udgangspunkt i offentlige myndigheders bygge- og boligpolitiske dispositioner i København siden midten af det 19. århundrede, behandler denne fremstilling bygge- og boligpolitikken i København i årene under og efter første verdenskrig og frem til Dens formål er: 20

21 Præsentation og problemstillinger med udgangspunkt i en international bolighistorisk analytisk tilgang samt teoridannelser omkring velfærdsstatens udvikling og baggrund at analysere faktorerne bag samt indholdet og virkningerne af den boligpolitik, der overfor arbejderklassen og dermed ligestillede lavindkomstgrupper i perioden gennemførtes gennem boliglovgivningen og Københavns Kommunes bygge- og boligpolitiske dispositioner at vurdere periodens boligpolitik i forhold til dels den boligpolitik, der i Danmark og hovedstaden gennemførtes i 1930 erne og i de første efterkrigsårtier dels såvel dansk som vesteuropæisk bolighistorisk forskning på området. 21

22 Kapitel 2 Boligpolitikkens historie et upåagtet forskningsområde Boligens historie blev i forbindelse med interessen for industrialismens produktions- og boligmiljøer i 1970 erne og -80 erne et anerkendt forskningsfelt for historikere såvel i udlandet som herhjemme. Tidens forskellige bidrag beskæftigede sig dog mest med forholdene i den sidste halvdel af det 19. århundrede og i de første år efter århundredskiftet og berørte kun i ringe grad periodens og navnlig de efterfølgende årtiers boligpolitik. Fabrik og Bolig Beskrivelser af byarbejderens boligforhold udsprang af den urbanisering, der i de fleste vesteuropæiske lande fra midten af det 19. århundrede fulgte med det industrielle gennembrud. Interessen for området var i første omgang knyttet til samtidens sociale reformatorer og politikere, der var engageret i boligsagen, men blev op gennem det 20. århundrede i stigende grad gjort til genstand for mere eller mindre videnskabelige undersøgelser udført af samtidens samfundsanalytikere. Boligen og samfundsreformatorerne Som reaktion på de håbløse og ekstremt dårlige boligforhold, der omkring 1850 fulgte med den begyndende industrialisering, blev boligspørgsmålet stort set samtidig sat på dagsorden i de fleste lande i Vesteuropa. Borgerlige sociale reformatorer, og navnlig læger fra tidens hygiejniske bevægelse, påviste i avisartikler og andre debatindlæg de sundhedsskadelige konsekvenser af den hensynsløse sammenstuvning i storbyernes overbebyggede og gamle, ofte middelalderlige, bykerner. Som problemløsning pegedes der på nødvendige opstramninger af lokale byggebestemmelser, ligesom det velmenende borgerskab skulle tage initiativ til dannelse af filantropiske byggeselskaber eller til byggeforeninger, hvor byarbejderen, ud fra det liberalistiske princip 22

23 Boligpolitikkens historie et upåagtet forskningsområde om hjælp til selvhjælp, med lidt opsparing kunne sikre sig anstændige boligforhold i rækkehuslignende lave bebyggelser. De stort set lige så elendige boligforhold i de nye og vidtstrakte industriog arbejderkvarterer, der op gennem århundredes sidste halvdel voksede op uden om de gamle bykerner i de europæiske storbyer, gav omkring år 1900 yderligere næring til boligspørgsmålets aktualitet. I denne omgang drevet frem af socialliberale og socialdemokratiske politikere, socialvidenskabsfolk og haveboligbevægelsens reformatorer. De øgede krav til boligens udformning skulle løses gennem mere socialt anlagte byggeselskaber og et langt større offentligt engagement i boligsagen. Med den udbredte boligmangel under og efter verdenskrigene og 1930 ernes økonomiske krise og de restriktioner og byggestøtteordninger, som de offentlige myndigheder samtidig greb til for at modvirke kriserne, blev der på ny sat fokus på de europæiske arbejderbefolkningers aktuelle boligforhold, men også de vilkår, de havde levet under i det forrige århundrede. Boligsagen var blevet et centralt element i de socialdemokratiske arbejderpartiers velfærdsstrategi, og spørgsmålet blev nu nærmere undersøgt af tidens økonomer, arkitekter og historikere og af de store boligkommissioner og udvalg, der nedsattes rundt om i Vesteuropa. Efterkrigstiden Samfundsvidenskabernes udvikling i de første efterkrigsårtier og de strømninger og teoridannelser, der kom fra den kant, kunne ikke undgå at påvirke en del af historievidenskaben. Oprettelsen af Københavns Universitets institutter for økonomisk historie og samtidshistorie omkring 1970 var et konkret udtryk for denne udvikling. Med det øgede fokus på den økonomiske og sociale historie og nyorienteringen i materialistisk retning blev det industrikapitalistiske samfunds historie og urbanisering, arbejderklassens levevilkår og arbejdsforhold og arbejderbevægelsens historie i 1970 erne og ind i 1980 erne centrale historiske forskningsområder. Det store forskningsprojekt Industrialismens bygninger og boliger, som Statens humanistiske Forskningsråd med Københavns Universitets Institut for Økonomisk Historie som domicil gennemførte i årene , var udtryk for denne udvikling. Projektet inspirerede en større gruppe yngre 23

24 Indledning historikere og ældre specialestuderende, og i den forbindelse blev bolighistorie et anerkendt social- og økonomihistorisk forskningsfelt. Mens industrialismens historie op gennem resten af 1980 erne og i 90 erne fortsat havde et godt tag i en del historikere, og nu i et kulturmiljøperspektiv har fået en renæssance, visnede interessen for boligens historie. 1 Alligevel lykkedes det, mens bolighistorien var på sit højeste, med særligt udgangspunkt i forholdene i København og de største provinsbyer at tilvejebringe en række væsentlige bidrag på området. I modsætning til mellemkrigstidens undersøgelser, der i særlig grad var optaget af den nære fortids og samtidens boligforhold, blev 1970 ernes og 1980 ernes bolighistoriske forskning i særlig grad koncentreret til tiden fra industrialismens gennembrud omkring 1850 og frem til første verdenskrig. Centralt i dansk, men også vesteuropæisk forskning, blev de såkaldte fabriksboliger, boligforholdene i storbyernes gamle bykerner og i de store industri- og arbejderkvarterer, der skød op uden om, samt filantropisk boligbyggeri, herunder byggeforeninger og de strømninger, der udgik fra samtidens sociale reformatorer og læger. 2 Forskningens status Som helhed må boligforholdene i privat udlejningsbyggeri og de tidligste former for byggeforeninger og -selskaber fra den sidste halvdel af det 19. århundrede og i årene inden første verdenskrig betragtes som rimelig velbeskrevet i både den hjemlige og navnlig i den vesteuropæiske forskning. Anderledes forholder det sig med offentlige myndigheders boligpolitiske dispositioner både i tiden før verdenskrigen og navnlig i den efterfølgende periode, der især her i landet har været et upåagtet forskningsområde. Danmark I betragtning af den rolle, boligpolitikken fik i efterkrigstidens velfærdsstat, og den forskning, der i den sidste del af det 20. århundrede er bedrevet inden for socialhistorie og arbejderbevægelsens historie, kan det undre, at historieforskningen i Danmark ikke nærmere har behandlet de gennemgribende ændringer af boligpolitikken, der på lands- og kommunalpolitisk plan blev 24

25 Boligpolitikkens historie et upåagtet forskningsområde gennemført under og efter første verdenskrig, og som lagde fundamentet til de efterfølgende perioders velfærdspolitiske dispositioner på området. Mellemkrigstidens danske embedsmænd, arkitekter, økonomer, kommissioner og udvalg havde allerede gjort noget af forarbejdet, og endeløse rækker af trykte forhandlinger fra Rigsdagen og kommunale råd, statistikker og betænkninger og mange hundrede meter af journalsager fra ministerielle eller kommunale forvaltningsarkiver har i årtier været til rådighed for en nærmere undersøgelse af området. Lå emnet for tæt på samtiden? Var kildematerialet for uoverskueligt og utilnærmeligt? Var der mere økonomi og statskundskab end traditionel faghistorie i emneområdet? Under alle omstændigheder! De spredte bidrag og vurderinger, der er på området, bygger i hovedsagen på de samtidige arbejder fra mellemkrigstiden. Det gælder de brede oversigtsfremstillinger af den almindelige Danmarkshistorie, de værker, der er udkommet om landets økonomiske og sociale historie, og forskellige antologier. I egentlige faghistoriske specialfremstillinger behandles emnet kun i en nyere afhandling om velfærdsstatens historiske forudsætninger og i et begrænset antal studenterspecialer og tidsskriftsartikler om lejerbevægelsens historie samt om forholdene i et mindre antal danske byer. 3 Herudover er sider af boligpolitikken før og efter første verdenskrig blevet tangeret i såvel diverse boligselskabers jubilæumsskrifter og købstadshistorierne, som for hovedpartens vedkommende er udarbejdet af faghistorikere. Men der har i ingen af tilfældene været tale om en nærmere behandling af de bygge- og boligpolitiske dispositioner, der lå bag de behandlede boligselskabers og byers udvikling. Uden for denne faghistoriske kreds er emneområdet endelig berørt i mere populærvidenskabelige eller politisk betonede fremstillinger af boligforholdene. 4 De arkitekturhistoriske hovedværker indtager en særlig rolle. Da boligbyggeri i det 20. århundrede blev en af arkitektstandens vigtigste arbejdsområder, har det da også her fået en fremtrædende plads, men det er disse fremstillingers absolutte svaghed, at der kun i et yderst begrænset omfang gøres overvejelser over de økonomiske og ikke mindst politiske faktorer, der lå bag boligbyggeriets skiftende karakter i sin mest ekstreme form ses byggeriet alene som udtryk for de herskende arkitekturstrømninger. 5 25

26 Indledning Vesteuropa I flere af de vest- og centraleuropæiske lande, vi herhjemme normalt sammenligner os med, har boligpolitikkens historie før og i løbet af mellemkrigstiden til gengæld været taget op til nærmere granskning af historikere. Det gælder vore nordiske nabolande, men i særlig grad Tyskland og Storbritannien, hvor en række af de nationale forhold er blevet grundigt analyseret og siden publiceret i større artikelbidrag og egentlige monografier. Samlede og sammenlignende behandlinger af boligpolitikken i en bredere europæisk sammenhæng har derimod været indskrænket til summariske beskrivelser i oversigtsfremstillinger om den almindelige økonomiske og sociale historie i Europa, samt om den urbaniseringsproces, kontinentet gennemløb i den sidste halvdel af 1800-tallet og op gennem det 20. århundrede. I disse fremstillinger peges der på, at boligpolitikken frem til første verdenskrig i udstrakt grad blev styret af liberale grundsætninger, men at boligspørgsmålet i de fleste europæiske lande fik en stadig større politisk rolle fra slutningen af det 19. århundrede, og at statsinterventionen på området under og efter verdenskrigen for en periode suspenderede markedskræfterne på boligmarkedet. 6 Ud fra en byplanhistorisk analyse af den karréform, der udvikledes og kom til at dominere det meste af boligbyggeriet i Vest- og Centraleuropa fra første verdenskrig og frem til omkring 1930, berørte den svenske forsker Björn Linn i værket Storgårdskvarteret fra 1974 dog periodens boligpolitik i en større fælleseuropæisk sammenhæng. Efter en gennemgang af den europæiske boligkarrés udvikling og de vigtigste byplanteoretiske strømninger og strategier fra midten af det 19. århundrede og frem til første verdenskrig analyserede Linn de politiske og økonomiske faktorer bag den nye karréform. Linn påviste, at alle vest- og centraleuropæiske lande under første verdenskrig stod over for en massiv boligkrise, og at den socialt truende husvildhed og de ekstremt stigende huslejer tvang regeringerne til at gennemføre huslejeregulering og til, med lavt forrentede lån og tilskud at understøtte kommunalt boligbyggeri og de kooperative og almennyttige boligselskaber, som netop opstod i lyset af boligmanglen og støtteordningerne. For alle europæiske myndigheder var det efter Linns vurdering afgørende, at der så hurtigt som muligt blev etableret et stort antal lejligheder til 26

27 Boligpolitikkens historie et upåagtet forskningsområde en pris, der kunne betales af lavindkomstgrupper, og at boligstandarden her blev bedre end i førkrigstidens spekulationsbyggeri. Da den humanistiske byplanteori samtidig gjorde sig stærkt gældende blev løsningen storgårdskarréen en etagerandbebyggelse på karréens sider og store, sammenhængende og beplantede gårdarealer i midten af karréen. Boligproduktion i stor skala blev dermed opnået via den offentlige subsidiering og gennem et fortsat etagebyggeri, mens støtteordninger samtidig bevirkede, at huslejerne kunne holdes lavt og grundudnyttelsen nedsættes til fordel for større friarealer og åbenhed samlet i store enheder i gårdenes indre. For at sikre byggeriets høje kvalitet anvendtes velkvalificerede arkitekter, og der eksperimenteredes med nye lejlighedsplaner, hvor der sigtedes mod flere og mindre værelser i samme lejlighed i modsætning til færre og større, som i byggeriet før krigen. Linn konkluderede, at storgårdskaréen og den boligpolitik, der lå bag, blev den første fase i public housing og så dermed en kontinuitet mellem boligpolitikken i den første del af mellemkrigstiden og i resten af perioden og i efterkrigstiden. 7 Housing Strategies in Europe Selv om Linns komparative undersøgelse blev gjort tilgængelig for en bredere offentlighed uden for Skandinavien via et tysk summary, manglede der fortsat nærmere faghistoriske undersøgelser af de økonomiske, sociale og politiske faktorer, der i Vest- og Centraleuropa lå bag boligpolitikkens forandringer, politikområdets indhold samt vurderinger af de konkrete resultater. Manglende muligheder for at sammenligne navnlig britiske forskningsresultater med tilsvarende forhold i det øvrige Europa foranledigede European Science Foundation, der tidligere havde støttet konferencer og workshops til fremme af international dialog og sammenlignende forskning, til at understøtte tre workshops, der fra 1989 til 1991 afholdtes i Wassener (Holland), Berlin og Strasbourg med henblik på sammenligning af boligstrategier i Europa i perioden Målet for forskningsprojektet var at forskere, der i en række udvalgte hjemlande blev anset for autoriteter inden for bolighistorie, gennem bidrag om forholdene i de enkelte lande og ved efterfølgende diskussioner af fælles temaer under de enkelte workshops nåede frem til samlede konklusioner 27

28 Indledning Typisk dobbelthus i en koloni af kommunalt boligbyggeri i Liverpool fra starten af 1920 erne. Dobbelthuse og rækkehuse blev udbredt i det kommunale og offentligt støttede byggeri i England og Wales (Housing Strategies, s. 91) gældende for hele Vesteuropa for så vidt baggrunden for, samt indholdet og resultaterne af de boligstrategier primært for arbejderklassen og tilsvarende lavindkomstgrupper, der udvikledes i årene mellem 1880 og Boligstrategierne var på forhånd fastlagt til at omfatte strategier udviklet af boligforeninger og -selskaber, filantropiske og kooperative organisationer eller strategier udviklet af forretningsmæssige grunde af individuelle aktører og organisationer, der havde indflydelse på boligudbuddet bygherrer, ejendomsbesiddere, investorer. Strategier drevet frem af dagligdags reaktioner fra enkeltpersoner og familier, der efterspurgte boliger, og ikke mindst lokale og nationale myndigheders boligpolitiske dispositioner som reaktion på boligmæssige, sociale og økonomiske problemer akut boligmangel og dårlige boligforhold eller boligpolitik som en del af økonomiske strategier med henblik på øget vækst eller som en del af velfærdspolitiske mål og politikområder. Selv om den vigtigste og fælles drivkraft bag periodens boligstrategier blev set som en følge af graden af industrialisering og urbanisering i de enkelte lande og i Vesteuropa som helhed, skulle de enkelte nationale bidrag og diskussionerne på workshops ene forbinde og forklare boligstrategierne til underliggende politiske, sociale og økonomiske faktorer. Uden at man lagde sig fast på en bestemt model eller opnåede enighed herom pegedes der blandt mange muligheder på de fem faser i Rostows udviklingsøkonomiske teori el- 28

29 Boligpolitikkens historie et upåagtet forskningsområde ler en mere materialistisk tilgang, der har påvist, at den liberale kapitalisme omkring århundredskiftet i de fleste europæiske lande udviklede sig til en mere organiseret kapitalisme. Karakteriseret ved en større koncentration og centralisering af økonomiske aktiviteter, bureaukratisering af produktionsprocessen, imperialisme, arbejdskraftens og arbejdernes organisering samt en fremspirende klassespecifik velfærdsstat. 8 Forskningsprojektets slutprodukt blev en større antologi fra 1992 med de enkelte landes bidrag og indledende og afsluttende kapitler, der rummede henholdsvis metodiske overvejelser og et sammendrag af de sammenlignende hovedkonklusioner, man var nået frem til på de enkelte workshops. 9 Den europæiske dimension I såvel antologien, der kom ud af forskningsprojektet Housing Strategies in Europe, som i den øvrige bolighistoriske forskning i de enkelte europæiske lande, tegner der sig en række centrale fælleseuropæiske træk i den udvikling, boligpolitikken og -strategierne i det meste af Vesteuropa gennemløb i årene Udgangspunktet I den sidste del af den anden halvdel af det 19. århundrede hvilede de statslige og lokale myndigheders boligpolitiske strategier således på stærkt liberale anskuelser. Forsyningen af boliger for arbejdere og dermed ligestillede var bestemt af kræfterne på et frit og ureguleret boligmarked og skete i helt overvejende grad gennem et privat, profitorienteret udlejningsbyggeri og kun i mindre grad via fabriksboliger og filantropiske eller kooperative selskaber i gennemsnit 5 procent af boligmassen. Boligproblemerne blev ikke set som en tilstrækkelig stor trussel for den politiske stabilitet til at det offentlige under forskellige former intervenerede på boligmarkedet. Offentlig understøttelse af byggeriet, og navnlig direkte markedsindgreb og kommunalt boligbyggeri af større omfang, blev anset for uacceptabelt og konkurrenceforvridende over for det private initiativ. Myndighederne indskrænkede sig derfor i hovedsagen til, i større eller mindre grad at regulere det urbane miljø gennem utilstrækkelige bygnings- og sundhedsbestem- 29

30 Indledning melser, der ikke rummede byplanmæssige beføjelser og førte til en planløs overbebyggelse. I kontinentets storbyer først i form af store og dybe karréer med 5-7-etages randbebyggelser til gaderne og på baghusarealerne et sammensurium af fabriksbygninger og side-, mellem- og baghuse af tilsvarende højde til beboelse. Senere smallere karréer, hvor baghusbyggeriet blev mindre omfattende, men hvor gårdene til gengæld nærmest blev skaktagtige eller opfyldt af småskure og plankeværker mellem de enkelte parceller. Boligspørgsmålets politisering Med en så åbenbar udnyttelse af byarbejdernes boligbehov politiseredes boligspørgsmålet. I første omgang af læger fra den hygiejniske bevægelse og borgerskabets sociale reformatorer, der i skrift og tale agiterede for byggeforeningsinitiativer og filantropiske byggeprojekter, og fra omkring århundredskiftet af haveboligbevægelsen og navnlig den hastigt fremvoksende socialdemokratiske arbejderbevægelse. Her fik boligsagen en central plads i velfærdsprogrammet, og gennem en større politisk repræsentation i kommunale råd i de fleste europæiske storbyer søgte socialdemokraterne at få programpunkterne igennem. To forskelligartede og stærkt ideologiserede boligpolitiske strategier stod dermed op mod verdenskrigen over for hinanden: Arbejderbevægelsens krav om en kommunalisering af boligbyggeriet, og socialreformatorernes og borgerskabets socialkonservative selvhjælpsprincip og behov for gennem byggeinitiativer at udøve social kontrol over for en ustabil og potentielt radikaliseret arbejderklasse. Med politiseringen blev boligspørgsmålet for alvor bragt frem som et væsentligt socialt problem og resulterede i årene frem mod verdenskrigen i de første brud med den hidtidige liberale linje. I flere lande gennemførtes skærpede bygningsbestemmelser indeholdende egentlige byplanbeføjelser med en zoneopdeling efter bebyggelsesarter, og lokalmyndigheder fulgte tilsvarende mål ved udlægning af nye gader og veje. 11 Hertil kom, om end begrænsede, statslåneordninger til en del af byggeriet f.eks. i Frankrig i 1894 til byggeforeninger og i Sverige til parcelbyggeri i Mest vidtgående blev den hollandske boliglov fra 1901, hvor der kunne 30

31 Boligpolitikkens historie et upåagtet forskningsområde ydes statslån og statstilskud til lokale myndigheders boligbyggeri og til statsgodkendte boligselskaber, der byggede på et non-profit grundlag, og med kravet om offentlig repræsentation i de enkelte selskabers bestyrelser introduceredes her det almennyttige princip i foreningsbyggeriet. Trods boligpolitikkens nyorientering blev rækkevidden af støtteordningerne overalt i Europa begrænsede, og fra politisk hold var bygge- og boligforeninger alene en vitaminindsprøjtning til et fortsat frit og ureguleret boligmarked. Det store gennembrud I årene omkring 1930 var der blandt lokale og nationale politiske beslutningstagere overalt i Vesteuropa opstået en klar erkendelse af, at det frie boligmarked ikke længere var i stand til at skabe en tilstrækkelig boligforsyning for lavindkomstgrupperne. Under og efter første verdenskrig og op gennem 1920 erne var der således udviklet en massiv statsintervention, hvor boligpolitikken var blevet hævet fra lokalpolitisk plan til regeringsplan og indgik som et selvstændigt politikområde i de velfærdsreformer, der samtidig gennemførtes. Trods forskelle mellem de enkelte lande har den bolighistoriske forskning kunne dokumentere et sæt af lands- og kommunalpolitiske indgreb, som gik igen i det meste af Vesteuropa. Det drejede sig om direkte markedsindgreb som f.eks. huslejeregulering, kommunalt boligbyggeri, låne- og tilskudsordninger til kommunalt, foreningsbaseret og privat byggeri samt særlige boligbanker og fonde, der formidlede statslige lån til nybyggeriet. Hertil kom så en ny bygningslovgivning med byplanmæssige beføjelser og forbedrede muligheder for at gribe ind over for særligt sundhedsskadelige og kondemneringsmodne bebyggelser. Selv om periodens boligpolitiske beslutninger blev præget af betydelig konsensus, var der dog betydelige ideologisk-politiske divergenser med hensyn til linjen i boligpolitikken. De europæiske socialdemokratier ønskede kommunalt boligbyggeri og offentlig understøttelse til boligselskaber og privat udlejningsbyggeri, mens man fra borgerligt hold i højere grad ville kanalisere de offentlige midler over til privat parcelbyggeri kollektivitet og individualitet stod igen over for hinanden. 31

32 Indledning Skønt boligkrisen og statsinterventionen var tydelig for enhver, bevarede navnlig den borgerlige fløj i europæisk politik stadig en klippefast tro på, at et frit og ureguleret boligmarked på et tidspunkt igen ville kunne sikre en tilstrækkelig boligforsyning til rimelige priser. Den bolighistoriske forskning har påvist, at interventionen i mange lande blev betragtet som et midlertidigt tiltag over for markedets akutte problemer, og at politikerne af den grund kun gav de enkelte indgreb en gyldighedsperiode på nogle ganske få år. Drivkræfterne At graden af industrialiseringen og urbaniseringen, og dermed karakteren og omfanget af det boligbyggeri og de boligsociale problemer, der opstod, var udslagsgivende for udviklingen af boligstrategierne og den forskelligartede fremtrædelsesform, de trods alt fik i de enkelte europæiske lande, kom til at høre til de mere banale resultater af forskningsprojektet Housing Strategies in Europe. Boligstrategierne måtte selvsagt blive mere udviklede og gennemgribende og få en større gennemslagskraft i takt med fremvæksten af stadig mere komplekse industrielle økonomier og bysamfund, og geografisk i f.eks. det gennemindustrialiserede og urbaniserede England end i det mere agrare Sverige jf. tabel 1. Den største landvinding blev derfor den kobling mellem underliggende økonomiske, sociale og politiske faktorer og ændringerne i boligpolitikken og strategierne, som forskningsprojektet og den øvrige bolighistoriske forskning har forsøgt at etablere. Det er således påvist, at det private udlejningsbyggeri i større eller mindre omfang kollapsede i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det nye århundrede, da boligbyggeri blev et mindre lukrativt investeringsobjekt og kapitalen i stedet søgte over til mere attraktive sektorer inden for samfundsøkonomien investeringer i industri, handel og transport. Det fald i det private udlejningsbyggeri, der blev følgevirkningen, forstærkedes voldsomt med verdenskrigens økonomiske vanskeligheder og i de krigsførende lande også af det samfundsøkonomiske dræn og de ødelæggelser, krigshandlingerne førte med sig. Sammen med øget indvandring til byerne, større ægteskabshyppighed og andre faktorer, der forøgede den samlede boligefterspørgsel, kom alle europæiske lande under krigen og i efterkrigsårene til at stå over for den hidtil værste boligkrise med voldsomt 32

33 Boligpolitikkens historie et upåagtet forskningsområde stigende huslejer, massiv boligmangel og husvildhed samt overbefolkning af lejligheder til følge. For samme periode har den europæiske forskning peget på de ændrede magtrelationer mellem borgerskab og arbejderklasse, der blev resultatet af den konkurrence om samfundsressourcerne, der siden slutningen af det 19. århundrede havde udspillet sig mellem grupper og sociale klasser. Vesteuropas socialdemokratiske arbejderbevægelser kom efter århundredskiftet, og navnlig frem mod og under verdenskrigen, til at fremstå som en velorganiseret bevægelse og udgjorde en mere magtfuld politisk kraft. Socialdemokraterne erobrede flertallet i mange storbyer og blev i flere vesteuropæiske lande i større eller mindre grad regeringsbærende i de første efterkrigsår og op gennem 1920 erne. På den baggrund og som reaktion på den samfundstruende boligsociale krise og de kommunistiske revolutioner i Rusland i 1917 og Tyskland i 1918 havde statsmagten i de enkelte lande behov for at sikre den kapitalistiske produktionsmåde og den politiske stabilitet, og blev i boligpolitikken og på andre velfærdsområder tvunget til at give de lokale socialdemokratiske arbejderbevægelser betydelige indrømmelser. Klarest udtrykte den liberale britiske premierminister Lloyd George det i 1919 i forbindelse med fremlæggelsen af den store boliglov med ordene: even if it costs a hundred million pounds, what was that compared to the stability of the state og han fortsatte i anden anledning: the money we are going to spend on housing is an insurance angainst bolschevism and revolution. Resultat Den bolighistoriske forskning har påvist, at de lokale og nationale myndigheders massive boligpolitiske indsats resulterede i, at huslejerne i det ældre lejeregulerede byggeri under og efter verdenskrigen og et stykke ind i 1920 erne blev holdt under den øvrige prisudvikling, og at periodens kommunale og understøttede sociale eller private boligbyggeri i de fleste lande kom til at tegne sig for over halvdelen af den samlede boligproduktion. Alligevel måtte forskningsprojektet Housing Strategies in Europe konstatere, at den offentligt understøttede byggeaktivitet var utilstrækkelig i forhold til det reelle boligbehov, og at det nye byggeri ofte var for dyrt for den dårligst stillede del af landenes arbejderbefolkninger. I 1930 udgjorde dette byggeri kun 33

34 Indledning 15 procent af den samlede boligmasse, hvorfor hovedparten af arbejderne fortsat var afhængig af privat boligbyggeri og markedskræfternes huseren på boligmarkedet. Forskningsprojektet kunne også påvise en større udbredelse af haveboligbyggeri, men måtte konstatere, at hovedparten af det støttede byggeri blev udformet som etagebyggeri og henvist til mindre attraktive bydele, hvorved den sociale segregation, der havde kendetegnet urbaniseringen op gennem det 19. århundrede, fastholdtes. Noget byggeri havde ganske vist karakter af mønsterbyggeri, mens andet for at holde omkostningerne nede ikke adskilte sig fra private beboelsesejendomme og var spartansk udstyret. Dog blev den åbne storgårdskarré set som et kvalitativt løft af boligstandarden, som også forbedredes gennem de nye faciliteter, der fulgte med den tekniske udvikling bad, centralvarme og centralvaskerier. Selv om mange af de boligpolitiske initiativer havde en kort tidshorisont, blev det i mange tilfælde nødvendigt at forlænge eller genoplive de midlertidige tiltag så meget, at de nogle steder fik en mere permanent karakter. Efter gennemførelsen af den offentlige intervention på boligmarkedet blev det således stadig vanskeligere at afvikle den og at vende tilbage til de frie markedskræfter. På den baggrund kom forskningsprojektet i den udsendte antologis konkluderende kapitel frem til den meget vigtige pointe, at boligpolitikken i årene : did form the basis for much lager-scale intervention and welfare strategies in all countries after the second world war. 12 De lange danske linjer Da der ikke foreligger en samlet og nøjere analyse af dansk boligpolitik før, under og efter første verdenskrig, og da de arbejder, der udgik fra mellemkrigstidens og besættelsesårenes samfundsforskere, historikere, boligkommissioner og -udvalg, stadig udgør de vigtigste bidrag på området, ligger det meget småt med, hvad nyere danske historiske fremstillinger, som har berørt emnet, har kunnet bringe af nyt stof. Selv om historieforskningen på området her således ikke for alvor har rykket sig, så har de mere bredt anlagte fremstillinger og antologier, der har været inde på emnet, dog gjort forsøg på at placere den boligpolitiske udvikling i en større historisk sammenhæng 34

35 Boligpolitikkens historie et upåagtet forskningsområde Storgårdskarréen blev helt dominerende i det kommunale og understøttede boligbyggeri på kontinentet og i Skotland. Hvad var mere naturligt for Wiens socialdemokratiske bystyre end at opkalde en af kommunens storgårdskarréer efter grundlæggeren af al socialistisk tænkning Karl Marx. Karl Marx Hof blev opført i slutningen af 1920 erne og rummede 748 lejligheder! (Linn: Storgårdskvarteret, s. 174) og at vurdere dens betydning, ligesom der hist og her også er fremkommet nye iagttagelser. Bruddet med den liberale tradition I bindet fra 1984 i serien om dansk socialhistorie, hvor økonomen Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen behandler årene er det grundopfattelsen, at ændringerne i boligpolitikken under og efter verdenskrigen, ligesom periodens øvrige velfærdspolitiske reformer, betegner en nyskabelse. 13 Om periodens reguleringspolitik skriver Svend Aage Hansen således i 35

36 Indledning et af sine andre værker om den økonomiske vækst mellem , at den primært skulle sikre befolkningen de nødvendige varer. Målsætningen var nærliggende for datidens politiske konstellation med en Zahle regering udgået af Det radiale Venstre og støttet af Socialdemokratiet. Og Hansen vurderer, at der var tale om afgørende ændringer i det helt overvejende liberalistiske mønster. Et stadigt mere indgående reguleringssystem var blevet opbygget. Den nye byggestøttelov i 1930 erne lå direkte i forlængelse heraf, og der var dermed tale om en kontinuerlig udvikling i boligpolitikken. 14 En af arbejderbevægelsens historikere, Niels Finn Christiansen, iagttager samme udvikling i sit bind om perioden i Gyldendal-Politikkens Danmarkshistorie fra starten af 1990 erne. Christiansen inddrager imidlertid også det politiske niveau og betoner særligt det kommunale boligbyggeris rolle og at arbejderbevægelsen gik i spidsen med kooperative og almennyttige boligforeninger. Da man anvendte landets bedste arkitekter til byggeopgaverne, blev der tale om byggeri af høj kvalitet eksemplificeret med storgårdskarréen Hornbækhus og boligselskabet KAB s Bakkehusene i København. Christiansen konkluderer: Denne almennyttige og offentlige indsats kom på afgørende måde til at præge boligbyggeriet. 15 En ekstraordinær periode Andre historikere har godt nok erkendt, at der under og efter første verdenskrig gennemførtes en boligpolitik, der havde en helt anden gennemgribende karakter, men indgrebene ses her som midlertidige og som en ekstraordinær reaktion på periodens ekstreme boligmangel. Velfærdsstatens mere kontinuerlige boligpolitik blev fastlagt senere i 1930 erne og særlig efter sidste verdenskrig. Erik Nygaard vurderer således i sine analyser af de lange bølger i boligbyggeriet fra 1981, at husvildheden og boligkrisen under og efter verdenskrigen blev det spark udefra, der dannede grundlaget for lejeregulering og offentlig byggestøtte, men betragtede indgrebene som kortsigtede. Det afgørende brud i dansk boligpolitik skete først i 1933 som en del af Kanslergadeforliget, der skabte en egentlig boligpolitik med omfattende kontrol og støtte i form af statslån primært til at bekæmpe arbejdsløsheden. Boligkrisen under og efter den anden verdenskrig cementerede denne politik: I

37 Boligpolitikkens historie et upåagtet forskningsområde vedtog en enig Rigsdag et sæt boliglove, der udbyggede statslåneordningen og i det hele taget indførte en slags planøkonomi for boligbyggeriet. 16 Industri- og bolighistorikeren Ole Hyldtofts danske bidrag til den antologi, der kom ud af forskningsprojektet Housing Strategies in Europe, er et af de hidtil bedste bud på en, omend kortfattet, så dog samlet og synteseskabende fremstilling af udviklingen af boligpolitikken og boligstrategierne fra slutningen af det 19. århundrede og frem til den første del af mellemkrigstiden. Til fremstillingen går Hyldtoft videre end mellemkrigstidens bidrag på området og inddrager som en af de eneste de forskningsresultater, der er kommet i mindre artikler og studenterspecialer. I sine konklusioner vurderer Hyldtoft boligpolitikken under og efter første verdenskrig som: a massive government activity in the housing sector and unprecedented regulation of the housing market, men lægger sig i sin vurdering af perspektiverne i politikken imidlertid på linje med Nygaard med kommentaren om at det: should be remembered that most af these measures were only temporary, evoked by particular circumstances. 17 Velfærdsstaten I den nyeste velfærdsstatsforskning ses boligpolitikken i et helt andet lys og indplaceres langt mere stringent i en historisk sammenhæng end i f.eks. Hansens og Christiansens ovennævnte værker. Velfærdsstatens tidligste rødder, og dermed også dens boligpolitik og øvrige velfærdsreformer, er rykket tilbage, ikke blot til 1930 erne, men til tiden under og efter første verdenskrig. I sine meget grundige historiske analyser af velfærdsstatens bærende velfærdsområder giver velfærdsstatshistorikeren Søren Kolstrup i sin Ph.d.-afhandling Velfærdsstatens rødder fra 1997 periodens boligpolitik en væsentlig plads. I sine konkrete undersøgelser af tidens boliglovgivning, og navnlig af, hvordan politikområdet indgik i en samlet velfærdsstrategi i nogle af de bykommuner, hvor Socialdemokratiet under parolen kommunesocialisme, fik en større del af sin politik igennem, når Kolstrup frem til, at boligpolitikken i krigs- og efterkrigsårene fik klare universalistiske træk og blev grundlæggende i de velfærdsreformer, der indgik i den tidlige socialliberale velfærdsstat, som Kolstrup ser vokse frem på dette tidspunkt. Kommunale boliger kom til at udgøre en integreret del af den danske boligsektor, men perio- 37

38 Indledning dens landvindinger stod ikke alene. De var det grundlag, de efterfølgende perioders boligpolitik byggede videre på. Kolstrup skriver i denne forbindelse: Den kollektive løsning med statslån til socialt boligbyggeri dukkede op med fornyet kraft i løbet af 1930 erne for at blive helt dominerende efter den anden verdenskrig. 18 Allerede i midten af 1960 erne havde Erik Rasmussen i det 13. bind i Politikens Danmarkshistorie, Velfærdsstaten på vej, dog været inde på lignende tankegang. Om borgerskabets reaktion på tidens bolig- og velfærdsreformer skriver Rasmussen bl.a. : Det var den hævdvundne liberalisme, som rejste sig i protest mod den tanke, at de ekstraordinære forhold kunne berettige ekstraordinære indgreb og deri så udslag af en socialistiske tankegang, og fortsatte om reformerne, at disse opgaver ikke var noget blot midlertidigt, men at de veje, der under hans ledelse [den radikale indenrigsminister Ove Rode] nu blev betrådt, førte frem til noget nyt, en tilstand, hvor statsmagten på en helt anden måde end i hvert fald andre end socialister hidtil havde kunnet forestille sig, blev benyttet til at omforme dagligdagens kår for hele befolkningen. Det var med en senere tids udtryk velfærdsstatens gennembrud, der begyndte under krigens mørke og fremskyndet af dens pres. Om de politiske drivkræfter bag den unge velfærdsstat konkluderer Erik Rasmussen: Ove Rodes politik nød fuld tilslutning fra regeringens socialdemokratiske støtteparti. Sjældent har vel et parti ydet en så helhjertet støtte til et ministerium udgået fra et andet parti, som i disse år Socialdemokratiet til Zahles regering, og fortsætter: det er allerede omtalt, hvorledes krigstidens erfaringer havde gjort Madsen-Mygdal til renlivet liberalist, hvorledes han og Ove Rode havde stået som personliggørelsen af hvert sit idésystem, den uhæmmede fri konkurrence over for den regulerende velfærdsstat. 19 Vi har sejret ad helvede til Så glasklart sammenfattede LO s tidligere formand Thomas Nielsen engang i slutningen af 1970 erne resultatet af den socialdemokratiske arbejderbevægelses landvindinger. Lige så dækkende er udtalelsen for de vurderinger, der nært beslægtet med den socialdemokratiske velfærdsstatsskole tager boligpolitikken under og efter første verdenskrig som udtryk for en af arbejderbevægelsens store sejre. I de talrige partiskrifter, boligselskabshistorier 38

39 Boligpolitikkens historie et upåagtet forskningsområde og populærvidenskabelige fremstillinger fra mellemkrigstiden og op i efterkrigstiden markeres standpunktet, der tager udgangspunkt i en marxistisk analyse af boligmarkedet før og under verdenskrigen. Efter denne analyse var boligmarkedet på den tid domineret af kapitalistisk planløshed, kapitalkoncentration i byggesektoren og en profitstyret boligforsyning, der bølgede frem og tilbage fra boligoverflod til boligmangel med kraftige lejestigninger og overfyldte lejligheder. Helt galt gik det efter byggekrakket i 1908 og da krigskonjunkturerne slog igennem og skabte en dyb boligsocial krise. 20 Med de efterfølgende års boligpolitik under og efter verdenskrigen blev markedskræfternes planløshed og huseren på boligmarkedet imidlertid brudt. Gennem den offentlige huslejeregulering, kommunalt boligbyggeri og understøttelse af almennyttigt byggeri fik man kontrol over markedsøkonomiens misvækst, sikret boligforsyningen og omfordelt de samfundsmæssige værdier til boligsociale formål i form af bedre boliger i storgårdskarréer med grønne plæner, lys og luft og rækkehuse, til en rimelig leje. Det kooperative byggeri skabte sammen med det offentliges moralske og økonomiske støtte en så betydelig højnelse af arbejderklassens boligstandard og velfærd, at det var et væsentligt bidrag til fuldkommengørelsen af det økonomiske demokrati og gjorde Danmark til et foregangsland. Den drivende kraft var Socialdemokratiets enestående virksomhed og kamp i Rigsdagen og ude i kommunerne og arbejderbevægelsens egne almennyttige boligselskaber og deres organisationer. I socialdemokraternes eget hovedværk om arbejderbevægelsens historie, En bygning vi rejse fra 1955, udlægges det almennyttige byggeris rolle således: Boligkooperationen var stærkt udviklet og havde under hensyn til omstændighederne bygget mange nye boliger og var blevet samlet i en landsorganisation og der fortsættes: i disse vanskelige år havde arbejdernes egne virksomheder formået at spille en ikke ubetydelig rolle med hensyn til at sikre befolkningen brød, brændsel og boliger. Det kooperative byggeri var dermed blevet et væsentligt led i bestræbelserne for at bekæmpe bolignøden. Om Socialdemokratiets betydning for boligpolitikken og de øvrige krigsog efterkrigsårs velfærdsreformer skriver forfatterne bag en En bygning vi rejse : Væsentligt var det som nævnt, at det under krigen [første verdenskrig] i betydeligt omfang var lykkedes det danske Socialdemokrati ved sin 39

40 Indledning indflydelse på regeringen at afbøde på de værste af krigens økonomiske virkninger, og der fortsættes: Forud for udsendelsen af dette manifest havde Socialdemokratiet sikret sig den radikale regerings tilslutning til kravenes indførelse [bl.a. de boligpolitiske] og samtidig var der med regeringen truffet aftale om, at Stauning, der var forblevet i regeringen efter at de to andre kontrolministre var udtrådt, skulle have overladt forskellige områder inden for Indenrigsministeriet i forbindelse med de af Socialdemokratiet krævede reformer. Dermed oprettedes i realiteten et socialministerium med Stauning som Danmarks første socialminister fra 18. november [1918]. Slutresultatet blev, at: Socialdemokratiet havde opnået den fordel, at det administrative arbejde med de krævede reformer lå i socialdemokratiske hænder, og at det var arbejderbefolkningen, som havde båret krigens tungeste byrder, og den havde derfor krav på, at der i den forandrede politiske og sociale situation hurtigst muligt gennemførtes reformer tilsigtende en vidtgående politisk og økonomisk demokratisering af samfundet. 21 Reproduktion og byggeprofit Med nær tilknytning til den marxistiske velfærdsstatsanalyse og andre dele af den materialistiske historieforsknings analyser af statsformen, er boligpolitikken under og efter første verdenskrig blevet set som udtryk for den kapitalistiske stats helt nødvendige sikring af arbejdskraftens reproduktion af interesse for den samlede kapital, garantistillelse for en optimal profitdannelse for byggekapitalen eller opretholdelse af samfundsstabiliteten og produktionsformen under en kapitalistisk økonomis krise. I en af light-udgaverne, en analyse fra Kunstakademiets Afdeling B fra 1977, bliver formålet med boligpolitikken at sikre byggebranchens profit. Den offentlige byggestøtte gives efter denne vurdering i realiteten ikke til almennyttigt boligbyggeri, men er i første række støtte til en branche, der kræver store kapitalinvesteringer med lang opsamlingstid og ligger dermed helt på linje med en senere tids statsstøtte til skibsværfter. En anden let tilgængelig, men mere historisk materialistisk, fortolkning kommer i Peter Lyngses specialeafhandling fra RUC fra 1979 om lejerforeningerne i Danmark i årene Ifølge Lyngse er byggekrisen under første verdenskrig med til at true den sociale orden nu, hvor borgerskab og statsmagt er økono- 40

41 Boligpolitikkens historie et upåagtet forskningsområde misk og politisk svækket i forbindelse med krigen og han fortsætter: men nu, hvor arbejderklassen såvel internationalt som i Danmark er i offensiven generelt og også stiller krav på boligområdet, og hvor borgerskabet og dets statsapparater er svagt økonomisk og politisk, rejser boligspørgsmålet sig som et socialt problem. For at opretholde den sociale orden, og dermed den kapitalistiske produktionsmåde, griber staten ind med lejeregulering og byggestøttelove, mens arbejderklassen ved inddragelse i politikkens udformning samtidig bindes fast i et forpligtende klassesamarbejde. 22 I Anne-Dorte Navnes empiriske analyse af boligen som reproduktionsfaktor i den sociologiske konferensafhandling fra 1981, og i Bjørn Jakob Andersens undersøgelse af det københavnske boligbyggeri mellem 1870 og 1970 i Fagligt Forum fra 1973 er det tunge teoretiske skyts til gengæld kørt i stilling. På nærmest rituel vis introduceres der med dybsindige overvejelser over statens interessevaretagelse for hele kapitalklassen i det monopolkapitalistiske samfund og dermed den manglende mulighed for ad den vej at ophæve klassemodsætningen, som det i parentes bemærkes: socialstatsillusionen ellers kunne antyde. Med hensyn til periodens boligpolitik slår Navne som udgangspunkt fast, at boligen er den fysiske ramme om arbejdskraftens reproduktion, at byggeri af boliger er en vareproduktion parallelt med enhver anden vareproduktion og at omfanget af byggeriet er afhængigt af, hvor profitabelt det er for private kapitalister at investere i boliger. Stat og kommunes opgave bliver i den sammenhæng, af hensyn til kapitalforholdets opretholdelse, via boligpolitikken, at sikre reproduktionen gennem tilstrækkeligt med boliger, der garanterer et eksistensminimum og dermed forhindrer, at arbejdskraften som vare forringes eller fordyres. Op igennem det 19. århundrede og ind i det nye århundrede var udbuddet af arbejdskraft som følge af tilstrømning til byerne så stort, at stat og kommune ikke behøvede at foretage sig noget for at sikre reproduktionen, og det blev overladt til den private filantropi og småborgerlige selvhjælpsforeninger at skabe nogle boligmæssige alternativer til den nød og elendighed, som i høj grad prægede de tætpakkede boligområder, og som sundhedsmæssigt, politisk og moralsk føltes som en trussel for borgerskabet. Situationen ændres radikalt omkring første verdenskrig, hvor boligpro- 41

42 Indledning duktionen er uprofitabel og den private kapital betakker sig. Da boligen er en forbrugsvare, som er nødvendig for at arbejderne kan reproducere deres egen arbejdskraft, fremkalder byggekrisen efter Navnes analyse: mange reproduktionsproblemer i arbejderklassen og derved krav om statslig indsats. Indsatsen blev huslejeregulering, kommunalt boligbyggeri og offentlig understøttelse til almennyttige boligselskaber, der fra at være startet som initiativ fra arbejderkredse med henblik på at afhjælpe bolignød ved hjælp af kooperation og andelsprincipper, i stigende grad bliver underordnet statens kontrol som redskab i boligpolitikken. Men indsatsen fører ikke til forbedringer i boligstandarden. Anne-Dorte Navne konkluderer: Tværtimod har disse støtteordninger gennem den kontrol af byggeriet, de krævede, været medvirkende til den stereotypi [storgårdskarréerne] og til den sociale segregation af byen, som så småt var begyndt allerede før første verdenskrig

43 Kapitel 3 Analyse og afgrænsning Den hidtidige bolighistoriske forskning i Europa giver som påvist en række bud på baggrunden for ændringerne i boligpolitikken gennem den sidste del af 1800-tallet og i de første årtier af det nye århundrede og belyser i større eller mindre grad politikområdets styringsinstrumenter og sammenhæng med andre velfærdsstrategier i perioden. På den baggrund er det afgørende nøjere at overveje, hvilken analytisk tilgang der skal lægges for denne fremstillings undersøgelser og i forhold hertil, hvilke periodiske, geografiske og sociologiske afgrænsninger, der skal foretages. Analytisk tilgang Da boligpolitikken før 1945 her i landet ikke har været gjort til genstand for større og mere indgående historiske undersøgelser og da der således heller ikke er gjort mere metodiske forskningsmæssige overvejelser over, hvordan undersøgelsesområdet kunne angribes, har denne fremstilling i første omgang taget udgangspunkt i den analytiske ramme, der blev skitseret i det fælleseuropæiske bolighistoriske forskningsprojekt Housing Strategies in Europe fra Housing Strategies in Europe Forskningsprojektet havde som påvist til formål at undersøge baggrunden for samt indhold og resultater af forskellige boligstrategier for arbejderklassen og tilsvarende lavindkomstgrupper i Vest- og Centraleuropa i perioden Forskningsspørgsmål Blandt de fælles boligstrategier, som projektets initiativgruppe fastlagde, indgik som nogle af de helt afgørende, strategier, den udgik fra lokale og nationale myndigheder som reaktion på boligmæssige og sociale problemer. Det være sig politiske reaktioner på boligmangel og generelt dårlige 43

44 Indledning I. Natvægterstaten Frisætter det politiske demokrati og markedskræfterne efter enevældens absolutisme og merkantilistiske reguleringer Væsentlige samfundsopgaver løses af markedet Sociale opgaver, sundhedsydelser, uddannelse løses via familien eller markedet Residualt og liberalistisk velfærdssystem: offentlig social forsorg til samfundet allerdårligst stillede indskrænkes til det absolut minimale og til socialt stigmatiserende fattighjælpsydelser baseret på trangsbestemmelser og skønsprincip øvrig forsorg henvises til privat filantropi eller den enkeltes frivillige bidrag til private forsikringsordninger efter selvhjælpsprincippet. boligforhold eller boligpolitiske strategier, der med ønsket om at begrænse arbejdsløsheden havde mere økonomiske målsætninger og/eller indgik i et større kompleks af velfærdspolitiske målsætninger. Af de forskellige bidrag i den antologi, der blev forskningsprojektets slutprodukt, kom den vesteuropæiske boligpolitik, navnlig fra tiden omkring første verdenskrig og frem til 1930, til at bestå af forskellige former for offentlig understøttelse af boligforsyningen, direkte markedsindgreb samt regulering af bebyggelsens udformning byggebestemmelser og lokale dispositioner ved vejanlæg, der alle sigtede mod en zoneopdeling af bebyggelserne. Med udgangspunkt i denne analytiske ramme, og for samtidig at muliggøre en sammenligning med resultaterne af forskningsprojektet Housing Strategies in Europe og anden nyere vesteuropæisk bolighistorisk forskning stilles der i denne fremstillings problemformulering derfor de samme spørgsmål til undersøgelsesområdet en analyse af baggrunden for samt indholdet og resultaterne af boligpolitikken. Periodisk opereres med samme slutår som i forskningsprojektet, mens fremstillingens undersøgelser tager deres begyndelse i midten af det 19. århundrede, hvor industrialiseringen og urbaniseringen slog igennem for første gang jf. nedenstående. Som i forskningsprojektet er boligpolitikkens målgruppe i fremstillingen fastlagt til arbejderklassen og dermed økonomisk ligestillede socialklasser ligeledes jf. nedenstående. For så vidt angår indholdet og resultaterne af de boligstra- 44

45 Analyse og afgrænsning tegier der, som det i forskningsprojektet betegnes, udgik fra lokale og nationale myndigheder, undersøger denne fremstilling såvel bygge- og boliglovgivningen med tilhørende statslige bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger m.m. som Københavns Kommunes udmøntning af lovgivningen og øvrige bygge- og boligpolitiske dispositioner samt beslutningsprocesserne bag de forskellige tiltag både i Rigsdagen og kommunalbestyrelsen og i centraladministrationen, den kommunale forvaltning og nedsatte boligkommissioner og -udvalg. Centralt vil her stå statens og kommunens økonomiske forhold til boligforsyningen og direkte reguleringer på boligmarkedet og af bebyggelsens fysiske udformning. Forklaringsramme Graden af industrialisering og urbanisering blev i forskningsprojektet Housing Strategies in Europe anset som afgørende for udviklingen af de forskellige boligstrategier. Betragtes periodens boligpolitik alene som et resultat af denne proces, overses imidlertid en række andre væsentlige baggrundsfaktorer. Den initiativtagende kreds omkring forskningsprojektet var da også opmærksom på disse sammenhænge, idet deltagerne i projektet ligeledes blev bedt om at forbinde boligstrategierne med underliggende økonomiske, sociale og politiske faktorer. I den forbindelse blev offentlige myndigheders II. Den liberalistiske socialhjælpsstat Støtte til husmandssteder og øget halv- eller hel-offentlig varetagelse af samfundsopgaver jernbaner, kommunale værker Velfærdssystem fortsat residual og liberalistisk karakter med fattighjælpen lave ydelse til personer i trang og med sociale stigma statshjælp til selvhjælp for bredere befolkningsgrupper. Finansieringen hviler på den hidtidige personlige opsparing og skattemidler fra staten til tilskud til de hidtil privatfinansierede forsikringsordninger sygekasser, ulykkesforsikring, a-kasser nye lave direkte offentlige ydelser uden for fattiglovgivningen og dennes konsekvenser alderdomsunderstøttelse, hjælpekasser andre initiativer som skolelov, værgeråd og indkomstskat med stigende skala. 45

46 Indledning III. Præuniversalistiske velfærdsstat Velfærdssystemet omfattende og dybdegående statsindgreb, den offentlige sektor ekspanderer i bredden universalistiske træk rodfæstes gennem øget statslig finansiering og udbredelse af retsprincippet social integration af arbejderklassen og dermed ligestillede ubemidlede lag, som det hed i samtiden. Med den brede målgruppe af ubemidlede - omkring tre fjerdel af befolkningen på tværs af sociale og politiske skel Velfærdstiltag kompensatoriske offentlige sikringsydelser i såvel socialpolitik som børne- og boligpolitikken sigtende mod afbødning af umiddelbar social nød forebyggende velfærdsinitiativer på det social-, børne- og boligpolitiske område, der retter sig mod at skabe nye og bedre levevilkår for de ubemidlede gennem en omfordeling af de samfundsmæssige værdier. Under og efter 1. Verdenskrig: den store gruppe af ubemidlede får flere ydelser end tidligere kronisk syge, ulykkesramte m.m. sygekassers medlemmer får, ligesom a-kassernes, tildelt retsbestemte ydelser finansieret gennem det offentlige daginstitutioner opnåede ret til statsstøtte oprettes yderligere kommunale mellem- og realskoler, adgangen til Hovedstadens gymnasier lettedes gennem statsovertagelse og kommunalisering af en række private skoler og afskaffelse eller nedsættelse af skolepenge alt efter indkomst ernes udbygning af den socialliberale velfærdsstat. Periodens store velfærdsreformkompleks omfatter voldsom reduktion af fattighjælpens rolle indførelse af offentlig hjælp som kommune- og særhjælp yderligere offentlige tilskud til sociale kasser for syge, arbejdsløse m.m. udvidelse af rammerne for tildeling af alders- og invaliderente udvidedes børneværnet bliver et centralt element i børneforsorgen, og der kom yderligere skub i opførelsen af forskellige sociale institutioner Økonomisk regulering: 1920 erne over for dyrtid og vareknaphed Offentlige arbejder m.m erne beskæftigelsesfremmende og samfundsnødvendige offentlige arbejder indgreb på arbejdsmarkedet for at fastholde reallønnen og konjunkturregulerende indgreb i landbruget 46

47 Analyse og afgrænsning boligstrategier, som nævnt, set som en reaktion på boligmæssige og sociale problemer politiske reaktioner på boligkrise og dårlige boligforhold i almindelighed eller boligpolitiske strategier med økonomisk-politiske målsætninger eller som en del af et større kompleks af velfærdspolitiske målsætninger og politikområder. Nogle af artiklerne og det konkluderende kapitel i forskningsprojektets udsendte antologi pegede da også på en sammenhæng mellem boligmangel, den socialdemokratiske arbejderbevægelses vækst, de revolutionære begivenheder i og den betydelige statsintervention på boligmarkedet, der gennemførtes under og efter verdenskrigen og som kom til at indgå i grundlaget for velfærdsstrategier i alle lande efter anden verdenskrig. Men hvilke determinerende faktorer, der kunne føres i marken, og hvilke synteseskabende sammenhænge, der kunne tænkes at være, nåede man tilsyneladende ikke frem til og for blot at pege på nogle muligheder indskrænkede sig til Rostows fasemodel eller en mere materialistisk tilgang. Industrikapitalismens gennembrud og udviklingsfaser og den ledsagende urbanisering er helt centrale træk ved den samfundsudvikling, der også præger Danmark i den sidste halvdel af det 19. århundrede og årtierne efter århundredskiftet. Den skal selvsagt inddrages gennem en undersøgelse af offentlige myndigheders bygge- og boligpolitiske dispositioner i København landets suverænt største og mest industrialiserede og urbaniserede bysamfund. Men det er følgerne af denne udvikling, der må anses for afgørende. Denne fremstilling tager udgangspunkt i, at det danske samfund fra midten af det 19. århundrede og i de følgende hundrede år udviklede sig fra en liberal kapitalisme til en organiseret kapitalisme kendetegnet ved kapitalkoncentration og centralisering og bureaukratisering af produktionsprocessen. Det blev virkningerne af denne proces i form af konjunkturudsving, boligkriser, sociale klasser, ulighed, elendige boligforhold og arbejdskraftens og arbejdernes faglige og politiske organisering, der op gennem den første halvdel af det 20. århundrede førte til, at minimalstaten efterhånden afløstes af en fremspirende klassespecifik velfærdsstat, der dermed dannede baggrunden for nye velfærdsreformer og bruddene i boligpolitikken. 47

48 Indledning Velfærdsstats-tilgangen Med dette udgangspunkt betragter denne fremstilling boligpolitikken som et væsentligt velfærdspolitisk reformområde, der udvikledes under indflydelse af gensidigt afhængige økonomiske, sociale og politiske faktorer. For at give periodens boligpolitik en større sammenhængskraft i forhold til andre velfærdsområder og velfærdsstatens udvikling, og for samtidig at kunne forklare de vigtigste brudflader i boligpolitikkens udvikling er det derfor afgørende: at fastlægge og karakterisere historisk forskellige velfærdsstatsformer under hvilke boligpolitikkens aktører agerede og de boligpolitiske tiltag blev udformet i perioden at fastlægge determinerende faktorer bag velfærdsstatsformens, herunder velfærdsinitiativernes, forskellige historiske fremtrædelsesformer. Velfærdsstatsformer Fremstillingen antager i sine analyser, at der er en direkte sammenhæng mellem de forskellige faser af boligpolitikken i årene og den type af velfærdsstat og øvrige værdfærdsinitiativer, der samtidig blev udviklet. En historisk operationel fastlæggelse af de typer af velfærdsstater, der udviklede sig i perioden er derfor nødvendig. I forhold til de politologisk fastlagte velfærdsstatstyper og de forskelligartede statsformer, som nyere historisk velfærdsstatsforskning hidtil har kunnet påvise, anvender afhandlingen begrebet natvægterstat for den liberalistiske og residuale statsform, der var dominerende fra industrikapitalismens gennembrud omkring 1850 og frem til slutningen af århundredet, mens begrebet universalistisk velfærdsstat, eller blot velfærdsstat, anvendes som betegnelse for efterkrigstidens statsform fra perioden fra 1945 til ca I såvel den politologiske litteratur som i historieforskningen kan de to velfærdsstatsformer entydigt placeres til de nævnte perioder, ligesom der er en relativ entydig forståelse af de grundlæggende træk ved de to statsformer tekstboks I og IV. 24 Mens politologien og den historiske velfærdsstatsforskning har været mere tilbageholdende med nærmere at typebestemme og beskrive de former, 48

49 Analyse og afgrænsning staten antog fra slutningen af det 19. århundrede og op gennem mellemkrigstiden, har velfærdsstatshistorikeren Søren Kolstrup fastlagt to velfærdsstatsformer for perioden. Nærværende fremstilling finder begrebet liberalistisk socialhjælpsstat og den karakteristik, Kolstrup giver af statsformen, velegnet og operationel i forhold til den stat, der udvikledes fra 1890 erne og frem til første verdenskrig tekstboks II. For så vidt angår perioden fra første verdenskrig og frem til udbruddet af den næste verdenskrig er det, på linje med Kolstrups vurderinger, fremstillingens antagelse, at forudsætningen for efterkrigstidens universalistiske velfærdsstat skal søges i den offentlige sektors udvikling i denne periode tekstboks III. Ikke kun til 1930 ernes omfattende statsintervention og gennemgribende velfærdsreformkompleks, men helt tilbage til markedsøkonomiens dybe krise under og efter første verdenskrig og det rede politiske styrkeforhold, der samtidig slog igennem på landspolitisk plan og særlig i de større bykommuner. 25 Fremstillingen lægger her afgørende vægt på dels den statsintervention og de velfærdsreformer, som den socialdemokratisk støttede radikale regering gennemførte i årene og som 1920 ernes Venstre-regeringer kun delvist pillede fra hinanden, dels den samtidige og i forhold til det landspolitiske niveau mere vidtgående lokale velfærdsstrategi, som Socialdemokratiet under parolen kommunesocialisme i større eller mindre udstrækning fik gennemført i de større bykommuner, hvor partiet enten selv havde flertal eller sammen med radikale udgjorde majoriteten eller i hvert tilfælde i en så stor og magtfuld opposition, at selv konservativt styrede kommuner i større eller mindre udstrækning måtte bøje af for socialdemokratiskradikale reformkrav. Der var i disse år tale om et meget voldsomt og gennemgribende brud med den liberalistiske linje, der prægede den rendyrkede liberale natvægterstat og den liberalistiske socialhjælpsstat, og som havde været urørlig op gennem den sidste halvdel af det 19. århundrede og i årene efter århundredskiftet ernes statsintervention og velfærdsreformer byggede videre på det grundlag, der i bykommunerne og landspolitisk var lagt under og efter første verdenskrig og op gennem1920 erne. Samlet skal en række grundlæggende træk ved efterkrigstidens universalistiske velfærdsstat søges i velfærdssta- 49

50 Indledning tens udvikling mellem 1914 og Fremstillingen er her helt på linje med Kolstrups vurderinger, men skønner, at de universalistiske træk i form af social integration af alle ubemidlede og de forebyggende og omfordelende målsætninger bag mange af tidens velfærdstiltag er så markante, at betegnelsen socialliberal for periodens velfærdsstatsform ikke yder reformernes rækkevidde og målsætninger i forhold til efterkrigstidens velfærdsstat retfærdighed nok. Hvis den anden verdenskrig og dens følgevirkninger ikke kun i besættelsesårene og i slutningen af 1940 erne og under fredskrisen i den første del af 1950 erne i Danmark havde lammet den kapitalistiske markedsøkonomis vækst, havde der antageligt langt tidligere været et økonomisk potentiale til at videreudvikle 1930 ernes velfærdsstat, og dermed det grundlag, den byggede på, i yderligere universalistisk, omfordelende og forebyggende retning. Selv om den svenske samfundsøkonomi med sit sværindustrielle kompleks havde et bedre udgangspunkt end den danske, er det karakteristisk, at der i kraft af gevinsterne ved verdenskrigen og efterkrigstidens europæiske krise opnåedes et så betydeligt vækstpotentiale, at den moderne universalistiske velfærdsstat i Sverige slog tidligere og kraftigere igennem under Tage Erlanders socialdemokratiske regeringer fra 1946 og dermed skabte en direkte kontinuitet i forhold de velfærdspolitiske landvindinger, der var sket op gennem 1930 erne. På den baggrund, og for at understrege koblingen mellem mellemkrigstidens og efterkrigstidens velfærdsstatsformer, opererer denne fremstilling med begrebet den præuniversalistiske velfærdsstat som udtryk for den velfærdsstatsform, der udvikledes op gennem mellemkrigstiden. Determinerende faktorer Da boligpolitikken blev et vigtigt element i velfærdsstrategierne under det 20. århundredes velfærdsstatsformer, må de bagvedliggende årsager til de vigtigste historiske brudflader indenfor såvel boligpolitikken som andre velfærdsområder søges blandt nogle af de faktorer, politologien og navnlig den historiske velfærdsstatsforskning har peget på som determinerende for udviklingen af forskellige velfærdsstatsformer og underliggende velfærdsreformer. For så vidt angår de politologiske forklaringsmodeller anses Eastons 50

51 Analyse og afgrænsning IV. Den universalistiske velfærdsstat Anses for den højst udviklede velfærdsstatsform og lokaliseres i særlig grad til efterkrigstidens nordiske lande Løfter den sociale sikring ud fra markedets kommercielle interesser, og dens indbyggede solidaritet hviler på en bevidst omfordeling kombineret med et progressivt skattesystem, der finansiere offentlige ydelser og service tilbud tildeler alle borgere uanset køn, social status eller tilknytning til arbejdsmarkedet sociale rettigheder for at tilvejebringe en bestemt social standard i form af: en buket af kollektive sociale sikringsydelser og overførelsesindkomster gratis, eller brugerbetalte, men subsidierede, hel- eller halvoffentlige service- og tjenesteydelser og institutionstilbud forskellige former for behovsbestemte sociale institutioner offentligt finansieret primært sundhedsvæsen offentlige sygehuse og hospitaler udannelsestilbud på alle niveauer understøttet og reguleret almennyttig boligmasse børne-, familie- og ungdomsinstitutioner Har som økonomisk mål økonomiske vækst, som en forudsætning den socialt sikrende og omfordelende offentlig sektor: sikrer almene produktionsbetingelser såsom basisproduktionsydelser som offentlige arbejder, trafik- og forsyningsanlæg m.m. foretager direkte indgreb i markedsøkonomien gennem forskellige former for økonomisk-politiske konjunkturindgreb og erhvervsstøtteordninger Regulerer markedsøkonomiens bivirkninger m.h.t. arbejdsmiljø og fysisk planlægning og miljø osv. Virksomhedernes ejendoms- og dispositionsret udgør derimod en urørlighedszone, som kun ville have været påvirket af planer for Økonomiske Demokrati. systemteori og korporativismeteorierne for mindre egnede til formålet. Systemteorien, der kan anvendes som redskab til analyser af konkrete politiske processer, angiver ikke konkrete faktorer, der såvel geografisk som historisk kan have genereret forskellige velfærdsstatsformer, og med betragtningen om statsapparatet som en black box lades alt håb ude om en nærmere fastlæggelse af de politiske og klassemæssige styrkeforhold og alliancer, der har ligget til grund for udviklingen af forskellige statsformer og velfærdsinitiativer. Staten er ikke, som klassisk liberal politisk teori hævder, et neutralt styrende subjekt, hvor f.eks. de politiske partier frit kan foretage bevidste valg, men er 51

52 Indledning et produkt af økonomiske og sociale magtforhold ernes og 1980 ernes såvel marxistiske som mere pluralistiske korporativismeteorier opererer med et magtbegreb, som er velegnet til at beskrive magtstrukturer og beslutninger i den korporative stat, men det er den interventionistiske stat, eller velfærdsstaten, der har skabt det korporative beslutningssystem og ikke omvendt. 26 De marxistiske statsteorier og visse materialistiske tilgange til analyser af velfærdsstatens udvikling fastlægger en række strukturer og faktorer i den kapitalistiske markedsøkonomi, der betinger velfærdsstatsformens konkrete udformning i et historisk udviklingsforløb. Ved en historisk analyse af velfærdsstatsformen og et af dens væsentlige velfærdstiltag, som boligpolitikken er, er det vigtigt at holde disse faktorer for øje. Statens sikring af arbejdskraftens reproduktion og almene produktionsbetingelser samt konjunkturregulering er afgørende faktorer for en effektiv markedsøkonomi, men skal efter fremstillingens vurdering kun ses som nogle af de rammebetingelser, der er tillagt statsapparatet. Rammerne kan overskrides og er gennem historien blevet overskredet således, at det direkte har påvirket kapitalforholdet og strukturen i dele af markedsøkonomien. Det er herudfra fremstillingens vurdering, at velfærdsstatens aktionsfelt under bestemte betingelser og alt afhængig af den kapitalistiske markedsøkonomis historiske udviklingstrin og konjunkturforløb kan række væsentligt længere end denne snævre funktionsramme. De traditionelle marxistisk-materialistiske tilgange har således i for høj grad betragtet de forskellige velfærdsstatsformer som et enøjet og statisk produkt af den herskende kapitalejerklasses aktuelle behov for, gennem statsapparatet at sikre dens grundliggende samfundsinteresser. Hermed overses også det politiske aktørniveau og herunder den socialdemokratiske arbejderbevægelse som en selvstændig aktør og afgørende faktor bag den historiske fremdrift af den universalistiske velfærdsstat. Sidstnævnte forhold er selvsagt helt grundliggende i den socialdemokratiske velfærdsstatsforståelse, men overeksponeres særligt i de partihistorier, der er udgivet om bevægelsens udvikling. Efter fremstillingens vurdering har den svenske samfundsforsker Gösta Esping-Andersen, ganske vist ud fra en socialdemokratisk velfærdsstatsforståelse ved sine analyser af de nordiske velfærdsstater, opstillet en brugbar 52

53 Analyse og afgrænsning og nuanceret analysemodel. En given historisk markedsøkonomisk erhvervsstruktur genererer en bestemt klassestruktur med iboende klassekonflikter, men også muligheder for klassealliancer. Den socioøkonomiske magtstruktur sætter sig igennem på det politiske niveau i form af partier og partialliancer. På dette niveau og i dette spil har de nordiske socialdemokratier haft mulighed for at gennemdrive den universalistiske velfærdsstat. 27 Selv om Esping-Andersen i sine analyser af de socialdemokratiske aktørers lang seje træk frem mod den moderne velfærdsstat tager udgangspunkt i samfundets erhvervs- og klassestruktur, overser han hvorledes markedsøkonomiens aktuelle konjunkturforløb, vækst og krise, har begrænset eller givet mulighed for den type velfærdsstat, som aktørerne har ønsket at drive frem. Velfærdsstatshistorikeren Søren Kolstrup lægger sig i sin afhandling fra 1997 ganske vist på en, om end nuanceret, marxistisk, statsforståelse, men gennemfører til gengæld en så overbevisende argumentation for, hvordan markedsøkonomiens konkrete konjunkturelle betingelser i forhold til det politiske aktørniveau i visse tilfælde kan være begrænsende og i andre mulighedsskabende for fremdriften af velfærdsstrategier, at denne indfaldsvinkel må inddrages i historiske analyser af forskellige sider af velfærdsstatens velfærdsinitiativer herunder boligpolitikken. 53

54 Indledning Analysemodel Til analysen af baggrunden for boligpolitikkens udvikling i perioden anvender fremstillingen således en velfærdsstatstilgang konkret Gösta Esping-Andersens analysemodel og Sørens Kolstrups betragtninger om konjunkturernes rammebetingelser for de forskellige politiske aktørers muligheder for at fremme eller bremse velfærdsinitiativer tekstboks V. Herudfra er det fremstillingens antagelse, at velfærdstatsformens historiske udvikling og dens underliggende velfærdsinitiativer bl.a. på boligområdet bestemmes af to sociopolitiske kræfter: Dels de politiske aktørers, herunder arbejderbevægelsens, klassemæssige politiske styrkeforhold, der ses som betinget af klassernes, herunder arbejderklassens, politiske og økonomiske organisering, som betragtes som et resultat af forandringerne i levevilkår og klassestruktur, der er et resultat af strukturen og forandringerne i den kapitalistiske markedsøkonomi med hensyn til teknologi, ejendomsforhold, produktionsområder, markedsorientering m.m. jf. Esping-Andersens velfærdsstatsanalyse. Dels de politiske aktørers, herunder arbejderbevægelsens, aktuelle styrkeposition, der betinget af de økonomiske konjunkturer eller kriser i dele af markedsøkonomien (sektorkriser), henholdsvis kan være begrænsende eller mulighedsskabende for nye velfærdsinitiativer jf. Kolstrups analysemodel. Det er fremstillingens antagelse, at samspillet mellem disse faktorer bevirker, at staten og dens velfærdsinitiativer, herunder boligpolitikken, siden midten af det 19. århundrede kan karakteriseres ved følgende udviklingstrin: Natvægterstaten ( ), den liberalistiske socialhjælpsstat ( ), den præuniversalistiske velfærdsstat ( ) og den universalistiske velfærdsstat ( ) jf. tekstboks I-IV

55 Analyse og afgrænsning V. Analysemodel Politisk styrkeforhold Aktuel politisk styrkeposition Statsformer Klassestruktur Politisk organisering Faglig organisering Styrkelse Svækkelse Natvægterstat: Liberalistisk socialhjælpsstat: Præuniversalistisk velfærdsstat: Universalistisk velfærdsstat: Postuniversalistisk velfærdsstat: Strukturelle forandringer Konjunkturelle forandringer Krav til statsapparat Teknologi Ejendomsforhold Produktionsområder Markedsorientering Højkonjunktur Lavkonjunktur Sektorkrise Arbejdskraftens reproduktion Almene produktionsbetingelser Basisproduktion Konjunkturregulering Legitimering 55

56 Afgrænsninger Ud fra den valgte analytiske tilgang har fremstillingen gennemført en række afgrænsninger i forhold til den behandlede periode, det geografiske område, der er udvalgt til de mere detaljerede analyser af boligpolitikkens lokale implementering, samt de sociale klasser og lejlighedstyper, der har været boligpolitikkens målgruppe. Periodiske Fremstillingen er periodisk afgrænset til årene som nedre grænse, da forskningen almindeligvis sætter industrikapitalismens gennembrud og dermed fremvæksten af en større byarbejderklasse til 1840 erne, eftersom navnlig Hovedstadens vækst og boligsociale problemer op gennem årtiet akkumuleredes så meget, at der med ophævelsen af den såkaldte demarkationslinje i 1852 blev åbnet for bymæssig bebyggelse og dermed dannelsen af mere sammenhængende boligbebyggelser for arbejderklassen på de københavnske brokvarterer og på Frederiksberg. Med udløbet af statsboligfondsloven ved udgangen af 1927 og huslejereguleringen i Hovedstaden i 1931 ophørte de statslige boligpolitiske indgreb for en kortere periode omkring Selv om boligkrisen samtidig var ved at klinge af, stod kommunerne fra slutningen af 1920 erne alene tilbage med de boligsociale problemer, der stadig gjorde sig gældende i de største industribyer. Med fastsættelsen af 1930 som øvre grænse er det således muligt at analysere både statslige og kommunale initiativer i den samlede boligpolitiske reformperiode, der tog sin begyndelse under første verdenskrig, og samtidig at følge hvorledes større bykommuner tacklede de tilbageværende boligsociale problemer efter at staten havde trukket sig i slutningen af årtiet. I København og i de største provinsbyer fastholdt kommunerne fra det tidspunkt og frem til at staten, med byggestøtteloven fra 1933, igen kom på banen væsentlige træk ved de forudgående års boligpolitik ernes byggestøtteordninger var ganske vist styret af de samme boligsociale målsætninger, men formuleredes nu i højere grad end tidligere også ind i konjunkturregulerende politik og fik dermed tillige et beskæftigelsesmæssigt sigte end ordningerne, der lå forud. 56

57 1. Forskellige socialklassers huslejer, København og Frederiksberg, 1930, Index; Den gennemsnitlige husleje=100 Noter Socialklasse København Frederiksberg Tjenestemænd - højere og mellemste gruppe Tjenestemænd - lavere gruppe Liberale erhverv selvstændige Liberale erhverv ansatte Selvstændige - industri og storhandel Selvstændige håndværk og detailhandel Overordnet kontor- og butikspersonale Almindeligt kontor- og butikspersonale Arbejdsledere Fag- og ufaglærte arbejdere Samtlige Geografiske Igennem hele perioden udgjorde Hovedstaden landets suverænt største bysamfund og havde i 1930 nået en samlet befolkning på indbyggere fordelt med i København og på Frederiksberg. Det betød, at tæt ved halvdelen af Danmarks bybefolkning eller en femtedel af landets samlede population, boede i en af de to hovedstadskommuner, og at der var et betydeligt gab mellem hovedstadssamfundet og de øvrige danske storbyer. Iberegnet forstæderne i de tilgrænsende sognekommuner nåede Århus og Odense med henholdsvis og indbyggere end ikke op i nærheden af Hovedstadens mindste storby, Frederiksberg. Med en sådan størrelse er Hovedstaden ved en analyse af boligpolitikkens lokale frem- 57

58 Indledning trædelsesform uomgængelig. Da forfatterens undersøgelser af de bygge- og boligpolitiske dispositioner på Frederiksberg i perioden er publiceret andetsteds behandler fremstillingen alene forholdene i Københavns Kommune ud fra den valgte analysemodel, men betragter Hovedstaden som ét boligmarked. 29 Socialklasser og småboliger Allerede ved den første byggestøttelov fra 1887, og siden i forbindelse med gennemførelse af det store boliglovskompleks og de samtidige kommunale boligpolitiske dispositioner fra 1916, fastlagdes boligpolitikkens målgruppe til arbejderklassen, og som det formuleredes: dermed ligestillede eller sidestillede, eller andre ubemidlede eller mindre bemidlede. Mens arbejderklassen efter samtidens statistik og nyere tids sociologiske socialklassestratificering relativt entydigt kan fastlægges til gruppen af fag- og ufaglærte arbejdere er det mere problematisk at afgrænse de øvrige grupper. Ud fra de motiveringer, der ledsagede de forskellige boligpolitiske initiativer og de drøftelser, der i Rigsdagen og ude i kommunalbestyrelsen førtes i forbindelse med sagernes politiske behandling, tænkte tidens boligpolitikere tydeligvis på grupper, der indkomstmæssigt kunne sidestilles med arbejderklassen. Man nævnte i flæng stillingsbetegnelser som kontorbude, togførere, ekspedienter, kontorassistenter og sporvejsfolk, men da man i samtiden havde en sikker fornemmelse for, hvilke funktionærgrupper, der stort set havde de samme levevilkår som arbejderklassen, undlod man nærmere at definere de grupper, man præcist havde i tankerne. 30 Da tidens socialstatistik ikke muliggør en sammenligning mellem de forskellige socialklassers indkomster, kan de målgrupper, politikerne havde i tankerne, derimod udskilles på grundlag af den fordeling af huslejerne på socialklasser, som København statistiske kontor offentliggjorde i 1931 tabel 1. Ud fra denne fordeling lå huslejerne for almindeligt kontor- og butikspersonale og lavere rangerede tjenestemænd under det gennemsnitlige huslejeniveau og dermed tættere på de huslejer, arbejderklassen måtte præstere. 31 Antages det, at der er en direkte sammenhæng mellem indkomsternes og huslejernes størrelse må boligpolitikkens målgruppe, ud over selve arbejderklassen, have omfattet lønarbejderklassen af privat og offentligt ansatte 58

59 Analyse og afgrænsning lavere funktionærer. Socialklasser, der helt overvejende beboede og efterspurgte Hovedstadens 1-3-værelses lejligheder tabel Den boligsociale sammensætning. København og Frederiksberg vær. 2 vær. 3 vær. 4 vær. 5 vær. eller flere Socialklasser Tjenestemænd, højere og mellemste gruppe Tjenestemænd, Lavere gruppe Liberale erhverv, selvstændige Liberale erhverv, ansatte Selvstændige, industri og storhandel Selvstændige, håndværk og detailhandel Overordnet kontor- og butikspersonale Almindeligt kontor- og butikspersonale Kbh. Frb. Kbh. Frb. Kbh. Frb. Kbh. Frb. Kbh. Frb. Kbh. Frb. 1,4 0,8 14,7 5,9 21,9 10,8 28,8 32,1 33,2 50,4 3,4 7,5 1,1 1,7 40,3 24,5 34,0 40, ,3 5,3 6,8 6,3 5,2 3,5 3,5 16,7 7,8 16,7 10,6 14,8 23,8 48,3 54,4 2,8 4,2 6,7 3,5 28,6 12, ,8 21,1 31,7 17,7 38,3 1,9 4,2 1,0 0,3 7,5 2,0 13,2 6,2 19,5 22,9 58,8 68,6 2,8 7,0 6,0 4,8 30,2 18,5 27,8 24,6 21,8 28,3 14,2 23,8 16,1 18,1 1,7 1,4 21,9 8,0 26,7 16,5 28,7 39,4 21,0 34,7 5,3 8,7 7,7 6,0 41,6 21,2 25,8 24,8 17,8 31,8 7,1 16,2 10,6 12,1 Arbejdsledere 0,6 0,6 30,5 18,4 34,9 37,6 26,1 31,6 7,5 11,8 2,5 2,5 Fag- og ufaglærte 8,4 6,5 58,7 46,2 22,9 34,4 8,8 11,1 1,1 1,8 48,3 30,5 arbejdere Lejlighedernes samlede fordeling 7,2 4,5 42,8 22,6 23,8 23,2 15,9 25,5 10,3 24,

60 Kapitel 4 Metoder og kilder Til denne fremstillings undersøgelser af bygge- og boligpolitikken i København i årene er der inddraget et meget omfattende trykt og utrykt, arkivalsk kildemateriale. Den metodiske udnyttelse af materialet har været afhængig af fremstillingens problemstilling og den her anlagte analytiske indfaldsvinkel. Statslige boligpolitiske indgreb For så vidt angår indholdet af offentlige myndigheders boligpolitiske dispositioner, har det været afgørende at fastlægge de væsentligste træk ved indholdet af periodens boliglovgivning og dermed de formelle og nogle af de økonomiske rammer, som først og fremmest kommunen, men også byggeog boligforeninger og private bygherrer agerede indenfor. Undersøgelsesområder De statslige bygge- og boligpolitiske indgreb fra perioden , der er blevet inddraget i fremstillingens undersøgelser, omfatter: Alle former for økonomisk understøttelse af boligbyggeriet: Skattelempelser for byggeriet samt statslige låne- og tilskudsordninger Direkte offentlig regulering af boligmarkedet: Huslejeregulering, opsigelsesog nedrivningsforbud, tilladelse til optagelse af fremlejere Bebyggelsesregulerende lovgivning: Bygningsloven for København, bygningsreglementer for de i København i 1901 indlemmede distrikter samt sundhedsvedtægterne. Kildegrundlag For at sikre, at al relevant bygge- og boliglovgivning er blevet inddraget i undersøgelsen, er der gennemført en systematisk gennemgang af registrene til Rigsdagstidende for perioden Kildematerialet herfra har for hvert enkelt lovinitiativ omfattet forhandlingsmateriale fra Folketingets og 60

61 Metoder og kilder Landstingets Forhandlinger, Tillæg B s betænkninger fra nedsatte Folketingsog Landstingsudvalg, samt fremsatte lovforslag med bemærkninger i Tillæg A og endeligt vedtagne love i Tillæg C. Det meget omfattende materiale er blevet anvendt til analyser af den parlamentariske beslutningsproces: Lovforberedelse, målsætninger og virkemidler i de enkelte lovforslag, de enkelte partiers boligpolitiske positioner, andre politiske aktørers indvirkning på og det politiske spil bag udformningen af den endelige lovgivning kompromiser, politiske alliancer og lovgivningens mål og midler. I analyserne er der tillige blevet inddraget betænkninger fra de store boligkommissioner og udvalg, der nedsattes fra 1916 Boligkommissionerne af 1916 og 1918, samt forskellige boligudvalg fra 1920 erne. Da lovgivningen navnlig i samme periode blev udfyldt med en lang række centraladministrative bestemmelser, der udstak retningslinjer for den konkrete administration af bygge- og boliglovgivningen, er alle relevante bekendtgørelser, cirkulærer og ministerielle skrivelser fra Lovtidende og Ministerialtidende blevet behandlet. Til undersøgelse af lovforberedelsen og den efterfølgende udfyldning med administrative bestemmelser er Indenrigsministeriets lovsager bag de enkelte fremsatte lovforslag tillige blev anvendt jf. nedenstående. Kommunale boligpolitiske initiativer Da udmøntning af statsmagtens boligpolitiske initiativer blev udlagt til kommunerne, og da Københavns Kommune samtidig gennemførte yderlige vidtgående boligpolitiske dispositioner, har det været afgørende at afdække dels den bygge- og boligpolitik, kommunen selv eller i medfør af lovgivningen gennemførte i København dels kommunens stilling til de lovinitiativer der behandledes i centraladministrationen og i boligkommissioner og -udvalg og siden på Rigsdagen. Undersøgelsesområder: De undersøgte kommunale bygge- og boligpolitiske dispositioner omfatter: Kommunalbestyrelsens høringssvar eller andre former for tilkendegivelser i forbindelse med forberedelse, politisk behandling og administration af de forskellige statslige boligpolitiske indgreb 61

62 Indledning Kommunalt boligbyggeri Alle former for kommunal understøttelse af bygge- og boligforeninger og privat byggeri og kommunale indstillinger vedrørende tildeling af statslig understøttelse til samme Kommunens implementering af den offentlige regulering på boligmarkedet Kommunens regulering af bebyggelsen: Lokal udformning af bygningsreglementer og sundhedsvedtægter, vej- og gadedispositioner, servitutstyring, jordpolitik, vej- og bebyggelsesplaner m.m. Kildegrundlag For hver af de enkelte dispositioner har fremstillingens undersøgelser behandlet den politiske og forvaltningsmæssige forberedelse af de enkelte indstillinger, målsætninger og virkemidler i indstillingerne, partiernes boligpolitiske positioner, andre politiske aktørers indvirkning på og det politiske spil bag de endeligt vedtagne indstillinger og beslutninger kompromiser, politiske alliancer og de endelige indstillingers/beslutningers mål og midler. Kildematerialet til undersøgelserne fra Københavns borgerrepræsentanters Forhandlinger, , omfatter forslag til indstillinger/beslutninger, politiske forhandlinger og eventuelle betænkninger fra nedsatte stående og midlertidige udvalg samt de endeligt vedtagne beslutninger/indstillinger. Tillige er forvaltningens journalsager bag de enkelte indstillinger blevet inddraget i analyserne jf. nedenstående. Boligpolitikkens virkninger Rækkevidden af såvel de landspolitiske som de kommunale bygge- og boligpolitiske dispositioner fremkommer lejlighedsvis i diverse betænkninger fra kommissioner og udvalg og i bemærkninger til lovforslag og forslag til kommunale indstillinger. Herudover kan en række forhold desuden belyses via den offentlige statistik jf. nedenstående. Da dette materiale imidlertid kun giver et fragmentarisk billede af virkninger af de boligpolitiske initiativer, har det til belysning af dette spørgsmål været nødvendigt at inddrage det meget omfattende arkivalske materiale, som centraladministrationen og den kommunale forvaltning har kastet af sig i forbindelse med såvel forberedelsen af de konkrete lovgivningsudspil og kommunale indstillinger som ved imple- 62

63 Metoder og kilder menteringen og den faktiske udmøntning af boliglovgivningen og de kommunale boligpolitiske beslutninger. Det offentlige og boligmarkedet Til undersøgelserne af virkningerne af det offentliges rolle på boligmarkedet søger fremstillingen: For det kommunale boligbyggeri og det kommunalt og statsligt understøttede foreningsbaserede og private boligbyggeri at: belyse byggeriets omfang i forhold til den samtidige boligproduktion og boligmasse analysere arten, omfanget og virkningerne af den statslige og kommunale understøttelse vurdere byggeriets kvaliteter belyse huslejedannelsen og den sociale sammensætning i de enkelte byggerier For det offentliges huslejeregulering og øvrige direkte indgreb på boligmarkedet at: belyse reguleringernes omfang og rækkevidde analysere reguleringernes betydning for huslejedannelsen vurdere reguleringernes lejerbeskyttelse Kildegrundlag Til belysning af rækkevidden af de ældre byggestøttelove og den øvrige boliglovgivning frem til 1918 inddrager afhandlingen en længere række af lovsager og journalsager vedrørende långivning til de enkelte byggeforetagender fra arkiverne efter Finansministeriets Sekretariat og Indenrigsministeriets Kommunekontor Rigsarkivet. Efter at sagsmængden nærmest eksploderede i forlængelse af det omfattende boliglovskompleks, Rigsdagen gennemførte fra 1916, oprettedes til centraladministrationens håndtering af området i 1918 under Indenrigsministeriet en særlig selvstændig arkivskabende boligafdeling jf. Del III, kapitel 3. Afdelingens arkiv, der ligeledes er afleveret til Rigsarkivet, omfatter en betydelig samling af journalsager vedrørende de enkelte boliglovforslag, lovsager, samt tusinder såkaldte boligsager 63

64 Indledning vedrørende dels ydelse af statslån- og/eller tilskud til konkret boligbyggeri overalt i landet, dels den lokale administration af den markedsregulerende lovgivning. Fremstillingen har inddraget hele det sagsmateriale, der belyser forberedelsen af boliglovgivningen og samtlige af de boligsager, der vedrører den statslige understøttelse til de enkelte beboelsesejendomme i København samt tilsynet med kommunens huslejeregulering. Da centraladministrationens journal- og boligsager alene omfatter de statslige dispositioner i forbindelse med administrationen af boliglovgivningen, og ikke giver et selvstændigt billede af hverken kommunens anvendelse af boliglovgivningen eller gennemførelsen af kommunalbestyrelsens beslutninger, har fremstillingen til belysning af disse spørgsmål inddraget et stort antal journalsager fra arkiverne efter de pågældende kommunale forvaltningsområder for perioden Københavns Stadsarkiv. For så vidt angår det kommunale boligbyggeri, den offentlige byggestøtte, og øvrige boligpolitiske indstillinger drejer det sig om journalsager fra arkivet efter Direktoratet for Stadens faste Ejendomme jf. Del III, kapitel 4. Med hensyn til lejereguleringens virkninger har fremstillingens undersøgelser inddraget forhandlingsprotokollerne for samtlige 9 københavnske huslejenævn samt en stikprøve på godt 4 procent af knapt sager vedrørende fastsættelse af huslejer og opsigelser fra arkivet efter Københavns 4. Huslejenævn, der er det eneste fuldt bevarede arkiv efter de københavnske huslejenævn. Bebyggelsesregulering Til undersøgelse af virkningerne af bygningslovgivningens og kommunens bebyggelsesregulering søger fremstillingen primært at vurdere indgrebenes betydning for dels en hensigtsmæssig adskillelse af bebyggelsesarterne, dels udviklingen i etagebyggeriets bebyggelsesformer. Ud over den offentlige statistik og de journalsager, der i kommunen ligger til grund for de bebyggelsesmæssige dispositioner, inddrages tillige de karré- og bebyggelseskort, der er udgivet for Københavns Kommune. 64

65 Metoder og kilder Baggrundsfaktorer Faktorerne bag forandringerne i statens og kommunens bygge- og boligpolitik igennem fremstillingens undersøgte periode søges i konkrete analyser af boligmarkedet samt de boligpolitiske aktørers styrkeforhold og konkrete styrkeposition på lands- og kommunalpolitisk niveau og i samspil med andre politiske aktører. Undersøgelsesområder Ved fastlæggelsen af de vigtigste drivkræfter bag brudfladerne i den lands- og kommunalpolitiske boligpolitik søger fremstillingen således: at fastlægge de boligpolitiske aktørers, og her i særlig grad Socialdemokratiets, aktuelle styrkeforhold på landspolitisk plan og i Københavns Kommunalbestyrelse at fastlægge de faktorer, der på boligmarkedet har skabt grundlag for den styrkeposition, som de boligpolitiske aktører, og her i særlig grad Socialdemokratiet, har benyttet til at gennemdrive velfærdsreformer på området at placere boligpolitikken i forhold til de velfærdsreformer, der samtid gennemføres. Kildegrundlag Mens sidstnævnte forhold og de boligpolitiske aktørers landspolitiske styrkeforhold alene belyses ved inddragelse af den eksisterende forskning omkring velfærdsstatens historie og dansk politisk historie, inddrager fremstillingen til undersøgelsen af de øvrige spørgsmål de sammenhænge, der kan udledes af det tabelmateriale, som fremgår af den offentlige statistik: Statistisk Årbog, , Statistiske Meddelelser, , Statistiske efterretninger, Statistisk Tabelværk udgivet af Statistisk Departement samt Statistiske Oplysninger om staden København og Frederiksberg, Statistisk Årbog for København og Frederiksberg og Statistisk Månedsskrift udgivet af Hovedstadens fælles statistiske bureau Københavns Statistiske Kontor. Tabelmateriale fra den offentlige statistik, der ligger til grund for fremstillingens statistiske bearbejdning, belyser, ud over ovennævnte forhold, følgende aspekter: 65

66 Indledning Stemmeafgivningen ved periodens kommunal- og rigsdagsvalg samt den efterfølgende mandatfordeling i Rigsdagen og kommunalbestyrelsen En række centrale træk ved boligmarkedet som: Lejeledighed forstået som andelen af ledige lejligheder i forhold til den samlede boligmasse Byggeaktivitet fordelt på lejlighedstyper Huslejedannelse fordelt på lejlighedstyper og forskellige former for boligbyggeri Udnyttelse af den eksisterende boligmasse, såsom overbefolkede lejligheder, lejligheder med logerende m.m. Tilgang af husvilde til den kommunale husvildeafdeling Faktorer, der påvirker boligproduktionen og boligudbuddet, såsom udviklingen på obligationsmarkedet, renteniveau, byggeomkostninger, finansieringsforhold m.m. Faktorer, der påvirker boligefterspørgslen, så som demografiske forskydninger, indkomstforhold m.m. Noter 1 Den industrihistoriske forskning er i 1980 erne og 1990 erne blevet stimuleret af forskningsrådets projekter: Dansk industri efter 1870 ( ) og Teknologi, Innovation og Samfund i kulturel belysning ( ). 2 Ole Hyldtoft: Den industrielle kulturarv i Danmark i 30 år, Fabrik og Bolig, 2004, s Kristof Glamann: Præsentation af et forskningsprojekt, Industrialismens bygninger og boliger, nr. 1975, s Søren Kolstrup: Velfærdsstatens rødder, Viborg Carsten Brønden Poulsen og Knud Knudsen: Lejerkamp lejerorganisering, Årbog for arbejderbevægelsens historie, 1984, Af lokale studier: Den populær-videnskabelige fremstilling: (Red: Vagn Dybdal): Hus og hjem i Århus, Århus 1977, s og mere videnskabelige fremstillinger i Hans Chr. Johansen m. fl. Fabrik og bolig, Det industrielle miljø i Odense , Odense 1983, s , Lars Rasmussen og Poul Vestergård: Entreprenørforeninger i København , utrykt specialeafhandling i historie, Københavns Universitet, H. Bro og 66

67 Noter H. Mohr: Boligkvalitet i 75, Frederiksberg Boligfond , Frederiksberg, 2005, s H. Bro: Bygge- og boligpolitik i Nykøbing F, Fabrik og Bolig, nr. 2, Samme: Kommunal bygge- og boligpolitik i Lyngby-Taarbæk Kommune, Lyngby-bogen, Samme: Socialdemokratiet og arbejders boligforhold i København , specialeafhandling i historie, København Universitet, Rækken af boligselskabshistorier er ganske lang af nyere fremstillinger kan bl.a. nævnes skriftet om Foreningen Social Boligbyggeri Kenn Schoop: At bygge boliger. FSB s historie, København Herudover har hver købstad med respekt for sig selv sin egen byhistorie. Men også her spiller de pågældende kommuners boligpolitik i perioden en meget begrænset rolle. Det kan således undre, at Sigurd Jensen i det 5. bind om tiden i Københavns historie fra 1981 kun levner sølle 3 sider til et område, hvor København markerede sig både her til lands og internationalt jf. Sigurd Jensen: Under fælles ansvar, Københavns historie bd. 5, , København Tobias Faber: Dansk Arkitektur, København 1977, Hakon Lund og Knud Millech: Danmarks Bygningskunst, København 1953, Harald Langberg: Danmarks bygningskultur, København 1955, Carlo M. Cipolla: The Twentieth Century, bd. 2. Glasgow, The Fontana Economic History of Europe, Gerold Ambrosius og William H. Hubbard: A social and Economic history of twentienth-century Europe, London, Poul M. Hohenberg og Lynn Hollen Lees: The making of urban Europe, London 1985, s Bruce M. Stave: Modern industrial cities, London Christian Engeli og Horst Matzerath: Modern urban history, Oxford, European Urban History. Prospect and Retrospect, Edinburgh Björn Linn: Storgårdskvarteret, Et bebyggelsesmönsters bakgrund och karaktär, Statens Institut for byggnadsforskning, Stockholm Udover repræsentanten fra Danmark, lektor dr. phil. Ole Hyldtoft, Københavns Universitet, som på daværende tidspunkt var den eneste her i landet, der havde arbejdet nærmere med periodens boligmiljøer, deltog repræsentanter fra Vesttyskland, Sverige, Holland, Belgien, Portugal, Grækenland, Irland samt fra England, Wales og Skotland. 9 Pooley, C, Red.: Housing Strategies in Europe , Lancaster, Udover de nationale bidrag i Housing Strategies in Europe behandles 67

68 Indledning forholdene i en række enkelte europæiske lande herudover i den efterfølgende litteratur, der ligeledes er blevet inddraget i redegørelsen i nærværende delafsnit Den europæiske dimension. England/Wales: P. Baines: Building Societies, London M. Bowley: Housing and the state , London J. Burnett: A social history of housing , Newton Abbot, S.D. Chapman: The history of working-class housing, Newton Abbot, D.A. Coleman: The new housing policy, Housing Studies 4, London A. Holmans: Housing policy in Britain, London J. Humphries: Inter-war house building. Business History, bd. 24, London S. Merrett: State housing in Britain, London Housing Strategies , Samme: Owner occupation in Britain, London C. Pooley: Housing for the poorest poor, Journal of Historical Geography, 11, Samme: The development of corporation housing inn Liverpool , Lancaster, Samme: Property ownership in Britain , A. Sutcliffe: The growth of public interventions in the Britain urban environment during the nineteenth century, (red. Johnson mfl.). The structure of nineteenth-century cities, London M. Swenarton Homes fit for heroes Rte Politics and architecture of early State Housing Britain, London Housing Stategies s M.J. Daunton: A property-owning democracy?, London Skotland: T. Begg: 50 special Years: A Study in Scottish Housing, Edinburgh, R. Cramond: Housing Policy in Scotland , Edinburgh S. Damer: State, class and housing: Glasgow (red: J. Melling): Housing, social policy and the state, London Samme: From Moorepark till Wine Alley The rise an fall of a Glasgow Housing Scheme, Edinburgh J. Melling: Rent Strikes. People s Struggle for Housing in West Scotland , Edinburgh R. Rodger: Scottish Housing in the Twentieth Century, Leicester, Samme: Scottish Housing. Policy and politics , Edinburg Samme: Housing the workers. A comparative History, Edinburgh I.H. Adams: The making of urban Scotland, London Tyskland: D. Berger-Thimme: Wohnungsfrage und Sozialstaat Untersuchungen zu den Anfängen staatlicher Wohnungspolitik in Deutschland, Frankfurt a. M, U. Blumenroth: Deutsche Wohnungspolitik seit der Reichgründung, Münster N. Bullock og J. Read: The movement for Housing reform in Germany and France , Cambridge J. Fischer-Dieskau: Wohnungspolitik, (red. Wandersleb): Handwörterbuch des Städtebaues, Stuttgart

69 Noter E. Gransche: Die Entwicklung der Wohnungspolitik bis zum Ersten Weltkrieg, Historische Sozialforschung, nr. 40, W.R. Krabbe. Die Anfänge des sozialen Wohnungsbaus vor dem Ersten Weltkrieg, A. Schildt og A. Sywottek: Massenwohnung und Eigenheim. Wohnungsbau und Wohnen in der Grossstadt seit dem Ersten Weltkrieg, Frankfurt a. M G. Schultz: Kontinuit strn und Brüche in der Wohnungspolitik von dwer weimarer Zeit bis zum Bundesrepublik, Berlin H.J. Teuteberg: Homo habitans Zur Sozialgeschichte des ländlichen und städtlischen Wohnens in der Neuzeit, Münster L. Niethammer: Wohnem im Wandel, Wuppertal Maria Berning mfl.: Berliner Wohnquartiere, Berlin, E. Dösseler: Die Etwicklung des sozialen Wohnungsbaus, Tradition, München Housing Strategies I et større historisk perspektiv tillægger den tyske bolighistorie den boligpolitik, der gennemførtes i den første del af mellemkrigstiden, afgørende betydning. Man ser således en kontinuerlig boligpolitik, fra første verdenskrig og frem til 1960 erne og politikken dannede grundlaget for den boligpolitik, forbundsrepublikken gennemførte fra 1949 og frem til 1960 erne, som blev et centralt element i den tyske velfærdsstat. Sverige: L. Gusfson: HSB under femtio år, Stockholm A. Johansson: Bostadspolitikken, (red. R. Aderberg mfl.): Hundra år under kommunalförfattningarna , Stockholm R. Liedgren: Så bodde vi, Stockholm Lennart Holm: Från bostadsnöd til önskehem, Stockholm, Lars Pettersson: Svensk bostadsbyggande , Lund Göran Sidenbladh. Planering för Stockholm , Stockholm T. Strömberg: Historien om bostadsmarknadens politisering, (red. Klaus Milsgeld mfl.): Socialdemokratins samhälle , Kristianstad, Housing strategies, s Norge: Erling Annaniassen. Hvor Nr. 13 ikke er Boligsamvirkets historie i Norge, Oslo Arbeiderboliger i Oslo, , Oslo Odd Brochmann: Bygget i Norge, Oslo Zoneprincipper indgik f.eks. i bygningslovene i de fleste tyske delstater og Holland. I Wien omdannede kommunen den gamle fæstning til parkring, og som byen voksede op udenom den indre by udlagdes yderligere ringgader med parkringe - byens lunger, som de betegnedes. 12 Housing Strategies 1-10, Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen: Dansk Social historie, , Sociale brydninger, København 1984, s

70 Indledning 14 Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark, bd. II, , København 1977, s. 15 og Niels Finn Christiansen; Klassesamfundet organiseres , Gyldendal- Politikkens Danmarkshistorie, bd. 12, 1990, s, Erik Nygaard: De lange bølger i boligbyggeriet, Byens rum - byens liv, Den jyske historiker, s Citater s, Housing Strategies in Europe, s Citat s Kolstrup: Velfærdsstatens rødder, s , , og Citater s. 269 og Erik Rasmussen: Velfærdsstaten på vej, Politikens Danmarkshistorie, bd. 13, København 1965, 83, 88 og Af de mange solide socialdemokratiske fremstillinger, der berører emnet, kan der henvises til Nis Nissen populærvidenskabelige: Den kroniske bolignød, (naturligvis) udgivet på arbejderbevægelsens eget forlag Fremad 1984, s Jubilæumsnummer i Boligen 1969, s 7-9, 16-17, i anledning af Fællesorganisationen af almennyttige danske boligselskabers 50-årsdag. Thor Pedersen: Der er huse der skal bygges, udgivet af Det kooperative Fællesforbund 1951, s. 4-5, 9-10, Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen, En bygning vi rejse bd. 1-4-, Citater fra bd. 2, s. 9, 16, og Om Boligproblemet, En analyse af Afdeling B, København 1977, s , Peter Lyngse: Lejerforeninger i Danmark, , utrykt specialeafhandling, RUC, Citater s Anne-Dorte Navne: Boligen som reproduktionsfaktor empirisk belyst gennem arbejderklassens boligforhold i de sidste 100 år, Magisterkonferens, Sociologisk Institut, København Citater s. 14, 31, 40-41, 127, 131, og 142. Bjørn Jakob Andersen: En analyse af boligbyggeriet i København , s , FF, Fagligt Forum, Kulturgeografiske hæfter, nr. 1., Citater s. 52 og De vigtigste politologiske velfærdsstatstyper og forklaringsmodeller for velfærdsstatens udvikling og fremtrædelsesform er nærmere beskrevet i Bro mfl.: Produktion og fordeling i velfærdsstaten, s og De historiske velfærdsstatsanalyser omfatter blandt andet: Sv. Aa. Hansen: Økonomisk Vækst, bd. I-II. Samme og Ingrid Henriksen: Dansk socialhistorie, bd. 6 og 7. Ud fra en lignende historieopfattelse er de nordiske velfærdsstater af tyskeren Peter Flora blevet 70

71 Noter set som et mekanisk svar på industrialiseringen og det sociale opbrud og den politiske mobilisering, der fulgte med. Da industrialiseringen og urbaniseringen slog tidligst igennem i Danmark, viste kimen til velfærdsstaten sig også tydeligst her jf. Peter Flora: The development of welfare states in Europe and America, New Brunswick, I Søren Mørchs, Den nye Danmarks historie , fra 1982, er det alene teknologien og produktiviteten, der er forudsætningen for velfærden, mens den offentlige administration nærmest er udviklet uden mål og midler fra de politiske aktører side. I Antologien 13 historier om den danske velfærdsstat, 2003, s. 147, fastslår Niels Finn Christiansen og Klaus Petersen i artiklen: Socialdemokratiet og den danske velfærdsstat: Man kan ikke forestille sig og forklare den danske velfærdsstats historiske udvikling uden Socialdemokratiet og den socialdemokratiske arbejderbevægelse. På samme linje ligger Gösta Esping-Andersen: Social Class, Social Democracy and State Policy, København Samme: Politics and markets. The Social Democratic Road to Power, New Jersey Samme: Jämlikhet, effektivitet og makt. Socialdemokratisk välfärdspolitik, Socialdemokratins samhälle , Stockholm Samme: The three worlds of Welfare capitalism, New Jersey Sammen med Walter Korpi: Social Policy and Class Politics in post-war capitalism, Order and conflict in cotemporary capitalism, Oxford Eksempler på marxistisk-materialistiske tilgange er Helle Otte mfl.: Socialpolitikken i Danmark 1891 til 1977, Den jyske Historiker, nr. 10, 1977, eller Ivar Hornemann Møller: Klassekamp og sociallovgivning , København 1981, samme: Klassernes magt , København 1983, samme: Den danske velfærdsstats tilblivelse, Frederiksberg 1994, samme: Velfærdsstatens udbygning, Frederiksberg 1994 samt Søren Kolstrup: Velfærdsstatens rødder, Behandlingen ovenfor og i det efterfølgende baserer sig på Kolstrup: Velfærdsstatens rødder, s , Selv om korporativismeteorierne ikke kan anvendes som forklaring på brudfladerne i periodens boligpolitik, inddrages teorierne i forbindelse med gennemgangen af de korporativistiske træk, beslutningsprocessen bag boligpolitikken får i årene For så vidt angår Gösta Esping-Andersens velfærdsstatsanalyse henvises til dennes værker under note Fremstillingen ser ikke bort fra de funktioner, der tillægges staten i den marx- 71

72 Indledning istisk-materialistiske statsteori, men betragter denne funktionalitet som den ramme, velfærdsstaten handler indenfor, men også under særlige betingelser kan handle udenfor. 29 Forholdene i Hovedstadens andet storbysamfund, Frederiksberg, behandles også indgående i forfatterens Ph.d.-afhandling: Henning Bro: Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat, Bygge- og boligpolitik i tre danske bysamfund , Ph.d.-afhandling i historie, Københavns Universitet, Herudover kan der henvises til behandlingen i Henning Bro og Helga Mohr: Boligkvalitet i 75 år Frederiksberg Boligfond , 2005, s samt Bros artikel: Bygge- og boligpolitik på Frederiksberg i Frederiksberg gennem tiderne 2007, s Den sociologiske forskning har inden for de sidste årtier forsøgt at gennemføre forskellige former for socialstratificering marxistisk klasseanalyse, Socialforsknings Instituttet socialgruppemodel, statistiske erhvervs- og stillingsgrupper samt livsformsanalyser og livsformskategorier. Da disse sociale strata er udviklet på grundlag af den eksisterende klassestruktur, kan den ikke umiddelbart overføres til årtierne efter forrige århundredskifte. 31 Tabel 1 og 2 bygger på Statistisk Årbog for København og Frederiksberg, 1931, s og 56. Først fra 1931 giver den offentlige statistik muligheder for at analysere de i tabellerne angivne sammenhænge for København og Frederiksberg. Det har almindeligvis været antaget, at gruppen af selvstændige vognmænd og indehavere af småbutikker og mindre håndværksvirksomheder indkomstmæssigt også kunne henregnes blandt gruppen af arbejdere og lavere funktionærer. Opgørelsen i tabel 2 og de forskellige lejlighedskategoriers fordeling på socialklasser i tabel 2 bekræfter i det væsentligste denne antagelse, og det var da også en almindelig opfattelse i samtiden, at de nævnte grupper af små selvstændige havde levevilkår, der nok ikke adskilte sig så meget fra de bedrestillede faglærte arbejderes og funktionærlagets nedre grupper og i hvert tilfælde var meget andeledes end de vilkår, som akademisk uddannede embedsmænd, andre overordnede funktionærer og storborgerskabet af fabrikanter og indehavere af store handelsfirmaer levede under. 72

73 Del I: Natvægterstaten og boligen

74 Kapitel 1 Industri og urbanisering Med det industrielle gennembrud blev det gamle feudale kulturlandskab op gennem det 19. århundredes sidste halvdel og ind i det nye århundrede forvandlet som følge af den urbaniseringsproces, som industrialiseringen genererede. En massiv indvandring til bysamfundene blev indledt, og mens bybefolkningen i midten af århundredet udgjorde godt , svarende til 20 procent af befolkningen, var antallet af byboere i 1914 vokset til 1,2 mio. eller omkring 40 procent af befolkningen. Byvæksten var kraftigst i Hovedstaden. København-Frederiksberg, der voksede fra ca til langt over en halv million indbyggere. De større købstæder som f.eks. Århus, Odense og Ålborg forøgede indbyggertallet fra omkring til over , mens mange af de øvrige provinsbyer udviste en stigning fra et par tusinde til over indbyggere. Byerne voksede i højden og bredden. Fabriksanlæg, pakhuse, offentlige bygninger og værker, havneanlæg og banegårde med tilhørende sporterræn krævede megen plads, og med den massive befolkningstilvækst fulgte et omfattende boligbyggeri, der lagde beslag på større byområder. Fra 1850 til 1914 fik Hovedstaden og de fleste købstæder mangedoblet byarealet. Uden om de gamle bykærner, der lige på nær København havde haft samme udstrækning siden middelalderen, fremvoksede store og sammenhængende nye bydele, hvor industri- og arbejderkvartererne og borgerskabets villaområder fik størst udstrækning. Også nye købstæder skød op. I kraft af hedeopdyrkningen og industrialiseringen i Midt- og Vestjylland voksede Herning, Skjern og Silkeborg frem. Ved den sydlige del af Jyllands vestkyst opstod Esbjerg på bar mark og blev snart en stor industriby og udskibningshavnen for Jyllands landbrugsproduktion. På Sjælland hørte Frederikssund og Frederiksværk til de nye købstæder. Et nyt fænomen var det store antal stationsbyer, der voksede frem langs det efterhånden vidt forgrenede jernbanenet. Som følge af landbrugets for- 74

75 Industri og urbanisering øgede produktion og efterspørgsel var der skabt behov for lokale bycentre i landområder, hvor bønderne kunne levere deres produktion på stationen eller det stedlige mejeri og fortage indkøb i de mange detailforretninger og håndværksvirskomheder eller i de lokale industrivirksomheder. De fleste stationsbyer opstod dér, hvor der var langt til den nærmeste købstad det byfattige Vest- og Midtjylland eller landområder midt mellem to købstæder. Broerne opstår Som andre steder i Danmark kunne man i hovedstadsområdet i midten af 1800-tallet opleve et kulturlandskab, der ikke havde ændret sig meget i flere århundreder. Områdets købstad og landets hovedstad, København, lå klemt inde bag det fæstningsanlæg, der var lagt uden om byen ved dens udvidelser i løbet af 1600-tallet, mens oplandet bestod af landsbyer og spredtliggende bøndergårde. I de følgende år ændredes billedet totalt. Befolkningstallet nærmest eksploderede og var inden udbruddet af første verdenskrig mere end firedoblet i forhold til situationen i Startskuddet til denne udvikling blev allerede givet i Med den begyndende industrialisering og den befolkningstilvækst, der fulgte i kølvandet på erhvervsudviklingen, havde byen bag voldene i 1830 erne og 1840 erne undergået store forandringer. Fabriksanlæg og pakhuse var skudt op, og for at huse den øgede folkemængde var de små grunde blevet udnyttet til det yderste. Eksisterende ældre huse inddeltes til flere lejligheder, forhøjedes og fik bygget til, og de friarealer, der var tilbage, var blevet inddraget til en kompakt og rodet bebyggelse. Omkring 1850 var indbyggertallet nået og store dele af byen bestod af overbebyggede kvarterer med både bolig- og erhvervsbyggeri. København måtte sprænge sig ud af sine gamle rammer, og regeringen besluttede derfor i 1852 at ophæve den demarkationslinje, der af militære hensyn hidtil havde hindret permanent bebyggelse mellem byen og den linje, der fulgte Jagtvejen på stadens grund, og på Frederiksberg Falkoner Allé og Allégade. På de frigivne arealer opstod i de næste år industri- og arbejderbydelene Nørrebro, Vesterbro og Østerbro, Amagerbro på den anden side af Christianshavn samt Voldkvarteret mellem Søerne og de gamle fæstningsvolde. Det var dog ikke helt jomfruelige arealer, der blev stillet til rådighed på 75

76 Del I: Natvægterstaten og boligen Broerne ved flytningen af demarkationslinjen. Udviklingen blev i nogen grad bestemt af de store landeveje, som gennemskar områderne. Ejendomsgrænser, ejernes økonomiske forhold og deraf forskellige tidspunkter for udstykning af arealerne kom til at præge de nye bydele både med hensyn til bebyggelsens karakter og vejnettets udvikling. Bebyggelsesmåde og lejligheder De ældste bebyggelser på Broerne skete dels ved, at eksisterende en-etages bebyggelse langs hovedgaderne, væsentligt bindingsværksbebyggelse, blev udskiftet med flere-etages bebyggelse, og dels ved, at man udstak sidegader til hovedgaderne, der for at spare areal og vejudgifter blev placeret med stor indbyrdes afstand. Karréerne blev derved ofte meget dybe eller aflange, og de nye udstykninger prægedes af ligeledes dybe og langstrakte grunde med ringe facadebredde. I 1850 erne koncentreredes bebyggelsen til Blågårdskvarteret på Nørrebro og omkring Viktoriagade på det inderste Vesterbro. De enkelte smalle, men dybe grunde bebyggedes her hver for sig af enkelte bygherrer med en forholdsvis lav 2- til 3-etages boligbebyggelse til gaderne, mens baghusgrundene blev udnyttet til mindre fabriksanlæg og værksteder. Kvartererne fik fra starten en stor social, erhvervs- og boligmæssig opblanding. Ofte søgte i de første år kun de mere velstillede arbejdere og mellemlaget bolig i de nye bydele, mens de dårligst stillede var henvist til de overbebyggede og forslummede kvarterer i byen bag voldene. Med den øgede industrialisering og tilvandring til Hovedstaden udbyggedes i 1860 erne, 1870 erne og 1880 erne de indre dele af Nørre- og Vesterbro og efterhånden også Voldkvarteret. De først bebyggede grunde blev yderligere bebygget, og de nyudstykkede små og smalle parceller bebyggedes successivt til fulde karréer. Med 5-6-etages randbebyggelse til gaden og på bagarealerne med en tæt bebyggelse af værkstæder, fabrikker, garager og side- og mellemhuse med samme højde som forhusene til beboelse. En anden form for udnyttelsen af de dybe grunde var de T-formede huse, som dannedes af en facadebygning i gadelinien samt en sidebygning vinkelret på gaden og midt på grunden. For at undgå en deklassering af side- og baghusene i forhold til forhusene anvendtes desuden megen opfindsomhed 76

77 Industri og urbanisering Hovedstadens befolkning, (Holm: København , s. 47) med det formål at skaffe hele bebyggelsen adgang fra gaden. Der blev anlagt smalle passagearealer som adgang vinkelret på gaden, eller der anlagdes små blinde gader, hvorom bebyggelsen opførtes. De indre dele af de københavnske brokvarterer udviklede sig således frem mod slutningen af det 19. århundrede til regulære industri- og arbejderkvarterer, der matchede tilsvarende bydele i det øvrige kontinentale Vesteuropa. De enkelte karréers byggegrunde udnyttedes til det yderste i bredden 77

78 Del I: Natvægterstaten og boligen og i højden, der var en kraftig befolkningskoncentration og en omfattende blanding af erhvervs- og boligbebyggelser, og kvartererne fik et socialt homogent præg med arbejderfamilier i baghuse og sidegadernes forhuse og det lidt mere velstillede mellemlag i forhusene til de større gader. 1 Hovedstadens bebyggelse, 1840 og 1860 (Holm: København , s. 5) Forhuslejlighederne lå ud til smalle gader og i lejlighederne i bag- og sidehusene var der ringe afstand til nærmestliggende beboelseshus, værksted eller fabriksbygning. De enkelte beboelsesbygninger såvel til gade- som baggårdene var på 5 til 6 etager, og bygningerne var udnyttet i fuld udtrækning med beboelseslejligheder i både kældrene og i kvistetagerne. Almindeligvis lå lejlighederne parvis ud til hoved- og køkkentrappe, men i en lang række ejendomme anvendtes det særlige korridorsystem. For at omgå lovgivningens krav om adgang til to trapper fra hver enkelt lejlighed, blev de enkelte lejligheder her placeret op til en lang gang, der i beboelsesbygningens fulde længde forbandt de lovbefalede to trapper. De enkelte lejligheder var i hovedsagen på 2 værelser og arealmæssigt holdt under grænsen for fritagelse for bygningsafgift på 25 m 2. Lejlighederne var kakkelovnsopvarmede og havde i reglen selvstændigt køkken med indlagt vand og afløb, men var uden wc og bad beboerne var henvist til gårdens lokummer. Bag boligbyggeriet stod frem mod århundredskiftet et utal af småspeku- 78

79 Industri og urbanisering lanter af fortrinvis mindre håndværksmestre inden for bygge- og anlæg, der bebyggede de enkelte grunde med udlejningsejendomme ofte kun med et par opgange. Byggeriet var styret af profitorienterede investeringer med henblik på udlejning på et frit og generaliseret boligmarked. Egentlig konkurrence til det private udlejningsbyggeri eksisterede ikke kun 4 procent af byens befolkning boede i 1880 i det foreningsbyggeri, der samtidig var opstået. Boligforsyningen og lejeudviklingen var således helt overladt til de frie markedskræfter. I begyndelsen af 1870 erne kunne der således spores en udbredt boligknaphed med stigende huslejer og et øget antal anbragte husvilde under Fattigvæsenet til følge. Som følge af den økonomiske afmatning i slutningen af 1850 erne havde nybyggeriet op gennem 1860 erne været vigende og med opsvinget i 1870 erne og den forøgede indvandring til byen gav det et pres på boligmarkedet og igen stødet til en efterhånden forøget boligproduktion. Brokvartererne Nørrebro blev den bydel, som først tiltrak de byggendes interesse ved ophævelsen af demarkationslinjen i I forventning om dens snarlige bortfald havde der i nogen tid været dispenseret fra bestemmelserne, og der var derved åbnet for et tidligt spekulationsbyggeri. Den store lystejendom Blågård blev først udstykket og bebygget, og allerede i 1840 erne boede mellem og mennesker i Blågårdskvarteret. Efter 1852 tog byggeriet fart på de arealer, der lå mest bekvemt for den indre by, således at det var muligt at bevare sin arbejdsplads i byen og have bopæl i den nye bydel. Efterhånden fik Nørrebro et stort antal industriarbejdspladser, og bebyggelsen bredte sig videre på den resterende del af Blågårdskvarteret. Samtidig opstod på Blegdammen Ryesgadekvarteret og inden århundredskiftet var de to kvarterer, og dermed hele Indre Nørrebro, fuldt udbygget. Allerede inden ophævelsen af demarkationslinjen var der opstået bebyggelse langs Vesterbrogade, hvor også forskellige næringsvirksomheder såsom slagterier, tømmerpladser og reberbaner var skudt op. Efter frigivelsen af byggeriet i 1852 koncentreredes bebyggelsen i 1850 erne og 1860 erne på den del, der lå tættest ved den indre by området mellem Viktoriagade, Abel Cathrines Gade og Gasværksvej. Igennem 1870 erne og 1880 erne fortsatte 79

80 Del I: Natvægterstaten og boligen Eksempel på karrébebyggelse fra indre Nørre- og Vesterbro, (Arkitektens Månedshæfte 1936, s. 94) byggeriet mod vest fra grænseskellet til nabobyen Frederiksberg over Vesterbrogade og ned mod Vestbanens linjeføring fra årene nuværende Sønder Boulevard. Inden århundredskiftet var det indre Vesterbro udbygget i et bredt bælte langs Vesterbrogade helt frem til grænsen til Frederiksberg ved Platanvej/Rahbeks Allé og syd herfor til en linje, der afgrænsedes af Sønder Boulevard, Dybbølsgade og Valdemarsgade. Vesterbro var oprindeligt væsentlig mindre end Nørrebro, da kystlinien fra starten lå lidt syd for Vestbanens gamle linjeføring. Fra Vesterbrogade, den gamle udfartsvej mod Roskilde, strakte sig lange, indtil 20 m smalle grunde ned til banelinjen. Grundformen fik afgørende indflydelse på dannelsen af bydelens gadenet og karréer, idet man ved bebyggelse ved privat initiativ og uden nogen helhedsplan anlagde adgangsveje på langs gennem ejendommene. Medens udstykningen på Nørrebro skabte dybe grunde, blev karréerne på Vesterbro langstrakte og smallere. De smalle karréer kunne dog ikke hindre, at baghusarealerne, ligesom på Nørrebro blev opfyldt af side- og baghuse til beboelse, garager, fabriksanlæg og værksteder, ligesom der andre steder i bydelen blev udlagt dybe karréer med omfattende erhvervsudnyttelse og boligbyggeri på baggrundene, f. eks. ved Gasværksvej, Viktoriagade og Helgolandsgade. Af brokvartererne var Østerbro den bydel, hvor den bymæssige bebyg- 80

81 Industri og urbanisering gelse sidst kom i gang. Sandsynligvis som følge af ejendomsforholdene, og fordi kvarteret lå langt fra den indre by uden for Nyboder og de to kirkegårde. Indtil de sidste årtier af det 19. århundrede lå bydelen med store landsteder for velstående københavnere og åbne vænger, og Søernes nærhed understregede yderligere Østerbros åbne karakter. Kystlinien mod Øresund løb nogenlunde ved nuværende Strandboulevarden, og det frie udsyn til vandet var endnu en attraktion ved bydelen. Den første udstykning med byggeformål i 1857 førte da også til dannelsen af det fornemme villakvarter Rosenvænget. Udbygningen af villakvarteret, der sikredes ved villaservitutter og som varede en lille snes år, samt opførelsen af nogle villaer langs kysten nord for Kastellet var foreløbig den eneste bymæssige bebyggelse på Østerbro før

82 Kapitel 2 Kommunen og boligmarkedet Med industrialiseringen og fremvæksten af de stadigt større industri- og arbejderkvarterer i Hovedstaden blev boligen op gennem den sidste halvdel af det 19. århundrede tidligt et væsentligt samfundsspørgsmål i København, men ligesom Rigsdagen fulgte Højre-styret i Københavns kommunalbestyrelse gennem perioden stærke liberale anskuelser i bygge- og boligpolitikken. Mens bygningslovgivningen satte visse rammer for boligbyggeriets fysiske udformning, rummede den øvrige lovgivning ingen bestemmelser for, hvordan kommunerne ellers skulle kunne agere i forhold til boligmarkedets udbuds- og efterspørgselsside og huslejedannelse. Det principielle standpunkt Spørgsmålet var således overladt til det kommunale selvstyre, men blev kun lejlighedsvis taget op i Københavns kommunalbestyrelse. Mest optaget af sagen var bystyret fra slutningen af 1860 erne og gennem 1870 erne, da boligmanglen førte til kraftigt stigende huslejer og et stigende antal anbringelser under Fattigvæsenets husvildeafdeling. I lighed med tidligere og senere tilkendegivelser slog kommunalbestyrelsen i disse år gang på gang fast, at boligbyggeriet alene skulle ske gennem privat udlejningsbyggeri. Den private foretagsomhed og markedsmekanismer på boligmarkedet ville altid resultere i, at byggeriet stod i forhold til efterspørgslen og at den fremkomne leje ville være udtryk for det lejedes værdi. Stat og kommune skulle ikke gribe ind i dette forhold, og slet ikke påføre boligmarkedet konkurrence gennem hverken kommunalt boligbyggeri eller udbredt understøttelse af foreningsbyggeri. I perioder med udbredt boligmangel burde stat og kommune efter kommunalbestyrelsens opfattelse dog i et vist omfang lette de økonomiske vilkår for det private nybyggeri. For at dæmme op over for yderligere huslejestigninger og for samtidig at give et incitament til en forøget tilvejebringelse af småboliger, genindførtes i 1866 på initiativ af Københavns Magistrat den 82

83 Kommunen og boligmarkedet tidligere lovgivning om fritagelse for bygningsafgift for nye lejligheder på under 64 kvadratalen 25 m 2. I 1873 blev arealgrænsen forøget til 30 m 2 for lejligheder i almindeligt byggeri og 33 m 2 i foreningsbyggeri, under forudsætning af, at foreningerne oppebar et årligt afkast på under 4 procent. Endelig kunne kommunalbestyrelserne fra samme år indrømme fritagelse fra den kommunale arealskat for lejligheder af tilsvarende størrelse. 3 Rækkevidden af skattelempelserne var imidlertid til at overse. Det samlede statslige og kommunale provenutab efter genindførelsen af bestemmelserne i 1866 lå således på årligt rd./år og efter udvidelsen i 1873 på rd., mens fritagelsen for såvel bygningsafgift som arealskat i gennemsnit kun udgjorde mellem 3 og 8 procent af huslejen for en 2-værelses lejlighed. Den forøgede boligproduktion op gennem 1870 erne blev dermed i mindre grad betinget af de indrømmede skattelettelser, og var snarere et udtryk for det almindelige efterspørgselspres på boligmarkedet. En helt afgørende konsekvens af lempelserne blev imidlertid, at der blandt de private bygherrer kom en udbredt tendens til at indrette de typiske Etagearealet og assurancesummer i det københavnske boligbyggeri, (Hyldtoft: Københavns industrialisering) 83

84 Del I: Natvægterstaten og boligen arbejderlejligheder under bestemmelsernes arealgrænser. Richard Willerslev kunne således i sin undersøgelse fra 1978 af arbejdernes boligforhold på Christianshavn og Vesterbro omkring 1880 konstatere, at mellem 80 og 95 procent af bydelenes 1- til 2-værelses lejligheder var holdt under 30 m 2 og at antallet af smålejligheder var i kraftig vækst op gennem 1860 erne og 1870 erne. I den inddragne litteratur antydes det desuden, at en betydelig del af skattelettelserne gik i husejernes lommer og ikke resulterede i faldende huslejer. 4 Foreningsbyggeriet og kommunen Skulle der ved siden af det private udlejningsbyggeri skaffes særligt gode og billige boliger for arbejdere og tilsvarende grupper, kunne det efter den herskende politiske opfattelse i såvel Rigsdagen som Københavns kommunalbestyrelse alene ske gennem foreningsbaseret byggeri. Som landets absolut største bysamfund, og som følge af den store arbejderbefolkning, opstod de første kendte initiativer på området i København allerede i 1850 erne, og i de følgende år også på Frederiksberg. De første initiativer Initiativerne udsprang af den bolighygiejniske debat, der fra 1850 erne udgik fra forskellige borgerlige kredse. Dels fra læger hvoraf Emil Horneman og F.F. Ulrik blev de mest kendte. 5 Dels fra såkaldte arbejdervenner af konservativ observans en gruppe af initiativtagere til velgørenheds- og selvhjælpsforeninger. I tidsskrifter og aviser og på særlige hygiejniske kongresser påvistes det høje huslejeniveau og sammenhængen mellem de elendige boligforhold, sundhedsforholdenes tilstand og den høje dødelighed. For debattørerne var disse forhold kimen til arbejderklassens øvrige sociale og økonomiske problemer og til fordærv og drikfældighed. Billige og sunde boliger var vejen ud af miseren, og et i forhold til det private boligbyggeri godt og prisbilligt byggeri kunne tilvejebringes ved uegennyttige private foreningers virksomhed. Ud fra antagelsen om, at arbejdere med gode boligforhold ville være i stand til ved egen drift at løse de øvrige sociale problemer, var målet med byggeinitiativerne at yde arbejderklassen en form for hjælp til selvhjælp. 84

85 Kommunen og boligmarkedet Antal husvilde familier i København, (Statistiske Oplysninger om Staden København, 1896) For at opnå de praktiske resultater skulle borgere med interesse for sagen i foreninger tilvejebringe ikke-spekulativ kapital og stille den og deres sundheds- og byggefaglige viden til rådighed for opførelse og udlejning af sunde boliger til huslejer, der ville ligge langt under lejeniveauet i det private spekulationsbyggeri. Anlægskapitalen kunne fremkomme på flere måder. Flere delegerede i den hygiejniske kongres i København i 1858 anbefalede aktieselskabsformen for at opnå det størst mulige incitament til en bred deltagelse, mens Horneman og kredsen omkring Lægeforeningen på kongressen pegede på frivillige bidrag, idet det kunne befrygtes, at aktionærernes økonomiske interesser ville få uheldige konsekvenser for boligernes standard og huslejer. Samlet var det kongressens og den bolighygiejniske debats vurdering, at der gennem de velgørende foreningers byggevirksomhed kunne skabes et økonomisk bæredygtigt og tilstrækkeligt stort alternativ til det dyrere og sundhedsskadelige private udlejningsbyggeri. Selv om kommunal konkurrence og regulering på boligmarkedet nok blev afvist, efterlyste man en langt 85

86 Del I: Natvægterstaten og boligen større kommunal medvirken ved løsningen af arbejdernes boligsituation. Over for husvildeproblemet burde kommunen ifølge Hornemann i stedet for den utilstrækkelige indhusning under Fattigvæsenet forestå opførelse og udlejning af regulære husvildeboliger, mens de filantropiske byggeforetagender burde understøttes med lån og billige byggegrunde. Som følge af den opmærksomhed, der var opstået omkring arbejdernes boligforhold, dannedes der i 1850 erne i første omgang to større filantropiske byggeselskaber dels Arbejderboliger A/S på Christianshavn i 1851 og dels tre år efter på Østerbro Lægeforeningens Boliger, der hvilede på frivillige bidrag. Med den stærkere efterspørgsel på smålejligheder og de stigende huslejer fra 1865 aktualiseredes i 1860 erne og op gennem 1870 erne på ny debatten om arbejderbefolkningens boligforhold og gav næring til ny byggeaktivitet ved Lægeforeningens Boliger og til dannelse af fem større filantropiske byggeselskaber. I København: Foreningen af 1865 til Opførelse af billige Arbejderboliger, Aktieselskab til Opførelse af Arbejderboliger i 1867 samt Foreningen for Alderdomsfriboliger fra 1871 samt på Frederiksberg: De Classenske Boliger og Frederiksberg Arbejderhjem. Foruden de større filantropiske byggeselskaber opstod i samme periode en række mindre af samme art, et stort antal stiftelser samt en række byggeforetagender, der var beregnet for bestemte befolkningsgrupper og tillige ofte også fungerede som understøttelsesforeninger. Blandt disse var Postbudenes Byggeforening, Postbudenes Alderdomshjem, Kontorbudeforeningens Byggeforening, Guldsmedelaugets Byggeforening samt Foreningen for Tilvejebringelse af en Alderdomsbolig for Søværnets Underklasse. En nydannelse i forhold til de filantropiske byggeselskaber blev den kooperativt baserede Arbejdernes Byggeforening. Foreningen blev dannet i 1865 af arbejdere fra Burmeister & Wain og var ved stiftelsen inspireret af foredrag og indlæg i dagbladet Fædrelandet fra Christianshavns distriktslæge F.F. Ulrik. Erhvervsudviklingen og den kraftige tilstrømning til danske og andre europæiske byer havde skabt en række sociale problemer for arbejderbefolkningen, og på boligområdet påviste Ulrik både den spekulative udnyttelse af de enkelte ejendomme og den konstante opskruning af huslejerne, der fra 1850 til 1865 efter lægens beregning var forøget med over 30 procent. Hverken offentlig understøttelse eller privat filantropi var i Ulriks optik 86

87 Større filantropiske byggeselskaber i København, Kommunen og boligmarkedet Navn Stiftelse Grundlag Byggeri Arbejderboliger A/S 1851 Aktieselskab Tre fritliggende blokke i haveanlæg med 200 lejligheder Lægeforeningens Boliger 1853 Midler fra Lægeforeningen, herunder kapital, der var stillet til rådighed i forbindelse med koleraepidemien samme år 1857: 8 rækkehuslignende bygninger på Østerfælled på Østerbro. 1872: 10 tilsværende blokke samme sted. 1881: Ved Strandvejen, Østerbro I alt: værelses, værelses og 48 3-værelses lejligheder Foreningen af 1865 til Opførelse af billige Arbejderboliger A/S Til Opførelse af Arbejderboliger Foreningen for Alderdomsfriboliger 1865 Frivillige bidrag 1866: Etageejendomme med til 2-værelses lejligheder i Gernersgade og Suensonsgade, Frederiksstaden, Indre By. 1917: Etageejendom med 141 lejligheder på Vestergårdsvej, Brønshøjdistriktet 1867 Aktieselskab Rækkehuslignende blokke med værelses lejligheder ved Jagtvej/Tagensvej 1871 Frivillige bidrag 15 huse med 149 lejligheder forskellige steder i byen. løsningen på problemerne. Arbejderbefolkningen måtte gennem mådehold og opsparing selv tage hånd om problemerne arbejdernes selvhjælp. Ved at danne og foretage opsparing i foreninger med sociale formål såsom sygekasser, alderdomsunderstøttelsesforeninger m.m. kunne arbejderne senere nyde fordel af og sikre sig gennem foreningernes ydelser. 87

88 Del I: Natvægterstaten og boligen Lægeforeningens Boliger på Østerfælled på Østerbro. De lave længer udlagt i parallelle rækker i et beplantet område dannede model for mange af de efterfølgende filantropiske byggeselskaber. (Holm: København , s. 68) Ligesom initiativtagerne bag de filantropiske byggeselskaber tillagde Ulrik også gode og billige boliger en afgørende betydning for arbejdernes levevilkår og moral, men pegede i stedet for velgørenhed på selveje og selvhjælp. I byggeforeninger, som Arbejdernes Byggeforening, kunne arbejderne gennem opsparing opnå besiddelsesret til foreningernes huse og i løbet af en årrække gennem afdrag på foreningens prioritetsgæld senere overtage husene som privat ejendom. For Ulrik og mange af tidens andre konservative arbejderforeninger skulle arbejdernes sociale og økonomiske problemer ikke løses gennem fagorganisationernes lønkamp eller offentlig understøttelse. Det offentlige skulle derimod fremme og støtte de forskellige selvhjælpsinitiativer. På boligområdet gennem prioritetslån og byggegrunde f.eks. forestillede Ulrik sig, at store dele af Voldkvarteret blev udlagt til byggeforeninger og ikke, som planlagt, til højt spekulationsbyggeri. Samlet fik såvel lægestanden, og her navnlig Hornemann og Ulrik, som tidens socialt ansvarlige velgørere gennem debatten om underklassens boligforhold sat så meget fokus på spørgsmålet, at det blev et af de mest brændende socialpolitiske emner fra midten af århundredet og frem til at socialdemokraterne i 1880 erne gjorde det til en af søjlerne i partiets program for 88

89 Kommunen og boligmarkedet Arbejdernes Byggeforening Ved indmeldelse i foreningen indbetalte medlemmet af foreningen 2 kr. og forpligtede sig til at betale 35 øre ugentligt i 10 år. Efter et halvt års medlemskab og betaling af mindst 20 kr. havde medlemmet ret til at deltage i lodtrækningen om de ejendomme, foreningen opførte. Vinderen af en ejendom svarede en årlig afgift til foreningen af en sådan størrelse, at han efter 28 år var gældfri ejer. Da foreningens bebyggelser bestod af rækkehuse med 2 til 3 lejligheder, kunne lejen af de lejligheder, medlemmet ikke beboede, betale afgiften til foreningen. Arbejdernes Byggeforening opførte i Hovedstaden fra 1867 til huse med over og 3-værelses lejligheder fordelt på følgende afdelinger: Huse Sverigesgade m.fl., Amagerbro, Sundbyerne 32 Schønbergsgade, Frederikserg 12 Krusemyntegade m. fl., Frederiksstaden, Indre By, København 45 Olufsvej m.fl., Østerfælled, Østerbro, København 49 Østre Farimagsgade, Østre Voldkvarter, København 480 Vestre Fælledvej, Ydre Vesterbro, København 235 Kildevældsgade, Ydre Østerbro, København 393 Lyngbyvej, Ydre Østerbro, København 214 de mere kortsigtede velfærdspolitiske reformer. De praktiske resultater blev dog mere sparsomme. Ganske vist fik de filantropiske byggeselskaber og Arbejdernes Byggeforening tilvejebragt gode boliger efter tidens standard i et tiltalende lavt og åbent rækkehuslignende byggeri, men i forhold til den samlede boligmasse i København i 1890 udgjorde boligerne kun ca. 9 procent af alle 1- til 2-værelses lejligheder og godt 5 procent af samtlige lejligheder i byen. Hertil kom, at kun en mindre del af husene i den største af foreningerne, Arbejdernes Byggeforening, var på arbejderhænder, og at kun godt halvdelen af de lejligheder, der i foreningens huse blev udbudt til udlejning, var beboet af arbejdere et forhold, som den socialdemokratiske agitation naturligt nok kastede sig over jf. Del II kapitel 3. 6 Kommunens rolle I forhold til Københavns Kommunes og statens bygge- og boligpolitiske dispositioner fik boligdebatten før slutningen af 1800-tallet nogen indflydelse. Hormanns og de øvrige hygiejnikeres artikler og avisindlæg blev ofte inddraget ved Rigsdagens og kommunalbestyrelsens behandling af revisionerne af den københavnske bygningslov, men det blev navnlig i forhold til kom- 89

90 Del I: Natvægterstaten og boligen munens dispositioner over for foreningsbyggeriet, at debattens anbefalinger kom til at gøre sig mest gældende. For at understøtte tilvejebringelsen af sunde og gode småboliger tog Københavns Kommune en række initiativer til lettelse af foreningernes økonomiske vilkår. Fra 1869 blev der med kommunal anbefaling givet en generel fritagelse for stempelafgift til samtlige foreninger, og op gennem 1860 erne blev flere foreningers skatterestancer til kommunen eftergivet. Fra 1866 bevilgedes frihed for såvel bygningsafgift som arealskat for hovedparten af det filantropiske byggeri og fra 1873 for samtlige huse under Arbejdernes Byggeforening. Mest vidtgående blev den låne- og jordpolitik, kommunen allerede fra starten af 1850 erne slog ind på i forhold til de filantropiske byggeselskaber. På et andragende fra Lægeforeningen overdrog kommunen vederlagsfrit i 1853 den første kvadratmeter store byggegrund på Østerbros Østerfælled til foreningens første bebyggelse og ydede nogle år efter et 2. priorietslån på rd. fra den kommunalt administrerede Hamroske fond til A/S Arbejderboliger på Christianshavn. På samme tidspunkt førte Magistraten og Det Classenske Fideikommis forhandlinger om overdragelse af et jordareal på Østerfælled af samme størrelse og på samme vilkår som for Lægeforeningens vedkommende. Da kommunen nu forlangte ½ rd. pr. kvadratalen og betingede sig, at fideikommiset oppebar et afkast, der var mindre end 4 procent, løb forhandlinger i første omgang ud i sandet. Den markante boligknaphed fra midten af 1860 erne og gennem 1870 erne førte på ny til en øget kommunal interesse for de filantropiske byggeselskabers aktiviteter. I 1865 genoptog Magistraten på Borgerrepræsentationens begæring forhandlingerne med fideikommiset, hvor man fra kommunens side nu fremsatte et mere favorabelt tilbud, hvor renten blev sat 1 procent under den gældende obligationsrente. Da man fra fideikommisets side var mindre interesseret i tilbudet og senere købte et areal ved Godthåbsvej på Frederiksberg, endte sagen også denne gang uden resultater. Ud over disse drøftelser førte Magistraten samtidig og i de følgende år forhandlinger med en række af de andre byggeselskaber om jordoverdragelse og långivning. I 1867 og igen i 1878 overdrog kommunen til Lægeforeningen, på samme vilkår som i 1853, et yderligere kvadratmeter stort jordareal på Østerfælled og en større byggegrund ved Strandvejen tæt 90

91 Kommunen og boligmarkedet Arbejdernes Byggeforenings rækkehuse Kartoffelrækkerne i Voldkvarteret. Foreningen opførte et stort antal næsten identiske rækkehuse mange steder i København (Holm: København , s. 93) på Østre Gasværk. Med Arbejderforeningen af 1860 forhandlede Magistraten sig i 1867 og igen i 1870 frem til overdragelse af en kvadratmeter stor grund ved Tagensvej/Jagtvej til foreningens Aktieselskab til Opførelse af Arbejderboliger. Grundprisen blev sat noget under normalprisen i området, og grundprioriteten anbragtes uden udbetaling som en 3. prioritet i ejendommene, hvortil der også blev ydet et 2. prioritetslån på rd. til den gældende obligationsrente. Herudover solgte kommunen i 1867 en mindre, men meget central beliggende, byggegrund (1200 m 2 ) til Christianshavns Understøttelsesforenings boligkompleks til den pris, kommunen havde erhvervet arealet for 10 år før. Endelig overdrog kommunen i 1878 en grund på 2500 m 2 til den lille byggeforening Fremtidshåbet på Østerbro, hvor udbetalingen blev sat til en sjettedel af købesummen mod normalt en fjerde- eller femtedel. Med lån og grundsalg på gunstige vilkår understøttede kommunen fra starten af 1850 erne og hen mod århundredets slutning tilvejebringelsen af godt 1100 lejligheder i det filantropiske byggeri. I forhold til samtlige 1- og 2-værelse lejligheder og det samlede antal lejligheder i 1890 drejede det sig om henholdsvis 1,5 og 2,6 procent. Selv om det var en forsvindende del af byens samlede boligmasse havde kommunen som den første i landet, længe før gennemførelsen af byggestøtteloven fra 1887, slået ind på en forholdsvis vidtrækkende understøttelse af en del af boligbyggeriet og havde dermed brudt den rene liberale linje på området. 7 91

92 Kapitel 3 Indenfor bygningslovens rammer I modsætning til kommunens dispositioner på boligmarkedet, der var overladt til det kommunale selvstyre, afstak den københavnske bygningslov, vejloven og lovgivningen om tilvejebringelse af sundhedsvedtægter visse rammer for boligbyggeriets udformning. Rammer, som Københavns Kommunalbestyrelse som følge af de herskende liberale anskuelser og af pekuniære hensyn til kommunen fra midten af 1800-tallet og frem til århundredets slutning sjældent bevægede sig uden for. Tilbage fra enevælden fandtes forskellige forordninger, der primært af brandhensyn gav myndighederne nogle muligheder for at regulere byggeriet. Da bestemmelserne var helt utidssvarende og utilstrækkelige i forhold til den massive byvækst og det langt større byggeri, der blev igangsat i Hovedstaden og i de større købstæder fra midten af det 19. århundrede, måtte Højre-regeringen og Rigsdagen trods de herskende liberale anskuelser i den sidste del af 1850 erne gribe til ny lovgivning, dels af de sædvanlige brandhensyn og dels for at sikre konstruktionsmæssigt forsvarlige bygninger og for at hindre direkte sundhedsskadeligt byggeri. Lovkomplekset kom til at bestå af særlige bygningslove for København, Frederiksberg og købstæderne fra 1856 og 1858, vejloven af 1857 og endelig lov om sundhedsvedtægter fra Bygningslovgivningen Den stærke overbefolkning og tætte og rodede bebyggelse af det indre København gennem 1830 erne og 1840 erne og de derved forværrede sundhedstilstande satte, sammen med frigivelsen af byggeriet på Broerne efter demarkationslinjens ophævelse i 1852, mere detaljerede bygningsbestemmelser for Hovedstaden på den politiske dagsorden. Da tilkendegivelserne fra en i 1851 nedsat særlig sundhedskommission pegede i samme retning, gennemførtes i første omgang i 1853 en særlov for brokvartererne, der fastslog, at byggeri først måtte påbegyndes, når vej var udlagt i en tilpas bredde og i en hensigts- 92

93 Indenfor bygningslovens rammer mæssig retning i forhold til tilstødende offentlig vej og når der samtidig fra Magistratens side var meddelt resolution for regulering af vandløb. Loven var midlertidig, og som følge af den intense og nærmest uregulerede byggeaktivitet i Blågårdskvarteret og på det inderste Vesterbro fremlagde regeringen på grundlag af et forudgående meget grundigt kommissionsarbejde og en efterfølgende høring i Københavns Kommunalbestyrelse i 1855 i Rigsdagen et egentligt forslag til en bygningslov for København. Den endeligt vedtagne lov fra 1856, der revideres i 1871 og 1875, blev efter kommunalbestyrelsens høring og Rigsdagens behandling en afvejning mellem hensynet til færdselslinjerne og de brand-, bygnings- og sundhedsmæssige hensyn, der som minimum nødvendigvis måtte tages, og på den anden side den private foretagsomhed, som man i videst muligt omfang ville give størst muligt råderum. Flere af de skærpede bestemmelser i kommissionens lovforslag faldt i Rigsdagen for denne afvejning bl.a. muligheden for, gennem gadeplaner og tætliggende gader at reducere de private grundes dybde og dermed forhindre baghusbebyggelser. Andre bestemmelser gled gennem den politiske behandling, men blev mødt med betydelige indvendinger og betænkelighed ud fra hensynet til den fri næring. Ud over nogle meget specifikke regler af brandteknisk, konstruktiv og hygiejnisk karakter blev 1856-loven på den måde indskrænket til minimumsbestemmelser om bebyggelsen på de enkelte parceller, dens forhold til gadelinjen samt om lejligheders indretning, og oprettede endelig til administration og kontrol af byggebestemmelserne et nyt kommunalt apparat en bygningskommission og et bygningsinspektorat. Loven rummede således ingen byplanmæssige beføjelser, og den kommunale bemyndigelse til at regulere bebyggelsen i større enheder gennem gadeanlæg og påvirkning af karréernes udformning og størrelse var yderst begrænset. Både vejlovens og bygningslovens primære mål på området var at sikre linjeføringer for hovedsstrøgene og sidegadernes forbindelse hertil. Over for gader over private grunde kunne myndighederne kun forlange, at de var udlagt i hensigtsmæssig retning i forhold til det omgivende gadesystem, og at gaderne som minimum skulle have en bredde af 20 alen ca. 12 m. Kommunen kunne anlægge gader mod fuld erstatning til ejerne for det inddragne areal, men beføjelsen udhuledes ved revisionen i 1871, da de 93

94 Del I: Natvægterstaten og boligen private grundejere ved kommunale gadeanlæg nu kunne forlange erstatning ikke alene for gadearealet, men for hele grunden. Reguleringen af selve bebyggelsen var således indskrænket til bestemmelser om de enkelte grundes bebyggelse. Ud fra sanitære hensyn til lys og luft satte 1856-loven bygningshøjden i for- og baghuse til gadebredden plus en tredjedel heraf ved revisionen fra 1871 en fjerdedel og tillod brandmure i skel. Baghusbebyggelsen bestemtes ud fra gårdsrummet, hvis areal som minimum skulle være en fjerdedel af grundens og mindst 9 m 2 og hvis udstrækning mindst skulle være 1,8 m. Med hensyn til lejlighedernes indretning fastslog lovens vigtigste bestemmelser, at der skulle være adgang til to trapper og at etagehøjden mindst skulle være 2,5 m loven forbød kælderlejligheder, men ved revisionen i 1871 gled bestemmelsen ud. Hverken 1856-loven eller de mindre skærpelser fra 1871 og 1875 var i stand til at bremse de private bygherrers intensive udnyttelse af såvel grunde som bygninger, som angivet i kapitel 2 og 4, og i en lang række tilfælde blev lovgivningens intentioner direkte omgået f.eks. korridorlejlighedssystemet i forhold til lovkravet om lejligheders adgang til to trapper. På den baggrund og i lyset af den kritik, der i samtiden rettedes mod den københavnske bygningslov bl.a. fra den i tiden kendte og respekterede læge Emil Hornemann, blev resultatet, at regeringen i 1876 nedsatte en kommission med henblik på forberedelse af ny lovgivning. 8 Samme år som købstædernes bygningslov trådte i kraft åbnedes der ved lov af for lokale sundhedsvedtægter, som byråd og kommunalbestyrelser fik hovedindflydelsen på. Overvågningen af sundhedsvedtægternes pålæg blev overladt til særlige sundhedskommissioner, der ud over de af kommunalbestyrelserne udpegede medlemmer omfattede en række myndighedspersoner: politimester samt kredslæge i sundhedskommissionerne og brandinspektør og bygningsinspektør i bygningskommissionerne. På boligområdet sigtede sundhedsvedtægterne på de områder, der ikke var dækket ind af bygningslovgivningen, og rummede således bestemmelser om spildevandsafløb, latrinopbevaring og direkte sundhedsskadelige lejligheder. 94

95 Indenfor bygningslovens rammer Gade- og vejanlæg i Brokvartererne Selv om bygningsloven sammen med vejloven gav kommunen visse beføjelser til at regulere gadesystemet og ad den vej også bebyggelsen i større områder, gennemførte kommunalbestyrelsen for Brokvartererne hverken i større eller mindre omfang samlede vej- og bebyggelsesplaner. I 1858 udstak et fællesudvalg, ud over de eksisterende hovedgader, en række nye kommunale gader, men udvalgets arbejde og de gadeanlæg, kommunen senere stod bag, sigtede alene mod at sikre gennemgående færdselslinjer gennem Broerne. Forsøg på at påvirke bebyggelsen af de helt overvejende private grundarealer gennem anlæg af et offentligt sidegadenet var af hensyn til næringsfriheden og de forbundne store ekspropriationsudgifter i første omgang udelukket. Anlæggelsen af sidegader blev derfor i helt overvejende grad overladt til de pågældende grundejere, over for hvilke kommunen, ud over bygningslovens bestemmelser, kun kunne stille ganske få krav til bebyggelsens tilrettelæggelse. Planløst overbebyggede store og dybe karréer i Blågårdskvarteret på Nørrebro taget fra luften engang i 1930 erne (Københavns Bymuseum) 95

96 Del I: Natvægterstaten og boligen Karrékort fra Indre Vesterbro. Selv om de aflange karréer på Indre Vesterbro blev smallere end på Indre Nørrebro, var de store nok til at baggårdene også her blev opfyldt af beboelses- og erhvervsbygninger. (Holm: København , s. 35) Reguleringen af de ældre offentlige hovedgader og anlæggelsen af nye gennemgående gader udførtes uden en samlet plan og løbende efterhånden som byggelsen bredte sig for ikke at påføre kommunen større udgifter. Fra slutningen af 1850 erne og op gennem 1860 erne reguleredes bl.a. Brogaderne og Jagtvej og Blegdamsvej, mens anlæggelsen af den første del af Ryesgade, Griffentfeldsgade, Møllegade, Istedgade og Sønder Boulevard blev påbegyndt. Med den omfattende bebyggelse af Nørrebro og Vesterbro i 1870 erne og 1880 erne fortsattes udbygningen af de påbegyndte nye hovedgader og nye kom til. Efterhånden som bebyggelsen langs Vesterbros sidegader bredte sig mod vest og syd, forlængedes Istedgade som en alen bred hovedgade frem mod den senere Enghave Plads, mens Matthæusgade blev anlagt som en kommunal tværgade. På Nørrebro blev Griffentfeldsgade og Møllegade udvidet og reguleret og Ryesgade blev forlænget helt frem til det dengang næsten ubebyggede Østerbro. 96

97 Indenfor bygningslovens rammer At kommunen primært koncentrerede sig om anlæg af det overordnede gadesystem og overlod udlægningen af sidegaderne til det private initiativ, lå helt i tråd med grundejernes og bygherrernes ønsker. Man var herfra interesseret i at begrænse gadeanlæggenes indflydelse på grundene mest muligt af hensyn til omkostninger til kloak- og vejbyggeri og udnyttelsen af de enkelte parceller. Resultatet blev som påvist i kapitel 2, at der på Indre Nørrebro inden århundredets slutning udlagdes meget store og dybe karréer og på Vesterbro desuden langstrakte og relativt brede karréer. Med bygningslovgivningens lempelige bestemmelser for bebyggelsen af de enkelte parceller var karréeformerne særdeles velegnede til det tætte og høje baghusbyggeri, der kom til at kendetegne Indre Nørre- og Vesterbro. 9 Voldkvarteret Mens den overvejende del af de potentielle byggegrunde på Indre Nørre- og Vesterbro op til 1890 erne var på private hænder, rådede stat og kommune gennem demarkationsservitutterne, det gamle fæstningsterræn uden for den indre by, Gammelholm og kommunale jordarealer over visse områder i København, altså områder, hvor der var mulighed for at gennemføre en samlet bebyggelsesplanlægning. Da bebyggelsen af de ydre Brokvarterer først tog fart hen imod slutningen af århundredet blev byggeriet i første omgang beskedent på de kommunale jorder Fællederne, Vognmandsmarken og Havremarken. Anderledes forholdt det sig med Voldkvarteret, der lå lige uden for Indre By. 10 Efter ophævelse af demarkationslinjen i 1852 bibeholdtes servitutterne stadig for området mellem Søerne og fæstningsterrænet. Som følge af befæstningens mindre militære betydning og mangel på centrale byggegrunde rejstes i 1860 erne i Rigsdagen og kommunalbestyrelsen spørgsmålet om ophævelsen af de resterende demarkationservitutter og en nedlæggelse af fæstningsanlægget. For at imødekomme disse krav gennemførte Rigsdagen efter lange forhandlinger med kommmunalbestyrelsen en lovgivning, der bemyndigede staten til at nedlægge og sælge fæstningsområdet til kommunen og indrømmede grundejerne på arealerne mellem Søerne og Voldene demarkationsterrænet fuld byggefrihed mod betaling af et vederlag til staten svarende til 50 procent af den dermed forbundne ejendomsværdistigning. 97

98 Del I: Natvægterstaten og boligen I erkendelse af den uhensigtsmæssige bebyggelse af de indre Brokvarterer bestemte loven, at der for hele Voldkvarteret skulle udarbejdes bebyggelsesplaner og gælde skærpende byggebestemmelser. I forlængelse af loven udarbejdede en kommission med repræsentanter fra kommunen og regeringen i en plan for demarkationsterrænet, der udstak karréer og hovedgader. Efter planen påbegyndtes fra 1870 bebyggelsen omkring Nansensgade og frem mod århundredskiftet var de fleste grunde fra Gyldenløvesgade til Østerbrogade bebygget. Da Københavns 2. banegård lagde beslag på store dele af området vest for Vestervold bebyggedes Vestre Voldkvarter i første omgang i kvarteret omkring Helgolandsgade. Bebyggelsen på demarkationsterrænet blev varieret, men bebyggelsesplanen formåede i flere tilfælde ikke at dæmme op for spekulationsbyggeri. Omkring Nansensgade muliggjorde de store karréer et omfattende baghusbyggeri, mens Østre Voldkvarter fik et mere luftigt og tiltalende præg med Arbejdernes Byggeforenings kartoffelrækker langs Sortedamssøen og med etagebyggeri med store lejligheder frem mod Østerbrogade og mellem Østre Farimagsgade og Stockholmsgade. Med hensyn til statens salg af selve fæstningen blev forhandlingerne lange, men alt i alt opnåedes et gunstigt resultatet for kommunen. Gennem et nedsat fællesudvalg udarbejdedes mellem en endelig bebyggelsesplan for fæstningsområdet. For at skabe et åbent område mellem de tætte bebyggelser i den indre by og på demarkationsterrænet anlagdes Voldgaderne som 19 til 32 m brede boulevarder, mens godt en tredjedel af fæstningsvoldene blev udlagt som et østligt og nordligt parkbælte. Kvartererne mellem Ahlefeldtsgade og Gothersgade og mellem Studiestræde-Kalvebod Brygge udlagdes fortrinsvis til boligbebyggelse. Førstnævnte kvarter og området mellem Studiestræde og Vesterbrogade bebyggedes først og blev flere steder præget af baghusbyggeri, mens kvarteret mellem Tivoli og havnen først voksede frem efter århundredskiftet og blev kendetegnet af beboelsesejendomme med store lejligheder. Samlet bevirkede planen, at det tidligere fæstningsområde fik en mere åben og tiltalende karakter end demarkationsterrænet og Brokvartererne

99 Indenfor bygningslovens rammer En af de talrige bebyggelsesplaner for Voldkvarteret fra Planen blev stort set fulgt ved den endelige bebyggelse (Holm: København , s. 23) Sundhedsvedtægter og Indre By Lovgivningen om tilvejebringelse af sundhedsvedtægter fik København sin første vedtægt i 1860 og en sundheds kom mis sion til at kontrollere og træffe foranstaltninger ud fra vedtægten. Sundhedsvedtægten gav, ud over krav til spildevandsafløb og latrinopbevaring, ingen direkte bestemmelser for boligbyggeriet. I 1868 fremlagde sundhedskommissionen i kommunalbestyrelsen et tillæg til vedtægten, hvorved kommissionen kunne lukke sundhedsskadelige lejligheder og forbyde logerendes beboelse af overbefolkede lejligheder. Borgerrepræsentationen, der fandt, at forslaget ville gribe for voldsomt ind i ejendomsretten, fik siden vedtaget et stærkt beskåret tillæg, hvor sundhedskommissionen kun under helt særlige omstændigheder kunne gribe ind. Kommissionen kunne herefter kun forlange lejligheder istandsat af ejeren, når de var overfyldte og direkte sundhedsfarlige råd og svamp i træværk eller sneglebefængte. Endelig fik kommissionen beføjelse til at gribe ind over for industrielle røgmasser, der var til gene for beboelsesejendomme. 99

100 Del I: Natvægterstaten og boligen Ud over sundhedsvedtægternes yderst begrænsede muligheder for indgreb over for de dårligste boligmiljøer, primært i Indre By, tog myndighederne ikke ud over bygningslovene initiativer til bedring af forholdene i disse kvarterer. Af frygt for store ekspropriationsudgifter var kommunen tilbageholdende med større saneringsprojekter, og kun i forbindelse med nogle brande i den 4-6 m smalle Kristen Bernikows Gade lod man nogle grunde ekspropriere med henblik på udvidelse af gaden. Periodens største sanering gennemførtes efter 1875 af et privat byggeselskab og omfattede det i tiden stærkt kritiserede kvarter mellem Peder Madsens Gang (nu: Ny Østergade) og Hovedvagten

101 Kapitel 4 Delkonklusion Med industrialiseringen fra 1840 erne indledtes en omfattende urbanisering først i Hovedstanden og efterhånden som industrien bredte sig videre ud i landet også i de fleste af provinsens byer. Byarbejdernes boliger indrettedes først i byernes ældre og indre bydele og siden i de nye kvarterer, der skød op udenom. De enkelte beboelsesejendomme opførtes med fortjeneste for øje af mindre selvstændigt næringsdrivende, og lejlighederne udlejedes på et generaliseret boligmarked. Industrialisering og urbanisering I Hovedstaden tilvejebragtes boligerne til den indvandrende byarbejderbefolkning i første omgang ved en kraftig overbebyggelse af Københavns gamle bykerne bag det fæstningsanlæg, der var lagt uden om byen i løbet af 1600-tallet. Ældre ofte forfaldne bygninger gennemgik en veritabel knopskydning i form af tilbyggede kvistetager, kældre indrettedes til beboelse og tilbageværende arealer opfyldtes af tætliggende bag- og sidehuse. Med den fortsatte industrielle tilvækst og arbejdskraftsindvandring voksede de fleste danske byer i løbet af den sidste halvdel af det 19. århundrede ud af de gamle bykerner. I Hovedstaden indledtes udviklingen allerede i 1852 med ophævelsen af den såkaldte demarkationslinje, der af forsvarshensyn var lagt uden om København. På de stort set ubebyggede områder, der blev frigivet til byggeri, opstod industri- og arbejderbydelene Nørrebro og Vesterbro, ligesom den østligste del af Frederiksberg blev inddraget til bymæssig bebyggelse. Et frit og ureguleret boligmarked I perioden mellem 1850 og ca blev bygge- og boligpolitikken på såvel nationalt plan som af Københavns Kommune styret af stærkt liberale anskuelser. Boligforsyningen og huslejedannelsen blev overladt til markedet, som stat og kommune stort set holdt sig ude fra. Via kræfternes frie spil på bo- 101

102 Del I: Natvægterstaten og boligen ligmarkedet ville der gennem det private byggeri altid være en tilstrækkelig boligforsyning til en rimelig husleje. I et forsøg på at stimulere byggeriet af mindre lejligheder kunne kommunerne dog fra 1871 indrømme fritagelse for bygningsafgift og arealskat, men herudover var enhver form for regulering af markedets prisdannelse og offentlig byggeaktivitet eller understøttelse af boligforsyningen udelukket. Sådanne indgreb ville sætte markedskræfterne ud af spillet og påføre det private byggeinitiativ urimelig konkurrence med en faldende boligproduktion til følge. Skulle der uden for markedet tilvejebringes særligt billige og gode boliger for byens arbejderbefolkning, måtte det ske gennem det private initiativ. En offentlig opgave var det under ingen omstændigheder. Som følge af forslumningen og overbebyggelsen af Københavns indre bydele og de trøsteløse boligforhold, der her blev budt arbejderbefolkningen, rejste en kreds af byens læger og borgerlige socialreformatorer i 1850 erne og 1860 erne for første gang boligspørgsmålet i offentligheden. Som helt tilsvarende bevægelser andre steder i Vesteuropa blev byarbejderens elendige boligforhold set som roden til alt ondt dårlige levevilkår, drikfældighed og moralsk og kulturelt fordærv. Til boligspørgsmålets løsning pegedes på en opstramning af de eksisterende bygningslove, samt at borgerskabet tog initiativ til særlige selskaber eller foreninger. Baseret på det liberale princip om hjælp til selvhjælp kunne der enten via private velgørende selskaber eller byggeforeninger, hvor arbejderne selv sparede op til den nødvendige byggekapital, tilvejebragte de fornødne billige og gode arbejderboliger, der samtidig ville modvirke arbejderbefolknings øvrige dårligdomme. Med det fokus, der var sat på arbejderbefolkningens bolig- og levevilkår, oprettedes med Lægeforeningens Boliger fra 1853 som den første og i de følgende 20 år et større antal filantropiske byggeselskaber i København samt i 1865 den kooperative Arbejdernes Byggeforening. I de følgende år bredte den borgerligt genererede filantropiske og kooperative byggebevægelse sig i mindre omfang til det øvrige land. Det samlede resultat af anstrengelserne blev dog yderst begrænset. I København og på Frederiksberg, kom lejlighederne i foreningsbyggeriet i 1890 kun til at udgøre 5 procent af den samlede boligmasse, og det endda på trods af at Københavns Kommune, som den første kommune i landet, ydede nogle 102

103 Delkonklusion af de københavnske filantropiske byggeselskaber betydelig støtte i form af lån og vederlagsfri byggegrunde. Trods de smukke og idealistiske tanker var det afgørende, at det for mange filantropiske selskaber, når det kom til stykket, kneb med at få tilstrækkeligt med midler gennem velgørende bidrag eller aktietegning. For Arbejdernes Byggeforening havde den almindelige arbejder desuden ikke økonomisk mulighed for at komme i betragtning som ejer til husene i foreningens rækkehusbyggeri og var endda ofte her underrepræsenteret som lejer i de af husenes første- og andensalslejligheder, der var beregnet til udlejning. Bebyggelsesregulering med laveste fællesnævner Helt i tråd med de herskende liberalistiske principper indskrænkede det offentlige sig, af hensyn til den private ejendoms- og dispositionsret, til kun at foretage minimale reguleringer af byggeriets fysiske udformning. Bygningsloven for København fastsatte, ud over konstruktive bestemmelser, kun regler for bebyggelsen af de enkelte karréers grunde med hensyn til bygningshøjde, grundudnyttelse og gadebredde, men rummede ingen byplanmæssige beføjelser til samlet at regulere bebyggelsen i en karré eller i en hel bydel. Da kommunen samtidig ikke forsøgte at styre bebyggelsen gennem anlæg af gader og veje, og da de private grundejere på deres grunde for at spare på udgifterne til vejanlæg og for samtidig at opnå en højere grundudnyttelse, fik mulighed for at udlægge dybe karréer, blev industri- og arbejderbydelene på Københavns Nørre- og Vesterbro, ligesom i storbyerne på det europæiske kontinent, karakteriseret af et karrébyggeri med en op til 5-etager høj randbebyggelse til gaderne og en stadig mere intens opfyldning af baghusarealerne med bygninger af tilsvarende højde til såvel boligformål som til fabriksvirksomhed. Minimalstatens forudsætninger Statens og kommunernes yderst liberale tilgang til boligpolitikken i årene lå således helt på linje med de liberalistiske og residuale træk, der kendetegnede den herskende natvægterstats velfærdsinitiativer og øvrige rolle i samfundet. Ligesom væsentlige samfundsopgaver løstes af markedet og sociale opgaver, sundhedsydelser og højere uddannelse via både fami- 103

104 Del I: Natvægterstaten og boligen lien og markedet, klaredes også boligforsyningen gennem markedet. Hvis forholdene blev set som et socialt problem skulle det, som tilsvarende problemer, løses via privat filantropi eller frivillige og private opsparings- og forsikringsordninger baseret på selvhjælpsprincippet på boligområdet i form af filantropiske byggeselskaber eller byggeforeninger som Arbejdernes Byggeforening. På linje med det offentliges minimale, og stigmatiserende, fattigunderstøttelse til sikring mod markedets værste og mest uundgåelige sociale nød, sikrede bygningslovgivning og sundhedsvedtægter ud fra hensyn til generel brand- og sundhedsfarer et vist minimumsmål for boligstandarden i det private udlejningsbyggeri via de grænser, der blev lagt for, hvor meget markedets private byggeherrer kunne udnytte deres grunde og beboelsesbygninger. Afgørende for natvægterstatens social- og boligpolitik var, at den kapitalistiske markedsøkonomi op gennem den sidste halvdel af det 19. århundrede endnu var så svagt udviklet, at vitale samfundsopgaver kunne løses af det private initiativ og gennem markedet og at offentlige myndigheders virksomhed således kunne indskrænkes til samfundets restopgaver ordensmagt, retsvæsen, forsvar, minimal socialforsorg, elementær skoleundervisning og højere undervisning for en lille eksklusiv minoritet. Klassen af byarbejdere udgjorde samtidig et relativt mindre befolkningselement og var som følge af manglende politisk og faglig organisering ikke i stand til at fremsætte krav om mere vidtgående velfærdsreformer og boligpolitiske initiativer. Borgerskabet, der med Højre sad på regeringsmagten, flertallet i Københavns Borgerrepræsentation og sammen med bondestandens Venstre havde magten i Rigsdagens to kamre, kunne dermed sætte tidens liberalistiske dagsorden i social- og boligpolitiske spørgsmål. At der, som i Vest- og Centraleuropas øvrige storbyer, i det hele taget blev gennemført lovbundne byggebestemmelser og at der samtidig opstod en borgerligt genereret byggebevægelse må, som også påvist i det fælleseuropæiske forskningsprojekt Housing Strategies in Europe, tilskrives følgerne af den voldsomme urbaniseringsproces, der særlig i den danske hovedstad, men siden i landets øvrige større byer, fulgte med industrialiseringen. Et helt ureguleret byggeri ville kunne føre til bebyggelser med latent risiko for storbrande ikke alene i de enkelte ejendomme, men også i hele karréer og kvar- 104

105 Delkonklusion terer og de hygiejniske og sanitære forhold kunne blive så fatale, at de ville rumme en betydelig sundhedsrisiko for bysamfundet som helhed. Sporene skræmte: Storbrande og epidemier i København og i flere provinsbyer op gennem 1700-tallet og i den første halvdel af det næste århundrede huskedes stadig eller lå forsat dybt i den kollektive bevidsthed. Med den sammenhæng læger og borgerlige socialreformatorer samtidig så mellem storbyernes elendige boligforhold og arbejderklassens øvrige sociale dårligdomme, blev den gode og billige bolig i filantropiske byggeselskaber og byggeforeninger da også vurderet som et værn mod en politisk radikalisering af underklassen. Samme mål havde tidens øvrige socialfilantropi og selvhjælpsbaserede sociale forsikringskasser syge- og arbejdsløshedskasser, ulykkesforsikring m.m. De socialistiske strømninger ude i Europa i 1850 og -60 erne skræmte, og bedre blev det ikke, da strømningen nåede til Danmark omkring Op gennem og 1880 erne begyndte arbejderbefolkningen i Hovedstaden og siden i de større provinsbyer at organisere sig fagligt og også politisk i det socialdemokratiske parti, der med fuldt legitime og demokratiske midler ville sparke døren ind i Rigsdagen og i landets kommunalbestyrelser for ad den vej at gennemføre velfærdsreformer for underklassen og måske på sigt socialisme. Med de første socialdemokratiske medlemmer blev døren sparket op til Rigsdagen i 1884 og til Københavns Borgerrepræsentation i 1893 og siden gik det stærkt op til første verdenskrig. 105

106 Noter Anvendte forkortelser RDT: Rigsdagstidende, herefter følger: FT for Folketingets forhandlinger, LT landstingets og endelig TA TB og TC for tillæg A, B og C. RDÅ: Rigsdagsårbogen. BRF: Københavns Borgerrepræsentanters Forhandlinger. SR: Sognerådets forhandlingsprotokol, Lyngby-Taarbæk Kommune. Stat. Med.: Statistiske Meddelelser, herefter følger tal for række, bind og hæfte. 1 Endeløse kvarterer med høje og tætbebyggede lejekaserner blev i den sidste halvdel af 1800-tallet den helt dominerende bebyggelsesform i forbindelse med industrialiseringen og urbaniseringen i de fleste større byer på Europas fastland i sin tydeligste form i bydelene Kreuzberg og Prinzlauberg i Berlin. I modsætning hertil oplevede Storbritannien en arealekstensiv urbanisering på grundlag af rækkehusbyggeri. Forudsætningen herfor var ikke kun kulturelle og arkitektoniske mønstre, men også tidlige og kolossale infrastrukturinvesteringer (f.eks. undergrundsbanen i London) og et tilsvarende højt offentligt og privat indkomstniveau til finansiering af investeringerne og betaling for den dyrere bebyggelsesmåde. Disse forudsætninger var til stede i Storbritannien som følge af statssamfundets imperialisme og den tidlige og kraftige industrialisering, men ikke i samme grad på kontinentet, hvor bebyggelsesmønstret følgelig måtte blive mere koncentreret. Jf. Truls Aslakby: Med leiegården som løsning. Acta Humaniora, nr. 47, Universitetsforlaget, Oslo, 1998, Per Bøje: Det industrielle miljø , Richard Willerslev: Københavns Maskinarbejderes boligforhold på Christianshavn og Vesterbro omkring 1880, A. Holm og K. Johansen: København Kay Fisker: Københavnske boligtypers udvikling Arkitektens Månedshæfte Nis Nissen: Den kroniske bolignød, K. Millech: Danske Arkitekturstrømninger , J.E. Hasen: Københavnske bygge- og boligforhold omkring 1850 erne. O. Grue: Byggevirksomheden og den økonomiske udvikling, Allerede i 1802 indførtes frihed for bygningsafgift for lejligheder under 64 kvadratalen. I 1840 erne og 1850 erne ledte dette til, at ejere af bygninger med store lejligheder for at gøre byggeriet rentabelt og for at få del i skattegevinsten, inddelte disse i en række mindre under arealgrænsen, ligesom der opførtes omfat- 106

107 Noter tende bebyggelser med sådanne lejligheder. Sundhedskommissionen og Magistraten fandt i 1857, at skattelettelserne førte til overbebyggelse, og da man samtidig fandt, at boligforsyningen var tilstrækkelig, blev bestemmelserne ophævet for nybyggeriet. 4 RDT, 1856/57, TA, , LT, 90-96, , FT, , /66, TA, , , FT, , TB, , FT, , LT, , /70, TA , LT, , , 1871/72, TA, 2089, , , FT, 191, 1417, , , 6442, LT, , , /73, TA, , , FT, , 2099, , TB, LT, BRF, 14, , , , , , 253ff. 33, , Willerslev: Københavnske maskinarbejderes boligforhold, Holm: København , s, Claus Jacob Emil Hornemann ( ). Kirurgisk eksamen 1831, Dr.med Den førende skikkelse inden for dansk hygiejne fra 1850 til 1880, rejste i starten af 1850 erne den hygiejniske reformbevægelse, der arbejdede for en forbedring af de dårligst stilledes levevilkår for at hæve sundhedstilstanden i København. Medstifter af såvel Lægeforeningens Boliger som Arbejdernes Byggeforening. Ferdinand Frederik Ulrik ( ). Medicinsk embedseksamen Læge ved Almindeligt Hospital og privat praksis i Hobro Fysicus i Tønder, Distriktslæge på Christianshavn og kommunelæge for Indre By, Ivrig medarbejder i den hygiejniske reformbevægelse. Vandt 1867 med afhandlingen Arbejderforeningen til gjensidig Hjælp en prisopgave udsat af Finansministeriet om nytten af syge- og alderdomsforsørgelseskasser. Afholdt efter studie af Robert Owens forsøg på at oprette kooperative forbrugsforeninger og byggeforeninger foredrag om emnet. Et foredrag i den konservative Arbejderforening af 1860 resulterede i, at arbejdere fra B&W i 1865 henvendte sig til Ulrik med henblik på hjælp til oprettelsen af Arbejdernes Byggeforening, som Ulrik administrerede til Ulrik var tillige medlem af bestyrelsen for Lægeforeningens Boliger og han afløste Emil Hornemann som formand i Flyveposten d, 2.1., 8.1., 10.1., 15.1., 25.1., Fædrelandet okt , 7.11., , 4.4., 3.9., , Hornemann: De nuværende husvilde og mangel på sunde Boli- 107

108 Del I: Natvægterstaten og boligen ger, Hygiejniske Meddelelser, 1b, 1856/57. Den hygiejniske Kongres i København, Ulrik: Arbejderforeninger til gensidig hjælp, Ulrik: Om småfolks selvhjælp og samarbejde i andre lande, Nissen. Den kroniske Bolignød, Inge Kromann Hansen: Arbejdernes Byggeforening , Thor Pedersen: Der er huse, der skal rejses, s. 7ff. C.V. Bramsnæs: Byggeforeningsbevægelsens udvikling i Hovedstaden, Tillæg til Betænkning II, s. 149 ff., Boligkommissionen af H. Schmidt: Arbejdernes Byggeforening BRF, 14, , , 3-5, , 253ff. 26, , , , RDT, 1855/56, TA, , RDT, LT, , , FT, , 22901, , , RDT, 1870/71, TA, , FT, RDT, 1874/75, TA LT, ff, FT, 644, 6274ff. RDT, 1880/81, LT, , , FT, 5089ff, TB, ,TA , FT, RDT, 1882/83, FT, 470, RDT, 1883/84. FT, , Lov om gader og veje i København, RDT, 1857/58, TA 1050ff. Emil Hornemann: Bygningsloven af 1871, BRF, 18, , , , , , , , 390ff. 37, , 596ff. 40, 1314ff. 401, 1203ff. 43, 11874ff. 10 I forbindelse med flådens afvikling af de sidste anlæg på Gammelholm, anlagde staten fra 1859 Holbergsgade med sidegader og solgte grundene ved auktion. Området blev primært bebygget med et meget tæt boligbyggeri med et intenst baghusbyggeri. 11 RDT, 1851/52, TA , TB, , FT, , , 1422, LT, , 945, /67, TA, , TB, , , FT, , LT, , I forhold til bygningsloven bestemte loven om nedlæggelse af Københavns Befæstning og indløsning af demarkationservitutterne, at gaderne mindst skulle være 25 alen brede og at der var forbud mod opførelse af industrielle anlæg. BRF, 28, , , , , , , , 533ff. 35, 15ff. 37, , 259, 259ff. 37, , , RDT, 1856/57, TA, , LT, , TB, , , LT, , , FT, , , BRF, 19, , 17-18, , , , , , ,

109 Del II: De første boligpolitiske indgreb

110 Kapitel 1 Storbyvækst Fra 1890 erne og frem til første verdenskrig oplevede København som følge af periodens kraftigere industritilvækst og opsvinget inden for de øvrige byerhverv en fortsat og markant befolkningsforøgelse. Mens den indre by i stigende grad blev omdannet til et city-område og dermed i perioden fik et faldende befolkningstal, blev byens befolkningstilvækst koncentreret ikke alene til de indre dele af Nørre- og Vesterbro, men også til Østerbro, ydre Nørre- og Vesterbro samt visse dele af de distrikter, der 1901 blev indlemmet i Københavns Kommune Brønshøj Sogn fra Brønshøj-Rødovre Sognekommune, Valby og Vigerslev landsbydistrikt fra Hvidovre Sognekommune og endelig Sundbyerne på Amager. Broerne udbygges I løbet af 1890 erne blev de sidste dele af indre Nørre- og Vesterbro og Voldkvarteret bebygget. Inden århundredskiftet var Voldkvarteret, Nansensgade- og Frederiksborgadekvarteret udbygget med beboelsesejendomme, og ligesom der var opstået tilsvarende bebyggelser, dog med større lejligheder, i det meste af området mellem Østersøgade og voldene. På Vesterbro var den bymæssige bebyggelse fortsat ud af Vesterbrogade og ned langs dennes sidegader og var mod syd nået frem til linjen Sønder Boulevard, Dybbølsgade, Mysundegade, Matthæusgade, Enghavevej og Lyrskovsgade. Fra Blågårdskvarteret og Ryesgadekvarteret havde Nørrebro bredt sig mod nordvest frem til Assistens Kirkegård og langs Rantzausgade, Nørrebrogade og Guldbergsgade med tilhørende sidegader frem til Jagtvejen. Mod øst var Ryesgadekvarteret vokset ind på Østerbro, hvor der efterhånden også var begyndt at skyde etageejendomme frem. Fra slutningen af 1890 erne og frem mod første verdenskrig fortsatte byvæksten på ydre Nørre- og Vesterbro. På Vesterbro var det store område mellem den gamle kystlinje syd for Vestbanens tidligere linjeføring og frem til Kalvebod Brygge blevet opfyldt og udlagdes i forbindelse med anlæg- 110

111 Storbyvækst Hovedstadens bebyggelse, 1860 og 1880 (Holm: København , s. 6 ) gelsen af Københavns nye godsbanegård og den tredje hovedbanegård efter århundredskiftet til et omfattende sporterræn og havneområde med industri ned mod den forrykkede kystlinje. Langs nordsidens baneterræn anlagdes Ingerslevsgade samtidig med at den brede Sønder Boulevard blev udlagt på den gamle Vestbanes terræn fra den kommende banegård og ud til Vestre Fælledvej. Med de nye gadeanlæg blev der åbnet for en mere omfattende bebyggelse af Ydre Vesterbro, der med helt overvejende boligbyggeri og uden nævneværdig indblanding af erhvervsmæssig bebyggelse inden 1914 var nået frem til en linje, der mod syd og vest afgrænsedes af Ingerslevsgade, Sigerstedgade, Ny Carlsberg Vej og grænsen til Frederiksberg. På Nørrebro fortsatte byvæksten fra 1890 erne og frem til 1914 i by- delens ydre kvarterer fra Jagtvejen og frem til den nordligste del af Frede-riks berg og den gamle grænse til Brønshøj-Rødovre Sognekommune. Mellem Nørrebrogade i øst og Nordbanens gamle linjeføring (nuværende Nørrebroparken) i vest og den gamle kommunegrænse mod nordvest opstod et nyt kvarter med helt overvejende beboelsesejendomme. Øst for Nørrebrogade og frem til Tagensvej opstod et tilsvarende kvarter med såvel beboelsesejendomme som større fabriksanlæg. Haraldsgadekvarteret mellem Tagensvej 111

112 Del II: De første boligpolitiske indgreb Hovedstadens bebyggelse, 1880 og 1900 (Holm: København , s. 8 ) og Lyngbyvej blev med nogle sidegader til Tagensvejs østside bebygget med beboelsesejendomme, mens resten af kvarteret frem til nuværende Leersø Parkallé blev udlagt til et selvstændigt industrikvarter. I løbet af 1890 erne begyndte Østerbro at ændre karakter. Ved anlægget af Frihavnen og Nordhavnen med tilhørende industriområder i blev der lukket for den frie adgang til vandet, og ved Kystbanens anlæg i 1897 blev bydelens adgang til søfronten yderligere beskåret. Ud over den østligste del af Ryesgadekvarteret og Lægeforeningens Boliger ved Østre Allé bebyggedes i tiårene frem mod første verdenskrig de indre dele af Østerbro kvarterne mellem Østerbrogade, Classensgade og Kystbanens linjeføring. Mod nord opførtes et af kommunens hospitaler, Øresundshospitalet, og Østre Gasværk, mens de øvrige dele af kvarteret helt overvejede bebyggedes med 4- til 5-etages beboelsesejendomme. Kun på særlige industrigrunde opførtes større fabriksanlæg som ved Viborggade og kryolitfabrikken Øresund ved Gammel Kalkbrænderi Vej. Kildevældskvarteret eller Bryggervangen, mellem Lyngbyvej, Jagtvej og Østerbrogade, blev frem mod første verdenskrig alene bebygget med beoelsesejendomme langs Lyngbyvej og Østerbrogade med tilstødende sidegader samt oplagspladser og enkelte større fabriksanlæg på selvstændige industrigrunde. 112

113 Storbyvækst Ud over bebyggelsen af store dele af brokvartererne var byvæksten frem mod første verdenskrig også fortsat ude i de distrikter, der lige efter århundredskiftet var blevet indlemmet i København. I Brønshøj-distriktet drejede det sig fortrinsvis om Lygtekvarteret, der lå lige uden for Ydre Nørrebro og mod syd ved Glentevej stødte op til den nordlige del af Frederiksberg og derfra med tilstødende sideveje bredte sig langs den første del af Frederikssundsvej og Frederiksborgvej og Lygten frem mod Tagensvej. Syd for Frederikssundsvej omfattede kvarteret såvel beboelsesejendomme på 3 til 4 etager og fabriksanlæg på selvstændige grunde, mens området langs Lygten og de tilstødende sideveje udlagdes til et rent industrikvarter med meget betydelige industrianlæg. I Valbydistriktet opstod en tilsvarende bebyggelse i de dele, der grænsede op til Frederiksberg og Ydre Vesterbro, men byggeriet blev mere homogent her. Omkring den gamle landsby i Valby voksede et etagebyggeri med 2- til 4-etages beboelsesejendomme frem i området ved Valby Langgade og Toftegårds Allé/Søndre Fasanvej, og syd for Søndermarken på Frederiksberg frem mod Carlsbergs Bryggeri et villakvarter, der svarede nøje til villakvartererne på den indre del af Frederiksberg. Syd for Vestbanen og den senere Vigerslev Allé opstod endelig vest for Vestre Kirkegård et omfattende industrikvarter, der efterhånden mod vest kom til at strække sig frem til og på den anden side af Gammel Køge Landevej. Den kraftigste byvækst uden for de københavnske brokvarterer før første verdenskrig skete på Amagerbro i Sundbyerne. Langs Vermlandsgade opstod et stort sammenhægende industrikvarter, mens Amagerbrogade (syd for Amager Boulevard) og Holmbladsgade med tilstødende sidegader frem til Øresundsvej/Englandsvej blev bebygget med såvel 3-4-etages beboelsesejendomme som større fabriksanlæg på store og selvstændige industrigrunde. Endelig opstod på Amager syd for Christianshavn og adskilt fra Amagerbro det mere isolerede Islands Brygge. Kvarteret fik ud mod havnefronten et efterhånden meget omfattende industrikvarter, mens kvarteret frem mod Artillerivej inden 1914 blev bebygget med 5-6-etages beboelsesejendomme på de smalle karréer, der opstod mellem de parallelgader, der løb frem mod havneområdet. 113

114 Del II: De første boligpolitiske indgreb Eksempel på karrébebyggelse på ydre Vester- og Nørrebro og Østerbro, (Arkitektens Månedshæfte, 1936, s. 95) Boligbyggeriet Mens hovedparten af det københavnske boligbyggeri op gennem den sidste halvdel af det 19. århundrede blev tilvejebragt af en stor gruppe af decentrale ejendomsbesiddere og bygherrer, der enkeltvis i de enkelte karréer opførte mindre beboelsesejendomme med en 2-3 opgange, skete der omkring århundredskiftet en markant centralisering i ejendomsforholdet i nybyggeriet. Bag det boligbyggeri, der rejste sig i årtierne op mod første verdenskrig, stod således mere økonomisk magtfulde bygherrer banker, byggekonsortier, aktieselskaber og byggeadvokater. De opførte og besad langt større og flere ejendomme og ofte bebyggedes hele eller halve karréer af samme bygherre. Hertil kom, at ejendomsbesiddernes og bygherrernes organisation, Københavns Grundejerforening, på samme tidspunkt markerede sig langt stærkere og magtfuldt over for offentlige myndigheder og de endnu uorganiserede lejerinteresser. Den private boligproduktion rettede sig i perioden fortsat mod et frit og ureguleret boligmarked uden egentlig konkurrence fra hverken byggeog boligforeninger eller det offentliges side og bestemtes af de helt basale markedskræfter: Forholdet mellem udbuddet og efterspørgslen på lejligheder, huslejeniveau og rentabilitet på den ene side og omkostningsniveauet i byggeriet på den anden side. Som følge af den forøgede centralisering og 114

115 Storbyvækst koncentration i boligbyggeriet og den indflydelse, gruppen af bygherrer og ejendomsbesiddere dermed fik på markedskræfterne, blev bevægelserne på boligmarkedet mere markante fra omkring århundredskiftet end tidligere i århundredet, hvor markedet netop var kendetegnet ved et større antal små aktører. Med et efterhånden langsomt faldende nybyggeri og lejlighedsudbud fra slutningen af 1880 erne og op gennem 1890 erne blev årene , sammen med den forøgede indvandring til Hovedstaden, præget af den hidtil værste boligmangel med meget betydelige huslejestigninger til følge. Den stærkt forbedrede rentabilitet for byggekapital genererede i de næste år et voldsomt opskruet boligbyggeri, og allerede i årene kunne der konstateres et stort og voksende overudbud af lejligheder. Gruppen af bygherrer havde dog en fortsat tiltro til forrentningen i byggeriet, og først fra 1908 bremsedes nybyggeriet, men nu i et sådant omfang, at der hurtigt skete en kraftig reduktion i antallet af ledige lejligheder, og fra 1912 var der igen udtalt mangel på småboliger. II.1. Procentvis fordeling af 1- til 3-værelses lejligheder i København, værelses 2-værelses 3-værelses I modsætning til boligbyggeriet tidligere i århundredet fik nybyggeriet fra slutningen af 1890 erne et kvalitativt løft som følge af de stigende indkomster og den stærkere byggekapital. Selv om de nye kvarterer på ydre Nørreog Vesterbro og Øster- og Amagerbro fortsat domineredes af en intensiv såvel bolig- som industriel bebyggelse, fik de som helhed et mere luftigt præg. Karréerne blev smallere og gaderne bredere, og der anlagdes flere åbne pladser og parker. Fabriksanlæg og anden erhvervsmæssig bebyggelse 115

116 Del II: De første boligpolitiske indgreb trængtes efterhånden ud af boligkarréerne og blev i højere grad placeret på selvstændige industrigrunde eller i nogle af de særlige industrikvarterer, der opstod i perioden. Den efterhånden helt gennemgående karrébebyggelsesmåde blev den randbebyggede karré, der som følge af den ringere karrédybde som oftest ikke kom til at rumme egentlig baghusbyggeri. Gårdrummene fik dog langt fra rekreativ karakter. Gårdene var hertil for smalle og blev præget af bebyggelsens karakteristiske gårdvendte trappetårne og opfyldtes i øvrigt af skure og plankeværker, der adskilte de enkelte grundstykker i karréen. I de sidste 5-10 år før første verdenskrig blev gårdrummene i de nyopførte karrébebyggelser almindeligvis større og udlagt til sammenhængende friarealer, der med mindre beplantninger fik et vist rekreativt præg. Den helt gennemgående lejlighed i tidens nybyggeri for arbejdere og tilsvarende socialklasser, var den 2-værelses placeret med direkte adgang til de lovbefalede hoved- og køkkentrapper og med adgang fra den lille entre til den gadevendte dagligstue og det gårdsvendte soveværelse og køkken. Toiletterne rykkede fra retiraderne i gården op i køkkentrappernes tårne som et fællesrum for de to lejligheder på hver etage, og efter århundredskiftet i stigende grad ind i de enkelte lejligheder. Også med hensyn til lejlighedernes størrelse var kvalitetsløftet tydeligt. I gruppen af småboliger fik de 1-værelses en stadig mindre andel, mens de 2- og 3-værelses blev stadig mere udbredte tabel 1. I den klassiske 2-værelses lå arealet omkring 1890 en smule højere end den tidligere grænse for skattefritagelse på 25 m 2, men lejligheden blev i tiden op mod første verdenskrig gradvist større og nåede op i nærheden af m

117 Kapitel 2 Bygge- og boliglove Mens debatten om arbejderbefolkningens boligforhold siden midten af det 19. århundrede var udgået fra læger og borgerlige socialreformatorer og fortrinsvis udspillede sig udenfor det etablerede politiske system, blev boligspørgsmålet som tidens øvrige sociale problemer med den forstærkede urbaniseringsproces fra 1880 erne i stigende grad politiseret. Spørgsmålet blev taget op af de politiske partier og sat på den politiske dagsorden i Rigsdagen og blev her et meget centralt emne i de politisk-ideologiske modsætninger mellem de politiske grupperinger. Med de landspolitiske ændringer i styrkeforholdet mellem partierne banede det i årtierne frem mod første verdenskrig vejen for egentlige boligpolitiske reguleringer og dermed det første landspolitiske brud med de liberalistiske traditioner. Mest tydeligt i form af nye kommunale beføjelser til at regulere bebyggelsesudviklingen, men også med hensyn til statens rolle i forhold til tidens nye bygge- og boligforeninger og dermed dens forhold til det hidtil urørlige boligmarked her betegnede 1887-byggestøtteloven en nydannelse. Bygningslovgivningen revideres Foranlediget af lægen Emil Hornemanns kritik af den københavnske bygningslov og den planløse overbebyggelse af de indre brokvarterer den havde givet mulighed for, nedsatte regeringen i 1876 en kommission med henblik på en lovrevision. Kommissionens arbejde lå færdigt i 1879, og efter en bearbejdning af dens forslag kunne justitsministeren i 1880 i Landstinget fremlægge forlag til en helt ny bygningslov for København. Efter at lovforslaget igennem det meste af 1880 erne under visnepolitikken og provisorietiden havde været en af de politiske kastebolde i konflikten mellem Venstres folketingsmajoritet og Højre-regeringen, blev denne, efter forhandlingspolitikkens genoptagelse senere i 1880 erne, endeligt vedtaget i

118 Del II: De første boligpolitiske indgreb loven På trods af de store forarbejder fra slutningen af 1870 erne og en indgående behandling i Rigsdagen efterlod den nye bygningslov ikke et epokegørende indtryk og baserede sig i hovedsagen på det tidligere lovgrundlag. Byplanmæssige beføjelser var fortsat ikke optaget i loven, og de kommunale bemyndigelser til, gennem gadeanlæg og karréers udformning at regulere bebyggelsen i større enheder, var stort set de samme som de tidligere og muliggjorde kun i et beskedent omfang en kommunal styring ved udlæggelse og bebyggelse af karréer og kvarterer, der var på private hænder. Til egne gadeanlæg havde kommunen som tidligere fuld ekspropriationsret mod erstatningspligt for hele grundarealet, hvilket reelt svækkede effekten af beføjelsen som følge af de omkostninger, der ville blive lagt på kommunen. Herudover kunne kommunen som hidtil tage bestemmelse om nyanlagte gaders retning og placering i forhold til det eksisterende gadenet, men som før ikke om deres antal og indbyrdes placering på de private grundarealer. Som den tidligere lovgivning koncentreredes 1889-lovens minimumsbestemmelser i særlig grad til bebyggelsen på de enkelte grunde og indeholdt på trods af nogle skærpelser af ren byggeteknisk art ingen egentlige nydannelser. Bygningshøjden kunne fortsat sættes til 5/4 af gadebredden, dog max. 17 m, og med hensyn til bebyggelsernes udformning og indbyrdes afstande optoges de skærpede bestemmelser fra 1871 og 1875, hvor den vigtigste også var minimumskrav til forholdet mellem bygningshøjden og bygningernes indbyrdes afstand. Målet var at modvirke baghusbyggeriet, men herudover rummede 1889-loven ikke yderligere til at dæmme op for de forkætrede bebyggelser. Blandt de konkrete forbedringer i 1889-loven var kravet om en gadebredde på 19 m og de strammere bestemmelser vedrørende lejligheders adgang til to trapper. Ved at bestemme, at lejligheder skulle have direkte adgang til to trapper, og at denne adgang ikke måtte ske gennem en gang, var der effektivt lukket af for korridorlejlighedssystemet. De såkaldte redekams-karréer, hvor de enkelte lejligheders anden trappe til gården blev placeret i mere eller mindre dominerende trappetårne, blev et direkte resultat af 1889-loven. Ud over nævnte skærpelser indeholdt 1889-loven et afsnit om en række 118

119 Bygge- og boliglove minimumskrav vedrørende indretningen af beboelseslejligheders loftshøjde og opvarmningsfaciliteter. Navnlig kravet om, at et beboelsesrum mindst skulle have et areal på 6,8 m 2 var en væsentlig nydannelse. Den naturlige forøgelse af en bygningsfacade, som anbringelsen af køkkentrapperne uundgåeligt forårsagede, bevirkede, sammen med bestemmelserne om beboelsesrums mindsteareal, at lejlighederne i det private nybyggeri fra 1890 erne blev større end arealgrænsen for fritagelse for bygningsafgift. Hertil kom så, at arbejdernes stigende indkomster efter århundredskiftet også kunne dække de højere huslejer i de arealmæssigt større lejligheder forslaget Hen mod århundredskiftet blev 1889-loven imidlertid fra såvel socialdemokratisk som liberal-radikal side udsat for en voldsom kritik, og kort efter at de to grupper havde opnået flertal i Borgerrepræsentation i 1898, fik det nye flertal nedsat et fællesudvalg, der skulle udarbejde forslag til en ny bygningslov. Ny lovgivning på området skulle i modsætning til 1889-loven, efter flertallets motivering, i højere grad tage hensyn til almene og sundhedsmæssige interesser end til den private spekulation, og skærpelserne skulle gå i to retninger. På den ene side skulle kommunen indrømmes vidtgående beføjelser til udarbejdelse af bebyggelsesplaner, mens bygningsbestemmelserne for de enkelte grundes bebyggelse med hensyn til bygningshøjde, lysafstande og det ubebyggede areal skulle strammes kraftigt op. I 1908 fremkom fællesudvalget med et helt nyt forslag til en københavnsk bygningslov, der var udformet af udvalget i samarbejde med Stadsingeniørens afdeling. Skønt der ved fremsættelsen af forslaget fra konservativ side udtryktes udbredt modstand mod de påtænkte skærpelser, var det karakteristisk, at man fra borgerlig side om end ikke med begejstring så dog tilsluttede sig forslagets hovedtendens. Den borgerlige stilling i sagen blev et af mange eksempler på, at der i gruppen i visse kommunalpolitiske spørgsmål var sket en vis nuancering af de tidligere meget principfaste liberale holdninger. Såvel den konservative borgmester Borups initiativer til de meget omfattende jordkøb i de indlemmede distrikter samt den borgerlige støtte til de mange bebyggelsesplaner for de kommunale jordarealer, skete i en klar erkendelse af, at visse overordnede samfundsinteresser måtte prioriteres 119

120 Del II: De første boligpolitiske indgreb højere end hidtil en nuancering af den bebyggelsespolitiske linje sporedes også samtidig i Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Navnlig med hensyn til de byplanmæssige beføjelser, der tillagdes kommunen, gik bygningslovforslaget langt videre end 1889-loven. Efter lovforslaget skulle der således udarbejdes overordnede byplaner for hele København, og efterhånden som de enkelte friarealer blev inddraget til bebyggelse skulle der fra kommunens side etableres detaljerede lokale planer for både private og offentlige gaders forløb og bebyggelsens udformning og karakter. Til såvel den overordnede byplan som de lokale planer kunne der derudover fra kommunens side knyttes klausuler om bebyggelsens art, og i denne forbindelse opererede lovforslaget med 4 bebyggelsesformer fabriksanlæg, villabyggeri, lavt og højt boligbyggeri på henholdsvis maksimalt 3 og 5-6 etager. Når der ved bebyggelsesplanlægningen fra kommunens side var truffet bestemmelse om et kvarters bebyggelse med en af de mindre intensive byggeformer, åbnedes der samtidigt i lovforslaget for lettelser i forhold til forslagets generelle minimumskrav til de enkelte grundes bebyggelse. Således kunne f.eks. gadebredden i kvarterer pålagt villaservitut eller lav etagebebyggelse, nedsættes fra det generelle krav om en minimumsbredde på 20 m til henholdsvis og m, ligesom der i den lave boligbebyggelse ikke krævedes adgang til to trapper fra de enkelte lejligheder. Hensigten med disse markante kommunale beføjelser var at adskille bolig- og erhvervsbebyggelserne i de forskellige kvarterer og erhverve indflydelse på karrébebyggelsens udformning og præg. Ved at pålægge de byggende at tage en af de forudbestemte boligbebyggelsesformer i anvendelse, tilstræbtes det i forslaget at give de nybyggede boligkvarterer et afvekslende og åbent præg, og dermed modvirke en gentagelse af den høje og tætte karrébebyggelsesform, der kendtes fra navnlig de indre brokvarterer. Ved siden af de byplanmæssige beføjelser gav lovforslaget kommunen nye magtmidler i hænde til realiseringen af de forskellige lokale bebyggelsesplaner. Et af disse var bestemmelsen om kommunal-omlægning med hvilket det tilsigtedes, at kommunen ved gennemførelsen af de forskellige gadeplaner kunne undgå at foretage de bekostelige ekspropriationer. For i påkommende tilfælde at opnå mere regelmæssige udparcelleringer af byg- 120

121 Bygge- og boliglove gegrunde, og dermed i næste led en mere ordnet bebyggelse og gadestruktur, kunne kommunen forlange omlægning. Ved en omlægning skulle en uvildig grundkommission sammenlægge de forskellige grunde, der berørtes af den kommunale lokalplan, udparcellere nye grunde i forhold til planen, for derefter at fordele de nyudparcellerede grunde til de implicerede grundejere. Den nyudparcellerede grund, grundejeren fik overdraget efter omlægningen, skulle i værdi og areal svare til den grund, der blev inddraget i selve omlægningsprocessen. Ud over bestemmelsen om omlægningen blev ekspropriationsretten i lovforslaget mere effektiv, idet der generelt kun kunne ydes erstatning til den private grundejer for det areal, der direkte blev inddraget i et kommunalt gadeanlæg. I forhold til de konkrete minimumsbestemmelser for de enkelte grundes bebyggelse var lovslaget dog langt mindre vidtgående i forhold til 1889-loven. Hovedkravene til gaders bredde, bygningers højde og indbyrdes afstand samt det ubebyggede areals størrelse inden for den gamle kommunegrænse, var i indhold fuldstændig identisk med den gældende lov, og der skete kun en beskeden skærpelse i de talstørrelser, der indgik i beregningerne af disse forhold. Tilsvarende blev de gældende bygningsregulativer for de indlemmede distrikter stort set uændret optaget i forslaget. Selv om bygningslovforslaget fik en næsten enstemmig tilslutning fra Borgerrepræsentationen og fandt opbakning i den samlede Magistrat, så afgjorde et landstingsflertal af Højre, moderate Venstre og enkelte Venstre-politikere hurtigt forslagets skæbne, da det af den radikale regering blev fremlagt i Rigsdagen. Fra flertallets side blev særligt de kommunale byplanmæssige beføjelser og bestemmelserne om omlægning set som en alvorlig trussel mod det private initiativs udfoldelsesmuligheder. Resultatet af Landstingets modstand blev, at forslaget erstattedes af et af tinget udarbejdet forslag, der stort set vendte tilbage til 1889-lovens grundlag. Ingen af de to forslag kom imidlertid til behandling i Folketinget, men blev med henblik på en nærmere høring i Københavns Kommunalbestyrelse returneret til regeringen. Som følge af, at der ikke kunne skabes flertal for kommunens forslag, og da man på den ene side fra såvel Magistraten som Borgerrepræsentationens side klart afviste landstingsforslaget og man fra regeringens side var utilbøjelig til at fremsætte et bygningslovforslag, der manglede kommunalpolitisk bifald, 121

122 Del II: De første boligpolitiske indgreb løb bestræbelserne for at få en moderne bygningslov for København for en lang periode ud i sandet. 4 Bygningsreglementer Den københavnske 1889-bygningslov omfattede kun den del af byen, der lå inden for den gamle kommunegrænse fra før For de tidligere indlemmede landkommunale distrikters vedkommende var det tre næsten enslydende bygningsreglementer, der opstillede bestemmelser for bebyggelsen. Reglementerne havde på flere områder ligheder med bygningsloven, men syntes på andre at have en mere skærpende karakter. Eksempelvis var kravene til de enkelte ejendommes ubebyggede areal i Sundby-reglementet noget strengere end bygningsloven. Mens bygningsloven for grunde på Broerne krævede et ubebygget areal på 1/5 af grundens samlede areal, var de tilsvarende arealkrav i reglementet gradueret efter bygningshøjde og tog udgangspunkt i et mindsteareal på 50 procent af det samlede grundareal for bygninger på 1-2 etager, mens der ved en 5-etages bygning skulle udlægges et friareal på 3/5 af grundarealet. Karrébebyggelsesmåden blev ganske vist mindre tæt end på Rodet byggeri i Sundbyvester fra omkring år (København. De indlemmede distrikter, 1941, s. 46) 122

Boligens historie blev i forbindelse med

Boligens historie blev i forbindelse med 33 BOLIGEN MELLEM NATVÆG- TERSTAT OG VELFÆRDS- STAT Af Henning Bro Henning Bro redegør i denne artikel for hovedresultaterne i sin Ph.d.- afhandling: Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat. Bygge-

Læs mere

Med genoprettelsen af et boligministerium

Med genoprettelsen af et boligministerium 61 HOVED- STADS- METRO- POLENS SOCIALE BOLIG- BYGGERI Af Henning Bro På grundlag af sit arbejde med både boligpolitikkens og hovedstadsmetropolens historie trækker Henning Bro de lange linjer i metropolens

Læs mere

UDENLANDSKE ERFARINGER

UDENLANDSKE ERFARINGER UDENLANDSKE ERFARINGER Hans Thor Andersen, Ph.D. Lektor Geografisk Institut Indledning projektets baggrund Henvendelse fra BL om at analysere udenlandske erfaringer. Fonden Realdania har finansieret projektet

Læs mere

SALG AF ALMENE BOLGER KAN KOSTE DYRT

SALG AF ALMENE BOLGER KAN KOSTE DYRT 14. maj 2003 Af Lars Andersen - Direkte telefon: 33 55 77 17 og Martin Windelin - Direkte telefon: 33 55 77 20 Resumé: SALG AF ALMENE BOLGER KAN KOSTE DYRT Salg af almene boliger betyder, at der bliver

Læs mere

Boligpolitisk Program

Boligpolitisk Program Boligpolitisk Program Tag ansvar Programmet er vedtaget af Radikale Venstres hovedbestyrelse 22. november 2014. Boligpolitisk Program 1.0 Indledning Boligen er en helt grundlæggende del af alle danskeres

Læs mere

Lis Højgaard KØN OG LØN - En analyse af virksomhedskultur og lønforskelle mellem kvinder og mænd i fire private virksomheder Samfundslitteratur

Lis Højgaard KØN OG LØN - En analyse af virksomhedskultur og lønforskelle mellem kvinder og mænd i fire private virksomheder Samfundslitteratur Lis Højgaard KØN OG LØN - En analyse af virksomhedskultur og lønforskelle mellem kvinder og mænd i fire private virksomheder Samfundslitteratur Lis Højgaard Køn og Løn - En analyse af virksomhedskultur

Læs mere

privat boligudlejning under lup

privat boligudlejning under lup privat boligudlejning under lup 82 En meget blandet sektor. Sådan lyder karakteristikken fra civilingeniør og økonom Hans Skifter Andersen, når han skal beskrive den private udlejningssektor i Danmark.

Læs mere

At bruge historie. i en sen-/postmoderne tid

At bruge historie. i en sen-/postmoderne tid At bruge historie i en sen-/postmoderne tid At bruge historie i en sen-/postmoderne tid Bernard Eric Jensen (red.) Roskilde Universitetsforlag Bernard Eric Jensen (red.) At bruge historie i en sen-/postmoderne

Læs mere

Når man anbringer et barn II. Årsager, effekter af anbringelsesforanstaltninger og konsekvenser

Når man anbringer et barn II. Årsager, effekter af anbringelsesforanstaltninger og konsekvenser Når man anbringer et barn II Årsager, effekter af anbringelsesforanstaltninger og konsekvenser Signe Hald Andersen og Peter Fallesen med bidrag af Mette Ejrnæs, Natalia Emanuel, Astrid Estrup Enemark,

Læs mere

EN SKOLE I FORANDRING

EN SKOLE I FORANDRING EN SKOLE I FORANDRING INKLUSION, FORANDRINGSLEDELSE OG VISIONER FOR GRUNDSKOLENS FREMTID KONFERENCE 10.03.2014 ODENSE CONGRESS CENTER GENERATOR KURSER OG KONFERENCER WWW.KURSEROGKONFERENCER.DK EN SKOLE

Læs mere

Verdens fattige flytter til byen

Verdens fattige flytter til byen Verdens fattige flytter til byen Af Henrik Valeur, 2010 Om 20 år vil der være to milliarder flere byboere end i dag. Den udviklingsbistand, verden har brug for, er derfor byudviklingsbistand. FN forventer,

Læs mere

Fra: Fæstningshovedstad Til: Hovedstadsmetropol

Fra: Fæstningshovedstad Til: Hovedstadsmetropol Fra: Fæstningshovedstad Til: Hovedstadsmetropol Hovedstadsområdets by- og bebyggelsesudvikling 1850 1950 Henning Bro Stadsarkivar, Ph.d. Frederiksberg Stadsarkiv Hovedstadens to byer 1850-1890 KØBENHAVN

Læs mere

Hvorfor almene boliger? Introduktion til nye medarbejdere

Hvorfor almene boliger? Introduktion til nye medarbejdere Hvorfor almene boliger? Introduktion til nye medarbejdere Almene boliger Almene boliger omfatter: Familieboliger Ældreboliger Ungdomsboliger Den historiske baggrund Købehavn vokser 1902: ca. 500.000 indbyggere

Læs mere

Udvikling eller afvikling

Udvikling eller afvikling STRUKTURREFORMEN Udvikling eller afvikling Stor temadag om strukturreformen i Århus. Hvilke konsekvenser får den? Demokrati og udlicitering var blandt de mange emner, der blev debatteret Mere end hundrede

Læs mere

Vedtægter Vedtaget på Kommunistisk Partis stiftende kongres november 2006. Ændret på partiets 3. kongres, november 2011

Vedtægter Vedtaget på Kommunistisk Partis stiftende kongres november 2006. Ændret på partiets 3. kongres, november 2011 Vedtægter Vedtaget på Kommunistisk Partis stiftende kongres november 2006. Ændret på partiets 3. kongres, november 2011 Vedtægter vedtaget på Kommunistisk Partis stiftende kongres november 2006. Ændret

Læs mere

HVAD MED BYPOLITIKKEN, HVIS DEN ALMENE SEKTOR MARKEDSGØRES?

HVAD MED BYPOLITIKKEN, HVIS DEN ALMENE SEKTOR MARKEDSGØRES? HVAD MED BYPOLITIKKEN, HVIS DEN ALMENE SEKTOR MARKEDSGØRES? Foredrag ved BL s seminar om almene boligers fremtid d. 8.12.2005 Ved centerleder Hans Kristensen Center for Bolig og Velfærd Realdania Forskning

Læs mere

Kommunal boliganvisning i almene familieboliger

Kommunal boliganvisning i almene familieboliger Kommunal boliganvisning i almene familieboliger Notat baseret på resultater fra en undersøgelse af fleksibel boliganvisning i almene boliger Hans Skifter Andersen og Torben Fridberg Statens Byggeforskningsinstitut

Læs mere

Det kræver styrke at skabe forandringer

Det kræver styrke at skabe forandringer Det kræver styrke at skabe forandringer den kan kun komme fra medlemmernes engagement. Derfor skal fagbevægelsen tilbage til medlemmerne. Succes eller nederlag, det afgør vi selv. Anders Olesen kandidat

Læs mere

NOTAT. Nybyggeri af almene boliger i fremtiden - Debatoplæg

NOTAT. Nybyggeri af almene boliger i fremtiden - Debatoplæg NOTAT By- og Kulturforvaltningen Plan og Byg Salg og Udlejning Odense Slot Indgang G Nørregade 36-38 Postboks 730 5000 Odense C www.odense.dk Tlf. 65512694 Fax 66133222 E-mail pb.bkf@odense.dk Nybyggeri

Læs mere

Udsigt til fremgang i byggeriet men fra lavt niveau

Udsigt til fremgang i byggeriet men fra lavt niveau DI ANALYSE oktober 14 Udsigt til fremgang i byggeriet men fra lavt niveau Forventninger om øget økonomisk aktivitet, fortsat bedring på boligmarkedet og store offentligt initierede anlægsprojekter betyder,

Læs mere

Hvem kan bringe EU ud af krisen? København og Aarhus, den 24. og 26. februar 2015

Hvem kan bringe EU ud af krisen? København og Aarhus, den 24. og 26. februar 2015 Hvem kan bringe EU ud af krisen? København og Aarhus, den 24. og 26. februar 2015 Status for eurozonen i 2015 europæiske økonomier i krise siden start af finanskrise i 2007-08: produktion stagnerende,

Læs mere

STUDIER I DANSK POLITIK LARS BILLE BLÅ ELLER RØD ELLER...? DANSK PARTIPOLITIK 2005-2011 I PERSPEKTIV JURIST- OG ØKONOMFORBUNDETS FORLAG

STUDIER I DANSK POLITIK LARS BILLE BLÅ ELLER RØD ELLER...? DANSK PARTIPOLITIK 2005-2011 I PERSPEKTIV JURIST- OG ØKONOMFORBUNDETS FORLAG STUDIER I DANSK POLITIK LARS BILLE BLÅ ELLER RØD ELLER...? DANSK PARTIPOLITIK 2005-2011 I PERSPEKTIV JURIST- OG ØKONOMFORBUNDETS FORLAG Blå eller rød eller...? Dansk partipolitik 2005-2011 i perspektiv

Læs mere

Sune Troels Poulsen & Stine Jørgensen (RED.) Frit Valg VELFÆRD I DEN EUROPÆISKE UNION. Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Sune Troels Poulsen & Stine Jørgensen (RED.) Frit Valg VELFÆRD I DEN EUROPÆISKE UNION. Jurist- og Økonomforbundets Forlag Sune Troels Poulsen & Stine Jørgensen (RED.) Frit Valg VELFÆRD I DEN EUROPÆISKE UNION Jurist- og Økonomforbundets Forlag Frit valg Velfærd i Den Europæiske Union Sune Troels Poulsen & Stine Jørgensen red.

Læs mere

Nyhedsbrev. Fast Ejendom. Den 17. april 2015, revideret 20. april 2015

Nyhedsbrev. Fast Ejendom. Den 17. april 2015, revideret 20. april 2015 Den 17. april 2015, revideret 20. april 2015 Nyhedsbrev Ændring af planloven op til 25 % almene boliger i nye lokalplanområder Folketinget vedtog den 26. februar 2015 ændringer i planloven, der giver kommunerne

Læs mere

argumenter der skal få Aalborg Letbane på Finansloven igen Version 1. oktober 2015

argumenter der skal få Aalborg Letbane på Finansloven igen Version 1. oktober 2015 5 argumenter der skal få Aalborg Letbane på Finansloven igen Version 1. oktober 2015 1. Regeringen bryder en klar aftale om Aalborg Letbane noget lignende er aldrig før set i Danmark 2. Aalborg Letbane

Læs mere

Kløverkarreén. Byrummets udnyttelse Arkitekt: Bjarke Ingels Group- BIG

Kløverkarreén. Byrummets udnyttelse Arkitekt: Bjarke Ingels Group- BIG Kløverkarreén Byrummets udnyttelse Arkitekt: Bjarke Ingels Group- BIG Kløvermarken Fra Wikipedia, den frie encyklopædi: http://da.wikipedia.org/wiki/kl%c3%b8vermarken Kløvermarken set i nordlig retning

Læs mere

VENSTRE OG DEN OFFENTLIGE SEKTOR

VENSTRE OG DEN OFFENTLIGE SEKTOR 14. november 2001 Af Lars Andersen - Direkte telefon: 33 55 77 17 VENSTRE OG DEN OFFENTLIGE SEKTOR Papiret behandler nogle aspekter af Venstres politik i forhold til den offentlige sektor. I afsnit 1 ses

Læs mere

Dansker hvad nu? Fra vikingerige til velfærdsstat

Dansker hvad nu? Fra vikingerige til velfærdsstat Undervisningsmateriale til Dansker hvad nu? Formål Vi danskere er glade for vores velfærdssamfund uanset politisk orientering. Men hvordan bevarer og udvikler vi det? Hvilke værdier vil vi gerne bygge

Læs mere

Salg af almene boliger - BYGGE- OG BOLIGADMINISTRATION

Salg af almene boliger - BYGGE- OG BOLIGADMINISTRATION Baggrund P Da VK-regeringen trådte til, blev det skrevet ind i regeringsgrundlaget, at man ville give de almene beboere mulighed for at købe deres bolig P Et embedsmandsudvalg blev nedsat for at forberede

Læs mere

Anerkendende arbejde i skoler

Anerkendende arbejde i skoler Anerkendende arbejde i skoler E lspeth McAdam Pete r Lang Anerkendende arbejde i skoler At skabe fælles trivsel På dansk ved René Kristensen Anerkendende arbejde i skoler At skabe fælles trivsel Af Elspeth

Læs mere

Arbejderboliger ved Valby Gasværk Resultatet af Socialdemokratiets boligpolitiske initiativer i København: 1898-1907

Arbejderboliger ved Valby Gasværk Resultatet af Socialdemokratiets boligpolitiske initiativer i København: 1898-1907 ROSKILDE UNIVERSITET Arbejderboliger ved Valby Gasværk Resultatet af Socialdemokratiets boligpolitiske initiativer i København: 1898-1907 Anders Eefsen, Frederikke Sund og Rune Dybvad Simonsen. Vejleder:

Læs mere

Hovedkonklusioner på spørgeskemaundersøgelse rettet mod danske journalister og politikere

Hovedkonklusioner på spørgeskemaundersøgelse rettet mod danske journalister og politikere Hovedkonklusioner på spørgeskemaundersøgelse rettet mod danske journalister og politikere Erik Albæk, Arjen van Dalen & Claes de Vreese Center for Journalistik Institut for Statskundskab Syddansk Universitet

Læs mere

Baggrund for dette indlæg

Baggrund for dette indlæg Baggrund for dette indlæg For nogle år siden skrev jeg op til et valg nogle læserbreve; mest om de ideologiske forskelle mellem Socialdemokraterne og Venstre. Jeg skrev en hel serie af læserbreve om dette

Læs mere

SØ SA Velfærdsstaten. Af: AA, NN KK JJ

SØ SA Velfærdsstaten. Af: AA, NN KK JJ SØ SA Velfærdsstaten Af: AA, NN KK JJ Indholdsfortegnelse Kildeliste... 1 Indledning... 2 Problemformulering... 2 Hvorfor har vi valgt omfordeling?... 2 Hovedspørgsmål... 2 Partiernes prioriteter... 2

Læs mere

Fagbevægelsen og kampen mod krisen

Fagbevægelsen og kampen mod krisen Udsendt af Kommunistisk Parti Ryesgade 3F 2200 København N Telefon: 35 35 17 87 Mail: info@kommunister.dk Web: www.kommunister.dk Layout og tryk: Forlaget Arbejderen august 2009 Fagbevægelsen og kampen

Læs mere

Almene boliger finansiering og husleje. Penge til lejligheden

Almene boliger finansiering og husleje. Penge til lejligheden Almene boliger finansiering og husleje Penge til lejligheden I en almen bolig, bestemmes huslejen af to slags omkostninger: 1 Driftsomkostninger (ejendomsskatter, forsikringer, udvendig vedligeholdelse,

Læs mere

STATISTIK HUSLEJE- OG UDGIFTSSTATISTIK 2008

STATISTIK HUSLEJE- OG UDGIFTSSTATISTIK 2008 STATISTIK HUSLEJE- OG UDGIFTSSTATISTIK INDHOLD FORORD...2 DATAGRUNDLAG...3 HUSLEJE- OG UDGIFTSSTATISTIK...5 DEL 1. HUSLEJEN...7 DEL 2. DE ALMENE BOLIGAFDELINGERS UDGIFTER - BUDGET... 24 DEL 3. DE ALMENE

Læs mere

REGERINGENS FINANSLOVFORSLAG FOR 2002

REGERINGENS FINANSLOVFORSLAG FOR 2002 5. februar 2002 Af Lise Nielsen REGERINGENS FINANSLOVFORSLAG FOR 2002 Resumé: BOLIGOMRÅDET OG BYGGE- OG ANLÆGSSEKTOREN På finanslovforslaget for 2002 lægger regeringen op til væsentlige nedskæringer på

Læs mere

Lars Løkke Rasmussen, Folketingets Afslutningsdebat 2014 (Det talte ord gælder)

Lars Løkke Rasmussen, Folketingets Afslutningsdebat 2014 (Det talte ord gælder) Lars Løkke Rasmussen, Folketingets Afslutningsdebat 2014 (Det talte ord gælder) Fremtiden begynder i dag, som den gør hver dag. Den nyere danske tradition med at holde afslutningsdebat, selvom vigtige

Læs mere

Velkommen til KAB - en kundeejet og beboerstyret almen administrationsorganisation

Velkommen til KAB - en kundeejet og beboerstyret almen administrationsorganisation Velkommen til KAB - en kundeejet og beboerstyret almen administrationsorganisation Velkommen til KAB-fælleskabet! Mission, løfte og værdier Mission: Det er KAB s mission at skabe rammer for et godt liv

Læs mere

Med et BUM! DTHS. Indbydelse til konference om Strukturreformen og Kommunikationscentrene

Med et BUM! DTHS. Indbydelse til konference om Strukturreformen og Kommunikationscentrene Med et BUM! Indbydelse til konference om Strukturreformen og Kommunikationscentrene Konferencen, der foregår den 30. marts 2009, sætter fokus på vilkårene for kommunikationscentrenes rehabilitering af

Læs mere

Nedenstående status over indflyttede boliger er udarbejdet ud fra Folkeregistrets oplysninger om indflyttede boliger pr. 1. december 2011.

Nedenstående status over indflyttede boliger er udarbejdet ud fra Folkeregistrets oplysninger om indflyttede boliger pr. 1. december 2011. Notat til dagsordenpunkt Bilag 3 Center Teknik & Miljø Sagsbehandler Lone Bechmann Jensen Dato 1. december 2011 Sagsnummer 1253-61628 Bemærkninger om tilgang af nye boliger Følgende opgørelse gør status

Læs mere

SOCIAL OPDRIFT SOCIAL ARV

SOCIAL OPDRIFT SOCIAL ARV 48907_om_social opdrift.qxp 12-05-2005 14:24 FAGLIGHED OG TVÆRFAGLIGHED vilkårene for samarbejde mellem pædagoger, sundhedsplejersker, lærere og socialrådgivere Hans Gullestrup KULTURANALYSE en vej til

Læs mere

Demografi og boligbehov frem mod 2040

Demografi og boligbehov frem mod 2040 Økonomisk Råd Aningaasaqarnermut Siunnersuisoqatigiit Demografi og boligbehov frem mod 24 Teknisk baggrundsrapport 214-2 1 1.1 Sammenfatning Boligpolitikken står overfor store udfordringer i form af udpræget

Læs mere

To borgere klagede til ombudsmanden over at de ikke var blevet partshørt inden deres kommune gav byggetilladelse til et byggeri på deres nabogrund.

To borgere klagede til ombudsmanden over at de ikke var blevet partshørt inden deres kommune gav byggetilladelse til et byggeri på deres nabogrund. 2011 4-1 Partshøring af naboer inden byggetilladelse To borgere klagede til ombudsmanden over at de ikke var blevet partshørt inden deres kommune gav byggetilladelse til et byggeri på deres nabogrund.

Læs mere

Pelle Dam Septembertræf 2010

Pelle Dam Septembertræf 2010 Pelle Dam Septembertræf 2010 HVAD ER FOLKESOCIALISME? DISPOSITION 1. Vores ideologiske udgangspunkt 2. Vores politiske mål for forandring langt og kort sigt 3. Folkesocialismen imellem reformister og revolutionære

Læs mere

Kilder til Krønikens tid

Kilder til Krønikens tid Kilder til Krønikens tid Foredrag 27. 4. 2004 Højere uddannelser i 1950 erne - studenter og professorer 1950 erne var præget af, at store forandringer var undervejs i samfundet. Flytning fra land til by.

Læs mere

KAB tilbyder rådgivning om seniorbofællesskaber

KAB tilbyder rådgivning om seniorbofællesskaber Sammen - og alligevel sig selv KAB tilbyder rådgivning om seniorbofællesskaber Forleden sad jeg og talte med en af de andre beboere. Vi kom til at tale om, hvad vi skulle spise om aftenen. Vejret var godt,

Læs mere

KEU, MD/ 28. oktober 2013. Bilag 2. Svendborg Kommunes boligstrategi baggrundsnotat og anbefalinger

KEU, MD/ 28. oktober 2013. Bilag 2. Svendborg Kommunes boligstrategi baggrundsnotat og anbefalinger KEU, MD/ 28. oktober 2013 Bilag 2 Svendborg Kommunes boligstrategi baggrundsnotat og anbefalinger Boligstrategien forholder sig til overudbuddet af boliger i den eksisterende boligmasse og behovet for

Læs mere

Tak for invitationen. Jeg er glad for at få lejlighed til at fortælle om Økonomi- og Erhvervsministeriets boligpolitiske initiativer.

Tak for invitationen. Jeg er glad for at få lejlighed til at fortælle om Økonomi- og Erhvervsministeriets boligpolitiske initiativer. TALE Grundlag for departementchef Michael Dithmers indlæg om "Den boligpolitiske udvikling" på Center for boligforsknings årsmøde 8. april 2002. BY og BYG Hørsholm. Tak for invitationen. Jeg er glad for

Læs mere

DANMARKS ØKONOMISKE HISTORIE

DANMARKS ØKONOMISKE HISTORIE JAN PEDERSEN DANMARKS ØKONOMISKE HISTORIE IO-I o Multivers A C A D E M I C INDHOLD FORORD 11 i. PERIODEN 1910-1960: 12 Danmark i det 20. århundrede 13 Denne bogs argument " " 16 Ældre og nyere økonomisk

Læs mere

Værkslæren i ophavsretten

Værkslæren i ophavsretten Morten Rosenmeier Værkslæren i ophavsretten Jurist- og Økonomforbundets Forlag Denne bog vedrører værkslæren i ophavsretten, dvs. de grundlæggende betingelser, der skal være opfyldt, før et værk nyder

Læs mere

Boligspørgsmålet var et af de samfundsproblemer,

Boligspørgsmålet var et af de samfundsproblemer, 1 AT BYGGE ET BEDRE SAMFUND Den politiske debat om boligen 1945-55 Af Carsten Frimand Efterkrigstidens danske boligpolitik tog udgangpunkt i den udbredte bolignød, men rummede også mere vidtrækkende perspektiver

Læs mere

Landsbyggefondens opgaver Kredskonference 1. kreds 26. marts 2011

Landsbyggefondens opgaver Kredskonference 1. kreds 26. marts 2011 Landsbyggefondens opgaver Kredskonference 1. kreds 26. marts 2011 Workshop - Hvorfor har vi en landsbyggefond (LBF)? - Hvem bestemmer over LBF? - Kassen er tom hvordan kan der så uddeles penge? - Hvad

Læs mere

Retlige rammer for et indre detailbetalingsmarked

Retlige rammer for et indre detailbetalingsmarked I denne bog redegøres der for disse nye initiativer fra såvel et europæisk som et dansk perspektiv med det formål at give læseren et indblik i omfanget af de bestræbelser, som etableringen af et indre

Læs mere

TILGÆNGELIGHED OG MOBILITET BOLIGPRISER

TILGÆNGELIGHED OG MOBILITET BOLIGPRISER 84 TILGÆNGELIGHED OG MOBILITET BOLIGPRISER BOLIGPRISER De svenske boligpriser mindre attraktive for danskere Billigere boliger, mere og bedre bolig for pengene var drivkraften bag den flyttestrøm af danskere,

Læs mere

Penge til lejligheden. Almene boliger finansiering og husleje

Penge til lejligheden. Almene boliger finansiering og husleje Penge til lejligheden Almene boliger finansiering og husleje Når du bor i almen bolig, bestemmes huslejen af to slags omkostninger: 1 2 Driftsomkostninger (ejendomsskatter, forsikringer, udvendig vedligeholdelse,

Læs mere

Københavns Befæstning en attraktion i verdensklasse

Københavns Befæstning en attraktion i verdensklasse Københavns Befæstning en attraktion i verdensklasse Kulturarv og kulturmiljø Landskab og byrum Friluftsliv og rekreation Københavns Befæstning skal bevares og udvikles som en sammenhængende attraktion

Læs mere

Undervisningsbeskrivelse

Undervisningsbeskrivelse Undervisningsbeskrivelse Stamoplysninger til brug ved prøver til gymnasiale uddannelser Termin JUNI 2015 Institution HF I NØRRE NISSUM VIA UC Uddannelse Fag og niveau Lærer(e) Hold HF SAMFUNDSFAG B HANS

Læs mere

c arkitektfirma claus Aarhus Byråd Til medlemmerne af Teknisk Udvalg og til medlemmerne af Beskæftigelsesudvalget Århus, d. 28.09.

c arkitektfirma claus Aarhus Byråd Til medlemmerne af Teknisk Udvalg og til medlemmerne af Beskæftigelsesudvalget Århus, d. 28.09. Aarhus Byråd Arkitektfirma Claus Jensen ApS Vestergade 48 G 8000 Århus C telefon 87 30 02 40 telefax 87 30 02 41 mail post@j-arkitekter.dk CVR/SE 29 54 07 72 web www.j-arkitekter.dk laus Til medlemmerne

Læs mere

Osmannerriget. Begyndelsen. Storhedstiden. Vidste du, at.. Nederlag og tilbagegang. Fakta. Forsøg på modernisering. Opløsning.

Osmannerriget. Begyndelsen. Storhedstiden. Vidste du, at.. Nederlag og tilbagegang. Fakta. Forsøg på modernisering. Opløsning. Historiefaget.dk: Osmannerriget Osmannerriget Det Osmanniske Rige eksisterede i over 600 år. Det var engang frygtet i Europa, men fra 1600-tallet gik det tilbage. Efter 1. verdenskrig opstod republikken

Læs mere

Per Boje, Marianne Rostgaard, Mogens Riidiger. Handelspolitikken. som kampplads under Den Kolde Krig AALBORG UNIVERSITETSFORLAG

Per Boje, Marianne Rostgaard, Mogens Riidiger. Handelspolitikken. som kampplads under Den Kolde Krig AALBORG UNIVERSITETSFORLAG Per Boje, Marianne Rostgaard, Mogens Riidiger Handelspolitikken som kampplads under Den Kolde Krig AALBORG UNIVERSITETSFORLAG Indholdsfortegnelse Forord 9 Per Boje Danmarks tredje samhandelspartner 1945-1960

Læs mere

VELKOMMEN TIL DEN SØNDERJYSKE BY

VELKOMMEN TIL DEN SØNDERJYSKE BY VELKOMMEN TIL DEN SØNDERJYSKE BY Udgivet af beboerrepræsentationen i Den Sønderjyske By Juli 2012 ET STORT OG VARMT VELKOMMEN TIL LANDSBYEN Du/I flytter nu ind i Den Sønderjyske By, og det er altid en

Læs mere

ET STÆRKT FAG I UDVIKLING DANSK SYGEPLEJERÅDS HOLDNINGER TIL SYGEPLEJEFAGET

ET STÆRKT FAG I UDVIKLING DANSK SYGEPLEJERÅDS HOLDNINGER TIL SYGEPLEJEFAGET ET STÆRKT FAG I UDVIKLING DANSK SYGEPLEJERÅDS HOLDNINGER TIL SYGEPLEJEFAGET Et stærkt fag i udvikling Dansk Sygeplejeråds holdninger til sygeplejefaget Grafisk tilrettelægning: Dansk Sygeplejeråd Forsidefoto:

Læs mere

Småhuses stabilitet. SBI-ANVISNING 186 STATENS BYGGEFORSKNINGSINSTITUT 1995

Småhuses stabilitet. SBI-ANVISNING 186 STATENS BYGGEFORSKNINGSINSTITUT 1995 Småhuses stabilitet. SBI-ANVISNING 186 STATENS BYGGEFORSKNINGSINSTITUT 1995 Småhuses stabilitet Småhuses stabilitet MOGENS BUHELT HENRY HØFFDING KNUTSSON SBI-ANVISNING 186 STATENS BYGGEFORSKNINGSINSTITUT

Læs mere

80 m 2 solceller (11,52 kwp) giver 11.000 kwh/år (beregnet) 200 m 2 solpaneler bidrager til produktion af varmt brugsvand

80 m 2 solceller (11,52 kwp) giver 11.000 kwh/år (beregnet) 200 m 2 solpaneler bidrager til produktion af varmt brugsvand Eksempel Energirenovering etageboliger RINGGÅRDEN ÅRHUS - OPFØRT 1939-1941 UDGIVET DECEMBER 2014 Lyst, lunt og populært Ombygningen af seks boligblokke i den almennyttige boligforening Ringgården i Århus,

Læs mere

Tobins q og udbudssiden af boligmodellen

Tobins q og udbudssiden af boligmodellen Danmarks Statistik MODELGRUPPEN Arbejdspapir* SOA 29. september 2011 Tobins q og udbudssiden af boligmodellen Resumé: Tobins q og boligmængden bør ifølge teorien samvariere. I sen 90'erne brydes denne

Læs mere

Uddannelsesudvikling i et professionsfagligt perspektiv

Uddannelsesudvikling i et professionsfagligt perspektiv Uddannelsesudvikling i et professionsfagligt perspektiv Uddannelsesudvikling i et professionsfagligt perspektiv Redigeret af Lene Storgaard Brok Forlaget UCC, 2011 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion:

Læs mere

Supervision af psykoterapi

Supervision af psykoterapi Supervision af psykoterapi Denne side er købt på www.ebog.dk og er omfattet af lov om ophavsret. Terapiserien Bøger om spændende og aktuelle psykoterapeutiske metoder og praksisområder, skrevet af førende

Læs mere

Strategi for KORA: Opstartsårene, og årene frem til 2020

Strategi for KORA: Opstartsårene, og årene frem til 2020 3. maj 2013.JRSK/brdi Strategi for KORA: Opstartsårene, og årene frem til 2020 Den samfundsøkonomiske udfordring De demografiske ændringer i befolkningen og den økonomiske krise presser finansieringen

Læs mere

De allierede. De allierede i 1939. Tysk angrebskrig i Vest 1940 og Øst 1941. Vidste du, at.. Japansk angreb på USA og Østfronten

De allierede. De allierede i 1939. Tysk angrebskrig i Vest 1940 og Øst 1941. Vidste du, at.. Japansk angreb på USA og Østfronten Historiefaget.dk: De allierede De allierede De lande, som bekæmpede Tyskland og Japan under 2. verdenskrig, kaldes de allierede. De allierede i 1939 De allierede gik sammen, fordi Tyskland i september

Læs mere

Trine P. Larsen (red.) INSIDEREOG OUTSIDERE. Den danske models rækkevidde. Jurist- og. Økonomforbundets Forlag

Trine P. Larsen (red.) INSIDEREOG OUTSIDERE. Den danske models rækkevidde. Jurist- og. Økonomforbundets Forlag Trine P. Larsen (red.) INSIDEREOG OUTSIDERE Den danske models rækkevidde Jurist- og Økonomforbundets Forlag Insidere og outsidere den danske models rækkevidde Trine P. Larsen (red.) Insidere og outsidere

Læs mere

INDSTILLING OG BESLUTNING

INDSTILLING OG BESLUTNING 1. TMU 66/2006 J.nr. 639.0029/05 Billige boliger INDSTILLING OG BESLUTNING På baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning af 15. december 2005 om, at der over en femårig periode, bygges 5.000 boliger

Læs mere

Statskundskab. Studieleder: Lektor, Ph.D. Uffe Jakobsen

Statskundskab. Studieleder: Lektor, Ph.D. Uffe Jakobsen Statskundskab Studieleder: Lektor, Ph.D. Uffe Jakobsen På spørgsmålet: Hvad er "politologi"? kan der meget kort svares, at politologi er "læren om politik" eller det videnskabelige studium af politik.

Læs mere

PROJEKT ARBEJDE I UNDERVISNINGEN

PROJEKT ARBEJDE I UNDERVISNINGEN 2 Kirsten Dyssel Pedersen PROJEKT ARBEJDE I UNDERVISNINGEN Frydenlund 3 Projektarbejde i undervisningen Frydenlund grafisk, 1997 1. udgave, 2. oplag, 2006 Isbn 978-87-7118-187-6 Tryk: Pozkal, Polen Forlagsredaktion:

Læs mere

Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 3. december 2009. Betænkning. over

Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 3. december 2009. Betænkning. over Til lovforslag nr. L 34 Folketinget 2009-10 Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 3. december 2009 Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om kommunernes styrelse og regionsloven (Kommunalbestyrelsernes

Læs mere

Integrationen skal have en ny start

Integrationen skal have en ny start Integrationen skal have en ny start Danmark har fået en etnisk underklasse og den bliver endnu større, hvis vi ikke sadler om. De nye danskere må ud i de gamle danskeres skoler og boligområder. Integrationen

Læs mere

Den 19. november 2010. Aftale om dispositionsplan

Den 19. november 2010. Aftale om dispositionsplan Den 19. november 2010 Aftale om dispositionsplan Formålet med nærværende aftale er at bekræfte enigheden mellem Brabrand Boligforening og Århus Kommune om den endelige dispositionsplan for Gellerup og

Læs mere

PRAKTIKKENS LÆRINGSLANDSKAB AT LÆRE GENNEM ARBEJDE REDIGERET AF KLAUS NIELSEN STEINAR KVALE AKADEMISK FORLAG

PRAKTIKKENS LÆRINGSLANDSKAB AT LÆRE GENNEM ARBEJDE REDIGERET AF KLAUS NIELSEN STEINAR KVALE AKADEMISK FORLAG PRAKTIKKENS LÆRINGSLANDSKAB AT LÆRE GENNEM ARBEJDE REDIGERET AF KLAUS NIELSEN STEINAR KVALE AKADEMISK FORLAG Praktikkens læringslandskab 1 2 Praktikkens læringslandskab At lære gennem arbejde Redigeret

Læs mere

Vedtægter for Det Danske Institut i Rom

Vedtægter for Det Danske Institut i Rom DET DANSKE INSTITUT FOR VIDENSKAB OG KUNST I ROM ACCADEMIA DI DANIMARCA Vedtægter for Det Danske Institut i Rom Navn og hjemsted 1 Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom (Accademia di Danimarca)

Læs mere

Bilag til lejelovskommissionens betænkning

Bilag til lejelovskommissionens betænkning Bilag til lejelovskommissionens betænkning Betænkning nr. 1331 Boligministeriet Bilagsdel til betænkning Udgivet af Boligministeriet Februar 1997 Købes hos boghandleren eller hos Statens Information, Statens

Læs mere

Vedtægter for SALUS. Boligadministration A.m.b.a.

Vedtægter for SALUS. Boligadministration A.m.b.a. Vedtægter for SALUS Boligadministration A.m.b.a. Juni 2013 Kapitel 1 Navn, hjemsted og formål 1. Selskabets navn er SALUS Boligadministration A.m.b.a. Stk. 2. Selskabet er et alment andelsselskab med begrænset

Læs mere

Det kapitalistiske Samfunds Fejl rammer ikke arbejderne alene, men hele den brede befolkning.

Det kapitalistiske Samfunds Fejl rammer ikke arbejderne alene, men hele den brede befolkning. Mellemkrigstiden var præget af store økonomiske kriser og de følger, som disse havde for befolkningen. Derfor blev spørgsmålet om statens sociale ansvar aktuelt, hvilket især Venstre og Socialdemokratiet

Læs mere

Fra forsørgelse til omstilling

Fra forsørgelse til omstilling SVEND DANIELSEN LENNART LYNGE ANDERSEN Fra forsørgelse til omstilling UNDERHOLDSBIDRAG TIL ÆGTEFÆLLE JURIST- OG ØKONOMFORBUNDETS FORLAG Fra forsørgelse til omstilling underholdsbidrag til ægtefælle Svend

Læs mere

Det er problemformuleringen, der skal styre dit arbejde. Den afgør, hvad det vil være relevant for dig at inddrage i opgaven.

Det er problemformuleringen, der skal styre dit arbejde. Den afgør, hvad det vil være relevant for dig at inddrage i opgaven. Problemformulering "Jeg vil skrive om 1. verdenskrig", foreslår du måske din faglige vejleder. Jo, tak. Men hvad? Indtil videre har du kun valgt emne. Og du må ikke bare "skrive et eller andet" om dit

Læs mere

Den danske model Frivillige aftaler. gennem mere end 100 år

Den danske model Frivillige aftaler. gennem mere end 100 år Den danske model Frivillige aftaler gennem mere end 100 år 1 Den danske model - frivillige aftaler gennem mere end 100 år Udgivet af CO-industri, redigeret november 2012 Oplag: 1.000 Design og grafisk

Læs mere

Danske forskere fortjener professionelle tidsskrifter En kortlægning af danske tidsskrifters vilkår

Danske forskere fortjener professionelle tidsskrifter En kortlægning af danske tidsskrifters vilkår Danske forskere fortjener professionelle tidsskrifter En kortlægning af danske tidsskrifters vilkår Foreningen af Danske Videnskabsredaktører 1 2 Danske forskere fortjener professionelle tidsskrifter En

Læs mere

Synopsis i sturdieområet del 3. Tema: Globalisering Emne: Fag: International økonomi og engelsk. HH H3b. XX handelsgymnasium 2010

Synopsis i sturdieområet del 3. Tema: Globalisering Emne: Fag: International økonomi og engelsk. HH H3b. XX handelsgymnasium 2010 Synopsis i sturdieområet del 3 Tema: Globalisering Emne: Fag: International økonomi og engelsk HH H3b XX handelsgymnasium 2010 Indholdsfortegnelse Indledning og problemformulering... 2 Det danske velfærdssamfund...

Læs mere

Udsigt til svag fremgang i byggeriet

Udsigt til svag fremgang i byggeriet November 13 Udsigt til svag fremgang i byggeriet Der ventes svag fremgang i de private bygge- og anlægsinvesteringer i 1 og 15. Baggrunden for disse skøn er en forventning om øget aktivitet i økonomien,

Læs mere

Krise skaber modstand mod frihandel

Krise skaber modstand mod frihandel Krise skaber modstand mod frihandel 42 % ønsker at regeringen beskytter danske virksomheder mod konkurrence fra udlandet og 58 % går ind for statslån til danske virksomheder. Som forbrugere har det betydning

Læs mere

Budget 2008-2011. Boligsocialt udvalgs budget:

Budget 2008-2011. Boligsocialt udvalgs budget: Budget 2008-2011 Boligsocialt udvalgs budget: Indeholder Bevilling nr. 81 Boligsociale aktiviteter 82 Integration 81 Boligsociale aktiviteter Bevillingens indhold Drift Driftssikring af boligbyggeri 1.690

Læs mere

Mellemøsten før 1400. Persere, arabere og tyrkere. Perserriget. Romerriget. Vidste du, at.. De arabiske storriger. Arabisk kultur og sprog.

Mellemøsten før 1400. Persere, arabere og tyrkere. Perserriget. Romerriget. Vidste du, at.. De arabiske storriger. Arabisk kultur og sprog. Historiefaget.dk: Mellemøsten før 1400 Mellemøsten før 1400 Mellemøstens historie før 1400 var præget af en række store rigers påvirkning. Perserriget, Romerriget, de arabiske storriger og det tyrkiske

Læs mere

De informationsretlige grundsætninger

De informationsretlige grundsætninger De informationsretlige grundsætninger 1 This page intentionally left blank 2 Henrik Udsen De informationsretlige grundsætninger Studier i informationsretten Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2009 3 De

Læs mere

2004-06-15. Statsamtet Århus: Samarbejde med ELRO om brug af internet via SHDSLbredbånd

2004-06-15. Statsamtet Århus: Samarbejde med ELRO om brug af internet via SHDSLbredbånd 2004-06-15. Statsamtet Århus: Samarbejde med ELRO om brug af internet via SHDSLbredbånd Resumé Nørhald Kommunes sag om overskudskapacitet af bredbånd Statsamtet Århus udtalte i brev af 14.4.2004, at man

Læs mere

overblik Statistisk Virksomhedernes energiomkostninger 3. KVARTAL 2015

overblik Statistisk Virksomhedernes energiomkostninger 3. KVARTAL 2015 overblik Statistisk Virksomhedernes energiomkostninger 3. KVARTAL 2015 > > Elprisen 2 > > Olieprisen 2 > > Gasprisen 3 > > Kulprisen 4 > > Eltariffer 4 > > Kvoteprisen 5 Energipriserne har overordnet haft

Læs mere

AKB 1913-2006. Boligselskabet AKB s.m.b.a. historien om et boligselskab

AKB 1913-2006. Boligselskabet AKB s.m.b.a. historien om et boligselskab AKB 1913-2006 Boligselskabet AKB s.m.b.a. historien om et boligselskab 5 Kolofon AKB 1913-2006 Boligselskabet AKB s.m.b.a. historien om et boligselskab Copyright Boligselskabet AKB s.m.b.a. Efter 1/1 2007

Læs mere

Emergensen af den tredje sektor i Danmark

Emergensen af den tredje sektor i Danmark Emergensen af den tredje sektor i Danmark Birgit V. Lindberg, Ph.D. stipendiat Copenhagen Business School Institut for Ledelse, Politik og Filosofi Disposition Introduktion Uafhængighedsstrategier i Frivillige

Læs mere

Barnett Pearce, Jesse Sostrin & Kimberly Pearce. Oversat af Ole Lindegård Henriksen

Barnett Pearce, Jesse Sostrin & Kimberly Pearce. Oversat af Ole Lindegård Henriksen Barnett Pearce, Jesse Sostrin & Kimberly Pearce Håndbog i CMM for konsulenter Oversat af Ole Lindegård Henriksen Barnett Pearce, Jesse Sostrin & Kimberly Pearce HÅNDBOG I CMM FOR KONSULENTER 1. udgave

Læs mere

Tips og vejledning vedrørende den tredelte prøve i AT, Nakskov Gymnasium og HF

Tips og vejledning vedrørende den tredelte prøve i AT, Nakskov Gymnasium og HF Tips og vejledning vedrørende den tredelte prøve i AT, Nakskov Gymnasium og HF Den afsluttende prøve i AT består af tre dele, synopsen, det mundtlige elevoplæg og dialogen med eksaminator og censor. De

Læs mere