10. søndag efter trinitatis, den 4. august 2013 Vor Frue kirke kl. 10

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "10. søndag efter trinitatis, den 4. august 2013 Vor Frue kirke kl. 10"

Finn Kronborg
8 år siden
Visninger:

1 1 10. søndag efter trinitatis, den 4. august 2013 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Luk 19,41-48 Salmer: 409, 434, 7, 348, 349, 466, 332v.5, 329. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Tiden er, hvad den er fyldt af. Indimellem er det til at græde over. Der er en tid til glæde og en tid til at le, en tid til både det ene og det andet, som den lettere depressive Prædiker fra visdomslitteraturen i Det gamle Testamente har noteret. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. Jesus græder ved gensynet med sin hovedstad og dens religiøse gedemarked. Her er ikke noget at le ad. Det religiøse og politiske centrum var fyldt af gøgl. Det er til at græde over. Det er, hvad det er. Det er hverken den første eller sidste hovedstad, som præsenterer sig på den måde. Men Jerusalem havde haft alternativ. Jerusalem havde ikke kendt sin besøgelsestid. Det var det, der var begrædeligt. Jerusalem havde forspildt sin mulighed, sin [Kairos]. Og det var ikke en hvilken som helst mulighed, der var forpasset. Det var Guds nærvær. Det var tiden for det nærvær, som altid kun har besøgets karakter. Besøgelsestiden. Jerusalem havde ikke kendt sin besøgelsestid, som man kaldte den særlige tid, hvor man ydmygt, opmærksomt og selvkritisk kunne øjne andre muligheder end dem, man selv havde forestillet sig. Gad vide om man ikke i dagens politiske lingo havde kaldt det øjeblik for momentum hvis det kan lede på sporet. Jerusalem havde haft momentum. Det særlige øjeblik for afgørende beslutninger, skæbnetunge og beslutninger ladet med ængstelighed, spænding og muligheder.

Der er en tid til glæde og en tid til at le, en tid til både det ene og det andet, som den lettere depressive Prædiker fra visdomslitteraturen i Det gamle Testamente har noteret.

2 2 Begrebet besøgelsestid hørte hjemme i jødisk-kristen sprogbrug som betegnelse for Guds indgreb i folkets eller det enkelte menneskes historie og liv. Det er ikke sikkert, begrebet umiddelbart lader sig parallelforskyde til vesteuropæisk modernitet I den bibelske fortælling viser Gud sin vrede eller sin nåde ved besøgelsestid. Og hvad enten det er det ene eller det andet, så er pointen, at initiativet ikke udgår fra den enkelte eller folket. Det gør til gengæld svaret. Og det er skæbnesvangert. Mennesket, den enkelte, eller folket genlød eller ekkoede på tiltalen. Man kvitterede for besøget, hvis man altså kendte sin besøgelsestid. Hos os udgår alt fra os selv. Spiritualitet inklusive. Vi oplever os selv som subjekt i egen fortælling og udrustet med en åndelighed, en spiritualitet, vi blot skal coaches eller guides ind til. Gud er noget inden i os. Gud er indfødt og har derfor ikke brug for at gå på besøg. På den anden side: hvis besøgelsestid ikke refererede til erfaringer, vi stadig gør, kunne vi springe det let og elegant over. I Jerusalem var der åbenbart gået business i spiritualiteten. Man købte og solgte og vekslede romersk mønt i stedet for at bede. Religiøsiteten var blevet ren yderlighed. Hos os er den blevet ren inderlighed. Afstanden til ordentlig spiritualitet virker måske knap så grotesk som den forretningsmæssige udnyttelse af vores behov for at omgås Gud, men i optagethed af vores eget indre forsvinder lige så sikkert som på markedspladsen den ydmyghed, opmærksomhed og selvkritik, som er ordentlig spiritualitets kendemærke. Uden den opdager hverken Jerusalemborgere eller københavnere, når vi får besøg. Vi forpasser vores besøgelsestid. Det er et ejendommeligt gammelagtigt ord. Besøgelsestid. Men det kunne trænge til at nyde fremme. Med ord, som forsvinder, risikerer også den virkelighed, ordene beskriver, at forsvinde.

Og hvad enten det er det ene eller det andet, så er pointen, at initiativet ikke udgår fra den enkelte eller folket. Det gør til gengæld svaret. Og det er skæbnesvangert.

3 3 Den seneste oversættelse af Det Nye Testamente opgiver ordet. Jesus siger om Jerusalems fremtid, at byens fjender ikke skal lade sten på sten tilbage, fordi du (Jerusalem) ikke kendte din besøgelsestid. Det bliver i den seneste oversættelse til, at det hele bliver revet ned, fordi du ikke lyttede til Gud i tide. Det lyder mere forståeligt, men det er noget helt andet, man forstår. Og det ville selvfølgelig være aldeles ligegyldigt, hvis det ikke var en spirituel erfaring, som bliver sprogligt hjemløs og dermed hjemløs i det hele taget. Besøgelsestid er den uventede muligheds tid. En given chance. Uden ordet for dette momentum nedskriver vi vores liv til det forventelige og det overraskende. Det er ikke så lidt endda, men vi ville mangle den tredje dimension, som er besøgelsestiden. Vi kan fremskrive og beregne vores muligheder. Det er vores livs prognose, som det hedder i hospitalsverdenen. Mindre dramatiske er vores realistiske planer for vores tilværelse. Det er det forventelige. Og så er vi ikke større end at vi også regner med, at livet vil overraske os. Valget er ganske vist i langt større udstrækning vores generations mulighed en nogen tidligeres, men vi er ikke større fantaster, end at vi ved, at der også gives og tages liv uden for vores valgmulighed. Der er det forventelige og det overraskende Og så er der tilværelsens tredje dimension. Hvis vores planlægning kan kaldes horisontal og overraskelserne vertikale, så er besøgelsestiden centrifugal. Med et oplever vi at befinde os i midten af noget, der kan gå i alle retninger Vi skylder vores jødisk-kristne kultur forestillingen om tiden, som et perpetuum, et fluidum, noget der hele tiden bevæger os mod nye horisonter. Vi har en lineær tidsopfattelse. Der findes blandt andre folk og i andre kulturer en helt anden forståelse af tid som noget cirkulært. Den kender vi i øvrigt også fra Prædikeren, som indleder sit digt om tiden, som er, hvad den er fuld af gråd os latter, klage og dans, med den konstatering, at der intet nyt er under solen. Selv overraskelsen er blændværk. Hvis nogen siger: Se, her er noget nyt! så har det, vi har for øje, allerede været for længst. Men i tidens fluidum, i tidens gang, er der momentum, Kairos, besøgelsestid.

Det bliver i den seneste oversættelse til, at det hele bliver revet ned, fordi du ikke lyttede til Gud i tide. Det lyder mere forståeligt, men det er noget helt andet, man forstår.

4 4 Det er kristentroens kerne. Guds nærvær i Kristus er besøgelsestiden. Kristentro er at kende sin besøgelsestid. Derfor er kristen spiritualitet frem for noget ydmyghed, opmærksomhed og selvkritik. Vi kan græde over ondskab, dumhed, hårdhjertethed og over dem, der slår plat på gudstro. Det er, hvad Jesus gør ved Jerusalem. Men vi kender også til at græde over godhed og barmhjertighed. Vi kender vores besøgelsestid, når vi bliver rørt af den godhed og barmhjertighed, vi ikke blot hører om men også føler os omfattet af. Det kræver hverken får eller geder eller romersk mønt eller coaching eller spirituel vejledning. Det kræver blot nåh ja! ydmyghed, opmærksomhed og selvkritik. Tidligere var ferietid en fritid fra arbejde. Nu er ferie en tid til at realisere sit potentiale for maratonløb eller akvarelmaling eller bjergbestigning eller pubcrawl. Tiden er, hvad den er fyldt af, men den skal med djævelens vold og magt være fyldt. Trykket lige på fyldt. Og hvis den ikke er det sådan ganske bogstaveligt, så skal vi i hvert fald have en plan for, hvordan den bliver det. Både ferier og dagligdag skal have projektets karakter. Fra opgørelsen over tilmeldingerne til de videregående uddannelser har vi fået sat navn på 10 ernes ungdom som nu åbenbart hedder generation målrettet. Tiden er, hvad den er fuld af. Hvis den ikke er fuld af gøremål lige nu, skal den være fuld det, der ikke er endnu, men skal indfinde sig engang, når vi når vores mål, hvad enten vi nu løber, klatrer, crawler eller studerer. Ellers kan det hele nemlig ikke evalueres. Og man kan nogle gange tvivle på, om den, der ikke er evalueret, overhovedet eksisterer. Det fortælles blandt kolleger, at en af vores pibekravede brødre har ladet sig begrave under en sten, som meddeler, at han intet ville, og at han nåede det. Jeg har længe syntes, at det var topmålet af arrogance, men måske han alligevel har hørt noget vigtigt i Jesu ord om at kende sin besøgelsestid. Den tid, hvor det ikke længere handlede om hans vilje, men om at lytte til skaberens vilje med ham.

Vi kender vores besøgelsestid, når vi bliver rørt af den godhed og barmhjertighed, vi ikke blot hører om men også føler os omfattet af.

5 Den vilje kender hverken han eller vi. Den viden har vi til gode. Men besøgelsestiden kender vi, selvom det også er under andre betegnelse. Der er tidspunkter i ethvert menneskes liv, hvor en beslutning vil besegle vores videre skæbne. Vi kender til afgørelsernes øjeblik. Den centrifugale oplevelse af, at nu kan vores liv gå i mange retninger, og at det er afgørende at vi vælger en af dem, hvis vi ikke skal nøjes med at blive rundtossede. Der er tidspunkter, hvor sikkerhed og viden vejres væk, og svimmelheden virker alt andet end forløsende. Jeg tænker, at de særligt følsomme vil sige, at det er som at blive strejfet af en engel. Det er her, vi søger vejledning af eksperter. Det er her, spiritualiteten bliver til et kræmmermarked, det er netop her, vi kan græde over miseren, som Jesus græd over Jerusalem. Men det er også her, netop hér, vi kan opleve en gavmildhed, en nåde og godhed, som det er til at græde over. Det er besøgelsestid. Vi kender den på oplevelsen af en barmhjertighed og nåde, der i afgørelsen øjeblik vises os: at vi kan beslutte os for vores liv, som det er, eller som det skal ændres til at være, og at vi aldrig vil være alene med vores beslutning. Besøgelsestiden kendetegnes ved, at vi ved os omfattet af den kærlighed, Jesus vekslede geder, duer og romersk mønt til. Herefter er der kun tilbage at bede Gud om at føje sin velsignelse til vores beslutning, så vi kan gå med Kristus i ryggen, hvilken vej beslutningen end fører os. Lov og tak og evig ære... 5

Den centrifugale oplevelse af, at nu kan vores liv gå i mange retninger, og at det er afgørende at vi vælger en af dem, hvis vi ikke skal nøjes med at blive rundtossede.

Relaterede dokumenter

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014. Salmer: 754 447 674 v. 583 // 588 192 v.7 697

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014 Salmer: 754 447 674 v. 583 // 588 192 v.7 697 Læsninger: 1. Mos. 18,20-33 og Luk. 18,1-8 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Det er