starnden, kirkebesøg og en tur i det lokale marked var højdepunkterne her. Og så med paraply! Garfanha. Garfanha.

Transkript

1 Rejsebrev 5. Fredag den 4. april kørte vi fra Coimbra, og trillede lidt længere nordpå. Det var egentlig meningen af aflægge et kort visit i Aveiro, men vejruderne var os igen lidt ugunstige. Regn og blæst. Og så er det ikke den store fornøjelse at tage på byrundtur. Vi fortsatte 10 km. længere ud til kysten, hvor der var en udmærket autocamperplads helt ude i klitterne i Garfanha da Encarnacão. Den lille kirke sørgede for, at vi kom op i nogenlunde ordentlig tid, hvilket vi sige inden kl. 9.00! Der var nu ikke så meget at stå op til i de par dage vi beærede byen med vores besøg. En travetur langs Garfanha da Encarnacão. Med morgenvækning. starnden, kirkebesøg og en tur i det lokale marked var højdepunkterne her. Og så med paraply! Garfanha. Garfanha. Det blev til et par dage i Garfanah. Vejret blev bedre, så vi kørte 40 km. længere nordpå til Pardilhó, der ligger ude i den store lagune lidt syd for Porto. Byen er ganske beskeden, og en del indtægt kommer fra den lille fiskerihavn, hvorfra der drives fiskeri i lagunen, når det er højvande. Ved ebbe er der ikke en dråbe vand i havnen. De skiltede med en autocamperplads, men man må sige, at her udenfor lands lov og ret, var den bestemt ikke overrendt af turister. Til gengæld var der mange lokale, der holdt picknic i week-enden. Pardilho. "Fiskerihavnen". De var meget imødekommende, og vi blev endnu engang inviteret til børnefødselsdag med grill, vin, kage og alt hvad hjertet kunne begære. Alle gæster medbragte et eller andet, og der var et leben uden lige. En af deltagerne var salgschef i et stort portugisisk firma, og talte alle hovedsprog, så vi havde ikke problemer med kommnikationen. Vi havde nogle hyggelige timer sammen med dem, men måtte også lægge øre til Portugals massive problemer med gæld, høj arbejdsløshed, lave lønninger, korrupte politikere, men ikke mindst et system, der mere mindede om Salzars

2 diktatur før revolutionen, og ikke havde den mindste lighed med demokrati i vores betydning. Det var noget forstemmende at høre, men kom vel ikke som den store overraskelse. Vi har hørt det før. Massiv emmigration af højtuddannede og meget lav fødselsrate er med til yderligere at forstærke landets problemer. Området er perfekt til cykleture, for os der har sluppet bjergene, og nyder at cykle lige ud af landevejen, og gerne i kote 1. Så der blev tid til en tur med madpakke og for en sikkerhedsskyld lappegrej i bagagen. Selv om der var cyklesti en del af vejen, måtte vi også ud på grus og toppede brosten. Padilho. Fødselsdagsfest. Pardilho. Cylketur. Og her ude på landet møder vi skam lidelsesfæller. Ikke for fornøjelsens skyld, men erhvervscyklister på vej til og fra arbejde. Selv om de fylder lidt rigelig på vejen, var der dog plads til en overhaling. Og cyklerne er et kapitel helt for sig selv. Især sadelen skal man lægge mærke til. Og så er de forsynet med nummerplade! I laguneområdet er der flere små fiskerihavne efter samme koncept som i Pardilho. Nogle er stadig velfungerende med en idylisk beliggenhed, men også med små kølehuse til opbevaring af fangsten inden videretransport til forbrugerne.

3 EU betaler. Nogle er mudret til, og de gravede kanaler ud til åbent vand er helt forsvundet. Men så er det jo godt, at der er noget der hedder EU s udviklingsfond! Intet er tilsyneladende for småt. Selv små fiskersamfund her gives typisk 1 mio. i tilskud til genetablering af de gamle havne. Og flot det bliver det bestemt! På pladsen i Pardilho lå et engelsk/fransk par, Adrian og Gabby. Dagen inde vi ankom, havde en af de lokale fiskere inviteret Adrian på fisketur i lagunen en hel dag. Sådan et tilbud skal man ikke sige nej til, og det gjorde Adrian da heller ikke, og havde haft en dejlig oplevelse. Da vi kom hjem fra cykletur kom fiskeren og med et stort grin afleverede en pose fisk renset og klar til stegning, uden beregning. Og der var rigelig. Så Pardilho. Adrian griller. vi blev inviteret på Fisch and Chips i det grønne, og havde en hyggelig aften sammen med dem. I forbindlse med den lille havn ligger også byens roklub. Hver formiddag, når der er vand i kanalen dukke ungdommen op sammen med deres træner. Og så er de på havet en god times tid. Vi troede først, at påskeferien var startet, men nej! Det var en del af skoleundervisningen, og som træneren sagde, var det forebyggende i forhold til andet misbrug, der er blandt ungdommen også her i landet. Pardilho. Og vi nyder fisken. Pardilho. Roklubben.

4 Den 9. april kørte vi fra Pardilho, men havde egentlig lyst til at blive der et par dage endnu. Men tidsplanen skal holde nogenlunde, hvis ikke vi skal køre røven ud af bukserne den sidste uge. Og det gider vi ikke! Cafémutter ringede til en kommunal embedsmand, der straks kom kørende fra byen, og indkasserede 1 pr. overnatning for brug af strøm. Og så vinkede han farvel til os, da vi kørte! Selv om vi tidligere har været i Porto, må vi lige ind og runde byen engang til. Selv om vi er lidt stedkendt og GPSen var vejviser, havde vi alligevel lidt besvær med at finde ned til vores gamle overnatningsplads i forstaden Lavadores Porto/Lavadores. Den nye lystbådhav. på Douro s sydlige bred ved udløbet i Atlanterhavet. Porto/Lavadores. Vaskeriet. Porto/Lavadores. Tørrepladsen. Vi for lidt vild ved de gamle portvindhuse inde i byen, da gaderne var for smalle til at vi kunne passere. Så fruen måtte ud og standse trafiken, så vi kunne bakke tilbage. Men det tog man nu med et smil! Det er vel fire år siden vi har været der sidst, og området var ikke til at kende igen. Tæt op til det offentlige vaskeanlæg og den lille fiskerihavn, havde man etableret en lystbådhavn med restauranter i glas og beton. Så vores lille paradis var druknet i glasfiber og fortøjningtrosser. Vaskeriet eksisterede stadig og også den tilhørende tørreplads. Men det er vist kun et spørgsmål om tid, selv om det stadig benyttes flittigt at de lokale Porto. Ponte de Luís I. Trafik i to etager. beboere.

5 I Porto er der mange turister. Især omkring den gamle på nordsiden af Douro. Vi har altid syntes, at Porto virkede lidt luvslidt og fattig, når man kiggede efter i krogene. Især i den gamle bydel. Men der er tilsyneladende kommet penge til byen. Muligvis EU-Euro, men de er jo heller ikke at foragte. Mange af de gamle huse langs kajkanten er renoveret, eller der er igangværende projekter til bevaring af den oprindelige havnefront. Og det skal bystyret bestemt have ros for. Og i de små gader kan man færdes sikkert, også selv om man ikke har øretæven med! Porto. Havnefronten. Porto. Havnefronten. Porto. Gamle bydel. Vi fandt en ny overnatningsplads i bydelen Lavadores med panoramaudsigt over Atlanterhavet. Og når man får sådan en solnedgang ind gennem forruden, kan man vel ikke forlange meget mere! Porto/Lavadores. Overnatning.