Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 28. december 2014 Julesøndag Luk 2,25-40 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 28. december 2014 Julesøndag Luk 2,25-40 Salmer: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor:»se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Luk 2,25-40 Da jeg var VUC-lærer, underviste jeg ofte meget gamle mennesker (nogle over 90), der sagde, at de ikke skulle bruge den viden, de var i gang med at erhverve sig, til noget. Dvs., de skulle ikke bruge den til noget andet, på længere sigt. Det er svært at forstå for et ungt menneske, at nogen tilegner sig noget uden blik på senere brug. Vi har vel alle på et tidspunkt i skolen sagt om et eller andet: Hvad skal vi bruge dét til? Fordi det er naturligt for os at tænke, at skoleviden skal bringes i anvendelse, når vi bliver voksne, hvad der jo er helt forkert. Men det er forskellen på dannelse og funktionsuddannelse om det kan eller skal omsættes til noget (andet). Det er en tanke, der hører hjemme i en tankegang, hvor det er årene fra 25 til 67, der lægges op til som det egentlige, rigtige liv. 1

2 I den måde at se vores liv på, oplever vi på et tidspunkt jeg havde nær sagt gudskelov! at det bliver meningsløst at gøre noget med henblik på senere brug. Det er godt, når vi er børn og unge, at vi tilegner os kunnen og forståelse med henblik på et liv, hvor denne kunnen og indsigt kan folde sig ud: at lære at gå, tage tøj på, lave mad selv. Men som voksne oplever vi meningstab, en såkaldt midtlivskrise, når den dér med til senere brug ikke duer længere. Når der mangler et videre mål for vores handlinger. Ofte gør vi noget, for at, fordi en handling uden hensigt er svær at udføre. Sådan en krise kan let føre til opgivenhed og bitterhed, hvis vi ikke har øjnene med os. Det er som om vi gerne vil opbygge et flot CV. Et CV skal bruges til at opregne kunnen og erfaring til videre ansættelse. Noget, der skal pege på, at det liv, jeg har levet indtil videre gør mig ideel til ansættelse i firmaet. Det vil sige, at vores levede liv og opsparede erfaringer og kunnen får til formål at blive omsat til en salgstale på markedspladsen. Når vi lever sådan, at vi prøver enten at få et godt CV eller en beundringsværdig livshistorie eller groft sagt en god omtale ved begravelsen, så står vi midt i fortvivlelsen. For hvornår er liv liv nok? Er det liv nok, når vi har set det, vi ville, som det lyder i Kim Larsens sang, som vi ofte hører ved begravelser? Er det liv nok, når vi har hørt de 1001 albums, man skal høre, inden man dør, eller har besøgt de 1001 steder i verden, der skal besøges, inden man dør? Hvornår er liv liv nok til at være liv, nok til have været liv? Hvis vi lever med CV et eller livsfortællingen eller den flotte nekrolog for øje, så er vi så fortvivlet lukket inde i vores eget selv, at vi højst kan håbe på den absurde beundring, andre måske vil komme med, når vi er døde. Og hvad godt gør den så for det menneske, der har været optaget af den flotte livsfortælling til salg og efterstræbelse? Når tilegnelse af noget med henblik på senere brug så småt forvitrer, står vi i en krise. Og jeg er nær ved at sige, at det bliver det sikre endeligt for ethvert forsøg på individuel livsopfyldelse, at det ender i fortvivlelse. 2

3 At man, som vi siger, nåede det, inden man døde, er fortvivlelse. For indenfor CV-tænkningen, må vi spørge: til glæde for hvem og til hvilken senere brug er det, som man nåede? CV-tænkningen forestiller sig et gyldent øjeblik, hvor vi ser tilbage på et velbrugt liv, og udånder med et glad suk. Og CV-tænkningen frygter som det værste i verden, at det gyldne øjeblik skulle være afløst af fortrydelser eller bitterhed eller snydthed. Ét øjeblik frygter vi så meget, at det er dét, der let kan styre vores liv. Begge scenarier er fortvivlende, fordi de peger på, at livet kan leves rigtigt eller forkert, at noget liv ikke er liv nok. Og det er fortvivlende, fordi det er et tempel, vi bygger til vores egen ære, som andre kan besøge med reverens. Men det får vi ikke lov at opleve, for vi er jo døde. Og det, som vi nåede bliver jo til ingenting. Og hvad skal egentlig selv med dét elendige ene øjeblik, når vi alligevel skal drage vort sidste åndedrag ganske snart? Det forklarede smil kan ikke hjælpe os, men det kan godt give håb til de efterladte, og give dem den lettelse, at den elskede havde et godt liv og fik en god død. Og det er bestemt ikke noget dårligt. Men for os selv, som døende, kan det ikke omsættes eller sælges eller opbevares til senere brug. Og der ér jo i dødens natur ikke et evalueringsøjeblik udenfor livet, hvor vi kan bedømme vores liv fra et afsluttet punkt. Så er vi jo ikke døde. Alt dette for at komme ind på livet af gåden, jeg mødte som lærer: hvorfor ville disse gamle på over 90 pludselig erhverve sig en viden eller indsigt, som de helt tydeligt ikke ville kunne skrive på noget arbejdsmarkedsrelevant CV, eller overhovedet fik mulighed for at omsætte til noget som helst andet, end det, det var: viden og indsigt? Noget af svaret på gåden er nok den, som vi har antydet: at det bestemt ikke er den individuelle livsopfyldelse, der er vigtig for et menneske, der ikke med rimelighed kan se frem til et langt liv. Og måske ligger resten af svaret i dagens evangelium, historien om Simeon og Anna i Templet i Jerusalem. Beretningen kaldes med rette De Gamles Evangelium, fordi Anna er 84 og Simeon formentlig også er en gammel mand, selvom det ikke står der. Hvad er det for en glæde, der får Simeon til at løfte Marias og Josefs barn op og synge lovsang? Hvad er det for en glæde, der gør, at den gamle profetinde Anna 3

4 begynder at vidne til højre og venstre? Det er den samme gåde, for de vil jo netop ikke komme til at se dette barns frelservirksomhed, dertil er de blevet for gamle. Det ville jo også være latterligt, hvis de i deres høje alder efter et livs venten sagde, at nu skulle de rigtigt til at leve som om Messiasåbenbaringen skulle give et afkast i deres personlige liv. De vil ikke komme til at se Israels fuldbyrdede forløsning. Så måske er det slet ikke den forløsning, barnet skal komme til at udvirke, der er Annas og Simeons personlige forløsning. Måske er vi på sporet af Annas og Simeons forløsning ved at se denne lille, skydende rosenknop, når vi ser på vores midtlivskriseproblem: nemlig, at deres liv ikke længere drejer sig om deres individualitet, deres personlige livshistories gyldne udformning. Det er en glæde, der viser sig for nogle, der ikke kan se frem til noget på egne vegne. Og vi kan stramme buen endnu højere: måske skulle der netop dette barn til, for at Simeon pludselig fik fjernet sin selvopfattelse som den, der ventede Herrens komme. Måske var dette barn i Templet noget, der fik Simeons hele identitet som den, der venter, til at brase sammen på en lykkelig måde. Måske blev Simeon befriet fra sit selvbillede, befriet fra sin personlige livshistorie. Måske fik barnet ham til at indse, at ethvert liv er liv nok. At hans såkaldte livsopgave er fuldkommen ligegyldig. Eller snarere: med ét blev den ham ligegyldig. Ikke som et tab eller bitter resignation, men som en jublende, befriende opfyldelse. Den Gamle Mands Evangelium. Den CV-plagedes Evangelium. Evangeliet om individet, der kom ind i fællesskabets uoverskueligt store, guddommelige livsfortælling, i stedet for at klynge sig til sin egen personlige livsfortælling. Simeons glæde går ikke på ham selv, men på, at det fællesskab, han ser sig som en del af, forløses. Det ser ud til i teksten, at Anna og Simeon er barnløse selv. Vi hører i hvert fald intet andet. Men i Marias og Josefs barn ser de et barn, som også er til dem og for dem. Et barn for hele folket, ikke blot et barn født til Josef og Maria. Og ikke 4

5 blot et barn født til dem, der har en fremtid også et barn til dem, hvis liv er ved at være slut. Som det var Helligånden, der gjorde Maria gravid, sådan er det også Helligånden, der førte Simeon over i Templet, hvor han nu står med Marias søn i armene. Ånden har givet både Maria og Simeon et barn i hænderne. Ånden har født dem dette barn. Og med rette undrer Josef og Maria sig over Simeon og Annas adfærd og jubel; de to gamle jublende og talende, de to som er befriet fra deres livshistorier, lader nemlig til at have et langt mere intimt forhold til dette barn, end Maria og Josef har. For beretningen om Simeon og Anna fortæller, at Marias biologiske søn også er Annas og Simeons åndelige barn. Et barn, de har åndeligt fællesskab med. Et barn der med englens ord til hyrderne på marken er født til jer! Det rystende ved den dåb, vi alle netop har bevidnet Alvas og Noahs dåb er, at de to søde små selvfølgelig er deres forældres biologiske børn, men de er også børn, født til os. Og med os mener jeg ind i kirkens 2000-årige fællesskab, ja, mere end det: de er i dag blevet født af Gud, født ud af og ind i Guds fællesskab med mennesker. Da vi selv blev døbt, blev vores eget slægtstræ sekundært. Hvem og hvad vi er alle sammen, er ikke først og fremmest bestemt af vores forældre og bedsteforældre, eller af det sted, vi er vokset op, eller af vores gener og DNA, af vores biologi. Vi er født af Gud i dåben. Og disse to smukke dåbsbørn er født os, født ind i et fællesskab af Gudsbørn, hvor endda gamle og barnløse bliver bedsteforældre, og skulle forløses og glædes med Anna og Simeon, forløses jublende ind i en lang kæde, hvor ethvert liv er liv nok, og hvor CV er og fortvivlelsen ved individuel lisopfyldelse er en fangekæde, der bortsprænges. Et fællesskab, hvor det ikke er afgørende, hvorvidt vi selv biologisk har præsteret børn, et fællesskab, hvor det ikke er afgørende, hvad der kan anføres på CV et til senere brug, et fællesskab, hvor forældre og børn med ét ligestilles som Guds børn, og det lille barn lægges i armene på dets forældre med kravet om uendelig kærlighed og ømhed. Simeons og Annas glæde er De Gamles Evangelium. Det liv, der ikke længere tynges af den individuelle livsopfyldelse. En gåde for unge, et anelsesfuldt 5

6 evangelium for midaldrende, men måske et særligt lys forbeholdt de gamle, forbeholdt dem, der ikke skal bygge liv og identitet mere. Og Maria, hvad med Maria, der står med sin biologiske søn og hører Simeons lovsang? Lovsangen med de dunkle ord, at også hendes egen sjæl skal et sværd gennemtrænge. Dystre ord, mærkelige ord! Mærkelige ord for en ung kvinde, der får at vide, at hun ikke kender sit eget barn til fulde, at hun ikke kender sig selv til fulde. Maria må nu høre, at dét, at Jesus er hendes biologiske barn ikke hjælper hende til forståelse af, hvem hendes søn er. Også Maria skal mærke, at hendes søn er som Simeon siger et barn til fald og oprejsning, et tegn til modsigelse. Hun skal også mærke tvivlen. For, at hun og Josef var de første til at se og høre deres lille barn, er ikke det samme som, at de er de første til at forstå betydningen af deres barn. Forståelsen af ham går kun og udelukkende via Guds Ånd. Tvivlens sværd går gennem ethvert menneskes sjæl, for at dets hjertes tanker kan komme for en dag. Maria er, ligesom vi, stillet overfor dette menneske, Jesus, med tvivl og tro. Og undren. Undren over, at et barn kan være født - til os. Født af kvinde og af Guds Ånd. Amen. 6