Indholdsfortegnelse: Eksamens nr.: 5828 Den asymmetriske relation.

Transkript

1 Indholdsfortegnelse: Indledning:...2 Problemstilling:...2 Afgrænsning:...2 Metodeafsnit:...3 Den asymmetriske relation:...3 Professionalisme:...6 Anerkendende relationer og ligeværd:...7 Konklusion:...8 Litteraturliste:...9 1

2 Indledning: Når jeg tænker på ordet relation, tænker jeg først og fremmest på de relationer, hvor vi indgår i interaktion, hvor der foregår et samspil imellem mennesker. Det vil sige at begge parter er involverede og bidrager med gensidig anerkendelse og ligeværdighed. Men hvordan påvirkes en relation når den er asymmetrisk og derved ikke bunder i en gensidighed, som de fleste andre relationer i hverdagen gør. Jeg finder den asymmetriske relation imellem mennesker rigtig relevant i forhold til mit tidligere og forhåbentlig kommende arbejde inden for det socialpædagogiske felt, hvor man ofte diskuterer hvornår man skal agerer professionel, personlig eller privat. Disse begreber er med til at forme dig til kompetent pædagog. Da ens profession er at vejlede og støtte grupper af mennesker som behøver hjælp til deres begrænsninger, for herigennem at opnå en personlig udvikling og anerkendelse. Problemstilling: Nr.2 Diskuter hvilken rolle den asymmetriske relation spiller i det pædagogiske arbejde? Afgrænsning: Jeg har valgt at tage mit udgangspunkt i personer med varig funktionsnedsættelse i alderen år, som jeg i opgaven vælger at betegne som udviklingshæmmede. Pædagogerne vil få betegnelserne, pædagog og professionelle. Jeg har valgt denne målgruppe, da det er dem, som jeg personligt har størst kendskab til og fordi det er denne målgruppe jeg prøver på at komme til at arbejde med i fremtiden og derved forhåbentlig kan bruge den nye viden fra denne opgave i praksis senere hen. Jeg vil i opgaven afgrænse mig til at fokuserer på pædagogens rolle som professionel i den asymmetriske relation med den udviklingshæmmede. Denne marginaliserede gruppe mennesker har i hverdagen brug for støtte og vejledning til at håndtere hverdagen og udvikle sig personligt. Et spørgsmål kunne være hvor vores professionelle grænse går. Hvornår påtvinger eller påvirker vi den udviklingshæmmede med egne normer og holdninger?. 2

3 Burde vi som kompetente pædagoger i stedet ikke gå ind i anerkendende relationer og sætte os i den udviklingshæmmede sted. Burde være den udviklingshæmmedes egne forestillinger om hvad et godt liv for dem ville være. Måske synes de ikke at det er tilfredsstillede at leve på den måde, som den enkelte pædagog synes, men hvordan kan man hjælpe til det, hvis man ikke indgår en den anerkendende relation? Vi er jo alle forskellige individer, med forskellige lyster, meninger og syn på en god tilværelse med indhold. Metodeafsnit: Case: Jeg har valgt at lave en case der illustrerer en situation hvor den asymmetriske relation ikke er ligeværdig. Litteratur: Ved hjælp af litteratur vil jeg forsøge at belyse nogle af de eventuelle problemer der kan opstå i den asymmetriske relation. Ved at læse litteraturen håber jeg at kunne få besvaret nogle af disse problematikker. Det første jeg vil gøre er at gå ind og definerer begrebet Asymmetriske relationer, hvorefter jeg vil se på hvilke faktorer der spiller en rolle i den asymmetriske relation. Herefter vil jeg belyse hvornår vi kan kalde os professionelle og hvordan det viser det sig i praksis. Jeg vil kort se på betydningen for anerkendende relationer og ligeværd. Som det afsluttende vil jeg få samlet op på min opgave og svare på min problemstilling i konklusionen. Derefter vil jeg afslutte med en kort perspektivering. Den asymmetriske relation: Når vi snakker om relationer imellem de udviklingshæmmede og pædagogerne, er det vigtigt at huske på, at der altid vil være en form for ulighed ellers ville forholdet imellem dem være formålsløst. Mødet mellem de to parter bygger netop på denne ulighed, hvor den udviklingshæmmede er afhængig af pædagogens professionelle hjælp. Det vil sige, at der er tale om en asymmetrisk relation mellem pædagogen og den udviklingshæmmede. 3

4 Asymmetriske relationer: Hermed menes, at hjælperelationen ikke bygger på gensidighed, idet der er tale om en relation mellem en ekspert og en klient. Det betyder, at den ene part i princippet har brug for den andens hjælp (og måske ikke råder over alternativer), mens den anden har det som sit eksistensgrundlag (lønarbejde) at yde hjælp. 1 Det man kan tolke ud fra Bent Madsens udsagn er, at relationen mellem pædagogen og den udviklingshæmmede aldrig kan blive lige, idet deres indgangsvinkel er forskellig. Den udviklingshæmmede har et aktuelt behov for relationen og er afhængig af den det meste af døgnet, mens pædagogen har den professionelle indstilling, hvor relationen grundlæggende er der for at tjene penge og pædagogen dermed kan lægge det fra sig efter endt arbejdsdag. Her kan der opstå en vis skævvridning idet den udviklingshæmmede hurtigt kan opfatte pædagogen som en rigtig god ven, mens pædagogen kun er den udviklingshæmmedes ven i arbejdstiden og holder det dertil. Eks: Beboer fra et bofællesskab inviterer en pædagog hjem til sin familiefødselsdag, som bliver holdt hjemme hos hans forældre. Hvilket pædagogen takker nej tak til. Dette illustrerer en situation som man ofte kan komme ud i, hvis man arbejder i det socialpædagogiske felt. Det kan være problematisk at være i sådan en form for asymmetrisk relation, da brugerne inden for dette felt ofte har svært ved at skelne mellem hvem der er deres rigtige venner og hvem der er professionelle. Netop fordi de ofte er vokset op i institutionsmiljøet, hvor de altid har været vant til at pædagogerne var omkring dem. Selvom den asymmetriske relation bygger på uligheden mellem den udviklingshæmmede og pædagogen betyder det ikke, at forholdet ikke skal være ligeværdigt. Det er til gengæld yderst vigtigt at skabe et ligeværdigt forhold, så det ikke bare bliver et møde mellem udviklingshæmmet/pædagog men også mellem to personer. Respekterer man ikke den udviklingshæmmede som ligeværdig, siger man indirekte at dennes værdier ikke er lige så meget værd, som ens egne. 1 Socialpædagogik og samfundsforvaltning 1998 s.202 4

5 Som Bent Madsen skriver Hvad enten det er tilsigtet eller ej, er det udtryk for magtudøvelse at undlade at give et andet menneske muligheder for at udvikle færdigheder og viden, der sætter det i stand til at forvalte sit liv med egen autoritet. 2 Case: Dame, som bor i bofællesskab og er overvægtig. Kontaktpædagogen bestemmer enerådigt at beboeren skal på slankekur. Dette får kvinden bare besked om, og pædagogen regner så med at sådan bliver det bare. Men da det ikke er noget kvinden selv har ytre ønske om og ikke er blevet delagtiggjort i, begynder hun i stedet at samle flasker på vej hjem fra arbejde, som hun derefter går ind og køber usunde ting for. Det vil sige at hun nu er begyndt at spise i smug for at hemmeligholde dette for pædagogen, som ellers går rundt i den tro, at kvinden nu kun spiser alt det sunde hun får serveret. Jeg synes at denne case belyser problemstillinger såsom, at pædagogen ikke handler på en respektfuld og ligeværdig måde. Det vil sige at pædagogen ikke har respekteret den udviklingshæmmede kvindes værdier. Men har i stedet taget kontrollen og brugt sin magt som professionel til at bestemme, at det var tid til at kvinden skulle på slankekur. Dette er et eksempel på hvordan en asymmetrisk relation kan udvikle sig i en uhensigtsmæssig retning, hvis pædagogen ikke går ind og varetager sin rolle på en professionel måde. I denne situation ville det i stedet havde været langt mere hensigtsmæssigt og pædagogisk at have kommunikeret med kvinden på en anerkendende måde, så hun fik følelsen af at hun var den vigtige og centrale person i sit eget liv og fik en følelse af medbestemmelse. Jeg mener at den gode og kompetente pædagog, ville have valgt at inddrage kvinden i pædagogens tanker om, at hun ville have godt af at tabe sig og på en konstruktiv måde have motiveret hende til at få lyst til at ændre livsstil, ideløbende skulle de have haft en snak om livskvalitet og hvad kvinden mente var en god tilværelse. Derved ville pædagogen være med til at give den udviklingshæmmede en succesoplevelse, ved at inddrage hende i processen, uden at dikterer den. Når man ser overordnet på forholdet klient/professionel, som i denne opgave imellem udviklingshæmmede og pædagogen, vil der altid være en asymmetrisk relation imellem disse parter. 2 Socialpædagogik og samfundsforvaltning 1998 s.202 5

6 Hvis det ikke var en asymmetrisk relation, men i stedet en symmetrisk relation, ville det betyde at der ingen professionel var indblandet i dette forhold, men i stedet et klient/klient forhold. Professionalisme: Man skal som pædagog være kompetent nok til at kunne bevæge sig i de forskellige arenaer som man som professionel befinder sig i jobbet som pædagog. Hvad er kompetent nok? Det er som nedenstående citat lyder, at man er i stand til at være mange forskellige personer, samlet i en person. En pædagog som både rummer at tage vare på de svage og vejlede dem i sådan en retning, at F.eks. De udviklingshæmmede får redskaber til at udvikle sig selv og jeres identitet. Hermed tydeliggøres pædagogen som både et medmenneske, der yder omsorg, og den professionelle der udøver faglig kompetence. Socialpædagogikken bør nødvendigvis rumme begge dimensioner. Hermed ses, at socialpædagogikken både tager udgangspunkt i de nære menneskelige relationer og det fællesskab, der etableres i institutionen samt den faglige distance, der giver mulighed for overblik og faglig analyse. 3 Hygum og Gytz får her defineret det som jeg kalder essensen i at være den kompetente og professionelle pædagog. Man skal som pædagog være i stand til at skelne hvornår man skal skifte autoritets rolle, i forhold til situationen og de mennesker man arbejder med. Vi som pædagoger repræsenterer en profession, men vi kan have svært ved rigtig at argumentere for den. Dette i forskel til lærere som har en længere historie bag sig, de har en primær opgave som består i at undervise børn. Dette professionel er i forhold til pædagogens en profession som de fleste mennesker mener skal varetages af den kompetente lærer. Men hvad med pædagogen? Vi er da og en profession og vi lærer også børn nogle vigtige kompetencer, disse vil dog betegnes som mere bløde værdier hvor vi lære at opnå sunde relationer i forhold til vores medmennesker, vi lære dem at løse konflikter og skaber venskaber. Vores profession er da mindst lige så vigtig og burde anerkendes på lige fod som lærens, men bunder dette i, som Peter Ø. Andersen beskriver? Pædagoger gør noget, som de fleste andre voksne også gør, eller i hvert fald oftest mener at kunne gøre. 4 Det er en diskussion som har varet i mange år og som højst sandsynligt stadig vil snakke om de næste mange årtier. 3 Socialpædagogik 1998 s Meningsfuld praksis, kompetencer og professionalisme 1996 s.98 6

7 Det er en central rolle i det pædagogiske arbejde, at være i stand til at skelne hvornår man er professionel, personlig eller privat. Vi er som pædagoger i en profession hvor vi skal være kompetente til at skelne imellem, hvornår vi skal være den professionelle, personlige eller private pædagog. Dette kan være en hårfin balance, men ikke desto mere altafgørende for at være den kompetente pædagog. Der er meget der tyder på, at den gode pædagog langt overvejende benytter kompetencer, der er tilegnet mere bredt i livet. 5 Afslutningsvis som Peter Ø. Andersen skriver er det også et spørgsmål om alt den viden og kompetence pædagoger har, er noget vi har tilegnet os igennem hele livet, men måske mere et spørgsmål om øget interesse for dette felt? Anerkendende relationer og ligeværd: Anerkendende relation: Anerkendelse kommer til udtryk gennem hele den måde man er i relation til andre på og udspringer af en grundlæggende holdning af ligeværdighed og respekt. 6 Man skal som kompetent pædagog kunne anerkende den udviklingshæmmedes livsværdier, være lyttende og forstående. Også selvom disse værdier ikke stemmer overens med ens personlige værdigrundlag. Ved at blive mere klar over hvad en anerkendende relation indebærer, kan vi måske blive mere bevidste om, og dermed arbejde for at skabe bedre forudsætninger for at børn møder respekt og får anledning til at udvikle et positivt forhold til deres ressourcer. 7 Dette henviser mig til første afsnit om asymmetriske relationer, hvor der til casen diskuteres som hvor vidt det er for pædagogen eller den udviklingshæmmede skyld, at hun skal på slankekur og med hvilket grundlag, da dette ikke selv var et ønske hun selv havde udtryk. I casen var der ikke tale og en ligeværdig og anerkendende relation, da pædagogen ikke valgte at inddrage kvinden i hverken opstart eller beslutningsfasen. Ligeværdighed: At en relation er ligeværdig betyder, at begge parters synspunkter, følelser, oplevelser og selvforståelse tillægges samme værdi for relationens etablering og udvikling. 8 5 Meningsfuld praksis, kompetencer og professionalisme 1996 s Voksnes definitionsmagt og børns selvforståelse 1996 s.49 7 Voksnes definitionsmagt og børns selvopfattelse 1996 s.49 8 Pædagogisk relationskompetence 2003 s.232 7

8 For at opsummerer på ligeværdighed i den asymmetriske relation er det som førnævnt ikke ensbetydende for relationen, at selvom den ikke bygger på gensidighed, er det vigtigt stadig at kunne være ligeværdige Konklusion: Jeg kan konkluderer at det er den asymmetriske relation, der er med til at skabe rammerne omkring omgangsformen, imellem den udviklingshæmmede og pædagogen. Men denne form for magt som pædagogen besidder, i den asymmetriske relation, har også sine begrænsninger. Da man kan komme til at misbruge sin magt på en uhensigtsmæssig facon, ved at sætte den udviklingshæmmes dagsorden ud fra egne livs værdier og ikke tager højde for den udviklingshæmmes egne værdier og ønsker. På den anden side må man heller ikke gå ind og blive for privat i sit pædagogiske arbejde, man skal være i stand til at holde den professionelle distance, så relationen ikke udvikler sig til klient/klient relation, men at pædagogen bruger sine professionelle kompetencer og autoritet til at sætte rammerne for relationen. Hvis man ikke holder sig inden for ovenstående begrænsninger, vil det ikke være muligt at agerer professionelt i sit arbejde. Og i forlængelse af dette fratager man den udviklingshæmmes mulighed for udvikling, da der ingen professionel vil være til at guide og udfordre den udviklingshæmmede og dermed gør man det ikke muligt at udfordre den udviklingshæmmede. Den anerkendende relation er i denne kontekst meget vigtig, da en relation bygger på ligeværdighed, ved at man er i stand til som professionel at skabe gode rammer for at den udviklingshæmmede kan udvikle selvforståelse og anerkendelse af hvem de selv er som menneske. Det har været lærerigt at se på den asymmetriske relation, som jeg vil kunne drage nytte af i mit senere arbejde. Jeg ville dog have ønsket at opgaven var baseret på længere tid, så jeg derved havde haft mulighed for at fordybe mig mere i litteraturen og problemstillingerne. 8

9 Litteraturliste: Bøger: Madsen, Bent 1998 Socialpædagogik og samfundsforvaltning. Munksgaard, København. Juul Jesper og Helle Jensen Pædagogisk relationskompetence. Forlaget Apostrof, København. Held, Finn og Flemming Olsen Introduktion til pædagogik. Frydenlund grafisk. Artikler: Andersen, Peter Østergaard Meningsfuld praksis, kompetencer og professionalisme i D. Cecchin (red) Pædagogens kompetencer Hygum, Erik og Søren Gytz Olsen Socialpædagogik i introduktion til pædagogisk teori og praksis. Viborg Bae, Berit Voksnes definitionsmagt og børns selvforståelse, social kritik, 47/1996 9